Vækst – Thomas Risager

Skilt fra mig kan I slet intet gøre.

“Jeg er herre i mit eget liv. Jeg søger økonomisk frihed, så jeg selv kan vælge om, eller hvor jeg vil arbejdet. Det er mig, der bestemmer i mit liv.” Sådan lyder det blandt rigtigt mage af de menesker, som især vores unge følger på instagram.

I lyset af det, kan det lyde noget provokerende, at Jesus i historien om det sande vintræ udfordrer med et statement, der siger: Skilt fra mig, kan I sket intet gøre. Jesus taler altså denne individualitet i mod, han har en anden vej…

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der ofte er afvigelser mellem det forberedte skrevne ord, og den tale, der faktisk holdes i kirken.

Talemanuskript i PDF-format

1 af 5
Prædiken søndag d. 30. juni 2019.
Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: 2. Mos 19,1-5 & Joh 15,1-5
Bliv i mig, og jeg bliver i Jer!
I disse tider, hvor vi erfarer, at mange af de internationale institutioner, som siden 2. verdenskrig har skabt og bevaret freden i Europa nedvurderes og af flere politiske samarbejder og frihandelsaftaler dømmes unødvendige, fordi insitutioner og lande ønsker, at klare sig selv fordi de vil stå alene, så lyder nogle af de ting, Jesus siger i denne tekst helt rigtige, eller i nogens øjne, som det glade vandvid.
I lyset af det kan det godt virke en smule provokerende, eller ligefrem profetisk, at læse teksten fra Johaneevangeliet, hvor Jesus siger os, at skilt fra mig kan I sket intet gøre.1
Det virker på mange måder som om at tidsånden, siger at vi ikke vil være ansvarlige for andre end os selv, samt at andre ikke skal blande sig.
Britterne har travlt med Brexit, eller hvad det nu egentlig er, de har så travlt med. Gad vide om nogen faktisk ved det?
USAs præsident Trump rokker ved musketereden i Nato- forsvarspagten. Ved folketingsvalget dukkede der nye partier op, som mildt sagt er anderledes end de andre, man kunne stemme på.
På mig virker det, som alliancer og velprøvede strukturerer ikke længere påskønnes.
1 Joh 15,5b.

2 af 5
Så har vi Jesus, der siger: “Skilt fra mig, kan I slet intet gøre.”
Individualitet og uafhængighed løftes op, som fine dyder. Dette er meget tydeligt f.eks. på Instagram, hvor nogle af de, mennesker, som vores unge følger, netop er selvstændige influencere, der ikke er bundet af faste ansættelsesforhold.
Dette fremstilles, som lykken. Mange af vores unge, går utroligt meget op i antallet af følgere, for det tror de man kan leve. Sandheden er jo, at det er der meget få, der kan.
Det er som om, vi er blevet allergiske overfor andre menneskers indblanding eller indflydelse i vores liv. Jeg er herre i mit eget liv. Hvad jeg gør og havd jeg beslutter, det er min sag.
Samtidigt er det interesant at se, at antallet af mennesker, som er ensomme, som har ondt i livet, eller som ikke rigtigt syntes, de passer ind nogen steder, er stigende. Der er temmeligt mange, især unge, som giver udtrykt for, at det bare er for meget, med alt det man skal tage stilling til.
I mit baghoved, har jeg stadig Jesu ord: “Skilt fra mig, kan I slet intet gøre.”
I en verden, hvor mange oplever ensomhed og utilstrækkelighed, men alligevel ønsker, at være helt uafhængige af andre, kan ordene fra Jesus lyde en smule provokerende, måske bedrevidende. Eller måske er der en profetisk stemme, som bør få os til at tænke.

3 af 5
Jesus siger: “Jeg er det sande vintre, og min fader er vingårdsmanden.”2
Vi skal huske på, at de som lytter til Jesus, selv er menesker, som er vokset op i en jordburgskultur, så de er helt med på betydningen af de billeder, som jesus anvender.
Så når Jesus siger, og I, I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til Jer, og kæder det sammen med, hvordan han selv har oplevet at hans himmelske far, har renset grenene for at de skal bære mere frugt, så er det billeder, som går rent ind.
De forstår, at vingårdsmanden bør have et større perspektiv end de selv har, og de er ok med det. De lever med det afhængighedsforhold, som er.
“I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer”…. og så fortsætter Jesus: “Bliv i mig, og jeg bliver i Jer!”3
Hov, er der en konflikt med, hvordan vi normalt forstår tingene? Metodistkirkens dogme om forekommende nåde beskriver, hvordan ethvert fællesskab mellem Gud og os, altid vil være blevet til på Guds initiativ.
Længe før vi har skænket Gud en tanke, har han tænkt på os. Længe inden vi har overvejet, om vi tror på ham, eller om vi hører ham til, så har Gud rakt ud, så har Gud ladet sin søn dø på korset og ladet ham opstå igen, for os.
2 Joh 15,1 3 Joh 15,5b

4 af 5
Initiativet og nåden er Guds. Pludselig er der anvisninger på, at vi skal gøre.
Hvordan rimer det?
Er der pludselig betingelser knyttet til, at kunne tro?
Det er vigtigt at se, at dette ikke er en betingelse, men en anvisning for at kunne leve troen ud.
Det er anvisning, som er givet, for at jeg kan bære frugt og gøre en forskel andre meneskers liv.
Jeg skal blive i ham, og løftet er, at han bliver i mig.
Tro er ikke et statisk forhold. I Johannesevangeliet beskrives troen, som dynamisk, som et forhold mellem Gud og jeg, hvor der er en gensidig afhængighed mellem Gud og mig.
Dette skal også ses i sammenhæng med det næste afsnit i kapitlet, hvor Jesus udfordrer sine disciple til at udleve radikal næstekærlighed.
At være en kristen, vil altid involvere en forbundethed. Vi er forbundet med hinanden og forbundet med Gud. At være en kristen er ikke et individuelt personligt udviklingsprojekt.
Helliggørelse finder altid sted, nært forbundet med Gud, og altid i rammerne af menighedens fællesskab. Vi har brug for hinanden.
Det er interessant at se, at tidligere i Johannes finder vi en del udsagn, hvor Jesus omtaler sig selv som…. f.eks.

5 af 5
livets brød.4 Bibelkyndige teologer foreslår at dette skal ses i sammenhængen, hvor Jesus her siger: Jeg er det sande vintræ.
Det lyder jo en hel del, som nadver, og det er ikke tilfældigt.
Jesus siger: “Bliv i mig, og jeg bliver i Jer.”
Det lyder som en ordre, men det er en opfordring. Om opfordring som gives os, for at vi kan bære mere frugt. Også en opfordring, som bærer løftet om at tage mod Jesus, på en sådan måde at vi lader troen på ham, være helt central i vore liv, for det er gennem det, at vi har muligheden for at bære meget frugt.
For skilt fra ham, kan vi slet intet gøre, og det vil da ærligt talt være lidt dumt, ville det ikke?
Amen
4 Joh 6,35

Lev stærkt_Tro er ikke ÈT valg – Thomas Risager

Lev stærkt – sådan hedder rækken af gudstjenester, som vi holder i august måned.

I dag taler jeg om vigtigheden af at forstå, at tro er ikke kun er ét valg, når man bestemmer sig for at nu tør man tro. Derimod er tro en lang række tilvalg, som man hele tiden tager undervejs i tilværelsen. Ofte er vi ikke bevidste om dette, og så er det, at vores tro bliver mindre vigtig. Lev stærkt og hold troen varm.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord kan afvige fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 7. august 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Luk 12,32-14 & Hebr 11,1-3,8-16.

Lev stærkt – At tro er ikke èn beslutning.

Jeg blev en kristen d. 1. januar 1964. Sådan er der nogle som kan sige det. I mange år havde Metodisterne det næsten som et adelsmærke, at man kunne tale om den dag man blev omvendt, som det hedder. Den dag, hvor man forstod, at Guds kærlighed er givet for mig.

Det er rigtigt fint. Mange af os, kan også sige om ikke en dato, så en tid i livet, hvor det gik op for os, at tro var noget, som vi ikke vill leve uden længere.

Men rigtigt mange oplever også, at den boblende glæde over at have fundet tro. Det mest fantastiske i livet, glider på en eller anden underfundig måde alligevel ud fra centrum i livet og bliver grå hverdag. Det bliver ikke ved med at være rigtigt vigtigt…

Måske tænker du, at det aldrig sker for dig. Det påstår jeg heller ikke, at det gør. Men, der er mennesker i vores fællesskab, som oplever dette. Vi ser det og vi oplever det.

Jeg kender det også. Der er perioder i mit liv, hvor troen er glødende varm, og der er perioder, hvor det er noget mere mørkt og ensomt at tro for mig.

Det er ventetid. Ventetid, hvor jeg venter på en eller anden bekræftelse af den tro, som har har.

Ventetid, hvor tvivlen får lov at nage og pille i min sjæl. Det er den slags ventetid, som ikke kan fordrives med at tage sig af et par Pokémons eller battle i vores helt eget Pokemon Gym her udenfor kirken.

Ventetid føles altid uendelig lang. Det er lige før, at det kan ødelægge ens dag at komme for sent til bussen, selvom det går én igen om 20 minutter.

Det er netop ventetiden – tiden, hvor man ikke synes, der sker noget som helst, som Jesus taler om, da han i sin lidt kryptiske tale om årvågne tjenere, siger til dem, at ventetid er en naturlig ting, når vi taler om tro. Det er der ikke noget mærkeligt i.

Problemer er bare, at vi i dag lever i en kultur, hvor vi tror vi skal dø, hvis der ikke sker noget hele tiden. Men med tro, er det ikke unaturligt, at der er stille perioder.

Det, som er vigtigt, er hvordan de bruger tiden, mens de venter på at deres herre, vil bryde op for brylluppet.

Når de venter, skal de have kjortlerne bundet op om lænderne og lamperne tændt.

At have kjortlen bundet op var sådan man havde de lange gevandter siddende, når man skulle arbejde, så man dels kunne bevæge sig frit, men også kunne undgå, at snavse sig til. Det er lidt ligesom vi smøger skjorteærmerne op, inden vi giver os til at skære kødet ud.

Jesus siger til dem, at selvom I ikke synes, der sker noget, så skal I være klar.

Det er et valg man tager, at man holder sig åndeligt klar. Det er det man gør, når man fastholder at gå i kirke, også selvom der er et par gange, hvor man ikke synes, at det talte til én.

Det er det valg man tager, når man er med i en smågruppe eller en omgang Romerbrevet eller Vejen i løbet af efteråret.

Det er det valg man tager når man for sig selv, og måske uden at lade andre vide det på Facebook, læser i bibelen efter bibellæseplanen.

Det er det valg man tager når man fastholder at man vil bede på den måde det nu en gang passer ind i dit liv.

Det er også det valg man tager når man står overfor umulige situationer, som vi ved en familie her i Odense befinder sig i.

Det der det valg man tager når man beder både for offer og for den far, som tilsyneladende har gjort det ubegribelige ved sit eget barn.

Tro er ikke bare at sige fedt, den dag, man fatter at man er elsket af Gud.

Tro er at holde sig skarp, at være klar og og være sig bevidst om at der hvor én skat er der er ens hjerte.

…. Der er så meget der kan aflede.

Så hele tiden må vi vælge at være klar.

Det er noget af det, vi som kirke kan hjælpe hinanden med.

Og vi ved jo ikke, hvornår mesteren kommer tilbage.

Amen.

Pinse 2016 – Thomas Risager

Guds Ånd falder over disciplene og gør at både de selv og mennesker helt uden forudsætning for at kende historierne om Jesus, kan erfare og opleve Guds nærvær.
Det er det, som pinsen er: Gud er helt tæt på, også selvom vi ikke forstår. Hør mere her, hvor pinsen er i fokus.

Du kan også læse manuskriptet til talen. Bemærk dog, at det talte ord ganske ofte afviger lidt fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 15. maj 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Apg. 2,1-21 & Rom 8,14-17 & Joh 14,8-17 & Sl 104,24-34.

På himmelfartsdagen bad Jesus disciplene om at gå op til Jerusalem og vente på at blive iført kraften fra det høje.

Som så ofte før, tror jeg ikke, at de fattede ret meget af, hvad ham mente med det. Men de gjorde som Jesus havde bedt dem om.

Det kunne vi måske lære lidt af. At gå i tro er de skridt man tager, uden at kende hele vejen. Man må gå alligevel. Fordi det er det, som føles, som det absolut eneste rigtige at gøre.

I dag fejrer vi pinsen. 50 dagen for opstandelsen.

Disciplene er samlet indendøre. En kraftig vind, fylder rummet.

Det er ikke sådan et pust fra et åbent vindue, der lige får lyset til at blafre, men reel vind. Apostlenes Gerninger siger vindstød.

Meterologerne vil sige vindstød af stormstyrke. Med andre ord, det er ikke sådan noget hygge nygge noget.

Tunger af ild fordeler sig på hver enkelt af disciplene. Jeg tænker tit på, hvad der ville ske i kirken, hvis det skete. 30 sekunder og Anders Flinck har tømt ildslukkeren ud over det hele.

Den ild, som Helligånden giver, er ikke en farlig fortærende ild. Tværtimod er det en opbyggende ild.

Den samme ild, som opbyggede Moses, da han står overfor den brændende tornebusk, til at blive den fantastiske leder, som fik israelitterne fra Egypterne, gennem ørkenen og ind i det forjættede land.

Guds ånd helliger – dvs. den bygger op, så vi kommer til at ligne Gud mere og mere – det som vi her i kirken kalder helliggørelse.

I pinsen ser vi forvandlingen ske med disciplene i løbet af få sekunder.

Guds ånd forvandler, Guds ånd bygger op, Guds ånd giver kraften fra det høje. Det som Jesus sagde, de skulle gå op til Jerusalem og vente på, fik de. Kraften fra det høje.

Fra at være som skræmte børn, der holder sig indendøre og knapt tør åbne munden, fordi de faktisk ikke fatter, hvad det er sket omkring dem de sidste mange dage, så deler de nu med hinanden om alt det fantastiske, de har oplevet sammen med Jesus.

For hver gang de hører hinanden fortælle en historie om hvordan Jesus kærlighed har gjort dem hele og det at han har sendt dem ud, har forvandlet dem. For hver gang historierne lyder stiger glæden, vokser troen, håbet og kærligheden.

De er ikke længere de samme mennesker. Noget nyt er blevet til inden i dem.

De bevæger sig fra at være disciple – elever – til at være apostle – ledere.

Der sker det noget centralt i verdens historien, fordi de apostle, som sidder i rummet, ikke lader sig begrænse af deres egen frygt.

Mennesker på gaden, kan høre, at der er noget helt vildt fantastisk på færde. Hver gang en af apostlene fortæller om Guds storhed i hans liv, smitter det, taler det til, rører det ved, bevæger det mennesker, som hører det.

Og det gælder uanset om det er parthere, medere og elamitter, dem der bor i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, v10 Frygien og Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, de tilflyttede romere, v11 jøder og proselytter, kretere og arabere – Alle hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål.

Det burde ikke være muligt, men det der det!

For der hvor Guds ånd er, falder alle grænser. Der er alt muligt.

Der sker der ting og sager.

Der flytter Gud rundt i menneskers liv, så vi bliver åbne for hans kærlighed.

Da er vi i stand til at lytte, så vi forstår, selvom vi ikke forstår.

Så vi kan tro, selvom vi ikke kan finde ud af at tro.

Så Gud kan frelse os, selvom vi aldrig fatter, hvordan det går til at hans kærlighed forvandler vores liv og bringer os ind i evighedens perspektiv.

Vi kan se at det sker, vi kan mærke at det sker.

Pinsen er Gud, som kommer helt tæt på. Det er Jesus, som nu er tiltstede overalt, fremfor at være bundet i i sin egen krop. Nu er han nu til stede ved os og i os.

Palulus taler i Athen om, hvor nær Gud i sin ånd er. Han siger: …”For i ham lever vi, ånder vi og er vi…”

Det er her vi kan opleve Gud, mærke Gud, have vished for at han er i livet samme med os.

At Guds ånd falder er ikke isoleret til dramatiske begivenheder i Jerusalem, men det sker i hverdagen, der hvor mennesker er.

I dag, vil jeg lade her høre, noget af det, som mennesker. Almindelige mennesker, vel at mærke, har skrevet til mig i ugen her op til pinse.

Læg mærke til at de oplever, at Gud er der hvor de er.

En af de unge, som var på påskelejr siger:

For mig var påskelejren som at blive vasket ren og få en ny begyndelse – sådan har jeg det med alle lejrene. Når man går der med 50 andre unge, der bare vil hinanden og verden det bedste, er det som om al ondskaben og alt det mørke der eksisterer, bliver bare en smule lettere at bære. Min tro bliver stærkere for hvert smil, hvert kram og hver samtale og det bliver så tydeligt for mig, at Gud arbejder gennem mennesker. Det er en velsignelse.

Der er især tre steder, hvor jeg oplever Gud, og det er på tre forskellige måder. Ungdoms- og spejderlejre møder jeg Gud i fællesskabet, og i en fornemmelse af, at alting kan lade sig gøre med andre mennesker, som har samme mål som en selv. Der er en ro og en velsignelse i, at vi er sammen om at ville hinanden som mennesker, uden vi skeler til hinandens skyggesider. Alle ser det bedste i hinanden, og der er man i sådan en perfekt lykke tilstand, hvor der bare er ro og velsignelse. Endnu bedre er det, når det fællesskab bliver kombineret med meningsfyldte oplevelser som hjælpearbejde med gadebørn eller lignende, hvor man føler, at man kan gøre verden til et bedre sted, der føler jeg, at Gud står midt i det hele.

Musikken er et andet sted, hvor den rigtige tekst eller musik kan give en gåsehud, hårene rejser sig, og selv om man er helt alene, er der en eller anden form for nærvær med noget, der er meget større end en selv. Den der følelse af kærlighed og lykke over at være tilstede i verden.

Naturen er det sidste sted. Sådan en sommerdag i skoven, hvor vinden, lydene og varmen bare spiller sammen på en måde, der ikke er tilfældig og ligegyldig. Der kan man næsten mærke helligånden i vinden og være helt opslugt af at være en del af Guds skaberværk – den slags føler jeg ikke, at vi bare kan tilskrive tilfældigheder.

Mathias Alsted Flinck

Jeg mærker Guds storhed og nærhed, når jeg ser på skaberværket…..i naturen – blomster, træer, ved havet og i skoven. Til barnedåb, bryllupper og begravelser. I musik og sang af alle slags. Når jeg oplever disse ting får jeg tårer i øjnene og gåsehud. Jeg oplever at vi mennesker gør noget planter og vander, får børn, lever, elsker, synger og spiller…..og så lægger Gud lige det der ekstra til, som gør det til noget stort og som giver mig fornemmelsen af hans nærhed. Så enkelt.

Bente Riishøj Hansen

Læg mærke til at Gud er ikke bundet at tid og sted.

Ånden falder i ensomhed og i fælleskabet.

Der hvor mennesker er falder Guds ånd. Det er ikke altid dramatisk, men det der sker indeni er i høj grad dramatisk.

Gammel jædist mystik siger, at der sidder en engel på vores skulder, som hver gang vi møder et andet menneske, siger: Se, skabt i Guds billede.”

Glædelig pinse.

Amen

Jeg er det sande vintræ – Thomas Risager

Kender du det at kigge i spejlet og egentlig ikke være helt tilfreds? Det er ikke udseendet, jeg tænker på, men mere det med, at du godt ved, at der er sider af dig selv – ting du gør eller siger – som godt kunne være bedre.

I talen her tager jeg fat i dette. Jesus taler om sig selv som et vintræ, og en af pointerne er, at tro virkelig kan forandre det i dig, som ikke er hensigtsmæssigt.

Hør mere her:

Vanens Magt 5/5 – Thomas Risager

Når vi taler om vaner, tænker vi oftest på de dårlige vaner, som for meget vin eller for meget tobak. Men faktisk er vaner en utroligt smart ting, fordi de aflaster vores hjerne. Hvad har det nu med tro at gøre, ja det har vi talt om de sidste fire søndage i Metodistkirken. Her er den sidste af de fem taler.

I dag er der rigtigt mange involveret i gudstjenesten. De menesker, som har været en del af forårets kursus VEJEN beder bønner, læser tekster og giver små taler og historier fra deres egne erfaringer med vaner – både gode og dårlige.

Dagens tale fokuserer på, hvordan Jesus omtaler efterfølgelse. Det er et ord, som vi ikke anvender i det daglige, men Jesus udfordrer os til handle på vores tro – og det er en god vane.

Visioner forandrer verden – Thomas Risager

Menneskers drømme og visioner går nogen gang i opfyldelse, og så kan virkeligheden overgå selv den vildeste fantasi.

Siden 2002 har Metodistkirken i Odense været drevet af visioner. Nu oplever vi for anden gang at vores vilde drømme om fremtiden – Vision 2015 – er ved at være opfyldt. Derfor indleder vi nu et arbejde, der gerne skulle lede frem til en ny vision. Det skal ikke bare være vores drøm, men Guds drøm for, hvordan fremtiden i Metodistkirken skal se ud.

En vision er et billede af fremtiden, som producerer passion i hver enkelt. Det er det vi leder efter.

I dag samles vi til visionsdag, hvor vi efter gudstjenesten skal nyde en god frokost. Herefter drømmer vi drømme om fremtidens kirke i Odense. Ingen drøm er for lille og ingen drøm er for stor.

Men først skal vi lige lytte til dagens visionstale …

Visioner forandrer verden – Helge Munk

Menneskers drømme og visioner går nogen gang i opfyldelse, og så kan virkeligheden overgå selv den vildeste fantasi.

En vision er et billede af fremtiden, som producerer passion i hver enkelt. Det er det vi leder efter.

I dag er det kirkens lægprædikant Helge Munk, der med udgangpunkt i historien om Moses, viser os at vi ikke skal tænke i begrænsninger. Det, som vi har i hånden, kan bruges til meget mere, end vi tror i Guds rige.

Visioner forandrer verden 2 – Thomas Risager

Menneskers drømme og visioner går nogen gang i opfyldelse, og så kan virkeligheden overgå selv den vildeste fantasi.

En vision er et billede af fremtiden, som producerer passion i hver enkelt. Det er det vi leder efter.

I dag lader vi os inspirere af en gammel historie fra Nehemia’s Bog. Nehemias oplever nemlig, at Gud lægger en drøm i hans hjerte og får ham til at handle.

Hør mere her:

Visioner forandrer verden 1 – Thomas Risager

Menneskers drømme og visioner går nogen gang i opfyldelse, og så kan virkeligheden overgå selv den vildeste fantasi.

En vision er et billede af fremtiden, som producerer passion i hver enkelt. Det er det vi leder efter.

Hør mere her:

Giv os større tro!

Giv os større tro! Sådan beder disciplene Jesus om at give dem større tro. Hvem af os ønsker ikke større tro?

Jesus svarer ikke med et værsågod, her har I mere tro. Tværtimod fortæller ham dem om tjenere og hyrder, som knokler uden at forvente så meget som en tak.

Du kan hører mere her: