Tag: Tillid

Nytårstanker 2016 – Thomas Risager

Tempus fugit.

Tiden flyver og det er blevet tid til, at vende blad i kalenderen. Pludselig skriver 2016. Vi minder hinanden om, at Gud er med i hvert eneste sekund af det nye år. I den mystiske sidste bog i Bibelen, Johannes Åbenbaring, siger Gud: “Se, Jeg gør alting nyt!” Det er måske mest af alt det, som kendetegner et nyt år, og hver ny dag. Gud gør alting nyt.

Hør mere her:

podcast-large

 

Du kan også læse talen her. Bemærk venligst at det skrevne ord ofte afviger fra det talte.

Prædiken Nytårsdag d. 1. januar 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Præd 3,1-13 & Åb 21,1-6a.

Nytårstanker

Tempus fugit.

Måske har nogle af jer et gammelt ur i stuen. Sådan et, hvor pendulet svinger taktfast og har gjort det gennem generationer. Hver time slå uret.

Ellers lyder det bare tik tak tik tak. Det er ofte på de gamle stueure, at vi finder inskriptionen. Tempus fugit. Latin for tiden flyver. Nogen gange er der tilføjøjet irreversible… tiden flyver og vender aldrig tilbage.

“Skøn nu på det mens du er ung og smuk. Tiden går hurtigere og hurtigere, jo ældre du bliver.” Det er Elin Carlsen, en af de efterhånden gamle damer i vores kirke. Og hvor har hun ret.

Da jeg gik i skole og vi fik sommerferie, føltes det som om, der lå en evighed forude. Nu synes jeg, at det er jul og nytårsaften hele tiden. Tiden går….

Knapt har jeg nået at vænne mig til at skrive 2015, før vi skal skrive 2016. Vi ved ikke hvad der ligger derude i fremtiden, men Prædikerens Bog taler jo om tiden, som kommer.

v1  Alting har en tid,

for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt.

v2  En tid til at fødes, en tid til at dø.

En tid til at plante, en tid til at rydde.

v3  En tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede.

En tid til at rive ned, en tid til at bygge op.

v4  En tid til at græde, en tid til at le.

En tid til at holde klage, en tid til at danse…..

…………

v8  En tid til at elske, en tid til at hade.

En tid til krig, en tid til fred.

v9  Hvad udbytte af sit slid har den, der foretager sig noget?

v10  Jeg så den plage, Gud har givet menneskene at plage sig med: v11  Han har gjort alting godt og rigtigt til rette tid; han har også lagt menneskene verdens gang på sinde, dog uden at de kan finde ud af noget som helst af, hvad Gud gør.

Vise ord fra Bibelen. Gud har lagt verdens gang på menneskers sind. Dog uden at vi kan finde ud af noget som helst af det.

Og det er jo rigtigt, hvem af os kan i sandhed forstå tid, andet end at vi må erkende, at det er nytår igen. Tiden går, og på en eller anden måde er vi med.

2016 bankede på for få timer siden. Og der ligger, næsten da, 365 nye dage og venter på os.

Der er mange stemmer i verden, som taler for at vi endelig skal maksimere vores indsats og få mest muligt ud af dagene. Det er sikkert meget godt og fornuftigt.

Det prøver jeg også på, især med min arbejdstid, som der jo er nogen som betaler for.

Men skal jeg være helt ærlig, så er der jo også dage, hvor jeg tænker, når ryggen rammer ladestationen i sengen, hvad har du egentlig udrettet i dag? Der var så meget, du skulle nå og nu ligger du her. Dagen gik med alt muligt andet end det, jeg havde planlagt.

Så er det jeg minder mig selv om et vers, som Lars Busk Sørensen har skrevet:

Og når du har brugt din dag

til det sidste åndedrag,

standser Gud din gråd og klage,

tar en misbrugt dag tilbage,

nådig glemt i evighed.

Tiden, dagene, timerne, ugerne er givet os af Gud. Det er måske den ellervigtigste ting, vi kan sige om tid, at det er noget, som gives os.

Det er en gave og måske skal vi prøve at droppe den dårlige samvittighed og erstatte den med taknemmelighed over den gave, som Gud giver os.

For i tidens gang ligger der en bekræftelse af, at Gud vil os,  og vil os det godt.

Kirkeligt set, og siden den tidlige jødedom, er der nytåret en ny begyndelse.

En ny begyndelse, hvor vores kommen til kort,

vores bekymringer for fremtiden,

vores spekulationer over succes og fiasko,

vores angst for ikke at slå til,

vores frygt for ikke at være elsket eller at kunne elske,

fjernes fra os af Gud, som minder os om, at nu er han hos os og han gør alting nyt.

Nu glemmes alt det gamle og vi kan lade os fylde af håbet, at det er sandt, når profeten Jeremias talte til folket i eksil. De, som var så hårdt prøvet, at han ved, hvilke planer der er. Guds planer om lykke ikke om ulykke. Gud giver os fremtid og håb.

Faktisk er er der noget stærkt ved at blive mindet om, at Gud gør alting nyt, som ordene falder i Åbenbaringen, for det gør jo at 2016 kan blive et år, hvor selv den argeste bekymring for fremtiden,

angst for klimaet,

politikerleden,

flygtningestrømmen,

og terrorfrygten kan overvindes.

Det bliver i sidste ende gjort op med af Guds uovervindelige kærlighed, Se, jeg gør alting nyt.

2016, kommer helt sikker til at at indeholde godt og skidt i en skøn rodet blanding.

Men sikkert er det. Gud gør alting nyt!

Godt nytår og Guds velsignelse over hvert eneste af dine sekunder i 2016.

Amen.

2. Søndag i Advent: Håb – Thomas Risager

Det siges, at man aldrig må tage håbet fra et menneske i en håbløs situation.

Det er i hvert fald det, som jeg er blevet undervist i. At i samtalen med et menneske, som f.eks. er meget sygt, så holder vi fast i håbet.

Mange vil sige: Årh der må også være noget realisme! For nogle mennesker er så syge, at de ikke kommer over det. Nogle situationer er så håbløse, at det er latterligt – ligefrem utroværdigt – at tale om håb.

Til det vil jeg sige, at der er altid håb! Og disse tanker udbygges i talen, som du kan høre her:

podcast-large

 

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord ofte afviger fra manuskriptet.

Prædiken søndag d. 6. december 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Es 11,1-5. Jer 29,10-12.

2. Søndag i Advent – Håb

Det siges, at man aldrig må tage håbet fra et menneske i en håbløs situation.

Det er i hvert fald det, som jeg er blevet undervist i, at i samtalen med et menneske, som f.eks. er meget sygt, så holder vi fast i håbet.

Mange vil sige, årh der må også være noget realisme, for nogen mennesker er så syge, at de ikke kommer over det. Eller nogen situationer er så håbløse, at det er latterligt – ligefrem utroværdigt – at tale om håb.

Til det vil jeg sige, at der er altid håb – også selvom det rationelt ikke giver mening.

I sommer var der en mand, som var alene på havet i sin sejlbåd. Han faldt i vandet og båden sejlede videre uden ham. Heldigvis havde han redningsvest på, men uden at overdrive, må man sige at det er en træls situation.

Selvom det var sommer, så er vandet stadig så koldt , at det er et relativt begrænset antal timer, man kan ligge i vandet uden at blive afkølet og dø af det.

Manden så den ene båd efter den anden sejle forbi ham, men på intet tidspunkt mistede han håbet på, at han nok skulle klare den. Om natten blev eftersøgningen indstillet, for da var det teoretisk umuligt at være levende i det kolde vand.

I et interview giver han udtryk for, at natten var svær, men han håbede på, at få lov at se en solopgang mere….

Efter sytten timer kom en tilfældig båd forbi og han var reddet.

Jeg tror ikke, at han ville leve i dag, hvis han havde mistet håbet og troen på, at han nok skulle blive reddet.

Håb er en ressource, som er langt stærkere end vi aner. Måske tænker du. Det kunne jeg ikke have gjort. Jeg kan da ikke håbe sådan, men håb er ikke en præstation. Det er givet os – Paulus siger: “Til det håb er vi frelst” ( Rom 8,38)

Håbet er givet os!

I Romerbrevet argumenterer Paulus for at et håb, som man ser opfyldt, ikke er et håb. For som han spørger: “…for hvem håber på det man kan se?”(Rom 8,24)

Nej, siger han.Vi håber på det, vi ikke ser og venter på det med udholdenhed.

At håbe på en fremtid selv i en håbløs situation, er ikke at holde folk for nar. Når vi synes det, må vi nok erkende at vi er ramt af denne verdens kynisme, og minde hinanden om at Guds rige er af en anden verden.

Håb er faktisk ikke optimisme, ej heller er det pessimisme.

Det er at se ting, sådan som de kan være, ikke kun som de er.

Håb erkender, hvad der sker med os, men det anerkender og bifalder ikke alt, der sker med os.

Håb forsøger ikke at forklæde det uacceptable, men håbet holder os fast på, at der noget bedre i vente.

Derfor er håb heller ikke en individuel øvelse, men noget vi kollektivt bekender os til. For vi håber ikke alene, vi håber og tror sammen.

I Jeremias Bog er den jødiske elite holdt fast i fangeskab i Babylon. Det er helt galt. Det er i den håbløshed, at Jeremias bringer bud fra Gud.

“Jeg ved, hvilke planer jeg har for jer, planer om lykke, ikke om ulykke. Om at give jer en fremtid og et håb!” (Jer 29,11)

De fangne mindes om, at de ikke er glemt, at der kommer en dag…. Der gikk 70 år, men der kom en dag!

Håb er længere fremme end vi kan se. Håb handler også om, at det, som i dag er realitet, i morgen ser helt anderledes ud.

Det er som en vej, er bare ender i ingenting. Det er ikke en blind vej, den ender i en bom. Men det er en vej, som bare fortsætter et andet sted fra. Vi kan ikke se hvor….

Kap det gode håb

+++ Billede: Kap det Gode Håb – Afrikas sydligst punkt++

Når vi er ved det, som vi opfatter som enden, kan vejen kun fortsætte fra et nyt udgangspunkt.

Det er præcis det, som vi fejrer i Advent og det som håber på i Advent. At der er mere end vi kan se

Vi fejrer at Gud kom til os i vores håbløshed, at han levede med os, døde for os, og opstod som et levende håb. Han gav os en ny start, et nyt udgangpunkt, så vi kan fortsætte. Så vi kan leve, tro og håbe.

I Johannes Åbenbaringens løfter om, at han kommer igen, siger Jesus: “Se, jeg gør alting nyt!” (Åb 21,5)

Der ligger vores håb, at alting bliver nyt. At der, hvor vi er helt forladt, føler os alene, ikke kan se i mørket. Der er han lys, der går han med.

Adventshåber er visheden om, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter v39  eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre. (Rom 8,38-39)

Så jeg siger som Kong David: “For du min Herre, er mit håb!” (Salme 71,5)

Amen.

Tro er….at længes – Thomas Risager

På grund af tekniske problemer er der ingen lydoptagelse af dagens tale, men her er bibelteksten og manuskriptet, som udgjorde oplægget.

Matthæusevangeliet kapitel 25, vers 31-41. Side 890.

Verdensdommen

v31  Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. v32  Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene; v33  fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre. v34  Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. v35  For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, v36  jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. v37  Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? v38  Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? v39  Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? v40  Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.

++++++++++

Prædiken søndag d. 22.november 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Matthæusevangeliet 25,31-41.

Verdensdommen.

Overskriften for bibelteksten, som der på søndag tales over, er verdensdommen.

Årh, nej… Er det nu sådan en svovlprædiken, som Thomas Risager holder? Dem har vi hørt nok af (altså ikke fra ham, men af andre 🙂 )

Det er ganske rigtigt sådan i den kristne tro, at vi forventer, at Gud en dag vil holde dom.

En dag, hvor han gør regnskabet op. Fårene til den ene side og bukkene til den anden.

Traditionelt, får det mennesker til at ryste i buskerne af skræk, men budskabet i dag er, at vi skal huske på, at Gud er en kærlig Gud, som vil os det godt.

Når Gud holder dom, bryder hans rige endeligt igennem. Så mister ondskaben og meningsløsheden sin magt, så er det Guds kærlighed, som har magt i verden.

Se, det er ikke noget at frygte, det er noget at længes efter!

Men inden vi går mere ind i det, så er jeg nødt til at stille dig et personligt spørgsmål. Du behøver ikke at svare, slet ikke hvis du sidder ved siden af en af dine nærmeste. Bare tænk inden i dig selv.

Kender du det, at din ven, din kone, din mand, din mor, din far, din chef, din menighedsrådsformand… kommer til dig, og nu ved du, at der følger en konfrontation. Der er noget, som vedkommende er utilfreds med, og du skal have skylden. Du ved det allerede inden han åbner munden.

Allerede der, er du mentalt smuttet videre til det sted, hvor du lukker hele verden ude, for du ved jo hvad der kommer. Tror du!

Du hører ikke efter. Tværtimod er du klar til at fyre dit modsvar af. Det modsvar der består af de ting, som har irriteret dig gennem de sidste tre uger.

Det har godtnok ikke noget med den indledende snak at gøre. men det er ligemeget, for der er ikke nogen, der skal komme og sige noget til dig.

Jeg kender det med at lukke af. Både fra mit privatliv, men også i de diskussioner, som jeg har med andre, der prøver på at forstå bibelens univers.

Når der bliver alt for meget snak om synd, helvede og fortabelse, så lukker jeg bare helt af. Ryster på hovedet og tænker fundamentalister…. Og det er jo ikke pænt gjort.

I Matthæus siges det, at Gud vil skille fårene fra bukkene, når menneskesønnen kommer i al sin herlighed.

Bag det ligger, at vi forventer at Jesus en dag kommer igen. Guds plan er at frelse verden. Ikke bare en del af verden, men hele verden.

“For sålede elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn for at enhver som tror på ham, ikke skal fortabes,  men have evigt liv. Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham” som der står i Johannesevangeliet kapitel 3 vers 16-17.

Det er altså Guds plan. Det ligger også i mange af de ting, som jesus siger, at hans komme er for alle mennesker. Det siges allerede i juleevangeliets ord til de skræmte hyrder på marken.

“Se jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket!” For alle!

Så Guds perspektiv er for alle!

Læg også mærke til at Guds forventninger til de, som han lader gå til sin højre side, ikke er at man har været i kirke mindst 40 gange om året, selvom jeg som præst har lyst til at tilføje det.

Det er heller ikke at have lært bibelen udenad.

Men det er at tage imod den fremmede, at mætte den sultne og tørstige, at tage sig af den syge og den fængslede.

Med risiko for at blive lidt politisk, så kan jeg ikke lade være med at tilføje, at vi med  de mange flygtninge, som kommer til os, har alletiders mulighed for at arbejde lidt på vores egen frelse. Jeg er naturligvis også nødt til at sige, at hvis det egoistiske mål er vort motiv, så går vi galt i byen. Fokus skal selvfølgelig være på dem, som vi møder med åbenhed.

Gud ønsker altså at gøre arbejdet færdigt.

Lad os lige rundet den med helvede med det samme. Ligesom der er mange forestillinger om himmelen, så gælder samme for helvede. Vi må holde fast i at det er forestillinger.

For mig var helvede i Paris sidste fredag.

Helvede var i det russiske passagerfly, der blev bombesprængt over Egypten.

Helvede var der hvor bomberne faldt i Syrien som hævn for angrebet i Paris.

Helvede var der hvor en kvinde blev voldtaget. … Find selv på mere. Det er faktisk let nok-  ikke sandt.

Vi kender godt til helvede. Og det er det som Gud vil gøre op med. Hans våben er ikke bomber, det er kærlighed. Og helvedes porte kan splintres af kærlighed.

Når Guds kærlighed får magt i verden, så er mennesker stadig frie til at sige til Gud, at de ikke vil have noget med ham at gøre. Det tror jeg faktisk Gud respekterer og der vi være et sted, hvor man kan være i fred for Gud. Helvede bliver stedet uden Gud. Man vælger selv.

Der hvor Gud holder dom, får kærligheden magt.

Tænk engang over konsekvensen af det.

Krigens larm forstummer,

Frygten for terror forsvinder,

Sygdom mister sig tag,

Konflikter ophører,

Kriminalitet bliver ikke eksisterende,

Fred og kærlighed vil sprede sig og selv døden vil miste sin magt.

På søndag begynder adventstiden, hvor vi minder hinanden om at Jesus kom til verden og at han var en del af Guds større sammenhæng.

Vi længes også efter at han kommer igen og gør det færdigt.

For at tro er også at længes efter en ny himmel og en ny jord, hvor Kristus er konge.

Tro er at længes.

Amen.

Mangler du en brik? – Thomas Risager

Længes du også efter, at troen skal få alle brikker i livets puslespil til at falde på plads?

Men sådan er det bare ikke helt med tro…. Det bliver ikke altid som vi ønsker det, men alligevel er der noget helt unikt i det med at tro, når Jesus taler om sig selv som Livets brød, der mætter, så man aldrig skal sulte…

Hør mere her:

podcast-large

 

 

Du kan også læse talen her:

Prædiken søndag d. 2 .august 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Joh 6,24-35.

Nogen gange så oplever jeg livet som et stort uoverskueligt puslespil, hvor der hele tiden lige mangler bare lige et par brikker før det hele falder på plads. Så kan jeg blive færdig, så er billedet fuldendt.

Desværre er det sådan, at hver gang jeg synes, at jeg har fundet de få manglende brikker, så er der faktisk nogle nye steder, hvor der burde ligge nogle brikker, og så starter eftersøgningen af de nye manglende brikker. Når de er fundet, så begynder det hele forfra.

Det rimer meget godt med Paulus’ ord fra kærlighedens højsang, hvor han siger: “Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.” (1. Kor 13,12)

Jeg tror, det er meget menneskeligt, at forsøge at danne sig overblik, fordi vi vil så gerne forstå alle sammenhængene i livet.

Det gælder også for tro, hvor vi så gerne vil se det store billede, for at kunne sige, at vi fuldt ud forstår.

Det er også derfor, tror jeg, at vi nogen gange holder krampagtigt fast, hvis der er bestemte måder at bede på, læse bibel på, former for aktiviteter, eller bestemte gudstjeneste-former, som taler til os.

Så kan det blive som om, vi klynger og til den ene brik, og nogen gange forsømmer at se, at der faktisk mangler brikker flere steder i vores trosliv.

Dette er på en måde situationen for de mennesker, som febrilsk har ledt efter Jesus og nu finder på, at sejle over på den anden side at søen for at finde ham.

De har nemlig oplevet noget, som de synes var helt vildt fedt. De har oplevet Jesus mætte fem tusind mennesker med fem brød og to fisk.

Nu er de sejlet efter Jesus, for de vil godt lige se det igen. Det kan man da ikke helt fortænke dem i, kan man?

Jesus finder dem dog lidt ensidige: I kommer bare for at få mad igen!

Det er meget muligt, at han har ret i det, for det er jo noget af det, som de lige har set. Og det var fedt, så selvfølgelig kommer de med den forventning, at man kan få mere af det samme. Det er også det vi gør, når vi i kirkerne gør det samme år efter år. Men med tro er det sådan, at man aldrig bliver færdig at opleve mere.

Der vil altid være flere brikker til puslespillet, for nu at holde fast i det billede.

Det ligger i det, Jesus siger til dem: “I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte. v27  Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer; for ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på.” (Joh 6,26-27)

Jesus taler altså om, at han vil give dem. Han vil sørge for dem, og det er ikke fem brød og to fisk han taler om. Han taler om langt mere, end de overhovedet kan forestille sig.

De tænker bogstaveligt. Men når Jesus har givet dem mad at spise, er det langt mere end maden, så er maden symboler. Når Jesus taler om den mad, som består altid, så taler han om det, som han vil give dem gennem tro, og det er langt mere end brød, som kan spises.

Folket her tror, at hvis bare lige, de får lidt at spise, så er der ikke mere i troen for dem, så har de fundet den ene brik, som de leder efter. Men som Jesus ser det, så der er meget mere end blot det.

Til sidst sætter Jesus trumf på:  “For Guds brød er det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden.« v34  De sagde til ham: »Herre, giv os altid det brød!« (Joh 6,33-34)

Læg mærke til at Jesus siger at brødet giver liv til verden. – Liv!

v35  Jesus sagde til dem: »Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.” (Joh 6,35)

Jeg ved ikke hvad du længes efter i din tro, hvilken brik det lige er, som du leder efter, for at kunne se det fulde billede.

Men jeg garanterer dig, at der vil være flere brikker og mere at få.

Om lidt skal vi fejre nadver sammen og du er velkommen. Kom og vær med, se, smag, spis. Jesus siger: Jeg er livets brød!.

Amen.

Hvor er Gud, når onde ting sker? – Thomas Risager

I dag skal vi tale om lidelse. Nogen gange efterlader tilværelsen og livet os i situationer, hvor vi ikke forstår eller finder rimelighed i livet. Hvorfor skal mennesker lide, og ofte er det de samme, som igen og igen får tæsk i tilværelsen?

Jeg ved gennem mit arbejde som præst, at mange mennesker har spørgsmålet om hvorfor der er lidelse i verden tæt inde på livet. Og jeg får de her spørgsmål a la:

Hvorfor skulle min mand blive syg?

Hvorfor kan vi ikke få børn?

Hvorfor blev min ven kørt ned?

Hvorfor skulle Heidi dø af cancer som 22-årig?

Hvordan kan Gud tillade at så mange mennesker dør ved en tsunami?

Jeg vil gerne sige meget tydeligt, at det er gode spørgsmål, som ethvert tænkende menneske stiller og tænker over. Det er også vigtigt for mig, at få sagt at Gud sagtens kan tåle, at vi undrer os, at vi stiller spørgsmål eller endda nogen gange er ganske vrede på ham, når vi oplever at livet er uretfærdigt.

Jeg oplever ganske ofte, at jeg bliver mødt med: “Hvordan kan du tro på en god og kærlig Gud, når der så meget ondskab i verden?”

Udgangspunktet for talen er fra

Salmernes Bog 13, vers 1-6

v1  For korlederen. Salme af David.

v2  Hvor længe vil du dog glemme mig, Herre?

Hvor længe vil du skjule dit ansigt for mig?

v3  Hvor længe skal jeg være bekymret i sindet

og daglig have sorg i mit hjerte?

Hvor længe skal min fjende triumfere over mig?

v4  Se mig, svar mig, Herre min Gud!

Giv mine øjne lys, så jeg ikke sover ind i døden,

v5  og min fjende siger: »Jeg har fået magt over ham,«

og mine uvenner jubler, fordi jeg vakler.

v6  Men jeg stoler på din trofasthed,

mit hjerte skal juble over din frelse.

Jeg vil synge for Herren,

for han har handlet vel imod mig.

 

Hør mere her:

 

podcast-large

Trust God, Gospelgudstjeneste med gospelkoret Nardus – Thomas Risager

Kan man virkelig stole på Gud?

Gennem smukke gospelsange, vil Nardus prøver at komme med mulige svar på dette. Vi kan ikke love, at du går hjem og har svar på spørgsmålet … men måske sætter det nogle tanker i gang ;o) Her må du dog nøjes med at få lov at høre talen.

podcast-large

Tell me why! Gospelgudstjeneste med gospelkoret Emmaus- Thomas Risager

Denne gospelgudstjeneste med gospelkoret Emmaus vil efterlade aftryk i sind og sjæl!

Med sit altid velsyngende og stærke udtryk vil Emmaus rette søgelyset indad.

Tell me why? … Hvordan kan Gud dog elske mig, med alle mine fejl og mangler. Han kender mig så godt at selv mine hovedhår er talte … og på trods af det elsker han mig alligevel!

podcast-large

Hovedpersonen 6/8: På vej – Thomas Risager

Hovedpersonen i al tale om kristendom og tro er uden tvivl Jesus selv.

Vi er igang med en prædikenserie, som tager os med ind i bibelens verden og lader os opleve nogle af de helt centrale begivenheder og historier fra Jesus liv.

Mange af historierne er kendte, vi har hørt dem før.

I prædikenserien Hovedpersonen sættes alle de mange historier i perspektiv i forhold til påsken.

For hvis vi kun ser på påskens begivenheder uden sammenhæng med Jesu liv i øvrigt, så er der væsentlige pointer, som vi misser. Rigtigt mange af de begivenheder, som er i Jesu liv peger frem mod påsken.

I dagens historie møder den opstandne Jesus to disciple, som vandrer på vejen mod Emmaus. Det kommer der en spændende historie ud af. Ved gudstjenesten i dag er der også konfirmation. Fire gode unge mennesker konfirmeres.

Hør mere her:

podcast-large

Hovedpersonen 4/8: Jesus og den døde – Thomas Risager

Hovedpersonen i al tale om kristendom og tro er uden tvivl Jesus selv.

Vi er igang med en prædikenserie, som tager os med ind i bibelens verden og lader os opleve nogle af de helt centrale begivenheder og historier fra Jesus liv.

Mange af historierne er kendte, vi har hørt dem før.

I prædikenserien Hovedpersonen sættes alle de mange historier i perspektiv i forhold til påsken.

For hvis vi kun ser på påskens begivenheder uden sammenhæng med Jesu liv i øvrigt, så er der væsentlige pointer, som vi misser. Rigtigt mange af de begivenheder, som er i Jesu liv peger frem mod påsken.

Dagens historie er topdramatisk. Jesus kalder den døde Lazarus tilbage til livet. Han har ellers været død i fire dage.

podcast-large