Jeg gætter på, at du har prøvet, at der er mennesker der har trådt på dig og gjort det så grundigt, at du for at passe lidt på dig selv, har sagt “ham gider jeg ikke længere have noget med at gøre!”
I arrigskab distancerer vi os så meget fra dem, at vi ikke en gang kan have en relation på Facebook, så vi sletter dem og lader som de ikke længere eksisterer.
Hvor modent! Jeg tror vi alle må indrømme, at enten har vi prøvet det, eller også har vi været meget tæt på.
Måske er du så heldig, at det samme menneske kommer tilbage til dig. Den, som du har ladet som om ikke eksisterer, står pludselig foran dig med hånden strakt frem.
Hvad gør du nu? ….
Med udgangspunkt i lignelsen om den fortabte søn forsøger jeg at ridse betydningen af dette op.
Hør mere her:
Du kan også læse manuskriptet til talen her. Bemærk dog, at det talte ord ganske ofte, afviger fra det skrevne manuskript.
Prædiken søndag d. 6. marts 2016.
Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.
Tekster: Luk 15,11-32. Lignelsen om den fortabte søn.
Til Jer, der er kommet i kirken i en menneskealder: Undskyld.
Undskyld for at vi igen skal beskæftige os med lignelsen om den fortabte søn. Hvis man er kommet her mere end et par år, så er den bibelske historie vredet godt og grundigt igennem.
I dag gør vi det igen, for det er en kernehistorie, som på mange måder opsummerer hele bibelens budskab om en kærlig Gud, som vil os.
Jesus fortæller netop denne historie på et tidspunkt hvor farisæerne og de skriftkloge har ondt bagi, fordi Jesus faktisk omgås mennesker, som langt fra er perfekte. Det kunne de aldrig drømme om.
Men lad mig begynde et helt andet sted….
Jeg gætter på, at du har prøvet, at der er mennesker der har trådt på dig og gjort det så grundigt, at du for at passe lidt på dig selv, har sagt “ham gider jeg ikke længere have noget med at gøre!”
I arrigskab distancerer vi os så meget fra dem, at vi ikke en gang kan have en relation på Facebook, så vi sletter dem og lader som de ikke længere eksisterer.
Hvor modent! Jeg tror vi alle må indrømme, at enten har vi prøvet det, eller også har vi været meget tæt på.
Måske er du så heldig, at det samme menneske kommer tilbage til dig. Den, som du har ladet som om ikke eksisterer, står pludselig foran dig med hånden strakt frem.
Hvad gør du nu? ….
Nu er jeg lige ærlig….
Hvis du er ligesom mig, så har du alle mulige forbehold og du kan huske alt, hvad var årsagen til, at I ikke har set hinanden. Det står lysende klart, ligesom følelserne igen skummer rundt i kroppen…..
Det er et afgørende øjeblik…..
Det er lige sådan et afgørende øjeblik, Jesus fortæller om da han giver sig til at fortælle historien om en mand, der havde to sønner.
Det var jo det, Jesus mestrede så fantastiske, at tage historier fra hverdagslivet og bruge dem til at fortælle om Gud.
Når vi hører historien i dag, lægger vi ikke mærke de små finurligheder, som de der hørte historien den gang, gjorde.
Det er derfor bibelen skal tolkes og forklares ind i den hverdag, som er vores.
Den yngste, og det er jo altid den yngste, som er den uansvarlige, mens den ældre bror holder fast i sine pligter, går til sin far og siger. Nu går jeg. Jeg vil godt have at du udreder min arv.
Hvis jeg gik til min far og sagde sådan… Det gør man jo ikke.
I en jødisk kultur hvor et af de ti bud er “Ær din far og mor, for at du må få et langt liv på den jord, Herren din Gud vil give dig!”
Der er det jo det stik modsatte han gør.
Han siger praktisk talt. Far, du kan rende mig. Jeg betragter dig som død. Ud over det, så fylder han jo også en plads på gården, der er arbejde der skal laves. Han skrider fra det hele.
Jøderne, der hører Jesus fortælle dette forarges, fordi de forstår, hvor galt på den denne yngste søn er.
Faderen lader ham få sin vilje, og giver ham halvdelen af formuen. Så stikker den yngste søn af.
Kort fortalt, så bruger han alle pengene på hurtige biler, sprut, og kvinder. Resten ødslede han bort.
Det går helt galt for sønnen, som ender med at være på sultens rand. Han får hjælp, men kun ved at passe svin og have deres mad at spise.
I jødedommen er svinet et urent dyr, så her vil alle der lytter til Jesus forstå, at han har ramt bunden. Dybere kan man ikke synke.
Desværre er det meget menneskeligt, at man først for alvor får øjnene op, når man rammer bunden. Lukas siger om sønnen, at at han gik i sig selv.
Der tænker han, at hans far da sikkert vil give ham arbejde som daglejer. Det ligger ikke en gang i hans tanker, at faderen skulle kunne tage ham til sig. Men hvis bare han kunne få kost og logi.
Hvad han ikke forstår er, at faderen har ikke ladet som om han ikke længere eksisterede. Han har ikke slettet ham på Facebook. Tværtimod har han hver eneste dag gået og holdt udkig efter sønnen.
Og da han på lang afstand ser ham sker der ting og sager.
Der er en del af os, som ynder at iklæde os stramme tights og løbe en tur, fordi det skulle være så godt. Men i datidens kultur sker det at møde en midaldrende løbende mand ikke. Det gør man ikke. Det er helt enkelt ikke værdigt.
Man faderen ser sin søn, spurter ham i møde og modtager ham med åbne arme. Langt ud over hvad sønnen havde fantasi til at forstille sig, da han var på vej hjem.
Faderen lytter ikke til sønnens undskyldninger. Tværtimod.
Han får fundet det bedste tøj frem, sat en ring på hans finger. Symboler på, at han er tilbage som søn i familien. Selv fedekalven, som var bestemt til en helt særlig begivenhed må lade livet, for nu skal der være fest.
Den ældste søn har i al denne tid passet alt det ekstra arbejde. Nu nærmer han sig huset, og kan fornemme, at noget er i gære. Da han finder ud af, hvad der er sket bliver han vred og fornærmet.
Her har han slidt og slæbt. Han han har været den ansvarlige storebror, som måske ikke altid har følt sig anerkendt for at passe sit.
Et eller andet inde i mig kan godt forstå ham, og måske også fordi jeg modvilligt må indrømme, at jeg mest sandsynligt ikke havde givet den hjemvendte søn den varme velkomst.
Det må jeg nok indrømme. Så menneskelig er jeg!
Men med faderen er det en anden sag. Selv den selvretfærdige vrede søn, går han ud og henter. Det er ikke normalt at familiens overhoved går ud, ham går man ind til.
Den vrede søn hentes med et: “Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. v32 Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.«
Faderen ser sin søn komme. Ham, som han har savnet, hvert eneste minut siden han vendte ryggen til og gik. Det har bristet hans hjerte, så da han ser ham igen, kan og ønsker han ikke andet end at åbne sin favn.
Er det retfærdigt? Nej, det er da hamrende uretfærdigt, det går jo ikke efter fortjeneste.
Det er nåde og nåde er dybest set uretfærdigt, men det er langt større og bedre end retfærdighed.
Nåde er noget helt ekstraordinært, som ganske enkelt er svært for os at fatte. Det er også derfor Jesus tyr til en historie, for nåden er svær at begribe, fordi vores natur er noget helt andet end nåde. Uden Guds hjælp kan vi ikke være nådige på samme måde som Gud.
Jeg kender det, må jeg indrømme. Vi holder jo fast i vores sårede følelser og forsvarer vores vrede. Det er lige før vi synes, at det er i orden, at være led den anden vej også. For det er jo de andres egen skyld at vi er vrede på dem.
Så er det vi begynder at fortælle andre om vores oplevelser, sådan at de kan bekræfte os i, at vi er blevet dårligt behandlet og har ret til at være sure.
Alle tanker om tilgivelse ligger os fjernt. Vores vrede og aversion med ham der vendte det hele ryggen er fuldt ud i orden, synes vi.
Men det står i skærende kontrast til, hvordan Gud reagerer og det er slet ikke sådan Jesus handler i den påske, som vi skal fejre lige om lidt.
Gud er tilgivende ud over de grænser, vi kender. Ufortjent tilgivelse, er det han møder mennesker med. Som Faderen i historien, kommer han os i møde med åbne arne.
Jeg vil mene, at vi menesker har en systemfejl, når vi ikke fatter at nåde er vejen frem. Nåde frem for gengældelse, tilgivelse i stedet for at bære nag. Intet er mere magtfuldt end tilgivelse. Intet!
Hvis vi bar nåde med os ind i alle relationer, så var der ikke os og dem, så mistroede vi ikke dem, som ikke er enige med os. Så lyttede vi måske mere end vi talte, og det er jeg ganske sikker på, er en god ide for langt de fleste af os. For mig er det i hvert fald.
Når vi virkelig forstår nåde og tilgivelse, så stiller det faktisk også krav til os. Krav om at vi tilgiver. I fadervor beder vi: “Og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.”
Jeg er ikke sikker på, at jeg kan leve op til det, men med Guds hjælp vill jeg gøre forsøget. Jeg husker en hilsen fra 1. Johannes Brev, hvor der står:
“Gud er kærlighed, og den, der bliver i kærligheden, bliver i Gud, og Gud bliver i ham. v17 Deri er kærligheden fuldendt i os: at vi har frimodighed på dommens dag; for som han er, er også vi i denne verden. Frygt findes ikke i kærligheden, v18 men den fuldendte kærlighed fordriver frygten, for frygt er forbundet med straf, og den, der nærer frygt, er ikke fuldendt i kærligheden. v19 Vi elsker, fordi han elskede os først. v20 Hvis nogen siger: »Jeg elsker Gud,« men hader sin broder, er han en løgner; for den, der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set. v21 Og dette bud har vi fra ham: Den, der elsker Gud, skal også elske sin broder.”
Amen
