Tale – Side 8 – Thomas Risager

Grateful / Gospel Meditation – Thomas Risager

Gospelmeditation giver dig:
– tid til at være
– tid til at drømme
– tid til at lytte
– tid til at tænde lys
– tid til at mærke efter
– tid …

I dagens anledning fjerner vi de fleste stole, så tag pude/tæppe/liggeunderlag med og gør dig klar til en rolig aften. Der vil dog være stole til dem, der foretrækker det.

Thomas Risager taler over aftenens tema Grateful. Taknemmelighed.

Du kan høre talen her:

Du kan læse talen her. Bemærk dog, at den tale som faktisk blev holdt, kan afvige noget fra det planlagte manuskript.

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 4

Prædiken søndag d. 29. oktober 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Fill 4,4-7.
Gospelmeditation: Grateful

Som barn hørte jeg tit min gamle mormor sige, at taknemmelighed er en dyd.

Som så mange ordsprog, man hører som barn eller som som ung, så går det bare ind af det ene øre og ud af det andet, for så først at vende tilbage i voksenlivet.

I mit arbejde som præst, har jeg nogen gange det privilegium, at få lov at tale med mennesker, som godt ved, at deres tid i livet er ved at rinde ud.

Jeg hører ofte, ældre menesker sige, at der er så meget at være taknemmelig for. Ofte siger de det i situationer, hvor jeg som udenfortstående ikke helt kan forstå, at de der hvor de er, lige nu, har overskud til at tænke over ting i livet, de er taknemmelige for.

Jeg oplever ofte, at de småting, i min tilværelse, eller på mit job, som ikke lige går som smurt i olie, kommer til at irritere mig forholdsmæssigt meget.

Det er så let, at lade sig irritere over småting, som i det store billede, i virkeligheden kun er småting.

Kender du det med, at der skal ti gode ting til at opveje, en dårlig?

Måske hænger det sammen med vores kultur, hvor vi har fået givet os selv, den forståelse, at alting skal være

2 a f 4

perfekt, karakteren skal være tolv, tøjet skal være en bestemt slags, og mobilen kan kun være en dyr smartphone, at det, som ikke er helt perfekt, ikke bare er godtnok, men faktisk opleves som noget rigtigt skidt.

Kun det perfekte er god nok.
Næste spørgsmål bliver så: “Hvem af os er perfekte?” Jeg kan sige med det samme, at det er jeg ikke.

Jeg kan ikke se, hvad du tænker om dig selv, men jeg tvivler på at ordet perfekt, er det meste dækkende ord i din egen beskrivelsen af dit liv.

Livet er jo ikke perfekt. Faktisk er det langt fra perfekt. Men det er ikke det samme, som at der ikke kan være ting at være taknemmelig for i livet.

Efter de mørke dage skinner solen jo.
Uvejr har det med at gå over. Det er urimeligt træls at være i dem, men det går over.

Nogle af de første kristne blev rådet til at glæde sig. “Glæd Jer altid i Herren. Jeg siger atter, glæd Jer!”1

Det er ikke en opfordring til tankeløs lalle-glæde. De ord er sagt i ind i en kultur, hvor det at tro på Jesus ikke bare var lidt anderledes, men også faktisk noget man kunne blive forfulgt for. Det kunne koste én alt at tro, men opfordringen lyder helt klart, at bede Gud om hjælp, ved også at sige tak.

1 Fill4,4-7.

3 a f 4

Filipperbrevet skriver: “v6 Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. v7 Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus.”2

Der er intet af det, som vi har i vores liv, der er godt, som giver sig selv. I vores, på mange måder priviligerede kultur, er det så utroligt let at glemme.

Bibelens tekster og kristendommens opfordring til taknemmelighed, er formet i en tid og på et sted, hvor man levede af naturens gaver, og derfor var sårbare overfor de udsving, som nu en gang er i naturen. Der er ingen, der lover, at det lykkes at få en høst i hus. Og man har oplevet, at der er knaphed, så glæden over, at have, når man havde, var stor. Man var taknemmelig for ting, som vi vil tage for givet.

Hos os er det lidt anderledes. Der er det nærmest en rettighed, at livet flasker sig for os, og vi bliver personligt fornærmede, når vi oplever, at det går skævt.

Vi glemmer at livet og glæderne i det, er gaver, som vi dybest set ikke kan sige, at vi har ret til. Man har ikke ret til en gave, men det er dejligt at få den.

Taknemmelighed fylder nok ikke så meget i vores almindelige dagligdag, og dog!

2 Fill 4,6-7.

4 a f 4

Noget af det første, vi lærer vores børn, er at bruge ordet tak. Det er vigtigt for os, at de siger tak for mad, eller tak, når nogen giver dem en gave.

Måske er taknemmelighed alligevel en dyd.

Jeg har mange ting og mange menesker i mit liv, som jeg har stor grund til at være taknemmelig over. Er mit liv perfekt? Nej. Er mit liv uden problemer? Nej.

Men dybest set har jeg meget at været taknemmelig for. I aften vil jeg huske at sige tak til Gud for alt det.

TAK.

Gæstfrihed – Søren Jantzen, Julian Levin & Christian Syversen

Kirkens faste medarbejdere holder efterårsferie i denne uge, men heldigvis er der jo også mange andre dygtige mennesker i og omkring kirken, så en gudstjeneste skal du ikke snydes for!

Temaet er “Gæstfrihed”. Det er Søren Jantzen, Christian Syversen og Julian Levin, som står for gudstjenesten, og alle tre kommer til at bidrage med en del af dagens tale, der giver forskellige vinkler og bud på hvad gæstfrihed kan være.

Du kan høre de tre talere her:

Du er indbudt – Thomas Risager

Der kommer en indbydelse med posten. Det er tid til en fest, og der er mennesker, som gerne vil have dig med til en væsenlig begivenhed i deres liv.

I dag er du inviteret med til en fest. Festen er en gudstjeneste, hvor Kirkebandet spiller god musik, og Thomas Risager taler om at være indbudt – ud fra Matthæusevangeliet kapitel 22,1-14.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk, at der ofte er lidt forskel mellem det skrevne ord fra forberedelserne og den tale, som faktisk blev holdt i gudstjenesten.

Tale manuskript i PDF-Format

1 a f 4

Prædiken søndag d. 15. oktober 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matt 22,1-14. Barnedåb: Hampus Kronlund Brik.

Må jeg ønske Jer varmt velkommen i kirken.

Det har jeg sådan set allerede gjort én gang, men alligevel, så er det vigtigt for mig, for os, at du ved, at du er velkommen.

Laura og Nicolai har tænkt meget over dagen i dag og, jeg ved, at de er glade for at så mange af deres gæster faktisk kunne komme og være med til dåben. Når der sker store ting i vores liv, vil vi gerne dele dem med familie og venner. Netop fordi vi gerne vil, at I er vidner, men også at I ved, at I er vigtige for hinanden. Det er helt enkelt vigtigt, at I er med.

På de store dage i livet, er de venskabsbånd og slægtsbånd, som er i mellem os helt vildt betydningsfulde.

I dag fejrer vi også de bånd, som vi måske ikke så ofte tænker på, men som trænger sig på i tankerne ved de store begivenheder i livet. Nemlig båndet mellem Gud og mennesker – båndet mellem Gud og os.

For vi er inviteret, ikke bare til en dåb og en fest, men inviteret til at være i relation til Gud.Inviteret til at lade ham være en del af vores tilværelse.

Det kan selvfølgelig føles lidt akavet. Det sker jo man får en invitation til et eller andet, hvor man tænker, hvorfor er

2 a f 4

jeg inviteret til dette? Det kan jeg sket ikke forstå, så godt kender vi da ikke hinanden.
Det vil jeg sket ikke kunne føle mig hjemme i. Det er for mærkeligt.

I Matthæusevangeliet finder vi historien om kongen, som skulle have sin søn gift. En stor begivenhed, som han gerne vil dele med slægt og venner.

Kongen sendte tjenere ud for at kalde til fest. Vi skal lige huset at dette sker før Post Nords og før Facebooks tid, så dette var den smartes måde at gøre det på. Måske skal vi overveje om ikke det, at sende tjenere ud, faktisk er det smarteste i dag også?

Gæsterne ville ikke komme. Vi ved ikke hvorfor, men kongen sender et nyt hold tjenere ud. Men gæsterne havde så travlt med deres eget, at de bare gik til deres marker og forretninger. Enkelte blev så sure over invitationerne, at de ligefrem slog tjeneren ihjel.

Så sendte kongen sine tjenere ud til alle de almindelige mennesker – også dem hvor vejene ender. Udkantsdanmark ville vi nok sige. Men alle blev indbudt – både de onde og de gode. Med andre ord alle!

Det er en utrolig vigtig pointe, for bryllupsfest ligner jo Guds rige. Det er det, Jesus taler om, når han fortæller denne historie.
Det er sådan Jesus gør. Han fortæller historier om ting, som de alle sammen kan forholde sig til, men historiererne har alle et tvist, som gør at de også handler om noget helt andet samtidigt.

Historien om kongesønnens bryllup er ingen undtagelse.

3 a f 4

Du er indbudt til Guds rige.
Guds rige. Det kræver måske lidt forklaring.

Guds rige, er ikke som et rige med grænser og grænsekontrol. Der vil være enkelte af vore politikere, som ikke kan lide den tanke.
Når Jesus taler om Guds rige, så er det udryk for en anerkendelse af de bånd, som er mellem mennesker og mellem mennesker og Gud.
Med andre ord et fællesskab omkring det, at Gud på en eller anden måde hører med i livets ligning. Det fællesskab kan man ikke være for fin til eller for … hvad ved jeg … til. Alle kan være med. Alle er indbudt. Du er indbudt.

Måske husker du de sidste linjer af den tekst, Rune læste op og tænker på, at vi nok alle sammen skulle have taget lidt pænere tøj på i dag. Det er ikke hovedpointen i talen i dag, men I får alligevel et par ord om det.

Kongen går glad gennem bryllupssalen og hilser på alle sine gæster. Der er glæde og fest. Også hos en af gæsterne, som godtnok ikke lige er i bryllupsklæderne.

Kongen spurgte ham direkte: “Hvordan er du kommet ind uden bryllupsklæder?” Matthæus skriver han tav. Der er ikke noget godt svar.

Ved et bryllup på denne tid var det også almindelig praksis, at gæsterne fik bryllupstøjet udleveret ved ankomsten.

4 a f 4

Det handlede ikke om at det skulle være specielt fornemt, men det handlede om at ingen skulle føle sig udenfor. Ingen skulle føle sig for ringe.

Kongen ser en gæst, som mæsker sig i maden, men som ikke gør sig den anstrengelse at være den del af fællesskabet ved at iklæde sig bryllupstøjet. Han vil sit eget og ikke fællesskabet. På mange måder signalerer han, at han tror han er bedre end alle andre her.

Netop det, at være en del af noget større. At anerkende båndende mellem mennesker og båndet til Gud er væsentligt i denne historie om Guds rige. For det er i fælleskabet at Guds kærlighed bedst erfares og bedst udleves.

Lige netop det har den unge mand misforstået. Tonen i hele det nye tstament er, at han er velkommen igen en anden gang.

Siden tidernes morgen har denne festberetning været en historie om Guds rige. Et Guds rige, hvor alle er indbudt – både gode og onde.

En historie, som siger. Kom og vær med. Du har også plads ved bordet.

Varmt velkommen.

Amen!

First Loved / Gospelgudstjeneste med Nardus – Thomas Risager

Evnen til at kunne elske kommer af at være elsket. Når vi er elsket af Gud, er det altid hans kærlighed til os, som er først og størst. Dermed er fundamentet lagt for overhovedet at kunne elske. “First loved me” er temaet for søndagens gospelgudstjeneste.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der er afvigelser mellem det skrevne og det talte ord, som opstod i situationen.

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 5

Prædiken søndag d. 8. oktober 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: 1. Joh 4,7-12, 19.
Gospelgudstjeneste med Nardus: First Loved Me.

Vi er så heldige at leve i et land, hvor vi siger, at vi er kristne.

Med det mener vi, at vi lever i et kristent land, hvor der også er plads til at have et lidt distanceret forhold til det med tro. Hvem af os, har egentlig helt fuldstændigt styr på det?

Mon ikke de fleste af os, når det kommer til stykket, vil have en vis sympati for kristendommens kernebudskaber og mon ikke de fleste af os, synes at det her med næstekærlighed lyder temmeligt godt, ja ligefrem fornuftigt.

Kirken har prædiket næstekærlighed i knapt 2000 år, men når man kigger rundt i i verden, så kan man godt få den tanke, at det er et budskab, som ikke har sat sig helt vildt godt fast.

Jeg siger ikke, at I ikke hører efter, men jeg vil alligvel hævde, at der er et stykke vej at gå endnu, før vi kan sige at næstekærligheden for alvor rykker i verden.

Næstekærligheden er et af kirkens absolutte kernebudskaber.
Det var noget af det, som Jesus lagde allermest vægt på, og faktisk var det noget af det, som han gav sit liv for, at vi skulle fatte.

2 a f 5

Næstekærlighedens hensigt er større end blot, at det skal være dejligt mellem to mennesker.
Næstekærlighedens hensigt og Jesu formål med at give sig selv, er intet mindre, end at verden skal blive et bedre sted.

Selvom det er mange år siden, Jesus kom til jord, vil jeg hævde at de ting, han sagde og viste os, stadig gælder og stadig kan gøre vores verden bedre.

Men næstekærlighed, hvordan gør mand et?

Det er et godt spørgsmål, og som med mange gode spørgsmål, så er der ikke et simpelt svar.

Evnen til at kunne elske kommer af at være elsket! Du er elsket!

Måske har du aldrig tænkt, at du skulle være elsket af Gud. Det er måske heller ikke sådan noget, som mange af os går at tænker på, midt i hverdagens travle liv. Bare fordi vi ikke tænker på det, er jo ikke det samme, som at det ikke er.

I kirkens første tid, i det første 100 år efter Jesu opstandelse, gjorde man meget ud af at forklare kærligheden. Bibelteksten, som jeg læste, er et rigtigt godt eksempel på det.

Sagt ganske kort, siges der, at når vi er elsket af Gud, er det altid hans kærlighed til os, som er først og størst.

3 a f 5

Måske har du prøvet at være forelsket og have sommerfugle i maven.
Det kan være enormt usikkert, for man ved jo ikke, om man er den eneste, som har sommerfugle i maven. Hvad nu, hvis den man forelsker sig i, sket ikke gengælder de varme følelser?
Man tager sig sammen og siger, hvad man føler, eller man skriver det, og så er der lang ventetid.
Nu er ordene ude, og de kan ikke hænge i luften. Hvad siger hun til det?
Er min kærlighed gengældt?

Med Gud er det lidt på samme måde, og alligvel sket ikke.

Tanken er, at længe inden vi tænker på, om Gud overhovedet er. Før vi overvejer om Gud mon skulle kunne elske os, så er Gud på spil med sin kærlighed i vores liv.

Vi opdager det måske sket ikke, men i enhver relation mellem Gud os os, er det Gud der er på banen først. Initiativet er hans.

Dermed er fundamentet lagt for overhovedet at kunne elske. Det gælder uanset om det er kærlighed til Gud, eller kærlighed til medmennesker.

Evnen til at kunne elske er lagt i os af Gud, grundlagt af hans kærlighed til os. Du behøver ikke tvivle på, om du er elsket, for det er du! – Og dermed er du givet evnen til at kunne elske!

4 a f 5

Det meget interessante ved Guds kærlighed er, at den kan gøre forhærdede kolde hjerter til varme bankende hjerter. Den kan gøre os i stand til at være næstekærlige.

Det er Guds kærlighed, som giver os kræfter og styrke til at kunne elske.

At være elsket gør noget ved os, især hvis vi opdager, at vi er elsket. Det går noget ved os.

Nu er det jo blevet efterår.
Om et øjeblik får vi alle en kastanje, med et lille hjerte på.

Måske tænker du, at det bare er en kastanje. Men hvad nu, hvis jeg siger dig, at den er et symbol på dig.

Alle der har samlet kastanjer med børn, ved at børnene ser uendelige muligheder i kastanjer, og at de bestemt ikke er ens for børnene. Der bliver lagt mærke til forskellen og inden vi får set os om, har børnene gang i at lave kastanjedyr, som i deres hænder får får helt liv.

Børnene ser ikke hvad de har mellem hænderne, de ser, hvad de kan få, og så udvikler legen sig derfra.

Sådan er det med Gud, når han ser kærligt på os. Han kærlighed og kreativitet, gør os til bedre mennesker.

Hans kærlighed gør os i stand til at elske, for vi er elskede, sådan som vi.

Vi er endda elsket først!

5 a f 5

Lad os gøre verden til et bedre sted, mine kære, lad elske….

Amen

Slip bekymringerne / Høstgudstjeneste – Thomas Risager

I Matthæusevangeliet udfordrer Jesus os til at lade være med at bekymre os. Det er lettere sagt end gjort, så det er virkelig en udfordring. Der er meget, der arbejder imod at kunne slippe bekymringerne. Der er orkaner i streg, Donald Trump, Nordkorea, og alle de nære ting, som vi alle sammen har at kæmpe med i vores liv.

I dag fejrer vi høst og klimagudstjeneste i kirken. Her minder vi hinanden om taknemmeligheden over alt det, som vi får i livet. Mad på bordet, tag over hovedet, venner og familie, en kirke hvor vi er velkomne som vi er. Alt dette er et udtryk for Guds omsorg – lige der midt i livet. Det vil vi minde hinanden om, og så vil vi dele udfordringen til ikke at bekymre sig.

Der er medlemsoptagelse, hvor Malene Damm Priess ønsker at tilslutte sig Metodistkirken. Dette kan du også høre i mellem bibelteksten og talen.

Du kan også læse talen her. I dag er der dog en del forskel på den tale, som blev holdt i kirken og den tale, som er forberedt og ligger i skrevet form.

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 4

Prædiken søndag d. 1. oktober 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: 1. Mos 1, 26-31 & Matt 6,25-34
Høst og klima gudstjeneste

Hvis jeg siger sommeren 2017, hvad siger I så? Det var en rigtigt kedelig sommer.

Hvad mon de siger om sensommeren i Caribien? På nogle af øerne omkring Cuba eller i Florida?

Når vi brokker os over sommeren, så får det et lidt andet skær af desperation hos de mennesker, som har fået de tropiske kategori 5 orkaner at mærke. Nogle af os kan stadig huske decemberstormen i 1999. Til sammenligning kunne den lige snige sig op på en kategori 1.

Når orkanerne bliver så kraftige hænger det sammen med at havet er usædvanligt varmt. Og så er det en åben diskussion, om de klimaforandringer vi ser, er menneskeskabte eller ej. Det er det bestemt delte meninger om. Jeg vil mene, at det er indiskutabelt at klimaforandringerne er der.

Amerikanernes nye præsident mener ikke, at menneskelig adfærd i denne sammenhæng betyder noget. Han har i virkeligheden mere travlt med at svine mennesker til på Twitter og true med at udslette Nord- Korea.

Jo, her går det skam godt!

2 a f 4

Samtidigt har vi i dag, en tekst fra Matthæusevangeliet foran os, hvor Jesus meget klart udfordrer os.

“Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne?”1

Umiddelbart tænker jeg, at det kan Jesus da sagtens sige. Trump var ikke præsident, Nordkorea havde ikke atomvåben og der var ikke orkaner og klimaforandringer og Twitter var ikke opfundet.

Men Romerne var opfundet. Herodes var jødiske konge, Pilatus var statholder. Jødernes historie minder dem om Noa, der måtte bygge arken for at udslippe vandet. Så klimaforandringer kendte de også. Der var stadig ikke Twitter.

De siger ikke os så meget, men tro mig, der var rigeligt at bekymre sig om for det helt almindelige menneske på Jesu tid.

Ud over alle omgivelserne, var der den altid nærværende mulighed for at komme til at sulte. Det er der trods alt ikke nogen af os, som er i risiko for.

Ind i en situation, hvor mennesker har mere end rigeligt, at bekymre sig om, minder Jesus dem om, at Gud har lovet at sørge for dem. De basale behov har Gud styr på.

1 Matt 6,25

3 a f 4

Jesus siger: “Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.”2

Fungerer det så på den måde, at maden bare kommer dumpende ned fra oven, hvis altså jeg tror på Gud?

Det kunne være dejligt ikke! Men det fungerer sådan, at de evner vi har fået til at kunne arbejde, til at kunne dyrke jorden, til at få udbytte af vores slid, er givet os af Gud.

Alt hvad du har, alt hvad du kan, er en gave fra Gud og et udtryk for Guds omsorg for dig.

I dag fejrer vi høstgudstjeneste. Det med høst og at huske hvordan meget af det vi spiser, vokser på marken før det kommer på bordet, er meget langt væk fra vores dagligdag.
Men ikke desto mindre minder vi hinanden om, at det ikke er en selvfølge, at vi har mad på bordet, at vi lever i tryghed for, at der er en dag i morgen.

Vi mindes om, at Gud sørger også for os, og alt det, som er vores bekymring, og de fleste af os, har sikkert rigeligt, kan vi lægge over til ham.

Faktisk vil det være rigtigt godt for os, at lægge det, vi alligevel ikke kan bære fra os.

Det vil være godt for os at sende Gud en taknemmelig tanke, når vi sætter os ved bordet, når vi bruger vores evner, når vi ser på de mennesker, som betyder alverden for os.

2 Matt 6,33

4 a f 4

I en forvirrende tid, må budskabet være: “Gud er god, og det kan vi regne med!”

Amen
Salme: Du lagde i det mindste frø.

Livet er en holdsport – Christian Alsted

I dag er vi så heldige at have besøg af Metodistkirkens biskop Christian Alsted. Christian leder som biskop Metodistkirken i Norden og Baltikum. En stor del af hans tjeneste er, at rejse rundt og besøge menighederne og opleve livet der. I dag er det her i Odense, at vejen er gået forbi. Derfor er det Christian Alsted, som taler.

Han siger om dagens tale:

“Livet er en holdsport. Ingen af os kommer igennem livet alene. Vi behøver andre for at opleve kærlighed, venskab, familie, sorg og lykke – sådan er vi designet og sådan fungerer vi. Både når livet er godt, og når det virkelig brænder på, har vi brug for en ved siden af.”

Undervejs i talen afspilles en video, som der linkes her.

https://www.youtube.com/watch?v=Us-TVg40ExM

Du kan høre talen her:

Hamrende uretfærdigt – Thomas Risager

Alle der har haft eller har passet små børn, har prøvet at skulle dele en pose slik mellem dem.

Jeg gætter på, at det er en af de situationer i hverdagslivet, hvor begrebet retfærdighed fylder mest. Børnene har ikke det her filter, hvor man holder sig lidt tilbage. De vil have lige meget slik!
Hjemme hos os har køkkenvægten været i brug for at sikre retfærdigheden. Eller den klassiske: Den ene hælder op i skåle, den anden vælger først. Man vil gå langt, for at fredagen og Disney-sjov også skal være hyggeligt.

Når Jesus fortæller om retfærdighed, vil vi opdage, at hans retfærdighed ikke er retfærdig, på den måde vi forventede …”

Hør talen her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der ofte kan være lidt forskelle mellem det planlagte skrevne ord, og det spontane talte ord.

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 5

Prædiken søndag d. 17. september 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matt 18,21-35. Uretfærdig uretfærdighed.

Alle der har prøvet at have små børn, eller passet små børn, har prøvet det med at skulle dele en pose slik mellem dem.

Hjemme hos os, har køkkenvægten været i brug for at sikre retfærdigheden. Eller den klassiske, den ene hælder op i skåle, den anden vælger først.

Man vil gå langt for at fredagen og disney-sjov også skal være hyggeligt.

Ideen om retfærdighed ligger dybt i os. Faktisk så dybt, at at vi ofte spørger os selv, hvad vi har gjort galt, når vi rammes af ulykker. Vi har da ikke gjort noget, for at fortjene dette. Det mener jeg ikke, at du eller jeg har, men nogen gang er vælter shit ned over os, og sådan er det bare i livet. Og det er der ingen retfærdighed i.

Tilbage til retfærdighed. Jesus har talt meget om næstekærlighed og tilgivelse. Han taler også om, i næstekærlighedens navn at adressere når mennesker opfører sig uhensigtsmæssigt, overfor andre.

2 a f 5

Disciplen Peter vil gerne vide mere. Sådan får jeg det også tit, når jeg forsøger at sætte mig ind i, hvad jesus egentlig har sagt.

Peter spørger jesus: “Hvor mange gange skal jeg så tilgive et andet menneske, som har været en knold overfor mig? Syv gange?

Jeg tænker, at tilgive én som opfører sig tåbeligt overfor mig syv gange. Det er alligevel, at være meget tålmodig.

Jesus overrasker ved at sige ikke bare syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange!

Retfærdighedssansen udfordres virkelig her. Det er da helt forkert. Man skal da ikke finde sig i alt.
I øvrigt så er det også et spørgmål om ikke ting først føles retfærdigt for os, hvis os selv der “vinder”?

Det er rigtigt, at man skal ikke finde sig i alt, men vi udfordres til at tilgive.

Jesus giver sig til at fortælle en historie om en tjener, der skylder kongen penge. I Guds rige, er tingene lidt anderledes end i vores verdensbillede, og men den anderledeshed, må vi gerne lære af.

Som så mange historier, jesus fortæller, kræver denne også lidt forklaring.

Kongen ønskede at gøre regnskabet med sine tjenere op. En mand, som skyldte ham 10.000 talenter blev ført frem for ham.

3 a f 5

Havde det nu været i Euro eller dollars, så sagde beløbet måske os noget.

10.000 talenter er et astronomisk beløb. I Det Nye Testamente tales der om penge i Denarer og Talenter. En talent er 6000 Denarer.
Vi ved fra andre historier i Matthæusevangeliet, at en daglejer var tilfreds med 1 Denar om dagen.1 Så for en talent kunne man altså have arbejdskraft i 6000 dage. Det er altså astronomiske summer vi taler om. Penge, som tjeneren aldrig i livet, ville kunne betale tilbage.

Selve beløbet er ikke vigtigt, men vi skal jo gerne forstå det, som de der hører historien første gang umiddelbart forstår, nemlig at uanset hvad, så er tjeneren så langt ude over kanten, at han aldrig nogen sinde vil kunne klare at ordne sit forhold til kongen. Det vil aldrig kunne lade sig gøre.

Kongen er et billede på Gud. Næste spørgsmål er så, om vi tror, at han udmærket ved, at det menneske, der står foran ham, aldrig vil kunne klare det af sig selv?

Jeg tror, at det ved kongen udmærket. Især, hvis min mistanke om, at Jesus bruger denne historie til at fortælle om Gud er rigtig, og at den så i virkeligheden slet ikke handler om penge.

Mange gange, kan vi, i forhold til Gud, tænke, at vi aldrig vil være værdige nok. Det er muligt, men for Gud betyder det ikke noget. End ikke et menneske, som står i gæld til langt over begge ører er uværdig. Han er et menneske.

1 JF. Matt 20,9

4 a f 5

Tjeneren bliver mødt med uendelig tilgivelse of eftergivenhed.

Jesus fortsætter historien, og viser os, at der, hvor vi mødes med tilgivelse, bør det smitte af på os. For den retfærdighed, som Gud ønsker er ikke en millimeterretfærdighed, hvor alt skal være lige, men en refærdighed, hvor alt skal være kærligt og det er nogen gange hamrende uretfærdigt.

Når vi mødes med tilgivelse, bør vi møde andre med det samme.

Derfor lægger Jesus heller ikke fingre imellem, når historien fortsætter med at den tjener, som blev vist meget nåde, ikke selv magter at vise det overfor, en anden tjener, som skylder ham en klatskilling.

Her er der ingen tvivl om, at retfærdigheden – eller et bedre ord, nåden – skulle have fortsat ned i rækkerne.

Jesus udfordrer os til at tilgive. Han gør det på basis af, at vi ikke bliver mødt med jordisk retfærdighed hos Gud.

Vi mødes med en kærlighed, som er langt større end refærdighed, og i den kærlighed gives vi muligheden for at bringe kærligheden videre.

Det er ikke svært at tilgive og elske dem, vi kan lide. Det er straks sværere med dem, som f.eks. skylder os.

5 a f 5

Men det er det vi udfordres til. Det er hamrende uretfærdigt, men det gør verden til et bedre sted. Så er Guds rige synligt tilstede, hvor vi er!

Amen.

Kærlighed er svaret – Thomas Risager

Uanset hvad spørgsmålet er, så er kærlighed svaret. Det er ikke den romantiske kærlighed, hvor man har maven fuld af sommerfugle, når man bare tænker på hende, som jeg tænker på. Den er også fin og ønskværdig. Men det er den kærlighed, som kræver noget af os, der er svaret.
Det er den kærlighed, der kan gøre verden til et bedre sted.
Den kærlighed, som Paulus i Romerbrevet omtaler som lovens fylde.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der ofte er lidt forskel på det skrevne ord fra forberedelsen og det talte ord i gudstjenesten.

Manuskript i PDF-format

1 a f 5

Prædiken søndag d. 10. september 2017. Metodistkirken i Odense.

©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matt 18,15-20. & Rom 13,8-14. Midt i blandt jer

Kærlighed er svaret!
Uanset hvad spørgsmålet er, så er kærlighed svaret.

Det er ikke den romantiske kærlighed, hvor man har maven fuld af sommerfugle, når man bare tænker på hende, som jeg tænker på. Den er også fin og ønskværdig. Men det er den kærlighed, som kræver noget af os, der er svaret.

Det er den kærlighed, der kan gøre verden til et bedre sted.

Den kærlighed, som Paulus i Romerbrevet omtaler som lovens fylde.1

Nogen af Jer ved, at jeg var et par uger i Oslo umiddelbart efter Breiviks angreb på regeringskvartalen i Oslo og massakren på Utøya.

Det var helt tydeligt allerede ved ankomsten til Oslo, at noget var helt helt anderledes.

Jeg husker at jeg trådte ud af flybussen, og blev slået af at der var helt fuldstændigt stille. Ingen trafiklarm, ingen fester eller glade gæster ved alle de mange udendørs restauranter. Der var stille.

1 Rom 13,10

2 a f 5

Jeg var ankommet til en by i sorg. Sorgen var massivt tilstede.

Blomsterhavet fyldte pladsen foran Domkirken, de bredte sig ud over vejene, så busser og biler kunne ikke passere. Domkirken var åben og mennesker bad og tændte lys, mens præsterne var synligt tilstede og igang med et trøste folk.

Selfølgelig var der også vrede mod Anders Breivik, men sorgen og ikke mindst værdigheden, hvormed Oslo bar dette var slående.

Jeg lagde mærke til et skilt midt i blomsterhavet, som talte til mig:

“Hvis én mand kan udvise så meget had, tænk hvor meget kærlighed, vi alle kan vise sammen.”2

Jeg ved ikke om det var den unge pige, som sagde de samme ord til CNN, der har lagt den buket.

Men her oplevede jeg, at mennesker i en situtation, der var konfliktfyldt og kunne være fyldt med hævntørst og had, bevidst valgte et andet svar.

De gjorde det, som Jesus udfordrer os til i Bjergprædiken. De vendte den anden kind til.3

Der var masser af vrede og det var ok, men man valgte kærlighedens vej.

2 Ukendt overlever til CNN

3 Matt 5,39

3 a f 5

150.000 mennesker var samlet i Oslo og den norske kronprins sagde de berømte ord:

“I aften er gaderne fulde af kærlighed. Vi har valgt at besvare grusomhed med nærhed. Vi har valgt at møde had med sammenhold. Vi har valgt at vise, hvad vi står for.”4

Jeg kender naturligvis ikke overvejelserne eller baggrundende hos de mennesker, som her siger de vise ord.

Set med mit perspektiv. Og det perspektiv er, hvis nogen skulle være i tvivl, et kristens perspektiv, hvor jeg føler mig alvorligt udfordret til at forsøge at efterligne Jesus.

Set fra mit perspektiv er disse kærlighedssvar åbenlyst rigtigt. Der er heller ingen tvivl om, at det er svar, som har krævet vilje til at afstå fra at lege med på onde præmisser, som blev sat med angrebene.

Kærligheden, som Jesus udfordrer os til ikke kun at tale om, men at udleve, virker.

Vær ikke nogen anden skyldig, end at elske hinanden, for den der elsker andre, har opfyldt loven.5

Jeg bliver ofte spurgt om, hvordan det egentlig ser ud, det der næstekærlighed og det med at efterfølge Jesus.

4 Kronprins Haakon af Norge

5 Rom 13,8.

4 a f 5

Selvfølgelig er vores liv og vores hverdag ikke så dramatiske som ugerne i 2011 var i Norge.

Men det er sådan det ser ud.

Et bevidst og reflekteret valg om at møde uretfærdighed og ondskab med kærlighed. Det er en kærlighed, der koster.

Måske tænker du, at det er at lade sig trampe på. Men det er jeg ikke enig i. Jeg vil sige tværtimod, for gengæld får ikke nogen til at standse op og tænke. Gengæld fanger ikke verdens opmærksomhed, for det er vi så vant til.

Kærlig vend den anden kind til, bemærkes i en verden, der er fyldt af så meget andet end kærlighed.

I Johannesevangeliet er Jesus samlet med sine disciple. Det er deres sidste aften sammen og han udfordrer dem.

“v34 Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden. v35 Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.«6

Det er blandt andet noget af det, som I ser på billedet bag mig. Et billede som er taget en helt almindelig aften her i kirken.

Kærlighed er lovens fylde.

6 Joh 13,34-35

5 a f 5

Amen.

Hvem er det nu, du er? – Thomas Risager

Kender du det, at man møder et menneske på en café. Man hilser pænt, for man ved, at man kender ham. Men om så man fik en million kroner i hånden for at huske navnet, så kan man bare ikke komme i tanke om, hvem det rare menneske egentlig er, eller hvad han hedder. Men man ved, at man kender ham!

Hør mere her, hvor Thomas Risager taler ud fra en bibeltekst fra Matthæusevangeliet kapitel 16 vers 13-20:

Du kan også læse talen her:

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 5

Prædiken søndag d. 27. august 2017.

Kender du det, at man møder et menneske på en café. Man hilser pænt, for man ved, at man kender ham. Om så man fik en million kroner i hånden for at huske navnet, så kan man bare ikke komme i tanke om, hvem det rare menneske egentlig er, eller hvad han hedder.

Men man ved, at man kender ham!

Sådan en oplevelse havde jeg for en del år siden på en café i Aarhus. Den rare unge mand hilste venligt på mig. Det var så kronprinsen! Jeg syntes nok, at jeg kendte ham!

Jeg tror mange mennesker har en fornemmelse af Gud, der er lidt som at møde det menneske, som forekommer en at være en, man kender. Men man kan ikke lige helt huske sammenhængen eller navnet, for den sags skyld. Men der er noget bekendt.

Når man møder et menneske, som man ikke lige kan genkende, skyldes det ganske ofte, at man møder dem i en halt anden kontekst, et helt andet sted, den der, hvor man sidst mødte dem.

Jeg tror mange forventer, at der hvor Gud findes, er i kirken, og den måde vi holder gudstjenester på, gør ikke nødvendigvis, at man har oplevelsen af, at nu har man mødt Gud i kirken.

2 a f 5

Slevfølgelig kommer vi men en forventning om, at Gud er her. Og det vil jeg gerne slå fast at han er. Gud er her! Det kan godt være at vores tro er lille, usikker eller fremmed for os. Men Gud er her – også her!

Men der er trods alt to nye forældre, som er kommet med deres lille pige i dag. To forældre, som kommer her og beder os – og det er os alle sammen – om at være sammen med dem om, at bede til Gud for Ane og for hendes liv.

De har ovenikøbet bedt deres venner og familie møde op, så I kan være med til det.

Det gør de, fordi dette er vigtigt for dem.

De vil selvfølgelig gerne se Jer alle sammen til en lille hyggelig fest, men de vil også gerne have jeres hjælp og Guds hjælp, så de kan være bedst mulige forældre for det barn, som de har fået ansvaret for.

Når et forældrepar bærer et barn ind i kirken sker det på en forventning om, Gud vil høre vores bøn og være tilstede i dåben.
Når vi i dag beder med, og glæder os sammen med Line og Rune, så er det et stort udtryk for tro.

Det er et udtryk for tro, hvor der måske ikke er så mange ord, men et udtryk for tro, det er det.

Her i kirken der det en forventning, at Gud velsigner, Ane i dag. At han lover, at være med hende alle dage i al evighed.

3 a f 5

Vi forventer også, at Gud ikke kun velsigner her i kirken, men at han i høj grad gør det i den helt almindelige kedelige hverdag, når den kommer.

Gud er nemlig ikke begrænset til kirken. Gud er ikke engang begrænset til livet.

Så selvfølgelig kan man møde Gud på steder, hvor man aldrig havde forventet, at det ville ske.

Det er også derfor, at vi nogen gange kan ende med, at blive ganske overraskede over, at vi har oplevet at Gud var nær. Der er et eller andet, som er helt ok, men vi kan ikke lige sætte ord på det.

Vi har oplevelsen af, at selvom livet måske er møgsvært, så har vi den der underfundige fornemmelse, at det skal nok gå. Den her oplevelse af, at vi ikke er alene.

En følelse af at være elsket og holdt af. Det kommer midt i arbejdsdagen. I Søstrene Grenes snørklede gange.

Gud kan vise sig i den samtale vi har med et andet menneske. En af de samtale, hvor ordene virkelig har vægt, og vi oplever forståelse og at vi forstår. Ikke at vi nødvendigvis er enige, men vi ved, hvordan verden ser ud med et andet meneskes øjne.

Hvis jeg spurgte ud i kirken i dag. Hvornår har du sidst tænkt, at Gud må være nær.
Jeg ved godt at det er mærkeligt spørgsmål at få. Det er måske en smule udansk, fordi vi ikke er vant til at dele vore inderste tanker om tro med hinanden.

4 a f 5

Det er faktisk meget lettere for os at tale med hinanden om sex…

Vi må hellere komme tilbage til Gud. Hvornår har du sidst tænkt: “Gud er nær?”

Jeg tror, vi vil høre en del forskellige svar, og vi vil blive nødt til at konkludere noget i retning af: OK, Gud møder menesker på alle mulige og mulige steder og tidspunkter.

Det er der ikke noget nyt i. Jesus går sammen med de tolv disciple, og han kan ikke dy sig for at spørge dem om, hvem folk tror han er.

Det er der alle mulige bud på. Alle buddene går på bibelske personligheder, som disciplene og alle har hørt om. Men det er Peter, som slår hovedet på sømmet. For han ved hvad han har set og hvad han har hørt.

Han er ikke et sekund i tvivl: “Du er Kristus, den levende Guds søn.”1

Peter har fattet at Jesus er ham, som Gud har sendt til verden for at give verden endnu en chance for at forstå bredden og dybden af hans kærlighed til os.

Læg mærke til at dette ikke handler om forstand. Jesus siger til Peter: “»Salig er du, Simon, Jonas’ søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene.”2

1 Matt 16,16 2 Matt 16,17

5 a f 5

Med andre ord. Det har du ikke selv fundet på Peter. Det er Gud, der har vist dig det.

Sådan er det med tro. Det er noget Gud viser os, og det kan ske hvor som helst i livet.

Mit håb for dig og for Ane er, at når det sker, så kan du genkende det.

Gud er ikke fremmed for os. Evnen til at genkende Gud ligger dybt i os. Det er måske det der gør, at vi fornemmer noget, uden rigtigt at kunne sætte ord på det.

Faktisk er det ligesom at møde det der menneske, som man godt ved at man kender, men man kan bare ikke lige ……

Amen.

En kærlighedens stemme – Thomas Risager

Ikke særlig Jesus-agtigt …

“Nogle gange tager jeg mig selv i at ignorere facere eller hjemløse. Jeg ved, at når jeg passerer dem, så vil de have mig til at forholde mig til noget, som jeg ikke lige har lyst til eller tid til. Så jeg ignorerer dem. Jeg lader som om, de ikke eksisterer.

Det er ikke særligt Jesus-agtigt at gøre sådan. Men faktisk gør Jesus præcis det samme i Matthæusevangeliets kapitel 15, hvor han ignorerer og diskuterer ret hjerteløst med en kana’anæisk kvinde.

Den diskussion får kæmpe indflydelse på, hvordan vi som kristne forholder os til mennesker med anden tro og baggrund end vores. Vi er slet ike så snæversynede, som man måske kunne tro.”

Du kan høre mere her:

Du kan også læse manuskriptet til talen her. Bemærk dog, at der i dag er flere afvigelser i det talte ord fra det skrevne manuskript.

Talemanuskript i PDF-format

1 a f 5

Prædiken søndag d. 20. august 2017.

Nogen gange tager jeg mig selv i at ignorere facere eller hjemløse, som jeg ved, at når jeg passerer dem, så vil de have mig til at forholde mig til noget, som jeg ikke lige har lyst til eller tid til, så jeg ignorerer dem. Jeg lader som om, de ikke eksisterer.

Jesus er gået ind i områderne ved Tyros og Sidon. De navne siger måske ikke os så meget, men for Matthæusevangeliets oprindelige læsere, som var jødekristne, vil dette sige dem, at Jesus har forladt jødernes land.

Han er gået derind, hvor de fremmede bor. Hedningerne, de ikke jødiske. Dem som jøderne den gang i ikke flatterende vendinger kaldte for hunde.

En af dem, som Matthæusevangeliet er skrevet til vil være på vagt her.

Nu kommer kvinden og trænger sig på. Matthæus siger ovenikøbet, at hun er kanaaæer. Dermed er det stadfæstet, at hun ikke blot er upopulær, men direkte uren. Et undermenneske set med datidens øjne.

2 a f 5

“Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon.”1

Jesus ignorerer hende. Han lader som om, hun ikke eksisterer.
Den jødiske eller jødekristne læser vil vil blive bekræftet i, at hun får som hun har fortjent. Vi kan nemlig ikke have med den slags mennesker at gøre. Deres verdenssyn og tro er direkte skadelig. Hvor er det godt, at Jesus ignorerer hende.

Og disciplene, de har også forstået det, da de vil sende hende væk.
Jesus bekræfter dem i det. Han svarede: “Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.”2 Senere i Matthæusevangeliet er det slået fast, at evangeliet skal prædikes i hele verden.3 Men her i begyndelsen af evangeliet er det Jesu opfattelse, at det er jøderne først, og så hedninger.

Det gjaldt kvindens syge datter. Så hun kastede sig ned og bad om hjælp.
“Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.”4

Det er meget nedværdigende opførsel og sprog. Kvinden taler tidens sprog, ligesom Jesus gør det.

Det sker et skifte her, som er væsentligt.

1 Matt 15,22

2 Matt 15,24

3 Matt 24,14

4 Matt 15,27

3 a f 5

Jeg hævder ikke, at vide, hvad der er foregået i hovedet på Jesus.

Vi skal huske at Jesus er opdraget jøde, og hele sit liv, har han fået at vide, at de, som tror og tænker som ham og hans familie er rigtige. De andre er helt enkelt forkert på den. De tager fejl, så alvorligt, at vi kalder dem for hunde. Ignorer dem, og lader som om de ikke findes.

Det er den baggrund han har med, men han ser en mor, der tigger for sin datters liv. Han ser hendes frygt og mærker hendes tro og længsel. Lige der sammen med den kanaánæiske kvinde bryder han med alt, hvad han tidligere har lært. Alt hvad han troede var sandt og rigtigt omkring kaananæere skiftede han synspunkt på.

Han kunne ikke længere omtale hende som en ussel hund. Nu så han bag facaden og alt det han har lært at holde afstand fra. Her så han et menneske og fandt en tro.

Denne diskussion får kæmpe indlydelse på hvordan vi som kristne bør forholde os til mennesker med anden tro og baggrund end vores.

Vi lever i en verden, som i tiltagende grad bliver polariseret. Vi hører andre mennesker omtalt på langt værre måder, end det vi er vidner til, Jesus gør her.

Vi oplever at mennesker begår terror i Guds navn. Vi hører at Islamisk Stat med stolthed påtager sig ansvaret for enhver idiot, der kører ind i mennesker med en bil.

Det fylder os naturligvis med afsky og det skal det.

4 a f 5

Jeg tager afstand fra enhver form for vold, diskriminering og had. Det er naturligvis de ekstreme ytringer, jeg tager afstand fra. Jeg fordømmer det, hver gang, der står muslimer bag det, hver gang der står jøder bag det og hver gang der står kristne bag det.

Det er så nemt bare at sige og mene at de andre er nogle hunde, for nu at bruge Jesu ord.

Vi hører meget om ekstreme muslimer. Vi læser om ekstreme jøder, og tro mig, der findes også masser af forskruede kristne.

De mennesker vi ikke hører om, er de fornuftige muslimer, jøder og kristne. De udgør langt hovedparten i alle tre grupperinger. Det tavse flertal.

I vores måde at forholde os til andre mennesker og måske anderledes tro, er det utroligt vigtigt, at vi bruger et sprog, der ikke øger polariseringen og dermed giver brændstof til den frygt og fremmedgørelse, som så nemt kommer til at råde.

I begyndelsen af denne beretning, havde Jesus et mindset, som var polariserende. Men han opdager at han står overfor et menneske, der ikke lever op til alle de fordomme, havn havde fået.
Han så kvinde, som den hun var med de længsler og den tro hun havde. Det forandrede alt. – Ikke bare for kvinden, hvis datter blev rask, men også for Jesus og alle os, der forsøger at følge efter ham.

Når vi læser om, hører om, taler om en, som vi betragter som fremmed, så udfordrer det, at vi gerne vil efterfølge

5 a f 5

Jesus, os til at se, at vi står ansigt til ansigt med en næste, som vi jo er forpligtet til at elske.

Det er muligt at de holdninger, vi står overfor er onde, men der er altid et menneske bag.

I Romerbrevets afsnit om livet efter Guds vilje, udfordrer Paulus de kristne. Han siger: “Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode.”5

Kærligheden skal have det sidste ord!
Amen
Salme: Inden jeg har søgt dig, har du fundet mit hjerte

5 Rom 12,21