Tale – Side 16 – Thomas Risager

Tro er…..At give! – Thomas Risager

Se lige, hvad jeg har gjort! Jeg har givet penge til indsamlingen, og nu lægger jeg det fine billede på Facebook, så alle kan se, hvor god jeg er. Det giver mig så meget at give, og jeg har læst i bibelen, at Gud elsker en glad giver, så det er bare dejligt at give.

Se Youtube-video, som omtales under talen

Her knækker filmen fuldstændigt. Det er rigtigt, at tro er at give … Men det handler ikke om dig! Hør mere på søndag, hvor Thomas Risager udfolder temaet “Tro er … at give!”

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det tale ord, ofte afviger fra det skrevne manuskript.

Prædiken søndag d. 8. november 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Mark 12, 38-44.

Se lige hvad jeg har gjort. Jeg har givet penge til indsamlingen og nu lægger jeg det fine billede på Facebook, så alle kan se, hvor god jeg er.

Det giver mig så meget at give, og jeg har læst i bibelen, at Gud elsker en glad giver, så det er bare dejligt at give.

Jeg får en masse ud af det, at give.

Det synes faktisk, at være et af tidens mantraer. Jeg skal give af mine penge, mit overskud og min tid. Det giver mig så meget. At give, eller arbejde frivilligt er blevet en slags selvrealisering.

Facebook-selfies, hvor mennesker fotograferer sig sig selv, mens de giver flygtninge et lift til Sverige har skabt debat. – en ophedet én af slagsen oveni købet.

Jeg vil også gætte på, at ikke alle synes at dagens video med den slet skjulte opfordring til at give 1000 kr. er helt ok?

* VIDEO *

Der er mennesker, som kalder det klamt og ulækkert, at udstille sin godhed på den måde.

Jesus er endda blevet citeret i debatatten, hvor jounalister, som man normalt kan regne som nogenlunde fornuftige, forstået på den måde, at Jesus jo i hvert fald ikke normalt for dem, ligger lige for at citere, har peget på Matthæusevangeliets passage om at give i det skjulte:

“Pas på, at I ikke viser jeres retfærdighed for øjnene af mennesker for at blive set af dem, for så får I ingen løn hos jeres fader, som er i himlene. v2 Når du giver almisse, så lad ikke blæse i basun for dig, som hyklerne gør det i synagoger og på gader for at prises af mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. v3 Når du giver almisse, må din venstre hånd ikke vide, hvad din højre gør, v4 for at din almisse kan gives i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.”

At give af sine penge, sin tid, sin omsorg, sin kærlighed er vigtigt. Kirken, ja verden, kan ikke fungere uden, men at give handler ikke om dig.

I Markusevangeliets historie er Jesus kommet op til Jerusalem. Han har ryddet tempelpladsen for vekselerernes boder og Markus gengiver i kapitelerne 11-13 nogle af de helt centrale lignelser, som Jesus fortæller. Nu er han endelig kommet ind på tempelpladsen, hvor der virkelig er mange mennesker, som lytter. Her er det naturligt at fyre nogle af hovedpointerne af, så det gør han.

Bl.a. tager han stilling spørgsmålet om skat til kejseren og han nævner det største bud i loven, for det opsummerer, alt det han har sagt.

“Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.‹ v31 Dernæst kommer: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ Intet andet bud er større end disse.”

Mens de er der på tempelpladsen får folket lige en advarsel mod farisæerne og de skriftkloge, som ynder at gå omkring i deres lange flotte klæder. De, som er præster og ledere på den måde, at de tror at de skal betjenes, fremfor selv at betjene. De skal dømmes så meget hårdere. Det kan enhver som har lederansvar eller forkynder på den ene eller anden måde jo tænke lidt over.

Templet i Jerusalem fungerede hvad angår økonomien på mange måder som en frikirke i Danmark. Dog havde man langt større socialt ansvar for de fattige og svage. Det templet sig nemlig af.

Pengene til drift, socialt arbejde, og underhold kom udelukkende af frivillige bidrag. Mennesker, høj og lav, kom og lagde deres bidrag i tempelblokken. Der var mange, siger Jesus som virkelig gav meget. Det var en udbredt forventning, at mennesker gav 10% af indtjeningen til templet. Det gjorde folk og nogle gav mere.

Det handler ikke om at blive set, men Jesus ser og fremhæver alligevel den fattige enke, som kommer og lægger 2 småmønter.

Jesus fremhæver enken, ikke fordi hun giver meget. Hun giver meget lidt, men selvom hun har lidt, så vedkender hun sig stadig, at hun også kan være med til at gøre en forskel. Hun har også et ansvar.

Hun giver ikke for at andre skal se det.

Hun giver ikke, fordi hun får det bedre af at give.

Snarere tværtimod, fordi hun sikkert godt kunne have brugt pengene til sig selv.

Hun ved med sig selv, at der er brug for at alle bidrager. For der er brug for det at løfte opgaven.

Det handler ikke om den, der giver, det handler om den, der modtager.

Det er der, filmen nogen gange knækker lidt i vores selfie-kultur. Mange firmaer giver til de store tv-indsamlinger og tak for det. Mit gt er dog, at der ikke ville være så mange, som gjorde det, hvis ikke man lige fik firmanavnet til at køre over skærmen.

Det må aldrig være den, der giver, som er i centrum. Det er præcis, derfor Jesus fremhæver enken. Hun giver ikke for at blive set, hun giver fordi det er nødvendigt, fordi hendes gave også gør en forskel.

Der er mennesker, som spørger mig, hvad jeg får ud af at tro. Hvad kan den der kirke give mig?

Det er et helt forfejlet spørgsmål. For det handler ikke om dig eller mig, for den sags skyld.

Tro er at give.

Du må give til fælleskabet af din økonomi, men sandelig også af dine evner, gaver, kærlighed og omsorg. Der er brug for det alt sammen.

Du kan for eksempel ikke stå her og synge om søndagen, i hvert fald ikke så det berører vores hjerter og ærer Gud, hvis det handler mere om dig end om Gud og vi, som lytter.

Jesus opsummerer det hele i det største bud. Elsk Gud og elsk din næste.

Det er også det, som ligger bag ved tanken om at give. Fokus ligger på Gud og på næsten.

Når det så er sagt, så vil jeg bestemt ikke afvise, at der kan komme noget godt ud af det, også for dig, men det skal aldrig være pointen.

Tro er at give, men ikke som den selvglade tåbe, som vil at verden ser det, men mere som enken, der bare gør det. Fordi det er nødvendigt og hendes givende gør også en verden til forskel.

Amen.

Om lidt skal vi faktisk give af os selv til fælleskabet omkring nadverbordet, og der får vi også lov at modtage.

Salme: Vi rækker vore hænder frem

Lys i mørket – Thomas Risager

November sænker sine tunge mørke gardiner omkring os. Det livgivende lys, som har løftet os up hele sommeren svider. Hvordan kan jeg holde mit mod oppe i en tid, som virker så mørk.

Gospelkoret Emmaus og Thomas Risager vil denne aften hjælpe med gode bud på, hvordan vi får lyset tilbage i sindet i en tid, hvor mørket hersker.

Hør talen her:

Du kan også læse talen her, men bemærk venligst at det talte ord ofte afviger fra det skrevne.

Esajas 9, 1

v1 Det folk, der vandrer i mørket,

skal se et stort lys,

lyset skinner for dem,

der bor i mørkets land.

Johannes 1,1-9

I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. v2 Han var i begyndelsen hos Gud. v3 Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. v4 I ham var liv, og livet var menneskers lys. v5 Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.

v6 Der kom et menneske, udsendt af Gud, hans navn var Johannes. v7 Han kom for at aflægge vidnesbyrd, han skulle vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham. v8 Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset.

v9 Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden.

Prædiken søndag d. 1. november 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Es 9, 1 & Joh 1, 1-9 & Salme 139, 1, 11-12

Lys i Mørket

Et lille stearinlys ser ikke ud af så meget i forhold til de lamper, som hænger i loftet her i kirken.

Tidligere, da Emmaus begyndte at synge med kirken henlagt i totalt mørke, da så vi hvad manglende lys gør – det giver mørket magten.

Vi sidder sammen i kirken. De fleste af os sammen med mennesker, som vi kender. Det gør, at mørket er næsten trygt og næsten ikke skræmmende.

Alligevel lagde jeg mærke til, at noget skete i rummet, da vi tændte det første stearinlys. Selvom jeg lige har sagt, at mørket ikke var farligt, så giver det alligevel mere ro, at der tændes blot en smule lys.

Så falder skuldrene lige en tand længere ned og man sætter sig lidt mere til rette på stolene.

Det bliver det, som vi danskere kalder det, hyggeligt.

Det er rigtigt at lyset gør det hele hyggeligt, og det længes vi efter her i den mørke årstid.

Der kommer lys frem i lysestagerne og vi sætter os ike i sofaen uden, at der brænder lys, men der er mere end hygge forbundet med lyset.

Langt mere…..

Lyset giver tryghed, fordi vi kan se, hvem vi er sammen med. Vi kan se, hvor vi kan komme ud og vi kan se og finde vej.

Lyset giver liv. Vi ved, at planterne ikke kan vokse uden sollyset, som i bogstaveligste forstand gennem fotosyntesen tilfører dem energi.

Vi mennesker kan ikke lave fotosyntese, men vi har brug for lyset. Det frigiver vitaminer og giver energi.

Det tænker vi måske ikke over om sommeren, men når vi mangler lyset, så lægger vi mærke til det.

Når det bliver efterår og november, så kan mange af os mærke, at det er som, at energien siver ud af os. For rigtigt mange er det også sådan, at humøret forsvinder og erstattes af egentlig depression.

Et tæppe på sofaen, en kop varm kakao og endeløse serier på Netflix, bliver nogen gange det eneste, vi kan overkomme, alt det andet kan vi lave i morgen. Når der bliver rigtigt mørkt og koldt, kan mønsteret gentage sig i ugevis. Mørket får langsomt magten.

Når det går os dårligt, taler vi ofte om det som mørke tider. Jeg vil tro, at mange mennesker i Syrien taler om mørke tider.

Det er netop i de mørke tider, at Gud lover, at vi ikke skal være alene. Det er når livet er aller mest utrygt. Der hvor vi ikke ser nogen fremtid og håbet forsvinder, at Gud vil være der.

Vi ser det i profetien fra Esajas Bog, en tekst, som man læser i kirkerne op mod jul. Det er løfter om, at Gud har set det folk, der vandrer i mørket. De skal se et stort lys!

Da jeg var barn var jeg bange for mørket – Decideret mørkeræd. Selv som spejder, så hadede jeg, når vi skulle på natløb. Det var spændende nok, men i hver eneste grøft, eller bag hvert træ så jeg alt muligt uhyggeligt i mørket.

Så hvis der var noget, jeg havde lyst til, så var det at få et stort lys, som virkelig kunne oplyse alt.

Det folk, der vandrer i mørket skal se et stort lys. Det er ikke noget så simpelt, som et lys, der hjælper os med at kunne se, Esajas taler om. Perspektivet er langt større end at give en lille spejderdreng tryghed.

Når Johannesevangeliets kryptiske indledning, taler om lyset, det sande lys, der oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden, så taler han om Jesus.

Om Gud som griber ind i verden på en måde, som vi nok aldrig fuldt og helt kommer til at fatte omfanget af.

Det er det endelig opgør med mørket, med lidelsen, med sygdom, krig, elendighed, fattigdom, værdiløshed, præstationsangst, frygt, depression, klimakrise, ja selv døden.

Lyset skal komme. Ikke bare som et lys, der oplyser mørket. Det vi oplever, når vi tænder lys er, at mørket jo kommer tilbage, når lyset slukkes. Det lys vi tænder kan kun for en tid holde mørket væk.

De løfter, Gud giver til folket, som vandrer i mørket, og dermed også til du og jeg, er løfter om et lys, som ikke bare kan fortrænge mørket i den tid, som der nu er olie på lampen.

Det er et lys, som ikke kan slukke.

Et lys som gennemtrænger mørket, så natten er lys som dagen.

Det er et lys, som vinder over mørket, sådan at mørket for evigt og altid vil være på flugt.

Mørket kommer aldrig tilbage. Guds lys vil vinde. Det er det Jesus selv understreger et andet sted i bibelen. Her siger han:

Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys!” (Joh 8,12)

Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, er også givet for dig.

Amen

Tro er…. at kunne se! – Thomas Risager

Alle der har børn, kan genkende dette!
Du skal rydde op. De bukser, du havde på i går, skal til vask. Den skål du brugte til din morgenmad, som stadig står på bordet, skal sættes i opvaskemaskinen. Hvad er der galt med de børn. Kan de virkelig ikke se det?

Eller man står selv og roder i køkkenskabet efter den dåse flåede tomater, men kan ikke finde den. Så træder man et skridt tilbage og opdager, at den hele tiden har stået lige for næsen af én. Man spørger sig selv: “Kan jeg virkelig ikke se?”

I søndagens tale tager vi til Jeriko, hvor vi møder en blind tigger. Tro handler om at kunne se. Det kan man ikke altid, heller ikke selvom man ikke er blind, som tiggeren.

Hør mere Her:

Du kan også læse talen. Bemærk venligst, at det talte ord ofte afviger fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 25. oktober 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Mark 10,46-52.

Tro er… at kunne se!

Alle der har børn, kan genkende dette!

Du skal rydde op. De bukser, du havde på i går, skal til vask. Den skål du brugte til din morgenmad, som stadig står på bordet, skal sættes i opvaskemaskinen. Hvad er der galt med de børn. Kan de virkelig ikke se det?

Eller man står selv og roder i køkkenskabet efter den dåse flåede tomater, man kan ikke finde den. Så træder man et skridt tilbage og opdager, at den hele tiden har stået lige for næsen af én. Man spørger sig selv: “Kan jeg virkelig ikke se?”

Nogen gange er vi blinde, også selvom vi faktisk kan se.

Gud gør nogen gange gode ting, lige for næsen af os, men vi ser det ikke.

Det er ærgerligt, for Gud er der, hvor vi er. Ikke bare om søndagen, men hver dag. Alle dage. Hele tiden, Men vi kan ikke altid se det.

Selvfølgelig var det noget helt særligt, at få besøg af Jesus. Og det fik de, i Jeriko, som Jesus kommer igennem på sin vej ind til Jerusalem.

Vi ved ikke, hvor længe han har været der. Men på dette tidspunkt, hvor Jesus har bevæget sig rundt i Israel i tre måske endda fire år og nu nærmer sig rejsens mål, Jerusalem, har alle hørt om ham.

Det har Bartimæus også. Det kan godt være, at han er blind. Men han sidder der ved Byport,hvor alle ,der går ind og ud kommer forbi. Det er et godt sted at tigge, men det er også der, hvor man for alvor kan følge med i hvad der sker i byen.

Jeg undrer mig over, at Bartimæus ikke giver sig til kende, da Jesus går ind.

Vi ved ikke, hvor længe Jesus var i byen, eller hvad han lavede. Men jeg tror at alle i en forholdsvis lille by, som Jeriko har vidst alt om, hvad der skete. – Også Bartimæus.

Det er lidt samme mekanisme, som når man kommer helt hen mod slutningen af en koncert, og først dér kommer publikum på benene. Det kan selvfølgelig være fordi koncerten er ringe, men der er en aller anden mekanisme med, at vi først “overgiver” når det er ved at være sidste chance.

Først da Jesus er ved at gå ud af byen giver Bartimæus sig til at råbe. Måske ved han, at det er absolut sidste chance.

Davids søn, Jesus, forbarm dig over mig!«

v48 Mange truede ad ham for at få ham til at tie stille; men han råbte bare endnu højere: »Davids søn, forbarm dig over mig!« v49 Og Jesus stod stille og sagde: »Kald på ham!

Disciplene truer af ham. Det gør de, fordi de anser Jesus som religiøs leder, og de kan ikke rigtigt slippe det paradigme, som de er vokset op med, nemlig at blindhed, sygdom og elendighed i livet, alt sammen er selvforskyldt. Hvis man er blind bliver man holdt på afstand, for det må jo være fordi, man ikke har levet anstændigt.

Vi ved heldigvis bedre, og det gør Jesus også.

Bartimæus kalder endnu engang. Han er så sikker på, at Jesus, hvis han altså bare hører ham, vil ham det godt. Der skal alligevel tro til, for hvis Jesus ignorer ham, er han til grin i hele byen.

Jesus Davids søn forbam dig over mig.

Jesus vender op og ned op alt, da han kalder Bartimæus til sig. “Det kan man da ikke!” Siger folk. Men det kan Jesus og han gør det.

Bertimæus ved, at nu er det nu, så han smider kappen fra sig, springer op og kommer hen til Jesus.

Jesus ser ham og spørger, hvad vil du have, jeg skal gøre for dig?

Det er jo ikke fordi, jesus ikke vidste, hvad der skete i Bartimæus’ liv eller vidste at han var blind. Det havde han helt styr på, men det er sådan med Guds kærlighed, at den ikke bare sparker hjertets døre ind, vi må give lov.

Mester, at jeg må kunne se?

Selvfølgelig, fristes man næsten til at sige, kommer Bartimæus til at se.

Det første hans øjne ser, er manden foran ham. Han ser Jesus.

Og dér beslutter han sig for at følge ham på vejen.

At tro handler om at kunne se.

Så vidt jeg ved, er der ingen af os, der som Bartimæus er blinde. Men jeg har i hvert fald i mit liv perioder, hvor det er fair at sige, at jeg ikke kan se.

Perioder, hvor jeg ikke synes, at jeg kan se Gud og alt det gode han gør mit liv.

Jeg har læst mig til, at bare fordi jeg ikke kan se Gud, så er det ikke detr samme, som at han ikke er der.

Så hvis Jesus spørger mig: “Hvad kan jeg gøre for dig?”

Så vil mit svar være: “At jeg må kunne se!”

Amen

Find et hvilested, Gospelmeditation – Thomas Risager

Dagens gudstjeneste i Metodistkirken i Odense, var vores første gospelmeditation, hvor vi tager gospelmusikken helt ned i tempo og lafer det være rammen for en gudstjeneste, hvor det primære formål er at finde ro.

Ved en gospelmeditaion er der også en tale, som du kan høre her.

At tro er ikke at holde fast. At tro er oftere, at give slip på alt det, som du alligevel ikke kan bære. For når du slipper alt det tunge, så har du en hånd fri til at tage mod den hånd, som Gud rækker frem mod dig.

Jesus siger: “v28 Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. v29 Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. v30 For mit åg er godt, og min byrde er let.«”

Hør mere:

Hvis du hellere vil læse talen, kan du også gøre det. Bemærk at det talte ord ofte afviger en del fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 18. oktober 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Matth 11,28-30.

Hvis du bare er lidt heldig, sådan som jeg er, så har du haft en barndom, hvor der var steder og personer, hos hvem du følte dig rigtigt hjemme og var helt fuldstændigt tryg. Her vidste du, at du var velkommen uanset hvad.

Her kunne man komme, hvis man var på flugt fra de større drenge i byen. Her kunne man komme og bare være.

Sidste weekend var jeg på besøg i Strandby, hvor jeg er vokset op.

Min far bor stadig i mit barndomshjem, så at træde ind der, er at gå lige ind i alle minderne.

I min barndoms gader finder man også min mormor og bedstefars hus.

Her kom jeg rigtigt meget efter skole.

Ude foran huset stod ahorntræet, hvor bladene var så tætte, at man for alvor kunne gemme sig for verden. Her kunne man tænke de store tanker, som nu en gang findes oven i hovedet på en helt enorm gammelklog dreng på 10 år.

Den eneste i hele verden, som vidste, hvor jeg befandt mig, var min elskelige mormor, som kunne se mig fra sit køkkenvindue, hvor hun ofte stod og bagte brød og lavede kaffe på sit gaskomfur med den gamle madam blå.

Ahorntræets frø kunne man lave de mest fantastiske helikoptere af, og var man rigtigt heldig stak mormor en Herremand og en bondemand ud af vinduet. En franskbrød og en rugbrød klappet sammen med brun farin i mellem. Uh, så var livet godt.

På Krøghsvej 1 var der bedre end noget andet sted i hele verden. Her kunne jeg bare være. Her kunne jeg være mig, og ikke et sekund tvivlede jeg på, at jeg var elsket, accepteret og velkommen. Her var jeg drengen.

Drengen blev jeg kaldt af min bedstefar, som tog mod mig med favnen åben. Han hed Thomas Risager, det er ham jeg er opkaldt efter.

Han var gammel, da jeg blev født. Sådan en gammel mand med stok, ærmeholdere på skjorten og tykke briller.

Der skulle virkelig være varmt, før han smed skjorten og lod sin kridthvide netundertrøje komme frem.

Om sommeren havde han stråhat på, og jeg lyver ikke når, jeg siger, at han kunne finde på at ryge en pibe tobak fra en af de helt gammeldags lange piber.

Lykken og allerstørst tryghed, var at sidde samme med ham i skyggen under tjørnetræet og lytte til hans historier fra et langt liv som fisker, og tro mig, han kunne historier – også om hvordan de skjulte jøder og sejlede dem til Sverige under krigen.

Da jeg var dreng var det stedet, hvor jeg fandt ro og hvile. Et sted, hvor udgangpunktet uden tvivl var, at man var OK, og her måtte man være. Der var ikke krav om noget som helst.

Hvis du spørger mig, hvad der var det bedste ved at være barn, så er svaret, at livet der, var uden bekymring, der var masser af tid, og man skulle ikke leve op til en hel masse.

Sådan synes jeg ikke livet er længere. Jeg kan bruge masser af tid på at bekymre mig, heldigvis bliver langt de fleste af mine bekymringer ikke til noget.

Tid er der helt sikkert for lidt af. Jeg synes, det er svært, at når alt, det som jeg gerne vil, og det som mit arbejdet nogen gange kræver af mig. Det går mere og mere op for mig, at tid er en knap ressource. Min tid bliver ikke ved med at være.

Livet er blevet alvorligt. Der er så meget man skal kunne, og der bliver trukket i én fra så mange sider på en gang, at man til sidst føler sig fuldstændigt udsplattet.

Ind i en kultur, hvor mange mennesker har det sådan, så kan det virke mærkeligt, at man i kirkenerne taler om Gud, som en himmelsk far.

Ved du hvad, kan man fristes til at sige, det har jeg slet ikke tid til at forholde mig til.

For Gud er tid imidlertid noget helt andet. Han forholder sig ikke til timer og skemaer, men til evigheder.

Han forholder sig ikke til dine præstationer og evner og manglende tid, men til din sjæl. Til den, du er allerinderst inde.

Gud ser den du er, når ingen andre kigger.

Gud ved godt, at inderst inde, er det du længes efter og trænger til, måske at kunne finde tilbage til … Jeg ved ikke hvad det er for dig… men for mig at kunne kravle op i ahorntræet og gemme mig i bladene. Eller at sidde i skyggen af tjørne-træet sammen med min gamle bedstefar.

I Paulus’ brev til Romerne tales der om, at vi med et gammeldags ord, har fået barnekår, hos Gud. Vi har børns vilkår hos Gud. En del steder i bibelen omtales mennesker som Guds børn.

Hvad kan et barn forvente?

Et barn kan forvente tryghed, omsorg, kærlighed.

Tryghed, som gør at man ikke behøver at bekymre sig.

Kærlighed, som gør at man ikke behøver præstere og lade som man man har styr på alt, man er alligevel elsket og accepteret.

Omsorg, som gør at man kan gemme sig og finde trøst. Der er én som lytter og holder om.

Matt 11,28-30.

Amen

Følg mig! – Pastor Knut Bjarne Jørgensen

Temaet for gudstjenesten er “Følg Mig”, og vi skal hilse på nogle få af de første mennesker, der fik en hilsen fra Jesus med ordene “Følg mig” eller lignende opfordringer.

Samtidig lyder spørgsmålet til os i en salme:
”Vil du følge efter mig, hvis blot jeg si´r dit navn?”

Det er Knut Bjarne Jørgense, kirkens pensionerede præst, som taler. Han taler ud fra bibelteksten fra Matthæusevangeliet kapitel 9,9-13:

Matthæus kaldes til discipel

v9 Og da Jesus gik videre derfra, så han en mand, som hed Matthæus, sidde ved toldboden, og han sagde til ham: »Følg mig!« Og han rejste sig og fulgte ham.

v10 Mens Jesus sad til bords i huset, kom der mange toldere og syndere og sad til bords med ham og hans disciple. v11 Da farisæerne så det, spurgte de hans disciple: »Hvorfor spiser jeres mester sammen med toldere og syndere?« v12 Men da Jesus hørte det, sagde han: »De raske har ikke brug for læge, det har de syge. v13 Gå hen og lær, hvad det vil sige: ›Barmhjertighed ønsker jeg, ikke slagtoffer.‹ Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.«

Hør mere her:

Tro er… at tage imod – Thomas Risager

Det handler om at vinde!
Andenpladser tæller ikke!
Man vinder ikke sølv, man taber guldet!

For mange mennesker er dette værdier, som driver dem i livet. Måske ikke direkte, men de fleste af os må nok indrømme, at lysten til at være den bedste, dygtigste og mest opsigtsvækkende lurer lige under overfladen.

Thomas Risager prædikenserien “Tro er…” Denne søndag taler han om, at tro er at tage imod … Og i troens verden er der nogle helt andre værdier på spil.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord ofte afviger en del fra manuskriptet.

Prædiken søndag d. 20 .august 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Mark 9,20-37 & Jak 3,13-4,3, 7-8a, Od 31,10-31 & Salme 1.

Tro er at tage imod!

Det handler om at vinde!

Andenpladser tæller ikke!

Man vinder ikke sølv, man taber guldet!

For rigtigt mange mennesker, er dette værdier, som driver dem i livet. Måske ikke direkte, men de fleste af os må nok indrømme, at lysten til at være den bedste, dygtigste og mest opsigtsvækkende lurer lige under overfladen.

Det ligger dybt i vores kultur, at vi alle sammen vil gøre alt for ikke at være almindelige – vi er nemlig alle sammen noget helt særtligt.

Skulle man være i tvivl om det, så kan man bare kaste et blik på Facebook og Instagram og hvad det hedder alt sammen, for det er der vi flasher vores fantastisk liv. Der viser vi alle sejrene….

Jeg kan ikke lade være med at spørge, om de andre aldrig har nederlag. Er der aldrig nullermænd under sofaen, streger i toilettet, mikroovnsret på bordet, en krøllet skjorte, ikke flere rene sokker, umulige børn og en muggen kæreste?

Jeg spørger bare.

For det ved jeg jo godt inderst inde også er en del af livet for os alle sammen. Det er bare ikke det, vi viser.

Det er også det der gør, at langt de fleste af os ikke bryder os om at få uventede gæster, for det er ikke rart, når der nogen, der ser at ligger madrester i vasken.

Vi vil helst at folk ser det perfekte. Vi ønsker kun at dele vores sejre og guldmedaljer med hinanden.

Ganske vist var der ikke Facebook, selfiestænger og mobilkameraer på disciplenes tid, men en stor del af mentaliteten var den samme.

Disciplene tænkte ligesom så mange andre, at med Jesus ville en ny tid komme, sådan som de gamle profetier sagde. En ny tid, der ville få Kong Davids kongetid til at ligne et lille øjeblik med succes og sejr, for med Jesus blev alting bedre og større. Jesus ville sejre, og et helt nyt liv ville begynde. Han sagde allerede, at himmerige var kommet nær.

Jesus har lige fortalt dem, at han skal lide, dø og opstå igen på trediedagen. Markus skriver, at de forstod ham ikke, og de var bange for at spørge ham.

Det er ret tydeligt, at det kniber med forståelsen.

De mener sig sikre på at være på det sejrende hold.

Der er ikke noget federe end at være på vinderholdet. Det ved man ikke noget om, hvis man holder med det stribede OB-ere.

Disciplene er på vinderholdet, men ikke sådan som de tror det.

Jeg kan næsten hære dem sige det: “Uhm. Det bliver godt det her. – We are the champions!”

Derfor er det også helt naturligt, at de, mens de går på vejen gennem Gallilæa mod Kaparnaum, lige får sig den der snak, som vi også godt kender.

Snakken, hvor vi afslører at vi har gået og sammenlignet os med hinanden. Hvem har det vigtigste job? Hvem får mest i løn? Hvem har de vigtigste venner. Hvem har størst indflydelse?

Eller blandt præster: hvem har flest medlemmer.

Der er sjovt nok ingen konkurrence i at have flest begravelser. Det kender vi jo godt!

Jesus spørger disciplene, hvad var det I talte om på vejen og ingen af dem, havde den store lyst til at afsløre overfor ham, hvad det handlede om. For de havde lige haft snakken om hvem der var den største.

Pinligt – ikke sandt?

Med Jesus og disciplene er det lidt, som med forældre og børn. Man ved godt, hvad der er foregået – om ikke andet, kan man godt se på dem, at noget er galt.

Jesus ved, hvad de talte om. Han ved også, at de bare er mennesker, ligesom du og jeg.

Jesus gør noget utraditionelt.

Han siger til disciplene at hvis nogen vil være den største, skal han være den sidste af alle og alles tjener. Hvad blev der lige af: We are the campions?

Jesus er ikke færdig med at være anderledes.

Han tager et barn og stiller det i deres midte.

Jeg minder lige om, at børn dengang ikke var curlignbørn, ønskebørn, livsrealiseringsprojekter for forældrene.

Børn var noget som dukkede op en gang imellem, og dybest set var de bare i vejen indtil de var i stand til at tjene penge til hjemmet. Deres status var lig nul.

Nogle af os er vokset op med at børn skal ses, de skal ikke høres. På Jesu tid skulle de hverken ses eller høres. I sociale sammenhænge regnede man dem for intet.

Her i kirken glæder vi os over, at børnene fylder for de er tegn på liv og fremtid, altså helt anderledes end på Jesu tid.

Jesus tager barnet til sig og siger til disciplene.

“Den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig; og den, der tager imod mig, tager ikke imod mig, men tager imod ham, som har sendt mig.” (Mark 9,37)

Tro er altså at tage imod. Det lyder umiddelbart vældigt passivt, men helt så mageligt er det ikke.

Tag i mod oversættes i Jesus sprog med.

Vær der for de svageste, de usynlige, de som ingen gider at være sammen med.

Tal dem op, værdsæt dem, spis sammen med dem. For når vi tager mod vores næste, tager vi mod Jesus, og så tager vi mod ham, som har sendt ham.

Og det er ikke så ringe endda!

Tro er at tage imod.

Amen

Kirke med Kroppen – Maria Bræstrup Aaskov og Søren Jantzen

Søndagens generations gudstjeneste var en afslutningens af Børnekirkens tema om at være “kirke med kroppen” – om at det er vi mennesker, som ER kirken i fællesskab og at kirke er andet og meget mere end at sidde på stolerækker og kigge hinanden ind i nakken.

Denne Bibeltekst fra 1. korintherbrev kapitel 12 blev læst som oplæg til samtalen.

v12 For ligesom legemet er en enhed, selv om det har mange lemmer, og alle legemets lemmer, så mange som de er, dog danner ét legeme, sådan er det også med Kristus. v13 For vi er alle blevet døbt med én ånd til at være ét legeme, hvad enten vi er jøder eller grækere, trælle eller frie, og vi har alle fået én ånd at drikke.

v14 Et legeme består heller ikke kun af én del, men af mange. v15 Siger foden: »Jeg er ikke hånd, altså hører jeg ikke til legemet,« er den dog alligevel en del af legemet, v16 og siger øret: »Jeg er ikke øje, altså hører jeg ikke til legemet,« er det dog ligefuldt en del af legemet. v17 Var hele legemet øje, hvad blev der så af hørelsen? Og var det hele hørelse, hvad blev der så af lugtesansen? v18 Gud har nu engang givet hver enkelt del dens plads på legemet, som han ville det. v19 Hvis det hele kun var én legemsdel, hvad blev der så af legemet? v20 Men nu er der mange lemmer, men ét legeme. v21 Øjet kan ikke sige til hånden: »Jeg har ikke brug for dig,« eller hovedet til fødderne: »Jeg har ikke brug for jer.« v22 Tværtimod, de lemmer på legemet, som synes at være de svageste, netop de er nødvendige, v23 og de lemmer, som vi synes er mindre ære værd, dem giver vi desto større ære, og de lemmer, som vi undser os ved, klæder vi med desto større blufærdighed; v24 de andre lemmer har ikke brug for det. Sådan som Gud har sammenføjet legemet, har han givet det, som mangler ære, desto større ære, v25 for at der ikke skulle opstå splid i legemet, men lemmerne være enige og have omsorg for hinanden. v26 Lider én legemsdel, så lider også alle de andre. Bliver én legemsdel hædret, så glæder også alle de andre sig.

v27 I er Kristi legeme og hver især hans lemmer.

Bibelteksten fra 1. Korintherbrev 12:12-27 handlede om hænder og fødder, øjne og øre og vi syntes det var lidt svært at forstå, men så var der heldigvis en fysioterapeut i kirken (i kittel og med medbragt ekstra skulder), som kunne hjælpe os. Det kom der denne samtale ud af – med pointen om at der er brug for os alle sammen, vi er alle vigtige dele af kirken, af kirke kroppen, om man vil.

Maria B. Aaskov

Du kan høre talen her:

Tro er …. åbenhed – Thomas Risager

Vi indleder en nye serie gudstjenester, som fokuserer på, hvad tro er. Vi gør det med udgangspunkt i en række historier fra Jesus liv.

I dag handler om om, at tro er åbenhed.

I talen tager jeg udgangspunkt i en historie, hvor Jesus udviser alt andet end åbenhed. Faktisk siger han ting, som gør mig utilpas, men gradvist kommer han selv til en ny erkendelse og udviser hidtil uhørt åbenhed.

Du kan også læse talen her. Bemærk at det talte ord nogen gange afviger fra det skrevne manuskript.

Prædiken søndag d. 6 .august 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Mark 7, 24-37 & Jak 2,1-17.

Tro er… Åbenhed

Jeg bryder mig ikke om at skulle forkynde om tekster, hvor jeg synes, at Jesus siger ting, som jeg på det nærmeste føler, at jeg som præst skal forsvare.

Det er nok sådan nogle af vore politikere har det, når de på tv skal forklare en politik, som er partiets, men som de dybest set ikke er enige med personligt.

For mig ville det svare til at bede mig om at forklare, at mennesker ikke er lige meget værd. Nogen pas er mere værd end andre, og vi kan kun tage de bedste og dygtigste flygtninge ind i vort land. Mens den største flygtninge katastrofe siden anden verdens krig udspiller sig lige uden for vores hegn.

Og så er der det med Jesus!

Jesus er taget til Tyros, som ligger i det nuværende Libyen. Vi ved ikke om han skulle på en forlænget weekend, men det vi ved, er at han ikke ønskede, at nogen skulle vide, at han var der. Nogen gange trak han sig tilbage for at være alene. Selv Jesus måtte sande at man ikke kan arbejde ud i en køre uden pauser.

Nu er han i udlandet, i hvert fald i forhold til Israel. Han er altså udenfor jødernes land.

Som så ofte før med Jesus, så er historierne om ham nået så vidt omkring, at folk godt ved, hvor han er.

Inden længe banker det på døren og en kvinde står ude foran. En kvinde, som er så desperat, som man kun kan være det, når ens barn er sygt.

Som Markus skriver, så er hun af syrisk-fønikisk herkomst. På bibelens tid, er det lige så vigtigt, hvor man er fra, som det er i dagens Europa. Men her er betydningen religiøs.

Kvinden er ikke jøde. Dermed er hun et menneske, som en jødisk mand som Jesus, absolut ikke kan være i samme rum med.

Jesus siger nej til at gøre hendes datter rask. !!!

Al hans kryptiske snak om først at mætte børnene ved bordet, handler om at han ser sig selv, som givet til jøderne. Og derfor er det kun for dem.

Vi lader den lige stå et øjeblik… !!!

“Herre, de små hunde under bordet æder da af de smuler, børnene taber.”

Lige der, sker der en forandring hos Jesus.

Han forstår, at der ikke er forskel på mennesker, og at Guds kærlighed og nåde overskrider alle de grænser, som jødedommen ellers insisterer på, at der er.

Denne forandring er i tråd med, hvordan resten af evangeliet skruet sammen. Der er nemlig flere historier, hvor Jesus sprænger alle kendte grænser.

Guds kærlighed er for alle.

Vi ser det, i det, som Jesus siger til kvinden.

Gå blot hjem, dæmonen er faret ud af din datter.

Kvinden levede i en kultur, hvor loven var så indgroet, at kvinder kunne ikke have med mænd at gøre og jøder kunne ikke have med ikke-jøder at gøre.

Selv hos Jesus var det så indgroet, at han i første omgang ikke engang selv kunne se bort fra det.

Det kan jeg næsten ikke holde ud, for det rimer slet ikke med alle de andre historier om Jesus, som jeg kender.

Heldigvis blev han klogere og han handlede.

Det kan virke som en voldsom reaktion, at man næsten ikke kan holde det ud.

Men årsagen til det, er jo, at tro handler om langt mere end hygge

– Dybest set handler det om at have sit liv trygt forankret i troen på Gud.

Det er alt andet end ligegyldigt. Det er et spørgsmål om liv og død. Ganske simpelt.

Kvindens datter reddede livet.

Det samme sker med den døve og stumme mand, som Jesus heldbreder.

Han er døv og stum. Ud over at det er mega upraktisk, så er det også livstruende i datidens kultur.

Dels fordi de frommeste af jøderne vil pege fingre af ham, og påstå at hans stumhed og døvhed handler om at han ikke har levet rigtigt i forhold til Gud, så det er hans egen skyld.

Det andet aspekt, er at han vil være fuldstændigt afhængig af andre til at forsørge ham. Han vil ikke have anden udvej end at tigge og leve på gaden.

Den gang var det også sådan, at de, som levede på gaden ikke blev gamle.

Jesus siger til ham: Effatha – Luk dig op, og miraklet sker. Han kan se og han kan høre.

Det er også noget at det tro, gør. Det giver åbenhed.

Du kan se og du kan høre på en ny måde.

Du kan se mennesker omkring dig, du kan høre, hvad de siger og ikke mindst. Du kan høre Gud….

Istedet for amen, siger jeg Effatha!

Luk dig op!

Tro er handling – Thomas Risager

Tro er er handling.

Jeg skal huske at hente togbilletterne på banegården senest onsdag. Jeg bør nok også finde tid til en løbetur og bilen skal støvsuges. Det er den vist ikke blevet i år.

Ud over alle vore almindelige pligter på arbejdet, så er der også hundrede ting, som vi synes vi bør huske at gøre – og endnu flere, som andre synes vi skal huske.

Jeg kan nævne så mange ting, som jeg bør gøre.

Når jeg læser de tekster, som er oplægget til gudstjenesten i dag, så kan jeg næsten mærke at streshormonerne kører rundt. Skulle det at tro ikke være noget med at opleve fred?

Skulle tro ikke være noget med, for nu at bruge et ofte misforstået ord, at lade være med at synde, så man hele tiden står på god fod med Gud.

I modsætning til vores moderne selvhjælpskultur, hvor man kan gøre det ene og det andet gode for sig selv, for at blive et bedre menneske, så er al tanke i kristen tro ikke rettet mod dig selv.

Bum – Det handler ikke om dig!

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk at det talte ord, ofte afviger fra manuskriptet:

Prædiken søndag d. 30 .august 2015.

Tekster: Højsangen 2,8-13 & Salme 45,1-2,6-9 eller Salme 72 & Jakobs Brev 1,17-27 & Mark 7,1-8, 14-15, 21-23,

Tro er er handling.

Jeg skal huske at hente togbilletterne på banegården senest onsdag. Jeg bør nok også finde tid til en løbetur og bilen skal støvsuges. Det er den vist ikke blevet i år.

Ud over alle vore almindelige pligter på arbejdet, så er der også hundrede ting, som vi synes vi bør huske at gøre – og endnu flere, som andre synes vi skal huske.

Jeg kan nævne så mange ting, som jeg bør gøre.

Når jeg læser de tekster, som er oplægget til gudstjenesten i dag, så kan jeg næsten mærke at streshormonerne kører rundt. Skulle det at tro ikke være noget med at opleve fred?

Skulle tro ikke være noget med, for nu at bruge et ofte misforstået ord, at lade være med at synde, så man hele tiden står på god fod med Gud.

I modsætning til vores moderne selvhjælpskultur, hvor man kan gøre det ene og det andet gode for sig selv, for at blive et bedre menneske, så er al tanke i kristen tro ikke rettet mod dig selv.

Bum – Det handler ikke om dig!

Al tro handler om Gud, Jesus, Helligånden og din næste. Det handler ikke om dig.

Det er det, som kommer til udtryk i Markusevangeliets historie, hvor Jesus konfronteres med, at hans disciple spiser uden at have vasket hænderne.

Jøderne havde religiøse regler for, hvordan man gør det. Derfor handler det ikke kun om bakterier, men også om, at disciplene i menneskers øjne ikke har gjort det de burde i forhold til Gud.

I den jødiske kultur har man et kollektivt mindset, så derfor var deres manglende overholdelse af reglerne en konkret trussel mod dem alle sammen.

Lidt på samme måde, som i parcelhus-kvarteret, hvis der én som formaster sig til ikke at have klippet hækken til skt. Hans elller ikke gider luge op til skellet. Så er alle de andre forargede.

I forhold til verdens flygtninge, den som sidder ensom, enken og de faderløse børn, er det vel ligegyldigt, hvis vi lige skal have lidt perspektiv.

Jesus giver de forargede en lektion, som de sent glemmer.

“»Esajas profeterede rigtigt om jer hyklere, sådan som der står skrevet:

Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig, v7 forgæves dyrker de mig, for det, de lærer, er menneskebud.

v8 I har tilsidesat Guds bud og overholder kun menneskers overlevering.”

(Mark 7,6-7)

På almindeligt dansk: Jesus siger til dem. Al den ydre fromhed, som er så nem at bryste sig af. Det er noget mennesker – farisæer og præster- der har misforstået det hele, har lagt ned over jer. Det har intet med Gud at gøre.

Personligt glæder det mig, for den der kristne polerede pænhed, det er noget at det mest kvalmefremkaldende, jeg kan støde på.

Selvfølgelig skal vi behandle hinanden og mennesker ordentligt, men motivet skal være, at man vil hinanden godt, ikke at man skal vise verden sin godhed.

Det er lige præcis det, Jesus taler imod her. Drop alt det ydre fis, det handler om at have hjertet hos Gud.

Hvordan kan man vide, om ens hjerte er nært ved Gud?

I Johannesevangeliet finder vi historien om fodvaskningen. Det er den sidste dag, Jesus er sammen med sine disciple inden han lader sig fange af romerne.

Her bryder han alle traditioner og normer, da han bøjer sig ned og giver sig til at vaske disciplenes fødder. En handling som er så ydmygende at udføre, at man ikke kan bede andre end en træl om at gøre det.

Jesus som er den, de alle ser op til. Ham som kan frelse verden, han sætter sig på knæ foran hver enkelt af dem og vasker deres fødder. Det er uhørt, men måske giver det ham lidt ekstra opmærksomhed, da han siger til dem at de skal elske hinanden:

“»Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer? v13 I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg. v14 Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. v15 Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.” (Joh 13,12-15.)

Jesus fortsætter:

“v34 Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden. v35 Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.” (Joh 13,34-35)

Så hvis du tænker mere på andre end dig selv. Hvis kan hjælpe andre uden at tænke på, hvad det koster dig. Hvis du kan mærke at du går i stykker indeni, når du hører om en lastbil fyldt med døde flygtninge i Wien, Hvis du ikke kan holde ud at se på billedet her af Laith Majid fra Syren, der sammen med sin søn og datter netop er ankommet til Kos i Grækenland.

Eller hvis du oprigtigt kan glæde dig over rent vand i Congo-

Hvis du ikke er selv er centrum for al tanke i dit liv, så er det en rimelig god indikation på, at Gud fylder i dit liv. At dit hjerte er tæt på Gud.

Den uselviske kærlighed er nemlig en kærlighed givet af Gud. Gennem den udfordres vi til handling, ikke på den måde at vi får dårlig samvittighed på samme måde som vi kan få det over den snavsede bil, for dette fylder langt mere og er langt vigtigere.

Der er mennesker, som trænger til at møde mennesker som du og jeg – mennesker som bringer Guds kærlighed, accept og håb med os.

Det betyder noget.

En lille note, inde vi slutter.

Hvis du tænker, at du slet ikke er der, så vil mit råd til dig, være at kaste dig ud i at elske, også selvom du måske ikke synes, at du har overskuddet til det, for erfaringerne er entydige, gennem handlingerne hvor du elsker, kan det ikke undgåes, at der falder kærlighed tilbage på dig. – og tro ikke, at det kommer fra dig. Det kommer kun et sted fra!

Lad os være en kirke der handler og gør en forskel for mennesker – for vores by.

“Kære børn, lad os ikke elske med ord eller tunge, men i gerning og sandhed.” (1. Joh 3,18)

Amen.

Er du provokeret? – Thomas Risager

Jeg tror vi alle sammen har mødt kristne, måske endda præster, som har sagt nogle ting om tro, eller fordømt andre mennesker. Kristne, der har sagt ting, der får os til at tænke, at den tro han står for, skal jeg aldrig have med at gøre!

Jeg har mødt sådanne mennesker. Jeg har mødt sådanne præster – og jeg synes selv, at jeg har en vis rummelighed overfor forskellighed.

Men der er grænser for, hvad jeg vil høre på. Især, når mennesker gør sig til talsmand for en kristen tro, som er hadefuld og fordømmende over for alle andre end dem selv.

Omvendt er det også svært at være skråsikker.
Et fornuftigt menneske bør stille sig selv spørgsmålet. Har jeg jeg ret, når jeg påstår at Gud elsker alle – uden undtagelse?

Hør mere her:

Hvis du hellere vil læse talen, kan du gøre det her. Bemærk at det talte ord, ofte afviger fra manuskriptet.

Prædiken søndag d. 23. august 2015.

Tekster: Joh 6,56-69.

Paulus siger “Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.”

Når det kommer til livets store spørgsmål om liv og død, meningen med livet. Så kan det godt føles som om man hele tiden leder efter en brik i et puslespil, som bare ikke vil give mening, før man har fundet den manglende brik.

Det er også sådan, at nogen gange, når man faktisk får fat i den brik, som man synes mangler, så kan man absolut ikke lide, hvad man ser.

Jeg tror vi alle sammen har mødt kristne, måske endda præster, som har sagt nogen ting om tro, eller fordømt andre mennesker, på en sådan måde, den tro, han står for, har mand aldrig nogen sinde lyst til at have med at gøre.

Jeg har mødt sådanne mennesker. Jeg har mødt sådanne præster og jeg synes selv, at jeg har en vis rummelighed overfor forskellighed.

Men der er grænser for, hvad jeg vil høre på.

Især, når mennesker gør sig til talsmand for en kristen tro, som er hadefuld og fordømmende over for alle andre end dem selv.

Så står jeg helt af.

Omvendt er det også svært at være skråsikker.

Har jeg ret, når jeg siger, at Gud elsker alle.

Et fornuftigt menneske bør stille sig selv spørgsmålet. Har jeg jeg ret, når jeg påstår at Gud elsker alle – uden undtagelse?

I dag skal vi se på en bibeltekst fra Johannesevangeliet, hvor Jesus fortsætter sin tale om livets brød.

Vi er nu igang med den fjerde søndag, hvor vi hænger fast i Kapitel 6 i Johannesevangeliet.

Det betyder at jeg, efter talen i dag, samlet har talt om dette i 1 time.

Så hvis nogen af jer tænker, som disciplene, beskrevet i kapitel 6 vers 60… “Hvem kan holde ud at høre på det?”

Så forstår jeg det godt.

Jesus taler om sig selv i billeder fra dagligdagen.

Billeder, som alle kan forstå. Alle spiser brød, og selv den mest enfoldige ved, at der skal mad til for at leve.

Jesus siger, at han ikke er som det almindelige brød, som man kan spise og så stadig være sulten kort tid efter.

Det er heller ikke sådan med almindeligt brød, at man kan spise, og spise, og så forvente at leve evigt.

Faktisk er det nok en dårlig ide, at spise sig til livet i almindeligt brød.

Jesus taler om almindeligt brød, men alligevel er det helt almindelige, i ham, helt anderledes.

Jesus siger at den, der spiser af hans brød skal leve i kraft af ham.

Det er så moderne at spise sundt. De færreste af os kan forklare præcis, hvordan det er, at maden er god for os. Men uanset om vi kan forklare det eller ej, er sund mad god for os.

På samme måde er det med troen på ham.

Hvis man vil spise må man komme til måltiderne. Man er nødt til at komme maden i munden og spise den. Men virkningen af den, har vi så at sige intet med at gøre.

Det sker bare.

Jesus siger: “Den, der spiser dette brød, skal leve til evig tid!”

Tanken om at det er Jesus, som gør noget i de mennesker, som tager mod hans kærlighed, er så fornærmende at en hel flok disciple siger:

“Det er hård tale; hvem kan holde ud at høre på det?”

Jesus ord lyder ind i en kultur, man er sin egen lykkes smed. Man er selv ansvarlig for alt.

Overhold reglerne, så vil det går dig godt, synes at være mantraet.

Jeg ved godt, at vi ikke er jødisk kultur, men jeg synes alligevel at det ligner vores liv. Vi kan måske ikke ret godt med regler. Men det med at være mega ansvarlig for at lykkes og leve godt. Det ligger i vores tid.

Jeg tror vi har brug for høre igen og igen, at tro handler om at lade sig elske, så gør Gud resten i os, også selvom vi måske ikke forstår det.

Hvis det budskab er så provokerende at du har lyst til at rejse dig og gå, så er jeg ked af det, men døren er der.

Der er en Gud, der elsker os og gør godt i os.

Hvis det er provokerende, så tænker jeg, at det er fordi, at det er alt andet en ligegyldigt.

Hvis det var ligegyldigt, var det vel ikke provokerende.

Jesus siger: “Ligesom den levende Fader har udsendt mig, og jeg lever i kraft af Faderen, sådan skal også den, der spiser mig, leve i kraft af mig.”

Amen