Profeti – Thomas Risager

Palmesøndag. Det bliver godt igen #2

Velkommen til den første dag i påskeugen. Nu er det Palmesøndag.

Her kan du høre talent fra dagens gudstjeneste i Metodistkirken.

Du kan også læse noterne til talen her:

Tale – Online Gudstjeneste Palmesøndag d. 5. april 2020.

Indledning

Palmesøndag

Påsken begynder i dag

Palmesøndag, skærtorsdag, langfredag og påskedag

Baggrund var dyb krise

Vi kender krisen

Landet er lukket, Børn og voksne er hjemme. Vi er sammen på afstand

Kirkerne oplever det. Vi kan ikke samles og må finde nye veje.

Hvordan er vi sammen, uden at være sammen.

Jeg længes efter at se menesker, jeg længes efter hverdagen

Forundret over, hvor hurtigt man alligevel indretter sig i en ny virkelighed.

Det er ikke som man kunne ønske sig, men livet kan leves.

Vi har levet i krise i en måned

Vi har hørt statministerens løfte om, at landet skal åben igen. Vi får livet tilbage.

Men det bliver nok ikke sådan lige på en gang

Mange vil blive skuffede, for vi har forvente mere.

Jesus træder ind i en lignende situation.

Krisen er bare dybere, meget dybere.

Livet var hårdt

Konstant uro, konflikter og krige

Det var hårdt at skaffe mad

Templet, præsterne havde i iver, for at holde befolkningen fast, lagt så meget pres på folket, at de umuligt kunne leve rigtigt.

Præsterne var korrupte

Kongerne, statholderne og alle magthavere duede ikke.

Dette var ikke nogen kort krise. Den var længere end en måned.

Sidste gang landet havde det godt, var under Kong David (1005.965)

Man længeres tilbage til den tid, hvor alt var godt. Hvor nationalstaten var stærk.

Denne nedarvede længsel rummede også løfter.

Profeten Esajas har lovet folket, at Gud vil se deres lidelser. Der vil komme en konge, der er som David, endda ud af hans familie, og alt skal blive godt igen.

Palmesøndag, hvor Jesus rider ind i Jerusalem

Situationen er som nu. Der er krise, og løfterne om bedre tider lever.

Jesus har været offentlig figur i 3-4 år- ALLE har hørt om ham, og alle har hørt ham blive koblet til løfterne om, at Gud griber ind.

Modtaget om konge

Hosianna – Herre frels dog!

Palmegrene og kapper på jorden er hyldest til en konge. (Kongen er den, der har magten)

Anderledes konge

Han rider på et æsel

Han tager ikke til paladset og beder om nøglerne til Jerusalems byporte.

Mattheæus fortæller at han rydder templet for handledende, Her skal man tilbede Gud, og han helbreder syge.

Stemningsskifte, Hvad med løfterne?

Jesus er anderledes. Han repræsenterer en magt langt støre end rå magt.

Alt det skal vi se hen over påsken, så følg med på søndag.

Skærtorsdag

Billede på, hvor anderledes han er..

Jødiske påske.

Disciplene samlet.

Jesus ved, at Judas samme aften skal forråde ham.

Jesus ved, hvad der ligger forude.

Han ved, at han skal tages til fange, og han ved at det bliver brutalt og han ved, at det vil koste ham livet. Men han stoler på Gud.

Vaskningen af disciplenes fødder

En tjeners arbejde.

Peter nægter, men Jesus overtaler ham

Et nyt ud giver jeg er, at I skal elske hinanden. Som jeg har elsket Jer, skal I elske hinanden. Deraf kan alle vide, at I er mine disciple, hvis I har kærlighed tl hinanden.

Det er kærligheden, der bringer livet tilbage igen

Indstiftelsen af nadver

Guds gaver – Dåben, du er elsket

I dag indleder jeg en ny prædikenserie. Guds Gaver handler om at opdage, hvordan Guds kærlighed bliver konkret for os. Den første søndag fokuserer på historien om Jesu dåb og hedder:
“Guds gaver – Dåben, du er elsket!”

Du kan også læse talen her. Læg mærke til, at der ofte er forskel på det talte ord og det skrevne manuskript.

Talemanuskript i PDF-format

1 af 7

Prædiken søndag d. 13. januar 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Es 43,1-7 & Salme 29 & Apg 8,14-17 Luk 3,15-17&21-22
Guds gaver – Du er min elskede!

Julen er lige overstået, men jeg vil alligevel gerne invitere dig til at tænke på jul. Men vi skal tilbage i tiden. Tilbage til din barndoms jul.

Jeg vil invitere dig til at tænke tilbage på dengang julen handlede om spændingen ved julegaverne. Hvilken gave mon er der til mig i år. Jeg ønsker mig så brændende det elektriske tog, eller dampmaskinen.

Forventningens glæde var enorm. Det kunne kilde i maven alene ved, at gå og tænke på de ting, man havde skrevet på ønskesedlen.
Man kunne jo tro, at hele livet så anderledes ud, hvis man fik f.eks. en flot dampmaskine.

Jeg husker stadig fornemmelsen af at pakke en meget ønsket gave ud. Glæden ved at få den var så stor, at man straks gik i gang med at lege, og glemte de andre gaver.

Dernæst var det også væsentligt at fortælle kammeraterne om, hvad man havde fået. Der var ikke noget praleri i det, men bare det at kunne dele glæden og oprigtigt glæde sig over deres gaver.

På et tidspunkt skifter det med gaverne. Nu synes jeg mere det handler om at finde den helt rigtige gave at give. Glæden ved at give en gave og se, at folk bliver glade for at modtage den, er i dag langt mere værd.

2 af 7

Forventningens glæde har noget over sig. Glæden ved at give, er også noget helt særligt.

I det første vers, som blev læste fra Lukasevangeliet hører vi to væsentlige ting. Det er klassisk bibelkomprimering, som jeg kalder det.

Folket var fyldt med forventning
Folk tænkte i deres stille sind om Johannes mon varKristus.

Forventningen genkender vi. Den har vi lige tænkt os tilbage til. De glade minder fra vores barndoms jul.

Forventningen, som Lukas beskriver her, handler om nyt liv. Folket har vidst, at noget helt nyt – et paradigmeskifte – var undervejs.

De havde hørt Johannes Døbers meget radikale forkyndelse, men den var jo helt i tråd med de gamle profetier om en Kristus, som skulle komme og gøre alting godt igen.
Livet var ikke let, faktisk var det ret håbløst, så folkets håb var knyttet til, profetierne om at Gud ikke havde glemt sit folk. At han havde hørt dem og havde set dem.

De huskede alle historierne om Moses, som havde ført sit folk ud af det hårde liv i Egypten og ind i det forjættede land.
Det var en stor del af deres identitet, at Gud havde før grebet ind og sendt et menneske, der gjorde en kæmpe forskel. Det skete den gang, det kan ske igen!

3 af 7

Derfor fik Johannes også enorm lydhørhed. Der var mange mennesker som var optaget af hans forkyndelse og de fulgte ham ud i ørkenen.

Heldigvis havde de stadig deres kritiske sans i behold. Det er nemlig altid vigtigt at bruge hovedet også. Hoved og hjerte, begge dele er vigtigt.

For det andet, det som blev slået fast allerede i det første vers er nemlig, at folk i deres stille sind tænkte på om Johannes mon var den, de ventede på.
I deres stile sind, siger Lukas på dansk, mens der i det græske slås fast, at de i deres hjerter overvejer om Johannes mon selv er den Kristus, de alle sammen venter på.

Er det virkelig ham?
Det er sunde overvejelser at have. Personligt glæder det mig, at der i bibelen er medtaget en beretning, hvor de mennesker der følger, tænker alvorligt over hvem det er de følger efter.

Guds bedste børn ruller på tv. Dette er bare en lille parentes om det. Johannes Døbers disciple får lov at undre sig og tænke selv. Det er noget, der i den grad mangler i de miljøer som skildres på tv for tiden. Tænk selv…. Glem aldrig at tænke selv, især hvis en religiøs autoritet fortæller dig, hvordan du skal leve!

Johannes gør ikke krav på at være guddommelig og understreger skarpt, at han ikke er Kristus.

Johannes siger: “»Jeg døber jer med vand; så kommer han, som er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at

4 af 7

løse hans skorem. Han skal døbe jer med Helligånden og ild.”1

Jesus er så meget større end Johannes, at Johannes anser, at han ikke engang overfor Jesus er værdig til at udføre slavarbejde – nemlig at løsne hans skorem.

Så er perspektivet på plads. Johannes er skarp, provokerende og helt sikkert i stand til at sige noget, som gør folk interesserede, men der en bagvedliggende ydmyghed, som er sund.

Jesus kommer til Johannes. Hele folket lader sig døbe og dermed indvi til en ny tid. Også Jesus bliver døbt og under bønnen lader Lukas os vide, himlen åbnede sig, Og en røst lød. “Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag!”2

Johannes sagde, at han døbte med vand, men at jesus skulle døbe med Helligånd. Det er det, vi ser og hører ske i forbindelse med Jesu dåb. Himlen er åben, og det er netop det, der er tegnet på at Guds ånd er tilstede. Himlen er åben.

Denne prædikenserie handler om Guds gaver. Vi siger ofte, at Gud giver os så meget. Men hvad er det helt konkret, at Gud giver os. I denne serie, pakker vi gaverne ud og gør det meget konkret. Hvad er det Gud giver os.

Dåben er klart en af Guds gaver. Men lad mig klart sige, at du er elsket af Gud uanset om du er døbt eller ej.

1 Luk 3,16 2 Luk 3,22

page4image8880320

5 af 7

Det samme gælder uanset om du er døbt som barn eller som voksen og ligegyldigt, hvilket kirke det er sket i. Kirken her har det synspunkt, at vi alle er Guds børn allerede fra undfangelsen. Vi mener, at det er uafhængigt af dåben, men samtidigt fornægter vi bestemt ikke, at himlen er åben i dåben og noget helt særligt er på spil.

Det er lige her, at vores dåbssyn adskiller sig fra i, i hvert fald nogle af kredsene i folkekirken.
I øvrigt er det en ret hidsig debat i Kristeligt Dagblad for tiden. Lars Sandbeck spørger retorisk: “Er folkekirkens præster villige eller ikke villige til at stå på mål for det synspunkt, vi finder i Den Augsburgske Bekendelse: at Gud fordømmer det udøbte barn til ”evig død” og ”pine uden ophør”?

Jeg ved godt, hvad det lille missionske mindretal vil svare. Men nu spørger jeg alle de andre.”3

Vi vil sige, klart nej, sådan tror vi ikke det er!

Vi er Guds børn uanset. Den gave er forbundet med det, vi kalder en forekommende nåde. Nemlig at Gud elsker os betingelsesløst og gør det før vi skænker ham en tanke.

Guds gaver gives os hele tiden. Dåben er en af de konkret måder, som disse gaver er synlige på. Men Gud er synlig på mange måder.

I dag var det dåben, og det betyder noget ganske særligt.

3 https://www.kristeligt-dagblad.dk/debatindlaeg/tilbage-paa-sporet-i-daabsdebatten-tak-mener-

folkekirkens-praester-virkelig-udoebte

page5image8882048 page5image8881856 page5image8882432

6 af 7

Noget af det bedste ved mit job er, at få lov at døbe. Det er stort at være med til, når Maria eller andre præster døber. Men det er helt vildt at gøre det selv. Jeg er helt på det rene med at jeg, ligsom Johannes kun døber med det vand, som kirkeværten har hældt op, men det er intenst og tiden står stille, for som præst mærker du, at himlen ved hver eneste dåb står åben og Guds stemme lyder….

Jeg har også oplevet dåben som en stor gave selv. En gave, som I har været med til at give mig.

I har taget mod mine børn og I har bevidnet deres dåb. Som far er et en helt utrolig stor ting, at vide, at I beder for mine børn. At I er den landsby, som det i følge et gammelt afrikansk ordsprog kræver, at opdrage et barn.

Dåben er en af de mange gaver, som Gud giver, der også forpligter. Den skal som alle andre gaver bruges og sættes i arbejde. For dåben handler ikke bare om noget vi har fået, det handler også om det vi giver i vores videre liv. Dåben er indledningen till et liv i tjeneste, fuldstændigt, som vi ser det med Jesus.

Men det handler de kommende søndage om,,,,,

Det er ligesom på netflix. Det stopper lige, hvor man tænker, havd nu…. Men så tager man jo lige et afsnit til…..

Velkommen igen på søndag. Amen

7 af 7
Salme: Alle mine kilder

Ny begyndelse – Juleaften 2017.

Selvom julehistorien hvert år er den samme, så er julen en ny begyndelse på noget helt nyt. En ny begyndelse, som vi ALLE kan være med i.

Glædelig jul til dig!

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog at der altid er lidt afvigelser mellem det ord, der er skrevet i forberedelsen og den tale, som faktisk holdes i kirken.

Talemanuskript i PDF

1 a f 6

Prædiken søndag d. 24. december 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Luk 2,1-20.
Ny begyndelse

Al begyndelse er svær.
En god begyndelse er halvt fuldendt. Det lærte jeg i min barndom.

Der siges mange ting om begyndelser, og de fylder en del i vores liv.

Hvem af os har ikke prøver at sidde og skrive et eller andet, og lige pludselig opdager vi sidder og sletter alt det vi har skrevet, for det er blevet helt skævt. Vi må starte forfra. Udgangspunktet er bare ikke rigtigt.

Jeg tror f.eks. at mange af landets præster har været i den situation de sidste dage. Jeg har i hvert fald.

Jeg tror vi alle sammen har tænkt om alt muligt i livet, kunne vi da bare starte forfra – få en begyndelse.

Prøv en gang at tænke på mange af de seneste valgkampagner, som politikerne har sat i gang. Ganske ofte er det sådan, at ordene en ny begyndelse er den del af løfterne. Eller hvem af os har ikke oplevet en ny chef, som siger, at vi begynder forfra.

Politikere og ledere vil gerne se en ny begyndelse.

Vi kender næsten resultatet på forhånd. Det bliver jo som det plejer. Vi har hørt det før.

2 a f 6

Med begyndelser er det sådan, at vi ikke kan se om de forandrer noget i begyndelsen. Det kan vi først rigtigt bedømme, når vi ser tilbage – Når der er gået nogen tid.

Vi kan ikke se det selv, og sket ikke, når vi er midt i livets mange mange ting, vi skal have gjort og klaret. Rigtigt mange af os, synes egentlig, at der hele tiden er rigeligt at forholde os til.

Vi kan ønske os en ny begyndelse, Men nogen gange har vi så meget fart på, at vi ikke får kigget op og oplevet, hvad der faktisk sker omkring os.

Juleevangeliet – historien om Gud, der bliver menneske – er historien om en ny begyndelse.

Al ny begyndelse næres af nye ideer og ny energi. Da Gud for alvor begiver sig ind i vores verden er det det, der er på spil. Det er det, der ligger bag den fine historie om Josef og Maria, at Gud kommer til os med ny energi og nye ideer om kærlighed, for at leve med os.

Det er virkelig en ny begyndelse, fordi det er så anderledes.

Der var en kollektiv bevidsthed, som sagde, at livet som vi kender det, ikke kan blive ved sådan her. Noget nyt må ske!

Konkret betød det, at folket længtes efter en ny konge, for det var der man har vant til at nye begyndelser komm fra. Men Jesus fødes ikke på slottet, hvor hele eliten holdt til.

3 a f 6

Ingen steder er der plads til den lille familie, så de må tage til takke med den ly, de kan finde i en stald.

Det er som om vi slet ikke var gearet til, at Jesus skulle fødes ind i vor verden. Det er egentlig underligt, for Jesus kommer til ind i en kultur, hvor man virkelig kendte de gamle skrifter med Guds historier. Man længtes efter at noget skulle ske.

For længe siden, havde profeten Esajas f.eks.: “ v1 Det folk, der vandrer i mørket,

skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land.

….
v5 For et barn er født os,

en søn er givet os,
og herredømmet skal ligge på hans skuldre.
Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud,
Evigheds Fader,
Freds Fyrste.”1

Det her er før vi alle havde alle mulige medier at kigge på hele tiden. Det betyder at disse gamle historier var noget, som folk, også de helt almindelige mennesker, kendte og huskede. Det var med andre ord levende historie.

Alligevel er tanken om, at Gud skal være et stort lys for alle i mørket, at han skal fødes som et barn, så anderledes, at selv ikke alle præsterne, de skriftkloge og farisæerne, kunne begribe hvad Gud havde gang i for vores skyld.

1 Esajas 9,1&5

4 a f 6

De troede stadig at lovene, regler og alle deres “Du må ikke, og du skal – formuleringer var vejen frem.

At Gud kunne komme med kærlighed og lys, og være der direkte for mennesker, én man faktisk som almindeligt menneske kan have en relation til, havde de helt enkelt ikke fantasi til at forestille sig.

Der var andre mennesker på banen julenat. Mennesker, som var langt fra eliten. Mennesker, som bestemt ikke kom, hverken i templet eller synagogen.
Mennesker, som havde et blakket ry og absolut ingen anseelse i samfundet. Faktisk blev de betraget som en slags undermennesker, der var utroværdige. En hyrde, for det dem, jeg kommer til, kunne ikke vidne i en retssag. Troværdigheden var taget fra ham.

Hyrderne var i mørket omkring Betlehem, hvor de passede på dyrene. Pludselig sker der noget meget mærkeligt.
Pludselig var der lys i mørket. Engelene stod foran dem.

“Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: v11 I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. v12 Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.«

Prøv lige at tænke tanken, at skulle fortælle den historie og samtidigt i andres øjne være hamrende utroværdig! Gud gør virkelig tingene anderledes end nogen som helst kunne have fantasi til at forestille sig.

Det er en af grundene til, at julenat virkelig er en ny begyndelse. Det er ikke set før, og det har forandret verden. Vores opfattelse af Gud har flyttet sig fra at være en man frygter, til at Gud er én, der elsker os alle – betingelsesløst.

5 a f 6

Den kærlighed smitter på en sådan måde, at vi ikke kan lade være med at elske mennesker. Det er fra Gud kraften til at elske kommer.
Det er vigtigt at lægge mærke til ordlyden i det englene siger til hyrderne: “Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket!”2

Når Guds kærlighed fødes ind i vores verden med Jesus, er det ikke forbeholdt en elite, nogle specielt troende. Hyrderne er de første der fanger det, og mere end noget andet, er de billedet på, at dette er for alle mennesker uden undtagelse – selv for dig!

Når noget fantastisk sker, skal det fejres med musik. Det elsker vi her i kirken.

v13 Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:

v14 Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!”3

Hyrderne løber ind til Betlehem, hvor de finder familien i stalden.
Maria så op og lyttede til hyrdernes fortælling om barnets betydning. Lukasevangliet siger, at hun gemte ordene i sit hjerte.

Lad mig lige til slut vende tilbage til hyrderne. De var ikke bundet af nogen forestilling om at forholdet mellem Gud og menesker skulle have én bestemt form.

Da englen stod foran dem, kiggede de op og lyttede. Det forvandlede deres liv. De fik en ny begyndelse.

2 Luk 2,10
3 Luk 2, 10b-14

6 a f 6

Når vi år efter år, holder jul og deler den samme historie i kirken, er det en anerkendelse af, at noget nyt tog fart den første julenat.
Det var en ny begyndelse.

Men det er ny begyndelse, som du og jeg stadig kan tage del af, for den er båret af Guds kærlighed, og når man ser op og lytter, så kan det forandre ens liv.

Så kan der være en ny begyndelse. Glædelig jul!
Amen

Påskekirken, Generationsgudstjeneste – Maria Bræstrup Aaskov

“Påskekirken”

Ved generationsgudstjenesten fyldte vi kirken med påsken – vi fandt en plads mylderet palmesøndag da Jesus red på et æsel ind i Jerusalem, smagte på specialiteter som formentlig blev serveret skærtorsdag, tog hammer og søm i hænderne og fornemmer alvoren langfredag, og kravlede selv ind i den tomme gravhule – kunne det virkelig passe? Vi lod børnene få de første rækker og hvor der plejede at være “børnehjørne” i gudstjensten var der denne søndag et lille “voksenhjørne” – hør selv!

Bibelteksten til voksenhjørnet var fra Johannesevangeliet kapitel 12, vers 12-19.

Vil du hjælpe? – Maria Bræstrup Aaskov

Vi fortsætter talerækken, hvor vi skal gøre og klar til at blive klar. Denne søndag ser vi nærmere på Jesu arbejdsbeskrivelse – til noget af et job. Ikke så underligt at han havde brug for hjælpere dengang og fortsat – vil du også hjælpe?

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der ganske ofte er små afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Prædiken Søndag d. 24. januar 2016.

Metodistkirken i Odense – Maria Bræstrup Aaskov.

Vi har for nyligt taget hul på et nyt år, og julen virker allerede på afstand – i en sang synger man, at julen varer lige til påske – og det er netop en tråd mellem julen og påsken vi søndag efter søndag i denne tid ønsker at trække – hvor vi ser nærmere på Jesus og hans liv, som på mange måder var forberedelser til det som ventede ham. Tiden kan også blive en forberedelse for os, hvor vi gør os klar til at blive klar –

Jesus arbejdsliv var kort, kun få år var han i det vil kalder tjeneste, begyndende med hans dåb. Og han spildte ikke tiden. Det stod klart for ham, hvad hans opgave var – det finder vi blandt andet beskrevet i teksten fra Lukas, som Yvonne læste for os. Hvor Jesus tager ordet i under sabbatten i den jødiske Synagoge. Forsamlingen ved tilsyneladende ikke hvem denne Jesus er, er det ikke Josef søn, spørger en. Jesus vælger at læse højt fra skriftrullen med Esajas Bog, en bog fra Det Gamle Testamente, som altså er skrevet mange år tidligere – det er med andre ord en forudsigelse, en profeti – men ord som passer i Jesu mund: ”Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig…” Man kan kalde det Jesu arbejdsbeskrivelse, det er betegnet som hans programerklæring, hans mission – og hvilket job! Hvem har ikke drømt som lille, om at blive brandmand, om at blive buschauffør, eller gartner – men nok de færreste vil misunde Jesu liv og gerning. Det var noget af en opgave han var tiltænkt at løfte.

Og beundringen, da han begynder at forklare teksten, er i første omgang bifald og begejstring – men som vi kender helt frem i vores tid vendes det til – du skal ikke tro du er noget, hvem er du, at du kommer her, og der står at Jesus bliver jaget ud af først synagogen og siden byen – Men så står der en linje, jeg elsker: ”Men han banede sig vej imellem dem og gik” – Jesus var ikke sådan at holde hen, holde nede eller ude – Jesus havde en klar mission, en opgave…

– at bringe godt budskab til fattige,

– at udråbe frigivelse for fanger

– syn til blinde,

– at sætte undertrykte i frihed,

– at udråbe et nådeår fra Herren.

Jesus udgangspunkt var de som havde brug for ham, de som manglede, og længdes…

Det får mig til at se et paradoks – der er virkelig stor forskel på de mennesker som i høj grad følte sig godt tilpas og tiltrukket af Jesus – de urene og syge, tiggerne, tolderen, synderne – der er en stor forskel på dem, og de som kommer i langt de fleste kirker i dag, er det ikke et ejendommeligt mønster? Jesus kom og vendte op og ned på datidens accepterede mening, samfunds normer, og gjorde i mange tilfælde det modsatte. Og de som så til, stillede spørgsmålstegn og i mange tilfælde så skævt og undrende til, det var de ellers gudfrygtige, som holdte loven til punk og prikke.

For Jesus var missionen ikke til at tage fejl af – det var en nådens revolution, ikke noget for noget, men nåde over nåde – I denne verden ser vi normalt op til de rige, de smukke og de succesrige. Men nåden indfører en verden med en ny logik. I Guds rige er der ingen uønskede. Når Gud elsker de fattige, de lidende og de forfulgte, skal vi ikke gøre det samme? Når Gud ikke ser nogen uønskede mennesker, skal vi heller ikke gøre det. Ved sit eget eksempel udfordrede Jesus os til at se på verden igennem det, som kan kalde ”nådehelbredte øjne!”

Hvordan bliver vi i højere grad en kirke i tråd med Jesu mission, en kirke med nådehelbredte øjne, som ser alle mennesker, virkelig ser dem og måske særligt ser netop dem som har brug for at blive set.

Hvem er de fattige, de fangne, de blinde og undertrykte i dette nabolag, her i byen eller der hvor du bor?

Jeg spørger mig selv, hvad kan jeg gør – hvad vil du hjælpe med? Jesus forstod i høj grad at uddelegere, ikke for selv at slippe, men fordi hans mission strakte sig helt ind i evigheden – og han har også brug for os, til at være hænder, fødder, øre og hjerter, der er villige til at give en hånd, gå et par ekstra skidt, lytte til og omfavne mennesker – som Jesus ville have gjort.

Hvad kan jeg, og hvad vil du hjælpe med?

Lad os gøre op med den for mange accepterede mening, samfundets normer og går mod strømmen! Lad os være en kirke der går ud og er kirke blandet mennesker, og er virkelig byder enhver indenfor… Jeg tror Jesus har brug for din og min hjælp her i Odense lige nu!

Amen!

2. Søndag i Advent: Håb – Thomas Risager

Det siges, at man aldrig må tage håbet fra et menneske i en håbløs situation.

Det er i hvert fald det, som jeg er blevet undervist i. At i samtalen med et menneske, som f.eks. er meget sygt, så holder vi fast i håbet.

Mange vil sige: Årh der må også være noget realisme! For nogle mennesker er så syge, at de ikke kommer over det. Nogle situationer er så håbløse, at det er latterligt – ligefrem utroværdigt – at tale om håb.

Til det vil jeg sige, at der er altid håb! Og disse tanker udbygges i talen, som du kan høre her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord ofte afviger fra manuskriptet.

Prædiken søndag d. 6. december 2015.

Tekster: Es 11,1-5. Jer 29,10-12.

2. Søndag i Advent – Håb

Det siges, at man aldrig må tage håbet fra et menneske i en håbløs situation.

Det er i hvert fald det, som jeg er blevet undervist i, at i samtalen med et menneske, som f.eks. er meget sygt, så holder vi fast i håbet.

Mange vil sige, årh der må også være noget realisme, for nogen mennesker er så syge, at de ikke kommer over det. Eller nogen situationer er så håbløse, at det er latterligt – ligefrem utroværdigt – at tale om håb.

Til det vil jeg sige, at der er altid håb – også selvom det rationelt ikke giver mening.

I sommer var der en mand, som var alene på havet i sin sejlbåd. Han faldt i vandet og båden sejlede videre uden ham. Heldigvis havde han redningsvest på, men uden at overdrive, må man sige at det er en træls situation.

Selvom det var sommer, så er vandet stadig så koldt , at det er et relativt begrænset antal timer, man kan ligge i vandet uden at blive afkølet og dø af det.

Manden så den ene båd efter den anden sejle forbi ham, men på intet tidspunkt mistede han håbet på, at han nok skulle klare den. Om natten blev eftersøgningen indstillet, for da var det teoretisk umuligt at være levende i det kolde vand.

I et interview giver han udtryk for, at natten var svær, men han håbede på, at få lov at se en solopgang mere….

Efter sytten timer kom en tilfældig båd forbi og han var reddet.

Jeg tror ikke, at han ville leve i dag, hvis han havde mistet håbet og troen på, at han nok skulle blive reddet.

Håb er en ressource, som er langt stærkere end vi aner. Måske tænker du. Det kunne jeg ikke have gjort. Jeg kan da ikke håbe sådan, men håb er ikke en præstation. Det er givet os – Paulus siger: “Til det håb er vi frelst” ( Rom 8,38)

Håbet er givet os!

I Romerbrevet argumenterer Paulus for at et håb, som man ser opfyldt, ikke er et håb. For som han spørger: “…for hvem håber på det man kan se?”(Rom 8,24)

Nej, siger han.Vi håber på det, vi ikke ser og venter på det med udholdenhed.

At håbe på en fremtid selv i en håbløs situation, er ikke at holde folk for nar. Når vi synes det, må vi nok erkende at vi er ramt af denne verdens kynisme, og minde hinanden om at Guds rige er af en anden verden.

Håb er faktisk ikke optimisme, ej heller er det pessimisme.

Det er at se ting, sådan som de kan være, ikke kun som de er.

Håb erkender, hvad der sker med os, men det anerkender og bifalder ikke alt, der sker med os.

Håb forsøger ikke at forklæde det uacceptable, men håbet holder os fast på, at der noget bedre i vente.

Derfor er håb heller ikke en individuel øvelse, men noget vi kollektivt bekender os til. For vi håber ikke alene, vi håber og tror sammen.

I Jeremias Bog er den jødiske elite holdt fast i fangeskab i Babylon. Det er helt galt. Det er i den håbløshed, at Jeremias bringer bud fra Gud.

“Jeg ved, hvilke planer jeg har for jer, planer om lykke, ikke om ulykke. Om at give jer en fremtid og et håb!” (Jer 29,11)

De fangne mindes om, at de ikke er glemt, at der kommer en dag…. Der gikk 70 år, men der kom en dag!

Håb er længere fremme end vi kan se. Håb handler også om, at det, som i dag er realitet, i morgen ser helt anderledes ud.

Det er som en vej, er bare ender i ingenting. Det er ikke en blind vej, den ender i en bom. Men det er en vej, som bare fortsætter et andet sted fra. Vi kan ikke se hvor….

Kap det gode håb

+++ Billede: Kap det Gode Håb – Afrikas sydligst punkt++

Når vi er ved det, som vi opfatter som enden, kan vejen kun fortsætte fra et nyt udgangspunkt.

Det er præcis det, som vi fejrer i Advent og det som håber på i Advent. At der er mere end vi kan se

Vi fejrer at Gud kom til os i vores håbløshed, at han levede med os, døde for os, og opstod som et levende håb. Han gav os en ny start, et nyt udgangpunkt, så vi kan fortsætte. Så vi kan leve, tro og håbe.

I Johannes Åbenbaringens løfter om, at han kommer igen, siger Jesus: “Se, jeg gør alting nyt!” (Åb 21,5)

Der ligger vores håb, at alting bliver nyt. At der, hvor vi er helt forladt, føler os alene, ikke kan se i mørket. Der er han lys, der går han med.

Adventshåber er visheden om, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter v39 eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre. (Rom 8,38-39)

Så jeg siger som Kong David: “For du min Herre, er mit håb!” (Salme 71,5)

Amen.