Prædiken – Side 18 – Thomas Risager

Mangler du en brik 2 ?- Thomas Risager

Længes du også efter, at troen skal få alle brikker i livets puslespil til at falde på plads?

Men sådan er det bare ikke helt med tro…. Det bliver ikke altid som vi ønsker det, men alligevel er der noget helt unikt i det med at tro, når Jesus taler om sig selv som Livets brød, og den, der spiser af det, skal leve til evig tid.

Hør mere her:

Læs evt. talen her:

Prædiken søndag d. 9 .august 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Joh 6,53, 41-51.

Nogen gange så oplever jeg livet som et stort uoverskueligt puslespil, hvor der hele tiden lige mangler bare lige et par brikker før det hele falder på plads. Så kan jeg blive færdig, så billedet er fuldendt.

Desværre er det sådan, at hver gang jeg synes, at jeg har fundet de få manglende brikker, så er der faktisk nogle nye steder, hvor der burde ligge nogle brikker, og så starter eftersøgningen af de nye manglende brikker. Når de er fundet, så begynder det hele forfra.

Det rimer meget godt med Paulus’ ord fra kærlighedens højsang, hvor han siger: “Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.”

Jeg tror, det er meget menneskeligt, at forsøge at danne sig overblik, fordi vi vil så gerne forstå alle sammenhængene i livet.

Det gælder også for tro, hvor vi så gerne vil se det store billede, for at kunne sige, at vi fuldt ud forstår.

Så kan man gøre, som jeg også nogen gange gør, nemlig at give sig til at læse i sin bibel.

Man kan sige utroligt meget godt om bibelen, men bibellæsning på egen hånd, især hvis det er nyt for én, skaber sjældent overblik og klarhed.

Faktisk oftest tværtimod, fordi bibelen i sin opbygning af historierne hele tiden tager for givet, at læseren har en masse baggrundsviden idet, der hele tiden refereres til gammel testamentelige historier. Den jødiske historie.

Og har man prøvet, at tage bibelen fra side 1 for at læse sig igennem Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente i et hug for at få overblik, så er chancerne for at komme igennem det på egen hånd, ret små.

Et godt eksempel på at der forudsættes baggrundsviden er stedet i dagens tekst, hvor Jesus siger: “Der står skrevet hos profeterne: ›Alle skal være oplært af Gud.‹ Enhver, som har hørt og lært af Faderen, kommer til mig. v46 Ikke at nogen har set Faderen, undtagen den, der er fra Gud; han har set Faderen. v47 Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tror, har evigt liv. v48 Jeg er livets brød. v49 Jeres fædre spiste manna i ørkenen, og de døde.”

Her er der ikke mindre en to steder, hvor man skal kende baggrunden for at forstå.

De første vers henviser til at Jødedommen har været en lov-religion, men allerede hos dem forudsiges det, at Gud vil ændre alle præmisser. Profeten Jeremias siger:

“v33 Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. v34 Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: »Kend Herren!« For alle kender mig, fra den mindste til den største, siger Herren. Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd.”

Jerremias profeterer, populært sagt, at gudsforholdet ikke længere skal handle om kunne huske alle de rigtige regler og kunne leve efter dem. Det vil komme til at handle om en relation, hvor Gud er den, som giver, hvor mennesket ikke længere skal gøre sig fortjente til hans kærlighed. Den er givet, i Jesus.

I søndags og i dag dukker der henvisninger op til manna i ørkenen. Det peger på en historie, som alle jøder kender, nemlig at Moses har ført israelitterne ud af egypternes fangeskab og vandret med dem i ørkenen, fået de ti bud undervejs, til sidste ledt dem over Jordan og ind i det forjættede land. Teknisk set var det nu Josva, der tog dem det eller sidste stykke, men pyt.

Undervejs sulter folket og de klager til til Moses, og der i ørkenen lader Gud manna regne ned over dem, så de kan spise sig mætte. I den jødiske kulturarv er dette et superstærkt billede på Guds omsorg.

Jøderne som står omkring ham bliver skeptiske. Ham der kender vi jo. Det er Josefs og Marias søn. Han har vist lidt høje tanker om sig selv.

Hvorfor bliver de så skeptiske? Måske fordi Jesus med sine ord “Jeg er livets brød!” forsøger at forklare dem, at der er meget mere af Gud og hans kærlighed end de tror, og Jesus selv er billedet på det. Og iøvrigt mere end et billede og et symbol, han er Guds kærlighed.

Den, der tror, har evigt liv siger Jesus. På en måde ganske provokerende. Nu lover han også evigt liv. Hvad bliver det næste?

Jesus provokerer dem helt vildt. I kan godt huske at jeres forfædre spiste manna i ørkenen, men de er jo alle døde.

Han siger: “v50 Men det brød, som kommer ned fra himlen, gør, at den, der spiser af det, ikke dør. v51 Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.”

Jesus giver dem en nye realitet, nemlig at det er ved tro på ham, som livets brød, at livet, ved tro, skal være til evig tid.

Disse ord gælder stadig, også for du og jeg. Også – selvom vi måske ikke kan forstå dem, så er vores håb, hos ham, som driller jøderne lidt.

Han ord gælder dem, og de gælder os.

Jeg er livets brød. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.

Amen

Mangler du en brik? – Thomas Risager

Længes du også efter, at troen skal få alle brikker i livets puslespil til at falde på plads?

Men sådan er det bare ikke helt med tro…. Det bliver ikke altid som vi ønsker det, men alligevel er der noget helt unikt i det med at tro, når Jesus taler om sig selv som Livets brød, der mætter, så man aldrig skal sulte…

Hør mere her:

Du kan også læse talen her:

Prædiken søndag d. 2 .august 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Joh 6,24-35.

Jeg tror, det er meget menneskeligt, at forsøge at danne sig overblik, fordi vi vil så gerne forstå alle sammenhængene i livet.

Det gælder også for tro, hvor vi så gerne vil se det store billede, for at kunne sige, at vi fuldt ud forstår.

Det er også derfor, tror jeg, at vi nogen gange holder krampagtigt fast, hvis der er bestemte måder at bede på, læse bibel på, former for aktiviteter, eller bestemte gudstjeneste-former, som taler til os.

Så kan det blive som om, vi klynger og til den ene brik, og nogen gange forsømmer at se, at der faktisk mangler brikker flere steder i vores trosliv.

Dette er på en måde situationen for de mennesker, som febrilsk har ledt efter Jesus og nu finder på, at sejle over på den anden side at søen for at finde ham.

De har nemlig oplevet noget, som de synes var helt vildt fedt. De har oplevet Jesus mætte fem tusind mennesker med fem brød og to fisk.

Nu er de sejlet efter Jesus, for de vil godt lige se det igen. Det kan man da ikke helt fortænke dem i, kan man?

Jesus finder dem dog lidt ensidige: I kommer bare for at få mad igen!

Det er meget muligt, at han har ret i det, for det er jo noget af det, som de lige har set. Og det var fedt, så selvfølgelig kommer de med den forventning, at man kan få mere af det samme. Det er også det vi gør, når vi i kirkerne gør det samme år efter år. Men med tro er det sådan, at man aldrig bliver færdig at opleve mere.

Der vil altid være flere brikker til puslespillet, for nu at holde fast i det billede.

Det ligger i det, Jesus siger til dem: “I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte. v27 Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer; for ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på.” (Joh 6,26-27)

Jesus taler altså om, at han vil give dem. Han vil sørge for dem, og det er ikke fem brød og to fisk han taler om. Han taler om langt mere, end de overhovedet kan forestille sig.

De tænker bogstaveligt. Men når Jesus har givet dem mad at spise, er det langt mere end maden, så er maden symboler. Når Jesus taler om den mad, som består altid, så taler han om det, som han vil give dem gennem tro, og det er langt mere end brød, som kan spises.

Folket her tror, at hvis bare lige, de får lidt at spise, så er der ikke mere i troen for dem, så har de fundet den ene brik, som de leder efter. Men som Jesus ser det, så der er meget mere end blot det.

Til sidst sætter Jesus trumf på: “For Guds brød er det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden.« v34 De sagde til ham: »Herre, giv os altid det brød!« (Joh 6,33-34)

Læg mærke til at Jesus siger at brødet giver liv til verden. – Liv!

v35 Jesus sagde til dem: »Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.” (Joh 6,35)

Jeg ved ikke hvad du længes efter i din tro, hvilken brik det lige er, som du leder efter, for at kunne se det fulde billede.

Men jeg garanterer dig, at der vil være flere brikker og mere at få.

Om lidt skal vi fejre nadver sammen og du er velkommen. Kom og vær med, se, smag, spis. Jesus siger: Jeg er livets brød!.

Amen.

Hvor er Gud, når onde ting sker? – Thomas Risager

I dag skal vi tale om lidelse. Nogen gange efterlader tilværelsen og livet os i situationer, hvor vi ikke forstår eller finder rimelighed i livet. Hvorfor skal mennesker lide, og ofte er det de samme, som igen og igen får tæsk i tilværelsen?

Jeg ved gennem mit arbejde som præst, at mange mennesker har spørgsmålet om hvorfor der er lidelse i verden tæt inde på livet. Og jeg får de her spørgsmål a la:

Hvorfor skulle min mand blive syg?

Hvorfor kan vi ikke få børn?

Hvorfor blev min ven kørt ned?

Hvorfor skulle Heidi dø af cancer som 22-årig?

Hvordan kan Gud tillade at så mange mennesker dør ved en tsunami?

Jeg vil gerne sige meget tydeligt, at det er gode spørgsmål, som ethvert tænkende menneske stiller og tænker over. Det er også vigtigt for mig, at få sagt at Gud sagtens kan tåle, at vi undrer os, at vi stiller spørgsmål eller endda nogen gange er ganske vrede på ham, når vi oplever at livet er uretfærdigt.

Jeg oplever ganske ofte, at jeg bliver mødt med: “Hvordan kan du tro på en god og kærlig Gud, når der så meget ondskab i verden?”

Udgangspunktet for talen er fra

Salmernes Bog 13, vers 1-6

v1 For korlederen. Salme af David.

v2 Hvor længe vil du dog glemme mig, Herre?

Hvor længe vil du skjule dit ansigt for mig?

v3 Hvor længe skal jeg være bekymret i sindet

og daglig have sorg i mit hjerte?

Hvor længe skal min fjende triumfere over mig?

v4 Se mig, svar mig, Herre min Gud!

Giv mine øjne lys, så jeg ikke sover ind i døden,

v5 og min fjende siger: »Jeg har fået magt over ham,«

og mine uvenner jubler, fordi jeg vakler.

v6 Men jeg stoler på din trofasthed,

mit hjerte skal juble over din frelse.

Jeg vil synge for Herren,

for han har handlet vel imod mig.

Hør mere her:

Tro forandrer livet – Thomas Risager

10477575_10207450703604549_4580163504271764369_o — Afslappet stemning ved Café-gudstjeneste i Metodistkirken. Foto: Anders Flinck

Ved denne søndags Café-gudstjeneste talte jeg ud fra historien om Nikodemus, som vi kan læse i Johannesevangeliets kapitel 3:

Johannesevangeliet 3,1-8

v1 Der var et menneske, en af farisæerne, ved navn Nikodemus, medlem af jødernes råd. v2 Han kom til Jesus om natten og sagde til ham: »Rabbi, vi ved, du er en lærer, der er kommet fra Gud; for ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham.« v3 Jesus svarede ham: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.« v4 Nikodemus sagde til ham: »Hvordan kan et menneske fødes, når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin mors liv og fødes?« v5 Jesus svarede: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige. v6 Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd. v7 Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny. v8 Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.«

Vi oplever igen og igen i kirken, at mennesker, når de begynder at tro på Gud, bliver forvandlede. Deres omgivelser siger det, og de lægger selv mærke til det. Hvordan kan det lige gå til? Hvad er det, som sker?

Historien om Nikodemus, giver måske nogle af svarene. Hør mer her:

Du kan også læse manuskriptet til talen her:

Prædiken søndag d. 28. juni 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Joh 3, 1-13.

Er du så hellig nu?

Sådan blev jeg spurgt som ung voksen, når jeg fortalte, at nu skulle jeg altså læse teologi, så jeg kunne blive præst.

Andre sagde sådan meget spontant, jamen du er jo helt normal. Underforstået, at man da må have slået hovedet, hvis man begynder at tro og ligefrem skal være præst.

For mig siger det, at folk faktisk forventer, at der sker synlige og og markante forandringer hos én, som tror på Gud.

Den gang er jeg ikke sikker på, at jeg forstod, hvad der skete omkring mig, og hvorfor folk havde brug for både at spørge og konstatere.

I dag forstår jeg bedre, for jeg ser, at mennesker, som gennem kirken her, møder Gud faktisk bliver til, ja, det lyder så voldsomt, men ikke destomindre, nye mennesker.

Noget sker med dem, og det har nogle af vi, som arrangerer dagens og næste søndags gudstjeneste erfaret, at livet efter mødet med tro, ikke er det samme som det var.

Er du så hellig? JA. Det kan du bide en spids på at jeg er!

Meget hellig endda!

Men ikke hellig på den måde som de fleste forstår det.

For det er nok et af de mest misforståede ord, som findes i det danske sprog.

Desværre er hellig noget, som vi alle sammen har oplevet, at nogen har udråbt sig selv til at være, og i den egenskab har de haft travlt med at fordømme alle andre, og gerne villet fortælle dem, hvordan de skal leve, fordi alle vi andre er uhellige.

I min optik, ret ulækkert og aldrig nogen sinde har jeg haft lyst til at leve efter, hvad andre har fortalt mig, at jeg skal gøre.

Det da lidt paradoksalt, at jeg så er præst selv, og af mange opfattes af én som lever af at fortælle mennesker, hvordan de skal leve.

Til det vil jeg godt sige, at vi er en kirke, som ikke forsøger at sige til folk, at man skal leve på en bestemt måde, men vi peger gerne på, at et liv sammen med Gud, er noget som vi tror på, er det bedste som kan ske for et menneske.

Det er derfor vi prøver på at være et klart budskab om Guds kærlighed, og så må folk jo lytte til det. Måske ryster de på hovedet og kalder os tosser, og så er det også OK, eller også vækker det en nysgerrighed i dem for at høre mere, og så er det vi tror, at Gud allerede er på spil i deres liv.

Det med, at blive hellig, er et positivt ord, for det er noget Gud gør i dig ved sin helligånd. Det vil aldrig være noget, som man selv kan tilrane sig, selvom der er mennesker, der tror det, – så er det at bliver klamt.

Men tro gør noget ved et menneske. Det oplever vi ske her i kirken, men det faktisk også det Jesus siger til Nikodemus, da han er i en samtale med ham.

Jesus siger faktisk til ham: “Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.”

Hvis ikke det, at blive født på ny beskriver radikal forandring, så ved jeg ikke, hvad som gør det.

Et par ord om Nikodemus. Han er allerede det, som bibelen vil kalde gudfrygtig. Han er farisær, en af dem som Jesus ofte diskuterede med.

De fremstilles ofte som lidt dumme, men de var mennesker, som virkelig forsøgte at leve rigtigt efter skrifterne og loven. De tog Gud alvorligt, men nogen gange glemte de i deres iver, at tage deres medmennesker alvorlig.

Nikodemus var ovenikøbet medlem af jødernes råd. Han var altså en af de ledende mennesker i Jerusalem.

Han kommer til Jesus om natten og anerkender fuldt ud, at Gud er med Jesus, for ingen kan gøre de ting, Jesus gør, uden at Gud er med ham.

Jesus siger ligeud til ham: “Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.”

Nikodemus begynder at undre sig, sådan lidt bogstaveligt.

Jeg skal da ikke tilbage i min moders liv og fødes igen. Og nej, det er ikke det Jesus han siger. Han siger derimod, at det er kroppen, men noget andet er Ånden, som allerede er født af Ånden. Og det forstår vi ikke nødvendigvis med vores forstand, for Ånden blæser hvorhen den vil, og vi forstår det ikke altid.

Det gør Nikodemus heller ikke, for han spørger: “Hvordan kan det gå til?”

Underforstået, at dette giver ikke mening for Nikodemus. Det er faktisk tydeligt, at det ikke gør.

Hvad Nikodemus overser fuldstændigt her, er at han jo faktisk allerede KAN se Guds rige. Han starter jo samtalen med at anerkende Jesus. Han ser jo allerede, han forstår jo allerede. I hvertfald delvist.

På Metodist-sprog vil vi sige, at den forekommende nåde allerede har fat i ham. Gud har rakt ud til ham og begyndt forvandlingen i ham.

Den forvandling, vi kalder Helliggørelse. Det er allerede ved at ske i ham. Han har bare ikke selv set det. Og det er et ret godt tegn på, at man faktisk er hellig.

Han er jo allerede ved at blive hellig, for det er noget Gud gør i ham. Ellers havde han jo affejet Jesus som en fantast og oprører, og så havde han ligget i sin seng, istedet for at komme til Jesus.

Du er kommet her i dag og tak for det. Jeg vil påstå, at Gud allerede har rakt ud til dig, ellers sad du her ikke.

Gud har meget mere at give, så meget, at det vil forvandle dig, ligesom så mange her, har oplevet.

For Guds ånd er på spil, og for Guds ånd er du Hellig, elsket og accepteret.

Og ja, det kan betyde, at du forvandles, så meget at man må tale om, at du fødes på ny og får et nyt liv.

Og så kan det jo være folk spørger dig: Er du så hellig nu?

Amen.

Ti stille – Thomas Risager

Ti stille!

Så ti dog stille! Hold da op, hvor har jeg gennem de sidste tre uger råbt sådan til mit TV. Så ti dog stille!

Jeg har også prøvet at kigge op i himlen og råbe til regnen, så hold dog op!

Det hjalp ikke!

Når Jesus råber, Ti stille! Hold inde! Så sker der ting og sager.

Hør mere her:

Eller læs her:

Prædiken søndag d. 21. juni 2015.

Tekster: Mark 4,35-41.

Ti stille!

Så ti dog stille! Hold da op, hvor har jeg gennem de sidste tre uger råbt sådan til mit TV. Så ti dog stille!

Jeg har også prøvet at kigge op i himlen og råbe til regnen, så hold dog op!

Det hjalp ikke!

Når Jesus råber, Ti stille! Hold inde! Så sker der ting og sager.

Han kan noget, jeg ikke kan. Egentlig ikke en chokerende opdagelse, men alligevel.

Jesus har talt og talt til folkemængden ved breden af Genezareth sø, men nu er det tid at flytte sig over til den anden side. Det er også muligheden for at hvile lidt, mens man er på vandet.

Disciplene og Jesus sætter sig i båden og lægger fra land. Genezareth sø lyder hyggelig. Men den er stor nok til vejret kan blive voldsomt, så man skal, som altid, når man sejler, vide hvad man gør.

Der kommer en voldsom hvirvelstorm. Det har jeg selv oplevet i Israel, vi var ganske vist ikke på vandet. Men vejret var særdeles fjendtligt.

Så når Markus skriver, at vinden var voldsom, at bølgerne slog ind over kanten på båden, så den var ved at fyldes, så skal vi forstå, at situationen var ikke bare uhyggelig, men direkte farlig.

Jesus sover i agterstavnen af båden og det er han åbenbart god til, for vinden vækker ikke ham.

Disciplene er frustrerede og bange. De har den følelse, som jeg tror mange af os kender, når vi står i noget vi ikke kan overskue. Hvor er alle de andre?

Hvorfor hjælper de mig ikke. Som sidebemærkning, så er det oftest fordi vi har glemt at bede om hjælp.

Når det ser sortest ud, føler vi os ofte meget alene, som om, at der ikke er nogen, som ser, at vi har det skidt.

“Mester, er du ligeglad med, at vi går under?” spørger disciplene af frygt.

Selvfølgelig er Jesus ikke det.

Han rejser sig. Truer ad stormen og sagde til søen: “Ti stille, hold inde!”

Det fantastiske sker: Stormen lagde sig, og vandet blev blikstille.

Det er jo det Jesus kan.

Når vi er i krise, når vi er bange, fortvivlede, utrygge, modløse, håbløse, forvirrede og helt rundt på gulvet, fordi vi føler os fanget i en lille båd, der gynger på et stormende hav. Så er det oftest der, vi føler os allermest alene, og tænker. Har Gud virkelig glemt mig? Er han ligeglad med at jeg går under.

Jesus sover ikke, han er ikke ligeglad.

Jesus får stormen til at falde til ro, og bølgerne til at lægge sig, men læg mærke til i historien, at han jo ikke bare hiver båden og disciplene ud af sammenhængen. De er stadig på søen, de har stadig et sted, de skal hen.

Stormen, som var ved at knuse dem, havde ikke magt til at gøre det, for Jesus sov i agterstavnen af deres båd.

Jeg tænker, at det ligner noget af det, som jeg selv oplever, men som jeg også hører andre sige. Nemlig at midt i den værste storm, der kan der ske det, at man gennem sin tro, kan finde uventet styrke til at være, til at leve livet på trods.

Oplevelsen er, at Jesus er på min side, og at han ind i mellem rejser sig op, truer ad stormen i livet og råber: Ti stille! Hold inde!

Og så bliver der ro. Jeg bliver ikke hevet ud af balladen, men midt i det er der ro, så jeg kan tænke, så jeg kan være, så jeg kan finde mere energi.

Jeg er sikker på, at Jesus ikke er ligeglad med dig.

Amen.

Små mirakler – Thomas Risager

I Markusevangeliets begyndelse stadfæster Jesus, at Guds rige er kommet til jord. Det er altså ikke kun noget, vi har i vente, på den anden side. Guds rige er her og nu.

I evangelierne er der masser af vilde historier med mirakler, som alle sammen er synlige tegn på, at nu er Guds rige kommet.

Jeg vil påstå, at mirakler sker hele tiden, i vores helt almindelige liv. Det sker, som et synligt tegn på, at Gud også er til stede i den helt almindelige “leverpostejs hverdag”.

Ved dagens gudstjeneste blev 5 mennesker en del af kirken. To af dem, unge mennesker, blev endda døbt. For mig, at se, er det et meget godt tegn på, at små mirakler sker lige for næsen af os. For mig er det i hvert fald et mirakel.

Hør mere her:

At lytte til og stole på Guds stemme… – Thomas Risager

I vore dage, hvor de sociale medier, kan sprede historier med lynets hast, kan man hurtigt blive til grin i hele Danmark.

Journalisten Charlotte Rørth er aktuel med bogen “Jeg mødte Jesus!” Bogen er hendes personlige, eksistentielle beretning om at være bange for at miste sin fornuft og sin famile og om den nagende tvivl, om hun er blevet en håbløs, småskør excentriker uden mulighed for fodfæste i et nutidens Danmark der ikke ligefrem opfordrer til at tage religiøse erfaringer seriøst.

Charlotte Rørth oplevede at blive lidt til grin i bl.a. politiken fordi hun delte sin fantastiske historie om det uforklarlige møde, hun havde med Jesus. Hun har set ham og hørt ham tale. Men nogle steder blev hun faktisk lidt til grin.

Derfor er jeg også lidt forsigtig med at sige, det jeg siger nu: Jeg har også hørt Guds stemme.

Jeg vil også – forsigtigt – påstå, at det har du også. Det er ikke sikker, du lige har lagt mærke til det, men jeg tror Gud stadig taler til mennesker – selv i dag her i 2015.

Hør mere her:

Pinse = hjertesprog – Thomas Risager

Nogen gange, når man hører en sang eller et stykke musik, så rører det én på en sådan måde, at vi taler om, at det var helt magisk.

Jeg tør påstå, at langt de fleste af os har prøvet det med at høre et stykke musik, som efterlader os dybt berørt.

Det er ikke nødvendigvis, fordi takterne sidder lige hvor de skal, eller at sangeren rammer klokkerent på hver eneste node. Nogen gange så bliver vi bare berørt på en måde, som vi ikke kan forklare.

Pinsen handler om, at Guds ånd falder over disciplene og det gør at Gud kan tale til os alle, på en måde, som vi kan mærke, men ikke nødvendigvis forklare. Men skal alt forklares?

Hør mere her:

En stor udfordring – Thomas Risager

I en snak, som Jesus har med sine disciple, udfordrer ham dem radikalt. Han byder dem, at elske hinanden. Ikke som “det kan jeg godt tænke mig,” men som en befaling. De skal. Når Jesus beder disciplene om noget, kan vi som regel godt gå ud fra, at det samme gælder os.

Vi skal elske hinanden!

Jesus ved godt, at det ikke altid er lige let. Så han udfordrer dem også til at blive i hans kærlighed. Samtidigt minder ham dem om, at de allerede er elsket, og at kræfterne til at elske kommer fra ham.

Der er hjælp at hente, for at finde kræfter og inspiration til at elske. Et af stederne, hvor man kan få inspiration og hjælp, er ved at læse i bibelen. Det synes jeg selv, kan være svært at få tid til. Men hvad med den tid, som vi bruger på at tjekke Facebook, twitter og nyheder på vores smartphones?

I den næste uge lyder udfordringen: Elsk!

Og find inspiration og styrke til det, ved at læse i bibelen, hver gang du ellers ville have tjekket nyheder og Facebook.

Jeg gætter på, at de fleste af os, får læst en hel masse i den kommende uge. Jeg anbefaler at begynde med Markusevangeliet kapitel 1.

Hør mere her…..

Jeg er det sande vintræ – Thomas Risager

Kender du det at kigge i spejlet og egentlig ikke være helt tilfreds? Det er ikke udseendet, jeg tænker på, men mere det med, at du godt ved, at der er sider af dig selv – ting du gør eller siger – som godt kunne være bedre.

I talen her tager jeg fat i dette. Jesus taler om sig selv som et vintræ, og en af pointerne er, at tro virkelig kan forandre det i dig, som ikke er hensigtsmæssigt.

Hør mere her: