Find et hvilested, Gospelmeditation – Thomas Risager

Dagens gudstjeneste i Metodistkirken i Odense, var vores første gospelmeditation, hvor vi tager gospelmusikken helt ned i tempo og lafer det være rammen for en gudstjeneste, hvor det primære formål er at finde ro.

Ved en gospelmeditaion er der også en tale, som du kan høre her.

At tro er ikke at holde fast. At tro er oftere, at give slip på alt det, som du alligevel ikke kan bære. For når du slipper alt det tunge, så har du en hånd fri til at tage mod den hånd, som Gud rækker frem mod dig.

Jesus siger: “v28  Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. v29  Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. v30  For mit åg er godt, og min byrde er let.«”

Hør mere:

podcast-large

Hvis du hellere vil læse talen, kan du også gøre det. Bemærk at det talte ord ofte afviger en del fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 18. oktober 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Matth 11,28-30.

Hvis du bare er lidt heldig, sådan som jeg er, så har du haft en barndom, hvor der var steder og personer, hos hvem du følte dig rigtigt hjemme og var helt fuldstændigt tryg. Her vidste du, at du var velkommen uanset hvad.

Her kunne man komme, hvis man var på flugt fra de større drenge i byen. Her kunne man komme og bare være.

Sidste weekend var jeg på besøg i Strandby, hvor jeg er vokset op.

Min far bor stadig i mit barndomshjem, så at træde ind der, er at gå lige ind i alle minderne.

I min barndoms gader finder man også min mormor og bedstefars hus.

Her kom jeg rigtigt meget efter skole.

Ude foran huset stod ahorntræet, hvor bladene var så tætte, at man for alvor kunne gemme sig for verden. Her kunne man tænke de store tanker, som nu en gang findes oven i hovedet på en helt enorm gammelklog dreng på 10 år.

Den eneste i hele verden, som vidste, hvor jeg befandt mig, var min elskelige mormor, som kunne se mig fra sit køkkenvindue, hvor hun ofte stod og bagte brød og lavede kaffe på sit gaskomfur med den gamle madam blå.

Ahorntræets frø kunne man lave de mest fantastiske helikoptere af, og var man rigtigt heldig stak mormor en Herremand og en bondemand ud af vinduet. En franskbrød og en rugbrød klappet sammen med brun farin i mellem. Uh, så var livet godt.

På Krøghsvej 1 var der bedre end noget andet sted i hele verden. Her kunne jeg bare være. Her kunne jeg være mig, og ikke et sekund tvivlede jeg på, at jeg var elsket, accepteret og velkommen. Her var jeg drengen.

Drengen blev jeg kaldt af min bedstefar, som tog mod mig med favnen åben. Han hed Thomas Risager, det er ham jeg er opkaldt efter.

Han var gammel, da jeg blev født. Sådan en gammel mand med stok, ærmeholdere på skjorten og tykke briller.

Der skulle virkelig være varmt, før han smed skjorten og lod sin kridthvide netundertrøje komme frem.

Om sommeren havde han stråhat på, og jeg lyver ikke når, jeg siger, at han kunne finde på at ryge en pibe tobak fra en af de helt gammeldags lange piber.

Lykken og allerstørst tryghed, var at sidde samme med ham i skyggen under tjørnetræet og lytte til hans historier fra et langt liv som fisker, og tro mig, han kunne historier – også om hvordan de skjulte jøder og sejlede dem til Sverige under krigen.

Da jeg var dreng var det stedet, hvor jeg fandt ro og hvile. Et sted, hvor udgangpunktet uden tvivl var, at man var OK, og her måtte man være. Der var ikke krav om noget som helst.

Hvis du spørger mig, hvad der var det bedste ved at være barn, så er svaret, at livet der, var uden bekymring, der var masser af tid, og man skulle ikke leve op til en hel masse.

Sådan synes jeg ikke livet er længere. Jeg kan bruge masser af tid på at bekymre mig, heldigvis bliver langt de fleste af mine bekymringer ikke til noget.

Tid er der helt sikkert for lidt af. Jeg synes, det er svært, at når alt, det som jeg gerne vil, og det som mit arbejdet nogen gange kræver af mig. Det går mere og mere op for mig, at tid er en knap ressource. Min tid bliver ikke ved med at være.

Livet er blevet alvorligt. Der er så meget man skal kunne, og der bliver trukket i én fra så mange sider på en gang, at man til sidst føler sig fuldstændigt udsplattet.

Ind i en kultur, hvor mange mennesker har det sådan, så kan det virke mærkeligt, at man i kirkenerne taler om Gud, som en himmelsk far.

Ved du hvad, kan man fristes til at sige, det har jeg slet ikke tid til at forholde mig til.

For Gud er tid imidlertid noget helt andet. Han forholder sig ikke til timer og skemaer, men til evigheder.

Han forholder sig ikke til dine præstationer og evner og manglende tid, men til din sjæl. Til den, du er allerinderst inde.

Gud ser den du er, når ingen andre kigger.

Gud ved godt, at inderst inde, er det du længes efter og trænger til, måske at kunne finde tilbage til … Jeg ved ikke hvad det er for dig… men for mig at kunne kravle op i ahorntræet og gemme mig i bladene. Eller at sidde i skyggen af tjørne-træet sammen med min gamle bedstefar.

I Paulus’ brev til Romerne tales der om, at vi med et gammeldags ord, har fået barnekår, hos Gud. Vi har børns vilkår hos Gud. En del steder i bibelen omtales mennesker som Guds børn.

Hvad kan et barn forvente?

Et barn kan forvente tryghed, omsorg, kærlighed.

Tryghed, som gør at man ikke behøver at bekymre sig.

Kærlighed, som gør at man ikke behøver præstere og lade som man man har styr på alt, man er alligevel elsket og accepteret.

Omsorg, som gør at man kan gemme sig og finde trøst. Der er én som lytter og holder om.

At tro er ikke at holde fast. At tro er oftere, at give slip på alt det, som du alligevel ikke kan bære. For når du slipper alt det tunge, så har du en hånd fri til at tage mod den hånd, som Gud rækker frem mod dig.

Jesus siger: “v28  Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. v29  Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. v30  For mit åg er godt, og min byrde er let.«”

Matt 11,28-30.

Amen

Tro er Taknemmelighed, Høstgudstjeneste – Thomas Risager

Jeg er taknemmelig.

Især, når jeg minder mig selv om alle de gode ting, som er i mit liv, så er jeg taknemmelig. Det er jeg på trods af, at der bestemt også er ting i mit liv, som jeg virkelig ville ønske var anderledes.

Det er ikke altid, jeg er taknemmelig, for når der er noget, der går skidt i livet, så fylder det nemt det hele. Men ved dagens høstgudstjeneste minder vi hinanden om, at vi alle – uanset hvem vi er – har noget at være taknemmelig over. Vi ser det synliggjort i et alter, som er pyntet med madvarer, frugt og grønt.

Vi er taknemmelige. I dag har vi gjort vores taknemmelighed synlig, idet alt på alteret blev bortauktioneret til fordel for skolebørn i Congo.

Hør mere her:

podcast-large

 

 

Du kan læse talen her. Bemærk at det talte ord, ofte afviger fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 2 .august 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Joel 2,12-27 & Luk 17,11-19

Jeg er taknemmelig.

Jeg er taknemmelig fordi jeg har lidt penge i banken.

Jeg er taknemmelig fordi jeg har mere end to par bukser og flere sko at vælge mellem.

Jeg er taknemmelig over at jeg er en del af en familie.

Jeg er taknemmelig fordi jeg har en kirkefamilie og venner i Odense Metodistkirke.

Jeg er taknemmelig fordi jeg har mad at spise hver dag. Oftest mere end jeg har behov for. Det er så et andet problem i vores del af verden.

I dag fejrer vi høstgudstjeneste, hvor kirken er pyntet med frugt og madvarer i alle afskygninger. Vi fejrer og glæder os over, at det bliver meget synligt, at vi ikke bare har fået mad nok, men at vi ligefrem har overflod.

Vi bor midt i den stor by, eller en storby, lidt afhængigt af hvem man spørger, så der er ikke mange af os, som i det daglige har jord under neglene eller tænker over, hvor vacumpakkerne med kød egentlig kommer fra.

Det er også kun de ældste af os, de som har oplevet Anden Verdenskrig på egen krop, som har prøvet at man ikke bare kunne få alle de varer, man kunne ønske sig. Og lige gyldigt hvad I siger, så smagte RICH’s-Kaffeerstatningen ikke godt.

Alle vi andre er så priviligeret at vi aldrig har prøvet at mangle noget.

Selvom jeg har aldrig har manglet noget, så husker jeg de perioder, hvor der var isvinter, eller langvarige blæsevejr, hvor min far bekymrede sig over at der ikke var indtægt. For sådan er det jo at være fisker. Hvis ikke man fanger noget, tjener man ikke noget. Heller ikke selvom man har været flittig på havet.

Vores kristne tro, har sin rod i den jødiske kultur, hvor man var en agerbrugskultur. Det var man endda i et land, hvor jorden ikke er så frodig, som ude i den fynske muld.

Hele kulturne og den religjøse tænkning er bygget op omkring afhængigheden af høsten, som igen er tænkt ind, som Gud, der forsyner os med det vi skal bruge.

Joels Bog, siger:

v23  Zions sønner,

I skal juble og glæde jer

over Herren jeres Gud;

for han giver jer

regnen til retfærdighed,

han sender jer regnskyl,

efterårsregn og forårsregn som før.

v24  Tærskepladserne fyldes med korn,

persekarrene flyder over med vin og olie.

v25  Jeg erstatter jer de år,

da græshoppen åd,

da larven, gnaveren og bideren åd,

min store hærstyrke, som jeg sendte imod jer.

v26  I skal spise og spise og blive mætte

og lovprise Herren jeres Guds navn,

når han handler underfuldt med jer.

Mit folk skal aldrig blive gjort til skamme.

Når I er mætte, skal i lovprise Guds navn. Lovprisningen var ikke bare ord, men at man rent faktisk ofrede en tønde korn til templet, hvis man havde fået ti i hus. Det er den tanke, som ligger bag tiende-offeret, som jo den dag i dag får mennesker til at give 10% af deres indtægt til vores kirke.

Alt sammen handler det om taknemmelighed for alt det, som når man lever i vores del af verden, så nemt kommer til at at taget for givet.

Taknemmelighed er måske ikke altid så let, fordi det som man ikke er taknemmelig for, så nemt kommer til at fylde forholdsvis mere.

Når der er problemer i liver, er det det, som fylder, men har vi ikke alle også et eller andet at være taknemmelig over?

Jesus var, som så ofte før, på vandring mod Jerusalem. Han fulgte grænsen mellem Samaria og Gallilæa.

På vej ind i en landsby, møder han ti spedalske, der holder afstand til ham, sådan som loven sagde, at de skulle. Datidens løsninger ved sygdom var at udstøde individdet til fordel for fællesskabet. Synd for dig, at du er blevet syg, men du må leve alene udenfor byen, vi skal nok sætte mad ud til dig. Det huskede man de første fjorten dage, derefter var det at klare sig, som man bedst kunne.

Nå står de og råber på Jesus, Mester, forbarm dig over os!

Jesus ser dem, forbarmer sig over dem, og beder dem gå til præsterne for at blive undersøgt. Præsterne havde myndigheden til at erklære dem rene igen. Det betyder, at hvis de er raske, så kan de af præsterne få lov til at få deres gamle liv igen.

En far kan vende hjem til sin kone og børn, tilbage til sit arbejde, tilbage til hele sit sociale netværk.

De ti mænd bliver raske.

De ni løber tilbage til deres gamle liv, uden at skænke de mørke stunder en tanke. Det kender jeg i hvertfald godt. Nå, så er vi videre. Dejligt.

Men der var én af dem. Ovenikøbet et samaritaner, en af de, som ikke har nogen som helst religiøs indsigt i forholdende. Han vender tilbage til Jesus for at takke ham.

Han var taknemmelig.

Jesus glæder sig over ham og siger: “Din tro har frelst dig!”

Ja tak til det !

Lad os glæde os over alt det gode, vi har.

Amen

Følg mig! – Pastor Knut Bjarne Jørgensen

Temaet for gudstjenesten er “Følg Mig”, og vi skal hilse på nogle få af de første mennesker, der fik en hilsen fra Jesus med ordene “Følg mig” eller lignende opfordringer.

Samtidig lyder spørgsmålet til os i en salme:
”Vil du følge efter mig, hvis blot jeg si´r dit navn?”

Det er Knut Bjarne Jørgense, kirkens pensionerede præst, som taler. Han taler ud fra bibelteksten fra Matthæusevangeliet kapitel 9,9-13:

Matthæus kaldes til discipel

v9  Og da Jesus gik videre derfra, så han en mand, som hed Matthæus, sidde ved toldboden, og han sagde til ham: »Følg mig!« Og han rejste sig og fulgte ham.

v10  Mens Jesus sad til bords i huset, kom der mange toldere og syndere og sad til bords med ham og hans disciple. v11  Da farisæerne så det, spurgte de hans disciple: »Hvorfor spiser jeres mester sammen med toldere og syndere?« v12  Men da Jesus hørte det, sagde han: »De raske har ikke brug for læge, det har de syge. v13  Gå hen og lær, hvad det vil sige: ›Barmhjertighed ønsker jeg, ikke slagtoffer.‹ Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.«

Hør mere her:

podcast-large

Tro er… at tage imod – Thomas Risager

Det handler om at vinde!
Andenpladser tæller ikke!
Man vinder ikke sølv, man taber guldet!

For mange mennesker er dette værdier, som driver dem i livet. Måske ikke direkte, men de fleste af os må nok indrømme, at lysten til at være den bedste, dygtigste og mest opsigtsvækkende lurer lige under overfladen.

Thomas Risager prædikenserien “Tro er…” Denne søndag taler han om, at tro er at tage imod … Og i troens verden er der nogle helt andre værdier på spil.

Hør mere her:

podcast-large

 

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord ofte afviger en del fra manuskriptet.

Prædiken søndag d. 20 .august 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Mark 9,20-37 & Jak 3,13-4,3, 7-8a, Od 31,10-31 & Salme 1.

Tro er at tage imod!

Det handler om at vinde!

Andenpladser tæller ikke!

Man vinder ikke sølv, man taber guldet!

For rigtigt mange mennesker, er dette værdier, som driver dem i livet. Måske ikke direkte, men de fleste af os må nok indrømme, at lysten til at være den bedste, dygtigste og mest opsigtsvækkende lurer lige under overfladen.

Det ligger dybt i vores kultur, at vi alle sammen vil gøre alt for ikke at være almindelige – vi er nemlig alle sammen noget helt særtligt.

Skulle man være i tvivl om det, så kan man bare kaste et blik på Facebook og Instagram og hvad det hedder alt sammen, for det er der vi flasher vores fantastisk liv. Der viser vi alle sejrene….

Jeg kan ikke lade være med at spørge, om de andre aldrig har nederlag. Er der aldrig nullermænd under sofaen, streger i toilettet, mikroovnsret på bordet, en krøllet skjorte, ikke flere rene sokker, umulige børn og en muggen kæreste?

Jeg spørger bare.

For det ved jeg jo godt inderst inde også er en del af livet for os alle sammen. Det er bare ikke det, vi viser.

Det er også det der gør, at langt de fleste af os ikke bryder os om at få uventede gæster, for det er ikke rart, når der nogen, der ser at ligger madrester i vasken.

Vi vil helst at folk ser det perfekte. Vi ønsker kun at dele vores sejre og guldmedaljer med hinanden.

Ganske vist var der ikke Facebook, selfiestænger og mobilkameraer på disciplenes tid, men en stor del af mentaliteten var den samme.

Disciplene tænkte ligesom så mange andre, at med Jesus ville en ny tid komme, sådan som de gamle profetier sagde. En ny tid, der ville få Kong Davids kongetid til at ligne et lille øjeblik med succes og sejr, for med Jesus blev alting bedre og større. Jesus ville sejre, og et helt nyt liv ville begynde. Han sagde allerede, at himmerige var kommet nær.

Jesus har lige fortalt dem, at han skal lide, dø og opstå igen på trediedagen. Markus skriver, at de forstod ham ikke, og de var bange for at spørge ham.

Det er ret tydeligt, at det kniber med forståelsen.

De mener sig sikre på at være på det sejrende hold.

Der er ikke noget federe end at være på vinderholdet. Det ved man ikke noget om, hvis man holder med det stribede OB-ere.

Disciplene er på vinderholdet, men ikke sådan som de tror det.

Jeg kan næsten hære dem sige det: “Uhm. Det bliver godt det her. – We are the champions!”

Derfor er det også helt naturligt, at de, mens de går på vejen gennem Gallilæa mod Kaparnaum, lige får sig den der snak, som vi også godt kender.

Snakken, hvor vi afslører at vi har gået og sammenlignet os med hinanden. Hvem har det vigtigste job? Hvem får mest i løn? Hvem har de vigtigste venner. Hvem har størst indflydelse?

Eller blandt præster: hvem har flest medlemmer.

Der er sjovt nok ingen konkurrence i at have flest begravelser. Det kender vi jo godt!

Jesus spørger disciplene, hvad var det I talte om på vejen og ingen af dem, havde den store lyst til at afsløre overfor ham, hvad det handlede om. For de havde lige haft snakken om hvem der var den største.

Pinligt – ikke sandt?

Med Jesus og disciplene er det lidt, som med forældre og børn. Man ved godt, hvad der er foregået – om ikke andet, kan man godt se på dem, at noget er galt.

Jesus ved, hvad de talte om. Han ved også, at de bare er mennesker, ligesom du og jeg.

Jesus gør noget utraditionelt.

Han siger til disciplene at hvis nogen vil være den største, skal han være den sidste af alle og alles tjener. Hvad blev der lige af: We are the campions?

Jesus er ikke færdig med at være anderledes.

Han tager et barn og stiller det i deres midte.

Jeg minder lige om, at børn dengang ikke var curlignbørn, ønskebørn, livsrealiseringsprojekter for forældrene.

Børn var noget som dukkede op en gang imellem, og dybest set var de bare i vejen indtil de var i stand til at tjene penge til hjemmet. Deres status var lig nul.

Nogle af os er vokset op med at børn skal ses, de skal ikke høres. På Jesu tid skulle de hverken ses eller høres. I sociale sammenhænge regnede man dem for intet.

Her i kirken glæder vi os over, at børnene fylder for de er tegn på liv og fremtid, altså helt anderledes end på Jesu tid.

Jesus tager barnet til sig og siger til disciplene.

“Den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig; og den, der tager imod mig, tager ikke imod mig, men tager imod ham, som har sendt mig.” (Mark 9,37)

Tro er altså at tage imod. Det lyder umiddelbart vældigt passivt, men helt så mageligt er det ikke.

Tag i mod oversættes i Jesus sprog med.

Vær der for de svageste, de usynlige, de som ingen gider at være sammen med.

Tal dem op, værdsæt dem, spis sammen med dem. For når vi tager mod vores næste, tager vi mod Jesus, og så tager vi mod ham, som har sendt ham.

Og det er ikke så ringe endda!

Tro er at tage imod.

Amen

 

Kirke med Kroppen – Maria Bræstrup Aaskov og Søren Jantzen

Søndagens generations gudstjeneste var en afslutningens af Børnekirkens tema om at være “kirke med kroppen” – om at det er vi mennesker, som ER kirken i fællesskab og at kirke er andet og meget mere end at sidde på stolerækker og kigge hinanden ind i nakken.
Denne Bibeltekst fra 1. korintherbrev kapitel 12 blev læst som oplæg til samtalen.

v12  For ligesom legemet er en enhed, selv om det har mange lemmer, og alle legemets lemmer, så mange som de er, dog danner ét legeme, sådan er det også med Kristus. v13  For vi er alle blevet døbt med én ånd til at være ét legeme, hvad enten vi er jøder eller grækere, trælle eller frie, og vi har alle fået én ånd at drikke.

v14  Et legeme består heller ikke kun af én del, men af mange. v15  Siger foden: »Jeg er ikke hånd, altså hører jeg ikke til legemet,« er den dog alligevel en del af legemet, v16  og siger øret: »Jeg er ikke øje, altså hører jeg ikke til legemet,« er det dog ligefuldt en del af legemet. v17  Var hele legemet øje, hvad blev der så af hørelsen? Og var det hele hørelse, hvad blev der så af lugtesansen? v18  Gud har nu engang givet hver enkelt del dens plads på legemet, som han ville det. v19  Hvis det hele kun var én legemsdel, hvad blev der så af legemet? v20  Men nu er der mange lemmer, men ét legeme. v21  Øjet kan ikke sige til hånden: »Jeg har ikke brug for dig,« eller hovedet til fødderne: »Jeg har ikke brug for jer.« v22  Tværtimod, de lemmer på legemet, som synes at være de svageste, netop de er nødvendige, v23  og de lemmer, som vi synes er mindre ære værd, dem giver vi desto større ære, og de lemmer, som vi undser os ved, klæder vi med desto større blufærdighed; v24  de andre lemmer har ikke brug for det. Sådan som Gud har sammenføjet legemet, har han givet det, som mangler ære, desto større ære, v25  for at der ikke skulle opstå splid i legemet, men lemmerne være enige og have omsorg for hinanden. v26  Lider én legemsdel, så lider også alle de andre. Bliver én legemsdel hædret, så glæder også alle de andre sig.

v27  I er Kristi legeme og hver især hans lemmer.

Bibelteksten fra 1. Korintherbrev 12:12-27 handlede om hænder og fødder, øjne og øre og vi syntes det var lidt svært at forstå, men så var der heldigvis en fysioterapeut i kirken (i kittel og med medbragt ekstra skulder), som kunne hjælpe os. Det kom der denne samtale ud af – med pointen om at der er brug for os alle sammen, vi er alle vigtige dele af kirken, af kirke kroppen, om man vil.
Maria B. Aaskov
Du kan høre talen her:
podcast-large

Tro er …. åbenhed – Thomas Risager

Vi indleder en nye serie gudstjenester, som fokuserer på, hvad tro er. Vi gør det med udgangspunkt i en række historier fra Jesus liv.

I dag handler om om, at tro er åbenhed.

I talen tager jeg udgangspunkt i en historie, hvor Jesus udviser alt andet end åbenhed. Faktisk siger han ting, som gør mig utilpas, men gradvist kommer han selv til en ny erkendelse og udviser hidtil uhørt åbenhed.

podcast-large

 

Du kan også læse talen her. Bemærk at det talte ord nogen gange afviger fra det skrevne manuskript.

Prædiken søndag d. 6 .august 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Mark 7, 24-37 & Jak 2,1-17.

Tro er… Åbenhed

Jeg bryder mig ikke om at skulle forkynde om tekster, hvor jeg synes, at Jesus siger ting, som jeg på det nærmeste føler, at jeg som præst skal forsvare.

Det er nok sådan nogle af vore politikere har det, når de på tv skal forklare en politik, som er partiets, men som de dybest set ikke er enige med personligt.

For mig ville det svare til at bede mig om at forklare, at mennesker ikke er lige meget værd. Nogen pas er mere værd end andre, og vi kan kun tage de bedste og dygtigste flygtninge ind i vort land. Mens den største flygtninge katastrofe siden anden verdens krig udspiller sig lige uden for vores hegn.

Og så er der det med Jesus!

Jesus er taget til Tyros, som ligger i det nuværende Libyen. Vi ved ikke om han skulle på en forlænget weekend, men det vi ved, er at han ikke ønskede, at nogen skulle vide, at han var der. Nogen gange trak han sig tilbage for at være alene. Selv Jesus måtte sande at man ikke kan arbejde ud i en køre uden pauser.

Nu er han i udlandet, i hvert fald i forhold til Israel. Han er altså udenfor jødernes land.

Som så ofte før med Jesus, så er historierne om ham nået så vidt omkring, at folk godt ved, hvor han er.

Inden længe banker det på døren og en kvinde står ude foran. En kvinde, som er så desperat, som man kun kan være det, når ens barn er sygt.

Som Markus skriver, så er hun af syrisk-fønikisk herkomst. På bibelens tid, er det lige så vigtigt, hvor man er fra, som det er i dagens Europa. Men her er betydningen religiøs.

Kvinden er ikke jøde. Dermed er hun et menneske, som en jødisk mand som Jesus, absolut ikke kan være i samme rum med.

Jesus siger nej til at gøre hendes datter rask. !!!

Al hans kryptiske snak om først at mætte børnene ved bordet, handler om at han ser sig selv, som givet til jøderne. Og derfor er det kun for dem.

Vi lader den lige stå et øjeblik… !!!

“Herre, de små hunde under bordet æder da af de smuler, børnene taber.”

Lige der, sker der en forandring hos Jesus.

Han forstår, at  der ikke er forskel på mennesker, og at Guds kærlighed og nåde overskrider alle de grænser, som jødedommen ellers insisterer på, at der er.

Denne forandring er i tråd med, hvordan resten af evangeliet skruet sammen. Der er nemlig flere historier, hvor Jesus sprænger alle kendte grænser.

Guds kærlighed er for alle.

Vi ser det, i det, som Jesus siger til kvinden.

Gå blot hjem, dæmonen er faret ud af din datter.

Kvinden levede i en kultur, hvor loven var så indgroet, at kvinder kunne ikke have med mænd at gøre og jøder kunne ikke have med ikke-jøder at gøre.

Selv hos Jesus var det så indgroet, at han i første omgang ikke engang selv kunne se bort fra det.

Det kan jeg næsten ikke holde ud, for det rimer slet ikke med alle de andre historier om Jesus, som jeg kender.

Heldigvis blev han klogere og han handlede.

Det kan virke som en voldsom reaktion, at man næsten ikke kan holde det ud.

Men årsagen til det, er jo, at tro handler om langt mere end hygge

– Dybest set handler det om at have sit liv trygt forankret i troen på Gud.

Det er alt andet end ligegyldigt. Det er et spørgsmål om liv og død. Ganske simpelt.

Kvindens datter reddede livet.

Det samme sker med den døve og stumme mand, som Jesus heldbreder.

Han er døv og stum. Ud over at det er mega upraktisk, så er det også livstruende i datidens kultur.

Dels fordi de frommeste af jøderne vil pege fingre af ham, og påstå at hans stumhed og døvhed handler om at han ikke har levet rigtigt i forhold til Gud, så det er hans egen skyld.

Det andet aspekt, er at han vil være fuldstændigt afhængig af andre til at forsørge ham. Han vil ikke have anden udvej end at tigge og leve på gaden.

Den gang var det også sådan, at de, som levede på gaden ikke blev gamle.

Jesus siger til ham: Effatha – Luk dig op, og miraklet sker. Han kan se og han kan høre.

Det er også noget at det tro, gør. Det giver åbenhed.

Du kan se og du kan høre på en ny måde.

Du kan se mennesker omkring dig, du kan høre, hvad de siger og ikke mindst. Du kan høre Gud….

Istedet for amen, siger jeg Effatha!

Luk dig op!

Tro er handling – Thomas Risager

Tro er er handling.

Jeg skal huske at hente togbilletterne på banegården senest onsdag. Jeg bør nok også finde tid til en løbetur og bilen skal støvsuges. Det er den vist ikke blevet i år.

Ud over alle vore almindelige pligter på arbejdet, så er der også hundrede ting, som vi synes vi bør huske at gøre – og endnu flere, som andre synes vi skal huske.

Jeg kan nævne så mange ting, som jeg bør gøre.

Når jeg læser de tekster, som er oplægget til gudstjenesten i dag, så kan jeg næsten mærke at streshormonerne kører rundt. Skulle det at tro ikke være noget med at opleve fred?

Skulle tro ikke være noget med, for nu at bruge et ofte misforstået ord, at lade være med at synde, så man hele tiden står på god fod med Gud.

I modsætning til vores moderne selvhjælpskultur, hvor man kan gøre det ene og det andet gode for sig selv, for at blive et bedre menneske, så er al tanke i kristen tro ikke rettet mod dig selv.

Bum – Det handler ikke om dig!

Hør mere her:

podcast-large

 

 

Du kan også læse talen her. Bemærk at det talte ord, ofte afviger fra manuskriptet:

Prædiken søndag d. 30 .august 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Højsangen 2,8-13 & Salme 45,1-2,6-9 eller Salme 72 & Jakobs Brev 1,17-27 & Mark 7,1-8, 14-15, 21-23,

Tro er er handling.

Jeg skal huske at hente togbilletterne på banegården senest onsdag. Jeg bør nok også finde tid til en løbetur og bilen skal støvsuges. Det er den vist ikke blevet i år.

Ud over alle vore almindelige pligter på arbejdet, så er der også hundrede ting, som vi synes vi bør huske at gøre – og endnu flere, som andre synes vi skal huske.

Jeg kan nævne så mange ting, som jeg bør gøre.

Når jeg læser de tekster, som er oplægget til gudstjenesten i dag, så kan jeg næsten mærke at streshormonerne kører rundt. Skulle det at tro ikke være noget med at opleve fred?

Skulle tro ikke være noget med, for nu at bruge et ofte misforstået ord, at lade være med at synde, så man hele tiden står på god fod med Gud.

I modsætning til vores moderne selvhjælpskultur, hvor man kan gøre det ene og det andet gode for sig selv, for at blive et bedre menneske, så er al tanke i kristen tro ikke rettet mod dig selv.

Bum – Det handler ikke om dig!

Al tro handler om Gud, Jesus, Helligånden og din næste. Det handler ikke om dig.

Det er det, som kommer til udtryk i Markusevangeliets historie, hvor Jesus konfronteres med, at hans disciple spiser uden at have vasket hænderne.

Jøderne havde religiøse regler for, hvordan man gør det. Derfor handler det ikke kun om bakterier, men også om, at disciplene i menneskers øjne ikke har gjort det de burde i forhold til Gud.

I den jødiske kultur har man et kollektivt mindset, så derfor var deres manglende overholdelse af reglerne en konkret trussel mod dem alle sammen.

Lidt på samme måde, som i parcelhus-kvarteret, hvis der én som formaster sig til ikke at have klippet hækken til skt. Hans elller ikke gider luge op til skellet. Så er alle de andre forargede.

I forhold til verdens flygtninge, den som sidder ensom, enken og de faderløse børn, er det vel ligegyldigt, hvis vi lige skal have lidt perspektiv.

Jesus giver de forargede en lektion, som de sent glemmer.

“»Esajas profeterede rigtigt om jer hyklere, sådan som der står skrevet:

Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig,   v7  forgæves dyrker de mig, for det, de lærer, er menneskebud.

v8  I har tilsidesat Guds bud og overholder kun menneskers overlevering.”

(Mark 7,6-7)

På almindeligt dansk: Jesus siger til dem. Al den ydre fromhed, som er så nem at bryste sig af. Det er noget mennesker – farisæer og præster-  der har misforstået det hele, har lagt ned over jer. Det har intet med Gud at gøre.

Personligt glæder det mig, for den der kristne polerede pænhed, det er noget at det mest kvalmefremkaldende, jeg kan støde på.

Selvfølgelig skal vi behandle hinanden og mennesker ordentligt, men motivet skal være, at man vil hinanden godt, ikke at man skal vise verden sin godhed.

Det er lige præcis det, Jesus taler imod her. Drop alt det ydre fis, det handler om at have hjertet hos Gud.

Hvordan kan man vide, om ens hjerte er nært ved Gud?

I Johannesevangeliet finder vi historien om fodvaskningen. Det er den sidste dag, Jesus er sammen med sine disciple inden han lader sig fange af romerne.

Her bryder han alle traditioner og normer, da han bøjer sig ned og giver sig til at vaske disciplenes fødder. En handling som er så ydmygende at udføre, at man ikke kan bede andre end en træl om at gøre det.

Jesus som er den, de alle ser op til. Ham som kan frelse verden, han sætter sig på knæ foran hver enkelt af dem og vasker deres fødder. Det er uhørt, men måske giver det ham lidt ekstra opmærksomhed, da han siger til dem at de skal elske hinanden:

“»Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer? v13  I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg. v14  Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. v15  Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.” (Joh 13,12-15.)

Jesus fortsætter:

v34  Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden. v35  Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.” (Joh 13,34-35)

Så hvis du tænker mere på andre end dig selv. Hvis kan hjælpe andre uden at tænke på, hvad det koster dig. Hvis du kan mærke at du går i stykker indeni, når du hører om en lastbil fyldt med døde flygtninge i Wien, Hvis du ikke kan holde ud at se på billedet her af Laith Majid fra Syren, der sammen med sin søn og datter netop er ankommet til Kos i Grækenland.

Eller hvis du oprigtigt kan glæde dig over rent vand i Congo-

Hvis du ikke er selv er centrum for al tanke i dit liv, så er det en rimelig god indikation på, at Gud fylder i dit liv. At dit hjerte er tæt på Gud.

Den uselviske kærlighed er nemlig en kærlighed givet af Gud. Gennem den udfordres vi til handling, ikke på den måde at vi får dårlig samvittighed på samme måde som vi kan få det over den snavsede bil, for dette fylder langt mere og er langt vigtigere.

Der er mennesker, som trænger til at møde mennesker som du og jeg –  mennesker som bringer Guds kærlighed, accept og håb med os.

Det betyder noget.

En lille note, inde vi slutter.

Hvis du tænker, at du slet ikke er der, så vil mit råd til dig, være at kaste dig ud i at elske, også selvom du måske ikke synes, at du har overskuddet til det, for erfaringerne er entydige, gennem handlingerne hvor du elsker, kan det ikke undgåes, at der falder kærlighed tilbage på dig. – og tro ikke, at det kommer fra dig. Det kommer kun et sted fra!

Lad os være en kirke der handler og gør en forskel for mennesker – for vores by.

“Kære børn, lad os ikke elske med ord eller tunge, men i gerning og sandhed.” (1. Joh 3,18)

Amen.

Er du provokeret? – Thomas Risager

Jeg tror vi alle sammen har mødt kristne, måske endda præster, som har sagt nogle ting om tro, eller fordømt andre mennesker. Kristne, der har sagt ting, der får os til at tænke, at den tro han står for, skal jeg aldrig have med at gøre!

Jeg har mødt sådanne mennesker. Jeg har mødt sådanne præster – og jeg synes selv, at jeg har en vis rummelighed overfor forskellighed.

Men der er grænser for, hvad jeg vil høre på. Især, når mennesker gør sig til talsmand for en kristen tro, som er hadefuld og fordømmende over for alle andre end dem selv.

Omvendt er det også svært at være skråsikker.
Et fornuftigt menneske bør stille sig selv spørgsmålet. Har jeg jeg ret, når jeg påstår at Gud elsker alle – uden undtagelse?

Hør mere her:

podcast-large

 

Hvis du hellere vil læse talen, kan du gøre det her. Bemærk at det talte ord, ofte afviger fra manuskriptet.

Prædiken søndag d. 23. august 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Joh 6,56-69.

Paulus siger “Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.”

Når det kommer til livets store spørgsmål om liv og død, meningen med livet. Så kan det godt føles som om man hele tiden leder efter en brik i et puslespil, som bare ikke vil give mening, før man har fundet den manglende brik.

Det er også sådan, at nogen gange, når man faktisk får fat i den brik, som man synes mangler, så kan man absolut ikke lide, hvad man ser.

Jeg tror vi alle sammen har mødt kristne, måske endda præster, som har sagt nogen ting om tro, eller fordømt andre mennesker, på en sådan måde, den tro, han står for, har mand aldrig nogen sinde lyst til at have med at gøre.

Jeg har mødt sådanne mennesker. Jeg har mødt sådanne præster og jeg synes selv, at jeg har en vis rummelighed overfor forskellighed.

Men der er grænser for, hvad jeg vil høre på.

Især, når mennesker gør sig til talsmand for en kristen tro, som er hadefuld og fordømmende over for alle andre end dem selv.

Så står jeg helt af.

Omvendt er det også svært at være skråsikker.

Har jeg ret, når jeg siger, at Gud elsker alle.

Et fornuftigt menneske bør stille sig selv spørgsmålet. Har jeg jeg ret, når jeg påstår at Gud elsker alle – uden undtagelse?

I dag skal vi se på en bibeltekst fra Johannesevangeliet, hvor Jesus fortsætter sin tale om livets brød.

Vi er nu igang med den fjerde søndag, hvor vi hænger fast i Kapitel 6 i Johannesevangeliet.

Det betyder at jeg, efter talen i dag, samlet har talt om dette i 1 time.

Så hvis nogen af jer tænker, som disciplene, beskrevet i kapitel 6 vers 60… “Hvem kan holde ud at høre på det?”

Så forstår jeg det godt.

Jesus taler om sig selv i billeder fra dagligdagen.

Billeder, som alle kan forstå. Alle spiser brød, og selv den mest enfoldige ved, at der skal mad til for at leve.

Jesus siger, at han ikke er som det almindelige brød, som man kan spise og så stadig være sulten kort tid efter.

Det er heller ikke sådan med almindeligt brød, at man kan spise, og spise, og så forvente at leve evigt.

Faktisk er det nok en dårlig ide, at spise sig til livet i almindeligt brød.

Jesus taler om almindeligt brød, men alligevel er det helt almindelige, i ham, helt anderledes.

Jesus siger at den, der spiser af hans brød skal leve i kraft af ham.

Det er så moderne at spise sundt. De færreste af os kan forklare præcis, hvordan det er, at maden er god for os. Men uanset om vi kan forklare det eller ej, er sund mad god for os.

På samme måde er det med troen på ham.

Hvis man vil spise må man komme til måltiderne. Man er nødt til at komme maden i munden og spise den. Men virkningen af den, har vi så at sige intet med at gøre.

Det sker bare.

Jesus siger: “Den, der spiser dette brød, skal leve til evig tid!”

Tanken om at det er Jesus, som gør noget i de mennesker, som tager mod hans kærlighed, er så fornærmende at en hel flok disciple siger:

“Det er hård tale; hvem kan holde ud at høre på det?”

Jesus ord lyder ind i en kultur, man er sin egen lykkes smed. Man er selv ansvarlig for alt.

Overhold reglerne, så vil det går dig godt, synes at være mantraet.

Jeg ved godt, at vi ikke er jødisk kultur, men jeg synes alligevel at det ligner vores liv. Vi kan måske ikke ret godt med regler. Men det med at være mega ansvarlig for at lykkes og leve godt. Det ligger i vores tid.

Jeg tror vi har brug for høre igen og igen, at tro handler om at lade sig elske, så gør Gud resten i os, også selvom vi måske ikke forstår det.

Hvis det budskab er så provokerende at du har lyst til at rejse dig og gå, så er jeg ked af det, men døren er der.

Der er en Gud, der elsker os og gør godt i os.

Hvis det er provokerende, så tænker jeg, at det er fordi, at det er alt andet en ligegyldigt.

Hvis det var ligegyldigt, var det vel ikke provokerende.

Jesus siger: “Ligesom den levende Fader har udsendt mig, og jeg lever i kraft af Faderen, sådan skal også den, der spiser mig, leve i kraft af mig.”

Amen

Mangler du en brik 3 ? – Thomas Risager

Noggen gange så synes jeg, at det kan være svært at få troen til at give helt mening. Det er som, at sidde med et puslespil, hvor der mangler en brik. Man kan egentlig godt se, hvad motivet i puslespillet er, men man fokuserer bare på den brik, der mangler.

Jeg tror, når det kommer til tro, at man skal passe på med, at fokusere for meget på det man ikke forstår, men i stedet søge at se helhed, også selv om billedet man har måske ikke er helt perfekt.

Jesus siger:

“Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.”

Det giver jo fuldstændig mening. Hvor er der dejligt at Jesus altid udtrykker sig så klokkeklart.

Ironi kan forekomme her.

Men hvis du har lyst til at høre mere, kan du gøre det her:

podcast-large

 

Prædiken søndag d. 16.august 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Joh 6,51-58.

Nogen gange så oplever jeg livet som et stort uoverskueligt puslespil, hvor der hele tiden lige mangler bare lige et par brikker før det hele falder på plads. Så kan jeg blive færdig, så billedet er fuldendt.

Desværre er det sådan, at hver gang jeg synes, at jeg har fundet de få manglende brikker, så er der faktisk nogle nye steder, hvor der burde ligge nogle brikker, og så starter eftersøgningen af de nye manglende brikker. Når de er fundet, så begynder det hele forfra.

Det rimer meget godt med Paulus’ ord fra kærlighedens højsang, hvor han siger: “Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.”

Jeg tror, det er meget menneskeligt, at forsøge at danne sig overblik, fordi vi vil så gerne forstå alle sammenhængene i livet.

Det gælder også for tro, hvor vi så gerne vil se det store billede, for at kunne sige, at vi fuldt ud forstår.

Jesus siger:

“Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.”

Det giver jo fuldstændig mening. Hvor er der dejligt at Jesus altid udtrykker sig så klokkeklart.

Ironi kan forekomme her.

Jesus taler kryptisk, men alligevel klart. Hvis du nogen gange tænker, jeg fatter intet. Så skal du vide, at du ikke er alene.

Der er så mange små historier i Ny Testamente, hvor Jesu disciple, som jo lever sammen med ham hver eneste dag, ikke forstår, hvad manden siger.

De mangler ganske enkelt at brikkerne falder på plads.

Jesus taler om brød, som vi alle kender det. Langt de fleste mennesker på kloden spiser brød hver eneste dag.

Når vi beder fadervor, siger vi “Giv os idag vort daglige brød!” må vi huske, at der Jesus, som har lært os/sine disciple at bruge disse ord.

Det er vigtigt at have i baghovedet, når Jesus taler om det levende brød.

De sidste to søndage har fokus fra denne del af Johannesevangeliet ligget på ordene:

“Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.”

og i sidste uge:

“Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.”

Der er ingen grænser for løfterne. Vi kender det egentlig godt, for nogen gange er der nogle tilbud, der  bare er for gode til at være sande. Så bliver vi skeptiske – og heldigvis for det.

For sund fornuft er godt. Faktisk også når det kommer til tro.

Men det er også en af grundene til at det nogen gange kan være svært. Tro og fornuft er ikke hinandens modsætninger, selvom de nogen gange modsiger hinanden. Der er ofte dér, hvor det føles som om, at der mangler en brik.

Jesus forstår dette.

Han ved jo godt, at han kommer med et helt ny forståelse af tro. Hans betoninger, af at troen er en relation og ikke lov-religion, vil tage tid, langt tid, før mennesker forstår.

Det er jo godt, for hvis man hele livet har troet, at livet hang sammen må en bestemt måde, og man så hører at det man har troet hele tiden faktisk er forkert, så tror jeg Jesus er helt ok med at man tager sig lidt tid til at tænke sig om.

Og så siger han noget, som er helt nyt:

Han siger:

v56  Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, bliver i mig, og jeg i ham. v57  Ligesom den levende Fader har udsendt mig, og jeg lever i kraft af Faderen, sådan skal også den, der spiser mig, leve i kraft af mig. v58  Det brød, som er kommet ned fra himlen, er ikke sådan som det, fædrene spiste; de døde, men den, der spiser dette brød, skal leve til evig tid.”

Jøderne har været vant til tænkningen om, at Guds gunst var afhængig af deres levevis. Hvis de levede rigtigt, gik det dem godt, syntes at være logikken.

Nu siger Jesus. Se på mig, løft hovedet fra regelbogen, se på mig. Jeg lever i kraft af faderen, men den der spiser skal leve i kraft af mig.

Vi kan slippe tøjlerne lidt, vi lever i kraft af en anden. I kraft af Jesus, som giver sit liv, for at vi skal leve.

Så når vi beder, giv os i dag vort daglige brød, så er det ikke bare mad vi beder om. Det er liv vi beder om.

I Jesus er der liv, masser af liv også til dig.

Amen