Prædiken – Side 12 – Thomas Risager

GPS -Find din vej – Thomas Risager

For alle mennesker gælder det, at vi hele tiden er undervejs, og at vi spørger os selv, om vi nu er dér, hvor vi skal være i livet.

I denne gudstjenesteserie fokuserer vi på at finde vej, at kende sit mål, at vide hvor man er. Ved at se på bibelske personeres rejser, lader vi os inspirere til at finde vej i vore egne liv.

Hør den første af talerne her, hvor vi samles om historien om tre fremmede mænd, som ved at følge en stjerne, kom på deres livs rejse.

Lydkvaliteten er ikke den sædvanlige, da vores optageudstyr er gået i stykker. Tak til Christian Syversen for snarrådighed ved at optage på telefonen.

Hør talen her:

Eller læs manuskriptet, som du her finder som PDF eller ren tekst. Bemærk dog, at det talte ord, ofte afviger en smule fra det skrevne.

Manuskript i PDF-format

Prædiken søndag d. 8. januar 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Matt 2,1-1-12

For alle mennesker gælder det, at vi hele tiden er undervejs, og at vi spørger os selv, om vi nu er dér, hvor vi skal være i livet.

Det er ganske kompliceret at finde ud af, hvor man er, for det kan man kun sige noget om, hvis der er faste holdepunkter, at orientere sig efter.

I gamle dage, fandt man ud af, hvor man var, ved hjælp af et præcist ur, et kronometer, og en sekstant, hvormed man kunne måle solens højde på himlen og dermed havde man sin position.

I dag er det noget lettere, for nede over ækvator hænger en dynge stationære satelitter og vores GPS-modtagere, i bilen eller de, som er indbyggede i vores telefoner, er i konstant kontakt med dem, og ud fra deres postioner, kan vi måle ganske præcist, hvor vi er.

At vide, hvor vi er, er slet ikke så kompliceret, som den gang man om dagen målte solhøjden, eller om natten som de gamle vikinger styrede efter stjernerne.

Men der er stadig en ting, som jo også tæller med i regnskabet. Ud over at vide, hvor man er, så skal man også vide, hvor man skal hen. Vi skal have en destination.

I de følgende uger, handler alle gudstjenester om at være på vej, at kende sin destination og at finde sin position. Faktisk er der planlagt hele 7 gudstjenester i dette spor. Og allerede nu vil jeg godt løfte sløret for at den næste gudstjenesteserie, som løber fra askeonsdag og indtil og med påsken hedder: “Jeg er.” Men der hører I mere om senere.

Tilbage til GPS – Find din vej.

De hellige tre konger, som vi ofte omtaler dem som, er på vej til Jesus. De er i øvrigt nok ikke konger, det er de blevet til i folkemunde. Matthæus omtaler dem på græsk som μάγοι – Magikere. De har nok ikke været tryllekunstnere, men en mellemting mellem astrologer og astronomer. Måske Zaratrust-præster.

Mathæus indleder med at konstatere, at Jesus er født i Kong Herodes´dage.

Dette bør faktisk give anledning til lidt panderynken fordi, vi ved, at Kong Hereodes døde i år 4 Før Kristus.

Vent, er Jesus ikke født i år 0? De fleste er faktisk enige om, at det han ikke.

Den tidsregning, som vi anvender os at er fastsat af en munk, der hed Dionysius Exiguus, som stadfæstede Herrens År ca. omkring 525. Der er udbredt enighed om, at han var en fire til seks år ude af trit.

Vismændende har set en stjerne. De studerede formentlig himmelens stjerne. De har haft kendskab til litteratur, som taler for at Jødernes konges fødsel, skal kunne ses på himlen. Og der var i de år en sjælden konstellation af planterne, som jeg her og nu ikke kan gøre rede for. Men Google, kan også være jeres ven.

Altså begiver de sig af sted. Jeg synes, det er et tyndt grundlag at tage afsted på. De ser en stjerne, og de følger den, fordi den skal vise vejen til jødernes konge.

Man regner med at vismændende kommer fra Persien – det nuværende Iran. Når man går eller rider er det uoverskueligt langt væk. Det er noget med at tage ud på en rejse, uden at vide om man nogen sinde kommer tilbage. Med andre ord, vismændene er modige mænd, og nu er de taget afsted. Ikke efter en GPS, som siger om 600 m. hold til højre, men efter en stjerne, som man kun kan se om natten, hvor det at rejse er farligt.

Det er alligevel tillid til, at hvad man har lært, selvom det lyder lidt langt ude, alligevel må holde vand. Jeg tror, jeg vil tillade mig at kalde det et udtryk for stor tro.

De tager afsted.

Da de når frem til Jerusalem, opsøger de naturligvis Herodes, for at finde den nye konge. De kendte tydeligvis ikke meget til Herodes, ellers havde de aldrig gjort det.

Kong Herodes får af præsterne at vide, at profeten Mika har forudset, at den lille flække Betlehem er stedet. Herodes sender vismændende af sted med beskeden om, at komme tilbage til ham, når de har fundet barnet.

Nu går stjernen, ifølge Matthæus, foran vismændene indtil den stod stille over huset, hvor Jesu var.

Da de så stjernen stå stille var deres glæde meget stor. De var ankommet til destinationen.

Lad os lige holde fast i at de tre mænd, ikke var jøder. De var udlændinge. Nogen af dem, som aldrig ville være kommet over vore grænser. Fremmed kultur, fremmed religion, fremmede skikke.

I de bibelske fortællinger er de, det andet underlige besøg, som finder sted hos Jesus-barnet.

¨Først var de hyrderne, som ingen regnede med.

Lukas vil have os til at lægge mærke til, at de udstødte, de marginaliserede, er de første til at høre budskabet, og det engelene siger til dem, for ikke hen over hovedet på dem. Hyrderne handler på det, der forkyndes for dem. De går ind til jesus.

Hos Matthæus er det udlændinge, fremnede, som har læst sig til, at noget stort skal ske. De har fulgt en stjerne, som har vist dem vej. Nu står de foran huset, og de ved, at de er på rette sted til rette tid. Deres glæde er meget stor, siger Matthæus.

De fremmede faldt på knæ foran Jesus og bad. De så og forstod.

Og vi forstår, at det skæres ud i pap, at troen på Kristus intet har med kultur eller geografi, at gøre Det har at gøre med at turde lytte, se og handle. At lytte til englekoret eller at følge stjernen.

Mændende fra Østerland ofrede også til Jesus. Der var gaver: guld, røgelse og myrra.

Gaverne viser, at de forstår, for de peger fremad på Jesus liv.

Guldet gives til en konge, Røgelse er til præsten, mens myrra er den salve, som bruges til at smøre den døde, som giver sit liv. Alle tre funktioner får Jesus.

Vismændende er ikke færdige med at se eller høre. Gud taler til dem og beder dem bryde deres løfte til herodes. De rejser hjem en anden vej, således at Herodes ikke får fat i barnet.

Når familien senere må flygte er det meget sandsynligt, at det er vismændendes kostbare gaver, som gør at de overlever som flygtninge.

De tre mænd ser og lytter og begiver sig ud på en rejse, som ikke bare forandrer livet for dem, men faktisk også for du og jeg.

Ingen kan vide, hvad betydningen er, af de handlinger vi gør i dag, men verden kan forandres, hvis vi tør følge den ledestjerne, som nogen gange viser sig for os i vore liv.

Amen.

Salme: Vil du følge efter mig

Godt nytår 2017 – Thomas Risager

Det er nyår og i Metodistkirken er det tid til stemningsfyldt pagtsgudstjeneste. En liturgi fra 1755, hvor man fornyer sin tro. Der blev også plads til en tale, som du kan høre her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord ofte afviger en smule fra det skrevne.

Tale manuskript i PDF-format

Prædiken søndag d. 1. januar 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Jer 31,31-34.

Sidste år sluttede prædiken nytårsdag af med disse ord:

“2016, kommer helt sikker til at at indeholde godt og skidt i en skøn rodet blanding.”

Der kan man bare se! Godt og skidt i en skøn rodet blanding. Hvor fik jeg ret.

Det er selvfølgelig også en tilpas blød formulering, til at man kan være sikker på, at ens fremtidsforudsigelser går i opfyldelse.

Flere af de aviser, som jeg læser, taler om 2016 som et ganske forfærdeligt år. Vi må også erkende, at nogle af de institutioner, som vi har haft som demokratiske fredsbevarende fyrtårne vakler i disse tider.

Vi har lært nye ord som Brexit, Trumpisme, Flygtningekrise (Det er os, som har krisen – ikke flygtningene!!!)

Vi ser at USA slet ikke har andel i de fredsaftaler som skal træde i kraft i Syrien i dag. Det er Tyrkiet og Rusland, som står bag. Og apropos Rusland så er der jo Putin.

Herhjemme i vores lille andedam har vi en vingeskudt mindretalsregering, som bliver trukket rundt i manegen af partier, som ikke vil tage ansvar, eller som står fuldstændigt fast på at topskatten skal ned, indtil man selv kan få en ministerbil. Men sådan en Audi er skam også skøn!

Sådan er det jo med principper. Dem har man, lige indtil, man tænker, at noget andet er en bedre ide.

Det tror jeg, vi alle samme må indrømme. At det der med principfasthed, står lige så fast som at topskatten skal ned.

På det nære plan, har 2016 været præcis den skønne blanding af godt og skidt.

For nogle af os har 2016 været et mareridt, hvor det værste og det mest utænkelig har ramt på den sådan måde, at livet er blevet et helt andet. Lommefilosofisk sagt, så kan det gå kun gå opad, når man har ramt bunden.

Det er også på bunden, i det dybeste mørke, at Gud faktisk ER lys. Det er der hvor Gud kalder os tilbage til livet. Der hvor han rejser os op på ny og giver os nye kræfter. Gud lider med os, vi er ikke alene i mørket.

Det er på toppen af livet, at Gud kalder på os og minder os om, at det hele er til låns. Der er her Gud udfordrer os til, at huske taknemmeligheden. Ikke for hans skyld, men for vor egen skyld.

Det er her, hvor Gud kalder os til at tjene vores næste, og til at give af vores overflod.

Så er der den helt almindelige grå hverdag, hvor tiden nærmest forsvinder i arbejde, rengøring, træthed og hamsterhjulsfornemmelse.

Der hvor der er dage med overskud, og dage med afsnit efter afsnit af favoritserien på Netflix.

Men her er også dage, hvor det hele spiller, og vi føler at vi lykkes, at vi er på den rigtige pind i livet. Også dér.

På vej op og på vej ned, er Gud med i livet. For uanset om vi går eller ligger, om vi sidder eller står, er Gud fortrolig med vore veje.

Med andre ord, Gud er med dig, og han er med hele vejen gennem livet…. og med ind i evigheden.

2016, hvor elendigt, det end var, hvis man skal tro medierne, blev også året, hvor der var mennesker, som fandt kærligheden. Det blev året, hvor 2 bliver til 3, det blev der, hvor de endeløse studier blev afsluttetet og erstattet med et voksenjob, der hvor det kedelige parforhold fik en ny gnist. Det blev der, hvor man blev rask, hvor sindet igen blev lyst. Det var året, hvor … Der er også sket meget godt og fint i 2016. Og sådan bliver sikkert også i 2017 – En skøn rodet blanding af godt og skidt.

Et andet ord, som dukkede op i 2016 var disruption. Regeringen har endda nedsat et udvalg, som skal arbejde med dette.

En disruption er en ide, eller et produkt, som er så revolutionerende, at det med et slag forandrer et marked.

Smartphonen er et eksempel på det.

Et andet eksempel, vil jeg hævde, og det er ikke nogen ny ide. Men det at for alvor at forstå, at Guds kærlighed gælder lige netop dig, det forandrer alt.

Det er her, hvor Gud skriver sin lov i dit indre. Det forhindrer ikke 2017 i at indeholde både godt og skidt, men det gør, at der altid er en tryg vej gennem det hele.

Det er disruption, så det klodser, og det siger jeg ja tak til!

Godt nytår og må Gud gå med dig gennem 2017.

Amen.

For alle – For dig! – Juletalen 2016, Thomas Risager

Det er jo jul. Kirken var fyldt til bristepunktet med glade børn og voksne.

Her kan du læse eller høre talen, som de fik med sig fra kirken i dag.

Glædelig jul til dig!

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord ofte afviger fra det skrevne.

Tale manuskript i PDF-format

Prædiken juleaften d. 24. december 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Luk 2, 1-20.

For alle – for dig.

Så blev det jul igen, og vi samles i kirkerne og senere omkring juletræerne og synger med på julens kendte og fine salmer.

Jo, det er sandelig jul.

Når man kigger rundt her i kirken, kan man godt få den ide, at vi er ganske enige om, at det der med jul er en god ide.

Det har vi også for nyligt bestemt, at det er. I hvert fald nåede Bertel Haarder lige, som det allersidste inden han måtte stoppe som kirke- og kulturminister, at sætte danskere til at stemme om hvilke værdier, vi er formet og dannet af, og hvilke vi ønsker at tage med ind i fremtidens samfund.

Resultaterne var en Danmarkskanon, hvor danskerne har stemt på flg. væsentlige værdier:

Velfærdssamfundet,

tillid,

Det danske sprog,

foreningsliv og frivillighed,

frihed,

frisind,

hygge,

kønsligestilling,

lighed for loven

og endelig den kristne kulturarv.

Den kristne kulturarv, er altså noget, som mange mener former os. Her juleaften er det også så dejligt, at tænke på det lille Jesusbarn, der ligger i krybben i stalden.

Mange gange tænker vi, at lige præcis den historie med Gud, der fødes som et lille barn virker så hyggelig. Det er så nuttet, når der er noget med små børn. Et eller andet sted, er det helt i orden, at det har været med til at forme vores kultur. Vi er en nation af kultur-kristne.

Det siger jo noget om, hvem vi er og hvad vi er rundet af. Det er sådan set fint.

Men jeg tror altså, at der er så meget mere i det med Jesus. Der er livsforvandlende kraft i den hyggelige historie.

Jeg kendte et menneske, som var formet af misbrug og svigt. Denne mand sad samme med sin bror, ligeledes en misbruger, i en lille tarvelig lejlighed en juleaften.

Når misbruget vinder i ens liv, bliver man ofte ensom, for ikke en gang ens nærmeste kan blive ved med, at håndtere løgn og svigt.

De to mænd kommer i deres brandert til at tale om, hvad det der jul, som alle har så travlt med, egentlig handler om.

De husker, at det i hvert fald er noget med Gud, og et eller andet sted, er der en bibel. Det kan de da huske.

De leder og roder indtil de finder den støvede bibel.

Heromme bag i bibelen finder de historien om Jesus fødsel.

“Og det skete i de dage…

Og hun fødte sin søn den førstefødte, svøbte ham og lagde ham i en krybbe…

I den samme egn var der hyrder…

Herrens engel stod foran dem: “Frygt ikke, se jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket. I dag er der født jer en frelser… Han er Kristus Herren…..”

De samme ord, som vi for lidt siden hørte læst op. Hyggelige og fine ord, som hører juleaften til. Hyggelige og fine ord, som har formet vores kultur.

Men i den snavsede lejlighed blev de selvsamme ord livsforvandlende.

Den ene af mændende forstod, at dette her var langt mere end kultur. Han fangdede at dette var dybt personligt, og at det lille hjælpeløse barn var Guds gave til netop ham.

Lige dér, den juleaften forstod han, at Guds kærlighed gjaldt ham og han begyndte at tro.

Lang historie kort, han blev en kristen og kom ud af sit misbrug, fandt vejen tilbage til livet, fik uddannelse og blev én af mine kollegaer. Et meget fint menneske og en meget dygtig præst.

Min pointe med at fortælle den historie i dag er, at vise at det med tro og kristendom er langt mere end blot noget, der har formet vores kultur, det er også noget dybt vekommende, som kan påvirke menneskers liv.

Gud vender op og ned på tingene, når han vælger at Jesus skal komme til jord, ikke ligesom et menneske, men som et menneske. Som en af os.

Det er ikke os, som skal komme til Gud, men Gud, der vælger at komme til os.

Han kommer ind i en verden, hvor vi måler hinanden på, hvad vi gør og på hvordan alting ser ud. Det er altså helt paradoksalt at Gud, som er mægtigere end alt andet, kommer som et afmægtigt barn.

Men alting ER vendt på hovedet med Gud og hans måde at vise os sin kærlighed.

I den mørke nat sidder hyrderne og vogter dyrene.

Hyrderne er på mange måder lidt skæve eksistenser. Nogen af dem, der passer bedre blandt får end blandt mennesker.

Der var ikke nogen, der regnede dem for noget. Men det var dem, der julenat stod ansigt til ansigt med englen. Det var dem, som var ved at tage benene på nakken af bare rædsel. Men alligevel lyttede de på englens ord:

“»Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: v11 I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. v12 Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« v13 Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:

v14 Ære være Gud i det højeste og på jorden!

Fred til mennesker med Guds velbehag!”

Hyrderne løber ind til Betlehem, hvor de finder familien i stalden. Jeg tror ikke, at Maria syntes, at det var den allerbedste ide, at få gæster umiddelbart efter, at hun har født, og så hyrder.

Men hun lyttede til hyrdernes fortælling om barnets betydning. Lukasevangliet siger, at hun gemte ordene i sit hjerte.

Det er præcis det, som ordene i denne histore kan. Historien, der er for alle folk – ingen er altså undtaget. Heller ikke to skæve stofmisbrugere i en lejlighed juleaften.

Ordene om jesus, som kommer til os, er ord, som vi kan gemme i hjertet. Når vi gør det så forbliver troen på Jesus ikke bare kulturarv, men så bliver det dybt personligt.

Så kan det forvandle livet.

I det gospelkor, som jeg synger i, har vi for nyligt lært en smule tegnsprog.

Tegnene for “jeg går mod Gud for at være sammen med ham” ser således ud:

Jeg går op mod Gud, men han kommer mig i møde….

Det er præcis det, som julen handler om.

Gud kommer dig i møde!

Glædelig jul!

Amen.

Er du klar – Thomas Risager

-ellers må du se at blive det!

I Judæas ørken går Johannes Døberen rundt og gør sit for, at mennesker skal være klar til at møde Jesus, når han kommer. Det er ikke nogen let opgave, fordi Johannes må leve et liv, som er radikalt anderledes end det, som de fleste menesker lever. Johannes ved, at at når først mennesker står ansigt til ansigt med Jesus, så er det livsforvandlende … Det er dette møde, Johannes baner vej for.

Adventstiden er forberedelser til jul, tror vi. Men faktisk er det er forberedelser til at stå ansigt til ansigt med Jesus – og det er noget helt andet. Hør mere her, når kirkens præst Thomas Risager fortæller om Johannes i ørkenen.

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der ofte er afvigelser mellem det talte og det skrevne ord.

Talemanuskript i PDF-format

Prædiken søndag d. 4. december 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Matt 3,3-12. Es 11,1-10.

Kunne man forestille sig, at vi stoppede gudstjenesten nu. Lavede nogle fine bannere, som der står “Omvend Jer, for himmeriget er kommet nær!” på og gik ned gennem Vestergade, mens vi friskt og frejdigt proklamerede, at julen ikke handler om forbrug, men om Jesus, som blev menneske?

Jeg havde nok heller ikke helt forestillet mig, at der ville være den store tilslutning til den ide…..

Kirkerne i Danmark repræsenterer ikke den store modkultur til det eksisterende samfund. Men hvad nu, hvis vi i virkeligheden er netop det? Ikke for provokationenes skyld, men fordi Jesus er så anderledes and alt andet verden kender.

Den amerikanske præst fra Ginghamsburg, som en del af os har mødt, har ofte gjort sig bemærket med bemærkning om julen. Han siger bl.a. at julen ikke er din fødselsdag. Mens han opfordrer folk til at give nødhjælp for samme beløb, som de giver til gaver. Det er da egenlig en meget god ide, ikke sandt?

For den jul, der kommer, handler ikke om dig, det handler om Gud, som lader verdens største mirakel ske lige for næsen af os. Ganske vist i et lille barn, men et mirakel. Han bliver mennesker i Jesus Kristus.

Der er meget mere i den historie end et lille nuttet barn, som fødes i en stald i Betlehem og lægges i en krybbe.

Hvis vi kigger ind under, alt det, som sker i december, så er det er ikke den fantastiske historie, som giver os en undskyldning for at fejre os selv med gaver og alt for meget hygge. Det er forbrugskulturen, som snublendes nemt får os til at gøre netop det.

Jeg indrømmer det blankt – her falder jeg i! For jeg synes jo også, at alt det juleri er noget så hyggeligt, og der er jo ikke noget bedre end at kunne forkæle sine kære. Det er sådan en god følelse.

Jeg er ikke ude på, at give hverken mig selv eller andre dårlig samvittighed.

Men hvis vi tror, at Johannes døberen gik rund i ørkenen og råbte af fuld hals fordi vi skal huske alle gaverne…

Hvis vi tror, at Jesus blev menneske for at vi skal hygge og klippe julehjerter, så tager vi alvorligt fejl….

Jesus kom til jord, for at verden – du og jeg – skal frelses ved ham.

Når vi bruger adventstiden på at forberede os, så handler det både om at have det for øje, som er sket, men også at forstå og forholde sig til, at Jesus er ikke færdig med os.

Han kommer igen og da skal vi stå ansigt til ansigt med ham.

Spørgsmålet er om om du er klar?

Mennesker kom til Johannes Døberen i ørkenen.

De kom fordi de fornemede, at han virkelig havde noget på hjertet.

Der var ingen, som var i tvivl om, hvad han mente, når han prædikede: “Omvend Jer, for himmeriget er kommet nær!”

Matthæus skriver, at hele Jerusalem, hele Judæa og hele Jordanegnen kom ud til ham og blev døbt, idet de bekendte deres synder. Det er helt klart, at vi skal forstå, at det ikke var enkelte religiøse fantaster, men rigtigt mange helt almindelige mennesker, der forlod deres dagligdag, for at komme ud i ørkenen og blive klar at at jesus skulle komme.

Piben får dog en anden lyd, da det er alle de fromme, som kommer ud til Johannes. Her er det farisæerne og saddukæerne, de fromme skriftlærde jøder og mange af præsterne, der gik voldsomt op i at alle ritualerne i templet blve udført korrekt, som kommer ud i ørkenen.

De får helt enkelt at vide, at også de skal omvende sig.

Omvendelse medfører at man lever et andet liv, og at troen skal kunne ses i den måde, man behandler andre mennesker på. Her er det ikke nok, at påberåbe sig, at man er jøde.

Frugten af omvendelse er et nyt liv. Et liv, hvor man er åben overfor at Jesus gør alting nyt.

I dag hører vi om Johannes Døberen for at minde os alle sammen om, at forberedelserne til jul er noget ganske andet end det verden tror. Det er at forberede sig på, at stå ansigt til ansigt med Jesus.

Løfterne i adventstiden er, at Gud ikke har glemt os, at han ser, når livet er mørkt, men at han, det sande lys, som oplyser ethvert mennesker er ved at komme ind i verden.

Og det sker for dig og for mig.

Jeg har tænkt mig at være klar.

Det er jeg ved, at jeg tænker over, hvad Jesus har gjort.

At jeg lytter efter ordene i salmerne vi synger, at jeg husker at dette her handler ikke om gaver og hygge, men om verdens frelse.

Vi springer over turen op i byen i dag, men vi husker på Johannes ord: “Omvend jer, for himmerige er kommet nær!”

Amen

Konge, men anderledes – Thomas Risager

Det er sidste søndag i kirkeåret, og det betyder at vi i søndagens tale peger frem mod adventstid og jul. Vi skal forberede os på at høre de fantastiske historier om Jesus, som bliver menneske igen.

Det er alt andet en blot en hyggelig historie, for perspektiverne er store. Ultimativt handler det om, at Gud ønsker at frelse verden og dermed frelse dig!

Hør talen her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord, kan afvige fra det skrevne.

Talemanuskript i PDF-format

Prædiken søndag d. 20. november 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Luk 23,32-42 & Luk 1,67-79.

Konge, men anderledes.

Det virker mærkeligt, at vi i dag fokuserer på hvad der sker omkring Jesu død på korset, for det jo ikke den rigtige årstid til det. Det hører jo hjemme i påsken.

Vi ser på det i dag, fordi det i dag er den sidste søndag i kirkeåret. Det er måske kun de allermest nørdede kirkefolk, det betyder noget for.

Perspektivet her er, at det på søndag er første søndag i advent. Her varmer vi op til julens budskab om frelseren, der fødes.

Hvis skal forstå mere end blot den nuttede historie om et lille barn, som fødes i en stald i Betlehem, så er det større perspektiv med historien om Jesus kristus nødvendig at få med.

For der er et større perspektiv. Gud blander sig i verden på en sådan måde, at vi stadig taler om det.

Jeg kan ikke komme i tanke om andre begivenheder, som er så interessante over to tusind år, at mennesker stadig taler om det og forsøger at sætte sig ind i, hvad der faktisk skete.

Det handler om frelse.

Det er det, som er perspektivet, og det kræver at vi ser på, hvad der skete på hovedskalsklippen – Golgatha.

Jesus bliver korsfæstet sammen med to andre. To forbrydere skal man forstå! To forbrydere, som i modsætning til Jesus er skyldige, Jesus er uskyldig.

På Jesu kors var der et skilt: “Han er jødernes konge”

Præcis det skilt var ikke grebet ud af den blå luft.

Folk forventede en ny konge, som skulle komme og gøre alting godt.

Vi er ikke vant til at en konge har egentlig magt, men på det tidspunkt var kongen den, som havde magten med stort M. Han kunne i princippet gøre som han ville, og der var ikke noget som kunne stoppe ham. Med mindre man selfølgelig besejrede ham i en lille rask krig.

Måske husker du Kong David. Ham den lille hyrderegn, som blev konge efter Saul. Det var David som nedlagde kæmpen Goliat med en sten i panden. Ud over at være god til at kæmpe, så var han konge ca. 1000 år før Jesus blev født.

Kong David var den sidste gode konge landet havde haft og i mellemtiden var flere af profterne begyndt at tale om en ny konge. En som skal gøre alting godt.

Det er de forventninger, Jesus er trådt ind i.

Men Jesus er ikke sådan en konge. Han taler godt nok om et nyt rige, men ikke om et rige med grænsekontrol og nationalitet. Noget af det første han siger offentligt er: “Guds rige er kommet nær. Omvend jer og tro på evangeliet!”

Evangeliet er ikke bogen, men et udtryk for de gode nyheder.

Hvad består de gode nyheder så i?

Dårlig nyheder er der jo helt generelt nok af. Ikke bare dengang, men så sandelig også nu. Men gode nyheder….

De havde ventet i 1000 år, men den gode nyhed er, at nu griber Gud ind i historien, nu kommer den konge, de alle venter på.

Men han er bare noget så anderledes. Han kommer til de undertrykte, de fattige, de udstødte, de syge… Sådan plejer konger ikke at gøre.

Han helbreder de syge, og løfter mennesker op over de rigide regler.

Han taler om tro på Gud, som en relation baseret på kærlighed fra Gud til mennesker.

Nu er han så sat fast på et kors på Golgatha sammen med to forbrydere. Her beder han til Gud: “Fader tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør!”

Det er så anderledes opførsel, at den ene af de to røvere gav sig til at moppe ham: “Hvis du er Kristus (kongen) så frels dig selv og os!”

Jeg kan godt forstå hans frustration, men den anden røver, har forstået, at ikke bare er Jesus anderledes. Han er the real thing. Han er verdens håb.

Røveren har også indset, at hans egen situation er helt og aldeles håbløs. Det er, underligt nok, nogen gange det, som skal til, før vi indser, at historien om Jesus er en god nyhed for os.

“Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige!”

Jesus svarer ham fra korset: “I dag skal du være med mig i Paradis!”

Det er et rigtigt godt løfte at få der hvor livet er allerværst. Der hvor der ikke er håb.

Når vi på søndag tænder det første lys i adventskransen så spreder det ikke bare hygge, for perspektiverne er langt større end det.

Lyset spreder også løfterne om at være med Jesus i Paradis. Det gælder ikke kun en røver på et kors, men det gælder os….

Amen.

Lys i mørket – Thomas Risager

Snart sænker november sine tunge, mørke gardiner omkring os. Det livgivende lys, som har løftet os up hele sommeren svinder. Hvordan kan jeg holde mit mod oppe i en tid, som virker så mørk.

Gospelkoret Emmaus vil denne aften hjælpe med gode bud på, hvordan vi får lyset tilbage i sindet i en tid, hvor mørket hersker.

Det bliver stille og roligt, det bliver hjertevarmt og smukt.

Her er aftenens tale her:

Du kan også læse talen her:

Bemærk venligst at det talte ord, kan afvige en smule fra det skrevne.

Talemanuskript i PDF-format

Prædiken søndag d. 13. november 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Es 9,1-5 & Matt 4,12-17.

Gospelgudstjeneste med Emmaus. Lys i mørket.

Der er næppe nogen i denne verden, som ikke har opdaget, at der har været præsidentvalg i USA.

“Yes we can” bliver afløst af “Make America Grat Again.”

Præsident Obama bliver afløst af Præsident Trump.

Mange mennesker udenfor USA, inklusive mig, undrer sig og tænker, hvad skete der lige der?

Jeg er ikke politolog, men teolog. Set med teologiske briller, er det faktisk også et interessant spørgsmål.

De eneste, som troede Trump kunne blive præsident, var the Simpsons for 16 år siden.

Men det skete!

Jeg tror, det sker, fordi demokraterne og mange iagttagere totalt har undervurderet det mørke, som mange mennesker udenfor de store byers hippe og hurtige liv, oplever, at de lever i. Når Trump siger Make America great again, siger han samtidigt, at det ikke er great lige nu.

Arbejdspladserne er forsvundet. Husene forfalder, butikkerne lukker, man føler sig fuldstændigt afkoblet fra politikerne i de store byer. Man har ikke længere tillid til at de forstår, hvad der foregår, for det de siger, og måden de taler på, viser med al tydelighed, at de intet fatter af almindelige menneskers liv. Der er ikke håb for fremtiden. Der er mørke.

I Clinton så man endnu en politiker, som er indbegrebet af de politikere, som ikke fatter, hvordan almindelige mennesker lever.

I Trump hørte man en stemme tale samme sprog og han indgav håb om lysere tider for de, som lever i mørket. Vi mennesker vil have lys frem for mørke.

Hvordan er det, at leve i mørket?

Forleden, da jeg ville i seng, var min seng optaget. Her lå min 10 årige datter Kamille og sov trygt.Men jeg er ubarmhjertig, jeg vil sove i min egen seng.

Kamille blev båret, trukket og skubbet ind i sin egen seng. Hun var nærmest ikke vågen. Men der gik 30 sekunder, så var hun vågen – helt vågen og temmeligt bange.

Jeg var kommet til at trække døren helt til, og så var der helt mørkt i værelset. Det var tydeligvis ikke rart, at være i mørket.

Sådan helt basalt, så kan vi ikke se, når der er mørk, og vi kan ikke finde vej. Men der sker også det, at vi kan forestille os, at der er alt muligt i mørket, og det er ubehageligt, for vi kan ikke se det og derfor kan det vokse sig ekstra uhyggeligt.

Jeg tror, det var det, der skete, den aften, hvor det endte med at Kamille sov mellem sin mor og far (igen).

Når man er i mørket, råder håbløshed frygt. Det er svært at flytte sig. Man føler sig låst fast.

Nu er der selvfølgelig forskel på, hvordan en ti-årig og en voksen oplever det.

Men jeg tror de fleste af os kan huske tilbage og genkende os selv som bange børn i mørket.

Som voksne kan vi sikkert også genkende, hvordan mørket kan stjæler vore overblik, vores energi.

Der er mange måder, hvorpå mørket kan råde. Der er mørket, som sjæler vores lys med vinterens komme. Det er mørket, som dræner os. Der er mørket, som vi ikke kan finde vej i. Det er mørket, der tænder længslen efter en lys fremtid.

Der er sikkert flere måder, men de bliver alle addresseret i bibelen af profeten Esajas, der er en stemme, der råber ind i det jødiske folks mørke ca. 700 år før Jesus fødes.

Han udsteder løfter: “Det folk, der vandrer i mørket skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land.”

Den gang var der helt vildt håbløshed. Det har været så sort, som det kan være.

Esajas taler om at mørket skal afløses af juble, glæde, frihed fra slaveriet, retfærdighed kommer frem, for der skal komme en ny fyrste, en fredsfyrste.

Han siger ordene, som vi først fatter omfanget af 700 år senere, for umiddelbar lyder det mærkeligt, når han fortsætter:

“For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre, man skal kalde han underfuld rådgiver, vældig Gud, evigheds fader, freds fyrste.”

Det er først efter at engelene på marken ved Betlehem, julenat, hører englene forkynde: “Frygt ikke! Se jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket. I dag er der født jer en frelser i Davids by, han er Kristus Herren” Det er først da, at vi mærker omfanget af de ord, Esajas siger.

I bibelens verden er lys liv.

Vi mærker det indeni, når lyset bryder frem, når foråret kommer. Energien kommer igen.

Lyset vinder altid over mørket. Det kan se ud som en ulige kamp, men det er det ikke. Lyset vinder altid.

Jesus siger om sig selv: “Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.”

Amen

Hvem savner du? – Thomas Risager

I dag er det Alle Helgens Søndag. Det er tradition i kirken, at man under gudstjenesten nævner navnene på de, som er døde. På dem som vi savner og er taknemmelige over har været i vores liv.

I dag mindes vi undervejs i gudstjenesten de, som vi savner.

Der vil være plads til at mindes, tænde lys og glæde os over de menneskers betydning i vores liv.

Hør talen her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord kan afvige fra det skrevne.

Manuskript i PDF-format

Prædiken søndag d. 6. november 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Luk 6, 20-31 & Åb 21,3-5.

Alle Helgen

Salige er I som græder, Salige er I som er fattige, Salige er i som sulter….. Med lidt specielle ord lover Jesus, at det skal blive godt igen.

Gud har nemlig en drøm for sin verden. En drøm, hvor alt det, der gør ondt, skal afløses af sine prægtigste modstykker. Sådan afslører Desmond Tutu, at han tænker om Guds kærlighed til verden.

Den er ikke bare et klap på skulderen og en kleenex til at tørre tåren, der må falde. Nej, den er en helt ny verden. Guds kærlighed er et helt nyt liv.

Et nyt liv, som man kan få del i efter livet. Men sandelig også et nyt liv, som man kan tage hul på her og nu i dette liv, i dag og i morgen.

Et nyt liv, der begynder med at man tror, håber, holder fast i eller forventer, at den kærlighed, Gud møder verden med, ikke er en upersonlig kærlighed, men en dybt personlig kærlighed, der tager sit udgangspunkt i den elskede – i dig.

Gud har set dig, Gud har hørt dig, Gud elsker dig.

Nu ved jeg godt, at man kan sidde og tænke, at jeg har intet gjort for at fortjene dette. Jeg er uværdig. Jeg har gjort så meget dumt i mit liv.

Så vil jeg sige, at dette handler ikke om kvalifikationer, for det kommer fra Gud, men du er alligevel rimeligt velkvalificeret.

For nogen gange er de fattige i ånden, som i første omgang ser Guds rige.

Det er ikke en opfordring til at gå ud og lave mere bøvl. Det vil Paulus iøvrigt også advare mod. Men en opfordring til at tage imod.

For det er den kærlighed, der giver modet, styrken og viljen til at gøre det radikale, som jesus opfordrer til. Nemlig til at elske vore fjender, gøre godt mod dem, der hader os. Til at velsigne dem, der forbander os. Til at vende den anden kind til, hvis nogen slår os.

Det er noget af det sværeste i denne verden. For en uges tid siden, hvad vi en mand i kirken, som var langt ude. Han var der, hvor det eneste, han magtede var konfrontationen med vold og trusler om at ville både skade og slå ihjel.

Jeg er ikke bedre menneske, end at jeg havde så meget lyst til, at klappe ham en på skrinet. Men hvad havde det hjulpet?

Så havde jeg (og Max) jo bare været ligesom verden, og måske som han, havde forventet.

I stedet blev han ganske vist håndfast ledt ud af kirken. Han lovede at han ville komme igen og slå os ihjel. Alle er jo velkomne i kirken, for her er plads til alle.

Jeg tror, eller jeg håber på, at når han kommer til sig selv, så vil han alligevel tænke, at dette var underligt. Her blev den anden kind vendt til. Og hvem ved, om det kan blive begyndelsen til forandring.

Når vi tager Jesus på ordet her, så er det radikalt anderledes end det denne verden byder. Men det kan skabe et fredsrige på jord. Jeg taler ikke om et hippierige med fri kærlighed. For vi ved, at også i Guds rige, i kirken, der slipper vi ikke for konflikter og uenigheder. Hvis man håndterer den slags efter den udfordring Jesus giver, så ødelægger det ikke, for så indser man, at man nok er uenige, men er af et hjerte….

Det er det, Jesus lover skal være på den anden side af livet, men som han udfordrer os til, at tage fat på nu i dette liv, på denne dag i dette øjeblik.

I dag er det Alle Helge Søndag. Dette er dagen, hvor mange af os indser, at vi savner mennesker, som er døde fra os.

Når vi mærker det som en sorg, så er det jo fordi de ikke var ligegyldige for os, og slet ikke ligegyldige for Gud.

Når jeg tænker tilbage på nogen af dem, jeg savner, så er det nogen af dem, der med deres liv har vist mig tro. Det er dem, der har elsket de umulige – elsket mig. Det er dem, der med deres liv har investeret i mig. Og været med til at gøre mig til den, jeg er.

Vore måde at være overfor hinanden betyder ikke kun noget nu, det får længere betydning end bare her og nu.

I dag har jeg talt om, at Guds rige kan være her, hvor vi er, og at vi kan se det, når vi lever i det, ved at tage Jesus på ordet.

Guds rige har ikke grænser, hverken i rum eller tid. Jesus er gået foran for at berede en plads til os, og vi må tro på, at dem vi savner, er Guds hænder, for så radikal er hans kærlighed til os.

I Guds rige er alting godt. Her er der fred og ingen fare.

Den sidste bog i bibelen taler om dette, når der står:

v3 Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige:

Nu er Guds bolig hos menneskene,

han vil bo hos dem,

og de skal være hans folk,

og Gud vil selv være hos dem.

v4 Han vil tørre hver tåre af deres øjne,

og døden skal ikke være mere,

ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.

Thi det, der var før, er forsvundet.

v5 Og han, der sidder på tronen, sagde: »Se, jeg gør alting nyt!

Se han gør alting nyt.

I dag fejrer vi at det må gælde dem vi savner.

Vi mindes:

Elin Madsen

Frida Nordtorp Bendixen

Svend Aage Pedersen

Pelle Kofoed

Louise Jonassen

Heidi

Anna og Niels

Susanne & Jeanne

Amanda Thomsen Risager Sorensen

Ingelise

Henrik

Kirsten

Benedikte Owens Marqversen

Lisbeth Henriksen

Erik Lorentzen

Anette

Bartolo Suarez Santana

Bøn og Lys…… stille musik…..

Bøn:

Himmelske Fader. Tak for visheden om, at ingen lever og dør for sig selv.

Tak, at vi i livet og døden er omsluttet af din nåde og kærlighed. Vi takker

dig for NN og for det liv, han/hun har levet iblandt os. Vi beder om din

hjælp og dit nærvær i sorgen og savnet. Lad Helligånden vidne i vore hjerter

om det evige liv og giv os visheden om, at vi engang skal forenes i dit

evige rige.

Ved Jesus Kristus, vor Herre.

Amen.

Manden i træet – Thomas Risager

På Bibelens tid klatrede voksne mænd ikke i træer. Men der var engang en mand, som var så desperat for at få lov at se Jesus, at han var ligeglad med, hvad de andre i byen mente. Så han sad i et træ, da Jesus kom forbi. Det kommer der en interessant historie ud af.

Ingredienserne er forekommende nåde (dette forklares i talen), opgørelse, omvendelse og nyt liv til glæde for mange.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord, kan afvige fra det skrevne.

Talen 30. oktober 2016 i PDF-format

Prædiken søndag d. 30. oktober 2016.

Tekster: Lukas 19,1-10.

I dag er der kommet frelse til dette hus.

(Dåb af Rosa Lund Rasmussen og Optagelse af Rikke Roland Honoré)

En voksen mand højt oppe i et træ. Det er måske ikke noget særligt for os, for voksne mænd i vores kultur er jo stadig drenge – bare med lidt gråt hår.

Men da Jesus går ind i byen Jeriko på sin vej mod Jerusalem, hvor Zakæus sidder oppe i et træ, for at kunne se. Der er forargelsen stor.

For det første, så opfører en voksen mand sig ikke sådan. Det er børn, der kravler i træer.

For det andet, er Zakæus ganske forhadt i byen. Hans job var nemligt at opkræve told på de varer, som passerede jeriko. Det var en god forretning. Ikke mindst fordi Zakæus som andre af datidens toldere, var ret opfindsom omkring de gebyrer, som kunne lægges på de handlendes varer. Og der var intet at gøre. Det var bare at betale ved kasse 1.

Han har gjort som han selv ville på bekostning af alle andre i Jeriko, så hadet mod ham var intenst.

Lukas skriver i sit evangelium at Zakæus var en rig mand. Han har altså været god til at være urimelig. Eller sagt lidt pænere hans begær efter penge, havde fået overtaget.

Da Jesus, som alle er stimlet sammen for at se kommer til Jeriko, er det først ham den blinde mand, som får opmærksomhed. Det er historien lige inden den, som vi har hørt læst op.
Dernæst er det Zakæus oppe i træet, som Jesu blik fanger.

Her står alle byens gode borgere på rad og række, fordi rygtet har sagt, at Jesus ville komme til byen. Og så er det tolderen, som Jesus lægger mærke til. Er det ikke bare irriterende?

Men sådan er det med Jesus. Det bliver sjældent som folk forventer med ham.

Det er måske også derfor, at folk har hørt om ham. Denne her mand, som mange siger er Guds søn. En ny konge? Men tilsyneladende ikke en konge med magt. Det skulle da lige være den magt han har over sygdom, lidelse og elendighed. Der sker jo mirakler der, hvor han er.

Og så er der jo underholdningsværdien, når han sætter alle de fromme på plads og taler hjerteligt med dem, som ikke nødvendigvis er Guds bedste børn.

Folk vil se Jesus. For de har alle sammen hørt om ham. De vil se ham med deres egne øjne.

Det vil Zakæus også. Men det er ikke så let. For det kan godt være at han er en stor mand byen på grund af sin rigdom, men han er en lille mand ren fysisk. Derfor ydmyger han sig selv, ved at kravle op i træet. For han vil se Jesus. Koste hvad det koste vil.

Jeg tænker på, hvad der mon er gået forud for dette. Hvorfor vil den her mand, så gerne se Jesus?

Jeg vil påstå, at Zakæus har været udsat for det, som vi i et teologisk sprog kalder forekommende nåde.

Hele grundideen bag det er er, at vi tror Guds kærlighed er først og størst.

Gud prikker til mennesket før Gud overhovedet er en tanke hos os. Det kan ske på mange måder.

Måske har Zakæus siddet midt i sin rigdom og følt sig ensom. Jeg tænker, at de inderste tanker om, at det han har gang i og måden han udnytter folk på økonomisk er forkert, har trængt sig på.

Selvom det er et mantra i vores tid, at man skal finde alle kræfter indeni sig selv – sikke noget vås, i øvrigt – så ved Zakæus godt på dette tidspunkt, at hvis hans liv skal se anderledes ud, så skal der ske noget radikalt. Derfor sidder han i toppen af et træ og venter på Jesus.

“Zakæus, skynd dig at komme ned, i dag skal jeg være gæst i dit hus.”

Zakæus tager glad i mod Jesus. Det kan jeg godt forstå. Vi der hører om denne historie i dag, bør lægge mærke til at Jesus ikke bare taler med Zakæus, men at han er gæst i hans hus. Det betyder mad på bordet. Det tilsiger alle regler om gæstfrihed. Jesus kommer altså med helt ind i Zakæus’ inderste liv.

Og folket udenfor er foragerede over, at Jesus ikke går ind til en af de polerede bedsteborgere, men i stedet får ind hos manden, som de alle sammen elsker at hade.

I mødet med Jesus bliver Zakæus klar over, at han er elsket og accepteret, endda på trods af hvad alle andre måtte mene om ham.

Det betyder han, at ser på sig selv og sit liv på en helt anden måde. Det får ham til at stille sig op og proklamere, at han giver halvdelen af hvad han ejer til de fattige.

Og vel vidende at han har afpresset, tilbyder han, at hans ofre får firedobbelt igen.

Det er vigtigt,at dette er konsekvenser af den kærlighed Jesus viser ham. Det er ikke forudsætning for at få den.

Jesus gik ind til ham først!

Zakæus får et nyt liv. Han er sikkert stadig tolder, men nu er han en retfærdig én af slagsen. Når Jesus siger, at der der kommet frelse til dette hus, så er det ikke kun Zakæus´ hus, han mener.

For nok, får Zakæus nyt liv, men hans nye liv betyder markante forandringer for folk omkring ham. De fattige får mad og husly.

Zakækus behandler folk ordentligt.

Det med tro er selvfølgelig personligt, men det er aldrig uden konsekvenser.

Mon Zakæus havde gennemskuet alt det, da han kravlede op i træet?

Amen.

Hold ud og bed! – Thomas Risager

Århh – endnu en af de kristne floskler, som jeg næsten ikke kan holde ud at høre på! Sådan kan man umiddelbart tænke, når man ser denne overskrift. Men kigger man lidt nærmere på baggrunden, er der måske mening og fornuft i at bede på trods, når livet er uretfærdigt.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her:

Talemanuskript i PDF-format

Bemærk dog, at der kan være afvigelser mellem det talte og det skrevne ord.

Prædiken søndag d. 16. oktober 2016.

Tekster: Jer 31,27-34. Luk 18,1-8

Alle, der har prøvet at handle sammen med børn, ved at det kan være lidt af en prøvelse, når man på vejen ud af supermarkedet skal passere hylderne med slik og godter. Naturligvis er de placeret sådan, at man ikke kan undgå at komme forbi dem på vejen til kassen.

“Far, har du set den Yankiebar? Dem kan du også godt lide. De smager bare så godt.

Far, du er den sødeste far i hele verden, hvis jeg må få noget slik nu.

…..

Jeg VIL have slik nu!”

Og det ultimative “jeg vil have slik nu trick”: Barnet begynder at skrige og græde.

Hvor mange af os er ikke faldet for den?

Det er simpelt hen svært, i hvert fald indtil en vis grænse, at blive ved med at være hårdhjertet, når et barn, man elsker plager om noget.

Jeg tror alle forældre ved, hvad der er det højeste ønske for sine børn.

I lyset af dette, giver det mening, at Jesus fortæller en lignelse om enken og den uretfærdige dommer som en opmuntring til at bede og aldrig blive trætte.

I en by var en enke, som var blevet uretfærdigt behandlet. Desværre var den dommer, hvis ansvar det var at sikre retfærdigheden, ligeglad med både Gud og mennesker.

Ikke nogen imponerende egenskab for et menneske, med det ansvar, som en dommer har.

Enken går til ham gang på gang og klager sin nød over uretfærdigheden.

Der er i hvert fald to måder, som man kan anskue hende på. Den ene er der, hvor man spørger sig selv, hvorfor hun ikke bare giver op. Hun er jo oppe mod overmagten. En fattig enke overfor en magtfuld dommer.

Dette er måske det letteste.

Den anden vinkel er at beundre enken, for sit mod og sin vedholdenhed.

Ja, hun er oppe mod en magt større end hende selv.

Ja, hun er blevet uretfærdigt behandlet.

Men, nej, hun giver ikke op.

Igen og igen går hun til dommeren, som til sidst, alene fordi at slippe for hende behandler hendes sag.

Jesus siger, når nu denne dommer giver sig til at dømme retfærdigt, hvor meget mere vil så ikke Gud, skaffe sine udvalgte ret?

Naturligvis, skal vi tænke, vil Gud, der er som en far for os, gøre alt for at vi ser retfærdighed.

Giver denne historie os retten til, eller ligefrem pligten til, at plage som umulige børn, der vil have en Yankiebar?

Svaret er nej, for dette handler ikke om et eller andet, som vi kan ønske os i vore liv. Som f.eks. en flottere bil eller et 12-tal til eksamen.

Det her er en opfordring til at møde uretfærdighed med bøn og aldrig give op, selvom det ser ud som om vi står overfor noget langt mere magtfuldt end os selv.

Der sker nemlig noget, måske mest af alt med os selv, når vi selv under den vildeste modgang, holder fast i, at sige Gud tak for de gode ting, og blive ved med at bede for retfærdighed.

Når vi lovsynger Gud på trods, viser vores tro sig, at holde længere end selve livet.

Lyder det mærkeligt?

Måske, men tænk en gang på gospelmusikkens oprindelse, det er om noget, lovsang, håb og taknemmelighed på trods.

Vi skal bede og ikke blive trætte siger Jesus. Bøn er mange ting. Det er også at synge, at gå i kirke, at holde fast i fælleskabet, at spise brødet og drikke vinen i kirken.

Der sker nemlig det, når vi beder og holder fast, så skal vi ikke finde kræfterne til at gå gennem modgangen inden i os selv, men hos Gud og i fælleskabet omkring os.

Så deler vi magtesløsheden og lægger den i Guds hånd, mens vi stoler på, at han, om ikke før, så i sidste ende gør op med enhver uretfærdighed.

Det har vi lov til som Guds børn, at tro på, håbe på og bede om. Og det vil vi altid gøre – dag efter dag – hver for sig og sammen!

v11 Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb. v12 Råber I til mig, og går I hen og beder til mig, vil jeg høre jer. v13 Søger I mig, skal I finde mig. Når I søger mig af hele jeres hjerte, v14 er jeg at finde, siger Herren. Jeg vender jeres skæbne og samler jer fra alle de folk og fra alle de steder, jeg fordrev jer til, siger Herren; jeg fører jer tilbage til dette sted, som jeg førte jer bort fra.

Amen

Salme: Vi rækker vore hænder frem

Tro for ALLE – Thomas Risager

Forleden aften så jeg en debat på tv. Jeg forundrede mig over, at en af vores partilederes ord mindede mig utroligt meget om Jesus. Ud fra beretningen om Jesu møde med ti spedalske, som vi læser i Lukasevangeliet, kommer vi omkring både Søren Pape, Jesus, og en helbredt samaritaner i talen ved dagens gudstjeneste.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her:

Talemanuskript i PDF-format

Bemærk at der ofte er variationer mellem det skrevne og det talte ord.

Prædiken søndag d. 9. oktober 2016.

Tekster: Lukas 17, 11-19.

Tro er for ALLE

Det er ikke tit, at man tænker på Jesus, når man hører en konservativ partileder tale. Men jeg tænktr på Jesus forleden, da jeg så lidt debat på TV.

Søren Pape lyder som Jesus!

Anledningen er det skammelige at kontanthjælpsloftet blev indført den første oktober og det giver selvfølgelig diskussioner om rimeligheden i størrelsen (eller det modsatte) i de indkomster, som samfundet tilbyder vore svageste.

Her var det så, at jeg hørte Søren Pape tordne over, at de som fik så mange penge fra vores fælleskasse burde være taknemmlige. De skal sige tak!

Her kom jeg til at tænke på Jesus, som stiller sig op overfor den ene af de ti helbredte spedalske, der kommer til ham for at sige tak for sit nye liv. Jesus spørger hvor er de andre 9, som blev helbredt, underforstået at en smule taknemmelighed ville være på sin plads her.

Det klassiske take på denne historie er, at vi skal læse den og forstå, at vi skal huske at være taknemmlige. Det er helt sikkert, at det kan de fleste af os, også blive bedre til.

Ud over at jeg har set tv med debat om kontanthjælpsloftet, så har jeg også haft tid til at være sammen med kirkens menighedsråd.

Til menighedsrådsmøderne har vi altid en indledning, hvor vi fokuserer os på Gud, og ganske ofte er afsættet en historie i bibelen. I onsdags var det historien om de ti spedalske, som vi talte om.

Vi læste teksten, tænkte os om, og sagde hver især, hvad der lige faldt os ind.

Det var langt mere opmuntrende end at høre på Søren Pape. For vores snak afslørede, at der er en rigdom i teksten. Mere rigdom end vi nogensinde selv havde fundet ud af på egen hånd.

Hvem siger f.eks. at de andre ni ikke er taknemmelige. De har måske travlt med at lade sig genforene med deres familier, som de ikke har set i årevis.

Når man blev spedalsk, som er en træls sygdom, hvor man faktisk kan miste sine fingre, tæer og andre yderlige kropsdel, isoleredes man fra alle andre.

Man blev sat i karantæne udenfor byen og blev derfor nødt til at leve af andres almisser. Så længe de nu huskede det komme ud med mad. De husker de sikkert de første fjorten dage.

De har som konsekvens, at man mister sin familie, hele sit sociale netværk og ikke længere kan arbejde. Man er er blevet uren, uønsket – man er levende død.

Jesus siger til de ti, der råber op, for at minde Jesus om, at han skal holde sig på afstand, at de skal gå hen til præsterne og lade sig syne. Myndigheden til at erklære dem raske og dermed rene, så de kan indtage deres gamle liv ligger hos præsterne.

Vi bemærkede i menighedsrådet. At de havde råbt til Jesus om at forbarme sig over dem. Jesu svar er, at sende dem et sted hen. I dette tilfælde hen til præsterne.

Jeg gætter på, at de har været afkræftede og måske ovenikøbet modløse. Skal vi virkelig selv gå helt derhen? Har de måske spurgt.

Men mens de går. Mens de bevæger sig rent fysisk, begynder miraklet at ske. De bliver raske. Præsterne kan med det samme se forvandlinge.

De kan ikke bare sidde med hænderne i skødet og vente på, at miraklet falder i deres turban.

Det kunne vi måske lære lidt af.

En anden sagde, at en mulig grund til at de ni ikke kom tilbage var fordi, de havde travlt med at fortælle alle andre om deres møde med Jesus. Det er bestemt en mulighed.

Tilbage til ham, som kommer tilbage til Jesus for at sige tak.

Lukasevangeliget bemærker, at den takkende mand er en fremmed. Han er en samaritaner, som jøderne traditionelt betragtede som det laveste afskum i menneskeskikkelse.

Det slår mig i denne historie, at det ofte er dem, som er på datidens kontanthjælp, Jesus gør mirakler for.

Det er netop de svageste.

Når man er spedalsk er man udenfor. Når man er samaritansk spedalsk er man totalt udenfor. Man kan ikke komme længere væk fra samfundet, livet, eller Gud.

Man er for at bruge et moderne udtryk helt væk fra vinduet. Opgivet af alle. Måske endda opgivet af sig selv. Den sidste af dem er måske opgivet af sit eget samaritanske folk og flygtet ind i en kultur, hvor han aldrig får lov at høre til, og nu er han ovenikøbet syg og dermed dobbelt udstødt og dobbelt foragtet.

Vi må se og forstå, at man ikke kan komme længere væk fra Gud eller alt andet, end denne ene mand er.

Jesus ser ikke sådan på ham.

Jesus er et menneske, der lider ubeskriveligt. Jesus giver ham livet tilbage.

Det viser med al tydelighed, at Jesus ikke gør forskel. Jesus giver nyt liv til dem, som ingen synes har fortjent det. Nyt liv til dem, som ikke selv synes de har fortjent det.

De, som tilsyneladende er længst væk, er i virkeligheden de, som er nærmest på Guds kærlighed.

Det er fedt.

Mod slutningen her, så lad os lige se på hvad der sker til allersidst.

Manden takker Jesus.

Jesus bekræfter at han ikke bare er helbredt og har fået livet igen. Men som Jesus siger: “Din tro har frelst dig!”

Han har fået Guds kærlighed, så det binder ham ind i evigheden. Frelsen!

Manden får ikke lov til at blive sammen med Jesus.

Tværtimod sendes han ud. Hvem ved, hvad der så kan ske. Sidste gang han gik, da Jesus bad ham om det, blev han helbredt og fik et nyt liv.

“Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig!”

Amen

Salme: Midt i blandt os er Guds rige