Jeg er … Døren – Thomas Risager

Jeg er døren!

Sådan siger Jesus om sig selv. Døre kender vi godt. Vi går ind og ud af dem hele tiden. Nogle gange klemmer vi en finger og råber op. Vi bruger udtryk, som når der lukker sig en dør, er der en anden, der åbner sig. Hvad mon jesus egentlig mener, når han siger: “Jeg er døren?”

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der kan være lidt afvigelser mellem det talte og det skrevne ord.

Manuskript i PDF-format

Prædiken søndag d. 19. marts  2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Sl 62,2-3 & Joh 10,7-10.

Velkommen i kirke!

Tak for at du er gået ind gennem dørene her – faktisk to døre. Intet mindre kan gøre det. Det har vi til fælles, vi er alle kommet ind af døren, for at kunne være med i dag.

Her inde i kirken, her inde bag døren, holder vi for tiden faste. Fasten er ikke sådan kendt udenfor danske kirkers fire vægge Men vi forsøger, at finde denne gamle dyd frem igen.

Det gør vi fordi, vi tror, at den rytme der er i året med advent, jul, faste, påske, himmelfart og pinse, er fantastisk til at minde os om den dybe sammenhæng der er mellem Gud og mennesker.

En sammenhæng der i øvrigt er der på Guds initiativ.

En sammenhæng, der er udtryk for en kærlighed så radikal, at det ganske enkelt kan være svært at fatte.

Det er derfor vi skal høre det mange gange, og måske endda bruge en fastetid på at forberede os. Inden vi i påsken skal høre historierne om Jesus, som giver sig selv for os. – Det er kærlighed.

En kærlighed, som – gætter jeg på – flere af os aldrig nogen sinde har tænkt på. Men fordi man ikke har tænkt på noget, er det ikke det samme, som at det ikke findes.

Andre af os, har hørt det mange gange.

Altså os, der nogen gange tager os til hovedet over vores teenager, som tilsyneladende slet ikke hører, af hvad vi siger.

Vi har selv hørt det mange gange, men tilsyneladende har  et budskab om, at vi er elsket ud over alle grænser, svært ved at bundfælde sig dybt inde i os.

Som så ofte før, har Jesus en anderledes tilgangsvinkel, for at fange vores opmærksomhed.

Jeg er døren!

Sådan siger Jesus om sig selv.

Døren kender vi godt. Vi går ind og ud af dem hele tiden. Nogle gange klemmer vi en finger og råber op. Vi bruger udtryk, som når der lukker sig en dør, er der en anden, der åbner sig.

Hvad mon jesus egentlig mener, når han siger: “Jeg er døren?”

Når vi går ind gennem en dør, og det er et nyt sted, vi går ind, så ved vi ikke, hvad der er bag døren. Vi har aldrig set, hvad det er derinde.

Derfor kan det være en overvindelse, at gå ind gemmen en dør. Der er ingen af os, som umiddelbart elsker den utrygthed.

Men vi åbner døren. Måske tager det et øjeblik, før øjnene har vænnet sig til lyset. Vi kigger rundt, orienterer os og går videre ind i rummet bag døren.

Når Jesus taler om døren. Så beskriver han det i billeder, som alle, der hører ham kender, som som måske er fremmede for os.

Jesus bruger billedet af en fårefold. Som er en rund lille indhegning, måske omkranset af grene og krat, som fårene ikke kan komme ud af, men endnu vigtigere som rovdyrene ikke kan komme ind af.

Det er de færreste af os, der har får og har kendskab til det, men det havde stort set alle, som Jesus taler til her.

De ser fårefolden for sig, og de ved også, at i den åbning, der er i den, der vil hyrden – i alt fald den gode hyrde – placere sig selv. På den måde vil han med sin egen krop beskytte de værdifulde får med rovdyr og farer.

Men det er klart at hyrden jo også har styr på hvem der går gennem døren. Ligesom hyrden er passioneret optaget af at sikre, at alt er som det skal være med  alle fårene.

Jesus er altså adgangen. Han siger også her hos Johannes, at dem, der er kommet før ham er tyve og røver, men han er det real deal. Måske ikke helt ordret…

Han er kommet for at åbne op til frelse.

Gå gennem døren og bliv frelst!

Jeg er ikke altid sikker på, at det lyder som et så fantastisk tilbud. Jeg er da ikke ved at drukne, eller ved at blive spist af at rovdyr. Frelse, mon ikke kirken trænger til at justere tilbudsavisen lidt?

Hvad er der i den fårefold?

Jeg tror vi mennesker oplever det forskelligt. Men for mig er der en pause fra hverdagens krav og forventinger.

Der er ro og stilhed.

Der er gospelsang og fantastisk musik.

Der er overbevisning om at langt de fleste bekymringer er forgæves.

Der er udfordringer til sind og tanke.

Der er drømme om en bedre verden.

Der er et fællesskab, hvor der er plads til mig – også når jeg ikke er min bedste side af mig selv.

Der er roen og visheden ved at vide, at døren åbnes, for ham, der er døren, vil mig det godt.

Han er kommet for at jeg – du – vi – skal have liv og have det i overflod.

Når man står overfor døren og ikke rigtigt ved om man har lyst til at gå ind, fordi man ikke kan se, hvad der er på den anden side, kan man godt tøve.

Jeg kan ikke helt vide, hvad du vil finde, men jeg opfodrer dig til at turde gå ind og kigge.

Jesus er døren. Løftet er intet mindre end:v9  Jeg er døren. Den, der går ind gennem mig, skal blive frelst; han skal gå ind og gå ud og finde græsgange.”

Amen

Salme: Måne og sol

 

My World needs You – Thomas Risager

Gospelgudstjeneste
MY WORLD NEEDS YOU

Nardus er oplagt og helt fremme på beatet. Vi er velsyngende og fylde af liv.

Vi inviterer indenfor til en hjertevarm gospel gudstjeneste. Der er risiko for at du bliver smittet med gospelglæde og at du går derfra med nye tanker og toner i hovedet.

Hør dagens tale her:

podcast-large

Du kan også læse talen her:

Manuskript i PDF-format

Bemærk at det skrevne ord kan afvige fra det talte.

 

Prædiken søndag d. 12. marts  2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Rom 5,7-8 & Fil 2,1-14

Gospelgudstjeneste med Nardus. My world needs you.

Der er bare nogle mennesker, som overkommer at være så utroligt hjælpsomme, så følsomme, så uselviske. Det er der bare, når nogen har brug for dem.

Det er som om de aldrig bliver trætte og altid er fyldt med overskud.

Kender du sådan et menneske? Jeg kender adskillige!

De er næsten ikke til at holde ud, fordi vi kan føle, at de sætter os andre i et dårligt lys.

Men vi har brug for den slags mennesker – de uselviske.

Hvis denne verden skal blive en bedre verden, er der brug for dem, som går forrest, uden at tænke på sig selv. De uselviske.

Der er er mange grunde til, at ønske sig en bedre verden.

Jeg har det sådan, at det løber mig koldt ned ad ryggen, stort set hver gang Donald Trump er på TV.

Når jeg læser, at nu er temperaturstigningerne så store, at den onde cirkel formodentligt ikke kan brydes.

Når jeg samtidigt ser på tv, at verdens største stykke is er ved at løsne sig på sydpolen. Så bliver jeg helt kold om hjertet.

Jeg tænker også, at verden er af lave, når vi kan glæde os over, at der kun er ca. 5000 flygtninge, der er døde i Middelhavet i år.

Det er da ikke noget at glæde os over. KUN!

Det er stadig 5000 for mange.

Nu skal vi ikke blive deprimerede, så jeg stopper opremsningen, men jeg er sikker på, at vi kan finde på alle mulige kedelige ting, uden at vi behøver anstrenge os for det.

Vi er vokset op med en velfærdsstat.

Bare det navn siger noget om, hvor priviligerede vi er, og ofte uden at vi egentlig tænker særligt meget over det.

Jeg tror vores virkelighed fremover er, at vi ikke længere kan læne os tilbage, lægge armene over kors, og sige, at det er ikke vores problem. Dette her må staten tage sig af.

Vi er nødt til selv at smøge ærmerne op, og tage os af hinanden. Vi er jo nødt til at have omsorg for hinanden. Ægte omsorg og næstekærlig kan ikke komme udefra, det kommer fra vore egne relationer.

Det kan godt være, at du og jeg sådan på egen hånd ikke kan forandre verden. Det er simpelthen for stort.

Men vi kan helt sikkert ændre verden, for dem, vi møder på vores vej. Det skal ikke så meget til som vi tror.

Det kræves ikke af os, at vi er supermænd, Jesus selv, eller superkvinder, for at gøre en forskel i menneskers liv.

Det er nok, bare at være menneske. Det er de fleste af os faktisk kvalificeret til at være

Faktisk er er det så let at være selvisk.

Jeg har for nyligt været selvisk i en sådan grad, at det har være ved at drive min familie til vanvid. Jeg har nægtet at tage nødvendigt medicin, fordi, jeg ikke bryder mig om bivirkningerne.

Jeg har pollenallergi og lad os bare sige, at de sikre tegn på, at foråret er på vej, dem kan jeg bekræfte og det har jeg kunnet i en måneds tid.

Jeg bliver så træt, og det betyder at lunten bliver meget kort. Jeg bliver hidsig og utålmodig og i det hele taget lidt en pestilens.

Jeg lægger ikke selv mærke til det, men bemærkede dog, at min kone bankede i bordet forleden og sagde: “Nu tager du til lægen og får den indsprøjtning!”

Det har jeg været, så jeg håber I kan mærke forskel. Det kan min familie i hvert fald. Min surhed helt klart præget mine børn og relationerne i min familie.

Når jeg ser, hvor meget det har præget mine omgivelser, så kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvad tålmodighed, tid, positive ord, ægte næstekærlighed, kunne have gjort….

Når man selv er lidt presset, kan man komme til at forvente at andre skal give en ekstra. Så er det vi sidder med hænderne i skødet og forventer, at andre gør noget.

Piet Hein fanger den meget godt:

“Uselviskhed er dog det bedste, man kan ønske for sin næste!”

Det er jo rigtigt, selvom det også vender forkert. Vi har brug for hinanden, men det betyder jo, at andre har brug for os. Andre har brug for min omsorg, mine hænder.

Den danske filosof Løgstrup siger det sådan her:

“Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd.”

Når vi siger min verden har brug for dig, så er det en erkendelse af, at vi hænger sammen.

Hvordan mine omgivelser gør og handler, har afgørende betydning for mig, både i det mindre og i det store perspektiv.

En af dem, som virkelig har fattet dette er Jesus, som hele tiden taler om næstekærlighed.

Den uselviske kærlighed, som ikke har sit udgangspunkt i den, der elsker, men i den, der elskes. I os. I dig!

De allerførste kristne forstod den kraft, der var i næstekærligheden. De fangdede, at det ikke bare var noget, som gjorde den enkeltes liv lidt federe, men at det faktisk i næstekærligheden var substans til at forandre verden.

Det er derfor min verden behøver dig!

En af de første kristne, Paulus, skriver sådan her:

Hvis da trøst i Kristus betyder noget, hvis kærlig opmuntring, hvis Åndens fællesskab, hvis inderlig medfølelse betyder noget, v2  så gør min glæde fuldstændig ved at have det samme sind, ved at have den samme kærlighed, med én sjæl og ét sind. v3  Gør intet af selviskhed og heller ikke af indbildskhed, men sæt i ydmyghed de andre højere end jer selv. v4  Tænk ikke hver især på jeres eget, men tænk alle også på de andres vel. v5  I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus,

v6  han, som havde Guds skikkelse,

regnede det ikke for et rov

at være lige med Gud,

v7  men gav afkald på det,

tog en tjeners skikkelse på

og blev mennesker lig;

og da han var trådt frem som et menneske,

v8  ydmygede han sig

og blev lydig indtil døden,

ja, døden på et kors.

Amen!

 

Jeg er….Menneske – Thomas Risager

Gud blev menneske
Her i fastetiden tager gudstjenesterne udgangspunkt i hæftet “Jeg er …”, som du kan få i kirken, eller downloade her nedenfor. I hæftet står der om den uge, der starter på søndag:

“I denne uge er der fokus på, at Gud selv blev menneske for din, min og hele menneskehedens skyld. Gud er altid den samme. Gud, der skabte verden, er den samme, der ledte sit folk gennem ørkenen, der blev menneske og som nu har sendt sin Ånd. Brug denne uge på at reflektere over, at de undere Jesus gjorde, gør han også i dag, og de ord han talte, dem taler han også i dag. Hvad betyder det helt konkret for dig, at Gud blev menneske?”

 

Hør mere her:

podcast-large

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord, kan afvige fra det skrevne.

Talemanuskript i PDF-Format

 

1 a f 5

Prædiken søndag d. 5. marts 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Joh 1,1-16 & Salme 36,6-10.

I onsdags var der er god flok, som gik fra kirken med et kors af aske malet i panden. Jeg ved, at en af deltagerne lige skulle i Magasin på vejen. Jeg gad nok vide, hvilke reaktioner, det har givet.

Selv mødte jeg en mand i et P-Hus, som ikke kunne lade være med at løfte på min hat, for at se om korset stadig var der.

Kors i panden.. Hvad sker der lige for det?

I onsdags var det askeonsdag. Dagen, som indleder fastetiden. Nej, det er ikke kun vores muslimske venner som faster. Vi har også tradition for det, men har i store træk bare glemt det. Men det er på vej tilbage.

Fra askeonsdag og frem til påskedag er der 40 dage + 6 søndage, hvor vi opfordres til – eller udfordres til – at faste, for at give Gud mere opmærksomhed i vores liv.

Øvelsen går ikke nødvendigvis ud på, ikke at spise – Gudskelov for det, vil nogen af os mene!

I gamle dage undlod man f.eks. at spise kød eller blot holdt sig til meget simpel kost. I dag kan man forestille sig, at man gør det samme. Eller i en periode dropper rødvinen, chokoladen, Netflix, Facebook.

2 a f 5

Det handler om at gøre et aller andet anderledes i en periode, for at opdage, at man faktisk mærker på sin krop, at noget er igang.

Måske får man lidt ekstra tid, og så kan man jo benytte kirkens fastemateriale til lige at læse en lille tanke og bede en bøn. I hverfald er her chancen for det gennem hele fastetiden. Tag endelig et hæfte.

Her efter gudstjenesten kan man samles i sofarummet og så er der erfaringsudveksling, hvis man har lyst til det.

Fastetiden er forberedelse. Vi ser det i bibelen, med Moses som var på bjerget sammen med Gud i fyrre dage.

Jesus der var i ørkenen i fyrre dage, før han var klar til at begynde sin tjeneste.

Nu er det os, der har fyrre dages forberedelse, inden vi skal lytte påskens historier om Gud, som med Jesus giver af sig selv, for at vi skal leve og ånde frit. Fordi vi i Jesus ser, at Guds kærlighed er stærkere ande alt – selv døden!

Det er ikke en pludselig indskydelse, at Gud vil komme vi mennesker i møde.

Nu kan man ikke læse bibelen som en lang sammenhængende historie.
Det er der mange, der har knækket halsen på, når de har sat sig for, at ville læse bibelen fra ende til anden. Det kræver mere end almindelig stædighed.

3 a f 5

Men det er I hver fald tydeligt, at Gud rækker ud til mennesket. At Gud vil at vi skal fatte højden, længden og bredden af hans kærlighed.

Det gør han ved at føre det jødiske folk ud af ørkenen.

Det gør han ved at lader folket i eksil i Babylon vide, at de aldrig er glemt. At han stadig har planer for dem. Planer om lykke – ikke om ulykke.

Det gør han ved at lade profeterne råbe folket op og minde dem om, at han vil være deres Gud og de kan være hans folk.

Det gør han i dag ved, at der stadig er kirker, og mennesker som forsøger at råbe folket op. Så kan vi altid en anden dag snakke om formen på det.

Kigger vi på historien, er vi nødt til at erkende, at der egentlig ikke er så meget, der er anderledes i dag.

Folk – Vi – har travlt med vores egne liv, og skænker ikke Gud mange tanker, når dagligdagen går derudaf.

Så er det at Gud gør noget helt fuldstændigt uhørt. Det er aldrig set før i verden.

Ordet blev kød. Jesus, som har været i verden siden alle tiders begyndelse sammen med Gud, fødes som menneske. Ikke blot skulle han ligne os. Men han var under de samme forudsætninger. Også han er underlagt skabelsens vilkår. Han er, som vi, skabt i Guds billede, han er forgængelig. Han er menneske.

4 a f 5
Og så er han selvfølgelig også lige Gud i et menneske.

Det sker noget, når en almægtig Gud giver afkald på al magten ved blive noget så afmægtigt som et menneske.

Mennesker har gjort sig mange forstillinger om Gud, men ingen havde nogen sinde forestillet sig, at Gud kunne blive menneske.

Men det er det, som sker. Gud bliver menneske. For når Gud i Jesus er ligesom os forstår vi, at der er et liv og handlinger, som vi kan efterligne.

Ved at se på ham, kan vi spejle os selv i noget som på overfladen ser opnåeligt ud.

Det er overfladen, for når man så ser på hvad Jesus faktisk gør, så fatter vi alvoren i ordene, om at tro handler om at tage sit kors op og efterfølge ham.

Nogen gange tror vi fejlagtigt, at det at tro, er en så umuligt øvelse, at vi overlader det til andre.

Men i Jesus får vi lov at se, at Gud virkelig vil os og rækker ud til os. Det er ganske enkelt historiens største vink med en vognstang.

Der er en Gud, som vil os.

Denne gang råber han op ved at blive menneske. Ved at blive en af os.

Hører vi mon efter denne gang?

Amen.

 

 

Fastelavnssøndag -Thomas Risager

Bibelteksten til fastelavnssøndag er virkelig mærkelig. Læs evt. selv Matthæusevangeliet kapitel 17 vers 1-9. (Side 879)

Jesus er på et bjerg sammen med tre disciple og han forvandles for øjenene af dem. Gud taler til disciplene fra skyen og det skræmmer nærmest livet af dem. Hvad kan vi i 2017 lære af dette?

podcast-large

 

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der kan være afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-Format

 

Prædiken søndag d. 26. februar  2017

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: 2. Mos 24,12-18 & Salme 99 & 2. Pet 1,16-29 & Matt 16,1-9

Det er hen mod slutningen af disciplenes tid sammen med Jesus. De har kendt han i flere år nu, og kigger vi lidt frem i Matthæusevangeliets historie, så er det klart at påsken og indtoget i Jerusalem ligger lige rundt om hjørnet.

Det er altså nogle erfarne herrer, som er sammen med Jesus på bjerget.

Peter, Jakob og Johannes er de mest toneangivende af de tolv. Det er dem, der råber højest og flere gange er de i konflikt om, hvem der er den vigtigeste. Med andre ord, de er rigtigte mænd.

Det er Peter, som kommer til at lede den kristne bevægelse i de første mange år efter Jesu død og opstandelse.

Nu er de på bjerget sammen med Jesus.

I bibelens verden, så er bjerget altid et sted, hvor væggen til himlen er tynd.

Det er på bjerget at Moses er sammen med Gud i 40 dage og nætter, hvor Gud overleverer ham de ti bud.

Det er på en top, at Abraham er på nippet til at ofre Isak.

På bjerget sker der noget helt særligt.

Da Moses var på bjerget, blev det indhyllet i en sky, så man ikke kunne se. Folket, som var nede, så intet af det, som skete på bjerget. Jeg er ikke sikker på, at Moses kunne se alt, men han hørte Gud og kom derfra med de ti bud på to stentavler.

Der sker noget helt særligt på bjerget.

Det gør der også denne dag, hvor Jesus er der sammen med tre disciple.

Ligesom Moses tilsyneladende blev helt oplyst af Gud, i en sådan grad at hans ansigt lyste, da han kom ned fra bjerget. Så blev Jesus også helt oplyst.

Hans klæder blev hvide som sollyset. Det har uden tvivl været et interessant syn. Selv for disciplene, som havde oplevet lidt af hvert sammen med Jesus.

Disciplene ser også Moses og Elias komme frem i lyset. Moses er den, der førte israelitterne ud af fangeskabet hos egypterne. Det var ham, der ledte dem ind i det forjættede land. Det var ham med de ti bud. Nu står han her sammen med Jesus.

Vi der læser historien, skal helt klart fornemme, at Jesus er den del af en større sammenhæng. Han står ikke alene.

Elias har også sin historie, som bliver væsentlig. Elias var ham, som får bålet til at flamme op selvom det er overhældt med vand, ved styrkeprøven på karmels Bjerg. Han er en gudsmand, som israelitterne faktisk forventede kom igen før Kristi genkomst.

Nu står han her på bjerget samme med Jesus.

Vi skal se den store sammenhæng.

Det gør Peter ikke. Han synes bare det er fedt. Skal jeg ikke lige bygge tre hytter.

Jeg ved simpelthen ikke, hvorfor han siger det. Måske er det et ønske om, at fastholde det dejlige, han ser foran sig. Men umiddelbart virker det lidt tåbeligt.

Så overskygger en lysende sky dem, og en stemme lyder. Faktisk med de samme ord, som ved Jesu dåb.

“Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!”

Nu sker der for alvor noget. Her hvor de ikke kan se, men høre Guds stemme, bliver de voksne mænd bange.

De får lyst til at stikke af, men er helt lammede, så de kaster sig ned på jorden, lukker øjnene og holder sig for ørene.

Der er totalt panik. Det som for et øjeblik siden var fedt, er nu slet ikke sjovt. Det er lammende og skræmmende.

Men læg mærke til, hvad der sker, der hvor de er skrækslagne.

Der hvor de har mest af alt lyst til at være usynlige.

Lige der kommer jesus hen til dem. Rører ved dem og siger: “Rejs jer, og frygt ikke!”

Det kan godt være, at dette er en mærkelig historie. Men hvis ikke den siger os andet, så kan den i hvert fald sige mig, at der hvor jeg ikke magter livet. Der hvor jeg er lammet af forventningspres, følelsen af ikke at slå til. Der hvor jeg ikke kan overskue noget som helst og gemmer mig under dynen og trøster mig med Netflix, da vender Jesus ikke ryggen til.

Der hvor vi ikke forstår, hvad Jesus har gang i, da kommer han hen til os, og rejser os op og siger til os: “Frygt ikke!”

Da disciplene løfter blikket ser de Jesus alene.

Vær ikke bange, se på Jesus og gå ud i livet.

Amen

 

GPS – Find DIN vej – Maria Bræstrup Aaskov, Anita Engelbæk, Charlotte Levin

Afslutningen på “GPS – Find din vej”
Nogle vælger at gå i andres fodspor, nogle udforsker gerne nye stier!
I en god stol eller på en yndet havebænk kan man også komme vidt omkring – i tanken!
Vi går et stykke vej sammen, ser på den tilbagelagte rute og og gør holdt ved refleksion over at en vandring både kan være en indre og en ydre – hvor vi skal høre fra en der har været på retræte og fra en der har været pilgrimsvandrer på Caminoen.
Hør mere her:
podcast-large

GPS – Hold øje med skiltene – Thomas Risager

Gud, giv mig et tegn! Sådan tror jeg, at vi alle i perioder kan finde på at tænke.

På søndag tager talen denne problematik op. Det er faktisk lidt som i trafikken, at vi utroligt nemt kommer til at overse skilte. Det vidner antallet af fartbøder, som jeg hører vi får, om. Hvordan kan det være, at vi ikke ser skiltene – og hvordan kan det være, at vi tilsyneladende længes efter et tegn fra Gud?

Hør mere her:

podcast-large

Undervejs i talen vises et videoklip fra filmen Bruce Den Almægtige (2003)

Du kan se klippet her:

Du kan også læse talen her:

Bemærk dog, at der ofte er afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-format

 

Prædiken søndag d. 12. februar  2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Joh 6,30-40.

GPS – Hold øje med skiltene (dobbelt bødetakst ved vejarbejde)

Jeg elsker min GPS. Dels hjælper den mig med at finde vej. Men den kan også en anden fin ting. Den hjælper mig med at holde øje med skiltene. Hele tiden står der ude i siden, hvor hurtigt man må køre.

Kender I ikke det. Man kan så nemt komme til at overse et skilt. De er der jo over det hele.

Som man siger, kan man nogen gange ikke se skilteskoven for bare skilte.

*Video https://www.youtube.com/watch?v=g-YpUqQhops

2.32 min

I Bruce the Almighty som klippet her er fra, er Bruce Nolan helt ude, hvor han ikke kan bunde. Han oplever, at Gud må være vred på ham, siden det går ham så dårligt i livet. Han fik ikke det job, han havde sat næsen op efter.

Nu ræser han af sted med et kæmpe raseri i sin bil. Det er nogen gange dér hvor frustrede mænd søger tilflugt. Han skælder ud på Gud.

Giv mig et tegn – på engelsk show me a sign!!!!

Lad os bare sige, at Gud holder ikke tegnene – skiltene – tilbage. Faktisk vælter han rund i dem, men han ser det ikke.

Jeg vil påstå, at jeg godt kender den fornemmelse.

At livet går så stærkt og at hverdagen er så krævende, at man sidder der i sofaen fredag aften og er helt flad. Hvor blev den uge lige af. Her siger vi til hinanden. Pyh en uge. Jeg havde så travlt og har knoklet, men jeg har ikke nået det halve af, hvad jeg havde planlagt.

Det er så her, at jeg bliver nødt til at lave et reklameindslag for at gå i kirke. Jeg ved det, Preaching to the choir, I er her jo.

Men denne ene gang om ugen, hvor man lige sætter sig, nyder musikken, sangene. Forundres, står det virkelig i bibelen? Måske sætter talen ovenikøbet en tanke eller to igang.

Om ikke andet, så er der ikke mange timer i dit liv, hvis det ligner mit bare en smule, hvor du  bare kan være, i ca. en time og fem minutter.

For mig, er det tit ved gudstjenesten at jeg oplever mine tanker lige er tilbage ved et eller andet, som er suset forbi i farten, men som jeg ikke lige lagede mærke til.

I vores tid, kan vi ikke bare sige, at vi bare skal sætte hastigheden ned. Det er lettere sagt end gjort i en verden, hvor mange af os har lidt mere flydende arbejdstider og opgaver.

Ofte er det først, når vi tænker tilbage, at vi faktisk husker, at der da egentlig var masser af skilte på vejen, men vi ikke lagde mærke til dem, da vi drønede forbi.

Det samme er lidt situationen med den store folkeskare, som nu opsøger Jesus. Aftenen før havde mange af dem oplevet, hvordan jesus med fem brød og to fisk har bespist 5000 mennesker, der var samlet for at høre ham.

Endnu en reklame for kirken, her får vi Chilli con Carne – og der er også nok.

Jesus er sejlet bort – tror de. Han gik på vandet! Nu har de fundet ham. Husk lige, hvad de var vidne til aftenen før.

Nu spørger de: “Hvilket tegn gør du, så vi kan se det, og tro dig? Had kan du gøre?”

De må være blinde, eller have superkort hukommelse.

Inden vi får for travlt med at pege fingre…. hvordan er det så lige med os.

Er der ikke øjeblikke i vore liv, hvor vi, i det mindste når vi ser tilbage, må sige, at her var Gud med os.

Sådanne begivenheder kan jeg i alt fald se tilbage på.

Og I er kender mig godt, ved at jeg bedst kan lide at have begge ben på jorden. Men jeg må overgive mig, og sige, at der bare er ting, jeg ikke kan forklare.

I mit liv er tegnene suset forbi.  Jeg er (også= sådan indrettet, at jeg kan drøne forbi et tegn på Guds kærlighed og indgriben i mit liv, og jeg ser det ikke.

Derfor er det en stor trøst, at Jesus ikke skælder de her “giv os et tegn mennesker” ud.

Han sender dem ikke væk, og beder dem om at åbne øjenene.

Jesus siger: “Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.”

De af os, som er vokset op i kirken, tænker naturligt, at det er nadveren han tænker på. Og ja, det er det. Men det også det helt dagligdags, at hver gang du får brød = hverdagsmad,  at spise, så er det et tegn på at Gud passer på dig.

Et lille tegn midt i hverdagen, som vi så nemt suser forbi.

Jesus får det sidste ord, og det gør han jo:

“For min faders vilje er, at enhver, som ser Sønnen og tror på ham, skal have evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag.”

Amen.

 

 

GPS – Foretag en U-vending – Thomas Risager

Man sidder i bilen. Der er trafik overalt. Man har ikke helt styr på, hvor man er. Samtidigt bliver GPS ved med at sige: “Foretag en U-vending”. Det er omtrent det mest irriterende et moderne menneske kan komme ud for.

Virkeligheden er, at vi kan komme til at køre ned ad en forkert vej. En vej, der ikke fører os til målet. Tværtimod fører den os bort fra målet. Det er imidlertid vanskeligt for os at indrømme, at vi tog en forkert afkørsel. Nogen gange er det bare nødvendigt at bremse op og foretage den uvending. … Men der er mere i det end blot dette……

Hør mere her:

podcast-large

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der kan være afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Manuskript i PDF-Format

 

Prædiken søndag d. 5. febrar  2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Matt 7,13-14 & Joh 14,1-14.

Vejen – Find din vej. Foretag en u-vending.

Man sidder i bilen. Der er trafik overalt. Man har ikke helt styr på, hvor man er. Samtidigt bliver GPS ved med at sige: “Foretag en U-vending”

Det er omtrent det mest irriterende et moderne menneske kan komme ud for.

Virkeligheden er, at vi i livet, kan komme til at køre ned ad en forkert vej. En vej, der ikke fører os til målet. Tværtimod fører den os bort fra målet. Det er imidlertid vanskeligt for os, at indrømme, at vi tog en forkert afkørsel. (Især hivs konen sidder vide siden af.)

Nogen gange er det bare nødvendigt, at bremse op og foretage den uvending.

Jesus anvender ikke det sprog. Han siger ikke foretag en uvending, men han siger noget, som jeg altid har synes er meget irriterende og faktisk en anelse provokerende.

Jesus siger: “Jeg er vejen, sandheden og livet; ingen kommer til faderen uden ved mig.”

Og når man så også hører, hvad Jesus siger i Matthæus evangeliet så bliver det da helt galt:

v13  Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. v14  Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!”

Man kan jo blive helt bange. Jeg tænker ligefrem, at dette ikke rimer med alt det andet jesus siger. Dette lugter elitært og ekslusivt, og vi er jo vant til at sige, at troen er for alle, og kirken skal være inkluderende.

Det er en af grundene til, at jeg bliver generet af disse udsagn. Der er der, hvor jeg plejer at bede Helge om at prædike, men i dag hænger jeg selv på den.

 

I den første kirkes tid, og det er jo der bibelens tekster er nedskrevet og samlet samme, var tro ganske enkelt et sprøgsmål om liv eller død.

Man havde en forventning om, at verden var ved at nå til sin ende. De sidste tider var nær, og i lyset af det, var et nej tak til tro på Gud faktisk lig med at man afsagde sin egen dom.

Man frygtede fremtiden og lagde derfor enorm vægt på, at kunne tilhøre Gud. At være et af hans børn.

Og hvordan gør med det?

Svaret den gang, som nu er, ved at tro på Gud, ved at anerkende at Jesus er Guds søn, som levede, døde og opstod, for at frelse os. Har man brug for det kan man samtidigt sige, som manden der gerne ville at Jesus helbredte hans søn: “Hjælp min vantro!”

De første kristne oplevede mennesker vende ryggen til troen og det var en sorg. Ikke en sorg fordi de ikke vil være med i vores kirke, som vi kan opleve det. Men en sorg fordi man faktisk anså, at de mennesker helt enkelt ville gå fortabt.

Sådan tror jeg måske de to mormoner tænkte om mig, da jeg forleden aften sagde nej tak til at få Mormons Bog af dem. Han går fortabt ham der!

Det er vigtigt, at vi har det i baghovedet, når vi hører jesus sige: Jeg er vejen, sandheden og livet.

Vi skal også lægge mærke tl at at bibelen er fuld at billeder, hvor mennesker stilles overfor valget mellem to veje.

I Jeremias 21, 8, bare for at tage et eksempel siger profeten til folket”Jeg stiller jer overfor livet og dødens vej.” Sagen er sat på spidsen.

Jesus har talt om, at han går i forvejen og gør alt rede for os. Det er igen i lyset af, at verden snart får en ende, så det er i det kommende, Jesus forbereder plads til os.

Det er i tråd med teksten om ankeret som et håb bag forhænget, som vi også har talt om i denne prædikenserie.

Disciplen Thomas, som ellers ikke brillierer alt for meget i evangelierne, spørger Jesus:  Herre, hvordan kan vi kende vejen?

Det er et supergodt spørgsmål. For hvem af os har ikke lyst til at kende vejen. Når man gør det, er man jo tryg, og man ved, at bare jeg følger denne vej, så kommer jeg frem.

Det er ikke for meget at sige, at når man kender vejen, er man mentalt fremme inden man kommer frem.

Jesus næste svar er, at kender de ham, som de har set og hørt, så kender de faderen, og så er de på vej. På rette vej.

Centrum af alt tro, er ikke os selv, som det er så nemt at forfalde til. Det er Kristus.

Det er ham, der er vejen, sandheden og livet, og lige så snart vi er på vej i en retning, der fører os bort fra ham, så misser vi målet.

Det er irriterende, når den indre GPS siger lav en u-vending. Men det der Gud kalder os tilbage til den rette vej. Til livet så at sige.

Heldigvis er Gud absolut nådig. Så ganske ofte bliver det sådan, at der hvor vi overhører “Foretag en uvending!” ender det med at Gud kan sige: Beregner ny rute!”

Amen

 

GPS – Vejens folk – Thomas Risager

I dag er temaet for gudstjenesten “Vejens folk”, som de første kristne blev kaldt i Apostlenes Gerninger. Navnet symboliserer også, at tro ikke er statisk, men at det er en rejse, som vi alle i tro begiver os ud på. Thomas Risager tager udgangspunkt i historien om Paulus, der i bogstavelig forstand var på vej, da han fik en åbenbaring fra Gud.

podcast-large

 

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der kan være lidt afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-format

 

Prædiken søndag d. 28. januar  2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Apg. 9,1-9 & Luk 5,27-32

Vi er godt i gang med vores gudstjeneste serie GPS.

For et menneske, som ikke kan finde vej, er en GPS en fantastisk ting. Jeg bruger den hele tiden. I sidste uge talte vi om, at det er ret vigtigt at have styr på destinationen. Det er ikke ligegyldigt, hvor man havner.

Nogen gange, når man bare taster en destination ind, og kører efter anvisningerne, kan det godt blive som om at turen bare skal overstås. I dag handler det om, at selv rejsen også er vigtig.

H.C. Andersen forstod vigtigheden, at han sagde: At rejse er at leve!”

I bibelens univers er det ganske ofte på vejen mod et eller andet, at Gud viser sig og mennesker må indse, at det skal noget andet end, der hvor de troede de skulle hen.

Mødet med Gud kan opleves som at blive slået en ud af kurs, men også gøre at man får et nyt mål.

Et godt eksempel er Paulus, som egentlig her stadig hedder Saulus. Han får en afgørende oplevelse på vejen. En oplevelse, som slår ham helt ud af kurs, men også en oplevelse, som giver ham et helt nyt mål. En oplevelse så epokegørende, at han må kalde sig noget nyt. Det er her han bliver til Paulus.

Ved ved, hvor Paulus er på vej hen. Han skal til Damaskus. Det som er hans ærinde er det ikke særligt noble, han vil arrestere nogle af de her nye kristne, som er begyndt at samles rundt om, fordi historien om Jesus for mange, som har hørt og set ham, oplever, at det forvandler deres liv. De må samles i fællesskaber og de må udleve den kærlighed, de er blevet mødt med. Det gør jo at de f.eks. tager sig af de fattigste. Og den slags mennesker, er farlige!

Han var på vej til Damaskus for at fængsle de, der hørte til VEJEN.

Hørte de ikke til kiren? Jo, men de første disciple havde hørt prædiken fra sidste uge, så de forstod at kirken ikke er destinationen. Desuden var kirken, som vi kender den ikke opfundet.

De første kristne kaldte sig vejens folk. Det at de havde fundet tro, havde nemlig givet dem opelvelsen af, at der var retning i livet. Men også den opfattelse, at de hele tiden var på vej i deres iver, for at gøre godt for mennesker.

I Kaperanum sad Levi, der var tolder. Han var en af dem, som mange ikke brød sig om, fordi han opkrævede told af de varer, som gik forbi hans toldbod.

Pludselig står Jesus foran ham. Jesus siger noget til ham.

Jesus siger ikke: “Tro på mig!” Nej, Jesus siger: “Følg mig!”

Jesus udfordring til Levi, er ikke en udfordring til at sidde i en kirke søndag formiddag. Det er ikke en udfordring til at synge gospel hver torsdag. Det er ikke en udfordring til at finde et fællesskab, hvor man er holdt af som man er.

Det er en udfordring til at begynde et nyt liv, et  nyt liv, hvor man følger efter Jesus. Man ser på ham, og efterligner hvad han gør. Det er faktisk sådan man er er kristen.

Når jeg tænker over det, så lyder det ikke umiddelbart tillokkende, men ikke desto mindre er der mennesker, som vælger det.

Det gjorde Levis også. Han lod alt ligge, rejste sig for fulgte Jesus. Levi skiftede altså retning i sit liv. Det er det vi med et noget slidt og misforstået udtryk kalder omvendelse.

At skifte retning i livet.

Saulus var på vej til Damaskus for at arrestere alle dem, der fulgte efter jesus på vejen.

På vejen oplever Saulus imidlertid, at han blændes af et lys, der er så stærkt at han falder til jorden og ikke kan se.

Saulus var en klog og veluddannet mand. Det er en af grundende til at vi har hans breve i bibelen. Det var ikke almindeligt at kunne læse og skrive som ham.

En stemme lød: “Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?«

v5  Han svarede: »Hvem er du, herre?« Han sagde: »Jeg er Jesus, som du forfølger. v6  Men rejs dig og gå ind i byen, så vil du få at vide, hvad du skal gøre.«”

Når Saulus forfølger Vejens folk, forfølger han Jesus.

Jesus siger ikke til ham, at han skal rejse sig op og begynde at tro. Jesus siger rejs dig og gå ind til byen.

Lang historie kort, så ændrer denne oplevelse fuldstændigt Saulus’ perspektiver på tilværelsen. Han begynder at tro og erfarer selv, at det at tro på Jesus, er at være i bevægelse. At være på vej.

Det er præcis det samme, vi udfordres til.

Ikke til at sidde i en kirke og have det hyggeligt. Men til at efterfølge Jesus. Han siger ikke tro på mig! Han siger: “Følg mig!”

Vi udfordres – kaldes –  til bevægelse og det at efterleve Jesus. Tro kan ikke kun klares med tanker og ord, det kræver handling.

Det kræver at vores kirke hele tiden er i forandring. Der er derfor at Vision 2020 er så vigtig for den siger noget om, hvor vi skal hen. Den målet. Ultimativt er det naturligvis himlen, der er målet, men indtil da sigter vi efter Vison 2020.

Vi er en kirke, som er på vej. Du og jeg er på vej på vores trosrejse.

Vi aner ikke hvad vejen bringer. Kun at Jesus siger følg mig.

Og det gør vi gerne med alle de knubs, som det kan give.

Navnet på vores kirke er egentlig et navn givet som øgenavn. Metodist er et ordspil på vejens folk. Men det vidste de, som gjorde nar af de første nok ikke.

Men den historie må du få på et andet tidspunkt.

Vi er vant til at GPS siger. ved næste afkørsel hold til højre.

Men den stemme, som vi skal lytte til siger: Følg mig!

Amen.

GPS – Find din vej – Kirken er ikke destinationen – Thomas Risager

“Jeg er ikke ret god til at finde vej, så jeg bruger GPS næsten hele tiden, når jeg sidder i min bil. Det er så rart at taste destinationen ind og være sikker på, at man havner det rigtige sted. Desværre glemmer jeg nogen gange at lægge mærke til, hvor jeg egentlig er, og hvordan jeg kom derhen.

I søndagens tale trækker jeg nogle store linjer op, for at vise os, at Gud faktisk sætter et mål for vores liv. Et mål for kirken og et mål for hvert menneske. Nogen gange tror vi, at det at blive medlem af en kirke som Metodistkirken, er opfyldelsen af målet. På søndag afslører jeg, hvorfor det ikke er det …”

podcast-large

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord ofte afviger en smule fra manuskriptet.

Talemanuskript i PDF-format

 

Prædiken søndag d. 22. januar  2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Matt 28,16-20 & Hebr 6,13-20.

Jeg er en klovn til at finde rundt. Det har jeg altid været.

Hvis man ser os på en af vore storby-ferier, så vil man se Mette gå forrest og vise vej – enten ved hjælp af et kort i guidebogen eller en app på telefonen.

Bagerst vil man se mig forsøge at sikre, at vi faktisk alle fire også er med. Det sker nogen gange, at jeg har en ide om, hvor vi er henne. Sådan da.

For et menneske som mig, er det med at sætte sig i bilen og indtaste en destination på GPS og vide, at så finder jeg det, en utroligt gave.

Faktisk bruger jeg nogen gange GPS funktionen i min telefon, når jeg cykler rund i byen. Kortene i en telefon er geniale, fordi der er den her blå prik, der hvor man er og så vender de ovenikøbet rigtigt i forhold til retningen.

Der er håb om at nå frem.

Når man kører af sted er det faktisk ret væsentligt, at vi når frem. Vejen til målet er også vigtig, men det er kikset ikke at nå frem til målet. Destinationen betyder noget.

Fra Jesus bliver døbt til han ender på korset for at dø og senere opstå, går han rundt i tre, måske fire, år.

Når man læser evangelierne, kan det virke, som om han bare vandrede planløst rundt fra sted til sted, og der hvor der var mennesker, som ville møde ham, der blev han lidt.

Det er faktisk muligt, men tag ikke fejl af, at målet hele tiden var klart for Jesus. Målet var Jerusalem med alt, hvad der måtte komme.

Mon ikke de fleste af os kunne finde på en del omveje, for ikke at nå frem.

Efter de dramatiske begivenheder, som forandrede verden. Jesu død og opstandelse, taler han nu med disciplene. Der er gået fyrre dage siden opstandelsen, så de har efterhånden forstået, at han faktisk er opstået fra de døde. Selv Thomas har den. Og stadig vender tvivlen ind i mellem tilbage. Matthæus føler trang til lige, at kaste bemærkningen ind: “…nogle tvivlede”

Det er himmelfarts dagen og Jesus giver disciplene et mål, at styre efter. Når Jesus gør det, er det ikke altid let. Det er faktisk nogen gange ganske udfordrende. Ofte noget man ikke kan i egen kraft.

“»Mig er givet al magt i himlen og på jorden. v19  Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, v20  og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.”

Vi er en kirke, hvor vi gør en del ud af, at sige, at bibelen skal tolkes ind i enhver tid og enhver sammenhæng.

Men lige præcis missionsbefalingen, som dette stykke omtales som, tager vi nærmest bogstaveligt.

Det er det, der legitimerer, at vi hele tiden forsøger, at tale med mennesker om tro. Fordi det er vores overbevisning, at det med at have tro med i livet, er en rigtigt god ballast at have med. Det er faktisk vores erfaring.

Vi gør det også, fordi Jesus siger, at disciplene skal døbe og undervise mennesker. Når vi tillader os, at kalde os kristne, så er vi disciple, og hvad Jesus beder disciplene om, beder han os om.

Med andre ord: Vi er i mission. Det er derfor vi siger: “Klart budskab om Guds kærlighed”

Det er kernen i alt, hvad vi gør. Vi skal intet gøre, som ikke understreger det klare budskab om Guds kærlighed.

Jesus siger: “….du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.‹ v31  Dernæst kommer: ›Du skal elske din næste som dig selv.”

I en kirke, som vores, hvor vi alle er optaget af, at kirken har det godt, både huset, tagrenderne, aktiviteterne og menneskene, så bliver det faktisk snublende let til, at vi elsker Gud og elsker kirken af hele vort hjerte og af hele vor sjæl og af hele vort sind og af hele vor styrke….

Som præst må jeg sige, at det er så fedt med mennesker, som brænder for kirken.

Det kedelige ved dette er, at selvom vi siger, at vi ikke ser verden som et os og dem, så er det alligvel sådan vi nogen gange kommer til at opføre os.

Det sker for os! – At vi kommer til at sætte kirken først. Det sker i hvert fald for mig.

Det er der, hvor kirken er gået hen og er blevet destination.

Men kirken er ikke slutmålet. Aldrig.

Ser vi på den første kirke, som vi finder beskrevet i Apostlens Gerninger 2, og jeg skal spare jer for foredraget. For det har I hørt så tit. Så handlede kirke ikke om kirke, som vi er kirke. Kirken handlede om mennesker, aldrig om kirken selv.

Der er ingen, der er blevet kristne for at lege kirke. Nej. Min tro kalder mig da til at være et klart budskab om Guds kærlighed. Faktisk ikke til at lave kirke. Men jeg har brug for kirken til at blive inspireret, passet på i fællesskabet og til at forblive tændt.

Hvis kirken ikke er målet, men mennesker er, så elsker vi jo Gud og elsker mennesker. Det var jo det Jesus sagde, at vi skulle.

Destinationen for vores liv, er jo ikke at blive en trofast gå i kirke kristen – og gerne i Metodistkirken.

Målet for vores liv, og for andres for den sags skyld også er at vi har en destination. Det er det, som Hebræerbrevet taler om. Håbet.

Håbet som et anker. Et anker holder en båd fast. I princippet kan den drive hele vejen rundt, afhængig af strøm og vind. Hvis det stormer kan den slå sig gevaldigt i ankergrejet, men ankeret holder fast.

Når ankeret skal op, trækker man båden hen til ankeret. Man kan ikke trække ankeret hen til båden.

Håbet er et anker, på den anden side af forhænget – døden. Altså det evige liv – intet mindre.

Det er jo det potentiale – den kraft – der er i Guds kærlighed. Den kan forvandle mørke til lys, håbløshed til håb, død til liv,

Ultimativt er det det, som er destinationen. Det evige liv.

Derfor er kærligheden fra Gud HER i livet en enorm ressource, fordi der er styr på, hvor ankeret ligger. I mine øjne giver Guds kærlighed en enorm fred og frihed til at leve.

Derfor: Hvis GPS er indstillet på Alexandragade 8, så er det tid at sætte nye koordinater ind og styre efter dem.

Målet er himlen, men livet er vores vej. Du skal elske Gud og elske din næste.

Amen

 

GPS – Find din vej i ørkenen – Thomas Risager

Hvis du aldrig har prøvet at livet gør ondt og føles som en ørkenvandring – så er du heldig. Men du undgår nok desværre ikke at komme til at opleve det på et tidspunkt.

I den anden af gudstjenesteserien taler Thomas Risager om at finde vej i ørkenen. Der hvor vi har allermest lyst til at blive liggende og have ondt af os selv, kalder Gud os til at rejse os og gå …

Hør mere her:

podcast-large

 

Du kan også læse talen her:

Bemærk at der ofte er lidt forskel på det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-format

 

Prædiken søndag d. 15. januar 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: 1. kong 19,3-9

Hvis du aldrig har prøvet, at livet det gør ondt og føles som en ørkenvandring, så er du heldig. Men det er nok også sådan, at du på et tidspunkt i livet, kommer til at opleve det. Og det er ikke sjov. Nogle af vi, som er i kirken i dag, er i ørkenen. Der hvor livet er hårdt.

I dag er vi kommet til den anden af gudstjenesterne, som vi kalder GPS –  find din vej.

Vi skal se på, hvad bibelen siger om, at finde vej i ørkenen. Der er masser af gode historier.

Personligt hader jeg, når jeg ikke kan finde vej i livet. For det kan jo nogen gange opleves som en ørkenvandring uden lige. Man er et sted, man ikke har lyst til at være, og dagene er lange, og nætterne utålelige.

Tænk en gang på en ørken. Det er et sted, hvor det er fysisk og psykisk udfordrende at være. Om dagen stikker solen dig, som Salme 106 vers 6 antyder. Bibelen er fyldt med billeder og historier fra ørkenen. Den er nemlig tæt på, så mennesker i bibelens univers kender ørkenen.

Om natten er det den isnende kulde, om dagen stegende varme og din fantasi kan spille dig et puds, både med fatamorgana og det med at finde vej i ørkenen er en by i Rusland.

Jeg tænker, at det nogen gange er sådan, at det kan føles, når livet er ved at gå i stykker. Som at være fanget i en ørken.

Man bliver træt, modløs og kan ikke overskue noget som helst.

Bare det, at tage tøj på, eller komme i bad, kan synes helt håbløst.

Man kan ligefrem komme dertil, og nogen af os har været der, hvor man overvejer om ikke døden er udvejen.

Til det må jeg skarpt sige, at døden er aldrig en udvej ud af problemer. Den er en flugt, som efterlader familie og venner i en kedelig situation. Hvad har vi gjort? Kunne vi have gjort mere?

Det er ikke nogen ny opfindelse, at livet kan være meget svært og umuligt.

I teksten, som vi hørte læst fra 1. Kongebog finder vi Elias i en dybt fortvivlet tilstand. Han har kæmpet for at fremme Guds sag, og her skal vi lige huske, at vi er Det Gamle Testamente, så det går hårdt for sig.

Dem der ikke tror, må af med hovedet. Den praksis er vi heldigvis kommet fra, selvom vi kan læse i bibelen, at det var praksis.

Elisas har f.eks. været med til at hugge 450 Bals-profeter og 400 Ashere-profeter ned ved styrkeprøven på Karmels bjerg.

Da Kong Akab i triumf fortæller sin dronning Jezabel om sejren bliver der ballade.

Dronning Jezabel er selv en af dem, som har udbredt sin egen sidonesiske tro på bekostning af den traditionelle gudstro i landet.

Hun truer ganske enkelt Elias på livet, og det driver ham, som mente, at han fortjente kongehusets ros og anerkendelse, på vild flugt.

Flugt er altid panikløsningen. Det kan være den eneste løsning her og nu, men det er en desperat løsning.

Nu flygter han, og det som Elias må sande er, at det er umuligt at leve sit liv på flugt. Bare spørg nogle af vore mange flygtninge om det.

Elias fortsætter alene ud i ørkenen, for han har mistet håbet og lægger sig under en gyvelbusk i håbet om, at få lov til at dø der.

Vi kan vist godt blive enige om, at det er en ret håbløs situation.

Elias har ikke mere at give og han har ikke flere forventninger til livet. Han er tom…..

Det er lige der, hvor tomheden og ensomheden er værst.

Der hvor han ikke oplever, at der er mere signal på GPS.

Der hvor der ikke er retning. Lige dér taler Gud til ham gennem en engel, som rørte ved ham og bad ham styrke sig ved at spise af brødet og drikke af vandet.

Det er også her, han får at vide, at han skal gå.

Han kan ikke blive liggende der. Gud er ikke færdig med ham.

Gud kalder ham til – og udfordrer ham til at gå videre i livet.

Det er en utrolig vigtig pointe, at der hvor Elias ikke kan se, at der er mere i livet, da ved Gud, at der er mere godt i vente. Gud kan se det, der er forude, som vi ikke kan se.

Når vi læser videre i historien, oplever vi, at Elias får lov at møde Gud – intet mindre – i en sagte susen.

Med andre ord, ud af håbløsheden oplever Elias det største og vigtigste, som giver ham ny retning i livet.

Gud giver ikke op, der hvor vi gør.

Gud ser der, hvor vi ikke kan se,

Gud håber, der hvor vi ikke gør.

Gud ønsker os ud af håbløsheden og ud af ørkenen.

Det som for os er mørke, er for Gud lyst som dagen.

Det må vi aldrig glemme, at der hvor vi tror, der ikke er udvej, ser Gud vejen og viser os den.

Amen