Tag: Prædiken

Himlen Tur/Retur – Thomas Risager

Hvorfor står I og glor?

“Hvorfor står I og stirrer op mod himlen, galilæere?”
Sådan spørger to mænd i hvide klæder til disciplene, da de står og kigger op i himmelen.
Her om sommeren nyder jeg at sidde i en stol ude i haven og kigge op i himlen. Jeg glæder mig over alt det blå, og forundres over hvor hurtigt skyerne nogle gange kan glide hen over himlen. Det er da fascinerende. Jeg har dog aldrig oplevet, at to mænd i hvide klæder kommer og spørger mig, hvad jeg glor efter ….

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det kan være afvigelser mellem det talte og det skrevne ord.

1 a f 4

Prædiken søndag d. 28. maj 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Apg 1,9-14 & Joh 17,1-11 & Sl 68,1-10,32-35 & 1. Pet 4,12-14;5,6-11.
Kristi himmelfart – Himlen tur/retur

“Hvorfor står I og stirrer op mod himlen, galilæere?1Sådan spørger to mænd i hvide klæder til disciplene, da de stod og kiggede op i himmelen.

Her om sommeren nyder jeg, at sidde i en stol ude i haven og kigge op i himlen. Jeg glæder mig over alt det blå, og forundres over hvor hurtigt skyerne nogen gange kan glide hen over himlen. Det er da fascinerende. Jeg har dog aldrig oplevet, at to mænd i hvide klæder kommer og spørger mig, hvad jeg glor efter.

Der er en en grund til at de kigger. Her i Apostlenes Gerninger indleder Lukas historien om den første kirke, med den samme historie, som han afslutter sit evangelium med2, nemlig historien om Jesus himmelfart.

Der er gået fyrre dage siden opstandelsen. Jesus har vist sig for disciplene ved adskillige lejligheder. Fælles for alle de begivenheder er, at Jesus forsvinder for øjenene af dem, men jo er kommet igen. Hvor er Jesus, når han ikke er sammen med dem?

Nu er den epoke ved at være slut. Der er gået fyrre dage, som i den bibelske verden ofte er den tid, som skal til, for at mennesker kan vænne sig til nye realiteter.

1 Apg. 1,10
2 Se Luk 24,50-53

2 a f 4

Jesus har lige givet dem løfterne om helligånden, som skal komme over dem, det sker på halvtredsindstyvedagen, så det får du historien om næste søndag kl. 10.30.

Nu sker der det, at Jesus løftes op i en sky, som tog ham bort fra deres øjne. Der er flere ligheder med tidligere historier her. Da Moses er på Sinai Bjerg dækkedes hele bjerget af en sky. Inde i skyen mødte Moses Gud.3

Da Jesus går op på et bjerg sammen med Johannes, Peter og Jakob, hvor han forvandles for øjenene af dem. Da er bjerget også indhyllet i en sky.4

Skyen er altså et bibelsk billede på Guds nærvær. Det rimer jo ikke med at Jesus tages væk.
Disciplene er sikkert ikke helt trygge, da de står der og ser op mod himlen.

Jeg ved ikke med dig, men jeg tænker tilbage på opstandelsens morgen, hvor de bange kvinder oplever, at Jesus er væk. Her står der to mænd i skinnende hvide klæder og fortæller dem, at Jesus er opstået, som han har sagt det.

Nu står der igen to mænd klædt i hvide klæder. Englene har det med at komme, når disciplene er mest forvirrede og bange.

3 2. Mos 19,9
4 Matt 17,1-8, Mark 9,2-8, Luk 9,28-36 samt omtale i 2 Pet 1,16-18

3 a f 4

Engle lyder så bombastisk, men jeg vil minde om det blot betyder, at engle er sendebude fra Gud.

Her står de på Oliebjerget. Det højeste sted i miles omkreds. Skyen har taget Jesus ind og han er forsvundet. Hvad nu? Måske er fokus i denne historie, slet ikke, at han forsvinder, men netop de løfter, som egnelene giver.

De hvid klædte mænd står der pludselig. “v11 De sagde: »Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere? Den Jesus, som er blevet taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen.”5

Igen lyder løftet fra himlen. Jesus forsvinder ikke. Kun for en tid. Han kommer tilbage på samme måde, som han forsvandt.

Kristi himmelfartsdag handler om at også vi må løfte blikket og se op, for en dag kommer Jesus igen og så vil vi se at kærligheden får magt i verden.

Så er det slut med meningsløs terror.
Slut med undertrykkelse.
Der skal ikke være krig, kriminalitet, sygdom, død, uretfærdighed.

Alt ondt i denne verden skal forvandles til sine prægtigste modstykker…

5 Apg 1,11

4 a f 4

For han kommer igen, lad os kigge op. Lad os håbe det, forvente det og længes efter det.

Amen

 

Jeg lever og I skal leve! – Thomas Risager

Jeg lever, og I skal leve …

Sådan siger Jesus til disciplene forud for sin død og opstandelse. På søndag er omdrejningspunktet for talen Johannesevangeliet 14,15-21, hvor Jesus giver nogle af sine allersidste instrukser til disciplene.

Og vi kan som regel godt regne med, at udfordringer som Jesus giver disciplene, også er udfordringer, som gives til os.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der kan være lidt afvigelser mellem manuskriptet og det talte ord.

Manuskript i PDF-format

1 a f 4

Prædiken søndag d. 21. maj 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Apg 17,22-31 & Joh 14,15-21 & 1 Pet 3,13-22 Jeg lever, og I skal leve….

Jeg ved godt, at I alle sammen tror jeg er totalt supermand. Den vil jeg gerne med det samme kommentere på, og sige, at det er jeg ikke.

Jeg er f.eks. ikke bange for at dø, eller det er jeg jo, for det er uanset, hvordan jeg vender og drejer det, en ubehagelig tanke. Og jo, jeg tror på opstandelsen fra de døde og det evige liv og hele pakken af det, som jeg i princippet er ansat til at forkynde.

Mest af alt er jeg nok bange for at gå glip af noget i livet, for jeg synes, jo at det er pænt interessant. Allermest bange er jeg nok for at gå hen og dø mens børnene har brug for deres far (det går mere og mere op for mig, at vi nok altid vil føle behovet for at have brug for vores far eller mor) – jeg vil meget nødigt efterlade dem faderløse.

Den store forskel på Jesus og mig er, at Jesus ved, at han snart skal dø. I øvrigt er der ganske givet flere forskelle på Jesus og jeg.

Når man ved, at det snart er slut, fokuserer man på det allervigtigste. Det er i lyset af det, at vi skal se på, hvad det egentlig er, at jesus siger til sine disciple, her i Johannesevangeliets kapitel 14.

Det første vi skal se på, er vers 15: Elsker I mig, så hold mine bud. Udgangspunktet for vores kærlighed til Jesus, er hans og Gud Faders kærlighed til os. En forudsætning

2 a f 4

for at elske ham, er altså at forstå, at tro på, at vi er elsket af ham. 1. Johannes Brev siger, at Gud elskedes os først.1 Først da kan vi elske, og så er der jo den fordring, at vi skal holde hans bud. Og de var? Du skal elske Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke. Dernæst kommer: ›Du skal elske din næste som dig selv.2 Tro handler altså ikke om dig selv, men om Gud og dine medmennesker.

Jesus lover desuden at han vil efterlade os talsmanden, som skal være hos os til evig tid. En sandhedens ånd, som verden ikke forstår, men som disciplene skal kende, fordi den bliver hos dem og i dem.3 Jeg har sagt det før, men siger det gerne igen. Hvis noget gælder disciplene, kan vi roligt regne med, at det også gælder os.

Det er jo interessant, at Guds ånd skulle være i os. Det er alligevel et nært forhold. Det er helt i tråd med den fine tale Paulus holder hos de meget religiøse – faktisk poly- religiøse grækere på Areopagoshøjen i Athen.4 Her siger Paulus: “for at de skulle søge Gud, om de kunne famle sig frem og finde ham, som dog ikke er langt borte fra en eneste af os. For i ham lever vi, ånder vi og er vi, som også nogle af jeres digtere har sagt: ›Vi er også af hans slægt.”5

1 1. Joh 4,10: Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder.

2 Mark 12,30
3 Joh 14,17
4 Læs evt. Apg 17,22-31 5 Apg 17,27-28

3 a f 4

Og så kommer det: Jesus efterlader os ikke faderløse. Han kommer til os. Verden ser ham ikke, men han er her. Vi kender ham jo, for ånden – talsmanden – er i os.

Se bare beretningerne om den opstandne Jesus, f.eks. her i Johannesevangeliet, hvordan den opstandne Jesus igen og igen kommer til disciplene. Gud kommer til os. Som han siger: I ser mig, for jeg lever, og I skal leve.6 Her er altså en klar udfordring i stil med at vi skal holde hans bud, vi skal leve livet, fordi han lever. Det er altså ikke en opfordring til at gemme sig for verden, men en opfordring til at leve livet i verden.

Kraften, styrken og viljen til det får vi fordi vi er i ham, og han er i os.7 Det er en nær relation, og en levende relation, som ikke kun er en hjerne-tro, men også en hjerte-tro. Jeg skal måske lige tilføje, at det ene ikke udelukker det andet. Tværtimod.

Slutteligt siger Jesus….. “Jeg skal elske ham og give mig til kende for ham.”8

Det er jo det vi oplever, at Gud giver sig til kende for os. Nogle har meget dramatiske historier at fortælle, mens det for andre er mere stille indre oplevelser. Men vi kan bekræfte, at at Gud elsker os, at Gud viser sig i menneskers liv, at Gud sætter os fri til at leve, at Gud sender os ud i verden.

Vi er forpligtede til, fordi vi er elskede til at elske.

6 Joh 14,19 7 Joh 14,20 8 Joh 14,21

4 a f 4
Og det vil vi gøre med alle til rådighedstående midler.

Med vores liv, med vores fælles kirke ønsker vi intet mindre end at udleve et klart budskab om Guds kærlighed.

Det er så op til den enkelte af os, at finde ud af, hvordan det skal se ud i vore liv.

Frem for alt er vi i hvert fald ikke efterladt faderløse.

Amen.
Salme Led mig Gud

Hvilken vej? – Helge Munk

Jesus sagde: Jeg er vejen og sandheden og livet.

Men hvad er det for en vej? Hvad er det for en sandhed? Hvilket liv kommer der ud af det? Og hvordan finder jeg ud af, hvad svarene er i mit liv? Teksten kommer fra Joh. 14, 1-14, hvor Jesus snakker med sine disciple om tingene. Det er ikke lige med det samme, de forstår, hvad han mener. Er det så nemmere for os?

Hør mere her:

 

Jeg er kommet for at I skal have liv, konfirmationsgudstjeneste – Thomas Risager

Jeg er den gode hyrde! Sådan omtaler jesus sig selv i et forsøg på at forklare mennesker om Guds uendelige kærlighed til dem. Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem.

Hør mere her, hvor jeg gør et forsøg på, at hjælpe os til at forstå…

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der ofte er variationer mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 4

Prædiken søndag d. 7. maj 2017. – Konfirmation

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Joh 10,1-10.
Jeg er kommet for at I skal have liv.

“De forstod ikke, hvad det var, han talte til dem om.”1 Sådan skriver Johannes efter, at han har beskrevet, hvordanJesus talte til mennsker i billeder, som de helt sikkert kendte.

Det var jesus genial til at gøre. Han brugte historier fra menneskers virkeligt liv til at fortælle om den Gud, som havde sendt ham, for at vise dem, at Guds kærlighed er virkelig.

I dag ville Jesus måske snakke om Guds kærlighed på en måde, hvor vi inddrager snaps, Insta, DIY’s, Paradise Hotel og likes….
Det er faktisk det, som Jesus gør her, når han taler om den gode hyrde. Og alligevel er det ikke sikkert, vi ville forstå, hvad han talte om.

Er i med på at dykke lidt ned i det?

På Jesu tid vidste alle, hvordan det med får og hyrder fungerede.

Så det er ikke fordi Jesus bruger mærkelige billeder, at de ikke forstår. Det er fordi, de simpelthen ikke kan få ind i deres hoveder, at en Gud, som de har lært at frygte, kan være så god og kærlig.

1 Joh 10,6

2 a f 4
Det er så godt, så man næsten kan blive mistænksom.

Nogen vil sige, at det er for godt til at være sandt.

I en fårefold samles fårene. På vejen ind stryger hyrden alle fårene over ulden for sikre, at de er sunde og raske.

Inde i folden er de beskyttede mod alle farer. En god hyrde placerer sig selv i åbningen, så han med egen krop holder rovdyr og røvere væk.

Det mærkeligste i deres ører er dog, at hyrden skulle kende fårene ved navn. Og at fårene skulle genkende hans stemme.
Sådan er der aldrig nogen, hyrde, der har haft det med sine får. Det er der filmen knækker for dem.

Jeg får lyst til at spørge Jer: Er der nogen til stede her i dag, som kan navnene på alle, som er her?

Er der nogen til stede, som kan navnene på alle seks konfirmander?

Navnene på konfirmanderne, det kan en del af os klare, men navnene på alle, kan vi naturligvis ikke. Det er en helt umulig præstation.

Det er måske ikke så mærkeligt, at de ikke lige forstår, hvad jesus siger.

Vi mennesker, kan så nemt føle os som små ubetydelige fnug midt i verdens vrimmel.

3 a f 4

Så står Jesus der og påstår, at det er en Gud, en himmelsk far, der er som en god hyrde. En som kender os alle ved navn.

Det er faktisk en central tanke i kristen tro, at det ikke handler om kultur og regler, selvom mange tror det.

Det handler om en personlig relation til en Gud som på den ene side, har hele verden i sin hånd, men som også kender dig fuldt og helt, og som elsker dig.

Faktisk er han så personlig overfor dig, at selv dine hovedhår er talte.2 Sådan siger Jesus i hvert fald i Lukasevangeliet, som vi har læst sammen.

Det er da lige til at blive svimmel af, at tænke på.

Når vi i dag har overhørt de unge mennesker, og lyttet til alt det, de har lært om tro, så beder vi også for dem.

Vi beder om, at Gud vil passe på Jer gennem hele livet, og at han må være med Jer, når livet kommer til at gøre ondt og være sammen med Jer, når det hele er fantastisk.

Gud kender Bjørn, Victor, David, Sara, Marie og Mathilde ved navn. Han ser Jer. Han hører Jer og han er med Jer alle dage.

Og, nåe ja, så kender han også alle vi andre ved navn og det samme gælder os. Han er med os alle dage.

2 Lukas 12,7

4 a f 4

Tit tror vi, at det med tro, har at gøre med livet, når det slutte. Men det har alt at gøre med livet, mens det leves.

Gud – den gode hyrde – vil passe på os, og lede os gennem livet. Han kender vores navne, og Jesus siger endda, at vi alle dybt nede, kender hans stemme.

Det er ikke en Gud, der er langt væk. Det er en Gud, der er lige midt i livet, midt i festen, midt i hverdagen.

Det er en Gud, som vil sætte os fri til at leve livet, og tage mod at det fede, der ligger forude.

Jesus siger det selv: Jeg er kommet for at de skal have liv og have i overflod!”3

Det er derfor Jesus kom, for at give liv, for at kende dig, og for at kalde dig ved navn, og ikke mindst, for at du kan kende hans stemme i dit liv.

Det er næsten for godt til at være sandt! Amen
Salme: VIl du følge efter mig.

3 Joh 10,10.

Better – Gospelgudstjeneste med Emmaus – Christian Syversen

Har du prøvet at være et sted, hvor der var virkelig mørkt, og hvor håbet nærmest syntes usynligt? Måske er du der endnu. Måske fandt du ud på den anden side, hvor der er lys og håb og glæde. ♥

Emmaus giver dig et stemningsfuldt pusterum – og en skøn kuldegysende oplevelse, som vil smøre dine øre med mælk og honning.

Kom og lyt!
Kom og vær med!

Dørene er åbne for alle, der har lyst, og det er ganske gratis at lytte med. 🙂

Emmaus ledes af Mette Risager
Christian Syversen taler

Hør mere her:

 

 

Fred være med jer – Thomas Risager

I mange kirker bliver kirkegængerne undervejs i gudstjenesten bedt om at hilse på hinanden med ordene: “Guds fred!” På engelsk taler om om “pasing the peace.”

Alt dette har sin rod i opstandelsen, hvor Jesus viser sig for disciplene og hilser på dem med ordene Fred være med Jer! Ved gudstjenesten taler Thomas Risager om Guds fred i hverdagens tumult.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der ganske ofte er afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-format

 

1 a f 4

Prædiken søndag d. 23. april 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Joh 20,19-31.
Fred være med Jer!

I mange kirker bliver kirkegængerne undervejs i gudstjenesten bedt om at hilse på hinanden med ordene: “Guds fred!” På engelsk taler om om “pasing the peace.” Alt dette har sin rod i opstandelsen, hvor Jesus viser sig for disciplene og hilser på dem med ordene Fred være med Jer!

“Guds fred til dig!”

Fred være med Jer, siger Jesus til de totalt rundforvirrede disciple. Tidligere på dagen har disciplene fået at vide af kvinderne, som var på vej ud til graven, at stene var væltet væk, og at Jesus er opstået fra de døde.

Selvom Jesus havde forudsagt det, og gjort alt for at forberede dem på, at dette ville ske, så forstår de ikke det, som sker lige for næsen af dem. Det havde de aldrig forventet.

I søndags hørte vi om Maria Magdalene, som var kommet ud til graven hvor hun stod og græd. Hun møder Jesus og står ansigt til ansigt med ham, men hun tror det er havemanden.

Det kan jeg helt ærligt godt forstå, for hvem kunne i sin vildeste fantasi forestille sig det?

Maria forventede ikke, at Jesus opstod, selvom han havde sagt det ville ske.

2 a f 4

Forventninger er noget mærkeligt noget. Hvis vi har lave forventninger til noget, skal der virkelig meget til, før vi synes, at noget er fantastisk.

Omvendt, hvis vi har høje forventninger, så opdager vi også det gode, som vi forventer at se.

En gang blev vores fodbold landstræner Richard Møller Nielsen berømt for sinde gode kommentar: “Screw down your expectations!” Utroligt fint engelsk, som knapt egner sig til brug i kirken.

Han syntes forventningerne til landsholdet lagde et kæmpepres på dem, som de godt kunne være foruden.

Når det kommer til tro kan man nemt komme til at sætte sine forventninger for lavt. Det tror jeg faktisk mange af os kommer til.

Det er det, som sker for Maria. Hun kan slet ikke forstå, det er Jesus hun ser, for hun har ikke forventning om kan ske.

Jesus var kommer til disciplene. De så ham og de troede, men Thomas, var ikke med. Vi ved ikke hvorfor, men han var gået glip af de støreste de andre disciple nogen sinde havde oplevet.

De havde set Jesus stå midt iblandt dem, de havde hørt Jesus: “Fred være med Jer!”1

1 Joh 20,19

3 a f 4

Thomas har begge ben på jorden og han er ikke bleg for at indrømme, at det der rækker hans forventninger ikke til. Med andre ord, han tror ikke på dem, når de påstår at jesus er opstået fra de døde.

Otte dage senere står Jesus igen foran dem. Fred være med Jer!

Thomas havde godtnok sagt, at han ville se med egne øjne, at han ville stikke hænderne i såret i Jesus side, men jeg tror ikke, han nogen siden havde forventet, at det ville ske. Men Jesus sprænger alle forventninger.

Jesus taler direkte til Thomas: “Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.« Thomas svarede: »Min Herre og min Gud!”2

Det er nogle fantastiske beretninger, vi har foran os i dag. De er vilde, og de er dramatiske.

Men de afslører måske også, at vi, uanset om det med kirke og tro er nyt for os, eller det en gammel nyhed, at opstandelsen er svær at rumme, også selvom det er totalt kernebudskab.

Når vi taler om opstandelsen fokuserer vi ofte på, hvad Jesus gør for os i døden.

Men opstandelsen handler om livet.

2 Joh 20,27-28

4 a f 4

Når Gud kan gøre den døde levende, hvor meget mere kan hans kærlighed så ikke gøre i livet?

Opstandelsen viser os, at intet er umuligt for Gud, ikke kun i døden, men sandelig også i livet.

Faktisk midt i hverdagen. Midt i den daglige trummerum er Gud også, og midt i det hele siger han også til os: “Fred være emd Jer!”

Hvis vores forventninger er, at det kan ske, så ser og hører vi det også, når det sker.

Hele pointen med talen i dag, men også med Johannesevangeliets historie er at skubbe til den forventning. Her skal vi passe på med at have for lave foreventninger.

Så i dag vil jeg sige: Screw up your expectations!”

Johannes siger det sådan her:

Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.3

Amen
Salme: Jesus, som iblandt os står

3 Joh 20,31

 

Jer er …Opstandelsen og livet – Thomas Risager

Why do you cry? He has risen.
Why are you weeping? He’s not dead.

Sådan lyder teksten til den sang, som gospelkoret Emmaus indleder gudstjenesten med, og for mange af os er det ikke påske, før vi har hørt Emmaus synge netop den.

Påskemorgen er der fest i kirken. Jesus er opstået. Vi synger gospel og de smukke påskesalmer. Der er naturligvis også en påskeprædiken.

Hør mere her:

Du kan også læse talen. Bemærk dog, at der ofte er afvigelser mellem det skrevne og talte ord.

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 5

Prædiken søndag d. 16. april 2017. Påskedag

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Joh 20,1-19 & !. kor 15,21-22.

Det er påskedag.

Det kulminationen på alt, hvad der har med kristen tro at gøre.

Jesus blev plaget, blev korsfæstet, han døde, Jesus blev begravet, men i dag på tredjedagen fejrer vi, at han opstod fra de døde.

Den døde blev levende! Kærlighedens triumf er indlysende.

Vi hører i følge Johannesevangeliet, hvordan Maria Magdalene er kommet ud til graven, hvordan hun ser at stenen er væltet fra. Hun løber tilbage til Peter og den anden discipel, ham Jesus elskede. Formentlig er her tale om Johannes. Maria bliver den første overhovedet, som får lov at fortælle, at graven er tom.

De to løber ud til graven. Det går stærkt, de venter ikke på hinanden.
Det her vil de se med egne øjne, for det er alligevel for fantastisk tl at man rigtigt kan tro det. Selvom de adskillige gange har hørt Jesus fortælle om den skæbne der ventede ham, er det svært for dem at rumme det.

2 a f 5

På trods af, at de kendte profeten Esajas ́ord om Herrens lidende tjener1, så var det svært for dem at tro på det de hørte Maria Magdelene fortælle dem.

Peter er kommet frem til graven, han går ind, og ser linnedklæderne, som den døde Jesus var svøbt i, ligge i graven, mens klædet, som var lagt over Jesu ansigt, ligge for sig selv.

Den anden discipel, ham Jesus elskdede, gik også ind i graven. Johannes skriver, i øvrigt meget usædvanligt for Johannes, meget kort, at disciplen så og troede.2

Han så og troede! Han så den tomme grav og troede!

Maria er kommet tilbage til graven. Hun står udenfor og græder, hvilket ikke er mærkeligt, hun er midt i sit livs krise.

Midt i hendes dybeste mørke dukker englene i hvide klæder op. Vi husker at engle er sendebude fra Gud, og de spørger, som Emmaus sang ved gudstjenestens begyndelse: “Hvorfor græder du?”3

Bag hende står Jesus, og spørger, hvorfor græder du? Maria Magdalene roder sig ud i en lang forklaring, men Jesus afbryder hende ved at sige hendes navn: Maria! Da forstod hun, at hun have set Jesus. Da troede hun!

1 Es 53
2 Joh 20,8 3 Joh 20,13

3 a f 5

Johannes skriver levende, så vi skal forstå, at Jesus er opstået fra de døde. Det forstår vi og det tror vi, og alligevel siger vi nogen gange tjae…

Det er der ikke noget nyt i, og der er i og for sig heller ikke noget galt i, at forholde sig en anelse skeptisk. Det er en gammel sandhed at tro og tvivl følges ad.

Allerede i kirkens første tid, har Paulus behov for at italesætte dette. I første Korintherbrev, som er skrevet små tyve år efter Jesus død og opstandelse, kan vi læse at Paulus formaner sin menighed til at holde fast ved troen på opstandelsen.

For som han siger: “v12 Men når det prædikes, at Kristus er opstået fra de døde, hvordan kan så nogle af jer sige, at der ikke findes nogen opstandelse fra de døde? v13 Hvis der ikke findes nogen opstandelse fra de døde, er Kristus heller ikke opstået; v14 men er Kristus ikke opstået, er vores prædiken tom, og jeres tro er også tom.”4

Vores tro er ikke tom! Det er muligt at vi ind imellem tvivler, men tom, Nej, det er vores tro ikke. Vi står på 2000 års historie om Jesus, som døde og opstod for vores skyld.

Vi synger salmerne, lytter til gospelmusikken, som igen og igen, bekræfter den tro vi trods alt er samlet om i kirken i dag.

4 1. Kor 15,12-14

4 a f 5

Vi lytter til en prædiken, som slår fast at kirken bygger på den tomme gravs fundament.

Jesus opstod fra de døde.

Den døde blev levende!

Kærlighedens triumf er indlysende.

Vi tvivler og tror, vi håber, men vi handler også, som om vi tror at Jesus opstod fra de døde.

I dag har vi gjort som de allerførste kristne gjorde. Vi har fulgt traditionen med, at påskemorgen døber vi.

I dag er det ikke bare Linette og Anders, der har båret et barn til dåben i troen på at Kristi opstandelse fra de døde ikke er tant og fjas, men liv og kærlighed.

Som vi forstår dåben her i kirken, har vi alle sammen været med til det. Vi er ikke bare passive vidner, vi er aktive forberede, for Bodil, for storebror Frederik Elias, for Linette og Anders, ja, for alle andre som er kommet her til kirken med deres barn og betroet os det ansvar at døbe barnet og bede for familien.

Det ansvar tager vi på os, og vi gør det med stor glæde, for dåben viser os med al tydelighed, at tro ikke kun er ord, men sandelig også handling.

Det er at tage del i håbet om at opstandelsens kraft, må være og blive virkelighed levendegjort i Bodils liv, i vores allesammens liv.

5 a f 5

Det er det, vi håber og tror, derfor er glæden også håndgribelig på en påskemorgen som denne.

Der er ingen grund til at græde, ja, det skulle da lige være af glæde, for Jesus opstod fra de døde, og det handler om dig!

Amen.
Bøn & Lys…..

Påskekirken, Generationsgudstjeneste – Maria Bræstrup Aaskov

“Påskekirken”
Ved generationsgudstjenesten fyldte vi kirken med påsken – vi fandt en plads mylderet palmesøndag da Jesus red på et æsel ind i Jerusalem, smagte på specialiteter som formentlig blev serveret skærtorsdag, tog hammer og søm i hænderne og fornemmer alvoren langfredag, og kravlede selv ind i den tomme gravhule – kunne det virkelig passe? Vi lod børnene få de første rækker og hvor der plejede at være “børnehjørne” i gudstjensten var der denne søndag et lille “voksenhjørne” – hør selv!
Bibelteksten til voksenhjørnet var fra Johannesevangeliet kapitel 12, vers 12-19.

Jeg er vejen, sandheden og livet – Thomas Risager

Jesus siger: Jeg er vejen, sandheden og livet! (Johannesevangeliet kapitel 14 vers 6)

Hvad mener han med det? Er vi galt på den, hvis vi ikke kan finde vej? Er der flere veje, vi kan tage? Og hvad med omveje, hvis blot de bringer os frem?

Hør mere her:

Du kan også læse manuskriptet til talen her. Der kan være afvigelser mellem det talte og det skrevne ord.

Talemanuskript i PDF-Format

 

1 a f 4

Prædiken søndag d.2. april 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Salme 27,11-14 & Joh 14,1-7

Jeg er vejen, sandheden og livet siger Jesus. I dagens andagt i fastehæftet, bemærkes det, at vejEN, SandheDEN, liVET står i bestemt form. Underforstået der er kun én vej, kun én sandhed, ét liv, og det er Jesus Kristus.

Det er én bibeltolkning, vil jeg sige og den kan man have.Det har jeg ingen problemer med. Jeg er bare ikke helt enig, så i dag vil jeg gerne tilbyde en tanke, hvor vi åbner det lidt mere.

De af jer, der er kommet her et stykke tid, nogen af jer længere end rimeligt, I ved, at jeg ikke betragter Bibelen som en facitbog, men netop finder, at bibelen skal og må tolkes ind i den samtid vi læser den i.

Derfor vil jeg blidt påpege, og stadig respektere mine ansete kollegaer, som har skrevet dette stykke, at man (jeg) godt kan have en lidt anden opfattelse af dette.

Lad mig lige slå fast. Hvis nogen spørger mig, hvordan bliver jeg en kristen? Så vil jeg til enhver tid sige. Lær alt hvad du kan om Jesus. Læs evangelierne i Bibelen. Hør prædikener, gerne af flere forskellige. Snak med mennesker, der tror om Jesus. Kom for Guds skyld i kirke, og måske også for din egen skyld.

Bliv inspireret af hans enorme kærlighed til mennesker. Forsøg at efterligne ham i ord og handling.

2 a f 4

Elsk på en sådan måde, at udgangspunktet for kærligheden ikke er dig selv, men den, som elskes. Endelig tro på, at Jesu død på korset, hans opstandelse, her betydning for dit liv her og nu.

Til allersidst, du er ikke et dårligt menneske fordi du i perioder tvivler på, om du tror.

I Apostlenes Gerninger, som er bogen om den allerførste kirkes tid, bliver de første kristne kaldt de, der tilhører vejene, eller vejens folk. Det at tro på Gud, på Jesus er at være i bevægelse, at være på vej.

Lad os lige skifte tanken et øjeblik.

Lad os sige, at vi skal til Ørbæk og hente lidt øl.

Hvordan kommer man til Ørbæk?

1. Ud af Odense ad Benediktsgade, så ad Ørbækvej der 26 km og det tager 29 min

2. Ud af Odense ad Benediktsgade, så ad Ørbækvej, flet ind på Svendborgmotorvejen, kør af mod Ryslinge, videre ad Daugaardvej. Der er 35 km og det varer 31 minutter.

3. Man kan også køre ad Niels Bohrs Alle, Fynske Motorvej køre af på afkørsel 46 mod Nyborg V, dreje mod Ørbæk. Der er 37 km. Det tager 32 min.

Når vi taler om, hvordan man kommer fra A – B, eller i det her tilfælde til Ørbæk. Så kan især I der er indfødte fynboer have meget stærke meninger om, hvad der er en

3 a f 4

rigtige vej. Men af de tre veje til Ørbæk, som jeg har skitseret her Uanset hvilken rute man vælger, så er der 3 minutters forskel mellem den hurtigste og den langsomste. I kilometer er afvigelserne noget større, men alle vejene leder frem til målet.

Det var tre ruter mod et sted på Fyn. Der er helt sikker flere.

Gammel jødisk visdom siger, at der mindst er 70 læsninger af en bibeltekst – en for hvert år, man har levet. Nu er jeg ikke 70, men jeg oplever, må jeg indrømme, at jeg bliver mindre skråsikker på mine tolkninger af bibelen, som tiden går.

Som kristne menesker, som søgende mennesker, er vi hele tiden på vej. Fuldstændigt ligesom de første kristne var det.

Måske er vi rent fysisk ved at finde nye steder at bo. Vi kan være ved at tænke i nye baner omkring vores frivillige indsats.
Troen finder nye former og udtryk hos os. Måske er vi lige blevet blæst omkuld af Gud, fordi det er nyt for os at opleve hans kærlighed.

Når Jesus siger: “Jeg er vejen, sandheden og livet!” så er jeg ikke i tvivl om, at sådan er det. Men jeg køber ikke den enormt snævre tolkning af dette. Jeg er sikker på at vi må fumle rundt i livet, og at vi er lige så gode kristne hvis vi tager den nærmeste omvej.

Gud har givet os en fri vilje og hvis vi ikke umiddelbart kan finde den hurtigste og mest lige vej, så er jeg ikke i

4 a f 4

tvivl om, at hans kærlighed til enhver tid er rakt ud mod os, og han ikke opgiver at vente på at vi finder frem. Gud kommer os i møde uanset, hvor vi er på vejen.

Gud er meget tålmodig med os.

Han er med os overalt, hele vejen, uanset hvilke veje vi så end tager.

En af kirkens første teologer siger med sine fine ord i Romerbrevets 8. kapitel noget om Guds kærligheds kraft.

“v38 For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter v39 eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.”1

Guds kærlighed er med os, uanset hvor vi er. Jeg er vejen sandheden og livet, siger Jesus! Amen

1 Rom 8,38-39

 

Gospelmeditation: Let Go – Let God – Thomas Risager

Denne Søndag aften kan du give dig selv en pause i hverdagens stress, når vi holder gudstjeneste i form af en gospelmeditation. Du vil få fyldt ørerne med smukke toner og få renset hjernen for overflødig støj.

Tag en yogamåtte eller et liggeunderlag under armen og nyd en times ro og fred (der er er også mulighed for at sidde på en stol, hvis ikke du kan eller vil ligge på gulvet).

Mette Risager leder sangerteamet, og Preben Holmberg sætter musik til. Velkommen til en meget anderledes gudstjeneste.

Her kan du lytte til talen fra gospelmeditationen:

Du kan også læse manuskriptet til talen her. Bemærk dog, at der kan være lidt afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-format

 

Prædiken søndag d. 26. marts  2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Salme 37,7 & Matt 6,33-34

Let go and let God

Gospelmeditation

Forleden morgen sad jeg i et forsinket tog, der holdt stille lige udenfor Københavns hovedbanegård. Der var 7 minutter til at toget mod lufthavnen skulle gå. Det skulle jeg nå, for ellers var der ikke store chancer for at nå mit fly.

Kender i det, så sidder man der: “Kør nu… Kør nu for f…. “Jeg sad og knyttede hænderne, og knoerne blev mere og mere hvide.

Pludselig kom jeg til at tænke på denne tale, som jeg gik og bryggede på i hovedet.

Så der på sæde 24 indså jeg, at der absolut intet var, som jeg kunne gøre, hverken fra eller til.

Jeg kunne lige så godt læne mig tilbage i sædet og slappe lidt af. Det var spild af god energi at hidse sig op.

Det er ikke så nemt, som det lyder, men der var intet jeg kunne gøre. Jeg var nødt til at slippe det.

Jeg ved fra min egen tilværelse, at jeg bruger en del energi på at bekymre mig om ting, der ligger ude i fremtiden. “Hvordan skal vi dog nå, at blive klar til….”

Nu har vi besluttet, at lave om på noget, så vi ikke gør som vi plejer. Hvordan mon folk reagerer på det?

Man vil jo gerne gøre alle glade.

Jesus ved, at vi mennesker kan finde på, at stresse rundt og forsøge at have styr på alting. Det er måske ikke lige de ord, han bruger.  Men det er ikke noget nyt, som vi har fundet på i 2017. Det gjorde folk også for små to tusind år siden.

Jesus siger: “Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. v34  Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen;”

Men det er jo svært, når vi har en kultur, der siger, at du er din egen lykkes smed.

Når vi er opdraget til, at det er cool at have styr på de ting, som vi har ansvar for.

Det er svært, når vi er opdraget til – og uddannet til – at man ikke må lave fejl. Hvis man siger noget forkert, så bliver man til grin.

I disse tider risikerer man ligefrem at blive hængt ud på de sociale medier, hvis folk for eksempel har haft en dårlig oplevelse i kirken.

Dermed får vi ansvarsfølelse overfor ting, som det faktisk er urimeligt, at vi bærer ansvar for.

Hvis man ikke lykkes med få relationen med den besværlig kollega til at blive bedre, så er man en fiasko.

Jeg tror, der er noget sundt i at lytte lidt til den gamle visdom, som Bibelens salme 37,7 fortæller det: “Vær stille overfor herren og vent på ham!” Bibelen er ikke oprindeligt skrevet på dansk. Salme 37 her er skrevet på hebræisk, når man oversætter går der nogen gange lidt tabt.

Vær stile overfor Herren betyder ikke shhh! Lad være med at snakke. Det mere end at være stille, det er også at stå stille, at slukke tanken, at lade være med at gøre noget. Det er time out!

Tænk en gang, hvis vi en gang i mellem gav os selv en time out. Hvor vi tillod os, lige at trække vejret, inden vi svarede på en mail, eller inden vi reagerede uhensigtmæssigt på et eller andet, som vi ikke lige kunne overskue.

Det er faktisk ok, at sige, at her føler jeg, at jeg er på dybt vand. Det er mere end jeg lige kan overskue nu og her.

Det er ikke svaghed – det er visdom, når man kan lægge noget fra sig og overgive det til Gud.

Nogen vil indvende at det ansvarsløst. Men det ikke at flygte fra ansvar, at lægge noget fra sig et godt sted. Det kan jo faktisk også være sådan, at Gud lader os se en løsning, hvis vi selv kommer en smule på afstand.

Der var én som skrev til mig om noget som var svært…

I denne weekend har det været min frustration over en kollega.. Helt banalt. Men det hjælper at lægge det over til Gud.. Jeg har tænkt så det knagede og løsningen er endnu ikke kommet til mig. I går bad jeg en bøn, gav slip og lagde det over til Gud.. Derefter havde jeg en meget bedre lørdag og på en eller anden måde har jeg ro i, at måden situationen skal løses på, nok skal komme.. Den bliver uden tvivl bedre af, at jeg ikke smæsker mig i min egen frustration

Jeg synes, at den historie er et super eksempel på let go and let God. Giv slip – og lad Gud.

Jeg oplever, at der er noget godt i at turde slippe det, jeg alligevel ikke kan holde fast i. Det jeg alligevel ikke kan påvirke eller bære ansvar for.

Der er dyb visdom og gammel kristen tradition i det. Dermed ikke sagt, at det er let.

Der er en bøn, rummer dette helt utroligt fint. Nogen af jer vil genkende den. Det er sindsrobønnen, som jeg nu vil bede:

Sindsrobønnen (Reinhold Niebuhr)

Gud, giv mig sindsro til

at acceptere de ting,

jeg ikke kan ændre,

mod til at ændre de ting jeg kan

og visdom til at se forskellen.

Amen

PS. Jeg nåede mit fly!