Det er mig!

Ved dagens gudstjeneste, hvor vi også har den glæde at døbe et lille barn, taler jeg over en tekst fra Matthæusevangeliet, hvor jesus beroliger sine disciple ved at sige: “Det er mig!”

Du kan høre mere her:

Du kan også læse talen her:

Talemanuskript i PDF-format

1 af 5

Prædiken søndag d. 9. august 2020.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Det er mig! Frygt ikke!
Tekster: Matt 14,22-33 & Rom 10,5-15.

Jeg håber I har nydt sommeren. Det har vi helt sikkert. Selv vejret er kommet efter, at det er sommer, godt nok lidt forskudt af ferien, men er det egentlig ikke ret typisk?

I vores sommerferie, var vi så heldige at, at vores svoger Kent, ville lægge båd til et besøg på Danmarks nordligste øer – Hirsholmene.

Et af problemerne ved at besøger øer, er at man er nødt til at sejle. Særligt et af vores børn er ikke videre begejstret for transportmidler, som kan bevæge sig. Vejrudsigt var god og vejret var fint, da vi sejlede til Hirsholmene, men da vi skulle hjem var det blæst temmeligt meget op og fra Syd, hvilket betød at vi fik bølgerne direkte ind i siden på vej tilbage til Strandby.

Jeg har nogle videoer, hvor vi som familie giver skoleeksemplet på, hvordan man holder humøret højt, men når man kender Kamille, kan man godt se, at hun ikke er videre imponeret over vores indsats.

VIDEO af temmelig skræmt kamille til søs

Til Kamilles ros skal det lige siges, at hun var sej og klarede det hele vejen.

2 af 5

Jeg tror dog alligevel, at hun havde været en anelse skeptisk og ment at hendes far var blevet helt gak gak, hvis jeg havde sagt til hende, at Jesus kom gående på vandet ved siden af båden.

Og jeg tror ikke, at hun ligesom Peter havde fået den ide, at hun lige skulle ud på vandet for at teste om det nu kunne passe.

Det var faktisk den situation disciplene var i, da vi møder dem her i Matthæusevangeliet.

Jesus havde lige bespist fem tusind menensker med fem brød og to fisk. Det er i sig selv noget af en bedrift, men det er ikke færdigt med det.

Jesus har bedt sine disciple om at sejle over på den anden side af søen, Jesus sendte skarerne væk og gik op på et bjerg for at være alene og bede.

Disciplene sejler afsted. man skulle mene at de var i gode hænder, for et par af dem er faktisk fiskere, så de kender søen. Men da vejret bliver hårdt og de må kæmpe med modvinden, da kommer Jesus gående på vandet ud til dem. Da skriger de af rædsel og troede, at det var et spøgelse, de havde set.

Vi skal måske lige huske, at disse mænd, rigtige mænd. Den bløde mand, som er i kontakt med sine følelser var ikke videre moderne på Jesu tid.

De rigtige mænd skriger af frygt, da de ser Jesus gå på vandet. Jeg er nødt til at indrømme, at det er der en del af mig, der godt kan forstå.

3 af 5

For jeg kender godt til det med at være et sted i livet, og det tænker jeg, at mange af jer også gør, hvor man ikke rigtigt kan overskue den situation, som man er havnet i, eller har bragt sig selv i.

Når man er presset, så kan man godt få tunnelsyn, så man kun kan fokusere på det der er lige foran. Man kan også godt få det sådan, at det med at trække på erfaringer fra tidligere, det fungerer ikke rigtigt.

Når jeg siger sådan, så er det fordi, jeg tror, at det er det, som er sket for disciplene. For når jeg tænker tilbage på, hvad de har allerede har oplevet med Jesus samt på de historier fra deres jødiske arv, som vi ved, de kender, så undrer det mig faktisk, at de bliver så bange, da jesus kommer gående på vandet.

Måske fordi det der sker, er så jordnært. Vi har alle erfaret, at det med at gå på vandet er blevet til en lektion i svømning, så det er ubegribeligt på et eller andet plan.

På den anden side, så har de lige set Jesus bespise 5000 mennesker med fem brød og to fisk. De har også hørt Jesus tale i masser af lignelser, og de har set ham givet livet tilbage til mennesker, som var kørt ud på et sidespor på grund af sygdom. De har set helbredelser og uddrivelsen af dæmoner, som jeg syes er svært at forstå.

Men at Jesus går på vandet, det skræmmer dem.

Noget i mig undrer mig, mens andet i mig, godt kan forstå dem.

4 af 5

Derm hvor Jesus kommer til dem, er de pressede og når man er presset, fungerer man ikke optimalt.

Da Jesus ser, hvor bange de er, hvad er det så han siger?

“Vær frimodige, det er mig, frygt ikke!”1

Det er nøjagtigt de samme ord, som jeg har brugt når mine børn har haft mareridt om natten.
Det har I, der har børn, garantere også prøvet. Man går ind til barnet, som er helt forvirret og usikker på hvad der er drøm og hvad der er virkelighed.

Det næste man siger er? “Det er mig!”

Fordi der er den relation, som der nu er, så er det ofte nok, at give sig til kende. “Det er mig!” Og der falder ro over situationen.

Det er præcis det, som jesus gør i en situaiton, hvor hans venner er ude i en situation, hvor de ikke kan bunde. Der skaber han ro ved at give sig til kende. Det er mig.

“Det er mig”, går igen mange steder i Bibelen. Gud siger det om sig selv, da han taler til en skræmt Moses fra en brændende tornebusk.2

1 Matt 14,27. 2 2. Mos 3,14.

page4image6657856

5 af 5

Jesus omtaler sig selv sådan flere gange i bibelen. Det er som om, at når jesus siger “Det er mig!“ så sker der det her med at folk lige standser op, og så ser de en ny virkelighed, hvor de oplever at Jesus er nær, men den fred, som kun det kan give.

Pointen her er, at der hvor menensker er bange, og det stormer omkring ørene på dem, der er der en Gud – en Jesus – som har det med at dukke op midt i det hele. Det er meget muligt, at vi bliver mere forvirrede af det, og tror vi har set spøgelser og hvad ved jeg.

Gud skjuler sig ikke for os, tværtimod giver han sig til kende og siger “Det er mig!”

Og hver gang “Det er mig” lyder, så er der også en fremstrakt hånd, som vi ligesom Peter kan gribe fat i.

“Det er mig” lyder også for dig, og der er også rakt en hånd frem mod dig.

I dag har vi døbt et lille barn. Der sker mere end blot lidt vand i hovedet. Der er blvet sagt “Det er mig!” og der er blevet givet løfter om en udstrakt hånd, både af menigheden, men sandelig også fra Gud.

Gud er med i livet, både når det er smukt og smoth sailing, men sandelig også når det stormer.

Han er altid klar til at give sig til kende for dig. Amen.

Det bliver godt igen #5

Peter, som lige har set Jesus dø og erfaret, at han er opstået fra de døde igen, tager ud og fiske.

Han længes efter hverdagen igen, så han tager til søs, men i et møde med Jesus oplever han, at han må genopfinde alt det han vidste, for en ny tid er kommet.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Læg dog mærke til, at der ofte er lidt afvigelser mellem det skrevne ord, og den tale, som faktisk holdes.

Talemanuskript i PDF-Format

 

1 af 6

Prædiken søndag d. 26. april 2020.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Joh 21,1-14.
Gospelmeditation. Emmaus ultra Light. Det bliver godt igen.

Hold da fast, hvor jeg længes efter livet, som jeg kender det. Lige pludselig er den leverspostejs-kedelige hverdag, pludselig noget jeg længes efter.

Bevares, det er da meget hyggeligt, at vi alle sammen er hjemme. Det da sjovt at prøve at arbejde så meget hjemmefra, og det er imponerende, hvordan børnene klarer online skole.

Hvis jeg nu skal være helt ærlig, så er jeg ret imponeret over, hvordan vi som kirke i løbet af få dage har omstillet mange hundrede års vaner og virksomhed til online- gudstjenster og og kirke på nettet.

Det har været sjovt og spændende, at være med til. Hatten af for menigheder, kirker, musikere og præster, skolelærere og alle andre, som er så kreative og opfindsomme i disse tider.

Men jeg savner livet, som det var. Jeg savner, at der er menensker omkring mig. Det er så tomt, at stå i en tom kirke og tale. Normalt ville der være fyldt med mennesker.

Der er gode gensyn, og nye mennsker er velkommne, og I vil ligge på gulvet og være helt afslappede, enkelt vil endda snorke, sådan som det er normalt er til en gospelmeditation.

2 af 6
Forskellen fra det som var, til det som er, er enorm.

Jeg har stærkt på fornemmelsen, at vi er rigtigt mange, som har fået vendt op og ned på livet, som vi kendte det.

På den ene side, synes jeg, det er vildt fascinerende, hvor hurtigt vi kan indrette os på nyt, men det er også forbundet med sorg, utryghed og ikke mindst fornemmelsen af tab, fordi livet, som vi kendte det er væk.

Da Danmark lukkede ned, var jeg ret fortrøstningsfuld. Det ville vare en en kort periode, det klarer vi.
Men det er langsomt ved at gå op for mig, at det ikke er nogen kort periode, vi har gang i. Eller mere barskt sagt, livet som vi kendte det, kommer ikke tilbage. I alt fald ikke foreløbigt.

Det synes jeg faktisk er noget stramt.

Jeg må erkende at jeg længes efter noget, som ikke længere er, min hverdag.

Jeg tror, det er meget menneskeligt, at når livet slår en koldbøtte, så mærker man tabet af det, der var.
Og det kan være svært, for ikke at sige umuligt, at glæde sig over det, der kommer i stedet.

På mange måder var det sådan Jesus disciple havde det, i tiden lige efter påsken, hvor Jesus var død og ikke mindst jo, opstået fra de døde.

3 af 6

Der er ingen tvivl om, at det de havde oplevet, at se deres ven dø på korset, er noget af det mest rædselsfulde, som der har prøvet nogensinde.

Da jesus på tredjedagen opstår fra de døde, og kvinderne, som har oplevet det, fortæller det til disciplenes, så har de ganske enkelt svært ved at rumme det. Særligt en af disciplene, ham der hedder Thomas, er meget skeptiske. Selvom Jesus, som opstået viser sig for dem flere gange og ligefrem taler til dem, så ved de ikke rigtigt hvad de skal stille op.

Måske har de det ligesom jeg, at de længes efter hverdagen, som de kendte.
Det kan stå i vejen for at indstille sig på, at livet bliver nyt.

I alt fald siger Peter, som jo levede af at fiske før han fik et livsforvandlende møde med Jesus: “”Jeg tager ud og fisker!” Det er den hverdag, han havde kendt, så den er der tryghed i. Det kan han finde ud af.

Så vidt jeg lige kan tælle i bibelteksten, er der seks andre disciple, som er helt med på den.

Der skal ske noget og de gør det, de kender så godt. Det gør de vel at mærke ind i en hverdag, som med Jesu død og opstandelse, er en helt anden.

Deres liv er blevet anderledes.

De ved, hvordan man fisker. De er på hjemmebane. De har styr på det.

4 af 6

På trods af at de fisker ihærdigt hele natten, med de trygge og gode metoder, med de redskaber, der plejer at fungere, fanger de intet.

Da de kommer ind under land, står en mand ved bredden. De forstår ikke, at det er Jesus.
Han siger til dem, at de skal kaste nettet ud på den anden side af båden. Af en eller anden grund gør de hvad han siger. Måske er de klar over, at det de ved, og kender ikke længer duer, fordi verden er forandret.

At kastet nettet ud på den anden side af båden, lyder som en lille ting. Men det er det ikke. Det er et brud med alle indlærte rutiner, som ellers er utroligt vigtige på en båd, for de sikrer at alle har fuldstændig klarhed over opgaverne og rækkefølgen, ting skal ske i. Det skaber sikkerhed.

Det er ikke en lille ting, Jesus beder dem om. Det er stort og krævende. Af en eller anden grund har de tillid til ham, så de gør det. De fisker på en helt ny måde, og nettet bliver så fyldt, at de faktisk ikke kan hive det op i båden, men må slæbe nettet efter sig ind til bredden.

Da de kommer ind, har jesus lavet bål. Han beder om at få lidt af de mange fisk, de har fanget.
Kom og spis siger Jesus til dem. Nu ved de, at det ham, og de får lov til igen at have det nære fællesskab med ham, som de kender så godt. Jesus selv rækker dem brødet og fisken. Han er også tilstede i den nye virkelighed.

5 af 6

Der er ingen tvivl om, at de i den tumultariske tid, som de pludselig lever i, har trængt til øjeblikket på stranden sammen med Jesus.
Det er dem virkelig vel undt.

I denne historie ser jeg disciple, som har oplevet, at alt det de kendte ved tilværelsen, holdt af og levede i, ikke er mere.
Det synes jeg godt, at jeg kan kende!

Jeg ser mennesker, som tør lytte og handle på det, de hører, selvom det betyder, at de skal gøre neget de ellers kender fuldstændigt, anderledes.
Det synes jeg godt, at jeg kan kende!

Jeg ser menensker, som på trods utryghed og længsel efter det, de kender, tør prøve nyt. De får fyldte net, stor fangst.
Det synes jeg godt jeg kan kende! Eller jeg kan i alt fald genkende fornemmelsen af, at nu er ting nødt til at gøres anderledes. Det vi gjorde for få uger siden, kan ikke fungere i dag.

Jeg kender længslen efter at Gud, at Jesus blander sig. Jeg føler mig ikke i kontrol, så jeg håber at Gud er.

Jeg er glad for at jeg tør tro, at i alt dette er Gud tilstede. Bibelen er fuld af historier om, mennesker, som føler sig fortabte, og Gud er ved deres side. Det er ikke altid, de kan se det, eller forstå det. Men det er han!

Det er det disciplene oplever, da vender tomhændede hjem, men jesus sender dem ud igen. Det er også min

6 af 6

erfaring gennem livet, at jeg er ikke alene, og da slet ikke, der hvor livet er stramt.

Det er muligt, at jeg er udfordret, og at jeg længes efter min hverdag, og livet som jeg kendte det. Men jeg er ikke alene.

Jeg ved, at dette ender godt, for jeg har tillid til at Gud er med i det. Det kan godt være, at jeg skal kaste nettet ud på den anden side. Men Gud er med.

Siden tidernes morgen, har regnbuen på himlen været et tegn på Guds løfter til Noa, om at Gud holder hånden over os.

Det ser ud til, at vi får regn i næste uge, måske er vi heldige at se en regnbue på himlen.

Ellers må vi kigge ned, og se at regnbuen er tegnet rigtigt mange steder rundt om i vores by sammen med #Detblivergodtigen.

Det gør det, for vi kan godt finde ud af livet og en ny hverdag, og vi gør det ikke alene. Gud er med. Det bliver godt igen.

Amen

Bekendtgørelser
Børnekirke på kirkens facebookside Mandag kl. 19.15: Nardus(@)live Søndag kl. 10.30: Online Gudstjeneste

Indsamling til kirkens arbejde. Mobile Pay 46 22 93

 

Palmesøndag. Det bliver godt igen #2

Velkommen til den første dag i påskeugen. Nu er det Palmesøndag.

Her kan du høre talent fra dagens gudstjeneste i Metodistkirken.

Du kan også læse noterne til talen her:

Tale – Online Gudstjeneste Palmesøndag d. 5. april 2020.

Indledning

Palmesøndag

Påsken begynder i dag

Palmesøndag, skærtorsdag, langfredag og påskedag

Baggrund var dyb krise

Vi kender krisen

Landet er lukket, Børn og voksne er hjemme. Vi er sammen på afstand 

Kirkerne oplever det. Vi kan ikke samles og må finde nye veje. 

Hvordan er vi sammen, uden at være sammen. 

Jeg længes efter at se menesker, jeg længes efter hverdagen

Forundret over, hvor hurtigt man alligevel indretter sig i en ny virkelighed. 

Det er ikke som man kunne ønske sig, men livet kan leves. 

Vi har levet i krise i en måned

Vi har hørt statministerens løfte om, at landet skal åben igen. Vi får livet tilbage. 

Men det bliver nok ikke sådan lige på en gang

Mange vil blive skuffede, for vi har forvente mere. 

Jesus træder ind i en lignende situation.

Krisen er bare dybere, meget dybere.

Livet var hårdt 

Konstant uro, konflikter og krige 

Det var hårdt at skaffe mad

Templet, præsterne havde i iver, for at holde befolkningen fast, lagt så meget pres på folket, at de umuligt kunne leve rigtigt.

Præsterne var korrupte

Kongerne, statholderne og alle magthavere duede ikke.

Dette var ikke nogen kort krise. Den var længere end en måned. 

Sidste gang landet havde det godt, var under Kong David (1005.965)

Man længeres tilbage til den tid, hvor alt var godt. Hvor nationalstaten var stærk. 

Denne nedarvede længsel rummede også løfter. 

Profeten Esajas har lovet folket, at Gud vil se deres lidelser. Der vil komme en konge, der er som David, endda ud af hans familie, og alt skal  blive godt igen. 

Palmesøndag, hvor Jesus rider ind i Jerusalem

Situationen er som nu. Der er krise, og løfterne om bedre tider lever.

Jesus har været offentlig figur i 3-4 år- ALLE har hørt om ham, og alle har hørt ham blive koblet til løfterne om, at Gud griber ind.

Modtaget om konge

Hosianna – Herre frels dog!

Palmegrene og kapper på jorden er hyldest til en konge. (Kongen er den, der har magten)

Anderledes konge

Han rider på et æsel

Han tager ikke til paladset og beder om nøglerne til Jerusalems byporte.

Mattheæus fortæller at han rydder templet for handledende, Her skal man tilbede Gud, og han helbreder syge.

Stemningsskifte, Hvad med løfterne?

Jesus er anderledes. Han repræsenterer en magt langt støre end rå magt. 

Alt det skal vi se hen over påsken, så følg med på søndag.

Skærtorsdag

Billede på, hvor anderledes han er.. 

Jødiske påske. 

Disciplene samlet. 

Jesus ved, at Judas samme aften skal forråde ham. 

Jesus ved, hvad der ligger forude. 

Han ved, at han skal tages til fange, og han ved at det bliver brutalt og han ved, at det vil koste ham livet. Men han stoler på Gud.

Vaskningen af disciplenes fødder

En tjeners arbejde.

Peter nægter, men Jesus overtaler ham

Et nyt ud giver jeg er, at I skal elske hinanden. Som jeg har elsket Jer, skal I elske hinanden. Deraf kan alle vide, at I er mine disciple, hvis I har kærlighed tl hinanden. 

Det er kærligheden, der bringer livet tilbage igen

Indstiftelsen af nadver

Gud er min styrke

Ved dagens gospelgudstjeneste med gospelkoret Nardus taler jeg ud fra en af de mest kendte beretninger fra bibelen, nemlig “Vandringen på søen.” Læs den evt. selv i Matthæusevangeliet kapitel 14, 22-33.

Denne bemærkelsesværdige historie bruges til at tale om, at turde være i livets storme, også selvom vores tro måske ikke helt rækker til.

Gud kan være vores styrke, der hvor vi ikke selv er i kontrol.

Du kan høre mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der næsten altid er lidt afvigelser mellem den skrevne tale fra forberedelsen, og den tale, som faktisk holdes under gudstjenesten i kirken. I dag er ingen undtagelse fra det.

Talemanuskript i PDF-format

1 af 6

Prædiken søndag d. 24. marts 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matt 14,22-33. Gud er min styrke. Gospelgudstjeneste med Nardus.

I dag har vi en af de mest kendte bibelske beretninger foran os. Vandringen på søen.

Det påstår jeg, at den er, fordi jeg ofte i mødet med nye mennesker, f.eks. til fester, når jeg siger, at jeg er præst, tit får spørgsmålene, som tilsyneladende optager vi mennesker mest. Nå, så du tror altså på, at Jesus lavede vandet til vin, og han gik på vandet?

Det korte svar er, ja. Det tror jeg på. Når man ser på nogle af de andre mirakler, som bibelen fortæller os skete omkring Jesus, så er vand til vin, og at Jesus går på vandet, nærmest i kategorien af bagateller. Men derfor kan der godt være livsvisdom og tro, sådan en historie.

Bibelen er fyldt med historier, som vi måske ved første øjekast ikke lige forstår. Det er her vi skal huske, at biblen er en utroligt kompleks bog, og de historier, som for så mange år siden blev udvalgt til at være med i den, er der fordi, de har noget at sige mennesker, den dag i dag. Det er i hvert fald min påstand.

Så spørgsmålet er om om du nu vil med ud og sejle? Jeg tør godt garantere, at du ikke bliver søsyg.

Jesus har undervist rigtigt mange mennesker, og nu er han ganske enkelt træt, så han sender skarene bort, for at gå op på et bjerg, for at bede.

2 af 6

De tolv mænd, som følges med ham, disciplene, sender han i fiskerbåden om på den anden bred af søen. Der vil han møde dem igen.

Blandt disse disciple, er der fiskere. Det er altså mennesker, som er vant til at sejle, og de kender søen, som deres egen buskelomme.
Det er her flere af dem er vokset op, og de har sejlet siden de var børn.
Med andre ord, det ved hvad de laver. Især Peter, som vi hører om i historien i dag, er en mand, som har styr på det hele. I hvert fald når det kommer til det med sejlads og fiskeri.

Måske har han i virkeligheden ikke så meget styr på alt det andet, som han gerne vil have. Der ligner han i virkeligheden mange af os.

Vi lever ofte i blind tillid til, at bare vi har styr på det hele, så kan vi klare alt, hvad livet byder os. Der er styr på banken, forsikringerne, hjemmet, vores forhold, alle de store linier er tegnet op. Vi er ressource stærke mennesker. Vi skal nok klare det.

Naive, som vi nogen gange er, så tror vi, at så længe vi har styr på det hele, så bliver er aldrig sådan rigtigt stormvejr i vores liv.

Sådan fungerede jeg, da jeg var ung. Jeg har styr på det hele, så jeg kan klare alt!
Min skuffelse var enorm, da livet lærte mig, at det var en meget fejlagtig antagelse.

3 af 6

Peter var den uofficielle leder af disciplene, og meget ofte er det ham, som nævnes i de bibelske beretninger. Han er den der går forrest, og meget ofte er han også lidt hurigt til overfor Jesus, at fremhæve sig selv.

Det bliver faktisk Peter, der i påsken kommer til at fornægte ikke mindre end tre gange på en enkelt aften, at han overhovedet havde noget med jesus at gøre.

Peter har dog et stort mod.

Båden arbejder i bølgerne, vejret er hårdt og vinden er i mod, så båden krydser sig frem over søen. Ude på siden midt om natten, der råder mørket. Der har ikke været noget lys, så fornemmelsen af at være på en båd, der virkelig arbejder i vandet, er fornemmelsen af at båden drives frem i blinde og frem mod intetheden. Det er en lidt speciel fornemmelse.

Og helt specielt har det været, da de har set en skikelske komme gående på vandet hen mod båden. De tolv barske mænd blev skrækslagne og troede, at det var et spøgelse. Dette var ikke deres mest stolte og mandige øjeblik. De skreg af frygt!

Jesus ser deres frygt, og siger straks. Det er mig, frygt ikke. Det siger han rigtigt mange gange gennem de mange historier, vi har om ham.

Peter er måske den, der er allermest bange, og det står han ved. “Herre, hvis det virkelig er dig, så befal mig, at komme ud til dig på vandet!”

Det blæser stadig, bølgerne er store, og mørket gør det svært at se.

4 af 6

Jesus siger bare: “Kom!”
Peter træder ud af båden. Han ved at Jesus venter på ham. Her synes jeg faktisk at han er temmelig modig.

Han begynder at gå hen mod Jesus.

Her er en væsenlig pointe i historien. Vi får lov, at høre om en Jesus som kommer til mennesker, i mørke og i modgang. En Jesus, som giver sig til kende, da de er allermest skrækslagne og er mere mus end mænd.

Vi ser en Jesus, som beroliger dem. Det er mig, vær ikke bange.

Vi oplever en Jesus, der inviterer Peter ud af sin komfortzone, for at vise ham, at der er mere i livet, end han umiddelbart kan se.
Jesus ønsker at være sammen med Peter når han er allermest urolig, men faktisk også når han er allermest tvivlende.

For ganske vist går Peter på vandet. Det går ganske fint, indtil han kommer til at se, hvor dybt vand han egentlig har bevæget sig ud på. Da han så, hvad han havde gang i, og mærkede stormen, blev han igen bange og han begyndte at synke.

Han rækker hænderne frem mod Jesus og skriger: “Herre, frels mig!”

Jesus rækker straks hånden ud og griber ham.

5 af 6

Det vi skal se her er, at Bibelen giver os en historie, hvor vi skal høre, at jesus griber os, når vi er ude på dybt vand og når det stormer omkring os.

Han vi være sammen med os, ikke bare når vi er polerede og fine, men sandelig også gennem livets storme, hvor vi kommer til at afsløre vores sande jeg.

Han griber Peter.

Han bebrejder også Peter, at han mangler lidt tro. Dette er ikke en bebrejdelse over, at han beder Jesus forsikre ham om, at det er ham. Men det er en undren hos Jesus over, at han, når han først er gået ud på vandet, kommer til at tvivle på, at Jesus ikke skulle kunne gøre det muligt, for Peter gå i stormen sammen med ham.

Når det kommer til stykket, har Peter stor tro. Han tør gå ud i stormen, fordi han tror at Jesus er der i mørket og i stormen.

Det løfte tror jeg også er givet til os, at når vi er ude, hvor vi mister kontrollen og ikke kan bunde, der er Gud også. Jesus viser det ved at være på vandet i mørket og i stormen. Selv der hvor vi, ligesom Peter, ikke kan finde ud af at holde fast i troen på det, da rækker han hænderne frem og griber os.

Jo, det tror jeg faktisk på. Og så håber jeg på, at jesus griber mig, for jeg ved at han rækker armene frem mod mig.

På den måde er Gud min styrke.

6 af 6 Amen

 

 

 

Tro = Mod

Det siges, at kun et fjols tror, at der kommer et nyt resultat ud af at blive ved med at gøre det samme igen og igen.

Ved dagens gudstjeneste taler jeg om Jesus, som udfordrer fiskerne til at tænke helt ud af boksen og prøve noget nyt. Da de sætter alt på et bræt, opdager de, at tro kan forandre deres liv komplet.

Hør mere på her – hvis du altså tør!

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der ganske ofte er afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Tale manuskript i PDF-format

1 af 6

Prædiken søndag d. 10. februar 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Lukas 5,1-11. Tro = Mod

Det er kun et fjols, som forventer et andet resultat end det han plejer at få, ved at udføre det samme forsøg igen og igen.

Det er svært ikke at være enig i det udsagn. Men alligevel må vi bare indrømme, at vi mennesker er slemme til at handle som om vi tror, at vi kan få et andet resultat, selvom vi gør som vi plejer.

Det er så menneskeligt at gentage det samme mønster på alle mulige områder i livet igen og igen, mens vi håber på, at nu bliver det bedre.

Det tror jeg er alment gældende. Det er helt generelt svært for os at bryde gamle mønstre.

Det ved jeg af bitter erfaring, fordi jeg selv har haft behov for at ændre nogle usunde arbejdsmønstre. Jeg må indrømme, at det sandelig ikke er let. Det er så dejligt ukompliceret at gøre som vi plejer. Det giver ro, og så kan vi godt abstrahere fra, at vi egentlig godt ved, at vi bør gøre noget andet, hvis vi ønsker forandringen i vort liv.

Nogen gange tør vi ikke konfrontere den uro og ængstelse, som er indbygget i at gøre noget anderledes.

Ved bredden af Genezaret sø var en gruppe mennesker samlet for at lytte på Jesus. Det var ganske vist før en

2 af 6

nyhed kunne spredes via internettet og og i løbet af få timer være kendt på store dele af kloden.
Men snakken om Jesus gik i områderne omkring søen. Man talte om, hvordan han havde fornærmet alle dem i Nazarets synagoge. Der gik rygter om at han i Kapernaum havde helbredt Peters svigermor og drevet dæmoner ud af en mand.

Mange mennesker havde allerede hørt ham tale om Guds rige og Guds om en kærlig far istedet for en retfærdig nidkær dommer i mange andre byer i området.

Det Jesus kom med var en helt ny forståelse af Gud. Det var radikalt anderledes end det, som de jævnligt fik at høre fra farisæerne og de skriftkloge. For de fyldte dem med regler, som ingen – heller ikke farisæerne selv – kunne leve op til.

Men det kendte de i det mindst, for det havde de holdt fast i hele deres liv.

Nu var folks samlet for at høre., hvad Jesus havde at sige.

Ved søen var fiskerne ved at rede garnene efter fiskeri. Det havde ikke været nogen god nat, fangsten var ringe.

Jesus hopped op i den båd, der tilhørte Simon Peter og bad dem lægge fra land.

Det var et smart move. Jesus havde jo ikke, som vi har i kirken her gode mikrofoner og lydanlæg.

3 af 6

Måske vidste Jesus at lyd bærer langt over vand, så når han sad i en båd på vandet og talte ind mod folkeskaren på bredden, så kunne de faktisk høre, hvad han sagde selvom de var mange.

Vi ved ikke, hvad jesus underviser i. Men da han er færdig, siger han til Simon Peter at han skal lægge ud på dybet og smide garnene ud.

Vi husker lige, at Jesus var tømrer og altså ikke fisker. Peter og de andre var faktisk fiskere. Ikke sådan lystfiskere, som mange af os, men erhvervsfiskere, som vidste hvad de gjorde.

De havde altså fisket hele natten uden udbytte. Så det har helt sikkert været noget provokerende at Jesus har bedt dem om at smide nettet ud på dybet. Enhver fisker ved, at det er ikke derude fiskene er.

Peter siger ligeud til jesus: “Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået; men på dit ord vil jeg kaste garnene ud.”

På dit ord, jesus. Peter går mod det han selv ved. Det bør ikke nytte noget, at fiske på dybet, eller om dagen for den sags skyld. Det bør ikke virke.

Samtidigt ved Peter også, at når Jesus siger noget, så kan man regne med det. Det har han hørt nok om Jesus til at vide, men derfra og så til ligefrem at smide nettene ud, der er et stykke.

På dit ord, vil jeg kaste garnene ud.

4 af 6
På dit ord, vil jeg gøre noget radikalt anderledes.

Der er et udtryk for tro på Jesus og det er tillid til Jesus, så Peter gør noget andet end han plejer. Prøv en gang at lægge mærke til hans formulering, vi har jo fisket hele natten uden resultat, han forventer faktisk ikke noget andet resultat end det, han fik efter nattens strabadser.

Han gør altså noget anderledes her i kraft af sin tillid til Jesus, men han kan ikke tro på, at båden skal kunne fyldes med fisk.

En vigtig lektier her er, at når vi, gør som Peter, handler på Jesus ord, så har vi også lagt ansvaret for det, der sker fra os. Det har vi lagt på Jesus. Det kan godt være at vi ikke kan tro på noget bedre resultat, men første skridt er at gøre tingene anderledes.

Modsat deres forventinger, så fanger de så mange fisk, at de må have hjælp fra fiskerne i en anden båd. De fylder bådene så meget, at de er lige ved at synke.

Man kunne tro, at det ville medføre totale jubelscener, men dette er så langt væk fra hvad de ved, kan lade sig gøre. Så i virkeligheden er de store stærke fiskere rædselslagne. Virkeligheden er også, at de ikke bare glæder sig over fangsten, men de kæmper for at redde deres både fra at havne på bunden at dybet. Og derfra vil de aldrig få dem op igen.

Da de kommer ind falder Peter på knæ for Jesus. Det er et udtryk for respekt. “Gå bort fra mig, Jeg er en syndig mand!” Siger Peter.

5 af 6

Hvornår tænker vi på synd? Det er der ikke mange af os, som får meget tid til at gå med i dagligdagen. Der hvor mennesker tænker over synd, det er der hvor vi ser døden i øjenene eller er ansigt til ansigt med Gud.

Det er den situation Peter befinder sig i. Han ved han er ansigt til ansigt med Jesus, med Guds søn. Han har lige set ned i dybet af søen, hvor der intet liv er. Han er rystet.

Men Jesus sagde til Simon: »Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker.« Og de lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham.

De efterlader alt, hvad de har at leve af ved bredden af søen og går med Jesus.

Det er om noget et udtryk for mod.

Hele mit gamle liv, alt det jeg kender. Det kan godt være der er ting, jeg ikke er så tilfreds med. Men alligevel – al trygheden i det liv vi kender.

Da Jesus inviterede ham til at følge sig, vidste han at det måtte han gøre.

Det var ikke en vandring ind i tryghed. Det var et nyt liv, hvor Peter konstant var udenfor sin komfortzone, men det var også begyndelsen på et helt vil eventyr sammen med Jesus.

Vi mennesker kan ikke lide forandringer. Vi kan lide at holde fast ved det, som er trygt, også selvom det måske ikke er godt for os. Vi er gode til at sige til os selv at det er godt nok.

6 af 6

Hvis ikke man fanger fisk en hel nat og måske flere nætter i træk, så er det ikke godt nok. Så kvæler det livet.

Så er vi nødt til at tænke ud af boksen og prøve noget nyt.

At turde tro har et element af trods i sig. Tro er nogen gange en udfordring til det vi ved.

Vi glemmer nogen gange at Guds kærlighed ikke rummer noget løfte om et liv i fuldstændig harmoni og tryghed. Troen er også udfordringer, opgaver vi måske ikke synes vi kan, men det er også løftet om Gud har vores ryg.

Det er også løftet om et nyt liv, hvor løfterne om Guds evige kærlighed til os, giver os nyt perspektiv.

Jeg ved ikke hvor du er i livet. Men jeg ved, at troen udfordrer til at tænke nyt. Jeg ved, han udfordrer os til at bryde negative mønstre, fordi han vil os det bedste.

Det kræver stadig mod, ligesom det kræver mod overhovedet at turde sige til sig selv, ja jeg tror faktisk.

Jeg ved at et liv i tro er et modigt valg.

Jeg ved at Gud tror på dig…… måske er det første modige skridt at turde tro på det.

Amen
Salme: Vi rækker vore hænder frem

 

Hamrende uretfærdigt – Thomas Risager

Alle der har haft eller har passet små børn, har prøvet at skulle dele en pose slik mellem dem.

Jeg gætter på, at det er en af de situationer i hverdagslivet, hvor begrebet retfærdighed fylder mest. Børnene har ikke det her filter, hvor man holder sig lidt tilbage. De vil have lige meget slik!
Hjemme hos os har køkkenvægten været i brug for at sikre retfærdigheden. Eller den klassiske: Den ene hælder op i skåle, den anden vælger først. Man vil gå langt, for at fredagen og Disney-sjov også skal være hyggeligt.

Når Jesus fortæller om retfærdighed, vil vi opdage, at hans retfærdighed ikke er retfærdig, på den måde vi forventede …”

 

Hør talen her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der ofte kan være lidt forskelle mellem det planlagte skrevne ord, og det spontane talte ord.

Talemanuskript i PDF-Format

 

1 a f 5

Prædiken søndag d. 17. september 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matt 18,21-35. Uretfærdig uretfærdighed.

Alle der har prøvet at have små børn, eller passet små børn, har prøvet det med at skulle dele en pose slik mellem dem.

Jeg gætter på, at det er en af de situationer i hverdagslivet, hvor begrebet retfærdighed fylder mest. Børnene har ikke det her filter, hvor man holder sig lidt tilbage. De vil have lige meget slik.

Hjemme hos os, har køkkenvægten været i brug for at sikre retfærdigheden. Eller den klassiske, den ene hælder op i skåle, den anden vælger først.

Man vil gå langt for at fredagen og disney-sjov også skal være hyggeligt.

Ideen om retfærdighed ligger dybt i os. Faktisk så dybt, at at vi ofte spørger os selv, hvad vi har gjort galt, når vi rammes af ulykker. Vi har da ikke gjort noget, for at fortjene dette. Det mener jeg ikke, at du eller jeg har, men nogen gang er vælter shit ned over os, og sådan er det bare i livet. Og det er der ingen retfærdighed i.

Tilbage til retfærdighed. Jesus har talt meget om næstekærlighed og tilgivelse. Han taler også om, i næstekærlighedens navn at adressere når mennesker opfører sig uhensigtsmæssigt, overfor andre.

2 a f 5

Disciplen Peter vil gerne vide mere. Sådan får jeg det også tit, når jeg forsøger at sætte mig ind i, hvad jesus egentlig har sagt.

Peter spørger jesus: “Hvor mange gange skal jeg så tilgive et andet menneske, som har været en knold overfor mig? Syv gange?

Jeg tænker, at tilgive én som opfører sig tåbeligt overfor mig syv gange. Det er alligevel, at være meget tålmodig.

Jesus overrasker ved at sige ikke bare syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange!

Retfærdighedssansen udfordres virkelig her. Det er da helt forkert. Man skal da ikke finde sig i alt.
I øvrigt så er det også et spørgmål om ikke ting først føles retfærdigt for os, hvis os selv der “vinder”?

Det er rigtigt, at man skal ikke finde sig i alt, men vi udfordres til at tilgive.

Jesus giver sig til at fortælle en historie om en tjener, der skylder kongen penge. I Guds rige, er tingene lidt anderledes end i vores verdensbillede, og men den anderledeshed, må vi gerne lære af.

Som så mange historier, jesus fortæller, kræver denne også lidt forklaring.

Kongen ønskede at gøre regnskabet med sine tjenere op. En mand, som skyldte ham 10.000 talenter blev ført frem for ham.

3 a f 5

Havde det nu været i Euro eller dollars, så sagde beløbet måske os noget.

10.000 talenter er et astronomisk beløb. I Det Nye Testamente tales der om penge i Denarer og Talenter. En talent er 6000 Denarer.
Vi ved fra andre historier i Matthæusevangeliet, at en daglejer var tilfreds med 1 Denar om dagen.1 Så for en talent kunne man altså have arbejdskraft i 6000 dage. Det er altså astronomiske summer vi taler om. Penge, som tjeneren aldrig i livet, ville kunne betale tilbage.

Selve beløbet er ikke vigtigt, men vi skal jo gerne forstå det, som de der hører historien første gang umiddelbart forstår, nemlig at uanset hvad, så er tjeneren så langt ude over kanten, at han aldrig nogen sinde vil kunne klare at ordne sit forhold til kongen. Det vil aldrig kunne lade sig gøre.

Kongen er et billede på Gud. Næste spørgsmål er så, om vi tror, at han udmærket ved, at det menneske, der står foran ham, aldrig vil kunne klare det af sig selv?

Jeg tror, at det ved kongen udmærket. Især, hvis min mistanke om, at Jesus bruger denne historie til at fortælle om Gud er rigtig, og at den så i virkeligheden slet ikke handler om penge.

Mange gange, kan vi, i forhold til Gud, tænke, at vi aldrig vil være værdige nok. Det er muligt, men for Gud betyder det ikke noget. End ikke et menneske, som står i gæld til langt over begge ører er uværdig. Han er et menneske.

1 JF. Matt 20,9

4 a f 5

Tjeneren bliver mødt med uendelig tilgivelse of eftergivenhed.

Jesus fortsætter historien, og viser os, at der, hvor vi mødes med tilgivelse, bør det smitte af på os. For den retfærdighed, som Gud ønsker er ikke en millimeterretfærdighed, hvor alt skal være lige, men en refærdighed, hvor alt skal være kærligt og det er nogen gange hamrende uretfærdigt.

Når vi mødes med tilgivelse, bør vi møde andre med det samme.

Derfor lægger Jesus heller ikke fingre imellem, når historien fortsætter med at den tjener, som blev vist meget nåde, ikke selv magter at vise det overfor, en anden tjener, som skylder ham en klatskilling.

Her er der ingen tvivl om, at retfærdigheden – eller et bedre ord, nåden – skulle have fortsat ned i rækkerne.

Jesus udfordrer os til at tilgive. Han gør det på basis af, at vi ikke bliver mødt med jordisk retfærdighed hos Gud.

Vi mødes med en kærlighed, som er langt større end refærdighed, og i den kærlighed gives vi muligheden for at bringe kærligheden videre.

Det er ikke svært at tilgive og elske dem, vi kan lide. Det er straks sværere med dem, som f.eks. skylder os.

5 a f 5

Men det er det vi udfordres til. Det er hamrende uretfærdigt, men det gør verden til et bedre sted. Så er Guds rige synligt tilstede, hvor vi er!

Amen.

Hvem er det nu, du er? – Thomas Risager

Kender du det, at man møder et menneske på en café. Man hilser pænt, for man ved, at man kender ham. Men om så man fik en million kroner i hånden for at huske navnet, så kan man bare ikke komme i tanke om, hvem det rare menneske egentlig er, eller hvad han hedder. Men man ved, at man kender ham!

Hør mere her, hvor Thomas Risager taler ud fra en bibeltekst fra Matthæusevangeliet kapitel 16 vers 13-20:

Du kan også læse talen her:

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 5

Prædiken søndag d. 27. august 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matt 16,13-20 – Hvem er det nu du er?

Kender du det, at man møder et menneske på en café. Man hilser pænt, for man ved, at man kender ham. Om så man fik en million kroner i hånden for at huske navnet, så kan man bare ikke komme i tanke om, hvem det rare menneske egentlig er, eller hvad han hedder.

Men man ved, at man kender ham!

Sådan en oplevelse havde jeg for en del år siden på en café i Aarhus. Den rare unge mand hilste venligt på mig. Det var så kronprinsen! Jeg syntes nok, at jeg kendte ham!

Jeg tror mange mennesker har en fornemmelse af Gud, der er lidt som at møde det menneske, som forekommer en at være en, man kender. Men man kan ikke lige helt huske sammenhængen eller navnet, for den sags skyld. Men der er noget bekendt.

Når man møder et menneske, som man ikke lige kan genkende, skyldes det ganske ofte, at man møder dem i en halt anden kontekst, et helt andet sted, den der, hvor man sidst mødte dem.

Jeg tror mange forventer, at der hvor Gud findes, er i kirken, og den måde vi holder gudstjenester på, gør ikke nødvendigvis, at man har oplevelsen af, at nu har man mødt Gud i kirken.

2 a f 5

Slevfølgelig kommer vi men en forventning om, at Gud er her. Og det vil jeg gerne slå fast at han er. Gud er her! Det kan godt være at vores tro er lille, usikker eller fremmed for os. Men Gud er her – også her!

Men der er trods alt to nye forældre, som er kommet med deres lille pige i dag. To forældre, som kommer her og beder os – og det er os alle sammen – om at være sammen med dem om, at bede til Gud for Ane og for hendes liv.

De har ovenikøbet bedt deres venner og familie møde op, så I kan være med til det.

Det gør de, fordi dette er vigtigt for dem.

De vil selvfølgelig gerne se Jer alle sammen til en lille hyggelig fest, men de vil også gerne have jeres hjælp og Guds hjælp, så de kan være bedst mulige forældre for det barn, som de har fået ansvaret for.

Når et forældrepar bærer et barn ind i kirken sker det på en forventning om, Gud vil høre vores bøn og være tilstede i dåben.
Når vi i dag beder med, og glæder os sammen med Line og Rune, så er det et stort udtryk for tro.

Det er et udtryk for tro, hvor der måske ikke er så mange ord, men et udtryk for tro, det er det.

Her i kirken der det en forventning, at Gud velsigner, Ane i dag. At han lover, at være med hende alle dage i al evighed.

3 a f 5

Vi forventer også, at Gud ikke kun velsigner her i kirken, men at han i høj grad gør det i den helt almindelige kedelige hverdag, når den kommer.

Gud er nemlig ikke begrænset til kirken. Gud er ikke engang begrænset til livet.

Så selvfølgelig kan man møde Gud på steder, hvor man aldrig havde forventet, at det ville ske.

Det er også derfor, at vi nogen gange kan ende med, at blive ganske overraskede over, at vi har oplevet at Gud var nær. Der er et eller andet, som er helt ok, men vi kan ikke lige sætte ord på det.

Vi har oplevelsen af, at selvom livet måske er møgsvært, så har vi den der underfundige fornemmelse, at det skal nok gå. Den her oplevelse af, at vi ikke er alene.

En følelse af at være elsket og holdt af. Det kommer midt i arbejdsdagen. I Søstrene Grenes snørklede gange.

Gud kan vise sig i den samtale vi har med et andet menneske. En af de samtale, hvor ordene virkelig har vægt, og vi oplever forståelse og at vi forstår. Ikke at vi nødvendigvis er enige, men vi ved, hvordan verden ser ud med et andet meneskes øjne.

Hvis jeg spurgte ud i kirken i dag. Hvornår har du sidst tænkt, at Gud må være nær.
Jeg ved godt at det er mærkeligt spørgsmål at få. Det er måske en smule udansk, fordi vi ikke er vant til at dele vore inderste tanker om tro med hinanden.

4 a f 5

Det er faktisk meget lettere for os at tale med hinanden om sex…

Vi må hellere komme tilbage til Gud. Hvornår har du sidst tænkt: “Gud er nær?”

Jeg tror, vi vil høre en del forskellige svar, og vi vil blive nødt til at konkludere noget i retning af: OK, Gud møder menesker på alle mulige og mulige steder og tidspunkter.

Det er der ikke noget nyt i. Jesus går sammen med de tolv disciple, og han kan ikke dy sig for at spørge dem om, hvem folk tror han er.

Det er der alle mulige bud på. Alle buddene går på bibelske personligheder, som disciplene og alle har hørt om. Men det er Peter, som slår hovedet på sømmet. For han ved hvad han har set og hvad han har hørt.

Han er ikke et sekund i tvivl: “Du er Kristus, den levende Guds søn.”1

Peter har fattet at Jesus er ham, som Gud har sendt til verden for at give verden endnu en chance for at forstå bredden og dybden af hans kærlighed til os.

Læg mærke til at dette ikke handler om forstand. Jesus siger til Peter: “»Salig er du, Simon, Jonas’ søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene.”2

1 Matt 16,16 2 Matt 16,17

5 a f 5

Med andre ord. Det har du ikke selv fundet på Peter. Det er Gud, der har vist dig det.

Sådan er det med tro. Det er noget Gud viser os, og det kan ske hvor som helst i livet.

Mit håb for dig og for Ane er, at når det sker, så kan du genkende det.

Gud er ikke fremmed for os. Evnen til at genkende Gud ligger dybt i os. Det er måske det der gør, at vi fornemmer noget, uden rigtigt at kunne sætte ord på det.

Faktisk er det ligesom at møde det der menneske, som man godt ved at man kender, men man kan bare ikke lige ……

Amen.

 

Gå derfor ud…..- Thomas Risager

Selvom jeg er præst, må jeg indrømme, at jeg har det vanskeligt med andre kristne, som står på gaden og forsøger at få mig omvendt, mens jeg er på shoppetur. Jeg synes, det er så utroligt anmassende, at jeg bliver helt pinligt berørt. Men i misisonsbefalingen (Matt 28,16-20) siger Jesus meget klart: Gå derfor ud … Jeg har tydeligvis et problem. Måske har du det som mig. Så har vi et problem. Det taler jeg om i dagens tale.

Ved gudstjeneste blev fem mennesker også optaget i kirken, dette præger også talen i dag.

Du kan høre mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der kan være afvigelser mellem manuskriptet og den tale, som faktisk blev holdt.

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 4

Prædiken søndag d. 11. juni 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Apg 2,14-24 & Matt 28,16-20..Medlemsoptagelser
Derfor gå….

Selvom jeg er præst, må jeg indrømme at jeg har det vanskeligt med andre kristne, som står på gaden og forsøger at få mig omvendt, mens jeg er på shoppetur. Jeg synes, det er så utroligt anmassende, og jeg bliver helt pinligt berørt.

Men i misisonsbefalingen (Matt 28,16-20) siger Jesus meget klart: Gå derfor ud….. Jeg har tydeligvis et problem. Måske har du det som mig.

Har vi et problem?

Vi har også hørt fire mennesker aflægge medlemsløfterne til Metodistkirken – og hvilken glæde det er! – De har sagt ja til at være med til at opretholde og udvikle metodistkirken med deres bønner, gaver, nærvær, tjeneste og vidnesbyrd.

Deres vidnesbyrd…. Ifølge ordbogen er et vidnesbyrd beretningen om, hvad en person har været vidne til.

Det er lige præcis det, der sker på Tempelpladsen i Jerusalem på pinsedage, da Peter stiller sig frem og fortæller folkemængden, at disciplene ikke er fulde, de er bare glade fordi Jesus lovede dem, at de skulle have Helligånden. Det er nu sket.

De oplever, hvordan mennesker med andre sprog og kulturer forstår, hvad de taler om, i hvert fald, når de taler om Gud.

2 a f 4

Som vi hørte til indledning af gudstjenesten, så fortæller Peter sit vidnedsbyrd, det han har oplevet med Jesus. Det bliver en sejersfortælling, fordi Peter kan fremhæve, at jesus opstod fra de døde, og dermed viste, at intet i denne verden kan overgå hans kærligheds magt.

Peter er øjenvidne og har oplevet Jesus både in real life, som opstået, og nu også Gud som ånd,
Gud helt tæt på. Det er klart, at hans historie gør indtryk. Faktisk gør den så stort indtryk at der er tre tusind menesker, der spørger hvad så nu?

Hvortil Peter siger I må tro og lade jer døbe og det gør de så. 3000 mennesker på én gang. Det er derfor man også omtaler Pinsen som kirkens fødselsdag.

Ligesom Peter har en historie at fortælle, så har du og jeg det også. Du og jeg har et vidnesbyrd.

Vi har alle sammen mødt mennesker, som enten med det liv, de har levet, de ord de har sagt, den sang, de har sunget, har fået os til at tænke over det med tro på Gud. Måske har Gud ovenikøbet selv haft en finger med i spillet.

Vi har mærket efter – for eller imod. Nogen har været ganske hurtige til at beslutte sig, mens andre tænker det meste af et liv. Eller som nogle af os gør, skubber det fra os med et løfte til os selv, om at overveje det på et andet tidspunkt, hvor der er mere ro på i livet.

I dag er der ikke tre tusind, som tilslutter sig, men fem mennesker, som tilkendegiver, at det her med tro på Gud, det er ikke ligegyldigt.

3 a f 4
Jeg synes, de er modige!

Det er stort og det fejrer vi i dag.

Vi er måske ikke dem, som standser mennesker i Vestergade, og siger til dem, at de må omvende sig.

Der skal dog ikke herske tvivl om, at vi faktisk er i mission.

At være kirke handler om, at være et klart budskab om Guds kærlighed. Det sagde en af konfirmanderne i begyndelsen af maj.

VI har måske ikke den aggressive facon, men vi tror jo faktisk, at det med at have en spirende – eller en stor – tro på Gud med i livet, er en rigtig god ting.

For min del, så kan jeg da sige, at selvom jeg nogen gange kan være ganske forvirret over Gud, og nogle af de ting, jeg læser i bibelen, så vil jeg meget nødigt leve uden det fundament i mit liv, som min til beskedne tro, er.

Jeg tror vi alle sammen kan inspirere mennesker med vores historie om, hvad tro er for os. Med vores vidnedsbyrd.

Faktisk tror jeg, at min og din historie har så meget sprængstof i sig, at det potentielt kan forandre et andet menneskes liv.

Det er i lyset af det, at vi siger derfor gå!
Gå fordi, det vi går med, er verdens bedste historie.

4 a f 4

Hvordan det så går for sig, er helt sikkert en af de udfordringer, som vi hver i sær står med.

Men tag ikke fejl
– DU er er klart budskab om Guds kærlighed.

Amen
Salme: Gå i min fred

 

Gud opfylder løftet / pinsedag – Thomas Risager

Når man er på en konference, og der skal tolkes … Når en taler stiller sig op, og en anden beredvilligt stiller sig til rådighed for at oversætte … Jeg bliver så træt, at jeg næsten ikke kan holde det ud.

Hvis du kender det, så vil jeg godt lige have dig til at holde fast i den tanke, for den kommer vi tilbage til i pinsegudstjenesten, hvor talen fokuserer på pinseunderet, hvor Ånden fyldte disciplene.

– Og bare rolig, der skal ikke oversættes!

Hør mere her:

Du kan også læse tale her. Bemærk dog, at der kan være afvigelser mellem det talte og det skrevne ord.

Tale manuskript i PDF-Format

1 a f 4

Prædiken søndag d. 4. juni 2017.
Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Apg 2,1-21 & Sl 104,24-24,35b & 1. kor 12,3b-13 & Joh 7,37-39.

Når man er på en konferencen, og der skal tolkes…. #Nu skal vi have det hele to gange #det går får langsomt det her.

Når en taler stiller sig op, og en anden beredvilligt stiller sig til rådighed for at oversætte… Jeg bliver så træt, at jeg næsten ikke kan holde det ud.

Hvis du kender det, så vil jeg godt lige have dig til at holde fast i den tanke, for den kommer vi tilbage til.

Teksten fra Apostlenes Gerninger slår fast, at da Pinsedagen kom, var de alle forsamlet.

Pinsedagen? Hov, hvordan kan det være pinse, når det endnu ikke har været pinse? Godt spørgsmål, jeg er så glad for, at du stillede det!

Pinse, var for jøderne den fest, hvor man årligt fejrede, at Moses havde fået loven med de ti bud på Sinai Bjerg.

Igen er er Gud genial, for ligesom Indtoget i Jerusalem, ligesom Jesu død og opstandelse fandt sted i den jødiske påske, hvor der var fyldt med mennesker i Jerusalem, så er det samme tilfældet her. Masser af mennesker er forsamlet, især i området omkring templet.

Der er gået 50 dage siden Jesus opstod fra de døde. I de følgende fyrre dage, har han med mellemrum vist sig for

2 a f 4

disciplene. Han har spist sammen med dem, undervist dem og opmuntret dem til at holde fast i den tro, som de gennem ham har fået.

Men for ti dage siden – på dag 40 efter opstandelsen – skete der noget.

Jesus er sammen med disciplene for sidste gang. Han beder dem vente og giver dem løftet om at talsmanden, Ånden skal kommer over dem.

Det vil være en overdrivelse, at hævde, at de forstod, hvad han talte om. Men i hvert fald er de nu i Jerusalem. De venter, men aner ikke, hvad de venter på.

Det kan man ikke bebrejde den, for ingen kunne vel helt begribe hvad der skulle ske.

Disciplene er nok en anelse nedtrykte og mismodige. Nu har de ventet i ti dage, og intet er sket. Efterhånden har tvivlen vel også sneget sig ind på dem. Sker der noget? Jesus er faret til himmels, var det så bare det? Er det nu, det hele løber ud i sandet?

Men så sker der noget. Lyden af en kraftig vind, vi taler seriøst lyden af vildsomt vejr, fyldte rummet, hvor de sad. Ganske angstprovokerende, men det bliver værre (eller bedre) endnu. For nu er der pludselig tunger af ild synlige, og de sætter sig på her enkelt af dem. Bibelen siger videre, at så blev de alle fyldt med helligånden.

Helligånde forbinder vi tit med karismatisk kristendom, hvor man taler i tunger, profeterer, falder i ånden, griner, græder osv. Det kan det bestemt også være, og der er

3 a f 4

intet galt med karismatiske udtryk, men det også vigtigt at huske at Helligåndens tilstedeværelse, også er så meget andet. Det kan være oplevelsen af dyb indre fred og ro. Det kan være overbevisningen om ens tro på Gud holder vand. Det kan være evnen til at tale sammen, hvor man virkelig fornemmer, at her er kontakt….. og meget mere mere.

I Jerusalem går det ikke stille af sig. Da disciplene fyldes af Ånden, vender livsmodet tilbage i dem. De fyldes med liv. Et af de første beskrivende græske ord for Helligånden er Soetos – Livgiveren.

De begynder at tale sammen højrøstet og lystigt. Det, som de har til fælles er oplevelserne sammen med Jesus, så det er naturligvis det, som de taler om, og som fylder hos dem.

De fortæller faktisk så engegeret, at folk på gaden, som hører dem tale gennem de åbne vinduer, tror de er fulde. Men, det er de ikke, for det er jo kun den tredje time på dagen.

På gaden stimler folk sammen. De ved jo godt, at Jesus disciple er galilæere. Jerusalem er fyldt med alle mulige mennesker, som med deres baggrund i alle mulige egne af landet, taler en masse forskellige sprog. Nu forundres de over, at de forstår alt, hvad disciplene siger.

Normalt skulle der en tolk til, for at de fleste af de, som denne dag var i Jerusalem, kunne forstå, hvad Jesu disciple sagde.

På pinsedagen var der ingen forstyrrende tolk, som forsinkede tingene, eller ikke oversatte korrekt. Nu kunne

4 a f 4

mennesker direkte høre, om Guds storværker på deres egene sprog.

Nu er der åben dialog mellem mennesker og Gud, for med Helligånden, er Gud kommet til os og kommet i os.

Det er der faktisk grund til at fejre.

Med et moderne ord vil vi kalde det en disruptiv begivenhed.

At Helligånden bringer Gud til alle mennesker, og gør at mennesker kan fornemme og mærke Guds kærlighed og forstå hans tiltale, definerer en ny virkelighed.

Der er ikke brug for en tolk, der er i princippet ikke brug for hverken præster eller kirker, for at mennesker skal kunne forstå og og erkende Guds kærlighed. Gud taler direkte og han taler til menneskers hjerter.

Han fylder os med sin fred og sin kærlighed, sin glæde og sin livslyst.

Det er faktisk ikke så mærkeligt, at folk troede at de var berusede. Det var de sådan set også, men ikke i sød vin. Men det må du hører mere om på søndag.

Glædelig pinse!
Amen.
Salme: Nu bede vi den Helligånd.

 

Jer er …Opstandelsen og livet – Thomas Risager

Why do you cry? He has risen.
Why are you weeping? He’s not dead.

Sådan lyder teksten til den sang, som gospelkoret Emmaus indleder gudstjenesten med, og for mange af os er det ikke påske, før vi har hørt Emmaus synge netop den.

Påskemorgen er der fest i kirken. Jesus er opstået. Vi synger gospel og de smukke påskesalmer. Der er naturligvis også en påskeprædiken.

Hør mere her:

Du kan også læse talen. Bemærk dog, at der ofte er afvigelser mellem det skrevne og talte ord.

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 5

Prædiken søndag d. 16. april 2017. Påskedag

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Joh 20,1-19 & !. kor 15,21-22.

Det er påskedag.

Det kulminationen på alt, hvad der har med kristen tro at gøre.

Jesus blev plaget, blev korsfæstet, han døde, Jesus blev begravet, men i dag på tredjedagen fejrer vi, at han opstod fra de døde.

Den døde blev levende! Kærlighedens triumf er indlysende.

Vi hører i følge Johannesevangeliet, hvordan Maria Magdalene er kommet ud til graven, hvordan hun ser at stenen er væltet fra. Hun løber tilbage til Peter og den anden discipel, ham Jesus elskede. Formentlig er her tale om Johannes. Maria bliver den første overhovedet, som får lov at fortælle, at graven er tom.

De to løber ud til graven. Det går stærkt, de venter ikke på hinanden.
Det her vil de se med egne øjne, for det er alligevel for fantastisk tl at man rigtigt kan tro det. Selvom de adskillige gange har hørt Jesus fortælle om den skæbne der ventede ham, er det svært for dem at rumme det.

2 a f 5

På trods af, at de kendte profeten Esajas ́ord om Herrens lidende tjener1, så var det svært for dem at tro på det de hørte Maria Magdelene fortælle dem.

Peter er kommet frem til graven, han går ind, og ser linnedklæderne, som den døde Jesus var svøbt i, ligge i graven, mens klædet, som var lagt over Jesu ansigt, ligge for sig selv.

Den anden discipel, ham Jesus elskdede, gik også ind i graven. Johannes skriver, i øvrigt meget usædvanligt for Johannes, meget kort, at disciplen så og troede.2

Han så og troede! Han så den tomme grav og troede!

Maria er kommet tilbage til graven. Hun står udenfor og græder, hvilket ikke er mærkeligt, hun er midt i sit livs krise.

Midt i hendes dybeste mørke dukker englene i hvide klæder op. Vi husker at engle er sendebude fra Gud, og de spørger, som Emmaus sang ved gudstjenestens begyndelse: “Hvorfor græder du?”3

Bag hende står Jesus, og spørger, hvorfor græder du? Maria Magdalene roder sig ud i en lang forklaring, men Jesus afbryder hende ved at sige hendes navn: Maria! Da forstod hun, at hun have set Jesus. Da troede hun!

1 Es 53
2 Joh 20,8 3 Joh 20,13

3 a f 5

Johannes skriver levende, så vi skal forstå, at Jesus er opstået fra de døde. Det forstår vi og det tror vi, og alligevel siger vi nogen gange tjae…

Det er der ikke noget nyt i, og der er i og for sig heller ikke noget galt i, at forholde sig en anelse skeptisk. Det er en gammel sandhed at tro og tvivl følges ad.

Allerede i kirkens første tid, har Paulus behov for at italesætte dette. I første Korintherbrev, som er skrevet små tyve år efter Jesus død og opstandelse, kan vi læse at Paulus formaner sin menighed til at holde fast ved troen på opstandelsen.

For som han siger: “v12 Men når det prædikes, at Kristus er opstået fra de døde, hvordan kan så nogle af jer sige, at der ikke findes nogen opstandelse fra de døde? v13 Hvis der ikke findes nogen opstandelse fra de døde, er Kristus heller ikke opstået; v14 men er Kristus ikke opstået, er vores prædiken tom, og jeres tro er også tom.”4

Vores tro er ikke tom! Det er muligt at vi ind imellem tvivler, men tom, Nej, det er vores tro ikke. Vi står på 2000 års historie om Jesus, som døde og opstod for vores skyld.

Vi synger salmerne, lytter til gospelmusikken, som igen og igen, bekræfter den tro vi trods alt er samlet om i kirken i dag.

4 1. Kor 15,12-14

4 a f 5

Vi lytter til en prædiken, som slår fast at kirken bygger på den tomme gravs fundament.

Jesus opstod fra de døde.

Den døde blev levende!

Kærlighedens triumf er indlysende.

Vi tvivler og tror, vi håber, men vi handler også, som om vi tror at Jesus opstod fra de døde.

I dag har vi gjort som de allerførste kristne gjorde. Vi har fulgt traditionen med, at påskemorgen døber vi.

I dag er det ikke bare Linette og Anders, der har båret et barn til dåben i troen på at Kristi opstandelse fra de døde ikke er tant og fjas, men liv og kærlighed.

Som vi forstår dåben her i kirken, har vi alle sammen været med til det. Vi er ikke bare passive vidner, vi er aktive forberede, for Bodil, for storebror Frederik Elias, for Linette og Anders, ja, for alle andre som er kommet her til kirken med deres barn og betroet os det ansvar at døbe barnet og bede for familien.

Det ansvar tager vi på os, og vi gør det med stor glæde, for dåben viser os med al tydelighed, at tro ikke kun er ord, men sandelig også handling.

Det er at tage del i håbet om at opstandelsens kraft, må være og blive virkelighed levendegjort i Bodils liv, i vores allesammens liv.

5 a f 5

Det er det, vi håber og tror, derfor er glæden også håndgribelig på en påskemorgen som denne.

Der er ingen grund til at græde, ja, det skulle da lige være af glæde, for Jesus opstod fra de døde, og det handler om dig!

Amen.
Bøn & Lys…..