Ondskab – Thomas Risager

Opstandelsen handler om at turde tro længere end vi kan se – Thomas Risager

Kvinderne, der påskemorgen kommer ud til graven og finder stenen væltet fra, ved ikke havd de skal tro. Et eller andet sted der det fuldt forståeligt, for det kan jo ikke lade sig gøre at opstå fra de døde. Det er i modstrid med alle de sandheder, vi kender. Men det sker bare alligevel ……

Jesus Kristus er opstået – Ja, Han er sandelig opstået!

Sådan lød råbene i oldkirken på påskemorgen. I dag lyder de i Odense Metodistkirke. For det, der gjaldt den første påskemorgen, gælder også i dag. Opstandelsen fra de døde handler ikke kun om, hvordan vi dør, men sandelig også om hvordan vi lever.

Hør mere her…..

Du kan også læse teksten her. Bemærk dog, at det talte ord, ofte afviger fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 27. marts 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Luk 24,1-12 & Apg. 10 34-43 & 1. Kor 15,19-26, Salme 118,1-2+14-24.

Påskedag: Opstandelsen handler om at turde tro længere end vi kan se!

Alt håb er knust.

Mørket har magten. Det onde vandt.

Kan det være sandt? Har det virkelig ramt os?

Hvad med alle de gode løfter han kom med?

Han tabte kampen!

Nu på tredjedagen, den første dag i ugen, er kvinderne på vej ud til graven. Salverne duftede dejligt, men de kunne ikke fjerne den knugende sorg og følelsen af totalt nederlag.

Mændene – disciplene, de holdt sig bare skjult, som om det eneste i denne verden, de ønskede sig, var at være i fred.

Den døde Jesus skulle smøres ind i salve, sådan som det var skik og brug, at kvinderne gjorde.

Stenen var væltet bort, og kvinderne gik ind i graven, men den var tom.

De vidste ikke hvad de skulle tro.

Sådan tror jeg, mange af os har det, når vi står ansigt til ansigt, med den uovervindelige sygdom, med sorgen, med døden, med konflikten, med tomheden.

Vi ved ikke hvad vi skal tro.

Det er som om hele virkeligheden bliver uvirkelig. Som om alt er i spil. Alt hvad vi troede holdt os fast, viste sig ikke at holde.

Kvinderne er forståeligt nok, nærmest lammede, og står bare og kigger ned i jorden, da to mænd i lysende klæder står foran dem: “Hvorfor leder i efter den levende blandt de døde?”

Det er faktisk et godt spørgsmål, men de ved jo ikke hvad de skal tro. Helt ærligt, det forstår jeg godt.

Englene, for det er det – Guds sendebud, minder dem om, at han ikke er her, han er opstået. Husk nu, hvad han har sagt til jer….. Jesus havde jo talt en hel del om det. At døden ikke skulle kunne holde ham….. Husk nu det, han har sagt til jer…..

Da huskede kvinderne hans ord og forstod.

Der forsvandt sorgen, usikkerheden og tvivlen.

Da kom troen.

Det er sandt. Jesus er virkelig opstået!

Hvad der så ud som, føltes som, oplevedes som nederlag og mørke, blev forvandlet til lys, sejr og triumf.

Døden fik ikke det sidste ord, håber lever!

Det kan virkelig være svært at begribe, for det strider mod alt, hvad vi anerkender som sandhed.

Da kvinderne står overfor de slukørede mænd og med begejstring forstæller, hvad de da har set og hørt, slår mændene det hen som løs snak og de troede ikke kvindernes ord.

Det er så let, at slå opstandelsen hen. Det kan jo ikke lade sig gøre.

Nej, det kan det ikke, men det sker alligevel. Det er kernen i al kristen tro.

Jesus opstår på trods.

Kærligheden og livet vinder over ondskab og død.

Og det kan bruges til en hel del i vores liv. Det handler nemlig ikke kun om, hvordan vi dør, men i høj grad om hvordan vi lever.

Påskens budskab om opstandelsen giver os visheden om at livet, uanset hvad, ender godt.

Da Peter og mændene slår opstandelsen hen som løs snak, berøver de sig selv for en enorm glæde.

Vi skal selvfølgelig ikke være jubeloptimister og fornægte de realiteter, som vi står i, men vi skal huske at holde håbet højt. For opstandelsen taler om, at der ud af det, som ser sort ud, kan komme nyt liv.

Det er så vigtigt, at have med i livet, at opstandelsen ikke kun gælder når vi engang dør, men sandelig også mens vi lever.

Opstandelsen handler om at turde tro længere end vi kan se.

I dag fejrer vi at Jesus opstod fra de døde.

At løfterne om Guds fantastiske indgriben i vores liv ikke bare var løs snak, men virkelighed. At kærlighed er handling fra Guds side.

Gud vil dig.

Gud elsker dig.

Gud beskytter dig og passer på dig – også længere end du lever.

Tro på opstandelsen er at turde tro længere end du kan se. Og det har betydning ikke kun for vores død, men sandelig også for vores liv.

Jesus Kristus er opstået – Ja, Han er sandelig opstået!

Amen.

Stom Clouds May Rise – Gospelgudstjeneste med Nardus

Ingen af os går gennem livet uden udfordringer eller problemer. Nogle gange rejser livets storme sig ud af det blå og vi overraskes og forvirres.

Hvorfor skulle det lige ramme mig?

Det er et paradoks i et moderne menneskeliv, at vi må leve med at der er spørgsmål, som forbliver ubesvarede. Vi har det svært med meningsløsheden. Men måske er det bare et grundvilkår i livet.

Min gamle sjælesorgslærer sagde: “Det er ikke alt, der sker, som kommer af Guds hånd, men alt hvad der sker, vil han tage i sin!” I mine øjne er dette et super citat, som jeg kan bruge, når jeg synes, det stormer for meget i mit liv.

Hør mere her:

Breivik er dømt – Ondskaben fik navn og ansigt!

I anledning af at Anders Behring Brevik er dømt af Byretten i Oslo, trykker jeg igen den prædiken, som jeg skrev og holdt i Metodistkirken d. 31. juli 2011.

Prædiken søndag d. 31. Juli 2011

Odense Metodistkirke. © Thomas Risager

Tekster: Matt 5,38-48

Tema: Ondskaben fik navn og ansigt

Sidste fredag hørte jeg lidt om bomber i Oslo og jeg tænkte, at det var forfærdeligt.

Lørdag morgen vil jeg lige tjekke op på det ved at se lidt morgen nyheder på TV. Her var det slet ikke bomben i Oslo, som var i centrum, men massakren på Utøya.

En mand har skudt og dræbt 80 (tallet er senere nedjusteret en smule, således at det korrekte tal er 68 døde på Utøya) unge mennesker på en politisk ungdomslejr. Det er jo sådan noget man hører fra Irak eller Afghanistan, ikke at det ikke også er frygteligt, når det sker dér, men i Norge. Det er jo faktisk i vores egen baghave.

Forfærdeligt og slet ikke til at rumme.

Jeg kan slet ikke sætte mig ind i de oplevelser som alle de unge mennesker har gennemlevet og jeg kan overhovedet ikke forstå, hvordan et menneske kan finde på at gøre sådan noget.

Pludselig fik djævelen ansigt og navn: Anders Behring Breivik.

Medierne skriver flittigt om Breivik og noget af det, som er kommet frem er at han er engageret på den yderste højrefløj. Ham om det!

Men også at han er kristen og kalder sig selv en kristen fundamentalist. Han skriver i sit manifest, at han undervejs har bedt Gud om at hjælpe ham med sit foretagende. Det er straks mere problematisk – i hvert fald for mig. Og det synes jeg ikke skal stå alene uden en kommentar fra mig.

At påkalde sig Guds vilje, når man handler ondt mod Guds eget skaberværk og dræber mennesker, kan aldrig være andet end en alvorlig misforståelse.

Guds vilje, kan aldrig være andet end kærlighed og godhed. Den kærlighed og godhed, som sunde forældre, har til sine egne børn. At påstå at det er Guds vilje at skyde mennesker ned afslører en totalt manglende forståelse af Bibelens Ord, Guds væsen og næstekærlighedens budskab.

Hvis vi skal sætte mærkat på Anders Breivik, så er det ikke kristen fundamentalist, men slet og ret ekstremist. Som biskop Karsten Nissen siger det: ”Det der står tilbage er at kristendommen er misbrugt til uhyrligheder. Og det må vi vende os imod!”[1]

Jeg har tidligere sagt, at jeg ikke kan bedømme om folk er kristne. Det er op til Gud, men det vi kan bedømme og skal bedømme, er om menneskers handlinger er kristne. I en bog jeg læste forleden stødte jeg på dette citat: ”The claim that God’s presence is with us is not for us to make. It is for our neighbors to recognize.”[2] (Påstanden om at Guds tilstedeværelse er hos os, er ikke op til os at bedømme. Det er op til vore naboer at anerkende. Min oversættelse.) Her siges det igen klart: Der er på vores handlinger (frugten) at vores tro må bedømmes.

Anders Behring Breiviks handling i Oslo og på Utøya er ikke kristne, de er djævelske! Vi må og skal fordømme sådanne handlinger. De er uforenelige med kristendom.

Vi kan fordømme handlingen, bomben og drabene, men vi kan ikke fordømme Anders Breivik! Jeg er klar over, at dette er udfordring – det er det for mig selv.

Jesus er klar i mælet, når han udfordrer os:

”v38 I har hørt, at der er sagt: ›Øje for øje og tand for tand.‹ v39 Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt. Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til. ..”

Matthæusevangeliet kapitel 5 vers 38-39

”v43 I har hørt, at der er sagt: ›Du skal elske din næste og hade din fjende.‹ v44 Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, v45 for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. v46 Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. v47 Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. v48 Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!” Matthæusevangeliet kapitel 5 vers 38-48.

Vi skal vende den anden kind til og vi skal elske vore fjender! Det er godt nok en udfordring. Men netop ved dette er det vigtigt at skelne mellem handlingen og manden. Vi tager afstand fra og vi fordømmer handlingen.

Naturligvis skal Breivik stå til ansvar for det afskyelige han har gjort og han skal dømmes efter gældende lov.

I modsætning til, hvad han selv gjorde, så skal han behandles med værdighed, retfærdighed. Hvis samfundet i sin dom bliver afstumpet vinder han jo. Så får han ret i alle sine uhyrlige påstande.

At elske sin fjende, er ikke det samme som at finde sig i alt.

Når vi elsker siger vi også fra. Vi siger fra overfor handlingen, men aldrig overfor mennesket. Derved viser vi kærlighed og derved sejrer kærligheden overfor ondskaben.

Det som Breivik har gjort er djævelsk og ondskabsfuldt, men han er også et Guds barn, og derfor skal han behandles retfærdigt og kærligt.

Den norske statsminister sagde ved en mindehøjtidelighed i Oslo Domkirke: “Ingen har sagt det bedre end en pige fra AUF, som blev interviewet af CNN: ‘Hvis én mand kan skabe så meget had, tænk så på hvor meget kærlighed vi kan skabe sammen.

Kærligheden skal nok få det sidste ord.

Amen.

[1] Kristeligt Dagblad. Mandag d. 25. juli 2011. Tobias Stern Johansen: Højrenationalist har en perverteret Kristendom.

[2] Samartha, Stanley J. Milk and honey – without the Lord? National Council of Churches Rewiev 101/12. 1981. Side 670.