Nadver – Thomas Risager

GPS – Hold øje med skiltene – Thomas Risager

Gud, giv mig et tegn! Sådan tror jeg, at vi alle i perioder kan finde på at tænke.

På søndag tager talen denne problematik op. Det er faktisk lidt som i trafikken, at vi utroligt nemt kommer til at overse skilte. Det vidner antallet af fartbøder, som jeg hører vi får, om. Hvordan kan det være, at vi ikke ser skiltene – og hvordan kan det være, at vi tilsyneladende længes efter et tegn fra Gud?

Hør mere her:

Undervejs i talen vises et videoklip fra filmen Bruce Den Almægtige (2003)

Du kan se klippet her:

Du kan også læse talen her:

Bemærk dog, at der ofte er afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-format

Prædiken søndag d. 12. februar 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Joh 6,30-40.

GPS – Hold øje med skiltene (dobbelt bødetakst ved vejarbejde)

Jeg elsker min GPS. Dels hjælper den mig med at finde vej. Men den kan også en anden fin ting. Den hjælper mig med at holde øje med skiltene. Hele tiden står der ude i siden, hvor hurtigt man må køre.

Kender I ikke det. Man kan så nemt komme til at overse et skilt. De er der jo over det hele.

Som man siger, kan man nogen gange ikke se skilteskoven for bare skilte.

*Video https://www.youtube.com/watch?v=g-YpUqQhops

2.32 min

I Bruce the Almighty som klippet her er fra, er Bruce Nolan helt ude, hvor han ikke kan bunde. Han oplever, at Gud må være vred på ham, siden det går ham så dårligt i livet. Han fik ikke det job, han havde sat næsen op efter.

Nu ræser han af sted med et kæmpe raseri i sin bil. Det er nogen gange dér hvor frustrede mænd søger tilflugt. Han skælder ud på Gud.

Giv mig et tegn – på engelsk show me a sign!!!!

Lad os bare sige, at Gud holder ikke tegnene – skiltene – tilbage. Faktisk vælter han rund i dem, men han ser det ikke.

Jeg vil påstå, at jeg godt kender den fornemmelse.

At livet går så stærkt og at hverdagen er så krævende, at man sidder der i sofaen fredag aften og er helt flad. Hvor blev den uge lige af. Her siger vi til hinanden. Pyh en uge. Jeg havde så travlt og har knoklet, men jeg har ikke nået det halve af, hvad jeg havde planlagt.

Det er så her, at jeg bliver nødt til at lave et reklameindslag for at gå i kirke. Jeg ved det, Preaching to the choir, I er her jo.

Men denne ene gang om ugen, hvor man lige sætter sig, nyder musikken, sangene. Forundres, står det virkelig i bibelen? Måske sætter talen ovenikøbet en tanke eller to igang.

Om ikke andet, så er der ikke mange timer i dit liv, hvis det ligner mit bare en smule, hvor du bare kan være, i ca. en time og fem minutter.

For mig, er det tit ved gudstjenesten at jeg oplever mine tanker lige er tilbage ved et eller andet, som er suset forbi i farten, men som jeg ikke lige lagede mærke til.

I vores tid, kan vi ikke bare sige, at vi bare skal sætte hastigheden ned. Det er lettere sagt end gjort i en verden, hvor mange af os har lidt mere flydende arbejdstider og opgaver.

Ofte er det først, når vi tænker tilbage, at vi faktisk husker, at der da egentlig var masser af skilte på vejen, men vi ikke lagde mærke til dem, da vi drønede forbi.

Det samme er lidt situationen med den store folkeskare, som nu opsøger Jesus. Aftenen før havde mange af dem oplevet, hvordan jesus med fem brød og to fisk har bespist 5000 mennesker, der var samlet for at høre ham.

Endnu en reklame for kirken, her får vi Chilli con Carne – og der er også nok.

Jesus er sejlet bort – tror de. Han gik på vandet! Nu har de fundet ham. Husk lige, hvad de var vidne til aftenen før.

Nu spørger de: “Hvilket tegn gør du, så vi kan se det, og tro dig? Had kan du gøre?”

De må være blinde, eller have superkort hukommelse.

Inden vi får for travlt med at pege fingre…. hvordan er det så lige med os.

Er der ikke øjeblikke i vore liv, hvor vi, i det mindste når vi ser tilbage, må sige, at her var Gud med os.

Sådanne begivenheder kan jeg i alt fald se tilbage på.

Og I er kender mig godt, ved at jeg bedst kan lide at have begge ben på jorden. Men jeg må overgive mig, og sige, at der bare er ting, jeg ikke kan forklare.

I mit liv er tegnene suset forbi. Jeg er (også= sådan indrettet, at jeg kan drøne forbi et tegn på Guds kærlighed og indgriben i mit liv, og jeg ser det ikke.

Derfor er det en stor trøst, at Jesus ikke skælder de her “giv os et tegn mennesker” ud.

Han sender dem ikke væk, og beder dem om at åbne øjenene.

Jesus siger: “Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.”

De af os, som er vokset op i kirken, tænker naturligt, at det er nadveren han tænker på. Og ja, det er det. Men det også det helt dagligdags, at hver gang du får brød = hverdagsmad, at spise, så er det et tegn på at Gud passer på dig.

Et lille tegn midt i hverdagen, som vi så nemt suser forbi.

Jesus får det sidste ord, og det gør han jo:

“For min faders vilje er, at enhver, som ser Sønnen og tror på ham, skal have evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag.”

Amen.

Guds fred – Thomas Risager

Nogen gange, når jeg ligger i min seng, og hjernen bare bliver ved med at kværne i den problemstilling, eller konflikt, som jeg bare ikke kan finde løsning på, så minder jeg mig selv om, at Jesus lover os, at vi må få hans fred, så vi ikke er modløse indeni.

At minde mig selv om det, ville jeg ønske hjalp. Men det gør det ikke. Det bliver nærmest værre.Nu kan jeg pludselig bebrejde mig selv, at jeg ikke kan finde Guds fred.

Det jeg tænker på, er det bibelord, som vi finder i Johannesevangeliet kapitel 14 vers 27, hvor Jesus siger:

Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!

Hør hvad Jesus minder sine disciple, og dermed os om:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord ofte afviger fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 1. maj 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Joh 14,23-29.

Nu er vi jo ikke ude på at hænge nogen ud her i kirken. Men jeg har hørt lidt historier om stressede forældre i de sidste uger.

Så det kan virke meget passende at tekstrækken, altså den inspiration til gudstjenesten som er fælles for alle 80 millioner metodister, i dag siger: Tal om Guds fred.

Jeg tænker faktisk, at det er meget passende i dag, hvor jeg giver slip på I fem gode mennesker. Jesus taler nemlig også om dette på et tidspunkt, hvor man er nået til en skillevej.

Det er den sidste aften, hvor Jesus er sammen med disciplene.

Han havde samme aften spist sammen med dem og forklaret dem, at de kunne mindes ham, hver gang de spiste brød og drak vin.

Det er her, at nadveren, som vi om lidt invitereres til at være med til, indstiftes.

Det er også den aften, at Jesus siger til dem, at de skal elske hinanden, som han har elsket dem.

Det er ikke sagt som en udfordring eller en opfordring, men som et direkte påbud. På dansk: en lodret ordre. Elsk hinanden, så andre i jeres indbyrdes kærlighed kan se, at den kærlighed Gud har til mennesker ikke bare er tomme ord.

Jesus ved godt at det er ved at være sidste chance for, at tale med disciplene.

Læg mærke til hvad der er vigtigt for ham at få sagt.

For det første, at vi kan huske på hans kærlighed til os, mindes hans offer for os, når vi tager del i nadver og gudstjeneste. Med andre ord, konfirmander, det med minimum ti søndage om året, er den god ide at fastholde.

For det andet peger Jesus på, at disciplene skal elske hinanden. Når jesus siger noget gælder for disciplene, er det en god ide, at antage, at det også gælder os.

Vi skal elske hinanden, fordi Gud elsker os. Det gør han iøvrigt selvom vi måske ikke lige kan finde ud af at tro på det.

Når vi elsker hinanden, ser mennesker,at det er noget, der gør en forskel i menneskers liv. Det gør en forskel på, hvordan jeg møder andre mennesker. For jeg må jo tro, at de også er elsket af ham.

Endelig taler Jesus om Guds fred. Det gør han på et tidspunkt, hvor han godt ved, at forude ligger påskens pinsler og plager, død og opstandelse venter.

Jeg tror, at ingen andre end Jesus i den situation, ville have erfaret Guds fred indeni. Havde det været mig, ville opelvelsen indeni være alt andet end fred.

Jesus siger: “Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!”

Fred betyder ikke bare fravær af krig, men at der er ro på. Der er trygt og godt. Jeres hjerte må ikke forfærdes, siger Jesus. Der er altså tale om en indre tilstand. En indre tryghed, som forsikrer mig at alt bliver godt. Det betyder ikke at det svære går væk, men det betyder at fornemmelsen af ikke at være alene i det, ikke går væk.

Nogen gange, når jeg står overfor udfordringer, som jeg ikke lige synes, det ser ud til, at vi kan få til at lande, så bliver jeg urolig, ængstelig og ligefrem bange.

Det tror jeg, at vi alle sammen kan nikke genkendende til.

At minde mig selv om det, ville jeg ønske hjalp. Men det gør det ikke. Det bliver nærmest værre.Nu kan jeg pludselig bebrejde mig selv, at jeg ikke kan finde Guds fred.

Det er der, hvor jeg egenlig bliver helt til grin. Fuldstændigt som med at kunne tro, så er oplevelsen af Guds fred, ikke noget vi selv kan klare.

Det kommer udefra. Det gives os af Gud. Det er en gave.

Med tro og Guds fred er det sådan, at jo mere jeg vil præstere, jo mere jeg krampagtigt forsøger, jo længere væk fra mig føles det.

Omkring det med problemerne har jeg efterhånden lært at sige. Uanset hvad jeg gør, så kan jeg ikke løse det lige nu. Det er som det er.

Når jeg gør det, altså giver slip, så kan jeg overrumples af Guds fred og overraskes over, at den faktisk er der.

Konfirmander (og alle I andre) nu har I fået en masse viden om bibelen, om Jesus, om Gud og Helligånden. Og meget mere, for vi har snakket om mange ting.

Jeg vil i dag udfordre dig på de tre ting, som Jesus siger til disciplene inden han tages til fange.

Elsk hinanden

Brug kirken, tag mod nadver, også selvom du ikke forstår det.

Oplev Guds fred – og dermed tro – ved at give slip i stedet for at forsøge at tro og lede efter freden.

At elske hinanden, at finde fred og dermed tro, er altsammen godt på vej ved at holde fast i det første. Nemlig at elske.

Elsk, hold fast ved hans ord. Det er learning by doing, for det at tro, er ikke at sidde stille. Det er elske, handle og leve….

… og se bare, midt i det er hans fred, som overgår al forstand.

Amen.

Mangler du en brik? – Thomas Risager

Længes du også efter, at troen skal få alle brikker i livets puslespil til at falde på plads?

Men sådan er det bare ikke helt med tro…. Det bliver ikke altid som vi ønsker det, men alligevel er der noget helt unikt i det med at tro, når Jesus taler om sig selv som Livets brød, der mætter, så man aldrig skal sulte…

Hør mere her:

Du kan også læse talen her:

Prædiken søndag d. 2 .august 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Joh 6,24-35.

Nogen gange så oplever jeg livet som et stort uoverskueligt puslespil, hvor der hele tiden lige mangler bare lige et par brikker før det hele falder på plads. Så kan jeg blive færdig, så er billedet fuldendt.

Desværre er det sådan, at hver gang jeg synes, at jeg har fundet de få manglende brikker, så er der faktisk nogle nye steder, hvor der burde ligge nogle brikker, og så starter eftersøgningen af de nye manglende brikker. Når de er fundet, så begynder det hele forfra.

Det rimer meget godt med Paulus’ ord fra kærlighedens højsang, hvor han siger: “Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.” (1. Kor 13,12)

Jeg tror, det er meget menneskeligt, at forsøge at danne sig overblik, fordi vi vil så gerne forstå alle sammenhængene i livet.

Det gælder også for tro, hvor vi så gerne vil se det store billede, for at kunne sige, at vi fuldt ud forstår.

Det er også derfor, tror jeg, at vi nogen gange holder krampagtigt fast, hvis der er bestemte måder at bede på, læse bibel på, former for aktiviteter, eller bestemte gudstjeneste-former, som taler til os.

Så kan det blive som om, vi klynger og til den ene brik, og nogen gange forsømmer at se, at der faktisk mangler brikker flere steder i vores trosliv.

Dette er på en måde situationen for de mennesker, som febrilsk har ledt efter Jesus og nu finder på, at sejle over på den anden side at søen for at finde ham.

De har nemlig oplevet noget, som de synes var helt vildt fedt. De har oplevet Jesus mætte fem tusind mennesker med fem brød og to fisk.

Nu er de sejlet efter Jesus, for de vil godt lige se det igen. Det kan man da ikke helt fortænke dem i, kan man?

Jesus finder dem dog lidt ensidige: I kommer bare for at få mad igen!

Det er meget muligt, at han har ret i det, for det er jo noget af det, som de lige har set. Og det var fedt, så selvfølgelig kommer de med den forventning, at man kan få mere af det samme. Det er også det vi gør, når vi i kirkerne gør det samme år efter år. Men med tro er det sådan, at man aldrig bliver færdig at opleve mere.

Der vil altid være flere brikker til puslespillet, for nu at holde fast i det billede.

Det ligger i det, Jesus siger til dem: “I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte. v27 Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer; for ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på.” (Joh 6,26-27)

Jesus taler altså om, at han vil give dem. Han vil sørge for dem, og det er ikke fem brød og to fisk han taler om. Han taler om langt mere, end de overhovedet kan forestille sig.

De tænker bogstaveligt. Men når Jesus har givet dem mad at spise, er det langt mere end maden, så er maden symboler. Når Jesus taler om den mad, som består altid, så taler han om det, som han vil give dem gennem tro, og det er langt mere end brød, som kan spises.

Folket her tror, at hvis bare lige, de får lidt at spise, så er der ikke mere i troen for dem, så har de fundet den ene brik, som de leder efter. Men som Jesus ser det, så der er meget mere end blot det.

Til sidst sætter Jesus trumf på: “For Guds brød er det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden.« v34 De sagde til ham: »Herre, giv os altid det brød!« (Joh 6,33-34)

Læg mærke til at Jesus siger at brødet giver liv til verden. – Liv!

v35 Jesus sagde til dem: »Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.” (Joh 6,35)

Jeg ved ikke hvad du længes efter i din tro, hvilken brik det lige er, som du leder efter, for at kunne se det fulde billede.

Men jeg garanterer dig, at der vil være flere brikker og mere at få.

Om lidt skal vi fejre nadver sammen og du er velkommen. Kom og vær med, se, smag, spis. Jesus siger: Jeg er livets brød!.

Amen.

De onde Vinbønder – Thomas Risager

I dag taler jeg over en tekst fra Matthæusevangeliet kapitel 21 om de onde vingårdsbønder. Når man læser den tekst, kan man godt blive lidt skræmt, men der er mening med galskaben. Jesus fortæller en lignelse – en historie, hvor han tager udgangspunkt i noget alle kender, og anvender det til at fortælle noget nyt og overraskende om Gud.

Hør mere her….

Præstens Nytårstale – Thomas Risager

Godt nytår!

Hvert år ved nytår lytter danskerne til Dronningen og statsministerens nytårstaler. Der er nu nok fleste ved Dronningens. Der er også et mennesker, som samles i Odense Metodistkirke til en kop velfortjent nytårskaffe og gudstjeneste. Her får jeg som regel lov til at holde årets nytårstale.

I år handler talen om vore dages slaveri efter perfektion og længsel efter at kunne arbejde, holde fri, have succes, være en god forældrer, et godt menneske, en god kristen på en og samme gang. Dette er ikke let.

Hør mere her:

Det tror vi 4: Nadver

Hvad er forskellen på den kirke, du kommer i, og de almindelige kristne? Eller værre endnu: Hvad er forskellen på jer og de kristne?

Når man er medlem af, eller kommer i en anden kirke end den store folkekirke, så mødes man ofte af spørgsmål, som dem jeg lige har stillet.

Det som folk oftest mener er, hvad er forskellen på Metodistkirken og folkekirken. Det er et godt og fair spørgsmål, som jeg tror mange af os, har været ude for, at blive afkrævet et svar på.

Som sidebemærkning skal man også ofte forklare, hvad folkekirken egentlig står for, for det er ganske uklart for rigtigt mange mennesker.

Vi midt i en ny prædikenserie, som på den ene side tager udgangspunkt i spørgsmålene. Som Minoritetskirke eller som mennesker, som på den ene eller anden måde har tilknytning til en kirke, som denne, så mødes vi med spørgsmål som hvad tror du egentlig på, og hvad er forskellen? Og det er fuldstændigt fair, folk spørger jo af interesse.

Første søndag i denne serie talte vi om dåben. Her i kirken praktiserer vi barnedåb, men har ingen som helst problemer med at døbe voksne, som ikke i forvejen er døbt. Det er vigtigt for os, at vi døber barnet fordi det allerede ER Guds barn. Og det er vi så heldige, at vi har fået lov at opleve igen i dag.

Vi har talt om, hvordan vi erfarer frelsen som en proces. Som en rejse, vi alle er på. Målet for den rejse er at få en relation med Gud, som er ligesom den nære relation Adam og Eva havde med Gud i skabelsens begyndelse – altså før de spiste af den forbudte frugt.

Vi lærte om at nåden er helt central for vores oplevelse af at Gud ændrer os efterhånden, som vi kommer nærmere ham. Egentlig kan vi ikke gøre noget ved det selv, for som det siges i Efeserbrevet: “v8 For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. v9 Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af.”

Vi har talt om nådemidlerne. John Wesley nævner traditionelt 5 nådemidler:

Bibel, Bøn, Kirken (De helliges fællesskab) Dåb, Nadver.

Disse er Guds gaver af nåde til os. Gaver, som hjælper os til at erfare den realitet det er, at Gud elsker os ubetinget.

Altså for vores skyld – ikke for Guds skyld.

I dag skal vi så tale om nadver, som jo er et af nådemidlerne. Men af de fem nådemidler, er der også to af dem, som er sakramenter.

Definitionen på et sakramente er: (af lat. sacramentum ‘sikkerhedsstillelse, ed’, afledn. af sacer ‘hellig’), nådemidler, )…. i kristen teologi, en ved Jesus Kristus indstiftet tegnhandling, der formidler Guds nåde, og ved hvilken de troende erfarer Guds nærvær.

Hvem af os kan forklare hvad der sker, når vi sidder sammen rundt om alterbordet og modtager lidt brød og lidt vin. Jeg vil alligevel forsøge mig.

Hør mere her:

Det tror vi 3: Nådemidlerne

Hvad er forskellen på den kirke, du kommer i, og de almindelige kristne? Eller værre endnu: Hvad er forskellen på jer og de kristne?

Når man er medlem af, eller kommer i en anden kirke end den store folkekirke, så mødes man ofte af spørgsmål, som dem jeg lige har stillet.

Det som folk oftest mener er, hvad er forskellen på Metodistkirken og folkekirken. Det er et godt og fair spørgsmål, som jeg tror mange af os, har været ude for, at blive afkrævet et svar på.

Som sidebemærkning skal man også ofte forklare, hvad folkekirken egentlig står for, for det er ganske uklart for rigtigt mange mennesker.

Vi kører for tiden en ny prædikenserie, som på den ene side tager udgangspunkt i spørgsmålene, og på den anden side slet ikke gør det. Dette kræver lidt forklaring. Som Minoritetskirke eller som mennesker, som på den ene eller anden måde har tilknytning til en kirke, som denne, så mødes vi med spørgsmål som hvad tror du egentlig på, og hvad er forskellen? Og det er fuldstændigt fair, folk spørger jo af interesse.

Når jeg så alligevel tager lidt forbehold, så er det fordi jeg, ønsker at tage fat i alle de ting og begreber, som gør at vi er metodistkirke. Vores teologi og kirkeforståelse fortjener at blive forklaret sådan, som den er, for den kan godt stå alene.

I søndags talte vi om, hvordan vi erfarer frelsen som en proces. Som en rejse, vi alle er på. Målet for den rejse er at få en relation med Gud, som er ligesom den nære relation Adam og Eva havde med Gud i skabelsens begyndelse – altså før de spiste af den forbudte frugt.

I lyset af det, så er det altså lidt underligt at jeg i dag vil tale om et andet centralt begreb, nemlig nådemidlerne. For hvis man forstår det forkert, og det gør vi ikke efter i dag, så kan det virke som om vi alligevel skal knokle os til alt det, som jeg i søndags sagde, var en gave, som Gud giver helt uden fortjeneste til hvert enkelt menneske.

Metodistkirkens kirkefader John Wesley beskriver nådemidlerne, som Guds gave af nåde til os. Gaver, som hjælper os til at erfare den realitet det, er at Gud elsker os ubetinget.

Altså for vores skyld – ikke for Guds skyld. …. Hør mere her: