Størst eller mindst? – Thomas Risager

Hvem af os er den største?

Det ligger dybt i vi mennesker, at vi sammenligner os med hinanden. Det vi sammenligner os med, er de andres perfekte liv, set i forhold til vores eget uperfekte liv. Og det er hård kost. Og det er usundt!

Allerede på Jesus tid, havde hans disciple gang i en sammenligning. Jesus har overraskende input på det – input, som vi måske i vor tid kan lære af.

Hør mere her:

 

 

Du kan også læse manuskriptet her. Bemærk, at der ofte er afvigelser mellem det skrevne ord fra forberedelsen og det talte ord i gudstjenesten.

Talemanuskript i PDF-format

1 af 5

Prædiken søndag d. 23. september 2018.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Mark 9,30-37.
Størst eller mindst?

En af de største fjender mod os selv, som vi hver dag står ansigt til ansigt med, er sammenligningen med andre.

På Facebook, Instagram, Snapchat og hvad det ellers hedder alt sammem, kan man se den ene sunde ret efter den anden, Udsigten ud over havet – set gennem de brune ferieben, Glorien over hovedet, på den der lige har været ud at løbe eller nede og træne.

Vi ser de andres perfekte liv, og undrer os over, hvordan de finder tid, penge og overskud til alt det, de gør.
Det er her alle de unge, finder mennesker, som de kan føle sig større, men oftest mindre end.

Vi, der er lidt mere grå, kender det godt fra venneparrene, som fortæller om deres seneste spændende rejse, Den nyeste ombygning, Deres børn, som klarer sig så godt.
Eller vi ser kollegaen på jobbet. Hende som tilsyneladende kan klare hvad som helst og altid er opgaverne løst til punkt og prikke.

Det ligger dybt i vi mennesker, at vi sammenligner os med hinanden. Det vi sammenligner os med, er de andres perfekte liv, set i forhold til vores eget uperfekte liv. Og det er hård kost. Og det er usundt!

Der er intet nyt i, at vi mennesker kan finde på, at sammenligne os med hinanden. Allerede blandt Jesu 12

2 af 5

disciple er dette på spil. Og det er lige der vi rammer ned i Markusevangeliets kapitel 9, som Helge Munk læste for os.

Forud for historien her, er der sket meget. Jesus er begyndt at rejse rundt samme med disciplene, og de har set meget allerede. Så meget, så de er fulde af beundring over Jesus.

Jeg nævner i flæng,
Bespisningen af de fem tusind,
Vandringen på søen,
Helbredelsen af døve, blinde og stumme,
Peters bekendelse af at Jesus virkelig er den ventede Kristus,
Jesus der forudsiger sin død og opstandelse, hvor vi ser, at Peter begynder at irettesætte Jesus, fordi det i følge Peter, aldrig må ske som Jesus siger.1
Så følger forklarelsen på bjerget samt flere helbredelser.

I min verden er det ‘no wonder’ at disciplene beundrer Jesus. De har ganske givet også sammenlignet sig med ham, men det er ret åbenlyst, at ham er der ingen, som når op på siden af. Han kan jo alt muligt, som ingen andre kan.

Og de begynder at forstå, at han om nogen er Guds udsending på jord. Hvor er de heldige, at de får lov at opleve dette ansigt til ansigt med ham.

Nu begynder dagens tekst med, at han, som åbenlyst er så fantastisk, igen begynder at tale om, at han skal slås ihjel, men opstå igen på tredjedagen.

1 Mark 8,31-33.

page2image1651280

3 af 5

Markus skriver lige ud, at de ikke forstod, hvad han sagde og at de var bange for at afsløre det.2

Det er ikke mærkeligt!

De er omsider begyndt at kunne rumme, at Jesus er Guds søn. De ser, alt hvad han gør. Deres baggrund som jøder, gør også at Gud, og dermed Jesus, er almægtig og alene tanken om, at han kan være svag, eller ligefrem skulle kunne ofre sig selv, er så fremmed for dem, at det ikke kan give mening for dem. Det er helt enkelt en tanke, der er for langt ude.

Det Jesus siger fortsætter med ikke at give mening og viser med det næste, det sker, at han er så radikalt anderledes end, hvad de ellers skulle tro, tænke og mene.

Når de ikke kan måle sig med ham, så begynder de at måle sig op mod hinanden. Hvem er størst, hvem er dygtigst…. De er mennesker, og vi – eller i hvert fald jeg – er nødt til at indrømme, at jeg kender det.

Det har jeg ikke travlt med at indrømme, og det har disciplene heller ikke, da Jesus spørger dem, hvad de talte om på vejen.

Igen gør Jesus noget, som er anderledes. For at vi kan forstå, hvor anderledes det er, så skal vi lige have to ord med på vejen om børn i bibelens univers.

2 JF. Mark 9,32.

page3image1651488

4 af 5

Vi, der elsker at prale med vores børn på de sociale medier, synes at det er det mest naturlige, at vores curlingbørn er centrum i universet.
Men på Jesus tid, var børn ikke noget man pralede med. De havde ingen plads i folks opmærksomhed. Faktisk skulle barndommen bare overstås, så barnet kunne gøre sig nyttigt i husholdningen og i indtjeningen. Med andre ord, et barn er det mest nytteløse, man kan forstille sig.

Derfor er det noget, der ryster deres verdensbillede, når Jesus stiller et lille “nytteløst” barn i deres midste og siger: “Den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig; og den, der tager imod mig, tager ikke imod mig, men tager imod ham, som har sendt mig.”3

Ud over at børnene pludselig har en værdi i sig selv og en plads i samfundet, så siger Jesus faktisk en hel masse her.

Hold nu op med at sammenligne, for de ting, I tillægger værdi og bruger som sammenligningsgrundlag er i Guds rige værdiløst. Her har man ikke værdi i kraft af, hvad man gør, men i kraft af at man er.

Når du tager i mod, hjælper, passer på, elsker noget så nyttesløst som et lille barn, så handler det i virkeligheden om at tage mod Gud, som har sendt Jesus.

Det er store ord. Men der ligger bag det noget, som er sundt for os at høre, nemlig at hvert menneske, uanset baggrund, og hvad vi ellers synes vi skal prale med, har uendelig værdi.

3 Mark 9,37.

page4image3738864

5 af 5

Du er noget helt særligt netop fordi du er skabt i Guds billede, og når vi ser et andet menneske, elsker, er næstekærlige, så er det netop det vi ærer. Den væren skabt i Guds billede, der er ens for os alle.

Vi mennsker er langt mere end det vi praler med, og langt mere end det vi sammenligner os med.
Vores værdi ligger i, at vi er elsket og i, at vi kan elske. Ikke i kraft af os selv, men i kraft af ham, som elsker os først og størst.4

Lad os glemme sammenligningerne og tankerne om, hvem der er bedst, har mest tro, kommer mest i kirke, og lade os have lov at være fri til at leve, elske og være elsket.

Ultimativt er det det, som Jesus viser os ved, at hans forudsigelse om lidelse, død og opstandelse faktisk kommer til at gå i opfyldelse. Og så er det altså ikke væsentligt, hvem der er den største, men at vi – du og jeg, er elsket og elskende.

Amen.
Salme: Vil du følge efter mig.

4 JF. 1. Joh. 4,10-11

page5image3738656

Han er opstanden, Ja Han er sandelig opstanden – Thomas Risager

Påskedag er kommet og i kirken fejrer vi, at Jesus opstod fra de døde.

Dermed ser vi at hans kærlighed ikke blot var tomme ord, men sejr over alt tænkeligt mørke i livet. Kærligheden sejrer – selv over dødens kulde.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk at der altid er afvigelser mellem det talte og det skrevne ord.

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 5

Prædiken Påskedag d. 1. April 2018.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Mark 16, 1-8.
Jesu opstandelse – Påskedag

Men I, hvem siger I, at jeg er?

Sådan spørger Jesus sine disciple. Han vil gerne vide, hvad de tænker om ham.

Vil vi ikke alle det, gerne vide, hvad mennesker tænker om os?

Et er, hvad vi tænker om os selv, men det giver ikke det fulde billede af, hvem vi er. Noget andet er, at vi er afhængige af at høre, hvad andre siger, og det de siger er med til at forme os danne os.

Ingen af os kan stå alene. Vi formes og dannes af vore relationer. De som er tæt på os, er med til at gøre os til dem, vi er. Alene bliver vi aldrig fuldendte.

I fastetiden har vi – eller en del af os – læst os gennem et materiale, som påstår, at vi nemt kommer til at gøre Gud, for lille i vore tanker og snakke om, hvem Gud egentlig er.

Det kan der bestemt være noget om. Vi har lært at Gud kan være alt fra en hallalhippie til en piberygende kumbayah Gud. Han kan sikkert også være alt derimellem og ud over de definitioner.

Hvordan kender vi Gud?

2 a f 5

Det gør vi gennem det, vi læser i Bibelen, gennem det vi hører i kirken. Og selvfølgelig også gennem det, vi hører og danner os en mening om i samtalerne f.eks. i smågrupperne, eller i de dybe samtaler i stearinlysets skær, mens der kun er en slat vin tilbage i glasset.

Og så er der lige den underlige detalje, at Gud jo er en åbenbaringsgud, som vi siger.
Det betyder at Gud ikke bar viste sig, for de bibelske personer, hvis historier blev skrevet ned, men at Gud stadig viser sig for mennesker. At Gud ønsker at være i en relation til os.

Her bliver det unægteligt en lille smule langhåret. Men jeg tror mennesker oplever Gud i deres liv. Det tør jeg godt sige, at jeg selv gør.
Ikke på samme dramatiske måde som journalisten Charlotte Rørth, har oplevet det, og som hun har skrevet om i sin bog “Jeg mødte Jesus,” men mere som en stille overbevisning om at jeg ikke er alene.

Tiderne skifter. Hvis en person som Charlotte Rørth for ti år siden var stået frem med den historie, var hun blevet udstillet som værende helt væk fra vinduet.
Men i dag er det interessant og det viser sig også, at er er mange mennesker, som faktisk står frem med lignende historier. Det er der nu kommet en ny bog ud af af. “Vi har mødt Jesus.”

I de kommende uger skal vi høre historier om, hvordan disciplene har mødt Jesus. Det er vel at mærke efter hans død og efter hans opstandelse, men han lever, og de møder ham. De ser ham, de hører ham, de rører ved ham og de ser ham spise. Med andre ord sker alle de

3 a f 5

ting, der skal til, for at man kan have en relation stadig, efter opstandelsen.

Og hvordan var det med en relation? Den er med til at præge os og gøre os til dem, vi er.

Relationerne er også noget af det, som er på spil, når det er påske.

Jesus led og døde – han gav sig selv – Langfredag. Inden solen gik ned, blev han lagt i en klippehule, som skulle være hans grav. En kæmpe sten blev lagt for indgangen, så graven var forseglet.

Alle, der har prøvet at miste en man elsker til døden, ved at det gør ondt og man er ude af sig selv. Der er en relation, som er brudt.

Meget tidligt om morgenen, den første dag i ugen, hvor solen lige var stået op, gik Maria Magdalene, Maria og Salome ud til graven for at salve ham. Det var en måde at vise den sidste ære, men også den endelige afslutning på begravelseshandlingen.

Markus gør en del ud af, at fortælle at stenen for graven er tung, og kvinderne tænker meget over, hvordan de mon skal få den væk, så de kan komme ind i graven med deres salver. Vi skal forstå, at det er nær ved umuligt med mindre man er en hel flok mænd, der kan skubbe stenen væk.

Men stenen var væltet fra. Jesus var ikke i graven. I stedet ser de en ung mand i hvide klæder, her skal vi tænke Guds sendebud – en engel – sidde inde i graven.

4 a f 5

“Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! v7 Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.«1

Men de blev forfærdede! De var rystede og flygtede fra graven. De var helt ude af sig selv, og de kunne ikke tro, hvad der var sket. Så i følge Markus siger de ikke et ord til nogen.

De andre tre evangelier er kvinderne de første, som forkynder at Jesus er opstået, men ikke hos Markus.

De kan ikke forstå det.

Det kan jeg faktisk godt forstå, for hvem kan egenlig det? Når mennesker siger, jeg har set Jesus, så bliver jeg altså lidt skeptisk, og tænker ja ja…. men jeg bliver også lidt nysgerrig.

Måske skal jeg lige i parantes sige, at Jesus, her hos Markus, viser sig for dem, som ikke kan finde ud af at tro. Er det egentlig ikke en rar tanke? Det er hans initiativ, og det sker igen og igen. Læs eventuelt selv videre i kapitel 16.

Men nu er det altså påske, så vi siger det højt og er lige glade med om mennesker, tror vi er skøre.

Jesus ER opstået – graven ER tom!

1 Mark 16,6-7

5 a f 5

Det er sket som han har sagt. Dermed ved vi, at hans kærlighed ikke var tomme ord. Han gav sit liv. Der er gjort op med det onde, med lidelsen, med ensomheden, med synden, med tomheden og med døden.

Der er gjort op med alt det, som vi frygter. Intet af det kan slå den kærlighed, som gives i påsken.

Jesus er opstået.

Der er ingen grund til at betvivle at den historiske Jesus har levet, og at han blev modtaget i Jerusalem, at han led og døde og at graven på tredjedagen var tom.

Det ved vi!

Tro handler om, hvorvidt vi tør tro på, at det har med os og vort liv at gøre.

Tro handler om at Jesus / Gud har ønsker at have en relation til dig. Han har gjort det fornødne.

Spørgsmålet står tilbage: “Hvem siger du, at Jesus er?”

Glædelig påske!

Amen.

Gud er….. – Thomas Risager

Nogle gange tager jeg mig selv i at føre forhandlinger med Gud. Hvis du nu hjælper mig med at få denne gudstjeneste til at blive god, så lover jeg at læse hele Johannesevangeliet! Nej vent, Markus – det er meget kortere …

Gudstjenesten handler om, at Gud er meget mere end en ressource, som vi har brug for, for at kunne lykkes. Selvfølgelig er det OK at bede Gud om hjælp, når vi synes noget er svært, men Gud kan mere end det. Vi kan nemt komme til at gøre Gud for lille.

Du kan også læse talen her. I dag er der en del forskel på den talte, som var planlagt ved skrivebordet og den tale, som faktisk blev holdt i kirken.

Talemanuskript i PDF-format

1 a f 4

Prædiken søndag d. 11. marts 2018.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Job 38,1-7 & Mark 10,35-45
Gud er…. Den kosmiske julemand

Metodistkirken i Danmark har gang i fastematerialet “Din Gud er for lille,” som rummer en lille reflektion til hver dag i fasten. Så der er noget at læse hver dag indtil påskedag.

Jeg tror, som Maria sagde i søndags, at vi alle gør os tanker om Gud. Hvem han er, hvad han kan, og ikke mindst hvad kan en tro på Gud betyder for mig i mit liv?

Det tror jeg rigtigt mange mennesker tænker over.
Der er naturligvis mennesker, som kommer frem til den konklusion, at det med Gud, det holder ikke. Det giver ikke mening for mig.
Mens andre kommer frem til at tro på Gud, det holder. (Måske siger de i næste åndedrag, som Peter gjorde, Hjælp min vantro!) Det vil jeg næsten håbe, for den omtanke som tivivl giver, er som jeg ser det, en gave.

Påstanden i hæftet er, at mange gange, når vi tænker over det med Gud, så kommer vi til at reducere Gud. Vi gør Gud mindre end, han er.

Et eller andet sted giver det sig selv, fordi at selvom Gud blev menneske i Jesus, og vi kan se Gud i menneskeskikkelse, så kan vi desværre nok aldrig helt rumme hele aspektet af Gud.

Paulus, som jeg vil hævde er klogere på Gud, end de fleste af os, skriver sådan her:

2 a f 4

( Bøn for menigheden om styrke og indsigt)
“v14 Derfor bøjer jeg mine knæ for Faderen, v15 efter hvem hvert fædrenehus i himlene og på jorden har navn, v16 og beder om, at han i sin herligheds rigdom med kraft vil give jer at styrkes i det indre menneske ved hans ånd, v17 at Kristus ved troen må bo i jeres hjerter og I være rodfæstede og grundfæstede i kærlighed, v18 så at I sammen med alle de hellige får styrke til at fatte, hvor stor bredden og længden og højden og dybden er,
v19 og til at kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse, så I fyldes, til hele Guds fylde nås.”1

Paulus beder om at vi må forstå, men siger samtidig, at Kristi kærlighed overgår al forstand. Se, det er visdom. Men derfor skal vi alligevel stræbe efter at forstå så meget som muligt af Gud, for en hemmelighederne ved det, er at så forstår vi så meget mere af os selv.

Jeg kan have dage, hvor jeg synes, at Gud er så uendelig langt væk, at jeg kan blive helt i tvivl om det hele er noget jeg har bildt mig selv ind, andre dage, oplever jeg at Gud er aldeles nærværende.

Så nærværende, at jeg nogen gange tager mig selv i at føre forhandlinger med Gud. Hvis nu at du hjælper mig med at få denne gudstjeneste til at blive god, så lover jeg at læse hele Johannesevangeliet! Nej, vent Markus – det er meget kortere.

Hvis man fører forhandlinger med Gud, eller hvis man skælder ud på Gud, og det gætter jeg på, at mange af os har prøvet, så har vi sådan set bestemt at Gud kan

1 Ef 3,14-19.

3 a f 4

bruges til noget. At han er med i livet. Ellers giver det jo ingen mening.

Job skælder ud på Gud. Det er ikke det, som vi fik læst fra Jobs bog, her er det Gud, der går i rette med Job, men forud for det, har Job skældt Gud ud.

Jobs Bog er nok det meste kendte litteratur i verden, som behandler lidelsens problem. Hvorfor sker dårlige ting med gode mennesker?
I samtalerne mellem Job og hans venner støder forskellige menneskesyn og gudsopfattelser sammen. Vennerne siger at lidelserne er syndens løn og Job bør indrømme sine fejl. Job fastholder sin uskyld og anklager Gud for uretfærdighed.

Job får klar besked her. Spænd bæltet om lænden som en mand, og giv mig svar, når jeg spørger dig! v4 Hvor var du, da jeg grundlagde jorden? Fortæl det, hvis du har forstand til det!

Så er forholdet ligesom sat på plads. Gud er større end os. Bum. Vi må indse, at vi aldrig kommer til at forstå til fulde – det er jo også tro.

Jeg er nødt til at spørge, er det overraskende?

Ok, Gud er større end os, så må vi da kunne forhandle med ham, uden at risikere at blive lockoutet.

Zebedæussønnerne har i Markusevangeliet gang i en forhandling med Jesus. Her handler det ikke om løn, men om at vide sig sikker på, at få lov at være tæt på Jesus i

4 a f 4

det hindsides. Hvem af os drømmer ikke om prestige og anseelse? Det er såre menneskeligt.

Det viser sig, at det som er væsenligt for os, er ligegyldigt for Gud.

Gud er større end blot én, der lover os guld og grønne skove.

Gud er også den, der lærer os at kærlighed handler om at tjene – at kærlighed er at give, sådan som hans selv gør.

Så hvis du tror at du bare skal modtage fra den Gud, der vil dig det godt. Det sker også, men så er din Gud for lille.

Din Gud sender dig også til mennesker og ind i situationer, hvor du er intet mindre end hans tilstedeværelse.

Hvor stor er din Gud?
Amen.

Du er tilgivet! – Helge Munk

Kirkens præst, Thomas Risager, holder en velfortjent vinterferie, sår dag er gudstjenesten lagt i hænderne på lægprædikant Helge Munk.

Helge Munk vil tale om tilgivelse, og om det fantastiske, at Gud gør tingene nye. Når mennesker gør dårlige eller onde ting, lægger vi ofte skylden på svigt under opvæksten eller på andres negative påvirkning. Og vi tænker først og fremmest på straf og konsekvenser. Men Gud elsker os så meget at han i stedet for straf sætter os fri og bygger os op til at komme ud af det negative. Derfor bliver tilgivelse og kærlighed så meget vigtigere end straf og konsekvens. Vi får Guds tilgivelse, hvis vi vil have den.

Hør mere her:

 

 

Halve Sandheder 4/4 – Elsk synderen, men had synden.

Vi er nu nået til den sidste gudstjeneste med temaet “Halve sandheder” i denne omgang, og søndagens tale vil vi reflektere over talemåden “Elsk synderen, men had synden,” og efter talen i dag, er det mit håb, at vi aldrig mere siger denne halve sandhed til hinanden.

Du kan høre mere her:

Du kan også læse talens manuskript her. Bemærk, at der altid er forskel på det skrevne og det talte ord.

Tale-manuskript i PDF-format

 

1 a f 7

Prædiken søndag d. 4. februar 2018.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Matt 7,1-5
1/2 Sandheder: Elsk synderen, men had synden.

I løbet af den sidste måneds tid, har vi undersøgt nogle af de ting, som kristne menesker siger til hinanden i bedste mening. Det er ting, vi siger til hinanden med en slags indforståethed, der nærmest signalerer, at man er mere from, hvis man benytter nogle af disse udtryk.

Vi har set, at flere af dem, ikke er så nyttige, som vi går og tror. Faktisk er nogle af dem udtryk for, hvad vi kan kalde usund tro og det viser sig at være klicheer, som faktisk sket ikke har sin bagrund i noget vi tror, eller noget vi kan læse i bibelen.

Vi har set på:
Der er en mening med alt
Gud, hjælper den, der hjælper sig selv.
Gud lægger ikke mere på vore skuldre end vi kan bære.

Vi undersøger dette, fordi vi gerne vil tage vores tro alvorligt.

Som kirke vil vi gerne have at biblen har autoritet, men så vil vi knageme også tillade os selv at undersøge tingene ordenligt og være kristisk.

Hvis du er nysgerrig på, hvad der er sagt eller skrevet de sidde søndag, så kan du finde lydoptagelser af talerne og manuskripter til dem via kirkens hjemmeside eller kirkens facebookside. Brug det endelig, for det ligger der faktisk for din skyld.

2 a f 7________________________

Elsk synderen, men had synden. Hvor mange af jer, har hørt det før?

Jeg spørger ikke, om I har sagt det til nogen, for det er for pinligt. Jeg afslører dog gerne, at det har jeg sagt! Og igen, jeg har sagt det i bedste mening, som et ønske om at hjælpe et menneske videre i livet.

Lad mig sige det med det samme. Dette står ikke i bibelen.

Faktisk har det sin oprindelse fra en af de gamle kirkefædre, Augustin. Augustin var på banen i år 354-430. Han skrev til et nonnekloster, hvor de havde lidt problemer med nonnernes løfte om at leve i cølibat. (Det kan man da godt forstå!) I det brev skriver han: “Kærlighed for menesket, had til synden.”

Det er yderst tvivlsomt at Augustin havde tænkt sig, at dette skulle udvikle sig til en frase, som beskriver afskyen ved menneskers synd.

I 1929 skriver Mahatma Ghandi noget lignende i sin selvbiografi. Han skrev: “Had synden, men ikke synderen.”

Det er det, som folk husker, men igen, der er mere. “Had synden, men ikke synderen er en ide, som er let nok, at forstå, men sjældent praktiseres, og derfor spredes had i verden.”

3 a f 7
Elsk synderen, men had synden, siger vi.

Nogen gange siger vi også, at alle synder er lige, underforstået, at jeg er en lige så stor synder som dig.

Dette har sin baggrund i Romerbrevet, hvor der står: “for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud,…”1

Men, faktisk hvis vi læser videre i det vers, så fortsætter Paulus: “og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus.”2

Med andre ord, i kraft af Jesus, er der håb om et opgør med synden, og dette er ganske ufortjent og det er for alle – uden undtagelser. Det er det, vi kalder nåde.

Det vender vi tilbage til. For øjenene kører rundt i hovedet på flere af jer, og jeg gætter på, at nogle af jer sidder og tænker, årh nej, al den snak om synd. Jeg troede denne kirke var anderledes.

Når en præst bringer ordet synd på bane, så er der ikke mange af os, som har lyst til at høre mere.
Vi er så bange for at blive peget fingre af, fordi vi er kede af at blive opfattet, som fordømmende. Men vi kommer ikke uden om lige at se på, hvad synd er.

Det oprindelige ord i det Nye Testamente er ηαρματια

Det er egentlig et ord, som i sin grundbetydning betyder at afvige fra stien. Bag det ligger den tanke, at udenfor

1 Rom 3,23 2 Rom 3,24

4 a f 7

stien, kan der være svært at komme fremad, det kan ligefrem være farligt.

En anden betydning kan være at afvige fra målet. At komme ud af kurs.

I det ligger også betydningen at undlade at handle der, hvor vi godt ved, vi burde have gjort noget. Der hvor vi ikke stopper op og hjælper, hvor der er brug for det.

Vi er dårlige til at tale om synd. En af grundene er, at vi godt ved, at hver gang vi åbner munden med dette emne, skubber vi fok fra os. Kristne der taler om synd, virker frastødende.

Lad os bare blive enige om, at vi alle sammen kender til det med synd.

Jeg synes, at jo ældre jeg bliver, jo bedre forstår jeg hvad Paulus taler om, når han siger: “For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.”3

Så den del af udsagnet, der siger elsk synderen. Det er for så vildt i orden. Elsk mig bare….

Men så kommer det egenlige problem også til overfladen. For stemmer dette overens med den større helhed af de ting, jesus faktisk sagde?

3 Rom 7,19

5 a f 7

Hvis vi begynder at se på, de ting i hinandens liv, der ikke er perfekte, og der kan vi sagtens finde noget, for vi er helt almindelige mennesker.

Vi kan sagtens selv slå os selv oven i hovedet med de ting, i vores liv, som ikke er smarte, der hvor vi kommer til kort – med andre ord synd, altså at komme lidt ud af kurs.

Jesus forholder sig aldrig til menesker gennem det filter, som siger noget om alt det dumme, som er i menneskets liv.

I teksten fra Matthæusevangeliet udfordrer Jesus os til ikke at pege fingre af andre, men netop at prøve at forholde os til os selv og vore egne liv.

Jeg tror, vi alle sammen har mødt mennesker, som synes de skulle fortælle os, hvordan vi skal leve vores liv. Jeg ved ikke med dig, men de får sjældent min opmærksomhed ret længe.

Had synden blev der sagt. Ja, lad os da endelig tage afstand fra alle de ting, der kan ødelægge vores liv.

Når man som jeg, er far til en teenager, snart to, så kan man se mange potentielle farer, som kan ødelægge liv. Had er et stærkt ord, men lad os være beviste om alt det, der kan ødelægge livet.

Elsk synderen. Hvordan skal vi kunne se synderen for bjælken i vore egne øjne?

Hvis man skal opsummere, hvad Jesus siger, så siger han: “Det første bud er: ›Hør Israel! Herren vor Gud,

6 a f 7

Herren er én, v30 og du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.‹ v31 Dernæst kommer: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ Intet andet bud er større end disse.”4

Dette siger jesus til en ung mand, som gerne vil vide sådan ultrakoncentreret, hvordan han skal leve sit liv.

Elsk Gud, Elsk din næste. Der er ingen fordømmelse her. Der er ikke taget stilling til hvem næsten er. Det er kun Marie Krarup, der tror, hun kan det.

Det menneske, du står overfor, er den du skal elske – betingelsesløst – og uden at kende vedkommendes fortid, eller dårlige sider.
Jesus udfordrer os ikke til at tage stilling til det potentielt dårlige i det menneske og så elske.

Vi skal elske uden forbehold.

Det er det, som bedst beskriver nåden. Den måde Gud elsker os på. En kærlighed, som møder os, der hvor vi er, uden hensyntagen til, hvordan vi lever. En kærlighed, som vi aldrig har fortjent, men som bare gives.

Det er sådan set den udfordring, der er.

Lad være med at pege fingere. Hvis du endelig er nødt til det, så gør det mod dig selv. Men vid, at Gud er nådig mod dig.

4 Mark 12,29-31.

7 a f 7

Og så lad os skynde os at glemme den halve sandhed vi startede ud med.

Elsk Gud og elsk din næste.

For når vi elsker uden al den snak og tanke om synd, så er det et klart budskab om Guds kærlighed.

Amen.
Salme: Himlen er ikke et sted i det fjerne.

Halve Sandheder 3/4: Gud lægger ikke mere på vores skuldre, end vi kan bære

Udsagnet om at Gud ikke lægger flere byrder på os end vi kan bære, tages under kærlig behandling under overskriften” Halve sandheder”. Hvis dette skulle være sandt, hvorfor er stress, så nærmest en folkesygdom? Hvorfor er der så mange af os, som føler alt vi kun lige hænger fast i tilværelsen med det yderste af neglene?

Hvor er Gud i det? Kan tro have noget at sige ind i dette?

Hør mere her:

Du kan også læse manuskriptet til talen her. Bemærk, at der ofte sniger sig lidt ekstra ind i det talte ord. Så der er ikke 100% overenstemelse mellem den forberedte tale og den faktisk tale.

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 5

Prædiken søndag d. 28. januar 2018.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: 1. Kor 10,13, Salme 46,1-2, Matt 11,28-30
1/2 Sandheder: Gud lægger ikke mere på vore skuldre end vi kan bære.

Vi har mange formuleringer, som vi siger til hinanden, som har baggrund i skriftsteder fra bibelen, eller som vi tror har det. Vi siger F.eks. Gud lægger ikke mere på vore skuldre end vi kan bære.

I denne måned undersøger vi nogle af disse udsagn, og måske opdager vi, at det vi går rundt og siger til hinanden, måske kun er halve sandheder. Nogle af udsagnende er ligefrem skadelige – vil jeg hævde.

Nogen gange, når vi siger nogle af disse ting til hinanden, lukker det det ned for den sunde eftertanke og forhindrer os i, at reflektere kritisk over, hvad vi egentlig siger.

Vi kan altid finde skriftsteder, som kan understøtte alle mulige forskellige holdninger. Derfor er det utroligt vigtigt at bibelens ords altid fortolkes ind i den tid, vi lever i og ses i lyset af hvad vi ved, at Jesus lærte overordnet set.

Jeg vil gerne tage min tro alvorligt. Jeg vil gerne have at biblen har autoritet, men så vil jeg knageme også tillade mig selv at undersøge tingene ordenligt og være kristisk. Det er baggrunden for denne talerække. ________________________

Gud lægger ikke mere på vore skuldre end vi kan bære.

2 a f 5
Hvem har fået det sagt til sig – i bedste mening?

Jeg husker, at jeg har hørt det, på tidspunkter, hvor jeg har syntes at livet var urimeligt hårdt. Jeg har hørt præster trøste hinanden med dette – med undertonen, du skal være glad for at du har det hårdt. Det er fordi Gud bruger dig.

Alt dette er sagt med de bedste intentioner og med den bedste mening for øje.

Læser man på Kristeligt Dagblads hjemmeside, og det gør præster jo, så finder man faktisk også en side, der handler om dette. Det er en udbredt blandt kristne, men det er ikke det samme, som det er sundt. Lad os tænke lidt over tingene.

Udsagnet står ikke direkte i bibelen, men mange mener at inspirationen til dette kommer fra 1. Korintherbrev kapitel 10 vers 13, som blev læst for os før:
“v13 De fristelser, der har mødt jer, er kun menneskelige. Og Gud er trofast; han vil ikke tillade, at I fristes over evne, men vil sammen med fristelsen også skabe udvej, så I ikke bukker under.”

Det græske ord for fristelser, peirasmos, kan også oversættes med prøvelser, eller test. Engelske bibeloversættelser benytter ofte ordet testning.

Paulus skriver her til den menighed i den græske havneby Korinth som han grundlagde omkring år 51 på en af sine missionsrejser.
Korinth var et af de mere levende steder i datidens verden, så den konkrete teksts kontekst, er at der er en menighed bestående primært at hedninge-kristne, som

3 a f 5

forsøger at lægge deres gamle liv bag sig. Livet som kristen var ikke nemt, fordi der overalt var alle muligeder for at forlade det nye liv, man havde fået. De mange templer, de mange tempelprostituerede. Der var alle muligheder for at blive fristet.

Det Paulus siger til dem her, er imidlertid, at der hvor fristelsen rammer dem hårdt, er det ikke Guds ønske, at man bukker under. Paulus taler om at Gud skaber en udvej.

De var den konkrete kontekst. Nu vrider vi lidt på tingene, og det kan man altid diskutere rimeligheden i.

Lad os bruge ordet prøvelser i stedet for fristelser.
““v13 De fristelser prøvelser, der har mødt jer, er kun menneskelige. Og Gud er trofast; han vil ikke tillade, at I fristes prøves over evne, men vil sammen med fristelsen prøvelsen også skabe udvej, så I ikke bukker under.”

Igen er løftet, at der er en vej ud – eller måske mere korrekt gennem prøvelsen.

Intet sted står der, at vi ikke vil komme ud for prøvelser i livet, men løftet er, at der er en vej ud af det.

Lad os lige vende tilbage til den første del af sætningen. Gud lægger ikke større byrder på dig, end du kan bære.

Her antyder vi, at alle fristelser, prøvelser, tæsk i livet, skulle komme fra Gud. Dette medfører, at hvis din arbejdssituation er sådan, at du ikke magter det. Eller dit liv fisker sig sådan, at der bare er så meget bøvl, at det ikke er til at bære, så er den overordnede mening, at det

4 a f 5

er Gud, der giver dig dette, for at prøve dig. Det bliver Gud ved med at gøre indtil punktet lige før du knækker.

Giver det mening?

Det vil jeg tillade mig, at være ganske kristisk overfor. Især set i lyset at de ting, vi talte om i den første af talerne i denne serie, hvor vi gjorde op med ideen om at alt har en mening.

Hvis ellers Gud gav dig alt det, der tynger, så skulle Gud blive ved med at smide ting på dine skuldre indtil lige sekundet før, du bukker under.

Årh – mon det er sådan det er?

Kigger man overordnet på, hvad vi kan læse os til i bibelen, så slipper vi ikke for modgang og bekymring.

Gang på gang siger Jesus, at vi ikke skal være bekymrede og rigtigt meget siger han, at vi ikke skal være bange. Løftet er, at uanset om det er optur eller nedtur, så ønsker Gud at være vores tilflugt og hjælp.

1. Petersbrev 5,7 opsummerer dette: “v7 og kast al jeres bekymring på ham, for han har omsorg for jer

Med andre ord behøver vi ikke over for Gud at lade som om, at alt er godt. Vi kan være dem, vi er på godt og ondt.

For Gud ønsker at være sammen med os, også på de dage, hvor vi er langt fra perfekte.

5 a f 5

Gud vil være med os, også når vi intet kan, og vi kan stole på, at han vil hjælpe os.

Jeg vil faktisk foreslå, at vi i stedet for at sige: Gud lægger ikke mere på vore skuldre end vi kan bære. siger
Gud hjælper dig altid med at bære.

Overfor Gud er det ok at være slidt og træt. Læg mærke til, at Jesus på det tispunkt faktisk kalder dem til sig, som er trætte og bære tunge byrder, og han vil give dem hvile.1

Man må hvile sig. Det er helt ok, og når man rejser sig igen, er der hjælp til at gå videre.

Gud hjælper dig altid med at bære.

Den erfarne sangskriver fra Salmernes Bog får det sidste ord:

Salme 46,1-2
v2 Gud er vor tilflugt og styrke,
altid at finde som hjælp i trængsler.
v3 Derfor frygter vi ikke, når jorden skælver og bjergene vakler i havets dyb,
v4 når vandet larmer og bruser
og rejser sig, så bjergene bæver.

Amen.
1 JF. Matt 11,28-30

Halve Sandheder 2/4 – Gud hjælper den, der hjælper sig selv

Ved gudstjenesten på i dag prædikenserien “Halve sandheder”. Her ser vi på nogle af de sætninger, vi går rundt og siger til hinanden, som har baggrund i skriftsteder i Bibelen. Sætninger som “Der er en mening med det” eller “Gud lægger ikke flere byrder på dig, end du kan bære.”

I denne uge undersøger vi den halve sandhed, som 80 % af alle amerikanere tror står i Bibelen: “Gud hjælper den, der hjælper sig selv!” Det kan der være noget delvist sandt i, selvom det faktisk ikke står i Bibelen. Men der er også en anden side af denne halve sandhed.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk, at der næsten altid er lidt afvigelser mellem den tale, som er forberedt og den tale, der faktisk holdes i kirken.

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 7

Prædiken søndag d. 21. januar 2018.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster:
1/2 Sandheder: Gud, hjælper den, der hjælper sig selv.

Vi har mange formuleringer, som vi siger til hinanden, som har baggrund i skriftsteder fra bibelen, eller som vi tror har det. Vi siger F.eks. Der er en mening med alt, men er det nu det bibelen faktisk siger. Det talte vi om i søndags, og via kirkens facebookside, kan du finde talen og lytte dig ind på det, hvis du har lyst.

I resten af januar, skal vi undersøge nogle af disse udsagn, og måske opdager vi, at det vi går rundt og siger til hinanden, måske kun er halve sandheder. Nogle af udsagnende er ligefrem skadelige – vil jeg hævde.

Nogen gang, når vi siger nogle af disse ting til hinanden, lukker det det ned for den sunde eftertanke og forhindrer os i, at reflektere kritisk over, hvad vi egentlig siger.

Jeg tænker, at nogle af de ting vi siger til hinanden faktisk kan ødelægge en sund forståelse af Guds kærlighed.

Vi kan altid finde skriftsteder, som kan understøtte alle mulige forskellige holdninger. Derfor er det utroligt vigtigt at bibelens ords altid fortolkes ind i den tid, vi lever i og ses i lyset af hvad vi ved, at Jesus lærte overordnet set.

Ellers er det netop at vi risikerer, at blive fundamentalister – og det har jeg ikke lyst til at være eksponent for.

Jeg vil gerne tage min tro alvorligt. Jeg vil gerne have at biblen har autoritet, men så vil jeg knageme også tillade

2 a f 7

mig selv at undersøge tingene ordenligt og være kristisk. Det er baggrunden for denne nye talerække.

________________________

Kikker man på Kristeligt dagblads hjemmeside, og det gør man jo jævnligt, når man er præst, så finder man en side med 8 ting, der faktisk ikke står i bibelen og her står der bl.a. Gud hjælper den, der hjælper sig selv.

Det gør Gud da ganske givet, men helt så simpelt er det ikke, og altså så er der jo den lille detalje, at det ikke står i bibelen.

I USA tager man hele generelt tro en anelse mere alvorligt end vi er vant til i Danmark.

Barna group, en slags Gallup, afslører at 80 % tror at Gud hjælper den, der hjælper sig selv.

Nu har jeg ikke en tilsvarende undersøgelse fra Danmark eller fra vores kirke, men jeg gætter på, at mange af os vil tænkte, at det da lyder meget kristent. Det kan da godt stå i bibelen! Eller nogen bør tilføje det!

Men det står ikke i bibelen. Det har sin oprindelse i græsk mytologi ca. fem hundrede år før Kristus, og har haft sit eget liv gennem de næste to et halv tusind år. Men det er amerikaneren Benjamin Franklin, som for alvor giver det liv i 1736, hvor han skriver Poor Richard ́s Almanac, her får det for alvor plads hos det moderne menneske.

3 a f 7

Selvom det ikke står i bibelen, kan vi så finde lidt bibelsk visdom i det?

På en måde fanger det essenser af, hvad vi kan læse os til i bibelen, mens det i hvert fald på to andre måder sket ikke gør. Så måske er dette ikke en gang en halv sandhed, nærmere er det en 1/3 sandhed.

Hvis vi skal se på 1/3 sandheden af at Gud hjælper den, der hjælper sig selv, så lad mig give et eksempel på, at dette har en vis sandhedsværdi.

Mange af os synger et vers, eller beder en lille bøn, når vi sætter os ved et veldækket bord. Ved høstgudstjenesten, hvert eneste efterår minder vi hinanden om, at Gud sørger for os, og at taknemmelighed over det, er en nyttig praksis.

Selvom vi takker Gud i bøn, for alt det han giver, så er virkeligheden bag det, at maden jo ikke ved et mirakel er landet mit spisebord.

Jeg har haft chancen for at kunne arbejde og tjene penge, så jeg kan frekventere Fakta og hente madvarer, som nogen har knoklet hårdt med at dyrke og få frem i butikken.
Jeg har stået i mit køkken og snittet og svitset, dækket bord og gjort klart, inden familien, hvis eller vi alle sammen er hjemme, kan sætte os ved bordet.

Et andet eksempel
Jeg kender mennesker som er arbejdsløse og forståeligt nok er frustreret over det. Når vi beder for at situation med at finde et arbejde må lykkes, beder vi ikke i

4 a f 7

forventning om, at Gud pludselig overtaler en chef til at ansætte vedkommende ud i det blå.
Så beder vi om, at det må lykkes, men at en del af svaret er, at der kan skrives en virkelig god ansøgning, der skiller sig ud, og at man til en job-samtale må kunne vise sit værd og slappe af i det.

Pointen er at Gud hjælper, naturligvis, men vi slipper ikke for at gøre alt det vi kan, hvis ellers vi kan.

Rikke Holmberg fortalte mig at der er et gammelt russisk ordsprog, der siger. “Bed til Gud, men bliv ved med at ro!” Dette ligger meget godt i tråd med dette.

De gamle benediktiner munke har altid sagt ora et labora – Bede og arbejde. Vi beder til Gud og gør, hvad vi selv kan. I den sammenhæng er vores “Gud hjælper den, der hjælper sig selv, til dels rigtigt.

Men der er som sagt to andre sider, som vi lige må have med. For hvad nu, når man faktisk bare ikke kan selv?

Vender Gud så ryggen til? Nej!

En side af, Gud hjælper den, der hjælper sig selv, som misleder er, at hvis vi virkelig tror det fuldt og helt, så fratages vi ansvaret for andre.

Så er den tro vi har uden konsekvenser for, hvordan vi ser andre. Er det bibelsk at ignorere den hjemløse, overse tiggeren, undlade at hjælpe den, som åbenlyst har brug for hjælp, for de skal selv gøre noget?

5 a f 7

Der er mennesker, som er så hårdt ramt af livet, at de ikke kan, gøre mere selv. Dem har vi, der kalder os kristne, altså et ansvar overfor.

Det ligger dybt i det bibelske materiale, at vi løfter andre, hvis vi på nogen måde kan.

Det er præcis det, som det handler om, når vi læser fra 3. Mos 23,22: “v22 Når I høster kornet i jeres land, må du ikke høste helt ud til kanten af din mark, og hvad der ligger tilbage, når du har høstet, må du ikke samle ind; det skal du efterlade til den trængende og den fremmede. Jeg er Herren jeres Gud!”

Der skulle ikke høstes maksimalt, for der skulle være afgrøder til de trængende. Dybest set ligger der bag dette, at det du høster er sådan set ikke dit, det er Guds, men du er forvalter af det lige nu. Der går ikke noget af dig, ved det give til den trængende.

Det er en grundlæggende tanke, at Gud sørger for, at mennesker kan hjælpe den, der har behov for det.

Det ligger dybt i Bibelen, at tro skal omsættes i handling. Jakobsbrev siger: “v22 Vær ordets gørere, ikke blot dets hørere, ellers bedrager I jer selv.”1

Verdensdommen i Matthæusevangeliet kapitel 25, som jo ellers kan virke dyster nok, taler netop om at vi må tage ansvar og handle, når vi ser nøden.

1 Jak 1,22.

6 a f 7

“Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.”2

Der skal ikke herske tvivl om, at den bibelske sandhed, i modsætning til den halve (eller 1/3) sandhed er, at Gud hjælper dem, der ikke kan hjælpe sig selv. Medfølelse og nåde overfor og sammen med dem, der kæmper i livet, er en essentiel del af, hvem Gud er overfor os.3

Det som jeg ser og hører, er at mennesker oplever, at de i deres mest mørke stunder, oplever at Gud ikke har glemt dem, når der er et menneske, som rækker ud tl dem.

Så altså, menesker som siger, de er kristne, men ikke har medfølelse og ikke handler i mødet med den, der lider fordi de tror, at Gud kun hjælper den, der hjælper sig selv, har misset en væsentlig del af kaldet til at være et kristent menneske i verden.

Den sidste tredjedel, som modsiger udsagnet og nu er jeg snart færdig, handler om det helt centrale kristne begreb, som hedder nåde.

Guds kærlighed til os viser sig som nåde. Nåde er aldrig fortjent, så det afhænger ikke af os, eller af hvor polerede og fine facader vi har.
Gud elsker os uanset hvad. Det betyder også at Gud ikke vender os ryggen, hvis vi smadrer hele vores liv. Det gør han heller ikke, selvom det er vores egen skyld. Gud kan

2 Matt 25,40B
3 JF. Adam Hamilton: Half Truths. Abingdon Press, Nashville. 2016. P 65

7 a f 7

bringe lys i vores mørkeste stunder for mørket er aldrig mørke for ham.4
Gud kan give os fred midt i vores værste angst og fortvivlelse. Gud kommer til os, selv når vi ødelægger alt for os selv og alle andre.

Der er intet sted, hvor Guds nåde ikke kan nå dig.

Nogen gang er de ting, vi slås med så umulige at slå i egen kraft, at der ikke er andet at gøre end end at slippe dem. Men netop når vi slipper, ser vi, at mennesker oplever at Gud griber ind i livet.

Det er aldrig fortjent, fordi det netop er nåde.

Gud er med dig, uanset om du kan eller ikke kan hjælpe dig selv.

Gud er med dig. – og kan du ikke huske andet fra i dag, så husk dette: “Gud er med dig!”

Amen.
4 JF. Salme 139,12

 

Halve Sandheder 1/4 – Der er en mening med det.

Et udpluk fra dagens illustrationer

I dag tager jeg hul på en ny prædikenserie med titlen “Halve sandheder”. Her skal vi se på nogle af de sætninger, vi går rundt og siger til hinanden, som har baggrund i skriftsteder i Bibelen. Sætninger som “Der er en mening med det” eller “Gud lægger ikke flere byrder på dig, end du kan bære.”

I de næste fire uger skal vi undersøge disse udsagn. Den provokerende påstand er, at nogle af disse udsagn måske ikke er så sunde, som vi tror. Måske opdager vi, at det kun er halve sandheder. Kigger man ind bag teksterne, kan man lære mere og bedre forstå baggrunden, for det vi siger.

Og hvem ved, om den halve sandhed kan blive mere meningsfuld, når vi siger den med nye indsigt?

I dag ser vi på udsagnet: “Der er en mening med det.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk, at der ganske ofte er afvigelser fra det forberedte manuskript, for der kan være udvikling af synspunkter etc. i mødet med den lyttende (og nogen gange kommenterende) menighed.

Tale – manuskript i PDF-Format

1 a f 8

Prædiken søndag d. 14. januar 2018.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster:
1/2 Sandheder: Der er en mening med det

Vi har mange formuleringer, som vi siger til hinanden, som har baggrund i skriftsteder fra bibelen, eller som vi tror har det. Vi siger F.eks. Der er en mening med alt, men er det nu det bibelen faktisk siger.

I de næste fire uger, skal vi undersøge nogle af disse udsagn, og måske opdager vi, at det vi går rundt og siger til hinanden, måske kun er halve sandheder. Nogle af udsagnende er ligefrem skadelige – vil jeg hævde.

Kigger man ind bag teksterne, kan man lære mere og bedre forstå baggrunden, for det vi siger, og hvem ved om den halve sandhed, kan blive mere meningsfuld, når vi siger den med nye indsigt?

Nogen gang, når vi siger nogle af disse ting til hinanden, lukker det det ned for den sunde eftertanke og forhindrer os i, at reflektere kritisk over, hvad vi egentlig siger.

Jeg tænker, at nogle af de ting vi siger til hinanden faktisk kan ødelægge en sund forståelse af Guds kærlighed. Et udsagn, som gør det er f.eks. Når vi siger: Der er en mening med, at det skete. Du kan bare ikke se det lige nu, men det kommer.

Vi kan altid finde skriftsteder, som kan understøtte alle mulige forskellige holdninger. Derfor er det utroligt vigtigt at bibelens ords altid fortolkes ind i den tid, vi lever i og ses i lyset af hvad vi ved, at Jesus lærte overordnet set.

2 a f 8

Ellers er det netop at vi risikerer, at blive fundamentalister – og det har jeg ikke lyst til at være eksponent for.

Jeg vil gerne tage min tro alvorligt. Jeg vil gerne have at biblen har autoritet, men så vil jeg knageme også tillade mig selv at undersøge tingene ordenligt og være kristisk. Det er baggrunden for denne nye talerække.

________________________

Vi lever i en verden, hvor vi ser at årsag og virkning spiller sammen. Det er tydeligt at valg, vi træffer kan have konsekvenser – ofte utilsigtede konsekvenser.

Hvis jeg vælger at sætte mig ud i min bil og skriver sms eller tjekker Facebook, mens jeg kører og er uopmærksom, og rammer et barn. Så har mit ret dumme valg en konsekvens.

Det er her, at nogen kan forfalde til at sige til de knuste forældre, for at trøste og i bedste mening give omsorg. Der må være en mening med det!

Jeg er nødt til at sige, at jeg synes, at udsagnet selvom det sagt i bedste mening, er det noget vi bør holde op med at sige. Det er der mindst tre grunde til.

Men lad os lige stoppe et øjeblik.
Et barn, der bliver slået i ihjel – kan det være et udtryk for Guds vilje?
En familiefar, der får en hjerneblødning og bliver invalideret – Kan det være Guds vilje?

3 a f 8

Mennesker, der rammes af cancer og alle mulige andre kedelige sygdomme – Kan vi sige, det er Guds vilje?

En alvorlig kritik af, at der er en mening med alt, der sker, er at det fjerner det personlige ansvar.
Det reducerer os til ludo-brikker i vore egne liv.
Hvis det var Guds mening at det lille barn, som jeg kører ind i, fordi jeg tjekker Facebook, mens jeg kører, skulle dø af det. Så er intet jeg kan gøre ved det. Jeg er uden ansvar og handler under tvang fra Gud.

Der er en mening med alt?

Den anden alvorlige kritik er, at hvis vi virkelig tror, at alting har en mening, så siger det noget om den Gud, som vi gerne vil tro på.
Så er det lige pludselig Gud, der står bag alt rædselsfuldt, der sker på jorden. Så er det Gud, der gør mennesker syge, som får naturkatastrofer til at ske, som får nogle til at smide sten ud fra motorvejsbroerne.

Der er en mening med alt?
Der er en mening bag det, vi kan bare endnu ikke se det?

Den tredje udfordring ligger i, at udsagnet åbner for fatalisme. Det hele er alligevel bestemt og der er intet, jeg kan gøre fra eller til. Jeg kan køre bil og have fået et par glas for meget. Hivs jeg kører galt kører jeg galt, det er alligevel Guds vilje. Så om jeg får et glas vin til middagen eller jeg får fem og sætter mig bag rattet. Det er lige meget!
Der er ingen mening med at gøre noget som helt selv. Der er en mening med alt?

Er det virkelig sådan verden hænger sammen?

4 a f 8

Så det nu, vi går ind i teologien.

Vi skal se lidt på Guds forsyn. Altså hvordan Gud styrer verden, eller …

Vi skal også se på Gud som majestæt. Vi siger jo nogen gange at Gud er almægtig, så der ligger i det, at vi tror Gud kan alt. At han er over alt – majestætisk.

Hvordan forstår vi Guds vilje?
I kirkelige kredse er der typisk tre svar:

Svarforslag 1. Determinisme – forudbestemthed – prædestination: Guds har forud bestemt alt hvad der sker i dit liv. Det er
en tankegang, som er introduceret at Calvin (1509-1564). Du har kun illusionen om frit valg. Gud styrer alt ned i allermindste detalje. Calvin siger, at ikke en vind rører sig på jorden, uden at Gud har bestemt det.

Alt er forud lagt til rette for dig. Gud styrer alt og du må bare følge med.
Han siger bl.a med støtte i bibelen, at barnløshed, skyldes at Gud har lukket kvindens skød.

Det betyder sådan set også, at du ikke selv bestemmer om du vil tro på Gud eller ej. Det er allerede fastlagt. Hvis det var meningen, at du skulle tro, er der intet du kan gøre, andet end tro.

Når alt i livet roder, kan det være fristende, at stole på, at Gud styrer det hele- Jeg kan ikke gøre noget alligevel. Er det måske en befrielse, for så er det jo ikke mit ansvar.

5 a f 8

John Wesley er i øvrigt meget uenig i dette. Bla. at dette ikke hænger samme med forståelsen af nåde, eller retfærdighed eller kærlighed.

Du kan finde argumenter for prædestination en del steder i bibelen, men når man læser bibelens første side, ser vi at Gud, giver os ansvar for hele skaberværket.

Det vil sige, at vi kan vælge og vi er skabt med en fri vilje, vi er forvaltere af skaberværket.

Moses er nær ved enden på sit liv. Og han giver folket sin sidste hilsen, for han ved at han ikke selv kommer med ind i det nye land.

Lad os rejse os og lytte til dagens tekst, som vi finder i 5. Mosebog kapitel 30, vers 19-20.
v19 Jeg tager i dag himlen og jorden til vidne imod jer: Jeg har stillet dig over for livet og døden, velsignelsen og forbandelsen. Så vælg da livet, for at du og dine efterkommere må leve, v20 og elsk Herren din Gud, adlyd ham, og hold fast ved ham! Så vil du leve og få et langt liv og bo på den jord, Herren lovede dine fædre Abraham, Isak og Jakob at give dem.

Hovedpointerne i mange af bibelens historier er, at vi er frie til at leve, frie til at lave fejl.
Det er noget af det, som gør os til mennesker. At vi er frie til at fejle og at der er en vej tilbage…

Allerede i skabelsen sætter Gud kundskabens træ i Edens have. Gud skabte os som mennesker og en del af det at være menneske, er at vi er frie til at vælge.

6 a f 8

Mennesket kunne vælge at gøre som Gud sagde og lade være med at spise af frugten, men hvad gjorde mennesket? Det spiste af frugten.

Det at være menneske er, at træffe beslutninger og vælge. Vi gør det hele tiden, uden egentlig at tænke så meget over det.

Vi vælger f.eks. at køre ræs, når konen ikke er med. Vi kan da ikke finde på at give Gud skylden, hvis det går galt. Det er vores egen skyld.
En del af livet, er at vi lever livet, med de risici, der er.

Hvordan styrer Gud så?

Svar 2. Deisterne siger: Gud satte det hele igang og lod så resten være op til op til os. Man vil sige at Gud ikke blander sig.

Men så giver det ikke mening, at Gud f.eks sender os Jesus, for det er jo at blande sig. I den grad at blande sig i livet på jorden.

En 3. vej, er at Kirken her står for en teologi, hvor vi tænker, at Gud er i verden, men han tvinger os ikke til noget som helst. Vi vælger, men Gud går med os gennem livet, også i dumme valg.

Blander Gud sig så ikke?
Jo. vil jeg mene, men ikke sådan at ulykker fjernes fra os.

Jeg vil hævde at Gud skubber til os. Lidt lige som sådan et fitness armbånd, der vibrerer ,for nu har du siddet stille længe nok. Du kan selvfølgelig vælge at overhøre det.

7 a f 8

Gud tvinger os ikke til noget, men hvad hvis han nudger os?

Jeg vil hævde, at det er Gud der giver dig tanken, om det nu er en god ide at tjekke facebook, mens du kører 140 på motorvejen. Du kan vælge at ignorere det.

Men nogen gange sker dårlige ting, fordi vi tager elendige beslutninger. Det er jo ikke Guds plan.

Vi anerkender at shit happends. Det gør det, fordi vi lever i en verden, som dybest er i stykker, en falden verden. Det medfører at livet nogen gange bare er fuldstændigt urimeligt uretfærdigt og hårdt.

Men gennem troen på Gud, aner vi konturerne af, at Gud altid får det sidste ord, når lidelsen rammer.
Jesu opstandelse, viser os at godheden, kærligheden og livet altid vil vinde, og det endda selvom vi dør.

Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet.1 Sådan siger Paulus.

Kan vi lære noget af lidelsen? Selvfølgelig kan vi det.

Nogen gange er de barske tider i livet, det som har gjort os til dem vi er. Vi er måske blevet stærkere, men jeg tror alle, som har gået gennem lidelse godt kunne have undværet det.

1 Rom 8,28

8 a f 8

Lidelse kommer ikke med det som mål, at vi skal lære noget.

Hvad nu hvis den faktisk er meningsløs?

Paulus siger i Romerbrevet, at det som rammer, kan vendes til noget godt. Han siger intet om, at det skulle komme fra Gud, men han lover, at der er en vej igennem.

Jeg siger ikke, at de ting der rammer kommer fra Gud. Det tror jeg simpelthen ikke. Det stemmer ikke med billedet af en kærlig Gud.

Men jeg tror, at Gud kan bruge alt, der rammer os til at blive noget bedre.

Ikke alt der rammer, kommer fra Gud, men alt, vil han tage i sin hånd.

Det er ganske enkelt et udtryk for håb om, at Gud er stærkere end alt andet, og det eneste sted, der måske er mening med alt, er at tro at hans kærlighed gælder lige netop dig, og at han uanset hvad, tager din hånd og går med dig.

Amen

Stjernen er hele verdens håb

Når man ser stjernehimlen fra den sydlige halvkugle, ser den pludselig helt anderledes ud. Så opdager man virkelig nye ting.

Langt væk fra Betlehem, var der mænd, som oplevede nyt. De så en ny stjerne og vidste, at det måtte de undersøge, for de vidste at noget helt særligt var på færde. Det havde de ret i.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Der vil altid være lidt forskel på det skrevne manuskript og det faktisk talte ord.

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 4

Prædiken søndag d. 7. januar 2018.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Matt 2,1-12. Stjernen er håbets lys.

Det er ikke så tit, når man bor inde i en storby, at man virkelig ser og oplever en stjerneklar himmel. Her inde er der alt for meget lys til, at man virkelig kan se stjernerne og mælkevejen. De færreste af os vil opdage, hvis noget er forandret. Jo, hvis Nordstjernen eller en af stjernerne i Karlsvognen var væk, så vi det sikkert.

For et par år siden var jeg heldig at få lov at besøge Zimbabwe, en af nætterne dér blev tilbragt langt ude på landet helt tæt på grænsen til Mozambique. En lille by, som hedder Mutare. Gadebeslysning, var ikke noget man gjorde et stort nummer ud af, så den stjerneklare himmel var tydelig. Zimbabwe ligger lige nord for Sydafrika, så stjernehimmelen så helt anderledes ud – det gør den jo fra den sydlige halvkugle.

Jeg husker stadig forundringen over, at opleve en stjernehimmel, som noget helt nyt.

Det var også den forundring, der drev de tre vise mænd. Til forskel fra mig, så vidste de, hvad de så. De kunne se, at noget nyt var sket på himlen.

Sandsynligvis har vismændene været astronomer, nogle mener astrologer. Men de har haft et indgående kendskab til den for dem fremmede kultur, jødedommens skrifter og traditioner, der vidner om, at de virkelig har sat sig ind i tingene.

2 a f 4

De tre rejsende kom fra Østen et sted.
Der er noteret gamle observationer om stjernerne fra den tid, som taler for, at de har været undervejs siden september, for da var der en konjunktion af Jupiter og Saturn i Fiskens stjernbillede, som ville kunne ses i lande langt borte, men som også var en af de jødiske forudsigelser, der skulle optræde, når den Messias, de ventede på, var født.

Vismændende var ikke jøder af tro, men alligevel rejste de af sted mod det, som de ikke vidste hvad var.

Vi ved, de var omkring Paladset og mødtes med Herodes. Det naturlige sted for en nyfødt konge er da paladset. Men der var Jesus som bekendt ikke.

De lod sig lede af stjernen og fandt Jesus i Betlehem.

Læg mærke til, at selvom de var fremmede for den jødiske tro, og egentlig er videnskabsmænd, så sker der noget helt særligt.

Videnskabsmænd observerer, de blander sig aldrig, men ser på.

Da vismændene kom til Jesus faldt de på knæ og tilbad barnet. Det som for dem, der var fremmede for den jødiske tro var, da de så barnet, så fantastisk, at de faldt på knæ og tilbad ham.

De vidste instinktivt, at dette barn var mere, end man umiddelbart kunne se.

3 a f 4

Derfor var de gaver, som de havde med heller ikke tilfældige. Det var nøje planlagt.

Profeten Esajas taler om at fra ”…Midjan og Efa; fra Saba kommer de alle sammen, og de bærer guld og røgelse; de forkynder Herrens pris.”1

Guld, røgelse og myrra var meget fine gaver, som blev udvekslet mellem kongelige. Gaverne til Jesus havde også symbolsk betydning:
Guld var kongemetal og viste, at Jesus var himlens kongesøn eller den konge, Messias, som jøderne ventede på.

Røgelse blev brugt i ritualer som tegn på, at menneskers bønner og ofre steg op til Gud. Den var tegn på, at Jesus var Guds søn.
Myrra var kendt både som parfume og som en salve, der blev brugt til balsamering af de døde. Den symboliserede de lidelser, som ventede Jesus.

Vismændene havde set storheden og de forstået deres egen rolle i den forbindelse.

De kendte til profetierne fra Esajas, og de vidste at de måtte rejse for at se barnet, for at bringe det gaver, men også for at den profeti, som var kendt af jøderne, skulle gå i opfyldelse, så mennesker kunne se det og mennesker kunne tro det, nemlig at der var en stor glæde, som skulle være for hele folket, nu var der født en frelser i Davids by!2

1 Esajas 60,6B

2 Mika 5,1-3

4 a f 4

Vismændene var kloge på andet og mere end blot astronomi og de gamle profetier. De forstod også at lytte til Gud, der i en drøm advarede dem mod at vende tilbage til Herodes med beretningen om jødernes nye konge i Betlehem. Så de rejste hjem ad en anden vej.

Vismændene så en stjerne på himlen. De havde hørt at der var et håb om frelse knyttet til denne stjerne, men det var jo ikke noget de troede.

De tog den modige beslutning, at undersøge dette nærmere, og da de fulgte stjernen kom de til Jesus og da forlod de, at han var ikke blot deres, men hele verdens håb.

Hele verdens håb, fordi man kulturelt og trosmæssigt ikke kunne være længere væk end de tre vise mænd var. Men de fulgte stjerne og så hvad der gemte sig under den.

Det håb er for alle – det håb er for dig!

 

Amen

 

 

Black Sunday / Verdensdommen – Thomas Risager

I fredags det Black Friday. Det er der vist ikke nogen, som ikke har fanget. Hvad knap så mange ved, er, at i dag er sidste søndag i kirkeåret.

Vi fokuserer på de sidste tider, hvor Jesus kommer igen som konge og holder dom over verden. Nogle skal til den ene side, og nogle til den anden. Umiddelbart lyder dette særdeles ubehageligt, men hvad nu, hvis det er en god ting? Hvad nu, hvis det faktisk er noget, man kan glæde sig til?

Du kan høre mere her:

Du kan også læse talen her. Der er altid lidt forskel på det skrevne ord fra forberedelsen og den tale, som faktisk holdes under gudstjenesten.

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 4

Prædiken søndag d. 26. november 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matt 25,31-41.

Fredag var det Black Friday. Det er der vist ikke nogen, som ikke har fanget. Hvad knap så mange ved er, at det i dag er sidste søndag i kirkeåret.

I dag fokuserer vi på de sidste tider, hvor Jesus kommer igen som konge og holder dom over verden. Nogle skal til den ene side, og nogle til den anden. Umiddelbart lyder dette særdeles ubehageligt, men hvad nu, hvis det er en god ting? Hvad nu hvis det faktisk er noget man kan glæde sig til?

Men føst, så lad os tænke tilbage i tiden.

Jeg vil have dig helt tilbage til din folkeskoletid og tiden lige inden eksamen i niende klasse.

Tanken om at skulle ind til bordet med det grønne klæde og trække spørgsmål, forebrede sig, være til eksamen, og endelig blive bedømt og få sin karakter. Det er er ikke nødvendigvis gode minder.

For det er trods alt de færreste af os, som synes at det er fedt, at blive stillet til regnskab for de bøger, vi aldrig lige fik læst. Det er heller ikke fedt, at skulle til eksamen i fag, hvor vi ved, at her har vi huller i vores viden.

Men omvendt, så er det jo knapt så belastende at skulle til eksamen i ynglingsfaget. Der, hvor man har styr på alt. Faget, hvor man har læst ekstra bøger, og føler sig rigtigt

2 a f 4

godt rustet. Der kan det ligefrem blive en fest, at skulle ind og blive bedømt.

Selvom de fleste af os tænker ikke særligt positivt om eksamen og bedømelse, så kan vi vel næsten blive enige om, at det er rimeligt nok, med en eller anden form for undersøgelse af, om man har styr på det.

Det er f.eks. rimeligt nok, at man skal til køreprøve inden man slippes løs i trafikken i en bil.

Verdensdommen er en slags eksamen. Og sandheden om verdensdommen og sandheden om eksamen er, at der jo er et liv bagefter. Livet går videre, selvom man kan tænke, at det gør det ikke.

Når Jesus kommer igen og holder dom, er det en god ting. Her sidste søndag inden advent begynder, minder vi hinanden om at advent på én gang er glæden over at Jesus kom til jord, og dermed er advent optakt til jul.

Advent er også knyttet til håbet om, at Jesus faktisk ikke er færdig med os. Vi tror og håber at han kommer igen, og vi får lov at se kærligheden for alvor få magt i verden.

Det er en god ting, for så betyder det enden på alle de problemer, som vi tilsyneladende ikke er i stand til at løse.

Slut med os og dem, flygtningestrømmen får en ende, sult ophører, freden indfinder sig, våbenene bliver tavse, undertrykkere sætter fri, menneskelige relationer går ikke i stykker, de fattige får det de har brug for, voldtægt og sexuelt misbrug er en saga blot, lyset vinder endeligt over

3 a f 4

mørket. Verden bliver et paradis, som det var tænkt til at blive fra begyndelsen.

Og ja, som Matthæusevangeliet fremstiller det her i kapitel 25, så skal der være en udvælgelse. Jeg er ikke sikker på, at det er udvælgelse der går på, om man har læst og forstået bibelen rigtigt, om man synger med på slamerne, eller synger gospel, om man kommer i Metodistkirken eller folkekirken, om …

Dette er ikke en test.

Det er retfærdighed på Guds måde.

Når vi tænker på verdensdommen, er det væsentlig at huske på, at Jesus er verdens frelser. At det var ham, som gav sig selv på et kors. At han døde og opstod igen for en gang for alle at gøre op med denne verdens synd. Synd er som bekendt det, der skiller mennesker fra Gud, men det er der gjort op med. Jesus har taget en for holdet.

Gud tvinger ikke nogen, som ikke ønsker det, til at være sammen med ham i kærlighedens rige, derfor er der to veje at gå.

Jesus siger: “Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for Jer, siden verden blev grundlagt.”1

Han fortsætter, for I gav mig noget at spise, I tog i mod mig, I klædte mig. Måske har vi ikke lige stået ansigt til

1 Matt 25,35

4 a f 4

ansigt med Jesus. Men det vi har gjort med et andet menneske, har vi gjort mod ham.

Jesus taler om almindelig næstekærlighed, ikke om “Mother Theresa agtig” adfærd, men om almindelig medmenneskelig adfærd, hvor vi alle sammen kan være med.

Det er Guds ønske og drøm for os, at vi må være med.

Jeg glæder mig til at stå ansigt til ansigt med Gud. Jeg har selvfølgelig sommerfugle i maven, som var det en eksamen, men det er det jo ikke.

Det er Guds kærlighed i fuldt flor. Det er lyset, som vinder over mørket.

Black sunday bliver til happy monday and blessed eternity.

Amen.