Nåde – Side 3 – Thomas Risager

Følg den røde tråd i Bibelen 1/4

Velkommen tilbage i kirke efter sommerferien! På søndag indleder vi vores nye prædikenserie “Følg den røde tråd i Bibelen.”

I de kommende fire uger vil vi forsøge at danne os et overblik over den fortælling, som binder Bibelen sammen. Kom og vær med fra starten! Den overordnede plan er, at Gud vil mennesker det godt. Han vil frelse mennesket. I dag taler jeg om, hvordan det hele begynder med at gå galt. Så vi starter op efter sommerferien med en rigtig gyser!

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk at der altid vil være lidt afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-Format

1 af 8

Prædiken søndag d. 4. august 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: 1. Mos 1, 26-31 & 1. Mos 3,1-7 & Åb 21,1-4.

I dag indleder vores nye prædikenserie “Følg den røde tråd i Bibelen.”

I de kommende fire uger, skal vi danne os et overblik over den fortælling, som binder bibelen sammen. Den overordnede plan er, at Gud vil mennesker det godt. Han vil frelse mennesket, fra os selv, og fra den ondskab, som også råder i verden.

Det er altid godt at begynde ved begyndelsen, så det vil vi gøre.

Allerførste vers i bibelen, slår tonen an: “I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden.”1

Vi kan altid diskutere big bang og evolutionsteori. De videnskabelige forklaringer på verdens skabelse hører med til enhver tanke om livets opståen.

Uanset, hvordan detaljerne i verdens skabelse hænger sammen, så er det, som vi skal fange her i begyndelsen, at Gud står bag. Verden er til, og senere vi er til, fordi Gud vil det sådan.

Guds tanke med verden er, at den er paradis på jord.

1 1. Mos 1,1

page1image25921216

2 af 8

Hver gang et delelement i skabningen er fuldført læner Guds sig trilfreds tilbage og ser at det er godt. Gud er tilfreds!
Verden er et sted i harmoni og balance, et sted hvor alt ånder fred og idyl.

Det er temmelig lagt fra, hvordan verden er i dag. Det vender vi tilbage til.

Det er det, som begyndelsen af den røde tråd er bundet fast i. Og det er herfra vi følger tråden videre.

På sjettedagen i skabelsen sker det noget helt afgørende.

Jeg læser fra 1. Mos. 1,26-31:
“Gud sagde: »Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden.« Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. Og Gud velsignede dem og sagde til dem: »Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!« Gud sagde: »Nu giver jeg jer alle planter, der sætter frø, på hele jorden og alle træer, der bærer frugt med kerne. Dem skal I have til føde. Til alle de vilde dyr og til alle himlens fugle, ja, til alt levende, der rører sig på jorden, giver jeg alle grønne planter som føde.« Og det skete. Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var. Så blev det aften, og det blev morgen, den sjette dag.”

3 af 8

Gud skaber menesket, så vi ligner ham. Eller os, som der står. Gud er altså mangefacetteret, Gud er treenighed, allerde her. Som mand og kvinde, så forskellige, som vi nu er, så farverige, som vi nu er, så ligner vi Gud. Det er lige til at blive helt svimmel over.

Det bliver mennesket sådan set også ret hurtigt. At vi er skabt i Guds billede indebærer, at vi har en fri vilje. Vi kan beslutte hvad vi vil, også hvis det er decideret dumt. Jeg gætter på, at ingen af os kan sige os frie fra, at have taget den dum beslutninger i løbet af vores liv.

Men det er vi frie til. Frie til at gøre som vi selv vill, også selv om det skulle være både dumt og skadeligt for os.

Dermed har vi selvfølgelig også et ansvar for eget liv, et ansvar, som ikke forsvinder fordi vil faktisk tror på en almægtig Gud, der er i verden. Gud griber ikke ind og ændrer de evt. kedelige konsekvenser af vores dumme valg. Han har netop givet os friheden. Med frihed kommer altid ansvar. Det er helt enkelt en del af skabelsens orden. Men det er også et ansvar, som vi ikke er efterladt alene med. Det kommer jeg tilbage til.

Det er blandt andet noget af det, som vi skal lære at håndtere, når vi bevæger os fra barndommens ubekymrethed til voksenlivet.

For os er faldgruberne, fristelserne, mulighederne for dumheder enorme, for sådan er verden blevet, som en konsekvens af de første menneskers fejl – synd, om du vil.

4 af 8

De første mennesker levede i paradis, alt var godt og trygt. De var helt tæt på Gud og havde alt, hvad man kunne ønske sig.

Der var dog én fristelse, nemlig kundskabens træ, der bugnende af frugt, og som stod midt i haven.

Kapitel 2 i 1. Mosebog fortæller os: Gud Herren tog mennesket og satte ham i Edens have, for at han skulle dyrke og vogte den. Men Gud Herren gav mennesket den befaling: »Du må spise af alle træerne i haven. Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag, du spiser af det, skal du dø!«“2

Alt var så fint, men der var én fristelse i hele haven.

Alle store dramaer i litteraturen og filmen er som regel bygget op af ligningen hvor komponenterne fristelse, og menneske indgår.
Historien om verdens skabelse er ingen undtagelse.

Vi kender det alle sammen. Der sker nok ikke noget ved det. Der er ingen, der ser det. Jeg fortjener lidt af det her.

“Slangen var det snedigste af alle de vilde dyr, Gud Herren havde skabt, og den spurgte kvinden: »Har Gud virkelig sagt, at I ikke må spise af træerne i haven?« Kvinden svarede slangen: »Vi må gerne spise af frugten på træerne i haven, men frugten på det træ, der står midt i haven, har Gud sagt, at vi ikke må spise af og ikke røre ved, for ellers skal vi dø.« Men slangen sagde til kvinden: »Vist skal I ikke dø! Men Gud ved, at den dag, I spiser af

2 1. Mos 2, 15-17

page4image25537792

5 af 8

den, bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud og kan kende godt og ondt.« Kvinden så, at træet var godt at spise af og tiltrækkende at se på, og at det også var godt at få indsigt af, og hun tog af frugten og spiste. Hun gav den også til sin mand, der var hos hende, og han spiste. Da åbnedes deres øjne, og de opdagede, at de var nøgne. Derfor syede de figenblade sammen og bandt dem om livet.”3

Som jeg sagde, vi lever med konsekvenserne, og de konsekvenser remser bibelen også op. I flæng kan nævnes, at mennesket blev forvist fra haven, at vi skal dø, at vi skal kæmpe for at skaffe os føden, at kvinder skal føde i smerte, og at agerjorden skal være hård at skaffe føden fra. Og endelig er en af konsekvenserne at Gud er fremmed for mennesket.4

Det er vigtigt at lægge mærke til, at Gud sætter en begrænsing på varigheden af dette. I vers 19, siges der “indtil du vender tilbage til jorden.

Måske er det optimistisk, men jeg ser en nåde allerede i den straffen. Lidt ligesom, når vi har haft lyst til at give børnene stuearrest resten af måneden, men ender med 10 minutter.

Det er det, som vi må leve med. Hvordan ser det så ud i virkelighedens verden? Jeg tilskriver konsekvenser som: fattigdom, krig, kriminalitet, folkemord, mismod, sygdom, klimakrise, knas i relationer…. vi kan sagtens finde på mere.

3 1. Mos 3,1-8.4 1. Mos 3, 8-19

page5image25538752

6 af 8

For mig er der ingen tvivl om at livet som sådan er svært at navigere i, og jeg anerkender blankt mit behov for hjælp. Faktisk må jeg indrømme, at jo ældre jeg bliver, jo mere tydelig bliver min afhængighed af Guds hjælp for mig.

Gud forsøger virkelig at få os i tale, fordi han vil os det godt. Det er noget af det, som Maria vil tale om i næste uge.

Allerede næste generations børn, taler Gud til med nåde. I historien om Kain og Abel taler Gud om syndens og ondskabens magt hos mennesker, siger han faktisk: “at synden vil begære dig, men du skal herske over den.”5

Vi kender historien og ved, at Kain mildest talt havde begrænset succes med det. Det skal vi forstå to ting ud af. For det første mennesket kan ikke stå mod synden, de onde impulser, alene. For det andet, at Guds hensigt med os ikke er et sygt eksperiment for at, hvad der sker, når vi ødelægger det for andre og os selv. Gud vil at vi skal lykkes og leve et godt liv. Det er Guds hensigt.

Det er det der ligger i hele helliggørelsestanken, som der desværre ikke er tid til at udfolde komplet her. Men tanken om at mennesket kan udvikle sig til at leve et liv, hvor vi, i kraft af Guds kærlighed til os, kan udvikle os til at leve et liv, hvor vi bliver mere og mere tiltrukket af det gode frem for det onde.

5 1.Mos4,7.

page6image25533952

7 af 8

Det er det, som vi ser Jesus udfolde gennem hele sin gerning, og det kan i glæde jer til, for det sker søndag d. 18. august.

Næste uge skal vi høre, hvordan Gud rækker ud, og Maria trækker den røde tråd gennem highlights i Det gamle testamente.

Jeg vil slutteligt pege på, at den råde tråd går gennem bibelens sidste bog, hvor der drømmes om en ny himmel og en ny jord. Der hvor der endeligt er gjort op med synd og ondskab. Der hvor Guds kærlighed har sejret af himlen til.

Der, hvor vi kaldes til et lave et liv i frihed.

Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere. Og den hellige by, det ny Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom. Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige: Nu er Guds bolig hos menneskene,
han vil bo hos dem,
og de skal være hans folk,
og Gud vil selv være hos dem.
Han vil tørre hver tåre af deres øjne,
og døden skal ikke være mere,
ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.
Thi det, der var før, er forsvundet.
Og han, der sidder på tronen, sagde: »Se, jeg gør alting nyt!« Og han sagde: »Skriv! For disse ord er troværdige og sande.« Og han sagde til mig: »Det er sket. Jeg er Alfa og Omega, begyndelsen og enden. Den, der tørster,

8 af 8

vil jeg give af kilden med livets vand for intet. Den, der sejrer, skal arve dette, og jeg vil være hans Gud, og han skal være min søn.6

Amen.

page8image25533568

6 Åb 21, 1-7

Trinitatis – Gud er, hvor du er.

Tiden efter Pinse kaldes Trinitatis-tiden. I søndags fejrede vi, at Guds ånd faldt over disciplene. I dag skal vi tale om Åndens sammenhæng med Gud, som også er Gud Fader og Gud Søn.

Det er et emne, som utroligt nemt kan blive langhåret (det var Jesus sandsynligvis …).

Kernen i gudstjenesten bliver, at vores Gud ikke kun er en Gud, som er stor og mægtig. Han er faktisk også en Gud, som vi kan have en relation til. Pinsens Ånd handler om, at Gud er, hvor vi er, og vil være sammen med os, sådan at vi faktisk kan opleve det.

Hør talen her:

Du kan også læse talen. Bemærk dog, at der altid er lidt forskel mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-Format

1 af 4

Prædiken søndag d. 16. juni 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Ord 8,1-4,22-31 & Joh 16,12-15.
Trinitatis – Gud er, hvor du er!

I dag begynder det, vi i kirken kalder trinitatistiden. Det er det lange seje træk i tekstrækkerne, hvor der ikke rigtigt sker noget ekstraordinært før første søndag i advent. Det er alle præsters skræk, for nu skal rugbrødsmotoren i forkyndelsen til at arbejde. Hvordan holder vi den gående indtil 1. søndag i Advent?

Hov, stop lige en gang. Tænker man virkelig, at nu sker det ikke noget ekstraordinært i historien om Jesus, som skulle være værd at fortælle de næste 27 søndage?

Det er jo noget sludder!
Historien er ekstraordinær hver eneste søndag!

Vi, der har læst store dele af bibelen, vi der kommer til gudstjeneste jævnligt, vi vænner os til de begivenheder, som er bibelens historie, så man næsten kan sige, at vi lulles en lille smule i søvn, og overser det ekstraordinære, som sker lige for næsen af os.

Det er ligesom med gourmet-mad, man vænner sig til det, og så glemmer man at påskønne det.(Det er jo det, min familie oplever.)

I søndags fejrede vi pinse, og vi glædede os over, at Ånden faldt over disciplene, så mennesker på tværs af alle skel og grænser, kunne forstå det, når disciplene talte om Guds storværker.

2 af 4

Det er let, at komme til at se det, som en isoleret mega- begivenhed, men som vi skal se i dag, så er det ikke nogen isoleret begivenhed, men en event, på et langt sejt træk, som Gud har gang i. For Gud kender om nogen til det lange seje træk.

Det er det, som afspejles i dagens læsning fra Ordsprogenes Bog. En lidt underlig bog, som vi ikke ret ofte benytter os til at prædike ud fra.

Ordsprogenes Bog er den del af den bibelske litteratur, som vi kalder visdomslitteratur. Bibelen er jo en samling bøger, med en masse forskellige egenarter.
I Det Gamle Testamente, finder vi ud over visdomslitteratur, bl.a. profetlitteratur, historiske værker, lovtekster, salmedigtning og apokalyptisk litteratur.

Visdom dækker over en urgammel orientalsk tradition, som på hebræisk kaldes “Chåkmā.”
Dette dækker både over intelligens, håndværksmæssig snilde, livsklogskab, kunstnerisk blik, sagkundskab og verdensklogskab. Det er altså vide begreber.

Måske lagde du også mærke til, at visdommen omtales som hun i vers 4. Hun forsøger at få alle mændene i tale.

Den moderne teologi – og med moderne, så mener jeg Ny Testamentes teologi omkring Helligånden – bygger videre på dette begreb. Det kan godt være at Ånden faldt i pinsen, men vi må forstå, at Ånden er en del af treenigheden, hvor vi siger at Gud på én og samme gang er Fader, Søn og Ånd.

Ånden = Visdommen har altså været i verden siden før verdens skabelse, ligsom Gud og Jesus dermed også har været før verden.

3 af 4

Gud Herren skabte visdommen, Ånden, som en af de første af sine handlinger tilbage i evigheden.
Tilbage i evigheden, sagde jeg virkelige det. Ja, det gjorde jeg for evigheden går ikke kun fremad, den må nødvendigvis også gå bagud.

Vi ser det faktisk også i de allerførste ord, som er i bibelens begyndelse, hvor der skrives som verdens skabelse.
“I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden.
Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene.”1

Gud har med sin Ånd hele tiden være tilstede. Endda fra før verden blev til, og han vil være tilstede længere end tiden går.

Nu er vi på vej ind i trinitatis tiden, og bare rolig Maria og jeg skal nok finde på et par prædikenserier inden vi kommer til advent.
Men det er vigtigt, at få med os, at Ånden – visdommen om du vil – er den nøgle som troens døre i hjerte og i hoved låses op med.

Uden Ånd, kunne vi ikke forstå Kristus. Uden Ånd, vil vi ikke kunne tro og tage mod den gave, som troen er. Uden Ånd, ville vi ikke kunne formidle tro til andre.

Ånden er Sandhedens Ånd, som Johannesevangeliet ynder at kalde den. Den Ånd, som skal vejlede os i hele sandheden.

1 1. Mos 1,1-2.

page3image20579456

4 af 4

Ånden gør, at vi kan tro, også selvom vi ikke nødvendigvis forstår. Personligt må jeg sige, at jeg synes, det er uvurderlig gave, som gives os.

Det er også det, som ligger ligefor i Johannesevangeliets fremstilling af de Ord, Jesus siger til sine disciple. At nu er de kommet til et punkt, hvor de ikke kan rumme mere.

Men der er jo mere. Efter Jesus er borte, er det Ånden, som skal formidle Guds løfter og kærlighed til disciplene, og til os.

Hver gang vi er samlet i kirken til gudstjeneste, hver gang du og jeg folder vore hænder i bøn, hver gang vi åbner vores bibel, hver gang vi istemmer en salme eller en gospelsang, hver gang vi er en næste, så åbner vi os for Guds Ånd, som taler til os og ikke mindst gennem os.

Guds Ånd er levende, nærværende og altid tilstede. Guds Ånd er der, hvor du er. Også gennem det lange seje træk i kirkeåret, der ligger foran os.

Jeg fristes næsten til at sige Gudskelov. Amen.
Salme: Kom Helligånd, mit hjerte fyld.

Ånden falder

I dag fejrer vi pinse. Det er dagen, hvor vi fokuserer på, at Helligånden faldt over disciplene, som gemte sig i Jerusalem.

Det er en mærkelig historie. Der er tunger af ild, og lyden af et voldsomt stormvejr. Der er en mængde mennesker, som egenlig taler andre sprog, men som alligevel forstår disciplene, når de fortæller om Gud og alt, hvad de har oplevet sammen med Jesus. Der er de, som fejer det hen og tror at disciplene er fulde.

Men der er mere på spil i Jerusalem. Det er den begivenhed, som åbner kristendommen op, så den i stedet for at ende som en nyreligiøs sekt indenfor Jødedommen i dag er en global tro på en god og en kærlighed Gud, som vil mennesker som du og jeg. Jeg håber virkelig, at vi er fulde af lige præcis den ånd, som faldt i pinsen.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk, at der altid er lidt afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-Format

1 af 5

Prædiken søndag d. 9. juni 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Apg. 2,1-13. Pinsen.

Kristne er alle dage blevet beskyldt for at være lidt specielle eller ligefrem mærkelige. Det er der intet nyt i.

Se blot på, de sidste linier den tekst, som Amanda læste for os. “Andre spottede, og sagde”De har drukket sig fulde i sød vin.””1

Folk fattede ikke, hvad der skete med de her disciple, som havde tunger af ild siddende på sig, som var i et rum, vor lyden af kraftige vindstød fyldte hele huset. Og hvor snakken gik højt. Meget højt.

Disciplene talte de ord, som Ånden indgav dem, at sige. Hvad var det de talte om, jo de talte om Gud storværker, for det var det, som fyldte hos dem.

Tænk en gang, hvad de gennem de sidste par år har oplevet sammen med Jesus.
Jeg kan godt tage mig selv i, at blive lidt misundelig. De har fået lov at gå sammen med Jesus, og de har fået lov at lære direkte af ham. Sikke et privilegium.

Så har de selvfølglig også oplevet at han blve taget til fange, at han døde på korset. Den oplevelse tænker jeg godt, at de kunne have undværet.

På den anden side har de jo været med til at han opstod fra de døde. De har troet og tvivlet.

1 Apg 2,13

page1image27997888

2 af 5

De har fået lov at stå ansigt til ansigt med ham igen efter opstandelsen, og de har fået lov at forstå, at det ikke var tomme ord, men at Gud sejrer over alt ondskab, ja selv over døden.

For ti dage siden var det Kristi Himmelfart, og de så Jesus blive løftet op i skyen, og forsvinde fra dem. Mens hans sidste ord til dem kørte rundt i hovedet på dem. De skule gå op til Jerusalem og og vente på noget, som Jesus kaldte både talsmanden og kraften fra det høje.

Nu er de i Jerusalem, hvor de faktisk gemmer sig. Men nu går det i opfyldelse her, hvor Guds ånd falder over disciplene. De har så meget på hjerte og der er sket så meget i deres liv, at de sket ikke kan holde mund med det.

Det, som er miraklet er, at Jerusalem er fyldt med alle mulige mennesker fra alle mulige steder og derfor har de andre sprog, og de kan faktisk forstå hvad det er disciplene taler om.

Du og jeg ved jo godt, at nogen gange, når noget kommer for tæt på, så kan vi finde på at slå det hen i en joke eller en dumsmart bemærkning.

De er jo fulde…. Så behøver vi ikke forholde os til det.

Her sker præcis det, som Jesus advarer om i forbindelse med lignelsen om sædemandet. Jesu siger: “De skal se og se, men intet forstå. De skal høre og høre, men intet fatte.”2

2 Mark 4,11

page2image27772800

3 af 5

Pinsen er underet, hvor Gud viser sig på en ny og overraskende side. Ånden har ganske vist været i verden, siden begyndelse, men nu falder Ånden over disciplene på en måde, som ingen kan være overhørig. Helligånden er Guds ultimative kommunikation. En kommunikation, der lige som Guds agapekærlighed, tager sit udgangspunkt i modtageren.

Det er Gud, der gennem disciplene kommunikerer sin nåde og kærlighed, på tværs af alle barrierer, der måtte være. Om så det kræver alle mulige sprog, så er det muligt også at krydse den grænse, for budskabet om Guds kærlighed, er stærkere end noget andet, og det lader sig ikke begrænse af noget som helst.

Vi har døbt Bjørn. Vi bad om, at han ikke bare måtte blive døbt med vand, men også med Helligånden. At Gud måtte tage sin bolig i ham, og være med ham alle dage. Der er en vis sandsynlighed for at Bjørn, ikke forstår det med sin forstand, hverken i dag eller om fem år, men ikke destomindre, er det det, der i dag ved Åndens kraft er kommunikeret, ikke bare til Bjørn, men til os alle. At Gud kærlighed er gældende fra før Bjørn og efter Bjørns liv rinder ud. Guds kærlighed er gældende nu og altid. Og den er gældende overalt.

I pinsen falder Guds ånd. Det skete for ca. 1990 år siden, men det har stadig betydning for os i dag.

Hvis ikke Ånden var faldet verdens centrum, som var Jerusalem, så var kristendommen sandsynligvis et et slags nyreligiøst appendix til jødedommen. En tro, som var forbeholdt et bestemt folk, en bestemt kultur og et

4 af 5

bestemt sprog. Den ville måske ovenikøbet være bundet til et bestemt sted.

Med pinsens under, tunger af ild, og lyden af en storm, åbent kirstendommen op for alle mennesker, alle kulturer og alle sprog.
Det er det, som gør at kristendommen er blevet et globalt fænomen, som går gennem tid og sted og på tværs af mennesker.

Hvis ikke Ånden var faldet, var troen på jesus sansynligvis ikke kommet uden for Israels grænser. Nu er der kristne i Argentina, Alaska, Nordnorge, Sydafrika, Australien, Japan, Sibirien, Japan, Filipinerne, Portugal, Danmark.

Det er et mirakel, og det har gjort verden til et bedre sted.

Det er den kærligheds Ånd, som vi fejrer overalt, og som Bjørn også er en del af.

Na ja, du er selvfølgelig også en del af det.

Det er pinsens under, at det kan være sådan, selvom du – eller jeg for den sags skyld – ikke helt kan forstå det.

Men derfor kan det godt være sandt.

Jeg håber virkelig at vi er fulde – helt fulde af den Ånd, som faldt i pinsen.

Så må alle andre tænke lige, hvad de vil.

Amen.

Ét i ham

Gudstjenesten i dag fokuserer på Jesu sidste bøn. På dette tidspunkt i historien ved Jesus godt, hvad der venter ham, og man kunne så tro, at han bad Gud om at måtte slippe for døden på korset.

Men nej, hans bøn fokuserer i stedet på os. Han beder om, at den kærlighed, han viser, må skabe fællesskab, enhed og tro mellem mennesker.

I en meget polariseret verden er den bøn om enhed måske mere aktuel end nogensinde før?

Hør mere her:

Du kan også læse talen. Bemærk at der altid er lidt forskel på den skrevne tale og det, som faktisk siges i kirken.

Talemanuskript i PDF-format

Prædiken søndag d. 2. juni 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Johannesevangeliet 17,20-26. – Et i ham

Hvis du endnu ikke har opdaget det, så kan jeg oplyse dig om, at der er valgkamp i Danmark for tiden. I søndags klarede vi valget til Europa-Parlamentet og på onsdag går det løs med valget til folketinget.

Det betyder at byens lygtepæle er fyldte med plakater af vore politikere, som alle lover os alt muligt godt. Her op til et valg sidder råderumsmilliarderne løst og alt kan tilsyneladende lade sig gøre.

Vi kan ikke tænde fjernsynet uden at høre, at ham som jeg ikke vil nævne ved navn, igen er ude og brænde koraner af. Det siger han godt nok, at han aldrig Har gjort.

Noget af det, som jeg også synes, at jeg ser er, at verden – også dansk politik- er blevet meget polariseret.

Det er jo ikke kun Trump i USA eller Putin i Rusland.

Ekstremerne kommer også frem her i Danmark. Det ser vi bl.a.ved at ham som jeg ikke vil nævne er ude af busken.

Men altså, når en politiker taler om, at en hel befolkningsgruppe på baggrund af deres tro eller kultur skal sendes ud, så ligner det noget, som vi har set i Europa i 30´erne, og det endte ikke godt.

Det er racisme eller ligefrem et udtryk for nazisme, og det er vi nødt til at sige fra overfor.

Jeg er med på, at der er mennesker, som stemmer på det. Det er et kæmpe problem, og vi må få hinanden i tale – også selvom det er ubehageligt.

Fløjpartierne siger selv, at de rykket ind til midten. Jeg synes nu nærmere, at midten er forsvundet, så det nu er fløjene, der pludselig taler fra midten, som de tilsyneladende med succes har erobret.

Alting er blevet sort og hvidt. Det er som om alt det grå, alle nuancerne, er forsvundet. Man definerer sig mod de andre, frem for at sige, hvad det er man selv vil gøre, hvis ellers vælgerne sætter krydserne “de rigtige steder.”

På mange måder kan vi læne sig tilbage og sige, hvad så? Det er da bare vore politikere.

Problemet er dog, at det smitter. Det påvirker os alle sammen. Vi mister, eller vi har måske allerede mistet, evnen til at sætte os ind i argumenter, vi ikke er enige i.

Det er så utroligt let, bare at afskrive dem, vi er uenige med, som idioter.

Hvis du tænker, sådan gør jeg ikke, så kan jeg sige til dig, at det gør jeg. Jeg er ked af at indrømme det, men det gør jeg.

Det er helt utroligt tit, at jeg ser ting på Facebook eller nyhedssiderne, hvor jeg bare siger “Idiot, ham magter jeg ikke diskutere med!”

Helt ærligt. Jeg synes, det er en farlig tendens, og vi er en del præster i Metodistkirken – udfordret af vores biskop, som er blevet enige om, at vi er nødt til at åbne munden.

Vi løfter pegefingeren og siger, lad os lige passe på og være opmærksomme på, hvad der sker.

Problemet er nemlig ikke kun os selv, for hvis vi falder i her, så er det polariseringen, vi lærer vores børn, og det bliver verden altså et dårligere sted af.

Faktisk har noget af det, som Jesus beder om her i sin sidste bøn, præcis med med dette at gøre.

Jesus levede også i en tid, hvor modsætninger stod skarpt overfor hinanden.

Selv blandt de 12 disciple, som Jesus vidste han snart ville efterlade alene, var der ganske ofte modsætninger og uenigheder. Det vidner den fortsatte historie i Apostlenes gerninger om. Med andre ord, selv de var helt almindelige mennesker.

Der hvor vi i dag falder ind i Johannesevangeliet havner vi midt i den bøn, Jesus beder kort inden, at han bliver fanget og korsfæstet.

På dette tidspunkt er det nærliggende at tro, at Jesus ville bruge tiden på at bede for sig selv. I lyset af hvad der skal til at ske, var det helt naturligt, at Jesus ville bede for sig selv, men det gør han ikke.

Han beder for dem, han efterlader i verden. Når vi læser Johannesevangeliet og ser, at Jesus beder for dem, så er det dem, der var dengang, men sandelig også vi, der er i dag. Jesus beder altså for os, en tanke, som også bekræftes i Romerbrevet.

Hvad er det Jesus beder om. Jo, han beder for enhed. Ordene er: “Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig.”

Vi skal være et, fordi vi er elsket, som Jesus er elsket af sin himmelske far. Og den kærlighed kan gøre forskellige mennesker ét. Det må vi åbne os for.

Enhed, er ikke det samme som enighed, eller at der aldrig er konflikt. Enhed er, at man bevarer samhørigheden, uanset hvad.

Er det nemt, nej naturligvis ikke.

Men Jesus beder i bønnen om, at vi må indse, at han er i os, som han er i sin himmelske far. Dette betyder at der er en kraft i kærligheden fra ham, som er tilgængelig for os alle.

Det er lige der, at det faktisk betyder noget at tro, for nogen af konsekvenserne ved at tro – Åndens frugt, kaldes det, er at man præges af kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse.

Det er ikke nogen dum ting, at tage med ind i sit liv. Og det er slet ikke nogen dum ide, at tage med ind i de sort hvide diskussioner. For på den måde, er du og jeg med til at gøre verden til et bedre sted.

Jeg tænker, at i en polariseret verden, hvor modsætninger står hårdt overfor hinanden, er det gode egenskaber at bidrage med.

For det er jo præcis det, Jesus ønsker at opnå, når han beder for os. Ordene mod slut er: “for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.”

Den kærlighed er givet, og den er også givet dig.

Hvad siger du til, at vi går herfra og så forsøger at udvande alt det sort/hvide så vi ser og hører lidt flere nuancer. Der er ikke noget galt med lidt gråtoner i alt det polariserede.

Kræften til det er givet, og den kommer fra Jesus.

Amen.

Salme: Vi rækker vore hænder frem

Never Alone. Gospelgudstjeneste med Nardus.

Denne søndag er der gospelgudstjeneste med gospelkoret Nardus. Temaet “Never Alone” blev belyst på mange måder også gennem talen, som jeg fik lov til at holde.

Du kan høre talen her:

Der er også muligheden for at læse talen her. Bemærk dog, at der ofte er afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-Format

1 af 6

Prædiken søndag d. 26. Maj 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Salme 139,1-12.
Gospelgudstjeneste med Nardus. Never alone, and that’s why I am dancing.

Jeg synes selv, at jeg er godt selskab.

I hvertfald så elsker jeg at være alene hjemme. Så har jeg mine helt egne egoistiske rutiner, og det er helt utroligt, så doven jeg kan blive. Men det må I ikke sige til Mette.

Jeg elsker det. Og jeg har et klart behov for indimellem, bare at være mig selv.

Sådan tror jeg ikke, at jeg ville have det, hvis ikke jeg vidste, at den periode, hvor jeg er alene, er begrænset. Kone og børn har det jo med at komme hjem igen – heldigvis!

For det er ofte er, hvor man har været alene nogen tid, at man indser, at man faktisk savner selskabet.

Det en gang i mellem at være alene, det er noget helt helt andet, end det at være ensom.

At være ensom, er når man er alene altid, og der aldrig er pauser i det. Samt selvfølgelig, at man ikke nyder det.

Når man læser i det fire evangelier om Jesus, så er det ret tydeligt, at han indimellem træk sig tilbage fra de mange mennesker, som altid fulgte efter ham, for at være alene.

2 af 6

Det var ganske ofte Jesus ikke lykkedes med det, fordi mennesker trængte sig ind på ham. Han var så interessant, at de bare ville vide mere.

Alene-tiden var vigtig for Jesus.
For det var der i alene-heden at han virkelig var sammen med sin himmelske far. Der var dér han og Gud var sammen. Og det er dér han fandt ro og perspektiv.

Spørgsmålet er dog, om man ligesom Jesus, er nødt til at tage til et øde sted og være alene, for at kunne møde Gud?

Nej, det tror jeg ikke, man er nødt til.

Jeg tror, og det er understøttet af utallige beretninger i bibelen, at Gud er tilstede hos os, uanset om vi er helt alene eller om vi står midt i et gospelkor.

Gud er hos os, når vi fester for fuld skrald på A-bar. Gud er hos os, når vi passer vores studier og arbejde. Gud er der, når vi elsker, når vi græder, når vi sidder i sofaen og Netflix spørger om man stadig ser med. Gud er med, der hvor man knapt orker at række ud efter fjernbetjeningen for at svare, at man stadig ser med, og det er i virkeligheden lidt pinligt.

Gud er der, og du er aldrig helt alene. Også selvom vi ikke opdager det.

Der er forskellige ting, man kan gøre for at opleve det. Jeg tror f.eks, man kan bede. Og hvordan gør man lige det?

3 af 6

Man behøver ikke bruge ord. Man kan bare være stille. Man behøver heller ikke sidde stille, eller folde hænderne. Man kan f.eks. gå.

Man kan også finde et salmevers, eller vers fra bibelen, eller en frase fra en gospelsang, som man gentager igen og igen, eller ligefrem synger.

Man kan selvfølgelig også være ekstrem sådan som vi er flere der er i dag. Man kan prøve at gå i kirke.

Salme 139 som jeg læste for jer, taler netop om det med at uanset hvor jeg er, så er Gud med. Uanset hvor jeg er, om så det er på kanten af livet, eller i dødsriget, så er Gud dér.

Den, som i sin tid har skrevet denne gamle jødiske tekst, siger sådan her: “Det er for underfuldt til at jeg forstår det, det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det.”1

Det er svært at forstå, at i denne store verden, som vrimler med liv, at så skulle Gud have interesse og omsorg for mig?

De tanker kan jeg godt dele. Det er lige til at blive helt svimmel over.
Ikke destomindre tror jeg, at det er sådan det er.

Hvis jeg må være lidt personlig, så er det også min oplevelse og min erfaring.

1 Salme 139,6.

page3image23764096

4 af 6

I 2018 var jeg kun på arbejde halvdelen af året. Jeg havde et halvt år, hvor jeg ikke kunne passe mit arbejde. Der have været for meget fart på. Lyset var brændt i begge ender, og alt det der klassiske, som alt for mange mennesker i vores samfund oplever.

Noget gik simpelthen i stykker indeni, og jeg kunne bogstaveligt talt ikke finde ud af noget som helst.

Hvis der var noget positivt, følte jeg ingenting, Hvis der var lys så jeg det ikke. Hvis nogen sagde til mig, at jeg jo kan så meget, og at det nok skal gå, så troede jeg ikke på det.
Jeg var i et mørke, som jeg aldrig havde troet at jeg skulle havne i.

Men der var jeg!

Når man ikke synes, at man kan noget som helst, så er dagen lang. Så jeg begyndte at gå. Den ene fod foran den anden, og det var ligesom det eneste, jeg skulle tage stilling til. Og det var dejligt. Det gav ro.

Jeg må have været meget udfordret, for jeg kan se på min telefon, at jeg sidste år gik 4000 km.

En dag mens jeg gik i Munke Mose, blev jeg stoppet af en af der her irriterende facere.
Han var ret ihærdig (irriterende) og begyndte at gå med mig og blev ved med at tale til mig.

Pludselig hørte jeg mig selv sige: “Jeg har ikke noget mod dig, men jeg har noget i mod at blive forstyrret, når jeg går og beder!”

5 af 6

Lige dér gik det op for mig, at noget af det, der skete når jeg gik, var at jeg havde – og har – oplevelsen af ikke at være alene.

Det var når jeg gik, at ordene fra Salme 139 blev min virkelighed. At Gud var der i det værste mørke, jeg nogen sinde har været i.

Jeg fangede, at Gud ville mig,
selvom jeg ikke kunne arbejde,
selvom jeg ikke kunne være sammen med ret mange mennesker,
selvom jeg var i tvivl om jeg nogen sinde kom til at arbejde igen.
Gud var der, når jeg frygtede om jeg nogensinde igen ville få det godt.

Jeg siger dig: Du er aldrig alene!

Jeg har oplevet det. Bare rolig! Du behøver ikke at have det dårligt, for at opleve det. For det er ikke noget vi skal kvalificere os til, hverken negativt eller positivt.
Det er heller ikke noget man skal tro på Gud på en eller anden bestemt måde, for at opleve det.

Det er bare sådan det er. Du er ikke alene!
Jeg er ikke alene.

6 af 6

“Det er for underfuldt til at jeg forstår det, det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det.”

Men derfor kan det jo godt være sådan! Amen.

Changed

Gospelkoret Emmaus inviterer til en intens gospeloplevelse af høj kvalitet. Med omdrejningspunkt i temaet “Changed”, synger koret sange med masser af mening.

Thomas Risager taler om at blive forvandlet.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærke dog, at der altid er lidt forskelle på den tale, som er forberedt, og den tale der faktisk holdes undervejs i gudstjenesten.

Talemanuskript i PDF-Format

1 af 6

Prædiken søndag d. 12. maj 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Jer 18,1-12 & 2. Kor 3,17-18.

Nej, hvor har du dog forandret dig. Du er jo en helt anden. Sådan har jeg ofte sagt til mennesker, som jeg ikke har mødt i nogen tid.
Tit har det at gøre med, at de har været seje og bygget en masse muskler på, siden sidste gang jeg så dem. De er som forvandlet, og det har helt klart også gjort noget ved måden, de ser sig selv på.

Der er selvfølgelig flere eksempler. Der er den, som er blevet forelsket, som stråler af lykke og fremtidstro. Der er hende, som tror ingen kan se, at hun er gravid, men hun udstråler den her “Jeg har en lykkelig hemmelighed, som I ikke kender.” Det kan slet ikke skjules.

Der er ingen tvivl om, at vi kan forvandles af omstændigheder i vores liv – og det kan være både i negativ og i positiv retning.

Der er ingen af os, der går gennem livet, uden at møde modstand, og oftest er det i livets modstrøm, at vi for alvor formes. Det er her, vore inderste værdier kommer til overfladen. Og det er gennem stormvejr, at vi for alvor formes.

Selvfølglig er vi stadig den samme, men noget er sket med os. Det er lidt ligesom stenene, som ligger i vandkanten langs vore strande. De er i stormvejret kastet rundt af bølgerne.

2 af 6

I de stille sommeraftener er de vugget af strømmen og som tiden er gået, er de efterhåndet slebet runde og smukke. Livets bølger, former os en lille smule af gangen.

Faktisk er de blevet så flotte, at vi alle har prøvet at bukke os ned og finde en fin sten og tage den med hjem. De af os der har børn, ved at for hver strandtur beriges hjemmet af flere kilo sten.

Hver eneste af disse sten har haft kanter, hakker, fordybninger. Det er den samme sten, men den ser nu anderledes ud end den gjorde for 10.000 år siden.

Forvandling betyder, at blive forandret i sin form. Det betyder ikke at man pludselig er blevet en anden. Når jeg taler om, at blive forandret, så tænker jeg ikke kun på det ydre, men i særdelseshed på det indre.

En klump ler er i hænderne på en dygtigt pottemager noget helt unikt. I bibelen fortæller profeten Jeremias historien om mennesket, som er i hænderne på Gud, ligesom leret i hænderne på en dygtig pottemager. Leret kan få utallige former, og alt efter hvilken form, det får, kan rumme meget eller lidt. Men uanset er leret altid det samme.

Sangerne i Emmaus har i tiden op til denne gospelgudstjeneste tænkt meget over, hvordan det har forandrer dem, at synge gospel.

Én skriver: “I dag ka jeg slet ikke forestille mig ikke at skulle være en del af Emmaus og alt det skønne jeg blir fyldt op med i kirkerummet og alle de andre steder vi er sammen.

3 af 6

Gospel med Emmaus gir mig indre ro, kærlighed (ikke mindst til mig selv), stærk energi og en følelse af samhørighed. Og her tør jeg at være den sårbare pige jeg osse er.”

En anden siger: “Inden jeg startede til gospel troede jeg ikke på noget. Jeg tror på NOGET nu. Jeg ved ikke 100% hvad det er, men jeg ved at jeg har set et lys i gospelmusikkens fantastiske budskaber, varme og kærlighed. Jeg har set hvordan man favner hinandens forskelligheder og accepterer alle som de er uanset holdninger og status. Kort fortalt, så har det fået mig til at se at verden skal rumme os alle sammen, og ikke kun

mig selv ? Jeg arbejder stadig på at blive et bedre menneske hver dag, men jeg synes at jeg er kommet

langt efter at gospel blev en del af mit liv.

Skal I lige have en tredje?: “Uanset om du tror – hvis bare en lille flig af dig tror – på dig selv – på Gud – på fællesskabet – så er du aldrig alene. Dét er da den mest fantastiske tanke at have :-).”

Jeg lægger mærke til, at i alle de tre beretninger fra korsangere, sker der noget med dem, når de synger gospel. Noget er sket. Er det forvandling?

Jeg vil tillade mig, at kalde det et lille mirakel, men sådan siger vi ikke om ting, der sker gradvist. For vi er vant til at mirakler skal være noget meget pludseligt.

Langsomme mirakler og forvandlinger sker ofte lige for næsen af os, og vi ser det ikke altid.

page3image1289808

4 af 6

Vi har alle set en sommerfuglelarves puppe, som tilsyneladende er død.
Den ligner ikke noget, som ikke har værdi.

Men vi ved jo godt, at den er langt mere end den ser ud til at være.På den måde ser vi på den på ligesom Gud ser på os.

Men hvad mon Gud ser?

Gud ser det ydre, men det er ikke det, han lægger vægt på. Gud ser gennem alt det, og ser det der betyder noget. Han ved, at der er noget utroligt unikt og værdifuldt indeni os alle samen.

Når vi ser os i spejlet, ser vi måske ikke noget særligt. Mon ikke Gud ser en fantastisk et fantastisk fint og farverigt menneske.

Jeg tror, at alle mennesker, kan forvandles. Jeg siger ikke, at vi alle trænger til det. Men jeg tror alt er muligt for Gud.

Jeg tror også, at alle mennesker – uden undtagelser – er elsket i en sådan grad, at det kan forvandle vore liv.
Jeg er overbevist om, at en vished om at være elsket er et langt bedre udgangspunkt for forvandling, end et “du duer ikke!”

Det kan godt være, at du tror at dit hjerte er lavet af sten, men selv sten, ser vi jo, formes og slibes runde og fine af havets vuggen. Bag det ser jeg i hver fald Guds hånd.

5 af 6

Vi mennesker er nemme at påvirke. Hvis ikke vi var det, var reklameverdenen og alt marketing jo helt lige meget, men det er en stor branche.

Vi der har børn, er også nødt til at indrømme, at det betyder noget for os, hvem vores børn er sammen med. Vi kan finde på, at synes at nogen er dårligt selskab, mens andre er dem, vi gerne vil de er sammen med.

Jeg tror, vi påvirkes enormt af dem, vi er sammen med. Når vi synger gospel, er i kirke, eller hvor du nu føler dig tættest på Gud, så påvirkes vi af ham.

Hvad påvirker Gud med?

Jeg vil sige, betingelsesløs kærlighed og accept til og af dig.
Når det så er sagt, så tror jeg at kærlighed og accept, er begyndelsen til al virkelig forvandling. Og det tror, jeg Gud kan gøre i alle mennesker, endda selvom du ikke synger gospel.

Bibelen taler om det forhold. Det er Paulus, der siger sådan her: “»Herren« er Ånden, og hvor Herrens ånd er, dér er der frihed. Og alle vi, som med utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede, vi skuer, fra herlighed til herlighed, sådan som det sker ved den Herre, som Ånden er.”1

Paulus er ikke i tvivl om at Gud kan forvandle mennesker.

1 2. Kor 3,17-18

page5image15922880

6 af 6

Jeg er faktisk heller ikke i tvivl. Jeg har oplevet det, og jeg har set det i mennesker.

Jeg er ikke i tvivl. Guds kærlighed kan gøre en kæmpe forskel i ethvert menneskes liv.

Amen.

Jeg har mødt Jesus

Jeg har mødt Jesus!

Det er der alligevel ikke mange, der tør sige højt. Hvis vi gjorde, ville vi sikkert opleve mennesker betvivle vor intelligens og mentale sundhed. Ikke destomindre handler påsken netop om, at mennesker møder Jesus og bliver nødt til at fortælle om det.

Ved gudstjenesten på søndag taler Thomas Risager ud fra Johannesevangeliets kapitel 20, vers 19-31. Her bliver det gjort klart, at opstandelsen og mødet med den opstandne Jesus – noget af det vi som kristne har allersværest ved at forholde os til – er absolut fokus i al snak om kristen tro.

Hvis ikke vi taler om og forholder os til opstandelsen, så er det bare tomme ord. Som kirke og som kristne er vi udfordret til og kaldet til at tale om opstandelsen, og vi må risikere, at menesker tror, at vi er tåber.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Læg dog mærke til, at der er afvigelser mellem den tale, som er holdt i gudstjenesten og den tale som er forberedt ved skrivebordet.

Talemanuskript i PDF-format

1 af 7

Prædiken søndag d. 28. april 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Joh 20,19-31.
Som faderen har udsendt mig, sender jeg også Jer!

Jeg har mødt Jesus!

Jeg tror de fleste af os vil være noget tilbageholdene med at komme med sådan et udsagn på eksempelvis Facebook.

Kan I forestille jer kommentarerne til sådan et udsagn?

Der er helt sikkert en del, som vil latterliggøre og håne. Forhåbentlig er der nogle få, som gerne vil vide mere.

At påstå, at man har mødt Jesus er i direkte modstrid til vores rationelle forståelse af verden. Man vil helt sikkert møde reaktioner.

Journalisten Charlotte Rørth har mødt hele spektret af reaktioner i forbindelse med, at hun udgav sin bog “Jeg mødte Jesus.” Som i øvrigt er udgivet på Informations Forlag. Det er et alvorligt forlag, som ikke hopper på en hvilken som helst historie. Så et eller andet sted, er alene det ret fedt.

Bogen er udgivet for fire år siden, men Charlotte Rørth trækker stadig fulde huse, når hun er ude og holde foredrag.

For nyligt læste jeg en artikel, hvor hun fortalte om, hvor belastende hun oplevede det, at nogle betragtede hende som rablende vanvittig.

2 af 7

De spørgsmål har hun stillet sig selv, og hun er ikke i tvivl om, at den oplevelse hun havde i i en kirke i Spanien d. 25. februar 2009 lidt over middag, er virkelig, men samtidig svær at forklare.

I artiklen1, jeg læste, beskriver hun, hvordan mennesker, hun møder, fortæller hende om oplevelser – møder med Jesus – som minder om de oplevelser, hun selv har haft. Det er helt tydeligt for hende i artiklen, at langt de fleste mennesker vælger at holde mund, og ikke dele med nogen som helst, hvad de har oplevet at møde Jesus. Man er bange for sit omdømme, og man vil ikke latterliggøres.

Den mekanisme kan jeg let forstå. De færreste af os ønsker at blive latterliggjort, eller blive overdynget med meget kristiske spørgsmål.

Jeg tror dog, at en af af årsagerne til at folk hurtigt tager afstand fra menneskers beretninger om møder med Jesus, er at vi som samfund har mistet vores sprog for at tale om religiøsitet og tro.

En af hovedårsagerne til det, er at vi er et produkt af oplysningstiden, hvor rationaliteten i den grad har vundet. Jeg vil lige tilføje, at jeg på ingen måde begræder det. Vi har kun fordele af så meget viden og knowhow, som overhovedet muligt.

En af priserne vi taler for oplysningstiden og reformationen er, at vi har fokuseret på tro, som

1 Politiken. 17. april 2019. https://politiken.dk/kultur/art7087623/Charlotte-Rørth-

mødte-Jesus.-Så-blev-hun-et-fænomen

page2image52906048 page2image52879808 page2image52880000

3 af 7

intellektuel tildragelse, og ikke som en mangefacetteret gave fra Gud.

Jeg tror, vi begår os selv en bjørnetjeneste, hvis vi i vores blinde hyldest til rationaliteten udelukker, at der kan være mere mellem himmel og jord, og at tro i sig selv rummer det paradoks, at det ikke nødvendigvis kan forstås.

Selvom discpilne, som Jesus pludselig står midt iblandt på den samme dag, som Maria Magdelene har mødt ham i haven, alle sammen har hørt forudsigelserne om, at han skulle opstå fra de døde. Selvom de har set Lazarus komme vaklende ud fra graven, så tror jeg ikke, at en eneste af dem, med sin forstand fatter, hvad der forgår, da Jesus pludselig står i rummet.

De er i forvejen ude på dybt vand, da de helt enkelt er bange for, at komme til at lide samme skæbne som Jesus. Graven er tom. Maria har fortalt dem, at hun har mødt Jesus.

Der har været skepsis, afvisning og måske ligefrem latterliggørelse blandt dem.

“Fred være med Jer!”2 siger Jesus. Det er en almindelig hilsen, som referer til det jødiske Shalom. At der må være fravær af konflikt og harmoni iblandt Jer.
Men kigger man nærmere på teksten i det originale sprog, så ser man at jesus anvender ordet Εἰρήνη. Det ord peger tilbage til Johannes 14 i Jesus omtale af løftet

2 Joh 20,19

page3image53095296

4 af 7

om den anden talsmand. Her siger jesus: “Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg her!”3
Dette afslører en helt anden betydning end Shalom, som er harmoni. Her er der ikke tale om den fred, som verden giver,4 men istedet er det her et udtryk for at Gud vil være med under tvivl, forfølgelse og gennem trængsler.5Allerede i måden den opstande Jesus hilser de frygtsomme disciple, ligger der et løfte om Guds kraft og styrke, men også en forudsigelse af modstand og måske latterliggørelse.

Det eneste vi ved om disciplenes reaktion er, at da Jesus havde vist dem sine hænder og såret i sin side, blev de glade.6

Fred være med Jer, siger Jesus. Her kom løftet om, at Gud vil være med dem gennem tvivl, forfølgelse og trængsler, og så følger noget væsentligt, nemlig at Jesus sender dem ud, sådan som han selv er sendt til os.

Den johannæiske tankegang er, at disciplene repræsenterer hele kirken, hele kristenheden, og dermed bør vi opfatte det, som Jesus siger til disciplene, som var det sagt til os.7 Med andre ord, Metodistkirken, folkekirken, Baptistkirken, alle os, er sendt ud i verden. Her er der en klar parallel til missionsbefalingen.

3 Joh 14,27
4 JF. Joh 14,27

5 Barrett, C.K.: The Gospel According to St John. SPCK, London 1978. Side 468 og 568-569.

6 Joh 20, 20
7 JF. Barrett side 568.

page4image53094528

5 af 7

Jesus blæste Helligånden ind i disciplene, den Ånd, som bærer Guds fred. Den Ånd, som bærer troen som en gave ind i mennesker. Den Ånd som gør, at man som menneske kan rumme opstandelse, selvom man måske ikke kan forstå det.

Hvad er det så jesus sender disciplene (og os) ud med?

Det er jo historien om mennesker, der har mødt Jesus. Det er vidnesbyrdet om opstandelsen. Det er så vigtigt fordi det er kernen i hele kristendommen.

Paulus omtaler det i sit første brev til menigheden i Korinth, hvor han bruger hele kapitel 15 på, at understrege vigtigheden af opstandelsen. Læs det kapitel, og læg mærke til at han slutter af med “Derfor, mine brødre, stå urokkeligt fast og giv Jer helt hen i arbejdet for Herren!”8 Og skulle nogen være i tvivl, så er det opstandelsen de skal stå fast på.

Men det kan være svært at tro på. Thomas havde ikke været der, da Jesus pludselig stod midt i rummet.

Det er en uge siden, at maria Magdalene kom hjem fra den tomme grav og fortalte, at hun havde mødt Jesus. Det er uge siden, de andre disciple fortalte, at de havde set ham.

Thomas er sådan indrettet, at hvis ikke han ser Jesus med egne øjne, så tro han det ikke. De kan påstå alt det de vil, at de har mødt Jesus. Thomas kan ikke tro det.

8 1. Kor 15,58

page5image53085120

6 af 7

Jeg har stor respekt for ham. De andre disciple er de, som gennem de sidste tre, måske fire år, har været allernærmest på ham. De er hans venner og hans fortrolige. Selvom det der dem, der siger, at de har mødt Jesus, kan han bare ikke tro det.

Det har ikke været det populære synspunkt, men jeg beundrer ham for hans ærlighed.

Pludselig står Jesus midt i rummet. Han siger det kendte: “Fred være med Jer!”
Umiddelbart bliver Thomas af Jesus opfordret til at røre ved hans sår i hænderne og stikke en finger i hans side, sådan som vi ser det på Caravaggios 400 år gamle billede.

Thomas bekender: “Min Herre, og min Gud!”9 Han siger ikke bare, ok, nu tror jeg, men med de ord bekræfter ham, at Jesus er den, han er, og at hele historien om opstandelsen er sand.

Dette møde med disciplene har det ene formål, at den ene mand, som er fuld af tvivl, får lov at møde Jesus. Kunne kirken være spredt over hele verden ved en udsendelse uden Thomas? Sikkert! Men Jesus vil have alle med!

Johannes fortæller grundigt, og der er flere historier, om opstandelsen, og det siges direkte, at formålet er at vi skal tro, og have liv i hans navn.

Liv i hans navn er et løfte om, at opstandelsens virkelighed må gælde os. , Det er i det løfte, og i løftet om

9 Joh 20,28

page6image52698624

7 af 7

Guds fred, gennem trængsler, at vi sendes ud i verden, for at fortælle om kernen – opstandelsen.

For det er opstandelsen fra de døde, der gør at mennesker den dag i dag kan sige: “Jeg har mødt Jesus!”

Amen.
Jesus, som iblandt os står.

Han er opstanden!

Det er påskedag. Den vigtigste dag for alle, der kalder sig kristne, eller gerne vil kunne tro. Det er nemlig dagen, hvor vi fejrer det helt centrale, nemlig at Jesus opstod fra de døde. Dette er dagen, hvor det viser sig, at alt det Jesus sagde og gjorde, ikke var tomme ord….

Hør mere her:

Du kan også læse talen her: Talemanuskript i PDF-format

Bemærk at der ofte er små afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

1 af 6

Prædiken Påskedag d. 21. april 2019.

Det er påskedag, og ligesom julen, den anden store kristne højtid, så er det det de samme historier, som går igen. Ganske vist har vi i påsken, i modsætning til juleaften, hele fire evangelietekster om opstandelsen af vælge imellem.

Som præst kan det godt være lidt svært, at skulle tage fat i opstandelsen igen og igen, år efter år. Det er jo den kendte historie, som alle, der går bare lidt regelmæssigt i kirke, har hørt mange gange.

Udfordringen er ikke at gøre denne historie levende, for den er i sig selv fuld af liv. Dødens rammer er sprængt.

Udfordringen er, at fortælle historien, som gjaldt det liv og død for dig og mig. For det er lige nøjagtig det, som er på spil påskemorgen – også i år. Det gælder liv og død, intet mindre.

I Johannesevangeliets udgave af opstandelsesberetningen er det sådan, at det i begyndelsen af historien er tydeligt, at det er døden, der råder.

Den første dag i ugen, mens det endnu var mørkt, kom Maria Magadalene ud til graven.

Frasen “mens det endnu var mørkt”, har både en overført og en direkte betydning.

2 af 6

Ja, det var mørkt, men det var også mørkt i den forstand at mørket rådede, døden havde talt. Og nu var det tredjedagen, og som efter alle andre dødsfald, hvor man vitterligt har mistet, er det også her som om, at dagen aldrig kan komme igen. Mørket har sejret, og det virker som om, det er for altid.

Maria Magdalene er på vej ud til graven. Vi ved, at hun også var tilstede ved korsfæstelsen, det hævder i hvertfald Matthæus-, Markus- og Johannesevangeliet. Markus og Matthæus fortæller også, at hun overværede gravlæggelsen. I alle af evangeliernes beretninger om opstandelsen, er det også hende, som er den første der ser den tomme grav.

Det er endnu mørkt, hører vi, og nu ser Maria Magdalene, at stenen er væltet fra graven. Den sten, der er så stor, at intet menneske kunne gøre det alene.

Der er lidt forskellige tolkninger om, hvem denne Maria Magadalane egentlig er, en af dem siger, at hun er den Maria, som er søster til Martha og dermed også søster Lazarus og dermed allerede vidne til opvækkelsen af af en død.

Hvis det er rigtigt, så viser det os med al tydelighed, at det er svært med forstanden, at rumme opstandelsen. Maria Magdalene har set det med egene øjne, da hendes bror Lazarus kom vaklende ud af graven. Alligevel er hendes første tanke, da hun ser den tomme grav, at løbe hen til Peter og fortælle ham, og en af de andre disciple, at de har flyttet Jesus.

3 af 6

Tanken om, at han skulle være opstået, sådan som han havde sagt det, er fremmed for hende, for det var stadig mørket, der rådede.

Og når mørket råder, kan intet menneske se klart. Det er Kun Gud der kan det.1 I dagene efter Jesu død er det mørket, der råder. Verden er fanget i mørket. Intet menneske har håb. Selv håber er dødt.

De to mandlige disciple løber nærmest om kap ud til graven. Simon Peter kommer ikke først ud til graven, men den anden discipel lader alligevel Peter gå ind først. Peter ser linnedklæderne ligge der, og klædet som den døde Jesus havde over hovedet, lå rullet sammen på et sted for sig selv.

Den anden discipel kommer ind i graven. Da han så den tomme grav, lader Johannes os vide, at han så og troede.2 Dette er et vigtig vendepunkt, for indtil da havde de nemlig ikke forstået skriftens ord ord om, at Jesus skulle opstå fra de døde.

Mørket er begyndt at vige for lyset.

Mændene går hjem, men Maria står ude ved graven og græder. Hun bøjer sig ind i graven og ser to engle i hvide klæder sidder der, hvor Jesus burde have ligget.

De spørger hende: “Kvinde, hvorfor græder du?”3

1 JF. salme 139,12.2 JF. joh 20,8
3 Joh 20,13.

page3image25248512

4 af 6

Hun gentager det, hun tror, er sandt, at de har flyttet Jesus og mest af alt er hun nok ked af, at hun ikke ved, hvor han er.

Da hun vender sig om, står hun ansigt til ansigt med Jesus. Men da mørket stadig råder, ser hun ikke, at det faktisk er Jesus, hun står overfor.

Han bruger nøjagtigt de samme ord, som englene: “Kvinde, hvorfor græder du?”4

Hun tror stadig ikke på, at Jesus er opstået, så hun begynder atter på sin forklaring om, at de har flyttet…. “Maria,” Siger Jesus.

Da er mørket helt væk, lyset råder. Da ser hun, da tror hun! “Rabbuni – Mester!”

Maria talte med den opstandne. Han delte sine planer med hende og hun blev den første til at se Jesus. Hun blev den første, som kunne sige, som hun gjorde til discpilene: “Jeg har set Herren!”5

Mørket er erstattet af lyset, håbløsheden afløses af håb, afmagten bliver til styrke, døden bliver til liv, kærligheden har sejret.

4 Joh 20,15.5 joh 20,18

page4image25249088

5 af 6

Det er præcis det, som er påskens budskab, at alt det Jesus sagde, at den kærlighed han talte om, ikke er tomme ord, men at den har styrken, og kraften i sig til, at bringe død til liv.

Vi får lov at se, at han gav sig selv på korset, for at vi skal leve, at det var et endeligt opgør med synden, som kan smadre liv, men også, at det ikke slutter på korset, i mørket eller i graven.

Det er der, det begynder. Det er der, det nye liv opstår.

Læg mærke til, at det er i mørket, at de ser, at graven er tom. Det er i mørket, englene taler til Maria.
Det er i mørket, at Jesus møder hende, og kalder hende ved navn.

Det er svært med forstanden alene, at rumme opstandelsen fra de døde. Det er så nemt, at komme til at begrænse sin tro til en tro, som er baseret på, at Jesus da bør være i graven. Nogen gange lever vi, som om det er sådan det er, men det er ikke sådan det er.

Han er opstået sådan som han har sagt det, og den tro, der er baseret på, at han er opstået er en tro, der sætter fri og en tro, der giver liv.

Det er påskedag. Det betyder at naglerne som bandt Jesus til korset er trukket ud.
Det er påskedag. Det betyder at døden, som holdt Jesus i graven har sluppet sit tag.

Påsken er frihed. Den er frihed fra nagler, der holder fast.

6 af 6

Den er frihed fra at leve i skyggen af det, som vi tror, er dødt.

Det er i dag, vi kigger op og ser at lyset har vundet. det er afgørende, at vi forstår at den tro vi har, er et spørgsmål om liv eller død.

Troen på den opstandne Jesus er liv.

Det er i lyset af den tro, at vi hver dag, hver eneste dag, beslutter at tro på,
at håbet er stærkere end håbløsheden,
at kærlighed er stærkere end døden.

Det er det, denne histore handler om. Liv eller død, intet mindre. Velkommen til livet. Glædelig påske.

Velkommen hjem

I dag ser vi på en gammel historie fra Bibelen, om to brødre, som har meget forskelige tilgange til livet. Den ene skejer temmeligt meget ud, men det hele går galt for ham, så han vender nedslået hjem.

Jeg udfolder historien om den fortabte søn, og viser hvordan en gammel Bibelsk fortælling kan være meget aktuel i vores hverdag.

Hør mere her:

Du kan også læse talen. Bemærke at der ofte er afvigelser mellem det, som er skrevet i forberedelsen ved skrivebordet og det som faktisk siges i kirken under gudstjenesten.

Talemanuskript i PDF-Format

1 af 4

Prædiken søndag d. 31. marts 2019.

Langt borte her fra ligger et hus muret i gule mursten. Et rigtigt 70’er parcelhus. Vi skal næsten helt op i toppen af Danmark, hvor der ligger et lille fiskerleje. Lige i svinget på villavejen, der ligger nummer 49.

Nummer 49 er det sted i verden, hvor jeg er sikker på, at uanset hvad, så er jeg altid velkommen. For der bor min far, og der er altid blå cirkel på kanden. Den kan man nemlig også byde uventede gæster.

Idag har vi en historie fra bibelen, som handler om præcis dette med, at have et sted at vende hjem til uanset hvad.

Historien om den fortabte søn, er en af de absolutte kernefortællinger i bibelen, og som så ofte før, når Jesus fortæller en historie, så er der et dybere lag.

Konceptet med at fortælle historier er den smarte ide, at mennesker husker bedre. I dag vil vi nok sige, at det er da underligt, når nu vi ved at masser af toldere og syndere holdt sig nær ved Jesus for at høre, hvad han havde at sige, at han så giver sig til at fortælle historier.

I dag ville man forvente noget med powerpoint og korte pointer, så folk kan huske det. Men hvis vi nu skal være ærlige, så virker det måske ikke særligt godt.

Jesus fortæller historier, og han var en mester til det. På Jesus tid, var det supersmart, for kunne folk ikke bare dele på de sociale medier, men en historie, som den

2 af 4

Jesus fortæller her, blev genfortalt igen og igen. Lignelsen om den fortabte søn, står i vores bibel, men den har haft et liv som mundligt overleveret historie i op til 60 år, før den faktisk blev skrevet ned.

Sagt på en anden måde, så er det nok sådan, at de historier vi har fra Jesus, er de allermest markante. Jeg står ikke her og siger, at han indimellem sagde noget sludder, men i alt fald tør jeg godt sige, at de historier vi har, er de væsentligste. Og den vi har foran os i dag, er en af de allermest væsentlige, fordi den siger langt mere end selve historien. Det er nemlig en historie, Jesus bruger til at fortælle mennesker en ny historie om Gud. En historie, som viser en anden side af Gud, end den nidkære og skræmmende Gud, som jøderne havde hørt om gennem farisæerne og de skriftkloge.

En mand havde to sønner. Den yngste, og det er jo altid den yngste, der skejer ud, siger til sin far, at nu vil han have alt, det som han har krav på, når en gang han skal arve, og han vil have det nu.

Istedet for at blive vred og jage sønnen på porten, sørger faderen for at udrede sønnen alt det han ønsker, og han giver ham friheden til at gå, hvorhen han vil.

Og sikke en fest sønnen har. Endelig fri…. Fest, farver og masser af venner. Det er nemt at være midtpunktet, når man altid er den, der betaler gildet. Det er et helt andet liv, end det ansvarsfulde liv med pligter hjemme på familiens gård.

Alle gode fester får en ende, hvor hverdagen igen banker på.

3 af 4

Pengene, som faderen har knoklet for hele sit liv, er brugt på kvinder, Bacardi og internetpoker, og samtidigt rammer krisen. Festen slutter brat for den unge mand. Han begynder helt enkelt med at sulte. Han ender med at passe svin, og drømmer om at spise svinenes foder.

Vi tænker måske, ja ja, det er da et arbejde. Men de som hører Jesus fortælle her, bliver chokeret. Grisen er i jødisk kultur et urent dyr, og ender man med at passe svin, så er det helt oplagt, at så kan man ikke synke dybere i livet. Da er det gået helt og aldeles galt.

Nogen gange skal vi mennesker ramme bunden, for at kunne se sandheden i øjenene. Det er præcis, hvad der sker her. Sønnen går i sig selv, sådan for formuleres det hos Lukas, han tænker at han i det mindste må kunne få lov at arbejde for føden som arbejdsmand hos sin far. Han ved, at han har behandlet sin far skidt og at hele situationen ikke er godt, men han begiver sig af sted mod det hjem, han forlod.

Hvad han ikke ved er, at faderen har længtes efter sin sin søn hver eneste dag siden, han gik.

Hver gang der har været en pause i arbejdet har faderen rettet sig op og kigget hele vejen rund i horisonten for at se om sønnen mon var på vej hjem. Og hver gang han har kunnet konstatere, at det ikke var tilfældet, har sorgen ramt ham, som en hammer. Han savnede sin søn, også selvom der stadig var en søn i huset, så savnede han hver dag.

En dag, da han kigger op fra arbejdet går drømmen i opfyldelse, på lang afstand kan han kende sin søn.

4 af 4

Bibelen lader os vide, at faderen løber sønnen i møde, kysser ham af glæde, sætter ringen tilbage på hans finger. Den ring, der symboliserer hans plads i familien. Fedekalven, som var gemt til en helt særlig anledning slagtes, for nu skal der være fest. Sønnen var vendt hjem.

Så bliver det ikke større!

Det med at løbe, når man er voksen, det er noget vi har fundet på. Så igen er det sådan, at de der hører historien spidser ører. En voksen, der løber. Det sker bare ikke, fordi det er uværdigt. De fanger at faderens glæde over at se sin søn igen, er så stor, at den bare ikke kan tøjles.

I det gule murstenshus i nr. 49, tror jeg ikke, at der går en fedekalv, og jeg er ikke sikker på, at der bliver sat en ring på min finger, hvis jeg går ind ad indkørslen. Jeg mener heller ikke at jeg sådan lever et liv fyldt med udskejelser, eller at jeg har betragtet min far som død. Men jeg er helt hundrede procent sikker på, at træder jeg ind ad døren, så bliver jeg mødt med åbne arme og stor glæde.

Jeg ved, hvad det betyder for mig, at vide, at der et sted, hvor jeg er så velkommen. Det gælder både i nr. 49 oppe i Nordjylland og det gælder hos min himmelske far.

Sikke en glæde.

Nå ja, så gælder det i øvrigt også for dig. for dette er en fortælling Jesus giver til toldere og syndere, og så skal vi i dag forstå, at så er det virkelig for ALLE.

Amen.

Gud er min styrke

Ved dagens gospelgudstjeneste med gospelkoret Nardus taler jeg ud fra en af de mest kendte beretninger fra bibelen, nemlig “Vandringen på søen.” Læs den evt. selv i Matthæusevangeliet kapitel 14, 22-33.

Denne bemærkelsesværdige historie bruges til at tale om, at turde være i livets storme, også selvom vores tro måske ikke helt rækker til.

Gud kan være vores styrke, der hvor vi ikke selv er i kontrol.

Du kan høre mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der næsten altid er lidt afvigelser mellem den skrevne tale fra forberedelsen, og den tale, som faktisk holdes under gudstjenesten i kirken. I dag er ingen undtagelse fra det.

Talemanuskript i PDF-format

1 af 6

Prædiken søndag d. 24. marts 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matt 14,22-33. Gud er min styrke. Gospelgudstjeneste med Nardus.

I dag har vi en af de mest kendte bibelske beretninger foran os. Vandringen på søen.

Det påstår jeg, at den er, fordi jeg ofte i mødet med nye mennesker, f.eks. til fester, når jeg siger, at jeg er præst, tit får spørgsmålene, som tilsyneladende optager vi mennesker mest. Nå, så du tror altså på, at Jesus lavede vandet til vin, og han gik på vandet?

Det korte svar er, ja. Det tror jeg på. Når man ser på nogle af de andre mirakler, som bibelen fortæller os skete omkring Jesus, så er vand til vin, og at Jesus går på vandet, nærmest i kategorien af bagateller. Men derfor kan der godt være livsvisdom og tro, sådan en historie.

Bibelen er fyldt med historier, som vi måske ved første øjekast ikke lige forstår. Det er her vi skal huske, at biblen er en utroligt kompleks bog, og de historier, som for så mange år siden blev udvalgt til at være med i den, er der fordi, de har noget at sige mennesker, den dag i dag. Det er i hvert fald min påstand.

Så spørgsmålet er om om du nu vil med ud og sejle? Jeg tør godt garantere, at du ikke bliver søsyg.

Jesus har undervist rigtigt mange mennesker, og nu er han ganske enkelt træt, så han sender skarene bort, for at gå op på et bjerg, for at bede.

2 af 6

De tolv mænd, som følges med ham, disciplene, sender han i fiskerbåden om på den anden bred af søen. Der vil han møde dem igen.

Blandt disse disciple, er der fiskere. Det er altså mennesker, som er vant til at sejle, og de kender søen, som deres egen buskelomme.
Det er her flere af dem er vokset op, og de har sejlet siden de var børn.
Med andre ord, det ved hvad de laver. Især Peter, som vi hører om i historien i dag, er en mand, som har styr på det hele. I hvert fald når det kommer til det med sejlads og fiskeri.

Måske har han i virkeligheden ikke så meget styr på alt det andet, som han gerne vil have. Der ligner han i virkeligheden mange af os.

Vi lever ofte i blind tillid til, at bare vi har styr på det hele, så kan vi klare alt, hvad livet byder os. Der er styr på banken, forsikringerne, hjemmet, vores forhold, alle de store linier er tegnet op. Vi er ressource stærke mennesker. Vi skal nok klare det.

Naive, som vi nogen gange er, så tror vi, at så længe vi har styr på det hele, så bliver er aldrig sådan rigtigt stormvejr i vores liv.

Sådan fungerede jeg, da jeg var ung. Jeg har styr på det hele, så jeg kan klare alt!
Min skuffelse var enorm, da livet lærte mig, at det var en meget fejlagtig antagelse.

3 af 6

Peter var den uofficielle leder af disciplene, og meget ofte er det ham, som nævnes i de bibelske beretninger. Han er den der går forrest, og meget ofte er han også lidt hurigt til overfor Jesus, at fremhæve sig selv.

Det bliver faktisk Peter, der i påsken kommer til at fornægte ikke mindre end tre gange på en enkelt aften, at han overhovedet havde noget med jesus at gøre.

Peter har dog et stort mod.

Båden arbejder i bølgerne, vejret er hårdt og vinden er i mod, så båden krydser sig frem over søen. Ude på siden midt om natten, der råder mørket. Der har ikke været noget lys, så fornemmelsen af at være på en båd, der virkelig arbejder i vandet, er fornemmelsen af at båden drives frem i blinde og frem mod intetheden. Det er en lidt speciel fornemmelse.

Og helt specielt har det været, da de har set en skikelske komme gående på vandet hen mod båden. De tolv barske mænd blev skrækslagne og troede, at det var et spøgelse. Dette var ikke deres mest stolte og mandige øjeblik. De skreg af frygt!

Jesus ser deres frygt, og siger straks. Det er mig, frygt ikke. Det siger han rigtigt mange gange gennem de mange historier, vi har om ham.

Peter er måske den, der er allermest bange, og det står han ved. “Herre, hvis det virkelig er dig, så befal mig, at komme ud til dig på vandet!”

Det blæser stadig, bølgerne er store, og mørket gør det svært at se.

4 af 6

Jesus siger bare: “Kom!”
Peter træder ud af båden. Han ved at Jesus venter på ham. Her synes jeg faktisk at han er temmelig modig.

Han begynder at gå hen mod Jesus.

Her er en væsenlig pointe i historien. Vi får lov, at høre om en Jesus som kommer til mennesker, i mørke og i modgang. En Jesus, som giver sig til kende, da de er allermest skrækslagne og er mere mus end mænd.

Vi ser en Jesus, som beroliger dem. Det er mig, vær ikke bange.

Vi oplever en Jesus, der inviterer Peter ud af sin komfortzone, for at vise ham, at der er mere i livet, end han umiddelbart kan se.
Jesus ønsker at være sammen med Peter når han er allermest urolig, men faktisk også når han er allermest tvivlende.

For ganske vist går Peter på vandet. Det går ganske fint, indtil han kommer til at se, hvor dybt vand han egentlig har bevæget sig ud på. Da han så, hvad han havde gang i, og mærkede stormen, blev han igen bange og han begyndte at synke.

Han rækker hænderne frem mod Jesus og skriger: “Herre, frels mig!”

Jesus rækker straks hånden ud og griber ham.

5 af 6

Det vi skal se her er, at Bibelen giver os en historie, hvor vi skal høre, at jesus griber os, når vi er ude på dybt vand og når det stormer omkring os.

Han vi være sammen med os, ikke bare når vi er polerede og fine, men sandelig også gennem livets storme, hvor vi kommer til at afsløre vores sande jeg.

Han griber Peter.

Han bebrejder også Peter, at han mangler lidt tro. Dette er ikke en bebrejdelse over, at han beder Jesus forsikre ham om, at det er ham. Men det er en undren hos Jesus over, at han, når han først er gået ud på vandet, kommer til at tvivle på, at Jesus ikke skulle kunne gøre det muligt, for Peter gå i stormen sammen med ham.

Når det kommer til stykket, har Peter stor tro. Han tør gå ud i stormen, fordi han tror at Jesus er der i mørket og i stormen.

Det løfte tror jeg også er givet til os, at når vi er ude, hvor vi mister kontrollen og ikke kan bunde, der er Gud også. Jesus viser det ved at være på vandet i mørket og i stormen. Selv der hvor vi, ligesom Peter, ikke kan finde ud af at holde fast i troen på det, da rækker han hænderne frem og griber os.

Jo, det tror jeg faktisk på. Og så håber jeg på, at jesus griber mig, for jeg ved at han rækker armene frem mod mig.

På den måde er Gud min styrke.

6 af 6 Amen