Denne søndag, er der gudstjeneste og julefest, for alle aldre.
Det er Maria Bræstrup Aaskov, der taler om det med at få gæster.
Inden du lytter til talen, kan du med fordel se denne gamle reklame for kaffe.
https://www.youtube.com/watch?v=TSteSdBUc1g
Du kan høre talen her:
I fredags det Black Friday. Det er der vist ikke nogen, som ikke har fanget. Hvad knap så mange ved, er, at i dag er sidste søndag i kirkeåret.
Vi fokuserer på de sidste tider, hvor Jesus kommer igen som konge og holder dom over verden. Nogle skal til den ene side, og nogle til den anden. Umiddelbart lyder dette særdeles ubehageligt, men hvad nu, hvis det er en god ting? Hvad nu, hvis det faktisk er noget, man kan glæde sig til?
Du kan høre mere her:
Du kan også læse talen her. Der er altid lidt forskel på det skrevne ord fra forberedelsen og den tale, som faktisk holdes under gudstjenesten.
1 a f 4
Prædiken søndag d. 26. november 2016.
Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matt 25,31-41.
Fredag var det Black Friday. Det er der vist ikke nogen, som ikke har fanget. Hvad knap så mange ved er, at det i dag er sidste søndag i kirkeåret.
I dag fokuserer vi på de sidste tider, hvor Jesus kommer igen som konge og holder dom over verden. Nogle skal til den ene side, og nogle til den anden. Umiddelbart lyder dette særdeles ubehageligt, men hvad nu, hvis det er en god ting? Hvad nu hvis det faktisk er noget man kan glæde sig til?
Men føst, så lad os tænke tilbage i tiden.
Jeg vil have dig helt tilbage til din folkeskoletid og tiden lige inden eksamen i niende klasse.
Tanken om at skulle ind til bordet med det grønne klæde og trække spørgsmål, forebrede sig, være til eksamen, og endelig blive bedømt og få sin karakter. Det er er ikke nødvendigvis gode minder.
For det er trods alt de færreste af os, som synes at det er fedt, at blive stillet til regnskab for de bøger, vi aldrig lige fik læst. Det er heller ikke fedt, at skulle til eksamen i fag, hvor vi ved, at her har vi huller i vores viden.
Men omvendt, så er det jo knapt så belastende at skulle til eksamen i ynglingsfaget. Der, hvor man har styr på alt. Faget, hvor man har læst ekstra bøger, og føler sig rigtigt
2 a f 4
godt rustet. Der kan det ligefrem blive en fest, at skulle ind og blive bedømt.
Selvom de fleste af os tænker ikke særligt positivt om eksamen og bedømelse, så kan vi vel næsten blive enige om, at det er rimeligt nok, med en eller anden form for undersøgelse af, om man har styr på det.
Det er f.eks. rimeligt nok, at man skal til køreprøve inden man slippes løs i trafikken i en bil.
Verdensdommen er en slags eksamen. Og sandheden om verdensdommen og sandheden om eksamen er, at der jo er et liv bagefter. Livet går videre, selvom man kan tænke, at det gør det ikke.
Når Jesus kommer igen og holder dom, er det en god ting. Her sidste søndag inden advent begynder, minder vi hinanden om at advent på én gang er glæden over at Jesus kom til jord, og dermed er advent optakt til jul.
Advent er også knyttet til håbet om, at Jesus faktisk ikke er færdig med os. Vi tror og håber at han kommer igen, og vi får lov at se kærligheden for alvor få magt i verden.
Det er en god ting, for så betyder det enden på alle de problemer, som vi tilsyneladende ikke er i stand til at løse.
Slut med os og dem, flygtningestrømmen får en ende, sult ophører, freden indfinder sig, våbenene bliver tavse, undertrykkere sætter fri, menneskelige relationer går ikke i stykker, de fattige får det de har brug for, voldtægt og sexuelt misbrug er en saga blot, lyset vinder endeligt over
3 a f 4
mørket. Verden bliver et paradis, som det var tænkt til at blive fra begyndelsen.
Og ja, som Matthæusevangeliet fremstiller det her i kapitel 25, så skal der være en udvælgelse. Jeg er ikke sikker på, at det er udvælgelse der går på, om man har læst og forstået bibelen rigtigt, om man synger med på slamerne, eller synger gospel, om man kommer i Metodistkirken eller folkekirken, om …
Dette er ikke en test.
Det er retfærdighed på Guds måde.
Når vi tænker på verdensdommen, er det væsentlig at huske på, at Jesus er verdens frelser. At det var ham, som gav sig selv på et kors. At han døde og opstod igen for en gang for alle at gøre op med denne verdens synd. Synd er som bekendt det, der skiller mennesker fra Gud, men det er der gjort op med. Jesus har taget en for holdet.
Gud tvinger ikke nogen, som ikke ønsker det, til at være sammen med ham i kærlighedens rige, derfor er der to veje at gå.
Jesus siger: “Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for Jer, siden verden blev grundlagt.”1
Han fortsætter, for I gav mig noget at spise, I tog i mod mig, I klædte mig. Måske har vi ikke lige stået ansigt til
1 Matt 25,35
4 a f 4
ansigt med Jesus. Men det vi har gjort med et andet menneske, har vi gjort mod ham.
Jesus taler om almindelig næstekærlighed, ikke om “Mother Theresa agtig” adfærd, men om almindelig medmenneskelig adfærd, hvor vi alle sammen kan være med.
Det er Guds ønske og drøm for os, at vi må være med.
Jeg glæder mig til at stå ansigt til ansigt med Gud. Jeg har selvfølgelig sommerfugle i maven, som var det en eksamen, men det er det jo ikke.
Det er Guds kærlighed i fuldt flor. Det er lyset, som vinder over mørket.
Black sunday bliver til happy monday and blessed eternity.
Amen.
Vi lever i en x-factor-kultur, hvor vi langsomt har vænnet os til, at nogle bliver udvalgt – og at andre som den naturlige følge heraf bliver fravalgt. Det er fedt at føle sig særligt udvalgt. Men følelsen af at blive fravalgt, måske endda gang på gang, kan gnave i vores sjæl og æde vores følelse af værd.
Gospelkoret Emmaus og præst Thomas Risager fortæller historien om at være særligt udvalgt af Gud. Ikke på grund af noget du kan eller gør, men ganske enkelt fordi, du er DIG. DU er et værdigt menneske. Også selvom du måske ikke altid selv kan mærke det.
Hør mere her:
Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der ofte er lidt forskel på det som er planlagt i forberedelsen, og det som faktisk siges under talen i gudstjenesten.
1 a f 5
Prædiken søndag d. 19. november 2017.
Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Chosen – Særligt udvalgt. Gospelgudstjeneste med Emmaus. Tekster: 1. Mos 1,1-3+26-30.
Gimmick: Pas med spejl, som billede
Alle os, der ikke er superstjerner med en bold, kan tænke tilbage på skoletiden. Det var en førstevælger og en andenvælger, og så blev klassekammeraterne ellers udvalgt én for én. Der blev tænkt nøje over, hvem man skulle have. Svend kan løbe hurtigt. Hvis ellers Kirsten tager det flade boldtræ, så rammer hun hver gang….
Kammerat efter kammerat blev taget og og til sidst blev der sagt… ok, vi tager Thomas.
Videre frem i livet, oplever man, at de andre finder en sød kæreste, de bliver færdige med at læse og lander det ene fede job efter andet, mens man selv er evighedstudent, på udkig efter den rette hylde i livet.
Når man følger gamle klassekammerater på Facebook eller ser hvad de spiser på Instagram, så smager endnu en færdigret fra Fakta, ikke videre godt.
Vi kan ikke lade være med, at sammenligne os med hinanden, men vi glemmer ofte, at den dag vores venner på Instagram sidder på den lokale grillsnask, fordi de ikke orker at lave mad, der ser vi intet opslag. Vi flasher nemlig aldrig vores liv, når det er helt almindelig kedelige leverpostejsdage eller når der er pomfritter med remoulade i bakken.
2 a f 5
Det skal vi huske når vi sammeligner hinandens perfekte liv, som kan få os til at føles os helt bagud i forhold til alle de andre.
Vi sammenligner os sjældent med virkeligheden, men med en opstyltet iscenesættelse.
Hvis vi er mere end, dem vi er på de sicoale medier, hvem er vi så?
Vi har et pas, og der står sort på hvidt, hvad vi hedder, hvor høje vi er, om vi er mand eller kvinde, hvor vi er født.
En del af os har en profil på Facebook. Her kan man se de mest flatterende billeder vi har af os selv. Nogle af os praler ligefrem med vores børn, og vi husker at tage billeder og skrive om det, når vi er med til noget fedt. Som her i aften f.eks.
Vi har alle sammen familier, nogle har meget med dem at gøre, mens andre har det stik modsat. Men vores familier udgør vores baggrund. Vi har nogle gener og noget miljøarv med os. Også selvom det måske er noget, vi mest af alt ikke ønsker at slæbe med os.
Vi har også evner og kundskaber, som vi kan bruge til at sælge os selv på arbejdsmarkedet. Nogle af os har tætpakkede CV, hvor vi ikke holder os tilbage med at fortælle om alle vore fortræffeligheder. Vi gør os så lækre, som vi kan blive.
Nogle af os er så heldige at vi også kan smykke os med titlen: far, mor, onkel, tante, bror, søster, mormor,
3 a f 5
farmor…. Nogle af os synes alt i livet er helt vildt fedt lige nu. Andre synes, at glæden og lyset er langtlangt borte.
Vi er egentlig så utroligt meget. At sige kort, hvem vi er, tror jeg ikke kan lade sig gøre.
Vi lever i en kultur, hvor vi på mange måder konkurrerer mod hinanden. På den ene side, elsker vi det, men vi på den anden side frastødes af det. Vi følger med i store tv- shows, hvor mennesker sorteres fra, for der skal findes en vinder. Det er programmer som x-factor, Vild med Dans, Robinson, Bagdedysten, hvor en af Emmaus- sangerne faktisk er med. Hele tiden sker der en udvælgelse. Det er fedt at blive valgt, knapt så fedt at blive vraget. Det er underholdning, men de føles ogs som virkelighed for rigtigt mange mennesker.
I bibelens univers findes Facebook, Instagram og x-factor ikke. Af gode grunde selvfølgelig, det var jo ikke opfundet. Men der er en helt række historier, som siger noget helt grundlæggende i forståelsen af, hvad et menneske er. Jeg vil vove den påstand, at der er noget i det, som vi kunne bruge.
Det første vi skal have fat i er selve skabelsesberetningen. Bibelens historie om, hvordan vi mennesker er blevet til.
Gud skaber mennesket. I sit billede skaber han os. Som mand og kvinde skabes vi.1 Vi ligner altså Gud, og sikke en mangfoldighed, vi er jo langt fra ens. Men vi er fælles
1 JF. 1. Mos 1,27
4 a f 5
om at være skabt i Guds billede. Det handler ikke om, hvad vi kan, men om den vi er.
I bibelen gør Jesus meget ud af at forklare mennesker, at Gud er en himmelsk far.
Hvis Gud er en himmelsk far, må vi altså være børn. Jeg ved godt, at mange af os er voksne, men vi er stadig nogens børn. Vi er også Guds børn.
Hvordan er det med børn. Elsker forældre dem, fordi de er gode til at spille harmonika? Eller bliver valgt først i, når der skal vælges hold til rundbold?
Nej, børn er elsket, alene fordi de er til. Børn er elsket for dem, de er, ikke for det de kan!
Bibelens univers er ikke historier fyldt med mennesker, som har styr på alting, mennesker som spiser rigtigt, motionerer rigtigt, mener alle de korrekte ting. Her afløser den ene historie om uperfekte menesker den anden.
Der er mennesker, som Moses, Abraham, som er i Bibelens univers er stampersoner til os alle. Vi har de tolv disciple, som blev enormt vigtigt for Jesus og den første kirke. Fælles for dem alle er, at de gang på gang ikke forstår, hvad der foregår omkring dem. Men også at der gang på gang fortælles en historie om at Gud vil dem, og ikke vender dem ryggen, selvom de ikke er videre perfekte. Gud bruger uperfekte mennesker.
Gud er der, ikke fordi de har vundet noget som helst, ikke fordi de synger godt, ikke fordi…. Vi er skabt af Gud og Gud har allerede udvalgt os til at være elsket. Han vælger ikke nogen fra, men vælger alle til.
5 a f 5
Du er udvalgt – bare fordi….
Hvordan ser sådan et udvalgt uperfekt menneske ud?
Sådan et menneske, der er elsket alene fordi det er til, og er udvalgt.. Hvordan ser sådan et menneske ud?
(Spejlet holdes frem!) Amen.
Scene i en helt almindelig familie:
Er alle klar?
Ja!
Godt så kører vi!
Nej, vent lige. Jeg skal lige finde …
Vi er ikke altid så klar, som vi tror vi er. Ved dagens gudstjeneste jeg, over en bibeltekst fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus gør det klart, at det er vigtigt at være klar, for vi ved ikke, hvornår Gud pludselig viser sig vores liv, og så er det lidt dumt, at man lige skal …
Hør mere her:
Du kan også læste alen her. Bemærk, at der ofte er små afvigelser mellem det planlagte manuskript og den faktiske tale, som blev holdt i kirken.
1 a f 4
Prædiken søndag d. 12. november 2017.
Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matt 25,1-13.
Er alle klar til afgang kl. 10?
Inden jeg går videre, skal jeg lige nævne, at det eksempel, som kommer her er opdigtet og ikke har nogen som helst lighed med min egen familie. Det er et udtryk for fri fantasi.
Ja, siger både, mor, far, barn 1 og barn 2. Alle er klar til afgang i god tid inden kl. 10.
Faderen læser avis, og skal lige have 2 sektion med. Han kan lige nå det.
Moderen har en deadline på jobbet, som lige kan presses ind inden kl. 10. Det vil være så godt, at være fri for at tænke på det.
Barn 1 skal lige se en Youtube-video færdig, mens barn 2 lige klarer sine streaks på snappen.
2 minutter i afgang, råber faderen, så er der afgang. Men han skal lige tisse af, børste tænder og lave sig en kop køre-kaffe. Konen mangler lige og uploade noget, barn 1 og barn 2 kommer i tanke om, at de lige skal have lidt mad med og foresten er opladerene til telefonerne væk.
Nu er det et tænkt eksempel, men er der nogen der kan genkende det?
2 a f 4
Alle gav udtryk for, at være klar, men da det kom til stykket var der ingen, som var klar.
Jeg fortæller selvfølgelig den historie, som en optakt til en snak om Matthæusevangeliets kapitel 25, som vi har foran os i dag. Det store tema i dag er spørgsmålet om du er klar?
Det som vi skal være klar til, afspejler sig i, hvor vi er henne i kirkeåret. Det lakker mod enden, og snart er det første søndag i advent, hvor vi glæder os over, at Jesus kom til jord og håber på, at han en dag faktisk kommer igen. Så skal denne verdens lidelse og uretfærdighed få sådan en på hatten, at kærligheden skal for alvor få magt verden. Alt det onde skal elskes godt.
Vi skal helst opdage det, når han kommer igen. Derfor handle tro også om at være klar.
Kapitel 25 i Matthæus rummer i slutningen afsnittet om verdensdommen. Mange skælver lidt ved den ide, at Gud skal holde dom.
Men det er jo en god ting, fordi vi får lov at se retfærdigheden vinde den endelige sejr. Det er sådan set det, vi længes efter. En verden, som udelukkende er god.
Vi har intet at frygte.
I evangelierne ser vi en eskatologi, som præger opfattelsen i den første kirkes liv. Eskatologi er læren om verdens ende, og Kristi genkomst.
3 a f 4
Baseret på de ting, som Jesus har sagt. Bl.a. denne tekst om de ti brudepiger, så regnede man med, at Jesus ville komme igen. Det kunne være i morgen.
Det har vi som bekendt ventet på i nogen tid, men hele kapitel 25 handler om at forberede mennesker til, at nu kommer dagen, hvor Jesus kommer igen.
Ordet brudgom er et billede på Jesus og bryllupssalen er et billede på himmelen.
Tankegangen i al kristen tro er, at der kommer en dag, og vi ved ikke hvornår det er, hvor vi skal være klar. Det handler også o, at kunne se Gud, i de glimt, vi får lov at opleve ham i vores liv.
Det gælder både den store fortælling, hvor Jesus kommer tilbage, men det gælder også den dag, hvor vi har taget vores sidste åndedræt på jorden og der den, der står ved døren til bryllupssalen.
Vi ved ikke hvornår det er.
Hvad skal du nå at have på plads, for at du er virkelig klar?
Jeg mener spørgsmålet helt alvorligt. Er du klar? Hvis ikke du er klar, og hvem af os er egentlig det?
Så er kirken her faktisk et sted, hvor vi med alt hvad vi gør, forsøger at være at klart budskab om Guds kærlighed, og det budskab, hvad enten, det er i ord eller handlinger, er et budskab, som har det sigte, at lade
4 a f 4
mennesker vide, opleve, tro og håbe at Guds kærlighed gælder lige netop dem. Vi prøver på at træne opmærksomheden mod Guds kærlighed, så vi opdager det, når den er lige for næsen af os.
Vi udruster hinanden til at have olie på lamperne, sådan at vi hver især er klar.
For dagen kommer, før vi aner det. Er du klar?
Amen.
De amerikanske skikke omkring Halloween med udskårne græskar, uhyggelige udklædninger og “slik eller ballade” ser efterhånden ud til at være kommet for at blive – også i Danmark. Men vidste du, at det herhjemme faktisk hedder Alle Sjælesaften d. 31. oktober og Allehelgen d. 1. november?
Første søndag efter Allehelgen,altså i dag, er den dag, hvor vi mindes de døde, som mangler i vore liv. Vi nævner dem ved navn og vi tænder lys for dem. Allehelgen er også dagen, hvor vi indser, at livet er større end døden. Guds kærlighed og nåde er på spil, og det gør, at døden kan blive til liv.
Hvis du ønsker, at et menneske, du savner, bliver nævnt i gudstjenesten, er du meget velkommen til at skrive det til Thomas Risager. Det betyder ikke noget om vedkommende var medlem af kirken eller ej. Hvis det er et menneske, som du savner, deler vi gerne savnet med dig.
Ud over at mindes dem, der gik forud for os, har vi på søndag også den store glæde at kunne holde fest og fejre hele to nye liv. Vi skal nemlig døbe Malene Damm Priess’ dejlige tvillinge-piger, og det endda på deres et års fødselsdag.
Thomas Risager taler over temaet sammenhængskraft.
Du kan høre talen her:
Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der ofte er forskel mellem det skrevne manuskript og den tale, som faktisk bliver holdt.
1 a f 5
Prædiken søndag d. 5. november 2017.
Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.
Tekster: Matthæusevangeliet 5,3-12. Allehelgen
Flere gange har jeg hørt polikere udtrykke bekymring for sammenhængskraften i samfundet. Det er et ord, der brugers om forskellige grupperingers, eller klassers tilknytning til fællesskabet.
Som borgere i dette land hænger vi sammen. Det gør vi på tværs af etniske, politiske og økonomiske skel. Sammen udgør vi Danmark. Vi har et rødbedefarvet pas med Jellingstenens Jesus på den allerførste side.
Jesus taler ofte om det med at høre til i et rige, for som han siger: “Guds rige er kommet nær!”
Det er ikke et rige, som er defineret at grænser, eller som udsteder et pas. Det er ikke et rige for mennesker, som er født på et bestemt sted, eller for mennesker, der tænker ens om alt muligt. Her er det ikke væsentligt om du er socialdemokrat eller stemmer på Dansk Folkeparti. Her er det ikke væsentlig om du er rig eller fattig, om du er mand eller kvinde, om du er lykkelig eller ulykkelig.
Jesus taler også om et rige, som ikke defineres af de succesfulde, af de som hele tiden er på TV, eller af dem, som alle andre tilsynelandende lytter til.
Maria læste et styke fra Bibelen fra os, og det siger os her del om, hvem vi er Guds øjne. For i Guds øjne ser vi ganske anderledes ud, end verden ser os.
2 a f 5
De ting, vi tillægger værdi og tilskriver succes, er helt anderledes I Guds øjne.
I dag har vi indledningen til Bjergprædikenen foran os.
I den, Matthæusevangeliets kapitel 5,6 og syv finder vi nogle af de allervigtigste ting, Jesus har sagt.
Hvis du vil vide, hvad jesus står for, og hvad hans mærkesager er, så kan jeg anbefale at læse bjergprædikenen.
Jesus siger: “v3 »Salige er de fattige i ånden,
for Himmeriget er deres.
v4 Salige er de, som sørger,
for de skal trøstes.
v5 Salige er de sagtmodige,
for de skal arve jorden……” og sådan gentages
salige er de… en her del gange.
Salige er et ord, som vi ikke længere bruger så meget.
Disse ord er oprindeligt formuleret på græsk, som er Det
Nye Testamentes originalsprog.
En mere korrekt oversættelse af ordet er, at man siger
rodfæstet i stedet.
Disse mennesker, som Jesus fremhæver, er mennesker,
som ikke er rodfæstede i de ydre ting, som verden
tillægger stor værdi.
De er rodfæstede i indre værdier, uafhængige af det som
ses af andre eller efterstræbes af andre.
3 a f 5
De er som salmernes Bog siger det, som et træ, der er
rodfæstet ved bækken. Det bærer meget frugt, fordi
deres rødder når dybt og holder det fast, når det blæser.
Ser du, Guds rige lader sig ikke begrænse, af de ting,
som vi kan forestile os.
Guds rige er et kærlighedsrige, som overskrider alle
grænser, vi overhovedet kan komme i tanke om.
Det er et rige, hvor alle er velkomne og man kan være
den man er.
Der er helt andre værdier på spil, end i denne verden,
hvor det ydre og overfladiske i den grad hyldes. Her
handler det om at være rodfæstet. Rodfæstet i Guds
kærlighed.
I Guds rige er vi rodfæstet i Gud. Det er ham vi er
forbundet med. Vi har lige set et, eller rettere to, meget
stærke eksempler på det, da vi døbte Klara og Viola. Vi
døber dem, fordi vi ankerkender at de tilhører Guds rige,
for det er de også en del af.
Guds rige er man en del af, før man fødes og længere
end livet. For Guds rige begrænses ikke af, hverken
fødsel eller død.
I dag fejrer vi livet, og er taknemmelig over at vi kan døbe
to dejlige piger. Men vi rammes også af, at på festdage
som denne, bliver det klart at der er nogen, som mangler
blandt os.
4 a f 5
Der er menneske blandt os, som fester og sørger på
samme tid, fordi i dag også er dagen, hvor vi mindes de,
som er døde.
Vi mærker savnet og sorgen over dem, og måske indser
vi, at selvom de er døde, så påvirker det forhold, vi har
haft til dem stadig vores liv. De betyder stadig noget. Vi
hænger også sammen med dem.
Måske kan det være en trøst, at Jesus taler om at de
saliges løn er stor i det himmelske, i Guds rige.
Jesus taler om Guds rige, som et sted, der ikke
begrænses af liv og død. Han kalder os til et håb, om at
vi en dag skal ses med alle de, som er gået foran os til
Guds rige. En dag skal vi opstå til nyt liv sammen med
ham.
Et liv, som Åbenbaringen i Bibelen omtaler således:
Nu er Guds bolig hos menneskene,
han vil bo hos dem,
og de skal være hans folk,
og Gud vil selv være hos dem.
v4 Han vil tørre hver tåre af deres øjne,
og døden skal ikke være mere,
ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være
mere.
Thi det, der var før, er forsvundet.1
I Guds rige er sammenhængskraften Guds uendelige
kærlighed, som er stærkere end alt andet. – Selv døden.
Og den kærlighed gør at vi hænger sammen i livet og i
døden.
1 Åb 21,3b-4
5 a f 5
I dag vil vi mindes:
Sigrid Juul
Antonio Ribeiro
Elin Askholm Carlsen Hans Otto Hansen
Marie Nordtorp Bendixen Kaj Vilner Priess
Aksel Thorsen
Jens Christian Rønning Villy Kähne
Kurt Kristiansen
Gospelmeditation giver dig:
– tid til at være
– tid til at drømme
– tid til at lytte
– tid til at tænde lys
– tid til at mærke efter
– tid …
I dagens anledning fjerner vi de fleste stole, så tag pude/tæppe/liggeunderlag med og gør dig klar til en rolig aften. Der vil dog være stole til dem, der foretrækker det.
Thomas Risager taler over aftenens tema Grateful. Taknemmelighed.
Du kan høre talen her:
Du kan læse talen her. Bemærk dog, at den tale som faktisk blev holdt, kan afvige noget fra det planlagte manuskript.
1 a f 4
Prædiken søndag d. 29. oktober 2016.
Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Fill 4,4-7.
Gospelmeditation: Grateful
Som barn hørte jeg tit min gamle mormor sige, at taknemmelighed er en dyd.
Som så mange ordsprog, man hører som barn eller som som ung, så går det bare ind af det ene øre og ud af det andet, for så først at vende tilbage i voksenlivet.
I mit arbejde som præst, har jeg nogen gange det privilegium, at få lov at tale med mennesker, som godt ved, at deres tid i livet er ved at rinde ud.
Jeg hører ofte, ældre menesker sige, at der er så meget at være taknemmelig for. Ofte siger de det i situationer, hvor jeg som udenfortstående ikke helt kan forstå, at de der hvor de er, lige nu, har overskud til at tænke over ting i livet, de er taknemmelige for.
Jeg oplever ofte, at de småting, i min tilværelse, eller på mit job, som ikke lige går som smurt i olie, kommer til at irritere mig forholdsmæssigt meget.
Det er så let, at lade sig irritere over småting, som i det store billede, i virkeligheden kun er småting.
Kender du det med, at der skal ti gode ting til at opveje, en dårlig?
Måske hænger det sammen med vores kultur, hvor vi har fået givet os selv, den forståelse, at alting skal være
2 a f 4
perfekt, karakteren skal være tolv, tøjet skal være en bestemt slags, og mobilen kan kun være en dyr smartphone, at det, som ikke er helt perfekt, ikke bare er godtnok, men faktisk opleves som noget rigtigt skidt.
Kun det perfekte er god nok.
Næste spørgsmål bliver så: “Hvem af os er perfekte?” Jeg kan sige med det samme, at det er jeg ikke.
Jeg kan ikke se, hvad du tænker om dig selv, men jeg tvivler på at ordet perfekt, er det meste dækkende ord i din egen beskrivelsen af dit liv.
Livet er jo ikke perfekt. Faktisk er det langt fra perfekt. Men det er ikke det samme, som at der ikke kan være ting at være taknemmelig for i livet.
Efter de mørke dage skinner solen jo.
Uvejr har det med at gå over. Det er urimeligt træls at være i dem, men det går over.
Nogle af de første kristne blev rådet til at glæde sig. “Glæd Jer altid i Herren. Jeg siger atter, glæd Jer!”1
Det er ikke en opfordring til tankeløs lalle-glæde. De ord er sagt i ind i en kultur, hvor det at tro på Jesus ikke bare var lidt anderledes, men også faktisk noget man kunne blive forfulgt for. Det kunne koste én alt at tro, men opfordringen lyder helt klart, at bede Gud om hjælp, ved også at sige tak.
1 Fill4,4-7.
3 a f 4
Filipperbrevet skriver: “v6 Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. v7 Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus.”2
Der er intet af det, som vi har i vores liv, der er godt, som giver sig selv. I vores, på mange måder priviligerede kultur, er det så utroligt let at glemme.
Bibelens tekster og kristendommens opfordring til taknemmelighed, er formet i en tid og på et sted, hvor man levede af naturens gaver, og derfor var sårbare overfor de udsving, som nu en gang er i naturen. Der er ingen, der lover, at det lykkes at få en høst i hus. Og man har oplevet, at der er knaphed, så glæden over, at have, når man havde, var stor. Man var taknemmelig for ting, som vi vil tage for givet.
Hos os er det lidt anderledes. Der er det nærmest en rettighed, at livet flasker sig for os, og vi bliver personligt fornærmede, når vi oplever, at det går skævt.
Vi glemmer at livet og glæderne i det, er gaver, som vi dybest set ikke kan sige, at vi har ret til. Man har ikke ret til en gave, men det er dejligt at få den.
Taknemmelighed fylder nok ikke så meget i vores almindelige dagligdag, og dog!
2 Fill 4,6-7.
4 a f 4
Noget af det første, vi lærer vores børn, er at bruge ordet tak. Det er vigtigt for os, at de siger tak for mad, eller tak, når nogen giver dem en gave.
Måske er taknemmelighed alligevel en dyd.
Jeg har mange ting og mange menesker i mit liv, som jeg har stor grund til at være taknemmelig over. Er mit liv perfekt? Nej. Er mit liv uden problemer? Nej.
Men dybest set har jeg meget at været taknemmelig for. I aften vil jeg huske at sige tak til Gud for alt det.
TAK.
Kirkens faste medarbejdere holder efterårsferie i denne uge, men heldigvis er der jo også mange andre dygtige mennesker i og omkring kirken, så en gudstjeneste skal du ikke snydes for!
Temaet er “Gæstfrihed”. Det er Søren Jantzen, Christian Syversen og Julian Levin, som står for gudstjenesten, og alle tre kommer til at bidrage med en del af dagens tale, der giver forskellige vinkler og bud på hvad gæstfrihed kan være.
Du kan høre de tre talere her:
Der kommer en indbydelse med posten. Det er tid til en fest, og der er mennesker, som gerne vil have dig med til en væsenlig begivenhed i deres liv.
I dag er du inviteret med til en fest. Festen er en gudstjeneste, hvor Kirkebandet spiller god musik, og Thomas Risager taler om at være indbudt – ud fra Matthæusevangeliet kapitel 22,1-14.
Hør mere her:
Du kan også læse talen her. Bemærk, at der ofte er lidt forskel mellem det skrevne ord fra forberedelserne og den tale, som faktisk blev holdt i gudstjenesten.
1 a f 4
Prædiken søndag d. 15. oktober 2017.
Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matt 22,1-14. Barnedåb: Hampus Kronlund Brik.
Må jeg ønske Jer varmt velkommen i kirken.
Det har jeg sådan set allerede gjort én gang, men alligevel, så er det vigtigt for mig, for os, at du ved, at du er velkommen.
Laura og Nicolai har tænkt meget over dagen i dag og, jeg ved, at de er glade for at så mange af deres gæster faktisk kunne komme og være med til dåben. Når der sker store ting i vores liv, vil vi gerne dele dem med familie og venner. Netop fordi vi gerne vil, at I er vidner, men også at I ved, at I er vigtige for hinanden. Det er helt enkelt vigtigt, at I er med.
På de store dage i livet, er de venskabsbånd og slægtsbånd, som er i mellem os helt vildt betydningsfulde.
I dag fejrer vi også de bånd, som vi måske ikke så ofte tænker på, men som trænger sig på i tankerne ved de store begivenheder i livet. Nemlig båndet mellem Gud og mennesker – båndet mellem Gud og os.
For vi er inviteret, ikke bare til en dåb og en fest, men inviteret til at være i relation til Gud.Inviteret til at lade ham være en del af vores tilværelse.
Det kan selvfølgelig føles lidt akavet. Det sker jo man får en invitation til et eller andet, hvor man tænker, hvorfor er
2 a f 4
jeg inviteret til dette? Det kan jeg sket ikke forstå, så godt kender vi da ikke hinanden.
Det vil jeg sket ikke kunne føle mig hjemme i. Det er for mærkeligt.
I Matthæusevangeliet finder vi historien om kongen, som skulle have sin søn gift. En stor begivenhed, som han gerne vil dele med slægt og venner.
Kongen sendte tjenere ud for at kalde til fest. Vi skal lige huset at dette sker før Post Nords og før Facebooks tid, så dette var den smartes måde at gøre det på. Måske skal vi overveje om ikke det, at sende tjenere ud, faktisk er det smarteste i dag også?
Gæsterne ville ikke komme. Vi ved ikke hvorfor, men kongen sender et nyt hold tjenere ud. Men gæsterne havde så travlt med deres eget, at de bare gik til deres marker og forretninger. Enkelte blev så sure over invitationerne, at de ligefrem slog tjeneren ihjel.
Så sendte kongen sine tjenere ud til alle de almindelige mennesker – også dem hvor vejene ender. Udkantsdanmark ville vi nok sige. Men alle blev indbudt – både de onde og de gode. Med andre ord alle!
Det er en utrolig vigtig pointe, for bryllupsfest ligner jo Guds rige. Det er det, Jesus taler om, når han fortæller denne historie.
Det er sådan Jesus gør. Han fortæller historier om ting, som de alle sammen kan forholde sig til, men historiererne har alle et tvist, som gør at de også handler om noget helt andet samtidigt.
Historien om kongesønnens bryllup er ingen undtagelse.
3 a f 4
Du er indbudt til Guds rige.
Guds rige. Det kræver måske lidt forklaring.
Guds rige, er ikke som et rige med grænser og grænsekontrol. Der vil være enkelte af vore politikere, som ikke kan lide den tanke.
Når Jesus taler om Guds rige, så er det udryk for en anerkendelse af de bånd, som er mellem mennesker og mellem mennesker og Gud.
Med andre ord et fællesskab omkring det, at Gud på en eller anden måde hører med i livets ligning. Det fællesskab kan man ikke være for fin til eller for … hvad ved jeg … til. Alle kan være med. Alle er indbudt. Du er indbudt.
Måske husker du de sidste linjer af den tekst, Rune læste op og tænker på, at vi nok alle sammen skulle have taget lidt pænere tøj på i dag. Det er ikke hovedpointen i talen i dag, men I får alligevel et par ord om det.
Kongen går glad gennem bryllupssalen og hilser på alle sine gæster. Der er glæde og fest. Også hos en af gæsterne, som godtnok ikke lige er i bryllupsklæderne.
Kongen spurgte ham direkte: “Hvordan er du kommet ind uden bryllupsklæder?” Matthæus skriver han tav. Der er ikke noget godt svar.
Ved et bryllup på denne tid var det også almindelig praksis, at gæsterne fik bryllupstøjet udleveret ved ankomsten.
4 a f 4
Det handlede ikke om at det skulle være specielt fornemt, men det handlede om at ingen skulle føle sig udenfor. Ingen skulle føle sig for ringe.
Kongen ser en gæst, som mæsker sig i maden, men som ikke gør sig den anstrengelse at være den del af fællesskabet ved at iklæde sig bryllupstøjet. Han vil sit eget og ikke fællesskabet. På mange måder signalerer han, at han tror han er bedre end alle andre her.
Netop det, at være en del af noget større. At anerkende båndende mellem mennesker og båndet til Gud er væsentligt i denne historie om Guds rige. For det er i fælleskabet at Guds kærlighed bedst erfares og bedst udleves.
Lige netop det har den unge mand misforstået. Tonen i hele det nye tstament er, at han er velkommen igen en anden gang.
Siden tidernes morgen har denne festberetning været en historie om Guds rige. Et Guds rige, hvor alle er indbudt – både gode og onde.
En historie, som siger. Kom og vær med. Du har også plads ved bordet.
Varmt velkommen.
Amen!
Evnen til at kunne elske kommer af at være elsket. Når vi er elsket af Gud, er det altid hans kærlighed til os, som er først og størst. Dermed er fundamentet lagt for overhovedet at kunne elske. “First loved me” er temaet for søndagens gospelgudstjeneste.
Hør mere her:
Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der er afvigelser mellem det skrevne og det talte ord, som opstod i situationen.
1 a f 5
Prædiken søndag d. 8. oktober 2017.
Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: 1. Joh 4,7-12, 19.
Gospelgudstjeneste med Nardus: First Loved Me.
Vi er så heldige at leve i et land, hvor vi siger, at vi er kristne.
Med det mener vi, at vi lever i et kristent land, hvor der også er plads til at have et lidt distanceret forhold til det med tro. Hvem af os, har egentlig helt fuldstændigt styr på det?
Mon ikke de fleste af os, når det kommer til stykket, vil have en vis sympati for kristendommens kernebudskaber og mon ikke de fleste af os, synes at det her med næstekærlighed lyder temmeligt godt, ja ligefrem fornuftigt.
Kirken har prædiket næstekærlighed i knapt 2000 år, men når man kigger rundt i i verden, så kan man godt få den tanke, at det er et budskab, som ikke har sat sig helt vildt godt fast.
Jeg siger ikke, at I ikke hører efter, men jeg vil alligvel hævde, at der er et stykke vej at gå endnu, før vi kan sige at næstekærligheden for alvor rykker i verden.
Næstekærligheden er et af kirkens absolutte kernebudskaber.
Det var noget af det, som Jesus lagde allermest vægt på, og faktisk var det noget af det, som han gav sit liv for, at vi skulle fatte.
2 a f 5
Næstekærlighedens hensigt er større end blot, at det skal være dejligt mellem to mennesker.
Næstekærlighedens hensigt og Jesu formål med at give sig selv, er intet mindre, end at verden skal blive et bedre sted.
Selvom det er mange år siden, Jesus kom til jord, vil jeg hævde at de ting, han sagde og viste os, stadig gælder og stadig kan gøre vores verden bedre.
Men næstekærlighed, hvordan gør mand et?
Det er et godt spørgsmål, og som med mange gode spørgsmål, så er der ikke et simpelt svar.
Evnen til at kunne elske kommer af at være elsket! Du er elsket!
Måske har du aldrig tænkt, at du skulle være elsket af Gud. Det er måske heller ikke sådan noget, som mange af os går at tænker på, midt i hverdagens travle liv. Bare fordi vi ikke tænker på det, er jo ikke det samme, som at det ikke er.
I kirkens første tid, i det første 100 år efter Jesu opstandelse, gjorde man meget ud af at forklare kærligheden. Bibelteksten, som jeg læste, er et rigtigt godt eksempel på det.
Sagt ganske kort, siges der, at når vi er elsket af Gud, er det altid hans kærlighed til os, som er først og størst.
3 a f 5
Måske har du prøvet at være forelsket og have sommerfugle i maven.
Det kan være enormt usikkert, for man ved jo ikke, om man er den eneste, som har sommerfugle i maven. Hvad nu, hvis den man forelsker sig i, sket ikke gengælder de varme følelser?
Man tager sig sammen og siger, hvad man føler, eller man skriver det, og så er der lang ventetid.
Nu er ordene ude, og de kan ikke hænge i luften. Hvad siger hun til det?
Er min kærlighed gengældt?
Med Gud er det lidt på samme måde, og alligvel sket ikke.
Tanken er, at længe inden vi tænker på, om Gud overhovedet er. Før vi overvejer om Gud mon skulle kunne elske os, så er Gud på spil med sin kærlighed i vores liv.
Vi opdager det måske sket ikke, men i enhver relation mellem Gud os os, er det Gud der er på banen først. Initiativet er hans.
Dermed er fundamentet lagt for overhovedet at kunne elske. Det gælder uanset om det er kærlighed til Gud, eller kærlighed til medmennesker.
Evnen til at kunne elske er lagt i os af Gud, grundlagt af hans kærlighed til os. Du behøver ikke tvivle på, om du er elsket, for det er du! – Og dermed er du givet evnen til at kunne elske!
4 a f 5
Det meget interessante ved Guds kærlighed er, at den kan gøre forhærdede kolde hjerter til varme bankende hjerter. Den kan gøre os i stand til at være næstekærlige.
Det er Guds kærlighed, som giver os kræfter og styrke til at kunne elske.
At være elsket gør noget ved os, især hvis vi opdager, at vi er elsket. Det går noget ved os.
Nu er det jo blevet efterår.
Om et øjeblik får vi alle en kastanje, med et lille hjerte på.
Måske tænker du, at det bare er en kastanje. Men hvad nu, hvis jeg siger dig, at den er et symbol på dig.
Alle der har samlet kastanjer med børn, ved at børnene ser uendelige muligheder i kastanjer, og at de bestemt ikke er ens for børnene. Der bliver lagt mærke til forskellen og inden vi får set os om, har børnene gang i at lave kastanjedyr, som i deres hænder får får helt liv.
Børnene ser ikke hvad de har mellem hænderne, de ser, hvad de kan få, og så udvikler legen sig derfra.
Sådan er det med Gud, når han ser kærligt på os. Han kærlighed og kreativitet, gør os til bedre mennesker.
Hans kærlighed gør os i stand til at elske, for vi er elskede, sådan som vi.
Vi er endda elsket først!
5 a f 5
Lad os gøre verden til et bedre sted, mine kære, lad elske….
Amen
I Matthæusevangeliet udfordrer Jesus os til at lade være med at bekymre os. Det er lettere sagt end gjort, så det er virkelig en udfordring. Der er meget, der arbejder imod at kunne slippe bekymringerne. Der er orkaner i streg, Donald Trump, Nordkorea, og alle de nære ting, som vi alle sammen har at kæmpe med i vores liv.
I dag fejrer vi høst og klimagudstjeneste i kirken. Her minder vi hinanden om taknemmeligheden over alt det, som vi får i livet. Mad på bordet, tag over hovedet, venner og familie, en kirke hvor vi er velkomne som vi er. Alt dette er et udtryk for Guds omsorg – lige der midt i livet. Det vil vi minde hinanden om, og så vil vi dele udfordringen til ikke at bekymre sig.
Der er medlemsoptagelse, hvor Malene Damm Priess ønsker at tilslutte sig Metodistkirken. Dette kan du også høre i mellem bibelteksten og talen.
Du kan også læse talen her. I dag er der dog en del forskel på den tale, som blev holdt i kirken og den tale, som er forberedt og ligger i skrevet form.
1 a f 4
Prædiken søndag d. 1. oktober 2017.
Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.
Tekster: 1. Mos 1, 26-31 & Matt 6,25-34
Høst og klima gudstjeneste
Hvis jeg siger sommeren 2017, hvad siger I så? Det var en rigtigt kedelig sommer.
Hvad mon de siger om sensommeren i Caribien? På nogle af øerne omkring Cuba eller i Florida?
Når vi brokker os over sommeren, så får det et lidt andet skær af desperation hos de mennesker, som har fået de tropiske kategori 5 orkaner at mærke. Nogle af os kan stadig huske decemberstormen i 1999. Til sammenligning kunne den lige snige sig op på en kategori 1.
Når orkanerne bliver så kraftige hænger det sammen med at havet er usædvanligt varmt. Og så er det en åben diskussion, om de klimaforandringer vi ser, er menneskeskabte eller ej. Det er det bestemt delte meninger om. Jeg vil mene, at det er indiskutabelt at klimaforandringerne er der.
Amerikanernes nye præsident mener ikke, at menneskelig adfærd i denne sammenhæng betyder noget. Han har i virkeligheden mere travlt med at svine mennesker til på Twitter og true med at udslette Nord- Korea.
Jo, her går det skam godt!
2 a f 4
Samtidigt har vi i dag, en tekst fra Matthæusevangeliet foran os, hvor Jesus meget klart udfordrer os.
“Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne?”1
Umiddelbart tænker jeg, at det kan Jesus da sagtens sige. Trump var ikke præsident, Nordkorea havde ikke atomvåben og der var ikke orkaner og klimaforandringer og Twitter var ikke opfundet.
Men Romerne var opfundet. Herodes var jødiske konge, Pilatus var statholder. Jødernes historie minder dem om Noa, der måtte bygge arken for at udslippe vandet. Så klimaforandringer kendte de også. Der var stadig ikke Twitter.
De siger ikke os så meget, men tro mig, der var rigeligt at bekymre sig om for det helt almindelige menneske på Jesu tid.
Ud over alle omgivelserne, var der den altid nærværende mulighed for at komme til at sulte. Det er der trods alt ikke nogen af os, som er i risiko for.
Ind i en situation, hvor mennesker har mere end rigeligt, at bekymre sig om, minder Jesus dem om, at Gud har lovet at sørge for dem. De basale behov har Gud styr på.
1 Matt 6,25
3 a f 4
Jesus siger: “Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.”2
Fungerer det så på den måde, at maden bare kommer dumpende ned fra oven, hvis altså jeg tror på Gud?
Det kunne være dejligt ikke! Men det fungerer sådan, at de evner vi har fået til at kunne arbejde, til at kunne dyrke jorden, til at få udbytte af vores slid, er givet os af Gud.
Alt hvad du har, alt hvad du kan, er en gave fra Gud og et udtryk for Guds omsorg for dig.
I dag fejrer vi høstgudstjeneste. Det med høst og at huske hvordan meget af det vi spiser, vokser på marken før det kommer på bordet, er meget langt væk fra vores dagligdag.
Men ikke desto mindre minder vi hinanden om, at det ikke er en selvfølge, at vi har mad på bordet, at vi lever i tryghed for, at der er en dag i morgen.
Vi mindes om, at Gud sørger også for os, og alt det, som er vores bekymring, og de fleste af os, har sikkert rigeligt, kan vi lægge over til ham.
Faktisk vil det være rigtigt godt for os, at lægge det, vi alligevel ikke kan bære fra os.
Det vil være godt for os at sende Gud en taknemmelig tanke, når vi sætter os ved bordet, når vi bruger vores evner, når vi ser på de mennesker, som betyder alverden for os.
2 Matt 6,33
4 a f 4
I en forvirrende tid, må budskabet være: “Gud er god, og det kan vi regne med!”
Amen
Salme: Du lagde i det mindste frø.