Nogle gange tager jeg mig selv i at føre forhandlinger med Gud. Hvis du nu hjælper mig med at få denne gudstjeneste til at blive god, så lover jeg at læse hele Johannesevangeliet! Nej vent, Markus – det er meget kortere …
Gudstjenesten handler om, at Gud er meget mere end en ressource, som vi har brug for, for at kunne lykkes. Selvfølgelig er det OK at bede Gud om hjælp, når vi synes noget er svært, men Gud kan mere end det. Vi kan nemt komme til at gøre Gud for lille.
Du kan også læse talen her. I dag er der en del forskel på den talte, som var planlagt ved skrivebordet og den tale, som faktisk blev holdt i kirken.
Metodistkirken i Danmark har gang i fastematerialet “Din Gud er for lille,” som rummer en lille reflektion til hver dag i fasten. Så der er noget at læse hver dag indtil påskedag.
Jeg tror, som Maria sagde i søndags, at vi alle gør os tanker om Gud. Hvem han er, hvad han kan, og ikke mindst hvad kan en tro på Gud betyder for mig i mit liv?
Det tror jeg rigtigt mange mennesker tænker over.
Der er naturligvis mennesker, som kommer frem til den konklusion, at det med Gud, det holder ikke. Det giver ikke mening for mig.
Mens andre kommer frem til at tro på Gud, det holder. (Måske siger de i næste åndedrag, som Peter gjorde, Hjælp min vantro!) Det vil jeg næsten håbe, for den omtanke som tivivl giver, er som jeg ser det, en gave.
Påstanden i hæftet er, at mange gange, når vi tænker over det med Gud, så kommer vi til at reducere Gud. Vi gør Gud mindre end, han er.
Et eller andet sted giver det sig selv, fordi at selvom Gud blev menneske i Jesus, og vi kan se Gud i menneskeskikkelse, så kan vi desværre nok aldrig helt rumme hele aspektet af Gud.
Paulus, som jeg vil hævde er klogere på Gud, end de fleste af os, skriver sådan her:
2 a f 4
( Bøn for menigheden om styrke og indsigt)
“v14 Derfor bøjer jeg mine knæ for Faderen, v15 efter hvem hvert fædrenehus i himlene og på jorden har navn, v16 og beder om, at han i sin herligheds rigdom med kraft vil give jer at styrkes i det indre menneske ved hans ånd, v17 at Kristus ved troen må bo i jeres hjerter og I være rodfæstede og grundfæstede i kærlighed, v18 så at I sammen med alle de hellige får styrke til at fatte, hvor stor bredden og længden og højden og dybden er,
v19 og til at kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse, så I fyldes, til hele Guds fylde nås.”1
Paulus beder om at vi må forstå, men siger samtidig, at Kristi kærlighed overgår al forstand. Se, det er visdom. Men derfor skal vi alligevel stræbe efter at forstå så meget som muligt af Gud, for en hemmelighederne ved det, er at så forstår vi så meget mere af os selv.
Jeg kan have dage, hvor jeg synes, at Gud er så uendelig langt væk, at jeg kan blive helt i tvivl om det hele er noget jeg har bildt mig selv ind, andre dage, oplever jeg at Gud er aldeles nærværende.
Så nærværende, at jeg nogen gange tager mig selv i at føre forhandlinger med Gud. Hvis nu at du hjælper mig med at få denne gudstjeneste til at blive god, så lover jeg at læse hele Johannesevangeliet! Nej, vent Markus – det er meget kortere.
Hvis man fører forhandlinger med Gud, eller hvis man skælder ud på Gud, og det gætter jeg på, at mange af os har prøvet, så har vi sådan set bestemt at Gud kan
1 Ef 3,14-19.
3 a f 4
bruges til noget. At han er med i livet. Ellers giver det jo ingen mening.
Job skælder ud på Gud. Det er ikke det, som vi fik læst fra Jobs bog, her er det Gud, der går i rette med Job, men forud for det, har Job skældt Gud ud.
Jobs Bog er nok det meste kendte litteratur i verden, som behandler lidelsens problem. Hvorfor sker dårlige ting med gode mennesker?
I samtalerne mellem Job og hans venner støder forskellige menneskesyn og gudsopfattelser sammen. Vennerne siger at lidelserne er syndens løn og Job bør indrømme sine fejl. Job fastholder sin uskyld og anklager Gud for uretfærdighed.
Job får klar besked her. Spænd bæltet om lænden som en mand, og giv mig svar, når jeg spørger dig! v4 Hvor var du, da jeg grundlagde jorden? Fortæl det, hvis du har forstand til det!
Så er forholdet ligesom sat på plads. Gud er større end os. Bum. Vi må indse, at vi aldrig kommer til at forstå til fulde – det er jo også tro.
Jeg er nødt til at spørge, er det overraskende?
Ok, Gud er større end os, så må vi da kunne forhandle med ham, uden at risikere at blive lockoutet.
Zebedæussønnerne har i Markusevangeliet gang i en forhandling med Jesus. Her handler det ikke om løn, men om at vide sig sikker på, at få lov at være tæt på Jesus i
4 a f 4
det hindsides. Hvem af os drømmer ikke om prestige og anseelse? Det er såre menneskeligt.
Det viser sig, at det som er væsenligt for os, er ligegyldigt for Gud.
Gud er større end blot én, der lover os guld og grønne skove.
Gud er også den, der lærer os at kærlighed handler om at tjene – at kærlighed er at give, sådan som hans selv gør.
Så hvis du tror at du bare skal modtage fra den Gud, der vil dig det godt. Det sker også, men så er din Gud for lille.
Din Gud sender dig også til mennesker og ind i situationer, hvor du er intet mindre end hans tilstedeværelse.
Gud er … Hvordan vil du fuldende denne sætning? Hvem er Gud? Hvem er han for dig? Hvor stor er Gud? Eller hvor lille er Gud?
Det er store spørgsmål, som ikke kan (eller skal) besvares entydigt. Men vi følges ad på en tankerække med afsæt i det fastemateriale der er udgivet af Metodistkirken i Danmark – hvor der hver søndag i denne tid stilles skarpt på en opfattelse af Gud.
I vores hverdag taler vi temmelig ofte om håb. Vi håber, vores ven, som er ramt af sygdom, snart bliver rask. Vi håber, den dumme dag vi har haft i dag, afløses af en god dag i morgen.
I al tro er håb også i centrum. Tro og håb er nært knyttet sammen. Du kan høre mere fra søndagens gospelgudstjeneste i Metodistkirken her.
Du kan også læse oplægget til talen her. Bemærk dog, at der altid er lidt forskel på det skrevne ord og den tale, som faktisk blev holdt.
Jeg håber, du får en god oplevelse ud af at være i kirken i dag.
Jeg håber, at det har været en berigelse at se på – og lytte til vores gospelkor Nardus.
Ved at bruge ordene “Jeg håber” udtrykker jeg et godt ønske for dig.
Egentlig gør vi ganske ofte det, at vi udtrykker håb. Mange gange gør vi det, sådan nærmest helt automatisk.
Jeg håber, du bliver rask snart.
Jeg håber, jeg snart får det job.
Jeg håber, ham manden jeg drømmer om, elsker mig.
Mange gange, når vi udtrykker håb, tænker vi ikke, at det også er et et udtryk for tro. Men det vil jeg påstå, at det kan det også være.
Vi kan faktisk ikke vide, om det vi håber på, sker. Dermed er det noget andet end fakta og viden.
2 a f 4
I bibelen finder vi en slags definition af, hvad tro er. Der står sådan her: “Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses.”1 Tro og håb er forbundet med hinanden.
Vi er mange her, som elsker at synge gospel. Det er der mange grunde til. Mange tror, at gospelmusikken er sådan en glad musik, og det er rytmerne og gentagelserne, der gør at der virkelig er fut i det, og så er det rigtigt fedt.
Når Torben så også flipper helt ud på klaveret, så hjælper det helt sikkert også.
Men mår man komme til at lytte til ordene i mange af de sange som koret synger, så er det nok et udtryk for over- optimisme at hævde at gospelmusikken er glad musik.
Der er mange tunge ting, i vores sangtekster. Gospelmusikkens rod er hos slaverne, hvis tilværelse var alt andet end let.
Vi kender alle historierne og ved, at det var urimeligt hårdt arbejde, det var under tvang og mishandling.
Mange var reelt blevet bortført fra deres eget land og revet væk fra deres kære. Uden at gå i detaljer, så lad os bare sige, at deres liv pludselig kom til at se helt anderledes ud.
Derfor er meget af gospelmusikken skrevet fra et mørkt sted, et sted hvor ingen har lyst til at være.
1 Hebræerbrevet 11,1
3 a f 4
Rigtigt mange af teksterne giver udtryk for at der, hvor ingen har lyst til at være, der er Gud sammen med dem. De var ikke alene i slaveriet.
Der udtrykkes håb om at mørket skal blive til lys, at fangeskabet skal blive til frihed. At trængslerne som er nu, skal afløses af lethed og glæde.
Håb om en bedre fremtid, håb og drømme om lykke, ikke om ulykke2 træder frem, når vi fordyber os i gospelmusikken.
Håb er centralt i al tro. Håbet om, at fremtiden er lysere end fortiden. Det drømmer vi alle om, faktisk uanset om vi betegner os selv som troende eller ej.
Håb er noget mærkeligt noget, for som Paulus skriver i Romerbrevet, så er der ingen der håber på noget, man ser opfyldt. Håb handler som det, vi ikke ser.3
At have håb, om at tingene bliver bedre, er ikke en fornægtelse af virkeligheden, som vi står i. Det er heller ikke en overoptimistisk tilgang til verden. Eller pessimistisk for den sags skyld.
At holde fast i håbet om, at alt bliver godt, uanset hvad vi står i er, at tro på de løfter, som igen og igen gives af Jesus i bibelens mange historier.
2 JF Jer 29,11: “Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb.
3 JF. Rom 8,24-25.
4 a f 4
Nu er der ikke nogen af os, som direkte er slaver, men jeg tror bestemt mange af os kan relatere til det, at vi kan føle os fanget i livet, at der er nogle omstændigheder, som vi gerne vil på den anden side af.
Det at håbe på, at der er mere end vi kan se, at livet bliver godt igen, er helt væsenligt. Gud kan se mere end os.
Selvfølgelig kan det nogen gang være svært at holde fast i det håb, når alt ser virkelig sort ud.
Gospelmusikken, og mange af bibelens historier, har et vidst trods over sig.
Kort sagt, så går det ud på at blive ved med at læse om, tro på, og synge om håbet på at Gud har fat i den lange ende, og at det som vi står i nu, bliver bedre.
I det er der også budskabet om, at der er en Gud, som kender os og går med os gennem sumpen og ønsker at være sammen med i modgang og i medgang.
Paulus taler endda i Romerbrevet om, at Gud Ånd kommer os til hjælp med at holde fast i håbet om, at vi ikke er glemt.
Hold fast i håbet! For der intet, der skal skille os fra Guds kærlighed.4 Den gælder nu og altid.
Kirkens præst, Thomas Risager, holder en velfortjent vinterferie, sår dag er gudstjenesten lagt i hænderne på lægprædikant Helge Munk.
Helge Munk vil tale om tilgivelse, og om det fantastiske, at Gud gør tingene nye. Når mennesker gør dårlige eller onde ting, lægger vi ofte skylden på svigt under opvæksten eller på andres negative påvirkning. Og vi tænker først og fremmest på straf og konsekvenser. Men Gud elsker os så meget at han i stedet for straf sætter os fri og bygger os op til at komme ud af det negative. Derfor bliver tilgivelse og kærlighed så meget vigtigere end straf og konsekvens. Vi får Guds tilgivelse, hvis vi vil have den.
Vi er nu nået til den sidste gudstjeneste med temaet “Halve sandheder” i denne omgang, og søndagens tale vil vi reflektere over talemåden “Elsk synderen, men had synden,” og efter talen i dag, er det mit håb, at vi aldrig mere siger denne halve sandhed til hinanden.
Du kan høre mere her:
Du kan også læse talens manuskript her. Bemærk, at der altid er forskel på det skrevne og det talte ord.
Tekster: Matt 7,1-5
1/2 Sandheder: Elsk synderen, men had synden.
I løbet af den sidste måneds tid, har vi undersøgt nogle af de ting, som kristne menesker siger til hinanden i bedste mening. Det er ting, vi siger til hinanden med en slags indforståethed, der nærmest signalerer, at man er mere from, hvis man benytter nogle af disse udtryk.
Vi har set, at flere af dem, ikke er så nyttige, som vi går og tror. Faktisk er nogle af dem udtryk for, hvad vi kan kalde usund tro og det viser sig at være klicheer, som faktisk sket ikke har sin bagrund i noget vi tror, eller noget vi kan læse i bibelen.
Vi har set på:
Der er en mening med alt
Gud, hjælper den, der hjælper sig selv.
Gud lægger ikke mere på vore skuldre end vi kan bære.
Vi undersøger dette, fordi vi gerne vil tage vores tro alvorligt.
Som kirke vil vi gerne have at biblen har autoritet, men så vil vi knageme også tillade os selv at undersøge tingene ordenligt og være kristisk.
Hvis du er nysgerrig på, hvad der er sagt eller skrevet de sidde søndag, så kan du finde lydoptagelser af talerne og manuskripter til dem via kirkens hjemmeside eller kirkens facebookside. Brug det endelig, for det ligger der faktisk for din skyld.
2 a f 7________________________
Elsk synderen, men had synden. Hvor mange af jer, har hørt det før?
Jeg spørger ikke, om I har sagt det til nogen, for det er for pinligt. Jeg afslører dog gerne, at det har jeg sagt! Og igen, jeg har sagt det i bedste mening, som et ønske om at hjælpe et menneske videre i livet.
Lad mig sige det med det samme. Dette står ikke i bibelen.
Faktisk har det sin oprindelse fra en af de gamle kirkefædre, Augustin. Augustin var på banen i år 354-430. Han skrev til et nonnekloster, hvor de havde lidt problemer med nonnernes løfte om at leve i cølibat. (Det kan man da godt forstå!) I det brev skriver han: “Kærlighed for menesket, had til synden.”
Det er yderst tvivlsomt at Augustin havde tænkt sig, at dette skulle udvikle sig til en frase, som beskriver afskyen ved menneskers synd.
I 1929 skriver Mahatma Ghandi noget lignende i sin selvbiografi. Han skrev: “Had synden, men ikke synderen.”
Det er det, som folk husker, men igen, der er mere. “Had synden, men ikke synderen er en ide, som er let nok, at forstå, men sjældent praktiseres, og derfor spredes had i verden.”
3 a f 7
Elsk synderen, men had synden, siger vi.
Nogen gange siger vi også, at alle synder er lige, underforstået, at jeg er en lige så stor synder som dig.
Dette har sin baggrund i Romerbrevet, hvor der står: “for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud,…”1
Men, faktisk hvis vi læser videre i det vers, så fortsætter Paulus: “og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus.”2
Med andre ord, i kraft af Jesus, er der håb om et opgør med synden, og dette er ganske ufortjent og det er for alle – uden undtagelser. Det er det, vi kalder nåde.
Det vender vi tilbage til. For øjenene kører rundt i hovedet på flere af jer, og jeg gætter på, at nogle af jer sidder og tænker, årh nej, al den snak om synd. Jeg troede denne kirke var anderledes.
Når en præst bringer ordet synd på bane, så er der ikke mange af os, som har lyst til at høre mere.
Vi er så bange for at blive peget fingre af, fordi vi er kede af at blive opfattet, som fordømmende. Men vi kommer ikke uden om lige at se på, hvad synd er.
Det oprindelige ord i det Nye Testamente er ηαρματια
Det er egentlig et ord, som i sin grundbetydning betyder at afvige fra stien. Bag det ligger den tanke, at udenfor
1 Rom 3,23 2 Rom 3,24
4 a f 7
stien, kan der være svært at komme fremad, det kan ligefrem være farligt.
En anden betydning kan være at afvige fra målet. At komme ud af kurs.
I det ligger også betydningen at undlade at handle der, hvor vi godt ved, vi burde have gjort noget. Der hvor vi ikke stopper op og hjælper, hvor der er brug for det.
Vi er dårlige til at tale om synd. En af grundene er, at vi godt ved, at hver gang vi åbner munden med dette emne, skubber vi fok fra os. Kristne der taler om synd, virker frastødende.
Lad os bare blive enige om, at vi alle sammen kender til det med synd.
Jeg synes, at jo ældre jeg bliver, jo bedre forstår jeg hvad Paulus taler om, når han siger: “For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.”3
Så den del af udsagnet, der siger elsk synderen. Det er for så vildt i orden. Elsk mig bare….
Men så kommer det egenlige problem også til overfladen. For stemmer dette overens med den større helhed af de ting, jesus faktisk sagde?
3 Rom 7,19
5 a f 7
Hvis vi begynder at se på, de ting i hinandens liv, der ikke er perfekte, og der kan vi sagtens finde noget, for vi er helt almindelige mennesker.
Vi kan sagtens selv slå os selv oven i hovedet med de ting, i vores liv, som ikke er smarte, der hvor vi kommer til kort – med andre ord synd, altså at komme lidt ud af kurs.
Jesus forholder sig aldrig til menesker gennem det filter, som siger noget om alt det dumme, som er i menneskets liv.
I teksten fra Matthæusevangeliet udfordrer Jesus os til ikke at pege fingre af andre, men netop at prøve at forholde os til os selv og vore egne liv.
Jeg tror, vi alle sammen har mødt mennesker, som synes de skulle fortælle os, hvordan vi skal leve vores liv. Jeg ved ikke med dig, men de får sjældent min opmærksomhed ret længe.
Had synden blev der sagt. Ja, lad os da endelig tage afstand fra alle de ting, der kan ødelægge vores liv.
Når man som jeg, er far til en teenager, snart to, så kan man se mange potentielle farer, som kan ødelægge liv. Had er et stærkt ord, men lad os være beviste om alt det, der kan ødelægge livet.
Elsk synderen. Hvordan skal vi kunne se synderen for bjælken i vore egne øjne?
Hvis man skal opsummere, hvad Jesus siger, så siger han: “Det første bud er: ›Hør Israel! Herren vor Gud,
6 a f 7
Herren er én, v30 og du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.‹ v31 Dernæst kommer: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ Intet andet bud er større end disse.”4
Dette siger jesus til en ung mand, som gerne vil vide sådan ultrakoncentreret, hvordan han skal leve sit liv.
Elsk Gud, Elsk din næste. Der er ingen fordømmelse her. Der er ikke taget stilling til hvem næsten er. Det er kun Marie Krarup, der tror, hun kan det.
Det menneske, du står overfor, er den du skal elske – betingelsesløst – og uden at kende vedkommendes fortid, eller dårlige sider.
Jesus udfordrer os ikke til at tage stilling til det potentielt dårlige i det menneske og så elske.
Vi skal elske uden forbehold.
Det er det, som bedst beskriver nåden. Den måde Gud elsker os på. En kærlighed, som møder os, der hvor vi er, uden hensyntagen til, hvordan vi lever. En kærlighed, som vi aldrig har fortjent, men som bare gives.
Det er sådan set den udfordring, der er.
Lad være med at pege fingere. Hvis du endelig er nødt til det, så gør det mod dig selv. Men vid, at Gud er nådig mod dig.
4 Mark 12,29-31.
7 a f 7
Og så lad os skynde os at glemme den halve sandhed vi startede ud med.
Elsk Gud og elsk din næste.
For når vi elsker uden al den snak og tanke om synd, så er det et klart budskab om Guds kærlighed.
Ved gudstjenesten på i dag prædikenserien “Halve sandheder”. Her ser vi på nogle af de sætninger, vi går rundt og siger til hinanden, som har baggrund i skriftsteder i Bibelen. Sætninger som “Der er en mening med det” eller “Gud lægger ikke flere byrder på dig, end du kan bære.”
I denne uge undersøger vi den halve sandhed, som 80 % af alle amerikanere tror står i Bibelen: “Gud hjælper den, der hjælper sig selv!” Det kan der være noget delvist sandt i, selvom det faktisk ikke står i Bibelen. Men der er også en anden side af denne halve sandhed.
Hør mere her:
Du kan også læse talen her. Bemærk, at der næsten altid er lidt afvigelser mellem den tale, som er forberedt og den tale, der faktisk holdes i kirken.
Vi har mange formuleringer, som vi siger til hinanden, som har baggrund i skriftsteder fra bibelen, eller som vi tror har det. Vi siger F.eks. Der er en mening med alt, men er det nu det bibelen faktisk siger. Det talte vi om i søndags, og via kirkens facebookside, kan du finde talen og lytte dig ind på det, hvis du har lyst.
I resten af januar, skal vi undersøge nogle af disse udsagn, og måske opdager vi, at det vi går rundt og siger til hinanden, måske kun er halve sandheder. Nogle af udsagnende er ligefrem skadelige – vil jeg hævde.
Nogen gang, når vi siger nogle af disse ting til hinanden, lukker det det ned for den sunde eftertanke og forhindrer os i, at reflektere kritisk over, hvad vi egentlig siger.
Jeg tænker, at nogle af de ting vi siger til hinanden faktisk kan ødelægge en sund forståelse af Guds kærlighed.
Vi kan altid finde skriftsteder, som kan understøtte alle mulige forskellige holdninger. Derfor er det utroligt vigtigt at bibelens ords altid fortolkes ind i den tid, vi lever i og ses i lyset af hvad vi ved, at Jesus lærte overordnet set.
Ellers er det netop at vi risikerer, at blive fundamentalister – og det har jeg ikke lyst til at være eksponent for.
Jeg vil gerne tage min tro alvorligt. Jeg vil gerne have at biblen har autoritet, men så vil jeg knageme også tillade
2 a f 7
mig selv at undersøge tingene ordenligt og være kristisk. Det er baggrunden for denne nye talerække.
________________________
Kikker man på Kristeligt dagblads hjemmeside, og det gør man jo jævnligt, når man er præst, så finder man en side med 8 ting, der faktisk ikke står i bibelen og her står der bl.a. Gud hjælper den, der hjælper sig selv.
Det gør Gud da ganske givet, men helt så simpelt er det ikke, og altså så er der jo den lille detalje, at det ikke står i bibelen.
I USA tager man hele generelt tro en anelse mere alvorligt end vi er vant til i Danmark.
Barna group, en slags Gallup, afslører at 80 % tror at Gud hjælper den, der hjælper sig selv.
Nu har jeg ikke en tilsvarende undersøgelse fra Danmark eller fra vores kirke, men jeg gætter på, at mange af os vil tænkte, at det da lyder meget kristent. Det kan da godt stå i bibelen! Eller nogen bør tilføje det!
Men det står ikke i bibelen. Det har sin oprindelse i græsk mytologi ca. fem hundrede år før Kristus, og har haft sit eget liv gennem de næste to et halv tusind år. Men det er amerikaneren Benjamin Franklin, som for alvor giver det liv i 1736, hvor han skriver Poor Richard ́s Almanac, her får det for alvor plads hos det moderne menneske.
3 a f 7
Selvom det ikke står i bibelen, kan vi så finde lidt bibelsk visdom i det?
På en måde fanger det essenser af, hvad vi kan læse os til i bibelen, mens det i hvert fald på to andre måder sket ikke gør. Så måske er dette ikke en gang en halv sandhed, nærmere er det en 1/3 sandhed.
Hvis vi skal se på 1/3 sandheden af at Gud hjælper den, der hjælper sig selv, så lad mig give et eksempel på, at dette har en vis sandhedsværdi.
Mange af os synger et vers, eller beder en lille bøn, når vi sætter os ved et veldækket bord. Ved høstgudstjenesten, hvert eneste efterår minder vi hinanden om, at Gud sørger for os, og at taknemmelighed over det, er en nyttig praksis.
Selvom vi takker Gud i bøn, for alt det han giver, så er virkeligheden bag det, at maden jo ikke ved et mirakel er landet mit spisebord.
Jeg har haft chancen for at kunne arbejde og tjene penge, så jeg kan frekventere Fakta og hente madvarer, som nogen har knoklet hårdt med at dyrke og få frem i butikken.
Jeg har stået i mit køkken og snittet og svitset, dækket bord og gjort klart, inden familien, hvis eller vi alle sammen er hjemme, kan sætte os ved bordet.
Et andet eksempel
Jeg kender mennesker som er arbejdsløse og forståeligt nok er frustreret over det. Når vi beder for at situation med at finde et arbejde må lykkes, beder vi ikke i
4 a f 7
forventning om, at Gud pludselig overtaler en chef til at ansætte vedkommende ud i det blå.
Så beder vi om, at det må lykkes, men at en del af svaret er, at der kan skrives en virkelig god ansøgning, der skiller sig ud, og at man til en job-samtale må kunne vise sit værd og slappe af i det.
Pointen er at Gud hjælper, naturligvis, men vi slipper ikke for at gøre alt det vi kan, hvis ellers vi kan.
Rikke Holmberg fortalte mig at der er et gammelt russisk ordsprog, der siger. “Bed til Gud, men bliv ved med at ro!” Dette ligger meget godt i tråd med dette.
De gamle benediktiner munke har altid sagt ora et labora – Bede og arbejde. Vi beder til Gud og gør, hvad vi selv kan. I den sammenhæng er vores “Gud hjælper den, der hjælper sig selv, til dels rigtigt.
Men der er som sagt to andre sider, som vi lige må have med. For hvad nu, når man faktisk bare ikke kan selv?
Vender Gud så ryggen til? Nej!
En side af, Gud hjælper den, der hjælper sig selv, som misleder er, at hvis vi virkelig tror det fuldt og helt, så fratages vi ansvaret for andre.
Så er den tro vi har uden konsekvenser for, hvordan vi ser andre. Er det bibelsk at ignorere den hjemløse, overse tiggeren, undlade at hjælpe den, som åbenlyst har brug for hjælp, for de skal selv gøre noget?
5 a f 7
Der er mennesker, som er så hårdt ramt af livet, at de ikke kan, gøre mere selv. Dem har vi, der kalder os kristne, altså et ansvar overfor.
Det ligger dybt i det bibelske materiale, at vi løfter andre, hvis vi på nogen måde kan.
Det er præcis det, som det handler om, når vi læser fra 3. Mos 23,22: “v22 Når I høster kornet i jeres land, må du ikke høste helt ud til kanten af din mark, og hvad der ligger tilbage, når du har høstet, må du ikke samle ind; det skal du efterlade til den trængende og den fremmede. Jeg er Herren jeres Gud!”
Der skulle ikke høstes maksimalt, for der skulle være afgrøder til de trængende. Dybest set ligger der bag dette, at det du høster er sådan set ikke dit, det er Guds, men du er forvalter af det lige nu. Der går ikke noget af dig, ved det give til den trængende.
Det er en grundlæggende tanke, at Gud sørger for, at mennesker kan hjælpe den, der har behov for det.
Det ligger dybt i Bibelen, at tro skal omsættes i handling. Jakobsbrev siger: “v22 Vær ordets gørere, ikke blot dets hørere, ellers bedrager I jer selv.”1
Verdensdommen i Matthæusevangeliet kapitel 25, som jo ellers kan virke dyster nok, taler netop om at vi må tage ansvar og handle, når vi ser nøden.
1 Jak 1,22.
6 a f 7
“Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.”2
Der skal ikke herske tvivl om, at den bibelske sandhed, i modsætning til den halve (eller 1/3) sandhed er, at Gud hjælper dem, der ikke kan hjælpe sig selv. Medfølelse og nåde overfor og sammen med dem, der kæmper i livet, er en essentiel del af, hvem Gud er overfor os.3
Det som jeg ser og hører, er at mennesker oplever, at de i deres mest mørke stunder, oplever at Gud ikke har glemt dem, når der er et menneske, som rækker ud tl dem.
Så altså, menesker som siger, de er kristne, men ikke har medfølelse og ikke handler i mødet med den, der lider fordi de tror, at Gud kun hjælper den, der hjælper sig selv, har misset en væsentlig del af kaldet til at være et kristent menneske i verden.
Den sidste tredjedel, som modsiger udsagnet og nu er jeg snart færdig, handler om det helt centrale kristne begreb, som hedder nåde.
Guds kærlighed til os viser sig som nåde. Nåde er aldrig fortjent, så det afhænger ikke af os, eller af hvor polerede og fine facader vi har.
Gud elsker os uanset hvad. Det betyder også at Gud ikke vender os ryggen, hvis vi smadrer hele vores liv. Det gør han heller ikke, selvom det er vores egen skyld. Gud kan
2 Matt 25,40B
3 JF. Adam Hamilton: Half Truths. Abingdon Press, Nashville. 2016. P 65
7 a f 7
bringe lys i vores mørkeste stunder for mørket er aldrig mørke for ham.4
Gud kan give os fred midt i vores værste angst og fortvivlelse. Gud kommer til os, selv når vi ødelægger alt for os selv og alle andre.
Der er intet sted, hvor Guds nåde ikke kan nå dig.
Nogen gang er de ting, vi slås med så umulige at slå i egen kraft, at der ikke er andet at gøre end end at slippe dem. Men netop når vi slipper, ser vi, at mennesker oplever at Gud griber ind i livet.
Det er aldrig fortjent, fordi det netop er nåde.
Gud er med dig, uanset om du kan eller ikke kan hjælpe dig selv.
Gud er med dig. – og kan du ikke huske andet fra i dag, så husk dette: “Gud er med dig!”
I dag tager jeg hul på en ny prædikenserie med titlen “Halve sandheder”. Her skal vi se på nogle af de sætninger, vi går rundt og siger til hinanden, som har baggrund i skriftsteder i Bibelen. Sætninger som “Der er en mening med det” eller “Gud lægger ikke flere byrder på dig, end du kan bære.”
I de næste fire uger skal vi undersøge disse udsagn. Den provokerende påstand er, at nogle af disse udsagn måske ikke er så sunde, som vi tror. Måske opdager vi, at det kun er halve sandheder. Kigger man ind bag teksterne, kan man lære mere og bedre forstå baggrunden, for det vi siger.
Og hvem ved, om den halve sandhed kan blive mere meningsfuld, når vi siger den med nye indsigt?
I dag ser vi på udsagnet: “Der er en mening med det.
Hør mere her:
Du kan også læse talen her. Bemærk, at der ganske ofte er afvigelser fra det forberedte manuskript, for der kan være udvikling af synspunkter etc. i mødet med den lyttende (og nogen gange kommenterende) menighed.
Vi har mange formuleringer, som vi siger til hinanden, som har baggrund i skriftsteder fra bibelen, eller som vi tror har det. Vi siger F.eks. Der er en mening med alt, men er det nu det bibelen faktisk siger.
I de næste fire uger, skal vi undersøge nogle af disse udsagn, og måske opdager vi, at det vi går rundt og siger til hinanden, måske kun er halve sandheder. Nogle af udsagnende er ligefrem skadelige – vil jeg hævde.
Kigger man ind bag teksterne, kan man lære mere og bedre forstå baggrunden, for det vi siger, og hvem ved om den halve sandhed, kan blive mere meningsfuld, når vi siger den med nye indsigt?
Nogen gang, når vi siger nogle af disse ting til hinanden, lukker det det ned for den sunde eftertanke og forhindrer os i, at reflektere kritisk over, hvad vi egentlig siger.
Jeg tænker, at nogle af de ting vi siger til hinanden faktisk kan ødelægge en sund forståelse af Guds kærlighed. Et udsagn, som gør det er f.eks. Når vi siger: Der er en mening med, at det skete. Du kan bare ikke se det lige nu, men det kommer.
Vi kan altid finde skriftsteder, som kan understøtte alle mulige forskellige holdninger. Derfor er det utroligt vigtigt at bibelens ords altid fortolkes ind i den tid, vi lever i og ses i lyset af hvad vi ved, at Jesus lærte overordnet set.
2 a f 8
Ellers er det netop at vi risikerer, at blive fundamentalister – og det har jeg ikke lyst til at være eksponent for.
Jeg vil gerne tage min tro alvorligt. Jeg vil gerne have at biblen har autoritet, men så vil jeg knageme også tillade mig selv at undersøge tingene ordenligt og være kristisk. Det er baggrunden for denne nye talerække.
________________________
Vi lever i en verden, hvor vi ser at årsag og virkning spiller sammen. Det er tydeligt at valg, vi træffer kan have konsekvenser – ofte utilsigtede konsekvenser.
Hvis jeg vælger at sætte mig ud i min bil og skriver sms eller tjekker Facebook, mens jeg kører og er uopmærksom, og rammer et barn. Så har mit ret dumme valg en konsekvens.
Det er her, at nogen kan forfalde til at sige til de knuste forældre, for at trøste og i bedste mening give omsorg. Der må være en mening med det!
Jeg er nødt til at sige, at jeg synes, at udsagnet selvom det sagt i bedste mening, er det noget vi bør holde op med at sige. Det er der mindst tre grunde til.
Men lad os lige stoppe et øjeblik.
Et barn, der bliver slået i ihjel – kan det være et udtryk for Guds vilje?
En familiefar, der får en hjerneblødning og bliver invalideret – Kan det være Guds vilje?
3 a f 8
Mennesker, der rammes af cancer og alle mulige andre kedelige sygdomme – Kan vi sige, det er Guds vilje?
En alvorlig kritik af, at der er en mening med alt, der sker, er at det fjerner det personlige ansvar.
Det reducerer os til ludo-brikker i vore egne liv.
Hvis det var Guds mening at det lille barn, som jeg kører ind i, fordi jeg tjekker Facebook, mens jeg kører, skulle dø af det. Så er intet jeg kan gøre ved det. Jeg er uden ansvar og handler under tvang fra Gud.
Der er en mening med alt?
Den anden alvorlige kritik er, at hvis vi virkelig tror, at alting har en mening, så siger det noget om den Gud, som vi gerne vil tro på.
Så er det lige pludselig Gud, der står bag alt rædselsfuldt, der sker på jorden. Så er det Gud, der gør mennesker syge, som får naturkatastrofer til at ske, som får nogle til at smide sten ud fra motorvejsbroerne.
Der er en mening med alt?
Der er en mening bag det, vi kan bare endnu ikke se det?
Den tredje udfordring ligger i, at udsagnet åbner for fatalisme. Det hele er alligevel bestemt og der er intet, jeg kan gøre fra eller til. Jeg kan køre bil og have fået et par glas for meget. Hivs jeg kører galt kører jeg galt, det er alligevel Guds vilje. Så om jeg får et glas vin til middagen eller jeg får fem og sætter mig bag rattet. Det er lige meget!
Der er ingen mening med at gøre noget som helt selv. Der er en mening med alt?
Er det virkelig sådan verden hænger sammen?
4 a f 8
Så det nu, vi går ind i teologien.
Vi skal se lidt på Guds forsyn. Altså hvordan Gud styrer verden, eller …
Vi skal også se på Gud som majestæt. Vi siger jo nogen gange at Gud er almægtig, så der ligger i det, at vi tror Gud kan alt. At han er over alt – majestætisk.
Hvordan forstår vi Guds vilje?
I kirkelige kredse er der typisk tre svar:
Svarforslag 1. Determinisme – forudbestemthed – prædestination: Guds har forud bestemt alt hvad der sker i dit liv. Det er
en tankegang, som er introduceret at Calvin (1509-1564). Du har kun illusionen om frit valg. Gud styrer alt ned i allermindste detalje. Calvin siger, at ikke en vind rører sig på jorden, uden at Gud har bestemt det.
Alt er forud lagt til rette for dig. Gud styrer alt og du må bare følge med.
Han siger bl.a med støtte i bibelen, at barnløshed, skyldes at Gud har lukket kvindens skød.
Det betyder sådan set også, at du ikke selv bestemmer om du vil tro på Gud eller ej. Det er allerede fastlagt. Hvis det var meningen, at du skulle tro, er der intet du kan gøre, andet end tro.
Når alt i livet roder, kan det være fristende, at stole på, at Gud styrer det hele- Jeg kan ikke gøre noget alligevel. Er det måske en befrielse, for så er det jo ikke mit ansvar.
5 a f 8
John Wesley er i øvrigt meget uenig i dette. Bla. at dette ikke hænger samme med forståelsen af nåde, eller retfærdighed eller kærlighed.
Du kan finde argumenter for prædestination en del steder i bibelen, men når man læser bibelens første side, ser vi at Gud, giver os ansvar for hele skaberværket.
Det vil sige, at vi kan vælge og vi er skabt med en fri vilje, vi er forvaltere af skaberværket.
Moses er nær ved enden på sit liv. Og han giver folket sin sidste hilsen, for han ved at han ikke selv kommer med ind i det nye land.
Lad os rejse os og lytte til dagens tekst, som vi finder i 5. Mosebog kapitel 30, vers 19-20.
v19 Jeg tager i dag himlen og jorden til vidne imod jer: Jeg har stillet dig over for livet og døden, velsignelsen og forbandelsen. Så vælg da livet, for at du og dine efterkommere må leve, v20 og elsk Herren din Gud, adlyd ham, og hold fast ved ham! Så vil du leve og få et langt liv og bo på den jord, Herren lovede dine fædre Abraham, Isak og Jakob at give dem.
Hovedpointerne i mange af bibelens historier er, at vi er frie til at leve, frie til at lave fejl.
Det er noget af det, som gør os til mennesker. At vi er frie til at fejle og at der er en vej tilbage…
Allerede i skabelsen sætter Gud kundskabens træ i Edens have. Gud skabte os som mennesker og en del af det at være menneske, er at vi er frie til at vælge.
6 a f 8
Mennesket kunne vælge at gøre som Gud sagde og lade være med at spise af frugten, men hvad gjorde mennesket? Det spiste af frugten.
Det at være menneske er, at træffe beslutninger og vælge. Vi gør det hele tiden, uden egentlig at tænke så meget over det.
Vi vælger f.eks. at køre ræs, når konen ikke er med. Vi kan da ikke finde på at give Gud skylden, hvis det går galt. Det er vores egen skyld.
En del af livet, er at vi lever livet, med de risici, der er.
Hvordan styrer Gud så?
Svar 2. Deisterne siger: Gud satte det hele igang og lod så resten være op til op til os. Man vil sige at Gud ikke blander sig.
Men så giver det ikke mening, at Gud f.eks sender os Jesus, for det er jo at blande sig. I den grad at blande sig i livet på jorden.
En 3. vej, er at Kirken her står for en teologi, hvor vi tænker, at Gud er i verden, men han tvinger os ikke til noget som helst. Vi vælger, men Gud går med os gennem livet, også i dumme valg.
Blander Gud sig så ikke?
Jo. vil jeg mene, men ikke sådan at ulykker fjernes fra os.
Jeg vil hævde at Gud skubber til os. Lidt lige som sådan et fitness armbånd, der vibrerer ,for nu har du siddet stille længe nok. Du kan selvfølgelig vælge at overhøre det.
7 a f 8
Gud tvinger os ikke til noget, men hvad hvis han nudger os?
Jeg vil hævde, at det er Gud der giver dig tanken, om det nu er en god ide at tjekke facebook, mens du kører 140 på motorvejen. Du kan vælge at ignorere det.
Men nogen gange sker dårlige ting, fordi vi tager elendige beslutninger. Det er jo ikke Guds plan.
Vi anerkender at shit happends. Det gør det, fordi vi lever i en verden, som dybest er i stykker, en falden verden. Det medfører at livet nogen gange bare er fuldstændigt urimeligt uretfærdigt og hårdt.
Men gennem troen på Gud, aner vi konturerne af, at Gud altid får det sidste ord, når lidelsen rammer.
Jesu opstandelse, viser os at godheden, kærligheden og livet altid vil vinde, og det endda selvom vi dør.
Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet.1 Sådan siger Paulus.
Kan vi lære noget af lidelsen? Selvfølgelig kan vi det.
Nogen gange er de barske tider i livet, det som har gjort os til dem vi er. Vi er måske blevet stærkere, men jeg tror alle, som har gået gennem lidelse godt kunne have undværet det.
1 Rom 8,28
8 a f 8
Lidelse kommer ikke med det som mål, at vi skal lære noget.
Hvad nu hvis den faktisk er meningsløs?
Paulus siger i Romerbrevet, at det som rammer, kan vendes til noget godt. Han siger intet om, at det skulle komme fra Gud, men han lover, at der er en vej igennem.
Jeg siger ikke, at de ting der rammer kommer fra Gud. Det tror jeg simpelthen ikke. Det stemmer ikke med billedet af en kærlig Gud.
Men jeg tror, at Gud kan bruge alt, der rammer os til at blive noget bedre.
Ikke alt der rammer, kommer fra Gud, men alt, vil han tage i sin hånd.
Det er ganske enkelt et udtryk for håb om, at Gud er stærkere end alt andet, og det eneste sted, der måske er mening med alt, er at tro at hans kærlighed gælder lige netop dig, og at han uanset hvad, tager din hånd og går med dig.
Når man ser stjernehimlen fra den sydlige halvkugle, ser den pludselig helt anderledes ud. Så opdager man virkelig nye ting.
Langt væk fra Betlehem, var der mænd, som oplevede nyt. De så en ny stjerne og vidste, at det måtte de undersøge, for de vidste at noget helt særligt var på færde. Det havde de ret i.
Hør mere her:
Du kan også læse talen her. Der vil altid være lidt forskel på det skrevne manuskript og det faktisk talte ord.
Det er ikke så tit, når man bor inde i en storby, at man virkelig ser og oplever en stjerneklar himmel. Her inde er der alt for meget lys til, at man virkelig kan se stjernerne og mælkevejen. De færreste af os vil opdage, hvis noget er forandret. Jo, hvis Nordstjernen eller en af stjernerne i Karlsvognen var væk, så vi det sikkert.
For et par år siden var jeg heldig at få lov at besøge Zimbabwe, en af nætterne dér blev tilbragt langt ude på landet helt tæt på grænsen til Mozambique. En lille by, som hedder Mutare. Gadebeslysning, var ikke noget man gjorde et stort nummer ud af, så den stjerneklare himmel var tydelig. Zimbabwe ligger lige nord for Sydafrika, så stjernehimmelen så helt anderledes ud – det gør den jo fra den sydlige halvkugle.
Jeg husker stadig forundringen over, at opleve en stjernehimmel, som noget helt nyt.
Det var også den forundring, der drev de tre vise mænd. Til forskel fra mig, så vidste de, hvad de så. De kunne se, at noget nyt var sket på himlen.
Sandsynligvis har vismændene været astronomer, nogle mener astrologer. Men de har haft et indgående kendskab til den for dem fremmede kultur, jødedommens skrifter og traditioner, der vidner om, at de virkelig har sat sig ind i tingene.
2 a f 4
De tre rejsende kom fra Østen et sted.
Der er noteret gamle observationer om stjernerne fra den tid, som taler for, at de har været undervejs siden september, for da var der en konjunktion af Jupiter og Saturn i Fiskens stjernbillede, som ville kunne ses i lande langt borte, men som også var en af de jødiske forudsigelser, der skulle optræde, når den Messias, de ventede på, var født.
Vismændende var ikke jøder af tro, men alligevel rejste de af sted mod det, som de ikke vidste hvad var.
Vi ved, de var omkring Paladset og mødtes med Herodes. Det naturlige sted for en nyfødt konge er da paladset. Men der var Jesus som bekendt ikke.
De lod sig lede af stjernen og fandt Jesus i Betlehem.
Læg mærke til, at selvom de var fremmede for den jødiske tro, og egentlig er videnskabsmænd, så sker der noget helt særligt.
Videnskabsmænd observerer, de blander sig aldrig, men ser på.
Da vismændene kom til Jesus faldt de på knæ og tilbad barnet. Det som for dem, der var fremmede for den jødiske tro var, da de så barnet, så fantastisk, at de faldt på knæ og tilbad ham.
De vidste instinktivt, at dette barn var mere, end man umiddelbart kunne se.
3 a f 4
Derfor var de gaver, som de havde med heller ikke tilfældige. Det var nøje planlagt.
Profeten Esajas taler om at fra ”…Midjan og Efa; fra Saba kommer de alle sammen, og de bærer guld og røgelse; de forkynder Herrens pris.”1
Guld, røgelse og myrra var meget fine gaver, som blev udvekslet mellem kongelige. Gaverne til Jesus havde også symbolsk betydning:
Guld var kongemetal og viste, at Jesus var himlens kongesøn eller den konge, Messias, som jøderne ventede på.
Røgelse blev brugt i ritualer som tegn på, at menneskers bønner og ofre steg op til Gud. Den var tegn på, at Jesus var Guds søn.
Myrra var kendt både som parfume og som en salve, der blev brugt til balsamering af de døde. Den symboliserede de lidelser, som ventede Jesus.
Vismændene havde set storheden og de forstået deres egen rolle i den forbindelse.
De kendte til profetierne fra Esajas, og de vidste at de måtte rejse for at se barnet, for at bringe det gaver, men også for at den profeti, som var kendt af jøderne, skulle gå i opfyldelse, så mennesker kunne se det og mennesker kunne tro det, nemlig at der var en stor glæde, som skulle være for hele folket, nu var der født en frelser i Davids by!2
1 Esajas 60,6B
2 Mika 5,1-3
4 a f 4
Vismændene var kloge på andet og mere end blot astronomi og de gamle profetier. De forstod også at lytte til Gud, der i en drøm advarede dem mod at vende tilbage til Herodes med beretningen om jødernes nye konge i Betlehem. Så de rejste hjem ad en anden vej.
Vismændene så en stjerne på himlen. De havde hørt at der var et håb om frelse knyttet til denne stjerne, men det var jo ikke noget de troede.
De tog den modige beslutning, at undersøge dette nærmere, og da de fulgte stjernen kom de til Jesus og da forlod de, at han var ikke blot deres, men hele verdens håb.
Hele verdens håb, fordi man kulturelt og trosmæssigt ikke kunne være længere væk end de tre vise mænd var. Men de fulgte stjerne og så hvad der gemte sig under den.
Så runder vi et hjørne i tiden igen. Kalenderen siger 2018, og årets første gudstjeneste er afviklet. Her kan du lytte til, eller læse, lidt tanker som har med tærsklen til et helt nyt og ubrugt år, at gøre.
Du kan også læse talen her:
Bemærk dog, at der kan være afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.
Jeg tror, det var Mette som et eller andet sted, skrev at nu skal vi til at vænne os til at skrive 2018 i øverste højre hjørne af alle dokumenterne, og at det normalt plejer at tage sådan cirka seks måneder at få 2018 til at sidde i fingrene fremfor 2017.
Nu er 2018 her, og det ligger foran os, lige til at tage fat i. Mange af os har ret detaljerede planer for hvordan 2018 skal buges, og er allerede lidt svimle ved tanken om alt, det som allerede er stoppet i kalenderen, mens andre måske tænker, hvad skal jeg dog få de 364 dage der tilbage til at gå med.
Mange af os, tænker at 2018 skal være anderledes end 2017 på et væld af områder. Klassiskerne blandt nytårsforsættene er at man vil tabe sig, dyrke mere motion, spise bedre, komme mere i kirke….
Virkeligheden omkring nytårsforsæt er, at de fleste af dem går over allerede henne ved vinterferien. Det kan jeg personligt bekræfte, at de gør.
Når jeg løfter blikket fra min egen tilværelse, så er 2017 det første år med Donald Trump som præsident. I min optik, har amerikanernes valg ikke gjort verden til det mere trygt sted. En af de ting, som lider under det, er vores indsats for at redde vores klima. Det bidrager USA ikke længere til.
2 a f 4
Udråbelsen af Jerusalem som Israels hovedstad var, som jeg ser det, alt andet end klogt. Der er så mange modstridende og langvarige konfliktfyldte interesser, som helt ignoreres, på spil her.
Jeg er også nødt til at sige, at det ikke er gået så galt, som jeg frygtede. Jeg er lige ved at sige, at det kunne være meget værre.
De som frygtede at det yderste højre vandt valg i Europa drog et lettelsen suk, efter Macrons valgsejr i Frankrig. Jeg ved godt, at man kan være både enig og uenig i disse politiske observationer, men der hvor jeg vil hen er, at det der så ud som en klar tendens, nemlig ekstrem højredrejning i Europa, ikke blev så entydigt. Billedet er – heldigvis, synes jeg – mere nuanceret end det.
Sidste år troede mange, at briternes Brexit var enden på EU, som vi kender det. Men også her ser det ud at livet går videre.
Jesu ord om ikke at bekymre sig, springer i øjnene på mig. Det kan godt være, at det nogen gange ser sort ud, men det går sjældent så galt som vi frygter.
På et tidspunkt i Israels historie, hvor det jødiske folks ledere faktisk er fanget i eksil i Babylon, skriver profeten Jeremias til dem: “Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb.”1
1 Jer 29,11
3 a f 4
Da folket levede gennem den periode, er jeg sikker på, at det ikke var morsomt. Men det var i eksilet, hvor man ikke kunne komme i nærheden af templet for at ofre, at hele kulturen omkring gudstjenester i synagoger opstod.
Det har med os at gøre i dag, fordi den måde at holde gudstjenester på, og hele teologien bag det, langt hen ad vejen er det, som vi lever med i dag.
Det er altså en vigtig pointe omkring tro på Guds kærlighed, at det som ligner noget rod, kan blive noget frugtbart. Der er mere på spil, end vi kan se. Ved indgangen til et nyt år, tror jeg, at det er vigtigt at huske på. Der er mere på spil, end vi kan se.
Det at noget sort, kan bliver til noget godt, kan hænge sammen med, hvad vi er i stand til at gøre. Her tænker jeg på de udfordringer, som vi kan læse ind i teksterne om verdensdomen.
Jesus udfordrer os jo til ikke kun at være hellige af sind og hjerte, men sandelig også til at være hellige i gerning.
“Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.”2
Jeg synes, det er en klar udfordring til 2018….
En udfordring til at involvere sig i hinandens liv. Ikke på den der forfærdelige “hellige” snagende måde, men turde være der, når vi fornemmer, at folk omkring os har brug for en hånd.
At vi ikke tænker, de spørger nok, hvis vi kan gøre noget.
2 Matt 25,40B
4 a f 4
Men at vi tør spørge!
For mig bliver det en af udfordringerne – eller nytårsforsættene – i 2018.
For det er lige der, hvor vi med vores liv, kan være med til at fordrive mørket fra et andet menneskes liv. Det er lige der, hvor det, der ser forfærdeligt ud, faktisk viser sig, at være knap så forfærdeligt.
Det betyder noget. Og det betyder mere end at have været i kirke 30 gange i løbet af året – men det er du naturligvis også meget meget velkommen til.
Godt nytår!
Amen.
Salme: Jesus ved dit bord du bænker…
Selvom julehistorien hvert år er den samme, så er julen en ny begyndelse på noget helt nyt. En ny begyndelse, som vi ALLE kan være med i.
Glædelig jul til dig!
Hør mere her:
Du kan også læse talen her. Bemærk dog at der altid er lidt afvigelser mellem det ord, der er skrevet i forberedelsen og den tale, som faktisk holdes i kirken.
Al begyndelse er svær.
En god begyndelse er halvt fuldendt. Det lærte jeg i min barndom.
Der siges mange ting om begyndelser, og de fylder en del i vores liv.
Hvem af os har ikke prøver at sidde og skrive et eller andet, og lige pludselig opdager vi sidder og sletter alt det vi har skrevet, for det er blevet helt skævt. Vi må starte forfra. Udgangspunktet er bare ikke rigtigt.
Jeg tror f.eks. at mange af landets præster har været i den situation de sidste dage. Jeg har i hvert fald.
Jeg tror vi alle sammen har tænkt om alt muligt i livet, kunne vi da bare starte forfra – få en begyndelse.
Prøv en gang at tænke på mange af de seneste valgkampagner, som politikerne har sat i gang. Ganske ofte er det sådan, at ordene en ny begyndelse er den del af løfterne. Eller hvem af os har ikke oplevet en ny chef, som siger, at vi begynder forfra.
Politikere og ledere vil gerne se en ny begyndelse.
Vi kender næsten resultatet på forhånd. Det bliver jo som det plejer. Vi har hørt det før.
2 a f 6
Med begyndelser er det sådan, at vi ikke kan se om de forandrer noget i begyndelsen. Det kan vi først rigtigt bedømme, når vi ser tilbage – Når der er gået nogen tid.
Vi kan ikke se det selv, og sket ikke, når vi er midt i livets mange mange ting, vi skal have gjort og klaret. Rigtigt mange af os, synes egentlig, at der hele tiden er rigeligt at forholde os til.
Vi kan ønske os en ny begyndelse, Men nogen gange har vi så meget fart på, at vi ikke får kigget op og oplevet, hvad der faktisk sker omkring os.
Juleevangeliet – historien om Gud, der bliver menneske – er historien om en ny begyndelse.
Al ny begyndelse næres af nye ideer og ny energi. Da Gud for alvor begiver sig ind i vores verden er det det, der er på spil. Det er det, der ligger bag den fine historie om Josef og Maria, at Gud kommer til os med ny energi og nye ideer om kærlighed, for at leve med os.
Det er virkelig en ny begyndelse, fordi det er så anderledes.
Der var en kollektiv bevidsthed, som sagde, at livet som vi kender det, ikke kan blive ved sådan her. Noget nyt må ske!
Konkret betød det, at folket længtes efter en ny konge, for det var der man har vant til at nye begyndelser komm fra. Men Jesus fødes ikke på slottet, hvor hele eliten holdt til.
3 a f 6
Ingen steder er der plads til den lille familie, så de må tage til takke med den ly, de kan finde i en stald.
Det er som om vi slet ikke var gearet til, at Jesus skulle fødes ind i vor verden. Det er egentlig underligt, for Jesus kommer til ind i en kultur, hvor man virkelig kendte de gamle skrifter med Guds historier. Man længtes efter at noget skulle ske.
For længe siden, havde profeten Esajas f.eks.: “ v1 Det folk, der vandrer i mørket,
skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land.
….
v5 For et barn er født os,
en søn er givet os,
og herredømmet skal ligge på hans skuldre.
Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud,
Evigheds Fader,
Freds Fyrste.”1
Det her er før vi alle havde alle mulige medier at kigge på hele tiden. Det betyder at disse gamle historier var noget, som folk, også de helt almindelige mennesker, kendte og huskede. Det var med andre ord levende historie.
Alligevel er tanken om, at Gud skal være et stort lys for alle i mørket, at han skal fødes som et barn, så anderledes, at selv ikke alle præsterne, de skriftkloge og farisæerne, kunne begribe hvad Gud havde gang i for vores skyld.
1 Esajas 9,1&5
4 a f 6
De troede stadig at lovene, regler og alle deres “Du må ikke, og du skal – formuleringer var vejen frem.
At Gud kunne komme med kærlighed og lys, og være der direkte for mennesker, én man faktisk som almindeligt menneske kan have en relation til, havde de helt enkelt ikke fantasi til at forestille sig.
Der var andre mennesker på banen julenat. Mennesker, som var langt fra eliten. Mennesker, som bestemt ikke kom, hverken i templet eller synagogen.
Mennesker, som havde et blakket ry og absolut ingen anseelse i samfundet. Faktisk blev de betraget som en slags undermennesker, der var utroværdige. En hyrde, for det dem, jeg kommer til, kunne ikke vidne i en retssag. Troværdigheden var taget fra ham.
Hyrderne var i mørket omkring Betlehem, hvor de passede på dyrene. Pludselig sker der noget meget mærkeligt.
Pludselig var der lys i mørket. Engelene stod foran dem.
“Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: v11 I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. v12 Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.«
Prøv lige at tænke tanken, at skulle fortælle den historie og samtidigt i andres øjne være hamrende utroværdig! Gud gør virkelig tingene anderledes end nogen som helst kunne have fantasi til at forestille sig.
Det er en af grundene til, at julenat virkelig er en ny begyndelse. Det er ikke set før, og det har forandret verden. Vores opfattelse af Gud har flyttet sig fra at være en man frygter, til at Gud er én, der elsker os alle – betingelsesløst.
5 a f 6
Den kærlighed smitter på en sådan måde, at vi ikke kan lade være med at elske mennesker. Det er fra Gud kraften til at elske kommer.
Det er vigtigt at lægge mærke til ordlyden i det englene siger til hyrderne: “Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket!”2
Når Guds kærlighed fødes ind i vores verden med Jesus, er det ikke forbeholdt en elite, nogle specielt troende. Hyrderne er de første der fanger det, og mere end noget andet, er de billedet på, at dette er for alle mennesker uden undtagelse – selv for dig!
Når noget fantastisk sker, skal det fejres med musik. Det elsker vi her i kirken.
v13 Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:
v14 Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!”3
Hyrderne løber ind til Betlehem, hvor de finder familien i stalden.
Maria så op og lyttede til hyrdernes fortælling om barnets betydning. Lukasevangliet siger, at hun gemte ordene i sit hjerte.
Lad mig lige til slut vende tilbage til hyrderne. De var ikke bundet af nogen forestilling om at forholdet mellem Gud og menesker skulle have én bestemt form.
Da englen stod foran dem, kiggede de op og lyttede. Det forvandlede deres liv. De fik en ny begyndelse.
2 Luk 2,10
3 Luk 2, 10b-14
6 a f 6
Når vi år efter år, holder jul og deler den samme historie i kirken, er det en anerkendelse af, at noget nyt tog fart den første julenat.
Det var en ny begyndelse.
Men det er ny begyndelse, som du og jeg stadig kan tage del af, for den er båret af Guds kærlighed, og når man ser op og lytter, så kan det forandre ens liv.
Så kan der være en ny begyndelse. Glædelig jul!
Amen
