I sidste uge, havde vi visionsdag i kirken, hvor vi drømte drømme og så syner for fremtidens kirke på dette sted. Men hvad er det egentlig Jesus drømmer om. Ved at kigge lidt på hans tale i synagogen i Nazareth, kommer vi det lidt nærmere:
I lukasevangeliet kapitel fire står der:
Jesus i Nazarets synagoge
v16 Han kom også til Nazaret, hvor han var vokset op. På sabbatten gik han efter sædvane ind i synagogen, og han rejste sig for at læse op. v17 Man rakte ham profeten Esajas’ bog, og han åbnede den og fandt det sted, hvor der står skrevet: v18 Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde,
for at sætte undertrykte i frihed, v19 for at udråbe et nådeår fra Herren.
Når man ser rundt på verden, er det så utroligt let, at blive bekymret. Lyt med her, hvor Thomas Risager taler om kaos og sammenhæng og om ikke at bekymre sig.
Julen er kommet og i den fyldte kirke lyttede vi til julens evangelium, som lyder sådan her:
Jesu fødsel
(Lukasevangeliet kapitel 2, vers 1-20. Side 921-922)
Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. v2 Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. v3 Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. v4 Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, v5 for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. v6 Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; v7 og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.
v8 I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. v9 Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. v10 Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: v11 I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. v12 Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« v13 Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:
v14 Ære være Gud i det højeste og på jorden!
Fred til mennesker med Guds velbehag!
v15 Og da englene havde forladt dem og var vendt tilbage til himlen, sagde hyrderne til hinanden: »Lad os gå ind til Betlehem og se det, som er sket, og som Herren har forkyndt os.« v16 De skyndte sig derhen og fandt Maria og Josef sammen med barnet, som lå i krybben. v17 Da de havde set det, fortalte de, hvad der var blevet sagt til dem om dette barn, v18 og alle, der hørte det, undrede sig over, hvad hyrderne fortalte dem; v19 men Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem. v20 Så vendte hyrderne tilbage og priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt og set, sådan som det var blevet sagt til dem.
Forleden faldt dommen i sagen om manden med den røde bil. Han blev idømt en streng straf.
Han har været nødt til at finde sig i, at der var en dommer, som skulle afgøre hans fremtid.
På næste søndag er det første søndag i advent, hvor vi i kirkerne glæder os over, at Jesus kom ind verden.
Men inden da er fokus på, at alle mennesker uden undtagelse, i følge Bibelen, må stå overfor Jesus, som vil bedømme vores liv. Er du klar til at dommen falder over dig?
Når jeg bliver bedt om at udføre en opgave, spørger jeg tit: “Hvornår skal det være færdigt?”
Med andre ord, hvornår er sidste chance for at lave dette?
Mange mennesker har det på samme måde med troen på Gud. Hvornår er sidste chance for at forholde sig til det? Det er måske ikke lige presserende her og nu. Men mange mennesker oplever dog, når de står overfor udfordringer i livet, at spørgsmålet trænger sig på. Hvornår er det nødvendigt at gøre sin stilling op? Ja eller nej til at tro på Gud.
Hør mere her, hvor jeg med udgangspunkt i lignelsen om de betroede talenter fra Matthæusevangeliets 25. kapitel, taler om dette.
Hellig utilfredshed er, når du ser uretfærdighed og dit hjerte slås i stykker af det, på en sådan måde, at du ikke kan leve med, at uretfærdigheden består. Gud kalder dig til, at gøre en forskel.
Hør mere i dagens gudstjeneste, hvor præsterne Mai-Brit Tvilling fra Solrød Frikirke og Thomas Risager fra Odense Metodistkirke arbejder sammen om at lave en tale. Udgangspunktet er disse to bibeltekster:
1. Thessalonikerbrev Kapitel 2. vers 1-8. Paulus’ ophold i Thessalonika
v1 Brødre, I ved jo selv, at den indgang, vi fik hos jer, ikke var forgæves, v2 men skønt vi, som I ved, lige var blevet plaget og mishandlet i Filippi, fandt vi frimodighed i vor Gud til at forkynde hans evangelium for jer under megen kamp. v3 Vor forkyndelse skyldes ikke vildfarelse eller urene motiver og sker ikke med svig; v4 men vi forkynder sådan, som Gud har fundet os værdige til at få evangeliet betroet, ikke for at behage mennesker, men Gud, som prøver vort hjerte. v5 Vi optrådte jo, som I ved, aldrig med smigrende ord og heller ikke med fordækt griskhed – det er Gud vidne på! v6 Vi søgte heller ikke anerkendelse hos mennesker, hverken hos jer eller andre, v7 og det skønt vi som Kristi apostle havde ret til at ligge jer til byrde. Tværtimod færdedes vi med venlighed blandt jer. Som en mor tager sig af sine børn, v8 sådan ville vi af ømhed for jer gerne give jer ikke blot Guds evangelium, men også vort liv. For vi var kommet til at holde af jer.
Matthæusevangeliet kapitel 22 vers 34-46: Det største bud i loven
v34 Da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de, v35 og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve: v36 »Mester, hvad er det største bud i loven?« v37 Han sagde til ham: » ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ v38 Det er det største og det første bud. v39 Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ v40 På de to bud hviler hele loven og profeterne.«
Davids søn eller Davids herre
v41 Mens farisæerne var forsamlet, spurgte Jesus dem: v42 »Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?« De svarede: »Davids.« v43 Han sagde til dem: »Hvordan kan David så ved Ånden kalde ham herre og sige:
v44 Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender under dine fødder? v45 Når David altså kalder ham herre, hvordan kan han så være hans søn?« v46 Ingen kunne svare ham et ord, og fra den dag turde heller ingen længere spørge ham om noget.
Der kommer to små taler, som er adskilt af en video, som du må se, for at det giver mening.
Det spørgsmål stiller alle mennesker ind i mellem.
Ligegyldigt om det nyt for os at tro, eller om vi har troet på Gud i en menneskealder, kommer vi alle sammen ud for situationer i livet, hvor vi kan komme til at tvivle på, om Gud har set os. Fatter han overhovedet, hvad vi står i livet?
Det er der ikke noget nyt i. I Bibelen finder vi en historie om mennesker i en ørken, som undrer sig over præcis dette. I dag taler jeg også om, at der er mennesker omkring Jesus, som ansigt til ansigt med ham, spørger om det samme: Er Gud hos os?
Nardus synger medrivende gospel til en gudstjeneste, som sætter fokus på taknemmelighed.
Vi danskere har en spidskompetence, når det handler om at brokke os. Når noget er hårdt og tungt er vi rigtig gode til at huske på det og fokusere vores energi omkring det.
MEN husker vi at lægge mærke til alt det fantastiske vores liv er fyldt med. Husker vi at være taknemmelige, når det som var hårdt er løst og vi igen kan trække vejret frit.
Når vi taler om vaner, tænker vi oftest på de dårlige vaner, som for meget vin eller for meget tobak. Men faktisk er vaner en utroligt smart ting, fordi de aflaster vores hjerne. Hvad har det nu med tro at gøre, ja det har vi talt om de sidste fire søndage i Metodistkirken. Her er den sidste af de fem taler.
I dag er der rigtigt mange involveret i gudstjenesten. De menesker, som har været en del af forårets kursus VEJEN beder bønner, læser tekster og giver små taler og historier fra deres egne erfaringer med vaner – både gode og dårlige.
Dagens tale fokuserer på, hvordan Jesus omtaler efterfølgelse. Det er et ord, som vi ikke anvender i det daglige, men Jesus udfordrer os til handle på vores tro – og det er en god vane.
”Jesus elsker alle, siger vi, og det giver han klart udtryk for på et tidspunkt, hvor nogle oplevelser pludselig får ham til at sige tak til Gud, fordi Gud har gjort troen og Guds kærlighed mere forståeligt for dem, der ikke har den hele store baggrund og teoretiske viden. Det er nok ikke for at holde de kloge og belæste uden for, men det understreges, at Jesus ikke stiller en masse krav op for at være en af hans venner eller disciple. Det er noget af en håndsrækning!”
