Denne søndag er der gospelgudstjeneste med gospelkoret Emmuas.
Sangene og temaet kredser omkring temaet: I am.
Hvem er jeg?
Hvem er jeg i menneskers øjne?
Hvem er jeg i Guds øjne?
Tag: Metodistkirken
Hvorfor tro på en gud? – Thomas Risager, Yvonne Brandt & Anders Flinck
Ateistisk Selskab kører for tiden en reklamekampagne, som sigter mod at få folk til at melde sig ud af kirken, ved at stille spørgsmålet:
“Hvorfor tro på en Gud?”
Det skal de have lov til at gøre, og det er et helt legitimt spørgsmål at stille.
Det er et spørgsmål, som jeg faktisk synes, at alle mennesker bør overveje. Ikke kun de, som ikke tror, men også de, som tror.
Ved dagens gudstjeneste giver vi vores svar på spørgsmålet. Hvorfor tro på en gud?
Hør mere her:
Du kan også læse manuskriptet til talen. Bemærk dog, at der ofte er afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.
Prædiken søndag d. 17. april 2016.
Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.
Yvonne Brandt, Anders Flinck, Sine Åkerman.
Tekster: Apg. 9,36.43 & Sl 23 & Åb 7,9-17 & Joh 10,22-30
Hvorfor tro på en Gud?
Ateistisk Selskab kører for tiden en reklamekampagne, som sigter mod at få folk til at melde sig ud af kirken, ved at stille spørgsmålet:
“Hvorfor tro på en Gud?”
Det skal de have lov til at gøre, og det er et helt legitimt spørgsmål at stille. Det er et spørgsmål, som jeg faktisk synes, at alle mennesker bør overveje. Ikke kun de, som ikke tror, men også de, som tror.
Men lad os lige se på en historie fra bibelen først.
Vi er i den første kirkes tid. Jesus er opstået fra de døde, faret til himmels, har givet disciplene missionsbefalingen: “Mig er givet al magt i himlen og på jorden. v19 Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, v20 og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.”
Disciplene ventede ti dage i Jerusalem, og så faldt Guds ånd over dem, og mennesker, der hørte dem tale om Guds kærlighed gennem Jesus, oplevede det så stærkt, at de begyndte at tro. Mange blev døbt og den første kirke var en realitet.
Det var ikke en kirke, som vi tror det skal være i Danmark, men en kirke, som var et fællesskab af mennesker, som levede sammen, delte alt og tog sig af de fattige og de svage. Samtidigt tog de missionsbefalingen fuldstændigt alvorligt. De missionerede helt vildt.
Hvis vi synes Ateistisk Selskab er missionerende for deres sag, så er det ingenting at regne i forhold til den måde som de første kristne gik til den på.
En af datidens første og største kristne Paulus skiver selv: “v19 Skønt fri og uafhængig af alle har jeg gjort mig selv til alles tjener for at vinde så mange som muligt. v20 For jøderne er jeg blevet som en jøde for at vinde jøder. For dem, der lever under loven, er jeg blevet som en, der står under loven, for at vinde dem, selv om jeg ikke er under loven. v21 For dem, der er uden lov, er jeg blevet som en, der er uden lov, for at vinde dem, selv om jeg ikke er uden Guds lov, men er under Kristi lov. v22 Jeg er blevet svag for de svage for at vinde de svage. Alt er jeg blevet for alle for i det mindste at frelse nogen. v23 Alt gør jeg for evangeliets skyld for selv at få del i det.”
Paulus siger ligeud her at alle kneb gælder.
Når vi ser på den første kirke, er det vigtigt at have i baghovedet, at man levede i en såkaldt eskatologisk tidsalder, man forventede simpelthen at den tid, hvor Jesus var borte ville være kort.
Lige om lidt, måske i morgen, ville Jesus komme tilbage og gøre endeligt op med denne verdens ondskab, og så gjaldt det om at være klar.
Det er den tankegang, som ligger bag historier om mennesker, som solgte alt, hvad de ejede for at give det til fællesskabet.
Den første kirkes tid, var en vild tid.
Apostlen Peter er på missionsrejse, for at forkynde evangeliet og han kommer til Lydda, hvor han helbreder en lam mand. Det lyder som en vild historie, men i den første kirkes tid, var det hverdag. Rundt om i verden er denne side af den kristne tro ikke fremmed.
Nu kaldes Peter til Joppe, hvor der var en kvindelig discipel. (Læg lige mærke til det! Det er ikke længere kun mændene, som kan være disciple)
Tabitha gjorde mange gode gerninger og gav mange almisser. Bibelsprog for at hun var en meget trofast og god kvinde – en forbildelig disciplel.
Men nu er hun død.
Disciplene – de kristne – i Joppe sendte bud efter Peter, som kom til byen. Han gik op til liget, faldt på knæ og bad til Gud: “Tabitha, stå op!” Så blev Tabitha levende og mange der hørte det kom til tro på Herren, som der skrives i Apostlenes Gerninger.
Jeg tror på Gud, og tænker sikke en fantastisk historie.
Men lad os lige et øjeblik lege med tanken om, hvordan dette lyder for et menneske, som ikke tror.
Et menneske, som har bestemt sig for at Gud ikke findes, eller i bedste fald er et produkt af menneskers egen fantasi.
Hvordan lyder sådan en historie i deres ører?
Hvis man ser isoleret på historien om opvækkelsen af Tabitha, så kan jeg måske godt forstå det ikke troende menneske, som ikke lige køber sådan en historie.
Jeg synes faktisk, at der er flere historier i bibelen, som er så vilde, at jeg også spørger, gad vide om det helt holder vand?
Det er lige der, hvor vi skal minde hinanden om, at bibelen ikke er en videnskabelig tekstbog, men en fortælling om Guds åbenbaring for mennesker. Det er her, hvor jeg minder mig selv om, at det er Gud jeg tror på, og tilbeder, ikke bibelen.
Jeg ved godt, fra mine samtaler med mennesker, som ikke tror, at det er vanskeligt for dem, at jeg ikke betragter bibelen som den absolutte og endelige SANDHED. Bibelen er modsætningsfuld og det lever jeg faktisk fint med. Jeg tror alligevel. Og jeg tror Gud taler til os gennem bibelen, så den er uvurderlig.
Min tro er naturligvis præget af, hvad jeg har læst i bibelen.
Men den er rigtigt meget præget af, hvad jeg har oplevet!
Troen er noget, jeg oplever og erfarer, og ja, hvis jeg skal være helt ærlig, så er den nogen gange i modstrid med min beskedne forstand. Det lever jeg med. For tro foregår ikke kun i hovedet, men sandelig også i hjertet.
Jeg kan ikke bevise Gud findes. Det er der ikke nogen der har gjort. Og nej, for ikke troende, er det der står i bibelen ikke et argument og det er slet ikke et bevis.
Men jeg tror stadig, og jeg tror det er bedst for mig, at tro på, at der er en Gud som elsker mig, tilgiver mig, udfordrer mig, bruger mig og sender mig.
En Gud, som ville mig, og dig, så meget, at han lod Jesus dø på korset og opstå igen. Ikke for, at det skal være bevis, men for at vi må se, tro og erfare.
Det er det, som det handler om: at tro – ikke bevise, ikke vide, men at tro.
Hebræerbrevet i bibelen siger: “Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses.”
Min tro bekræftes og vokser, når jeg hører mennesker fortælle om deres tro. Så ser jeg den levende Gud bag det.
Vi skal slutte af med at høre et par menesker fortælle om deres tro.
Yvonne, hvorfor tror du på Gud?
“Jeg troede faktisk ikke at jeg kunne tro igen.
Efter en del år med et kaotisk liv med en psyke der drillede, kom min tro dog tilbage til mig da jeg begyndte at gå til gospel og teksterne dér hjalp mig i min hverdag. Gospel blev mit åndehul og tirsdag aften ugens højdepunkt, hvor jeg mentalt blev tanket op.
Efter ret kort tid til gospel begyndte jeg også at komme i kirken om søndagen, begyndte også at tænde lys og at be’.
Mit liv ændrede sig radikalt til det bedre.
For et par år siden vendte mine døtre hjem til Fyn – som jeg havde bedt for. De gir mit liv mening og jeg er slet ikke i tvivl om at det er min tro på Gud der her hjælper mig.
Jeg takker dagligt for det min tro gir mig og at mine bønner blir hørt.
Jeg har nu et liv, der er værd at leve og igen noget at stå op til hver dag: en familie, venner, træning, job og ikke mindst min tro på det gode i livet!
Derfor gir det mening for mig at tro!”
Anders Flinck, hvorfor tror du?
At tro på Gud eller at vælge at tro på
Det er lidt svært at beskrive, når jeg ikke har prøvet ikke at tro på Gud. Hvilket ikke er det samme som at tvivle, jeg kan jo kun tvivle på noget jeg tror, er der. Viste jeg med sikkerhed at der ikke var en gud, kunne jeg ikke tvivle på ham.
Det betyder bla. at jeg prøver pga Jesus eksempel, at se på mig selv lige som jeg se på andre, at når jeg ønsker retfærdighed for mig, at jeg også nærer det samme ønsker om retfærdighed for andre.
Det betyder at når jeg fyldes af glæde over naturen, livet og kærligheden kan rette takken mod gud, det betyder også at jeg retter utilfredsheden mod gud.
Jeg har svært ved at se hvad der skulle inspirer mig til at være mere medmenneskelig, mere tålmodig og have empati osv. Uden troen på en gud som opfodrer os til at leve med og for vores næste.
Skeptikeren kun sige at bøn til gud bare er samtale med en usynlig psykolog, at tankerne kommer ud at jeg kan lægge dem fra mig. Måske er det det, en gang imellem, andre gange er som et berusende nærvær, opmuntring til at klø på, opmuntring til at fortsætte vilje fast med de vigtige ting i livet også i modgang og håbløshed. Og så har oplevet mirakuløse ændringer mit og andres liv og helbred uden bøn. Jeg tillægger gud æren, en god ateist kunne måske finde god forklaring på det uforklarlige.
Jeg frygter slet ikke døden, jeg ønsker selvfølgelig heller ikke at dø, jeg har ingen forestilling om en himmel eller et helvede efter døden. Der imod føler jeg at gud vil have sine disciple til at skabe en flig af paradis og ikke det helvede som egoisme, magtbegær og grådighed skaber for mennesker.
Don’t have the inclination to look back on any mistake
Like Cain, I now behold this chain of events that I must break
In the fury of the moment I can see the Master’s hand
In every leaf that trembles, in every grain of sand
I gaze into the doorway of temptation’s angry flame
And every time I pass that way I always hear my name
Then onward in my journey I come to understand
That every hair is numbered like every grain of sand
I hear the ancient footsteps like the motion of the sea
Sometimes I turn, there’s someone there, other times it’s only me
I am hanging in the balance of the reality of man
Like every sparrow falling, like every grain of san
Sine Åkerman siger:
Jeg tror på Gud fordi Gud er håb og Gud er ubetinget kærlighed.
Min tro hjælper mig til at acceptere, at jeg begår fejl og rummer ting, jeg ikke er stolt af. At jeg er ok alligevel.
Min tro giver mig styrke, vilje og mod til, at være noget for andre.
Min tro forhindrer mig i at miste forstanden, når jeg møder verdens elendighed. Jeg accepterer, at jeg er lille og Gud er stor. Gud kender mig, men jeg kender ikke hans veje.
Gud giver mig glæde og frihed til, at være mig.
Derfor tror jeg på Gud.
Amen
Tro er at gå og komme! – Thomas Risager
Ved gudstjenesten i dag fokuserer jeg på en historie fra Johannesevangeliet kapitel 21,1-19. Her møder den opstandne Jesus disciplene, som kommer trætte og tomhændede hjem fra fiskeri. Jesus synes ikke, at de er færdige med at fiske, så han sender dem ud på søen igen. Selvom de vidste alt om at fiske, kunne han lære dem noget nyt.
Efter fiskeriet inviterer han dem til at være sammen med ham omkring et måltid fisk og brød.
På denne måde viser Jesus, at med tro er der både det aspekt at blive sendt ud, men også at få lov at komme tilbage til ham. Et balanceret trosliv er altid begge dele.
Du kan også læse talen her. I dag er det dog, en ganske anden tale, end den jeg havde planlagt, som jeg faktisk holdt. Sådan går det nogle gange 🙂
Prædiken søndag d. 10. April 2016.
Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.
Tekster: Johannes 21,1-20.
Gå og kom!
Det er stadig påske selvom påskekyllingerne er pakket væk og påskeæggene forlængst er spist.
Her i slutningen af Johannesevangeliet, hvor vi hopper ind i historien, er der stadig fuld gang i den.
Jesus er opstået. Han har gennem nogle dage, vist sig for disciplene ved flere lejligheder. Det er en mærkelig tid for disciplene og alle andre.
Vi kender det godt fra vore egne liv, at det er super godt, at denne her store ting, som vi har fokuseret på, er godt overstået, men vi må altså til at fokusere på hverdagen igen. Det er det, som sker, da Peter bryder tavsheden. “Jeg tager ud og fisker!”
Et eller andet sted, er det så befriende, at der endelig kan komme lidt normalitet ind i deres liv igen, men de bliver klogere, for med Jesus kan man aldrig vide.
Jeg tror ikke, de har glemt hvordan man gør, men da solen bryder frem og det er tid at komme til land igen, har de ikke fanget noget. Intet! Det er ikke fedt, at være fisker og komme til land med en tom båd.
Der står en mand på bredden. Det gør der tit, når fiskerne kommer ind. Måske kunne man lige få en fisk.
Det var Jesus, som stod der: “Børn, har i noget at spise?”
Jeg tror, han kendte svaret.
Kast nettet ud på den anden side, råber han til dem.
Helt ærligt, så er det bare dybt mærkeligt. Det er mærkelige, at han siger det til dem, fordi det bør ikke gøre nogen forskel. Og i øvrigt, så er det med at lave om på rutinerne på en båd, ikke altid en god ide, for det er vigtigt at alle ved, hvem der gør hvad, hvornår. I sær i pressede situationer.
Det er også mærkeligt, at disciplene gør som han siger. Måske er der bare noget over Jesus, men de ved faktisk ikke endnu, at det er ham.
De rigger hele båden om, der ganske tæt på land og smider nettet ud igen. Miraklet sker, uden at nogen af dem, kan forklare hvorfor, så er nettene ved at sprække og havet koger af fisk i vandoverfladen.
Peter, som gerne ville have hverdag igen, fatter at det er Jesus som står derinde, så væk med al besindighed, han kaster sig i vandet og svømmer ind til Jesus, mens de andre må kæmpe med at redde den enorme fangst.
Jesus har tændt bål beder om fisk. Der er 153 fisk i nettet. Et symbolsk tal for på den tid, var det opfattelsen, at der far 153 nationer i verden.
Jesus samler disciplene omkring sig og holder måltid med dem. Brød og fisk. Sikkert en af grundene til at nadveren ofte så således ud blandt de første kristne i Syrien.
Johannes er tydelig. Det var nu tredje gang Jesus viste sig for disciplene. Vi skal vide det og huske det. Ikke mindst skal vi lægge mærke til at Jesus spiser sammen med disciplene. Jesus er nær i måltidet.
Det er også tanken, at Jesus er nær, når vi i kirken samles om nadverbordet. Her er vi nemlig velkomne, også selvom vi kommer med vores fiaskoer, ligesom fiskerne, der intet har fanget, selvom de har prøvet hele natten.
De føler sig ikke som de mest fantastiske i det øjeblik. Men de er velkomne, som de er.
At have en tro, som gør en forskel i livet, handler ikke kun om, at må komme som man er, men også om at gøre en forskel for andre.
Jesus siger til et menneske, som spørger hvad han skal gøre med alt det tro.
“ og du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.‹ v31 Dernæst kommer: ›Du skal elske din næste som dig selv.”
Hvad skal jeg gøre med min tro spørgsmålet, opstår først, når man virkelig opdager, at man får af Gud. Når man virkelig overvældes af hans kærlighed og velsignelse, kommer restløsheden. Hvad skal jeg så gøre? Det er måske først der, man er lydhør overfor tanken om, at Gud måske ligefrem vil bruge én.
Jesus spørger Peter om han elsker ham ikke mindre end tre gange. For hver gang Peter svarer ja, Herre, følger der en opgave. Vogt mine lam, vær hyrde for mine får, vogt mine får!
Peter får liv at være sammen med Jesus, men kærligheden er også sådan, at den driver ham ud. Kast nettet ud på den anden side, får de at vide. Vogt mine Lam får Peter at vide….
Peter får at vide, at hans tro kommer til at koste ham livet, og stadig siger Jesus: Følg mig!
Amen
Opstandelsen handler om at turde tro længere end vi kan se – Thomas Risager
Kvinderne, der påskemorgen kommer ud til graven og finder stenen væltet fra, ved ikke havd de skal tro. Et eller andet sted der det fuldt forståeligt, for det kan jo ikke lade sig gøre at opstå fra de døde. Det er i modstrid med alle de sandheder, vi kender. Men det sker bare alligevel ……
Jesus Kristus er opstået – Ja, Han er sandelig opstået!
Sådan lød råbene i oldkirken på påskemorgen. I dag lyder de i Odense Metodistkirke. For det, der gjaldt den første påskemorgen, gælder også i dag. Opstandelsen fra de døde handler ikke kun om, hvordan vi dør, men sandelig også om hvordan vi lever.
Hør mere her…..
Du kan også læse teksten her. Bemærk dog, at det talte ord, ofte afviger fra det skrevne.
Prædiken søndag d. 27. marts 2016.
Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.
Tekster: Luk 24,1-12 & Apg. 10 34-43 & 1. Kor 15,19-26, Salme 118,1-2+14-24.
Påskedag: Opstandelsen handler om at turde tro længere end vi kan se!
Alt håb er knust.
Mørket har magten. Det onde vandt.
Kan det være sandt? Har det virkelig ramt os?
Hvad med alle de gode løfter han kom med?
Han tabte kampen!
Nu på tredjedagen, den første dag i ugen, er kvinderne på vej ud til graven. Salverne duftede dejligt, men de kunne ikke fjerne den knugende sorg og følelsen af totalt nederlag.
Mændene – disciplene, de holdt sig bare skjult, som om det eneste i denne verden, de ønskede sig, var at være i fred.
Den døde Jesus skulle smøres ind i salve, sådan som det var skik og brug, at kvinderne gjorde.
Stenen var væltet bort, og kvinderne gik ind i graven, men den var tom.
De vidste ikke hvad de skulle tro.
Sådan tror jeg, mange af os har det, når vi står ansigt til ansigt, med den uovervindelige sygdom, med sorgen, med døden, med konflikten, med tomheden.
Vi ved ikke hvad vi skal tro.
Det er som om hele virkeligheden bliver uvirkelig. Som om alt er i spil. Alt hvad vi troede holdt os fast, viste sig ikke at holde.
Kvinderne er forståeligt nok, nærmest lammede, og står bare og kigger ned i jorden, da to mænd i lysende klæder står foran dem: “Hvorfor leder i efter den levende blandt de døde?”
Det er faktisk et godt spørgsmål, men de ved jo ikke hvad de skal tro. Helt ærligt, det forstår jeg godt.
Englene, for det er det – Guds sendebud, minder dem om, at han ikke er her, han er opstået. Husk nu, hvad han har sagt til jer….. Jesus havde jo talt en hel del om det. At døden ikke skulle kunne holde ham….. Husk nu det, han har sagt til jer…..
Da huskede kvinderne hans ord og forstod.
Der forsvandt sorgen, usikkerheden og tvivlen.
Da kom troen.
Det er sandt. Jesus er virkelig opstået!
Hvad der så ud som, føltes som, oplevedes som nederlag og mørke, blev forvandlet til lys, sejr og triumf.
Døden fik ikke det sidste ord, håber lever!
Det kan virkelig være svært at begribe, for det strider mod alt, hvad vi anerkender som sandhed.
Da kvinderne står overfor de slukørede mænd og med begejstring forstæller, hvad de da har set og hørt, slår mændene det hen som løs snak og de troede ikke kvindernes ord.
Det er så let, at slå opstandelsen hen. Det kan jo ikke lade sig gøre.
Nej, det kan det ikke, men det sker alligevel. Det er kernen i al kristen tro.
Jesus opstår på trods.
Kærligheden og livet vinder over ondskab og død.
Og det kan bruges til en hel del i vores liv. Det handler nemlig ikke kun om, hvordan vi dør, men i høj grad om hvordan vi lever.
Påskens budskab om opstandelsen giver os visheden om at livet, uanset hvad, ender godt.
Da Peter og mændene slår opstandelsen hen som løs snak, berøver de sig selv for en enorm glæde.
Vi skal selvfølgelig ikke være jubeloptimister og fornægte de realiteter, som vi står i, men vi skal huske at holde håbet højt. For opstandelsen taler om, at der ud af det, som ser sort ud, kan komme nyt liv.
Det er så vigtigt, at have med i livet, at opstandelsen ikke kun gælder når vi engang dør, men sandelig også mens vi lever.
Opstandelsen handler om at turde tro længere end vi kan se.
I dag fejrer vi at Jesus opstod fra de døde.
At løfterne om Guds fantastiske indgriben i vores liv ikke bare var løs snak, men virkelighed. At kærlighed er handling fra Guds side.
Gud vil dig.
Gud elsker dig.
Gud beskytter dig og passer på dig – også længere end du lever.
Tro på opstandelsen er at turde tro længere end du kan se. Og det har betydning ikke kun for vores død, men sandelig også for vores liv.
Jesus Kristus er opstået – Ja, Han er sandelig opstået!
Amen.
Klar til at blive klar/Velsignet være han, som kommer i Herrens navn, Kongen! – Thomas Risager
Yes, we can!
Ordene gav genlyd over hel verden, da den unge politiker Barack Obama vandt sin plads ved skrivebordet i det Ovale Kontor. Ja, vi kan! Håbene til ham som verdens mægtiges leder var enorme. Var han en ny Jesus for Amerika?
Sådan kunne man næsten tro, at nogen så ham, da han gjorde sit indtog i Washington.
I dag Palmesøndag fortæller jeg historien om Jesus, som indtager Jerusalem. Det er blevet Palmesøndag og forventningerne til Jesus er enorme. Nu begynder påsken.
Hør mere her:
Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord, ofte afviger en del fra det skrevne.
Prædiken søndag d. 20. marts 2016.
Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.
Tekster: Lukas 19, 28-40. Palmesøndag.
Yes, we can!
Ordene gav genlyd over hel verden, da den unge politiker Barack Obama vandt sin plads ved skrivebordet i det Ovale Kontor.
Ja, vi kan! Håbene til ham som verdens mægtiges leder var enorme, var han en ny Jesus for Amerika?
Sådan kunne man næsten tro, at nogen så ham, da han gjorde sit indtog i Washington.
Yes we can!
Samtidigt med at Obama blev præsident begyndte jeg, at studere i Washington DC. De næste fire år var jeg i USA 2 gange 14 dage om året.
Jeg var som så mange dybt imponeret over Obama og hans evne til at holde taler. Det er jeg stadig. For ikke længe siden blev en ung sort præst skudt under et smågruppemøde. Clemente Pickney var i øvrigt student på det samme Doctor of Ministry track, som jeg læste på Wesley Seminary.
Det var Obama, som holdt talen til hans begravelse. Det er den bedste prædiken jeg nogen sinde har hørt. Find den på Youtube.
Obama er fantastisk – synes jeg.
Det var vildt fascinerende at opleve, hvordan Washington og de amerikanere fra hele USA, som jeg læste sammen med, var fuldstændigt euforiske over den nye præsident.
Nu skulle Washington politikerne have et spark bagi i. Nu skulle der være reformer. Nu kom der en ny tid.
Når man gik i byen var der plakater, skilte og Obama marchandise over alt. Yes we can……
Den stemning vendte ret hurtigt.
De følgende besøg i Washington handlede mere og mere om, hvor elendig Obama var og hvor skuffede folk var over ham. Selv nogle af dem, som var allermest euforiske var dybt skuffede og desillusionerede.
“Yes we can” blev til “No we can’t”
Jesus blev modtaget med samme enorme eufori og forventningerne til ham var enorme.
Folk råbte ikke “Yes, we can!” efter ham, men Hosianna – Velsignet være han, som kommer, kongen, i Herrens navn.
For i folkets øjne, så var der brug for en luftforandring. Den sidste succesfulde konge, som havde regeret og leveret storhed var Kong David, godt tusind år, før Jesus rider ind i byen.
Esajas og andre med ham, havde lagt grunden til de enorme forventninger, fordi de gennem mere end 500 år, har lagt navn til drømme og profetier om, at Gud nok skal gribe ind og give dem den konge og den tryghed, som de så desparat ønsker sig.
De modtog Jesus om ny konge i Jerusalem, som kogte af liv, fordi det var tid at fejre den jødiske påske. Så alle – næsten da – var i Jerusalem.
Nu gik gik alle profetierne i opfyldelse. Nu kom kongen.
Disciplene råbte højest. Velsignet være han som kommer i Herrens navn.
Folket stemte i og viftede med deres palmegrene, for det er nu det sker. Det er nu, Gud griber ind.
Men hvad er nu det.
Han kommer ikke som en krigskonge, men på et æsel. På et pakdyr.
Det er helt uhørt.
Allerede der bør de vide, at noget er helt anderledes end de har forestillet sig.
Farisæerne har lugtet det, og de byder Jesus at få de højtråbende disciple til at klappe i.
Jesus svarer kryptisk: “!Men han svarede: »Jeg siger jer: Hvis de tier, vil stenene råbe.”
Allerede nu er noget sat i gang, noget som er så stort, at det kan forandre ikke bare landets gang, eller verdens historie, men alle menneskers liv, også vores, vi der ikke har set det med egne øjne.
På palmesøndag kommer Jesus ind i Jerusalem. Påsken, som vi kender den tager din begyndelse.
Om ikke mange dage, er det de samme mennesker, som råbte Hosianna, der står i slotsgården og råber: “Korsfæst manden!”
I historien om Jesus fristelse, kan stenene blive til brød i historien her, kan stenene råbe. Råbene fra dem, bliver det samme, som fra disciplene og folkeskaren. Hosianna – Velsignet være han, som kommer i Herrens navn.
Det er så vigtigt, at det bliver proklameret at nu kommer Jesus.
Mennesker skal høre det, Folk skal vide det, alle skal fatte det. For det der nu det sker.
I en af parrallelteksterne – Matthæus, ser vi at folket modtager jesus med Jubel, men de undrer sig også, og nogle spørger: “Hvem er han?”
Nu vil jeg give dig chancen for at tænke over det et øjeblik. Hvem er han for dig?
…… Folk fra menigheden får lov at sige, hvem han er for dem ……..
Jesus har mange forskellige betydninger og vi lægger mærke til forskelligt omkring ham. Men han betyder stadig meget, også selvom vi måske ikke synes om os selv, at vi har det fulde billede.
Da Jesus kom til Jerusalem, var det Yes we can.
Da folket så, hvor anderledes han var, blev til No, we can’t.
Men når vi hører historierne om ham i dag, og ikke mindst, når vi hører lidt på, hvem han er for os, så behøver stenene ikke at tale.
Så bliver jeg overbevist, så jeg siger:
“Yes HE can!”
Amen.
Klar til at blive klar / Hyldest til kvinden, der salver Jesus fødder – Thomas Risager
Forleden var det kvindernes internationale kampdag.
Det har ikke umiddelbart noget med Jesus at gøre. Men i dag taler jeg over en historie fra Johannesevangeliet, hvor en kvinde kommer i centrum. Det gør hun i en mandsdomineret verden, hvor kvinder ikke havde nogen plads, men Jesus lader hende komme til. Umiddelbart ser det ud til, at hun betjener Jesus ved at salve hans fødder med olie og tørre dem med sit hår, men hun gør langt mere end det. Hun viser med sin handling, at hun i sandhed har forstået, hvad der ligger forude i påsken.
Hun lægger også et eksempel: At sandt discipelskab er at elske i gerning. Noget som hidtil havde været forbeholdt mændene.
Hør mere her:
Du kan også læse manuskriptet til talen her. Bemærk dog, at det talte ord ganske ofte afviger fra det skrevne.
Prædiken søndag d. 13. marts 2016.
Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.
Tekster: Johannes 12, 1-8.
Forleden var det kvindernes internationale kampdag.
Jeg ved godt at nogle mænd griner lidt af det. Jeg kan godt komme i tanke om en enkelt joke eller to, som kunne fyres af blandt mænd på lige den dag.
Det har jeg selvfølgelig ikke gjort! 🙂
Men der er stadig noget at kæmpe for. Kvinder får statistisk set mindre i løn end mænd. I Danmark i 2016 – Virkelig?
I den kirkelige verden er der stadig mennesker, som argumenterer mod at kvinder kan være præster. Jeg har læst argumenter som, at det er svært at koncentrere sig om at modtage nadveren, når man kan ane kvindes barm under præstekjolens stof. I Danmark i 2016 – Virkelig?
I metodistkirken kan vi nogen gange forfalde til at lidt selvgodhed, fordi vi ret tidligt accepterede kvindelige ledere og præster. Men alene sprogbrugen viser, der stadig er noget at arbejde på. Det burde jo være en selvfølgelighed. I Danmark i 2016 – Virkelig?
Hos Jesus var det helt anderledes. Hos ham skulle kvinderne ikke kæmpe for deres plads. Det skulle de med en del af de andre mænd, men ikke hos Jesus. I Jerusalem i 33 – Virkelig!
Det var seks dage før den jødiske påskfejring. Jesus og hans følge var kommet til Betania ganske få km. øst for Jerusalem.
Her boede Lazarus.
Måske tænker du Lazarus. Det navn har jeg da hørt før. Hvad er der lige med ham?
Det skal vi da lige have med. I Johannes kapitel 11 finder vi historien om to søstre Martha og Maria, som sender bud til Jesus fordi deres bror er syg.
Da Jesus hørte det, udbrød han: “Den sygdom er ikke til døden, men tjener til Guds herlighed, for at Guds søn skal herliggøres ved den.”
Sådan bliver det. Guds søn bliver herliggjort ved den. Lazarus bliver hovedperson i en af de mest spektakulære historier i bibelen.
Da Jesus kommer til Betania får han at vide, at Lazarus allerede har ligget fire dage i graven.
Johannes slår fast med syvtommersøm: Lazarus er død!
Lang historie kort: Jesus kalder Lazarus ud af graven. Vaklende, viklet ind i de traditionelle ligklæder, kommer Lazarus gående ud af graven.
Nu sidder jesus sammen med Lazarus, hans søstre Martha og Maria. De holder et festmåltid for Jesus.
Mens de gør der sker det underlige, at Maria tager et pund, hvilket er rigtigt meget, ægte Nardus-salve.
Hun salver, som bibelen siger, Jesu fødder. Hun smører altså Jesus fødder ind i den meget velduftende olie.
Det bliver ikke mindre underligt af, at hun tørrer hans fødder med sit hår.
Der er tre ting, vi skal lægge mærke til ved det.
Det at salve et menneske fylder i bibelens univers to formål. Det ene er, at en profet/præst sendes af Gud, for at udpege, den nye konge over landet. Den konge, som Gud udvælger. Det mennesker bliver konge ved at præsten/profeten smører salve på hans hovede. Vi ser det bl.a. da den rødmossede hyrdedreng af Samule salves til konge.
Så man kan ud af dette læse den betydning, at Maria har fattet og set, at Jesus er den udvalgte konge. Han er Messias.
Hun ved måske også, at Jesus ikke bliver konge, sådan som de, der tager imod ham med hyldestråb og palmegrene håber det. Måske, er der derfor hun ikke salver hans hovede, men hans fødder?
Den traditionelle anden brug af salven understøtter måske denne teori, at Maria har forstået, hvordan dette kommer til at ende for Jesus.
Traditionelt bruges salven, når et menneske er afgået ved døden, så er der kvindernes opgave, at salve den døde.
Den tredje ting, er at Maria tørrer Jesus fødder med sit hår. Når kvinder var sammen med mænd, så var der meget strenge omgangsformer. Som hovedregel rører en kvinde ikke ved en mand, som hun ikke er gift med.
En kvinde har heller ikke sit hår slået ud sammen med en mand, der ikke er hendes egen.
Maria er trods alt nødt til at slå sit hår ud, for at tørre Jesus fødder.
Vi skal lægge mærke til, at alle konventioner brydes. Mange af de lærde bruger dette som et tydeligt tegn på, at mænd og kvinder var lige i omgangskredsen om Jesus.
Der var ikke kun de tolv disciple, som fulgtes med Jesus. Der var en langt større gruppe, som også var med. Det er beskrevet i Lukasevangeliets kapitel 8. Disse kvinder var altså ikke reduceret til at være hustruer for nogle mænd, men selvstændige kvinder, som fulgte med rundt. På dette tidspunkt var det altså ganske uhørt.
Judas, som senere skal forråde Jesus, reagerer. Han reagerer ikke på, at hun som kvinde omgås Jesus på en for den tid, ganske særlig måde. Han er pengegrisk, og det salvens værdi, han reagerer på.
Det vi ser her er, at det er en kvinde, som viser hvad discipelskab er. På trods af, at Jesus mange gange har forsøgt at forberede disciplene på, at han skal lide og dø. Og det at efterfølge ham betyder, at man skal fornægte sig selv, tage sit kors op, og følge ham. Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af ham, skal finde det. Det er det, han siger.
Mændene har stadig travlt med hvem, der er den største. Maria har set sin bror gå ud af graven, hun forstår, at Gud gennem Jesus kommer til at gøre en kærlighedsgerning, som denne verden får svært ved at forstå omfanget af.
Hun ved, at hun kan gøre det lille, hun kan gøre, og at det gør en forskel.
Hun salver Jesus, og viser med sit eksempel på, hvordan man lever sin tro ud, at ord alene gør det ikke.
Amen
Klar til at blive klar / Tilgivelse og nåde – Thomas Risager
Jeg gætter på, at du har prøvet, at der er mennesker der har trådt på dig og gjort det så grundigt, at du for at passe lidt på dig selv, har sagt “ham gider jeg ikke længere have noget med at gøre!”
I arrigskab distancerer vi os så meget fra dem, at vi ikke en gang kan have en relation på Facebook, så vi sletter dem og lader som de ikke længere eksisterer.
Hvor modent! Jeg tror vi alle må indrømme, at enten har vi prøvet det, eller også har vi været meget tæt på.
Måske er du så heldig, at det samme menneske kommer tilbage til dig. Den, som du har ladet som om ikke eksisterer, står pludselig foran dig med hånden strakt frem.
Hvad gør du nu? ….
Med udgangspunkt i lignelsen om den fortabte søn forsøger jeg at ridse betydningen af dette op.
Hør mere her:
Du kan også læse manuskriptet til talen her. Bemærk dog, at det talte ord ganske ofte, afviger fra det skrevne manuskript.
Prædiken søndag d. 6. marts 2016.
Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.
Tekster: Luk 15,11-32. Lignelsen om den fortabte søn.
Til Jer, der er kommet i kirken i en menneskealder: Undskyld.
Undskyld for at vi igen skal beskæftige os med lignelsen om den fortabte søn. Hvis man er kommet her mere end et par år, så er den bibelske historie vredet godt og grundigt igennem.
I dag gør vi det igen, for det er en kernehistorie, som på mange måder opsummerer hele bibelens budskab om en kærlig Gud, som vil os.
Jesus fortæller netop denne historie på et tidspunkt hvor farisæerne og de skriftkloge har ondt bagi, fordi Jesus faktisk omgås mennesker, som langt fra er perfekte. Det kunne de aldrig drømme om.
Men lad mig begynde et helt andet sted….
Jeg gætter på, at du har prøvet, at der er mennesker der har trådt på dig og gjort det så grundigt, at du for at passe lidt på dig selv, har sagt “ham gider jeg ikke længere have noget med at gøre!”
I arrigskab distancerer vi os så meget fra dem, at vi ikke en gang kan have en relation på Facebook, så vi sletter dem og lader som de ikke længere eksisterer.
Hvor modent! Jeg tror vi alle må indrømme, at enten har vi prøvet det, eller også har vi været meget tæt på.
Måske er du så heldig, at det samme menneske kommer tilbage til dig. Den, som du har ladet som om ikke eksisterer, står pludselig foran dig med hånden strakt frem.
Hvad gør du nu? ….
Nu er jeg lige ærlig….
Hvis du er ligesom mig, så har du alle mulige forbehold og du kan huske alt, hvad var årsagen til, at I ikke har set hinanden. Det står lysende klart, ligesom følelserne igen skummer rundt i kroppen…..
Det er et afgørende øjeblik…..
Det er lige sådan et afgørende øjeblik, Jesus fortæller om da han giver sig til at fortælle historien om en mand, der havde to sønner.
Det var jo det, Jesus mestrede så fantastiske, at tage historier fra hverdagslivet og bruge dem til at fortælle om Gud.
Når vi hører historien i dag, lægger vi ikke mærke de små finurligheder, som de der hørte historien den gang, gjorde.
Det er derfor bibelen skal tolkes og forklares ind i den hverdag, som er vores.
Den yngste, og det er jo altid den yngste, som er den uansvarlige, mens den ældre bror holder fast i sine pligter, går til sin far og siger. Nu går jeg. Jeg vil godt have at du udreder min arv.
Hvis jeg gik til min far og sagde sådan… Det gør man jo ikke.
I en jødisk kultur hvor et af de ti bud er “Ær din far og mor, for at du må få et langt liv på den jord, Herren din Gud vil give dig!”
Der er det jo det stik modsatte han gør.
Han siger praktisk talt. Far, du kan rende mig. Jeg betragter dig som død. Ud over det, så fylder han jo også en plads på gården, der er arbejde der skal laves. Han skrider fra det hele.
Jøderne, der hører Jesus fortælle dette forarges, fordi de forstår, hvor galt på den denne yngste søn er.
Faderen lader ham få sin vilje, og giver ham halvdelen af formuen. Så stikker den yngste søn af.
Kort fortalt, så bruger han alle pengene på hurtige biler, sprut, og kvinder. Resten ødslede han bort.
Det går helt galt for sønnen, som ender med at være på sultens rand. Han får hjælp, men kun ved at passe svin og have deres mad at spise.
I jødedommen er svinet et urent dyr, så her vil alle der lytter til Jesus forstå, at han har ramt bunden. Dybere kan man ikke synke.
Desværre er det meget menneskeligt, at man først for alvor får øjnene op, når man rammer bunden. Lukas siger om sønnen, at at han gik i sig selv.
Der tænker han, at hans far da sikkert vil give ham arbejde som daglejer. Det ligger ikke en gang i hans tanker, at faderen skulle kunne tage ham til sig. Men hvis bare han kunne få kost og logi.
Hvad han ikke forstår er, at faderen har ikke ladet som om han ikke længere eksisterede. Han har ikke slettet ham på Facebook. Tværtimod har han hver eneste dag gået og holdt udkig efter sønnen.
Og da han på lang afstand ser ham sker der ting og sager.
Der er en del af os, som ynder at iklæde os stramme tights og løbe en tur, fordi det skulle være så godt. Men i datidens kultur sker det at møde en midaldrende løbende mand ikke. Det gør man ikke. Det er helt enkelt ikke værdigt.
Man faderen ser sin søn, spurter ham i møde og modtager ham med åbne arme. Langt ud over hvad sønnen havde fantasi til at forstille sig, da han var på vej hjem.
Faderen lytter ikke til sønnens undskyldninger. Tværtimod.
Han får fundet det bedste tøj frem, sat en ring på hans finger. Symboler på, at han er tilbage som søn i familien. Selv fedekalven, som var bestemt til en helt særlig begivenhed må lade livet, for nu skal der være fest.
Den ældste søn har i al denne tid passet alt det ekstra arbejde. Nu nærmer han sig huset, og kan fornemme, at noget er i gære. Da han finder ud af, hvad der er sket bliver han vred og fornærmet.
Her har han slidt og slæbt. Han han har været den ansvarlige storebror, som måske ikke altid har følt sig anerkendt for at passe sit.
Et eller andet inde i mig kan godt forstå ham, og måske også fordi jeg modvilligt må indrømme, at jeg mest sandsynligt ikke havde givet den hjemvendte søn den varme velkomst.
Det må jeg nok indrømme. Så menneskelig er jeg!
Men med faderen er det en anden sag. Selv den selvretfærdige vrede søn, går han ud og henter. Det er ikke normalt at familiens overhoved går ud, ham går man ind til.
Den vrede søn hentes med et: “Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. v32 Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.«
Faderen ser sin søn komme. Ham, som han har savnet, hvert eneste minut siden han vendte ryggen til og gik. Det har bristet hans hjerte, så da han ser ham igen, kan og ønsker han ikke andet end at åbne sin favn.
Er det retfærdigt? Nej, det er da hamrende uretfærdigt, det går jo ikke efter fortjeneste.
Det er nåde og nåde er dybest set uretfærdigt, men det er langt større og bedre end retfærdighed.
Nåde er noget helt ekstraordinært, som ganske enkelt er svært for os at fatte. Det er også derfor Jesus tyr til en historie, for nåden er svær at begribe, fordi vores natur er noget helt andet end nåde. Uden Guds hjælp kan vi ikke være nådige på samme måde som Gud.
Jeg kender det, må jeg indrømme. Vi holder jo fast i vores sårede følelser og forsvarer vores vrede. Det er lige før vi synes, at det er i orden, at være led den anden vej også. For det er jo de andres egen skyld at vi er vrede på dem.
Så er det vi begynder at fortælle andre om vores oplevelser, sådan at de kan bekræfte os i, at vi er blevet dårligt behandlet og har ret til at være sure.
Alle tanker om tilgivelse ligger os fjernt. Vores vrede og aversion med ham der vendte det hele ryggen er fuldt ud i orden, synes vi.
Men det står i skærende kontrast til, hvordan Gud reagerer og det er slet ikke sådan Jesus handler i den påske, som vi skal fejre lige om lidt.
Gud er tilgivende ud over de grænser, vi kender. Ufortjent tilgivelse, er det han møder mennesker med. Som Faderen i historien, kommer han os i møde med åbne arne.
Jeg vil mene, at vi menesker har en systemfejl, når vi ikke fatter at nåde er vejen frem. Nåde frem for gengældelse, tilgivelse i stedet for at bære nag. Intet er mere magtfuldt end tilgivelse. Intet!
Hvis vi bar nåde med os ind i alle relationer, så var der ikke os og dem, så mistroede vi ikke dem, som ikke er enige med os. Så lyttede vi måske mere end vi talte, og det er jeg ganske sikker på, er en god ide for langt de fleste af os. For mig er det i hvert fald.
Når vi virkelig forstår nåde og tilgivelse, så stiller det faktisk også krav til os. Krav om at vi tilgiver. I fadervor beder vi: “Og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.”
Jeg er ikke sikker på, at jeg kan leve op til det, men med Guds hjælp vill jeg gøre forsøget. Jeg husker en hilsen fra 1. Johannes Brev, hvor der står:
“Gud er kærlighed, og den, der bliver i kærligheden, bliver i Gud, og Gud bliver i ham. v17 Deri er kærligheden fuldendt i os: at vi har frimodighed på dommens dag; for som han er, er også vi i denne verden. Frygt findes ikke i kærligheden, v18 men den fuldendte kærlighed fordriver frygten, for frygt er forbundet med straf, og den, der nærer frygt, er ikke fuldendt i kærligheden. v19 Vi elsker, fordi han elskede os først. v20 Hvis nogen siger: »Jeg elsker Gud,« men hader sin broder, er han en løgner; for den, der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set. v21 Og dette bud har vi fra ham: Den, der elsker Gud, skal også elske sin broder.”
Amen
Hvorfor er vi her? At være eksempel – Maria Bræstrup Aaskov
I dag er en ganske særlig gudstjeneste. Det er nemlig en hel gruppe af mennesker, der har stået for tilrettelæggelsen. Nærmere bestemt de mennesker, der i efteråret deltog i spor 2 på kurset VEJEN.
Kursisterne har i år valgt temaet “Hvorfor er vi her? – om at være et eksempel”. Helge Munk holder trådene samlet og Maria Bræstrup Aaskov taler.
Klar til at blive klar / Fristelse – Thomas Risager
Jeg kender ingen, som går gennem livet uden at blive udsat for fristelser.
Fristelser, som vi giver efter for, har det med at få magt i vores liv. Derfor er det vigtigt at kende fristelsen, når vi møder den.
Selv Jesus blev fristet. Han modstod fristelsen. Hør mere om hvordan Jesus gjorde det i dagens tale.
Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord ganske ofte afviger fra det skrevne.
Prædiken søndag d. 14. februar 2016.
Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.
Tekster: Luk 4,1-14. Jesu fristelse
Fristelserne lurer overalt, og derfor skal man hele tiden være på vagt og passe på.
Vi skal endelig skærme vore børn for verdens ondskab. Sådan er der kristne, som siger. Verden er farlig og man skal passe på.
Sådan siger vi ikke her. Vi bliver altid bekymrede for kirkelig tænkning, som deler verden op i os og dem. En opfattelse, som hylder at kirken og kristne på en eller anden måde er verden overlegen.
Hvis denne overlegenhed var sand, så var der aldrig nogle af vi, som tror på Gud, eller vi, der kommer i kirke, der kom galt af sted.
Vi HAR hørt om folk fra andre kirker, som faldt for fristelser…. 🙂
Verden er ikke farlig, men at tro, at man er immun overfor fristelse, er at være naiv.
Når vi tænker på fristelser, bliver det ofte de dramatiske fristelser, som dukker op i vores hoveder. Noget med kvinder, mænd, penge….
Men blandt de daglige fristelser, som jeg ser det, er det mere fristelser i retning af, at have lysten til at gå fra en konflikt. At vende ryggen til en, som har mere brug for at blive mødt med en omfavnelse og forståelse.
At drømme sig væk fra problemer i stedet for at arbejde med dem.
At mene, at alt der går skidt for en, altid har sin rod i andre mennesker. Det er deres skyld.
At tro at kritikere eller mennesker, som man ikke nødvendigvis er helt enige med, er dårlige mennesker.
…og så er der naturligvis alle de materielle fristelser…..
Jeg har på fornemmelsen, at hvis først vi kommer i gang med at lave lister, så bliver de lange. Længere, end vi har tid til i dag.
I Hebræerbrevet siges det med svulstige ord om Jesus, at han er vor ypperstepræst.
“Ja vi nu har en stor ypperstepræst, som er steget op igennem himlene, Jesus, Guds søn, så lad os holde fast ved den bekendelse. v15 For vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd. v16 Lad os altså med frimodighed træde frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid.”
Jesus forstår fristelsen, hvilket jeg tænker er meget betryggende. Men jeg lægger lige mærke til bemærkningen: “Dog uden synd.” Jesus faldt ikke i.
Historien om Jesu fristelse er det, som sidder i baghovedet af Hebræerbrevets forfatter, der skriver formodentligt omkring år 80, i et forsøg på i den spirende kirke, at forklare Jesus og hans rolle. En rolle han fik, fordi hans liv, død og opstandelse mildest talt var spektakulært. – Og så selvfølgelig fordi han var Guds søn.
Et er, at han efter sin dåb var i ørkenen i 40 dage og til slut led sult, som Lukas tørt konstaterer det.
I et ørkenland er der enorm respekt for det. Solen banker ned om dagen og natten er iskold.
Det gjorde af Jesus var et menneske, man lyttede til. Faktisk er han så dan lidt BS Christiansen agtig.
Noget andet var, at han i sin svaghed, sulten og træt, står ansigt til ansigt med djævelen.
Hvis jeg havde sultet i 40 dage, tror jeg tanken om nybagt brød ville være ganske massivt til stede hos mig.
“Hvis du er Guds søn, så sig til stenen der, at den skal blive til brød!”
Hvis en fristelse er én vi falder i, så er det gerne sådan at fristelsen vinder magten over os.
Jesus ved og gennemskuer, at han vil være djævelsens lakaj, hvis han giver efter.
Fristelsen om at få al magt og herlighed i denne verden står også i skærende kontrast tl den skæbne, som Jesus vidste han var på vej mod.
Mennesker lyttede til ham, fordi han var 40 dage i ørkenen og klarede den. Men det at modstå de tre fristelser, er endnu mere sejt. Dette var en stærk indgang til det, som jesus efter går i gang med.
Jesus modstår fristelsen – sejt!
Det var ikke sidste gang, Jesus mødte fristelse i sit liv. I Matthæus 16 finder vi historien, hvor Jesus har delt med disciplene, at han skal gå op til Jerusalem og lide og dø.
Peter stille sig foran ham: “Gud bevare dig Herre. Sådan må det aldrig gå dig!” Jesus svarer meget voldsomt: “Vig bag mig, Satan.”
Det har ofte undret mig, men jeg forstår at svaret indikerer, at han ser Peters udsagn, som en reel fristelse.
Jesus møder fristelse gennem sit liv, og vi møder fristelser gennem vore.
Hvad er det, der gør, at Jesus vinder (og vi ofte taber)?
For det første negligerer Jesus ikke fristelsen, men forstår alvoren og konsekvenserne af djævelens fristerier.
For det andet, er han så kendt med Gud, at han ikke et sekund tvivler på, hvad der er Guds vilje med ham.
For det tredje, så er han åben for at fristelser er en mulighed, så han forventer det.
For det fjerde, så er han fyldt af Helligånden, Gud er med ham.
Fristelser er reelle, vi skal ikke frygte dem, for Gud er med os i dem, men vi skal heller ikke være naive. Så der er god grund til bede med, når vi i Fadervor beder: “Led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde.”
Amen
Klar til at blive klar/Hvad er det vi ser? – Thomas Risager
Oppe på bjerget kan alt ske i det bibeleske univers. I dagens tale tager vi med Peter, Jakob og Johannes op på et bjerg, hvor de går op for at bede sammen med Jesus, men der sker underlige ting og sager for øjenene af dem.
Du kan høre mere her:
Du kan også læse talen her. Bemærk dog at det talte ord ofte afviger fra det skrevne.
Prædiken søndag d. 7. februar 2016.
Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.
Tekster: Luk 9,28-36. Forklarelsen på bjerget.
Vi kan godt lide at tage på storbyferie. Når vi en gang i mellem gør det, så kan jeg stensikkert regne med, at børnene og jeg af vores rejseguide (Mette) slæbes op i det højeste tårn, eller op på det lokale udsigtspunkt.
Vi skal op hvor vi kan danne os et overblik.
Det at komme på og få overblik er bare så godt.
Ikke kun på ferien, men også når man oplever, at man står i problemer til halsen, så er det godt at komme op og få lidt fugleperspektiv.
I bibelens univers sker der mange ting på bjergenes top.
Det ligger ligesom i luften, at bjerget er et sted, hvor man kan møde Gud. Det finder vi flere beretninger, som kan bekræfte. Blandt andet er det på Sinajs Bjerg, at Moses er sammen med Gud. Her taler Gud til ham og giver ham loven, som jøderne hylder. Her får Moses de 10 bud. På bjerget kan man møde Gud.
Der, hvor vi i dagens læsning fra Lukasevangeliet møder Jesus, er netop på toppen af et bjerg.
Her er Jesus gået op sammen med de tre disciple, Jakob, hans bror Johannes og Peter. På bjerget var de alene.
Det var ret almindeligt at Jesus trak et par af disciplene til side, for at drøfte et eller andet med dem. De har på det her tidspunkt i historien bevæget sig rundt i landet i 3 måske fire år, så disciplene har set Jesus helbrede de syge, oplevet ham omgås toldere og syndere, som alle de rettroende jøder foragtede. De har oplevet ham i passionerede diskussioner med de selvretfærdige skriftlærde og farisæerne.
De har også hørt Jesus tale om at de nu er på vej mod Jerusalem, hvor han kommer til at give sit liv, for at de skal leve. For at mennesker skal se, at Gud handler gennem Jesus og at kærligheden ikke kender grænser.
Et eller andet sted, kan man måske godt forstå, hvis det ikke rigtigt siver ind hos de her disciple, som må mange måder nyder at være at være sammen med Jesus.
Vi kender det egentlig godt. Hvis der er noget ubehageligt i vente, så er faktisk helt utroligt, så gode vi kan være til at ignorere det og lade som om det ikke sker for os.
Her på bjerget, kommer disciplene ud for en øjenåbner, som gør at de virkelig får alle chancer for at forstå. Og så måske alligevel ikke.
Pludselig står et skær af lys omkring Jesus. Lukas siger ligefrem, at Jesus blev forvandlet for øjenene af dem. Hans tøj bliver skinnende hvidt.
Som om det ikke var nok, så dukker de gamle kendte skikkelser Moses, som førte jøderne ud af af fangeskabet i Egypten og profeten Elias op og var der sammen med Jesus.
Jesus ansigt lyste som solen. Og de talte sammen med Jesus om den udgang han skulle opfylde i Jerusalem. Med andre ord, de talte om, hvordan han skulle give sit liv, for at vi skal leve.
Disciplene blev overvældet af søvn midt i det hele. Da de vågner igen, ser de stadig den lysende Jesus sammen med de to mænd.
Prøv lige en gang at sætte dig selv i den situation. Hvad i alverden skal man mene og tænke om det?
Der sker noget helt vildt for øjnene af de her disciple.
Hvis jeg skal tænke over, hvad jeg ville gøre, så havde jeg nok hevet min telefon op af lommen og givet mig til at tage billeder.
Jeg tror, jeg ville fornemme, at det her er stort, også selvom jeg ikke forstår det.
Sådan er det ofte med tro, at man godt kan vide, at det er stort og fedt, mens man samtidigt må erkende, at man ikke kan forstå det.
Jeg ville tage billeder. Når vi tager billeder, så er det tit for at kunne fastholde det fede vi oplever, så vi kan sidde og se tilbage og glæde os igen.
I lyset af det, er det måske slet ikke dumt, som det lyder, da Peter siger: “Lad os bygge tre hytter, en til dig, en til Moses og én til Eilas.”
Det er Peters måde at fastholde dette herlige øjeblik, men det kan man ikke med Guds tilstedeværelse. Den er flygtig….
Lukas siger også lidt sarkastisk: “Men han vidste ikke, hvad det var han sagde!”
Straks som Peter synes, at han ser det hele klart, indhylles hele bjerget i en tæt sky. Og nu blev de bange, men der lød en stemme fra himlen. En stemme som de kendte, og som de havde hørt før, da Jesus blev døbt.
Det er min udvalgte søn, hør ham!”
Så var der kun Jesus at se, og disciplene holdt mund med,hvad de havde set.
Det her er altså en underlig historie, men den siger os måske noget om, at når det kommer til tro, så kan man opleve, sanse og erfare Gud på måder, som man aldrig havde forestillet sig.
Det gælder gospelsangeren, som egentlig ikke synger gospel, fordi det har noget med Gud at gøre, som pludselig oplever gåsehud på hele kroppen og midt i musikkens intensitet oplever den her totale fred, som flere beskriver.
Det kan være fornemmelsen af at Gud elsker mig, og det er dejligt. Jeg forstår det ikke. Jeg kan ikke forklare det, men jeg tror det.
Jeg tror, Gud er, hvor vi er. Og hvis jeg skal lære noget af denne indviklede historie, så tror jeg det må være, at være tilstede, sanse og opleve og så lade lysten til at fastholde og forklare være ligegyldig.
Guds kærlighed gælder dig, uanset om vi forstår det eller ej.
Der er ingen grund til at bygge det væk.
Amen.