I dag er en ganske særlig gudstjeneste. Det er nemlig en hel gruppe af mennesker, der har stået for tilrettelæggelsen. Nærmere bestemt de mennesker, der i efteråret deltog i spor 2 på kurset VEJEN.
Kursisterne har i år valgt temaet “Hvorfor er vi her? – om at være et eksempel”. Helge Munk holder trådene samlet og Maria Bræstrup Aaskov taler.
Jeg kender ingen, som går gennem livet uden at blive udsat for fristelser.
Fristelser, som vi giver efter for, har det med at få magt i vores liv. Derfor er det vigtigt at kende fristelsen, når vi møder den.
Selv Jesus blev fristet. Han modstod fristelsen. Hør mere om hvordan Jesus gjorde det i dagens tale.
Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord ganske ofte afviger fra det skrevne.
Prædiken søndag d. 14. februar 2016.
Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.
Tekster: Luk 4,1-14. Jesu fristelse
Fristelserne lurer overalt, og derfor skal man hele tiden være på vagt og passe på.
Vi skal endelig skærme vore børn for verdens ondskab. Sådan er der kristne, som siger. Verden er farlig og man skal passe på.
Sådan siger vi ikke her. Vi bliver altid bekymrede for kirkelig tænkning, som deler verden op i os og dem. En opfattelse, som hylder at kirken og kristne på en eller anden måde er verden overlegen.
Hvis denne overlegenhed var sand, så var der aldrig nogle af vi, som tror på Gud, eller vi, der kommer i kirke, der kom galt af sted.
Vi HAR hørt om folk fra andre kirker, som faldt for fristelser…. 🙂
Verden er ikke farlig, men at tro, at man er immun overfor fristelse, er at være naiv.
Når vi tænker på fristelser, bliver det ofte de dramatiske fristelser, som dukker op i vores hoveder. Noget med kvinder, mænd, penge….
Men blandt de daglige fristelser, som jeg ser det, er det mere fristelser i retning af, at have lysten til at gå fra en konflikt. At vende ryggen til en, som har mere brug for at blive mødt med en omfavnelse og forståelse.
At drømme sig væk fra problemer i stedet for at arbejde med dem.
At mene, at alt der går skidt for en, altid har sin rod i andre mennesker. Det er deres skyld.
At tro at kritikere eller mennesker, som man ikke nødvendigvis er helt enige med, er dårlige mennesker.
…og så er der naturligvis alle de materielle fristelser…..
Jeg har på fornemmelsen, at hvis først vi kommer i gang med at lave lister, så bliver de lange. Længere, end vi har tid til i dag.
I Hebræerbrevet siges det med svulstige ord om Jesus, at han er vor ypperstepræst.
“Ja vi nu har en stor ypperstepræst, som er steget op igennem himlene, Jesus, Guds søn, så lad os holde fast ved den bekendelse. v15 For vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd. v16 Lad os altså med frimodighed træde frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid.”
Jesus forstår fristelsen, hvilket jeg tænker er meget betryggende. Men jeg lægger lige mærke til bemærkningen: “Dog uden synd.” Jesus faldt ikke i.
Historien om Jesu fristelse er det, som sidder i baghovedet af Hebræerbrevets forfatter, der skriver formodentligt omkring år 80, i et forsøg på i den spirende kirke, at forklare Jesus og hans rolle. En rolle han fik, fordi hans liv, død og opstandelse mildest talt var spektakulært. – Og så selvfølgelig fordi han var Guds søn.
Et er, at han efter sin dåb var i ørkenen i 40 dage og til slut led sult, som Lukas tørt konstaterer det.
I et ørkenland er der enorm respekt for det. Solen banker ned om dagen og natten er iskold.
Det gjorde af Jesus var et menneske, man lyttede til. Faktisk er han så dan lidt BS Christiansen agtig.
Noget andet var, at han i sin svaghed, sulten og træt, står ansigt til ansigt med djævelen.
Hvis jeg havde sultet i 40 dage, tror jeg tanken om nybagt brød ville være ganske massivt til stede hos mig.
“Hvis du er Guds søn, så sig til stenen der, at den skal blive til brød!”
Hvis en fristelse er én vi falder i, så er det gerne sådan at fristelsen vinder magten over os.
Jesus ved og gennemskuer, at han vil være djævelsens lakaj, hvis han giver efter.
Fristelsen om at få al magt og herlighed i denne verden står også i skærende kontrast tl den skæbne, som Jesus vidste han var på vej mod.
Mennesker lyttede til ham, fordi han var 40 dage i ørkenen og klarede den. Men det at modstå de tre fristelser, er endnu mere sejt. Dette var en stærk indgang til det, som jesus efter går i gang med.
Jesus modstår fristelsen – sejt!
Det var ikke sidste gang, Jesus mødte fristelse i sit liv. I Matthæus 16 finder vi historien, hvor Jesus har delt med disciplene, at han skal gå op til Jerusalem og lide og dø.
Peter stille sig foran ham: “Gud bevare dig Herre. Sådan må det aldrig gå dig!” Jesus svarer meget voldsomt: “Vig bag mig, Satan.”
Det har ofte undret mig, men jeg forstår at svaret indikerer, at han ser Peters udsagn, som en reel fristelse.
Jesus møder fristelse gennem sit liv, og vi møder fristelser gennem vore.
Hvad er det, der gør, at Jesus vinder (og vi ofte taber)?
For det første negligerer Jesus ikke fristelsen, men forstår alvoren og konsekvenserne af djævelens fristerier.
For det andet, er han så kendt med Gud, at han ikke et sekund tvivler på, hvad der er Guds vilje med ham.
For det tredje, så er han åben for at fristelser er en mulighed, så han forventer det.
For det fjerde, så er han fyldt af Helligånden, Gud er med ham.
Fristelser er reelle, vi skal ikke frygte dem, for Gud er med os i dem, men vi skal heller ikke være naive. Så der er god grund til bede med, når vi i Fadervor beder: “Led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde.”
Amen
Oppe på bjerget kan alt ske i det bibeleske univers. I dagens tale tager vi med Peter, Jakob og Johannes op på et bjerg, hvor de går op for at bede sammen med Jesus, men der sker underlige ting og sager for øjenene af dem.
Du kan høre mere her:
Du kan også læse talen her. Bemærk dog at det talte ord ofte afviger fra det skrevne.
Prædiken søndag d. 7. februar 2016.
Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.
Tekster: Luk 9,28-36. Forklarelsen på bjerget.
Vi kan godt lide at tage på storbyferie. Når vi en gang i mellem gør det, så kan jeg stensikkert regne med, at børnene og jeg af vores rejseguide (Mette) slæbes op i det højeste tårn, eller op på det lokale udsigtspunkt.
Vi skal op hvor vi kan danne os et overblik.
Det at komme på og få overblik er bare så godt.
Ikke kun på ferien, men også når man oplever, at man står i problemer til halsen, så er det godt at komme op og få lidt fugleperspektiv.
I bibelens univers sker der mange ting på bjergenes top.
Det ligger ligesom i luften, at bjerget er et sted, hvor man kan møde Gud. Det finder vi flere beretninger, som kan bekræfte. Blandt andet er det på Sinajs Bjerg, at Moses er sammen med Gud. Her taler Gud til ham og giver ham loven, som jøderne hylder. Her får Moses de 10 bud. På bjerget kan man møde Gud.
Der, hvor vi i dagens læsning fra Lukasevangeliet møder Jesus, er netop på toppen af et bjerg.
Her er Jesus gået op sammen med de tre disciple, Jakob, hans bror Johannes og Peter. På bjerget var de alene.
Det var ret almindeligt at Jesus trak et par af disciplene til side, for at drøfte et eller andet med dem. De har på det her tidspunkt i historien bevæget sig rundt i landet i 3 måske fire år, så disciplene har set Jesus helbrede de syge, oplevet ham omgås toldere og syndere, som alle de rettroende jøder foragtede. De har oplevet ham i passionerede diskussioner med de selvretfærdige skriftlærde og farisæerne.
De har også hørt Jesus tale om at de nu er på vej mod Jerusalem, hvor han kommer til at give sit liv, for at de skal leve. For at mennesker skal se, at Gud handler gennem Jesus og at kærligheden ikke kender grænser.
Et eller andet sted, kan man måske godt forstå, hvis det ikke rigtigt siver ind hos de her disciple, som må mange måder nyder at være at være sammen med Jesus.
Vi kender det egentlig godt. Hvis der er noget ubehageligt i vente, så er faktisk helt utroligt, så gode vi kan være til at ignorere det og lade som om det ikke sker for os.
Her på bjerget, kommer disciplene ud for en øjenåbner, som gør at de virkelig får alle chancer for at forstå. Og så måske alligevel ikke.
Pludselig står et skær af lys omkring Jesus. Lukas siger ligefrem, at Jesus blev forvandlet for øjenene af dem. Hans tøj bliver skinnende hvidt.
Som om det ikke var nok, så dukker de gamle kendte skikkelser Moses, som førte jøderne ud af af fangeskabet i Egypten og profeten Elias op og var der sammen med Jesus.
Jesus ansigt lyste som solen. Og de talte sammen med Jesus om den udgang han skulle opfylde i Jerusalem. Med andre ord, de talte om, hvordan han skulle give sit liv, for at vi skal leve.
Disciplene blev overvældet af søvn midt i det hele. Da de vågner igen, ser de stadig den lysende Jesus sammen med de to mænd.
Prøv lige en gang at sætte dig selv i den situation. Hvad i alverden skal man mene og tænke om det?
Der sker noget helt vildt for øjnene af de her disciple.
Hvis jeg skal tænke over, hvad jeg ville gøre, så havde jeg nok hevet min telefon op af lommen og givet mig til at tage billeder.
Jeg tror, jeg ville fornemme, at det her er stort, også selvom jeg ikke forstår det.
Sådan er det ofte med tro, at man godt kan vide, at det er stort og fedt, mens man samtidigt må erkende, at man ikke kan forstå det.
Jeg ville tage billeder. Når vi tager billeder, så er det tit for at kunne fastholde det fede vi oplever, så vi kan sidde og se tilbage og glæde os igen.
I lyset af det, er det måske slet ikke dumt, som det lyder, da Peter siger: “Lad os bygge tre hytter, en til dig, en til Moses og én til Eilas.”
Det er Peters måde at fastholde dette herlige øjeblik, men det kan man ikke med Guds tilstedeværelse. Den er flygtig….
Lukas siger også lidt sarkastisk: “Men han vidste ikke, hvad det var han sagde!”
Straks som Peter synes, at han ser det hele klart, indhylles hele bjerget i en tæt sky. Og nu blev de bange, men der lød en stemme fra himlen. En stemme som de kendte, og som de havde hørt før, da Jesus blev døbt.
Det er min udvalgte søn, hør ham!”
Så var der kun Jesus at se, og disciplene holdt mund med,hvad de havde set.
Det her er altså en underlig historie, men den siger os måske noget om, at når det kommer til tro, så kan man opleve, sanse og erfare Gud på måder, som man aldrig havde forestillet sig.
Det gælder gospelsangeren, som egentlig ikke synger gospel, fordi det har noget med Gud at gøre, som pludselig oplever gåsehud på hele kroppen og midt i musikkens intensitet oplever den her totale fred, som flere beskriver.
Det kan være fornemmelsen af at Gud elsker mig, og det er dejligt. Jeg forstår det ikke. Jeg kan ikke forklare det, men jeg tror det.
Jeg tror, Gud er, hvor vi er. Og hvis jeg skal lære noget af denne indviklede historie, så tror jeg det må være, at være tilstede, sanse og opleve og så lade lysten til at fastholde og forklare være ligegyldig.
Guds kærlighed gælder dig, uanset om vi forstår det eller ej.
Der er ingen grund til at bygge det væk.
Amen.
Jeg indrømmer det blankt. Jeg bruger selfie-funktonen på min telefon rigtigt meget. Et billede af mig på et eller andet cool sted er ligesom beviset på, at jeg HAR været der.
Aldrig før har vi sat os selv så meget i scene og i centrum, som vi gør i disse år.
Da Jesus havde talt i Synagogen i Nazareth, blev folk så oprørte over ham og hans budskab, at de forsøgte at slå ham ihjel. Han sagde – provokerende nok – at alle de gode løfter i første omgang vil komme til dem, som intet har. Dem som lider. Dem som ingen regner for noget. Alle vi, som har travlt med at tage selfier, opdager slet ikke, hvad der sker omkring os, for vi er ikke selv i fokus.
Måske skulle man prøve at kigge op og se ud?
Hør mere her:
Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord ofte afviger fra det skrevne manuskript.
Prædiken søndag d. 31. januar 2016.
Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.
Tekster: Luk 4,21-30.
Klar til at blive klar – du er ikke i fokus
Jeg indrømmer det blankt. Jeg bruger selfie-funktonen på min telefon rigtigt meget.
Et billede af mig på et eller andet cool sted er ligesom beviset på, at jeg HAR været der.
Aldrig før har vi sat os selv så meget i scene og i centrum, som vi gør i disse år.
Det er jeg vist heller ikke alene om. Det afslørende billede af Helle Thorning, der lige skal have en selfie med Obama er gået verden rundt. Vi tager sellier, og vi kommer ikke udenom at det nok er et udtryk for en vis selvoptagethed, at vi sætter os selv i scene med selfier og sociale medier.
I synagogen, hvor Jesus netop har stået og talt, da vi dropper ind i Lukasevangeliet, der sidder der også mennesker, som sætter sig selv i scene.
Mennesker, som er vant til at de sætter retningen og andre retter ind efter dem. Dem, som altid flyder ovenpå.
Jeg siger ikke at her er mennesker, som har meget høje tanker om sig selv.
Det udtaler jeg mig ikke om. Men det kunne jo ske i en anden kirke…
Kirker lider nogen gange lidt under det, at vi føler os bedre end andre, og det er faktisk skidt.
Jeg er ret sikker på at det er det tilfældet i Nazareths synnagoge.
Jøderne reagerede i hvert fald voldsomt på det Jesus siger til dem.
Faktisk kan man som præst godt drømme om sådan en reaktion, eller næsten sådan en reaktion. Eller bare en reaktion 🙂
Men hvad er det Jesus siger til dem. Jo hans prædiken er kort. Så kort, at jeg godt tør gengive den i fuld længde i dag.
Måske var det noget at menighederne kunne drømme om, at præsterne kunne fatte sig i korthed.
Jesus siger helt enkelt:
“I dag er det skriftord, der lød i jeres ører gået i opfyldelse.”
Så kort kan det gøres.
Hvad var det så, der er gået opfyldelse? Man kan sige, at det er jesus egen programerklæring, som han ganske vist læser fra profeten Esajas.
Gamle ord og gamle længsler om en ny tid, hvor der skal være godt budskab til fattige, frigivelse til fanger, syn til blinde, frihed til undertrykte og et nådeår fra Herren.
Det står i skærende kontrast til den virkelighed, som man lever i på Jesus tid.
Der er der jo ikke nogen, som kan have noge i mod. Men med Guds kærlighed er det oftest sådan, at de første til at se, høre, erkende og forstå er de, som tilsyneladende ikke er mest oplagte. Det er meget sjældent dem, som er i centrum.
Vi ser det bla. i julen, hvor de første, som forstår at noget fantastisk er sket, bliver de hyrderne på marken. De mennsker, med den laveste agtelse, bliver de første som møder Jesus.
Nu har Jesus sagt: I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.
Det er gode nyhede og hele salen bryder ud i jubel og klapsalver.
Men der bliver snart til noget ganske andet, for jesus fortæller dem gamle historier og minder dem om de gange i historien, hvor Israelitterne har lidt og ventet på, at Gud, for at blive overrasket over, at Gud griber ind, men ikke i første omgang hos dem selv.
Jesus minder dem om, at der er andre mennesker, som virkelig har brug for Gud. De fattige, enkerne, fangerne, de blinde.
Da Jesus havde talt i Synagogen i Nazareth blev folk så oprørte over ham og hans budskab at de forsøgte at slå ham ihjel.
Han sagde, provokerende nok, at alle de gode løfter i første omgang vil komme til alle de, som intet har, dem som lider, de som ingen regner for noget.
Der er i synnagogen sad alle dem, som ligesom, i hvert fald nogen af os, har travlt med at tage selfier, og derfor slet ikke opdager slet ikke hvad der sker omkring os, for vi er selv i fokus.
Måske skulle man prøve at kigge op og se ud?
For der er masser af mennesker omkring os alle sammen. Mennesker, som er ensomme, på flugt, bange, syge eller i fængsel, som gennem en af os, kunne opdage at i dag er det skriftord, der lød i jeres ører gået i opfyldelse.
Amen
Vi fortsætter talerækken, hvor vi skal gøre og klar til at blive klar. Denne søndag ser vi nærmere på Jesu arbejdsbeskrivelse – til noget af et job. Ikke så underligt at han havde brug for hjælpere dengang og fortsat – vil du også hjælpe?
Hør mere her:
Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der ganske ofte er små afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.
Prædiken Søndag d. 24. januar 2016.
Metodistkirken i Odense – Maria Bræstrup Aaskov.
Vi har for nyligt taget hul på et nyt år, og julen virker allerede på afstand – i en sang synger man, at julen varer lige til påske – og det er netop en tråd mellem julen og påsken vi søndag efter søndag i denne tid ønsker at trække – hvor vi ser nærmere på Jesus og hans liv, som på mange måder var forberedelser til det som ventede ham. Tiden kan også blive en forberedelse for os, hvor vi gør os klar til at blive klar –
Jesus arbejdsliv var kort, kun få år var han i det vil kalder tjeneste, begyndende med hans dåb. Og han spildte ikke tiden. Det stod klart for ham, hvad hans opgave var – det finder vi blandt andet beskrevet i teksten fra Lukas, som Yvonne læste for os. Hvor Jesus tager ordet i under sabbatten i den jødiske Synagoge. Forsamlingen ved tilsyneladende ikke hvem denne Jesus er, er det ikke Josef søn, spørger en. Jesus vælger at læse højt fra skriftrullen med Esajas Bog, en bog fra Det Gamle Testamente, som altså er skrevet mange år tidligere – det er med andre ord en forudsigelse, en profeti – men ord som passer i Jesu mund: ”Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig…” Man kan kalde det Jesu arbejdsbeskrivelse, det er betegnet som hans programerklæring, hans mission – og hvilket job! Hvem har ikke drømt som lille, om at blive brandmand, om at blive buschauffør, eller gartner – men nok de færreste vil misunde Jesu liv og gerning. Det var noget af en opgave han var tiltænkt at løfte.
Og beundringen, da han begynder at forklare teksten, er i første omgang bifald og begejstring – men som vi kender helt frem i vores tid vendes det til – du skal ikke tro du er noget, hvem er du, at du kommer her, og der står at Jesus bliver jaget ud af først synagogen og siden byen – Men så står der en linje, jeg elsker: ”Men han banede sig vej imellem dem og gik” – Jesus var ikke sådan at holde hen, holde nede eller ude – Jesus havde en klar mission, en opgave…
– at bringe godt budskab til fattige,
– at udråbe frigivelse for fanger
– syn til blinde,
– at sætte undertrykte i frihed,
– at udråbe et nådeår fra Herren.
Jesus udgangspunkt var de som havde brug for ham, de som manglede, og længdes…
Det får mig til at se et paradoks – der er virkelig stor forskel på de mennesker som i høj grad følte sig godt tilpas og tiltrukket af Jesus – de urene og syge, tiggerne, tolderen, synderne – der er en stor forskel på dem, og de som kommer i langt de fleste kirker i dag, er det ikke et ejendommeligt mønster? Jesus kom og vendte op og ned på datidens accepterede mening, samfunds normer, og gjorde i mange tilfælde det modsatte. Og de som så til, stillede spørgsmålstegn og i mange tilfælde så skævt og undrende til, det var de ellers gudfrygtige, som holdte loven til punk og prikke.
For Jesus var missionen ikke til at tage fejl af – det var en nådens revolution, ikke noget for noget, men nåde over nåde – I denne verden ser vi normalt op til de rige, de smukke og de succesrige. Men nåden indfører en verden med en ny logik. I Guds rige er der ingen uønskede. Når Gud elsker de fattige, de lidende og de forfulgte, skal vi ikke gøre det samme? Når Gud ikke ser nogen uønskede mennesker, skal vi heller ikke gøre det. Ved sit eget eksempel udfordrede Jesus os til at se på verden igennem det, som kan kalde ”nådehelbredte øjne!”
Hvordan bliver vi i højere grad en kirke i tråd med Jesu mission, en kirke med nådehelbredte øjne, som ser alle mennesker, virkelig ser dem og måske særligt ser netop dem som har brug for at blive set.
Hvem er de fattige, de fangne, de blinde og undertrykte i dette nabolag, her i byen eller der hvor du bor?
Jeg spørger mig selv, hvad kan jeg gør – hvad vil du hjælpe med? Jesus forstod i høj grad at uddelegere, ikke for selv at slippe, men fordi hans mission strakte sig helt ind i evigheden – og han har også brug for os, til at være hænder, fødder, øre og hjerter, der er villige til at give en hånd, gå et par ekstra skidt, lytte til og omfavne mennesker – som Jesus ville have gjort.
Hvad kan jeg, og hvad vil du hjælpe med?
Lad os gøre op med den for mange accepterede mening, samfundets normer og går mod strømmen! Lad os være en kirke der går ud og er kirke blandet mennesker, og er virkelig byder enhver indenfor… Jeg tror Jesus har brug for din og min hjælp her i Odense lige nu!
Amen!
Klar til at blive klar?
Ved gudstjenesten indleder Thomas Risager en talerække, som løber frem til Palmesøndag.
Hele formålet er at belyse en række begivenheder i Jesus liv og forkyndelse, som gradvist afslører hvem han virkelig er. I første omgang overfor hans disciple, men også overfor os. Dermed kan vi blive klar til påskens fantastiske historier.
Johannesevangeliets fremstilling af Jesus begynder i det små med miraklerne. Det er nok meget godt, at han giver folk lidt tid, inden de stumme taler, de lamme går og de døve hører.
Folk får en stille introduktion til miraklerne, men selvom det er lidt stille, så forandrer det med et slag disciplenes liv, da vandet ved brylluppet pludselig bliver til vin.
Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord ganske ofte afviger fra det talte.
Prædiken søndag d. 17. Januar 2016.
Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.
Tekster: Joh 2,1-11.
I sidste uge var jeg så heldig at få lov at besøge Africa University som ligger ude på landet ved byen Mutare i Zimbabwe.
Det er langt væk!
Vi havde gået rundt et par timer og fået en flot rundvisning på universitetet, som kirken godt kan være stolt af. Et stort universitet med 1500 fuldtidsstuderende. Altsammen opstået på baggrund af kirkens vision om et verdensklasse universitet der udvikler ledere til Afrika. Og det gør de, foreløbig på 23. år.
Der var varmt, og alle svedte så det løb af os. Svært at forestille sig, når der er januar, men der er altså sommer på de kanter. Varmt som i de områder, Jesus vandrede.
Det var tid at få lidt frokost.
I forhold til os, så er det naturligvis et fattigt område, men gæstfriheden er enorm. Så da vi kom ind i universitets madsal, stod der naturligvis en medarbejder klar med balje, sæbe og kander med lunkent vand, så vi kunne vakse hænder inden måltidet. En til trængt luksus, vil jeg sige og et symbol på gæstfrihed.
Det var samme gæstfrihed, som mødte gæsterne til brylluppet i Kana.
Bryllupper varede ofte syv dage, og folk kom dumpende gennem hele ugen og blev mødt med gæstfrihed.
Der stod seks vandkar af sten klar til gæsterne. Her var det meningen, at de inden der blev serveret, kunne vaske støvet fra rejsen af sig. Der var også de jødiske renselses -regler, som talte for at man vaskede hænder og fødder, når man gæstede et hus. Smart hygiejne er der dog også.
Festen var godt i gang. Noget tyder på, at det har den været i tre dage.
Jeg forestiller mig at snakken gik. Pludselig begynder der en hvisken i krogene. Folk bliver stille og ved instinktivt, at noget er galt. Det som man ikke kan sige højt, bliver hvisket. “De er løbet tør for vin!”
Det er ikke bare pinligt. Det er en skandale, som ikke må ske i en kultur, hvor gæstfriheden er i højsædet.
Jesu mor ved, hvor alvorligt dette er, så hun går til Jesus: “De har ikke mere vin!” Underforstået, så gør dog noget ved det søn.
Jesus protesterer: “Hvad vil du mig, kvinde? Min time er endu ikke kommet.”
Som så mange andre mødre ignorerer Maria Jesu indvendiger.
Bare gør som han siger…siger hun til tjenerne, så er han jo ligesom nødt til at gøre noget.
Vi ved ikke om Jesus og disciplene har været nogen af de sidste gæster, men de seks store kar til vask er tomme. Jesus beder tjenerne fylde dem igen med vand.
Det gør de.
“Øs op og bær det hen til skafferen. Det gør de, og miraklet er sket. Det er ikke længere vand i kanden, men vin. Ovenikøbet så god vin, at brudgommen må belæres i gæstfrihed. Man sætter den gode vin frem først og så når gæsterne er ved at være mætte, den lidt ringere vin.
Det var ikke bare et par flasker vin. Det seks store kar fyldt til randen. Der var vin til mange dages fest.
Jesus lavede dette mirakel i det, som for Johannes bliver hans første tid, hvor han ligesom giver sig til kende. Det begyndt med dåben. Her er han til bryllup og på søndag skal vi høre hans programerklæring i synagogen.
Dette handler ikke om et bryllup, med pinlig mangel på vin. Perspektivet er langt større.
Johannes skriver i vers 1, at dette gjorde Jesus som begyndelsen på sine tegn. På den måde åbenbarede sin herlighed, som Johannes siger det.
I sammenligning med blinde, som ser, døve der hører, og lamme, der går, er det ikke noget vildt mirakel. Måske er det ovenikøbet sådan, at det er de færreste af gæsterne, der overhovedet opdagede, hvad der skete.
Han lavede vand til vin. Ja ja, fuldemandssnak. Vi ved det ikke. Men festen var god.
Men historien afsluttes med bemærkningen om, at disciplene troede ham.
På dansk er det en noget underspillet linje. De troede på ham. Den underliggende betydning er ikke bare at de troede han var for real, men at de troede, så de lagde deres liv i hans hænder efter dette.
I det ligger der en klar udfordring også til os, om ikke bare at tage troen på Jesus til os, som et appendix til livet, men tværtimod forstå at troen på ham er fundamentet i vores liv.
Dette her handler om langt mere end en god fest med masser af vin. Det handler om invitationen til at leve med troen på ham i dagligdagen, for ligesom disciplene, kan vi lægge vore liv i hans hænder.
Amen.
Mens Thomas Risager er på konference i Zimbabwe, er gudstjenesten i sikre hænder hos lægprædikant Helge Munk. Han vil tage fat i emnet “Hvad kan vi lære af Jesus?”
Jesus var både menneske og Gud. Og måske var han mere menneske end vi normalt tænker over. Hvis han mest er Gud, er han så meget anderledes end os, at vi ikke kan sammenligne os. Men hvis han også er så meget menneske, at han rent faktisk har været ude for de samme ting som os, så kan vi godt sammenligne os med ham. Og så kan vi måske kopiere noget af det, han gjorde.
Jesus sagde, at alt det han kunne og gjorde, det havde han fået fra Gud. Måske kan vi få mere fra Gud end det, vi forventer?
Hør mere her:
Tempus fugit.
Tiden flyver og det er blevet tid til, at vende blad i kalenderen. Pludselig skriver 2016. Vi minder hinanden om, at Gud er med i hvert eneste sekund af det nye år. I den mystiske sidste bog i Bibelen, Johannes Åbenbaring, siger Gud: “Se, Jeg gør alting nyt!” Det er måske mest af alt det, som kendetegner et nyt år, og hver ny dag. Gud gør alting nyt.
Hør mere her:
Du kan også læse talen her. Bemærk venligst at det skrevne ord ofte afviger fra det talte.
Prædiken Nytårsdag d. 1. januar 2016.
Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.
Tekster: Præd 3,1-13 & Åb 21,1-6a.
Nytårstanker
Tempus fugit.
Måske har nogle af jer et gammelt ur i stuen. Sådan et, hvor pendulet svinger taktfast og har gjort det gennem generationer. Hver time slå uret.
Ellers lyder det bare tik tak tik tak. Det er ofte på de gamle stueure, at vi finder inskriptionen. Tempus fugit. Latin for tiden flyver. Nogen gange er der tilføjøjet irreversible… tiden flyver og vender aldrig tilbage.
“Skøn nu på det mens du er ung og smuk. Tiden går hurtigere og hurtigere, jo ældre du bliver.” Det er Elin Carlsen, en af de efterhånden gamle damer i vores kirke. Og hvor har hun ret.
Da jeg gik i skole og vi fik sommerferie, føltes det som om, der lå en evighed forude. Nu synes jeg, at det er jul og nytårsaften hele tiden. Tiden går….
Knapt har jeg nået at vænne mig til at skrive 2015, før vi skal skrive 2016. Vi ved ikke hvad der ligger derude i fremtiden, men Prædikerens Bog taler jo om tiden, som kommer.
v1 Alting har en tid,
for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt.
v2 En tid til at fødes, en tid til at dø.
En tid til at plante, en tid til at rydde.
v3 En tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede.
En tid til at rive ned, en tid til at bygge op.
v4 En tid til at græde, en tid til at le.
En tid til at holde klage, en tid til at danse…..
…………
v8 En tid til at elske, en tid til at hade.
En tid til krig, en tid til fred.
v9 Hvad udbytte af sit slid har den, der foretager sig noget?
v10 Jeg så den plage, Gud har givet menneskene at plage sig med: v11 Han har gjort alting godt og rigtigt til rette tid; han har også lagt menneskene verdens gang på sinde, dog uden at de kan finde ud af noget som helst af, hvad Gud gør.
Vise ord fra Bibelen. Gud har lagt verdens gang på menneskers sind. Dog uden at vi kan finde ud af noget som helst af det.
Og det er jo rigtigt, hvem af os kan i sandhed forstå tid, andet end at vi må erkende, at det er nytår igen. Tiden går, og på en eller anden måde er vi med.
2016 bankede på for få timer siden. Og der ligger, næsten da, 365 nye dage og venter på os.
Der er mange stemmer i verden, som taler for at vi endelig skal maksimere vores indsats og få mest muligt ud af dagene. Det er sikkert meget godt og fornuftigt.
Det prøver jeg også på, især med min arbejdstid, som der jo er nogen som betaler for.
Men skal jeg være helt ærlig, så er der jo også dage, hvor jeg tænker, når ryggen rammer ladestationen i sengen, hvad har du egentlig udrettet i dag? Der var så meget, du skulle nå og nu ligger du her. Dagen gik med alt muligt andet end det, jeg havde planlagt.
Så er det jeg minder mig selv om et vers, som Lars Busk Sørensen har skrevet:
Og når du har brugt din dag
til det sidste åndedrag,
standser Gud din gråd og klage,
tar en misbrugt dag tilbage,
nådig glemt i evighed.
Tiden, dagene, timerne, ugerne er givet os af Gud. Det er måske den ellervigtigste ting, vi kan sige om tid, at det er noget, som gives os.
Det er en gave og måske skal vi prøve at droppe den dårlige samvittighed og erstatte den med taknemmelighed over den gave, som Gud giver os.
For i tidens gang ligger der en bekræftelse af, at Gud vil os, og vil os det godt.
Kirkeligt set, og siden den tidlige jødedom, er der nytåret en ny begyndelse.
En ny begyndelse, hvor vores kommen til kort,
vores bekymringer for fremtiden,
vores spekulationer over succes og fiasko,
vores angst for ikke at slå til,
vores frygt for ikke at være elsket eller at kunne elske,
fjernes fra os af Gud, som minder os om, at nu er han hos os og han gør alting nyt.
Nu glemmes alt det gamle og vi kan lade os fylde af håbet, at det er sandt, når profeten Jeremias talte til folket i eksil. De, som var så hårdt prøvet, at han ved, hvilke planer der er. Guds planer om lykke ikke om ulykke. Gud giver os fremtid og håb.
Faktisk er er der noget stærkt ved at blive mindet om, at Gud gør alting nyt, som ordene falder i Åbenbaringen, for det gør jo at 2016 kan blive et år, hvor selv den argeste bekymring for fremtiden,
angst for klimaet,
politikerleden,
flygtningestrømmen,
og terrorfrygten kan overvindes.
Det bliver i sidste ende gjort op med af Guds uovervindelige kærlighed, Se, jeg gør alting nyt.
2016, kommer helt sikker til at at indeholde godt og skidt i en skøn rodet blanding.
Men sikkert er det. Gud gør alting nyt!
Godt nytår og Guds velsignelse over hvert eneste af dine sekunder i 2016.
Amen.
Endelig er det blevet juleaften og det er tid til at lytte til juleevangeliet ord om Gud, som blev menneske.
Læs Lukasevangeliets kapitel 2 her:
Jesu fødsel
Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. v2 Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. v3 Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. v4 Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, v5 for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. v6 Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; v7 og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.
v8 I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. v9 Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. v10 Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: v11 I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. v12 Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« v13 Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:
v14 Ære være Gud i det højeste og på jorden!
Fred til mennesker med Guds velbehag!
v15 Og da englene havde forladt dem og var vendt tilbage til himlen, sagde hyrderne til hinanden: »Lad os gå ind til Betlehem og se det, som er sket, og som Herren har forkyndt os.« v16 De skyndte sig derhen og fandt Maria og Josef sammen med barnet, som lå i krybben. v17 Da de havde set det, fortalte de, hvad der var blevet sagt til dem om dette barn, v18 og alle, der hørte det, undrede sig over, hvad hyrderne fortalte dem; v19 men Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem. v20 Så vendte hyrderne tilbage og priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt og set, sådan som det var blevet sagt til dem.
Hør her:
Du kan også læse manuskriptet her. Bemærk, at det talte ord ofte afviger fra det skrevne.
Prædiken søndag d. 24. December 2015.
Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.
Tekster: Lukasevangeliet 2, 1-20.
Grænseløs Kærlighed
Det er nemt, at være vældigt glad og tilfreds, når er samlet her i kirken for, at indlede vores julefejring med gudstjeneste, hvor vi lytter til dejlig musik og sang, selv synger med de kendte julesalmer. Om lidt venter max-hygge og julemad.
Gaverne er købt, sølvtøjet er pudset, skjorten er strøget og midt i travlheden har vi endda fået tid til at komme i kirke.
Der er god grund til at være glade.
Alt er trygt og godt. Der er styr på hvem vi skal være sammen med og hvem vi ikke skal være sammen med i julen. Vi er i helt bogstaveligt indenfor i varmen.
Begyndelsen på julens evangelium er imidlertid det stik modsatte. Desværre, kan man sige, gør det julens evangelium meget aktuelt.
Denne jul, i disse dage, er der mødre og fædre i tusindtal, som kommer til at erfare det, som Josef og Maria oplever, da de kommer til Betlehem.
“Der var ikke plads tl dem i herberget” skriver Lukas.
Josef og Maria var taget afsted til fods og på æselryg for, at følge det bud, som den romerske besættelsesmagt havde givet.
De skulle tælles, og alle mand måtte tilbage til sin oprindelse, for at blive skrevet op. Josef og hans forlovede Maria, som ventede et barn, måtte til Betlehem.
De var ikke konkurrencestatens fodsoldater, men potentielle skatteydere. Det er dyrt at besætte lande, så romerne måtte have styr på, hvor mange og hvem, man kunne få skatteindtægt fra.
Nogen skulle jo betale for soldater og våben, og bedst er den slags jo, hvis de som våbenene peger på, også er de, som betaler.
I Betlehem var der dørene lukkede. Den ene efter den anden siger: “Vi har allerede flere mennesker, end vi kan håndtere. “Tag et andet sted hen, eller endnu bedre, tag hjem hvor I kommer fra!”
En lang rejse med en højgravid forlovet var slut, men dørene var lukket, og ingen forbarmede sig. Ingen lukkede op.
Børn, der vil fødes er ligeglade med lukkede døre. Barnet, som er udset til at frelse verden, blev født i en ussel stald i Betlehem.
Ordene fra Johanneevangeliets indledning siger det meget godt:
“v9 Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. v10 Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. v11 Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. v12 Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; v13 de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud.”
Maria fødte sit barn i stalden. Mere ydmygt kan det ikke blive. Men barnet kom til verden og glæden kunne ikke standses af de simple omgivelser. Nyt liv var begyndt og perspektiverne var og er enorme.
Det er Gud, som er i gang med at frelse verden, godtnok på en, synes vi, lidt underlig måde.
Umiddelbart virker det harmløst, at Gud bliver menneske, der svøbes og ligger i en krybbe i en stald i Betlehem.
Men der er mere på spil. Stjernen står over stalden og vise mænd fra Østerland er for længst taget afsted på deres rejse mod barnet. Guldet, røgelsen og myrraen er pakket ind. Gaver som skal vise sig at være værdifulde, når familien forfølges og må leve som flygtninge i Egypten i de første år.
På de mørke og kolde marker, slumrer hyrderne med et øje på klem, mens de rystende af kulde holder øje med fårene.
Pludselig lyses mørket op af Herrens Herlighed. Hyrderne bliver bange. Englen – Guds budbringer, må indlede med at berolige dem: “Frygt ikke!”
For hyrderne var dette alt andet end hyggeligt, for de fangede at noget stort var i gang. Gud var på spil i deres liv.
Og lige der på marken overskred Guds engle grænsen mellem himmel og jord. Ligesom Jesus i stalden gennembryder skellet mellem Guds og vor verden. Han kommer til os.
De sociale normer brydes. Hyrderne, mennesker som ingen regner for noget, bliver de første, som hører den fantastiske nyhed, englene fortæller:
“»Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: v11 I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. v12 Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« v13 Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:
v14 Ære være Gud i det højeste og på jorden!
Fred til mennesker med Guds velbehag!”
Med Jesus kommer fred til mennesker. Det gives os, som en gave og som en mulighed.
Fred er ikke fravær af krig og konflikt. Det kunne ellers være dejligt nok. Det er meget mere end det.
Det er harmoni, fred og glæde for alle mennesker. Det er det, som jøderne kalder Shalom, et rige, hvor der er fred, sundhed, ingen vold, intet magtbegær, ikke noget misbrug, ingen sygdom, nok af alt til alle, ingen menneskesmuglere, ingen flygtninge, og ingen hårde hjerter. Det er med andre ord paradis på jord.
Vi sidder her i vores tryghed. Nogen har lukket os ind, og det er tilladt for os at være på den side, som for andre ligner uopnåeligt paradis.
I “Glade jul” synger vi “Han har himmerigs dør oplukt!” Det er det, som sker i julen. Med Jesus åbner Gud døren og lader himlen komme til jord.
De udstødte hyrder hører det, og fatter, at ingen skal længere holde dem udenfor. De går til barnet i stalden, og de har lov til det. Det bliver modtaget og de lovpriser Gud for alt, de har hørt og set.
Det understreges på det allerkraftigste, at Guds kærlighed ikke respekterer grænser eller sociale normer.
Vi tror stadig at kærligheden grænser.
I denne tid gør vi meget ud af at tænke over, hvem vi skal elske og hvorfor vi skal elske dem. Samtidigt forsøger vi at trække grænser for, hvem vi har ansvar for som vores næste. Det som sker omkring os påvirker ikke bare mennesker på flugt. Det påvirker også os på den trygge side. Hvor skal grænsen være?
For Gud er det ikke sådan. Der er kærligheden grænseløs – og det skal vi være glade for. For Jesus selv siger, han er kommet til forsvarsløse.
Det kan godt være, at vi er trygge her. Selv vi – du og jeg – har brug for Guds kærlighed i vore liv.
Heldigvis er Guds kærlighed grænseløs, og den vi gør vi klogt i ikke at holde ude.
Grænser kke findes i Guds rige.
Man kan mene at et lille barn er harmløst, men Jesus er det stik modsatte. Det viser han med sine ord og sit liv.
Han kan forandre verden og give mennesker et helt nyt liv.
Vi bliver nemt korrumperede og hårdhjertede, når vi har mere travlt med at lukke af end af at åbne op. Det gælder overfor vores næste, som har brug for at vi lukker op. Ikke mindst gælder det for os selv, at vi tør åbne os for Gud.
Jesus kommer netop for at åbne for vore hjerter. For det er i det åbne hjerte at Guds fred findes.
Se jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for HELE folket.
Glædelig jul.
Amen.
Frygt ikke!
Det er helt utroligt, så mange uhyggelige drager, som kan ligge under sengen, når man er en lille dreng. Der er sikkert også løver inde i klædeskabet, for ikke at tale om de mange øjne, som ser på en gennem mørket.
Vi voksne kan også være bange … Måske ikke for de samme ting som børnene, men når vi er ærlige og tænker os om, så er frygt også en del af vores liv.
Rigtigt mange steder i Bibelen hører vi engle, Gud eller Jesus sige: “Frygt ikke!”
Alt dette kan du høre mere om i dagens korte tale. Der var en tale til børnene og én mest til de voksne. Hør den for de voksne her:
Du kan også læse oplægget til talen her. Bemærk, at der ofte er forskel på det skrevne og det talte ord.
Prædiken søndag d. 13. december 2015.
Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.
Tekster: Joh 14,27
Frygt ikke!
Vores lejlighed er i to plan, og det er en pæn stor lejlighed. På anden sal har vi stuer, spisekøkken og et toilet. På tredje sal, har vi Soveværelse, børneværelser, gæsteværelse/hjemmekontor og bad.
Det har jo betyder, at når vores børn skal i seng om aftenen, så skulle de gå op ad trappen (låge 13) og op i en etage helt for sig selv.
Mange gange har den ene siddet på trappen og ventet på, at den anden blev klar til at komme med op. Der er blevet ventet længe.
Når man er en lille pige, så er det naturligvis lidt langt væk fra mor og far og der mørkt udenfor vinduerne. Det er et gammelt hus, og her er mange lyde, som man kan komme til at ligge og lytte efter.
Mange gange har jeg sagt. Gå nu bare op. Der er ikke noget at være bange for.
Jeg har lagt mærke til, at jo mere jeg sagde. Vær ikke bange, jo mere stille blev mit barn. Det havde, og har den stik modsatte effekt.
Uanset hvad jeg siger, så er hun stadig bange for at være alene på loftet om aftenen.
Frygt er ikke rationelt og følelsen af frygt forsvinder ikke, bare fordi jeg siger, at den skal.
I bibelen er der masser af steder, hvor Gud, Jesus eller engle siger til mennesker: “Frygt ikke!”
Til forskel fra, når jeg siger det, så sker der oftest det, at når, det er Gud, som taler, så virker det! “Frygt ikke!”
I Johannesevangeliets kapitel 14 er perspektivet noget længere fremme end Jesus fødsel. Her er det Jesus, som forbereder sine disciple på dagene, hvor han ikke længere er fysisk i blandt dem.
Han siger: “Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!”
Gud giver os Jesus, med alt, hvad det indebærer gennem hans liv fra jul til påske over himmelfart og til pinse.
Gud er stadig i verden. Han har ikke forladt den.
Til forskel fra, når jeg siger frygt ikke. Så sker der noget mere, når det er Gud, der gør det.
Gud beder os ikke bare om ikke at frygte, men han fjerner jo også alt det, som vi med god grund kan være bange for. Han skubber det væk fra os.
(Låge 14)
I salme 103 gives der udtryk for hvor store perspektiverne i det Gud gør for os egentlig er:
“v11 Så høj som himlen er over jorden,
så stor er hans nåde mod dem, der frygter ham;
v12 så langt som øst ligger fra vest,
så langt har han fjernet vore synder fra os.
v13 Som en far er barmhjertig mod sine børn,
er Herren barmhjertig mod dem, der frygter ham.”
Så langt som øst ligger mod vest, så langt væk er alt det, som kan forkludre tingene.
Det er jo det, som Gud gør, ved at give os Jesus.
(Låge 15)
Han bringer lys ind i en mørk verden.
Med lyset kan vi se og finde vej. Men vi kan faktisk ogsåmærke lyset. Det er jo varmt.
Gud er lys og
han tager håb ind i en falden tid og han efterlader os sin fred.
Ikke som fravær af krig, men som den fred, hvor alt er godt og harmonisk. Den fred, som gør at man tør ånde frit.
Når Gud siger frygt ikke, så gør han også op med det, som vi er bange for.
Mørket og ondskaben må vige. Der er handling bag ordene. Frygt ikke.
Amen.