Metodistkirken i Odense – Side 12

Er du klar – Thomas Risager

-ellers må du se at blive det!

I Judæas ørken går Johannes Døberen rundt og gør sit for, at mennesker skal være klar til at møde Jesus, når han kommer. Det er ikke nogen let opgave, fordi Johannes må leve et liv, som er radikalt anderledes end det, som de fleste menesker lever. Johannes ved, at at når først mennesker står ansigt til ansigt med Jesus, så er det livsforvandlende … Det er dette møde, Johannes baner vej for.

Adventstiden er forberedelser til jul, tror vi. Men faktisk er det er forberedelser til at stå ansigt til ansigt med Jesus – og det er noget helt andet. Hør mere her, når kirkens præst Thomas Risager fortæller om Johannes i ørkenen.

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der ofte er afvigelser mellem det talte og det skrevne ord.

Talemanuskript i PDF-format

Prædiken søndag d. 4. december 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Matt 3,3-12. Es 11,1-10.

Kunne man forestille sig, at vi stoppede gudstjenesten nu. Lavede nogle fine bannere, som der står “Omvend Jer, for himmeriget er kommet nær!” på og gik ned gennem Vestergade, mens vi friskt og frejdigt proklamerede, at julen ikke handler om forbrug, men om Jesus, som blev menneske?

Jeg havde nok heller ikke helt forestillet mig, at der ville være den store tilslutning til den ide…..

Kirkerne i Danmark repræsenterer ikke den store modkultur til det eksisterende samfund. Men hvad nu, hvis vi i virkeligheden er netop det? Ikke for provokationenes skyld, men fordi Jesus er så anderledes and alt andet verden kender.

Den amerikanske præst fra Ginghamsburg, som en del af os har mødt, har ofte gjort sig bemærket med bemærkning om julen. Han siger bl.a. at julen ikke er din fødselsdag. Mens han opfordrer folk til at give nødhjælp for samme beløb, som de giver til gaver. Det er da egenlig en meget god ide, ikke sandt?

For den jul, der kommer, handler ikke om dig, det handler om Gud, som lader verdens største mirakel ske lige for næsen af os. Ganske vist i et lille barn, men et mirakel. Han bliver mennesker i Jesus Kristus.

Der er meget mere i den historie end et lille nuttet barn, som fødes i en stald i Betlehem og lægges i en krybbe.

Hvis vi kigger ind under, alt det, som sker i december, så er det er ikke den fantastiske historie, som giver os en undskyldning for at fejre os selv med gaver og alt for meget hygge. Det er forbrugskulturen, som snublendes nemt får os til at gøre netop det.

Jeg indrømmer det blankt – her falder jeg i! For jeg synes jo også, at alt det juleri er noget så hyggeligt, og der er jo ikke noget bedre end at kunne forkæle sine kære. Det er sådan en god følelse.

Jeg er ikke ude på, at give hverken mig selv eller andre dårlig samvittighed.

Men hvis vi tror, at Johannes døberen gik rund i ørkenen og råbte af fuld hals fordi vi skal huske alle gaverne…

Hvis vi tror, at Jesus blev menneske for at vi skal hygge og klippe julehjerter, så tager vi alvorligt fejl….

Jesus kom til jord, for at verden – du og jeg – skal frelses ved ham.

Når vi bruger adventstiden på at forberede os, så handler det både om at have det for øje, som er sket, men også at forstå og forholde sig til, at Jesus er ikke færdig med os.

Han kommer igen og da skal vi stå ansigt til ansigt med ham.

Spørgsmålet er om om du er klar?

Mennesker kom til Johannes Døberen i ørkenen.

De kom fordi de fornemede, at han virkelig havde noget på hjertet.

Der var ingen, som var i tvivl om, hvad han mente, når han prædikede: “Omvend Jer, for himmeriget er kommet nær!”

Matthæus skriver, at hele Jerusalem, hele Judæa og hele Jordanegnen kom ud til ham og blev døbt, idet de bekendte deres synder. Det er helt klart, at vi skal forstå, at det ikke var enkelte religiøse fantaster, men rigtigt mange helt almindelige mennesker, der forlod deres dagligdag, for at komme ud i ørkenen og blive klar at at jesus skulle komme.

Piben får dog en anden lyd, da det er alle de fromme, som kommer ud til Johannes. Her er det farisæerne og saddukæerne, de fromme skriftlærde jøder og mange af præsterne, der gik voldsomt op i at alle ritualerne i templet blve udført korrekt, som kommer ud i ørkenen.

De får helt enkelt at vide, at også de skal omvende sig.

Omvendelse medfører at man lever et andet liv, og at troen skal kunne ses i den måde, man behandler andre mennesker på. Her er det ikke nok, at påberåbe sig, at man er jøde.

Frugten af omvendelse er et nyt liv. Et liv, hvor man er åben overfor at Jesus gør alting nyt.

I dag hører vi om Johannes Døberen for at minde os alle sammen om, at forberedelserne til jul er noget ganske andet end det verden tror. Det er at forberede sig på, at stå ansigt til ansigt med Jesus.

Løfterne i adventstiden er, at Gud ikke har glemt os, at han ser, når livet er mørkt, men at han, det sande lys, som oplyser ethvert mennesker er ved at komme ind i verden.

Og det sker for dig og for mig.

Jeg har tænkt mig at være klar.

Det er jeg ved, at jeg tænker over, hvad Jesus har gjort.

At jeg lytter efter ordene i salmerne vi synger, at jeg husker at dette her handler ikke om gaver og hygge, men om verdens frelse.

Vi springer over turen op i byen i dag, men vi husker på Johannes ord: “Omvend jer, for himmerige er kommet nær!”

Amen

Lys i mørket – Thomas Risager

Snart sænker november sine tunge, mørke gardiner omkring os. Det livgivende lys, som har løftet os up hele sommeren svinder. Hvordan kan jeg holde mit mod oppe i en tid, som virker så mørk.

Gospelkoret Emmaus vil denne aften hjælpe med gode bud på, hvordan vi får lyset tilbage i sindet i en tid, hvor mørket hersker.

Det bliver stille og roligt, det bliver hjertevarmt og smukt.

Her er aftenens tale her:

Du kan også læse talen her:

Bemærk venligst at det talte ord, kan afvige en smule fra det skrevne.

Talemanuskript i PDF-format

Prædiken søndag d. 13. november 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Es 9,1-5 & Matt 4,12-17.

Gospelgudstjeneste med Emmaus. Lys i mørket.

Der er næppe nogen i denne verden, som ikke har opdaget, at der har været præsidentvalg i USA.

“Yes we can” bliver afløst af “Make America Grat Again.”

Præsident Obama bliver afløst af Præsident Trump.

Mange mennesker udenfor USA, inklusive mig, undrer sig og tænker, hvad skete der lige der?

Jeg er ikke politolog, men teolog. Set med teologiske briller, er det faktisk også et interessant spørgsmål.

De eneste, som troede Trump kunne blive præsident, var the Simpsons for 16 år siden.

Men det skete!

Jeg tror, det sker, fordi demokraterne og mange iagttagere totalt har undervurderet det mørke, som mange mennesker udenfor de store byers hippe og hurtige liv, oplever, at de lever i. Når Trump siger Make America great again, siger han samtidigt, at det ikke er great lige nu.

Arbejdspladserne er forsvundet. Husene forfalder, butikkerne lukker, man føler sig fuldstændigt afkoblet fra politikerne i de store byer. Man har ikke længere tillid til at de forstår, hvad der foregår, for det de siger, og måden de taler på, viser med al tydelighed, at de intet fatter af almindelige menneskers liv. Der er ikke håb for fremtiden. Der er mørke.

I Clinton så man endnu en politiker, som er indbegrebet af de politikere, som ikke fatter, hvordan almindelige mennesker lever.

I Trump hørte man en stemme tale samme sprog og han indgav håb om lysere tider for de, som lever i mørket. Vi mennesker vil have lys frem for mørke.

Hvordan er det, at leve i mørket?

Forleden, da jeg ville i seng, var min seng optaget. Her lå min 10 årige datter Kamille og sov trygt.Men jeg er ubarmhjertig, jeg vil sove i min egen seng.

Kamille blev båret, trukket og skubbet ind i sin egen seng. Hun var nærmest ikke vågen. Men der gik 30 sekunder, så var hun vågen – helt vågen og temmeligt bange.

Jeg var kommet til at trække døren helt til, og så var der helt mørkt i værelset. Det var tydeligvis ikke rart, at være i mørket.

Sådan helt basalt, så kan vi ikke se, når der er mørk, og vi kan ikke finde vej. Men der sker også det, at vi kan forestille os, at der er alt muligt i mørket, og det er ubehageligt, for vi kan ikke se det og derfor kan det vokse sig ekstra uhyggeligt.

Jeg tror, det var det, der skete, den aften, hvor det endte med at Kamille sov mellem sin mor og far (igen).

Når man er i mørket, råder håbløshed frygt. Det er svært at flytte sig. Man føler sig låst fast.

Nu er der selvfølgelig forskel på, hvordan en ti-årig og en voksen oplever det.

Men jeg tror de fleste af os kan huske tilbage og genkende os selv som bange børn i mørket.

Som voksne kan vi sikkert også genkende, hvordan mørket kan stjæler vore overblik, vores energi.

Der er mange måder, hvorpå mørket kan råde. Der er mørket, som sjæler vores lys med vinterens komme. Det er mørket, som dræner os. Der er mørket, som vi ikke kan finde vej i. Det er mørket, der tænder længslen efter en lys fremtid.

Der er sikkert flere måder, men de bliver alle addresseret i bibelen af profeten Esajas, der er en stemme, der råber ind i det jødiske folks mørke ca. 700 år før Jesus fødes.

Han udsteder løfter: “Det folk, der vandrer i mørket skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land.”

Den gang var der helt vildt håbløshed. Det har været så sort, som det kan være.

Esajas taler om at mørket skal afløses af juble, glæde, frihed fra slaveriet, retfærdighed kommer frem, for der skal komme en ny fyrste, en fredsfyrste.

Han siger ordene, som vi først fatter omfanget af 700 år senere, for umiddelbar lyder det mærkeligt, når han fortsætter:

“For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre, man skal kalde han underfuld rådgiver, vældig Gud, evigheds fader, freds fyrste.”

Det er først efter at engelene på marken ved Betlehem, julenat, hører englene forkynde: “Frygt ikke! Se jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket. I dag er der født jer en frelser i Davids by, han er Kristus Herren” Det er først da, at vi mærker omfanget af de ord, Esajas siger.

I bibelens verden er lys liv.

Vi mærker det indeni, når lyset bryder frem, når foråret kommer. Energien kommer igen.

Lyset vinder altid over mørket. Det kan se ud som en ulige kamp, men det er det ikke. Lyset vinder altid.

Jesus siger om sig selv: “Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.”

Amen

Hvem savner du? – Thomas Risager

I dag er det Alle Helgens Søndag. Det er tradition i kirken, at man under gudstjenesten nævner navnene på de, som er døde. På dem som vi savner og er taknemmelige over har været i vores liv.

I dag mindes vi undervejs i gudstjenesten de, som vi savner.

Der vil være plads til at mindes, tænde lys og glæde os over de menneskers betydning i vores liv.

Hør talen her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord kan afvige fra det skrevne.

Manuskript i PDF-format

Prædiken søndag d. 6. november 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Luk 6, 20-31 & Åb 21,3-5.

Alle Helgen

Salige er I som græder, Salige er I som er fattige, Salige er i som sulter….. Med lidt specielle ord lover Jesus, at det skal blive godt igen.

Gud har nemlig en drøm for sin verden. En drøm, hvor alt det, der gør ondt, skal afløses af sine prægtigste modstykker. Sådan afslører Desmond Tutu, at han tænker om Guds kærlighed til verden.

Den er ikke bare et klap på skulderen og en kleenex til at tørre tåren, der må falde. Nej, den er en helt ny verden. Guds kærlighed er et helt nyt liv.

Et nyt liv, som man kan få del i efter livet. Men sandelig også et nyt liv, som man kan tage hul på her og nu i dette liv, i dag og i morgen.

Et nyt liv, der begynder med at man tror, håber, holder fast i eller forventer, at den kærlighed, Gud møder verden med, ikke er en upersonlig kærlighed, men en dybt personlig kærlighed, der tager sit udgangspunkt i den elskede – i dig.

Gud har set dig, Gud har hørt dig, Gud elsker dig.

Nu ved jeg godt, at man kan sidde og tænke, at jeg har intet gjort for at fortjene dette. Jeg er uværdig. Jeg har gjort så meget dumt i mit liv.

Så vil jeg sige, at dette handler ikke om kvalifikationer, for det kommer fra Gud, men du er alligevel rimeligt velkvalificeret.

For nogen gange er de fattige i ånden, som i første omgang ser Guds rige.

Det er ikke en opfordring til at gå ud og lave mere bøvl. Det vil Paulus iøvrigt også advare mod. Men en opfordring til at tage imod.

For det er den kærlighed, der giver modet, styrken og viljen til at gøre det radikale, som jesus opfordrer til. Nemlig til at elske vore fjender, gøre godt mod dem, der hader os. Til at velsigne dem, der forbander os. Til at vende den anden kind til, hvis nogen slår os.

Det er noget af det sværeste i denne verden. For en uges tid siden, hvad vi en mand i kirken, som var langt ude. Han var der, hvor det eneste, han magtede var konfrontationen med vold og trusler om at ville både skade og slå ihjel.

Jeg er ikke bedre menneske, end at jeg havde så meget lyst til, at klappe ham en på skrinet. Men hvad havde det hjulpet?

Så havde jeg (og Max) jo bare været ligesom verden, og måske som han, havde forventet.

I stedet blev han ganske vist håndfast ledt ud af kirken. Han lovede at han ville komme igen og slå os ihjel. Alle er jo velkomne i kirken, for her er plads til alle.

Jeg tror, eller jeg håber på, at når han kommer til sig selv, så vil han alligevel tænke, at dette var underligt. Her blev den anden kind vendt til. Og hvem ved, om det kan blive begyndelsen til forandring.

Når vi tager Jesus på ordet her, så er det radikalt anderledes end det denne verden byder. Men det kan skabe et fredsrige på jord. Jeg taler ikke om et hippierige med fri kærlighed. For vi ved, at også i Guds rige, i kirken, der slipper vi ikke for konflikter og uenigheder. Hvis man håndterer den slags efter den udfordring Jesus giver, så ødelægger det ikke, for så indser man, at man nok er uenige, men er af et hjerte….

Det er det, Jesus lover skal være på den anden side af livet, men som han udfordrer os til, at tage fat på nu i dette liv, på denne dag i dette øjeblik.

I dag er det Alle Helge Søndag. Dette er dagen, hvor mange af os indser, at vi savner mennesker, som er døde fra os.

Når vi mærker det som en sorg, så er det jo fordi de ikke var ligegyldige for os, og slet ikke ligegyldige for Gud.

Når jeg tænker tilbage på nogen af dem, jeg savner, så er det nogen af dem, der med deres liv har vist mig tro. Det er dem, der har elsket de umulige – elsket mig. Det er dem, der med deres liv har investeret i mig. Og været med til at gøre mig til den, jeg er.

Vore måde at være overfor hinanden betyder ikke kun noget nu, det får længere betydning end bare her og nu.

I dag har jeg talt om, at Guds rige kan være her, hvor vi er, og at vi kan se det, når vi lever i det, ved at tage Jesus på ordet.

Guds rige har ikke grænser, hverken i rum eller tid. Jesus er gået foran for at berede en plads til os, og vi må tro på, at dem vi savner, er Guds hænder, for så radikal er hans kærlighed til os.

I Guds rige er alting godt. Her er der fred og ingen fare.

Den sidste bog i bibelen taler om dette, når der står:

v3 Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige:

Nu er Guds bolig hos menneskene,

han vil bo hos dem,

og de skal være hans folk,

og Gud vil selv være hos dem.

v4 Han vil tørre hver tåre af deres øjne,

og døden skal ikke være mere,

ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.

Thi det, der var før, er forsvundet.

v5 Og han, der sidder på tronen, sagde: »Se, jeg gør alting nyt!

Se han gør alting nyt.

I dag fejrer vi at det må gælde dem vi savner.

Vi mindes:

Elin Madsen

Frida Nordtorp Bendixen

Svend Aage Pedersen

Pelle Kofoed

Louise Jonassen

Heidi

Anna og Niels

Susanne & Jeanne

Amanda Thomsen Risager Sorensen

Ingelise

Henrik

Kirsten

Benedikte Owens Marqversen

Lisbeth Henriksen

Erik Lorentzen

Anette

Bartolo Suarez Santana

Bøn og Lys…… stille musik…..

Bøn:

Himmelske Fader. Tak for visheden om, at ingen lever og dør for sig selv.

Tak, at vi i livet og døden er omsluttet af din nåde og kærlighed. Vi takker

dig for NN og for det liv, han/hun har levet iblandt os. Vi beder om din

hjælp og dit nærvær i sorgen og savnet. Lad Helligånden vidne i vore hjerter

om det evige liv og giv os visheden om, at vi engang skal forenes i dit

evige rige.

Ved Jesus Kristus, vor Herre.

Amen.

Manden i træet – Thomas Risager

På Bibelens tid klatrede voksne mænd ikke i træer. Men der var engang en mand, som var så desperat for at få lov at se Jesus, at han var ligeglad med, hvad de andre i byen mente. Så han sad i et træ, da Jesus kom forbi. Det kommer der en interessant historie ud af.

Ingredienserne er forekommende nåde (dette forklares i talen), opgørelse, omvendelse og nyt liv til glæde for mange.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord, kan afvige fra det skrevne.

Talen 30. oktober 2016 i PDF-format

Prædiken søndag d. 30. oktober 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Lukas 19,1-10.

I dag er der kommet frelse til dette hus.

(Dåb af Rosa Lund Rasmussen og Optagelse af Rikke Roland Honoré)

En voksen mand højt oppe i et træ. Det er måske ikke noget særligt for os, for voksne mænd i vores kultur er jo stadig drenge – bare med lidt gråt hår.

Men da Jesus går ind i byen Jeriko på sin vej mod Jerusalem, hvor Zakæus sidder oppe i et træ, for at kunne se. Der er forargelsen stor.

For det første, så opfører en voksen mand sig ikke sådan. Det er børn, der kravler i træer.

For det andet, er Zakæus ganske forhadt i byen. Hans job var nemligt at opkræve told på de varer, som passerede jeriko. Det var en god forretning. Ikke mindst fordi Zakæus som andre af datidens toldere, var ret opfindsom omkring de gebyrer, som kunne lægges på de handlendes varer. Og der var intet at gøre. Det var bare at betale ved kasse 1.

Han har gjort som han selv ville på bekostning af alle andre i Jeriko, så hadet mod ham var intenst.

Lukas skriver i sit evangelium at Zakæus var en rig mand. Han har altså været god til at være urimelig. Eller sagt lidt pænere hans begær efter penge, havde fået overtaget.

Da Jesus, som alle er stimlet sammen for at se kommer til Jeriko, er det først ham den blinde mand, som får opmærksomhed. Det er historien lige inden den, som vi har hørt læst op.
Dernæst er det Zakæus oppe i træet, som Jesu blik fanger.

Her står alle byens gode borgere på rad og række, fordi rygtet har sagt, at Jesus ville komme til byen. Og så er det tolderen, som Jesus lægger mærke til. Er det ikke bare irriterende?

Men sådan er det med Jesus. Det bliver sjældent som folk forventer med ham.

Det er måske også derfor, at folk har hørt om ham. Denne her mand, som mange siger er Guds søn. En ny konge? Men tilsyneladende ikke en konge med magt. Det skulle da lige være den magt han har over sygdom, lidelse og elendighed. Der sker jo mirakler der, hvor han er.

Og så er der jo underholdningsværdien, når han sætter alle de fromme på plads og taler hjerteligt med dem, som ikke nødvendigvis er Guds bedste børn.

Folk vil se Jesus. For de har alle sammen hørt om ham. De vil se ham med deres egne øjne.

Det vil Zakæus også. Men det er ikke så let. For det kan godt være at han er en stor mand byen på grund af sin rigdom, men han er en lille mand ren fysisk. Derfor ydmyger han sig selv, ved at kravle op i træet. For han vil se Jesus. Koste hvad det koste vil.

Jeg tænker på, hvad der mon er gået forud for dette. Hvorfor vil den her mand, så gerne se Jesus?

Jeg vil påstå, at Zakæus har været udsat for det, som vi i et teologisk sprog kalder forekommende nåde.

Hele grundideen bag det er er, at vi tror Guds kærlighed er først og størst.

Gud prikker til mennesket før Gud overhovedet er en tanke hos os. Det kan ske på mange måder.

Måske har Zakæus siddet midt i sin rigdom og følt sig ensom. Jeg tænker, at de inderste tanker om, at det han har gang i og måden han udnytter folk på økonomisk er forkert, har trængt sig på.

Selvom det er et mantra i vores tid, at man skal finde alle kræfter indeni sig selv – sikke noget vås, i øvrigt – så ved Zakæus godt på dette tidspunkt, at hvis hans liv skal se anderledes ud, så skal der ske noget radikalt. Derfor sidder han i toppen af et træ og venter på Jesus.

“Zakæus, skynd dig at komme ned, i dag skal jeg være gæst i dit hus.”

Zakæus tager glad i mod Jesus. Det kan jeg godt forstå. Vi der hører om denne historie i dag, bør lægge mærke til at Jesus ikke bare taler med Zakæus, men at han er gæst i hans hus. Det betyder mad på bordet. Det tilsiger alle regler om gæstfrihed. Jesus kommer altså med helt ind i Zakæus’ inderste liv.

Og folket udenfor er foragerede over, at Jesus ikke går ind til en af de polerede bedsteborgere, men i stedet får ind hos manden, som de alle sammen elsker at hade.

I mødet med Jesus bliver Zakæus klar over, at han er elsket og accepteret, endda på trods af hvad alle andre måtte mene om ham.

Det betyder han, at ser på sig selv og sit liv på en helt anden måde. Det får ham til at stille sig op og proklamere, at han giver halvdelen af hvad han ejer til de fattige.

Og vel vidende at han har afpresset, tilbyder han, at hans ofre får firedobbelt igen.

Det er vigtigt,at dette er konsekvenser af den kærlighed Jesus viser ham. Det er ikke forudsætning for at få den.

Jesus gik ind til ham først!

Zakæus får et nyt liv. Han er sikkert stadig tolder, men nu er han en retfærdig én af slagsen. Når Jesus siger, at der der kommet frelse til dette hus, så er det ikke kun Zakæus´ hus, han mener.

For nok, får Zakæus nyt liv, men hans nye liv betyder markante forandringer for folk omkring ham. De fattige får mad og husly.

Zakækus behandler folk ordentligt.

Det med tro er selvfølgelig personligt, men det er aldrig uden konsekvenser.

Mon Zakæus havde gennemskuet alt det, da han kravlede op i træet?

Amen.

Hold ud og bed! – Thomas Risager

Århh – endnu en af de kristne floskler, som jeg næsten ikke kan holde ud at høre på! Sådan kan man umiddelbart tænke, når man ser denne overskrift. Men kigger man lidt nærmere på baggrunden, er der måske mening og fornuft i at bede på trods, når livet er uretfærdigt.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her:

Talemanuskript i PDF-format

Bemærk dog, at der kan være afvigelser mellem det talte og det skrevne ord.

Prædiken søndag d. 16. oktober 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Jer 31,27-34. Luk 18,1-8

Alle, der har prøvet at handle sammen med børn, ved at det kan være lidt af en prøvelse, når man på vejen ud af supermarkedet skal passere hylderne med slik og godter. Naturligvis er de placeret sådan, at man ikke kan undgå at komme forbi dem på vejen til kassen.

“Far, har du set den Yankiebar? Dem kan du også godt lide. De smager bare så godt.

Far, du er den sødeste far i hele verden, hvis jeg må få noget slik nu.

…..

Jeg VIL have slik nu!”

Og det ultimative “jeg vil have slik nu trick”: Barnet begynder at skrige og græde.

Hvor mange af os er ikke faldet for den?

Det er simpelt hen svært, i hvert fald indtil en vis grænse, at blive ved med at være hårdhjertet, når et barn, man elsker plager om noget.

Jeg tror alle forældre ved, hvad der er det højeste ønske for sine børn.

I lyset af dette, giver det mening, at Jesus fortæller en lignelse om enken og den uretfærdige dommer som en opmuntring til at bede og aldrig blive trætte.

I en by var en enke, som var blevet uretfærdigt behandlet. Desværre var den dommer, hvis ansvar det var at sikre retfærdigheden, ligeglad med både Gud og mennesker.

Ikke nogen imponerende egenskab for et menneske, med det ansvar, som en dommer har.

Enken går til ham gang på gang og klager sin nød over uretfærdigheden.

Der er i hvert fald to måder, som man kan anskue hende på. Den ene er der, hvor man spørger sig selv, hvorfor hun ikke bare giver op. Hun er jo oppe mod overmagten. En fattig enke overfor en magtfuld dommer.

Dette er måske det letteste.

Den anden vinkel er at beundre enken, for sit mod og sin vedholdenhed.

Ja, hun er oppe mod en magt større end hende selv.

Ja, hun er blevet uretfærdigt behandlet.

Men, nej, hun giver ikke op.

Igen og igen går hun til dommeren, som til sidst, alene fordi at slippe for hende behandler hendes sag.

Jesus siger, når nu denne dommer giver sig til at dømme retfærdigt, hvor meget mere vil så ikke Gud, skaffe sine udvalgte ret?

Naturligvis, skal vi tænke, vil Gud, der er som en far for os, gøre alt for at vi ser retfærdighed.

Giver denne historie os retten til, eller ligefrem pligten til, at plage som umulige børn, der vil have en Yankiebar?

Svaret er nej, for dette handler ikke om et eller andet, som vi kan ønske os i vore liv. Som f.eks. en flottere bil eller et 12-tal til eksamen.

Det her er en opfordring til at møde uretfærdighed med bøn og aldrig give op, selvom det ser ud som om vi står overfor noget langt mere magtfuldt end os selv.

Der sker nemlig noget, måske mest af alt med os selv, når vi selv under den vildeste modgang, holder fast i, at sige Gud tak for de gode ting, og blive ved med at bede for retfærdighed.

Når vi lovsynger Gud på trods, viser vores tro sig, at holde længere end selve livet.

Lyder det mærkeligt?

Måske, men tænk en gang på gospelmusikkens oprindelse, det er om noget, lovsang, håb og taknemmelighed på trods.

Vi skal bede og ikke blive trætte siger Jesus. Bøn er mange ting. Det er også at synge, at gå i kirke, at holde fast i fælleskabet, at spise brødet og drikke vinen i kirken.

Der sker nemlig det, når vi beder og holder fast, så skal vi ikke finde kræfterne til at gå gennem modgangen inden i os selv, men hos Gud og i fælleskabet omkring os.

Så deler vi magtesløsheden og lægger den i Guds hånd, mens vi stoler på, at han, om ikke før, så i sidste ende gør op med enhver uretfærdighed.

Det har vi lov til som Guds børn, at tro på, håbe på og bede om. Og det vil vi altid gøre – dag efter dag – hver for sig og sammen!

v11 Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb. v12 Råber I til mig, og går I hen og beder til mig, vil jeg høre jer. v13 Søger I mig, skal I finde mig. Når I søger mig af hele jeres hjerte, v14 er jeg at finde, siger Herren. Jeg vender jeres skæbne og samler jer fra alle de folk og fra alle de steder, jeg fordrev jer til, siger Herren; jeg fører jer tilbage til dette sted, som jeg førte jer bort fra.

Amen

Salme: Vi rækker vore hænder frem

Tro for ALLE – Thomas Risager

Forleden aften så jeg en debat på tv. Jeg forundrede mig over, at en af vores partilederes ord mindede mig utroligt meget om Jesus. Ud fra beretningen om Jesu møde med ti spedalske, som vi læser i Lukasevangeliet, kommer vi omkring både Søren Pape, Jesus, og en helbredt samaritaner i talen ved dagens gudstjeneste.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her:

Talemanuskript i PDF-format

Bemærk at der ofte er variationer mellem det skrevne og det talte ord.

Prædiken søndag d. 9. oktober 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Lukas 17, 11-19.

Tro er for ALLE

Det er ikke tit, at man tænker på Jesus, når man hører en konservativ partileder tale. Men jeg tænktr på Jesus forleden, da jeg så lidt debat på TV.

Søren Pape lyder som Jesus!

Anledningen er det skammelige at kontanthjælpsloftet blev indført den første oktober og det giver selvfølgelig diskussioner om rimeligheden i størrelsen (eller det modsatte) i de indkomster, som samfundet tilbyder vore svageste.

Her var det så, at jeg hørte Søren Pape tordne over, at de som fik så mange penge fra vores fælleskasse burde være taknemmlige. De skal sige tak!

Her kom jeg til at tænke på Jesus, som stiller sig op overfor den ene af de ti helbredte spedalske, der kommer til ham for at sige tak for sit nye liv. Jesus spørger hvor er de andre 9, som blev helbredt, underforstået at en smule taknemmelighed ville være på sin plads her.

Det klassiske take på denne historie er, at vi skal læse den og forstå, at vi skal huske at være taknemmlige. Det er helt sikkert, at det kan de fleste af os, også blive bedre til.

Ud over at jeg har set tv med debat om kontanthjælpsloftet, så har jeg også haft tid til at være sammen med kirkens menighedsråd.

Til menighedsrådsmøderne har vi altid en indledning, hvor vi fokuserer os på Gud, og ganske ofte er afsættet en historie i bibelen. I onsdags var det historien om de ti spedalske, som vi talte om.

Vi læste teksten, tænkte os om, og sagde hver især, hvad der lige faldt os ind.

Det var langt mere opmuntrende end at høre på Søren Pape. For vores snak afslørede, at der er en rigdom i teksten. Mere rigdom end vi nogensinde selv havde fundet ud af på egen hånd.

Hvem siger f.eks. at de andre ni ikke er taknemmelige. De har måske travlt med at lade sig genforene med deres familier, som de ikke har set i årevis.

Når man blev spedalsk, som er en træls sygdom, hvor man faktisk kan miste sine fingre, tæer og andre yderlige kropsdel, isoleredes man fra alle andre.

Man blev sat i karantæne udenfor byen og blev derfor nødt til at leve af andres almisser. Så længe de nu huskede det komme ud med mad. De husker de sikkert de første fjorten dage.

De har som konsekvens, at man mister sin familie, hele sit sociale netværk og ikke længere kan arbejde. Man er er blevet uren, uønsket – man er levende død.

Jesus siger til de ti, der råber op, for at minde Jesus om, at han skal holde sig på afstand, at de skal gå hen til præsterne og lade sig syne. Myndigheden til at erklære dem raske og dermed rene, så de kan indtage deres gamle liv ligger hos præsterne.

Vi bemærkede i menighedsrådet. At de havde råbt til Jesus om at forbarme sig over dem. Jesu svar er, at sende dem et sted hen. I dette tilfælde hen til præsterne.

Jeg gætter på, at de har været afkræftede og måske ovenikøbet modløse. Skal vi virkelig selv gå helt derhen? Har de måske spurgt.

Men mens de går. Mens de bevæger sig rent fysisk, begynder miraklet at ske. De bliver raske. Præsterne kan med det samme se forvandlinge.

De kan ikke bare sidde med hænderne i skødet og vente på, at miraklet falder i deres turban.

Det kunne vi måske lære lidt af.

En anden sagde, at en mulig grund til at de ni ikke kom tilbage var fordi, de havde travlt med at fortælle alle andre om deres møde med Jesus. Det er bestemt en mulighed.

Tilbage til ham, som kommer tilbage til Jesus for at sige tak.

Lukasevangeliget bemærker, at den takkende mand er en fremmed. Han er en samaritaner, som jøderne traditionelt betragtede som det laveste afskum i menneskeskikkelse.

Det slår mig i denne historie, at det ofte er dem, som er på datidens kontanthjælp, Jesus gør mirakler for.

Det er netop de svageste.

Når man er spedalsk er man udenfor. Når man er samaritansk spedalsk er man totalt udenfor. Man kan ikke komme længere væk fra samfundet, livet, eller Gud.

Man er for at bruge et moderne udtryk helt væk fra vinduet. Opgivet af alle. Måske endda opgivet af sig selv. Den sidste af dem er måske opgivet af sit eget samaritanske folk og flygtet ind i en kultur, hvor han aldrig får lov at høre til, og nu er han ovenikøbet syg og dermed dobbelt udstødt og dobbelt foragtet.

Vi må se og forstå, at man ikke kan komme længere væk fra Gud eller alt andet, end denne ene mand er.

Jesus ser ikke sådan på ham.

Jesus er et menneske, der lider ubeskriveligt. Jesus giver ham livet tilbage.

Det viser med al tydelighed, at Jesus ikke gør forskel. Jesus giver nyt liv til dem, som ingen synes har fortjent det. Nyt liv til dem, som ikke selv synes de har fortjent det.

De, som tilsyneladende er længst væk, er i virkeligheden de, som er nærmest på Guds kærlighed.

Det er fedt.

Mod slutningen her, så lad os lige se på hvad der sker til allersidst.

Manden takker Jesus.

Jesus bekræfter at han ikke bare er helbredt og har fået livet igen. Men som Jesus siger: “Din tro har frelst dig!”

Han har fået Guds kærlighed, så det binder ham ind i evigheden. Frelsen!

Manden får ikke lov til at blive sammen med Jesus.

Tværtimod sendes han ud. Hvem ved, hvad der så kan ske. Sidste gang han gik, da Jesus bad ham om det, blev han helbredt og fik et nyt liv.

“Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig!”

Amen

Salme: Midt i blandt os er Guds rige

Hvad får jeg ud af det? – Thomas Risager

Hvad får jeg ud af det? Sådan tænker vi i utroligt mange sammenhænge. Måske også, når det kommer til tro. Hvad får jeg ud af det? Jesus giver nogle højst overraskende svar, som du kan høre på søndag, når Thomas Risager taler over en historie fra Lukasevangeliet kapitel 17.

Du kan også læste talen her:

Talemunuskript i PDF-format

1 a f 3

Prædiken søndag d. 2. oktober 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Lukas 17,5-10.
Hvad får jeg ud af det?

Når jeg hører Rikke læse bibelteksten, så slår disciplenenes ord mig. “Giv os større tro!”

Hvem vil ikke gerne have større tro?

Jeg tror! Jeg beskæftiger mig med tro og teologi alle mine vågne timer. Et eller andet sted er det vel rimeligt at sige, at jeg tror meget. Men jeg vil gerne have mere.

Måske tror du slet ikke. Men nogen gange kunne det være rart med bare lidt tro. Især, når man er ude hvor man ikke rigtigt kan bunde.

Måske skal jeg lige skyde ind her, at selvom man tror – meget – så kommer man også ud, hvor man ikke kan bunde. Bare sådan at jeg ikke står her og laver falsk reklame.

Det er så let at sige: “Tro, det er ikke noget for mig!” Men når man møder livet, så er der alligevel situationer, hvor det vill være rart. For tro kan jo flytte bjerge. I hvert fald i overført betydning.

“Giv os større tro!” siger de tolv disciple til Jesus.

Alle vi, som har børn tænker, at det lyder som noget vi har hørt før:
Giv os!
Vi vil have!

2 a f 3

Disciplene lyder lidt som forkælede børn!

På den anden side, kan man jo godt forstå deres ønske. Hvem vil ikke have større tro!

I det hele taget. Hvem vil ikke gerne have mere. I denne uge var jeg i en ret ophidset debat, hvor samtalen gik på løn og rimeligheden i dens størrelse.

I kirken gør vi meget ud af at sige, at alle mennesker er lige meget værd, men ude i samfundet, er det tydeligt, at det er mennesker ikke. I hvert fald er vores arbejdsindsats ikke lige meget værd.

Det er ikke nødvendigvis sådan, at det er finere at være bankdirektør end murer, men bankdirektøren får mere for sit arbejde end mureren.
Vi synes alle sammen, måske enkelte undtagelser, at vores indsats er mere værd, end det vi honoreres for den. Det er vist bare sådan det er i den vestlige verden.

Disciplene vil have mere. De vil have mere tro… Jesus svarer dem højst overraskende….

I arbejdsfællesskabet omkring Jesus vil tankegangen være en helt anden.

Her gøres et menneskes værd ikke op i, hvad han eller hun får ud af sin indsats. Det vender simpelthen om…

3 a f 3

“Hvis en af jer har en tjener…”, siger Jesus…. så er der jo ikke nogen af os, som takker tjeneren for hvad han har gjort.
Til det må jeg sige, at det håber jeg da, at vi gør. Det manglede da bare, men teksten her er nok et udtryk for en anden tid og en anden kultur, hvor man i hvert fald havde styr på hirakierne.

Dette er et godt eksempel på, at Bibelen fortjener at blive fortolket ind i vores tid, fordi man ikke bare kan tage en tekst med næsten to tusind års forsinkelse og læse den ordret. Tiderne og omgivelserne er andre, end da den blev skrevet.

Men tilbage til det, som jesus faktisk siger her, til disciplenes ønske om at få større tro.

Han siger ikke direkte, at de får større tro af at gøre godt for andre, at betjene dem. Men det er det, som ligger bag. Når vi knokler på, uden tanke for belønningen, bliver det en kærlighedsgerning uden andet motiv end den, der udsættes for den.

Det er præcis sådan Guds kærlighed er, den er uden bagtanke, men har udelukkende sit udgangpunkt i den, er elskes. Du elskes.

Det er ved at elske, at vi får større tro!

Amen

Waiting here for You – Thomas Risager

Drøner dit liv også derudad? Har du også brug for en gang i mellem at stoppe op og bare lige trække vejret dybt et par gange?

Det får du chancen for, når vores store gospelkor Nardus indbyder til gospelgudstjeneste søndag den 25. september kl 19.00 med temaet “Waiting here for you”.

Hør talen her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der ofte er afvigelser mellem manuskriptet og det talte ord.

Talen i pdf-format

Prædiken søndag d. 25. september 2016.

Tekster: 1. Kong 19,1-16.

Gospelgudstjeneste med Nardus: Waiting here for You.

Livet buldrer derudaf og hvem har egentlig tid til at tænke på det der med Gud midt i en travl hverdag med arbejde, eksamen, fritidsinteresser og alt det andet, som vi beskæftiger os med?

Nu står jeg jo ikke her og siger, at der er noget galt med dig. Men meget ofte, når mennesker kommer i kirke for første gang i lang tid, så er tit fordi, der er et eller andet, som ikke er som det skal være i deres liv.

Det er ikke altid, når livet bare kører derudaf, at vi lægger mærke til, at vi længes… Måske er det ikke ordet Gud, vi bruger, men den her fornemmelse, af at længes. Den tror jeg godt vi kender, når vi en sjælden gang standser op og bare er.

Måske er nu, sådan et tidspunkt, hvor du er standset op og egentlig ikke tænker på så meget, men bare er?

I bibelens 1. Kongeborg møder vi Elias. Han er et sted i livet, hvor han er standset op. Ikke bare sådan, at det lige går lidt langsomt, men han er kommet til det, jeg vil kalde et fuldt stop.

Uden at gå i detaljer, så lad os bare sige, at han har smadret sit liv i en sådan grad, at han er på selvmordets rand. Det er et mørkt sted at være.

Samtidigt er han på en vild flugt, fordi der er mennesker, som vil slå ham ihjel. Det kan vel ikke blive værre end det?

Han satte sig under en gyvelbusk og opgav alt. “Nu, er det nok Herre! Tag mit liv!”

Så lagde han sig til at sove under busken.

Så sker der det, at en engel kommer og rører ved ham. Englen giver ham vand og brød. Helt basale livsfornødenheder, som Elias udfordrers til at spise, for ellers bliver vejen forude for lang for ham. Han må styrke sig. Det er nok det sidste han selv tænkte på, for han havde jo ingen fremtid.

Der hvor han er længst nede, kommer Gud til ham i form af en engel.

Nu er dette ikke en udfordring til at bringe dig selv ud, hvor du ikke kan bunde.

Men jeg synes, det er værd at bemærke, at englen kommer til ham, da han rammer bunden. Da han kommer til et fuldt stop. Måske er vi mennesker mest åbne, når vi er på den?

Her fra bunden sendes han af sted. Han skal ud af mørket. Rent fysisk er han nødt til at flytte sig, så han går i fyrre dage og fyrre nætter.

Nu er han ikke længere på flugt. Men han er på vej mod et nyt liv.

Det er ikke bare gjort med et fingerknips. Det kræver en indsats af ham.

Det kender vi godt. Når vi er langt nede, så kræver det, selvom vi får hjælp, ofte en kraftanstrengelse af os selv, at finde tilbage til livet. Men stadig kan der være langt til målet.

Nu er Elias nået frem til en klippehule, hvor han overnatter. Om natten hører han Gud tale til ham, og han får det løfte at han skal gå ud af hulen og stå på bjergets top, så vil Gud komme forbi.

Hvis der er noget Elias har brug for på detet tidspunkt i sit liv, så var det lige præcis den bekræftelse af, at Gud ikke bare var en fantasi, en længsel, men virkelighed.

Elias stiller sig foran hulen og han ved fra det han har lært, at Gud er stærk, mægtig og til tider ganske voldsom.

Så da der kommer en kraftig storm, der knuser klipper og splintrer bjerge, er det oplagt at Gud er at finde dér. Det er der Elias mest vil forvente det. Men Gud er ikke i stormen.

Så kommer der et kraftigt jordskælv. Der må han være, men det er Gud ikke.

Endelig kom der ild. Der er mange historier i bibelen, hvor Gud viser sig i ilden. F.eks. fulgte jøderne i ørkenen en søjle af ild, da de var på vej mod det forjættede land. Der må Gud være, men det er Gud ikke.

Der hvor Elias tager for givet, at Gud er, finder han ham ikke. Men her står Elias og venter. Jeg tænker, at han sikkert har været tæt på at opgive.

Men så pludselig er der en sagte susen. En susen, som Elias helt sikkert ikke ville høre, hvis han var på farten. Netop fordi han giver sig selv lov til at vente og lytte, overhører han det ikke, da Gud viser sig for ham den dag.

“Hvad vil du her?” spørger Gud.

Gud viser sig for Elias, men ikke der hvor han venter det.

Er det virkelig nødvendigt for ham at gå fyrre dage og fyrren nætter? Jeg tror ikke, at det er nødvendigt, for rent fysisk, at kommer derhen, hvor Gud er.

Men det er sikkert nødvendigt, for at få ham til at slippe alt det, der lå bag ham, så han faktisk kan være opmærksom, mens han venter og længes.

Gud dukker op, men nogen gange er vi nødt til at vente – og være helt stille – for faktisk at se det.

Amen

Kommet hjem – Thomas Risager

Ved gudstjenesten i dag er det en af de absolutte kernehistorier fra bibelen, som er i fokus. Som så ofte før, når farisæerne forsøger at få skovlen under Jesus, fortæller han dem en historie.

I gudstjenesten taler Thomas Risager over lignelsen om den fortabte søn.

Du kan også læse manuskriptet til dagens tale her. Bemærk dog, at der kan være afvigelser mellem det skrevne ord og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-format

Prædiken søndag d. 18. september 2016.

Tekster: Lukas 15,12-14.

I søndags handlede prædiken om lignelsen om det mistede får. En af kernehistorierne i bibelen.

I dag har vi en anden kernehistorie foran os, nemlig lignelsen om den fortabte søn, som jeg tror mange mennesker kan nikke genkendende til, da vi hørte Sussi læse den for os.

Som så ofte før står farisæernes ører på stikker, for at se om de kan fange Jesus på det forkerte ben og afvise ham som en fusker, som ingen bør lytte på.

Forargelsen hos dem er stor, fordi de ser, at Jesus faktisk er sammen med, de mennesker, som farisæerne har kategoriseret som syndere.

De mennesker, som de ikke vil have noget med at gøre. De lever jo ikke rigtigt!

Farisæerne er måske skuffede over at den meste omtalte religiøse leder i deres tid (og i vores tid) ikke tager sig tid til at besøge dem. En religiøs autoritet bør da anerkende dem, ved at aflægge et besøg hos dem. Men Jesus bevæger sig altid i periferien af det “fine selskab.”

Skulle Jesus finde på at dukke op i Odense, så er tror jeg faktisk heller ikke, at der os, han besøger.

Jesus fortæller som så ofte før en historie, og så er det op til dem selv, at finde ud af, hvad de får ud af den. Det er noget af det, som fascinerer mig ved Jesus, at han ikke bare udstikker 79 regler, og siger følg dem, så får du et fantastisk liv. Det ville da også være utroværdigt!

Til oplysning kan jeg farisæerne havde 613 regler og påbud fra Torah at forholde sig til.

Men Jesus vil ikke tale om regler. Han vil fortælle en histore.

En mand havde to sønner……

»En mand havde to sønner. v12 Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem. v13 Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; v14 og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød. v15 Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, v16 og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget. v17 Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. v18 Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. v19 Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere.

v20 Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham. v21 Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. v22 Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, v23 og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. v24 For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste.

Som altid når Jesus fortæller en historie, er det op til os selv, at finde ud af, hvad han mon mener med den.

Når han taler ind i en kultur, som kender Gud, som en Gud, hvis gunst, man skal kvalificere sig til.

– En Gud, som straffer enhver, som træder forkert..

når de, der hører ham er mennesker, som i ramme alvor mener, at man altid ligger som man har redt, hører disse ord…

Så synes jeg, at denne historie, skriger til himlen.

Det billede, af Gud, som Jesus præsenterer sine lyttere for med faderen, som ikke bærer nag. Faderen som løber sin søn i møde og omfavner ham.

Den far, som får fedekalven slagtet og som spontant fester og fejrer at sønnen er kommet hjem.

Det er et noget anderledes billede af Gud, som tegnes med historien om den fortabte søn.

Måske burde den hedde historien om den jublende far?

Amen.

Fundet – Thomas Risager

Gudstjenesten på i dag centrerer sig omkring lignelsen om det fortabte får. Thomas Risager tager udgangspunkt i beretningen, hvor Jesus fortæller en historie om hyrden, som bliver ved med at lede efter et får, der er blevet væk. Dette gør han, selvom han har 99 andre.

Historien er et bilede på Guds kærlighed til os. Det kan nok bedst sammenlignes med en mors eller fars kærlighed til sit lille barn. Denne kærlighed er helt overvældende, og en forælder vil gå gennem ild og vand for sit barns skyld …

Hør mer her:

Du kan også læse talen her:

Talemanuskript i pdf-format

Bemærk dog, at det talte ord ganske ofte afviger en smule fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 11. september 2016.

Tekster: Lukas 15,1-10.

Fundet…

Alle toldere og syndere holdt sig nær ved Jesus for at høre, hvad han havde at sige.

Farisæerne og de skriftkloge, de jøder, som virkelig ønskede at leve korrekt, havde lidt ondt i… her omme bagved, fordi de så hvordan Jesus frit var sammen med mennesker, som de aldrig kunne drømme om at være sammen med. Synderne – alle dem, som ikke levede fanatisk efter lovens ord.

Man kunne også sige, at han var sammen med helt almindelige mennesker. Helt almindelige mennesker, som du og jeg.

Mange havde nok forventet, at Jesus tog lovbogen og gav sig til at læse op af den, for med den i hånden for med den i hånden, at belære dem om alle de ting, de ikke måtte, alt det de skulle, og alle de områder i livet, hvor de ikke gjordet det godt nok.

Mest af alt der det måske et udtryk for deres fordomme overfor mennesker, som tror.

De fordomme kender jeg godt. Jeg bliver ofte konfronteret med dem, og jeg er nødt til at indrømme, at jeg også selv har mine fordomme overfor overfladiske hellighed, hos mennesker, der gerne vil fremstå som ekstremt fromme. Dem får jeg røde knopper af.

Det glæder mig, at Jesus giver sig ikke til at fortælle dem, hvordan de skal leve.

Faktisk gør han det, som han ofte gør. Han fortæller en historie, og så er det op til folk selv, at tumle med, hvad det egentlig var, han sagde. Og det synes jeg, er sjovt.

“Hvis en af jer har hundrede får og mister et af dem, lader han så ikke de nioghalvfems blive i ødemarken og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det?”

Man kan sige, det er da bare et får. Men fårene er datidens investeringsobjekter. Det er der i dem, at mennesker har sine formuer.

Nu mangler der er ét og manden går ud og leder. Han leder ikke bare sådan på må og få, ligesom teenageren der ikke lige kan finde sin telefon. Nej, han leder og han bliver ved, indtil han har fundet det manglede får.

Når han har fundet det, tager han det på sine skuldre, bærer det hjem og indkalder alle naboer og venner til fest. For glæden over at have fundet det mistede får, er stor. Også selvom han har 99 andre.

Jesus fyrer bredsiden af, da han siger til alle de lyttende selvretfærdige, som har ondt over, at han er sammen med de, som de selv føler sig for gode til at være sammen med.

“Jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse.”

Hvad var det så han sagde med den historie.

Han sagde ikke, noget om at de ikke måtte hverken det ene eller det andet.

Han sagde ikke noget om, hvad de ikke måtte spise eller drikke.

Han sagde ikke noget om, at de skulle bede fem gange om dagen eller for den sags skyld gå i kirke hver eneste søndag – det er du nu meget velkommen til. Kirken er der ikke, hvis ikke folk kommer.

Jesus løfter Gud frem som en, der holder af mennesker. Ligesom hyrden passe på sine får, fordi de havde uendelig værdi for ham.

Jesus fortæller om Gud, at han leder efter os, når vi er faret vild i livet, og at han ikke giver op.

Han bliver ved og ved med at lede indtil, han har fundet os.

Et får der har været væk i ødemarken, er sikkert snavset, ildelugtende og ikke rart at være i nærheden af, men det bliver båret hjem alligevel. Der er ingen fine fornemmelser, hos Gud.

Jesus tegner et bilede på Guds kærlighed til os. Det kan nok bedst sammenligneligt ved en mors eller fars kærlighed til sit lille barn.

Selvom man har hele fire børn, så leder man efter ham, der er blever væk på Pokémon jagten, indtil man finder ham. Det vil enhver forældre da gøre.

Der er ingen af os, der vil opgive et barn, som er blevet væk. Det er helt overvældende, og en forælder vil gå gennem ild og vand for sit barns skyld…. Det forstod jeg ikke selv, før jeg stod der med mit eget barn i favnen.

Det er det, Jesus fortæller mennesker. Drop nu overflade-troen og lad være med at spille hellige og bedre end andre.

Gud leder efter den, der mangler.

Om du så er en af de 99, eller du er den der er faret vild, så skal du vide, at der er en der leder efter dig.

Han giver ikke op.

ALDRIG!

Amen.