Mænd – Thomas Risager

Himlen Tur/Retur – Thomas Risager

Hvorfor står I og glor?

“Hvorfor står I og stirrer op mod himlen, galilæere?”
Sådan spørger to mænd i hvide klæder til disciplene, da de står og kigger op i himmelen.
Her om sommeren nyder jeg at sidde i en stol ude i haven og kigge op i himlen. Jeg glæder mig over alt det blå, og forundres over hvor hurtigt skyerne nogle gange kan glide hen over himlen. Det er da fascinerende. Jeg har dog aldrig oplevet, at to mænd i hvide klæder kommer og spørger mig, hvad jeg glor efter ….

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det kan være afvigelser mellem det talte og det skrevne ord.

1 a f 4

Prædiken søndag d. 28. maj 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Apg 1,9-14 & Joh 17,1-11 & Sl 68,1-10,32-35 & 1. Pet 4,12-14;5,6-11.
Kristi himmelfart – Himlen tur/retur

“Hvorfor står I og stirrer op mod himlen, galilæere?1Sådan spørger to mænd i hvide klæder til disciplene, da de stod og kiggede op i himmelen.

Her om sommeren nyder jeg, at sidde i en stol ude i haven og kigge op i himlen. Jeg glæder mig over alt det blå, og forundres over hvor hurtigt skyerne nogen gange kan glide hen over himlen. Det er da fascinerende. Jeg har dog aldrig oplevet, at to mænd i hvide klæder kommer og spørger mig, hvad jeg glor efter.

Der er en en grund til at de kigger. Her i Apostlenes Gerninger indleder Lukas historien om den første kirke, med den samme historie, som han afslutter sit evangelium med2, nemlig historien om Jesus himmelfart.

Der er gået fyrre dage siden opstandelsen. Jesus har vist sig for disciplene ved adskillige lejligheder. Fælles for alle de begivenheder er, at Jesus forsvinder for øjenene af dem, men jo er kommet igen. Hvor er Jesus, når han ikke er sammen med dem?

Nu er den epoke ved at være slut. Der er gået fyrre dage, som i den bibelske verden ofte er den tid, som skal til, for at mennesker kan vænne sig til nye realiteter.

1 Apg. 1,10
2 Se Luk 24,50-53

2 a f 4

Jesus har lige givet dem løfterne om helligånden, som skal komme over dem, det sker på halvtredsindstyvedagen, så det får du historien om næste søndag kl. 10.30.

Nu sker der det, at Jesus løftes op i en sky, som tog ham bort fra deres øjne. Der er flere ligheder med tidligere historier her. Da Moses er på Sinai Bjerg dækkedes hele bjerget af en sky. Inde i skyen mødte Moses Gud.3

Da Jesus går op på et bjerg sammen med Johannes, Peter og Jakob, hvor han forvandles for øjenene af dem. Da er bjerget også indhyllet i en sky.4

Skyen er altså et bibelsk billede på Guds nærvær. Det rimer jo ikke med at Jesus tages væk.
Disciplene er sikkert ikke helt trygge, da de står der og ser op mod himlen.

Jeg ved ikke med dig, men jeg tænker tilbage på opstandelsens morgen, hvor de bange kvinder oplever, at Jesus er væk. Her står der to mænd i skinnende hvide klæder og fortæller dem, at Jesus er opstået, som han har sagt det.

Nu står der igen to mænd klædt i hvide klæder. Englene har det med at komme, når disciplene er mest forvirrede og bange.

3 2. Mos 19,9
4 Matt 17,1-8, Mark 9,2-8, Luk 9,28-36 samt omtale i 2 Pet 1,16-18

3 a f 4

Engle lyder så bombastisk, men jeg vil minde om det blot betyder, at engle er sendebude fra Gud.

Her står de på Oliebjerget. Det højeste sted i miles omkreds. Skyen har taget Jesus ind og han er forsvundet. Hvad nu? Måske er fokus i denne historie, slet ikke, at han forsvinder, men netop de løfter, som egnelene giver.

De hvid klædte mænd står der pludselig. “v11 De sagde: »Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere? Den Jesus, som er blevet taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen.”5

Igen lyder løftet fra himlen. Jesus forsvinder ikke. Kun for en tid. Han kommer tilbage på samme måde, som han forsvandt.

Kristi himmelfartsdag handler om at også vi må løfte blikket og se op, for en dag kommer Jesus igen og så vil vi se at kærligheden får magt i verden.

Så er det slut med meningsløs terror.
Slut med undertrykkelse.
Der skal ikke være krig, kriminalitet, sygdom, død, uretfærdighed.

Alt ondt i denne verden skal forvandles til sine prægtigste modstykker…

5 Apg 1,11

4 a f 4

For han kommer igen, lad os kigge op. Lad os håbe det, forvente det og længes efter det.

Amen

Lev stærkt_Tro er at sætte mennesker først – Thomas Risager

Ved gudstjenesten i dag fortsætter temaet “Lev Stærkt”. Denne gang handler talen om at sætte mennesker først.

Mange har den opfattelse, at tro går ud på at leve efter en masse regler. Jesus gør netop op med dette, da han helbreder en kvinde på en helligdag. Mennesker kommer før regler!
Men hvis ikke reglerne styrer, hvad gør så? Det gør kærligheden!

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. De talte ord kan ofte afvige fra det skrevne.

Tale manuskript i PDF-format

Prædiken søndag d. 21. august 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Luk 13,10-17

Lev stærkt – Tro er at sætte mennesker først

Nå, hvem skal så helbredes i dag?

Nogen gange kan man tro, at Jesus tænker sådan, når han går ind i synagogen. I dagens historie fra Lukasevangeliet underviser Jesus i synagogen. Så mændene sidder der på rad og række og lytter til hans undervisning.

Når jeg læser Luasevangeliet, så tænker jeg på en kvinde, som jeg næsten altid møder, når jeg enten løber, går eller cykler langs med Odense Å. Der er en kvinde, som, går mange mange ture ved åen. Hendes ryg er totalt S-formet og hun er så krumbøjet, at man lægger mærke til hende.

Når jeg læser teksten tænker jeg på hende.

Tænk en gang hvis man kunne gøre som Jesus.

Kalde hende til sig og sige: “Kvinde, du er løst fra din sygdom!” Og så få lov til at se, hvordan hun langsomt og for første gang i mange år, stille og roligt rettede sig op.

Som om hun ikke rigtigt selv tror på det.

Hvor må de være fantastisk at se hendes ansigt, som ellers altid er rettet mod jorden dukke op, for til sidst at se hende i øjenene.

Det er præcis det, som sker den dag i synagogen.

Folk i synagogen så at Guds kærligheds kraft ikke bare helbreder syge sjæle, men også retter en krumbøjet ryg ud.

Kvinden ved godt, at det som er sket, er et mirakel, så hun giver sig til at prise Gud.

Mennesker omkring hende klapper i hænderne af begejstring. Det er jo det, som Jesus har sagt. At Guds rige er kommet nær og det betyder, at menneskers liv forandres. De ser det ske lige her i deres synagoge, hvor gudstenesterne, ikke hver sabbat, er værd at skrive hjem om. Så det lægger jo lige en ekstra glæde til.

Ja, man kunne jo godt drømme om, at det skete her!

Men så der der lige præsten – synagogeforstanderen. Man kunne tro, at han ville være helt vildt begejstret og allerede nu glæde sig til næste uges sabbat, for når dette rygtes, så skal der nok blive fuldt hus. Det er jo alle synagogeforstanderes drøm. Fuld synagoge og gang i den med glade mennesker.

Men nej, han reagerer helt helt anderledes. Faktisk bliver han rasende.

I de ti bud siges det: “v8 Husk sabbatsdagen og hold den hellig. v9 I seks dage må du arbejde og gøre alt, hvad du skal; v10 men den syvende dag er sabbat for Herren din Gud. Da må du ikke gøre noget som helst arbejde, hverken du selv eller din søn eller datter, din træl eller trælkvinde eller dine husdyr, og heller ikke den fremmede i dine byer. v11 For på seks dage skabte Herren himlen og jorden og havet med alt, hvad de rummer, men på den syvende dag hvilede han. Derfor har Herren velsignet sabbatsdagen og helliget den.”

Synagogefortanderen er opdraget til at respektere loven, sådan som den står. Tidsånden eller kulturen var ikke sådan at man, som vi gør, sætter spørgsmålstegn ved alt.

Han var tværtimod ansat til lære mennesker at holde fast ved reglerne, for det var farisæernes, altså de ivrigste lovtro jøders inderste overbevisning, at det var bedst for mennesket at det var således.

“Der er seks dage, som er bestemt til arbejde. Der kunne I da været kommet og lade jer helbrede, men ikke på sabbaten!”

Man kunne jo være flabet og spørge: Nå det sker måske alle de andre dage? Det tror jeg ikke, det gjorde.

Synagogeforstanderen er hverken dum eller ond. Han holder blot fast i det, han har lært og oprigtigt tror er det bedste for mennesker.

Jesus peger straks på deres eget hykleri ved at påpege at de alle sammen vil give deres husdyr vand, selvom det er sabbat.

Som så ofte før, når Jesus siger noget, sidder mændende og krummer tæer, for Jesus rammer fuldstændigt plet her. De vander da alle sammen deres dyr på en helligdag.

Det betyder så, at dyrenes velfærd pludselig er vigtigere end kvindes helbred.

Inderst inde kan de godt se, at Jesus – endnu en gang har fanget dem i deres dobbeltmoral.

Når reglerne bliver så rigide, at de mod al fornuft kommer til at skade mennesker, så må mennesket komme først. Det er den fornuft Jesus præsenterer dem for, og dette er ikke hverken den første eller den sidste historie i bibelen med dette tema.

At leve stærkt som kristen, er netop ikke, selvom mange tror det, at være bundet af reglerne om alt det man ikke må.

Det er at være sat fri til at sætte sit medmennesker før sig selv og også før de normer, der må holde mennesker nede.

Det er netop at fejre livet og glæde sig over det.

Og i lyset af det, håber jeg vi alle kan rette os op og tage mod Guds kærlighed, som netop sætter os fri til at leve og fri til at tjene vores medmenneske.

Mennesket kommer altså før reglerne.

Amen.

Opstandelsen handler om at turde tro længere end vi kan se – Thomas Risager

Kvinderne, der påskemorgen kommer ud til graven og finder stenen væltet fra, ved ikke havd de skal tro. Et eller andet sted der det fuldt forståeligt, for det kan jo ikke lade sig gøre at opstå fra de døde. Det er i modstrid med alle de sandheder, vi kender. Men det sker bare alligevel ……

Jesus Kristus er opstået – Ja, Han er sandelig opstået!

Sådan lød råbene i oldkirken på påskemorgen. I dag lyder de i Odense Metodistkirke. For det, der gjaldt den første påskemorgen, gælder også i dag. Opstandelsen fra de døde handler ikke kun om, hvordan vi dør, men sandelig også om hvordan vi lever.

Hør mere her…..

Du kan også læse teksten her. Bemærk dog, at det talte ord, ofte afviger fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 27. marts 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Luk 24,1-12 & Apg. 10 34-43 & 1. Kor 15,19-26, Salme 118,1-2+14-24.

Påskedag: Opstandelsen handler om at turde tro længere end vi kan se!

Alt håb er knust.

Mørket har magten. Det onde vandt.

Kan det være sandt? Har det virkelig ramt os?

Hvad med alle de gode løfter han kom med?

Han tabte kampen!

Nu på tredjedagen, den første dag i ugen, er kvinderne på vej ud til graven. Salverne duftede dejligt, men de kunne ikke fjerne den knugende sorg og følelsen af totalt nederlag.

Mændene – disciplene, de holdt sig bare skjult, som om det eneste i denne verden, de ønskede sig, var at være i fred.

Den døde Jesus skulle smøres ind i salve, sådan som det var skik og brug, at kvinderne gjorde.

Stenen var væltet bort, og kvinderne gik ind i graven, men den var tom.

De vidste ikke hvad de skulle tro.

Sådan tror jeg, mange af os har det, når vi står ansigt til ansigt, med den uovervindelige sygdom, med sorgen, med døden, med konflikten, med tomheden.

Vi ved ikke hvad vi skal tro.

Det er som om hele virkeligheden bliver uvirkelig. Som om alt er i spil. Alt hvad vi troede holdt os fast, viste sig ikke at holde.

Kvinderne er forståeligt nok, nærmest lammede, og står bare og kigger ned i jorden, da to mænd i lysende klæder står foran dem: “Hvorfor leder i efter den levende blandt de døde?”

Det er faktisk et godt spørgsmål, men de ved jo ikke hvad de skal tro. Helt ærligt, det forstår jeg godt.

Englene, for det er det – Guds sendebud, minder dem om, at han ikke er her, han er opstået. Husk nu, hvad han har sagt til jer….. Jesus havde jo talt en hel del om det. At døden ikke skulle kunne holde ham….. Husk nu det, han har sagt til jer…..

Da huskede kvinderne hans ord og forstod.

Der forsvandt sorgen, usikkerheden og tvivlen.

Da kom troen.

Det er sandt. Jesus er virkelig opstået!

Hvad der så ud som, føltes som, oplevedes som nederlag og mørke, blev forvandlet til lys, sejr og triumf.

Døden fik ikke det sidste ord, håber lever!

Det kan virkelig være svært at begribe, for det strider mod alt, hvad vi anerkender som sandhed.

Da kvinderne står overfor de slukørede mænd og med begejstring forstæller, hvad de da har set og hørt, slår mændene det hen som løs snak og de troede ikke kvindernes ord.

Det er så let, at slå opstandelsen hen. Det kan jo ikke lade sig gøre.

Nej, det kan det ikke, men det sker alligevel. Det er kernen i al kristen tro.

Jesus opstår på trods.

Kærligheden og livet vinder over ondskab og død.

Og det kan bruges til en hel del i vores liv. Det handler nemlig ikke kun om, hvordan vi dør, men i høj grad om hvordan vi lever.

Påskens budskab om opstandelsen giver os visheden om at livet, uanset hvad, ender godt.

Da Peter og mændene slår opstandelsen hen som løs snak, berøver de sig selv for en enorm glæde.

Vi skal selvfølgelig ikke være jubeloptimister og fornægte de realiteter, som vi står i, men vi skal huske at holde håbet højt. For opstandelsen taler om, at der ud af det, som ser sort ud, kan komme nyt liv.

Det er så vigtigt, at have med i livet, at opstandelsen ikke kun gælder når vi engang dør, men sandelig også mens vi lever.

Opstandelsen handler om at turde tro længere end vi kan se.

I dag fejrer vi at Jesus opstod fra de døde.

At løfterne om Guds fantastiske indgriben i vores liv ikke bare var løs snak, men virkelighed. At kærlighed er handling fra Guds side.

Gud vil dig.

Gud elsker dig.

Gud beskytter dig og passer på dig – også længere end du lever.

Tro på opstandelsen er at turde tro længere end du kan se. Og det har betydning ikke kun for vores død, men sandelig også for vores liv.

Jesus Kristus er opstået – Ja, Han er sandelig opstået!

Amen.

Klar til at blive klar / Fristelse – Thomas Risager

Jeg kender ingen, som går gennem livet uden at blive udsat for fristelser.
Fristelser, som vi giver efter for, har det med at få magt i vores liv. Derfor er det vigtigt at kende fristelsen, når vi møder den.

Selv Jesus blev fristet. Han modstod fristelsen. Hør mere om hvordan Jesus gjorde det i dagens tale.

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord ganske ofte afviger fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 14. februar 2016.

Tekster: Luk 4,1-14. Jesu fristelse

Fristelserne lurer overalt, og derfor skal man hele tiden være på vagt og passe på.

Vi skal endelig skærme vore børn for verdens ondskab. Sådan er der kristne, som siger. Verden er farlig og man skal passe på.

Sådan siger vi ikke her. Vi bliver altid bekymrede for kirkelig tænkning, som deler verden op i os og dem. En opfattelse, som hylder at kirken og kristne på en eller anden måde er verden overlegen.

Hvis denne overlegenhed var sand, så var der aldrig nogle af vi, som tror på Gud, eller vi, der kommer i kirke, der kom galt af sted.

Vi HAR hørt om folk fra andre kirker, som faldt for fristelser…. 🙂

Verden er ikke farlig, men at tro, at man er immun overfor fristelse, er at være naiv.

Når vi tænker på fristelser, bliver det ofte de dramatiske fristelser, som dukker op i vores hoveder. Noget med kvinder, mænd, penge….

Men blandt de daglige fristelser, som jeg ser det, er det mere fristelser i retning af, at have lysten til at gå fra en konflikt. At vende ryggen til en, som har mere brug for at blive mødt med en omfavnelse og forståelse.

At drømme sig væk fra problemer i stedet for at arbejde med dem.

At mene, at alt der går skidt for en, altid har sin rod i andre mennesker. Det er deres skyld.

At tro at kritikere eller mennesker, som man ikke nødvendigvis er helt enige med, er dårlige mennesker.

…og så er der naturligvis alle de materielle fristelser…..

Jeg har på fornemmelsen, at hvis først vi kommer i gang med at lave lister, så bliver de lange. Længere, end vi har tid til i dag.

I Hebræerbrevet siges det med svulstige ord om Jesus, at han er vor ypperstepræst.

“Ja vi nu har en stor ypperstepræst, som er steget op igennem himlene, Jesus, Guds søn, så lad os holde fast ved den bekendelse. v15 For vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd. v16 Lad os altså med frimodighed træde frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid.”

Jesus forstår fristelsen, hvilket jeg tænker er meget betryggende. Men jeg lægger lige mærke til bemærkningen: “Dog uden synd.” Jesus faldt ikke i.

Historien om Jesu fristelse er det, som sidder i baghovedet af Hebræerbrevets forfatter, der skriver formodentligt omkring år 80, i et forsøg på i den spirende kirke, at forklare Jesus og hans rolle. En rolle han fik, fordi hans liv, død og opstandelse mildest talt var spektakulært. – Og så selvfølgelig fordi han var Guds søn.

Et er, at han efter sin dåb var i ørkenen i 40 dage og til slut led sult, som Lukas tørt konstaterer det.

I et ørkenland er der enorm respekt for det. Solen banker ned om dagen og natten er iskold.

Det gjorde af Jesus var et menneske, man lyttede til. Faktisk er han så dan lidt BS Christiansen agtig.

Noget andet var, at han i sin svaghed, sulten og træt, står ansigt til ansigt med djævelen.

Hvis jeg havde sultet i 40 dage, tror jeg tanken om nybagt brød ville være ganske massivt til stede hos mig.

“Hvis du er Guds søn, så sig til stenen der, at den skal blive til brød!”

Hvis en fristelse er én vi falder i, så er det gerne sådan at fristelsen vinder magten over os.

Jesus ved og gennemskuer, at han vil være djævelsens lakaj, hvis han giver efter.

Fristelsen om at få al magt og herlighed i denne verden står også i skærende kontrast tl den skæbne, som Jesus vidste han var på vej mod.

Mennesker lyttede til ham, fordi han var 40 dage i ørkenen og klarede den. Men det at modstå de tre fristelser, er endnu mere sejt. Dette var en stærk indgang til det, som jesus efter går i gang med.

Jesus modstår fristelsen – sejt!

Det var ikke sidste gang, Jesus mødte fristelse i sit liv. I Matthæus 16 finder vi historien, hvor Jesus har delt med disciplene, at han skal gå op til Jerusalem og lide og dø.

Peter stille sig foran ham: “Gud bevare dig Herre. Sådan må det aldrig gå dig!” Jesus svarer meget voldsomt: “Vig bag mig, Satan.”

Det har ofte undret mig, men jeg forstår at svaret indikerer, at han ser Peters udsagn, som en reel fristelse.

Jesus møder fristelse gennem sit liv, og vi møder fristelser gennem vore.

Hvad er det, der gør, at Jesus vinder (og vi ofte taber)?

For det første negligerer Jesus ikke fristelsen, men forstår alvoren og konsekvenserne af djævelens fristerier.

For det andet, er han så kendt med Gud, at han ikke et sekund tvivler på, hvad der er Guds vilje med ham.

For det tredje, så er han åben for at fristelser er en mulighed, så han forventer det.

For det fjerde, så er han fyldt af Helligånden, Gud er med ham.

Fristelser er reelle, vi skal ikke frygte dem, for Gud er med os i dem, men vi skal heller ikke være naive. Så der er god grund til bede med, når vi i Fadervor beder: “Led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde.”

Amen