lys – Side 2 – Thomas Risager

Alle Helgen – Frihed til at leve

I dag er det Allehelgen søndag, hvor vi som altid vil fejre livet og mindes vore døde, dem vi savner, ved at nævne navnene på dem, vi mangler blandt os.

Ud fra beretningen om opvækkelsen ad Lazarus mindes vi om, at vi skal huske at leve livet…. også selvom vi en dag skal dø.

Hør mere her:

Du kan også vælge at læse talen. Bemærk at der ofte er lidt afvigelser mellem det skrevne manuskript og den tale, som faktisk holdes i gudstjenesten.

Talemanuskript i PDF-format

1 af 7

Prædiken søndag d. 4. november 2018.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Joh 11,32-44 & Åb 21,1-6a
Alle Helgen Søndag.

Det siges, at man virkelig mærker, at man lever, når man ser døden i øjnene. I hvertfald er det et argumenterne, man hører hos såkaldte adrenalin-junkies, som laver alt muligt vildt for at føle sig i live.

Har nogen af Jer set døden i øjenene?

Jeg har en gang været tæt på. Lang historie kort. Vi var et par stykker, der var ude at sejle midt om natten i en meget hurtig jolle. De af Jer, der har prøvet at være på havet om natten ved, at hvis ikke månen er fremme, så er der bare kulsort.

Vi kom ræsende for fuld kraft og pludselig stod en af de store bøjer, der markerede sejlrendens begyndelse. Der var ikke lys på den, og vi havde ikke noget lys til at lyse forud, så det var bare fuld fart i mørket.

Det var i absolut sidste sekund, vi så den og det var med millimeter at vi strøg forbi den.

Hvis vi havde ramt den…… Så var I helt sikkert blevet sparet for mange prædikener.

Måske har nogle af Jer prøvet det med, at nu kører vi galt, og man når at se hele sit liv passerer revy i løbet af et splitsekund.

Man kan blive så taknemmelig, når man oplever det.

2 af 7

Man bliver lige mindet om, at livet ikke er en selvfølge. Vi mennesker kan være forskellige som nat og dag, men uanset hvor forskellige vore livsvilkår er, så har vi det til fælles, at vi en dag skal dø. Og vi har det til fælles, at vi ved det.

Alligevel er døden noget af det, som vi er allerbedst til at lade som om ikke er.

Den er et af de helt store tabuer, som virkelig mange af os, er ukomfortable ved at tale om.

En gang forsøgte min far at tale med mig om “blomsterne og bierne” som man siger. Det var interessant.

For ikke længe siden havde vi samtalen om, hvad han tænker omkring døden og hvad hans ønsker for begravelse er. Det var en intens snak. Men hvor er jeg glad for, at vi har haft den.

For vi ved, at vi en dag skal dø, og måske går vi faktisk glip af noget i livet, ved at fortrænge den tanke.Vi skal huske at påskønne livet, mens vi har det.

Kender du ikke det, at ved en koncert, så er det egentlig meget fedt, men når ekstranumrene kommer, så er det jo der, at hele salen er på benene. I bevidstheden om, at nu er oplevelsen faktisk slut, oplever vi endnu mere intenst.

Nu er det ikke sådan at vi skal være morbide, men måske skal vi lige mindes om, at musikken i livet – også før ekstranumrene.

3 af 7

Jeg tror ikke, at jeg kender nogen, som synes at tanken om at vi en dag skal dø ligefrem er tiltrækkende.

Omvendt har jeg som præst mødt masser af mennesker, som var afklarede med at døden ville komme – de var egentlig mætte af livet eller så trætte af sygdom, så tanken om at få lov at slippe livet faktisk var velkommen.

Det er ikke det samme, som at døden altid er velkommen. Den har det jo med at gribe ind i livet – og ganske ofte gøre det, uden at den var inviteret med til festen.

Vi der mister rammes af sorg og savn, og det er ubehageligt. Hvor var vi dog helst fri for det.

Populært sagt minder jeg dog om, at savnet og sorgen netop er tegn på, at man har fået lov at elske. Den er kærlighedens pris. Jeg er én af dem, som tror, at sorgen aldrig forsvinder, men at den på et tidspunkt finder sin plads i livet, så man lærer at leve med den.

Den side af livet kender Jesus. Vi ser det, da han kommer til huset, hvor der sørges over, at Lazarus er død. Alle er knuste af sorg og Jesus bebrejdes faktisk, at han ikke var kommet før, for så var Lazarus ikke død. De troede på, at Jesus kunne forhindre døden.

Men Lazarus er død. Jesus bryder sammen i gråd, for selvom han har andre perspektiver på døden end os, så savner han også Lazarus, og ikke mindst føler han med de efterladte. Jesus græder med dem.1

1 Joh 11,36.

page3image28193152

4 af 7

Gud selv græder sammen med dem. Aldrig i nogen religiøs historie er det set. Det er medfølelse.

Læg lige mærke til at Lazarus er begravet i en klippehule, hvor der er lagt en sten for. Der er, synes jeg, en klar henvisning her til det, som skal ske med Jesus.

Jesus befaler dem, at tage stenen væk. Martha, den dødes søster protesterer. Der var tro nok til at Jesus skulle forhindre døden, men at han skulle kunne vække én der var død. Der går grænsen.

“Herre, han stinker jo allerede. Han ligger her på fjerde dag!”2 Vi skal forstå, at Lazarus virkelig er død – helt død.

Jeg ved ikke om du tænker det, men jeg tænker på en anden, som kommer til at ligge i graven i tre dage.

Jesus taler til Martha: “Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?”3

Kan det lade sig gøre, at vække en død?

Al forstand, al videnskab siger Nej. Når døden er indtruffet er det slut. Døden er endelig.

Det forstår jeg godt. Jeg er enig. Med min forstand kan jeg ikke se det på nogen anden måde. Jeg vil være som Martha: men han har ligget der i fire dage. Han stinker allerede.

2 Joh 11,39.3 Joh 11,40.

page4image28210304

5 af 7

Det strider mod enhver fornuft, men det skal ikke forhindre mig i at tro, at døden ikke får det sidste ord.

Det skal ikke forhindre mig i at sørge, over de, som er døde og savne. For de er jo ikke her.

Min forstand skal ikke forhindre mig, at tro på, at der er mere end jeg forstår i tilværelsen.

Jeg tror der venter et liv, hvor Gud er hos menneskene og han vil bo sammen med os, og der ser livet radikalt anderledes ud end her. Hør hvordan Johannes’ Åbenbaring beskriver det:

“Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere. Og den hellige by, det ny Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom. Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige: Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet. Og han, der sidder på tronen, sagde: »Se, jeg gør alting nyt!« Og han sagde: »Skriv! For disse ord er troværdige og sande.« Og han sagde til mig: »Det er sket. Jeg er Alfa og Omega, begyndelsen og enden.”

Jeg tror at vi alle en dag kommer til at høre Jesu stemme: “Kom herud!”4

4 Joh11,43

page5image28211072 page5image28210688 page5image28211264 page5image28211840 page5image28212032 page5image28212224 page5image28212416

6 af 7

I dag er det det håb, vi fokuserer på, når vi nu er stille og nævner navnene på dem, vi savner:

Antonio Ribeiro
Elin Tolstrup
Kaj Vilner Priess

Aksel Peter Thorsen

Annette Nahrstedt

Ivar Hansen

Erik Møller Jensen

Bartolo Santana

Gert Stein
Bo Thaisen

Heidi Einarsdottir

Lad os bede:

Himmelske Fader. Tak for visheden om, at ingen lever og dør for sig selv. Tak, at vi i livet og døden er omsluttet af din nåde og kærlighed. Vi takker dig for NN og for det liv, han/hun har levet iblandt os. Vi beder om din hjælp og dit nærvær i sorgen og savnet. Lad Helligånden vidne i vore hjerter om det evige liv og giv os visheden om, at vi engang skal forenes i dit evige rige.

Ved Jesus Kristus, vor Herre. Amen.

Amen

Han er opstanden, Ja Han er sandelig opstanden – Thomas Risager

Påskedag er kommet og i kirken fejrer vi, at Jesus opstod fra de døde.

Dermed ser vi at hans kærlighed ikke blot var tomme ord, men sejr over alt tænkeligt mørke i livet. Kærligheden sejrer – selv over dødens kulde.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk at der altid er afvigelser mellem det talte og det skrevne ord.

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 5

Prædiken Påskedag d. 1. April 2018.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Mark 16, 1-8.
Jesu opstandelse – Påskedag

Men I, hvem siger I, at jeg er?

Sådan spørger Jesus sine disciple. Han vil gerne vide, hvad de tænker om ham.

Vil vi ikke alle det, gerne vide, hvad mennesker tænker om os?

Et er, hvad vi tænker om os selv, men det giver ikke det fulde billede af, hvem vi er. Noget andet er, at vi er afhængige af at høre, hvad andre siger, og det de siger er med til at forme os danne os.

Ingen af os kan stå alene. Vi formes og dannes af vore relationer. De som er tæt på os, er med til at gøre os til dem, vi er. Alene bliver vi aldrig fuldendte.

I fastetiden har vi – eller en del af os – læst os gennem et materiale, som påstår, at vi nemt kommer til at gøre Gud, for lille i vore tanker og snakke om, hvem Gud egentlig er.

Det kan der bestemt være noget om. Vi har lært at Gud kan være alt fra en hallalhippie til en piberygende kumbayah Gud. Han kan sikkert også være alt derimellem og ud over de definitioner.

Hvordan kender vi Gud?

2 a f 5

Det gør vi gennem det, vi læser i Bibelen, gennem det vi hører i kirken. Og selvfølgelig også gennem det, vi hører og danner os en mening om i samtalerne f.eks. i smågrupperne, eller i de dybe samtaler i stearinlysets skær, mens der kun er en slat vin tilbage i glasset.

Og så er der lige den underlige detalje, at Gud jo er en åbenbaringsgud, som vi siger.
Det betyder at Gud ikke bar viste sig, for de bibelske personer, hvis historier blev skrevet ned, men at Gud stadig viser sig for mennesker. At Gud ønsker at være i en relation til os.

Her bliver det unægteligt en lille smule langhåret. Men jeg tror mennesker oplever Gud i deres liv. Det tør jeg godt sige, at jeg selv gør.
Ikke på samme dramatiske måde som journalisten Charlotte Rørth, har oplevet det, og som hun har skrevet om i sin bog “Jeg mødte Jesus,” men mere som en stille overbevisning om at jeg ikke er alene.

Tiderne skifter. Hvis en person som Charlotte Rørth for ti år siden var stået frem med den historie, var hun blevet udstillet som værende helt væk fra vinduet.
Men i dag er det interessant og det viser sig også, at er er mange mennesker, som faktisk står frem med lignende historier. Det er der nu kommet en ny bog ud af af. “Vi har mødt Jesus.”

I de kommende uger skal vi høre historier om, hvordan disciplene har mødt Jesus. Det er vel at mærke efter hans død og efter hans opstandelse, men han lever, og de møder ham. De ser ham, de hører ham, de rører ved ham og de ser ham spise. Med andre ord sker alle de

3 a f 5

ting, der skal til, for at man kan have en relation stadig, efter opstandelsen.

Og hvordan var det med en relation? Den er med til at præge os og gøre os til dem, vi er.

Relationerne er også noget af det, som er på spil, når det er påske.

Jesus led og døde – han gav sig selv – Langfredag. Inden solen gik ned, blev han lagt i en klippehule, som skulle være hans grav. En kæmpe sten blev lagt for indgangen, så graven var forseglet.

Alle, der har prøvet at miste en man elsker til døden, ved at det gør ondt og man er ude af sig selv. Der er en relation, som er brudt.

Meget tidligt om morgenen, den første dag i ugen, hvor solen lige var stået op, gik Maria Magdalene, Maria og Salome ud til graven for at salve ham. Det var en måde at vise den sidste ære, men også den endelige afslutning på begravelseshandlingen.

Markus gør en del ud af, at fortælle at stenen for graven er tung, og kvinderne tænker meget over, hvordan de mon skal få den væk, så de kan komme ind i graven med deres salver. Vi skal forstå, at det er nær ved umuligt med mindre man er en hel flok mænd, der kan skubbe stenen væk.

Men stenen var væltet fra. Jesus var ikke i graven. I stedet ser de en ung mand i hvide klæder, her skal vi tænke Guds sendebud – en engel – sidde inde i graven.

4 a f 5

“Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! v7 Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.«1

Men de blev forfærdede! De var rystede og flygtede fra graven. De var helt ude af sig selv, og de kunne ikke tro, hvad der var sket. Så i følge Markus siger de ikke et ord til nogen.

De andre tre evangelier er kvinderne de første, som forkynder at Jesus er opstået, men ikke hos Markus.

De kan ikke forstå det.

Det kan jeg faktisk godt forstå, for hvem kan egenlig det? Når mennesker siger, jeg har set Jesus, så bliver jeg altså lidt skeptisk, og tænker ja ja…. men jeg bliver også lidt nysgerrig.

Måske skal jeg lige i parantes sige, at Jesus, her hos Markus, viser sig for dem, som ikke kan finde ud af at tro. Er det egentlig ikke en rar tanke? Det er hans initiativ, og det sker igen og igen. Læs eventuelt selv videre i kapitel 16.

Men nu er det altså påske, så vi siger det højt og er lige glade med om mennesker, tror vi er skøre.

Jesus ER opstået – graven ER tom!

1 Mark 16,6-7

5 a f 5

Det er sket som han har sagt. Dermed ved vi, at hans kærlighed ikke var tomme ord. Han gav sit liv. Der er gjort op med det onde, med lidelsen, med ensomheden, med synden, med tomheden og med døden.

Der er gjort op med alt det, som vi frygter. Intet af det kan slå den kærlighed, som gives i påsken.

Jesus er opstået.

Der er ingen grund til at betvivle at den historiske Jesus har levet, og at han blev modtaget i Jerusalem, at han led og døde og at graven på tredjedagen var tom.

Det ved vi!

Tro handler om, hvorvidt vi tør tro på, at det har med os og vort liv at gøre.

Tro handler om at Jesus / Gud har ønsker at have en relation til dig. Han har gjort det fornødne.

Spørgsmålet står tilbage: “Hvem siger du, at Jesus er?”

Glædelig påske!

Amen.

Stjernen er hele verdens håb

Når man ser stjernehimlen fra den sydlige halvkugle, ser den pludselig helt anderledes ud. Så opdager man virkelig nye ting.

Langt væk fra Betlehem, var der mænd, som oplevede nyt. De så en ny stjerne og vidste, at det måtte de undersøge, for de vidste at noget helt særligt var på færde. Det havde de ret i.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Der vil altid være lidt forskel på det skrevne manuskript og det faktisk talte ord.

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 4

Prædiken søndag d. 7. januar 2018.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Matt 2,1-12. Stjernen er håbets lys.

Det er ikke så tit, når man bor inde i en storby, at man virkelig ser og oplever en stjerneklar himmel. Her inde er der alt for meget lys til, at man virkelig kan se stjernerne og mælkevejen. De færreste af os vil opdage, hvis noget er forandret. Jo, hvis Nordstjernen eller en af stjernerne i Karlsvognen var væk, så vi det sikkert.

For et par år siden var jeg heldig at få lov at besøge Zimbabwe, en af nætterne dér blev tilbragt langt ude på landet helt tæt på grænsen til Mozambique. En lille by, som hedder Mutare. Gadebeslysning, var ikke noget man gjorde et stort nummer ud af, så den stjerneklare himmel var tydelig. Zimbabwe ligger lige nord for Sydafrika, så stjernehimmelen så helt anderledes ud – det gør den jo fra den sydlige halvkugle.

Jeg husker stadig forundringen over, at opleve en stjernehimmel, som noget helt nyt.

Det var også den forundring, der drev de tre vise mænd. Til forskel fra mig, så vidste de, hvad de så. De kunne se, at noget nyt var sket på himlen.

Sandsynligvis har vismændene været astronomer, nogle mener astrologer. Men de har haft et indgående kendskab til den for dem fremmede kultur, jødedommens skrifter og traditioner, der vidner om, at de virkelig har sat sig ind i tingene.

2 a f 4

De tre rejsende kom fra Østen et sted.
Der er noteret gamle observationer om stjernerne fra den tid, som taler for, at de har været undervejs siden september, for da var der en konjunktion af Jupiter og Saturn i Fiskens stjernbillede, som ville kunne ses i lande langt borte, men som også var en af de jødiske forudsigelser, der skulle optræde, når den Messias, de ventede på, var født.

Vismændende var ikke jøder af tro, men alligevel rejste de af sted mod det, som de ikke vidste hvad var.

Vi ved, de var omkring Paladset og mødtes med Herodes. Det naturlige sted for en nyfødt konge er da paladset. Men der var Jesus som bekendt ikke.

De lod sig lede af stjernen og fandt Jesus i Betlehem.

Læg mærke til, at selvom de var fremmede for den jødiske tro, og egentlig er videnskabsmænd, så sker der noget helt særligt.

Videnskabsmænd observerer, de blander sig aldrig, men ser på.

Da vismændene kom til Jesus faldt de på knæ og tilbad barnet. Det som for dem, der var fremmede for den jødiske tro var, da de så barnet, så fantastisk, at de faldt på knæ og tilbad ham.

De vidste instinktivt, at dette barn var mere, end man umiddelbart kunne se.

3 a f 4

Derfor var de gaver, som de havde med heller ikke tilfældige. Det var nøje planlagt.

Profeten Esajas taler om at fra ”…Midjan og Efa; fra Saba kommer de alle sammen, og de bærer guld og røgelse; de forkynder Herrens pris.”1

Guld, røgelse og myrra var meget fine gaver, som blev udvekslet mellem kongelige. Gaverne til Jesus havde også symbolsk betydning:
Guld var kongemetal og viste, at Jesus var himlens kongesøn eller den konge, Messias, som jøderne ventede på.

Røgelse blev brugt i ritualer som tegn på, at menneskers bønner og ofre steg op til Gud. Den var tegn på, at Jesus var Guds søn.
Myrra var kendt både som parfume og som en salve, der blev brugt til balsamering af de døde. Den symboliserede de lidelser, som ventede Jesus.

Vismændene havde set storheden og de forstået deres egen rolle i den forbindelse.

De kendte til profetierne fra Esajas, og de vidste at de måtte rejse for at se barnet, for at bringe det gaver, men også for at den profeti, som var kendt af jøderne, skulle gå i opfyldelse, så mennesker kunne se det og mennesker kunne tro det, nemlig at der var en stor glæde, som skulle være for hele folket, nu var der født en frelser i Davids by!2

1 Esajas 60,6B

2 Mika 5,1-3

4 a f 4

Vismændene var kloge på andet og mere end blot astronomi og de gamle profetier. De forstod også at lytte til Gud, der i en drøm advarede dem mod at vende tilbage til Herodes med beretningen om jødernes nye konge i Betlehem. Så de rejste hjem ad en anden vej.

Vismændene så en stjerne på himlen. De havde hørt at der var et håb om frelse knyttet til denne stjerne, men det var jo ikke noget de troede.

De tog den modige beslutning, at undersøge dette nærmere, og da de fulgte stjernen kom de til Jesus og da forlod de, at han var ikke blot deres, men hele verdens håb.

Hele verdens håb, fordi man kulturelt og trosmæssigt ikke kunne være længere væk end de tre vise mænd var. Men de fulgte stjerne og så hvad der gemte sig under den.

Det håb er for alle – det håb er for dig!

Amen

Ny begyndelse – Juleaften 2017.

Selvom julehistorien hvert år er den samme, så er julen en ny begyndelse på noget helt nyt. En ny begyndelse, som vi ALLE kan være med i.

Glædelig jul til dig!

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog at der altid er lidt afvigelser mellem det ord, der er skrevet i forberedelsen og den tale, som faktisk holdes i kirken.

Talemanuskript i PDF

1 a f 6

Prædiken søndag d. 24. december 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Luk 2,1-20.
Ny begyndelse

Al begyndelse er svær.
En god begyndelse er halvt fuldendt. Det lærte jeg i min barndom.

Der siges mange ting om begyndelser, og de fylder en del i vores liv.

Hvem af os har ikke prøver at sidde og skrive et eller andet, og lige pludselig opdager vi sidder og sletter alt det vi har skrevet, for det er blevet helt skævt. Vi må starte forfra. Udgangspunktet er bare ikke rigtigt.

Jeg tror f.eks. at mange af landets præster har været i den situation de sidste dage. Jeg har i hvert fald.

Jeg tror vi alle sammen har tænkt om alt muligt i livet, kunne vi da bare starte forfra – få en begyndelse.

Prøv en gang at tænke på mange af de seneste valgkampagner, som politikerne har sat i gang. Ganske ofte er det sådan, at ordene en ny begyndelse er den del af løfterne. Eller hvem af os har ikke oplevet en ny chef, som siger, at vi begynder forfra.

Politikere og ledere vil gerne se en ny begyndelse.

Vi kender næsten resultatet på forhånd. Det bliver jo som det plejer. Vi har hørt det før.

2 a f 6

Med begyndelser er det sådan, at vi ikke kan se om de forandrer noget i begyndelsen. Det kan vi først rigtigt bedømme, når vi ser tilbage – Når der er gået nogen tid.

Vi kan ikke se det selv, og sket ikke, når vi er midt i livets mange mange ting, vi skal have gjort og klaret. Rigtigt mange af os, synes egentlig, at der hele tiden er rigeligt at forholde os til.

Vi kan ønske os en ny begyndelse, Men nogen gange har vi så meget fart på, at vi ikke får kigget op og oplevet, hvad der faktisk sker omkring os.

Juleevangeliet – historien om Gud, der bliver menneske – er historien om en ny begyndelse.

Al ny begyndelse næres af nye ideer og ny energi. Da Gud for alvor begiver sig ind i vores verden er det det, der er på spil. Det er det, der ligger bag den fine historie om Josef og Maria, at Gud kommer til os med ny energi og nye ideer om kærlighed, for at leve med os.

Det er virkelig en ny begyndelse, fordi det er så anderledes.

Der var en kollektiv bevidsthed, som sagde, at livet som vi kender det, ikke kan blive ved sådan her. Noget nyt må ske!

Konkret betød det, at folket længtes efter en ny konge, for det var der man har vant til at nye begyndelser komm fra. Men Jesus fødes ikke på slottet, hvor hele eliten holdt til.

3 a f 6

Ingen steder er der plads til den lille familie, så de må tage til takke med den ly, de kan finde i en stald.

Det er som om vi slet ikke var gearet til, at Jesus skulle fødes ind i vor verden. Det er egentlig underligt, for Jesus kommer til ind i en kultur, hvor man virkelig kendte de gamle skrifter med Guds historier. Man længtes efter at noget skulle ske.

For længe siden, havde profeten Esajas f.eks.: “ v1 Det folk, der vandrer i mørket,

skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land.

….
v5 For et barn er født os,

en søn er givet os,
og herredømmet skal ligge på hans skuldre.
Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud,
Evigheds Fader,
Freds Fyrste.”1

Det her er før vi alle havde alle mulige medier at kigge på hele tiden. Det betyder at disse gamle historier var noget, som folk, også de helt almindelige mennesker, kendte og huskede. Det var med andre ord levende historie.

Alligevel er tanken om, at Gud skal være et stort lys for alle i mørket, at han skal fødes som et barn, så anderledes, at selv ikke alle præsterne, de skriftkloge og farisæerne, kunne begribe hvad Gud havde gang i for vores skyld.

1 Esajas 9,1&5

4 a f 6

De troede stadig at lovene, regler og alle deres “Du må ikke, og du skal – formuleringer var vejen frem.

At Gud kunne komme med kærlighed og lys, og være der direkte for mennesker, én man faktisk som almindeligt menneske kan have en relation til, havde de helt enkelt ikke fantasi til at forestille sig.

Der var andre mennesker på banen julenat. Mennesker, som var langt fra eliten. Mennesker, som bestemt ikke kom, hverken i templet eller synagogen.
Mennesker, som havde et blakket ry og absolut ingen anseelse i samfundet. Faktisk blev de betraget som en slags undermennesker, der var utroværdige. En hyrde, for det dem, jeg kommer til, kunne ikke vidne i en retssag. Troværdigheden var taget fra ham.

Hyrderne var i mørket omkring Betlehem, hvor de passede på dyrene. Pludselig sker der noget meget mærkeligt.
Pludselig var der lys i mørket. Engelene stod foran dem.

“Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: v11 I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. v12 Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.«

Prøv lige at tænke tanken, at skulle fortælle den historie og samtidigt i andres øjne være hamrende utroværdig! Gud gør virkelig tingene anderledes end nogen som helst kunne have fantasi til at forestille sig.

Det er en af grundene til, at julenat virkelig er en ny begyndelse. Det er ikke set før, og det har forandret verden. Vores opfattelse af Gud har flyttet sig fra at være en man frygter, til at Gud er én, der elsker os alle – betingelsesløst.

5 a f 6

Den kærlighed smitter på en sådan måde, at vi ikke kan lade være med at elske mennesker. Det er fra Gud kraften til at elske kommer.
Det er vigtigt at lægge mærke til ordlyden i det englene siger til hyrderne: “Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket!”2

Når Guds kærlighed fødes ind i vores verden med Jesus, er det ikke forbeholdt en elite, nogle specielt troende. Hyrderne er de første der fanger det, og mere end noget andet, er de billedet på, at dette er for alle mennesker uden undtagelse – selv for dig!

Når noget fantastisk sker, skal det fejres med musik. Det elsker vi her i kirken.

v13 Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:

v14 Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!”3

Hyrderne løber ind til Betlehem, hvor de finder familien i stalden.
Maria så op og lyttede til hyrdernes fortælling om barnets betydning. Lukasevangliet siger, at hun gemte ordene i sit hjerte.

Lad mig lige til slut vende tilbage til hyrderne. De var ikke bundet af nogen forestilling om at forholdet mellem Gud og menesker skulle have én bestemt form.

Da englen stod foran dem, kiggede de op og lyttede. Det forvandlede deres liv. De fik en ny begyndelse.

2 Luk 2,10
3 Luk 2, 10b-14

6 a f 6

Når vi år efter år, holder jul og deler den samme historie i kirken, er det en anerkendelse af, at noget nyt tog fart den første julenat.
Det var en ny begyndelse.

Men det er ny begyndelse, som du og jeg stadig kan tage del af, for den er båret af Guds kærlighed, og når man ser op og lytter, så kan det forandre ens liv.

Så kan der være en ny begyndelse. Glædelig jul!
Amen

Allehelgen/sammenhængskraft – Thomas Risager

De amerikanske skikke omkring Halloween med udskårne græskar, uhyggelige udklædninger og “slik eller ballade” ser efterhånden ud til at være kommet for at blive – også i Danmark. Men vidste du, at det herhjemme faktisk hedder Alle Sjælesaften d. 31. oktober og Allehelgen d. 1. november?

Første søndag efter Allehelgen,altså i dag, er den dag, hvor vi mindes de døde, som mangler i vore liv. Vi nævner dem ved navn og vi tænder lys for dem. Allehelgen er også dagen, hvor vi indser, at livet er større end døden. Guds kærlighed og nåde er på spil, og det gør, at døden kan blive til liv.

Hvis du ønsker, at et menneske, du savner, bliver nævnt i gudstjenesten, er du meget velkommen til at skrive det til Thomas Risager. Det betyder ikke noget om vedkommende var medlem af kirken eller ej. Hvis det er et menneske, som du savner, deler vi gerne savnet med dig.

Ud over at mindes dem, der gik forud for os, har vi på søndag også den store glæde at kunne holde fest og fejre hele to nye liv. Vi skal nemlig døbe Malene Damm Priess’ dejlige tvillinge-piger, og det endda på deres et års fødselsdag.

Thomas Risager taler over temaet sammenhængskraft.

Du kan høre talen her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der ofte er forskel mellem det skrevne manuskript og den tale, som faktisk bliver holdt.

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 5
Prædiken søndag d. 5. november 2017.
Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Matthæusevangeliet 5,3-12. Allehelgen
Flere gange har jeg hørt polikere udtrykke bekymring for sammenhængskraften i samfundet. Det er et ord, der brugers om forskellige grupperingers, eller klassers tilknytning til fællesskabet.
Som borgere i dette land hænger vi sammen. Det gør vi på tværs af etniske, politiske og økonomiske skel. Sammen udgør vi Danmark. Vi har et rødbedefarvet pas med Jellingstenens Jesus på den allerførste side.
Jesus taler ofte om det med at høre til i et rige, for som han siger: “Guds rige er kommet nær!”
Det er ikke et rige, som er defineret at grænser, eller som udsteder et pas. Det er ikke et rige for mennesker, som er født på et bestemt sted, eller for mennesker, der tænker ens om alt muligt. Her er det ikke væsentligt om du er socialdemokrat eller stemmer på Dansk Folkeparti. Her er det ikke væsentlig om du er rig eller fattig, om du er mand eller kvinde, om du er lykkelig eller ulykkelig.
Jesus taler også om et rige, som ikke defineres af de succesfulde, af de som hele tiden er på TV, eller af dem, som alle andre tilsynelandende lytter til.
Maria læste et styke fra Bibelen fra os, og det siger os her del om, hvem vi er Guds øjne. For i Guds øjne ser vi ganske anderledes ud, end verden ser os.

2 a f 5
De ting, vi tillægger værdi og tilskriver succes, er helt anderledes I Guds øjne.
I dag har vi indledningen til Bjergprædikenen foran os.
I den, Matthæusevangeliets kapitel 5,6 og syv finder vi nogle af de allervigtigste ting, Jesus har sagt.
Hvis du vil vide, hvad jesus står for, og hvad hans mærkesager er, så kan jeg anbefale at læse bjergprædikenen.
Jesus siger: “v3 »Salige er de fattige i ånden,
for Himmeriget er deres.
v4 Salige er de, som sørger,
for de skal trøstes.
v5 Salige er de sagtmodige,
for de skal arve jorden……” og sådan gentages
salige er de… en her del gange.
Salige er et ord, som vi ikke længere bruger så meget.
Disse ord er oprindeligt formuleret på græsk, som er Det
Nye Testamentes originalsprog.
En mere korrekt oversættelse af ordet er, at man siger
rodfæstet i stedet.
Disse mennesker, som Jesus fremhæver, er mennesker,
som ikke er rodfæstede i de ydre ting, som verden
tillægger stor værdi.
De er rodfæstede i indre værdier, uafhængige af det som
ses af andre eller efterstræbes af andre.

3 a f 5
De er som salmernes Bog siger det, som et træ, der er
rodfæstet ved bækken. Det bærer meget frugt, fordi
deres rødder når dybt og holder det fast, når det blæser.
Ser du, Guds rige lader sig ikke begrænse, af de ting,
som vi kan forestile os.
Guds rige er et kærlighedsrige, som overskrider alle
grænser, vi overhovedet kan komme i tanke om.
Det er et rige, hvor alle er velkomne og man kan være
den man er.
Der er helt andre værdier på spil, end i denne verden,
hvor det ydre og overfladiske i den grad hyldes. Her
handler det om at være rodfæstet. Rodfæstet i Guds
kærlighed.
I Guds rige er vi rodfæstet i Gud. Det er ham vi er
forbundet med. Vi har lige set et, eller rettere to, meget
stærke eksempler på det, da vi døbte Klara og Viola. Vi
døber dem, fordi vi ankerkender at de tilhører Guds rige,
for det er de også en del af.
Guds rige er man en del af, før man fødes og længere
end livet. For Guds rige begrænses ikke af, hverken
fødsel eller død.
I dag fejrer vi livet, og er taknemmelig over at vi kan døbe
to dejlige piger. Men vi rammes også af, at på festdage
som denne, bliver det klart at der er nogen, som mangler
blandt os.

4 a f 5
Der er menneske blandt os, som fester og sørger på
samme tid, fordi i dag også er dagen, hvor vi mindes de,
som er døde.
Vi mærker savnet og sorgen over dem, og måske indser
vi, at selvom de er døde, så påvirker det forhold, vi har
haft til dem stadig vores liv. De betyder stadig noget. Vi
hænger også sammen med dem.
Måske kan det være en trøst, at Jesus taler om at de
saliges løn er stor i det himmelske, i Guds rige.
Jesus taler om Guds rige, som et sted, der ikke
begrænses af liv og død. Han kalder os til et håb, om at
vi en dag skal ses med alle de, som er gået foran os til
Guds rige. En dag skal vi opstå til nyt liv sammen med
ham.
Et liv, som Åbenbaringen i Bibelen omtaler således:
Nu er Guds bolig hos menneskene,
han vil bo hos dem,
og de skal være hans folk,
og Gud vil selv være hos dem.
v4 Han vil tørre hver tåre af deres øjne,
og døden skal ikke være mere,
ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være
mere.
Thi det, der var før, er forsvundet.1
I Guds rige er sammenhængskraften Guds uendelige
kærlighed, som er stærkere end alt andet. – Selv døden.
Og den kærlighed gør at vi hænger sammen i livet og i
døden.
1 Åb 21,3b-4

5 a f 5
I dag vil vi mindes:
Sigrid Juul
Antonio Ribeiro
Elin Askholm Carlsen Hans Otto Hansen
Marie Nordtorp Bendixen Kaj Vilner Priess
Aksel Thorsen
Jens Christian Rønning Villy Kähne
Kurt Kristiansen

Lys i mørket – Thomas Risager

Snart sænker november sine tunge, mørke gardiner omkring os. Det livgivende lys, som har løftet os up hele sommeren svinder. Hvordan kan jeg holde mit mod oppe i en tid, som virker så mørk.

Gospelkoret Emmaus vil denne aften hjælpe med gode bud på, hvordan vi får lyset tilbage i sindet i en tid, hvor mørket hersker.

Det bliver stille og roligt, det bliver hjertevarmt og smukt.

Her er aftenens tale her:

Du kan også læse talen her:

Bemærk venligst at det talte ord, kan afvige en smule fra det skrevne.

Talemanuskript i PDF-format

Prædiken søndag d. 13. november 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Es 9,1-5 & Matt 4,12-17.

Gospelgudstjeneste med Emmaus. Lys i mørket.

Der er næppe nogen i denne verden, som ikke har opdaget, at der har været præsidentvalg i USA.

“Yes we can” bliver afløst af “Make America Grat Again.”

Præsident Obama bliver afløst af Præsident Trump.

Mange mennesker udenfor USA, inklusive mig, undrer sig og tænker, hvad skete der lige der?

Jeg er ikke politolog, men teolog. Set med teologiske briller, er det faktisk også et interessant spørgsmål.

De eneste, som troede Trump kunne blive præsident, var the Simpsons for 16 år siden.

Men det skete!

Jeg tror, det sker, fordi demokraterne og mange iagttagere totalt har undervurderet det mørke, som mange mennesker udenfor de store byers hippe og hurtige liv, oplever, at de lever i. Når Trump siger Make America great again, siger han samtidigt, at det ikke er great lige nu.

Arbejdspladserne er forsvundet. Husene forfalder, butikkerne lukker, man føler sig fuldstændigt afkoblet fra politikerne i de store byer. Man har ikke længere tillid til at de forstår, hvad der foregår, for det de siger, og måden de taler på, viser med al tydelighed, at de intet fatter af almindelige menneskers liv. Der er ikke håb for fremtiden. Der er mørke.

I Clinton så man endnu en politiker, som er indbegrebet af de politikere, som ikke fatter, hvordan almindelige mennesker lever.

I Trump hørte man en stemme tale samme sprog og han indgav håb om lysere tider for de, som lever i mørket. Vi mennesker vil have lys frem for mørke.

Hvordan er det, at leve i mørket?

Forleden, da jeg ville i seng, var min seng optaget. Her lå min 10 årige datter Kamille og sov trygt.Men jeg er ubarmhjertig, jeg vil sove i min egen seng.

Kamille blev båret, trukket og skubbet ind i sin egen seng. Hun var nærmest ikke vågen. Men der gik 30 sekunder, så var hun vågen – helt vågen og temmeligt bange.

Jeg var kommet til at trække døren helt til, og så var der helt mørkt i værelset. Det var tydeligvis ikke rart, at være i mørket.

Sådan helt basalt, så kan vi ikke se, når der er mørk, og vi kan ikke finde vej. Men der sker også det, at vi kan forestille os, at der er alt muligt i mørket, og det er ubehageligt, for vi kan ikke se det og derfor kan det vokse sig ekstra uhyggeligt.

Jeg tror, det var det, der skete, den aften, hvor det endte med at Kamille sov mellem sin mor og far (igen).

Når man er i mørket, råder håbløshed frygt. Det er svært at flytte sig. Man føler sig låst fast.

Nu er der selvfølgelig forskel på, hvordan en ti-årig og en voksen oplever det.

Men jeg tror de fleste af os kan huske tilbage og genkende os selv som bange børn i mørket.

Som voksne kan vi sikkert også genkende, hvordan mørket kan stjæler vore overblik, vores energi.

Der er mange måder, hvorpå mørket kan råde. Der er mørket, som sjæler vores lys med vinterens komme. Det er mørket, som dræner os. Der er mørket, som vi ikke kan finde vej i. Det er mørket, der tænder længslen efter en lys fremtid.

Der er sikkert flere måder, men de bliver alle addresseret i bibelen af profeten Esajas, der er en stemme, der råber ind i det jødiske folks mørke ca. 700 år før Jesus fødes.

Han udsteder løfter: “Det folk, der vandrer i mørket skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land.”

Den gang var der helt vildt håbløshed. Det har været så sort, som det kan være.

Esajas taler om at mørket skal afløses af juble, glæde, frihed fra slaveriet, retfærdighed kommer frem, for der skal komme en ny fyrste, en fredsfyrste.

Han siger ordene, som vi først fatter omfanget af 700 år senere, for umiddelbar lyder det mærkeligt, når han fortsætter:

“For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre, man skal kalde han underfuld rådgiver, vældig Gud, evigheds fader, freds fyrste.”

Det er først efter at engelene på marken ved Betlehem, julenat, hører englene forkynde: “Frygt ikke! Se jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket. I dag er der født jer en frelser i Davids by, han er Kristus Herren” Det er først da, at vi mærker omfanget af de ord, Esajas siger.

I bibelens verden er lys liv.

Vi mærker det indeni, når lyset bryder frem, når foråret kommer. Energien kommer igen.

Lyset vinder altid over mørket. Det kan se ud som en ulige kamp, men det er det ikke. Lyset vinder altid.

Jesus siger om sig selv: “Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.”

Amen

Hvem savner du? – Thomas Risager

I dag er det Alle Helgens Søndag. Det er tradition i kirken, at man under gudstjenesten nævner navnene på de, som er døde. På dem som vi savner og er taknemmelige over har været i vores liv.

I dag mindes vi undervejs i gudstjenesten de, som vi savner.

Der vil være plads til at mindes, tænde lys og glæde os over de menneskers betydning i vores liv.

Hør talen her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord kan afvige fra det skrevne.

Manuskript i PDF-format

Prædiken søndag d. 6. november 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Luk 6, 20-31 & Åb 21,3-5.

Alle Helgen

Salige er I som græder, Salige er I som er fattige, Salige er i som sulter….. Med lidt specielle ord lover Jesus, at det skal blive godt igen.

Gud har nemlig en drøm for sin verden. En drøm, hvor alt det, der gør ondt, skal afløses af sine prægtigste modstykker. Sådan afslører Desmond Tutu, at han tænker om Guds kærlighed til verden.

Den er ikke bare et klap på skulderen og en kleenex til at tørre tåren, der må falde. Nej, den er en helt ny verden. Guds kærlighed er et helt nyt liv.

Et nyt liv, som man kan få del i efter livet. Men sandelig også et nyt liv, som man kan tage hul på her og nu i dette liv, i dag og i morgen.

Et nyt liv, der begynder med at man tror, håber, holder fast i eller forventer, at den kærlighed, Gud møder verden med, ikke er en upersonlig kærlighed, men en dybt personlig kærlighed, der tager sit udgangspunkt i den elskede – i dig.

Gud har set dig, Gud har hørt dig, Gud elsker dig.

Nu ved jeg godt, at man kan sidde og tænke, at jeg har intet gjort for at fortjene dette. Jeg er uværdig. Jeg har gjort så meget dumt i mit liv.

Så vil jeg sige, at dette handler ikke om kvalifikationer, for det kommer fra Gud, men du er alligevel rimeligt velkvalificeret.

For nogen gange er de fattige i ånden, som i første omgang ser Guds rige.

Det er ikke en opfordring til at gå ud og lave mere bøvl. Det vil Paulus iøvrigt også advare mod. Men en opfordring til at tage imod.

For det er den kærlighed, der giver modet, styrken og viljen til at gøre det radikale, som jesus opfordrer til. Nemlig til at elske vore fjender, gøre godt mod dem, der hader os. Til at velsigne dem, der forbander os. Til at vende den anden kind til, hvis nogen slår os.

Det er noget af det sværeste i denne verden. For en uges tid siden, hvad vi en mand i kirken, som var langt ude. Han var der, hvor det eneste, han magtede var konfrontationen med vold og trusler om at ville både skade og slå ihjel.

Jeg er ikke bedre menneske, end at jeg havde så meget lyst til, at klappe ham en på skrinet. Men hvad havde det hjulpet?

Så havde jeg (og Max) jo bare været ligesom verden, og måske som han, havde forventet.

I stedet blev han ganske vist håndfast ledt ud af kirken. Han lovede at han ville komme igen og slå os ihjel. Alle er jo velkomne i kirken, for her er plads til alle.

Jeg tror, eller jeg håber på, at når han kommer til sig selv, så vil han alligevel tænke, at dette var underligt. Her blev den anden kind vendt til. Og hvem ved, om det kan blive begyndelsen til forandring.

Når vi tager Jesus på ordet her, så er det radikalt anderledes end det denne verden byder. Men det kan skabe et fredsrige på jord. Jeg taler ikke om et hippierige med fri kærlighed. For vi ved, at også i Guds rige, i kirken, der slipper vi ikke for konflikter og uenigheder. Hvis man håndterer den slags efter den udfordring Jesus giver, så ødelægger det ikke, for så indser man, at man nok er uenige, men er af et hjerte….

Det er det, Jesus lover skal være på den anden side af livet, men som han udfordrer os til, at tage fat på nu i dette liv, på denne dag i dette øjeblik.

I dag er det Alle Helge Søndag. Dette er dagen, hvor mange af os indser, at vi savner mennesker, som er døde fra os.

Når vi mærker det som en sorg, så er det jo fordi de ikke var ligegyldige for os, og slet ikke ligegyldige for Gud.

Når jeg tænker tilbage på nogen af dem, jeg savner, så er det nogen af dem, der med deres liv har vist mig tro. Det er dem, der har elsket de umulige – elsket mig. Det er dem, der med deres liv har investeret i mig. Og været med til at gøre mig til den, jeg er.

Vore måde at være overfor hinanden betyder ikke kun noget nu, det får længere betydning end bare her og nu.

I dag har jeg talt om, at Guds rige kan være her, hvor vi er, og at vi kan se det, når vi lever i det, ved at tage Jesus på ordet.

Guds rige har ikke grænser, hverken i rum eller tid. Jesus er gået foran for at berede en plads til os, og vi må tro på, at dem vi savner, er Guds hænder, for så radikal er hans kærlighed til os.

I Guds rige er alting godt. Her er der fred og ingen fare.

Den sidste bog i bibelen taler om dette, når der står:

v3 Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige:

Nu er Guds bolig hos menneskene,

han vil bo hos dem,

og de skal være hans folk,

og Gud vil selv være hos dem.

v4 Han vil tørre hver tåre af deres øjne,

og døden skal ikke være mere,

ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.

Thi det, der var før, er forsvundet.

v5 Og han, der sidder på tronen, sagde: »Se, jeg gør alting nyt!

Se han gør alting nyt.

I dag fejrer vi at det må gælde dem vi savner.

Vi mindes:

Elin Madsen

Frida Nordtorp Bendixen

Svend Aage Pedersen

Pelle Kofoed

Louise Jonassen

Heidi

Anna og Niels

Susanne & Jeanne

Amanda Thomsen Risager Sorensen

Ingelise

Henrik

Kirsten

Benedikte Owens Marqversen

Lisbeth Henriksen

Erik Lorentzen

Anette

Bartolo Suarez Santana

Bøn og Lys…… stille musik…..

Bøn:

Himmelske Fader. Tak for visheden om, at ingen lever og dør for sig selv.

Tak, at vi i livet og døden er omsluttet af din nåde og kærlighed. Vi takker

dig for NN og for det liv, han/hun har levet iblandt os. Vi beder om din

hjælp og dit nærvær i sorgen og savnet. Lad Helligånden vidne i vore hjerter

om det evige liv og giv os visheden om, at vi engang skal forenes i dit

evige rige.

Ved Jesus Kristus, vor Herre.

Amen.

Wanna be Happy – Thomas Risager

Alle ønsker vel at være lykkelige. Det er bare ikke altid, man er det. Det er bestemt heller ikke alle dage i mit, liv, hvor jeg tør sige, at jeg ligefrem er lykkelig.

Men hvad hvis Gud faktisk ønsker alt det bedste for os. Hvad hvis Guds drøm for os, er at vi skal være lykkelige, hvorfor er vi det så ikke altid?

Hør talen fra gospelgudstjenesten med Nardus her:

Du kan også læse manuskriptet her. Bemærk dog, at at det talte ord ofte afviger fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 29. maj 2016.

Tekster: Joh 16,16-22 & 1. Mos 27 & Jer 29,11

Wanna be happy – Gospelgudstjeneste med Nardus

Wanna be happy – Vil du være lykkelig?

Alle ønsker vel at være lykkelige, det er bare ikke altid, man er det. Det er bestemt heller ikke alle dage i mit, liv, hvor jeg tør sige, at jeg ligefrem er lykkelig.

Men der er øjeblikke, hvor jeg tænker, at nu er alt fantastisk. Jeg er glad, ja nærmest lykkelig.

Men hvad hvis Gud faktisk ønsker alt det bedste for os? Hvad hvis Guds drøm for os, er at vi skal være lykkelige, hvorfor er vi det så ikke altid?

For at svare teologisk på det spørgsmål, skal vi tilbage til bibelen.

Jeg er helt på det rene med, at du måske ikke synes, at det mest begavede sted at lede efter svar på livet store spørgsmål er i bibelen. Jeg vil hævde, det er godt sted at lede, men samtidigt er jeg bestemt åben for at det er vældigt intelligent at stille sine store spørgsmål bredt.

Det første vi skal lægge mærke til er, at Gud i skabelsen siger: Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os. ( 1. Mos 1,27)

Når Gud i følge bibelen siger os, så er det ikke den samme pluralis majestætis, som kongelige bruger, men et udtryk at mennesket, både som mand og kvinde, ligner Gud.

Vi ligner altså Gud.

Jeg hører mennesker opfatte Gud, som sur og dømmende. Jeg må bare sige, at jeg tror Gud er glæde, fest og farver. Jeg opfatter, at Gud er meget mere en far, end en sur dommer.

Ret hurtigt i skabelseshistorien sker der det, at mennesket fristes af slangen (djævelen) til at spise af frugten, der som det eneste var forbudt. Mennesket har en fri vilje, vi er er ikke Guds marionetdukker, så vi valgte at give efter. Derved fik ondskaben en fod indenfor i menneskelivet.

Teologisk set lever mennesket derfor konstant i spændingsfeltet mellem godt og ondt. Vi er ikke usårlige. Ulykker, sygdom og død kan ramme os.

På et tidspunkt er det jødiske folk for alvor ramte af ulykke. De er fanget i eksil i Babylon.

De er simpelthen blevet bortført fra deres hjemland og anbragt i det nuværende Irak. Her er de fanget i 70 år. I den periode sender profeten Jeremias et brev til dem og og bringer dem et ord fra Gud. Gennem Jeremias taler Gud: “Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb.” ( Jer 29,11)

Midt i al elendigheden får de denne opmuntring. Gud har kke glemt jer, selvom alt er elendigt rundt om jer. Jeg er ikke sikker på, at det umiddelbart var opmuntrende, for de ville sikkert hellere bare hentes ud af elendigheden.

Det er meget menneskeligt. Når vi står i skidt til halsen, så drømmer vi os alle sammen væk fra det. Men hvis man tør tage det ind, at Gud også er med midt i elendigheden, så tør man måske at være i det. Så kan trygheden i det, måske gøre, at man faktisk kan leve sig gennem udfordringen og komme ud på den anden side, som et nyt menneske.

Jesus er også opmuntrende i forhold til fremtiden, da han sidder sammen med disciplene. Det er før påsken, hvor Jesus bliver korsfæstet. Han giver sig liv, for vi mennesker, kan leve, vel vidende, at hans kærlighed er den stærkeste magt i denne verden, stærkere end døden.

I situatinen ved han godt, hvad der ligger forude, alligevel giver han sig tid til at forberede sine disciple, som ganske enkelt ikke fatter, hvad han taler om.

Han siger til dem, at forude ligger tider, hvor de skal klage sig og græde. Hvor de ligesom en kvinde, der skal føde, skal gå gennem noget hårdt. Noget hårdt, som når det er overstået, skal erstattes af total glæde, hvor man glemmer, det som var hårdt.

Jesus siger: “Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer” ( Joh 16,22)

Jesus taler om, at han skal komme igen og gøre alting godt. Han kommer med det endelige opgør over det onde. Det gode, kærligheden, vil sejre.

Hvem vil ikke gerne være lykkelig?

Det vil vi alle, og jeg tror Guds intention fra skabelsen var at det skulle vi være.

De ondskaben kom ind i verden, åbnedes muligheden for det modsatte sig også.

Vi mennesker er indrettet sådan, at vi ser og hører det vi er opmærksomme på.

Når noget er blevet væk for os, så er det lettest for os at finde det vi leder efter, hvis vi har et klart billede af, hvordan det ser ud.

Man kan ikke sætte sit barn til at finde piskeriset, hvis ikke barnet ved, hvordan det ser ud.

På samme måde er det med Guds kærlighed. Den Gud, som gennem Jesus siger, at ingen skal tage vores glæde fra os.

Positiv psykolog får skyld for meget, og nogen gange er det berrettiget, men der er nu noget om, at det er godt for os at fokusere på det postive, som der nu engang er.

Derfor minder jeg om, at vi er skabt i Guds billede. Der er noget i os, der ligner Gud.

At Gud sender bud til dem, som sidder fanget i Babylon og er midt i elendigheden, at Gud ikke har glemt dem. Han har stadig planer om lykke, ikke om ulykke.

At Jesus til disciplene, på tærsklen til de tre værste døgn i deres liv, siger, at efter sorgen, skal deres hjerter glæde sig, og ingen skal tage den glæde fra dem.

Wanna be happy? Ja tak.

Jeg har tænkt mig, at huske at Gud vil det sådan. Jeg vel være opmærksom på hans kærlighed, for den er rundt om os.

Ja tak!

Amen.

Opstandelsen handler om at turde tro længere end vi kan se – Thomas Risager

Kvinderne, der påskemorgen kommer ud til graven og finder stenen væltet fra, ved ikke havd de skal tro. Et eller andet sted der det fuldt forståeligt, for det kan jo ikke lade sig gøre at opstå fra de døde. Det er i modstrid med alle de sandheder, vi kender. Men det sker bare alligevel ……

Jesus Kristus er opstået – Ja, Han er sandelig opstået!

Sådan lød råbene i oldkirken på påskemorgen. I dag lyder de i Odense Metodistkirke. For det, der gjaldt den første påskemorgen, gælder også i dag. Opstandelsen fra de døde handler ikke kun om, hvordan vi dør, men sandelig også om hvordan vi lever.

Hør mere her…..

Du kan også læse teksten her. Bemærk dog, at det talte ord, ofte afviger fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 27. marts 2016.

Tekster: Luk 24,1-12 & Apg. 10 34-43 & 1. Kor 15,19-26, Salme 118,1-2+14-24.

Påskedag: Opstandelsen handler om at turde tro længere end vi kan se!

Alt håb er knust.

Mørket har magten. Det onde vandt.

Kan det være sandt? Har det virkelig ramt os?

Hvad med alle de gode løfter han kom med?

Han tabte kampen!

Nu på tredjedagen, den første dag i ugen, er kvinderne på vej ud til graven. Salverne duftede dejligt, men de kunne ikke fjerne den knugende sorg og følelsen af totalt nederlag.

Mændene – disciplene, de holdt sig bare skjult, som om det eneste i denne verden, de ønskede sig, var at være i fred.

Den døde Jesus skulle smøres ind i salve, sådan som det var skik og brug, at kvinderne gjorde.

Stenen var væltet bort, og kvinderne gik ind i graven, men den var tom.

De vidste ikke hvad de skulle tro.

Sådan tror jeg, mange af os har det, når vi står ansigt til ansigt, med den uovervindelige sygdom, med sorgen, med døden, med konflikten, med tomheden.

Vi ved ikke hvad vi skal tro.

Det er som om hele virkeligheden bliver uvirkelig. Som om alt er i spil. Alt hvad vi troede holdt os fast, viste sig ikke at holde.

Kvinderne er forståeligt nok, nærmest lammede, og står bare og kigger ned i jorden, da to mænd i lysende klæder står foran dem: “Hvorfor leder i efter den levende blandt de døde?”

Det er faktisk et godt spørgsmål, men de ved jo ikke hvad de skal tro. Helt ærligt, det forstår jeg godt.

Englene, for det er det – Guds sendebud, minder dem om, at han ikke er her, han er opstået. Husk nu, hvad han har sagt til jer….. Jesus havde jo talt en hel del om det. At døden ikke skulle kunne holde ham….. Husk nu det, han har sagt til jer…..

Da huskede kvinderne hans ord og forstod.

Der forsvandt sorgen, usikkerheden og tvivlen.

Da kom troen.

Det er sandt. Jesus er virkelig opstået!

Hvad der så ud som, føltes som, oplevedes som nederlag og mørke, blev forvandlet til lys, sejr og triumf.

Døden fik ikke det sidste ord, håber lever!

Det kan virkelig være svært at begribe, for det strider mod alt, hvad vi anerkender som sandhed.

Da kvinderne står overfor de slukørede mænd og med begejstring forstæller, hvad de da har set og hørt, slår mændene det hen som løs snak og de troede ikke kvindernes ord.

Det er så let, at slå opstandelsen hen. Det kan jo ikke lade sig gøre.

Nej, det kan det ikke, men det sker alligevel. Det er kernen i al kristen tro.

Jesus opstår på trods.

Kærligheden og livet vinder over ondskab og død.

Og det kan bruges til en hel del i vores liv. Det handler nemlig ikke kun om, hvordan vi dør, men i høj grad om hvordan vi lever.

Påskens budskab om opstandelsen giver os visheden om at livet, uanset hvad, ender godt.

Da Peter og mændene slår opstandelsen hen som løs snak, berøver de sig selv for en enorm glæde.

Vi skal selvfølgelig ikke være jubeloptimister og fornægte de realiteter, som vi står i, men vi skal huske at holde håbet højt. For opstandelsen taler om, at der ud af det, som ser sort ud, kan komme nyt liv.

Det er så vigtigt, at have med i livet, at opstandelsen ikke kun gælder når vi engang dør, men sandelig også mens vi lever.

Opstandelsen handler om at turde tro længere end vi kan se.

I dag fejrer vi at Jesus opstod fra de døde.

At løfterne om Guds fantastiske indgriben i vores liv ikke bare var løs snak, men virkelighed. At kærlighed er handling fra Guds side.

Gud vil dig.

Gud elsker dig.

Gud beskytter dig og passer på dig – også længere end du lever.

Tro på opstandelsen er at turde tro længere end du kan se. Og det har betydning ikke kun for vores død, men sandelig også for vores liv.

Jesus Kristus er opstået – Ja, Han er sandelig opstået!

Amen.

3. Søndag i Advent: Frygt ikke – Thomas Risager

Frygt ikke!
Det er helt utroligt, så mange uhyggelige drager, som kan ligge under sengen, når man er en lille dreng. Der er sikkert også løver inde i klædeskabet, for ikke at tale om de mange øjne, som ser på en gennem mørket.

Vi voksne kan også være bange … Måske ikke for de samme ting som børnene, men når vi er ærlige og tænker os om, så er frygt også en del af vores liv.

Rigtigt mange steder i Bibelen hører vi engle, Gud eller Jesus sige: “Frygt ikke!”

Alt dette kan du høre mere om i dagens korte tale. Der var en tale til børnene og én mest til de voksne. Hør den for de voksne her:

Du kan også læse oplægget til talen her. Bemærk, at der ofte er forskel på det skrevne og det talte ord.

Prædiken søndag d. 13. december 2015.

Tekster: Joh 14,27

Frygt ikke!

Vores lejlighed er i to plan, og det er en pæn stor lejlighed. På anden sal har vi stuer, spisekøkken og et toilet. På tredje sal, har vi Soveværelse, børneværelser, gæsteværelse/hjemmekontor og bad.

Det har jo betyder, at når vores børn skal i seng om aftenen, så skulle de gå op ad trappen (låge 13) og op i en etage helt for sig selv.

Mange gange har den ene siddet på trappen og ventet på, at den anden blev klar til at komme med op. Der er blevet ventet længe.

Når man er en lille pige, så er det naturligvis lidt langt væk fra mor og far og der mørkt udenfor vinduerne. Det er et gammelt hus, og her er mange lyde, som man kan komme til at ligge og lytte efter.

Mange gange har jeg sagt. Gå nu bare op. Der er ikke noget at være bange for.

Jeg har lagt mærke til, at jo mere jeg sagde. Vær ikke bange, jo mere stille blev mit barn. Det havde, og har den stik modsatte effekt.

Uanset hvad jeg siger, så er hun stadig bange for at være alene på loftet om aftenen.

Frygt er ikke rationelt og følelsen af frygt forsvinder ikke, bare fordi jeg siger, at den skal.

I bibelen er der masser af steder, hvor Gud, Jesus eller engle siger til mennesker: “Frygt ikke!”

Til forskel fra, når jeg siger det, så sker der oftest det, at når, det er Gud, som taler, så virker det! “Frygt ikke!”

I Johannesevangeliets kapitel 14 er perspektivet noget længere fremme end Jesus fødsel. Her er det Jesus, som forbereder sine disciple på dagene, hvor han ikke længere er fysisk i blandt dem.

Han siger: “Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!”

Gud giver os Jesus, med alt, hvad det indebærer gennem hans liv fra jul til påske over himmelfart og til pinse.

Gud er stadig i verden. Han har ikke forladt den.

Til forskel fra, når jeg siger frygt ikke. Så sker der noget mere, når det er Gud, der gør det.

Gud beder os ikke bare om ikke at frygte, men han fjerner jo også alt det, som vi med god grund kan være bange for. Han skubber det væk fra os.

(Låge 14)

I salme 103 gives der udtryk for hvor store perspektiverne i det Gud gør for os egentlig er:

“v11 Så høj som himlen er over jorden,

så stor er hans nåde mod dem, der frygter ham;

v12 så langt som øst ligger fra vest,

så langt har han fjernet vore synder fra os.

v13 Som en far er barmhjertig mod sine børn,

er Herren barmhjertig mod dem, der frygter ham.”

Så langt som øst ligger mod vest, så langt væk er alt det, som kan forkludre tingene.

Det er jo det, som Gud gør, ved at give os Jesus.

(Låge 15)

Han bringer lys ind i en mørk verden.

Med lyset kan vi se og finde vej. Men vi kan faktisk ogsåmærke lyset. Det er jo varmt.

Gud er lys og

han tager håb ind i en falden tid og han efterlader os sin fred.

Ikke som fravær af krig, men som den fred, hvor alt er godt og harmonisk. Den fred, som gør at man tør ånde frit.

Når Gud siger frygt ikke, så gør han også op med det, som vi er bange for.

Mørket og ondskaben må vige. Der er handling bag ordene. Frygt ikke.

Amen.