liv – Side 7 – Thomas Risager

Kan vi lære noget af Jesus? – Helge Munk

Mens Thomas Risager er på konference i Zimbabwe, er gudstjenesten i sikre hænder hos lægprædikant Helge Munk. Han vil tage fat i emnet “Hvad kan vi lære af Jesus?”

Jesus var både menneske og Gud. Og måske var han mere menneske end vi normalt tænker over. Hvis han mest er Gud, er han så meget anderledes end os, at vi ikke kan sammenligne os. Men hvis han også er så meget menneske, at han rent faktisk har været ude for de samme ting som os, så kan vi godt sammenligne os med ham. Og så kan vi måske kopiere noget af det, han gjorde.

Jesus sagde, at alt det han kunne og gjorde, det havde han fået fra Gud. Måske kan vi få mere fra Gud end det, vi forventer?

Hør mere her:

Juleaften 2015. Grænseløs Kærlighed – Thomas Risager

Endelig er det blevet juleaften og det er tid til at lytte til juleevangeliet ord om Gud, som blev menneske.

Læs Lukasevangeliets kapitel 2 her:

Jesu fødsel

Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. v2 Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. v3 Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. v4 Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, v5 for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. v6 Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; v7 og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.

v8 I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. v9 Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. v10 Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: v11 I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. v12 Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« v13 Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:

v14 Ære være Gud i det højeste og på jorden!

Fred til mennesker med Guds velbehag!

v15 Og da englene havde forladt dem og var vendt tilbage til himlen, sagde hyrderne til hinanden: »Lad os gå ind til Betlehem og se det, som er sket, og som Herren har forkyndt os.« v16 De skyndte sig derhen og fandt Maria og Josef sammen med barnet, som lå i krybben. v17 Da de havde set det, fortalte de, hvad der var blevet sagt til dem om dette barn, v18 og alle, der hørte det, undrede sig over, hvad hyrderne fortalte dem; v19 men Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem. v20 Så vendte hyrderne tilbage og priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt og set, sådan som det var blevet sagt til dem.

Hør her:

Du kan også læse manuskriptet her. Bemærk, at det talte ord ofte afviger fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 24. December 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Lukasevangeliet 2, 1-20.

Grænseløs Kærlighed

Det er nemt, at være vældigt glad og tilfreds, når er samlet her i kirken for, at indlede vores julefejring med gudstjeneste, hvor vi lytter til dejlig musik og sang, selv synger med de kendte julesalmer. Om lidt venter max-hygge og julemad.

Gaverne er købt, sølvtøjet er pudset, skjorten er strøget og midt i travlheden har vi endda fået tid til at komme i kirke.

Der er god grund til at være glade.

Alt er trygt og godt. Der er styr på hvem vi skal være sammen med og hvem vi ikke skal være sammen med i julen. Vi er i helt bogstaveligt indenfor i varmen.

Begyndelsen på julens evangelium er imidlertid det stik modsatte. Desværre, kan man sige, gør det julens evangelium meget aktuelt.

Denne jul, i disse dage, er der mødre og fædre i tusindtal, som kommer til at erfare det, som Josef og Maria oplever, da de kommer til Betlehem.

“Der var ikke plads tl dem i herberget” skriver Lukas.

Josef og Maria var taget afsted til fods og på æselryg for, at følge det bud, som den romerske besættelsesmagt havde givet.

De skulle tælles, og alle mand måtte tilbage til sin oprindelse, for at blive skrevet op. Josef og hans forlovede Maria, som ventede et barn, måtte til Betlehem.

De var ikke konkurrencestatens fodsoldater, men potentielle skatteydere. Det er dyrt at besætte lande, så romerne måtte have styr på, hvor mange og hvem, man kunne få skatteindtægt fra.

Nogen skulle jo betale for soldater og våben, og bedst er den slags jo, hvis de som våbenene peger på, også er de, som betaler.

I Betlehem var der dørene lukkede. Den ene efter den anden siger: “Vi har allerede flere mennesker, end vi kan håndtere. “Tag et andet sted hen, eller endnu bedre, tag hjem hvor I kommer fra!”

En lang rejse med en højgravid forlovet var slut, men dørene var lukket, og ingen forbarmede sig. Ingen lukkede op.

Børn, der vil fødes er ligeglade med lukkede døre. Barnet, som er udset til at frelse verden, blev født i en ussel stald i Betlehem.

Ordene fra Johanneevangeliets indledning siger det meget godt:

“v9 Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. v10 Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. v11 Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. v12 Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; v13 de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud.”

Maria fødte sit barn i stalden. Mere ydmygt kan det ikke blive. Men barnet kom til verden og glæden kunne ikke standses af de simple omgivelser. Nyt liv var begyndt og perspektiverne var og er enorme.

Det er Gud, som er i gang med at frelse verden, godtnok på en, synes vi, lidt underlig måde.

Umiddelbart virker det harmløst, at Gud bliver menneske, der svøbes og ligger i en krybbe i en stald i Betlehem.

Men der er mere på spil. Stjernen står over stalden og vise mænd fra Østerland er for længst taget afsted på deres rejse mod barnet. Guldet, røgelsen og myrraen er pakket ind. Gaver som skal vise sig at være værdifulde, når familien forfølges og må leve som flygtninge i Egypten i de første år.

På de mørke og kolde marker, slumrer hyrderne med et øje på klem, mens de rystende af kulde holder øje med fårene.

Pludselig lyses mørket op af Herrens Herlighed. Hyrderne bliver bange. Englen – Guds budbringer, må indlede med at berolige dem: “Frygt ikke!”

For hyrderne var dette alt andet end hyggeligt, for de fangede at noget stort var i gang. Gud var på spil i deres liv.

Og lige der på marken overskred Guds engle grænsen mellem himmel og jord. Ligesom Jesus i stalden gennembryder skellet mellem Guds og vor verden. Han kommer til os.

De sociale normer brydes. Hyrderne, mennesker som ingen regner for noget, bliver de første, som hører den fantastiske nyhed, englene fortæller:

“»Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: v11 I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. v12 Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« v13 Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:

v14 Ære være Gud i det højeste og på jorden!

Fred til mennesker med Guds velbehag!”

Med Jesus kommer fred til mennesker. Det gives os, som en gave og som en mulighed.

Fred er ikke fravær af krig og konflikt. Det kunne ellers være dejligt nok. Det er meget mere end det.

Det er harmoni, fred og glæde for alle mennesker. Det er det, som jøderne kalder Shalom, et rige, hvor der er fred, sundhed, ingen vold, intet magtbegær, ikke noget misbrug, ingen sygdom, nok af alt til alle, ingen menneskesmuglere, ingen flygtninge, og ingen hårde hjerter. Det er med andre ord paradis på jord.

Vi sidder her i vores tryghed. Nogen har lukket os ind, og det er tilladt for os at være på den side, som for andre ligner uopnåeligt paradis.

I “Glade jul” synger vi “Han har himmerigs dør oplukt!” Det er det, som sker i julen. Med Jesus åbner Gud døren og lader himlen komme til jord.

De udstødte hyrder hører det, og fatter, at ingen skal længere holde dem udenfor. De går til barnet i stalden, og de har lov til det. Det bliver modtaget og de lovpriser Gud for alt, de har hørt og set.

Det understreges på det allerkraftigste, at Guds kærlighed ikke respekterer grænser eller sociale normer.

Vi tror stadig at kærligheden grænser.

I denne tid gør vi meget ud af at tænke over, hvem vi skal elske og hvorfor vi skal elske dem. Samtidigt forsøger vi at trække grænser for, hvem vi har ansvar for som vores næste. Det som sker omkring os påvirker ikke bare mennesker på flugt. Det påvirker også os på den trygge side. Hvor skal grænsen være?

For Gud er det ikke sådan. Der er kærligheden grænseløs – og det skal vi være glade for. For Jesus selv siger, han er kommet til forsvarsløse.

Det kan godt være, at vi er trygge her. Selv vi – du og jeg – har brug for Guds kærlighed i vore liv.

Heldigvis er Guds kærlighed grænseløs, og den vi gør vi klogt i ikke at holde ude.

Grænser kke findes i Guds rige.

Man kan mene at et lille barn er harmløst, men Jesus er det stik modsatte. Det viser han med sine ord og sit liv.

Han kan forandre verden og give mennesker et helt nyt liv.

Vi bliver nemt korrumperede og hårdhjertede, når vi har mere travlt med at lukke af end af at åbne op. Det gælder overfor vores næste, som har brug for at vi lukker op. Ikke mindst gælder det for os selv, at vi tør åbne os for Gud.

Jesus kommer netop for at åbne for vore hjerter. For det er i det åbne hjerte at Guds fred findes.

Se jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for HELE folket.

Glædelig jul.

Amen.

3. Søndag i Advent: Frygt ikke – Thomas Risager

Frygt ikke!
Det er helt utroligt, så mange uhyggelige drager, som kan ligge under sengen, når man er en lille dreng. Der er sikkert også løver inde i klædeskabet, for ikke at tale om de mange øjne, som ser på en gennem mørket.

Vi voksne kan også være bange … Måske ikke for de samme ting som børnene, men når vi er ærlige og tænker os om, så er frygt også en del af vores liv.

Rigtigt mange steder i Bibelen hører vi engle, Gud eller Jesus sige: “Frygt ikke!”

Alt dette kan du høre mere om i dagens korte tale. Der var en tale til børnene og én mest til de voksne. Hør den for de voksne her:

Du kan også læse oplægget til talen her. Bemærk, at der ofte er forskel på det skrevne og det talte ord.

Prædiken søndag d. 13. december 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Joh 14,27

Frygt ikke!

Vores lejlighed er i to plan, og det er en pæn stor lejlighed. På anden sal har vi stuer, spisekøkken og et toilet. På tredje sal, har vi Soveværelse, børneværelser, gæsteværelse/hjemmekontor og bad.

Det har jo betyder, at når vores børn skal i seng om aftenen, så skulle de gå op ad trappen (låge 13) og op i en etage helt for sig selv.

Mange gange har den ene siddet på trappen og ventet på, at den anden blev klar til at komme med op. Der er blevet ventet længe.

Når man er en lille pige, så er det naturligvis lidt langt væk fra mor og far og der mørkt udenfor vinduerne. Det er et gammelt hus, og her er mange lyde, som man kan komme til at ligge og lytte efter.

Mange gange har jeg sagt. Gå nu bare op. Der er ikke noget at være bange for.

Jeg har lagt mærke til, at jo mere jeg sagde. Vær ikke bange, jo mere stille blev mit barn. Det havde, og har den stik modsatte effekt.

Uanset hvad jeg siger, så er hun stadig bange for at være alene på loftet om aftenen.

Frygt er ikke rationelt og følelsen af frygt forsvinder ikke, bare fordi jeg siger, at den skal.

I bibelen er der masser af steder, hvor Gud, Jesus eller engle siger til mennesker: “Frygt ikke!”

Til forskel fra, når jeg siger det, så sker der oftest det, at når, det er Gud, som taler, så virker det! “Frygt ikke!”

I Johannesevangeliets kapitel 14 er perspektivet noget længere fremme end Jesus fødsel. Her er det Jesus, som forbereder sine disciple på dagene, hvor han ikke længere er fysisk i blandt dem.

Han siger: “Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!”

Gud giver os Jesus, med alt, hvad det indebærer gennem hans liv fra jul til påske over himmelfart og til pinse.

Gud er stadig i verden. Han har ikke forladt den.

Til forskel fra, når jeg siger frygt ikke. Så sker der noget mere, når det er Gud, der gør det.

Gud beder os ikke bare om ikke at frygte, men han fjerner jo også alt det, som vi med god grund kan være bange for. Han skubber det væk fra os.

(Låge 14)

I salme 103 gives der udtryk for hvor store perspektiverne i det Gud gør for os egentlig er:

“v11 Så høj som himlen er over jorden,

så stor er hans nåde mod dem, der frygter ham;

v12 så langt som øst ligger fra vest,

så langt har han fjernet vore synder fra os.

v13 Som en far er barmhjertig mod sine børn,

er Herren barmhjertig mod dem, der frygter ham.”

Så langt som øst ligger mod vest, så langt væk er alt det, som kan forkludre tingene.

Det er jo det, som Gud gør, ved at give os Jesus.

(Låge 15)

Han bringer lys ind i en mørk verden.

Med lyset kan vi se og finde vej. Men vi kan faktisk ogsåmærke lyset. Det er jo varmt.

Gud er lys og

han tager håb ind i en falden tid og han efterlader os sin fred.

Ikke som fravær af krig, men som den fred, hvor alt er godt og harmonisk. Den fred, som gør at man tør ånde frit.

Når Gud siger frygt ikke, så gør han også op med det, som vi er bange for.

Mørket og ondskaben må vige. Der er handling bag ordene. Frygt ikke.

Amen.

Tro er….at længes – Thomas Risager

På grund af tekniske problemer er der ingen lydoptagelse af dagens tale, men her er bibelteksten og manuskriptet, som udgjorde oplægget.

Matthæusevangeliet kapitel 25, vers 31-41. Side 890.

Verdensdommen

v31 Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. v32 Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene; v33 fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre. v34 Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. v35 For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, v36 jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. v37 Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? v38 Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? v39 Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? v40 Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.

++++++++++

Prædiken søndag d. 22.november 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Matthæusevangeliet 25,31-41.

Verdensdommen.

Overskriften for bibelteksten, som der på søndag tales over, er verdensdommen.

Årh, nej… Er det nu sådan en svovlprædiken, som Thomas Risager holder? Dem har vi hørt nok af (altså ikke fra ham, men af andre 🙂 )

Det er ganske rigtigt sådan i den kristne tro, at vi forventer, at Gud en dag vil holde dom.

En dag, hvor han gør regnskabet op. Fårene til den ene side og bukkene til den anden.

Traditionelt, får det mennesker til at ryste i buskerne af skræk, men budskabet i dag er, at vi skal huske på, at Gud er en kærlig Gud, som vil os det godt.

Når Gud holder dom, bryder hans rige endeligt igennem. Så mister ondskaben og meningsløsheden sin magt, så er det Guds kærlighed, som har magt i verden.

Se, det er ikke noget at frygte, det er noget at længes efter!

Men inden vi går mere ind i det, så er jeg nødt til at stille dig et personligt spørgsmål. Du behøver ikke at svare, slet ikke hvis du sidder ved siden af en af dine nærmeste. Bare tænk inden i dig selv.

Kender du det, at din ven, din kone, din mand, din mor, din far, din chef, din menighedsrådsformand… kommer til dig, og nu ved du, at der følger en konfrontation. Der er noget, som vedkommende er utilfreds med, og du skal have skylden. Du ved det allerede inden han åbner munden.

Allerede der, er du mentalt smuttet videre til det sted, hvor du lukker hele verden ude, for du ved jo hvad der kommer. Tror du!

Du hører ikke efter. Tværtimod er du klar til at fyre dit modsvar af. Det modsvar der består af de ting, som har irriteret dig gennem de sidste tre uger.

Det har godtnok ikke noget med den indledende snak at gøre. men det er ligemeget, for der er ikke nogen, der skal komme og sige noget til dig.

Jeg kender det med at lukke af. Både fra mit privatliv, men også i de diskussioner, som jeg har med andre, der prøver på at forstå bibelens univers.

Når der bliver alt for meget snak om synd, helvede og fortabelse, så lukker jeg bare helt af. Ryster på hovedet og tænker fundamentalister…. Og det er jo ikke pænt gjort.

I Matthæus siges det, at Gud vil skille fårene fra bukkene, når menneskesønnen kommer i al sin herlighed.

Bag det ligger, at vi forventer at Jesus en dag kommer igen. Guds plan er at frelse verden. Ikke bare en del af verden, men hele verden.

“For sålede elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn for at enhver som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham” som der står i Johannesevangeliet kapitel 3 vers 16-17.

Det er altså Guds plan. Det ligger også i mange af de ting, som jesus siger, at hans komme er for alle mennesker. Det siges allerede i juleevangeliets ord til de skræmte hyrder på marken.

“Se jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket!” For alle!

Så Guds perspektiv er for alle!

Læg også mærke til at Guds forventninger til de, som han lader gå til sin højre side, ikke er at man har været i kirke mindst 40 gange om året, selvom jeg som præst har lyst til at tilføje det.

Det er heller ikke at have lært bibelen udenad.

Men det er at tage imod den fremmede, at mætte den sultne og tørstige, at tage sig af den syge og den fængslede.

Med risiko for at blive lidt politisk, så kan jeg ikke lade være med at tilføje, at vi med de mange flygtninge, som kommer til os, har alletiders mulighed for at arbejde lidt på vores egen frelse. Jeg er naturligvis også nødt til at sige, at hvis det egoistiske mål er vort motiv, så går vi galt i byen. Fokus skal selvfølgelig være på dem, som vi møder med åbenhed.

Gud ønsker altså at gøre arbejdet færdigt.

Lad os lige rundet den med helvede med det samme. Ligesom der er mange forestillinger om himmelen, så gælder samme for helvede. Vi må holde fast i at det er forestillinger.

For mig var helvede i Paris sidste fredag.

Helvede var i det russiske passagerfly, der blev bombesprængt over Egypten.

Helvede var der hvor bomberne faldt i Syrien som hævn for angrebet i Paris.

Helvede var der hvor en kvinde blev voldtaget. … Find selv på mere. Det er faktisk let nok- ikke sandt.

Vi kender godt til helvede. Og det er det som Gud vil gøre op med. Hans våben er ikke bomber, det er kærlighed. Og helvedes porte kan splintres af kærlighed.

Når Guds kærlighed får magt i verden, så er mennesker stadig frie til at sige til Gud, at de ikke vil have noget med ham at gøre. Det tror jeg faktisk Gud respekterer og der vi være et sted, hvor man kan være i fred for Gud. Helvede bliver stedet uden Gud. Man vælger selv.

Der hvor Gud holder dom, får kærligheden magt.

Tænk engang over konsekvensen af det.

Krigens larm forstummer,

Frygten for terror forsvinder,

Sygdom mister sig tag,

Konflikter ophører,

Kriminalitet bliver ikke eksisterende,

Fred og kærlighed vil sprede sig og selv døden vil miste sin magt.

På søndag begynder adventstiden, hvor vi minder hinanden om at Jesus kom til verden og at han var en del af Guds større sammenhæng.

Vi længes også efter at han kommer igen og gør det færdigt.

For at tro er også at længes efter en ny himmel og en ny jord, hvor Kristus er konge.

Tro er at længes.

Amen.

Tro er….Store løfter – Thomas Risager

Kender du det, at livet nogen gange kan opleves som en lang omgang håndtering af problemer og udfordringer?

Det er som om, at lige så snart der er ro på en udfordring, så dukker der en ny op et andet sted.

Nogen gange, når man virkelig har givet sig på jobbet og ikke rigtigt kan se flere udfordringer, så begynder man og glæde sig til slappe lidt og nyde, at man har styr på det.

Så siger det bang, og så vælter det hele – lige der hvor man troede at nu skulle man til at hvile lidt på laurbærrene.

Det er lidt den situation, som vi møder jesus og disciplene i, da de går rundt på tempelpladsen i Jerusalem. På dette tidspunkt i Markus’ fortælling er Jesus, efter at have gået rundet i Israel i tre år, endelig kommet frem til Jerusalem, hvor han jo faktisk er kommet for at give sit liv. Ikke for at triumfere.

Jesus taler om de sidste tider, og giver løfter om, at han er der, når alt er sort. Derfor giver det også mening i dagens tale at se på hvad terror i Paris gør ved os.

Hør mere her:

Læs evt. talen her, men bemærk at det talte ord, ofte afviger fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 15. november 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Mark 13,1-8.

Kender du det, at livet nogen gange kan opleves som en lang omgang håndtering af problemer og udfordringer?

Det er som om, at lige så snart der er ro på en udfordring, så dukker der en ny op et andet sted.

Nogen gange, når man virkelig har givet sig på jobbet og ikke rigtigt kan se flere udfordringer, så begynder man og glæde sig til slappe lidt og nyde, at man har styr på det.

Så siger det bang, og så vælter det hele – lige der hvor man troede at nu skulle man til at hvile lidt på laurbærrene.

Dette har han forberedt disciplene på, men det er som om de ikke rigtigt vil se det i øjenene. De har sagt ja ja, det forstår vi, men det gør de ikke alligevel.

For de bliver grebet af stemningen, mens de går rundt der på tempelpladsen og ser de prægtige bygninger. Jeg kan næsten høre, at de tænker: Nu er alle vore problemer ovre. Herfra og frem bliver det kun triumftog, og det var også sådan de var blevet modtaget i Jerusalem. Egentlig er det ikke så mærkeligt at de tænker, som de gør.

Store bygninger og flotte byer har altid fascineret os. Når jeg er ude i verden og ser nogle af de ikoniske bygninger, som alle kender. Eifeltårnet, Empire State, Peterskirken… Så synes jeg det er fantastisk.

Templet i Jerusalem var i sig selv en helt vanvittig bygning, selv efter vore dages målestok ville den være fantastisk. Ingen har fantasi til at forestille sig, at der sker noget med disse bygninger. De bliver da stående uanset hvad, tænker man.

Men verden er ikke usårlig. Nogen vælter det, som vi troede ville stå altid. World Trade Center i New York. Ingen havde fantasi til at forestille sig at fanatiske terrorrister ville kunne få det til at synke i grus.

Vi ved godt, at vores verden kan påvirkes i løbet af få sekunder. Men det er som med disciplene, der har ået at vide, at Jesus skal give sit liv, det vil ikke helt rigtigt sive ind. Vi lader som vi ikke har hørt det. Og det er nok godt nok…..

For at lave vores liv er vi nødt til ikke at lade frygten få taget i os. Men det kommer tæt på – uhyggeligt tæt på – når man ser hvad som er sket i Paris, hvor langt over hundrede mennesker mister livet i vanvittige terror-angreb.

Vi føler selvfølgelig med det franske folk og senere i gudstjenesten vil vi bede for de ramte og give muligheden for at vi kan tænde lys. Så har vi dog gjort et eller andet.

Når det sker i Paris. I de gader, hvor mange af os har gået, så bliver vi klar over, at også vores hverdag kan ændres lynhurtigt. Jeg skal være den første til at indrømme, at frygten for fremtiden kommer snigende.

Det kommer tæt på.

Samtidigt så hører vi i dag Jesus, tale om noget af det, som disciplene regnede for helt sikkert, vil falde til jorden. Der kommer en dag, hvor end ikke templet i Jerusalem længere står. (Den dag er kommet. Templet blev smadret af romerne i år 70, som en terrorhandling for at standse det jødiske oprør mod den romerske besættelsesmagt.)

Jesus taler om al elendigheden når verdens ende nærmer sig. Helt ærligt – det virker altså langt væk og vanskeligt at forholde sig til.

Omvendt, så er måske netop når vi ser folk rejser sig mod folk helt tæt på, når vi i oplever terror i Beirut, Bomber i Bagdad, tøndebomber i Damaskus, at det måske alligevel giver mening at lytte til hvad Jesus siger.

Mange gange siger Jesus: Frygt ikke!

Jesus mener, at vi ikke behøver at være bange.

Ikke at onde ting ikke kommer til at ske for os. Det lover han ikke, men han lover at han er med os uanset, hvad der sker. Det betyder trofasthed længere end livet, som vi kender det. Det betyder at han er med os længere end vores sidste åndedrag.

Jesus er kommet op til Jerusalem og med sine handlinger viser han, at kærligheden vil triumfere.

Det kan godt være, at alt vælter sammen, da Jesus dør på korset.

Tankegangen om at døden er det allersidste er så indgroet i os, at alt falder sammen omkring os, når døden rykker tæt på.

VI skal huske på, at på trediedagen opstår Jesus fra de døde. Et synligt og magtfuldt tegn på, at Guds kærlighed og magt er stærkere end alt andet – også det døden.

Kærligeden kommer til at sejre i den sidste ende.

Jesus siger, at når folk rejser sig mod folk, når vi hører krigslarm, så er det begyndelsen på veerne.

Når en kvinde har veer kommer der noget godt ud af det. Der kommer nyt liv!

Det er det, som Jesus lover os, at der hvor det hele falder sammen om ørerne på os, der kommer der nyt liv. Der holder han fast. Han som vil os det godt.

Det må vi tro på og holde fast i. Uanset hvad der er forude, så er der ingen grund til at være bange. Jesus er med os, og der er nyt liv i vente.

Det er et af de helt store løfter, som han giver os.

Se jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.

Amen

Tro er…..At give! – Thomas Risager

Se lige, hvad jeg har gjort! Jeg har givet penge til indsamlingen, og nu lægger jeg det fine billede på Facebook, så alle kan se, hvor god jeg er. Det giver mig så meget at give, og jeg har læst i bibelen, at Gud elsker en glad giver, så det er bare dejligt at give.

Se Youtube-video, som omtales under talen

Her knækker filmen fuldstændigt. Det er rigtigt, at tro er at give … Men det handler ikke om dig! Hør mere på søndag, hvor Thomas Risager udfolder temaet “Tro er … at give!”

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det tale ord, ofte afviger fra det skrevne manuskript.

Prædiken søndag d. 8. november 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Mark 12, 38-44.

Se lige hvad jeg har gjort. Jeg har givet penge til indsamlingen og nu lægger jeg det fine billede på Facebook, så alle kan se, hvor god jeg er.

Det giver mig så meget at give, og jeg har læst i bibelen, at Gud elsker en glad giver, så det er bare dejligt at give.

Jeg får en masse ud af det, at give.

Det synes faktisk, at være et af tidens mantraer. Jeg skal give af mine penge, mit overskud og min tid. Det giver mig så meget. At give, eller arbejde frivilligt er blevet en slags selvrealisering.

Facebook-selfies, hvor mennesker fotograferer sig sig selv, mens de giver flygtninge et lift til Sverige har skabt debat. – en ophedet én af slagsen oveni købet.

Jeg vil også gætte på, at ikke alle synes at dagens video med den slet skjulte opfordring til at give 1000 kr. er helt ok?

* VIDEO *

Der er mennesker, som kalder det klamt og ulækkert, at udstille sin godhed på den måde.

Jesus er endda blevet citeret i debatatten, hvor jounalister, som man normalt kan regne som nogenlunde fornuftige, forstået på den måde, at Jesus jo i hvert fald ikke normalt for dem, ligger lige for at citere, har peget på Matthæusevangeliets passage om at give i det skjulte:

“Pas på, at I ikke viser jeres retfærdighed for øjnene af mennesker for at blive set af dem, for så får I ingen løn hos jeres fader, som er i himlene. v2 Når du giver almisse, så lad ikke blæse i basun for dig, som hyklerne gør det i synagoger og på gader for at prises af mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. v3 Når du giver almisse, må din venstre hånd ikke vide, hvad din højre gør, v4 for at din almisse kan gives i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.”

At give af sine penge, sin tid, sin omsorg, sin kærlighed er vigtigt. Kirken, ja verden, kan ikke fungere uden, men at give handler ikke om dig.

I Markusevangeliets historie er Jesus kommet op til Jerusalem. Han har ryddet tempelpladsen for vekselerernes boder og Markus gengiver i kapitelerne 11-13 nogle af de helt centrale lignelser, som Jesus fortæller. Nu er han endelig kommet ind på tempelpladsen, hvor der virkelig er mange mennesker, som lytter. Her er det naturligt at fyre nogle af hovedpointerne af, så det gør han.

Bl.a. tager han stilling spørgsmålet om skat til kejseren og han nævner det største bud i loven, for det opsummerer, alt det han har sagt.

“Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.‹ v31 Dernæst kommer: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ Intet andet bud er større end disse.”

Mens de er der på tempelpladsen får folket lige en advarsel mod farisæerne og de skriftkloge, som ynder at gå omkring i deres lange flotte klæder. De, som er præster og ledere på den måde, at de tror at de skal betjenes, fremfor selv at betjene. De skal dømmes så meget hårdere. Det kan enhver som har lederansvar eller forkynder på den ene eller anden måde jo tænke lidt over.

Templet i Jerusalem fungerede hvad angår økonomien på mange måder som en frikirke i Danmark. Dog havde man langt større socialt ansvar for de fattige og svage. Det templet sig nemlig af.

Pengene til drift, socialt arbejde, og underhold kom udelukkende af frivillige bidrag. Mennesker, høj og lav, kom og lagde deres bidrag i tempelblokken. Der var mange, siger Jesus som virkelig gav meget. Det var en udbredt forventning, at mennesker gav 10% af indtjeningen til templet. Det gjorde folk og nogle gav mere.

Det handler ikke om at blive set, men Jesus ser og fremhæver alligevel den fattige enke, som kommer og lægger 2 småmønter.

Jesus fremhæver enken, ikke fordi hun giver meget. Hun giver meget lidt, men selvom hun har lidt, så vedkender hun sig stadig, at hun også kan være med til at gøre en forskel. Hun har også et ansvar.

Hun giver ikke for at andre skal se det.

Hun giver ikke, fordi hun får det bedre af at give.

Snarere tværtimod, fordi hun sikkert godt kunne have brugt pengene til sig selv.

Hun ved med sig selv, at der er brug for at alle bidrager. For der er brug for det at løfte opgaven.

Det handler ikke om den, der giver, det handler om den, der modtager.

Det er der, filmen nogen gange knækker lidt i vores selfie-kultur. Mange firmaer giver til de store tv-indsamlinger og tak for det. Mit gt er dog, at der ikke ville være så mange, som gjorde det, hvis ikke man lige fik firmanavnet til at køre over skærmen.

Det må aldrig være den, der giver, som er i centrum. Det er præcis, derfor Jesus fremhæver enken. Hun giver ikke for at blive set, hun giver fordi det er nødvendigt, fordi hendes gave også gør en forskel.

Der er mennesker, som spørger mig, hvad jeg får ud af at tro. Hvad kan den der kirke give mig?

Det er et helt forfejlet spørgsmål. For det handler ikke om dig eller mig, for den sags skyld.

Tro er at give.

Du må give til fælleskabet af din økonomi, men sandelig også af dine evner, gaver, kærlighed og omsorg. Der er brug for det alt sammen.

Du kan for eksempel ikke stå her og synge om søndagen, i hvert fald ikke så det berører vores hjerter og ærer Gud, hvis det handler mere om dig end om Gud og vi, som lytter.

Jesus opsummerer det hele i det største bud. Elsk Gud og elsk din næste.

Det er også det, som ligger bag ved tanken om at give. Fokus ligger på Gud og på næsten.

Når det så er sagt, så vil jeg bestemt ikke afvise, at der kan komme noget godt ud af det, også for dig, men det skal aldrig være pointen.

Tro er at give, men ikke som den selvglade tåbe, som vil at verden ser det, men mere som enken, der bare gør det. Fordi det er nødvendigt og hendes givende gør også en verden til forskel.

Amen.

Om lidt skal vi faktisk give af os selv til fælleskabet omkring nadverbordet, og der får vi også lov at modtage.

Salme: Vi rækker vore hænder frem

Tro er…. at kunne se! – Thomas Risager

Alle der har børn, kan genkende dette!
Du skal rydde op. De bukser, du havde på i går, skal til vask. Den skål du brugte til din morgenmad, som stadig står på bordet, skal sættes i opvaskemaskinen. Hvad er der galt med de børn. Kan de virkelig ikke se det?

Eller man står selv og roder i køkkenskabet efter den dåse flåede tomater, men kan ikke finde den. Så træder man et skridt tilbage og opdager, at den hele tiden har stået lige for næsen af én. Man spørger sig selv: “Kan jeg virkelig ikke se?”

I søndagens tale tager vi til Jeriko, hvor vi møder en blind tigger. Tro handler om at kunne se. Det kan man ikke altid, heller ikke selvom man ikke er blind, som tiggeren.

Hør mere Her:

Du kan også læse talen. Bemærk venligst, at det talte ord ofte afviger fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 25. oktober 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Mark 10,46-52.

Tro er… at kunne se!

Alle der har børn, kan genkende dette!

Du skal rydde op. De bukser, du havde på i går, skal til vask. Den skål du brugte til din morgenmad, som stadig står på bordet, skal sættes i opvaskemaskinen. Hvad er der galt med de børn. Kan de virkelig ikke se det?

Eller man står selv og roder i køkkenskabet efter den dåse flåede tomater, man kan ikke finde den. Så træder man et skridt tilbage og opdager, at den hele tiden har stået lige for næsen af én. Man spørger sig selv: “Kan jeg virkelig ikke se?”

Nogen gange er vi blinde, også selvom vi faktisk kan se.

Gud gør nogen gange gode ting, lige for næsen af os, men vi ser det ikke.

Det er ærgerligt, for Gud er der, hvor vi er. Ikke bare om søndagen, men hver dag. Alle dage. Hele tiden, Men vi kan ikke altid se det.

Selvfølgelig var det noget helt særligt, at få besøg af Jesus. Og det fik de, i Jeriko, som Jesus kommer igennem på sin vej ind til Jerusalem.

Vi ved ikke, hvor længe han har været der. Men på dette tidspunkt, hvor Jesus har bevæget sig rundt i Israel i tre måske endda fire år og nu nærmer sig rejsens mål, Jerusalem, har alle hørt om ham.

Det har Bartimæus også. Det kan godt være, at han er blind. Men han sidder der ved Byport,hvor alle ,der går ind og ud kommer forbi. Det er et godt sted at tigge, men det er også der, hvor man for alvor kan følge med i hvad der sker i byen.

Jeg undrer mig over, at Bartimæus ikke giver sig til kende, da Jesus går ind.

Vi ved ikke, hvor længe Jesus var i byen, eller hvad han lavede. Men jeg tror at alle i en forholdsvis lille by, som Jeriko har vidst alt om, hvad der skete. – Også Bartimæus.

Det er lidt samme mekanisme, som når man kommer helt hen mod slutningen af en koncert, og først dér kommer publikum på benene. Det kan selvfølgelig være fordi koncerten er ringe, men der er en aller anden mekanisme med, at vi først “overgiver” når det er ved at være sidste chance.

Først da Jesus er ved at gå ud af byen giver Bartimæus sig til at råbe. Måske ved han, at det er absolut sidste chance.

Davids søn, Jesus, forbarm dig over mig!«

v48 Mange truede ad ham for at få ham til at tie stille; men han råbte bare endnu højere: »Davids søn, forbarm dig over mig!« v49 Og Jesus stod stille og sagde: »Kald på ham!

Disciplene truer af ham. Det gør de, fordi de anser Jesus som religiøs leder, og de kan ikke rigtigt slippe det paradigme, som de er vokset op med, nemlig at blindhed, sygdom og elendighed i livet, alt sammen er selvforskyldt. Hvis man er blind bliver man holdt på afstand, for det må jo være fordi, man ikke har levet anstændigt.

Vi ved heldigvis bedre, og det gør Jesus også.

Bartimæus kalder endnu engang. Han er så sikker på, at Jesus, hvis han altså bare hører ham, vil ham det godt. Der skal alligevel tro til, for hvis Jesus ignorer ham, er han til grin i hele byen.

Jesus Davids søn forbam dig over mig.

Jesus vender op og ned op alt, da han kalder Bartimæus til sig. “Det kan man da ikke!” Siger folk. Men det kan Jesus og han gør det.

Bertimæus ved, at nu er det nu, så han smider kappen fra sig, springer op og kommer hen til Jesus.

Jesus ser ham og spørger, hvad vil du have, jeg skal gøre for dig?

Det er jo ikke fordi, jesus ikke vidste, hvad der skete i Bartimæus’ liv eller vidste at han var blind. Det havde han helt styr på, men det er sådan med Guds kærlighed, at den ikke bare sparker hjertets døre ind, vi må give lov.

Mester, at jeg må kunne se?

Selvfølgelig, fristes man næsten til at sige, kommer Bartimæus til at se.

Det første hans øjne ser, er manden foran ham. Han ser Jesus.

Og dér beslutter han sig for at følge ham på vejen.

At tro handler om at kunne se.

Så vidt jeg ved, er der ingen af os, der som Bartimæus er blinde. Men jeg har i hvert fald i mit liv perioder, hvor det er fair at sige, at jeg ikke kan se.

Perioder, hvor jeg ikke synes, at jeg kan se Gud og alt det gode han gør mit liv.

Jeg har læst mig til, at bare fordi jeg ikke kan se Gud, så er det ikke detr samme, som at han ikke er der.

Så hvis Jesus spørger mig: “Hvad kan jeg gøre for dig?”

Så vil mit svar være: “At jeg må kunne se!”

Amen

Tro er… at tage imod – Thomas Risager

Det handler om at vinde!
Andenpladser tæller ikke!
Man vinder ikke sølv, man taber guldet!

For mange mennesker er dette værdier, som driver dem i livet. Måske ikke direkte, men de fleste af os må nok indrømme, at lysten til at være den bedste, dygtigste og mest opsigtsvækkende lurer lige under overfladen.

Thomas Risager prædikenserien “Tro er…” Denne søndag taler han om, at tro er at tage imod … Og i troens verden er der nogle helt andre værdier på spil.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord ofte afviger en del fra manuskriptet.

Prædiken søndag d. 20 .august 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Mark 9,20-37 & Jak 3,13-4,3, 7-8a, Od 31,10-31 & Salme 1.

Tro er at tage imod!

Det handler om at vinde!

Andenpladser tæller ikke!

Man vinder ikke sølv, man taber guldet!

For rigtigt mange mennesker, er dette værdier, som driver dem i livet. Måske ikke direkte, men de fleste af os må nok indrømme, at lysten til at være den bedste, dygtigste og mest opsigtsvækkende lurer lige under overfladen.

Det ligger dybt i vores kultur, at vi alle sammen vil gøre alt for ikke at være almindelige – vi er nemlig alle sammen noget helt særtligt.

Skulle man være i tvivl om det, så kan man bare kaste et blik på Facebook og Instagram og hvad det hedder alt sammen, for det er der vi flasher vores fantastisk liv. Der viser vi alle sejrene….

Jeg kan ikke lade være med at spørge, om de andre aldrig har nederlag. Er der aldrig nullermænd under sofaen, streger i toilettet, mikroovnsret på bordet, en krøllet skjorte, ikke flere rene sokker, umulige børn og en muggen kæreste?

Jeg spørger bare.

For det ved jeg jo godt inderst inde også er en del af livet for os alle sammen. Det er bare ikke det, vi viser.

Det er også det der gør, at langt de fleste af os ikke bryder os om at få uventede gæster, for det er ikke rart, når der nogen, der ser at ligger madrester i vasken.

Vi vil helst at folk ser det perfekte. Vi ønsker kun at dele vores sejre og guldmedaljer med hinanden.

Ganske vist var der ikke Facebook, selfiestænger og mobilkameraer på disciplenes tid, men en stor del af mentaliteten var den samme.

Disciplene tænkte ligesom så mange andre, at med Jesus ville en ny tid komme, sådan som de gamle profetier sagde. En ny tid, der ville få Kong Davids kongetid til at ligne et lille øjeblik med succes og sejr, for med Jesus blev alting bedre og større. Jesus ville sejre, og et helt nyt liv ville begynde. Han sagde allerede, at himmerige var kommet nær.

Jesus har lige fortalt dem, at han skal lide, dø og opstå igen på trediedagen. Markus skriver, at de forstod ham ikke, og de var bange for at spørge ham.

Det er ret tydeligt, at det kniber med forståelsen.

De mener sig sikre på at være på det sejrende hold.

Der er ikke noget federe end at være på vinderholdet. Det ved man ikke noget om, hvis man holder med det stribede OB-ere.

Disciplene er på vinderholdet, men ikke sådan som de tror det.

Jeg kan næsten hære dem sige det: “Uhm. Det bliver godt det her. – We are the champions!”

Derfor er det også helt naturligt, at de, mens de går på vejen gennem Gallilæa mod Kaparnaum, lige får sig den der snak, som vi også godt kender.

Snakken, hvor vi afslører at vi har gået og sammenlignet os med hinanden. Hvem har det vigtigste job? Hvem får mest i løn? Hvem har de vigtigste venner. Hvem har størst indflydelse?

Eller blandt præster: hvem har flest medlemmer.

Der er sjovt nok ingen konkurrence i at have flest begravelser. Det kender vi jo godt!

Jesus spørger disciplene, hvad var det I talte om på vejen og ingen af dem, havde den store lyst til at afsløre overfor ham, hvad det handlede om. For de havde lige haft snakken om hvem der var den største.

Pinligt – ikke sandt?

Med Jesus og disciplene er det lidt, som med forældre og børn. Man ved godt, hvad der er foregået – om ikke andet, kan man godt se på dem, at noget er galt.

Jesus ved, hvad de talte om. Han ved også, at de bare er mennesker, ligesom du og jeg.

Jesus gør noget utraditionelt.

Han siger til disciplene at hvis nogen vil være den største, skal han være den sidste af alle og alles tjener. Hvad blev der lige af: We are the campions?

Jesus er ikke færdig med at være anderledes.

Han tager et barn og stiller det i deres midte.

Jeg minder lige om, at børn dengang ikke var curlignbørn, ønskebørn, livsrealiseringsprojekter for forældrene.

Børn var noget som dukkede op en gang imellem, og dybest set var de bare i vejen indtil de var i stand til at tjene penge til hjemmet. Deres status var lig nul.

Nogle af os er vokset op med at børn skal ses, de skal ikke høres. På Jesu tid skulle de hverken ses eller høres. I sociale sammenhænge regnede man dem for intet.

Her i kirken glæder vi os over, at børnene fylder for de er tegn på liv og fremtid, altså helt anderledes end på Jesu tid.

Jesus tager barnet til sig og siger til disciplene.

“Den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig; og den, der tager imod mig, tager ikke imod mig, men tager imod ham, som har sendt mig.” (Mark 9,37)

Tro er altså at tage imod. Det lyder umiddelbart vældigt passivt, men helt så mageligt er det ikke.

Tag i mod oversættes i Jesus sprog med.

Vær der for de svageste, de usynlige, de som ingen gider at være sammen med.

Tal dem op, værdsæt dem, spis sammen med dem. For når vi tager mod vores næste, tager vi mod Jesus, og så tager vi mod ham, som har sendt ham.

Og det er ikke så ringe endda!

Tro er at tage imod.

Amen

Er du provokeret? – Thomas Risager

Jeg tror vi alle sammen har mødt kristne, måske endda præster, som har sagt nogle ting om tro, eller fordømt andre mennesker. Kristne, der har sagt ting, der får os til at tænke, at den tro han står for, skal jeg aldrig have med at gøre!

Jeg har mødt sådanne mennesker. Jeg har mødt sådanne præster – og jeg synes selv, at jeg har en vis rummelighed overfor forskellighed.

Men der er grænser for, hvad jeg vil høre på. Især, når mennesker gør sig til talsmand for en kristen tro, som er hadefuld og fordømmende over for alle andre end dem selv.

Omvendt er det også svært at være skråsikker.
Et fornuftigt menneske bør stille sig selv spørgsmålet. Har jeg jeg ret, når jeg påstår at Gud elsker alle – uden undtagelse?

Hør mere her:

Hvis du hellere vil læse talen, kan du gøre det her. Bemærk at det talte ord, ofte afviger fra manuskriptet.

Prædiken søndag d. 23. august 2015.

Tekster: Joh 6,56-69.

Paulus siger “Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.”

Når det kommer til livets store spørgsmål om liv og død, meningen med livet. Så kan det godt føles som om man hele tiden leder efter en brik i et puslespil, som bare ikke vil give mening, før man har fundet den manglende brik.

Det er også sådan, at nogen gange, når man faktisk får fat i den brik, som man synes mangler, så kan man absolut ikke lide, hvad man ser.

Jeg tror vi alle sammen har mødt kristne, måske endda præster, som har sagt nogen ting om tro, eller fordømt andre mennesker, på en sådan måde, den tro, han står for, har mand aldrig nogen sinde lyst til at have med at gøre.

Jeg har mødt sådanne mennesker. Jeg har mødt sådanne præster og jeg synes selv, at jeg har en vis rummelighed overfor forskellighed.

Men der er grænser for, hvad jeg vil høre på.

Især, når mennesker gør sig til talsmand for en kristen tro, som er hadefuld og fordømmende over for alle andre end dem selv.

Så står jeg helt af.

Omvendt er det også svært at være skråsikker.

Har jeg ret, når jeg siger, at Gud elsker alle.

Et fornuftigt menneske bør stille sig selv spørgsmålet. Har jeg jeg ret, når jeg påstår at Gud elsker alle – uden undtagelse?

I dag skal vi se på en bibeltekst fra Johannesevangeliet, hvor Jesus fortsætter sin tale om livets brød.

Vi er nu igang med den fjerde søndag, hvor vi hænger fast i Kapitel 6 i Johannesevangeliet.

Det betyder at jeg, efter talen i dag, samlet har talt om dette i 1 time.

Så hvis nogen af jer tænker, som disciplene, beskrevet i kapitel 6 vers 60… “Hvem kan holde ud at høre på det?”

Så forstår jeg det godt.

Jesus taler om sig selv i billeder fra dagligdagen.

Billeder, som alle kan forstå. Alle spiser brød, og selv den mest enfoldige ved, at der skal mad til for at leve.

Jesus siger, at han ikke er som det almindelige brød, som man kan spise og så stadig være sulten kort tid efter.

Det er heller ikke sådan med almindeligt brød, at man kan spise, og spise, og så forvente at leve evigt.

Faktisk er det nok en dårlig ide, at spise sig til livet i almindeligt brød.

Jesus taler om almindeligt brød, men alligevel er det helt almindelige, i ham, helt anderledes.

Jesus siger at den, der spiser af hans brød skal leve i kraft af ham.

Det er så moderne at spise sundt. De færreste af os kan forklare præcis, hvordan det er, at maden er god for os. Men uanset om vi kan forklare det eller ej, er sund mad god for os.

På samme måde er det med troen på ham.

Hvis man vil spise må man komme til måltiderne. Man er nødt til at komme maden i munden og spise den. Men virkningen af den, har vi så at sige intet med at gøre.

Det sker bare.

Jesus siger: “Den, der spiser dette brød, skal leve til evig tid!”

Tanken om at det er Jesus, som gør noget i de mennesker, som tager mod hans kærlighed, er så fornærmende at en hel flok disciple siger:

“Det er hård tale; hvem kan holde ud at høre på det?”

Jesus ord lyder ind i en kultur, man er sin egen lykkes smed. Man er selv ansvarlig for alt.

Overhold reglerne, så vil det går dig godt, synes at være mantraet.

Jeg ved godt, at vi ikke er jødisk kultur, men jeg synes alligevel at det ligner vores liv. Vi kan måske ikke ret godt med regler. Men det med at være mega ansvarlig for at lykkes og leve godt. Det ligger i vores tid.

Jeg tror vi har brug for høre igen og igen, at tro handler om at lade sig elske, så gør Gud resten i os, også selvom vi måske ikke forstår det.

Hvis det budskab er så provokerende at du har lyst til at rejse dig og gå, så er jeg ked af det, men døren er der.

Der er en Gud, der elsker os og gør godt i os.

Hvis det er provokerende, så tænker jeg, at det er fordi, at det er alt andet en ligegyldigt.

Hvis det var ligegyldigt, var det vel ikke provokerende.

Jesus siger: “Ligesom den levende Fader har udsendt mig, og jeg lever i kraft af Faderen, sådan skal også den, der spiser mig, leve i kraft af mig.”

Amen

Mangler du en brik 3 ? – Thomas Risager

Noggen gange så synes jeg, at det kan være svært at få troen til at give helt mening. Det er som, at sidde med et puslespil, hvor der mangler en brik. Man kan egentlig godt se, hvad motivet i puslespillet er, men man fokuserer bare på den brik, der mangler.

Jeg tror, når det kommer til tro, at man skal passe på med, at fokusere for meget på det man ikke forstår, men i stedet søge at se helhed, også selv om billedet man har måske ikke er helt perfekt.

Jesus siger:

“Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.”

Det giver jo fuldstændig mening. Hvor er der dejligt at Jesus altid udtrykker sig så klokkeklart.

Ironi kan forekomme her.

Men hvis du har lyst til at høre mere, kan du gøre det her:

Prædiken søndag d. 16.august 2015.

Tekster: Joh 6,51-58.

Nogen gange så oplever jeg livet som et stort uoverskueligt puslespil, hvor der hele tiden lige mangler bare lige et par brikker før det hele falder på plads. Så kan jeg blive færdig, så billedet er fuldendt.

Desværre er det sådan, at hver gang jeg synes, at jeg har fundet de få manglende brikker, så er der faktisk nogle nye steder, hvor der burde ligge nogle brikker, og så starter eftersøgningen af de nye manglende brikker. Når de er fundet, så begynder det hele forfra.

Det rimer meget godt med Paulus’ ord fra kærlighedens højsang, hvor han siger: “Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.”

Jeg tror, det er meget menneskeligt, at forsøge at danne sig overblik, fordi vi vil så gerne forstå alle sammenhængene i livet.

Det gælder også for tro, hvor vi så gerne vil se det store billede, for at kunne sige, at vi fuldt ud forstår.

Jesus siger:

“Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.”

Det giver jo fuldstændig mening. Hvor er der dejligt at Jesus altid udtrykker sig så klokkeklart.

Ironi kan forekomme her.

Jesus taler kryptisk, men alligevel klart. Hvis du nogen gange tænker, jeg fatter intet. Så skal du vide, at du ikke er alene.

Der er så mange små historier i Ny Testamente, hvor Jesu disciple, som jo lever sammen med ham hver eneste dag, ikke forstår, hvad manden siger.

De mangler ganske enkelt at brikkerne falder på plads.

Jesus taler om brød, som vi alle kender det. Langt de fleste mennesker på kloden spiser brød hver eneste dag.

Når vi beder fadervor, siger vi “Giv os idag vort daglige brød!” må vi huske, at der Jesus, som har lært os/sine disciple at bruge disse ord.

Det er vigtigt at have i baghovedet, når Jesus taler om det levende brød.

De sidste to søndage har fokus fra denne del af Johannesevangeliet ligget på ordene:

“Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.”

og i sidste uge:

“Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.”

Der er ingen grænser for løfterne. Vi kender det egentlig godt, for nogen gange er der nogle tilbud, der bare er for gode til at være sande. Så bliver vi skeptiske – og heldigvis for det.

For sund fornuft er godt. Faktisk også når det kommer til tro.

Men det er også en af grundene til at det nogen gange kan være svært. Tro og fornuft er ikke hinandens modsætninger, selvom de nogen gange modsiger hinanden. Der er ofte dér, hvor det føles som om, at der mangler en brik.

Jesus forstår dette.

Han ved jo godt, at han kommer med et helt ny forståelse af tro. Hans betoninger, af at troen er en relation og ikke lov-religion, vil tage tid, langt tid, før mennesker forstår.

Det er jo godt, for hvis man hele livet har troet, at livet hang sammen må en bestemt måde, og man så hører at det man har troet hele tiden faktisk er forkert, så tror jeg Jesus er helt ok med at man tager sig lidt tid til at tænke sig om.

Og så siger han noget, som er helt nyt:

Han siger:

“ v56 Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, bliver i mig, og jeg i ham. v57 Ligesom den levende Fader har udsendt mig, og jeg lever i kraft af Faderen, sådan skal også den, der spiser mig, leve i kraft af mig. v58 Det brød, som er kommet ned fra himlen, er ikke sådan som det, fædrene spiste; de døde, men den, der spiser dette brød, skal leve til evig tid.”

Jøderne har været vant til tænkningen om, at Guds gunst var afhængig af deres levevis. Hvis de levede rigtigt, gik det dem godt, syntes at være logikken.

Nu siger Jesus. Se på mig, løft hovedet fra regelbogen, se på mig. Jeg lever i kraft af faderen, men den der spiser skal leve i kraft af mig.

Vi kan slippe tøjlerne lidt, vi lever i kraft af en anden. I kraft af Jesus, som giver sit liv, for at vi skal leve.

Så når vi beder, giv os i dag vort daglige brød, så er det ikke bare mad vi beder om. Det er liv vi beder om.

I Jesus er der liv, masser af liv også til dig.

Amen