Alle der har børn, kan genkende dette!
Du skal rydde op. De bukser, du havde på i går, skal til vask. Den skål du brugte til din morgenmad, som stadig står på bordet, skal sættes i opvaskemaskinen. Hvad er der galt med de børn. Kan de virkelig ikke se det?
Eller man står selv og roder i køkkenskabet efter den dåse flåede tomater, men kan ikke finde den. Så træder man et skridt tilbage og opdager, at den hele tiden har stået lige for næsen af én. Man spørger sig selv: “Kan jeg virkelig ikke se?”
I søndagens tale tager vi til Jeriko, hvor vi møder en blind tigger. Tro handler om at kunne se. Det kan man ikke altid, heller ikke selvom man ikke er blind, som tiggeren.
Hør mere Her:
Du kan også læse talen. Bemærk venligst, at det talte ord ofte afviger fra det skrevne.
Prædiken søndag d. 25. oktober 2015.
Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.
Tekster: Mark 10,46-52.
Tro er… at kunne se!
Alle der har børn, kan genkende dette!
Du skal rydde op. De bukser, du havde på i går, skal til vask. Den skål du brugte til din morgenmad, som stadig står på bordet, skal sættes i opvaskemaskinen. Hvad er der galt med de børn. Kan de virkelig ikke se det?
Eller man står selv og roder i køkkenskabet efter den dåse flåede tomater, man kan ikke finde den. Så træder man et skridt tilbage og opdager, at den hele tiden har stået lige for næsen af én. Man spørger sig selv: “Kan jeg virkelig ikke se?”
Nogen gange er vi blinde, også selvom vi faktisk kan se.
Gud gør nogen gange gode ting, lige for næsen af os, men vi ser det ikke.
Det er ærgerligt, for Gud er der, hvor vi er. Ikke bare om søndagen, men hver dag. Alle dage. Hele tiden, Men vi kan ikke altid se det.
Selvfølgelig var det noget helt særligt, at få besøg af Jesus. Og det fik de, i Jeriko, som Jesus kommer igennem på sin vej ind til Jerusalem.
Vi ved ikke, hvor længe han har været der. Men på dette tidspunkt, hvor Jesus har bevæget sig rundt i Israel i tre måske endda fire år og nu nærmer sig rejsens mål, Jerusalem, har alle hørt om ham.
Det har Bartimæus også. Det kan godt være, at han er blind. Men han sidder der ved Byport,hvor alle ,der går ind og ud kommer forbi. Det er et godt sted at tigge, men det er også der, hvor man for alvor kan følge med i hvad der sker i byen.
Jeg undrer mig over, at Bartimæus ikke giver sig til kende, da Jesus går ind.
Vi ved ikke, hvor længe Jesus var i byen, eller hvad han lavede. Men jeg tror at alle i en forholdsvis lille by, som Jeriko har vidst alt om, hvad der skete. – Også Bartimæus.
Det er lidt samme mekanisme, som når man kommer helt hen mod slutningen af en koncert, og først dér kommer publikum på benene. Det kan selvfølgelig være fordi koncerten er ringe, men der er en aller anden mekanisme med, at vi først “overgiver” når det er ved at være sidste chance.
Først da Jesus er ved at gå ud af byen giver Bartimæus sig til at råbe. Måske ved han, at det er absolut sidste chance.
Davids søn, Jesus, forbarm dig over mig!«
v48 Mange truede ad ham for at få ham til at tie stille; men han råbte bare endnu højere: »Davids søn, forbarm dig over mig!« v49 Og Jesus stod stille og sagde: »Kald på ham!
Disciplene truer af ham. Det gør de, fordi de anser Jesus som religiøs leder, og de kan ikke rigtigt slippe det paradigme, som de er vokset op med, nemlig at blindhed, sygdom og elendighed i livet, alt sammen er selvforskyldt. Hvis man er blind bliver man holdt på afstand, for det må jo være fordi, man ikke har levet anstændigt.
Vi ved heldigvis bedre, og det gør Jesus også.
Bartimæus kalder endnu engang. Han er så sikker på, at Jesus, hvis han altså bare hører ham, vil ham det godt. Der skal alligevel tro til, for hvis Jesus ignorer ham, er han til grin i hele byen.
Jesus Davids søn forbam dig over mig.
Jesus vender op og ned op alt, da han kalder Bartimæus til sig. “Det kan man da ikke!” Siger folk. Men det kan Jesus og han gør det.
Bertimæus ved, at nu er det nu, så han smider kappen fra sig, springer op og kommer hen til Jesus.
Jesus ser ham og spørger, hvad vil du have, jeg skal gøre for dig?
Det er jo ikke fordi, jesus ikke vidste, hvad der skete i Bartimæus’ liv eller vidste at han var blind. Det havde han helt styr på, men det er sådan med Guds kærlighed, at den ikke bare sparker hjertets døre ind, vi må give lov.
Mester, at jeg må kunne se?
Selvfølgelig, fristes man næsten til at sige, kommer Bartimæus til at se.
Det første hans øjne ser, er manden foran ham. Han ser Jesus.
Og dér beslutter han sig for at følge ham på vejen.
At tro handler om at kunne se.
Så vidt jeg ved, er der ingen af os, der som Bartimæus er blinde. Men jeg har i hvert fald i mit liv perioder, hvor det er fair at sige, at jeg ikke kan se.
Perioder, hvor jeg ikke synes, at jeg kan se Gud og alt det gode han gør mit liv.
Jeg har læst mig til, at bare fordi jeg ikke kan se Gud, så er det ikke detr samme, som at han ikke er der.
Så hvis Jesus spørger mig: “Hvad kan jeg gøre for dig?”
Så vil mit svar være: “At jeg må kunne se!”
Amen