Kristus – Side 5 – Thomas Risager

Hvad kan du give?

Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig, men spørg hvad du kan gøre for dit land! Citatet stammer fra John F Kennedy, som sagde det i en af sine berømte taler.

I vores kultur er det så indbygget at tænke over, hvad vi får ud af alt muligt. Men hvad nu, hvis man netop vender det på hovedet og ser på, hvad andre får ud af det, som vi har at give!

Jesus ser en fattig enke give en lille gave. Men det, der ser ser ud som en lille gave, fremhæves af Jesus som noget, der gør en verden til forskel.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk, at der ofte er lidt afvigelser mellem manuskriptet fra skrivebordet og den tale, der faktisk holdes i kirken.

Talemanuskript i PDF-format

1 af 4

Prædiken søndag d. 11. november 2018.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Mark 12,41-44. Særligt: Dåb
Hvad kan du give?

Helt i begyndelsen af Bill Clintons første præsidentperiode blev jeg klippet. Det er sket mange gange siden 1993, men jeg husker denne gang, fordi fjernsynet kørte med en tale af Bill Clinton. Så lige præcis den frisøraftale glemmer jeg aldrig.

Når man som jeg lever af, at skulle tale til folk, så ser man op til folk, der taler bedre end én selv – jeg ser op til mange! Og jeg jeg holder øje med mange politikere, præster og mennesker, der giver gode TED-talks.

Jeg så Bill Clinton tale. Det var fantastisk. Han var og er meget dygtig til det. Obama endnu bedre, og Trump….. not so much.

Jeg husker det endnu. Bill Clinton sagde: “Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for dit land?”

Genialt! Hvad jeg ikke vidste dengang var, at det ikke var noget Clinton havde sagt, men at det faktisk var JFK som er manden bag de ord.

Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for dig land?

2 af 4

Meget ofte, når vi overvejer ting, eller når reklamerne, skal tale til os, så handler det om, hvad vi får ud af f.eks. komme i kirke eller hvad får jeg ud af at købe et eller andet produkt?

Vi er nok nødt til at indrømme, at vi også kender overvejelserne.

Hvad får jeg ud Hvad får jeg ud Hvad får jeg ud Hvad får jeg ud

Hvad får jeg ud

af at tage ned i fitnesscenteret? af at være med i gospelkoret? af at komme til gudstjeneste? af at komme til familiefesten?

det?

Hvad nu hvis vi Hvad nu hvis vi med, hvis jeg…..?

vender altsammen på hovedet? istedet spørger, hvad kan jeg bidrage

Hvad mon det kan betyder for andre, at jeg gør…?

I Danmark lever vi desværre i Jantelovens skygge, så det kan faktisk være lidt svært for os, at fremhæve, alle vores styrker og tale åbent om, hvad vi kan bidrage med.

Sådan en snak bliver de fleste af os ganske ukomfortable over.
Personligt har jeg det meget anstrengt med de her samarbejdsøvelser, som er gode at lave på arbejdspladsen. Øvelsen der består i, at skrive alle sine styrker på et stykke papir og dele det med dem, du arbejder sammen med.

Det er meget lettere for os, at tænke over, hvad vi får ud af at arbejde på dette sted.

3 af 4

Når Jesus er på banen er der ingen tvivl om, at alting vendes på hovedet.

I en kultur, hvor børn er til besvær, byder han børnene velkommen.

I en tid, hvor kvinder kun er noget i kraft af deres mand, fremhæver han kvinder og løfter dem frem.

På et sted, hvor de rigeste og mest succesfulde er de eneste, som reelt har en plads i samfundet, går Jesus hen og mødes med de fattigste, de syge, de udstødte. Dem på udkanten af samfundet.

Derfor er det måske heller ikke så overraskende, at Jesus faktisk ser den lidt pjuskede og tydeligvis fattige kvinder, der virkelig skiller sig ud blandt alle de andre polerede – flest mænd – som kommer frem til tempelblokken for at flashe, at nu giver de faktisk til templet, sådan at templet kan tage sig af de svage.

Hun har, sammenlignet med andre, ikke meget at give af, men det holder ikke hende tilbage fra at give. Hun vil også bidrage, så hun går frem og giver sin gave.

Jesus ser det. og han kalder sine disciple sammen: “Sandelig siger jeg Jer: Denne fattige enke, har givet mere end alle de andre, som lægger penge i tempelblokken. For de har alle givet af deres overflod, men hun har givet af sin fattigdom, alt, hvad hun havde, alt det, hun havde at leve af.«

4 af 4

Det kan godt være at hun er fattig, men det er ikke det sammen som at hun ikke kan bidrage.
Hendes bidrag, som måske ikke er meget i kroner og ører. Men det er er lige så væsentligt og det betyder noget, fordi hun har givet af sig selv. Hun har bidraget og været med til at gøre en forskel.

Hun har ikke tænkt, hvad får jeg ud af det. Hun tænker, det er også mit ansvar og jeg vil også være med til at bære. Og det gør en forskel.

Jeg er ikke sikker på, at Bill Clinton eller Kennedy, havde denne historie i tankerne, men tankegangen er den samme.

Vi har alle sammen noget at give, og der er brug for at vi alle gør det. Det handler om penge, det handler om at være tilstede. Det er at være næstekærlig på arbejdspladen, i familien, i bussen, også selvom vi ikke synes, vi har overskud til at være det.

Det har vi alle brug for, men vi kan alle også give, og kraften til det, kommer et sted fra, hvor det er helt uudtømmeligt.

Du har uendelig værdi. Du er skabt i Guds billede, og du har så meget at give.

Verden bliver et bedre sted ved at du er her.
Spørg ikke, hvad du får, men spørg, hvad du kan give! Amen
Salme: Gud dine hænder

Alle Helgen – Frihed til at leve

I dag er det Allehelgen søndag, hvor vi som altid vil fejre livet og mindes vore døde, dem vi savner, ved at nævne navnene på dem, vi mangler blandt os.

Ud fra beretningen om opvækkelsen ad Lazarus mindes vi om, at vi skal huske at leve livet…. også selvom vi en dag skal dø.

Hør mere her:

Du kan også vælge at læse talen. Bemærk at der ofte er lidt afvigelser mellem det skrevne manuskript og den tale, som faktisk holdes i gudstjenesten.

Talemanuskript i PDF-format

1 af 7

Prædiken søndag d. 4. november 2018.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Joh 11,32-44 & Åb 21,1-6a
Alle Helgen Søndag.

Det siges, at man virkelig mærker, at man lever, når man ser døden i øjnene. I hvertfald er det et argumenterne, man hører hos såkaldte adrenalin-junkies, som laver alt muligt vildt for at føle sig i live.

Har nogen af Jer set døden i øjenene?

Jeg har en gang været tæt på. Lang historie kort. Vi var et par stykker, der var ude at sejle midt om natten i en meget hurtig jolle. De af Jer, der har prøvet at være på havet om natten ved, at hvis ikke månen er fremme, så er der bare kulsort.

Vi kom ræsende for fuld kraft og pludselig stod en af de store bøjer, der markerede sejlrendens begyndelse. Der var ikke lys på den, og vi havde ikke noget lys til at lyse forud, så det var bare fuld fart i mørket.

Det var i absolut sidste sekund, vi så den og det var med millimeter at vi strøg forbi den.

Hvis vi havde ramt den…… Så var I helt sikkert blevet sparet for mange prædikener.

Måske har nogle af Jer prøvet det med, at nu kører vi galt, og man når at se hele sit liv passerer revy i løbet af et splitsekund.

Man kan blive så taknemmelig, når man oplever det.

2 af 7

Man bliver lige mindet om, at livet ikke er en selvfølge. Vi mennesker kan være forskellige som nat og dag, men uanset hvor forskellige vore livsvilkår er, så har vi det til fælles, at vi en dag skal dø. Og vi har det til fælles, at vi ved det.

Alligevel er døden noget af det, som vi er allerbedst til at lade som om ikke er.

Den er et af de helt store tabuer, som virkelig mange af os, er ukomfortable ved at tale om.

En gang forsøgte min far at tale med mig om “blomsterne og bierne” som man siger. Det var interessant.

For ikke længe siden havde vi samtalen om, hvad han tænker omkring døden og hvad hans ønsker for begravelse er. Det var en intens snak. Men hvor er jeg glad for, at vi har haft den.

For vi ved, at vi en dag skal dø, og måske går vi faktisk glip af noget i livet, ved at fortrænge den tanke.Vi skal huske at påskønne livet, mens vi har det.

Kender du ikke det, at ved en koncert, så er det egentlig meget fedt, men når ekstranumrene kommer, så er det jo der, at hele salen er på benene. I bevidstheden om, at nu er oplevelsen faktisk slut, oplever vi endnu mere intenst.

Nu er det ikke sådan at vi skal være morbide, men måske skal vi lige mindes om, at musikken i livet – også før ekstranumrene.

3 af 7

Jeg tror ikke, at jeg kender nogen, som synes at tanken om at vi en dag skal dø ligefrem er tiltrækkende.

Omvendt har jeg som præst mødt masser af mennesker, som var afklarede med at døden ville komme – de var egentlig mætte af livet eller så trætte af sygdom, så tanken om at få lov at slippe livet faktisk var velkommen.

Det er ikke det samme, som at døden altid er velkommen. Den har det jo med at gribe ind i livet – og ganske ofte gøre det, uden at den var inviteret med til festen.

Vi der mister rammes af sorg og savn, og det er ubehageligt. Hvor var vi dog helst fri for det.

Populært sagt minder jeg dog om, at savnet og sorgen netop er tegn på, at man har fået lov at elske. Den er kærlighedens pris. Jeg er én af dem, som tror, at sorgen aldrig forsvinder, men at den på et tidspunkt finder sin plads i livet, så man lærer at leve med den.

Den side af livet kender Jesus. Vi ser det, da han kommer til huset, hvor der sørges over, at Lazarus er død. Alle er knuste af sorg og Jesus bebrejdes faktisk, at han ikke var kommet før, for så var Lazarus ikke død. De troede på, at Jesus kunne forhindre døden.

Men Lazarus er død. Jesus bryder sammen i gråd, for selvom han har andre perspektiver på døden end os, så savner han også Lazarus, og ikke mindst føler han med de efterladte. Jesus græder med dem.1

1 Joh 11,36.

page3image28193152

4 af 7

Gud selv græder sammen med dem. Aldrig i nogen religiøs historie er det set. Det er medfølelse.

Læg lige mærke til at Lazarus er begravet i en klippehule, hvor der er lagt en sten for. Der er, synes jeg, en klar henvisning her til det, som skal ske med Jesus.

Jesus befaler dem, at tage stenen væk. Martha, den dødes søster protesterer. Der var tro nok til at Jesus skulle forhindre døden, men at han skulle kunne vække én der var død. Der går grænsen.

“Herre, han stinker jo allerede. Han ligger her på fjerde dag!”2 Vi skal forstå, at Lazarus virkelig er død – helt død.

Jeg ved ikke om du tænker det, men jeg tænker på en anden, som kommer til at ligge i graven i tre dage.

Jesus taler til Martha: “Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?”3

Kan det lade sig gøre, at vække en død?

Al forstand, al videnskab siger Nej. Når døden er indtruffet er det slut. Døden er endelig.

Det forstår jeg godt. Jeg er enig. Med min forstand kan jeg ikke se det på nogen anden måde. Jeg vil være som Martha: men han har ligget der i fire dage. Han stinker allerede.

2 Joh 11,39.3 Joh 11,40.

page4image28210304

5 af 7

Det strider mod enhver fornuft, men det skal ikke forhindre mig i at tro, at døden ikke får det sidste ord.

Det skal ikke forhindre mig i at sørge, over de, som er døde og savne. For de er jo ikke her.

Min forstand skal ikke forhindre mig, at tro på, at der er mere end jeg forstår i tilværelsen.

Jeg tror der venter et liv, hvor Gud er hos menneskene og han vil bo sammen med os, og der ser livet radikalt anderledes ud end her. Hør hvordan Johannes’ Åbenbaring beskriver det:

“Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere. Og den hellige by, det ny Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom. Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige: Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet. Og han, der sidder på tronen, sagde: »Se, jeg gør alting nyt!« Og han sagde: »Skriv! For disse ord er troværdige og sande.« Og han sagde til mig: »Det er sket. Jeg er Alfa og Omega, begyndelsen og enden.”

Jeg tror at vi alle en dag kommer til at høre Jesu stemme: “Kom herud!”4

4 Joh11,43

page5image28211072 page5image28210688 page5image28211264 page5image28211840 page5image28212032 page5image28212224 page5image28212416

6 af 7

I dag er det det håb, vi fokuserer på, når vi nu er stille og nævner navnene på dem, vi savner:

Antonio Ribeiro
Elin Tolstrup
Kaj Vilner Priess

Aksel Peter Thorsen

Annette Nahrstedt

Ivar Hansen

Erik Møller Jensen

Bartolo Santana

Gert Stein
Bo Thaisen

Heidi Einarsdottir

Lad os bede:

Himmelske Fader. Tak for visheden om, at ingen lever og dør for sig selv. Tak, at vi i livet og døden er omsluttet af din nåde og kærlighed. Vi takker dig for NN og for det liv, han/hun har levet iblandt os. Vi beder om din hjælp og dit nærvær i sorgen og savnet. Lad Helligånden vidne i vore hjerter om det evige liv og giv os visheden om, at vi engang skal forenes i dit evige rige.

Ved Jesus Kristus, vor Herre. Amen.

Amen

Hold fast i håbet

Dagens bibellæsninger er fra Jobs Bog 23,1-9,16-17 & Markusevangeliet 10,17-31,

Ingen af os går gennem livet uden at møde modgang! Når modgangen rammer os, føles det uretfærdigt – og det er det!

Vi spørger ofte: Hvad har jeg gjort for at fortjene dette?
Vi kan føle os helt alene og udenfor verden, hvor alle andres liv forstætter, som om intet var hændt.

Hvordan skal jeg finde kræfterne til at kæmpe mig igennem?
Når det hele er mørkt, er der så stadig håb?

Hør mere her.

Du kan også læse talen her. Bemærk at der næsten altid er lidt afvigelser mellem det forberedte manuskript og det talte ord.

Tale manuskript i PDF-format

1 af 7

Prædiken søndag d. 14. oktober 2018.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: job 23,1-9,16-17 & Salme 22,1-15 & Hebr 4,12-15 & Mark 10,17-31.
Hold fast i håbet

Ingen af os går gennem livet uden, at møde modgang! Når modgangen rammer os, føles det uretfærdigt – og det er det!

Vi spørger ofte: Hvad har jeg gjort for at fortjene dette? Vi kan føle os helt alene og udenfor verden, hvor alle andres liv forstætter, som om intet var hændt.
Hvordan skal jeg finde kræfterne til at kæmpe mig igennem? Når det hele er mørkt, er der så stadig håb?

I bibelens verden er dette også kendt. Når man læser Jobs bog, er vi virkelig i et univers, hvor bibelen beskriver et menneskes trængsler og enorme følelse af ensomhed. Job lider, men holder fast i sin urokkelige tro på, at Gud nok skal frelse ham. Det mister han aldrig håbet på.

Midt i hans mørke er der ikke tvivl om, at han føler sig undeligt alene, og når han endelig er samme med vennerne, fatter de ikke en dyt af, hvad han går gennem.

Går jeg mod Øst, Vest, Nord eller syd, får jeg ham ikke at se!1 Vi skal med det flotte poetiske sprog her forstå, at uanset hvor Job leder, så føler han sig fuldt og helt forladt af Gud.

1 JF. Job 23,8-9

page1image1644208

2 af 7

Egentlig minder det meget om Jesus, der mens han hænger på korset, udbryder: “Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”2

Bag Jesu råb ligger der håbet om, at Gud griber ind. Salmen, som Jesus nævner titlen på, kan sagtes tolkes, så den beskriver forløbet, som Jesus er i på korset. Det er en vigtig pointe at salmen ender med ordene: “….han greb ind.”3

Job nærmest klynger sig til håbet om, at få lov at forklare sig overfor Gud. Det tror jeg også, vi kender. Jeg tager nogen gange mig selv i at sige, at når jeg en gang står ansigt til ansigt med Gud, så er der godtnok et par ting, jeg gerne vil tale med ham om. Jeg hører nogen af Jer, sige det samme.

Jeg er også meget fristet til at knytte en enkelt Kommentar til Jobs bog i almindelighed. Vi hørte til indledning i søndags, at Satan af Gud fik lov til at ødelægge Jobs liv, som et slags eksperiment for at se om denne retskafne mand, som altid har levet rigtigt, kunne bringes til at forbande Gud og forlade sin tro på ham.4

Jeg minder om, at Bibelen er skrevet af mennesker, og en bog som Jobs Bog er en fortælling – ikke en fagbog/ historiebog – om et menneske som lider. I jobs bog får vi lov til at få en historie om menneskers overvejelser om

2 Matt 27,26. & Mark 15,34. Jesus citerer her Salme 22,2. En salme som ender med lovprisning, fordi Gud greb ind. Læs evt. https://www.religion.dk/kristendom.dk/min-gud-min-gud-hvorfor-har- du-forladt-mig

3 Salme 22,32.
4 JF. Job kapitel 1 og 2.

page2image3754672 page2image3755920 page2image3756128

3 af 7

lidelsen. Kommer modgangen som en test fra Gud? Hvad har jeg gjort for at fortjene dette?

I gennem alle tider, og også i vor moderne tid, er lidelse og modgang i livet, noget som er svært at forholde sig til. Vi har ikke noget fyldestgørende svar på, hvorfor ulykkerne sker.

Blandt filosoffer og teologer kalder man det teodice- problematikken. Hvorfor sker onde ting for gode mennesker?

Det er et mysterium, som vi ikke får lov at kende svaret på. Det er en gåde. Måske kommer der en dag, hvor vi får liv at se fuldt ud.5

Jobs Bog er et udtryk for sådanne overvejelser hos et menneske i en fjern fortid. Den er altså heller ikke svaret på dette sprøgsmål.

Personligt er jeg nødt til at sige, at tanken om at Gud sidder i sin høje himmel og lader Satan eksperimentere med Jobs liv, er mig aldeles frastødende. Den rimer ikke med med det faderbillede vi har på Gud og hans kærlighed til vi mennesker, som præsenteres i senere skrifter i Bibelen.

Derfor er det også vigtigt, at vi kender lidt til baggrunden, når vi støder på beretninger som denne fra f.eks. Jobs bog. Det er her, hvor det er godt at have gjort sig lidt tanker om, hvilket bibelsyn man har. For det er klart, at hvis man f.eks. har et meget konservativt bibelsyn, hvor man synes at alt i bibelen skal tages fuldstændigt

5 JF. 1. Kor. 13,12.

page3image3747392

4 af 7

bogstaveligt, så er den tolkning, jeg har præsenteret jer for uantagelig. Som jeg har sagt før, så er vi nødt til at tolke bibelen ind i vores tid. Det fortjener bibelens rigdom, og det fortjener vi, som gerne vil leve, som mennesker, der længdes efter at kunne tro og håbe på Guds kærlighed.

Dagens evangelietekst, lignelse om den rige mand, er også sådan en bibelsk fortælling, som hvis ikke vi fordyber os iden, efterlader os med flere spørgsmål end svar.

Den rige mand kommer til Jesus og spørger, hvad han skal gøre for at arve evigt liv. Der er ikke noget galt med spørgsmålet. Det er helt fair, og hvem af os, vil ikke gerne vide det?

Jesus tager ham gennem jødernes ti bud, og han sidder foran Jesus og siger med god samvittighed: “Mester, det har jeg holdt alt sammen lige fra min ungdom.”6

Ligesom med Job sidder vi her med en mand, som gør alt, hvad han kan for at leve ordentligt.

Min retfærdighedssans siger, at han bør være i mål. Han gør alt det rigtige.

Men han mangler én ting, siger Jesus. Sælg alt, hvad du ejer og giv det til de fattige, så skal du have en plads i himlen.7 Manden gik bedrøvet bort.

6 Mark 10,20.
7 JF. Mark 10,21.

page4image3751760

5 af 7

Alle vi, der sidder i kirken i dag er rige. Hvem af os ville sælge alt og give det væk?

Vil vi blive sendt væk?

Det hænger ikke sammen for os, at Job skal testes, eller at manden bliver nødt til at gå bedrøvet fra et møde med Jesus.

Det siges, at du ikke kan eje det, som du ikke kan slippe. Det er ikke rigdommen i sig selv, der hindrer manden i at følge Jesus. Det er at pengene er det vigtigste for ham. Så er man kamelen, der skal gennem et nåleøje. Det er forholdsvis svært.

Læg mærke til vers 21, det er rødt i Jeres sangark. Jesus ser på manden og fatter kærlighed til ham. Når Jesus ser på ham, tror jeg på, at han ser ind bag facaden. Jesus elsker ham. På det nye testamentes grundsprog ser vi at kærligheden Jesus elsker ham med er afledt af ordet agape.8 En kærlighed, der er uselvisk og tager sig udgangpunkt i den, der elskes. Uden at det skal blive for langhåret, så er formen af ordet en Aorist, som vi ikke har på dansk. Jesus elsker – aoristen indikerer at det er fuldkomment – gjort helt færdigt.

Derfor er det utroligt væsentligt at vi lægger mærke til at Jesus ser ham og fatter kærlighed til ham.
Det gør Jesus selvom han godt ved, at manden er bundet af sit forhold til sin rigdom. Han er elsket!

8 ἠγάπησεν Verb, aor act indic, 3 s – ἀγαπάω

page5image3757584

6 af 7

Han går bedrøvet derfra, men han er elsket. Vi ved ikke, hvad der videre sker med den rige mand, men han går derfra med Guds kærlighed. En kærlighed, som er fuldendt.

Det er muligt, at det ser svært for os, at manden går bedrøvet væk. Men der er stadig håbet om, at Guds kærlighed er givet ham, uanset, hvordan hans liv ser ud.

Håbet er væsentligt at holde fast i, for den rige mand, men sandelig også for os selv, når vi oplever at vi går rundt i mærket som Job, eller går bedrøvede og uforløste rundt i livet.

Vi er nødt til art erkende, at ingen regler, ingenting, som vi kan finde på at gøre. Heller ikke at gå i kirke, hver søndag, i sig selv, kan gøre det, som Guds kærlighed kan.

Disciplene blev forfærdede over at se manden gå, men også over at Jesus ligeud siger, at det er vanskeligt at komme ind i Guds rige.

Men det er lige her håbet ligger. Nemlig friheden fra at tro, at vi skal selv. At vi skal fortjene os til Guds kærlighed.

For Jesus siger : “For mennesker er det umuligt, men ikke for Gud, thi alting er muligt for Gud.”9

Håbet er at holde fast i, at Guds kærlighed er stærkere end noget andet.

9 Mark 10,27.

page6image3758000

7 af 7

Og ja, det sker nogen gange som en slags trods. Vi ser det hos Job, der stædigt holder fast i, at Gud vil ham det godt. Vi ser det hos Jesus på korset, hvor han føler sig allermest forladt, at der også der, er håbet om, at Guds griber ind.

Vi ser det hos mennesker omkring os, at ofte når vi kigger tilbage, så kan vi se, at vi ikke var alene.

Gud griber os – altid!

Hold fast i det håb. For det kommer ikke an på dig.

“For mennesker er det umuligt, men ikke for Gud, thi alting er muligt for Gud.”10

Amen
Salme: Himlen er ikke et sted i det fjerne

page7image3758416

10 Mark 10,27.

Størst eller mindst? – Thomas Risager

Hvem af os er den største?

Det ligger dybt i vi mennesker, at vi sammenligner os med hinanden. Det vi sammenligner os med, er de andres perfekte liv, set i forhold til vores eget uperfekte liv. Og det er hård kost. Og det er usundt!

Allerede på Jesus tid, havde hans disciple gang i en sammenligning. Jesus har overraskende input på det – input, som vi måske i vor tid kan lære af.

Hør mere her:

Du kan også læse manuskriptet her. Bemærk, at der ofte er afvigelser mellem det skrevne ord fra forberedelsen og det talte ord i gudstjenesten.

Talemanuskript i PDF-format

1 af 5

Prædiken søndag d. 23. september 2018.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Mark 9,30-37.
Størst eller mindst?

En af de største fjender mod os selv, som vi hver dag står ansigt til ansigt med, er sammenligningen med andre.

På Facebook, Instagram, Snapchat og hvad det ellers hedder alt sammem, kan man se den ene sunde ret efter den anden, Udsigten ud over havet – set gennem de brune ferieben, Glorien over hovedet, på den der lige har været ud at løbe eller nede og træne.

Vi ser de andres perfekte liv, og undrer os over, hvordan de finder tid, penge og overskud til alt det, de gør.
Det er her alle de unge, finder mennesker, som de kan føle sig større, men oftest mindre end.

Vi, der er lidt mere grå, kender det godt fra venneparrene, som fortæller om deres seneste spændende rejse, Den nyeste ombygning, Deres børn, som klarer sig så godt.
Eller vi ser kollegaen på jobbet. Hende som tilsyneladende kan klare hvad som helst og altid er opgaverne løst til punkt og prikke.

Der er intet nyt i, at vi mennesker kan finde på, at sammenligne os med hinanden. Allerede blandt Jesu 12

2 af 5

disciple er dette på spil. Og det er lige der vi rammer ned i Markusevangeliets kapitel 9, som Helge Munk læste for os.

Forud for historien her, er der sket meget. Jesus er begyndt at rejse rundt samme med disciplene, og de har set meget allerede. Så meget, så de er fulde af beundring over Jesus.

Jeg nævner i flæng,
Bespisningen af de fem tusind,
Vandringen på søen,
Helbredelsen af døve, blinde og stumme,
Peters bekendelse af at Jesus virkelig er den ventede Kristus,
Jesus der forudsiger sin død og opstandelse, hvor vi ser, at Peter begynder at irettesætte Jesus, fordi det i følge Peter, aldrig må ske som Jesus siger.1
Så følger forklarelsen på bjerget samt flere helbredelser.

I min verden er det ‘no wonder’ at disciplene beundrer Jesus. De har ganske givet også sammenlignet sig med ham, men det er ret åbenlyst, at ham er der ingen, som når op på siden af. Han kan jo alt muligt, som ingen andre kan.

Og de begynder at forstå, at han om nogen er Guds udsending på jord. Hvor er de heldige, at de får lov at opleve dette ansigt til ansigt med ham.

Nu begynder dagens tekst med, at han, som åbenlyst er så fantastisk, igen begynder at tale om, at han skal slås ihjel, men opstå igen på tredjedagen.

1 Mark 8,31-33.

page2image1651280

3 af 5

Markus skriver lige ud, at de ikke forstod, hvad han sagde og at de var bange for at afsløre det.2

Det er ikke mærkeligt!

De er omsider begyndt at kunne rumme, at Jesus er Guds søn. De ser, alt hvad han gør. Deres baggrund som jøder, gør også at Gud, og dermed Jesus, er almægtig og alene tanken om, at han kan være svag, eller ligefrem skulle kunne ofre sig selv, er så fremmed for dem, at det ikke kan give mening for dem. Det er helt enkelt en tanke, der er for langt ude.

Det Jesus siger fortsætter med ikke at give mening og viser med det næste, det sker, at han er så radikalt anderledes end, hvad de ellers skulle tro, tænke og mene.

Når de ikke kan måle sig med ham, så begynder de at måle sig op mod hinanden. Hvem er størst, hvem er dygtigst…. De er mennesker, og vi – eller i hvert fald jeg – er nødt til at indrømme, at jeg kender det.

Det har jeg ikke travlt med at indrømme, og det har disciplene heller ikke, da Jesus spørger dem, hvad de talte om på vejen.

Igen gør Jesus noget, som er anderledes. For at vi kan forstå, hvor anderledes det er, så skal vi lige have to ord med på vejen om børn i bibelens univers.

2 JF. Mark 9,32.

page3image1651488

4 af 5

Vi, der elsker at prale med vores børn på de sociale medier, synes at det er det mest naturlige, at vores curlingbørn er centrum i universet.
Men på Jesus tid, var børn ikke noget man pralede med. De havde ingen plads i folks opmærksomhed. Faktisk skulle barndommen bare overstås, så barnet kunne gøre sig nyttigt i husholdningen og i indtjeningen. Med andre ord, et barn er det mest nytteløse, man kan forstille sig.

Derfor er det noget, der ryster deres verdensbillede, når Jesus stiller et lille “nytteløst” barn i deres midste og siger: “Den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig; og den, der tager imod mig, tager ikke imod mig, men tager imod ham, som har sendt mig.”3

Ud over at børnene pludselig har en værdi i sig selv og en plads i samfundet, så siger Jesus faktisk en hel masse her.

Hold nu op med at sammenligne, for de ting, I tillægger værdi og bruger som sammenligningsgrundlag er i Guds rige værdiløst. Her har man ikke værdi i kraft af, hvad man gør, men i kraft af at man er.

Når du tager i mod, hjælper, passer på, elsker noget så nyttesløst som et lille barn, så handler det i virkeligheden om at tage mod Gud, som har sendt Jesus.

Det er store ord. Men der ligger bag det noget, som er sundt for os at høre, nemlig at hvert menneske, uanset baggrund, og hvad vi ellers synes vi skal prale med, har uendelig værdi.

3 Mark 9,37.

page4image3738864

5 af 5

Du er noget helt særligt netop fordi du er skabt i Guds billede, og når vi ser et andet menneske, elsker, er næstekærlige, så er det netop det vi ærer. Den væren skabt i Guds billede, der er ens for os alle.

Vi mennsker er langt mere end det vi praler med, og langt mere end det vi sammenligner os med.
Vores værdi ligger i, at vi er elsket og i, at vi kan elske. Ikke i kraft af os selv, men i kraft af ham, som elsker os først og størst.4

Lad os glemme sammenligningerne og tankerne om, hvem der er bedst, har mest tro, kommer mest i kirke, og lade os have lov at være fri til at leve, elske og være elsket.

Ultimativt er det det, som Jesus viser os ved, at hans forudsigelse om lidelse, død og opstandelse faktisk kommer til at gå i opfyldelse. Og så er det altså ikke væsentligt, hvem der er den største, men at vi – du og jeg, er elsket og elskende.

Amen.
Salme: Vil du følge efter mig.

4 JF. 1. Joh. 4,10-11

page5image3738656

Han er opstanden, Ja Han er sandelig opstanden – Thomas Risager

Påskedag er kommet og i kirken fejrer vi, at Jesus opstod fra de døde.

Dermed ser vi at hans kærlighed ikke blot var tomme ord, men sejr over alt tænkeligt mørke i livet. Kærligheden sejrer – selv over dødens kulde.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk at der altid er afvigelser mellem det talte og det skrevne ord.

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 5

Prædiken Påskedag d. 1. April 2018.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Mark 16, 1-8.
Jesu opstandelse – Påskedag

Men I, hvem siger I, at jeg er?

Sådan spørger Jesus sine disciple. Han vil gerne vide, hvad de tænker om ham.

Vil vi ikke alle det, gerne vide, hvad mennesker tænker om os?

Et er, hvad vi tænker om os selv, men det giver ikke det fulde billede af, hvem vi er. Noget andet er, at vi er afhængige af at høre, hvad andre siger, og det de siger er med til at forme os danne os.

Ingen af os kan stå alene. Vi formes og dannes af vore relationer. De som er tæt på os, er med til at gøre os til dem, vi er. Alene bliver vi aldrig fuldendte.

I fastetiden har vi – eller en del af os – læst os gennem et materiale, som påstår, at vi nemt kommer til at gøre Gud, for lille i vore tanker og snakke om, hvem Gud egentlig er.

Det kan der bestemt være noget om. Vi har lært at Gud kan være alt fra en hallalhippie til en piberygende kumbayah Gud. Han kan sikkert også være alt derimellem og ud over de definitioner.

Hvordan kender vi Gud?

2 a f 5

Det gør vi gennem det, vi læser i Bibelen, gennem det vi hører i kirken. Og selvfølgelig også gennem det, vi hører og danner os en mening om i samtalerne f.eks. i smågrupperne, eller i de dybe samtaler i stearinlysets skær, mens der kun er en slat vin tilbage i glasset.

Og så er der lige den underlige detalje, at Gud jo er en åbenbaringsgud, som vi siger.
Det betyder at Gud ikke bar viste sig, for de bibelske personer, hvis historier blev skrevet ned, men at Gud stadig viser sig for mennesker. At Gud ønsker at være i en relation til os.

Her bliver det unægteligt en lille smule langhåret. Men jeg tror mennesker oplever Gud i deres liv. Det tør jeg godt sige, at jeg selv gør.
Ikke på samme dramatiske måde som journalisten Charlotte Rørth, har oplevet det, og som hun har skrevet om i sin bog “Jeg mødte Jesus,” men mere som en stille overbevisning om at jeg ikke er alene.

Tiderne skifter. Hvis en person som Charlotte Rørth for ti år siden var stået frem med den historie, var hun blevet udstillet som værende helt væk fra vinduet.
Men i dag er det interessant og det viser sig også, at er er mange mennesker, som faktisk står frem med lignende historier. Det er der nu kommet en ny bog ud af af. “Vi har mødt Jesus.”

I de kommende uger skal vi høre historier om, hvordan disciplene har mødt Jesus. Det er vel at mærke efter hans død og efter hans opstandelse, men han lever, og de møder ham. De ser ham, de hører ham, de rører ved ham og de ser ham spise. Med andre ord sker alle de

3 a f 5

ting, der skal til, for at man kan have en relation stadig, efter opstandelsen.

Og hvordan var det med en relation? Den er med til at præge os og gøre os til dem, vi er.

Relationerne er også noget af det, som er på spil, når det er påske.

Jesus led og døde – han gav sig selv – Langfredag. Inden solen gik ned, blev han lagt i en klippehule, som skulle være hans grav. En kæmpe sten blev lagt for indgangen, så graven var forseglet.

Alle, der har prøvet at miste en man elsker til døden, ved at det gør ondt og man er ude af sig selv. Der er en relation, som er brudt.

Meget tidligt om morgenen, den første dag i ugen, hvor solen lige var stået op, gik Maria Magdalene, Maria og Salome ud til graven for at salve ham. Det var en måde at vise den sidste ære, men også den endelige afslutning på begravelseshandlingen.

Markus gør en del ud af, at fortælle at stenen for graven er tung, og kvinderne tænker meget over, hvordan de mon skal få den væk, så de kan komme ind i graven med deres salver. Vi skal forstå, at det er nær ved umuligt med mindre man er en hel flok mænd, der kan skubbe stenen væk.

Men stenen var væltet fra. Jesus var ikke i graven. I stedet ser de en ung mand i hvide klæder, her skal vi tænke Guds sendebud – en engel – sidde inde i graven.

4 a f 5

“Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! v7 Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.«1

Men de blev forfærdede! De var rystede og flygtede fra graven. De var helt ude af sig selv, og de kunne ikke tro, hvad der var sket. Så i følge Markus siger de ikke et ord til nogen.

De andre tre evangelier er kvinderne de første, som forkynder at Jesus er opstået, men ikke hos Markus.

De kan ikke forstå det.

Det kan jeg faktisk godt forstå, for hvem kan egenlig det? Når mennesker siger, jeg har set Jesus, så bliver jeg altså lidt skeptisk, og tænker ja ja…. men jeg bliver også lidt nysgerrig.

Måske skal jeg lige i parantes sige, at Jesus, her hos Markus, viser sig for dem, som ikke kan finde ud af at tro. Er det egentlig ikke en rar tanke? Det er hans initiativ, og det sker igen og igen. Læs eventuelt selv videre i kapitel 16.

Men nu er det altså påske, så vi siger det højt og er lige glade med om mennesker, tror vi er skøre.

Jesus ER opstået – graven ER tom!

1 Mark 16,6-7

5 a f 5

Det er sket som han har sagt. Dermed ved vi, at hans kærlighed ikke var tomme ord. Han gav sit liv. Der er gjort op med det onde, med lidelsen, med ensomheden, med synden, med tomheden og med døden.

Der er gjort op med alt det, som vi frygter. Intet af det kan slå den kærlighed, som gives i påsken.

Jesus er opstået.

Der er ingen grund til at betvivle at den historiske Jesus har levet, og at han blev modtaget i Jerusalem, at han led og døde og at graven på tredjedagen var tom.

Det ved vi!

Tro handler om, hvorvidt vi tør tro på, at det har med os og vort liv at gøre.

Tro handler om at Jesus / Gud har ønsker at have en relation til dig. Han har gjort det fornødne.

Spørgsmålet står tilbage: “Hvem siger du, at Jesus er?”

Glædelig påske!

Amen.

Hosianna, Palmesøndag – Thomas Risager

Påsken begynder med palmesøndag, hvor Jesus rider ind i Jerusalem på et “lånt” æsel. Mange mennesker hylder ham og glæder sig over, at han kommer. Men de fleste af dem har ikke den fjerneste anelse om, hvad det egentlig betyder, at Gud i Jesus kommer til dem.

Talerne Palmesøndag og Påskedag hænger sammen. Palmesøndag lægges fundamentet. Gennem baggrundshistorierne og indblik i datidens samfund får vi muligheden for bedre at forstå, hvad det er, vi tager imod, hvis vi vælger at tro på eller håbe på, at Påskedags råb om opstandelse og kærlighedens sejr, kan have noget med os at gøre.

Vil du vide mere om påsken og dagenes betydning, kan du læse mere på http://www.metodistkirken-odense.dk/hvad-betyder-de-forskellig-helligdage/

Du kan lytte til talen fra palmesøndag her:

Du kan også læse talen her. Bemærk at der næsten altid er afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 4

Prædiken Palmesøndag d. 25. marts 2018.

I dag begynder påsken. Det kommer sådan lidt ud af det blå, for der plejer jo ar være forår, når der er påske. Men bare vent, det skal nok komme. Foråret og påsken har det til fælles, at det er fulde af overraskelser og gode ting.

Påsken er ikke nogen pludselig spontant opstået begivenhed. Den er kulminationen på Jesu liv, og dermed opfyldelsen af Guds håb om det gode liv for mennesker.

På mange måder er planen genial, for det er allerede jødisk påske. Det betyder at Jerusalem er fyldt med menesker, som fester og glæder sig over, at det jødiske folk blev udfriet fra Egypternes slaveri og fik lov at gå ind i Israel.

Med andre ord, Gud skaber størst mulig opmærksomhed. Havde det været i dag, kan du roligt regne med, at Facebook Cambridge Analytica var kommet tl at spille en central rolle. Men i datiden var størrelsen af menneskemængden key.

Det hele begynder med, at jesus rider ind i Jerusalem på et “lånt” æsel. Det er virkelig en underlig ankomst. Et æsel er at dyr til bagagen. Eller til gravide forlovede. Ingen mand vil lade sig se ridende på et æsel.

Mængden er samlet og de hylder ham med palmegrene og smider deres kapper. Det at de faktisk er klar, de havde sitet palmegrene, vidner om, at Jesus var ventet. At jesus kommer til Jerusalem er også kulminationen på

2 a f 4

de tre eller måske fire år, hvor han er stået offentligt frem og talt om Gud som meget mere end én man skal frygte gennem efterlevelsen af en masse regler. Gud er én man kan have en ration til – en kærlig far.

Menneskehavet tager mod Jesus. De hylder ham og råber:
“ Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!

v10 Velsignet være vor fader Davids rige, som kommer!

Hosianna i det højeste!”1

Læg mærke til, at de omtaler David.
Det er kong David, som regerede fra 1005-965 FK. David står for en af de længste perioder med fremgang og fred i Israel. Han var i stand til at holde fjenderne ude af Jerusalem. David var ikke fejlfri som menneske, men han var respekteret som en konge sendt fra Gud, og de gamle profetier taler om at Davids trone skal regere til evig tid.2

Der var altså et profeti om en guddommelig indgriben i al elendigheden. Jo mere jeg læser om politik og undrer mig over USAs valg af præsident, jo bedre forstår jeg dette håb om at Gud griber ind. Dengang har længslen varet stort set siden Davids regering, så der var en reel længsel efter forandring.

Mange mennesker hylder ham og glæder sig over, at han kommer. Men de fleste af dem, har ikke den fjerneste anelse om, hvad det egentlig betyder, at Gud i Jesus

1 Mark 11,9-10
2 JF. 2. Sam 7. I særdeleshed vers 16.

3 a f 4

kommer til dem. De havde forventet en politisk magthaver, men i løbet af påskeugen bliver det klart, at intet er som forventet. Påsken er fuld af overraskelser.

Jesus er så meget mere! Så meget mere end nogen af dem, selv i deres vildeste fantasi, kunne forestile sig.

Det gælder vel egentlig også os?

Mange af os, har i overført betydning set Jesus komme ridende ind i vore liv. Ofte på tidspunkter, hvor vi ikke har skænket tro eller Gud mange tanker. Faktisk er sandheden nærmere, at mange af os, ikke rigtigt har ment, at vi skulle have behov for at tro.

Men der har alligevel været et eller andet fascinerende ved ham Jesus på det lånte æsel. Så vi overvejer måske stadig om vi skal tage en palmegren og råbe velkommen, eller vi har gjort det for længe siden.

Uanset, tror jeg ikke, at nogen af os, havde fantasi til at forestille os omfanget af, hvad tro er kommet til at betyde for os.

Det at Jesus kommer til os, viser at initiativet er Guds – ikke vores.

Det er et billede på det, som vi i Metodistkirken kalder den forekommende nåde. Tanken at tro kommer ufortjent gennem Guds enorme kærlighed til os. En kærlighed, som gør at han slet ikke kan lade være med at være udfarende.

4 a f 4

Længe inden vi har tænkt en tanke om Gud, har Gud tænke på os og elsket os betingelsesløst.

På den måde, har vi en ide om at være elsket langt inde, og en længsel dybt nede, som vækkes i det øjeblik vi aner konturere i det fjerne af en mand, som ser ud til at komme ridende på et æsel.

Det er naturligvis helt op til os, om vi snitter et par palmegrene og gør os klar, eller vi har brug for at overveje det igen og igen.

Helt sikkert er det nemlig, at han ikke giver op, og også kan leve med et stille

hej, her er jeg…. til erstatning for

“ Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! v10 Velsignet være vor fader Davids rige, som

kommer!
Hosianna i det højeste!”3

Palmesøndag handler om at han kommer og at han kommer igen.

Amen
3 Mark 11,9-10

Gud er….. – Thomas Risager

Nogle gange tager jeg mig selv i at føre forhandlinger med Gud. Hvis du nu hjælper mig med at få denne gudstjeneste til at blive god, så lover jeg at læse hele Johannesevangeliet! Nej vent, Markus – det er meget kortere …

Gudstjenesten handler om, at Gud er meget mere end en ressource, som vi har brug for, for at kunne lykkes. Selvfølgelig er det OK at bede Gud om hjælp, når vi synes noget er svært, men Gud kan mere end det. Vi kan nemt komme til at gøre Gud for lille.

Du kan også læse talen her. I dag er der en del forskel på den talte, som var planlagt ved skrivebordet og den tale, som faktisk blev holdt i kirken.

Talemanuskript i PDF-format

1 a f 4

Prædiken søndag d. 11. marts 2018.

Metodistkirken i Danmark har gang i fastematerialet “Din Gud er for lille,” som rummer en lille reflektion til hver dag i fasten. Så der er noget at læse hver dag indtil påskedag.

Jeg tror, som Maria sagde i søndags, at vi alle gør os tanker om Gud. Hvem han er, hvad han kan, og ikke mindst hvad kan en tro på Gud betyder for mig i mit liv?

Det tror jeg rigtigt mange mennesker tænker over.
Der er naturligvis mennesker, som kommer frem til den konklusion, at det med Gud, det holder ikke. Det giver ikke mening for mig.
Mens andre kommer frem til at tro på Gud, det holder. (Måske siger de i næste åndedrag, som Peter gjorde, Hjælp min vantro!) Det vil jeg næsten håbe, for den omtanke som tivivl giver, er som jeg ser det, en gave.

Påstanden i hæftet er, at mange gange, når vi tænker over det med Gud, så kommer vi til at reducere Gud. Vi gør Gud mindre end, han er.

Et eller andet sted giver det sig selv, fordi at selvom Gud blev menneske i Jesus, og vi kan se Gud i menneskeskikkelse, så kan vi desværre nok aldrig helt rumme hele aspektet af Gud.

Paulus, som jeg vil hævde er klogere på Gud, end de fleste af os, skriver sådan her:

2 a f 4

( Bøn for menigheden om styrke og indsigt)
“v14 Derfor bøjer jeg mine knæ for Faderen, v15 efter hvem hvert fædrenehus i himlene og på jorden har navn, v16 og beder om, at han i sin herligheds rigdom med kraft vil give jer at styrkes i det indre menneske ved hans ånd, v17 at Kristus ved troen må bo i jeres hjerter og I være rodfæstede og grundfæstede i kærlighed, v18 så at I sammen med alle de hellige får styrke til at fatte, hvor stor bredden og længden og højden og dybden er,
v19 og til at kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse, så I fyldes, til hele Guds fylde nås.”1

Paulus beder om at vi må forstå, men siger samtidig, at Kristi kærlighed overgår al forstand. Se, det er visdom. Men derfor skal vi alligevel stræbe efter at forstå så meget som muligt af Gud, for en hemmelighederne ved det, er at så forstår vi så meget mere af os selv.

Jeg kan have dage, hvor jeg synes, at Gud er så uendelig langt væk, at jeg kan blive helt i tvivl om det hele er noget jeg har bildt mig selv ind, andre dage, oplever jeg at Gud er aldeles nærværende.

Så nærværende, at jeg nogen gange tager mig selv i at føre forhandlinger med Gud. Hvis nu at du hjælper mig med at få denne gudstjeneste til at blive god, så lover jeg at læse hele Johannesevangeliet! Nej, vent Markus – det er meget kortere.

Hvis man fører forhandlinger med Gud, eller hvis man skælder ud på Gud, og det gætter jeg på, at mange af os har prøvet, så har vi sådan set bestemt at Gud kan

1 Ef 3,14-19.

3 a f 4

bruges til noget. At han er med i livet. Ellers giver det jo ingen mening.

Job skælder ud på Gud. Det er ikke det, som vi fik læst fra Jobs bog, her er det Gud, der går i rette med Job, men forud for det, har Job skældt Gud ud.

Jobs Bog er nok det meste kendte litteratur i verden, som behandler lidelsens problem. Hvorfor sker dårlige ting med gode mennesker?
I samtalerne mellem Job og hans venner støder forskellige menneskesyn og gudsopfattelser sammen. Vennerne siger at lidelserne er syndens løn og Job bør indrømme sine fejl. Job fastholder sin uskyld og anklager Gud for uretfærdighed.

Job får klar besked her. Spænd bæltet om lænden som en mand, og giv mig svar, når jeg spørger dig! v4 Hvor var du, da jeg grundlagde jorden? Fortæl det, hvis du har forstand til det!

Så er forholdet ligesom sat på plads. Gud er større end os. Bum. Vi må indse, at vi aldrig kommer til at forstå til fulde – det er jo også tro.

Jeg er nødt til at spørge, er det overraskende?

Ok, Gud er større end os, så må vi da kunne forhandle med ham, uden at risikere at blive lockoutet.

Zebedæussønnerne har i Markusevangeliet gang i en forhandling med Jesus. Her handler det ikke om løn, men om at vide sig sikker på, at få lov at være tæt på Jesus i

4 a f 4

det hindsides. Hvem af os drømmer ikke om prestige og anseelse? Det er såre menneskeligt.

Det viser sig, at det som er væsenligt for os, er ligegyldigt for Gud.

Gud er større end blot én, der lover os guld og grønne skove.

Gud er også den, der lærer os at kærlighed handler om at tjene – at kærlighed er at give, sådan som hans selv gør.

Så hvis du tror at du bare skal modtage fra den Gud, der vil dig det godt. Det sker også, men så er din Gud for lille.

Din Gud sender dig også til mennesker og ind i situationer, hvor du er intet mindre end hans tilstedeværelse.

Hvor stor er din Gud?
Amen.

All my Hope – Thomas Risager

I al gospelmusik er håb et centralt tema.

I vores hverdag taler vi temmelig ofte om håb. Vi håber, vores ven, som er ramt af sygdom, snart bliver rask. Vi håber, den dumme dag vi har haft i dag, afløses af en god dag i morgen.

I al tro er håb også i centrum. Tro og håb er nært knyttet sammen. Du kan høre mere fra søndagens gospelgudstjeneste i Metodistkirken her.

Du kan også læse oplægget til talen her. Bemærk dog, at der altid er lidt forskel på det skrevne ord og den tale, som faktisk blev holdt.

Talemanuskript i PDF-Format

Prædiken søndag d. 25. februar 2018.

Jeg håber, du får en god oplevelse ud af at være i kirken i dag.

Jeg håber, at det har været en berigelse at se på – og lytte til vores gospelkor Nardus.

Ved at bruge ordene “Jeg håber” udtrykker jeg et godt ønske for dig.

Egentlig gør vi ganske ofte det, at vi udtrykker håb. Mange gange gør vi det, sådan nærmest helt automatisk.

Jeg håber, du bliver rask snart.
Jeg håber, jeg snart får det job.
Jeg håber, ham manden jeg drømmer om, elsker mig.

Mange gange, når vi udtrykker håb, tænker vi ikke, at det også er et et udtryk for tro. Men det vil jeg påstå, at det kan det også være.

Vi kan faktisk ikke vide, om det vi håber på, sker. Dermed er det noget andet end fakta og viden.

2 a f 4

I bibelen finder vi en slags definition af, hvad tro er. Der står sådan her: “Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses.”1 Tro og håb er forbundet med hinanden.

Vi er mange her, som elsker at synge gospel. Det er der mange grunde til. Mange tror, at gospelmusikken er sådan en glad musik, og det er rytmerne og gentagelserne, der gør at der virkelig er fut i det, og så er det rigtigt fedt.

Når Torben så også flipper helt ud på klaveret, så hjælper det helt sikkert også.

Men mår man komme til at lytte til ordene i mange af de sange som koret synger, så er det nok et udtryk for over- optimisme at hævde at gospelmusikken er glad musik.

Der er mange tunge ting, i vores sangtekster. Gospelmusikkens rod er hos slaverne, hvis tilværelse var alt andet end let.

Vi kender alle historierne og ved, at det var urimeligt hårdt arbejde, det var under tvang og mishandling.

Mange var reelt blevet bortført fra deres eget land og revet væk fra deres kære. Uden at gå i detaljer, så lad os bare sige, at deres liv pludselig kom til at se helt anderledes ud.
Derfor er meget af gospelmusikken skrevet fra et mørkt sted, et sted hvor ingen har lyst til at være.

1 Hebræerbrevet 11,1

3 a f 4

Rigtigt mange af teksterne giver udtryk for at der, hvor ingen har lyst til at være, der er Gud sammen med dem. De var ikke alene i slaveriet.

Der udtrykkes håb om at mørket skal blive til lys, at fangeskabet skal blive til frihed. At trængslerne som er nu, skal afløses af lethed og glæde.

Håb om en bedre fremtid, håb og drømme om lykke, ikke om ulykke2 træder frem, når vi fordyber os i gospelmusikken.

Håb er centralt i al tro. Håbet om, at fremtiden er lysere end fortiden. Det drømmer vi alle om, faktisk uanset om vi betegner os selv som troende eller ej.

Håb er noget mærkeligt noget, for som Paulus skriver i Romerbrevet, så er der ingen der håber på noget, man ser opfyldt. Håb handler som det, vi ikke ser.3
At have håb, om at tingene bliver bedre, er ikke en fornægtelse af virkeligheden, som vi står i. Det er heller ikke en overoptimistisk tilgang til verden. Eller pessimistisk for den sags skyld.

At holde fast i håbet om, at alt bliver godt, uanset hvad vi står i er, at tro på de løfter, som igen og igen gives af Jesus i bibelens mange historier.

2 JF Jer 29,11: “Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb.

3 JF. Rom 8,24-25.

4 a f 4

Nu er der ikke nogen af os, som direkte er slaver, men jeg tror bestemt mange af os kan relatere til det, at vi kan føle os fanget i livet, at der er nogle omstændigheder, som vi gerne vil på den anden side af.

Det at håbe på, at der er mere end vi kan se, at livet bliver godt igen, er helt væsenligt. Gud kan se mere end os.

Selvfølgelig kan det nogen gang være svært at holde fast i det håb, når alt ser virkelig sort ud.
Gospelmusikken, og mange af bibelens historier, har et vidst trods over sig.

Kort sagt, så går det ud på at blive ved med at læse om, tro på, og synge om håbet på at Gud har fat i den lange ende, og at det som vi står i nu, bliver bedre.

I det er der også budskabet om, at der er en Gud, som kender os og går med os gennem sumpen og ønsker at være sammen med i modgang og i medgang.

Paulus taler endda i Romerbrevet om, at Gud Ånd kommer os til hjælp med at holde fast i håbet om, at vi ikke er glemt.

Hold fast i håbet! For der intet, der skal skille os fra Guds kærlighed.4 Den gælder nu og altid.

Amen

4 JF. Rom 8,37-39

Du er tilgivet! – Helge Munk

Kirkens præst, Thomas Risager, holder en velfortjent vinterferie, sår dag er gudstjenesten lagt i hænderne på lægprædikant Helge Munk.

Helge Munk vil tale om tilgivelse, og om det fantastiske, at Gud gør tingene nye. Når mennesker gør dårlige eller onde ting, lægger vi ofte skylden på svigt under opvæksten eller på andres negative påvirkning. Og vi tænker først og fremmest på straf og konsekvenser. Men Gud elsker os så meget at han i stedet for straf sætter os fri og bygger os op til at komme ud af det negative. Derfor bliver tilgivelse og kærlighed så meget vigtigere end straf og konsekvens. Vi får Guds tilgivelse, hvis vi vil have den.

Hør mere her:

Fastelavnsgudstjeneste – Maria Bræstrup Aaskov

Det er blevet fastelavn og Maria Bræstrup Aaskov har indbudt til gudstjeneste for alle generationer. Børn, unge gamle, udklædte og menesker i almindeligt tøj, holder gudstjeneste sammen i dag.

Det er kærligt kaos med gæt og grimaser, bøn, salmesang, musikvideo, og en tale.

Talen kan du høre her: