Tag: Kristus

Syng en ny sang!

Velkommen til fantastisk, livsbekræftende og smittende gospel med Gospelkoret Nardus på søndag den 29. september kl. 17:00 – i dagens anledning med en helt særlig gæst: Nina Luna!

Nina Luna er en fantastisk dygtig sangerinde, korleder og sangskriver, som denne søndag lægger vejen forbi Odense for at arbejde med Nardus. Dagen rundes af med en gospelgudstjeneste, hvor vi viser, hvad vi har arbejdet med sammen med Nina – ligesom vi synger en masse godt fra vores normale repertoire.

Præst Thomas Risager vil tale om alle de steder i Bibelen hvor vi opfordres til at bryde ud i sang, og om hvad sang rent fysisk gør ved os.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Som altid er der afvigelser mellem den skrevne tale fra forberedelsen, og den tale, som faktisk blev holdt i kirken.

Talemanuskript i PDF-Format

1 af 6

Prædiken søndag d. 29. september 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Salme 98,4-9a & Salme139.

Gospelgudstjeneste med Nardus – Lift up your voice

For tiden er der en del artikler, som cirkulerer rundt på de sociale medier. De handler alle om, hvor sundt og hvor godt det er for mennesker at synge.
Jeg lægger selvfølgelig mærke til dem, fordi jeg selv synger. Artiklerne siger entydigt, at fællessang sundt for mennesker. Måske skal jeg være retfærdig og sige, at det også gælder fællessang, som ikke er gospelmusik.

Når man synger sammen med en gruppe mennsker, så sker der en helt masse, som vi ikke umiddelbart kan se.

Vi kan selvfølgelig høre tonerne. Vi får kuldegysninger når harmonierne sidder lige i skabet. Rytmen får tag vores kroppe og smilene breder sig, lyset kommer frem i øjnene, også selvom man måske ikke lige har haft så meget at glæde sig over i den seneste tid.

Vi der synger i gospelkor har alle prøvet at slæbe sig hen i kirken mandag aften. Man orker faktisk ikke rigtigt, men ingen slæber sig herfra ved ti-tiden, når øvelsen er overstået. Folk svæver næsten ud ad døren, som engle, der er fulde af kærlighed, og gerne spreder det over hele Odense. Kig bare forbi Alexandragade en mandag aften ved 21.45 tiden.

Så hvis du er træt og trist,
er du altid velkommen i den kirke, som hedder noget med Metodist.

2 af 6

Det er alt det man kan se, men der sker en hel masse som vi ikke kan se. Det er netop noget at det, som vi kan læse om i artiklerne, som jeg nævnte til at begynde med.

Når mennesker synger sammen bygger det f.eks. fællesskab hurigere end, hvis man ikke synger.

Prøv en gang at tænke over det. Hver gang vi er sammen i store grupper, og der er noget at fejre. Hvad gør vi så? Ja, vi synger.
Vi synger på stadion, når fodboldlandsholdet vinder. Vi kan ikke så godt bruge OB som eksempel lige for tiden. Når vi er samlet til fester, så synger vi. Vi kan slet ikke lade være.

Nogen af de beste barndomsminder jeg har, var når min farmor og bedstefar samlede hele familien til fest. De havde 8 børn, min far havde mange søskende. Så vi var hurtigst over 100. Jeg har mange fætre og kusiner. Så mange, så jeg ikke rigtigt ved, hvor mange.

Mindet som står klart tilbage hos mig, er at vi sang. Det gjorde vi ikke i mit barndomshjem, men når vi var sammen alle sammen, så sang vi.

Noget af det, der sker indeni, når man synger sammen, og det har været gavnligt for en del af mine onkler, er at blodtrykket falder, hjerterytmen falder, og immunforsvaret styrkes. Lykkehormonerne frigives i blodet.

Alt dette er der videnskabeligt belæg for. At synge sammen er alså sundt.

3 af 6

Bibelen rummer en af de ældste salmesamlinger, som vi overhovedet kender til, nemlig den del af bibelen, som hedder Salmernes Bog.

Lad mig læse et eksempel:
For korlederen. Salme af David.

Herre, du ransager mig og kender mig. Du ved, om jeg sidder eller står,
på lang afstand er du klar over min tanke; du har rede på, om jeg går eller ligger, alle mine veje er du fortrolig med.

Før ordet bliver til på min tunge,
kender du det fuldt ud, Herre;
bagfra og forfra indeslutter du mig,
og du lægger din hånd på mig.
Det er for underfuldt til, at jeg forstår det, det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det.

Hvor skulle jeg søge hen fra din ånd? Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt? Stiger jeg op til himlen, er du dér, lægger jeg mig i dødsriget, er du dér. Låner jeg morgenrødens vinger

og slår mig ned, hvor havet ender, så leder din hånd mig også dér,
din højre hånd holder mig fast. Siger jeg: »Mørket skal dække mig, lyset blive til nat omkring mig,«

så er mørket ikke mørke for dig, natten er lys som dagen, mørket er som lyset.

4 af 6

Salmernes Bog gør præcis det, som salmer og sange gør i dag, nemlig at give udtryk for menneskers allerinderste længsler, tro, håb, følelser. Salmerne, både nutidens og datidens beskriver forholdet mellem Gud og mennesker.

Salmer og sange, der for alvor kommer under huden på os, gør det ofte, fordi de taler lige ind i vores liv. De sætter ord på noget af det, som vi ikke selv har været i stand til at udtrykke. De rammer os, og gør det ofte i nogle af de store udsving, som sker i vores liv.

Det er præcis derfor, at musik og sang får så stor betydning, når vi er ved livets markante begivenheder.

Sangene taler ekstra til os, når vi er glade, forelskede, i tvivl om det hele, og når vi har mistet.
Ofte udtrykker salmerne fra kiren og fra bibelen tro på en måde, som vi aldrig selv ville turde sige højt. Det er vigtigt at få sagt, at de sandelig også udtrykker tvivl og håbsløshed, ja ligefrem skæld ud på Gud.

Jeg er overbeviste om, at Guds skuldre er brede nok til at bære det. Jeg er også nødt til at sige, at hvis du er et sted i livet, hvor du skælder ud på Gud, så udtrykker du faktisk tro. For det er da en smule fjollet, at skælde ud i den blå luft.

Når vi skælder ud, udtrykker håbløshed, tro og tvivl gennem sang, så kan man sige, at vi låner ordene og gør dem til vores, når vi synger dem.
Når vi synger glemmer vi, hvad vi frygter andre vil tænke om os. Når vi synger er vi en del af en helhed, vi er i et

5 af 6

trygt fælleskab, hvor vi skaber musik sammen. Det er stort.

Når vi synger gospel eller salmer i kirken, så lagres ord om tro og håb og fortvivlelse indeni i os. Pludselig på en dag, hvor vi ikke kan bunde i livet, da kommer vi i tanke om noget, som vi sang en gang, som nu pludselig giver mening.

Når vi synger er det hjertesprog. Og hjertesprog har det med at gå dybt. Det bliver eksistentielt.

Der er ikke tilfældigt når der i Højskolesangbogen står: ““Så syng da Danmark, lad hjertet tale!”1

Det er så let, når livet bare drøner derud af, at helt glemme de stored, e de dybe tanker, længsler og tro.
Det er der helt enkelt ikke altid plads til. Men pludselig er vi i en situtation, hvor de trænger sig på, og så er det en uvurderlig gave, at have et hjertesprog, nogle sange, som sætter ord på det kaos, som vi kan opleve, at stå i, når livet er udfordrende.

Då er der jo lige den lille krølle, at gospelmusikkens tekster, mest af alt indeholder et budskab, om at uanset hvilke trængsler vi hænger fast i i livet, så er der en Gud, som elsker os og holder os i sin hånd, og holder sin hånd over os. Gud går med os. Det kan ikke altid forståes med hovedet, men det kan rummes i hjertet.

13. strofe fra “Den danske sang er en und blond pige”

page5image9281408

6 af 6

Det er derfor der er så meget fedt i at synge med, for så lagres det, indtil en dag, hvor det for alvor kommer til at give mening for os.

Så jeg vil sige, som metodismens gamle kirkefader John Wesley sagde det i sin instruktion til, hvordan der skulle synges:

“Syng frejdigt og med godt mod. Vogt dig for at synge
som var du halvdød
eller næsten faldet i søvn,

men opløft din stemme med kraft.”

John Wesley
Anvisning for salmer, 1761.

 

 

In the shelter of Your presence – Gospelmeditation

Dagens gudstjeneste var en gospelmeditation.

Det er en anderledes gudstjeneste, hvor man kan ligge på gulvet eller sidde på stole. Sangere og pianist fra kirkens musikteam synger stille sange og  gospelnumre. Man kan synge med, eller man kan lytte.

Undervejs kan man benytte bønnestationer, tænde lys, skrive bønner, lægge sten eller blomster. Kort sagt, så kan man bare være. Man kan være aktiv, eller passe, man kan endda tage en lur, hvis det er det man har allermest brug for.

Der er også altid en tale. Den kan du høre her:

Du kan også læse talen her:

Talemanuskript i PDF-Format

1 af 6

Prædiken søndag d. 1. september 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Salme 23. Gospelmeditation. In the shelter of Your presence. Om at finde helle.

Jeg gætter på, at du kender til det at være så træt og så udkørt, at du er kommet forbi der, hvor man virkelig mærker det.

Man har bare lyst til at at få lov at være i fred.
Man har lyst til at man ikke skal taget stilling til noget som helst.
Man hører sig selv sige. Jeg skal bare lige have lov til at være mig. Bare lige få lov til kun at være…..

Det er lige præcis det, som du kan her. Det er netop formålet med denne gospelmeditation. At du kan få lov til bare at være.

Hvem af os er ikke godt og grundigt trætte af e-mails om ligegyldigheder, hvor vi bare er sat på cc.
Jeg gætter på, at vi er mange, som farer sammen, hver gang telefonen eller computeren siger pling.

Jeg tror også, vi er mange som har prøvet det med at række ud efter telefonen i lommen, fordi vi troede at den vibrerede, men det var noget vi bildte os ind.

Vi lever på mange måder i en tid, hvor kravene til vores generation ser markant anderledes ud, end de gjorde til vores forældre. Jeg siger ikke at det er hårdere, for det tror jeg ikke selv på, men det er anderledes.

Vi skal være på, og helt fremme i skoene – hele tiden.

2 af 6

Det med bare at passe sine pligter, duer ikke. Vi skal være proaktive. Vi skal være udviklende. Vi må endelig ikke gå i stå. Folk, der har spurgt os om noget på mail eller SMS, de skal have svar med det samme.

På en eller anden måde, har vi bildt os selv ind, at vi skal være på, også når vi ikke er på arbejde.

Sidste weekend tog jeg mig selv i at svare en mail, som den der havde sendt den, havde skrevet haster på, kl. 0.30 søndag morgen. Mest af alt er jeg tosset på mig selv, fordi jeg overhovedet tjekkede mail på det tidspunkt. Det er da for dumt.

Så den her fornemmelse af, at trænge til en pause, hvor der ikke er noget som helst, jeg skal forholde mig til. Den kender jeg, og jeg gætter på, at det gør du også.

Det er ikke et nyt behov, der er skabt af vores tidsalder, eller af vores teknologi.

Det er et alment menneskeligt behov, som vi har lært at ignorere, eller værre endnu, forbinde med svaghed.

Selv i meget gamle dage, under Kong Davids tid var dette kendt.

Kong David, som tilskrives en stor del af salmerne i Bibelen, levede ca. 1000 år før Jesus blev født, så ordene vi hørte læst og som jeg referer til, er altså tre tusind år gamle.

Tiden var en anden, men menneskets behov for at finde hvile og ro, var præcis det samme, som i dag.

3 af 6

I deres verden, var det naturligt at forbinde den totale oplevelse af ro, med et nærvær af Gud.

Når man kender historien om Kong David, så er det ikke så svært, at forestille sig, at han også kunne komme i den situation, at nu var det hele bare for meget.

David lægger navn til en hel del af de 150 salmer, som er i bibelen.

Salmerne er fantastiske, fordi de løfter sløret for menneskers erfaringer med Gud.
De er ikke et udtryk for universitets-teologi.
De er ikke lærde prædikener, som vil fortælle folk, hvordan de skal tro.

De er menneskers oplevelse af Gud.
Mange af dem er på ingen måde polerede, de er deciderede klagesalmer, som udtrykker håbløshed opgivenhede og tvivl.
I salmernes bog finder vi alle mulige ufriserede udtryk for tro og for tvivl.

Salme 23 er én af dem, der udtrykker tro. Måske er den meget kendt, fordi den vældigt ofte citeres på film i forbindelse med begravelser.

Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød, han lader mig ligge i grønne enge,
han leder mig til det stille vand.
Han giver mig kraft på ny,

han leder mig ad rette stier for sit navns skyld.
Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt,

4 af 6

for du er hos mig,
din stok og din stav er min trøst.

David er et mangefacetteret menneske. Han er en af de største helte i Bibelen, og det pointeres stærkt, at Jesus er i slægt med ham. Samtidigt står han for en del historier, som ikke tåler dagens lys.

Han er hyrdedrengen, der som ganske ung bliver konge. Det at han bruge billedet, at Gud er hans hyrde, afslører ret meget, hvad han er rundet at. Hyrden.
David er kriger og klarer sig med stor succes på fronterne hele vejen rundt om sit rige. Personligt overvinder han kæmpen Goliath med en stenslynge.

I hele sin regeringsperiode er han i stand til at holde fjenden ude, og der opstår tryghed og velstand i hans rige.
Det er hans søn Salomon, der kommer til at opbygge det store jødiske tempel i Jerusalem. Større kan det ikke blive.

Men David var også ham, der fik en officer dræbt, så han kunne komme til at stjæle hans kone. Der er mange historier om, hvordan David kommer galt af sted.
Med andre ord, han var et menneske, som du og jeg. Han er sandelig også et menneske, der hele tiden er presset på alle mulige områder. Magt, krig, kærlighed, overfældende krav, manglende kompetencer, kan det blive ved med at gå godt? Der har været utroligt meget tryk på hele tiden.

I salmen her giver han udtryk for hvor meget han har brug for hvilen. Han ved, at Gud giver ham muligheden for at hvile ud på den grønne eng.

5 af 6

Som gammel hyrde forstår David, at dem som man er hyrde over, er nødt til at stole 100 procent på at hyrden, har deres ryg.

Hyrden beskytter dem om alt ondt, og vil dem godt.

Jesus bruger faktisk den gode hyrde som et billede på sig selv.

Så det er et bibelsk princip introduceret af David i det Gamle Testamente, og faktisk videreført at Jesus i det Nye Testamente, at tillid og tro på Gud, kan lede én til stille vand og ind i grønne enge, hvor man kan få lov at hvile og få kraft på ny.

Så det er gammel visdom, at tro på Gud ikke er forbundet med præstation, men med tryghed, hvile og restitution.

Den gode hyrde er billedet på Gud, der elsker os, alene fordi vi er til, ikke i kraft af hvad vi kan eller gør. Ikke i kraft af hvad vi lykkes med eller kikser totalt.

Den gode hyrde er billedet på Gud, som minder os om, at vi bare kan være, at det er ok at hvile.

Gud, som når vi hviler, giver os nye kræfter og leder os videre i livet.

Ind i en verden, hvor vi tror vi skal præstere som aldrig før, tror jeg, at der er noget utroligt vigtigt i, at forstå og turde tro, at det også er okay bare at være.

At det ligefrem er klogt at standse op og hvile.

6 af 6
For der er faktisk en Gud, som elsker os fordi vi er.

Ham stolede David på ville give ham hvile.

Jesus bruger samme billede. Han siger: Jeg er den gode hyrde1.

Det stoler jeg på. Men det er også noget jeg konstant arbejder på.

Dette er helt i tråd med jesus, som i Matthæusevangeliet siger: Kom til mig alle I, der er trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.”2

I aften har jeg et sted, hvor jeg bare kan være. Hvor der er helle. Hvor jeg kan hvile.

Du er også meget velkommen. Amen.

page6image7603904

1 Joh 10,112 Matt 11,28

 

Følg Den Røde Tråd i Bibelen 4/4

I dag bindes der knude på den røde tråd, når Thomas Risager afslutter august måneds prædikenserie. Vi har i denne serie fulgt den røde tråd gennem Bibelen og set hvordan det gennemgående tema har været, at Gud vil mennesker godt.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk, at der altid vil være små afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-Format

1 af 6

Prædiken søndag d. 25. august 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Joh 14,1-14.
Den røde tråd 4/4

Så er vi nået til slutningen af vores prædikenserie “Følg den røde tråd i bibelen.

Vi har fastslået, at alt, vi læser skal forstås i lyset af det, vi ser i skabningen, nemlig at mennesket er villet og elsket af Gud.

Vi har set på, at den gamle pagt, som blev ingået mellem Abraham og Gud, var et udtryk for Guds omsorg for sit folk.
På vegne af hele folket indgik Abraham en aftale med Gud. Der var altså tale om en kollektiv pagtstanke.

Vi har set, hvordan der er en konstant udvikling i menneskets forståelse af Gud. Vi har hørt, hvordan Moses fik de ti bud, og ved at hele moseloven også er et udtryk for at folket forsøgte at leve op til sin andel af aftalen.

Senere kom pagtens ark til templet i Jerusalem og vi har konstateret at templet var centrum for tro. Her sørgede præsterne ved hjælp af ofre for, at menneskets forhold til Gud var i orden.

I sidste uge hørte vi, at Jesus, med de ting han sagde, med sin død og sin opstandelse, rystede posen.

Med jesus blev alting nyt.

2 af 6
Der rystede Gud for alvor posen.

Alting blev så nyt og så anderledes, at mange, og selv Jesu disciple, havde svært ved at finde ud af, hvordan de skulle forholde sig.

Med Jesus blev alting virkeligt nyt.

Det er det, vi nu skal høre lidt om. Amanda vil læse en tekst fra Johannesevangeliet:

JOHANNES 14,1-14.
Jesus siger: “1Jeg er vejen, sandheden og livet;”

I mange år opfattede jeg det, som et udtryk, der udelukkede folk, frem for at inkludere dem. Dette gjorde jeg ikke mindst fordi næste sætning lyder: “ingen kommer til Faderen uden ved mig.”2

Imidlertid er det sådan, at læser man alt, hvad jesus siger i de fjorten vers, som Amanda læste, så er sammenhængen en helt anden. Så forstår jeg, at dette er sagt i kærlighed og med det stort ønske, om at disciplene og andre, måtte forstå og tro.

Noget af det, som er nyt er, at det med tro er langt mere enkelt, end vi mennesker har gjort det til.
Eller gør det til, for den sags skyld.
Tro er ikke kompliceret. Tro er enkelt. Det er ikke raketvidenskab – det er tro!

1 Joh 14,6a2 Joh 14,6b

page2image10030080

3 af 6

Jesus indleder med at udbryde: “Jeres hjerte må ikke forfærdes. Tro på Gud, og tro på mig!”3

Dette er Jesu ønske, at de dog bare kunne tro.

Så ruller Jesus ellers historien ud med, at han går i forvejen og gør en plads rede for dem.
Det kan synes, som en mærkelig historie, men her skal vi vide, at datidens mennesker var meget optaget af den del af troen, som har med livet efter livet at gøre.

Selvom det bestemt er en væsentlig dimension af al tro, også i dag, så synes vi nu her i kirken, at livet før døden, er temmeligt interesant.
Det er det vi skal fokusere på, mens vi er her. Det andet skal såmænd nok komme.

For Jesus er der ingen tvivl om, at for at disciplene skal kunne forstå livet nu, og kunne udleve troen, og kærlighedesbuddet4 nu, så må de vide og forstå, at der gennem troen på Jesus, er styr på al fremtid.

Dette sker også i lyset af, at jesus i princippet gør op med alt, hvad de ved om tro og om at holde de gamle jødiske love.

Forestil dig, hvordan vi ville reagere, hvis vi blev overbevist om, at alt hvad vi troede var sandhed, skulle er erstattes af noget andet.

Det er den situation, som disciplene står i.

3 Joh 14,1
4 Joh 13,31-35.

page3image10027200

4 af 6
Det vil ikke være let – heller ikke for os.

Det er utroligt vigtigt at forstå, at med Jesus blev alt anderledes.
Det er også derfor at meget i Det Nye Testamente virker så anderledes end nogle af de ting, vi læser i Det Gamle Testamente om Gud.

Når man følger den røde tråd i bibelen, ser man nemlig, at forholdet mellem Gud og mennesker er under konstant udvikling. Det er en ret vigtig pointe i hele denne prædikenserie, at man ser og forstår dette.

Det betyder også, at man skal være meget meget varsom med at tage eksempelvis bibelvers fra Det gamle testamente fuldstændigt bogstaveligt. Man skal simpelthen vide, hvad man har med at gøre.

Lad mig give et eksempel:
“Når en mand træffer en jomfru, der ikke er forlovet, og han griber fat i hende og har samleje med hende, og de bliver grebet, skal den mand, der havde samleje med pigen, betale hendes far halvtreds sekel sølv, og hun skal være hans kone, fordi han voldtog hende. Han må ikke sende hende bort, så længe han lever.”5

Vil det gå i dag, at tage det bogstaveligt?

Nej, det ville det selvfølgelig ikke. Vi forstår nemlig, at dette er skrevet ind i en anden tid, og i en helt anden kulturel kontekst.

5 5. Mos 22,28.29.

page4image10029888

5 af 6

Så selvom det faktisk står i bibelen, så kan det ikke direkte overføres til Odense i 2019.

Der er en udvikling.
Al udvikling og forandring skaber uro, måske endda frygt. Hvis alt det vi kender forsvinder, hvad har vi så?

Vi ved, at nogle mennesker hellere holder fast i noget dysfunktionelt, fordi utrygheden ved at give slip er så stor, at det kan man ikke.

Det er det Jesus taler ind i, når han siger til dem, at han er vejen, sandheden og livet.

Underforstået, ham kender de jo. De har nærmest levet sammen med ham.

Så i virkeligeheden er det et forsøg på at gøre noget komplicere langt mere enkelt og trygt.

Den røde tråd ender ved, at vi ganske vist har en bibel, som vi bør studere, læse og lære af.
Men det vi for alvor skal forstå, er at det ikke kun er bogstaverne vi skal skal se på.

Vi skal se på Jesus. På hvad han sagde og havd han gjorde.
Og ikke mindst, så skal vi efterligne ham.

For det er i ham, at livet skal findes og leves.

Den røde tråd går fra skabelsen, over jødernes historie, gennem alt det Jesus sagde.

Den er viklet rundt om korset, som han døde på.

6 af 6

Den er indvævet i opstandelsen og går gennem både himmel og jord.
Endelig går det røde tråd også gennem både dit og mit liv, og der er uendelig værdi i, at kunne tage fat i den røde tråd og følge den.

Når vi gør det, vil vi opdage at Jesu virkelig er vejen, sandheden og livet.
Han har nemlig fat i den samme tråd, som du og jeg holder i.

Amen.

Følg den røde tråd i bibelen 3/4

Den røde tråd
– fra gammelt til nyt

I dag fortsætter vi august måneds talerække om Den Røde Tråd i Bibelen. Som vi allerede har hørt, går der en rød tråd gennem hele Bibelen, og noget af det, som binder alt sammen, er ideen om, at Gud vil mennesker godt.

På søndag er det Thomas Risager, der tager tråden op: Her skal det handle om, hvordan Jesus ret kraftigt markerer, at nu kommer der noget nyt. På den ene side bekræfter han, at alt det gamle ikke skal forsvinde, men det er helt tydeligt, at det med Jesus vil få en anden betydning.

 

Hør mere her:

 

Du kan også læse talen. Bemærk dog, at der altid er forskelle mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-format

1 af 8

Prædiken søndag d. 18. august 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matt 28,16-20.
Følg den røde tråd i bibelen 3/4.

Det kan næppe overraske nogen, at vi har gang i at følge den røde tråd gennem bibelen. Hvis det alligevel er en overraskelse, så kan du høre de to første taler fra kirkens hjemmeside. De ligger nede i bunden af forsiden på www.metodistkirken-odense.dk

Allerførst en superkort opsummering, så vi alle kan tage fat i tråden, der hvor vi er nu.

Den første søndag talte jeg om, at en kerneforståelse af bibelen er, at Gud vil os, og at han vil os det godt. Fra skabelsen er vi udset tl at være under Guds kærlighed. Mennesket er skabt sådan, at vi ikke tvinges til at tage imod Guds kærlighed. Mennesket er i stand til at blive fristet, så de første mennesker faldt i, og spiste af den forbudte frugt. Konsekvensen udeblev ikke. Mennesket blev smidt ud af Edens have og må leve et liv, hvor vi skal kæmpe for føden, hvor vi ligger under for synd, og slutteligt må dø.

Det gamle testamente er fyldt med Guds anvisninger og bud til os, sådan at vi ikke kommer galt afsted. Det var noget af det, som Maria sagde i sidste uge.

Hun lagde også vægt på at Det gamle testamente i meget høj grad har været med til præge vores måde, at indrette samfundet på.

Pagtens ark, som indeholdt tavlerne med de ti bud, har været centrum for hele tilbedelsen af Gud i og med, at

page1image28897280

2 af 8

den blev placeret i Salomons tempel. Jerusalem blev stedet, hvor Gud boede og regerede fra.

Som både Maria sagde i søndags, og som jeg sagde i en første tale, så skal vi i vores læsning af tekster fra det gamle testamente, hvis vi ønsker at uddrage trosmæssige konklusioner fra det læste, hele tiden se tilbage på teksten gennem det, som vi ved, Jesus har sagt og gjort.

Det er rigtigt forstået, når vi siger, at Jesus bygger videre på mange af teksterne i det gamle testamente. Det er det fundment, han står på.

For det første er det sådan at Jesus er jøde. Han er jo ikke kristen. Det er slet ikke opfundet endnu.
For det andet, vil Jesus tale en ny tro til mennesker, der allerede har en tro. I hvert fald til den del af hans mission, som er rettet mod jøderne. Vi ved at Jesus havde en del konflikter, fordi han ikke lod sig begrænse til at kun at tale til jøderne.

Han bygger til dels på hvem han er, men også på, hvem de, der lytter, er.

Jesus forkaster ikke loven, og de gamle fortællinger. I begyndelsen af bjergprædikenen, citeres han for at sige: “Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde.”1

1 Matt 5,17

page2image28899776

3 af 8

Men resten af kapitel fem er et voldsomt oprør brugen af loven. Et opgør mod lovenes brug – ikke mod loven i sig selv.

Det er her jesus igen og igen siger. I har hørt det er sagt, men jeg siger jer. Her gør han op med begreber som vrede, ægteskabsbrud, at sværge, skilsmisse, gengældelse. Og måske den mest udfordrende: “I har hørt, at der er sagt: ›Du skal elske din næste og hade din fjende.‹ Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender, og bed for dem, der forfølger jer,.”2

Jesus forkaster ikke Loven, Profeter, salmerne, men han indvarsler en ny brug af det.

Med Jesus kommer der noget nyt.
I har hørt, men jeg siger….
Lidt mere konkret, hvad er det der er nyt? Jesus taler om Gud som en himmelsk far.

Vi ser det i begyndelsen af bjergprædiken, når Jesus introducerer det, der måske der måske er den mest intime bøn, fordi vi ofte beder den sammen, fadervor.

Den indledes med at du og jeg, og ja, alle andre også, kan tiltale Gud med Vor Fader3

2 Matt 5,43.3 JF. Mat 5,9

page3image28899392

4 af 8

Det nye er, at det kan vi gøre hvor som helst, og vi behøver heller ikke præsters mellemkomst.
Forholdet mellem Gud og dig, er blevet et direkte forhold. Et personliget forhold. Du og Gud.

I det gamle testante er det Gud, der gennem Abraham, laver en aftale, om at Abrahams folk skal være Guds folk, Gud vil være deres Gud.4 Det er kollektivt.
Senere ser vi at folket, er det folk, som Moses leder ud af fangeskabet. Det folk, som Gud initierer fællesskab med, ved at give dem de 10 bud,5 som Maria i sidste uge tale om, blev opbevaret i pagtens ark.

Det er altså gammeltestamentlig tankegang, at forholdet mellem Gud og mennesker laves af et enkelt menneske, på vegne af hele folket. Hermed ser vi også, at folket alene ved sit tilhørsforhold til folket, kollektivet, er omsluttet af Guds pagt.

Det er folket, som senere dyrker Gud i templet.6 Det er folket, som bringer ofre til præsterne, som slagter dyrene i templet, således at dyrenes blod, når det løber ud over alteret renser folket for al dårligdom. Dette er en lovpraksis om syndoffer7 som er helt tilbage fra da folket under Moses vandrede i ørkenen.

4 JF. 1. Mos 155 2. Mos 20
6 2. Krøn 5
7 3.Mos4

page4image28901120

5 af 8

Fast forward, så er det mest centrale som Jesus gør i tråd med denne tankegang, men samtidigt et opgør med den.

For vi har en Jesus, Guds søn, Messias, Verdens frelser, som lader sig slå ihjel på et kors.

Det er en radikal anderledes fremstilling i af Gud, end den vi ser i det gamle testamente. Indtil nu har historien om Gud været en historie med en stærk, krigerisk, rethaverisk, retfærdig, dømmende, skabende, almægtig Gud.

Men Jesus viser os afmagt!8Jesus viser os død. Opstandelse.
Nåde.

Jesus er det offer, som bringes én gang for alle.

Det er sådan set det, som er kernen i i den nye forståelse af Gud, som det beskrives i det nye testamente.

Når vi har nadver, synger vi se Guds lam, som bærer alverdens synd, forsoner, befrier og døber med ånd.9 Vi synger sådan, fordi Jesus har afløst offerlammet i templet.

8 2. Kor 12,10
9 Tomas Bostrøm: Se, Guds lam. Salmer & Sange 2006.

page5image29046656

6 af 8

Vi anerkender det, når vi tager mod brød og vin, givet med de samme ord, som Jesus selv brugte, da han række brødet og vinen til sine disciple.

“Mens de spiste, tog Jesus et brød, velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagde: »Tag det og spis det; dette er mit legeme.« Og han tog et bæger, takkede, gav dem det og sagde: »Drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse. Jeg siger jer: Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige.”10

Igennem hele bibelen er det sådan, at hver gang noget nyt er sket mellem Gud og mennesker, så er initiativet kommet fra Gud.

Jesus er et så radialt påfund fra Guds side, at der er et før, og der er et efter.

Derfor er det også vigtigt at forstå, at nu er der noget andet på spil. Det betyder ikke at vi bare skal rykke det gamle testamente ud af vores bibeler. For der finder vi vore historie, den kultur og den tro, vi bygger på.

Men med Jesu er noget nyt begyndt, derfor skal vi læse gamle testamentelige tekster, gennem hvad vi ved om Jesus.

Noget nyt er kommet til, og det er det, som kommer til udtryk i den tekst, som var oplægget til denne tale, nemlig missionsbefalingen.

10 Matt 26,26-29.

page6image29048384

7 af 8

Måske husker du, hvad Jesus indleder med at sige…… : “Mig er givet al magt i himlen og på jorden..”11

Magten ligger hos Jesus, den ligger ikke længere i loven. Herefter siger Jesus til disciplene, at de skal gå ud…. Det går ikke umiddelbart så godt med det, men det tager vi på søndag…. og så skal de lære folk at holde alt det som jeg har befalet jer.12”

De skal dele det, som Jesus har sagt. Loven – mange af lovteksterne fra det gamle testamente, er afløst af Jesu lære.

Det betyder ikke at loven er ligegyldigt, men det viser at der er en udvikling. Den udvikling er også tilstede gennem det gamle testamente. Forståelsen af Gud har været under udvikling fra de første skrifter, hvor vi er omkring 3900 år tilbage i tiden og frem.

Der sker noget hele tiden, for Gud er ikke statisk. Det er præcis derfor det stadig er nødvendigt at bedrive teologi, hvor man bruger alt det man overhovedet kan trække på i en jagt på forståelsen af hvem Gud er.

Den rejse er vi også på, men vi rejser med den viden, at kernen i al kristen tro må og skal være Kristus.

Amen.

11 Matt 28,16
12 JF- Mat 28,20.

page7image29047040

8 af 8

Måske bruge billede af gammel mobil, som vi jo ikke bærer med os. Den ligger hjemme i skuffen, for den er blevet afløst af en mere tidssvarende model.

Trinitatis – Gud er, hvor du er.

Tiden efter Pinse kaldes Trinitatis-tiden. I søndags fejrede vi, at Guds ånd faldt over disciplene. I dag skal vi tale om Åndens sammenhæng med Gud, som også er Gud Fader og Gud Søn.

Det er et emne, som utroligt nemt kan blive langhåret (det var Jesus sandsynligvis …).

Kernen i gudstjenesten bliver, at vores Gud ikke kun er en Gud, som er stor og mægtig. Han er faktisk også en Gud, som vi kan have en relation til. Pinsens Ånd handler om, at Gud er, hvor vi er, og vil være sammen med os, sådan at vi faktisk kan opleve det.

Hør talen her:

Du kan også læse talen. Bemærk dog, at der altid er lidt forskel mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-Format

1 af 4

Prædiken søndag d. 16. juni 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Ord 8,1-4,22-31 & Joh 16,12-15.
Trinitatis – Gud er, hvor du er!

I dag begynder det, vi i kirken kalder trinitatistiden. Det er det lange seje træk i tekstrækkerne, hvor der ikke rigtigt sker noget ekstraordinært før første søndag i advent. Det er alle præsters skræk, for nu skal rugbrødsmotoren i forkyndelsen til at arbejde. Hvordan holder vi den gående indtil 1. søndag i Advent?

Hov, stop lige en gang. Tænker man virkelig, at nu sker det ikke noget ekstraordinært i historien om Jesus, som skulle være værd at fortælle de næste 27 søndage?

Det er jo noget sludder!
Historien er ekstraordinær hver eneste søndag!

Vi, der har læst store dele af bibelen, vi der kommer til gudstjeneste jævnligt, vi vænner os til de begivenheder, som er bibelens historie, så man næsten kan sige, at vi lulles en lille smule i søvn, og overser det ekstraordinære, som sker lige for næsen af os.

Det er ligesom med gourmet-mad, man vænner sig til det, og så glemmer man at påskønne det.(Det er jo det, min familie oplever.)

I søndags fejrede vi pinse, og vi glædede os over, at Ånden faldt over disciplene, så mennesker på tværs af alle skel og grænser, kunne forstå det, når disciplene talte om Guds storværker.

2 af 4

Det er let, at komme til at se det, som en isoleret mega- begivenhed, men som vi skal se i dag, så er det ikke nogen isoleret begivenhed, men en event, på et langt sejt træk, som Gud har gang i. For Gud kender om nogen til det lange seje træk.

Det er det, som afspejles i dagens læsning fra Ordsprogenes Bog. En lidt underlig bog, som vi ikke ret ofte benytter os til at prædike ud fra.

Ordsprogenes Bog er den del af den bibelske litteratur, som vi kalder visdomslitteratur. Bibelen er jo en samling bøger, med en masse forskellige egenarter.
I Det Gamle Testamente, finder vi ud over visdomslitteratur, bl.a. profetlitteratur, historiske værker, lovtekster, salmedigtning og apokalyptisk litteratur.

Visdom dækker over en urgammel orientalsk tradition, som på hebræisk kaldes “Chåkmā.”
Dette dækker både over intelligens, håndværksmæssig snilde, livsklogskab, kunstnerisk blik, sagkundskab og verdensklogskab. Det er altså vide begreber.

Måske lagde du også mærke til, at visdommen omtales som hun i vers 4. Hun forsøger at få alle mændene i tale.

Den moderne teologi – og med moderne, så mener jeg Ny Testamentes teologi omkring Helligånden – bygger videre på dette begreb. Det kan godt være at Ånden faldt i pinsen, men vi må forstå, at Ånden er en del af treenigheden, hvor vi siger at Gud på én og samme gang er Fader, Søn og Ånd.

Ånden = Visdommen har altså været i verden siden før verdens skabelse, ligsom Gud og Jesus dermed også har været før verden.

3 af 4

Gud Herren skabte visdommen, Ånden, som en af de første af sine handlinger tilbage i evigheden.
Tilbage i evigheden, sagde jeg virkelige det. Ja, det gjorde jeg for evigheden går ikke kun fremad, den må nødvendigvis også gå bagud.

Vi ser det faktisk også i de allerførste ord, som er i bibelens begyndelse, hvor der skrives som verdens skabelse.
“I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden.
Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene.”1

Gud har med sin Ånd hele tiden være tilstede. Endda fra før verden blev til, og han vil være tilstede længere end tiden går.

Nu er vi på vej ind i trinitatis tiden, og bare rolig Maria og jeg skal nok finde på et par prædikenserier inden vi kommer til advent.
Men det er vigtigt, at få med os, at Ånden – visdommen om du vil – er den nøgle som troens døre i hjerte og i hoved låses op med.

Uden Ånd, kunne vi ikke forstå Kristus. Uden Ånd, vil vi ikke kunne tro og tage mod den gave, som troen er. Uden Ånd, ville vi ikke kunne formidle tro til andre.

Ånden er Sandhedens Ånd, som Johannesevangeliet ynder at kalde den. Den Ånd, som skal vejlede os i hele sandheden.

1 1. Mos 1,1-2.

page3image20579456

4 af 4

Ånden gør, at vi kan tro, også selvom vi ikke nødvendigvis forstår. Personligt må jeg sige, at jeg synes, det er uvurderlig gave, som gives os.

Det er også det, som ligger ligefor i Johannesevangeliets fremstilling af de Ord, Jesus siger til sine disciple. At nu er de kommet til et punkt, hvor de ikke kan rumme mere.

Men der er jo mere. Efter Jesus er borte, er det Ånden, som skal formidle Guds løfter og kærlighed til disciplene, og til os.

Hver gang vi er samlet i kirken til gudstjeneste, hver gang du og jeg folder vore hænder i bøn, hver gang vi åbner vores bibel, hver gang vi istemmer en salme eller en gospelsang, hver gang vi er en næste, så åbner vi os for Guds Ånd, som taler til os og ikke mindst gennem os.

Guds Ånd er levende, nærværende og altid tilstede. Guds Ånd er der, hvor du er. Også gennem det lange seje træk i kirkeåret, der ligger foran os.

Jeg fristes næsten til at sige Gudskelov. Amen.
Salme: Kom Helligånd, mit hjerte fyld.

Ånden falder

I dag fejrer vi pinse. Det er dagen, hvor vi fokuserer på, at Helligånden faldt over disciplene, som gemte sig i Jerusalem.

Det er en mærkelig historie. Der er tunger af ild, og lyden af et voldsomt stormvejr. Der er en mængde mennesker, som egenlig taler andre sprog, men som alligevel forstår disciplene, når de fortæller om Gud og alt, hvad de har oplevet sammen med Jesus. Der er de, som fejer det hen og tror at disciplene er fulde.

Men der er mere på spil i Jerusalem. Det er den begivenhed, som åbner kristendommen op, så den i stedet for at ende som en nyreligiøs sekt indenfor Jødedommen i dag er en global tro på en god og en kærlighed Gud, som vil mennesker som du og jeg. Jeg håber virkelig, at vi er fulde af lige præcis den ånd, som faldt i pinsen.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk, at der altid er lidt afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-Format

1 af 5

Prædiken søndag d. 9. juni 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Apg. 2,1-13. Pinsen.

Kristne er alle dage blevet beskyldt for at være lidt specielle eller ligefrem mærkelige. Det er der intet nyt i.

Se blot på, de sidste linier den tekst, som Amanda læste for os. “Andre spottede, og sagde”De har drukket sig fulde i sød vin.””1

Folk fattede ikke, hvad der skete med de her disciple, som havde tunger af ild siddende på sig, som var i et rum, vor lyden af kraftige vindstød fyldte hele huset. Og hvor snakken gik højt. Meget højt.

Disciplene talte de ord, som Ånden indgav dem, at sige. Hvad var det de talte om, jo de talte om Gud storværker, for det var det, som fyldte hos dem.

Tænk en gang, hvad de gennem de sidste par år har oplevet sammen med Jesus.
Jeg kan godt tage mig selv i, at blive lidt misundelig. De har fået lov at gå sammen med Jesus, og de har fået lov at lære direkte af ham. Sikke et privilegium.

Så har de selvfølglig også oplevet at han blve taget til fange, at han døde på korset. Den oplevelse tænker jeg godt, at de kunne have undværet.

På den anden side har de jo været med til at han opstod fra de døde. De har troet og tvivlet.

1 Apg 2,13

page1image27997888

2 af 5

De har fået lov at stå ansigt til ansigt med ham igen efter opstandelsen, og de har fået lov at forstå, at det ikke var tomme ord, men at Gud sejrer over alt ondskab, ja selv over døden.

For ti dage siden var det Kristi Himmelfart, og de så Jesus blive løftet op i skyen, og forsvinde fra dem. Mens hans sidste ord til dem kørte rundt i hovedet på dem. De skule gå op til Jerusalem og og vente på noget, som Jesus kaldte både talsmanden og kraften fra det høje.

Nu er de i Jerusalem, hvor de faktisk gemmer sig. Men nu går det i opfyldelse her, hvor Guds ånd falder over disciplene. De har så meget på hjerte og der er sket så meget i deres liv, at de sket ikke kan holde mund med det.

Det, som er miraklet er, at Jerusalem er fyldt med alle mulige mennesker fra alle mulige steder og derfor har de andre sprog, og de kan faktisk forstå hvad det er disciplene taler om.

Du og jeg ved jo godt, at nogen gange, når noget kommer for tæt på, så kan vi finde på at slå det hen i en joke eller en dumsmart bemærkning.

De er jo fulde…. Så behøver vi ikke forholde os til det.

Her sker præcis det, som Jesus advarer om i forbindelse med lignelsen om sædemandet. Jesu siger: “De skal se og se, men intet forstå. De skal høre og høre, men intet fatte.”2

2 Mark 4,11

page2image27772800

3 af 5

Pinsen er underet, hvor Gud viser sig på en ny og overraskende side. Ånden har ganske vist været i verden, siden begyndelse, men nu falder Ånden over disciplene på en måde, som ingen kan være overhørig. Helligånden er Guds ultimative kommunikation. En kommunikation, der lige som Guds agapekærlighed, tager sit udgangspunkt i modtageren.

Det er Gud, der gennem disciplene kommunikerer sin nåde og kærlighed, på tværs af alle barrierer, der måtte være. Om så det kræver alle mulige sprog, så er det muligt også at krydse den grænse, for budskabet om Guds kærlighed, er stærkere end noget andet, og det lader sig ikke begrænse af noget som helst.

Vi har døbt Bjørn. Vi bad om, at han ikke bare måtte blive døbt med vand, men også med Helligånden. At Gud måtte tage sin bolig i ham, og være med ham alle dage. Der er en vis sandsynlighed for at Bjørn, ikke forstår det med sin forstand, hverken i dag eller om fem år, men ikke destomindre, er det det, der i dag ved Åndens kraft er kommunikeret, ikke bare til Bjørn, men til os alle. At Gud kærlighed er gældende fra før Bjørn og efter Bjørns liv rinder ud. Guds kærlighed er gældende nu og altid. Og den er gældende overalt.

I pinsen falder Guds ånd. Det skete for ca. 1990 år siden, men det har stadig betydning for os i dag.

Hvis ikke Ånden var faldet verdens centrum, som var Jerusalem, så var kristendommen sandsynligvis et et slags nyreligiøst appendix til jødedommen. En tro, som var forbeholdt et bestemt folk, en bestemt kultur og et

4 af 5

bestemt sprog. Den ville måske ovenikøbet være bundet til et bestemt sted.

Med pinsens under, tunger af ild, og lyden af en storm, åbent kirstendommen op for alle mennesker, alle kulturer og alle sprog.
Det er det, som gør at kristendommen er blevet et globalt fænomen, som går gennem tid og sted og på tværs af mennesker.

Hvis ikke Ånden var faldet, var troen på jesus sansynligvis ikke kommet uden for Israels grænser. Nu er der kristne i Argentina, Alaska, Nordnorge, Sydafrika, Australien, Japan, Sibirien, Japan, Filipinerne, Portugal, Danmark.

Det er et mirakel, og det har gjort verden til et bedre sted.

Det er den kærligheds Ånd, som vi fejrer overalt, og som Bjørn også er en del af.

Na ja, du er selvfølgelig også en del af det.

Det er pinsens under, at det kan være sådan, selvom du – eller jeg for den sags skyld – ikke helt kan forstå det.

Men derfor kan det godt være sandt.

Jeg håber virkelig at vi er fulde – helt fulde af den Ånd, som faldt i pinsen.

Så må alle andre tænke lige, hvad de vil.

 

Amen.

Ét i ham

Gudstjenesten i dag fokuserer på Jesu sidste bøn. På dette tidspunkt i historien ved Jesus godt, hvad der venter ham, og man kunne så tro, at han bad Gud om at måtte slippe for døden på korset.

Men nej, hans bøn fokuserer i stedet på os. Han beder om, at den kærlighed, han viser, må skabe fællesskab, enhed og tro mellem mennesker.

I en meget polariseret verden er den bøn om enhed måske mere aktuel end nogensinde før?

Hør mere her:

Du kan også læse talen. Bemærk at der altid er lidt forskel på den skrevne tale og det, som faktisk siges i kirken.

Talemanuskript i PDF-format

 

Prædiken søndag d. 2. juni  2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Johannesevangeliet 17,20-26. – Et i ham

Hvis du endnu ikke har opdaget det, så kan jeg oplyse dig om, at der er valgkamp i Danmark for tiden. I søndags klarede vi valget til Europa-Parlamentet og på onsdag går det løs med valget til folketinget. 

Det betyder at byens lygtepæle er fyldte med plakater af vore politikere, som alle lover os alt muligt godt. Her op til et valg sidder råderumsmilliarderne løst og alt kan tilsyneladende lade sig gøre. 

Vi kan ikke tænde fjernsynet uden at høre, at ham som jeg ikke vil nævne ved navn, igen er ude og brænde koraner af. Det siger han godt nok, at han aldrig Har gjort. 

Noget af det, som jeg også synes, at jeg ser er, at verden – også dansk politik-  er blevet meget polariseret.

Det er jo ikke kun Trump i USA eller Putin i Rusland. 

Ekstremerne kommer også frem her i Danmark. Det ser vi bl.a.ved at ham som jeg ikke vil nævne er ude af busken.

Men altså, når en politiker taler om, at en hel befolkningsgruppe på baggrund af deres tro eller kultur  skal sendes ud, så ligner det noget, som vi har set i Europa i 30´erne, og det endte ikke godt. 

Det er racisme eller ligefrem et udtryk for nazisme, og det er vi nødt til at sige fra overfor. 

Jeg er med på, at der er mennesker, som stemmer på det. Det er et kæmpe problem, og vi må få hinanden i tale – også selvom det er ubehageligt. 

Fløjpartierne siger selv, at de rykket ind til midten. Jeg synes nu nærmere, at midten er forsvundet, så det nu er fløjene, der pludselig taler fra midten, som de tilsyneladende med succes har erobret.  

Alting er blevet sort og hvidt. Det er som om alt det grå, alle nuancerne, er forsvundet. Man definerer sig mod de andre, frem for at sige, hvad det er man selv vil gøre, hvis ellers vælgerne sætter krydserne “de rigtige steder.” 

På mange måder kan vi læne sig tilbage og sige, hvad så? Det er da bare vore politikere. 

Problemet er dog, at det smitter. Det påvirker os alle sammen. Vi mister, eller vi har måske allerede mistet, evnen til at sætte os ind i argumenter, vi ikke er enige i. 

Det er så utroligt let, bare at afskrive dem, vi er uenige med, som idioter. 

Hvis du tænker, sådan gør jeg ikke, så kan jeg sige til dig, at det gør jeg. Jeg er ked af at indrømme det, men det gør jeg. 

Det er helt utroligt tit, at jeg ser ting på Facebook eller nyhedssiderne, hvor jeg bare siger “Idiot, ham magter jeg ikke diskutere med!”

Helt ærligt. Jeg synes, det er en farlig tendens, og vi er en del præster i Metodistkirken – udfordret af vores biskop, som er blevet enige om, at vi er nødt til at åbne munden.

Vi løfter pegefingeren og siger, lad os lige passe på og være opmærksomme på, hvad der sker.

Problemet er nemlig ikke kun os selv, for hvis vi falder i her, så er det polariseringen, vi lærer vores børn, og det bliver verden altså et dårligere sted af.

Faktisk har noget af det, som Jesus beder om her i sin sidste bøn, præcis med med dette at gøre. 

Jesus levede også i en tid, hvor modsætninger stod skarpt overfor hinanden. 

Selv blandt de 12 disciple, som Jesus vidste han snart ville efterlade alene, var der ganske ofte modsætninger og uenigheder. Det vidner den fortsatte historie i Apostlenes gerninger om. Med andre ord, selv de var helt almindelige mennesker. 

Der hvor vi i dag falder ind i Johannesevangeliet havner vi midt i den bøn, Jesus beder kort inden, at han bliver fanget og korsfæstet. 

På dette tidspunkt er det nærliggende at tro, at Jesus ville bruge tiden på at bede for sig selv. I lyset af hvad der skal til at ske, var det helt naturligt, at Jesus ville bede for sig selv, men det gør han ikke. 

Han beder for dem, han efterlader i verden. Når vi læser Johannesevangeliet og ser, at Jesus beder for dem, så er det dem, der var dengang, men sandelig også vi, der er i dag. Jesus beder altså for os, en tanke, som også bekræftes i Romerbrevet.

Hvad er det Jesus beder om. Jo, han beder for enhed. Ordene er: “Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig.”

Vi skal være et, fordi vi er elsket, som Jesus er elsket af sin himmelske far. Og den kærlighed kan gøre forskellige mennesker ét. Det må vi åbne os for.

Enhed, er ikke det samme som enighed, eller at der aldrig er konflikt. Enhed er, at man bevarer samhørigheden, uanset hvad. 

Er det nemt, nej naturligvis ikke. 

Men Jesus beder i bønnen om, at vi må indse, at han er i os, som han er i sin himmelske far. Dette betyder at der er en kraft i kærligheden fra ham, som er tilgængelig for os alle.

Det er lige der, at det faktisk betyder noget at tro, for nogen af konsekvenserne ved at tro – Åndens frugt, kaldes det, er at man præges af kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse.

Det er ikke nogen dum ting, at tage med ind i sit liv. Og det er slet ikke nogen dum ide, at tage med ind i de sort hvide diskussioner. For på den måde, er du og jeg med til at gøre verden til et bedre sted. 

Jeg tænker, at i en polariseret verden, hvor modsætninger står hårdt overfor hinanden, er det gode egenskaber at bidrage med. 

For det er jo præcis det, Jesus ønsker at opnå, når han beder for os. Ordene mod slut er: “for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.”

Den kærlighed er givet, og den er også givet dig. 

Hvad siger du til, at vi går herfra og så forsøger at udvande alt det sort/hvide så vi ser og hører lidt flere nuancer. Der er ikke noget galt med lidt gråtoner i alt det polariserede. 

Kræften til det er givet, og den kommer fra Jesus. 

Amen. 

Salme: Vi rækker vore hænder frem

 

Never Alone. Gospelgudstjeneste med Nardus.

Denne søndag er der gospelgudstjeneste med gospelkoret Nardus. Temaet “Never Alone” blev belyst på mange måder også gennem talen, som jeg fik lov til at holde.

Du kan høre talen her:

Der er også muligheden for at læse talen her. Bemærk dog, at der ofte er afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-Format

1 af 6

Prædiken søndag d. 26. Maj 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Salme 139,1-12.
Gospelgudstjeneste med Nardus. Never alone, and that’s why I am dancing.

Jeg synes selv, at jeg er godt selskab.

I hvertfald så elsker jeg at være alene hjemme. Så har jeg mine helt egne egoistiske rutiner, og det er helt utroligt, så doven jeg kan blive. Men det må I ikke sige til Mette.

Jeg elsker det. Og jeg har et klart behov for indimellem, bare at være mig selv.

Sådan tror jeg ikke, at jeg ville have det, hvis ikke jeg vidste, at den periode, hvor jeg er alene, er begrænset. Kone og børn har det jo med at komme hjem igen – heldigvis!

For det er ofte er, hvor man har været alene nogen tid, at man indser, at man faktisk savner selskabet.

Det en gang i mellem at være alene, det er noget helt helt andet, end det at være ensom.

At være ensom, er når man er alene altid, og der aldrig er pauser i det. Samt selvfølgelig, at man ikke nyder det.

Når man læser i det fire evangelier om Jesus, så er det ret tydeligt, at han indimellem træk sig tilbage fra de mange mennesker, som altid fulgte efter ham, for at være alene.

2 af 6

Det var ganske ofte Jesus ikke lykkedes med det, fordi mennesker trængte sig ind på ham. Han var så interessant, at de bare ville vide mere.

Alene-tiden var vigtig for Jesus.
For det var der i alene-heden at han virkelig var sammen med sin himmelske far. Der var dér han og Gud var sammen. Og det er dér han fandt ro og perspektiv.

Spørgsmålet er dog, om man ligesom Jesus, er nødt til at tage til et øde sted og være alene, for at kunne møde Gud?

Nej, det tror jeg ikke, man er nødt til.

Jeg tror, og det er understøttet af utallige beretninger i bibelen, at Gud er tilstede hos os, uanset om vi er helt alene eller om vi står midt i et gospelkor.

Gud er hos os, når vi fester for fuld skrald på A-bar. Gud er hos os, når vi passer vores studier og arbejde. Gud er der, når vi elsker, når vi græder, når vi sidder i sofaen og Netflix spørger om man stadig ser med. Gud er med, der hvor man knapt orker at række ud efter fjernbetjeningen for at svare, at man stadig ser med, og det er i virkeligheden lidt pinligt.

Gud er der, og du er aldrig helt alene. Også selvom vi ikke opdager det.

Der er forskellige ting, man kan gøre for at opleve det. Jeg tror f.eks, man kan bede. Og hvordan gør man lige det?

3 af 6

Man behøver ikke bruge ord. Man kan bare være stille. Man behøver heller ikke sidde stille, eller folde hænderne. Man kan f.eks. gå.

Man kan også finde et salmevers, eller vers fra bibelen, eller en frase fra en gospelsang, som man gentager igen og igen, eller ligefrem synger.

Man kan selvfølgelig også være ekstrem sådan som vi er flere der er i dag. Man kan prøve at gå i kirke.

Salme 139 som jeg læste for jer, taler netop om det med at uanset hvor jeg er, så er Gud med. Uanset hvor jeg er, om så det er på kanten af livet, eller i dødsriget, så er Gud dér.

Den, som i sin tid har skrevet denne gamle jødiske tekst, siger sådan her: “Det er for underfuldt til at jeg forstår det, det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det.”1

Det er svært at forstå, at i denne store verden, som vrimler med liv, at så skulle Gud have interesse og omsorg for mig?

De tanker kan jeg godt dele. Det er lige til at blive helt svimmel over.
Ikke destomindre tror jeg, at det er sådan det er.

Hvis jeg må være lidt personlig, så er det også min oplevelse og min erfaring.

1 Salme 139,6.

page3image23764096

4 af 6

I 2018 var jeg kun på arbejde halvdelen af året. Jeg havde et halvt år, hvor jeg ikke kunne passe mit arbejde. Der have været for meget fart på. Lyset var brændt i begge ender, og alt det der klassiske, som alt for mange mennesker i vores samfund oplever.

Noget gik simpelthen i stykker indeni, og jeg kunne bogstaveligt talt ikke finde ud af noget som helst.

Hvis der var noget positivt, følte jeg ingenting, Hvis der var lys så jeg det ikke. Hvis nogen sagde til mig, at jeg jo kan så meget, og at det nok skal gå, så troede jeg ikke på det.
Jeg var i et mørke, som jeg aldrig havde troet at jeg skulle havne i.

Men der var jeg!

Når man ikke synes, at man kan noget som helst, så er dagen lang. Så jeg begyndte at gå. Den ene fod foran den anden, og det var ligesom det eneste, jeg skulle tage stilling til. Og det var dejligt. Det gav ro.

Jeg må have været meget udfordret, for jeg kan se på min telefon, at jeg sidste år gik 4000 km.

En dag mens jeg gik i Munke Mose, blev jeg stoppet af en af der her irriterende facere.
Han var ret ihærdig (irriterende) og begyndte at gå med mig og blev ved med at tale til mig.

Pludselig hørte jeg mig selv sige: “Jeg har ikke noget mod dig, men jeg har noget i mod at blive forstyrret, når jeg går og beder!”

5 af 6

Lige dér gik det op for mig, at noget af det, der skete når jeg gik, var at jeg havde – og har – oplevelsen af ikke at være alene.

Det var når jeg gik, at ordene fra Salme 139 blev min virkelighed. At Gud var der i det værste mørke, jeg nogen sinde har været i.

Jeg fangede, at Gud ville mig,
selvom jeg ikke kunne arbejde,
selvom jeg ikke kunne være sammen med ret mange mennesker,
selvom jeg var i tvivl om jeg nogen sinde kom til at arbejde igen.
Gud var der, når jeg frygtede om jeg nogensinde igen ville få det godt.

Jeg siger dig: Du er aldrig alene!

Jeg har oplevet det. Bare rolig! Du behøver ikke at have det dårligt, for at opleve det. For det er ikke noget vi skal kvalificere os til, hverken negativt eller positivt.
Det er heller ikke noget man skal tro på Gud på en eller anden bestemt måde, for at opleve det.

Det er bare sådan det er. Du er ikke alene!
Jeg er ikke alene.

6 af 6

“Det er for underfuldt til at jeg forstår det, det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det.”

Men derfor kan det jo godt være sådan! Amen.

 

Jeg har mødt Jesus

Jeg har mødt Jesus!

Det er der alligevel ikke mange, der tør sige højt. Hvis vi gjorde, ville vi sikkert opleve mennesker betvivle vor intelligens og mentale sundhed. Ikke destomindre handler påsken netop om, at mennesker møder Jesus og bliver nødt til at fortælle om det.

Ved gudstjenesten på søndag taler Thomas Risager ud fra Johannesevangeliets kapitel 20, vers 19-31. Her bliver det gjort klart, at opstandelsen og mødet med den opstandne Jesus – noget af det vi som kristne har allersværest ved at forholde os til – er absolut fokus i al snak om kristen tro.

Hvis ikke vi taler om og forholder os til opstandelsen, så er det bare tomme ord. Som kirke og som kristne er vi udfordret til og kaldet til at tale om opstandelsen, og vi må risikere, at menesker tror, at vi er tåber.

 

Hør mere her:

 

Du kan også læse talen her. Læg dog mærke til, at der er afvigelser mellem den tale, som er holdt i gudstjenesten og den tale som er forberedt ved skrivebordet.

Talemanuskript i PDF-format

1 af 7

Prædiken søndag d. 28. april 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Joh 20,19-31.
Som faderen har udsendt mig, sender jeg også Jer!

Jeg har mødt Jesus!

Jeg tror de fleste af os vil være noget tilbageholdene med at komme med sådan et udsagn på eksempelvis Facebook.

Kan I forestille jer kommentarerne til sådan et udsagn?

Der er helt sikkert en del, som vil latterliggøre og håne. Forhåbentlig er der nogle få, som gerne vil vide mere.

At påstå, at man har mødt Jesus er i direkte modstrid til vores rationelle forståelse af verden. Man vil helt sikkert møde reaktioner.

Journalisten Charlotte Rørth har mødt hele spektret af reaktioner i forbindelse med, at hun udgav sin bog “Jeg mødte Jesus.” Som i øvrigt er udgivet på Informations Forlag. Det er et alvorligt forlag, som ikke hopper på en hvilken som helst historie. Så et eller andet sted, er alene det ret fedt.

Bogen er udgivet for fire år siden, men Charlotte Rørth trækker stadig fulde huse, når hun er ude og holde foredrag.

For nyligt læste jeg en artikel, hvor hun fortalte om, hvor belastende hun oplevede det, at nogle betragtede hende som rablende vanvittig.

2 af 7

De spørgsmål har hun stillet sig selv, og hun er ikke i tvivl om, at den oplevelse hun havde i i en kirke i Spanien d. 25. februar 2009 lidt over middag, er virkelig, men samtidig svær at forklare.

I artiklen1, jeg læste, beskriver hun, hvordan mennesker, hun møder, fortæller hende om oplevelser – møder med Jesus – som minder om de oplevelser, hun selv har haft. Det er helt tydeligt for hende i artiklen, at langt de fleste mennesker vælger at holde mund, og ikke dele med nogen som helst, hvad de har oplevet at møde Jesus. Man er bange for sit omdømme, og man vil ikke latterliggøres.

Den mekanisme kan jeg let forstå. De færreste af os ønsker at blive latterliggjort, eller blive overdynget med meget kristiske spørgsmål.

Jeg tror dog, at en af af årsagerne til at folk hurtigt tager afstand fra menneskers beretninger om møder med Jesus, er at vi som samfund har mistet vores sprog for at tale om religiøsitet og tro.

En af hovedårsagerne til det, er at vi er et produkt af oplysningstiden, hvor rationaliteten i den grad har vundet. Jeg vil lige tilføje, at jeg på ingen måde begræder det. Vi har kun fordele af så meget viden og knowhow, som overhovedet muligt.

En af priserne vi taler for oplysningstiden og reformationen er, at vi har fokuseret på tro, som

1 Politiken. 17. april 2019. https://politiken.dk/kultur/art7087623/Charlotte-Rørth-

mødte-Jesus.-Så-blev-hun-et-fænomen

page2image52906048page2image52879808page2image52880000

3 af 7

intellektuel tildragelse, og ikke som en mangefacetteret gave fra Gud.

Jeg tror, vi begår os selv en bjørnetjeneste, hvis vi i vores blinde hyldest til rationaliteten udelukker, at der kan være mere mellem himmel og jord, og at tro i sig selv rummer det paradoks, at det ikke nødvendigvis kan forstås.

Selvom discpilne, som Jesus pludselig står midt iblandt på den samme dag, som Maria Magdelene har mødt ham i haven, alle sammen har hørt forudsigelserne om, at han skulle opstå fra de døde. Selvom de har set Lazarus komme vaklende ud fra graven, så tror jeg ikke, at en eneste af dem, med sin forstand fatter, hvad der forgår, da Jesus pludselig står i rummet.

De er i forvejen ude på dybt vand, da de helt enkelt er bange for, at komme til at lide samme skæbne som Jesus. Graven er tom. Maria har fortalt dem, at hun har mødt Jesus.

Der har været skepsis, afvisning og måske ligefrem latterliggørelse blandt dem.

“Fred være med Jer!”2 siger Jesus. Det er en almindelig hilsen, som referer til det jødiske Shalom. At der må være fravær af konflikt og harmoni iblandt Jer.
Men kigger man nærmere på teksten i det originale sprog, så ser man at jesus anvender ordet Εἰρήνη. Det ord peger tilbage til Johannes 14 i Jesus omtale af løftet

2 Joh 20,19

page3image53095296

4 af 7

om den anden talsmand. Her siger jesus: “Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg her!”3
Dette afslører en helt anden betydning end Shalom, som er harmoni. Her er der ikke tale om den fred, som verden giver,4 men istedet er det her et udtryk for at Gud vil være med under tvivl, forfølgelse og gennem trængsler.5Allerede i måden den opstande Jesus hilser de frygtsomme disciple, ligger der et løfte om Guds kraft og styrke, men også en forudsigelse af modstand og måske latterliggørelse.

Det eneste vi ved om disciplenes reaktion er, at da Jesus havde vist dem sine hænder og såret i sin side, blev de glade.6

Fred være med Jer, siger Jesus. Her kom løftet om, at Gud vil være med dem gennem tvivl, forfølgelse og trængsler, og så følger noget væsentligt, nemlig at Jesus sender dem ud, sådan som han selv er sendt til os.

Den johannæiske tankegang er, at disciplene repræsenterer hele kirken, hele kristenheden, og dermed bør vi opfatte det, som Jesus siger til disciplene, som var det sagt til os.7 Med andre ord, Metodistkirken, folkekirken, Baptistkirken, alle os, er sendt ud i verden. Her er der en klar parallel til missionsbefalingen.

3 Joh 14,27
4 JF. Joh 14,27

5 Barrett, C.K.: The Gospel According to St John. SPCK, London 1978. Side 468 og 568-569.

6 Joh 20, 20
7 JF. Barrett side 568.

page4image53094528

5 af 7

Jesus blæste Helligånden ind i disciplene, den Ånd, som bærer Guds fred. Den Ånd, som bærer troen som en gave ind i mennesker. Den Ånd som gør, at man som menneske kan rumme opstandelse, selvom man måske ikke kan forstå det.

Hvad er det så jesus sender disciplene (og os) ud med?

Det er jo historien om mennesker, der har mødt Jesus. Det er vidnesbyrdet om opstandelsen. Det er så vigtigt fordi det er kernen i hele kristendommen.

Paulus omtaler det i sit første brev til menigheden i Korinth, hvor han bruger hele kapitel 15 på, at understrege vigtigheden af opstandelsen. Læs det kapitel, og læg mærke til at han slutter af med “Derfor, mine brødre, stå urokkeligt fast og giv Jer helt hen i arbejdet for Herren!”8 Og skulle nogen være i tvivl, så er det opstandelsen de skal stå fast på.

Men det kan være svært at tro på. Thomas havde ikke været der, da Jesus pludselig stod midt i rummet.

Det er en uge siden, at maria Magdalene kom hjem fra den tomme grav og fortalte, at hun havde mødt Jesus. Det er uge siden, de andre disciple fortalte, at de havde set ham.

Thomas er sådan indrettet, at hvis ikke han ser Jesus med egne øjne, så tro han det ikke. De kan påstå alt det de vil, at de har mødt Jesus. Thomas kan ikke tro det.

8 1. Kor 15,58

page5image53085120

6 af 7

Jeg har stor respekt for ham. De andre disciple er de, som gennem de sidste tre, måske fire år, har været allernærmest på ham. De er hans venner og hans fortrolige. Selvom det der dem, der siger, at de har mødt Jesus, kan han bare ikke tro det.

Det har ikke været det populære synspunkt, men jeg beundrer ham for hans ærlighed.

Pludselig står Jesus midt i rummet. Han siger det kendte: “Fred være med Jer!”
Umiddelbart bliver Thomas af Jesus opfordret til at røre ved hans sår i hænderne og stikke en finger i hans side, sådan som vi ser det på Caravaggios 400 år gamle billede.

Thomas bekender: “Min Herre, og min Gud!”9 Han siger ikke bare, ok, nu tror jeg, men med de ord bekræfter ham, at Jesus er den, han er, og at hele historien om opstandelsen er sand.

Dette møde med disciplene har det ene formål, at den ene mand, som er fuld af tvivl, får lov at møde Jesus. Kunne kirken være spredt over hele verden ved en udsendelse uden Thomas? Sikkert! Men Jesus vil have alle med!

Johannes fortæller grundigt, og der er flere historier, om opstandelsen, og det siges direkte, at formålet er at vi skal tro, og have liv i hans navn.

Liv i hans navn er et løfte om, at opstandelsens virkelighed må gælde os. , Det er i det løfte, og i løftet om

9 Joh 20,28

page6image52698624

7 af 7

Guds fred, gennem trængsler, at vi sendes ud i verden, for at fortælle om kernen – opstandelsen.

For det er opstandelsen fra de døde, der gør at mennesker den dag i dag kan sige: “Jeg har mødt Jesus!”

Amen.
Jesus, som iblandt os står.

Gud er min styrke

Ved dagens gospelgudstjeneste med gospelkoret Nardus taler jeg ud fra en af de mest kendte beretninger fra bibelen, nemlig “Vandringen på søen.” Læs den evt. selv i Matthæusevangeliet kapitel 14, 22-33.

Denne bemærkelsesværdige historie bruges til at tale om, at turde være i livets storme, også selvom vores tro måske ikke helt rækker til.

Gud kan være vores styrke, der hvor vi ikke selv er i kontrol.

Du kan høre mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der næsten altid er lidt afvigelser mellem den skrevne tale fra forberedelsen, og den tale, som faktisk holdes under gudstjenesten i kirken. I dag er ingen undtagelse fra det.

Talemanuskript i PDF-format

1 af 6

Prædiken søndag d. 24. marts 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matt 14,22-33. Gud er min styrke. Gospelgudstjeneste med Nardus.

I dag har vi en af de mest kendte bibelske beretninger foran os. Vandringen på søen.

Det påstår jeg, at den er, fordi jeg ofte i mødet med nye mennesker, f.eks. til fester, når jeg siger, at jeg er præst, tit får spørgsmålene, som tilsyneladende optager vi mennesker mest. Nå, så du tror altså på, at Jesus lavede vandet til vin, og han gik på vandet?

Det korte svar er, ja. Det tror jeg på. Når man ser på nogle af de andre mirakler, som bibelen fortæller os skete omkring Jesus, så er vand til vin, og at Jesus går på vandet, nærmest i kategorien af bagateller. Men derfor kan der godt være livsvisdom og tro, sådan en historie.

Bibelen er fyldt med historier, som vi måske ved første øjekast ikke lige forstår. Det er her vi skal huske, at biblen er en utroligt kompleks bog, og de historier, som for så mange år siden blev udvalgt til at være med i den, er der fordi, de har noget at sige mennesker, den dag i dag. Det er i hvert fald min påstand.

Så spørgsmålet er om om du nu vil med ud og sejle? Jeg tør godt garantere, at du ikke bliver søsyg.

Jesus har undervist rigtigt mange mennesker, og nu er han ganske enkelt træt, så han sender skarene bort, for at gå op på et bjerg, for at bede.

2 af 6

De tolv mænd, som følges med ham, disciplene, sender han i fiskerbåden om på den anden bred af søen. Der vil han møde dem igen.

Blandt disse disciple, er der fiskere. Det er altså mennesker, som er vant til at sejle, og de kender søen, som deres egen buskelomme.
Det er her flere af dem er vokset op, og de har sejlet siden de var børn.
Med andre ord, det ved hvad de laver. Især Peter, som vi hører om i historien i dag, er en mand, som har styr på det hele. I hvert fald når det kommer til det med sejlads og fiskeri.

Måske har han i virkeligheden ikke så meget styr på alt det andet, som han gerne vil have. Der ligner han i virkeligheden mange af os.

Vi lever ofte i blind tillid til, at bare vi har styr på det hele, så kan vi klare alt, hvad livet byder os. Der er styr på banken, forsikringerne, hjemmet, vores forhold, alle de store linier er tegnet op. Vi er ressource stærke mennesker. Vi skal nok klare det.

Naive, som vi nogen gange er, så tror vi, at så længe vi har styr på det hele, så bliver er aldrig sådan rigtigt stormvejr i vores liv.

Sådan fungerede jeg, da jeg var ung. Jeg har styr på det hele, så jeg kan klare alt!
Min skuffelse var enorm, da livet lærte mig, at det var en meget fejlagtig antagelse.

3 af 6

Peter var den uofficielle leder af disciplene, og meget ofte er det ham, som nævnes i de bibelske beretninger. Han er den der går forrest, og meget ofte er han også lidt hurigt til overfor Jesus, at fremhæve sig selv.

Det bliver faktisk Peter, der i påsken kommer til at fornægte ikke mindre end tre gange på en enkelt aften, at han overhovedet havde noget med jesus at gøre.

Peter har dog et stort mod.

Båden arbejder i bølgerne, vejret er hårdt og vinden er i mod, så båden krydser sig frem over søen. Ude på siden midt om natten, der råder mørket. Der har ikke været noget lys, så fornemmelsen af at være på en båd, der virkelig arbejder i vandet, er fornemmelsen af at båden drives frem i blinde og frem mod intetheden. Det er en lidt speciel fornemmelse.

Og helt specielt har det været, da de har set en skikelske komme gående på vandet hen mod båden. De tolv barske mænd blev skrækslagne og troede, at det var et spøgelse. Dette var ikke deres mest stolte og mandige øjeblik. De skreg af frygt!

Jesus ser deres frygt, og siger straks. Det er mig, frygt ikke. Det siger han rigtigt mange gange gennem de mange historier, vi har om ham.

Peter er måske den, der er allermest bange, og det står han ved. “Herre, hvis det virkelig er dig, så befal mig, at komme ud til dig på vandet!”

Det blæser stadig, bølgerne er store, og mørket gør det svært at se.

4 af 6

Jesus siger bare: “Kom!”
Peter træder ud af båden. Han ved at Jesus venter på ham. Her synes jeg faktisk at han er temmelig modig.

Han begynder at gå hen mod Jesus.

Her er en væsenlig pointe i historien. Vi får lov, at høre om en Jesus som kommer til mennesker, i mørke og i modgang. En Jesus, som giver sig til kende, da de er allermest skrækslagne og er mere mus end mænd.

Vi ser en Jesus, som beroliger dem. Det er mig, vær ikke bange.

Vi oplever en Jesus, der inviterer Peter ud af sin komfortzone, for at vise ham, at der er mere i livet, end han umiddelbart kan se.
Jesus ønsker at være sammen med Peter når han er allermest urolig, men faktisk også når han er allermest tvivlende.

For ganske vist går Peter på vandet. Det går ganske fint, indtil han kommer til at se, hvor dybt vand han egentlig har bevæget sig ud på. Da han så, hvad han havde gang i, og mærkede stormen, blev han igen bange og han begyndte at synke.

Han rækker hænderne frem mod Jesus og skriger: “Herre, frels mig!”

Jesus rækker straks hånden ud og griber ham.

5 af 6

Det vi skal se her er, at Bibelen giver os en historie, hvor vi skal høre, at jesus griber os, når vi er ude på dybt vand og når det stormer omkring os.

Han vi være sammen med os, ikke bare når vi er polerede og fine, men sandelig også gennem livets storme, hvor vi kommer til at afsløre vores sande jeg.

Han griber Peter.

Han bebrejder også Peter, at han mangler lidt tro. Dette er ikke en bebrejdelse over, at han beder Jesus forsikre ham om, at det er ham. Men det er en undren hos Jesus over, at han, når han først er gået ud på vandet, kommer til at tvivle på, at Jesus ikke skulle kunne gøre det muligt, for Peter gå i stormen sammen med ham.

Når det kommer til stykket, har Peter stor tro. Han tør gå ud i stormen, fordi han tror at Jesus er der i mørket og i stormen.

Det løfte tror jeg også er givet til os, at når vi er ude, hvor vi mister kontrollen og ikke kan bunde, der er Gud også. Jesus viser det ved at være på vandet i mørket og i stormen. Selv der hvor vi, ligesom Peter, ikke kan finde ud af at holde fast i troen på det, da rækker han hænderne frem og griber os.

Jo, det tror jeg faktisk på. Og så håber jeg på, at jesus griber mig, for jeg ved at han rækker armene frem mod mig.

På den måde er Gud min styrke.

6 af 6 Amen