Pinse 2016 – Thomas Risager

Guds Ånd falder over disciplene og gør at både de selv og mennesker helt uden forudsætning for at kende historierne om Jesus, kan erfare og opleve Guds nærvær.
Det er det, som pinsen er: Gud er helt tæt på, også selvom vi ikke forstår. Hør mere her, hvor pinsen er i fokus.

podcast-large

 

Du kan også læse manuskriptet til talen. Bemærk dog, at det talte ord ganske ofte afviger lidt fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 15. maj  2016. 

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Apg. 2,1-21 & Rom 8,14-17 & Joh 14,8-17 & Sl 104,24-34.

På himmelfartsdagen bad Jesus disciplene om at gå op til Jerusalem og vente på at blive iført kraften fra det høje.

Som så ofte før, tror jeg ikke, at de fattede ret meget af, hvad ham mente med det. Men de gjorde som Jesus havde bedt dem om.

Det kunne vi måske lære lidt af. At gå i tro er de skridt man tager, uden at kende hele vejen. Man må gå alligevel. Fordi det er det, som føles, som det absolut eneste rigtige at gøre.

I dag fejrer vi pinsen. 50 dagen for opstandelsen.

Disciplene er samlet indendøre. En kraftig vind, fylder rummet.

Det er ikke sådan et pust fra et åbent vindue, der lige får lyset til at blafre, men reel vind. Apostlenes Gerninger siger vindstød.

Meterologerne vil sige vindstød af stormstyrke. Med andre ord, det er ikke sådan noget hygge nygge noget.

Tunger af ild fordeler sig på hver enkelt af disciplene. Jeg tænker tit på, hvad der ville ske i kirken, hvis det skete. 30 sekunder og Anders Flinck har tømt ildslukkeren ud over det hele.

Den ild, som Helligånden giver, er ikke en farlig fortærende ild. Tværtimod er det en opbyggende ild.

Den samme ild, som opbyggede Moses, da han står overfor den brændende tornebusk, til at blive den fantastiske leder, som fik israelitterne fra Egypterne, gennem ørkenen og ind i det forjættede land.

Guds ånd helliger – dvs. den bygger op, så vi kommer til at ligne Gud mere og mere – det som vi her i kirken kalder helliggørelse.

I pinsen ser vi forvandlingen ske med disciplene i løbet af få sekunder.

Guds ånd forvandler, Guds ånd bygger op, Guds ånd giver kraften fra det høje. Det som Jesus sagde, de skulle gå op til Jerusalem og vente på, fik de. Kraften fra det høje.

Fra at være som skræmte børn, der holder sig indendøre og knapt tør åbne munden, fordi de faktisk ikke fatter, hvad det er sket omkring dem de sidste mange dage, så deler de nu med hinanden om alt det fantastiske, de har oplevet sammen med Jesus.

For hver gang de hører hinanden fortælle en historie om hvordan Jesus kærlighed har gjort dem hele og det at han har sendt dem ud, har forvandlet dem. For hver gang historierne lyder stiger glæden, vokser troen, håbet og kærligheden.

De er ikke længere de samme mennesker. Noget nyt er blevet til inden i dem.

De bevæger sig fra at være disciple – elever – til at være apostle – ledere.

Der sker det noget centralt i verdens historien, fordi de apostle, som sidder i rummet, ikke lader sig begrænse af deres egen frygt.

Mennesker på gaden, kan høre, at der er noget helt vildt fantastisk på færde. Hver gang en af apostlene fortæller om Guds storhed i hans liv, smitter det, taler det til, rører det ved, bevæger det mennesker, som hører det.

Og det gælder uanset om det er parthere, medere og elamitter, dem der bor i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, v10  Frygien og Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, de tilflyttede romere, v11  jøder og proselytter, kretere og arabere – Alle hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål.

Det burde ikke være muligt, men det der det!

For der hvor Guds ånd er, falder alle grænser. Der er alt muligt.

Der sker der ting og sager.

Der flytter Gud rundt i menneskers liv, så vi bliver åbne for hans kærlighed.

Da er vi i stand til at lytte, så vi forstår, selvom vi ikke forstår.

Så vi kan tro, selvom vi ikke kan finde ud af at tro.

Så Gud kan frelse os, selvom vi aldrig fatter, hvordan det går til at hans kærlighed forvandler vores liv og bringer os ind i evighedens perspektiv.

Vi kan se at det sker, vi kan mærke at det sker.

Pinsen er Gud, som kommer helt tæt på. Det er Jesus, som nu er tiltstede overalt, fremfor at være bundet i i sin egen krop. Nu er han nu til stede ved os og i os.

Palulus taler i Athen om, hvor nær Gud i sin ånd er. Han siger: …”For i ham lever vi, ånder vi og er vi…”

Det er her vi kan opleve Gud, mærke Gud, have vished for at han er i livet samme med os.

At Guds ånd falder er ikke isoleret til dramatiske begivenheder i Jerusalem, men det sker i hverdagen, der hvor mennesker er.

I dag, vil jeg lade her høre, noget af det, som mennesker. Almindelige mennesker, vel at mærke, har skrevet til mig i ugen her op til pinse.

Læg mærke til at de oplever, at Gud er der hvor de er.

En af de unge, som var på påskelejr siger:

For mig var påskelejren som at blive vasket ren og få en ny begyndelse – sådan har jeg det med alle lejrene. Når man går der med 50 andre unge, der bare vil hinanden og verden det bedste, er det som om al ondskaben og alt det mørke der eksisterer, bliver bare en smule lettere at bære. Min tro bliver stærkere for hvert smil, hvert kram og hver samtale og det bliver så tydeligt for mig, at Gud arbejder gennem mennesker. Det er en velsignelse.

Der er især tre steder, hvor jeg oplever Gud, og det er på tre forskellige måder. Ungdoms- og spejderlejre møder jeg Gud i fællesskabet, og i en fornemmelse af, at alting kan lade sig gøre med andre mennesker, som har samme mål som en selv. Der er en ro og en velsignelse i, at vi er sammen om at ville hinanden som mennesker, uden vi skeler til hinandens skyggesider. Alle ser det bedste i hinanden, og der er man i sådan en perfekt lykke tilstand, hvor der bare er ro og velsignelse. Endnu bedre er det, når det fællesskab bliver kombineret med meningsfyldte oplevelser som hjælpearbejde med gadebørn eller lignende, hvor man føler, at man kan gøre verden til et bedre sted, der føler jeg, at Gud står midt i det hele.

Musikken er et andet sted, hvor den rigtige tekst eller musik kan give en gåsehud, hårene rejser sig, og selv om man er helt alene, er der en eller anden form for nærvær med noget, der er meget større end en selv. Den der følelse af kærlighed og lykke over at være tilstede i verden.

Naturen er det sidste sted. Sådan en sommerdag i skoven, hvor vinden, lydene og varmen bare spiller sammen på en måde, der ikke er tilfældig og ligegyldig. Der kan man næsten mærke helligånden i vinden og være helt opslugt af at være en del af Guds skaberværk – den slags føler jeg ikke, at vi bare kan tilskrive tilfældigheder.

Mathias Alsted Flinck

Jeg mærker Guds storhed og nærhed, når jeg ser på skaberværket…..i naturen – blomster, træer, ved havet og i skoven. Til barnedåb, bryllupper og begravelser. I musik og sang af alle slags. Når jeg oplever disse ting får jeg tårer i øjnene og gåsehud. Jeg oplever at vi mennesker gør noget planter og vander, får børn, lever, elsker, synger og spiller…..og så lægger Gud lige det der ekstra til, som gør det til noget stort og som giver mig fornemmelsen af hans nærhed. Så enkelt.

Bente Riishøj Hansen

Læg mærke til at Gud er ikke bundet at tid og sted.

Ånden falder i ensomhed og i fælleskabet.

Der hvor mennesker er falder Guds ånd. Det er ikke altid dramatisk, men det der sker indeni er i høj grad dramatisk.

Gammel jædist mystik siger, at der sidder en engel på vores skulder, som hver gang vi møder et andet menneske, siger: Se, skabt i Guds billede.”

Glædelig pinse.

Amen

I am – Thomas Risager

Denne søndag er der gospelgudstjeneste med gospelkoret Emmuas.

Sangene og temaet kredser omkring temaet: I am.

Hvem er jeg?
Hvem er jeg i menneskers øjne?
Hvem er jeg i Guds øjne?

podcast-large

Hvorfor tro på en gud? – Thomas Risager, Yvonne Brandt & Anders Flinck

Ateistisk Selskab kører for tiden en reklamekampagne, som sigter mod at få folk til at melde sig ud af kirken, ved at stille spørgsmålet:

“Hvorfor tro på en Gud?”

Det skal de have lov til at gøre, og det er et helt legitimt spørgsmål at stille.

Det er et spørgsmål, som jeg faktisk synes, at alle mennesker bør overveje. Ikke kun de, som ikke tror, men også de, som tror.

Ved dagens gudstjeneste giver vi vores svar på spørgsmålet. Hvorfor tro på en gud?

Hør mere her:

podcast-large

Du kan også læse manuskriptet til talen. Bemærk dog, at der ofte er afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Prædiken søndag d. 17. april  2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Yvonne Brandt, Anders Flinck, Sine Åkerman.

Tekster: Apg. 9,36.43 & Sl 23 & Åb 7,9-17 & Joh 10,22-30

Hvorfor tro på en Gud?

Ateistisk Selskab kører for tiden en reklamekampagne, som sigter mod at få folk til at melde sig ud af kirken, ved at stille spørgsmålet:

“Hvorfor tro på en Gud?”

Det skal de have lov til at gøre, og det er et helt legitimt spørgsmål at stille. Det er et spørgsmål, som jeg faktisk synes, at alle mennesker bør overveje. Ikke kun de, som ikke tror, men også de, som tror.

Men lad os lige se på en historie fra bibelen først.

Vi er i den første kirkes tid. Jesus er opstået fra de døde, faret til himmels, har givet disciplene missionsbefalingen: “Mig er givet al magt i himlen og på jorden. v19  Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, v20  og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.”

Disciplene ventede ti dage i Jerusalem, og så faldt Guds ånd over dem, og mennesker, der hørte dem tale om Guds kærlighed gennem Jesus, oplevede det så stærkt, at de begyndte at tro. Mange blev døbt og den første kirke var en realitet.

Det var ikke en kirke, som vi tror det skal være i Danmark, men en kirke, som var et fællesskab af mennesker, som levede sammen, delte alt og tog sig af de fattige og de svage. Samtidigt tog de missionsbefalingen fuldstændigt alvorligt. De missionerede helt vildt.

Hvis vi synes Ateistisk Selskab er missionerende for deres sag, så er det ingenting at regne i forhold til den måde som de første kristne gik til den på.

En af datidens første og største kristne Paulus skiver selv: v19  Skønt fri og uafhængig af alle har jeg gjort mig selv til alles tjener for at vinde så mange som muligt. v20  For jøderne er jeg blevet som en jøde for at vinde jøder. For dem, der lever under loven, er jeg blevet som en, der står under loven, for at vinde dem, selv om jeg ikke er under loven. v21  For dem, der er uden lov, er jeg blevet som en, der er uden lov, for at vinde dem, selv om jeg ikke er uden Guds lov, men er under Kristi lov. v22  Jeg er blevet svag for de svage for at vinde de svage. Alt er jeg blevet for alle for i det mindste at frelse nogen. v23  Alt gør jeg for evangeliets skyld for selv at få del i det.”

Paulus siger ligeud her at alle kneb gælder.

Når vi ser på den første kirke, er det vigtigt at have i baghovedet, at man levede i en såkaldt eskatologisk tidsalder, man forventede simpelthen at den tid, hvor Jesus var borte ville være kort.

Lige om lidt, måske i morgen, ville Jesus komme tilbage og gøre endeligt op med denne verdens ondskab, og så gjaldt det om at være klar.

Det er den tankegang, som ligger bag historier om mennesker, som solgte alt, hvad de ejede for at give det til fællesskabet.

Den første kirkes tid, var en vild tid.

Apostlen Peter er på missionsrejse, for at forkynde evangeliet og han kommer til Lydda, hvor han helbreder en lam mand. Det lyder som en vild historie, men i den første kirkes tid, var det hverdag. Rundt om i verden er denne side af den kristne tro ikke fremmed.

Nu kaldes Peter til Joppe, hvor der var en kvindelig discipel. (Læg lige mærke til det! Det er ikke længere kun mændene, som kan være disciple)

Tabitha gjorde mange gode gerninger og gav mange almisser. Bibelsprog for at hun var en meget trofast og god kvinde – en forbildelig disciplel.

Men nu er hun død.

Disciplene – de kristne – i Joppe sendte bud efter Peter, som kom til byen. Han gik op til liget, faldt på knæ og bad til Gud: “Tabitha, stå op!” Så blev Tabitha levende og mange der hørte det kom til tro på Herren, som der skrives i Apostlenes Gerninger.

Jeg tror på Gud, og tænker sikke en fantastisk historie.

Men lad os lige et øjeblik lege med tanken om, hvordan dette lyder for et menneske, som ikke tror.

Et menneske, som har bestemt sig for at Gud ikke findes, eller i bedste fald er et produkt af menneskers egen fantasi.

Hvordan lyder sådan en historie i deres ører?

Hvis man ser isoleret på historien om opvækkelsen af Tabitha, så kan jeg måske godt forstå det ikke troende menneske, som ikke lige køber sådan en historie.

Jeg synes faktisk, at der er flere historier i bibelen, som er så vilde, at jeg også spørger, gad vide om det helt holder vand?

Det er lige der, hvor vi skal minde hinanden om, at bibelen ikke er en videnskabelig tekstbog, men en fortælling om Guds åbenbaring for mennesker. Det er her, hvor jeg minder mig selv om, at det er Gud jeg tror på, og tilbeder, ikke bibelen.

Jeg ved godt, fra mine samtaler med mennesker, som ikke tror, at det er vanskeligt for dem, at jeg ikke betragter bibelen som den absolutte og endelige SANDHED. Bibelen er modsætningsfuld og det lever jeg faktisk fint med. Jeg tror alligevel. Og jeg tror Gud taler til os gennem bibelen, så den er uvurderlig.

Min tro er naturligvis præget af, hvad jeg har læst i bibelen.

Men den er rigtigt meget præget af, hvad jeg har oplevet!

Troen er noget, jeg oplever og erfarer, og ja, hvis jeg skal være helt ærlig, så er den nogen gange i modstrid med min beskedne forstand. Det lever jeg med. For tro foregår ikke kun i hovedet, men sandelig også i hjertet.

Jeg kan ikke bevise Gud findes. Det er der ikke nogen der har gjort. Og nej, for ikke troende, er det der står i bibelen ikke et argument og det er slet ikke et bevis.

Men jeg tror stadig, og jeg tror det er bedst for mig, at tro på, at der er en Gud som elsker mig, tilgiver mig, udfordrer mig, bruger mig og sender mig.

En Gud, som ville mig, og dig,  så meget, at han lod Jesus dø på korset og opstå igen. Ikke for, at det skal være bevis, men for at vi må se, tro og erfare.

Det er det, som det handler om: at tro – ikke bevise, ikke vide, men at tro.

Hebræerbrevet i bibelen siger: “Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses.”

Min tro bekræftes og vokser, når jeg hører mennesker fortælle om deres tro. Så ser jeg den levende Gud bag det.

Vi skal slutte af med at høre et par menesker fortælle om deres tro.

 

Yvonne, hvorfor tror du på Gud?

“Jeg troede faktisk ikke at jeg kunne tro igen.

Efter en del år med et kaotisk liv med en psyke der drillede, kom min tro dog tilbage til mig da jeg begyndte at gå til gospel og teksterne dér hjalp mig i min hverdag. Gospel blev mit åndehul og tirsdag aften ugens højdepunkt, hvor jeg mentalt blev tanket op.

Efter ret kort tid til gospel begyndte jeg også at komme i kirken om søndagen, begyndte også at tænde lys og at be’.

Mit liv ændrede sig radikalt til det bedre.

For et par år siden vendte mine døtre hjem til Fyn – som jeg havde bedt for. De gir mit liv mening og jeg er slet ikke i tvivl om at det er min tro på Gud der her hjælper mig.

Jeg takker dagligt for det min tro gir mig og at mine bønner blir hørt.

Jeg har nu et liv, der er værd at leve og igen noget at stå op til hver dag: en familie, venner, træning, job og ikke mindst min tro på det gode i livet!

Derfor gir det mening for mig at tro!”

 

Anders Flinck, hvorfor tror du?

At tro på Gud eller at vælge at tro på

Det er lidt svært at beskrive, når jeg ikke har prøvet ikke at tro på Gud. Hvilket ikke er det samme som at tvivle, jeg kan jo kun tvivle på noget jeg tror, er der. Viste jeg med sikkerhed at der ikke var en gud, kunne jeg ikke tvivle på ham.

Det betyder bla. at jeg prøver pga Jesus eksempel, at se på mig selv lige som jeg se på andre, at når jeg ønsker retfærdighed for mig, at jeg også nærer det samme ønsker om retfærdighed for andre.

Det betyder at når jeg fyldes af glæde over naturen, livet og kærligheden kan rette takken mod gud, det betyder også at jeg retter utilfredsheden mod gud.

Jeg har svært ved at se hvad der skulle inspirer mig til at være mere medmenneskelig, mere tålmodig og have empati osv. Uden troen på en gud som opfodrer os til at leve med og for vores næste.

Skeptikeren kun sige at bøn til gud bare er samtale med en usynlig psykolog, at tankerne kommer ud at jeg kan lægge dem fra mig. Måske er det det, en gang imellem, andre gange er som et berusende nærvær, opmuntring til at klø på, opmuntring til at fortsætte vilje fast med de vigtige ting i livet også i modgang og håbløshed. Og så har oplevet mirakuløse ændringer mit og andres liv og helbred uden bøn. Jeg tillægger gud æren, en god ateist kunne måske finde god forklaring på det uforklarlige.

Jeg frygter slet ikke døden, jeg ønsker selvfølgelig heller ikke at dø, jeg har ingen forestilling om en himmel eller et helvede efter døden. Der imod føler jeg at gud vil have sine disciple til at skabe en flig af paradis og ikke det helvede som egoisme, magtbegær og grådighed skaber for mennesker.

Don’t have the inclination to look back on any mistake
Like Cain, I now behold this chain of events that I must break
In the fury of the moment I can see the Master’s hand
In every leaf that trembles, in every grain of sand

I gaze into the doorway of temptation’s angry flame
And every time I pass that way I always hear my name
Then onward in my journey I come to understand
That every hair is numbered like every grain of sand

I hear the ancient footsteps like the motion of the sea
Sometimes I turn, there’s someone there, other times it’s only me
I am hanging in the balance of the reality of man
Like every sparrow falling, like every grain of san

Sine Åkerman siger:

Jeg tror på Gud fordi Gud er håb og Gud er ubetinget kærlighed.

Min tro hjælper mig til at acceptere, at jeg begår fejl og rummer ting, jeg ikke er stolt af. At jeg er ok alligevel.

Min tro giver mig styrke, vilje og mod til, at være noget for andre. 

Min tro forhindrer mig i at miste forstanden, når jeg møder verdens elendighed. Jeg accepterer, at jeg er lille og Gud er stor. Gud kender mig, men jeg kender ikke hans veje.

Gud giver mig glæde og frihed til, at være mig.

Derfor tror jeg på Gud.

Amen

 

Tro er at gå og komme! – Thomas Risager

Ved gudstjenesten i dag fokuserer jeg på en historie fra Johannesevangeliet kapitel 21,1-19. Her møder den opstandne Jesus disciplene, som kommer trætte og tomhændede hjem fra fiskeri. Jesus synes ikke, at de er færdige med at fiske, så han sender dem ud på søen igen. Selvom de vidste alt om at fiske, kunne han lære dem noget nyt.
Efter fiskeriet inviterer han dem til at være sammen med ham omkring et måltid fisk og brød.
På denne måde viser Jesus, at med tro er der både det aspekt at blive sendt ud, men også at få lov at komme tilbage til ham. Et balanceret trosliv er altid begge dele.

podcast-large

 

Du kan også læse talen her. I dag er det dog, en ganske anden tale, end den jeg havde planlagt, som jeg faktisk holdt. Sådan går det nogle gange 🙂

Prædiken søndag d. 10. April  2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Johannes 21,1-20.

Gå og kom!

Det er stadig påske selvom påskekyllingerne er pakket væk og påskeæggene forlængst er spist.

Her i slutningen af Johannesevangeliet, hvor vi hopper ind i historien, er der stadig fuld gang i den.

Jesus er opstået. Han har gennem nogle dage, vist sig for disciplene ved flere lejligheder. Det er en mærkelig tid for disciplene og alle andre.

Vi kender det godt fra vore egne liv, at det er super godt, at denne her store ting, som vi har fokuseret på, er godt overstået, men vi må altså til at fokusere på hverdagen igen. Det er det, som sker, da Peter bryder tavsheden. “Jeg tager ud og fisker!”

Et eller andet sted, er det så befriende, at der endelig kan komme lidt normalitet ind i deres liv igen, men de bliver klogere, for med Jesus kan man aldrig vide.

Jeg tror ikke, de har glemt hvordan man gør, men da solen bryder frem og det er tid at komme til land igen, har de ikke fanget noget. Intet! Det er ikke fedt, at være fisker og komme til land med en tom båd.

Der står en mand på bredden. Det gør der tit, når fiskerne kommer ind. Måske kunne man lige få en fisk.

Det var Jesus, som stod der: “Børn, har i noget at spise?”

Jeg tror, han kendte svaret.

Kast nettet ud på den anden side, råber han til dem.

Helt ærligt, så er det bare dybt mærkeligt. Det er mærkelige, at han siger det til dem, fordi det bør ikke gøre nogen forskel. Og i øvrigt, så er det med at lave om på rutinerne på en båd, ikke altid en god ide, for det er vigtigt at alle ved, hvem der gør hvad, hvornår. I sær i pressede situationer.

Det er også mærkeligt, at disciplene gør som han siger. Måske er der bare noget over Jesus, men de ved faktisk ikke endnu, at det er ham.

De rigger hele båden om, der ganske tæt på land og smider nettet ud igen. Miraklet sker, uden at nogen af dem, kan forklare hvorfor, så er nettene ved at sprække og havet koger af fisk i vandoverfladen.

Peter, som gerne ville have hverdag igen, fatter at det er Jesus som står derinde, så væk med al besindighed, han kaster sig i vandet og svømmer ind til Jesus, mens de andre må kæmpe med at redde den enorme fangst.

Jesus har tændt bål beder om fisk. Der er 153 fisk i nettet. Et symbolsk tal for på den tid, var det opfattelsen, at der far 153 nationer i verden.

Jesus samler disciplene omkring sig og holder måltid med dem. Brød og fisk. Sikkert en af grundene til at nadveren ofte så således ud blandt de første kristne i Syrien.

Johannes er tydelig. Det var nu tredje gang Jesus viste sig for disciplene. Vi skal vide det og huske det. Ikke mindst skal vi lægge mærke til at Jesus spiser sammen med disciplene. Jesus er nær i måltidet.

Det er også tanken, at Jesus er nær, når vi i kirken samles om nadverbordet. Her er vi nemlig velkomne, også selvom vi kommer med vores fiaskoer, ligesom fiskerne, der intet har fanget, selvom de har prøvet hele natten.

De føler sig ikke som de mest fantastiske i det øjeblik. Men de er velkomne, som de er.

At have en tro, som gør en forskel i livet, handler ikke kun om, at må komme som man er, men også om at gøre en forskel for andre.

Jesus siger til et menneske, som spørger hvad han skal gøre med alt det tro.

“ og du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.‹ v31  Dernæst kommer: ›Du skal elske din næste som dig selv.”

Hvad skal jeg gøre med min tro spørgsmålet, opstår først, når man virkelig opdager, at man får af Gud. Når man virkelig overvældes af hans kærlighed og velsignelse, kommer restløsheden. Hvad skal jeg så gøre? Det er måske først der, man er lydhør overfor tanken om, at Gud måske ligefrem vil bruge én.

Jesus spørger Peter om han elsker ham ikke mindre end tre gange. For hver gang Peter svarer ja, Herre, følger der en opgave. Vogt mine lam, vær hyrde for mine får, vogt mine får!

Peter får liv at være sammen med Jesus, men kærligheden er også sådan, at den driver ham ud. Kast nettet ud på den anden side, får de at vide. Vogt mine Lam får Peter at vide….

Peter får at vide, at hans tro kommer til at koste ham livet, og stadig siger Jesus: Følg mig!

Amen

 

Opstandelsen handler om at turde tro længere end vi kan se – Thomas Risager

Kvinderne, der påskemorgen kommer ud til graven og finder stenen væltet fra, ved ikke havd de skal tro. Et eller andet sted der det fuldt forståeligt, for det kan jo ikke lade sig gøre at opstå fra de døde. Det er i modstrid med alle de sandheder, vi kender. Men det sker bare alligevel ……

Jesus Kristus er opstået – Ja, Han er sandelig opstået!

Sådan lød råbene i oldkirken på påskemorgen. I dag lyder de i Odense Metodistkirke. For det, der gjaldt den første påskemorgen, gælder også i dag. Opstandelsen fra de døde handler ikke kun om, hvordan vi dør, men sandelig også om hvordan vi lever.

Hør mere her…..

podcast-large

 

 

Du kan også læse teksten her. Bemærk dog, at det talte ord, ofte afviger fra det skrevne.

 

Prædiken søndag d. 27. marts  2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Luk 24,1-12 & Apg. 10 34-43 & 1. Kor 15,19-26, Salme 118,1-2+14-24.

Påskedag: Opstandelsen handler om at turde tro længere end vi kan se!

Alt håb er knust.

Mørket har magten. Det onde vandt.

Kan det være sandt? Har det virkelig ramt os?

Hvad med alle de gode løfter han kom med?

Han tabte kampen!

Nu på tredjedagen, den første dag i ugen, er kvinderne på vej ud til graven. Salverne duftede dejligt, men de kunne ikke fjerne den knugende sorg og følelsen af totalt nederlag.

Mændene – disciplene, de holdt sig bare skjult, som om det eneste i denne verden, de ønskede sig, var at være i fred.

Den døde Jesus skulle smøres ind i salve, sådan som det var skik og brug, at kvinderne gjorde.

Stenen var væltet bort, og kvinderne gik ind i graven, men den var tom.

De vidste ikke hvad de skulle tro.

Sådan tror jeg, mange af os har det, når vi står ansigt til ansigt, med den uovervindelige sygdom, med sorgen, med døden, med konflikten, med tomheden.

Vi ved ikke hvad vi skal tro.

Det er som om hele virkeligheden bliver uvirkelig. Som om alt er i spil. Alt hvad vi troede holdt os fast, viste sig ikke at holde.

Kvinderne er forståeligt nok, nærmest lammede, og står bare og kigger ned i jorden, da to mænd i lysende klæder står foran dem: “Hvorfor leder i efter den levende blandt de døde?

Det er faktisk et godt spørgsmål, men de ved jo ikke hvad de skal tro. Helt ærligt, det forstår jeg godt.

 

Englene, for det er det – Guds sendebud, minder dem om, at han ikke er her, han er opstået. Husk nu, hvad han har sagt til jer….. Jesus havde jo talt en hel del om det. At døden ikke skulle kunne holde ham….. Husk nu det, han har sagt til jer…..

Da huskede kvinderne hans ord og forstod.

Der forsvandt sorgen, usikkerheden og tvivlen.

Da kom troen.

Det er sandt. Jesus er virkelig opstået!

Hvad der så ud som, føltes som, oplevedes som nederlag og mørke, blev forvandlet til lys, sejr og triumf.

Døden fik ikke det sidste ord, håber lever!

Det kan virkelig være svært at begribe, for det strider mod alt, hvad vi anerkender som sandhed.

Da kvinderne står overfor de slukørede mænd og med begejstring forstæller, hvad de da har set og hørt, slår mændene det hen som løs snak og de troede ikke kvindernes ord.

Det er så let, at slå opstandelsen hen. Det kan jo ikke lade sig gøre.

Nej, det kan det ikke, men det sker alligevel. Det er kernen i al kristen tro.

Jesus opstår på trods.

Kærligheden og livet vinder over ondskab og død.

Og det kan bruges til en hel del i vores liv. Det handler nemlig ikke kun om, hvordan vi dør, men i høj grad om hvordan vi lever.

Påskens budskab om opstandelsen giver os visheden om  at livet, uanset hvad, ender godt.

Da Peter og mændene slår opstandelsen hen som løs snak, berøver de sig selv for en enorm glæde.

Vi skal selvfølgelig ikke være jubeloptimister og fornægte de realiteter, som vi står i, men vi skal huske at holde håbet højt. For opstandelsen taler om, at der ud af det, som ser sort ud, kan komme nyt liv.

Det er så vigtigt, at have med i livet, at opstandelsen ikke kun gælder når vi engang dør, men sandelig også mens vi lever.

Opstandelsen handler om at turde tro længere end vi kan se.

I dag fejrer vi at Jesus opstod fra de døde.

At løfterne om Guds fantastiske indgriben i vores liv ikke bare var løs snak, men virkelighed. At kærlighed er handling fra Guds side.

Gud vil dig.

Gud elsker dig.

Gud beskytter dig og passer på dig – også længere end du lever.

Tro på opstandelsen er at turde tro længere end du kan se. Og det har betydning ikke kun for vores død, men sandelig også for vores liv.

Jesus Kristus er opstået – Ja, Han er sandelig opstået!

Amen.

 

Klar til at blive klar / Fristelse – Thomas Risager

Jeg kender ingen, som går gennem livet uden at blive udsat for fristelser.
Fristelser, som vi giver efter for, har det med at få magt i vores liv. Derfor er det vigtigt at kende fristelsen, når vi møder den.

Selv Jesus blev fristet. Han modstod fristelsen. Hør mere om hvordan Jesus gjorde det i dagens tale.

podcast-large

 

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord ganske ofte afviger fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 14. februar 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Luk 4,1-14. Jesu fristelse

Fristelserne lurer overalt, og derfor skal man hele tiden være på vagt og passe på.

Vi skal endelig skærme vore børn for verdens ondskab. Sådan er der kristne, som siger. Verden er farlig og man skal passe på.

Sådan siger vi ikke her. Vi bliver altid bekymrede for kirkelig tænkning, som deler verden op i os og dem. En opfattelse, som hylder at kirken og kristne på en eller anden måde er verden overlegen.

Hvis denne overlegenhed var sand, så var der aldrig nogle af vi, som tror på Gud, eller vi, der kommer i kirke, der kom galt af sted.

Vi HAR hørt om folk fra andre kirker, som faldt for fristelser….  🙂

Verden er ikke farlig, men at tro, at man er immun overfor fristelse, er at være naiv.

Når vi tænker på fristelser, bliver det ofte de dramatiske fristelser, som dukker op i vores hoveder. Noget med kvinder, mænd, penge….

Men blandt de daglige fristelser, som jeg ser det, er det mere fristelser i retning af, at have lysten til at gå fra en konflikt. At vende ryggen til en, som har mere brug for at blive mødt med en omfavnelse og forståelse.

At drømme sig væk fra problemer i stedet for at arbejde med dem.

At mene, at alt der går skidt for en, altid har sin rod i andre mennesker. Det er deres skyld.

At tro at kritikere eller mennesker, som man ikke nødvendigvis er helt enige med, er dårlige mennesker.

…og så er der naturligvis alle de materielle fristelser…..

Jeg har på fornemmelsen, at hvis først vi kommer i gang med at lave lister, så bliver de lange. Længere, end vi har tid til i dag.

I Hebræerbrevet siges det med svulstige ord om Jesus, at han er vor ypperstepræst.

“Ja vi nu har en stor ypperstepræst, som er steget op igennem himlene, Jesus, Guds søn, så lad os holde fast ved den bekendelse. v15  For vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd. v16  Lad os altså med frimodighed træde frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid.”

Jesus forstår fristelsen, hvilket jeg tænker er meget betryggende. Men jeg lægger lige mærke til bemærkningen: “Dog uden synd.” Jesus faldt ikke i.

Historien om Jesu fristelse er det, som sidder i baghovedet af Hebræerbrevets forfatter, der skriver formodentligt omkring år 80, i et forsøg på i den spirende kirke, at forklare Jesus og hans rolle. En rolle han fik, fordi hans liv, død og opstandelse mildest talt var spektakulært. – Og så selvfølgelig fordi han var Guds søn.

Et er, at han efter sin dåb var i ørkenen i 40 dage og til slut led sult, som Lukas tørt konstaterer det.

I et ørkenland er der enorm respekt for det. Solen banker ned om dagen og natten er iskold.

Det gjorde af Jesus var et menneske, man lyttede til. Faktisk er han så dan lidt BS Christiansen agtig.

Noget andet var, at han i sin svaghed, sulten og træt, står ansigt til ansigt med djævelen.

Hvis jeg havde sultet i 40 dage, tror jeg tanken om nybagt brød ville være ganske massivt til stede hos mig.

“Hvis du er Guds søn, så sig til stenen der, at den skal blive til brød!”

Hvis en fristelse er én vi falder i, så er det gerne sådan at fristelsen vinder magten over os.

Jesus ved og gennemskuer, at han vil være djævelsens lakaj, hvis han giver efter.

Fristelsen om at få al magt og herlighed i denne verden står også i skærende kontrast tl den skæbne, som Jesus vidste han var på vej mod.

Mennesker lyttede til ham, fordi han var 40 dage i ørkenen og klarede den. Men det at modstå de tre fristelser, er endnu mere sejt. Dette var en stærk indgang til det, som jesus efter går i gang med.

Jesus modstår fristelsen – sejt!

Det var ikke sidste gang, Jesus mødte fristelse i sit liv. I Matthæus 16 finder vi historien, hvor Jesus har delt med disciplene, at han skal gå op til Jerusalem og lide og dø.

Peter stille sig foran ham: “Gud bevare dig Herre. Sådan må det aldrig gå dig!” Jesus svarer meget voldsomt: “Vig bag mig, Satan.”

Det har ofte undret mig, men jeg forstår at svaret indikerer, at han ser Peters udsagn, som en reel fristelse.

Jesus møder fristelse gennem sit liv, og vi møder fristelser gennem vore.

Hvad er det, der gør, at Jesus vinder (og vi ofte taber)?

For det første negligerer Jesus ikke fristelsen, men forstår alvoren og konsekvenserne af djævelens fristerier.

For det andet, er han så kendt med Gud, at han ikke et sekund tvivler på, hvad der er Guds vilje med ham.

For det tredje, så er han åben for at fristelser er en mulighed, så han forventer det.

For det fjerde, så er han fyldt af Helligånden, Gud er med ham.

Fristelser er reelle, vi skal ikke frygte dem, for Gud er med os i dem, men vi skal heller ikke være naive. Så der er god grund til bede med, når vi i Fadervor beder: “Led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde.”

Amen

Du er ikke i fokus – Thomas Risager

 

Daabs-selfie
En lille selfie midt i gudstjenesten

Jeg indrømmer det blankt. Jeg bruger selfie-funktonen på min telefon rigtigt meget. Et billede af mig på et eller andet cool sted er ligesom beviset på, at jeg HAR været der.
Aldrig før har vi sat os selv så meget i scene og i centrum, som vi gør i disse år.

Da Jesus havde talt i Synagogen i Nazareth, blev folk så oprørte over ham og hans budskab, at de forsøgte at slå ham ihjel. Han sagde – provokerende nok – at alle de gode løfter i første omgang vil komme til dem, som intet har. Dem som lider. Dem som ingen regner for noget. Alle vi, som har travlt med at tage selfier, opdager slet ikke, hvad der sker omkring os, for vi er ikke selv i fokus.

Måske skulle man prøve at kigge op og se ud?

Hør mere her:

podcast-large

 

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord ofte afviger fra det skrevne manuskript.

Prædiken søndag d. 31. januar 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Luk 4,21-30.

Klar til at blive klar – du er ikke i fokus

Jeg indrømmer det blankt. Jeg bruger selfie-funktonen på min telefon rigtigt meget.

Et billede af mig på et eller andet cool sted er ligesom beviset på, at jeg HAR været der.

Aldrig før har vi sat os selv så meget i scene og i centrum, som vi gør i disse år.

Det er jeg vist heller ikke alene om. Det afslørende billede af Helle Thorning, der lige skal have en selfie med Obama er gået verden rundt. Vi tager sellier, og vi kommer ikke udenom at det nok er et udtryk for en vis selvoptagethed, at vi sætter os selv i scene med selfier og sociale medier.

I synagogen, hvor Jesus netop har stået og talt, da vi dropper ind i Lukasevangeliet, der sidder der også mennesker, som sætter sig selv i scene.

Mennesker, som er vant til at de sætter retningen og andre retter ind efter dem. Dem, som altid flyder ovenpå.

Jeg siger ikke at her er mennesker, som har meget høje tanker om sig selv.

Det udtaler jeg mig ikke om. Men det kunne jo ske i en anden kirke…

Kirker lider nogen gange lidt under det, at vi føler os bedre end andre, og det er faktisk skidt.

Jeg er ret sikker på at det er det tilfældet i Nazareths synnagoge.

Jøderne reagerede i hvert fald voldsomt på det Jesus siger til dem.

Faktisk kan man som præst godt drømme om sådan en reaktion, eller næsten sådan en reaktion. Eller bare en reaktion 🙂

Men hvad er det Jesus siger til dem. Jo hans prædiken er kort. Så kort, at jeg godt tør gengive den i fuld længde i dag.

Måske var det noget at menighederne kunne drømme om, at præsterne kunne fatte sig i korthed.

Jesus siger helt enkelt:

“I dag er det skriftord, der lød i jeres ører gået i opfyldelse.”

Så kort kan det gøres.

Hvad var det så, der er gået opfyldelse? Man kan sige, at det er jesus egen programerklæring, som han ganske vist læser fra profeten Esajas.

Gamle ord og gamle længsler om en ny tid, hvor der skal være godt budskab til fattige, frigivelse til fanger, syn til blinde, frihed til undertrykte og et nådeår fra Herren.

Det står i skærende kontrast til den virkelighed, som man lever i på Jesus tid.

Der er der jo ikke nogen, som kan have noge i mod. Men med Guds kærlighed er det oftest sådan, at de første til at se, høre, erkende og forstå er de, som tilsyneladende ikke er mest oplagte. Det er meget sjældent dem, som er i centrum.

Vi ser det bla. i julen, hvor de første, som forstår at noget fantastisk er sket, bliver de hyrderne på marken. De mennsker, med den laveste agtelse, bliver de første som møder Jesus.

Nu har Jesus sagt: I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.

Det er gode nyhede og hele salen bryder ud i jubel og klapsalver.

Men der bliver snart til noget ganske andet, for jesus fortæller dem gamle historier og minder dem om de gange i historien, hvor Israelitterne har lidt og ventet på, at Gud, for at blive overrasket over, at Gud griber ind, men ikke i første omgang hos dem selv.

Jesus minder dem om, at der er andre mennesker, som virkelig har brug for Gud. De fattige, enkerne, fangerne, de blinde.

Da Jesus havde talt i Synagogen i Nazareth blev folk så oprørte over ham og hans budskab at de forsøgte at slå ham ihjel.

Han sagde, provokerende nok, at alle de gode løfter i første omgang vil komme til alle de, som intet har, dem som lider, de som ingen regner for noget.

Der er i synnagogen sad alle dem, som ligesom, i hvert fald nogen af os, har travlt med at tage selfier, og derfor slet ikke opdager slet ikke hvad der sker omkring os, for vi er selv i fokus.

Måske skulle man prøve at kigge op og se ud?

For der er masser af mennesker omkring os alle sammen. Mennesker, som er ensomme, på flugt, bange, syge eller i fængsel, som gennem en af os, kunne opdage at i dag er det skriftord, der lød i jeres ører gået i opfyldelse.

Amen

Vil du hjælpe? – Maria Bræstrup Aaskov

Vi fortsætter talerækken, hvor vi skal gøre og klar til at blive klar. Denne søndag ser vi nærmere på Jesu arbejdsbeskrivelse – til noget af et job. Ikke så underligt at han havde brug for hjælpere dengang og fortsat – vil du også hjælpe?

Hør mere her:

podcast-large

 

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der ganske ofte er små afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Prædiken Søndag d. 24. januar 2016.

Metodistkirken i Odense – Maria Bræstrup Aaskov.

Vi har for nyligt taget hul på et nyt år, og julen virker allerede på afstand – i en sang synger man, at julen varer lige til påske – og det er netop en tråd mellem julen og påsken vi søndag efter søndag i denne tid ønsker at trække – hvor vi ser nærmere på Jesus og hans liv, som på mange måder var forberedelser til det som ventede ham. Tiden kan også blive en forberedelse for os, hvor vi gør os klar til at blive klar –

Jesus arbejdsliv var kort, kun få år var han i det vil kalder tjeneste, begyndende med hans dåb. Og han spildte ikke tiden. Det stod klart for ham, hvad hans opgave var – det finder vi blandt andet beskrevet i teksten fra Lukas, som Yvonne læste for os. Hvor Jesus tager ordet i under sabbatten i den jødiske Synagoge. Forsamlingen ved tilsyneladende ikke hvem denne Jesus er, er det ikke Josef søn, spørger en. Jesus vælger at læse højt fra skriftrullen med Esajas Bog, en bog fra Det Gamle Testamente, som altså er skrevet mange år tidligere – det er med andre ord en forudsigelse, en profeti – men ord som passer i Jesu mund: ”Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig…” Man kan kalde det Jesu arbejdsbeskrivelse, det er betegnet som hans programerklæring, hans mission – og hvilket job! Hvem har ikke drømt som lille, om at blive brandmand, om at blive buschauffør, eller gartner – men nok de færreste vil misunde Jesu liv og gerning. Det var noget af en opgave han var tiltænkt at løfte.

Og beundringen, da han begynder at forklare teksten, er i første omgang bifald og begejstring – men som vi kender helt frem i vores tid vendes det til – du skal ikke tro du er noget, hvem er du, at du kommer her, og der står at Jesus bliver jaget ud af først synagogen og siden byen – Men så står der en linje, jeg elsker: ”Men han banede sig vej imellem dem og gik” – Jesus var ikke sådan at holde hen, holde nede eller ude – Jesus havde en klar mission, en opgave…

– at bringe godt budskab til fattige,

– at udråbe frigivelse for fanger

– syn til blinde,

– at sætte undertrykte i frihed,

– at udråbe et nådeår fra Herren.

Jesus udgangspunkt var de som havde brug for ham, de som manglede, og længdes…

Det får mig til at se et paradoks – der er virkelig stor forskel på de mennesker som i høj grad følte sig godt tilpas og tiltrukket af Jesus – de urene og syge, tiggerne, tolderen, synderne – der er en stor forskel på dem, og de som kommer i langt de fleste kirker i dag, er det ikke et ejendommeligt mønster? Jesus kom og vendte op og ned på datidens accepterede mening, samfunds normer, og gjorde i mange tilfælde det modsatte. Og de som så til, stillede spørgsmålstegn og i mange tilfælde så skævt  og undrende til, det var de ellers gudfrygtige, som holdte loven til punk og prikke.

For Jesus var missionen ikke til at tage fejl af – det var en nådens revolution, ikke noget for noget, men nåde over nåde – I denne verden ser vi normalt op til de rige, de smukke og de succesrige. Men nåden indfører en verden med en ny logik. I Guds rige er der ingen uønskede. Når Gud elsker de fattige, de lidende og de forfulgte, skal vi ikke gøre det samme? Når Gud ikke ser nogen uønskede mennesker, skal vi heller ikke gøre det. Ved sit eget eksempel udfordrede Jesus os til at se på verden igennem det, som kan kalde ”nådehelbredte øjne!”

Hvordan bliver vi i højere grad en kirke i tråd med Jesu mission, en kirke med nådehelbredte øjne, som ser alle mennesker, virkelig ser dem og måske særligt ser netop dem som har brug for at blive set.

Hvem er de fattige, de fangne, de blinde og undertrykte i dette nabolag, her i byen eller der hvor du bor?

Jeg spørger mig selv, hvad kan jeg gør – hvad vil du hjælpe med? Jesus forstod i høj grad at uddelegere, ikke for selv at slippe, men fordi hans mission strakte sig helt ind i evigheden – og han har også brug for os, til at være hænder, fødder, øre og hjerter, der er villige til at give en hånd, gå et par ekstra skidt, lytte til og omfavne mennesker – som Jesus ville have gjort.

Hvad kan jeg, og hvad vil du hjælpe med?

Lad os gøre op med den for mange accepterede mening, samfundets normer og går mod strømmen! Lad os være en kirke der går ud og er kirke blandet mennesker, og er virkelig byder enhver indenfor… Jeg tror Jesus har brug for din og min hjælp her i Odense lige nu!

Amen!

Klar til at blive klar, Vand til vin – Thomas Risager

Klar til at blive klar?

Ved gudstjenesten indleder Thomas Risager en talerække, som løber frem til Palmesøndag.

Hele formålet er at belyse en række begivenheder i Jesus liv og forkyndelse, som gradvist afslører hvem han virkelig er. I første omgang overfor hans disciple, men også overfor os. Dermed kan vi blive klar til påskens fantastiske historier.

Johannesevangeliets fremstilling af Jesus begynder i det små med miraklerne. Det er nok meget godt, at han giver folk lidt tid, inden de stumme taler, de lamme går og de døve hører.
Folk får en stille introduktion til miraklerne, men selvom det er lidt stille, så forandrer det med et slag disciplenes liv, da vandet ved brylluppet pludselig bliver til vin.

podcast-large

 

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord ganske ofte afviger fra det talte.

Prædiken søndag d. 17. Januar 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Joh 2,1-11.

I sidste uge var jeg så heldig at få lov at besøge Africa University som ligger ude på landet ved byen Mutare i Zimbabwe.

Det er langt væk!

Vi havde gået rundt et par timer og fået en flot rundvisning på universitetet, som kirken godt kan være stolt af. Et stort universitet med 1500 fuldtidsstuderende. Altsammen opstået på baggrund af kirkens vision om et verdensklasse universitet der udvikler ledere til Afrika. Og det gør de, foreløbig på 23. år.

Der var varmt, og alle svedte så det løb af os. Svært at forestille sig, når der er januar, men der er altså sommer på de kanter. Varmt som i de områder, Jesus vandrede.

Det var tid at få lidt frokost.

I forhold til os, så er det naturligvis et fattigt område, men gæstfriheden er enorm. Så da vi kom ind i universitets madsal, stod der naturligvis en medarbejder klar med balje, sæbe og kander med lunkent vand, så vi kunne vakse hænder inden måltidet. En til trængt luksus, vil jeg sige og et symbol på gæstfrihed.

Det var samme gæstfrihed, som mødte gæsterne til brylluppet i Kana.

Bryllupper varede ofte syv dage, og folk kom dumpende gennem hele ugen og blev mødt med gæstfrihed.

Der stod seks vandkar af sten klar til gæsterne. Her var det meningen, at de inden der blev serveret, kunne vaske støvet fra rejsen af sig. Der var også de jødiske renselses -regler, som talte for at man vaskede hænder og fødder, når man gæstede et hus. Smart hygiejne er der dog også.

Festen var godt i gang. Noget tyder på, at det har den været i tre dage.

Jeg forestiller mig at snakken gik. Pludselig begynder der en hvisken i krogene. Folk bliver stille og ved instinktivt, at noget er galt. Det som man ikke kan sige højt, bliver hvisket. “De er løbet tør for vin!”

Det er ikke bare pinligt. Det er en skandale, som ikke må ske i en kultur, hvor gæstfriheden er i højsædet.

Jesu mor ved, hvor alvorligt dette er, så hun går til Jesus: “De har ikke mere vin!” Underforstået, så gør dog noget ved det søn.

Jesus protesterer: “Hvad vil du mig, kvinde? Min time er endu ikke kommet.”

Som så mange andre mødre ignorerer Maria Jesu indvendiger.

Bare gør som han siger…siger hun til tjenerne, så er han jo ligesom nødt til at gøre noget.

Vi ved ikke om Jesus og disciplene har været nogen af de sidste gæster, men de seks store kar til vask er tomme. Jesus beder tjenerne fylde dem igen med vand.

Det gør de.

“Øs op og bær det hen til skafferen. Det gør de, og miraklet er sket. Det er ikke længere vand i kanden, men vin. Ovenikøbet så god vin, at brudgommen må belæres i gæstfrihed. Man sætter den gode vin frem først og så når gæsterne er ved at være mætte, den lidt ringere vin.

Det var ikke bare et par flasker vin. Det seks store kar fyldt til randen. Der var vin til mange dages fest.

Jesus lavede dette mirakel i det, som for Johannes bliver hans første tid, hvor han ligesom giver sig til kende. Det begyndt med dåben. Her er han til bryllup og på søndag skal vi høre hans programerklæring i synagogen.

Dette handler ikke om et bryllup, med pinlig mangel på vin. Perspektivet er langt større.

Johannes skriver i vers 1, at dette gjorde Jesus som begyndelsen på sine tegn. På den måde åbenbarede sin herlighed, som Johannes siger det.

I sammenligning med blinde, som ser, døve der hører, og lamme, der går, er det ikke noget vildt mirakel. Måske er det ovenikøbet sådan, at det er de færreste af gæsterne, der overhovedet opdagede, hvad der skete.

Han lavede vand til vin. Ja ja, fuldemandssnak. Vi ved det ikke. Men festen var god.

Men historien afsluttes med bemærkningen om, at disciplene troede ham.

På dansk er det en noget underspillet linje. De troede på ham. Den underliggende betydning er ikke bare at de troede han var for real, men at de troede, så de lagde deres liv i hans hænder efter dette.

I det ligger der en klar udfordring også til os, om ikke bare at tage troen på Jesus til os, som et appendix til livet, men tværtimod forstå at troen på ham er fundamentet i vores liv.

Dette her handler om langt mere end en god fest med masser af vin. Det handler om invitationen til at leve med troen på ham i dagligdagen, for ligesom disciplene, kan vi lægge vore liv i hans hænder.

Amen.

Kan vi lære noget af Jesus? – Helge Munk

Mens Thomas Risager er på konference i Zimbabwe, er gudstjenesten i sikre hænder hos lægprædikant Helge Munk. Han vil tage fat i emnet “Hvad kan vi lære af Jesus?”

Jesus var både menneske og Gud. Og måske var han mere menneske end vi normalt tænker over. Hvis han mest er Gud, er han så meget anderledes end os, at vi ikke kan sammenligne os. Men hvis han også er så meget menneske, at han rent faktisk har været ude for de samme ting som os, så kan vi godt sammenligne os med ham. Og så kan vi måske kopiere noget af det, han gjorde.

Jesus sagde, at alt det han kunne og gjorde, det havde han fået fra Gud. Måske kan vi få mere fra Gud end det, vi forventer?

Hør mere her:

podcast-large