Kærlighed – Side 8 – Thomas Risager

En kærlighedens stemme – Thomas Risager

Ikke særlig Jesus-agtigt …

“Nogle gange tager jeg mig selv i at ignorere facere eller hjemløse. Jeg ved, at når jeg passerer dem, så vil de have mig til at forholde mig til noget, som jeg ikke lige har lyst til eller tid til. Så jeg ignorerer dem. Jeg lader som om, de ikke eksisterer.

Det er ikke særligt Jesus-agtigt at gøre sådan. Men faktisk gør Jesus præcis det samme i Matthæusevangeliets kapitel 15, hvor han ignorerer og diskuterer ret hjerteløst med en kana’anæisk kvinde.

Den diskussion får kæmpe indflydelse på, hvordan vi som kristne forholder os til mennesker med anden tro og baggrund end vores. Vi er slet ike så snæversynede, som man måske kunne tro.”

Du kan høre mere her:

Du kan også læse manuskriptet til talen her. Bemærk dog, at der i dag er flere afvigelser i det talte ord fra det skrevne manuskript.

Talemanuskript i PDF-format

1 a f 5

Prædiken søndag d. 20. august 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matthæus 15,21-28

Nogen gange tager jeg mig selv i at ignorere facere eller hjemløse, som jeg ved, at når jeg passerer dem, så vil de have mig til at forholde mig til noget, som jeg ikke lige har lyst til eller tid til, så jeg ignorerer dem. Jeg lader som om, de ikke eksisterer.

Jesus er gået ind i områderne ved Tyros og Sidon. De navne siger måske ikke os så meget, men for Matthæusevangeliets oprindelige læsere, som var jødekristne, vil dette sige dem, at Jesus har forladt jødernes land.

Han er gået derind, hvor de fremmede bor. Hedningerne, de ikke jødiske. Dem som jøderne den gang i ikke flatterende vendinger kaldte for hunde.

En af dem, som Matthæusevangeliet er skrevet til vil være på vagt her.

Nu kommer kvinden og trænger sig på. Matthæus siger ovenikøbet, at hun er kanaaæer. Dermed er det stadfæstet, at hun ikke blot er upopulær, men direkte uren. Et undermenneske set med datidens øjne.

2 a f 5

“Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon.”1

Jesus ignorerer hende. Han lader som om, hun ikke eksisterer.
Den jødiske eller jødekristne læser vil vil blive bekræftet i, at hun får som hun har fortjent. Vi kan nemlig ikke have med den slags mennesker at gøre. Deres verdenssyn og tro er direkte skadelig. Hvor er det godt, at Jesus ignorerer hende.

Og disciplene, de har også forstået det, da de vil sende hende væk.
Jesus bekræfter dem i det. Han svarede: “Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.”2 Senere i Matthæusevangeliet er det slået fast, at evangeliet skal prædikes i hele verden.3 Men her i begyndelsen af evangeliet er det Jesu opfattelse, at det er jøderne først, og så hedninger.

Det gjaldt kvindens syge datter. Så hun kastede sig ned og bad om hjælp.
“Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.”4

Det er meget nedværdigende opførsel og sprog. Kvinden taler tidens sprog, ligesom Jesus gør det.

Det sker et skifte her, som er væsentligt.

1 Matt 15,22

2 Matt 15,24

3 Matt 24,14

4 Matt 15,27

3 a f 5

Jeg hævder ikke, at vide, hvad der er foregået i hovedet på Jesus.

Vi skal huske at Jesus er opdraget jøde, og hele sit liv, har han fået at vide, at de, som tror og tænker som ham og hans familie er rigtige. De andre er helt enkelt forkert på den. De tager fejl, så alvorligt, at vi kalder dem for hunde. Ignorer dem, og lader som om de ikke findes.

Det er den baggrund han har med, men han ser en mor, der tigger for sin datters liv. Han ser hendes frygt og mærker hendes tro og længsel. Lige der sammen med den kanaánæiske kvinde bryder han med alt, hvad han tidligere har lært. Alt hvad han troede var sandt og rigtigt omkring kaananæere skiftede han synspunkt på.

Han kunne ikke længere omtale hende som en ussel hund. Nu så han bag facaden og alt det han har lært at holde afstand fra. Her så han et menneske og fandt en tro.

Denne diskussion får kæmpe indlydelse på hvordan vi som kristne bør forholde os til mennesker med anden tro og baggrund end vores.

Vi lever i en verden, som i tiltagende grad bliver polariseret. Vi hører andre mennesker omtalt på langt værre måder, end det vi er vidner til, Jesus gør her.

Vi oplever at mennesker begår terror i Guds navn. Vi hører at Islamisk Stat med stolthed påtager sig ansvaret for enhver idiot, der kører ind i mennesker med en bil.

Det fylder os naturligvis med afsky og det skal det.

4 a f 5

Jeg tager afstand fra enhver form for vold, diskriminering og had. Det er naturligvis de ekstreme ytringer, jeg tager afstand fra. Jeg fordømmer det, hver gang, der står muslimer bag det, hver gang der står jøder bag det og hver gang der står kristne bag det.

Det er så nemt bare at sige og mene at de andre er nogle hunde, for nu at bruge Jesu ord.

Vi hører meget om ekstreme muslimer. Vi læser om ekstreme jøder, og tro mig, der findes også masser af forskruede kristne.

De mennesker vi ikke hører om, er de fornuftige muslimer, jøder og kristne. De udgør langt hovedparten i alle tre grupperinger. Det tavse flertal.

I vores måde at forholde os til andre mennesker og måske anderledes tro, er det utroligt vigtigt, at vi bruger et sprog, der ikke øger polariseringen og dermed giver brændstof til den frygt og fremmedgørelse, som så nemt kommer til at råde.

I begyndelsen af denne beretning, havde Jesus et mindset, som var polariserende. Men han opdager at han står overfor et menneske, der ikke lever op til alle de fordomme, havn havde fået.
Han så kvinde, som den hun var med de længsler og den tro hun havde. Det forandrede alt. – Ikke bare for kvinden, hvis datter blev rask, men også for Jesus og alle os, der forsøger at følge efter ham.

Når vi læser om, hører om, taler om en, som vi betragter som fremmed, så udfordrer det, at vi gerne vil efterfølge

5 a f 5

Jesus, os til at se, at vi står ansigt til ansigt med en næste, som vi jo er forpligtet til at elske.

Det er muligt at de holdninger, vi står overfor er onde, men der er altid et menneske bag.

I Romerbrevets afsnit om livet efter Guds vilje, udfordrer Paulus de kristne. Han siger: “Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode.”5

Kærligheden skal have det sidste ord!
Amen
Salme: Inden jeg har søgt dig, har du fundet mit hjerte

5 Rom 12,21

Kom ud! – Thomas Risager

I sommer var vi i bjergområderne nede i Harzen. En dag skulle vi op på et bjerg, og turen derop gik med en kabinebane. Sådan én hvor man sidder i en kabine, som hænger i et kabel. Gulvet i kabinen var lavet af glas. Der var en smuk udsigt, men der er også et element af tillid involveret i at tage sådan en tur. Tillid til at kablet kan bære. Tillid til at gulvet, selvom det er af glas, kan bære.

Tro handler også om tillid. I dag kal vi se på en historie, hvor Peters tillid og tro sættes på en prøve. Det går faktisk ikke særligt godt, men det er der også pointer i.”

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der ganske ofte er lidt forskel på, hvad der er skrevet i forberedelsen, og hvad der er sagt under gudstjenesten.

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 4

Prædiken søndag d. 13. august 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matt 14,22-33

Kom ud!

Tillid tillid til at kablet kan bære. Tillid til at gulvet, selvom det er af glas kan bære. Hver gang vi kom til sådan en mast, hvor bærehjulene sidder rokkede det hele, og det hjalp ikke, hvis man er lidt bange.

Til sidst turde vi alle – i hvert fald børnene – at stå på glasgulvet. Til vores store lettelse holdt det.

Faktisk så er hverdage fulde af ting vi gør, som kræver at vi har tillid til ting og til hinanden. Når vi bevæger os i trafikken, er vi nødt at have tillid til at alle de andre opfører sig efter reglerne, ellers kan det utroligt nemt gå galt. Det gør vi noget i tillid.

Når jeg sætter mig ind i et fly, har jeg tillid til at piloterne ved, hvad de laver. Når jeg lader en læge operere i et mint knæ, har jeg tillid til ham. Når jeg overlader mine børn til skolen, har jeg tillid til lærerne og pædagogerne.

Sådan kan vi blive ved med eksemplerne. Hver eneste dag, handler vi rigtigt ofte på en måde, som fordrer, at vi

2 a f 4

har tillid til andre. Vi er afhængige at konstruktioner, teknik og andre menneskers adfærd omkring os.

For at kunne leve, er vi nødt til at have tillid…. Tillid og tro hænger sammen.

Hvis jeg vælger at tro på, at Guds kærlighed gælder mig. At da jesus døde på korset, og opstod fra de døde igen, at det er sket for mig, og det er det endelige sejrstegn på, at Guds kærlighed er stærkere end alt andet, selv døden. Så er jeg jo nødt til at at have tillid til at det faktisk er sandt.

Så tror jeg jo på, at uanset hvad der sker i mit liv, så får Gud det sidste ord.

Det er det jeg tror. Tilliden kommer ind i billedet, når jeg også tør leve efter det.

Tilliden kommer ind i billedet, når jeg tør lade være med at frygte for dagen i morgen.

Det er tillid, når jeg slippe frygten og uroen for døden.

Jeg har tillid, når jeg tør elske min næste uden frygt for afvisningen, eller bekymringen for, hvad det mon kommer til at koste mig.

Det er et spørgsmål om tillid, når jeg tør stole på, at uanset om jeg selv har dummet mig, når jeg kommer galt af sted, så griber Gud mig.

3 a f 4

Jesus disciple er taget ud på søen for sejle på den anden bred og gøre klar til at Jesus kommer.

Vejret er blevet dårligt og vinden er i mod. Mørket er faldet på og bølgerne bliver højere og højere. Det nærmer sig, der hvor disciplene bliver bekymrede.

Midt om natten ser de en skikkelse på vandet. Det er Jesus, som kommer gående på søen. Hvis ikke de var bange, så blev de det dér.

Jesus går på vandet. Det kan da ikke lade sig gøre. Nej, med naturvidenskabelige briller på, giver det ikke mening. Det kan ikke forklares. Men der er så mange ting, Jesus gør, der heller ikke kan lade sig gøre. Lamme der går, blinde der ser, stumme der taler, døve der hører, døde der vågner. Det er et spørgsmål om tro, og det giver ikke altid mening.

Disciplene er rædselsslagne. Jesus siger, som han ofte gør, når mennesker er bange: “Frygt ikke!”

Peter, som jo er handlingens mand, udbryder: “Hvis det virkelig er dig Jesus, så byd mig, at komme ud på vandet til dig!”

Der er to ing i dette. På den ende side, har Peter brug for bekræftelsen, på den anden side, så har Peter så stor tillid til sin tro på Jesus, at han i en situation, hvor han allerede er bange, kan gå på vandet, hvis Jesus siger, han kan.

En vigtig pointe, som vi tit overser, når vi kigger på denne historie er, at Peter faktisk går på vandet.

4 a f 4

Peter går på vandet hen til Jesus.

Peter har tillid til Jesus. Han ser på Jesus og bevæger sig hen mod ham. En væsentlig del af det at tro, er at se på Jesus. En væsentlig del af tro, er at bevæge sig mod Jesus.

Peter går på vandet mod Jesus.

Men da han kigger væk fra Jesus og ser hvor oprørt vandet egentlig er, så ryger hans tillid til at dette kan lade sig gøre, og han synker.

Som skræmt barn råber han: “Herre, frels mig!”

Selvfølgelig rækker Jesus hånden ud og redder Peter, selvom Peters tillid og tro et øjeblik svigtede ham.

Tro og tillid er det, der i første omgang gør, at vi tør leve livet, hoppe ud af båden og tage skridt ud i det usikre. Det skal vi endelig gøre.

Men det er også befriende at se, at det i sidste ende ikke handler om vores tro. Når vi synker, handler det om, at Jesus rækker ud efter os og hiver os op.

Det ønsker jeg at have tillid til, ligesom jeg er nødt til at have tillid til at wiren holder, når jeg sætter mig i en kabinelift sammen med min familie.

Amen.

Begrænsinger eller muligheder – Thomas Risager

Er du pessimist eller optimist? Eller påstår du, at du er realist, til stor irritation for optimisterne? Kan intet lade sig gøre, eller kan alt klares med et snuptag?

Eller med en anden formulering: Er glasset halvt fyldt eller halvt tomt?

Hvad ville du tænke, hvis Jesus bad dig om at bespise fem tusind mennesker med fem brød og to fisk?

Hør mere her….

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der ofte er lidt afvigelser mellem det talte og det skrevne ord.

Talemanuskript i PDF-format

1 a f 4

Prædiken søndag d. 6. august 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matt 14,13-21.
Begrænsinger eller muligheder

Er du pessimist eller optimist? Eller påstår du, at du er realist til stor irritation for optimisterne?
Kan intet lade sig gøre, eller kan alt klares med et snuptag?
Eller en anden formulering er glasset halvt fyldt eller halvt tomt?

Mig bekendt har Jesus aldrig foretaget en personlighedstest. Han ved ikke hvilke bogstavkombinationer, Meyers Briggs vil efterlade ham med. Han lever formodentligt fint uden den viden.

I begyndelsen af dagens historie fra Matthæusevangeliet ved vi, at det Jesus hører dette, drog han bort for at være alene.

Jesus er formodentligt ked af det, for det han har hørt er, at hans fætter Johannes Døberen er blevet slået ihjel.

Jesus har gjort sig bemærket i en sådan grad, at folk ganske enkelt følger efter ham. De vil høre mere og de vil se mere. Mange af dem har hørt ham fortælle lignelser, som de måske ikke forstod i alle detaljer, men de fornemmede i hvert fald, at når Jesus fortalte om Gud, så lød det faktisk som om, at Gud er kærlig, elskende og én, som ikke bare sidder i himlen og fordømmer mennesker.

De har kunne se på Jesus, de kunne mærke på Jesus, at der var noget, som de meget gerne ville høre mere om.

2 a f 4
Og nå ja, så er der jo også lige alle historierne om mennesker, som bliver helbredt for alle mulige dårligdomme, der ødelagde deres liv.

No wonder, at der var trængsel for at se og høre, hvad Jesus havde at sige.

Vi kender godt det, at når vi har gang i noget, som optager os helt vildt, så glemmer vi alt om, at vi egentlig er sultne og pludselig er klokken alt for mange.

Det er præcis det, som sker for de mange mennesker, som er samlet omkring Jesus.

Pludselig lyder en stemme: “Det er sent! Send dem bort, så de kan købe mad. Det er snart mørkt!” Realisten, ham som under alle forholde bevarer jordforbindelsen, har talt. Sådan én var der også blandt Jesu disciple. De tolv var lige så forskelige som vi, der er i kirken i dag.

Nej. siger Jesus, I kan give dem noget at spise.

Pessimisten, sådan var der også, siger Jamen, vi har da kun fem brød og to fisk.

Igen, så ved vi ikke om Jesus er glasset som halvtomt eller halvt fyldt. Men Jesus havde forståelse for, at der hvor Gud velsigner, der der der det, der for os ikke ser ud af meget, noget, der kan få uendelig stor betydning.

Få dem til at sætte sig, giv mig de fem brød og de to fisk.

Jesus takkede for brød og fisk og velsignede det. Brød brødet og gav de skeptiske disciple det, og lod dem dele ud til de fem tusind mennesker.

3 a f 4

Miraklet skete. Alle havde spist og der var mad – maser af mad til overs.

Dette er virkelig en mærkelig historie.

Pessimisten vil sige: Jamen, det kan jo ikke lade sig gøre. Der mp have været masser af mennesker, som har haft mad, som de har delt mellem sig. Måske, det ved vi jo ikke.

Optimisten vil sige: Jamen selvfølgelig er der nok. Folk har heller ikke brug for så meget, så har holdt sig lidt tilbage. Måske er det sådan, det er foregået. Det kan vi ikke vide.

Det er, i mine øjne, en af skønhederne ved bibelens historier, at det, ligesom med kunst, er op til os selv at finde ud af, hvad vi får ud af det.

Tro har egentlig ikke noget med optimisme eller pessimisme, at gøre

Jeg vil sige, at tro ikke rigtigt deler os op i optimister eller pessimister, selvom bibelen er fyldt med beretninger, hvor de også optræder.

Tro er facitløst. Jeg kan f.eks. ikke stå her og sige, hvad der er rigtigt for dig.

Jeg kan heller ikke fortælle dig, hvordan du skal forstå denne historie.

Men jeg vil gerne have lov til at fortælle dig, hvad jeg tænker.

4 a f 4

Føst vil jeg gerne sige, at have tro er ikke et udtryk for overdreven optimisme eller pessimisme for den sags skyld. Tro er et udtryk for et håb om mig, Asta, dig med er stærkere end alt andet jeg møder på min vej gennem livet. Ja, stærkere end døden.

Tro er heller ikke så meget et spørgmål om døden og livet efter døden. Mest af alt er tro et spørgsmål om livet her og nu. Det er derfor, at vi igen igen støder på Jesus, som ud fra hverdagssituationer fortæller om Guds kærlighed og omsorg.

Tro er et håb om og en tillid til, at der er mere end det jeg kan se.

Det er håbet om, at når vi døber Asta og alle sammen lover at bede for hende og gøre hvad vi kan for familien, at Guds kærlighed er meget mere end det vi kan se.

Det er tilliden til at det, som for os er fem brød og to fisk, i Guds hænder kan være så meget mere.

Det er det, jeg vælger at tro på, og når jeg hører at fem tusind mennesker, foruden kvinder og børn, bliver mætte, ja, så fyldes jeg med håb og tro.

Og der er nok til, at vi kan deles om det!

Amen.

Sæt din tro i spil – Thomas Risager

Når vi udfordrer vores tro, har det gerne den positive bivirkning, at vores tro vokser og udvikler sig.

Jesus giver i Matthæusevangeliet nogle gode råd til sine disciple.

Det kan du høre her, hvor Rune Lomholt og Julian Levin læser dagens bibeltekster:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der ofte er lidt forskel på det talte og det skrevne ord.

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 4

Prædiken søndag d. 2. juli 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matt 10,40-42 & Romerbrevet 6,12-23
I helliges

Når man skal ud og flyve med lidt forskellige flyselskaber, så mærker man virkelig, at der en enorm forskel på, hvordan man bliver modtaget som kunde hos dem.

I gennerelle vendinger, så oplever jeg, når jeg er mad SAS i hvert fald på de lange ruter, så er man gæst og man er så velkommen også selvom man har en af de helt billige billetter. De gør alt, havd de kan for, at du får en god oplevelse.

Hvis man så f.eks. skal videre i USA, og havner hos United, så er det en ganske anden sag. Her er man nærmest i vejen og bliver behandlet som et stykke kvæg, som de faktisk genner rundt med.

Hvad tror du jeg foretrækker?

Jeg foretrækker selvfølgelig, der hvor jeg er velkommen. Der hvor jeg ikke er til besvær. Naturligvis da!

Det lille tekst stykke fra Matthæusevangeliet taler om det her med at blive taget imod.

Inden vi går dybere ind i det, skal vi lige se sammenhængen, som det står i. Det er altid klogt med at bibelstykke, at man lige ser, hvad der står før og efter, så man har en eller anden ide om kontekst og sammenhæng.

2 a f 4

Vi er, som vi har været de sidste to søndage stadig i den del af Matthæusevangeliet, der har overskriften Udsendelsestalen.

Dette er altså de sidste formanende ord disciplene får, inden Jesus faktisk sender dem afsted med mandatet til at gå ud og forkynde. Han sagde til dem: “Gå ud og prædik: Himmeriget er kommet nær! v8 Helbred syge, opvæk døde, gør spedalske rene, driv dæmoner ud. I har fået det for intet, giv det for intet.”1

Når Jesus instruerer dem her til sidst, så er det ikke fordi de skal nyde gæstfriheden, de steder, hvor de oplever det. Det er faktisk ikke for deres skyld.

Men fordi disciplene skal huske i hvis ærinde det er, at de går. Og på vegne af hvem det er, at de modtages. Det er nemlig ikke dem, der i centrum. Det er den Gud, som har sendt dem, og når de modtages vel, er det Gud, der modtages godt.

Så alene en god modtagelse, en gæstfri modtagelse af af en udsendt discipel, så er vi langt, for det menneske skal i følge Matthæus ikke gå glip af sin løn.2

De sidste søndage har vi fokuseret på, at vi må se os selv som udsendte, fordi vi må antage, at gælder udfordringer Jesu disciple, så gælder de også os.

Jeg tror der er en vigtigt pointe i at lægge mærke til, hvad Jesus faktisk anvender som succeskriterie. Han taler ikke

1 Matt 10,7-8.
2 JF. Matt 10,42.

3 a f 4

om, at folk skal sige, at de tror. Han siger ikke noget om, at disciplene skal få folk til at melde sig ind i en kirke, men han siger blot at I tages godt i mod, så er vi langt.

Det er jo rigtigt, og det er sagt mange gange, at tro ikke handler om os selv, men om andre.

Men lad os lige afslutningsvis se på, hvad det er Paulus siger i Romerbrevets 6. kapitel.

For tanken i al tro, er jo også, at det gør noget godt ved os, noget fint i os.

I kirken her taler vi om, at frelse er en proces, som ikke er færdig, fordi man bestemmer sig for at tro. Men at troen medfører, at Gud kan få en til at ligne Jesus mere og og mere i tanke, ord og handling.

Den proces kalder vi helliggørelse med et rigtigt metodistord. Det er et udtryk for at vort indre menneske gradvist bygges op, så vi kan rumme mere og mere af Guds kærlighed i os, og at det så må flyde over og komme andre mennesker til gavn.

Paulus taler om at vi ved tro er blevet befriet fra synden, som vi var trælle for. Underforstået, at den havde magt i vores liv. Det tror jeg de færrest af os kan undslå os fra.

Men nu er det gennem nåden, retfærdigheden, der råder.

Ligesom man kan være underlagt synd, kan vi også være underlagt retfærdighed og dermed trælle for Gud i stedet for synden.

4 a f 4

Når vi er udsendt. Når vi sætter vores tro i arbejde, som trælle, det udtryk Paulus bruger, så får vi faktisk den løn, at vi helliges.

Ud over at det er godt for andre, at høre om Guds kærlighed, så gør det også noget godt i os selv.

Det er da totalt win win!
Amen.
Salme: Jesus ved dit bord du bænker

…Giv det for intet… – Maria Bræstrup Aaskov

Maria Bræstrup Aaskov siger om søndagens gudstjeneste:

“Jesus gik omkring, og hvor han kom, tøvede han ikke med at dele budskabet om Guds kærlighed – han var budskabet om Guds store kærlighed. På samme måde sendte han disciplene, sine venner, ud. Som reglerne til et stjerneløb gav han dem instrukser om, hvor de skulle gå hen, og hvilken opgave de skulle løse undervejs. Og som start på stafetten mindede han dem om, at: “I har fået det for intet, giv det for intet”. Hvordan kan vi tage imod stafetten i 2017, og ligeledes været et missionalt fællesskab?”

Hør mere her:

Du kan også læse talen her:

Tale “…giv det for intet”

Jesus havde det med at beskrive, så menneskerne der lyttede, så et billede for sig – ofte tog han udgangspunkt i det som var deres virkelighed. I dette tilfælde er udsigten en frodig mark.
Der er endnu lidt tid, men om få uger kan en tur på landet fremkalde det samme syn på disse breddegrader, marker, der venter på at blive høstet. Og Jesus forklarer i dette tilfælde, hvad han tænker på og ser – han sammenligner marken, høsten, med de mennesker der stå klar, klar til høre og få del i Guds kærlighed, og videre beskriver Jesus hvordan høsten er stor, men antallet af arbejderne er få, de som skal høste og bringe byttet ind hus – i overført betydning, de som skal tage sig af og sørge for de endnu ikke kristne, så de kan komme i hus, finde hjem.

Jesus disciple var de første Jesus sendte ud – som arbejdere til høsten – Jesus sendte sine 12 venner af sted med en pep talk og opmuntring til at dele ud af det de selv havde fået del i – og bringe Guds rige med sig. I de vers, som kommer i forlængelse af dem vi har delt i dag, beskriver Jesus hvordan disciplene skal bringe fred med sig hvor de kommer frem, og hvor freden ikke bliver taget imod, skal de blot gå videre – tro kan ikke påduttes mennesker, men skal tages imod på eget initiativ.

Jesus selv, kom også vidt omkring, og hvor han kom frem tøvede han ikke med at dele budskabet om Guds kærlighed – han var budskabet om Guds store kærlighed – og på samme måde sendte han disciplene, sine venner, ud – som reglerne til et stjerneløb, gav han dem instrukser om hvor de skulle gå hen og hvilken opgave de skulle løse undervejs – og som start på stafetten mindede han dem om “I har fået det for intet, giv det for i intet”.

Måske det kan ligge fjernt for os, at skulle gå ud og prædike, at Himmerige er kommet nær! Men som sidste søndags pointe var, er vi, som disciplene, også kaldet, til at gå – sendt af Gud, som sendebud, der bringer det med os, vi har fået del i.

Hvordan kan vi mon tage imod stafetten i 2017, og ligeledes været et missionalt fællesskab?

I dele af verden ”koster” det mere at blive kristen, end i vores andedam, for nogle er det med livet som indsats at bekende sin tro – hvilket kan være svært for os at sætte os ind i – men det får mig, til at påskønne at vi trods alt kan tænke og tale frit, hvor vi bor. Det er ikke en selvfølge!

Hvad vil det sige at være i mission i dag, for os?
Falder det dig naturligt – eller et det noget du skal anstrenge dig for? I forskellige sammenhænge opvejer vi sikkert alle, om vi finder det oplagt at tale om det der betyder noget og er afgørende i vores liv, eller om vi i andre tilfælde nedtoner og undlader, for ikke at blive sat i bås og være genstand for fordomme og spørgsmål – det er en balancegang, mange af os sikkert forsøger at meste.

Når vi tænker på vores familie, omgangskreds, venner eller kolleger, ved vi i mange tilfælde hvad de står for, og måske om de betragter sig selv om troende – selv om det for mange er en privat sag, skinner det ofte igennem! Hvordan oplever du at kunne bringe det med dig, du har fået, og give det videre…?

Vi har fået det for intet, og vi skal give det for intet –
Gud hjælpe os til at være i hans kærlighed og bringe den med os, så den gør godt og gøre noget ved de mennesker vi omgås.
Amen!

Gå derfor ud…..- Thomas Risager

Selvom jeg er præst, må jeg indrømme, at jeg har det vanskeligt med andre kristne, som står på gaden og forsøger at få mig omvendt, mens jeg er på shoppetur. Jeg synes, det er så utroligt anmassende, at jeg bliver helt pinligt berørt. Men i misisonsbefalingen (Matt 28,16-20) siger Jesus meget klart: Gå derfor ud … Jeg har tydeligvis et problem. Måske har du det som mig. Så har vi et problem. Det taler jeg om i dagens tale.

Ved gudstjeneste blev fem mennesker også optaget i kirken, dette præger også talen i dag.

Du kan høre mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der kan være afvigelser mellem manuskriptet og den tale, som faktisk blev holdt.

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 4

Prædiken søndag d. 11. juni 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Apg 2,14-24 & Matt 28,16-20..Medlemsoptagelser
Derfor gå….

Selvom jeg er præst, må jeg indrømme at jeg har det vanskeligt med andre kristne, som står på gaden og forsøger at få mig omvendt, mens jeg er på shoppetur. Jeg synes, det er så utroligt anmassende, og jeg bliver helt pinligt berørt.

Men i misisonsbefalingen (Matt 28,16-20) siger Jesus meget klart: Gå derfor ud….. Jeg har tydeligvis et problem. Måske har du det som mig.

Har vi et problem?

Vi har også hørt fire mennesker aflægge medlemsløfterne til Metodistkirken – og hvilken glæde det er! – De har sagt ja til at være med til at opretholde og udvikle metodistkirken med deres bønner, gaver, nærvær, tjeneste og vidnesbyrd.

Deres vidnesbyrd…. Ifølge ordbogen er et vidnesbyrd beretningen om, hvad en person har været vidne til.

Det er lige præcis det, der sker på Tempelpladsen i Jerusalem på pinsedage, da Peter stiller sig frem og fortæller folkemængden, at disciplene ikke er fulde, de er bare glade fordi Jesus lovede dem, at de skulle have Helligånden. Det er nu sket.

De oplever, hvordan mennesker med andre sprog og kulturer forstår, hvad de taler om, i hvert fald, når de taler om Gud.

2 a f 4

Som vi hørte til indledning af gudstjenesten, så fortæller Peter sit vidnedsbyrd, det han har oplevet med Jesus. Det bliver en sejersfortælling, fordi Peter kan fremhæve, at jesus opstod fra de døde, og dermed viste, at intet i denne verden kan overgå hans kærligheds magt.

Peter er øjenvidne og har oplevet Jesus både in real life, som opstået, og nu også Gud som ånd,
Gud helt tæt på. Det er klart, at hans historie gør indtryk. Faktisk gør den så stort indtryk at der er tre tusind menesker, der spørger hvad så nu?

Hvortil Peter siger I må tro og lade jer døbe og det gør de så. 3000 mennesker på én gang. Det er derfor man også omtaler Pinsen som kirkens fødselsdag.

Ligesom Peter har en historie at fortælle, så har du og jeg det også. Du og jeg har et vidnesbyrd.

Vi har alle sammen mødt mennesker, som enten med det liv, de har levet, de ord de har sagt, den sang, de har sunget, har fået os til at tænke over det med tro på Gud. Måske har Gud ovenikøbet selv haft en finger med i spillet.

Vi har mærket efter – for eller imod. Nogen har været ganske hurtige til at beslutte sig, mens andre tænker det meste af et liv. Eller som nogle af os gør, skubber det fra os med et løfte til os selv, om at overveje det på et andet tidspunkt, hvor der er mere ro på i livet.

I dag er der ikke tre tusind, som tilslutter sig, men fem mennesker, som tilkendegiver, at det her med tro på Gud, det er ikke ligegyldigt.

3 a f 4
Jeg synes, de er modige!

Det er stort og det fejrer vi i dag.

Vi er måske ikke dem, som standser mennesker i Vestergade, og siger til dem, at de må omvende sig.

Der skal dog ikke herske tvivl om, at vi faktisk er i mission.

At være kirke handler om, at være et klart budskab om Guds kærlighed. Det sagde en af konfirmanderne i begyndelsen af maj.

VI har måske ikke den aggressive facon, men vi tror jo faktisk, at det med at have en spirende – eller en stor – tro på Gud med i livet, er en rigtig god ting.

For min del, så kan jeg da sige, at selvom jeg nogen gange kan være ganske forvirret over Gud, og nogle af de ting, jeg læser i bibelen, så vil jeg meget nødigt leve uden det fundament i mit liv, som min til beskedne tro, er.

Jeg tror vi alle sammen kan inspirere mennesker med vores historie om, hvad tro er for os. Med vores vidnedsbyrd.

Faktisk tror jeg, at min og din historie har så meget sprængstof i sig, at det potentielt kan forandre et andet menneskes liv.

Det er i lyset af det, at vi siger derfor gå!
Gå fordi, det vi går med, er verdens bedste historie.

4 a f 4

Hvordan det så går for sig, er helt sikkert en af de udfordringer, som vi hver i sær står med.

Men tag ikke fejl
– DU er er klart budskab om Guds kærlighed.

Amen
Salme: Gå i min fred

Himlen Tur/Retur – Thomas Risager

Hvorfor står I og glor?

“Hvorfor står I og stirrer op mod himlen, galilæere?”
Sådan spørger to mænd i hvide klæder til disciplene, da de står og kigger op i himmelen.
Her om sommeren nyder jeg at sidde i en stol ude i haven og kigge op i himlen. Jeg glæder mig over alt det blå, og forundres over hvor hurtigt skyerne nogle gange kan glide hen over himlen. Det er da fascinerende. Jeg har dog aldrig oplevet, at to mænd i hvide klæder kommer og spørger mig, hvad jeg glor efter ….

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det kan være afvigelser mellem det talte og det skrevne ord.

1 a f 4

Prædiken søndag d. 28. maj 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Apg 1,9-14 & Joh 17,1-11 & Sl 68,1-10,32-35 & 1. Pet 4,12-14;5,6-11.
Kristi himmelfart – Himlen tur/retur

“Hvorfor står I og stirrer op mod himlen, galilæere?1Sådan spørger to mænd i hvide klæder til disciplene, da de stod og kiggede op i himmelen.

Her om sommeren nyder jeg, at sidde i en stol ude i haven og kigge op i himlen. Jeg glæder mig over alt det blå, og forundres over hvor hurtigt skyerne nogen gange kan glide hen over himlen. Det er da fascinerende. Jeg har dog aldrig oplevet, at to mænd i hvide klæder kommer og spørger mig, hvad jeg glor efter.

Der er en en grund til at de kigger. Her i Apostlenes Gerninger indleder Lukas historien om den første kirke, med den samme historie, som han afslutter sit evangelium med2, nemlig historien om Jesus himmelfart.

Der er gået fyrre dage siden opstandelsen. Jesus har vist sig for disciplene ved adskillige lejligheder. Fælles for alle de begivenheder er, at Jesus forsvinder for øjenene af dem, men jo er kommet igen. Hvor er Jesus, når han ikke er sammen med dem?

Nu er den epoke ved at være slut. Der er gået fyrre dage, som i den bibelske verden ofte er den tid, som skal til, for at mennesker kan vænne sig til nye realiteter.

1 Apg. 1,10
2 Se Luk 24,50-53

2 a f 4

Jesus har lige givet dem løfterne om helligånden, som skal komme over dem, det sker på halvtredsindstyvedagen, så det får du historien om næste søndag kl. 10.30.

Nu sker der det, at Jesus løftes op i en sky, som tog ham bort fra deres øjne. Der er flere ligheder med tidligere historier her. Da Moses er på Sinai Bjerg dækkedes hele bjerget af en sky. Inde i skyen mødte Moses Gud.3

Da Jesus går op på et bjerg sammen med Johannes, Peter og Jakob, hvor han forvandles for øjenene af dem. Da er bjerget også indhyllet i en sky.4

Skyen er altså et bibelsk billede på Guds nærvær. Det rimer jo ikke med at Jesus tages væk.
Disciplene er sikkert ikke helt trygge, da de står der og ser op mod himlen.

Jeg ved ikke med dig, men jeg tænker tilbage på opstandelsens morgen, hvor de bange kvinder oplever, at Jesus er væk. Her står der to mænd i skinnende hvide klæder og fortæller dem, at Jesus er opstået, som han har sagt det.

Nu står der igen to mænd klædt i hvide klæder. Englene har det med at komme, når disciplene er mest forvirrede og bange.

3 2. Mos 19,9
4 Matt 17,1-8, Mark 9,2-8, Luk 9,28-36 samt omtale i 2 Pet 1,16-18

3 a f 4

Engle lyder så bombastisk, men jeg vil minde om det blot betyder, at engle er sendebude fra Gud.

Her står de på Oliebjerget. Det højeste sted i miles omkreds. Skyen har taget Jesus ind og han er forsvundet. Hvad nu? Måske er fokus i denne historie, slet ikke, at han forsvinder, men netop de løfter, som egnelene giver.

De hvid klædte mænd står der pludselig. “v11 De sagde: »Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere? Den Jesus, som er blevet taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen.”5

Igen lyder løftet fra himlen. Jesus forsvinder ikke. Kun for en tid. Han kommer tilbage på samme måde, som han forsvandt.

Kristi himmelfartsdag handler om at også vi må løfte blikket og se op, for en dag kommer Jesus igen og så vil vi se at kærligheden får magt i verden.

Så er det slut med meningsløs terror.
Slut med undertrykkelse.
Der skal ikke være krig, kriminalitet, sygdom, død, uretfærdighed.

Alt ondt i denne verden skal forvandles til sine prægtigste modstykker…

5 Apg 1,11

4 a f 4

For han kommer igen, lad os kigge op. Lad os håbe det, forvente det og længes efter det.

Amen

Jeg lever og I skal leve! – Thomas Risager

Jeg lever, og I skal leve …

Sådan siger Jesus til disciplene forud for sin død og opstandelse. På søndag er omdrejningspunktet for talen Johannesevangeliet 14,15-21, hvor Jesus giver nogle af sine allersidste instrukser til disciplene.

Og vi kan som regel godt regne med, at udfordringer som Jesus giver disciplene, også er udfordringer, som gives til os.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der kan være lidt afvigelser mellem manuskriptet og det talte ord.

Manuskript i PDF-format

1 a f 4

Prædiken søndag d. 21. maj 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Apg 17,22-31 & Joh 14,15-21 & 1 Pet 3,13-22 Jeg lever, og I skal leve….

Jeg ved godt, at I alle sammen tror jeg er totalt supermand. Den vil jeg gerne med det samme kommentere på, og sige, at det er jeg ikke.

Jeg er f.eks. ikke bange for at dø, eller det er jeg jo, for det er uanset, hvordan jeg vender og drejer det, en ubehagelig tanke. Og jo, jeg tror på opstandelsen fra de døde og det evige liv og hele pakken af det, som jeg i princippet er ansat til at forkynde.

Mest af alt er jeg nok bange for at gå glip af noget i livet, for jeg synes, jo at det er pænt interessant. Allermest bange er jeg nok for at gå hen og dø mens børnene har brug for deres far (det går mere og mere op for mig, at vi nok altid vil føle behovet for at have brug for vores far eller mor) – jeg vil meget nødigt efterlade dem faderløse.

Den store forskel på Jesus og mig er, at Jesus ved, at han snart skal dø. I øvrigt er der ganske givet flere forskelle på Jesus og jeg.

Når man ved, at det snart er slut, fokuserer man på det allervigtigste. Det er i lyset af det, at vi skal se på, hvad det egentlig er, at jesus siger til sine disciple, her i Johannesevangeliets kapitel 14.

Det første vi skal se på, er vers 15: Elsker I mig, så hold mine bud. Udgangspunktet for vores kærlighed til Jesus, er hans og Gud Faders kærlighed til os. En forudsætning

2 a f 4

for at elske ham, er altså at forstå, at tro på, at vi er elsket af ham. 1. Johannes Brev siger, at Gud elskedes os først.1 Først da kan vi elske, og så er der jo den fordring, at vi skal holde hans bud. Og de var? Du skal elske Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke. Dernæst kommer: ›Du skal elske din næste som dig selv.2 Tro handler altså ikke om dig selv, men om Gud og dine medmennesker.

Jesus lover desuden at han vil efterlade os talsmanden, som skal være hos os til evig tid. En sandhedens ånd, som verden ikke forstår, men som disciplene skal kende, fordi den bliver hos dem og i dem.3 Jeg har sagt det før, men siger det gerne igen. Hvis noget gælder disciplene, kan vi roligt regne med, at det også gælder os.

Det er jo interessant, at Guds ånd skulle være i os. Det er alligevel et nært forhold. Det er helt i tråd med den fine tale Paulus holder hos de meget religiøse – faktisk poly- religiøse grækere på Areopagoshøjen i Athen.4 Her siger Paulus: “for at de skulle søge Gud, om de kunne famle sig frem og finde ham, som dog ikke er langt borte fra en eneste af os. For i ham lever vi, ånder vi og er vi, som også nogle af jeres digtere har sagt: ›Vi er også af hans slægt.”5

1 1. Joh 4,10: Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder.

2 Mark 12,30
3 Joh 14,17
4 Læs evt. Apg 17,22-31 5 Apg 17,27-28

3 a f 4

Og så kommer det: Jesus efterlader os ikke faderløse. Han kommer til os. Verden ser ham ikke, men han er her. Vi kender ham jo, for ånden – talsmanden – er i os.

Se bare beretningerne om den opstandne Jesus, f.eks. her i Johannesevangeliet, hvordan den opstandne Jesus igen og igen kommer til disciplene. Gud kommer til os. Som han siger: I ser mig, for jeg lever, og I skal leve.6 Her er altså en klar udfordring i stil med at vi skal holde hans bud, vi skal leve livet, fordi han lever. Det er altså ikke en opfordring til at gemme sig for verden, men en opfordring til at leve livet i verden.

Kraften, styrken og viljen til det får vi fordi vi er i ham, og han er i os.7 Det er en nær relation, og en levende relation, som ikke kun er en hjerne-tro, men også en hjerte-tro. Jeg skal måske lige tilføje, at det ene ikke udelukker det andet. Tværtimod.

Slutteligt siger Jesus….. “Jeg skal elske ham og give mig til kende for ham.”8

Det er jo det vi oplever, at Gud giver sig til kende for os. Nogle har meget dramatiske historier at fortælle, mens det for andre er mere stille indre oplevelser. Men vi kan bekræfte, at at Gud elsker os, at Gud viser sig i menneskers liv, at Gud sætter os fri til at leve, at Gud sender os ud i verden.

Vi er forpligtede til, fordi vi er elskede til at elske.

6 Joh 14,19 7 Joh 14,20 8 Joh 14,21

4 a f 4
Og det vil vi gøre med alle til rådighedstående midler.

Med vores liv, med vores fælles kirke ønsker vi intet mindre end at udleve et klart budskab om Guds kærlighed.

Det er så op til den enkelte af os, at finde ud af, hvordan det skal se ud i vore liv.

Frem for alt er vi i hvert fald ikke efterladt faderløse.

Amen.
Salme Led mig Gud

Hvilken vej? – Helge Munk

Jesus sagde: Jeg er vejen og sandheden og livet.

Men hvad er det for en vej? Hvad er det for en sandhed? Hvilket liv kommer der ud af det? Og hvordan finder jeg ud af, hvad svarene er i mit liv? Teksten kommer fra Joh. 14, 1-14, hvor Jesus snakker med sine disciple om tingene. Det er ikke lige med det samme, de forstår, hvad han mener. Er det så nemmere for os?

Hør mere her:

Jeg er kommet for at I skal have liv, konfirmationsgudstjeneste – Thomas Risager

Jeg er den gode hyrde! Sådan omtaler jesus sig selv i et forsøg på at forklare mennesker om Guds uendelige kærlighed til dem. Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem.

Hør mere her, hvor jeg gør et forsøg på, at hjælpe os til at forstå…

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der ofte er variationer mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 4

Prædiken søndag d. 7. maj 2017. – Konfirmation

“De forstod ikke, hvad det var, han talte til dem om.”1 Sådan skriver Johannes efter, at han har beskrevet, hvordanJesus talte til mennsker i billeder, som de helt sikkert kendte.

Det var jesus genial til at gøre. Han brugte historier fra menneskers virkeligt liv til at fortælle om den Gud, som havde sendt ham, for at vise dem, at Guds kærlighed er virkelig.

I dag ville Jesus måske snakke om Guds kærlighed på en måde, hvor vi inddrager snaps, Insta, DIY’s, Paradise Hotel og likes….
Det er faktisk det, som Jesus gør her, når han taler om den gode hyrde. Og alligevel er det ikke sikkert, vi ville forstå, hvad han talte om.

Er i med på at dykke lidt ned i det?

På Jesu tid vidste alle, hvordan det med får og hyrder fungerede.

Så det er ikke fordi Jesus bruger mærkelige billeder, at de ikke forstår. Det er fordi, de simpelthen ikke kan få ind i deres hoveder, at en Gud, som de har lært at frygte, kan være så god og kærlig.

1 Joh 10,6

2 a f 4
Det er så godt, så man næsten kan blive mistænksom.

Nogen vil sige, at det er for godt til at være sandt.

I en fårefold samles fårene. På vejen ind stryger hyrden alle fårene over ulden for sikre, at de er sunde og raske.

Inde i folden er de beskyttede mod alle farer. En god hyrde placerer sig selv i åbningen, så han med egen krop holder rovdyr og røvere væk.

Det mærkeligste i deres ører er dog, at hyrden skulle kende fårene ved navn. Og at fårene skulle genkende hans stemme.
Sådan er der aldrig nogen, hyrde, der har haft det med sine får. Det er der filmen knækker for dem.

Jeg får lyst til at spørge Jer: Er der nogen til stede her i dag, som kan navnene på alle, som er her?

Er der nogen til stede, som kan navnene på alle seks konfirmander?

Navnene på konfirmanderne, det kan en del af os klare, men navnene på alle, kan vi naturligvis ikke. Det er en helt umulig præstation.

Det er måske ikke så mærkeligt, at de ikke lige forstår, hvad jesus siger.

Vi mennesker, kan så nemt føle os som små ubetydelige fnug midt i verdens vrimmel.

3 a f 4

Så står Jesus der og påstår, at det er en Gud, en himmelsk far, der er som en god hyrde. En som kender os alle ved navn.

Det er faktisk en central tanke i kristen tro, at det ikke handler om kultur og regler, selvom mange tror det.

Det handler om en personlig relation til en Gud som på den ene side, har hele verden i sin hånd, men som også kender dig fuldt og helt, og som elsker dig.

Faktisk er han så personlig overfor dig, at selv dine hovedhår er talte.2 Sådan siger Jesus i hvert fald i Lukasevangeliet, som vi har læst sammen.

Det er da lige til at blive svimmel af, at tænke på.

Når vi i dag har overhørt de unge mennesker, og lyttet til alt det, de har lært om tro, så beder vi også for dem.

Vi beder om, at Gud vil passe på Jer gennem hele livet, og at han må være med Jer, når livet kommer til at gøre ondt og være sammen med Jer, når det hele er fantastisk.

Gud kender Bjørn, Victor, David, Sara, Marie og Mathilde ved navn. Han ser Jer. Han hører Jer og han er med Jer alle dage.

Og, nåe ja, så kender han også alle vi andre ved navn og det samme gælder os. Han er med os alle dage.

2 Lukas 12,7

4 a f 4

Tit tror vi, at det med tro, har at gøre med livet, når det slutte. Men det har alt at gøre med livet, mens det leves.

Gud – den gode hyrde – vil passe på os, og lede os gennem livet. Han kender vores navne, og Jesus siger endda, at vi alle dybt nede, kender hans stemme.

Det er ikke en Gud, der er langt væk. Det er en Gud, der er lige midt i livet, midt i festen, midt i hverdagen.

Det er en Gud, som vil sætte os fri til at leve livet, og tage mod at det fede, der ligger forude.

Jesus siger det selv: Jeg er kommet for at de skal have liv og have i overflod!”3

Det er derfor Jesus kom, for at give liv, for at kende dig, og for at kalde dig ved navn, og ikke mindst, for at du kan kende hans stemme i dit liv.

Det er næsten for godt til at være sandt! Amen
Salme: VIl du følge efter mig.

3 Joh 10,10.