Johannesevangeliet – Side 3

Tro er at gå og komme! – Thomas Risager

Ved gudstjenesten i dag fokuserer jeg på en historie fra Johannesevangeliet kapitel 21,1-19. Her møder den opstandne Jesus disciplene, som kommer trætte og tomhændede hjem fra fiskeri. Jesus synes ikke, at de er færdige med at fiske, så han sender dem ud på søen igen. Selvom de vidste alt om at fiske, kunne han lære dem noget nyt.
Efter fiskeriet inviterer han dem til at være sammen med ham omkring et måltid fisk og brød.
På denne måde viser Jesus, at med tro er der både det aspekt at blive sendt ud, men også at få lov at komme tilbage til ham. Et balanceret trosliv er altid begge dele.

Du kan også læse talen her. I dag er det dog, en ganske anden tale, end den jeg havde planlagt, som jeg faktisk holdt. Sådan går det nogle gange 🙂

Prædiken søndag d. 10. April 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Johannes 21,1-20.

Gå og kom!

Det er stadig påske selvom påskekyllingerne er pakket væk og påskeæggene forlængst er spist.

Her i slutningen af Johannesevangeliet, hvor vi hopper ind i historien, er der stadig fuld gang i den.

Jesus er opstået. Han har gennem nogle dage, vist sig for disciplene ved flere lejligheder. Det er en mærkelig tid for disciplene og alle andre.

Vi kender det godt fra vore egne liv, at det er super godt, at denne her store ting, som vi har fokuseret på, er godt overstået, men vi må altså til at fokusere på hverdagen igen. Det er det, som sker, da Peter bryder tavsheden. “Jeg tager ud og fisker!”

Et eller andet sted, er det så befriende, at der endelig kan komme lidt normalitet ind i deres liv igen, men de bliver klogere, for med Jesus kan man aldrig vide.

Jeg tror ikke, de har glemt hvordan man gør, men da solen bryder frem og det er tid at komme til land igen, har de ikke fanget noget. Intet! Det er ikke fedt, at være fisker og komme til land med en tom båd.

Der står en mand på bredden. Det gør der tit, når fiskerne kommer ind. Måske kunne man lige få en fisk.

Det var Jesus, som stod der: “Børn, har i noget at spise?”

Jeg tror, han kendte svaret.

Kast nettet ud på den anden side, råber han til dem.

Helt ærligt, så er det bare dybt mærkeligt. Det er mærkelige, at han siger det til dem, fordi det bør ikke gøre nogen forskel. Og i øvrigt, så er det med at lave om på rutinerne på en båd, ikke altid en god ide, for det er vigtigt at alle ved, hvem der gør hvad, hvornår. I sær i pressede situationer.

Det er også mærkeligt, at disciplene gør som han siger. Måske er der bare noget over Jesus, men de ved faktisk ikke endnu, at det er ham.

De rigger hele båden om, der ganske tæt på land og smider nettet ud igen. Miraklet sker, uden at nogen af dem, kan forklare hvorfor, så er nettene ved at sprække og havet koger af fisk i vandoverfladen.

Peter, som gerne ville have hverdag igen, fatter at det er Jesus som står derinde, så væk med al besindighed, han kaster sig i vandet og svømmer ind til Jesus, mens de andre må kæmpe med at redde den enorme fangst.

Jesus har tændt bål beder om fisk. Der er 153 fisk i nettet. Et symbolsk tal for på den tid, var det opfattelsen, at der far 153 nationer i verden.

Jesus samler disciplene omkring sig og holder måltid med dem. Brød og fisk. Sikkert en af grundene til at nadveren ofte så således ud blandt de første kristne i Syrien.

Johannes er tydelig. Det var nu tredje gang Jesus viste sig for disciplene. Vi skal vide det og huske det. Ikke mindst skal vi lægge mærke til at Jesus spiser sammen med disciplene. Jesus er nær i måltidet.

Det er også tanken, at Jesus er nær, når vi i kirken samles om nadverbordet. Her er vi nemlig velkomne, også selvom vi kommer med vores fiaskoer, ligesom fiskerne, der intet har fanget, selvom de har prøvet hele natten.

De føler sig ikke som de mest fantastiske i det øjeblik. Men de er velkomne, som de er.

At have en tro, som gør en forskel i livet, handler ikke kun om, at må komme som man er, men også om at gøre en forskel for andre.

Jesus siger til et menneske, som spørger hvad han skal gøre med alt det tro.

“ og du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.‹ v31 Dernæst kommer: ›Du skal elske din næste som dig selv.”

Hvad skal jeg gøre med min tro spørgsmålet, opstår først, når man virkelig opdager, at man får af Gud. Når man virkelig overvældes af hans kærlighed og velsignelse, kommer restløsheden. Hvad skal jeg så gøre? Det er måske først der, man er lydhør overfor tanken om, at Gud måske ligefrem vil bruge én.

Jesus spørger Peter om han elsker ham ikke mindre end tre gange. For hver gang Peter svarer ja, Herre, følger der en opgave. Vogt mine lam, vær hyrde for mine får, vogt mine får!

Peter får liv at være sammen med Jesus, men kærligheden er også sådan, at den driver ham ud. Kast nettet ud på den anden side, får de at vide. Vogt mine Lam får Peter at vide….

Peter får at vide, at hans tro kommer til at koste ham livet, og stadig siger Jesus: Følg mig!

Amen

3. Søndag i Advent: Frygt ikke – Thomas Risager

Frygt ikke!
Det er helt utroligt, så mange uhyggelige drager, som kan ligge under sengen, når man er en lille dreng. Der er sikkert også løver inde i klædeskabet, for ikke at tale om de mange øjne, som ser på en gennem mørket.

Vi voksne kan også være bange … Måske ikke for de samme ting som børnene, men når vi er ærlige og tænker os om, så er frygt også en del af vores liv.

Rigtigt mange steder i Bibelen hører vi engle, Gud eller Jesus sige: “Frygt ikke!”

Alt dette kan du høre mere om i dagens korte tale. Der var en tale til børnene og én mest til de voksne. Hør den for de voksne her:

Du kan også læse oplægget til talen her. Bemærk, at der ofte er forskel på det skrevne og det talte ord.

Prædiken søndag d. 13. december 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Joh 14,27

Frygt ikke!

Vores lejlighed er i to plan, og det er en pæn stor lejlighed. På anden sal har vi stuer, spisekøkken og et toilet. På tredje sal, har vi Soveværelse, børneværelser, gæsteværelse/hjemmekontor og bad.

Det har jo betyder, at når vores børn skal i seng om aftenen, så skulle de gå op ad trappen (låge 13) og op i en etage helt for sig selv.

Mange gange har den ene siddet på trappen og ventet på, at den anden blev klar til at komme med op. Der er blevet ventet længe.

Når man er en lille pige, så er det naturligvis lidt langt væk fra mor og far og der mørkt udenfor vinduerne. Det er et gammelt hus, og her er mange lyde, som man kan komme til at ligge og lytte efter.

Mange gange har jeg sagt. Gå nu bare op. Der er ikke noget at være bange for.

Jeg har lagt mærke til, at jo mere jeg sagde. Vær ikke bange, jo mere stille blev mit barn. Det havde, og har den stik modsatte effekt.

Uanset hvad jeg siger, så er hun stadig bange for at være alene på loftet om aftenen.

Frygt er ikke rationelt og følelsen af frygt forsvinder ikke, bare fordi jeg siger, at den skal.

I bibelen er der masser af steder, hvor Gud, Jesus eller engle siger til mennesker: “Frygt ikke!”

Til forskel fra, når jeg siger det, så sker der oftest det, at når, det er Gud, som taler, så virker det! “Frygt ikke!”

I Johannesevangeliets kapitel 14 er perspektivet noget længere fremme end Jesus fødsel. Her er det Jesus, som forbereder sine disciple på dagene, hvor han ikke længere er fysisk i blandt dem.

Han siger: “Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!”

Gud giver os Jesus, med alt, hvad det indebærer gennem hans liv fra jul til påske over himmelfart og til pinse.

Gud er stadig i verden. Han har ikke forladt den.

Til forskel fra, når jeg siger frygt ikke. Så sker der noget mere, når det er Gud, der gør det.

Gud beder os ikke bare om ikke at frygte, men han fjerner jo også alt det, som vi med god grund kan være bange for. Han skubber det væk fra os.

(Låge 14)

I salme 103 gives der udtryk for hvor store perspektiverne i det Gud gør for os egentlig er:

“v11 Så høj som himlen er over jorden,

så stor er hans nåde mod dem, der frygter ham;

v12 så langt som øst ligger fra vest,

så langt har han fjernet vore synder fra os.

v13 Som en far er barmhjertig mod sine børn,

er Herren barmhjertig mod dem, der frygter ham.”

Så langt som øst ligger mod vest, så langt væk er alt det, som kan forkludre tingene.

Det er jo det, som Gud gør, ved at give os Jesus.

(Låge 15)

Han bringer lys ind i en mørk verden.

Med lyset kan vi se og finde vej. Men vi kan faktisk ogsåmærke lyset. Det er jo varmt.

Gud er lys og

han tager håb ind i en falden tid og han efterlader os sin fred.

Ikke som fravær af krig, men som den fred, hvor alt er godt og harmonisk. Den fred, som gør at man tør ånde frit.

Når Gud siger frygt ikke, så gør han også op med det, som vi er bange for.

Mørket og ondskaben må vige. Der er handling bag ordene. Frygt ikke.

Amen.

Lys i mørket – Thomas Risager

November sænker sine tunge mørke gardiner omkring os. Det livgivende lys, som har løftet os up hele sommeren svider. Hvordan kan jeg holde mit mod oppe i en tid, som virker så mørk.

Gospelkoret Emmaus og Thomas Risager vil denne aften hjælpe med gode bud på, hvordan vi får lyset tilbage i sindet i en tid, hvor mørket hersker.

Hør talen her:

Du kan også læse talen her, men bemærk venligst at det talte ord ofte afviger fra det skrevne.

Esajas 9, 1

v1 Det folk, der vandrer i mørket,

skal se et stort lys,

lyset skinner for dem,

der bor i mørkets land.

Johannes 1,1-9

I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. v2 Han var i begyndelsen hos Gud. v3 Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. v4 I ham var liv, og livet var menneskers lys. v5 Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.

v6 Der kom et menneske, udsendt af Gud, hans navn var Johannes. v7 Han kom for at aflægge vidnesbyrd, han skulle vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham. v8 Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset.

v9 Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden.

Prædiken søndag d. 1. november 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Es 9, 1 & Joh 1, 1-9 & Salme 139, 1, 11-12

Lys i Mørket

Et lille stearinlys ser ikke ud af så meget i forhold til de lamper, som hænger i loftet her i kirken.

Tidligere, da Emmaus begyndte at synge med kirken henlagt i totalt mørke, da så vi hvad manglende lys gør – det giver mørket magten.

Vi sidder sammen i kirken. De fleste af os sammen med mennesker, som vi kender. Det gør, at mørket er næsten trygt og næsten ikke skræmmende.

Alligevel lagde jeg mærke til, at noget skete i rummet, da vi tændte det første stearinlys. Selvom jeg lige har sagt, at mørket ikke var farligt, så giver det alligevel mere ro, at der tændes blot en smule lys.

Så falder skuldrene lige en tand længere ned og man sætter sig lidt mere til rette på stolene.

Det bliver det, som vi danskere kalder det, hyggeligt.

Det er rigtigt at lyset gør det hele hyggeligt, og det længes vi efter her i den mørke årstid.

Der kommer lys frem i lysestagerne og vi sætter os ike i sofaen uden, at der brænder lys, men der er mere end hygge forbundet med lyset.

Langt mere…..

Lyset giver tryghed, fordi vi kan se, hvem vi er sammen med. Vi kan se, hvor vi kan komme ud og vi kan se og finde vej.

Lyset giver liv. Vi ved, at planterne ikke kan vokse uden sollyset, som i bogstaveligste forstand gennem fotosyntesen tilfører dem energi.

Vi mennesker kan ikke lave fotosyntese, men vi har brug for lyset. Det frigiver vitaminer og giver energi.

Det tænker vi måske ikke over om sommeren, men når vi mangler lyset, så lægger vi mærke til det.

Når det bliver efterår og november, så kan mange af os mærke, at det er som, at energien siver ud af os. For rigtigt mange er det også sådan, at humøret forsvinder og erstattes af egentlig depression.

Et tæppe på sofaen, en kop varm kakao og endeløse serier på Netflix, bliver nogen gange det eneste, vi kan overkomme, alt det andet kan vi lave i morgen. Når der bliver rigtigt mørkt og koldt, kan mønsteret gentage sig i ugevis. Mørket får langsomt magten.

Når det går os dårligt, taler vi ofte om det som mørke tider. Jeg vil tro, at mange mennesker i Syrien taler om mørke tider.

Det er netop i de mørke tider, at Gud lover, at vi ikke skal være alene. Det er når livet er aller mest utrygt. Der hvor vi ikke ser nogen fremtid og håbet forsvinder, at Gud vil være der.

Vi ser det i profetien fra Esajas Bog, en tekst, som man læser i kirkerne op mod jul. Det er løfter om, at Gud har set det folk, der vandrer i mørket. De skal se et stort lys!

Da jeg var barn var jeg bange for mørket – Decideret mørkeræd. Selv som spejder, så hadede jeg, når vi skulle på natløb. Det var spændende nok, men i hver eneste grøft, eller bag hvert træ så jeg alt muligt uhyggeligt i mørket.

Så hvis der var noget, jeg havde lyst til, så var det at få et stort lys, som virkelig kunne oplyse alt.

Det folk, der vandrer i mørket skal se et stort lys. Det er ikke noget så simpelt, som et lys, der hjælper os med at kunne se, Esajas taler om. Perspektivet er langt større end at give en lille spejderdreng tryghed.

Når Johannesevangeliets kryptiske indledning, taler om lyset, det sande lys, der oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden, så taler han om Jesus.

Om Gud som griber ind i verden på en måde, som vi nok aldrig fuldt og helt kommer til at fatte omfanget af.

Det er det endelig opgør med mørket, med lidelsen, med sygdom, krig, elendighed, fattigdom, værdiløshed, præstationsangst, frygt, depression, klimakrise, ja selv døden.

Lyset skal komme. Ikke bare som et lys, der oplyser mørket. Det vi oplever, når vi tænder lys er, at mørket jo kommer tilbage, når lyset slukkes. Det lys vi tænder kan kun for en tid holde mørket væk.

De løfter, Gud giver til folket, som vandrer i mørket, og dermed også til du og jeg, er løfter om et lys, som ikke bare kan fortrænge mørket i den tid, som der nu er olie på lampen.

Det er et lys, som ikke kan slukke.

Et lys som gennemtrænger mørket, så natten er lys som dagen.

Det er et lys, som vinder over mørket, sådan at mørket for evigt og altid vil være på flugt.

Mørket kommer aldrig tilbage. Guds lys vil vinde. Det er det Jesus selv understreger et andet sted i bibelen. Her siger han:

Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys!” (Joh 8,12)

Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, er også givet for dig.

Amen

Er du provokeret? – Thomas Risager

Jeg tror vi alle sammen har mødt kristne, måske endda præster, som har sagt nogle ting om tro, eller fordømt andre mennesker. Kristne, der har sagt ting, der får os til at tænke, at den tro han står for, skal jeg aldrig have med at gøre!

Jeg har mødt sådanne mennesker. Jeg har mødt sådanne præster – og jeg synes selv, at jeg har en vis rummelighed overfor forskellighed.

Men der er grænser for, hvad jeg vil høre på. Især, når mennesker gør sig til talsmand for en kristen tro, som er hadefuld og fordømmende over for alle andre end dem selv.

Omvendt er det også svært at være skråsikker.
Et fornuftigt menneske bør stille sig selv spørgsmålet. Har jeg jeg ret, når jeg påstår at Gud elsker alle – uden undtagelse?

Hør mere her:

Hvis du hellere vil læse talen, kan du gøre det her. Bemærk at det talte ord, ofte afviger fra manuskriptet.

Prædiken søndag d. 23. august 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Joh 6,56-69.

Paulus siger “Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.”

Når det kommer til livets store spørgsmål om liv og død, meningen med livet. Så kan det godt føles som om man hele tiden leder efter en brik i et puslespil, som bare ikke vil give mening, før man har fundet den manglende brik.

Det er også sådan, at nogen gange, når man faktisk får fat i den brik, som man synes mangler, så kan man absolut ikke lide, hvad man ser.

Jeg tror vi alle sammen har mødt kristne, måske endda præster, som har sagt nogen ting om tro, eller fordømt andre mennesker, på en sådan måde, den tro, han står for, har mand aldrig nogen sinde lyst til at have med at gøre.

Jeg har mødt sådanne mennesker. Jeg har mødt sådanne præster og jeg synes selv, at jeg har en vis rummelighed overfor forskellighed.

Men der er grænser for, hvad jeg vil høre på.

Især, når mennesker gør sig til talsmand for en kristen tro, som er hadefuld og fordømmende over for alle andre end dem selv.

Så står jeg helt af.

Omvendt er det også svært at være skråsikker.

Har jeg ret, når jeg siger, at Gud elsker alle.

Et fornuftigt menneske bør stille sig selv spørgsmålet. Har jeg jeg ret, når jeg påstår at Gud elsker alle – uden undtagelse?

I dag skal vi se på en bibeltekst fra Johannesevangeliet, hvor Jesus fortsætter sin tale om livets brød.

Vi er nu igang med den fjerde søndag, hvor vi hænger fast i Kapitel 6 i Johannesevangeliet.

Det betyder at jeg, efter talen i dag, samlet har talt om dette i 1 time.

Så hvis nogen af jer tænker, som disciplene, beskrevet i kapitel 6 vers 60… “Hvem kan holde ud at høre på det?”

Så forstår jeg det godt.

Jesus taler om sig selv i billeder fra dagligdagen.

Billeder, som alle kan forstå. Alle spiser brød, og selv den mest enfoldige ved, at der skal mad til for at leve.

Jesus siger, at han ikke er som det almindelige brød, som man kan spise og så stadig være sulten kort tid efter.

Det er heller ikke sådan med almindeligt brød, at man kan spise, og spise, og så forvente at leve evigt.

Faktisk er det nok en dårlig ide, at spise sig til livet i almindeligt brød.

Jesus taler om almindeligt brød, men alligevel er det helt almindelige, i ham, helt anderledes.

Jesus siger at den, der spiser af hans brød skal leve i kraft af ham.

Det er så moderne at spise sundt. De færreste af os kan forklare præcis, hvordan det er, at maden er god for os. Men uanset om vi kan forklare det eller ej, er sund mad god for os.

På samme måde er det med troen på ham.

Hvis man vil spise må man komme til måltiderne. Man er nødt til at komme maden i munden og spise den. Men virkningen af den, har vi så at sige intet med at gøre.

Det sker bare.

Jesus siger: “Den, der spiser dette brød, skal leve til evig tid!”

Tanken om at det er Jesus, som gør noget i de mennesker, som tager mod hans kærlighed, er så fornærmende at en hel flok disciple siger:

“Det er hård tale; hvem kan holde ud at høre på det?”

Jesus ord lyder ind i en kultur, man er sin egen lykkes smed. Man er selv ansvarlig for alt.

Overhold reglerne, så vil det går dig godt, synes at være mantraet.

Jeg ved godt, at vi ikke er jødisk kultur, men jeg synes alligevel at det ligner vores liv. Vi kan måske ikke ret godt med regler. Men det med at være mega ansvarlig for at lykkes og leve godt. Det ligger i vores tid.

Jeg tror vi har brug for høre igen og igen, at tro handler om at lade sig elske, så gør Gud resten i os, også selvom vi måske ikke forstår det.

Hvis det budskab er så provokerende at du har lyst til at rejse dig og gå, så er jeg ked af det, men døren er der.

Der er en Gud, der elsker os og gør godt i os.

Hvis det er provokerende, så tænker jeg, at det er fordi, at det er alt andet en ligegyldigt.

Hvis det var ligegyldigt, var det vel ikke provokerende.

Jesus siger: “Ligesom den levende Fader har udsendt mig, og jeg lever i kraft af Faderen, sådan skal også den, der spiser mig, leve i kraft af mig.”

Amen

Mangler du en brik 2 ?- Thomas Risager

Længes du også efter, at troen skal få alle brikker i livets puslespil til at falde på plads?

Men sådan er det bare ikke helt med tro…. Det bliver ikke altid som vi ønsker det, men alligevel er der noget helt unikt i det med at tro, når Jesus taler om sig selv som Livets brød, og den, der spiser af det, skal leve til evig tid.

Hør mere her:

Læs evt. talen her:

Prædiken søndag d. 9 .august 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Joh 6,53, 41-51.

Nogen gange så oplever jeg livet som et stort uoverskueligt puslespil, hvor der hele tiden lige mangler bare lige et par brikker før det hele falder på plads. Så kan jeg blive færdig, så billedet er fuldendt.

Desværre er det sådan, at hver gang jeg synes, at jeg har fundet de få manglende brikker, så er der faktisk nogle nye steder, hvor der burde ligge nogle brikker, og så starter eftersøgningen af de nye manglende brikker. Når de er fundet, så begynder det hele forfra.

Det rimer meget godt med Paulus’ ord fra kærlighedens højsang, hvor han siger: “Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.”

Jeg tror, det er meget menneskeligt, at forsøge at danne sig overblik, fordi vi vil så gerne forstå alle sammenhængene i livet.

Det gælder også for tro, hvor vi så gerne vil se det store billede, for at kunne sige, at vi fuldt ud forstår.

Så kan man gøre, som jeg også nogen gange gør, nemlig at give sig til at læse i sin bibel.

Man kan sige utroligt meget godt om bibelen, men bibellæsning på egen hånd, især hvis det er nyt for én, skaber sjældent overblik og klarhed.

Faktisk oftest tværtimod, fordi bibelen i sin opbygning af historierne hele tiden tager for givet, at læseren har en masse baggrundsviden idet, der hele tiden refereres til gammel testamentelige historier. Den jødiske historie.

Og har man prøvet, at tage bibelen fra side 1 for at læse sig igennem Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente i et hug for at få overblik, så er chancerne for at komme igennem det på egen hånd, ret små.

Et godt eksempel på at der forudsættes baggrundsviden er stedet i dagens tekst, hvor Jesus siger: “Der står skrevet hos profeterne: ›Alle skal være oplært af Gud.‹ Enhver, som har hørt og lært af Faderen, kommer til mig. v46 Ikke at nogen har set Faderen, undtagen den, der er fra Gud; han har set Faderen. v47 Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tror, har evigt liv. v48 Jeg er livets brød. v49 Jeres fædre spiste manna i ørkenen, og de døde.”

Her er der ikke mindre en to steder, hvor man skal kende baggrunden for at forstå.

De første vers henviser til at Jødedommen har været en lov-religion, men allerede hos dem forudsiges det, at Gud vil ændre alle præmisser. Profeten Jeremias siger:

“v33 Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. v34 Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: »Kend Herren!« For alle kender mig, fra den mindste til den største, siger Herren. Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd.”

Jerremias profeterer, populært sagt, at gudsforholdet ikke længere skal handle om kunne huske alle de rigtige regler og kunne leve efter dem. Det vil komme til at handle om en relation, hvor Gud er den, som giver, hvor mennesket ikke længere skal gøre sig fortjente til hans kærlighed. Den er givet, i Jesus.

I søndags og i dag dukker der henvisninger op til manna i ørkenen. Det peger på en historie, som alle jøder kender, nemlig at Moses har ført israelitterne ud af egypternes fangeskab og vandret med dem i ørkenen, fået de ti bud undervejs, til sidste ledt dem over Jordan og ind i det forjættede land. Teknisk set var det nu Josva, der tog dem det eller sidste stykke, men pyt.

Undervejs sulter folket og de klager til til Moses, og der i ørkenen lader Gud manna regne ned over dem, så de kan spise sig mætte. I den jødiske kulturarv er dette et superstærkt billede på Guds omsorg.

Jøderne som står omkring ham bliver skeptiske. Ham der kender vi jo. Det er Josefs og Marias søn. Han har vist lidt høje tanker om sig selv.

Hvorfor bliver de så skeptiske? Måske fordi Jesus med sine ord “Jeg er livets brød!” forsøger at forklare dem, at der er meget mere af Gud og hans kærlighed end de tror, og Jesus selv er billedet på det. Og iøvrigt mere end et billede og et symbol, han er Guds kærlighed.

Den, der tror, har evigt liv siger Jesus. På en måde ganske provokerende. Nu lover han også evigt liv. Hvad bliver det næste?

Jesus provokerer dem helt vildt. I kan godt huske at jeres forfædre spiste manna i ørkenen, men de er jo alle døde.

Han siger: “v50 Men det brød, som kommer ned fra himlen, gør, at den, der spiser af det, ikke dør. v51 Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.”

Jesus giver dem en nye realitet, nemlig at det er ved tro på ham, som livets brød, at livet, ved tro, skal være til evig tid.

Disse ord gælder stadig, også for du og jeg. Også – selvom vi måske ikke kan forstå dem, så er vores håb, hos ham, som driller jøderne lidt.

Han ord gælder dem, og de gælder os.

Jeg er livets brød. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.

Amen

Mangler du en brik? – Thomas Risager

Længes du også efter, at troen skal få alle brikker i livets puslespil til at falde på plads?

Men sådan er det bare ikke helt med tro…. Det bliver ikke altid som vi ønsker det, men alligevel er der noget helt unikt i det med at tro, når Jesus taler om sig selv som Livets brød, der mætter, så man aldrig skal sulte…

Hør mere her:

Du kan også læse talen her:

Prædiken søndag d. 2 .august 2015.

Tekster: Joh 6,24-35.

Jeg tror, det er meget menneskeligt, at forsøge at danne sig overblik, fordi vi vil så gerne forstå alle sammenhængene i livet.

Det gælder også for tro, hvor vi så gerne vil se det store billede, for at kunne sige, at vi fuldt ud forstår.

Det er også derfor, tror jeg, at vi nogen gange holder krampagtigt fast, hvis der er bestemte måder at bede på, læse bibel på, former for aktiviteter, eller bestemte gudstjeneste-former, som taler til os.

Så kan det blive som om, vi klynger og til den ene brik, og nogen gange forsømmer at se, at der faktisk mangler brikker flere steder i vores trosliv.

Dette er på en måde situationen for de mennesker, som febrilsk har ledt efter Jesus og nu finder på, at sejle over på den anden side at søen for at finde ham.

De har nemlig oplevet noget, som de synes var helt vildt fedt. De har oplevet Jesus mætte fem tusind mennesker med fem brød og to fisk.

Nu er de sejlet efter Jesus, for de vil godt lige se det igen. Det kan man da ikke helt fortænke dem i, kan man?

Jesus finder dem dog lidt ensidige: I kommer bare for at få mad igen!

Det er meget muligt, at han har ret i det, for det er jo noget af det, som de lige har set. Og det var fedt, så selvfølgelig kommer de med den forventning, at man kan få mere af det samme. Det er også det vi gør, når vi i kirkerne gør det samme år efter år. Men med tro er det sådan, at man aldrig bliver færdig at opleve mere.

Der vil altid være flere brikker til puslespillet, for nu at holde fast i det billede.

Det ligger i det, Jesus siger til dem: “I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte. v27 Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer; for ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på.” (Joh 6,26-27)

Jesus taler altså om, at han vil give dem. Han vil sørge for dem, og det er ikke fem brød og to fisk han taler om. Han taler om langt mere, end de overhovedet kan forestille sig.

De tænker bogstaveligt. Men når Jesus har givet dem mad at spise, er det langt mere end maden, så er maden symboler. Når Jesus taler om den mad, som består altid, så taler han om det, som han vil give dem gennem tro, og det er langt mere end brød, som kan spises.

Folket her tror, at hvis bare lige, de får lidt at spise, så er der ikke mere i troen for dem, så har de fundet den ene brik, som de leder efter. Men som Jesus ser det, så der er meget mere end blot det.

Til sidst sætter Jesus trumf på: “For Guds brød er det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden.« v34 De sagde til ham: »Herre, giv os altid det brød!« (Joh 6,33-34)

Læg mærke til at Jesus siger at brødet giver liv til verden. – Liv!

v35 Jesus sagde til dem: »Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.” (Joh 6,35)

Jeg ved ikke hvad du længes efter i din tro, hvilken brik det lige er, som du leder efter, for at kunne se det fulde billede.

Men jeg garanterer dig, at der vil være flere brikker og mere at få.

Om lidt skal vi fejre nadver sammen og du er velkommen. Kom og vær med, se, smag, spis. Jesus siger: Jeg er livets brød!.

Amen.

Tro forandrer livet – Thomas Risager

10477575_10207450703604549_4580163504271764369_o — Afslappet stemning ved Café-gudstjeneste i Metodistkirken. Foto: Anders Flinck

Ved denne søndags Café-gudstjeneste talte jeg ud fra historien om Nikodemus, som vi kan læse i Johannesevangeliets kapitel 3:

Johannesevangeliet 3,1-8

v1 Der var et menneske, en af farisæerne, ved navn Nikodemus, medlem af jødernes råd. v2 Han kom til Jesus om natten og sagde til ham: »Rabbi, vi ved, du er en lærer, der er kommet fra Gud; for ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham.« v3 Jesus svarede ham: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.« v4 Nikodemus sagde til ham: »Hvordan kan et menneske fødes, når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin mors liv og fødes?« v5 Jesus svarede: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige. v6 Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd. v7 Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny. v8 Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.«

Vi oplever igen og igen i kirken, at mennesker, når de begynder at tro på Gud, bliver forvandlede. Deres omgivelser siger det, og de lægger selv mærke til det. Hvordan kan det lige gå til? Hvad er det, som sker?

Historien om Nikodemus, giver måske nogle af svarene. Hør mer her:

Du kan også læse manuskriptet til talen her:

Prædiken søndag d. 28. juni 2015.

Tekster: Joh 3, 1-13.

Er du så hellig nu?

Sådan blev jeg spurgt som ung voksen, når jeg fortalte, at nu skulle jeg altså læse teologi, så jeg kunne blive præst.

Andre sagde sådan meget spontant, jamen du er jo helt normal. Underforstået, at man da må have slået hovedet, hvis man begynder at tro og ligefrem skal være præst.

For mig siger det, at folk faktisk forventer, at der sker synlige og og markante forandringer hos én, som tror på Gud.

Den gang er jeg ikke sikker på, at jeg forstod, hvad der skete omkring mig, og hvorfor folk havde brug for både at spørge og konstatere.

I dag forstår jeg bedre, for jeg ser, at mennesker, som gennem kirken her, møder Gud faktisk bliver til, ja, det lyder så voldsomt, men ikke destomindre, nye mennesker.

Noget sker med dem, og det har nogle af vi, som arrangerer dagens og næste søndags gudstjeneste erfaret, at livet efter mødet med tro, ikke er det samme som det var.

Er du så hellig? JA. Det kan du bide en spids på at jeg er!

Meget hellig endda!

Men ikke hellig på den måde som de fleste forstår det.

For det er nok et af de mest misforståede ord, som findes i det danske sprog.

Desværre er hellig noget, som vi alle sammen har oplevet, at nogen har udråbt sig selv til at være, og i den egenskab har de haft travlt med at fordømme alle andre, og gerne villet fortælle dem, hvordan de skal leve, fordi alle vi andre er uhellige.

I min optik, ret ulækkert og aldrig nogen sinde har jeg haft lyst til at leve efter, hvad andre har fortalt mig, at jeg skal gøre.

Det da lidt paradoksalt, at jeg så er præst selv, og af mange opfattes af én som lever af at fortælle mennesker, hvordan de skal leve.

Til det vil jeg godt sige, at vi er en kirke, som ikke forsøger at sige til folk, at man skal leve på en bestemt måde, men vi peger gerne på, at et liv sammen med Gud, er noget som vi tror på, er det bedste som kan ske for et menneske.

Det er derfor vi prøver på at være et klart budskab om Guds kærlighed, og så må folk jo lytte til det. Måske ryster de på hovedet og kalder os tosser, og så er det også OK, eller også vækker det en nysgerrighed i dem for at høre mere, og så er det vi tror, at Gud allerede er på spil i deres liv.

Det med, at blive hellig, er et positivt ord, for det er noget Gud gør i dig ved sin helligånd. Det vil aldrig være noget, som man selv kan tilrane sig, selvom der er mennesker, der tror det, – så er det at bliver klamt.

Men tro gør noget ved et menneske. Det oplever vi ske her i kirken, men det faktisk også det Jesus siger til Nikodemus, da han er i en samtale med ham.

Jesus siger faktisk til ham: “Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.”

Hvis ikke det, at blive født på ny beskriver radikal forandring, så ved jeg ikke, hvad som gør det.

Et par ord om Nikodemus. Han er allerede det, som bibelen vil kalde gudfrygtig. Han er farisær, en af dem som Jesus ofte diskuterede med.

De fremstilles ofte som lidt dumme, men de var mennesker, som virkelig forsøgte at leve rigtigt efter skrifterne og loven. De tog Gud alvorligt, men nogen gange glemte de i deres iver, at tage deres medmennesker alvorlig.

Nikodemus var ovenikøbet medlem af jødernes råd. Han var altså en af de ledende mennesker i Jerusalem.

Han kommer til Jesus om natten og anerkender fuldt ud, at Gud er med Jesus, for ingen kan gøre de ting, Jesus gør, uden at Gud er med ham.

Jesus siger ligeud til ham: “Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.”

Nikodemus begynder at undre sig, sådan lidt bogstaveligt.

Jeg skal da ikke tilbage i min moders liv og fødes igen. Og nej, det er ikke det Jesus han siger. Han siger derimod, at det er kroppen, men noget andet er Ånden, som allerede er født af Ånden. Og det forstår vi ikke nødvendigvis med vores forstand, for Ånden blæser hvorhen den vil, og vi forstår det ikke altid.

Det gør Nikodemus heller ikke, for han spørger: “Hvordan kan det gå til?”

Underforstået, at dette giver ikke mening for Nikodemus. Det er faktisk tydeligt, at det ikke gør.

Hvad Nikodemus overser fuldstændigt her, er at han jo faktisk allerede KAN se Guds rige. Han starter jo samtalen med at anerkende Jesus. Han ser jo allerede, han forstår jo allerede. I hvertfald delvist.

På Metodist-sprog vil vi sige, at den forekommende nåde allerede har fat i ham. Gud har rakt ud til ham og begyndt forvandlingen i ham.

Den forvandling, vi kalder Helliggørelse. Det er allerede ved at ske i ham. Han har bare ikke selv set det. Og det er et ret godt tegn på, at man faktisk er hellig.

Han er jo allerede ved at blive hellig, for det er noget Gud gør i ham. Ellers havde han jo affejet Jesus som en fantast og oprører, og så havde han ligget i sin seng, istedet for at komme til Jesus.

Du er kommet her i dag og tak for det. Jeg vil påstå, at Gud allerede har rakt ud til dig, ellers sad du her ikke.

Gud har meget mere at give, så meget, at det vil forvandle dig, ligesom så mange her, har oplevet.

For Guds ånd er på spil, og for Guds ånd er du Hellig, elsket og accepteret.

Og ja, det kan betyde, at du forvandles, så meget at man må tale om, at du fødes på ny og får et nyt liv.

Og så kan det jo være folk spørger dig: Er du så hellig nu?

Amen.

En stor udfordring – Thomas Risager

I en snak, som Jesus har med sine disciple, udfordrer ham dem radikalt. Han byder dem, at elske hinanden. Ikke som “det kan jeg godt tænke mig,” men som en befaling. De skal. Når Jesus beder disciplene om noget, kan vi som regel godt gå ud fra, at det samme gælder os.

Vi skal elske hinanden!

Jesus ved godt, at det ikke altid er lige let. Så han udfordrer dem også til at blive i hans kærlighed. Samtidigt minder ham dem om, at de allerede er elsket, og at kræfterne til at elske kommer fra ham.

Der er hjælp at hente, for at finde kræfter og inspiration til at elske. Et af stederne, hvor man kan få inspiration og hjælp, er ved at læse i bibelen. Det synes jeg selv, kan være svært at få tid til. Men hvad med den tid, som vi bruger på at tjekke Facebook, twitter og nyheder på vores smartphones?

I den næste uge lyder udfordringen: Elsk!

Og find inspiration og styrke til det, ved at læse i bibelen, hver gang du ellers ville have tjekket nyheder og Facebook.

Jeg gætter på, at de fleste af os, får læst en hel masse i den kommende uge. Jeg anbefaler at begynde med Markusevangeliet kapitel 1.

Hør mere her…..

Fra forbud til Nåde – Thomas Risager

Kirkens præst Thomas Risager fortæller historien fra Johannesevangeliet, kapitel 2, om Jesus, som ankommer til templet og i ren og skær arrigskab driver de handlende ud. Jesus kommer op til et tempel, som fokuserer på menneskers ofringer og overholdelse af de mange regler og forbud. Jesus peger på, at alt skal ændres. At alt, hvad templet står for, skal blive helt anderledes. Endda på kun tre dage. Hvad han præcis taler om, er der ingen som er i stand til at forstå, men det kommer de til senere.

Hør mere her:

Hovedpersonen 8/8 – Thomas Risager

Hovedpersonen i al tale om kristendom og tro er uden tvivl Jesus selv.

Vi er igang med en prædikenserie, som tager os med ind i bibelens verden og lader os opleve nogle af de helt centrale begivenheder og historier fra Jesus liv.

Mange af historierne er kendte, vi har hørt dem før.

I prædikenserien Hovedpersonen sættes alle de mange historier i perspektiv i forhold til påsken.

I dag ser vi på en helt central Jesus-historie fra Johannesevangeliet kapitel 14 vers 15-21, hvor Jesus taler med disciplene om, hvordan deres forhold til ham skal være efter hans død og opstandelse.

Han giver dem og dermed os, et løfte om at han vil vise sig for os.

Bibeleteksten læses af pastor Knut Bjarne Jørgensen

Hør mere her: