Jesus – Side 12 – Thomas Risager

Lev stærkt_Tro er ydmyghed

Det er da ligegyldigt, hvor man sidder ved bordet!
Enhver, der har været på besøg i en børnefamilie, eller har planlagt et bryllup, ved, at det er alt andet end ligegyldigt.

Hvad har bordplanen med tro at gøre?

Hør mere her:

Du kan også læse talen her:

Talen i PDF-format

Bemærk dog at det talte ord, ofte kan afvige fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 28. august 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Luk 14,1 & 7-14.

Lev stærkt_Tro er ydmyghed

I dag afslutter vi vores prædikenserie Lev stærkt, hvor vi har set på forskellige aspekter af tro, som kan gøre vores liv stærkere.

Egentlig er det lidt mærkeligt at trække et lev stærkt tema ud og tale om det fire søndage, for tro er, som vi ser det i kirken her, med til at løfte livet sådan helt generelt. Så det er faktisk overordnet tema hele året.

Det er vores påstand her i kirken, derfor er det også relevant at prøve på, at trække al den visdom og lærdom ud af de bibelske historier, som vi kan.

I dag er Jesus på besøg hos en farisæer. Ovenikøbet en ledende én af slagsen.

Jeg minder lige om at en farisæer er en jøde, som virkelig gerne vil være from og leve sit liv, på en god måde. Ofte er det farisæerne, Jesus havner i diskussioner med, fordi de i deres iver efter at leve som gode troende mennesker, kommer til at være overfladisk fromme og trampe på de svageste i deres forsøg på at være hellige.

De ynder at vise andre, hvor troende de er og de soler dig i den anseelse, som følger med det.

De forstår heller ikke alt, hvad Jesus siger, fordi hans bud om at elske sin næste, er temmelig langt fra deres værdisæt om at efterleve stramme regler for på den måde at gøre sig lækker i Guds øjne.

Men bordet er dækket og Jesus går ind. Lukas indleder i vers 1 med at bemærke, at de alle sammen holder øje med Jesus.

De har alle travlt med at se, hvor Jesus sætter sig ved bordet.

Der var streng justits med hvordan pladserne ved bordet blev fordelt. De fornemste gæster nærmest ved værten, var de gældende normer.

Måske tænker du nu, at dette slet ikke har kontakt til vores liv. Det vil jeg dog hævde, at det har. Hvor mange har kke brugt meget tid på at udtænke den perfekte bordplan til et bryllup eller rund fødselsdag. Den slags er sandelig noget man kan købte konsulenthjælp til klare i dagens Danmark.

Og enhver som har været inviteret til middag i en børnefamilie, ved hvor sprængfarligt og konfliktfyldt bordplanen kan være.

Vi tænker også over det med pladserne. Jeg gætter på, at en del af Jer, som er til gudstjeneste for første gang i dag, har forsøgt at aflæse, hvor man trygt kan sætte sig da I kom ind i kirken i dag.

Til det vil jeg sige, at her er frit sædevalg. Og de forreste rækker er ikke giftige, selvom man nogen gange kan få de indtryk.

Jeg håber, I sidder godt.

Jesus bemærker, hvordan gæsterne nærmest maser sig ind, for at sidde nærmest værten. De tænker alle sammen, at jeg er inviteret før alle de andre. Jeg må være fornem og betydningsfuld siden jeg er inviteret med til bordet hos denne betydningsfulde mand.

Hvis vi kunne spørge dem, er jeg helt sikker på, at de vil benægte, at det hænger sådan sammen. Men deres adfærd taler sit eget tydelige sprog.

Sådan er det jo, der er nogen gange er forskel på hvad vi siger og hvad vi gør.

Jesus ser det straks!

Han taler, helt klart deres eget sprog, når han påpeger det pinlige i, hvis værten er nødt til at lede dem tilbage på en “ringere” plads, hvis der er nogle han mener bør sidder til højbords. Det vil sådan ca. være det mest pinlige, som kunne ske i deres liv. Det er der ingen af dem, som ønsker.

Så siger Jesus de famøse ord: “For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.”

Det er der en vis sandhed i. Jeg tror vi alle sammen har oplevet mennesker, som på ingen måde var i tvivl om deres egene fortræffeligheder og som praler med hvor fantastisk dygtige og fine, de er. Der er sjældent de, som er allermest fortræffelige, der har brug for at fortælle det selv.

Man kunne sige, at Janteloven har ikke levet forgæves. Jesus forstærker den jo lige her. Men det synes jeg ikke er tilfældet.

Jantelovens, du skal ikke tro du er noget, står i skærende kontrast til den virkelighed, som introduceres med Jesus, hvor han med sin “Guds rige er kommet nær” forkyndelse, fremhæver at det enkelte menneske har uendelig værdi i Guds øjne.

Mennesket er i følge Bibelen skabt i Guds billede, skabt til ligne ham.

Med det i baghovedet kan vi ikke sige til noget menneske, at det ikke skal tro, det er noget.

Det er vi jo netop. Så forskellige som vi er – og alligevel skabt i den samme Guds billede.

Hov, den samme Guds billede, med andre ord, alle er lige og det er det, som er baggrunden for balladen ved bordet. Jesus opfordrer ligefrem til at invitere alle de, som ikke nyder anseelse i samfundet. De mangler jo en plads ved bordet.

I Guds rige er der nemlig plads til alle ved bordet, og vi er velkomne, som vi er.

– Også den, eller især den, som er helt uden anseelse hos andre.

Amen

Lev stærkt_Tro er at holde fast i håbet – Thomas Risager

Alle kommer ud for stormvejr i livet. Tro handler om at holde fast i håbet om, at alt bliver godt igen på den anden side. For Gud har styr på alt det, vi er bange for. Når vi falder, griber han.

Talen på i dag fortsætter rækken af prædikener under temaet “Lev stærkt”.

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord ofte afviger lidt fra manuskriptet.

G20160814 (Talen i pdf-format)

Prædiken søndag d. 14. august 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Luk 12,49-56 & Rom 8,24-25.

Lev stærkt_Tro er at holde fast i håbet.

Hvis ikke man er interesseret i sport, så er det hårdt at være til for tiden. Man kan jo ikke tænde et tv uden at sendefladen er dækket af alle mulige, mere eller mindre underlige sportsgrene, fra OL i Rio. Hvor er det herligt, at atleter fra hele verden er samlet, og så er alle verdens konflikter og modsætninger sat på hold, for nu skal der dystes i ærlig kappestrid.

Nåe ja, så gør det jo heller ikke noget at vi i nat lige fik Gud til Danmark, da Pernille Blume lige gav alle andre baghjul i svømning.

Noget af det, som man finder i Rio og andre steder i Sydamerika, hvis man skulle finde på at gå i kirke, er herlighedsteologi.

Meget kort fortalt går det ud på, at hvis det går dig godt i livet. Hvis du er succesfuld og har mange penge. Hvis du hele tiden flyder ovenpå, så er det fordi Gud belønner dig for din troskab.Fordi du er god til at stole på Gud og tro på ham, er belønningen, at du ikke bliver syg, at du kører og bor godt, at du er rig.

Det er jo også meget herligt, bare ikke for de, som ikke klarer sig godt. Skulle du være i tvivl om, hvad jeg mener, så synes jeg, der er mange ting at forholde sig kritik til i herlighedsteologien.

I kritikken fæster jeg mig selv ved de mange historier i bibelen, hvor Jesus gør op med farisæernes fastlåste synspunkter, at man selv skulle være skyld i sin ulykke.

At ting i livet går skævt, at ulykken og sygdommen rammer, kan vi aldrig løfte os ud over. Det er et grundvilkår, som vi må leve under. Et grundvilkår, som har sin rod i, at vi lever i en brudt verden. En verden, hvor ondskaben og meningsløsheden også findes. Og indtil Jesus kommer igen, vil det være en realitet.

Skulle sygdommen og ulykken ramme, kan det aldrig skyldes at vi tror for lidt eller forkert.

Nogen gange sker elendige ting bare for gode mennesker. Det gør ondt. Det har vi oplevet på nært hold i denne uge, og det skræmmer os, fordi vi ikke kan håndtere meningsløshedens vilkårlighed.

Når vi ser på den bibeltekst, som vi har foran os i dag, så kan jeg godt forstå, hvis du ikke helt kan følge sammenhængen med det, jeg har sagt indtil nu, med den mærkelige bibeltekst, som blev læst inden talen.

I versene inden dette, forbereder Jesus disciplene på, at der kommer en dag, hvor brudgommen kommer igen.

I “Bibelsprog” betyder det, at nu er det endelige opgør mod ondskabens magt umiddelbart forestående. Der hvor Guds rige endeligt slår igennem er på vej. Der hvor alting er utopisk godt bliver virkelighed.

Det kan ske i dag, i morgen eller næste sommer. Men det er snart.

Jesus taler dunder her. “ Mener I, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden? Nej, siger jeg, ikke fred, men splid.”

Disciplene synes egentlig, at det er fint nok, at de sådan kan være sammen med Jesus og hygge om deres tro.

(Sådan tror jeg egentlig mange kristne har det. At det med tro, er sådan tradition i familien. Det er sådan noget dejligt musik, og det er så hyggeligt i kirken. Vi får det så godt af det.)

Jesus banker i bordet for at få dem til at fatte, at der er meget meget mere på spil her. Det handler ikke om hygge.

Disciplene kan godt forstå, at når vinden kommer fra syd, så kommer varmen. Men de kan ikke se, at når de stumme taler, de lamme de går og de døve de hører, så er det tegnene på at nu kommer Guds rige nær.

Derned afviser de egenlig, at tro også er at håbe på, at tingene bliver gode igen. Jesus er frustreret over det. De har jo allerede set en flig af det, men de kan ikke lave koblingen til Så deres egne liv. At de står overfor en ny virkelighed.

Når Guds rige kommer endeligt, så skal der ikke være ulykke, så skal der ikke være sygdom, så skal der ikke være tårer, lidelse, og død.

Vi lever, endnu !!, i en verden hvor sådan noget rammer os. Det ramte også Jesus, som gav sig hen til det, men levede sig gennem det i opstandelsen.

Det som vi må ende op med, er modet til, at turde håbe på, at selvom alting ser sort ud, så skal det nok ende godt

Det håb er nogen gange fornuftsstridigt. Det er nogen gange i modstrid med alt, hvad vi ellers ved.

Tro er netop håbet om, at alting bliver godt.

At holde fast i håbet er at acceptere, at vi ikke ved præcis, hvordan det bliver eller hvad der kommer.

Håb er ikke blind optimisme. Det er heller ikke pessimisme. Det er at forestille sig livet, som det kan blive. Det er ikke kun at se det, som er. Håb anerkender alt der sker med os, men det bifalder ikke alt. Håbet glatter ikke ud på det uacceptable, men det fastholder troen på en bedre fremtid.

I en kirke som vores håber vi på, i fællesskab, at alting ender godt. Det skaber solidariet.

Vi kan ikke argumentere os frem til at holde fast i håbet, men vi bekender os til, at vi håber og tror.

At tro er ikke at være blind for det faktum at shit happends. Men der er at åbne øjenene for, at uanset hvad, så er vi ikke alene.

At uanset hvad, så bliver det godt på den anden side.

Igen, det er ikke din egen fejl eller din egen triumf. Det er Guds kraft, som bærer igennem.

Slutteligt vil jeg minde om, hvad Paulus siger om håb: “v24 Til det håb er vi frelst! Men et håb, som man ser opfyldt, er ikke noget håb; for hvem håber på det, man kan se? v25 Men håber vi på det, vi ikke ser, venter vi på det med udholdenhed.”

Amen

Lev stærkt_Tro er ikke ÈT valg – Thomas Risager

Lev stærkt – sådan hedder rækken af gudstjenester, som vi holder i august måned.

I dag taler jeg om vigtigheden af at forstå, at tro er ikke kun er ét valg, når man bestemmer sig for at nu tør man tro. Derimod er tro en lang række tilvalg, som man hele tiden tager undervejs i tilværelsen. Ofte er vi ikke bevidste om dette, og så er det, at vores tro bliver mindre vigtig. Lev stærkt og hold troen varm.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord kan afvige fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 7. august 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Luk 12,32-14 & Hebr 11,1-3,8-16.

Lev stærkt – At tro er ikke èn beslutning.

Jeg blev en kristen d. 1. januar 1964. Sådan er der nogle som kan sige det. I mange år havde Metodisterne det næsten som et adelsmærke, at man kunne tale om den dag man blev omvendt, som det hedder. Den dag, hvor man forstod, at Guds kærlighed er givet for mig.

Det er rigtigt fint. Mange af os, kan også sige om ikke en dato, så en tid i livet, hvor det gik op for os, at tro var noget, som vi ikke vill leve uden længere.

Men rigtigt mange oplever også, at den boblende glæde over at have fundet tro. Det mest fantastiske i livet, glider på en eller anden underfundig måde alligevel ud fra centrum i livet og bliver grå hverdag. Det bliver ikke ved med at være rigtigt vigtigt…

Måske tænker du, at det aldrig sker for dig. Det påstår jeg heller ikke, at det gør. Men, der er mennesker i vores fællesskab, som oplever dette. Vi ser det og vi oplever det.

Jeg kender det også. Der er perioder i mit liv, hvor troen er glødende varm, og der er perioder, hvor det er noget mere mørkt og ensomt at tro for mig.

Det er ventetid. Ventetid, hvor jeg venter på en eller anden bekræftelse af den tro, som har har.

Ventetid, hvor tvivlen får lov at nage og pille i min sjæl. Det er den slags ventetid, som ikke kan fordrives med at tage sig af et par Pokémons eller battle i vores helt eget Pokemon Gym her udenfor kirken.

Ventetid føles altid uendelig lang. Det er lige før, at det kan ødelægge ens dag at komme for sent til bussen, selvom det går én igen om 20 minutter.

Det er netop ventetiden – tiden, hvor man ikke synes, der sker noget som helst, som Jesus taler om, da han i sin lidt kryptiske tale om årvågne tjenere, siger til dem, at ventetid er en naturlig ting, når vi taler om tro. Det er der ikke noget mærkeligt i.

Problemer er bare, at vi i dag lever i en kultur, hvor vi tror vi skal dø, hvis der ikke sker noget hele tiden. Men med tro, er det ikke unaturligt, at der er stille perioder.

Det, som er vigtigt, er hvordan de bruger tiden, mens de venter på at deres herre, vil bryde op for brylluppet.

Når de venter, skal de have kjortlerne bundet op om lænderne og lamperne tændt.

At have kjortlen bundet op var sådan man havde de lange gevandter siddende, når man skulle arbejde, så man dels kunne bevæge sig frit, men også kunne undgå, at snavse sig til. Det er lidt ligesom vi smøger skjorteærmerne op, inden vi giver os til at skære kødet ud.

Jesus siger til dem, at selvom I ikke synes, der sker noget, så skal I være klar.

Det er et valg man tager, at man holder sig åndeligt klar. Det er det man gør, når man fastholder at gå i kirke, også selvom der er et par gange, hvor man ikke synes, at det talte til én.

Det er det valg man tager, når man er med i en smågruppe eller en omgang Romerbrevet eller Vejen i løbet af efteråret.

Det er det valg man tager når man for sig selv, og måske uden at lade andre vide det på Facebook, læser i bibelen efter bibellæseplanen.

Det er det valg man tager når man fastholder at man vil bede på den måde det nu en gang passer ind i dit liv.

Det er også det valg man tager når man står overfor umulige situationer, som vi ved en familie her i Odense befinder sig i.

Det der det valg man tager når man beder både for offer og for den far, som tilsyneladende har gjort det ubegribelige ved sit eget barn.

Tro er ikke bare at sige fedt, den dag, man fatter at man er elsket af Gud.

Tro er at holde sig skarp, at være klar og og være sig bevidst om at der hvor én skat er der er ens hjerte.

…. Der er så meget der kan aflede.

Så hele tiden må vi vælge at være klar.

Det er noget af det, vi som kirke kan hjælpe hinanden med.

Og vi ved jo ikke, hvornår mesteren kommer tilbage.

Amen.

Hvor meget fylder du? – Helge Munk

På søndag skal vi høre en af de mest fantastiske historier, som Jesus fortalte, om den omsorg vi kan have for hinanden. Han fortalte historien til en, der gerne ville vide, om han var god nok. Det er da en rigtig god tanke!

Men hvorfor kan vi blive usikre på, om vi er gode nok? Jesus har jo sagt, at Gud elsker os alle uden betingelser. Drejer spørgsmålet sig om om hvor meget vi “fylder” i vores eget hoved? Lidt provokerende i en tid, hvor vi ofte hører bemærkningen: Jeg skal passe på mig selv!

Hør mere her, hvor Helge Munk taler:

Du skal tro på Gud ellers…. – Thomas Risager

“Tro på Gud, eller du går fortabt!”
Jeg tror vi alle har mødt velmenende missionerende kristne, som har prøvet at omvende os. Personligt har jeg det sådan med dem, at jeg godt kunne undvære deres påtrængende adfærd.

I søndagens historie udfordrer Jesus sine disciple til at gå ud og missionere. I første omgang kan jeg godt have det lidt anstrengt med det, men måske er der alligevel fornuft i det …

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk, at der ofte er lidt forskel mellem det talte og det skrevne ord.

Prædiken søndag d. 3. juli 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Lukas 10,1-12 & 17-20.

“Tro på Gud, eller du går fortabt!”

Jeg tror, vi alle har mødt velmenende missionerende kristne, som har prøvet at omvende os.

Personligt har jeg det sådan med dem, at jeg godt kunne undvære deres påtrængende adfærd.

I dagens historie udfordrer Jesus sine disciple til at gå ud og missionere.

I første omgang kan jeg godt have det lidt anstrengt med det, fordi jeg godt ved, at hvis Jesus siger noget til disciplene, så kan vi trygt gå ud fra, at det også gælder os.

Hånden på hjertet. Vi ved jo godt, at vi som kirke og som individder er sendt til Odense og Fyn med et klart budskab om Guds kærlighed.

Vi ved det, fordi vi, når vi bliver medlemmer af kirken, lover at være med til at opretholde Metodistkirken bl.a. ved vores vidnedsbyrd.

Så uanset om vi vil det eller ej, så er vi missionærer.

Det er vi, fordi folk godt ved, hvor vi hører hjemme og det at være medlem af en Metodistkirke i høj grad signalerer at det med tro, betyder noget for os.

Jeg vil faktisk påstå, at mennesker forventer af os, at vi på en eller anden måde giver udtryk for vores tro.

Jeg vil da lyve, hvis jeg sagde at det ikke var vigtigt for mig, om menesker omkring mig finder tro på Gud. Det er da hammervigtigt for mig, fordi jeg tror, at det er noget at det beste der kan ske for et menneske, at indse at Guds kærlighed og omsorg også gælder dem.

Men vi er så bange for at det bliver kejtet, at have snakken om Gud med et andet menneske.

Måske også fordi, vi har prøvet at være i en sådan samtale, hvor vi ikke synes, at det går ret godt for os, og vi fortryder, at emnet overhovedet blev bragt på bane.

Jesus samler 72 andre. Med andre menes der formodentligt andre end de tolv. Så det var altså ikke de tolv fra inderkredsen, men 72 af dem, som følger Jesus, som han samler, for at sende dem ud to og to. Alle sendes ud til steder, hvor han selv senere vil komme.

Jesus instruerer dem i ikke at tage pung eller taske med. Med andre ord, I skal ikke være distraherede. Fokus på opgaven.

Han siger også direkte til dem, at der vil være byer, hvor de ikke vil lykkes med deres forehavende. Byer, hvor man ikke vil tage mod dem.

I skal vide, at Guds rige er kommet nær! Og så går man videre. Jeg tænker tit på, hvor længe kirker bliver ved med at have de samme aktiviteter, men tilsyneladende aldrig reagerer på, at der ikke kommer mennesker til det. Der tror jeg, vi kan lære af Jesus.

Inden Jesus sender dem ud, siger han til dem: Jeg sender jer ud som får blandt ulve.

De skal vide, at det kan blive hårdt. Men omvendt er høsten stor og arbejderne få. Der er nok at gøre.

36 byer får besøg af mennesker, som forberedes på at Jesus kommer.

I 36 byer fortælles om en Gud, som kan være en far.

36 byer får at vide, at Gud ikke har glemt dem.

I 36 byer helbredes de syge.

36 byer svømmer over med Guds kærlighed.

Da de 72 vender tilbage er er euforiske over, hvad de har oplevet. De beskriver malerisk, hvordan de ligefrem har set det onde i verden vige for kærligheden.

Tænk hvilken forskel det har gjort for mennesker i de byer.

Tænk hvor du havde været, hvis ikke nogen havde fortalt dig om Gud?

Vi kommer ikke uden om, at vi er i mission, og at vi er sendt til verden med et klart budskab om Guds kærlighed.

Vi behøver ikke at fremture med det, som jeg tror vi alle har oplevet, som ubehageligt. Men omvendt skal vi heller ikke lægge skjul på, hvad vi tror på.

Man behøver ikke at kunne forklare alt, men vi kan alle stå ved det vi tror på.

I den sidste uge, har jeg været på højskole, og dér ved folk godt, at jeg er præst. Jeg oplever hele tiden gennem såden en højskoleuge, at mennesker kommer til mig og siger: “Må jeg godt lige spørge dig om noget?”

Det de spørger om er tro…. ikke om, hvor jeg har købt mine sko.

Jeg forstår, hvad Jesus siger, når han taler om at høsten er stor, men arbejderne få.

Men det er os, der har den. Det er os, der er på.

Gå, siger Jesus, jeg sender jer ud som lam blandt ulve!

De 72 klarede det rigtigt godt.

Det vil vi også!

Amen.

Hvem følger du? – Thomas Risager

I dag går mange mennesker op i at have følgere på de sociale medier. De følger ofte selv mennesker, som de ser op til og dybest set drømmer om at efterligne.

Jesus havde også følgere. Ikke på de sociale medier, men mennesker, som fulgte ham rent fysisk. Hvor han gik, gik de. Også i dag er der mennesker, som følger Jesus. Men hvad vil det egentlig sige? Umiddelbart er det nok en anelse mere udfordrende end at følge en kendis på Instagram.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord kan afvige fra manuskriptet.

Prædiken søndag d. 26. juni 2016.

Hvem følger du efter?

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Luk 9,51-62.

Hvem følger du?

I dag går mange mennesker op i at have følgere på de sociale medier.

De følger ofte mennesker, som de ser op til og dybest set drømmer om at efterligne. Det gør jeg også!

Jesus havde også følgere. Ikke på de sociale medier, men menesker, som fulgte ham rent fysisk. Hvor han gik, gik de.

I dag er der mennesker, som følger Jesus. Men hvad vil det egentlig sige?

Umiddelbart er det nok en anelse at det er mere udfordrende, end at følge en kendis på Instagram.

Det, som Jesus viser verden er íkke glamour, veltrænede mavemuskler, nyeste mode eller de sidste lækre sommersalater.

Jesus viser menesker sit liv. Han gør det ganske ufiltreret. Der er ikke nogen skjult dagsorden. Tværtimod der er ikke så meget udemomshalløj med ham.

Vi er i Lukasevageliet, og her kommer Jesus med sin prigramerklæring i Nazareths synnagoge.

Det er her, han siger:

“ v18 Herrens ånd er over mig,

fordi han har salvet mig.

Han har sendt mig

for at bringe godt budskab til fattige,

for at udråbe frigivelse for fanger

og syn til blinde,

for at sætte undertrykte i frihed,

v19 for at udråbe et nådeår fra Herren.”

Så er det ligesom sagt, at der skal vendes rundt på alt, hvad folket ellers kender. For der hvor Guds kærlighed får magt, der frelses mennesker.

For Jesus er det at frelse mennesker ikke kun noget, som handler om livet efter døden, men i høj grad også noget, som har med dette liv at gøre.

I danmark er vi vant til at tage det lidt roligt omkring det med tro. Det er måske også derfor vi kan skræmmes af nogle af vore muslimske brødre og søstre, som tager deres tro ganske alvorligt.

Hvis vi tror, at tro ikke er vigtigt begår vi imidlertid en stor fejl. Tro er vigtigt.

Jesus begynder at begive sig til Jerusalem, som er målet for hans rejse, og for hans vedkommende porten til himlen. Men også stedet, hvor hans tro, koster ham livet.

Disciplene har fattet alvoren i det hele, så da samaritanerne ikke vil tage mod Jesus, fordi han var på vej til Jerusalem, så foreslår disciplene, Jakob og Johannes at vi da lige kan lade det regne med ild, så de brænder op.

Godt nok er tro et alvorligt spørgsmål, men det glæder mig alligevel, at jesus sætter dem i rette.

Det med at skæmme folk til at tro, er ikke en fremgangsmåde. Heller ikke på Jesu tid.

At følge efter Jesus handler om, at efterligne hans liv. Det er dybest set det, som tro handler om. At forsøge at gøre, som Jesus ville have gjort i alle de situationer, som vi kommer ud for i livet.

For år tilbage var det moderne med armbånd og t-hirts, hvor der stod” WWJD” What Would Jesus Do

En påmindelse om at tro udleves i hverdagen, ikke kun om søndagen i kirken. Når i er sammen her, er det jo let nok.

Et par af discpilene bliver lidt hovmodige: “Jeg vil følge dig, hvor du end går hen!”

Jesus understreger for dem, at han aldrig hviler, at troen ikke er nogen sovepude, men et aktivt liv. En konstant udfordring.

Det er så vigtigt, at begravelse og afsked med familien må vente, for nu kræver efterfølgelse, at fokus er på

Jesus og ikke på det, der ligger bagude.

Så hvem følger du?

Er det ligegyldige kendisser på de sociale medier, eller ønsker du at følge den jesus, som giver verden tro, håb og kærlighed?

Hvordan gør man. Man lærer alt det man kan om Jesus. Man beder og holder sig nær ved Gud, så hans kærlighed ikke kun er noget man snakker om, men noget man gør.

Hvem vil du følge.

Amen.

Fuldstændigt forandret – Maria Bræstrup Aaskov

Kan du huske da du for første gang læste om Jesus – eller hørte om ham? Hvad gjorde det ved dig? Kan du genkalde dig en oplevelse af at have været ”tæt” på Jesus, i din hverdag, i kirken eller naturen? Hvad gør det ved dig?

Denne søndag handler bibelteksten om en mand, der kommer tæt på Jesus. Hans liv blev fuldstændig forandret. Forvandlet om man vil.

Du kan høre Maria Bræstrup Aaskov tale her:

Det er pinligt – Thomas Risager

Ved alle store familiefester er der altid én person, som gør sig uheldigt bemærket. I dag taler jeg ud fra Lukasevangliet kapitel 7, hvor der er en kvinde, som bryder al etikette. Det er så pinligt! Alligevel kan hun rejse sig og gå derfra med Jesus’ ord om, at hendes tro har frelst hende.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der kan være forskel på det skrevne manuskript og det talte ord.

Prædiken søndag d. 12. juni 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Luk 7,36-8,3

Ved alle store familiefester, i hvertfald i min meget store familie, er der altid én person, som gør sig uheldigt bemærket.

I dag er vi vidne til sådan en episode. For der er en kvinde, som bryder al etikette. Det er så pinligt. Alligevel kan hun rejse sig og gå derfra med Jesus ord om, at hendes tro har frelst hende.

Lad os tage til fest.

Det er ikke sådan en fest, hvor vi fejrer en rund fødselsdag. Men et middagsselskab hos en af farisæerne, Simon, som har indbudt Jesus til at spise hos sig.

Farisæerne skiller sig ud, fra de almindelige jøder, i et oprigtigt ønske om at være gode lovlydige, og dermed desværre fokusere alt for rigidt på de mange regler og påbud i den jødiske lov.

De, som er meget hellige kan nogen gange være så frelste, at de ikke er til at holde ud.

Det behøver ikke kun at være religiøst hellige. Mennesker, som lever supersundt, motionerer meget, kan nogen gange bare være så irriteretende i deres forsøg på at få vi andre til at få dårlig samvittighed, at de ikke er til at vær sammen med. Det blev det samme for farisæerne, så de var ofte en anelse isoleret og foragtede.

Mens Jesus sidder til bords i Simons hus, er der en kvinde ude i byen, som hører det. Hun tager sin alabastkrukke og går mod Simons hus. Hun vader direkte ind og sætter sig ved Jesu fødder.

Her græder hun, så meget at hun med sine tårer vasker Jesu fødder og hun tørrer dem med sit hår. Hun kysser hans fødder og bruger den kostbare, formentlig Nardus-olie, fra krukken til at smøre Jesu fødder i.

Dette gør man bare ikke!

Ud over at opførslen er vildt mærkelig, så er listen over de religiøse overtrædelser også lang. En kvinde rører ikke ved en mand, hun ikke er gift med.

Kvinden er også kendt af alle farisæerne, dem med den høje moral. Moralen er ikke højere, end at de godt ved, at hun lever i synd, at hun er prostitueret. Hvor ved de det fra?

Simon tænker også ved sig selv, at ham Jesus der, da umuligt kan være en stor profet, når han tillader sådan en kvinde en røre ved ham.

Men Jesus er en stor profet. Han ved, hvad Simon tænker.

Mens kvinden salver hans fødder fortæller Jesus historien om pengeudlånere, som eftergiver hhv. 50 denarer og 500 denarer og stiller spørgsmålet, hvem af de to, der har fået eftergivet gæld, der elsker mest.

Rationalet er, at den, der elsker mest, er den som har fået mest eftergivet. Sådan vil en farisæer i hvert fald tænke, for han er vant til at tælle point og holde regnskab.

I mens har Jesus tilladt den syndige kvinde at fortsætte med at vise ham kærlighed. Dette er ret epokegørende. Jesu tillader et åbenlyst brud på de religøse regler, vd at tage mod hendes kærlighed.

Når Lukas understreger, at kvindener syndig, og samtidigt fortæller historien om han, som får eftergivet 500 denarer, er den der elsker mest, så er det for at vi skal tænke. Hold da op, så kan man ikke komme længere ud. Det kan ikke blive værre for noget menneske.

Det er en vigtig pointe ind i en kultur, hvor mange mennesker har travlt med at slå sig selv i hovedet, fordi de føler sigt langt fra kulturens perfektheds- og dygtighedsidealer.

I gamle dage, gjorde man meget ud af i kirkerne at tale om synd, for at få mennesker til at forstå, at de uden Gud var langt længere ude, end de nogensinde ville kunne bunde.

Vi bruger ikke ordet synd, men mennesker i dag føler sig langt fra perfekte. Vi ved udmærket, de områder i vore liv, hvor vi ikke er det.

Det er netop mennesker, som os, der ligefrem kan tvivle på, om Gud dog kan holde af sådan en som mig, der skal se, at Jesus til et mennesker, der ikke kan komme længere ud, siger: “Din synder er tilgivet, gå bort med fred!”

Det sker for øjnene af alle de selvretfærdige, som forarges og spørger, hvem er dog han, som tilgiver synd.

Det skal jeg sige sige dig: HAN ER JESUS!

Amen

Det er helt normalt – Thomas Risager

Bibelen indeholder utallige historier, hvor Gud besøger sit folk – kommer helt tæt på og udretter mirakler i menneskers liv.

Men faktisk er det helt normalt, at Gud besøger sit folk – også i dag. Har du haft besøg af ham? Hør mere på søndag, når Thomas Risager tager udgangspunkt i beretningen om opvækkelsen af den døde i Nain.

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der er forskel på det talte og det skrevne ord.

Prædiken søndag d. 5. juni 2016.

Tekster: Lukasevangeliet 7,11-17.

Det er helt normalt! Alle, der har teenage piger vil vide, at det er en butik i Vestergade.

Det er helt normalt!

Altså i bibelens verden er det helt normalt, at historierne er vilde.

Vi går ind i den del af kirkeåret, som hedder trinitatis-tiden og løber helt indtil første søndag i advent. For mange præster er det lidt en ørkenvandring, fordi den ene lille historie om Jesus afløser den anden, og det store drama, som er påsken, himmelfarten og pinsen rummer, er særdeles fraværende.

Men det begynder med et brag af en historie. Det er helt normalt, at det går vildt til. – Ikke i Vestergade, men i bibelen.

Jesus nærmer sig sammen med disciplene og en hel masse tilhængere, der følger med, byen Nain. Inden de kommer ind i byen, ser de at et stort følge er på vej ud gennem byporten, bærende på en død.

Nærmest hele byen fulgte med kvinde, som var enke, og nu havde mistet sin eneste søn.

Hele byen havde medfølelse med hende, for situationen var alvorlig.

Ud over sorgen ved, at have mistet sin enste søn, så var der også det faktum, at hun var enke. Med andre ord, så var hendes situation meget alvorlig.

I datidens samfund, var kvinder ikke selvstændige og økonomisk uafhængige af deres mænd. De var totalt afhængige af dem. Da kvindens mand døde, var det naturligt, at sønnen overtog det økonomiske ansvar for kvinden, og nu var også han død.

En barnløs enke i den situation havde to muligheder. Hun kunne tigge, eller forsørge sig selv på på den måde, som i et dobbeltmoralsk samfund, ville betyde ekstra udstødelse og pegen fingre. Så der var stor nød den dag i Nain.

Jesus fik ondt af hende, og kunne se elendigheden, de stod i. Han siger til kvinden: “Græd ikke!” og til den døde søn: “Rejs dig op!”

Miraklet skete. Drengen vågnede og gav sig til at tale.

Det er nok ikke helt normalt.

I hvert fald blev alle fyldt med frygt, men de forstod også, at Gud gjort et under lige midt i deres liv.

De udbrød med glæde: “Gud har besøgt sit folk.”

Det var lige netop det, der hvor Gud har besøgt sit folk sker der ting og sager.

Jeg ved ikke med dig, men mit liv er sådan rimeligt normalt og jævn kernefamilie hverdag.

Der er – heldigvis ikke de vilde udsving og opvækkelser af døde, hidrører ikke under, hvad jeg definerer som normal hverdag.

Men oplevelsen af, at Gud har besøgt sit folk, som Lukasevangeliet formulerer det. Den kender jeg.

Det er min påstand, at Gud stadig besøger sig folk, at Gud er den del af hverdagen for mennesker, og at han ikke bare er en gammel sur Gud, som vi kan frygte lidt, forhandle lidt med og i øvrigt læse om i en gammel støvet bog.

Gud er nærværende.

Gud er på besøg i vore liv, når umulige situationer opløses.

Når man med familien i bilen påkøres og man slipper godt fra det.

Når eksamen, skoleskift bliver godt. Når kærestesorgen afløses af forelskelse.

Når man pludselig ser den man lever samen med på ny.

Når vi sidder i kirken og glæder os over, alt det gode, vi har sammen.

Når vi lytter til hinandens erfaringer med, at Gud er på besøg hos sit fork, og vi indser, at det er helt normalt.

Amen.

Wanna be Happy – Thomas Risager

Alle ønsker vel at være lykkelige. Det er bare ikke altid, man er det. Det er bestemt heller ikke alle dage i mit, liv, hvor jeg tør sige, at jeg ligefrem er lykkelig.

Men hvad hvis Gud faktisk ønsker alt det bedste for os. Hvad hvis Guds drøm for os, er at vi skal være lykkelige, hvorfor er vi det så ikke altid?

Hør talen fra gospelgudstjenesten med Nardus her:

Du kan også læse manuskriptet her. Bemærk dog, at at det talte ord ofte afviger fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 29. maj 2016.

Tekster: Joh 16,16-22 & 1. Mos 27 & Jer 29,11

Wanna be happy – Gospelgudstjeneste med Nardus

Wanna be happy – Vil du være lykkelig?

Alle ønsker vel at være lykkelige, det er bare ikke altid, man er det. Det er bestemt heller ikke alle dage i mit, liv, hvor jeg tør sige, at jeg ligefrem er lykkelig.

Men der er øjeblikke, hvor jeg tænker, at nu er alt fantastisk. Jeg er glad, ja nærmest lykkelig.

Men hvad hvis Gud faktisk ønsker alt det bedste for os? Hvad hvis Guds drøm for os, er at vi skal være lykkelige, hvorfor er vi det så ikke altid?

For at svare teologisk på det spørgsmål, skal vi tilbage til bibelen.

Jeg er helt på det rene med, at du måske ikke synes, at det mest begavede sted at lede efter svar på livet store spørgsmål er i bibelen. Jeg vil hævde, det er godt sted at lede, men samtidigt er jeg bestemt åben for at det er vældigt intelligent at stille sine store spørgsmål bredt.

Det første vi skal lægge mærke til er, at Gud i skabelsen siger: Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os. ( 1. Mos 1,27)

Når Gud i følge bibelen siger os, så er det ikke den samme pluralis majestætis, som kongelige bruger, men et udtryk at mennesket, både som mand og kvinde, ligner Gud.

Vi ligner altså Gud.

Jeg hører mennesker opfatte Gud, som sur og dømmende. Jeg må bare sige, at jeg tror Gud er glæde, fest og farver. Jeg opfatter, at Gud er meget mere en far, end en sur dommer.

Ret hurtigt i skabelseshistorien sker der det, at mennesket fristes af slangen (djævelen) til at spise af frugten, der som det eneste var forbudt. Mennesket har en fri vilje, vi er er ikke Guds marionetdukker, så vi valgte at give efter. Derved fik ondskaben en fod indenfor i menneskelivet.

Teologisk set lever mennesket derfor konstant i spændingsfeltet mellem godt og ondt. Vi er ikke usårlige. Ulykker, sygdom og død kan ramme os.

På et tidspunkt er det jødiske folk for alvor ramte af ulykke. De er fanget i eksil i Babylon.

De er simpelthen blevet bortført fra deres hjemland og anbragt i det nuværende Irak. Her er de fanget i 70 år. I den periode sender profeten Jeremias et brev til dem og og bringer dem et ord fra Gud. Gennem Jeremias taler Gud: “Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb.” ( Jer 29,11)

Midt i al elendigheden får de denne opmuntring. Gud har kke glemt jer, selvom alt er elendigt rundt om jer. Jeg er ikke sikker på, at det umiddelbart var opmuntrende, for de ville sikkert hellere bare hentes ud af elendigheden.

Det er meget menneskeligt. Når vi står i skidt til halsen, så drømmer vi os alle sammen væk fra det. Men hvis man tør tage det ind, at Gud også er med midt i elendigheden, så tør man måske at være i det. Så kan trygheden i det, måske gøre, at man faktisk kan leve sig gennem udfordringen og komme ud på den anden side, som et nyt menneske.

Jesus er også opmuntrende i forhold til fremtiden, da han sidder sammen med disciplene. Det er før påsken, hvor Jesus bliver korsfæstet. Han giver sig liv, for vi mennesker, kan leve, vel vidende, at hans kærlighed er den stærkeste magt i denne verden, stærkere end døden.

I situatinen ved han godt, hvad der ligger forude, alligevel giver han sig tid til at forberede sine disciple, som ganske enkelt ikke fatter, hvad han taler om.

Han siger til dem, at forude ligger tider, hvor de skal klage sig og græde. Hvor de ligesom en kvinde, der skal føde, skal gå gennem noget hårdt. Noget hårdt, som når det er overstået, skal erstattes af total glæde, hvor man glemmer, det som var hårdt.

Jesus siger: “Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer” ( Joh 16,22)

Jesus taler om, at han skal komme igen og gøre alting godt. Han kommer med det endelige opgør over det onde. Det gode, kærligheden, vil sejre.

Hvem vil ikke gerne være lykkelig?

Det vil vi alle, og jeg tror Guds intention fra skabelsen var at det skulle vi være.

De ondskaben kom ind i verden, åbnedes muligheden for det modsatte sig også.

Vi mennesker er indrettet sådan, at vi ser og hører det vi er opmærksomme på.

Når noget er blevet væk for os, så er det lettest for os at finde det vi leder efter, hvis vi har et klart billede af, hvordan det ser ud.

Man kan ikke sætte sit barn til at finde piskeriset, hvis ikke barnet ved, hvordan det ser ud.

På samme måde er det med Guds kærlighed. Den Gud, som gennem Jesus siger, at ingen skal tage vores glæde fra os.

Positiv psykolog får skyld for meget, og nogen gange er det berrettiget, men der er nu noget om, at det er godt for os at fokusere på det postive, som der nu engang er.

Derfor minder jeg om, at vi er skabt i Guds billede. Der er noget i os, der ligner Gud.

At Gud sender bud til dem, som sidder fanget i Babylon og er midt i elendigheden, at Gud ikke har glemt dem. Han har stadig planer om lykke, ikke om ulykke.

At Jesus til disciplene, på tærsklen til de tre værste døgn i deres liv, siger, at efter sorgen, skal deres hjerter glæde sig, og ingen skal tage den glæde fra dem.

Wanna be happy? Ja tak.

Jeg har tænkt mig, at huske at Gud vil det sådan. Jeg vel være opmærksom på hans kærlighed, for den er rundt om os.

Ja tak!

Amen.