Jeg er … Døren – Thomas Risager

Jeg er døren!

Sådan siger Jesus om sig selv. Døre kender vi godt. Vi går ind og ud af dem hele tiden. Nogle gange klemmer vi en finger og råber op. Vi bruger udtryk, som når der lukker sig en dør, er der en anden, der åbner sig. Hvad mon jesus egentlig mener, når han siger: “Jeg er døren?”

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der kan være lidt afvigelser mellem det talte og det skrevne ord.

Manuskript i PDF-format

Prædiken søndag d. 19. marts  2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Sl 62,2-3 & Joh 10,7-10.

Velkommen i kirke!

Tak for at du er gået ind gennem dørene her – faktisk to døre. Intet mindre kan gøre det. Det har vi til fælles, vi er alle kommet ind af døren, for at kunne være med i dag.

Her inde i kirken, her inde bag døren, holder vi for tiden faste. Fasten er ikke sådan kendt udenfor danske kirkers fire vægge Men vi forsøger, at finde denne gamle dyd frem igen.

Det gør vi fordi, vi tror, at den rytme der er i året med advent, jul, faste, påske, himmelfart og pinse, er fantastisk til at minde os om den dybe sammenhæng der er mellem Gud og mennesker.

En sammenhæng der i øvrigt er der på Guds initiativ.

En sammenhæng, der er udtryk for en kærlighed så radikal, at det ganske enkelt kan være svært at fatte.

Det er derfor vi skal høre det mange gange, og måske endda bruge en fastetid på at forberede os. Inden vi i påsken skal høre historierne om Jesus, som giver sig selv for os. – Det er kærlighed.

En kærlighed, som – gætter jeg på – flere af os aldrig nogen sinde har tænkt på. Men fordi man ikke har tænkt på noget, er det ikke det samme, som at det ikke findes.

Andre af os, har hørt det mange gange.

Altså os, der nogen gange tager os til hovedet over vores teenager, som tilsyneladende slet ikke hører, af hvad vi siger.

Vi har selv hørt det mange gange, men tilsyneladende har  et budskab om, at vi er elsket ud over alle grænser, svært ved at bundfælde sig dybt inde i os.

Som så ofte før, har Jesus en anderledes tilgangsvinkel, for at fange vores opmærksomhed.

Jeg er døren!

Sådan siger Jesus om sig selv.

Døren kender vi godt. Vi går ind og ud af dem hele tiden. Nogle gange klemmer vi en finger og råber op. Vi bruger udtryk, som når der lukker sig en dør, er der en anden, der åbner sig.

Hvad mon jesus egentlig mener, når han siger: “Jeg er døren?”

Når vi går ind gennem en dør, og det er et nyt sted, vi går ind, så ved vi ikke, hvad der er bag døren. Vi har aldrig set, hvad det er derinde.

Derfor kan det være en overvindelse, at gå ind gemmen en dør. Der er ingen af os, som umiddelbart elsker den utrygthed.

Men vi åbner døren. Måske tager det et øjeblik, før øjnene har vænnet sig til lyset. Vi kigger rundt, orienterer os og går videre ind i rummet bag døren.

Når Jesus taler om døren. Så beskriver han det i billeder, som alle, der hører ham kender, som som måske er fremmede for os.

Jesus bruger billedet af en fårefold. Som er en rund lille indhegning, måske omkranset af grene og krat, som fårene ikke kan komme ud af, men endnu vigtigere som rovdyrene ikke kan komme ind af.

Det er de færreste af os, der har får og har kendskab til det, men det havde stort set alle, som Jesus taler til her.

De ser fårefolden for sig, og de ved også, at i den åbning, der er i den, der vil hyrden – i alt fald den gode hyrde – placere sig selv. På den måde vil han med sin egen krop beskytte de værdifulde får med rovdyr og farer.

Men det er klart at hyrden jo også har styr på hvem der går gennem døren. Ligesom hyrden er passioneret optaget af at sikre, at alt er som det skal være med  alle fårene.

Jesus er altså adgangen. Han siger også her hos Johannes, at dem, der er kommet før ham er tyve og røver, men han er det real deal. Måske ikke helt ordret…

Han er kommet for at åbne op til frelse.

Gå gennem døren og bliv frelst!

Jeg er ikke altid sikker på, at det lyder som et så fantastisk tilbud. Jeg er da ikke ved at drukne, eller ved at blive spist af at rovdyr. Frelse, mon ikke kirken trænger til at justere tilbudsavisen lidt?

Hvad er der i den fårefold?

Jeg tror vi mennesker oplever det forskelligt. Men for mig er der en pause fra hverdagens krav og forventinger.

Der er ro og stilhed.

Der er gospelsang og fantastisk musik.

Der er overbevisning om at langt de fleste bekymringer er forgæves.

Der er udfordringer til sind og tanke.

Der er drømme om en bedre verden.

Der er et fællesskab, hvor der er plads til mig – også når jeg ikke er min bedste side af mig selv.

Der er roen og visheden ved at vide, at døren åbnes, for ham, der er døren, vil mig det godt.

Han er kommet for at jeg – du – vi – skal have liv og have det i overflod.

Når man står overfor døren og ikke rigtigt ved om man har lyst til at gå ind, fordi man ikke kan se, hvad der er på den anden side, kan man godt tøve.

Jeg kan ikke helt vide, hvad du vil finde, men jeg opfodrer dig til at turde gå ind og kigge.

Jesus er døren. Løftet er intet mindre end:v9  Jeg er døren. Den, der går ind gennem mig, skal blive frelst; han skal gå ind og gå ud og finde græsgange.”

Amen

Salme: Måne og sol

 

Jeg er….Menneske – Thomas Risager

Gud blev menneske
Her i fastetiden tager gudstjenesterne udgangspunkt i hæftet “Jeg er …”, som du kan få i kirken, eller downloade her nedenfor. I hæftet står der om den uge, der starter på søndag:

“I denne uge er der fokus på, at Gud selv blev menneske for din, min og hele menneskehedens skyld. Gud er altid den samme. Gud, der skabte verden, er den samme, der ledte sit folk gennem ørkenen, der blev menneske og som nu har sendt sin Ånd. Brug denne uge på at reflektere over, at de undere Jesus gjorde, gør han også i dag, og de ord han talte, dem taler han også i dag. Hvad betyder det helt konkret for dig, at Gud blev menneske?”

 

Hør mere her:

podcast-large

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord, kan afvige fra det skrevne.

Talemanuskript i PDF-Format

 

1 a f 5

Prædiken søndag d. 5. marts 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Joh 1,1-16 & Salme 36,6-10.

I onsdags var der er god flok, som gik fra kirken med et kors af aske malet i panden. Jeg ved, at en af deltagerne lige skulle i Magasin på vejen. Jeg gad nok vide, hvilke reaktioner, det har givet.

Selv mødte jeg en mand i et P-Hus, som ikke kunne lade være med at løfte på min hat, for at se om korset stadig var der.

Kors i panden.. Hvad sker der lige for det?

I onsdags var det askeonsdag. Dagen, som indleder fastetiden. Nej, det er ikke kun vores muslimske venner som faster. Vi har også tradition for det, men har i store træk bare glemt det. Men det er på vej tilbage.

Fra askeonsdag og frem til påskedag er der 40 dage + 6 søndage, hvor vi opfordres til – eller udfordres til – at faste, for at give Gud mere opmærksomhed i vores liv.

Øvelsen går ikke nødvendigvis ud på, ikke at spise – Gudskelov for det, vil nogen af os mene!

I gamle dage undlod man f.eks. at spise kød eller blot holdt sig til meget simpel kost. I dag kan man forestille sig, at man gør det samme. Eller i en periode dropper rødvinen, chokoladen, Netflix, Facebook.

2 a f 5

Det handler om at gøre et aller andet anderledes i en periode, for at opdage, at man faktisk mærker på sin krop, at noget er igang.

Måske får man lidt ekstra tid, og så kan man jo benytte kirkens fastemateriale til lige at læse en lille tanke og bede en bøn. I hverfald er her chancen for det gennem hele fastetiden. Tag endelig et hæfte.

Her efter gudstjenesten kan man samles i sofarummet og så er der erfaringsudveksling, hvis man har lyst til det.

Fastetiden er forberedelse. Vi ser det i bibelen, med Moses som var på bjerget sammen med Gud i fyrre dage.

Jesus der var i ørkenen i fyrre dage, før han var klar til at begynde sin tjeneste.

Nu er det os, der har fyrre dages forberedelse, inden vi skal lytte påskens historier om Gud, som med Jesus giver af sig selv, for at vi skal leve og ånde frit. Fordi vi i Jesus ser, at Guds kærlighed er stærkere ande alt – selv døden!

Det er ikke en pludselig indskydelse, at Gud vil komme vi mennesker i møde.

Nu kan man ikke læse bibelen som en lang sammenhængende historie.
Det er der mange, der har knækket halsen på, når de har sat sig for, at ville læse bibelen fra ende til anden. Det kræver mere end almindelig stædighed.

3 a f 5

Men det er I hver fald tydeligt, at Gud rækker ud til mennesket. At Gud vil at vi skal fatte højden, længden og bredden af hans kærlighed.

Det gør han ved at føre det jødiske folk ud af ørkenen.

Det gør han ved at lader folket i eksil i Babylon vide, at de aldrig er glemt. At han stadig har planer for dem. Planer om lykke – ikke om ulykke.

Det gør han ved at lade profeterne råbe folket op og minde dem om, at han vil være deres Gud og de kan være hans folk.

Det gør han i dag ved, at der stadig er kirker, og mennesker som forsøger at råbe folket op. Så kan vi altid en anden dag snakke om formen på det.

Kigger vi på historien, er vi nødt til at erkende, at der egentlig ikke er så meget, der er anderledes i dag.

Folk – Vi – har travlt med vores egne liv, og skænker ikke Gud mange tanker, når dagligdagen går derudaf.

Så er det at Gud gør noget helt fuldstændigt uhørt. Det er aldrig set før i verden.

Ordet blev kød. Jesus, som har været i verden siden alle tiders begyndelse sammen med Gud, fødes som menneske. Ikke blot skulle han ligne os. Men han var under de samme forudsætninger. Også han er underlagt skabelsens vilkår. Han er, som vi, skabt i Guds billede, han er forgængelig. Han er menneske.

4 a f 5
Og så er han selvfølgelig også lige Gud i et menneske.

Det sker noget, når en almægtig Gud giver afkald på al magten ved blive noget så afmægtigt som et menneske.

Mennesker har gjort sig mange forstillinger om Gud, men ingen havde nogen sinde forestillet sig, at Gud kunne blive menneske.

Men det er det, som sker. Gud bliver menneske. For når Gud i Jesus er ligesom os forstår vi, at der er et liv og handlinger, som vi kan efterligne.

Ved at se på ham, kan vi spejle os selv i noget som på overfladen ser opnåeligt ud.

Det er overfladen, for når man så ser på hvad Jesus faktisk gør, så fatter vi alvoren i ordene, om at tro handler om at tage sit kors op og efterfølge ham.

Nogen gange tror vi fejlagtigt, at det at tro, er en så umuligt øvelse, at vi overlader det til andre.

Men i Jesus får vi lov at se, at Gud virkelig vil os og rækker ud til os. Det er ganske enkelt historiens største vink med en vognstang.

Der er en Gud, som vil os.

Denne gang råber han op ved at blive menneske. Ved at blive en af os.

Hører vi mon efter denne gang?

Amen.