Søndagens generations gudstjeneste var en afslutningens af Børnekirkens tema om at være “kirke med kroppen” – om at det er vi mennesker, som ER kirken i fællesskab og at kirke er andet og meget mere end at sidde på stolerækker og kigge hinanden ind i nakken.
Denne Bibeltekst fra 1. korintherbrev kapitel 12 blev læst som oplæg til samtalen.
v12 For ligesom legemet er en enhed, selv om det har mange lemmer, og alle legemets lemmer, så mange som de er, dog danner ét legeme, sådan er det også med Kristus. v13 For vi er alle blevet døbt med én ånd til at være ét legeme, hvad enten vi er jøder eller grækere, trælle eller frie, og vi har alle fået én ånd at drikke.
v14 Et legeme består heller ikke kun af én del, men af mange. v15 Siger foden: »Jeg er ikke hånd, altså hører jeg ikke til legemet,« er den dog alligevel en del af legemet, v16 og siger øret: »Jeg er ikke øje, altså hører jeg ikke til legemet,« er det dog ligefuldt en del af legemet. v17 Var hele legemet øje, hvad blev der så af hørelsen? Og var det hele hørelse, hvad blev der så af lugtesansen? v18 Gud har nu engang givet hver enkelt del dens plads på legemet, som han ville det. v19 Hvis det hele kun var én legemsdel, hvad blev der så af legemet? v20 Men nu er der mange lemmer, men ét legeme. v21 Øjet kan ikke sige til hånden: »Jeg har ikke brug for dig,« eller hovedet til fødderne: »Jeg har ikke brug for jer.« v22 Tværtimod, de lemmer på legemet, som synes at være de svageste, netop de er nødvendige, v23 og de lemmer, som vi synes er mindre ære værd, dem giver vi desto større ære, og de lemmer, som vi undser os ved, klæder vi med desto større blufærdighed; v24 de andre lemmer har ikke brug for det. Sådan som Gud har sammenføjet legemet, har han givet det, som mangler ære, desto større ære, v25 for at der ikke skulle opstå splid i legemet, men lemmerne være enige og have omsorg for hinanden. v26 Lider én legemsdel, så lider også alle de andre. Bliver én legemsdel hædret, så glæder også alle de andre sig.
v27 I er Kristi legeme og hver især hans lemmer.
Bibelteksten fra 1. Korintherbrev 12:12-27 handlede om hænder og fødder, øjne og øre og vi syntes det var lidt svært at forstå, men så var der heldigvis en fysioterapeut i kirken (i kittel og med medbragt ekstra skulder), som kunne hjælpe os. Det kom der denne samtale ud af – med pointen om at der er brug for os alle sammen, vi er alle vigtige dele af kirken, af kirke kroppen, om man vil.
Jeg skal huske at hente togbilletterne på banegården senest onsdag. Jeg bør nok også finde tid til en løbetur og bilen skal støvsuges. Det er den vist ikke blevet i år.
Ud over alle vore almindelige pligter på arbejdet, så er der også hundrede ting, som vi synes vi bør huske at gøre – og endnu flere, som andre synes vi skal huske.
Jeg kan nævne så mange ting, som jeg bør gøre.
Når jeg læser de tekster, som er oplægget til gudstjenesten i dag, så kan jeg næsten mærke at streshormonerne kører rundt. Skulle det at tro ikke være noget med at opleve fred?
Skulle tro ikke være noget med, for nu at bruge et ofte misforstået ord, at lade være med at synde, så man hele tiden står på god fod med Gud.
I modsætning til vores moderne selvhjælpskultur, hvor man kan gøre det ene og det andet gode for sig selv, for at blive et bedre menneske, så er al tanke i kristen tro ikke rettet mod dig selv.
Bum – Det handler ikke om dig!
Hør mere her:
Du kan også læse talen her. Bemærk at det talte ord, ofte afviger fra manuskriptet:
Tekster: Højsangen 2,8-13 & Salme 45,1-2,6-9 eller Salme 72 & Jakobs Brev 1,17-27 & Mark 7,1-8, 14-15, 21-23,
Tro er er handling.
Jeg skal huske at hente togbilletterne på banegården senest onsdag. Jeg bør nok også finde tid til en løbetur og bilen skal støvsuges. Det er den vist ikke blevet i år.
Ud over alle vore almindelige pligter på arbejdet, så er der også hundrede ting, som vi synes vi bør huske at gøre – og endnu flere, som andre synes vi skal huske.
Jeg kan nævne så mange ting, som jeg bør gøre.
Når jeg læser de tekster, som er oplægget til gudstjenesten i dag, så kan jeg næsten mærke at streshormonerne kører rundt. Skulle det at tro ikke være noget med at opleve fred?
Skulle tro ikke være noget med, for nu at bruge et ofte misforstået ord, at lade være med at synde, så man hele tiden står på god fod med Gud.
I modsætning til vores moderne selvhjælpskultur, hvor man kan gøre det ene og det andet gode for sig selv, for at blive et bedre menneske, så er al tanke i kristen tro ikke rettet mod dig selv.
Bum – Det handler ikke om dig!
Al tro handler om Gud, Jesus, Helligånden og din næste. Det handler ikke om dig.
Det er det, som kommer til udtryk i Markusevangeliets historie, hvor Jesus konfronteres med, at hans disciple spiser uden at have vasket hænderne.
Jøderne havde religiøse regler for, hvordan man gør det. Derfor handler det ikke kun om bakterier, men også om, at disciplene i menneskers øjne ikke har gjort det de burde i forhold til Gud.
I den jødiske kultur har man et kollektivt mindset, så derfor var deres manglende overholdelse af reglerne en konkret trussel mod dem alle sammen.
Lidt på samme måde, som i parcelhus-kvarteret, hvis der én som formaster sig til ikke at have klippet hækken til skt. Hans elller ikke gider luge op til skellet. Så er alle de andre forargede.
I forhold til verdens flygtninge, den som sidder ensom, enken og de faderløse børn, er det vel ligegyldigt, hvis vi lige skal have lidt perspektiv.
Jesus giver de forargede en lektion, som de sent glemmer.
“»Esajas profeterede rigtigt om jer hyklere, sådan som der står skrevet:
Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig, v7 forgæves dyrker de mig, for det, de lærer, er menneskebud.
v8 I har tilsidesat Guds bud og overholder kun menneskers overlevering.”
(Mark 7,6-7)
På almindeligt dansk: Jesus siger til dem. Al den ydre fromhed, som er så nem at bryste sig af. Det er noget mennesker – farisæer og præster- der har misforstået det hele, har lagt ned over jer. Det har intet med Gud at gøre.
Personligt glæder det mig, for den der kristne polerede pænhed, det er noget at det mest kvalmefremkaldende, jeg kan støde på.
Selvfølgelig skal vi behandle hinanden og mennesker ordentligt, men motivet skal være, at man vil hinanden godt, ikke at man skal vise verden sin godhed.
Det er lige præcis det, Jesus taler imod her. Drop alt det ydre fis, det handler om at have hjertet hos Gud.
Hvordan kan man vide, om ens hjerte er nært ved Gud?
I Johannesevangeliet finder vi historien om fodvaskningen. Det er den sidste dag, Jesus er sammen med sine disciple inden han lader sig fange af romerne.
Her bryder han alle traditioner og normer, da han bøjer sig ned og giver sig til at vaske disciplenes fødder. En handling som er så ydmygende at udføre, at man ikke kan bede andre end en træl om at gøre det.
Jesus som er den, de alle ser op til. Ham som kan frelse verden, han sætter sig på knæ foran hver enkelt af dem og vasker deres fødder. Det er uhørt, men måske giver det ham lidt ekstra opmærksomhed, da han siger til dem at de skal elske hinanden:
“»Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer? v13 I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg. v14 Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. v15 Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.” (Joh 13,12-15.)
Jesus fortsætter:
“v34 Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden. v35 Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.” (Joh 13,34-35)
Så hvis du tænker mere på andre end dig selv. Hvis kan hjælpe andre uden at tænke på, hvad det koster dig. Hvis du kan mærke at du går i stykker indeni, når du hører om en lastbil fyldt med døde flygtninge i Wien, Hvis du ikke kan holde ud at se på billedet her af Laith Majid fra Syren, der sammen med sin søn og datter netop er ankommet til Kos i Grækenland.
Eller hvis du oprigtigt kan glæde dig over rent vand i Congo-
Hvis du ikke er selv er centrum for al tanke i dit liv, så er det en rimelig god indikation på, at Gud fylder i dit liv. At dit hjerte er tæt på Gud.
Den uselviske kærlighed er nemlig en kærlighed givet af Gud. Gennem den udfordres vi til handling, ikke på den måde at vi får dårlig samvittighed på samme måde som vi kan få det over den snavsede bil, for dette fylder langt mere og er langt vigtigere.
Der er mennesker, som trænger til at møde mennesker som du og jeg – mennesker som bringer Guds kærlighed, accept og håb med os.
Det betyder noget.
En lille note, inde vi slutter.
Hvis du tænker, at du slet ikke er der, så vil mit råd til dig, være at kaste dig ud i at elske, også selvom du måske ikke synes, at du har overskuddet til det, for erfaringerne er entydige, gennem handlingerne hvor du elsker, kan det ikke undgåes, at der falder kærlighed tilbage på dig. – og tro ikke, at det kommer fra dig. Det kommer kun et sted fra!
Lad os være en kirke der handler og gør en forskel for mennesker – for vores by.
“Kære børn, lad os ikke elske med ord eller tunge, men i gerning og sandhed.” (1. Joh 3,18)
Jeg tror vi alle sammen har mødt kristne, måske endda præster, som har sagt nogle ting om tro, eller fordømt andre mennesker. Kristne, der har sagt ting, der får os til at tænke, at den tro han står for, skal jeg aldrig have med at gøre!
Jeg har mødt sådanne mennesker. Jeg har mødt sådanne præster – og jeg synes selv, at jeg har en vis rummelighed overfor forskellighed.
Men der er grænser for, hvad jeg vil høre på. Især, når mennesker gør sig til talsmand for en kristen tro, som er hadefuld og fordømmende over for alle andre end dem selv.
Omvendt er det også svært at være skråsikker.
Et fornuftigt menneske bør stille sig selv spørgsmålet. Har jeg jeg ret, når jeg påstår at Gud elsker alle – uden undtagelse?
Hør mere her:
Hvis du hellere vil læse talen, kan du gøre det her. Bemærk at det talte ord, ofte afviger fra manuskriptet.
Paulus siger “Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.”
Når det kommer til livets store spørgsmål om liv og død, meningen med livet. Så kan det godt føles som om man hele tiden leder efter en brik i et puslespil, som bare ikke vil give mening, før man har fundet den manglende brik.
Det er også sådan, at nogen gange, når man faktisk får fat i den brik, som man synes mangler, så kan man absolut ikke lide, hvad man ser.
Jeg tror vi alle sammen har mødt kristne, måske endda præster, som har sagt nogen ting om tro, eller fordømt andre mennesker, på en sådan måde, den tro, han står for, har mand aldrig nogen sinde lyst til at have med at gøre.
Jeg har mødt sådanne mennesker. Jeg har mødt sådanne præster og jeg synes selv, at jeg har en vis rummelighed overfor forskellighed.
Men der er grænser for, hvad jeg vil høre på.
Især, når mennesker gør sig til talsmand for en kristen tro, som er hadefuld og fordømmende over for alle andre end dem selv.
Så står jeg helt af.
Omvendt er det også svært at være skråsikker.
Har jeg ret, når jeg siger, at Gud elsker alle.
Et fornuftigt menneske bør stille sig selv spørgsmålet. Har jeg jeg ret, når jeg påstår at Gud elsker alle – uden undtagelse?
I dag skal vi se på en bibeltekst fra Johannesevangeliet, hvor Jesus fortsætter sin tale om livets brød.
Vi er nu igang med den fjerde søndag, hvor vi hænger fast i Kapitel 6 i Johannesevangeliet.
Det betyder at jeg, efter talen i dag, samlet har talt om dette i 1 time.
Så hvis nogen af jer tænker, som disciplene, beskrevet i kapitel 6 vers 60… “Hvem kan holde ud at høre på det?”
Så forstår jeg det godt.
Jesus taler om sig selv i billeder fra dagligdagen.
Billeder, som alle kan forstå. Alle spiser brød, og selv den mest enfoldige ved, at der skal mad til for at leve.
Jesus siger, at han ikke er som det almindelige brød, som man kan spise og så stadig være sulten kort tid efter.
Det er heller ikke sådan med almindeligt brød, at man kan spise, og spise, og så forvente at leve evigt.
Faktisk er det nok en dårlig ide, at spise sig til livet i almindeligt brød.
Jesus taler om almindeligt brød, men alligevel er det helt almindelige, i ham, helt anderledes.
Jesus siger at den, der spiser af hans brød skal leve i kraft af ham.
Det er så moderne at spise sundt. De færreste af os kan forklare præcis, hvordan det er, at maden er god for os. Men uanset om vi kan forklare det eller ej, er sund mad god for os.
På samme måde er det med troen på ham.
Hvis man vil spise må man komme til måltiderne. Man er nødt til at komme maden i munden og spise den. Men virkningen af den, har vi så at sige intet med at gøre.
Det sker bare.
Jesus siger: “Den, der spiser dette brød, skal leve til evig tid!”
Tanken om at det er Jesus, som gør noget i de mennesker, som tager mod hans kærlighed, er så fornærmende at en hel flok disciple siger:
“Det er hård tale; hvem kan holde ud at høre på det?”
Jesus ord lyder ind i en kultur, man er sin egen lykkes smed. Man er selv ansvarlig for alt.
Overhold reglerne, så vil det går dig godt, synes at være mantraet.
Jeg ved godt, at vi ikke er jødisk kultur, men jeg synes alligevel at det ligner vores liv. Vi kan måske ikke ret godt med regler. Men det med at være mega ansvarlig for at lykkes og leve godt. Det ligger i vores tid.
Jeg tror vi har brug for høre igen og igen, at tro handler om at lade sig elske, så gør Gud resten i os, også selvom vi måske ikke forstår det.
Hvis det budskab er så provokerende at du har lyst til at rejse dig og gå, så er jeg ked af det, men døren er der.
Der er en Gud, der elsker os og gør godt i os.
Hvis det er provokerende, så tænker jeg, at det er fordi, at det er alt andet en ligegyldigt.
Hvis det var ligegyldigt, var det vel ikke provokerende.
Jesus siger: “Ligesom den levende Fader har udsendt mig, og jeg lever i kraft af Faderen, sådan skal også den, der spiser mig, leve i kraft af mig.”
Noggen gange så synes jeg, at det kan være svært at få troen til at give helt mening. Det er som, at sidde med et puslespil, hvor der mangler en brik. Man kan egentlig godt se, hvad motivet i puslespillet er, men man fokuserer bare på den brik, der mangler.
Jeg tror, når det kommer til tro, at man skal passe på med, at fokusere for meget på det man ikke forstår, men i stedet søge at se helhed, også selv om billedet man har måske ikke er helt perfekt.
Jesus siger:
“Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.”
Det giver jo fuldstændig mening. Hvor er der dejligt at Jesus altid udtrykker sig så klokkeklart.
Ironi kan forekomme her.
Men hvis du har lyst til at høre mere, kan du gøre det her:
Nogen gange så oplever jeg livet som et stort uoverskueligt puslespil, hvor der hele tiden lige mangler bare lige et par brikker før det hele falder på plads. Så kan jeg blive færdig, så billedet er fuldendt.
Desværre er det sådan, at hver gang jeg synes, at jeg har fundet de få manglende brikker, så er der faktisk nogle nye steder, hvor der burde ligge nogle brikker, og så starter eftersøgningen af de nye manglende brikker. Når de er fundet, så begynder det hele forfra.
Det rimer meget godt med Paulus’ ord fra kærlighedens højsang, hvor han siger: “Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.”
Jeg tror, det er meget menneskeligt, at forsøge at danne sig overblik, fordi vi vil så gerne forstå alle sammenhængene i livet.
Det gælder også for tro, hvor vi så gerne vil se det store billede, for at kunne sige, at vi fuldt ud forstår.
Jesus siger:
“Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.”
Det giver jo fuldstændig mening. Hvor er der dejligt at Jesus altid udtrykker sig så klokkeklart.
Ironi kan forekomme her.
Jesus taler kryptisk, men alligevel klart. Hvis du nogen gange tænker, jeg fatter intet. Så skal du vide, at du ikke er alene.
Der er så mange små historier i Ny Testamente, hvor Jesu disciple, som jo lever sammen med ham hver eneste dag, ikke forstår, hvad manden siger.
De mangler ganske enkelt at brikkerne falder på plads.
Jesus taler om brød, som vi alle kender det. Langt de fleste mennesker på kloden spiser brød hver eneste dag.
Når vi beder fadervor, siger vi “Giv os idag vort daglige brød!” må vi huske, at der Jesus, som har lært os/sine disciple at bruge disse ord.
Det er vigtigt at have i baghovedet, når Jesus taler om det levende brød.
De sidste to søndage har fokus fra denne del af Johannesevangeliet ligget på ordene:
“Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.”
og i sidste uge:
“Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.”
Der er ingen grænser for løfterne. Vi kender det egentlig godt, for nogen gange er der nogle tilbud, der bare er for gode til at være sande. Så bliver vi skeptiske – og heldigvis for det.
For sund fornuft er godt. Faktisk også når det kommer til tro.
Men det er også en af grundene til at det nogen gange kan være svært. Tro og fornuft er ikke hinandens modsætninger, selvom de nogen gange modsiger hinanden. Der er ofte dér, hvor det føles som om, at der mangler en brik.
Jesus forstår dette.
Han ved jo godt, at han kommer med et helt ny forståelse af tro. Hans betoninger, af at troen er en relation og ikke lov-religion, vil tage tid, langt tid, før mennesker forstår.
Det er jo godt, for hvis man hele livet har troet, at livet hang sammen må en bestemt måde, og man så hører at det man har troet hele tiden faktisk er forkert, så tror jeg Jesus er helt ok med at man tager sig lidt tid til at tænke sig om.
Og så siger han noget, som er helt nyt:
Han siger:
“ v56 Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, bliver i mig, og jeg i ham. v57 Ligesom den levende Fader har udsendt mig, og jeg lever i kraft af Faderen, sådan skal også den, der spiser mig, leve i kraft af mig. v58 Det brød, som er kommet ned fra himlen, er ikke sådan som det, fædrene spiste; de døde, men den, der spiser dette brød, skal leve til evig tid.”
Jøderne har været vant til tænkningen om, at Guds gunst var afhængig af deres levevis. Hvis de levede rigtigt, gik det dem godt, syntes at være logikken.
Nu siger Jesus. Se på mig, løft hovedet fra regelbogen, se på mig. Jeg lever i kraft af faderen, men den der spiser skal leve i kraft af mig.
Vi kan slippe tøjlerne lidt, vi lever i kraft af en anden. I kraft af Jesus, som giver sit liv, for at vi skal leve.
Så når vi beder, giv os i dag vort daglige brød, så er det ikke bare mad vi beder om. Det er liv vi beder om.
Længes du også efter, at troen skal få alle brikker i livets puslespil til at falde på plads?
Men sådan er det bare ikke helt med tro…. Det bliver ikke altid som vi ønsker det, men alligevel er der noget helt unikt i det med at tro, når Jesus taler om sig selv som Livets brød, og den, der spiser af det, skal leve til evig tid.
Nogen gange så oplever jeg livet som et stort uoverskueligt puslespil, hvor der hele tiden lige mangler bare lige et par brikker før det hele falder på plads. Så kan jeg blive færdig, så billedet er fuldendt.
Desværre er det sådan, at hver gang jeg synes, at jeg har fundet de få manglende brikker, så er der faktisk nogle nye steder, hvor der burde ligge nogle brikker, og så starter eftersøgningen af de nye manglende brikker. Når de er fundet, så begynder det hele forfra.
Det rimer meget godt med Paulus’ ord fra kærlighedens højsang, hvor han siger: “Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.”
Jeg tror, det er meget menneskeligt, at forsøge at danne sig overblik, fordi vi vil så gerne forstå alle sammenhængene i livet.
Det gælder også for tro, hvor vi så gerne vil se det store billede, for at kunne sige, at vi fuldt ud forstår.
Så kan man gøre, som jeg også nogen gange gør, nemlig at give sig til at læse i sin bibel.
Man kan sige utroligt meget godt om bibelen, men bibellæsning på egen hånd, især hvis det er nyt for én, skaber sjældent overblik og klarhed.
Faktisk oftest tværtimod, fordi bibelen i sin opbygning af historierne hele tiden tager for givet, at læseren har en masse baggrundsviden idet, der hele tiden refereres til gammel testamentelige historier. Den jødiske historie.
Og har man prøvet, at tage bibelen fra side 1 for at læse sig igennem Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente i et hug for at få overblik, så er chancerne for at komme igennem det på egen hånd, ret små.
Et godt eksempel på at der forudsættes baggrundsviden er stedet i dagens tekst, hvor Jesus siger: “Der står skrevet hos profeterne: ›Alle skal være oplært af Gud.‹ Enhver, som har hørt og lært af Faderen, kommer til mig. v46 Ikke at nogen har set Faderen, undtagen den, der er fra Gud; han har set Faderen. v47 Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tror, har evigt liv. v48 Jeg er livets brød. v49 Jeres fædre spiste manna i ørkenen, og de døde.”
Her er der ikke mindre en to steder, hvor man skal kende baggrunden for at forstå.
De første vers henviser til at Jødedommen har været en lov-religion, men allerede hos dem forudsiges det, at Gud vil ændre alle præmisser. Profeten Jeremias siger:
“v33 Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. v34 Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: »Kend Herren!« For alle kender mig, fra den mindste til den største, siger Herren. Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd.”
Jerremias profeterer, populært sagt, at gudsforholdet ikke længere skal handle om kunne huske alle de rigtige regler og kunne leve efter dem. Det vil komme til at handle om en relation, hvor Gud er den, som giver, hvor mennesket ikke længere skal gøre sig fortjente til hans kærlighed. Den er givet, i Jesus.
I søndags og i dag dukker der henvisninger op til manna i ørkenen. Det peger på en historie, som alle jøder kender, nemlig at Moses har ført israelitterne ud af egypternes fangeskab og vandret med dem i ørkenen, fået de ti bud undervejs, til sidste ledt dem over Jordan og ind i det forjættede land. Teknisk set var det nu Josva, der tog dem det eller sidste stykke, men pyt.
Undervejs sulter folket og de klager til til Moses, og der i ørkenen lader Gud manna regne ned over dem, så de kan spise sig mætte. I den jødiske kulturarv er dette et superstærkt billede på Guds omsorg.
Jøderne som står omkring ham bliver skeptiske. Ham der kender vi jo. Det er Josefs og Marias søn. Han har vist lidt høje tanker om sig selv.
Hvorfor bliver de så skeptiske? Måske fordi Jesus med sine ord “Jeg er livets brød!” forsøger at forklare dem, at der er meget mere af Gud og hans kærlighed end de tror, og Jesus selv er billedet på det. Og iøvrigt mere end et billede og et symbol, han er Guds kærlighed.
Den, der tror, har evigt liv siger Jesus. På en måde ganske provokerende. Nu lover han også evigt liv. Hvad bliver det næste?
Jesus provokerer dem helt vildt. I kan godt huske at jeres forfædre spiste manna i ørkenen, men de er jo alle døde.
Han siger: “v50 Men det brød, som kommer ned fra himlen, gør, at den, der spiser af det, ikke dør. v51 Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.”
Jesus giver dem en nye realitet, nemlig at det er ved tro på ham, som livets brød, at livet, ved tro, skal være til evig tid.
Disse ord gælder stadig, også for du og jeg. Også – selvom vi måske ikke kan forstå dem, så er vores håb, hos ham, som driller jøderne lidt.
Han ord gælder dem, og de gælder os.
Jeg er livets brød. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.
Længes du også efter, at troen skal få alle brikker i livets puslespil til at falde på plads?
Men sådan er det bare ikke helt med tro…. Det bliver ikke altid som vi ønsker det, men alligevel er der noget helt unikt i det med at tro, når Jesus taler om sig selv som Livets brød, der mætter, så man aldrig skal sulte…
Nogen gange så oplever jeg livet som et stort uoverskueligt puslespil, hvor der hele tiden lige mangler bare lige et par brikker før det hele falder på plads. Så kan jeg blive færdig, så er billedet fuldendt.
Desværre er det sådan, at hver gang jeg synes, at jeg har fundet de få manglende brikker, så er der faktisk nogle nye steder, hvor der burde ligge nogle brikker, og så starter eftersøgningen af de nye manglende brikker. Når de er fundet, så begynder det hele forfra.
Det rimer meget godt med Paulus’ ord fra kærlighedens højsang, hvor han siger: “Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.” (1. Kor 13,12)
Jeg tror, det er meget menneskeligt, at forsøge at danne sig overblik, fordi vi vil så gerne forstå alle sammenhængene i livet.
Det gælder også for tro, hvor vi så gerne vil se det store billede, for at kunne sige, at vi fuldt ud forstår.
Det er også derfor, tror jeg, at vi nogen gange holder krampagtigt fast, hvis der er bestemte måder at bede på, læse bibel på, former for aktiviteter, eller bestemte gudstjeneste-former, som taler til os.
Så kan det blive som om, vi klynger og til den ene brik, og nogen gange forsømmer at se, at der faktisk mangler brikker flere steder i vores trosliv.
Dette er på en måde situationen for de mennesker, som febrilsk har ledt efter Jesus og nu finder på, at sejle over på den anden side at søen for at finde ham.
De har nemlig oplevet noget, som de synes var helt vildt fedt. De har oplevet Jesus mætte fem tusind mennesker med fem brød og to fisk.
Nu er de sejlet efter Jesus, for de vil godt lige se det igen. Det kan man da ikke helt fortænke dem i, kan man?
Jesus finder dem dog lidt ensidige: I kommer bare for at få mad igen!
Det er meget muligt, at han har ret i det, for det er jo noget af det, som de lige har set. Og det var fedt, så selvfølgelig kommer de med den forventning, at man kan få mere af det samme. Det er også det vi gør, når vi i kirkerne gør det samme år efter år. Men med tro er det sådan, at man aldrig bliver færdig at opleve mere.
Der vil altid være flere brikker til puslespillet, for nu at holde fast i det billede.
Det ligger i det, Jesus siger til dem: “I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte. v27 Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer; for ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på.” (Joh 6,26-27)
Jesus taler altså om, at han vil give dem. Han vil sørge for dem, og det er ikke fem brød og to fisk han taler om. Han taler om langt mere, end de overhovedet kan forestille sig.
De tænker bogstaveligt. Men når Jesus har givet dem mad at spise, er det langt mere end maden, så er maden symboler. Når Jesus taler om den mad, som består altid, så taler han om det, som han vil give dem gennem tro, og det er langt mere end brød, som kan spises.
Folket her tror, at hvis bare lige, de får lidt at spise, så er der ikke mere i troen for dem, så har de fundet den ene brik, som de leder efter. Men som Jesus ser det, så der er meget mere end blot det.
Til sidst sætter Jesus trumf på: “For Guds brød er det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden.« v34 De sagde til ham: »Herre, giv os altid det brød!« (Joh 6,33-34)
Læg mærke til at Jesus siger at brødet giver liv til verden. – Liv!
v35 Jesus sagde til dem: »Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.” (Joh 6,35)
Jeg ved ikke hvad du længes efter i din tro, hvilken brik det lige er, som du leder efter, for at kunne se det fulde billede.
Men jeg garanterer dig, at der vil være flere brikker og mere at få.
Om lidt skal vi fejre nadver sammen og du er velkommen. Kom og vær med, se, smag, spis. Jesus siger: Jeg er livets brød!.
I dag skal vi tale om lidelse. Nogen gange efterlader tilværelsen og livet os i situationer, hvor vi ikke forstår eller finder rimelighed i livet. Hvorfor skal mennesker lide, og ofte er det de samme, som igen og igen får tæsk i tilværelsen?
Jeg ved gennem mit arbejde som præst, at mange mennesker har spørgsmålet om hvorfor der er lidelse i verden tæt inde på livet. Og jeg får de her spørgsmål a la:
Hvorfor skulle min mand blive syg?
Hvorfor kan vi ikke få børn?
Hvorfor blev min ven kørt ned?
Hvorfor skulle Heidi dø af cancer som 22-årig?
Hvordan kan Gud tillade at så mange mennesker dør ved en tsunami?
Jeg vil gerne sige meget tydeligt, at det er gode spørgsmål, som ethvert tænkende menneske stiller og tænker over. Det er også vigtigt for mig, at få sagt at Gud sagtens kan tåle, at vi undrer os, at vi stiller spørgsmål eller endda nogen gange er ganske vrede på ham, når vi oplever at livet er uretfærdigt.
Jeg oplever ganske ofte, at jeg bliver mødt med: “Hvordan kan du tro på en god og kærlig Gud, når der så meget ondskab i verden?”
Udgangspunktet for talen er fra
Salmernes Bog 13, vers 1-6
v1 For korlederen. Salme af David.
v2 Hvor længe vil du dog glemme mig, Herre?
Hvor længe vil du skjule dit ansigt for mig?
v3 Hvor længe skal jeg være bekymret i sindet
og daglig have sorg i mit hjerte?
Hvor længe skal min fjende triumfere over mig?
v4 Se mig, svar mig, Herre min Gud!
Giv mine øjne lys, så jeg ikke sover ind i døden,
v5 og min fjende siger: »Jeg har fået magt over ham,«
Afslappet stemning ved Café-gudstjeneste i Metodistkirken. Foto: Anders Flinck
Ved denne søndags Café-gudstjeneste talte jeg ud fra historien om Nikodemus, som vi kan læse i Johannesevangeliets kapitel 3:
Johannesevangeliet 3,1-8
v1 Der var et menneske, en af farisæerne, ved navn Nikodemus, medlem af jødernes råd. v2 Han kom til Jesus om natten og sagde til ham: »Rabbi, vi ved, du er en lærer, der er kommet fra Gud; for ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham.« v3 Jesus svarede ham: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.« v4 Nikodemus sagde til ham: »Hvordan kan et menneske fødes, når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin mors liv og fødes?« v5 Jesus svarede: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige. v6 Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd. v7 Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny. v8 Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.«
Vi oplever igen og igen i kirken, at mennesker, når de begynder at tro på Gud, bliver forvandlede. Deres omgivelser siger det, og de lægger selv mærke til det. Hvordan kan det lige gå til? Hvad er det, som sker?
Historien om Nikodemus, giver måske nogle af svarene. Hør mer her:
Sådan blev jeg spurgt som ung voksen, når jeg fortalte, at nu skulle jeg altså læse teologi, så jeg kunne blive præst.
Andre sagde sådan meget spontant, jamen du er jo helt normal. Underforstået, at man da må have slået hovedet, hvis man begynder at tro og ligefrem skal være præst.
For mig siger det, at folk faktisk forventer, at der sker synlige og og markante forandringer hos én, som tror på Gud.
Den gang er jeg ikke sikker på, at jeg forstod, hvad der skete omkring mig, og hvorfor folk havde brug for både at spørge og konstatere.
I dag forstår jeg bedre, for jeg ser, at mennesker, som gennem kirken her, møder Gud faktisk bliver til, ja, det lyder så voldsomt, men ikke destomindre, nye mennesker.
Noget sker med dem, og det har nogle af vi, som arrangerer dagens og næste søndags gudstjeneste erfaret, at livet efter mødet med tro, ikke er det samme som det var.
Er du så hellig? JA. Det kan du bide en spids på at jeg er!
Meget hellig endda!
Men ikke hellig på den måde som de fleste forstår det.
For det er nok et af de mest misforståede ord, som findes i det danske sprog.
Desværre er hellig noget, som vi alle sammen har oplevet, at nogen har udråbt sig selv til at være, og i den egenskab har de haft travlt med at fordømme alle andre, og gerne villet fortælle dem, hvordan de skal leve, fordi alle vi andre er uhellige.
I min optik, ret ulækkert og aldrig nogen sinde har jeg haft lyst til at leve efter, hvad andre har fortalt mig, at jeg skal gøre.
Det da lidt paradoksalt, at jeg så er præst selv, og af mange opfattes af én som lever af at fortælle mennesker, hvordan de skal leve.
Til det vil jeg godt sige, at vi er en kirke, som ikke forsøger at sige til folk, at man skal leve på en bestemt måde, men vi peger gerne på, at et liv sammen med Gud, er noget som vi tror på, er det bedste som kan ske for et menneske.
Det er derfor vi prøver på at være et klart budskab om Guds kærlighed, og så må folk jo lytte til det. Måske ryster de på hovedet og kalder os tosser, og så er det også OK, eller også vækker det en nysgerrighed i dem for at høre mere, og så er det vi tror, at Gud allerede er på spil i deres liv.
Det med, at blive hellig, er et positivt ord, for det er noget Gud gør i dig ved sin helligånd. Det vil aldrig være noget, som man selv kan tilrane sig, selvom der er mennesker, der tror det, – så er det at bliver klamt.
Men tro gør noget ved et menneske. Det oplever vi ske her i kirken, men det faktisk også det Jesus siger til Nikodemus, da han er i en samtale med ham.
Jesus siger faktisk til ham: “Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.”
Hvis ikke det, at blive født på ny beskriver radikal forandring, så ved jeg ikke, hvad som gør det.
Et par ord om Nikodemus. Han er allerede det, som bibelen vil kalde gudfrygtig. Han er farisær, en af dem som Jesus ofte diskuterede med.
De fremstilles ofte som lidt dumme, men de var mennesker, som virkelig forsøgte at leve rigtigt efter skrifterne og loven. De tog Gud alvorligt, men nogen gange glemte de i deres iver, at tage deres medmennesker alvorlig.
Nikodemus var ovenikøbet medlem af jødernes råd. Han var altså en af de ledende mennesker i Jerusalem.
Han kommer til Jesus om natten og anerkender fuldt ud, at Gud er med Jesus, for ingen kan gøre de ting, Jesus gør, uden at Gud er med ham.
Jesus siger ligeud til ham: “Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.”
Nikodemus begynder at undre sig, sådan lidt bogstaveligt.
Jeg skal da ikke tilbage i min moders liv og fødes igen. Og nej, det er ikke det Jesus han siger. Han siger derimod, at det er kroppen, men noget andet er Ånden, som allerede er født af Ånden. Og det forstår vi ikke nødvendigvis med vores forstand, for Ånden blæser hvorhen den vil, og vi forstår det ikke altid.
Det gør Nikodemus heller ikke, for han spørger: “Hvordan kan det gå til?”
Underforstået, at dette giver ikke mening for Nikodemus. Det er faktisk tydeligt, at det ikke gør.
Hvad Nikodemus overser fuldstændigt her, er at han jo faktisk allerede KAN se Guds rige. Han starter jo samtalen med at anerkende Jesus. Han ser jo allerede, han forstår jo allerede. I hvertfald delvist.
På Metodist-sprog vil vi sige, at den forekommende nåde allerede har fat i ham. Gud har rakt ud til ham og begyndt forvandlingen i ham.
Den forvandling, vi kalder Helliggørelse. Det er allerede ved at ske i ham. Han har bare ikke selv set det. Og det er et ret godt tegn på, at man faktisk er hellig.
Han er jo allerede ved at blive hellig, for det er noget Gud gør i ham. Ellers havde han jo affejet Jesus som en fantast og oprører, og så havde han ligget i sin seng, istedet for at komme til Jesus.
Du er kommet her i dag og tak for det. Jeg vil påstå, at Gud allerede har rakt ud til dig, ellers sad du her ikke.
Gud har meget mere at give, så meget, at det vil forvandle dig, ligesom så mange her, har oplevet.
For Guds ånd er på spil, og for Guds ånd er du Hellig, elsket og accepteret.
Og ja, det kan betyde, at du forvandles, så meget at man må tale om, at du fødes på ny og får et nyt liv.
Og så kan det jo være folk spørger dig: Er du så hellig nu?
Så ti dog stille! Hold da op, hvor har jeg gennem de sidste tre uger råbt sådan til mit TV. Så ti dog stille!
Jeg har også prøvet at kigge op i himlen og råbe til regnen, så hold dog op!
Det hjalp ikke!
Når Jesus råber, Ti stille! Hold inde! Så sker der ting og sager.
Han kan noget, jeg ikke kan. Egentlig ikke en chokerende opdagelse, men alligevel.
Jesus har talt og talt til folkemængden ved breden af Genezareth sø, men nu er det tid at flytte sig over til den anden side. Det er også muligheden for at hvile lidt, mens man er på vandet.
Disciplene og Jesus sætter sig i båden og lægger fra land. Genezareth sø lyder hyggelig. Men den er stor nok til vejret kan blive voldsomt, så man skal, som altid, når man sejler, vide hvad man gør.
Der kommer en voldsom hvirvelstorm. Det har jeg selv oplevet i Israel, vi var ganske vist ikke på vandet. Men vejret var særdeles fjendtligt.
Så når Markus skriver, at vinden var voldsom, at bølgerne slog ind over kanten på båden, så den var ved at fyldes, så skal vi forstå, at situationen var ikke bare uhyggelig, men direkte farlig.
Jesus sover i agterstavnen af båden og det er han åbenbart god til, for vinden vækker ikke ham.
Disciplene er frustrerede og bange. De har den følelse, som jeg tror mange af os kender, når vi står i noget vi ikke kan overskue. Hvor er alle de andre?
Hvorfor hjælper de mig ikke. Som sidebemærkning, så er det oftest fordi vi har glemt at bede om hjælp.
Når det ser sortest ud, føler vi os ofte meget alene, som om, at der ikke er nogen, som ser, at vi har det skidt.
“Mester, er du ligeglad med, at vi går under?” spørger disciplene af frygt.
Selvfølgelig er Jesus ikke det.
Han rejser sig. Truer ad stormen og sagde til søen: “Ti stille, hold inde!”
Det fantastiske sker: Stormen lagde sig, og vandet blev blikstille.
Det er jo det Jesus kan.
Når vi er i krise, når vi er bange, fortvivlede, utrygge, modløse, håbløse, forvirrede og helt rundt på gulvet, fordi vi føler os fanget i en lille båd, der gynger på et stormende hav. Så er det oftest der, vi føler os allermest alene, og tænker. Har Gud virkelig glemt mig? Er han ligeglad med at jeg går under.
Jesus sover ikke, han er ikke ligeglad.
Jesus får stormen til at falde til ro, og bølgerne til at lægge sig, men læg mærke til i historien, at han jo ikke bare hiver båden og disciplene ud af sammenhængen. De er stadig på søen, de har stadig et sted, de skal hen.
Stormen, som var ved at knuse dem, havde ikke magt til at gøre det, for Jesus sov i agterstavnen af deres båd.
Jeg tænker, at det ligner noget af det, som jeg selv oplever, men som jeg også hører andre sige. Nemlig at midt i den værste storm, der kan der ske det, at man gennem sin tro, kan finde uventet styrke til at være, til at leve livet på trods.
Oplevelsen er, at Jesus er på min side, og at han ind i mellem rejser sig op, truer ad stormen i livet og råber: Ti stille! Hold inde!
Og så bliver der ro. Jeg bliver ikke hevet ud af balladen, men midt i det er der ro, så jeg kan tænke, så jeg kan være, så jeg kan finde mere energi.
Jeg er sikker på, at Jesus ikke er ligeglad med dig.
I Markusevangeliets begyndelse stadfæster Jesus, at Guds rige er kommet til jord. Det er altså ikke kun noget, vi har i vente, på den anden side. Guds rige er her og nu.
I evangelierne er der masser af vilde historier med mirakler, som alle sammen er synlige tegn på, at nu er Guds rige kommet.
Jeg vil påstå, at mirakler sker hele tiden, i vores helt almindelige liv. Det sker, som et synligt tegn på, at Gud også er til stede i den helt almindelige “leverpostejs hverdag”.
Ved dagens gudstjeneste blev 5 mennesker en del af kirken. To af dem, unge mennesker, blev endda døbt. For mig, at se, er det et meget godt tegn på, at små mirakler sker lige for næsen af os. For mig er det i hvert fald et mirakel.
