Gud, giv mig et tegn! Sådan tror jeg, at vi alle i perioder kan finde på at tænke.
På søndag tager talen denne problematik op. Det er faktisk lidt som i trafikken, at vi utroligt nemt kommer til at overse skilte. Det vidner antallet af fartbøder, som jeg hører vi får, om. Hvordan kan det være, at vi ikke ser skiltene – og hvordan kan det være, at vi tilsyneladende længes efter et tegn fra Gud?
Hør mere her:
Undervejs i talen vises et videoklip fra filmen Bruce Den Almægtige (2003)
Du kan se klippet her:
Du kan også læse talen her:
Bemærk dog, at der ofte er afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.
Prædiken søndag d. 12. februar 2017.
Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.
Tekster: Joh 6,30-40.
GPS – Hold øje med skiltene (dobbelt bødetakst ved vejarbejde)
Jeg elsker min GPS. Dels hjælper den mig med at finde vej. Men den kan også en anden fin ting. Den hjælper mig med at holde øje med skiltene. Hele tiden står der ude i siden, hvor hurtigt man må køre.
Kender I ikke det. Man kan så nemt komme til at overse et skilt. De er der jo over det hele.
Som man siger, kan man nogen gange ikke se skilteskoven for bare skilte.
*Video https://www.youtube.com/watch?v=g-YpUqQhops
2.32 min
I Bruce the Almighty som klippet her er fra, er Bruce Nolan helt ude, hvor han ikke kan bunde. Han oplever, at Gud må være vred på ham, siden det går ham så dårligt i livet. Han fik ikke det job, han havde sat næsen op efter.
Nu ræser han af sted med et kæmpe raseri i sin bil. Det er nogen gange dér hvor frustrede mænd søger tilflugt. Han skælder ud på Gud.
Giv mig et tegn – på engelsk show me a sign!!!!
Lad os bare sige, at Gud holder ikke tegnene – skiltene – tilbage. Faktisk vælter han rund i dem, men han ser det ikke.
Jeg vil påstå, at jeg godt kender den fornemmelse.
At livet går så stærkt og at hverdagen er så krævende, at man sidder der i sofaen fredag aften og er helt flad. Hvor blev den uge lige af. Her siger vi til hinanden. Pyh en uge. Jeg havde så travlt og har knoklet, men jeg har ikke nået det halve af, hvad jeg havde planlagt.
Det er så her, at jeg bliver nødt til at lave et reklameindslag for at gå i kirke. Jeg ved det, Preaching to the choir, I er her jo.
Men denne ene gang om ugen, hvor man lige sætter sig, nyder musikken, sangene. Forundres, står det virkelig i bibelen? Måske sætter talen ovenikøbet en tanke eller to igang.
Om ikke andet, så er der ikke mange timer i dit liv, hvis det ligner mit bare en smule, hvor du bare kan være, i ca. en time og fem minutter.
For mig, er det tit ved gudstjenesten at jeg oplever mine tanker lige er tilbage ved et eller andet, som er suset forbi i farten, men som jeg ikke lige lagede mærke til.
I vores tid, kan vi ikke bare sige, at vi bare skal sætte hastigheden ned. Det er lettere sagt end gjort i en verden, hvor mange af os har lidt mere flydende arbejdstider og opgaver.
Ofte er det først, når vi tænker tilbage, at vi faktisk husker, at der da egentlig var masser af skilte på vejen, men vi ikke lagde mærke til dem, da vi drønede forbi.
Det samme er lidt situationen med den store folkeskare, som nu opsøger Jesus. Aftenen før havde mange af dem oplevet, hvordan jesus med fem brød og to fisk har bespist 5000 mennesker, der var samlet for at høre ham.
Endnu en reklame for kirken, her får vi Chilli con Carne – og der er også nok.
Jesus er sejlet bort – tror de. Han gik på vandet! Nu har de fundet ham. Husk lige, hvad de var vidne til aftenen før.
Nu spørger de: “Hvilket tegn gør du, så vi kan se det, og tro dig? Had kan du gøre?”
De må være blinde, eller have superkort hukommelse.
Inden vi får for travlt med at pege fingre…. hvordan er det så lige med os.
Er der ikke øjeblikke i vore liv, hvor vi, i det mindste når vi ser tilbage, må sige, at her var Gud med os.
Sådanne begivenheder kan jeg i alt fald se tilbage på.
Og I er kender mig godt, ved at jeg bedst kan lide at have begge ben på jorden. Men jeg må overgive mig, og sige, at der bare er ting, jeg ikke kan forklare.
I mit liv er tegnene suset forbi. Jeg er (også= sådan indrettet, at jeg kan drøne forbi et tegn på Guds kærlighed og indgriben i mit liv, og jeg ser det ikke.
Derfor er det en stor trøst, at Jesus ikke skælder de her “giv os et tegn mennesker” ud.
Han sender dem ikke væk, og beder dem om at åbne øjenene.
Jesus siger: “Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.”
De af os, som er vokset op i kirken, tænker naturligt, at det er nadveren han tænker på. Og ja, det er det. Men det også det helt dagligdags, at hver gang du får brød = hverdagsmad, at spise, så er det et tegn på at Gud passer på dig.
Et lille tegn midt i hverdagen, som vi så nemt suser forbi.
Jesus får det sidste ord, og det gør han jo:
“For min faders vilje er, at enhver, som ser Sønnen og tror på ham, skal have evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag.”
Amen.
Man sidder i bilen. Der er trafik overalt. Man har ikke helt styr på, hvor man er. Samtidigt bliver GPS ved med at sige: “Foretag en U-vending”. Det er omtrent det mest irriterende et moderne menneske kan komme ud for.
Virkeligheden er, at vi kan komme til at køre ned ad en forkert vej. En vej, der ikke fører os til målet. Tværtimod fører den os bort fra målet. Det er imidlertid vanskeligt for os at indrømme, at vi tog en forkert afkørsel. Nogen gange er det bare nødvendigt at bremse op og foretage den uvending. … Men der er mere i det end blot dette……
Hør mere her:
Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der kan være afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.
Prædiken søndag d. 5. febrar 2016.
Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.
Tekster: Matt 7,13-14 & Joh 14,1-14.
Vejen – Find din vej. Foretag en u-vending.
Man sidder i bilen. Der er trafik overalt. Man har ikke helt styr på, hvor man er. Samtidigt bliver GPS ved med at sige: “Foretag en U-vending”
Det er omtrent det mest irriterende et moderne menneske kan komme ud for.
Virkeligheden er, at vi i livet, kan komme til at køre ned ad en forkert vej. En vej, der ikke fører os til målet. Tværtimod fører den os bort fra målet. Det er imidlertid vanskeligt for os, at indrømme, at vi tog en forkert afkørsel. (Især hivs konen sidder vide siden af.)
Nogen gange er det bare nødvendigt, at bremse op og foretage den uvending.
Jesus anvender ikke det sprog. Han siger ikke foretag en uvending, men han siger noget, som jeg altid har synes er meget irriterende og faktisk en anelse provokerende.
Jesus siger: “Jeg er vejen, sandheden og livet; ingen kommer til faderen uden ved mig.”
Og når man så også hører, hvad Jesus siger i Matthæus evangeliet så bliver det da helt galt:
“v13 Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. v14 Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!”
Man kan jo blive helt bange. Jeg tænker ligefrem, at dette ikke rimer med alt det andet jesus siger. Dette lugter elitært og ekslusivt, og vi er jo vant til at sige, at troen er for alle, og kirken skal være inkluderende.
Det er en af grundene til, at jeg bliver generet af disse udsagn. Der er der, hvor jeg plejer at bede Helge om at prædike, men i dag hænger jeg selv på den.
I den første kirkes tid, og det er jo der bibelens tekster er nedskrevet og samlet samme, var tro ganske enkelt et sprøgsmål om liv eller død.
Man havde en forventning om, at verden var ved at nå til sin ende. De sidste tider var nær, og i lyset af det, var et nej tak til tro på Gud faktisk lig med at man afsagde sin egen dom.
Man frygtede fremtiden og lagde derfor enorm vægt på, at kunne tilhøre Gud. At være et af hans børn.
Og hvordan gør med det?
Svaret den gang, som nu er, ved at tro på Gud, ved at anerkende at Jesus er Guds søn, som levede, døde og opstod, for at frelse os. Har man brug for det kan man samtidigt sige, som manden der gerne ville at Jesus helbredte hans søn: “Hjælp min vantro!”
De første kristne oplevede mennesker vende ryggen til troen og det var en sorg. Ikke en sorg fordi de ikke vil være med i vores kirke, som vi kan opleve det. Men en sorg fordi man faktisk anså, at de mennesker helt enkelt ville gå fortabt.
Sådan tror jeg måske de to mormoner tænkte om mig, da jeg forleden aften sagde nej tak til at få Mormons Bog af dem. Han går fortabt ham der!
Det er vigtigt, at vi har det i baghovedet, når vi hører jesus sige: Jeg er vejen, sandheden og livet.
Vi skal også lægge mærke tl at at bibelen er fuld at billeder, hvor mennesker stilles overfor valget mellem to veje.
I Jeremias 21, 8, bare for at tage et eksempel siger profeten til folket”Jeg stiller jer overfor livet og dødens vej.” Sagen er sat på spidsen.
Jesus har talt om, at han går i forvejen og gør alt rede for os. Det er igen i lyset af, at verden snart får en ende, så det er i det kommende, Jesus forbereder plads til os.
Det er i tråd med teksten om ankeret som et håb bag forhænget, som vi også har talt om i denne prædikenserie.
Disciplen Thomas, som ellers ikke brillierer alt for meget i evangelierne, spørger Jesus: Herre, hvordan kan vi kende vejen?
Det er et supergodt spørgsmål. For hvem af os har ikke lyst til at kende vejen. Når man gør det, er man jo tryg, og man ved, at bare jeg følger denne vej, så kommer jeg frem.
Det er ikke for meget at sige, at når man kender vejen, er man mentalt fremme inden man kommer frem.
Jesus næste svar er, at kender de ham, som de har set og hørt, så kender de faderen, og så er de på vej. På rette vej.
Centrum af alt tro, er ikke os selv, som det er så nemt at forfalde til. Det er Kristus.
Det er ham, der er vejen, sandheden og livet, og lige så snart vi er på vej i en retning, der fører os bort fra ham, så misser vi målet.
Det er irriterende, når den indre GPS siger lav en u-vending. Men det der Gud kalder os tilbage til den rette vej. Til livet så at sige.
Heldigvis er Gud absolut nådig. Så ganske ofte bliver det sådan, at der hvor vi overhører “Foretag en uvending!” ender det med at Gud kan sige: Beregner ny rute!”
Amen
I dag er temaet for gudstjenesten “Vejens folk”, som de første kristne blev kaldt i Apostlenes Gerninger. Navnet symboliserer også, at tro ikke er statisk, men at det er en rejse, som vi alle i tro begiver os ud på. Thomas Risager tager udgangspunkt i historien om Paulus, der i bogstavelig forstand var på vej, da han fik en åbenbaring fra Gud.
Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der kan være lidt afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.
Prædiken søndag d. 28. januar 2017.
Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.
Tekster: Apg. 9,1-9 & Luk 5,27-32
Vi er godt i gang med vores gudstjeneste serie GPS.
For et menneske, som ikke kan finde vej, er en GPS en fantastisk ting. Jeg bruger den hele tiden. I sidste uge talte vi om, at det er ret vigtigt at have styr på destinationen. Det er ikke ligegyldigt, hvor man havner.
Nogen gange, når man bare taster en destination ind, og kører efter anvisningerne, kan det godt blive som om at turen bare skal overstås. I dag handler det om, at selv rejsen også er vigtig.
H.C. Andersen forstod vigtigheden, at han sagde: At rejse er at leve!”
I bibelens univers er det ganske ofte på vejen mod et eller andet, at Gud viser sig og mennesker må indse, at det skal noget andet end, der hvor de troede de skulle hen.
Mødet med Gud kan opleves som at blive slået en ud af kurs, men også gøre at man får et nyt mål.
Et godt eksempel er Paulus, som egentlig her stadig hedder Saulus. Han får en afgørende oplevelse på vejen. En oplevelse, som slår ham helt ud af kurs, men også en oplevelse, som giver ham et helt nyt mål. En oplevelse så epokegørende, at han må kalde sig noget nyt. Det er her han bliver til Paulus.
Ved ved, hvor Paulus er på vej hen. Han skal til Damaskus. Det som er hans ærinde er det ikke særligt noble, han vil arrestere nogle af de her nye kristne, som er begyndt at samles rundt om, fordi historien om Jesus for mange, som har hørt og set ham, oplever, at det forvandler deres liv. De må samles i fællesskaber og de må udleve den kærlighed, de er blevet mødt med. Det gør jo at de f.eks. tager sig af de fattigste. Og den slags mennesker, er farlige!
Han var på vej til Damaskus for at fængsle de, der hørte til VEJEN.
Hørte de ikke til kiren? Jo, men de første disciple havde hørt prædiken fra sidste uge, så de forstod at kirken ikke er destinationen. Desuden var kirken, som vi kender den ikke opfundet.
De første kristne kaldte sig vejens folk. Det at de havde fundet tro, havde nemlig givet dem opelvelsen af, at der var retning i livet. Men også den opfattelse, at de hele tiden var på vej i deres iver, for at gøre godt for mennesker.
I Kaperanum sad Levi, der var tolder. Han var en af dem, som mange ikke brød sig om, fordi han opkrævede told af de varer, som gik forbi hans toldbod.
Pludselig står Jesus foran ham. Jesus siger noget til ham.
Jesus siger ikke: “Tro på mig!” Nej, Jesus siger: “Følg mig!”
Jesus udfordring til Levi, er ikke en udfordring til at sidde i en kirke søndag formiddag. Det er ikke en udfordring til at synge gospel hver torsdag. Det er ikke en udfordring til at finde et fællesskab, hvor man er holdt af som man er.
Det er en udfordring til at begynde et nyt liv, et nyt liv, hvor man følger efter Jesus. Man ser på ham, og efterligner hvad han gør. Det er faktisk sådan man er er kristen.
Når jeg tænker over det, så lyder det ikke umiddelbart tillokkende, men ikke desto mindre er der mennesker, som vælger det.
Det gjorde Levis også. Han lod alt ligge, rejste sig for fulgte Jesus. Levi skiftede altså retning i sit liv. Det er det vi med et noget slidt og misforstået udtryk kalder omvendelse.
At skifte retning i livet.
Saulus var på vej til Damaskus for at arrestere alle dem, der fulgte efter jesus på vejen.
På vejen oplever Saulus imidlertid, at han blændes af et lys, der er så stærkt at han falder til jorden og ikke kan se.
Saulus var en klog og veluddannet mand. Det er en af grundende til at vi har hans breve i bibelen. Det var ikke almindeligt at kunne læse og skrive som ham.
En stemme lød: “Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?«
v5 Han svarede: »Hvem er du, herre?« Han sagde: »Jeg er Jesus, som du forfølger. v6 Men rejs dig og gå ind i byen, så vil du få at vide, hvad du skal gøre.«”
Når Saulus forfølger Vejens folk, forfølger han Jesus.
Jesus siger ikke til ham, at han skal rejse sig op og begynde at tro. Jesus siger rejs dig og gå ind til byen.
Lang historie kort, så ændrer denne oplevelse fuldstændigt Saulus’ perspektiver på tilværelsen. Han begynder at tro og erfarer selv, at det at tro på Jesus, er at være i bevægelse. At være på vej.
Det er præcis det samme, vi udfordres til.
Ikke til at sidde i en kirke og have det hyggeligt. Men til at efterfølge Jesus. Han siger ikke tro på mig! Han siger: “Følg mig!”
Vi udfordres – kaldes – til bevægelse og det at efterleve Jesus. Tro kan ikke kun klares med tanker og ord, det kræver handling.
Det kræver at vores kirke hele tiden er i forandring. Der er derfor at Vision 2020 er så vigtig for den siger noget om, hvor vi skal hen. Den målet. Ultimativt er det naturligvis himlen, der er målet, men indtil da sigter vi efter Vison 2020.
Vi er en kirke, som er på vej. Du og jeg er på vej på vores trosrejse.
Vi aner ikke hvad vejen bringer. Kun at Jesus siger følg mig.
Og det gør vi gerne med alle de knubs, som det kan give.
Navnet på vores kirke er egentlig et navn givet som øgenavn. Metodist er et ordspil på vejens folk. Men det vidste de, som gjorde nar af de første nok ikke.
Men den historie må du få på et andet tidspunkt.
Vi er vant til at GPS siger. ved næste afkørsel hold til højre.
Men den stemme, som vi skal lytte til siger: Følg mig!
Amen.
“Jeg er ikke ret god til at finde vej, så jeg bruger GPS næsten hele tiden, når jeg sidder i min bil. Det er så rart at taste destinationen ind og være sikker på, at man havner det rigtige sted. Desværre glemmer jeg nogen gange at lægge mærke til, hvor jeg egentlig er, og hvordan jeg kom derhen.
I søndagens tale trækker jeg nogle store linjer op, for at vise os, at Gud faktisk sætter et mål for vores liv. Et mål for kirken og et mål for hvert menneske. Nogen gange tror vi, at det at blive medlem af en kirke som Metodistkirken, er opfyldelsen af målet. På søndag afslører jeg, hvorfor det ikke er det …”
Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord ofte afviger en smule fra manuskriptet.
Prædiken søndag d. 22. januar 2017.
Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.
Tekster: Matt 28,16-20 & Hebr 6,13-20.
Jeg er en klovn til at finde rundt. Det har jeg altid været.
Hvis man ser os på en af vore storby-ferier, så vil man se Mette gå forrest og vise vej – enten ved hjælp af et kort i guidebogen eller en app på telefonen.
Bagerst vil man se mig forsøge at sikre, at vi faktisk alle fire også er med. Det sker nogen gange, at jeg har en ide om, hvor vi er henne. Sådan da.
For et menneske som mig, er det med at sætte sig i bilen og indtaste en destination på GPS og vide, at så finder jeg det, en utroligt gave.
Faktisk bruger jeg nogen gange GPS funktionen i min telefon, når jeg cykler rund i byen. Kortene i en telefon er geniale, fordi der er den her blå prik, der hvor man er og så vender de ovenikøbet rigtigt i forhold til retningen.
Der er håb om at nå frem.
Når man kører af sted er det faktisk ret væsentligt, at vi når frem. Vejen til målet er også vigtig, men det er kikset ikke at nå frem til målet. Destinationen betyder noget.
Fra Jesus bliver døbt til han ender på korset for at dø og senere opstå, går han rundt i tre, måske fire, år.
Når man læser evangelierne, kan det virke, som om han bare vandrede planløst rundt fra sted til sted, og der hvor der var mennesker, som ville møde ham, der blev han lidt.
Det er faktisk muligt, men tag ikke fejl af, at målet hele tiden var klart for Jesus. Målet var Jerusalem med alt, hvad der måtte komme.
Mon ikke de fleste af os kunne finde på en del omveje, for ikke at nå frem.
Efter de dramatiske begivenheder, som forandrede verden. Jesu død og opstandelse, taler han nu med disciplene. Der er gået fyrre dage siden opstandelsen, så de har efterhånden forstået, at han faktisk er opstået fra de døde. Selv Thomas har den. Og stadig vender tvivlen ind i mellem tilbage. Matthæus føler trang til lige, at kaste bemærkningen ind: “…nogle tvivlede”
Det er himmelfarts dagen og Jesus giver disciplene et mål, at styre efter. Når Jesus gør det, er det ikke altid let. Det er faktisk nogen gange ganske udfordrende. Ofte noget man ikke kan i egen kraft.
“»Mig er givet al magt i himlen og på jorden. v19 Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, v20 og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.”
Vi er en kirke, hvor vi gør en del ud af, at sige, at bibelen skal tolkes ind i enhver tid og enhver sammenhæng.
Men lige præcis missionsbefalingen, som dette stykke omtales som, tager vi nærmest bogstaveligt.
Det er det, der legitimerer, at vi hele tiden forsøger, at tale med mennesker om tro. Fordi det er vores overbevisning, at det med at have tro med i livet, er en rigtigt god ballast at have med. Det er faktisk vores erfaring.
Vi gør det også, fordi Jesus siger, at disciplene skal døbe og undervise mennesker. Når vi tillader os, at kalde os kristne, så er vi disciple, og hvad Jesus beder disciplene om, beder han os om.
Med andre ord: Vi er i mission. Det er derfor vi siger: “Klart budskab om Guds kærlighed”
Det er kernen i alt, hvad vi gør. Vi skal intet gøre, som ikke understreger det klare budskab om Guds kærlighed.
Jesus siger: “….du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.‹ v31 Dernæst kommer: ›Du skal elske din næste som dig selv.”
I en kirke, som vores, hvor vi alle er optaget af, at kirken har det godt, både huset, tagrenderne, aktiviteterne og menneskene, så bliver det faktisk snublende let til, at vi elsker Gud og elsker kirken af hele vort hjerte og af hele vor sjæl og af hele vort sind og af hele vor styrke….
Som præst må jeg sige, at det er så fedt med mennesker, som brænder for kirken.
Det kedelige ved dette er, at selvom vi siger, at vi ikke ser verden som et os og dem, så er det alligvel sådan vi nogen gange kommer til at opføre os.
Det sker for os! – At vi kommer til at sætte kirken først. Det sker i hvert fald for mig.
Det er der, hvor kirken er gået hen og er blevet destination.
Men kirken er ikke slutmålet. Aldrig.
Ser vi på den første kirke, som vi finder beskrevet i Apostlens Gerninger 2, og jeg skal spare jer for foredraget. For det har I hørt så tit. Så handlede kirke ikke om kirke, som vi er kirke. Kirken handlede om mennesker, aldrig om kirken selv.
Der er ingen, der er blevet kristne for at lege kirke. Nej. Min tro kalder mig da til at være et klart budskab om Guds kærlighed. Faktisk ikke til at lave kirke. Men jeg har brug for kirken til at blive inspireret, passet på i fællesskabet og til at forblive tændt.
Hvis kirken ikke er målet, men mennesker er, så elsker vi jo Gud og elsker mennesker. Det var jo det Jesus sagde, at vi skulle.
Destinationen for vores liv, er jo ikke at blive en trofast gå i kirke kristen – og gerne i Metodistkirken.
Målet for vores liv, og for andres for den sags skyld også er at vi har en destination. Det er det, som Hebræerbrevet taler om. Håbet.
Håbet som et anker. Et anker holder en båd fast. I princippet kan den drive hele vejen rundt, afhængig af strøm og vind. Hvis det stormer kan den slå sig gevaldigt i ankergrejet, men ankeret holder fast.
Når ankeret skal op, trækker man båden hen til ankeret. Man kan ikke trække ankeret hen til båden.
Håbet er et anker, på den anden side af forhænget – døden. Altså det evige liv – intet mindre.
Det er jo det potentiale – den kraft – der er i Guds kærlighed. Den kan forvandle mørke til lys, håbløshed til håb, død til liv,
Ultimativt er det det, som er destinationen. Det evige liv.
Derfor er kærligheden fra Gud HER i livet en enorm ressource, fordi der er styr på, hvor ankeret ligger. I mine øjne giver Guds kærlighed en enorm fred og frihed til at leve.
Derfor: Hvis GPS er indstillet på Alexandragade 8, så er det tid at sætte nye koordinater ind og styre efter dem.
Målet er himlen, men livet er vores vej. Du skal elske Gud og elske din næste.
Amen
Hvis du aldrig har prøvet at livet gør ondt og føles som en ørkenvandring – så er du heldig. Men du undgår nok desværre ikke at komme til at opleve det på et tidspunkt.
I den anden af gudstjenesteserien taler Thomas Risager om at finde vej i ørkenen. Der hvor vi har allermest lyst til at blive liggende og have ondt af os selv, kalder Gud os til at rejse os og gå …
Hør mere her:
Du kan også læse talen her:
Bemærk at der ofte er lidt forskel på det skrevne og det talte ord.
Prædiken søndag d. 15. januar 2016.
Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.
Tekster: 1. kong 19,3-9
Hvis du aldrig har prøvet, at livet det gør ondt og føles som en ørkenvandring, så er du heldig. Men det er nok også sådan, at du på et tidspunkt i livet, kommer til at opleve det. Og det er ikke sjov. Nogle af vi, som er i kirken i dag, er i ørkenen. Der hvor livet er hårdt.
I dag er vi kommet til den anden af gudstjenesterne, som vi kalder GPS – find din vej.
Vi skal se på, hvad bibelen siger om, at finde vej i ørkenen. Der er masser af gode historier.
Personligt hader jeg, når jeg ikke kan finde vej i livet. For det kan jo nogen gange opleves som en ørkenvandring uden lige. Man er et sted, man ikke har lyst til at være, og dagene er lange, og nætterne utålelige.
Tænk en gang på en ørken. Det er et sted, hvor det er fysisk og psykisk udfordrende at være. Om dagen stikker solen dig, som Salme 106 vers 6 antyder. Bibelen er fyldt med billeder og historier fra ørkenen. Den er nemlig tæt på, så mennesker i bibelens univers kender ørkenen.
Om natten er det den isnende kulde, om dagen stegende varme og din fantasi kan spille dig et puds, både med fatamorgana og det med at finde vej i ørkenen er en by i Rusland.
Jeg tænker, at det nogen gange er sådan, at det kan føles, når livet er ved at gå i stykker. Som at være fanget i en ørken.
Man bliver træt, modløs og kan ikke overskue noget som helst.
Bare det, at tage tøj på, eller komme i bad, kan synes helt håbløst.
Man kan ligefrem komme dertil, og nogen af os har været der, hvor man overvejer om ikke døden er udvejen.
Til det må jeg skarpt sige, at døden er aldrig en udvej ud af problemer. Den er en flugt, som efterlader familie og venner i en kedelig situation. Hvad har vi gjort? Kunne vi have gjort mere?
Det er ikke nogen ny opfindelse, at livet kan være meget svært og umuligt.
I teksten, som vi hørte læst fra 1. Kongebog finder vi Elias i en dybt fortvivlet tilstand. Han har kæmpet for at fremme Guds sag, og her skal vi lige huske, at vi er Det Gamle Testamente, så det går hårdt for sig.
Dem der ikke tror, må af med hovedet. Den praksis er vi heldigvis kommet fra, selvom vi kan læse i bibelen, at det var praksis.
Elisas har f.eks. været med til at hugge 450 Bals-profeter og 400 Ashere-profeter ned ved styrkeprøven på Karmels bjerg.
Da Kong Akab i triumf fortæller sin dronning Jezabel om sejren bliver der ballade.
Dronning Jezabel er selv en af dem, som har udbredt sin egen sidonesiske tro på bekostning af den traditionelle gudstro i landet.
Hun truer ganske enkelt Elias på livet, og det driver ham, som mente, at han fortjente kongehusets ros og anerkendelse, på vild flugt.
Flugt er altid panikløsningen. Det kan være den eneste løsning her og nu, men det er en desperat løsning.
Nu flygter han, og det som Elias må sande er, at det er umuligt at leve sit liv på flugt. Bare spørg nogle af vore mange flygtninge om det.
Elias fortsætter alene ud i ørkenen, for han har mistet håbet og lægger sig under en gyvelbusk i håbet om, at få lov til at dø der.
Vi kan vist godt blive enige om, at det er en ret håbløs situation.
Elias har ikke mere at give og han har ikke flere forventninger til livet. Han er tom…..
Det er lige der, hvor tomheden og ensomheden er værst.
Der hvor han ikke oplever, at der er mere signal på GPS.
Der hvor der ikke er retning. Lige dér taler Gud til ham gennem en engel, som rørte ved ham og bad ham styrke sig ved at spise af brødet og drikke af vandet.
Det er også her, han får at vide, at han skal gå.
Han kan ikke blive liggende der. Gud er ikke færdig med ham.
Gud kalder ham til – og udfordrer ham til at gå videre i livet.
Det er en utrolig vigtig pointe, at der hvor Elias ikke kan se, at der er mere i livet, da ved Gud, at der er mere godt i vente. Gud kan se det, der er forude, som vi ikke kan se.
Når vi læser videre i historien, oplever vi, at Elias får lov at møde Gud – intet mindre – i en sagte susen.
Med andre ord, ud af håbløsheden oplever Elias det største og vigtigste, som giver ham ny retning i livet.
Gud giver ikke op, der hvor vi gør.
Gud ser der, hvor vi ikke kan se,
Gud håber, der hvor vi ikke gør.
Gud ønsker os ud af håbløsheden og ud af ørkenen.
Det som for os er mørke, er for Gud lyst som dagen.
Det må vi aldrig glemme, at der hvor vi tror, der ikke er udvej, ser Gud vejen og viser os den.
Amen
For alle mennesker gælder det, at vi hele tiden er undervejs, og at vi spørger os selv, om vi nu er dér, hvor vi skal være i livet.
I denne gudstjenesteserie fokuserer vi på at finde vej, at kende sit mål, at vide hvor man er. Ved at se på bibelske personeres rejser, lader vi os inspirere til at finde vej i vore egne liv.
Hør den første af talerne her, hvor vi samles om historien om tre fremmede mænd, som ved at følge en stjerne, kom på deres livs rejse.
Lydkvaliteten er ikke den sædvanlige, da vores optageudstyr er gået i stykker. Tak til Christian Syversen for snarrådighed ved at optage på telefonen.
Hør talen her:
Eller læs manuskriptet, som du her finder som PDF eller ren tekst. Bemærk dog, at det talte ord, ofte afviger en smule fra det skrevne.
Prædiken søndag d. 8. januar 2017.
Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.
Tekster: Matt 2,1-1-12
For alle mennesker gælder det, at vi hele tiden er undervejs, og at vi spørger os selv, om vi nu er dér, hvor vi skal være i livet.
Det er ganske kompliceret at finde ud af, hvor man er, for det kan man kun sige noget om, hvis der er faste holdepunkter, at orientere sig efter.
I gamle dage, fandt man ud af, hvor man var, ved hjælp af et præcist ur, et kronometer, og en sekstant, hvormed man kunne måle solens højde på himlen og dermed havde man sin position.
I dag er det noget lettere, for nede over ækvator hænger en dynge stationære satelitter og vores GPS-modtagere, i bilen eller de, som er indbyggede i vores telefoner, er i konstant kontakt med dem, og ud fra deres postioner, kan vi måle ganske præcist, hvor vi er.
At vide, hvor vi er, er slet ikke så kompliceret, som den gang man om dagen målte solhøjden, eller om natten som de gamle vikinger styrede efter stjernerne.
Men der er stadig en ting, som jo også tæller med i regnskabet. Ud over at vide, hvor man er, så skal man også vide, hvor man skal hen. Vi skal have en destination.
I de følgende uger, handler alle gudstjenester om at være på vej, at kende sin destination og at finde sin position. Faktisk er der planlagt hele 7 gudstjenester i dette spor. Og allerede nu vil jeg godt løfte sløret for at den næste gudstjenesteserie, som løber fra askeonsdag og indtil og med påsken hedder: “Jeg er.” Men der hører I mere om senere.
Tilbage til GPS – Find din vej.
De hellige tre konger, som vi ofte omtaler dem som, er på vej til Jesus. De er i øvrigt nok ikke konger, det er de blevet til i folkemunde. Matthæus omtaler dem på græsk som μάγοι – Magikere. De har nok ikke været tryllekunstnere, men en mellemting mellem astrologer og astronomer. Måske Zaratrust-præster.
Mathæus indleder med at konstatere, at Jesus er født i Kong Herodes´dage.
Dette bør faktisk give anledning til lidt panderynken fordi, vi ved, at Kong Hereodes døde i år 4 Før Kristus.
Vent, er Jesus ikke født i år 0? De fleste er faktisk enige om, at det han ikke.
Den tidsregning, som vi anvender os at er fastsat af en munk, der hed Dionysius Exiguus, som stadfæstede Herrens År ca. omkring 525. Der er udbredt enighed om, at han var en fire til seks år ude af trit.
Vismændende har set en stjerne. De studerede formentlig himmelens stjerne. De har haft kendskab til litteratur, som taler for at Jødernes konges fødsel, skal kunne ses på himlen. Og der var i de år en sjælden konstellation af planterne, som jeg her og nu ikke kan gøre rede for. Men Google, kan også være jeres ven.
Altså begiver de sig af sted. Jeg synes, det er et tyndt grundlag at tage afsted på. De ser en stjerne, og de følger den, fordi den skal vise vejen til jødernes konge.
Man regner med at vismændende kommer fra Persien – det nuværende Iran. Når man går eller rider er det uoverskueligt langt væk. Det er noget med at tage ud på en rejse, uden at vide om man nogen sinde kommer tilbage. Med andre ord, vismændene er modige mænd, og nu er de taget afsted. Ikke efter en GPS, som siger om 600 m. hold til højre, men efter en stjerne, som man kun kan se om natten, hvor det at rejse er farligt.
Det er alligevel tillid til, at hvad man har lært, selvom det lyder lidt langt ude, alligevel må holde vand. Jeg tror, jeg vil tillade mig at kalde det et udtryk for stor tro.
De tager afsted.
Da de når frem til Jerusalem, opsøger de naturligvis Herodes, for at finde den nye konge. De kendte tydeligvis ikke meget til Herodes, ellers havde de aldrig gjort det.
Kong Herodes får af præsterne at vide, at profeten Mika har forudset, at den lille flække Betlehem er stedet. Herodes sender vismændende af sted med beskeden om, at komme tilbage til ham, når de har fundet barnet.
Nu går stjernen, ifølge Matthæus, foran vismændene indtil den stod stille over huset, hvor Jesu var.
Da de så stjernen stå stille var deres glæde meget stor. De var ankommet til destinationen.
Lad os lige holde fast i at de tre mænd, ikke var jøder. De var udlændinge. Nogen af dem, som aldrig ville være kommet over vore grænser. Fremmed kultur, fremmed religion, fremmede skikke.
I de bibelske fortællinger er de, det andet underlige besøg, som finder sted hos Jesus-barnet.
¨Først var de hyrderne, som ingen regnede med.
Lukas vil have os til at lægge mærke til, at de udstødte, de marginaliserede, er de første til at høre budskabet, og det engelene siger til dem, for ikke hen over hovedet på dem. Hyrderne handler på det, der forkyndes for dem. De går ind til jesus.
Hos Matthæus er det udlændinge, fremnede, som har læst sig til, at noget stort skal ske. De har fulgt en stjerne, som har vist dem vej. Nu står de foran huset, og de ved, at de er på rette sted til rette tid. Deres glæde er meget stor, siger Matthæus.
De fremmede faldt på knæ foran Jesus og bad. De så og forstod.
Og vi forstår, at det skæres ud i pap, at troen på Kristus intet har med kultur eller geografi, at gøre Det har at gøre med at turde lytte, se og handle. At lytte til englekoret eller at følge stjernen.
Mændende fra Østerland ofrede også til Jesus. Der var gaver: guld, røgelse og myrra.
Gaverne viser, at de forstår, for de peger fremad på Jesus liv.
Guldet gives til en konge, Røgelse er til præsten, mens myrra er den salve, som bruges til at smøre den døde, som giver sit liv. Alle tre funktioner får Jesus.
Vismændende er ikke færdige med at se eller høre. Gud taler til dem og beder dem bryde deres løfte til herodes. De rejser hjem en anden vej, således at Herodes ikke får fat i barnet.
Når familien senere må flygte er det meget sandsynligt, at det er vismændendes kostbare gaver, som gør at de overlever som flygtninge.
De tre mænd ser og lytter og begiver sig ud på en rejse, som ikke bare forandrer livet for dem, men faktisk også for du og jeg.
Ingen kan vide, hvad betydningen er, af de handlinger vi gør i dag, men verden kan forandres, hvis vi tør følge den ledestjerne, som nogen gange viser sig for os i vore liv.
Amen.
Salme: Vil du følge efter mig
Det er nyår og i Metodistkirken er det tid til stemningsfyldt pagtsgudstjeneste. En liturgi fra 1755, hvor man fornyer sin tro. Der blev også plads til en tale, som du kan høre her:
Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord ofte afviger en smule fra det skrevne.
Prædiken søndag d. 1. januar 2017.
Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.
Tekster: Jer 31,31-34.
Sidste år sluttede prædiken nytårsdag af med disse ord:
“2016, kommer helt sikker til at at indeholde godt og skidt i en skøn rodet blanding.”
Der kan man bare se! Godt og skidt i en skøn rodet blanding. Hvor fik jeg ret.
Det er selvfølgelig også en tilpas blød formulering, til at man kan være sikker på, at ens fremtidsforudsigelser går i opfyldelse.
Flere af de aviser, som jeg læser, taler om 2016 som et ganske forfærdeligt år. Vi må også erkende, at nogle af de institutioner, som vi har haft som demokratiske fredsbevarende fyrtårne vakler i disse tider.
Vi har lært nye ord som Brexit, Trumpisme, Flygtningekrise (Det er os, som har krisen – ikke flygtningene!!!)
Vi ser at USA slet ikke har andel i de fredsaftaler som skal træde i kraft i Syrien i dag. Det er Tyrkiet og Rusland, som står bag. Og apropos Rusland så er der jo Putin.
Herhjemme i vores lille andedam har vi en vingeskudt mindretalsregering, som bliver trukket rundt i manegen af partier, som ikke vil tage ansvar, eller som står fuldstændigt fast på at topskatten skal ned, indtil man selv kan få en ministerbil. Men sådan en Audi er skam også skøn!
Sådan er det jo med principper. Dem har man, lige indtil, man tænker, at noget andet er en bedre ide.
Det tror jeg, vi alle samme må indrømme. At det der med principfasthed, står lige så fast som at topskatten skal ned.
På det nære plan, har 2016 været præcis den skønne blanding af godt og skidt.
For nogle af os har 2016 været et mareridt, hvor det værste og det mest utænkelig har ramt på den sådan måde, at livet er blevet et helt andet. Lommefilosofisk sagt, så kan det gå kun gå opad, når man har ramt bunden.
Det er også på bunden, i det dybeste mørke, at Gud faktisk ER lys. Det er der hvor Gud kalder os tilbage til livet. Der hvor han rejser os op på ny og giver os nye kræfter. Gud lider med os, vi er ikke alene i mørket.
Det er på toppen af livet, at Gud kalder på os og minder os om, at det hele er til låns. Der er her Gud udfordrer os til, at huske taknemmeligheden. Ikke for hans skyld, men for vor egen skyld.
Det er her, hvor Gud kalder os til at tjene vores næste, og til at give af vores overflod.
Så er der den helt almindelige grå hverdag, hvor tiden nærmest forsvinder i arbejde, rengøring, træthed og hamsterhjulsfornemmelse.
Der hvor der er dage med overskud, og dage med afsnit efter afsnit af favoritserien på Netflix.
Men her er også dage, hvor det hele spiller, og vi føler at vi lykkes, at vi er på den rigtige pind i livet. Også dér.
På vej op og på vej ned, er Gud med i livet. For uanset om vi går eller ligger, om vi sidder eller står, er Gud fortrolig med vore veje.
Med andre ord, Gud er med dig, og han er med hele vejen gennem livet…. og med ind i evigheden.
2016, hvor elendigt, det end var, hvis man skal tro medierne, blev også året, hvor der var mennesker, som fandt kærligheden. Det blev året, hvor 2 bliver til 3, det blev der, hvor de endeløse studier blev afsluttetet og erstattet med et voksenjob, der hvor det kedelige parforhold fik en ny gnist. Det blev der, hvor man blev rask, hvor sindet igen blev lyst. Det var året, hvor … Der er også sket meget godt og fint i 2016. Og sådan bliver sikkert også i 2017 – En skøn rodet blanding af godt og skidt.
Et andet ord, som dukkede op i 2016 var disruption. Regeringen har endda nedsat et udvalg, som skal arbejde med dette.
En disruption er en ide, eller et produkt, som er så revolutionerende, at det med et slag forandrer et marked.
Smartphonen er et eksempel på det.
Et andet eksempel, vil jeg hævde, og det er ikke nogen ny ide. Men det at for alvor at forstå, at Guds kærlighed gælder lige netop dig, det forandrer alt.
Det er her, hvor Gud skriver sin lov i dit indre. Det forhindrer ikke 2017 i at indeholde både godt og skidt, men det gør, at der altid er en tryg vej gennem det hele.
Det er disruption, så det klodser, og det siger jeg ja tak til!
Godt nytår og må Gud gå med dig gennem 2017.
Amen.
Det er jo jul. Kirken var fyldt til bristepunktet med glade børn og voksne.
Her kan du læse eller høre talen, som de fik med sig fra kirken i dag.
Glædelig jul til dig!
Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord ofte afviger fra det skrevne.
Prædiken juleaften d. 24. december 2016.
Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.
Tekster: Luk 2, 1-20.
For alle – for dig.
Så blev det jul igen, og vi samles i kirkerne og senere omkring juletræerne og synger med på julens kendte og fine salmer.
Jo, det er sandelig jul.
Når man kigger rundt her i kirken, kan man godt få den ide, at vi er ganske enige om, at det der med jul er en god ide.
Det har vi også for nyligt bestemt, at det er. I hvert fald nåede Bertel Haarder lige, som det allersidste inden han måtte stoppe som kirke- og kulturminister, at sætte danskere til at stemme om hvilke værdier, vi er formet og dannet af, og hvilke vi ønsker at tage med ind i fremtidens samfund.
Resultaterne var en Danmarkskanon, hvor danskerne har stemt på flg. væsentlige værdier:
Velfærdssamfundet,
tillid,
Det danske sprog,
foreningsliv og frivillighed,
frihed,
frisind,
hygge,
kønsligestilling,
lighed for loven
og endelig den kristne kulturarv.
Den kristne kulturarv, er altså noget, som mange mener former os. Her juleaften er det også så dejligt, at tænke på det lille Jesusbarn, der ligger i krybben i stalden.
Mange gange tænker vi, at lige præcis den historie med Gud, der fødes som et lille barn virker så hyggelig. Det er så nuttet, når der er noget med små børn. Et eller andet sted, er det helt i orden, at det har været med til at forme vores kultur. Vi er en nation af kultur-kristne.
Det siger jo noget om, hvem vi er og hvad vi er rundet af. Det er sådan set fint.
Men jeg tror altså, at der er så meget mere i det med Jesus. Der er livsforvandlende kraft i den hyggelige historie.
Jeg kendte et menneske, som var formet af misbrug og svigt. Denne mand sad samme med sin bror, ligeledes en misbruger, i en lille tarvelig lejlighed en juleaften.
Når misbruget vinder i ens liv, bliver man ofte ensom, for ikke en gang ens nærmeste kan blive ved med, at håndtere løgn og svigt.
De to mænd kommer i deres brandert til at tale om, hvad det der jul, som alle har så travlt med, egentlig handler om.
De husker, at det i hvert fald er noget med Gud, og et eller andet sted, er der en bibel. Det kan de da huske.
De leder og roder indtil de finder den støvede bibel.
Heromme bag i bibelen finder de historien om Jesus fødsel.
“Og det skete i de dage…
Og hun fødte sin søn den førstefødte, svøbte ham og lagde ham i en krybbe…
I den samme egn var der hyrder…
Herrens engel stod foran dem: “Frygt ikke, se jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket. I dag er der født jer en frelser… Han er Kristus Herren…..”
De samme ord, som vi for lidt siden hørte læst op. Hyggelige og fine ord, som hører juleaften til. Hyggelige og fine ord, som har formet vores kultur.
Men i den snavsede lejlighed blev de selvsamme ord livsforvandlende.
Den ene af mændende forstod, at dette her var langt mere end kultur. Han fangdede at dette var dybt personligt, og at det lille hjælpeløse barn var Guds gave til netop ham.
Lige dér, den juleaften forstod han, at Guds kærlighed gjaldt ham og han begyndte at tro.
Lang historie kort, han blev en kristen og kom ud af sit misbrug, fandt vejen tilbage til livet, fik uddannelse og blev én af mine kollegaer. Et meget fint menneske og en meget dygtig præst.
Min pointe med at fortælle den historie i dag er, at vise at det med tro og kristendom er langt mere end blot noget, der har formet vores kultur, det er også noget dybt vekommende, som kan påvirke menneskers liv.
Gud vender op og ned på tingene, når han vælger at Jesus skal komme til jord, ikke ligesom et menneske, men som et menneske. Som en af os.
Det er ikke os, som skal komme til Gud, men Gud, der vælger at komme til os.
Han kommer ind i en verden, hvor vi måler hinanden på, hvad vi gør og på hvordan alting ser ud. Det er altså helt paradoksalt at Gud, som er mægtigere end alt andet, kommer som et afmægtigt barn.
Men alting ER vendt på hovedet med Gud og hans måde at vise os sin kærlighed.
I den mørke nat sidder hyrderne og vogter dyrene.
Hyrderne er på mange måder lidt skæve eksistenser. Nogen af dem, der passer bedre blandt får end blandt mennesker.
Der var ikke nogen, der regnede dem for noget. Men det var dem, der julenat stod ansigt til ansigt med englen. Det var dem, som var ved at tage benene på nakken af bare rædsel. Men alligevel lyttede de på englens ord:
“»Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: v11 I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. v12 Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« v13 Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:
v14 Ære være Gud i det højeste og på jorden!
Fred til mennesker med Guds velbehag!”
Hyrderne løber ind til Betlehem, hvor de finder familien i stalden. Jeg tror ikke, at Maria syntes, at det var den allerbedste ide, at få gæster umiddelbart efter, at hun har født, og så hyrder.
Men hun lyttede til hyrdernes fortælling om barnets betydning. Lukasevangliet siger, at hun gemte ordene i sit hjerte.
Det er præcis det, som ordene i denne histore kan. Historien, der er for alle folk – ingen er altså undtaget. Heller ikke to skæve stofmisbrugere i en lejlighed juleaften.
Ordene om jesus, som kommer til os, er ord, som vi kan gemme i hjertet. Når vi gør det så forbliver troen på Jesus ikke bare kulturarv, men så bliver det dybt personligt.
Så kan det forvandle livet.
I det gospelkor, som jeg synger i, har vi for nyligt lært en smule tegnsprog.
Tegnene for “jeg går mod Gud for at være sammen med ham” ser således ud:
Jeg går op mod Gud, men han kommer mig i møde….
Det er præcis det, som julen handler om.
Gud kommer dig i møde!
Glædelig jul!
Amen.
Det er sidste søndag i kirkeåret, og det betyder at vi i søndagens tale peger frem mod adventstid og jul. Vi skal forberede os på at høre de fantastiske historier om Jesus, som bliver menneske igen.
Det er alt andet en blot en hyggelig historie, for perspektiverne er store. Ultimativt handler det om, at Gud ønsker at frelse verden og dermed frelse dig!
Hør talen her:
Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord, kan afvige fra det skrevne.
Prædiken søndag d. 20. november 2016.
Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.
Tekster: Luk 23,32-42 & Luk 1,67-79.
Konge, men anderledes.
Det virker mærkeligt, at vi i dag fokuserer på hvad der sker omkring Jesu død på korset, for det jo ikke den rigtige årstid til det. Det hører jo hjemme i påsken.
Vi ser på det i dag, fordi det i dag er den sidste søndag i kirkeåret. Det er måske kun de allermest nørdede kirkefolk, det betyder noget for.
Perspektivet her er, at det på søndag er første søndag i advent. Her varmer vi op til julens budskab om frelseren, der fødes.
Hvis skal forstå mere end blot den nuttede historie om et lille barn, som fødes i en stald i Betlehem, så er det større perspektiv med historien om Jesus kristus nødvendig at få med.
For der er et større perspektiv. Gud blander sig i verden på en sådan måde, at vi stadig taler om det.
Jeg kan ikke komme i tanke om andre begivenheder, som er så interessante over to tusind år, at mennesker stadig taler om det og forsøger at sætte sig ind i, hvad der faktisk skete.
Det handler om frelse.
Det er det, som er perspektivet, og det kræver at vi ser på, hvad der skete på hovedskalsklippen – Golgatha.
Jesus bliver korsfæstet sammen med to andre. To forbrydere skal man forstå! To forbrydere, som i modsætning til Jesus er skyldige, Jesus er uskyldig.
På Jesu kors var der et skilt: “Han er jødernes konge”
Præcis det skilt var ikke grebet ud af den blå luft.
Folk forventede en ny konge, som skulle komme og gøre alting godt.
Vi er ikke vant til at en konge har egentlig magt, men på det tidspunkt var kongen den, som havde magten med stort M. Han kunne i princippet gøre som han ville, og der var ikke noget som kunne stoppe ham. Med mindre man selfølgelig besejrede ham i en lille rask krig.
Måske husker du Kong David. Ham den lille hyrderegn, som blev konge efter Saul. Det var David som nedlagde kæmpen Goliat med en sten i panden. Ud over at være god til at kæmpe, så var han konge ca. 1000 år før Jesus blev født.
Kong David var den sidste gode konge landet havde haft og i mellemtiden var flere af profterne begyndt at tale om en ny konge. En som skal gøre alting godt.
Det er de forventninger, Jesus er trådt ind i.
Men Jesus er ikke sådan en konge. Han taler godt nok om et nyt rige, men ikke om et rige med grænsekontrol og nationalitet. Noget af det første han siger offentligt er: “Guds rige er kommet nær. Omvend jer og tro på evangeliet!”
Evangeliet er ikke bogen, men et udtryk for de gode nyheder.
Hvad består de gode nyheder så i?
Dårlig nyheder er der jo helt generelt nok af. Ikke bare dengang, men så sandelig også nu. Men gode nyheder….
De havde ventet i 1000 år, men den gode nyhed er, at nu griber Gud ind i historien, nu kommer den konge, de alle venter på.
Men han er bare noget så anderledes. Han kommer til de undertrykte, de fattige, de udstødte, de syge… Sådan plejer konger ikke at gøre.
Han helbreder de syge, og løfter mennesker op over de rigide regler.
Han taler om tro på Gud, som en relation baseret på kærlighed fra Gud til mennesker.
Nu er han så sat fast på et kors på Golgatha sammen med to forbrydere. Her beder han til Gud: “Fader tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør!”
Det er så anderledes opførsel, at den ene af de to røvere gav sig til at moppe ham: “Hvis du er Kristus (kongen) så frels dig selv og os!”
Jeg kan godt forstå hans frustration, men den anden røver, har forstået, at ikke bare er Jesus anderledes. Han er the real thing. Han er verdens håb.
Røveren har også indset, at hans egen situation er helt og aldeles håbløs. Det er, underligt nok, nogen gange det, som skal til, før vi indser, at historien om Jesus er en god nyhed for os.
“Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige!”
Jesus svarer ham fra korset: “I dag skal du være med mig i Paradis!”
Det er et rigtigt godt løfte at få der hvor livet er allerværst. Der hvor der ikke er håb.
Når vi på søndag tænder det første lys i adventskransen så spreder det ikke bare hygge, for perspektiverne er langt større end det.
Lyset spreder også løfterne om at være med Jesus i Paradis. Det gælder ikke kun en røver på et kors, men det gælder os….
Amen.