Gudstjeneste – Thomas Risager

Alle Helgen

Søndag d. 5. november 2023

Prædiken søndag d. 5. november 2023.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Åb 7,9-17 & Salme 34,1-10,22 & 1. Joh 3,1-3, matt 5,1-12.

På tværs af tid og kultur, tror jeg, at det er sådan, at alle mennesker gør sig tanker om livet og døden.

Alle mennesker tænker over, hvordan mon det ser ud på den anden side af livet, når døden kommer.

Når man spørger den almindelige dansker. Hermed altså flere end de, som sidder i kirken nærmest hver søndag, så er der groft sagt tre tanker om døden og det bagefter.

En tredjedel mener, at livet er ren biologi. Når hjertet er stoppet og døden indtrådt, så var det det. Så er der intetheden tilbage, man er så at sige trådt ud af skabningen. Punktum slut.

Groft sagt så tror en tredjedel på at når livet engang er slut, så får man en ny chance mere livet, så man kan gære alt det kiksede i livet om. Man fødes til nyt liv.

Man kan måske genfødes i skikkelse af et dyr. Det er det man kalder for reinkarnation.

Det er ikke det som er traditionelt Kristen-teologi, men ikke desto mindre er der en del mennesker også i vores land, som tænker den tanke. Paradoksalt nok er frelsen, at man ikke ikke længere at fødes til nyt liv, men at man har gjort sig fortjent til et liv i Nirvana, en slags paradisisk forestilling. Tankerne om reinkarnation har sin rod i hinduismen.

Endelig så er der cirka en tredjedel som tror på, at livet under en eller anden form fortsætter efter døden.

Man opfatter at mennesket er mere end kroppen. Hos dem, hos mig, lever håbet om et liv i det himmelske efter livet på jorden.

Det håb er en integreret del af den kristne tro, hvor det har sine stærkeste teologiske argumenter i Jesu opstandelse fra de døde og også i opvækkelsen af Lazarus.

Der er ikke voldsom mange billeder af livet efter døden i bibelen. På et tidspunkt i Johannesevangeliet 14 taler Jesus om, at hans himmelske fars bolig har mange rum, og Jesus selv går bort for at gøre en plads rede til sine disciple.

Den mystiske Johannes’ åbenbaring, allersidst i Bibelen, som vi har foran os i dag, fortæller om den store hvide flok som er i det himmelske, foran Guds trone.

Der er så mange at de ikke kan tælles, og de er af alle stammer, folk og tungemål. Det lyder for mig som et ret inkluderende sted.

Johannes Åbenbaring beskriver både i kapitel 21 og her i slutnigen af afsnittet, at det er et godt sted at være, for Gud vil rejse sit telt over dem, og der skal ikke være sult, tørst, eller tårer. Gud passer på den store hvide flok. Temaet om at alt i er got går igen flere steder i Johannes’ Åbenbaring.

Med andre ord en paradisisk tilstand, som er helt uden de trængsler, som menesker kan møde i dette liv.

I den kristne tro ligger forventningen om at døden ikke får det sidste ord, men at den netop giver liv.

Så det er ikke punktum slut, men nærmere slut komma……

Kan vi vide præcis, hvordan det ser ud?

Det kan vi ikke, men det er ikke det samme som at vi ikke kan håbe på det.

Når man håber er det aldrig baseret på fakta, for så ved man, men håbet baserer sig netop på tro. Troen på at Guds kærlighed og nåde er stærkere end døden. På mange måder er døden forbundet med den største og dybeste afmagt vi mennesker kan møde. I mødet med døden kan vi intet gøre. I livet kan vi gøre rigtigt meget selv for at ting kan bliver anderledes, men i mødet med døden, må vi finde os i, at vi intet kan gøre. Der møder vi afmagten.

Med Guds kærlighed og nåde forholder det sig oftest sådan, at at det er i afmagten at den udfolder sig. For i afmagten står vores ønsker om kontrol ikke i vejen for Guds nåde. Læs eventuelt selv 2. Kor 12, hvor Gud i Paulus’ trængsler svarer ham: “Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed.”

Overfor døden er vi tilsyneladende magtesløse.

I alt fald står vi, når døden kommer til et menneske, som har betydning for os, magtesløse tilbage.

Vi rammes af sorgen og savnet, som populært sagt er det prisen vi betaler for det privilegium det er at elske.

I den henseende er tanken om den store hvide flok i åbenbaringen, i saligprisningerne, hvor alt i det himmelske er vendt opnå hovedet, alt sammen noget som indgyder mig håb.

Efterhånden som livet går, bliver der jo flere og flere, som man har mistet og som man savner.

De må være en del af den store hvide flok, som Gud passer på.

For mig er det en trøst, for mig er det et håb, men også et løfte om at der i den store hvide flok også er en plads til mig. For det var jo ret inkluderende.

Vi håber og tror på det gode himmelske liv for dem vi savner og for os selv. Håbet er også nogle gange et håb på trods. Vi håber på noget, som måske er fornuftsstridigt. Så der er trods i håbet.

Første Thessalonikerbrev taler om håbet i døden. Der står sådan her:

Brødre, vi vil ikke, at I skal være uvidende om dem, der sover hen, for at I ikke skal sørge som de andre, der ikke har noget håb. For så sandt som vi tror, at Jesus døde og opstod, vil Gud også ved Jesus føre de hensovede sammen med ham.

Dette er ikke en tekst som gør det forkert af os at sørge og savne, men når vi sørger og savner er der samtidigt håbet om det evige liv sammen med Gud.

I troen på, og i håbet om at det er sandt vil vi nu nævne de, som er døde fra os:

Kirsten Blume

Maren Fiedler

Karen Schou

Eigil Carlsen

Pernille Toke

Aage Nielsen

Grete Lindgren

Bodil Gaarde,

Uffe Gaarde,

Tove Svensen,

Knud Iver Svensen

Anna David

Helge Brandt

Karen Brandt

Grethe Storm

Lars Simonsen.

Rosa Margrethe Pedersen

Birthe Mortensen

Karen Marie Pedersen

Føl på mig og se! – Thomas Risager

Hør eller se talen fra dagens gudstjeneste fra Metodistkirken i Odense.

Du kan også læse talen her:

Tale i PDF-format

1 af 4

Prædiken Søndag d. 18. april 2021.
Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Apg. 3,12-19 & Salme 4, 1. Joh. 3,1-7 & Lukas 24,36b-48
Tema: Føl på mig og se!

Undskyld udtrykket, men der er vild opstandelse der, hvor vi dumper ned i Lukasevangeliets verdensforandrende historie om Jesus, der opstod fra de døde.

Men påske, var det ikke for et par uger siden? Nej, påske det er nu. Vi er i påsken og den varer frem til Kristi Himmelfart og Pinse. Det betyder, at vi i kirkerne i denne tid beskæftiger os med kernestoffet i vores tro. Det mest betydningsfulde, Jesu opstandelse fra de døde.

Det vil arbejde med i de kommende uger, fordi opsendelsen er grundlaget for al snak om tro. Uden en klar forkyndelse om Jesu opstandelse fra de døde, er vores tro, og alt hvad vi gør med udgangspunk i vores kirke, ligegyldigt. Det er tom snak.

Hvor er det godt at vi med tro, kan møde og konfrontere opstandelse, for det er svært at forstå med vores forstand.

Det er præcis derfor, at der er vild opstandelse blandt disciplene på påskedagen. For det er der, vi møder dem.

De her menensker har set Jesus dø på et kors. Uden at udpensle lidelserne, så er det ikke en overdrivelse, at påstå, at Jesus blev slået meget ihjel.

2 af 4

Alt det Jesus havde sagt om at han skulle lide, dø og opstå igen blev slået ihjel samme med ham.

Tildigt i morges kom kvinderne tilbage fra graven. De var helt fra den og vrøvlede om, at Jesus er opstået.
Nu er to af mændene, som i deres kontekst havde noget mere troværdighed, kommet tilbage. De fortæller at de har gået sammen med Jesus, at de har set ham og genkendt ham. At han har hjulpet dem til at forstå, hvordan hans liv, død og opstandelse hænger sammen med skrifterne. De kunne ovenikøbet mærke, at der sket noget i dem, når de var sammen med Jesus.

Prøv en gang at forestille dig, hvor ivrig du ville være, for at få de andre til at forstå det, hvis det kun var tyve minutter siden, du havde stået ansigt til ansigt med Jesus, og du har fattet, at det er sandt at han faktisk er opstået fra de døde.

Dem, som har stået ansigt til ansigt med Jesus, er det ikke de eneste, som gerne vil, at de øvrige disciple virkelig forstår og tror det. Det vil Jesus også gerne.

Pludselig står han midt i blandt dem. Der er ikke noget med to meters afstand dér. De hører hans stemme: “Fred være med Jer!”

De bliver helt vildt bange. De har endda set Jesus vække Lazarus1 til live, men dette er alligevel mere end de kan både forstå og tro.

1 Joh 11,1-38.

page2image63796928

3 af 4

Nu sker der noget, som forstærker, tanken om at Jesus virkelig ønsker, at de dog bare måtte forstå og tro på opstandelsen.

På Jesu tid holdt man nærmest ligeså stor afstand til hinanden, som vi tvinges til her under corona-pandemien. Man rørte ikke sådan ved hinanden.
Det var ikke nogen kramme-kultur Jesus levende i.

Men nu kalder Jesus disciplene til sig. “Se på mine hænder og fødder – det er mig. Føl på mig og se;…”

Dette er et brud på alle konventioner og indøvet praksis. Så vigtigt er der for Jesus, at disciplene tør tro det, de ser.

Lukas fortæller os, at de bliver så glade, at de ikke kan tro. Så han hiver trumfen frem og lader dem se ham spise et stykke stegt fisk.

Nu falder de til ro. Lukas fortæller, at Jesus åbnede deres sind, så de kunne forstå sammenhængen mellem skriften, som de kender og opstandelsen fra de døde, som de har bevidnet.

Det gad jeg godt opleve. Jeg har i de sidste 30 år beskæftiget mig med teologi dagligt. Jag ville gerne have været der.

Jesu perspektiv er større end at hans disciple kan forstå og tro. Han ser længere end det. For Jesus forstår, at opstandelsen fra de døde, må kommunikeres, forkyndes om du vil, til menensker. Det skal ikke blot forkyndes til mennsker, der lever i Jerusalem eller samtidigt med

4 af 4

Jesus. Jesu vision er større end det. Det er dér hvor dette også berører vores liv.

For opstandelsen er trumfen, der gør, at der i Jesu navn skal prædikes omvendelse for alle folk og til alle tider.

Det skal begynde i Jerusalem og der fra brede sig over hele jorden, og disciplene – og dermed vi – skal være vidner om dette i hele verden.

Jeg kan ikke komme i tanke om mere eftertrykkelig streg under Guds uendelige kærlighed til os, end at Jesu var villig til at lide og dø for os.

Jeg kan ikke komme i tanke om noget der er et stærkere vidnesbyrd om Guds kraft, end at Jesu opstår fra de døde.

Ind i mellem kan jeg blive helt svimmel ved tanken, men jeg kender fornemmelsen, som også disciplene havde, da de var sammen med ham, også selvom jeg måske ikke forstår det helt med forstanden. Så er der noget om det, jeg kan fornemme det. Måske en åbning af sindet, givet af Guds ånd. Jeg må tro det.

Jeg tror på opstandelsens mirakel og samtidigt beder Jeg om Guds hjælp til at tro det, og kraft til at vi kan være vidner om det i vores tid og på vores sted.

Amen
Børn & Lys.

Jesus er opstået – Hvad rager det os? – Thomas Risager

Hør talen fra påskedags gudstjenesten i Odense Metodistkirke.

Du kan også læse talen her:

Tale manuskript i PDF-format

1 af 6

Prædiken Påskedag – søndag d. 4. april 2021.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Apg 10,34-43 & sl 118,1-2,14-24 & 1. Kor 15,1-11 & Joh 20,1-18/Mark 16,1-8.
Tema: Fra død til liv – Hvad rager det os?

Hvad rager det os?

Sådan kan man nemt komme til at tænke om påsken, fordi den på mange måder står i skærende kontrast til den anden store højtid – julen.

I vores sekulære kultur fylder julen stadig enormt meget. Selvom meget af det handler om and, risalamande, gaver og juletræer, så er de fleste med på, hvorfor vi fejrer julen og rigtigt mange danskere skal i kirke juleaften. Hvis altså der ikke lige er en pandemi igang.

Julens evangelium med et barn, der fødes, der skal være verdens frelser og alt det her med stalden i Betlehem, er på mange måder også lettere at forholde sig til end påsken evangelium, der rummer lidelse i rå mængder, sorg, soning af vore synder, og selvfølglig opstandelse.

Ud over et par forfriskende forårsfridage, lidt lukkede butikker, ekstra salg af lam, Dannebrog på halv langfredag, hvor mange danskere lige googler om vores kære dronning nu også er ok, siden der flages på halv, så fylder påsken slet ikke på samme måde i vores bevidsthed.

Hvad rager det egentlig os?

2 af 6

Det er virkelig let at skubbe tankerne om påskens betydning fra sig, dels fordi vi som mennesker, og kultur for den sag skyld, har mistet al kontakt med menneskets, vores egen, knapt så gode sider. Vi taler ikke længere om synd.

Det er der flere årsager til. En af dem er, at vi står på en lang historie, at prædikanter, der har forsøgt at skræmme menensker til at tro, ved at pege på, at vi er syndige menensker, og derfor bør vi søge frelse, det eneste sted, hvor al vores elendighed ikke kommer til kort, nemlig ved korsets fod.

Jeg siger alt dette uden, at jeg egentlig ønsker at tegne en karrikatur af kirkens historie. Men jeg er nødt til at sige, at man fik skabt et billede af Gud, som streng og straffende. En meget streng Gud, som vi mennesker burde frygte.

Måske er det kammet over i vores sekulære tid med, at vi forkynder en Gud så god og kærlighed, at han nærmest er blevet tandløs og måske derved også ligegyldig?

Så lad os lige gå tilbage til det med synd.
De færreste af ser os selv som syndere, men mange af os ser os selv, som ikke perfekte og vi er ofte overdrevet gode til at se vores egne fejl og mangler. Så fornemmelsen af at alt ikke er helt ok, er der.

Løfter vi blikket op i det større perspektiv, så er det faktisk også let nok, at se at menesket ikke er perfekt. Mennesker fastholdes i konflikter, krig råder, kvinder voldtages, børn forsømmes, gamle overses, flygninge, som flygter fra omstændigheder, som også ville jage os

3 af 6

på flugt, gemmes væk i lejre langt borte. Politikerne diskuterer i månedsvis om 19 danske børn pga. forældrenes dårlige beslutning, eller måske ligefrem landsforærederi, skal rådne op i Al Hol lejren. Lige pludselig er arvesynd åbenbart god politik.

Der er mange ting, som er langt fra den paradisiske tilstand, Gud ønsker for menesket, og som beskrives i skabelseshistorien.

Det er ikke sikkert vi bruger ordet synd, men konsekvenserne af det, er lige for næsen af os.

I bibelen advares vi i 1. Johannes Brev om, at tro, at vi ikke skulle være under syndens åg. Vi kender anden del af af de to vers, som jeg om et øjeblik citerer fra vores nadverritual.

“Hvis vi siger, at vi ikke har synd, fører vi os selv på vildspor, og sandheden er ikke i os. Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed.”1

En god og kærlig Gud. Ja tak! Det understreges, og det er med to streger under, Langfredag, ved at Jesus går i døden på et kors. Og så kommer det, for vores synders skyld.

Det er lige præcis her, at påsken den rager os. For i al ærlighed er der nok ingen af os, der kan sige at vi ikke kender til synd, selvom vi måske ikke lige bruger det ord. Med ordene fra første Johannes Brev er der også et håb knyttet til erkendelsen af, at vi – du og jeg – i kraft af synd, har brug for Gud.

1 1. joh 1,8-9.

page3image64315072

4 af 6

Og det håb er væsenligt at holde fast i og løfte op.

I bibelen møder vi Job, som er kendt for at have en periode i livet, hvor han lider ufatteligt meget, og latterliggøres af sine venner, fordi han insisterer på, at Gud vil ham det godt.

Langt tid før Jesu død og opstandelse siger Job sådan her:
“Når en mand er død, kan han så blive levede igen? Jeg vil vente tålmodigt på min post,

som en soldat, der venter på, at hans vagt er forbi. Så kunne du kalde på mig, og jeg ville svare,
når du længes efter mig, som du selv har skabt. Så ville du passe på, at jeg ikke snublede,

i stedet for at vogte på, om jeg gjorde noget forkert. Mine forbrydelser ville være gemt langt væk,
og du ville dække over alt, hvad jeg har gjort forkert.”2

På mange måder forudsiger Job, som lider og er i livets mørke, opstandelsen fra de døde og dermed opgøret over det ondes – syndens – magt.

Så lad os se på det med påsken.

Fredag så Jesu disciple og mange mange andre, Jesus, der døde på korset. De oplevede mørket falde over jorden og de hørte at forhænget i templet revnede fra øverst til nederst.

De så hvordan Jesus, fordi det lige straks var Sabbat blev hastebegravet i en klippehule og at en enorm sten

2 Job 14,14-17. Bibelen 2020.

page4image64242624

5 af 6

blev lagt i åbningen. De romerske magthavere ville ikke have noget bøvl med at nogle, som de så det, fanatikerne omkring Jesus, skulle stjæle den døde.

Alle dem, der fulgte efter Jesus, er knust af sorg. Han havde jo sagt til dem, at han skulle lide, dø og opstå. Men det viste sig, at han kun var et menneske, så de to første forudsigelser, kom til at holde stik. Lidelsen og døden.

Jeg tror, der har været skuffelse og sorg i en stor pærevælling og der har sikkert været en del selvransagelse. Hvorfor valgte jeg at opgive alt og følge efter Jesus? Det var jo bare tomme ord!

Men nu er det morgen på tredjedagen, og nu er Maria Magdalene, Maria og Salome på vej ud til graven for at salve Jesus. Det er den sidste kærlighed de kan vise til den døde.

Da de kommer tæt på, ser de at stenen, og den er meget stor siger Markusevangeliet, er væltet fra. De går ind i graven og ser en mand i hvide klæder, sidde der og de bliver selvfølgelig bange.

Der siges til dem: “Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.”3

3 Mark 16,6-7.

page5image64308352

6 af 6

Kvinderne stormer ud af graven, for de er rædselsslagne, for kan en død virkelig opstå? Er der virkeligt blevet som han har sagt?

I følge Markusevangeliet siger kvinderne ikke noget til nogen, selvom de er vidner til en begivenhed, som stadig vækker genklang så mange år efter.

Heldigvis holder den opstandne Jesus sig ikke tilbage og kommer Maria Magdalene og disciplene i møde. De historier får I de kommende søndage.

Jesu opstandelse påskemorgen er et helt konkret tegn på at synd, lidelse, mørke, ondskab, sygdom, og død aldrig vil få det sidste ord.

Det er tegnet på, at der er hold i håbet om, at er hvor vi lammes af synd, for nu at bruge det kirkelige ord, og utilstrækkelighed, håbløshed, mørke, frygt og død, der vil vi i kraft af Jesu død og opstandelse fra de døde, altid have livet sammen med Gud.

Det synes jeg alligevel rager os temmeligt meget, og jeg synes at det er værd at fejre.

Glædelig påske. Amen.

Det er mig!

Ved dagens gudstjeneste, hvor vi også har den glæde at døbe et lille barn, taler jeg over en tekst fra Matthæusevangeliet, hvor jesus beroliger sine disciple ved at sige: “Det er mig!”

Du kan høre mere her:

Du kan også læse talen her:

Talemanuskript i PDF-format

1 af 5

Prædiken søndag d. 9. august 2020.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Det er mig! Frygt ikke!
Tekster: Matt 14,22-33 & Rom 10,5-15.

Jeg håber I har nydt sommeren. Det har vi helt sikkert. Selv vejret er kommet efter, at det er sommer, godt nok lidt forskudt af ferien, men er det egentlig ikke ret typisk?

I vores sommerferie, var vi så heldige at, at vores svoger Kent, ville lægge båd til et besøg på Danmarks nordligste øer – Hirsholmene.

Et af problemerne ved at besøger øer, er at man er nødt til at sejle. Særligt et af vores børn er ikke videre begejstret for transportmidler, som kan bevæge sig. Vejrudsigt var god og vejret var fint, da vi sejlede til Hirsholmene, men da vi skulle hjem var det blæst temmeligt meget op og fra Syd, hvilket betød at vi fik bølgerne direkte ind i siden på vej tilbage til Strandby.

Jeg har nogle videoer, hvor vi som familie giver skoleeksemplet på, hvordan man holder humøret højt, men når man kender Kamille, kan man godt se, at hun ikke er videre imponeret over vores indsats.

VIDEO af temmelig skræmt kamille til søs

Til Kamilles ros skal det lige siges, at hun var sej og klarede det hele vejen.

2 af 5

Jeg tror dog alligevel, at hun havde været en anelse skeptisk og ment at hendes far var blevet helt gak gak, hvis jeg havde sagt til hende, at Jesus kom gående på vandet ved siden af båden.

Og jeg tror ikke, at hun ligesom Peter havde fået den ide, at hun lige skulle ud på vandet for at teste om det nu kunne passe.

Det var faktisk den situation disciplene var i, da vi møder dem her i Matthæusevangeliet.

Jesus havde lige bespist fem tusind menensker med fem brød og to fisk. Det er i sig selv noget af en bedrift, men det er ikke færdigt med det.

Jesus har bedt sine disciple om at sejle over på den anden side af søen, Jesus sendte skarerne væk og gik op på et bjerg for at være alene og bede.

Disciplene sejler afsted. man skulle mene at de var i gode hænder, for et par af dem er faktisk fiskere, så de kender søen. Men da vejret bliver hårdt og de må kæmpe med modvinden, da kommer Jesus gående på vandet ud til dem. Da skriger de af rædsel og troede, at det var et spøgelse, de havde set.

Vi skal måske lige huske, at disse mænd, rigtige mænd. Den bløde mand, som er i kontakt med sine følelser var ikke videre moderne på Jesu tid.

De rigtige mænd skriger af frygt, da de ser Jesus gå på vandet. Jeg er nødt til at indrømme, at det er der en del af mig, der godt kan forstå.

3 af 5

For jeg kender godt til det med at være et sted i livet, og det tænker jeg, at mange af jer også gør, hvor man ikke rigtigt kan overskue den situation, som man er havnet i, eller har bragt sig selv i.

Når man er presset, så kan man godt få tunnelsyn, så man kun kan fokusere på det der er lige foran. Man kan også godt få det sådan, at det med at trække på erfaringer fra tidligere, det fungerer ikke rigtigt.

Når jeg siger sådan, så er det fordi, jeg tror, at det er det, som er sket for disciplene. For når jeg tænker tilbage på, hvad de har allerede har oplevet med Jesus samt på de historier fra deres jødiske arv, som vi ved, de kender, så undrer det mig faktisk, at de bliver så bange, da jesus kommer gående på vandet.

Måske fordi det der sker, er så jordnært. Vi har alle erfaret, at det med at gå på vandet er blevet til en lektion i svømning, så det er ubegribeligt på et eller andet plan.

På den anden side, så har de lige set Jesus bespise 5000 mennesker med fem brød og to fisk. De har også hørt Jesus tale i masser af lignelser, og de har set ham givet livet tilbage til mennesker, som var kørt ud på et sidespor på grund af sygdom. De har set helbredelser og uddrivelsen af dæmoner, som jeg syes er svært at forstå.

Men at Jesus går på vandet, det skræmmer dem.

Noget i mig undrer mig, mens andet i mig, godt kan forstå dem.

4 af 5

Derm hvor Jesus kommer til dem, er de pressede og når man er presset, fungerer man ikke optimalt.

Da Jesus ser, hvor bange de er, hvad er det så han siger?

“Vær frimodige, det er mig, frygt ikke!”1

Det er nøjagtigt de samme ord, som jeg har brugt når mine børn har haft mareridt om natten.
Det har I, der har børn, garantere også prøvet. Man går ind til barnet, som er helt forvirret og usikker på hvad der er drøm og hvad der er virkelighed.

Det næste man siger er? “Det er mig!”

Fordi der er den relation, som der nu er, så er det ofte nok, at give sig til kende. “Det er mig!” Og der falder ro over situationen.

Det er præcis det, som jesus gør i en situaiton, hvor hans venner er ude i en situation, hvor de ikke kan bunde. Der skaber han ro ved at give sig til kende. Det er mig.

“Det er mig”, går igen mange steder i Bibelen. Gud siger det om sig selv, da han taler til en skræmt Moses fra en brændende tornebusk.2

1 Matt 14,27. 2 2. Mos 3,14.

page4image6657856

5 af 5

Jesus omtaler sig selv sådan flere gange i bibelen. Det er som om, at når jesus siger “Det er mig!“ så sker der det her med at folk lige standser op, og så ser de en ny virkelighed, hvor de oplever at Jesus er nær, men den fred, som kun det kan give.

Pointen her er, at der hvor menensker er bange, og det stormer omkring ørene på dem, der er der en Gud – en Jesus – som har det med at dukke op midt i det hele. Det er meget muligt, at vi bliver mere forvirrede af det, og tror vi har set spøgelser og hvad ved jeg.

Gud skjuler sig ikke for os, tværtimod giver han sig til kende og siger “Det er mig!”

Og hver gang “Det er mig” lyder, så er der også en fremstrakt hånd, som vi ligesom Peter kan gribe fat i.

“Det er mig” lyder også for dig, og der er også rakt en hånd frem mod dig.

I dag har vi døbt et lille barn. Der sker mere end blot lidt vand i hovedet. Der er blvet sagt “Det er mig!” og der er blevet givet løfter om en udstrakt hånd, både af menigheden, men sandelig også fra Gud.

Gud er med i livet, både når det er smukt og smoth sailing, men sandelig også når det stormer.

Han er altid klar til at give sig til kende for dig. Amen.

Vejen og Sandheden og Livet.

I dag taler jeg over Johannesevangeliet kapitel 14 vers 1-10, hvor Jesus taler om sig selv som vejen, sandheden og livet.

Du kan også læse talen her. Bemærk, at der altid er lidt forskel mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PFD-format

1 af 5

Prædiken søndag d. 10. maj 2020.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Vejen, sandheden og livet. Tekster: Joh 14,1-10

Der hvor vi i dag dumper ned i Johannesevangeliet, er vi stadig i påskeugen. Jesus er altså endnu ikke blevet korsfæstet.

Vi er der fordi, vi i kirkerne i tiden mellem påske og pinse, har tradition for at se på nogle af de centrale ting Jesus gjorde og sagde, mens han var i Jerusalem.

Dagens stærke udsagn: “Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig!”1 er et af de vigtige og omdiskuterede buskaber Jesus leverer.

Som altid når man dykker ned i et Jesus-ord, så er det en god ide lige at orientere sig om, hvor man er henne i historien om Jesus.

Jesus har lige spist med disciplene. Det er der nadveren bliver indstiftet, og Judas er stukket af for at forråde Jesus.

Jesus har sagt noget andet, som er helt centralt lige før dette. Og det er det nye bud. Jesus udfordrer sine disciple og siger til dem: “I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden. Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.”2

1 Joh 14,6
2 Joh 13,34-35.

page1image45690880

2 af 5

I samme ammenhæng forudsiger Jesus, at han skal lide, dø og opstå igen.

På den måde skaber han en ramme og et eksempel for den kærlighed, han elsker med, og som han i kapitel 13 udfordrede sine disciple, og dermed os, til at elske med.

Det er nemlig en kærlighed, som er en opofrende kærlighed. Det er en kærlighed, som Paulus beskriver sådan her: “Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.”3 Det er en agape kærlighed på græsk. En kærlighed som tager udgangspunkt i den der elskes.

Dernæst begynder en samtale mellem disciplene, hvor Jesus forsøger at forklare dem, at han går i forvejen, underforstået til det himmelske, for at gøre klar til alle os som følger efter. Jesus siger endda: “Jeg kommer igen, og tager jer til mig…”4 Jesus påstår endda, at vi kender vejen dertil.5

Thomas, han som senere ikke kan rumme opstandelsen, med mindre han ser Jesus sår på hænder, fødder og i siden, kan ikke rumme al den her snak om Guds bolig, om himlen.

3 1. Kor 13,4-7. 4 Joh 14,3.
5 JF. Joh 14,4.

page2image45758912

3 af 5

Det kan jeg faktisk godt forstå.

Så det er i et svar til Thomas, som ikke forstår, og har brug for vejledning, at Jesus siger; “Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig!”6

Senere har Jesus en diskussion med Filip, som heller ikke lige fanger den.
Den korte udgave af det er at Jesus siger til ham: PRØVNULIGEATHØRHER: I har set mig, i kender mig, så kender I også Gud.

Det er selvfølglig en omskrivning, Men det er til mennesker, som har brug for hjælp og vejledning, at Jesus siger: “Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig!”7

Den sidste del af det, uden ved mig, handler om, at Jesus kommer til at give sit liv for al verdens synd, der forkvakler vores liv og vores forhold til Gud, og ikke mindst en henvisning til, at Jesus opstår igen, viser at det er gennem ham, at vejen er banet fra Gud, for hver eneste menneske.

Gennem Jesus!

Når det er sagt, så tror jeg vi har mange veje til Gud, I alt fald til at nærme os Gud.

6 Joh 14,6 7 Joh 14,6

page3image45762624

4 af 5

Vi er jo forskellige. Nogle oplever sig tæt på Gud, gennem veje, som andre ikke forstår. Nogle oplever sig nær ved Gud, når de læser bibelen, når de deltager i en gudstjeneste, når de synger, når de lytter til sang og musik, når der er stille, når de er ude i naturen.

Den forskellighed er der plads til.

Jeg er helt overbevist om, at Gud tillader os, at søge ham på alle mulige måder.

Her ved jeg godt, at jeg kan få ørene i maskinen, og nogle mener jeg tegner et billede, der er alt for bredt. Jeg tror til enhver tid, at Gud er større end alle vores forstillinger om ham.

Her i vores liv, forstår vi kun stykkevis, for nu at citere Paulus, men der kommer en dag, hvor vi skal se og forstå fuldt ud.8

Men indtil da, må vi indse, at vi kun kan se skridt for skridt.

Når det er sagt, så tror jeg også, at Jesus er vejen, sandheden og livet. Det siger jeg fordi jeg er overbevist om at Guds kærlighed er først og størst.

Første Johannesbrev siger: Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder.9 Det er det, som metodist teologer kalder forekommende nåde.

8 JF. 1 Kor 13,9. 9 1. Jon 4,10.

page4image45764544

5 af 5

Jesus har banet vej til os, og det er Jesus som kommer igen og føres os af vejen til Gud.
Så når Jesus siger Jeg er vejen, sandheden og livet, så tror jeg det er rigtigt.

Jeg tror det er vigtigt at se, at det er en vej, Jesus går.

Jeg mener det er væsentligt at forstå, at det i langt højrere grad handler om at vejen er en bevægelse fra Gud til os gennem Jesus, og at det er langt større end, at den skulle være en vej for os, som vi skal kæmpe os ad for at komme til Gud.

Det er en vej, hvor Gud kommer os i møde.

Det er da langt større, for det er sådan Gud, gennem Jesus viser os en kærlighed større, end vi er i stand til at forstå.

Og der hvor vi elskes, og elsker, er vi på den rette vej. Der hvor Guds kærlighed råder, er Gud.

Første Johannes Brev får det sidste ord:
“Mine kære, lad os elske hinanden, for kærligheden er af Gud, og enhver, som elsker, er født af Gud og kender Gud”10

God tur af din vej, Gud kommer dig i møde. Amen.

10 1. Joh 4,7.

page5image45765120

Den gode hyrde

Jesus fortæller menensker en historie om en god hyrde. De forstår ham slet ikke, men det verdensbillede, de er præget af, har en helt anden baggrundshistorie, som gør det svært for dem. Hør mere her.

Du kan også læse talen her. Bemærk, at der altid er lidt forskel mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-format

1 af 5

Prædiken søndag d. 3. maj 2020.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Joh 10,1-10 & Apg. 2,42-47.

Hvem er for eller i mod?
Hvem er inde, hvem er ude?
Hvem gør det rigtige, hvem gør det forkerte?

Måske virker det sådan lidt voldsomt at stille ting op overfor hinanden på den måde. Vi er – de fleste af os i alt fald – pæne mennesker, så vi formulerer os ikke så markant.

Men vi kommer ikke uden om, at vi kategoriserer mennesker, som vi omgiver os med. Vi siger det måske ikke højt, for det er nærmest politisk ukorrekt. Men det sker, hele tiden.

Hvem vil jeg være i forbindelse med på Facebook, er ét eksempel.
I dag skulle vi have konfirmationer i kirken. Jeg er sikker på, at i alle familierne har man talt om, at vi har x antal pladser til festen, så hvem skal med og hvem skal ikke med?

Der er så mange situationer i vores daglige liv, hvor vi afgør, hvem er inde, og hvem er ude.

Lidt mere alvorligt er det i mange private virksomheder for tiden, hvor krisen kradser. Her er det cheferne, der sidder med det tunge ansvar, at afgøre hvem der er inde og hvem der er ude.

2 af 5

For tiden er det rigtigt meget, hvem er raske og hvem er syge. Uden på kirkens dør, hænger en plakat som siger STOP – Gå ikke ind hvis du er syg.

Jesus har sin gang i et samfund, som er helt vildt optaget af rigtigt – forkert, inde – ude.

Her handlede det om, hvem der levede rigtig efter loven, og hvem gjorde ikke.
Det handlede om, hvem blev velsignet med succes, fordi de levede rigtigt og hvem levede selvforskyldt i fattigdom eller sygdom.

For det var opfattelsen, hvis du var syg, eller fattig, så var det nok fordi du ikke opførte dig korrekt i forhold til den religiøse lov, så det var din egen skyld.

Det er lige præcis det, som er baggrunden for, at Jesus fortæller om den gode hyrde, som vi har læst.

For før det, i hele kapitel 9 her hos Johannes, har vi en diskusison med farisæerne, som er oprørte over at Jesus har helbredt en mand, der var født blind.

Den historie er nøglen til at forstå, når Jesus fortæller om den gode hyrde. Så den skal vi lige kigge lidt på.

Når Jesus ud af nåde og kærlighed helbreder en blind mand, og så ovenikøbet på en sabbat, på en jødiske helligdag, så laver han rod i deres systemer.
Nu rokkes farisæernes simple verdensbillede, og den slags ved vi, fra os selv, er ubehageligt.

3 af 5

Farisæernes verdensbillede er nemlige sådan, at når de ser en blind mand, så tænker de. Gad vide, hvad han eller hans forældre har gjort, siden det er blevet sådan med ham.

Selv Jesu disciple er præget af den tankegang, så de spørger faktisk: “Rabbi, hvem har syndet, ham selv, eller hans forældre, siden han er født blind?”1

Det handler ikke bare om, at han er blind. I sig selv er det slemt nok. Det handler også om, at fordi folk tror det er hans egen eller forældrenes skyld, så er han stigmatiseret. Han er lukket ude af stort set hele samfundet, og de religiøse peger fingre af ham.

Han er ikke blandt dem, der er inviteret til noget som helst. Han er så udenfor som man kan være.

Men så møder han Jesus, og det har det jo med at forandre folks liv. Den unge mand her er ingen undtagelse fra det.

Jesus helbreder ham, så han kommer til at se.
I stedet for at glæde sig over det, så giver mange sig til at være forargede over, at Jesus har helbredt ham, og endda gjort det på en sabbat, hvor man i følge loven ikke må arbejde.

De selvretfærdige mener ikke at det kan være rigtigt, fordi Jesus er jo ikke én af dem, og han overholder ikke alle de samme rigide regler som dem, så dette er galt. I deres optik er det i al fald ikke retfærdigt.

1 Joh 9,2

page3image30267584

4 af 5

Det har de faktisk fuldstændigt ret i.

Jesus taler ikke om skyld og skam, om ude og inde, om dårlig eller god. Jesus taler om nåde, og den er efter meget jordisk målestok uretfærdig, men den er baseret på kærlighed og tro, ikke på målebånd og regler. Det er nåde, og det vil altid være noget andet end millimeter- retfærdighed.

Jesus er ikke optaget af om, folk har de rigtige holdninger, har læst de rigtige bøger, er venner med de rigtigte mennesker, eller om de er raske eller syge.

Jesus ser mennesket, som det det er.

Efter at jesus har helbredt den blinde mand, og har overværet al den polemik, som det gav, og set hvordan det forstyrrer de selvretfærdiges oplevelse af verden, fortæller han dem historien om den gode hyrde.

Det er de færreste af os, der har en hyrdes jobbeskrivelse, så hvad en hyrde forventes at gøre, er egentlig ukendt for os, men det er særdeles kendt af dem, som lytter til Jesus.

En hyrde vogter fårene. En god hyrde vogter ikke på fårene, så han leder efter alle deres fejl og leder efter undskyldninger for at smide dem ud. Nej, den gode hyrde vogter fårene, for at skærme dem og passe på dem.

Billedet er, at der er utroligt mange stemmer at lytte til, men den stemme, som hyrden har, den stemme kender fårene. Det er en stemme, der indgyder ro og tillid, og en

5 af 5

stemme, som de følger i tillid og tro.Mon ikke vi kender det med, at der er helt utroligt mange stemmer, som vil have vores opmærksomhed? Men der er én stemme, som leder til ro. En stemme der leder til mere end det, den leder til frelse.

Jesus taler sådan til dem om Gud og om hans rolle i forhold til dem. Det er et noget andet billede end det sort, hvide, inde, ude billede, som de ellers hører.

I vers seks står der lige ud, at folk ikke forstod hvad han sagde.

Jeg synes det er et smukt billede, men folk forstår det ikke. Måske er det sådan, fordi de er så vant til at tro = frygt og kontrol.
Her præsenterer Jesus en fortælling, hvor tro er tillid, og efterfølgelse, hvor det er ligegyldigt om man har succes, er rask eller syg, inde ude. Her kan alle være med.

Det er et helt andet billede af tro, som Jesus tegner.

Den er et billede, hvor Jesus er den, der redder livet for fårene, som følger ham, fordi de kender hans stemme.

Jeg er ligeglad med inde, ude, for eller imod, men jeg ved godt, hvilken stemme, jeg ønsker at følge. Jeg ved at at du også er kaldt på og er velkommen, lige sådan som du er.

Amen.

Det bliver godt igen #5

Peter, som lige har set Jesus dø og erfaret, at han er opstået fra de døde igen, tager ud og fiske.

Han længes efter hverdagen igen, så han tager til søs, men i et møde med Jesus oplever han, at han må genopfinde alt det han vidste, for en ny tid er kommet.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Læg dog mærke til, at der ofte er lidt afvigelser mellem det skrevne ord, og den tale, som faktisk holdes.

Talemanuskript i PDF-Format

1 af 6

Prædiken søndag d. 26. april 2020.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Joh 21,1-14.
Gospelmeditation. Emmaus ultra Light. Det bliver godt igen.

Hold da fast, hvor jeg længes efter livet, som jeg kender det. Lige pludselig er den leverspostejs-kedelige hverdag, pludselig noget jeg længes efter.

Bevares, det er da meget hyggeligt, at vi alle sammen er hjemme. Det da sjovt at prøve at arbejde så meget hjemmefra, og det er imponerende, hvordan børnene klarer online skole.

Hvis jeg nu skal være helt ærlig, så er jeg ret imponeret over, hvordan vi som kirke i løbet af få dage har omstillet mange hundrede års vaner og virksomhed til online- gudstjenster og og kirke på nettet.

Det har været sjovt og spændende, at være med til. Hatten af for menigheder, kirker, musikere og præster, skolelærere og alle andre, som er så kreative og opfindsomme i disse tider.

Men jeg savner livet, som det var. Jeg savner, at der er menensker omkring mig. Det er så tomt, at stå i en tom kirke og tale. Normalt ville der være fyldt med mennesker.

Der er gode gensyn, og nye mennsker er velkommne, og I vil ligge på gulvet og være helt afslappede, enkelt vil endda snorke, sådan som det er normalt er til en gospelmeditation.

2 af 6
Forskellen fra det som var, til det som er, er enorm.

Jeg har stærkt på fornemmelsen, at vi er rigtigt mange, som har fået vendt op og ned på livet, som vi kendte det.

På den ene side, synes jeg, det er vildt fascinerende, hvor hurtigt vi kan indrette os på nyt, men det er også forbundet med sorg, utryghed og ikke mindst fornemmelsen af tab, fordi livet, som vi kendte det er væk.

Da Danmark lukkede ned, var jeg ret fortrøstningsfuld. Det ville vare en en kort periode, det klarer vi.
Men det er langsomt ved at gå op for mig, at det ikke er nogen kort periode, vi har gang i. Eller mere barskt sagt, livet som vi kendte det, kommer ikke tilbage. I alt fald ikke foreløbigt.

Det synes jeg faktisk er noget stramt.

Jeg må erkende at jeg længes efter noget, som ikke længere er, min hverdag.

Jeg tror, det er meget menneskeligt, at når livet slår en koldbøtte, så mærker man tabet af det, der var.
Og det kan være svært, for ikke at sige umuligt, at glæde sig over det, der kommer i stedet.

På mange måder var det sådan Jesus disciple havde det, i tiden lige efter påsken, hvor Jesus var død og ikke mindst jo, opstået fra de døde.

3 af 6

Der er ingen tvivl om, at det de havde oplevet, at se deres ven dø på korset, er noget af det mest rædselsfulde, som der har prøvet nogensinde.

Da jesus på tredjedagen opstår fra de døde, og kvinderne, som har oplevet det, fortæller det til disciplenes, så har de ganske enkelt svært ved at rumme det. Særligt en af disciplene, ham der hedder Thomas, er meget skeptiske. Selvom Jesus, som opstået viser sig for dem flere gange og ligefrem taler til dem, så ved de ikke rigtigt hvad de skal stille op.

Måske har de det ligesom jeg, at de længes efter hverdagen, som de kendte.
Det kan stå i vejen for at indstille sig på, at livet bliver nyt.

I alt fald siger Peter, som jo levede af at fiske før han fik et livsforvandlende møde med Jesus: “”Jeg tager ud og fisker!” Det er den hverdag, han havde kendt, så den er der tryghed i. Det kan han finde ud af.

Så vidt jeg lige kan tælle i bibelteksten, er der seks andre disciple, som er helt med på den.

Der skal ske noget og de gør det, de kender så godt. Det gør de vel at mærke ind i en hverdag, som med Jesu død og opstandelse, er en helt anden.

Deres liv er blevet anderledes.

De ved, hvordan man fisker. De er på hjemmebane. De har styr på det.

4 af 6

På trods af at de fisker ihærdigt hele natten, med de trygge og gode metoder, med de redskaber, der plejer at fungere, fanger de intet.

Da de kommer ind under land, står en mand ved bredden. De forstår ikke, at det er Jesus.
Han siger til dem, at de skal kaste nettet ud på den anden side af båden. Af en eller anden grund gør de hvad han siger. Måske er de klar over, at det de ved, og kender ikke længer duer, fordi verden er forandret.

At kastet nettet ud på den anden side af båden, lyder som en lille ting. Men det er det ikke. Det er et brud med alle indlærte rutiner, som ellers er utroligt vigtige på en båd, for de sikrer at alle har fuldstændig klarhed over opgaverne og rækkefølgen, ting skal ske i. Det skaber sikkerhed.

Det er ikke en lille ting, Jesus beder dem om. Det er stort og krævende. Af en eller anden grund har de tillid til ham, så de gør det. De fisker på en helt ny måde, og nettet bliver så fyldt, at de faktisk ikke kan hive det op i båden, men må slæbe nettet efter sig ind til bredden.

Da de kommer ind, har jesus lavet bål. Han beder om at få lidt af de mange fisk, de har fanget.
Kom og spis siger Jesus til dem. Nu ved de, at det ham, og de får lov til igen at have det nære fællesskab med ham, som de kender så godt. Jesus selv rækker dem brødet og fisken. Han er også tilstede i den nye virkelighed.

5 af 6

Der er ingen tvivl om, at de i den tumultariske tid, som de pludselig lever i, har trængt til øjeblikket på stranden sammen med Jesus.
Det er dem virkelig vel undt.

I denne historie ser jeg disciple, som har oplevet, at alt det de kendte ved tilværelsen, holdt af og levede i, ikke er mere.
Det synes jeg godt, at jeg kan kende!

Jeg ser mennesker, som tør lytte og handle på det, de hører, selvom det betyder, at de skal gøre neget de ellers kender fuldstændigt, anderledes.
Det synes jeg godt, at jeg kan kende!

Jeg ser menensker, som på trods utryghed og længsel efter det, de kender, tør prøve nyt. De får fyldte net, stor fangst.
Det synes jeg godt jeg kan kende! Eller jeg kan i alt fald genkende fornemmelsen af, at nu er ting nødt til at gøres anderledes. Det vi gjorde for få uger siden, kan ikke fungere i dag.

Jeg kender længslen efter at Gud, at Jesus blander sig. Jeg føler mig ikke i kontrol, så jeg håber at Gud er.

Jeg er glad for at jeg tør tro, at i alt dette er Gud tilstede. Bibelen er fuld af historier om, mennesker, som føler sig fortabte, og Gud er ved deres side. Det er ikke altid, de kan se det, eller forstå det. Men det er han!

Det er det disciplene oplever, da vender tomhændede hjem, men jesus sender dem ud igen. Det er også min

6 af 6

erfaring gennem livet, at jeg er ikke alene, og da slet ikke, der hvor livet er stramt.

Det er muligt, at jeg er udfordret, og at jeg længes efter min hverdag, og livet som jeg kendte det. Men jeg er ikke alene.

Jeg ved, at dette ender godt, for jeg har tillid til at Gud er med i det. Det kan godt være, at jeg skal kaste nettet ud på den anden side. Men Gud er med.

Siden tidernes morgen, har regnbuen på himlen været et tegn på Guds løfter til Noa, om at Gud holder hånden over os.

Det ser ud til, at vi får regn i næste uge, måske er vi heldige at se en regnbue på himlen.

Ellers må vi kigge ned, og se at regnbuen er tegnet rigtigt mange steder rundt om i vores by sammen med #Detblivergodtigen.

Det gør det, for vi kan godt finde ud af livet og en ny hverdag, og vi gør det ikke alene. Gud er med. Det bliver godt igen.

Amen

Bekendtgørelser
Børnekirke på kirkens facebookside Mandag kl. 19.15: Nardus(@)live Søndag kl. 10.30: Online Gudstjeneste

Indsamling til kirkens arbejde. Mobile Pay 46 22 93

Påskedag – Det bliver godt igen #3

Det er påskemorgen. Kirkerne er tomme i Danmark, men det skal ikke forhindre os i, at fejre Jesu opstandelse fra de døde.

Hør talen her:

Du kan også læse talen. Læg mærke til, at der altid er lidt afvigelser mellem det skrevne, og det talte ord.

Tale i PDF-format

1 af 6

Prædiken Påskedag – søndag d. 12. april 2020.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Apg 1+,34-43 & Salme 118,1-2,14-24 Koll 3,1-4 & Joh 20,1-18 eller Matthæus 28,1-10.

I dag begynder vi, hvor vi slap Palmesøndag. Jeg spoler tilbage til Johannesevangeliet kapitel 13, hvor Jesus i forlængelse af, at han har gjort det uhørte, at vaske disciplenes fødder, giver dem en kæmpe udfordring. Han siger: “Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden. Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.”1

Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden. I sidste uge sluttede jeg af med at sige, at Det er

kærligheden, der bringer livet tilbage igen.

Der er sket meget siden Jesus blev modtaget som konge i Jerusalem. Han lærte disciplene, at hver gang de spiser brød eller drikker vin, så er er han tilstede sammen med dem. Dermed fik vi nadveren i arv.

Han blev forrådt af Judas, og blev fanget af de forhadte romerske besættere. Langfredag deler han skæbne med mange andre kriminelle på den tid. Han bliver slået ihjel naglet til et kors. Han lover den ene røver, at at han i dag skal være sammen med ham i Paradis.

Jesus dør, og bliver begravet samme eftermiddag.

1 Joh 13,34-35.

page1image5983808

2 af 6

Alle dem, som havde modtaget ham som konge i Jerusalem. Alle dem, der havde sat alt håb ind på, at han ville bringe nyt liv og nyt håb ind i deres verden er nu skuffede og modløse.

Jesus lignede ikke en, der kan leve op til deres håb. Måske burde de havde vidst det, da han vaskede disciplenes fødder, eller da han talte om, at elske sine fjender, bede for dem, der forfølger én, eller vende den anden kind til.

Måske burde man have vidst, at han var for langt ude. Det hele var bare for underligt og for urealistisk.
Men der var nu et eller andet over ham.

Det er dér vi er påskemorgen. På tredjedagen efter hans død.

Måske er det et megt godt billede på, hvor vi er lige nu i vores tid.
En virus forpester vore liv.
Kirkerne er tomme.

Samfundet er lukket ned.
Vi arbejder hjemmefra, hvis vi da ikke er blevet fyret. Samfundsøkonomien bløder, ligesom mange firmaer og familiers økonomier gør det.

Lige nu er vi i en ventetid, i usikkerhed, men også i et håb om, at vores samfund bliver vækket til live igen.

Vi har måttet overgive os til det ubekvemme faktum, at der faktisk er ting i livet, som vi ikke er usårlige overfor. Det er ikke alt vi bare lige kan fikse.

3 af 6

Vi har opdaget det, som har været sandt hele tiden, men som vi har tendens til at ignorere, nemlig at vi lever et liv, som faktisk er skrøbeligt. Vi bliver mindet om, at vi er dødelige. Vi bliver mindet om vores afmagt.

Selv verdens bedste velfærdssamfund, alverdens rigdom, al vores viden og al vores dygtighed må give fortabt.
Lige nu er der ikke noget vi kan gøre.

Det eneste vi kan er, at være sammen på afstand. Vi er faktisk ret magtsløse.

Det bryder det moderne menneske sig ikke om. Det kan jeg ikke lide, for det er virkelig uvant, men det er en del af livet.

Faktisk føler vi os så magtesløse, at vi kune have brugt Jesu egne ord fra korset: “Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig!”2

Håbet som er centralt i al kristen tro, er nært forbundet med magtesløsheden. En af de allerstørste teologer i hele kirkens historie, Paulus, har et helt afsnit i 2. Kor kapitel 12, hvor han gør rede for magtesløshedens styrke. Paulus kæmpede med hovmod, og han bad Gud om hjælp. I vers 9 svarer Gud hans bøn. Gud taler til ham og siger: “Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed.”3

I magtesløsheden står vi ikke i vejen for Guds nåde.

2 Matt 27,46, Mark 15,34 3 2. Kor 12,9

page3image6028096

4 af 6

Disciplene anede ikke, hvad de skulle gøre. Jesus var død. Alt håb var ude – Tilsyneladende…..
Mørket råder – Tilsyneladende….
Magtesløsheden er reel, men, …

Nu er det tredjedagen. Ofte er det dér man forsøger at tage sig sammen, når man har oplevet noget forfærdeligt. Noget af det, som gør, at livet aldrig blivet det samme igen. Det er tit dér, man tør se op, og forsøge at finde ud af, hvordan livet så kan se ud.

På den dag, er der nogle af kvinderne, som er gået ud til Jesu grav.

Kvindens oplever, at jorden skælver under dem. En lysende engel træder frem foran dem, og vælter stenen bort. Kvinderne kan se lige ind i den tomme grav. Mændene, der holdt vagt blev så bange at de besvimede.

Englen siger de helt centrale påskeord til kvinderne: “»Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.”4

Englen – Guds sendebud – forkyndte, hvad der var sket.

Mathæus fortæller os, at kvinderne var fyldt af frygt og stor glæde. Det er ret modsatrettede følelser. Men de tror på det, de har hørt.

4 Matt 28,5-7.

page4image6028672

5 af 6

I magtesløshed bider håb og tro sig fast.

Nu er de på vej i løb til disciplene for, at fortælle dem, hvad englen har sagt til dem.

Men det bliver bedre endnu. Jesus selv, ham de havde håbet sådan på, ham de havde set dø, ham de havde været med til at begrave, kommer dem i møde og hilser dem, som om intet var hændt: “Godmorgen!”5

Kvinderne falder, forståeligt nok på knæ og tilbeder ham.

Jesus rejser dem op igen, beder dem om, og det gør han vel at mærke i den mest vanvittige situation noget menneske nogen sinde har stået i, om ikke at være bange. De skal sige til disciplene, at de skal se ham i Galilæa. Der vil han, som englen sagde, gå i forvejen til.

Påskens budskab er bøjet i neon. Der hvor der er magtsløshed og håbløshed, er der altid håb.

Der mærket råder, vinder lyset.
Der hvor vi ser døden i øjnene er der liv.

Med opstandelsen fra de døde, viser Gud os, at alt det Jesus sagde, og gjorde ikke var tomme ord.

Det er ny virkelighed.
Det er her, vi ser at kærligheden bringer livet tilbage.

5 Matt 28,9.

page5image5995712

6 af 6

Livet vinder på bagrund af den kærlighed Jesus har elsket med, men også med den kærlighed vi elsker med.

Vi har set og hørt Jesus elske.

Han sagde: “Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden.”6

Han vaskede disciplenes fødder, Han gav sit liv for du og jeg. Og ikke mindst, han opstod til liv igen.

Vi for lov til at se, at kærligheden vinder.
Men vi får også lov til at se det i vore egne liv. Vi ser det, der hvor vi tør holde fast i håbet, der hvor vi tør elske,
der hvor vi tør give.
Der hvor vi tør tro.

Den er godt nok: Jesus er opstået. Kærligheden bringer livet tilbage.
Det ender godt!

Glædelig påske!

page6image5995328

6 Joh 13,34

Palmesøndag. Det bliver godt igen #2

Velkommen til den første dag i påskeugen. Nu er det Palmesøndag.

Her kan du høre talent fra dagens gudstjeneste i Metodistkirken.

Du kan også læse noterne til talen her:

Tale – Online Gudstjeneste Palmesøndag d. 5. april 2020.

Indledning

Palmesøndag

Påsken begynder i dag

Palmesøndag, skærtorsdag, langfredag og påskedag

Baggrund var dyb krise

Vi kender krisen

Landet er lukket, Børn og voksne er hjemme. Vi er sammen på afstand

Kirkerne oplever det. Vi kan ikke samles og må finde nye veje.

Hvordan er vi sammen, uden at være sammen.

Jeg længes efter at se menesker, jeg længes efter hverdagen

Forundret over, hvor hurtigt man alligevel indretter sig i en ny virkelighed.

Det er ikke som man kunne ønske sig, men livet kan leves.

Vi har levet i krise i en måned

Vi har hørt statministerens løfte om, at landet skal åben igen. Vi får livet tilbage.

Men det bliver nok ikke sådan lige på en gang

Mange vil blive skuffede, for vi har forvente mere.

Jesus træder ind i en lignende situation.

Krisen er bare dybere, meget dybere.

Livet var hårdt

Konstant uro, konflikter og krige

Det var hårdt at skaffe mad

Templet, præsterne havde i iver, for at holde befolkningen fast, lagt så meget pres på folket, at de umuligt kunne leve rigtigt.

Præsterne var korrupte

Kongerne, statholderne og alle magthavere duede ikke.

Dette var ikke nogen kort krise. Den var længere end en måned.

Sidste gang landet havde det godt, var under Kong David (1005.965)

Man længeres tilbage til den tid, hvor alt var godt. Hvor nationalstaten var stærk.

Denne nedarvede længsel rummede også løfter.

Profeten Esajas har lovet folket, at Gud vil se deres lidelser. Der vil komme en konge, der er som David, endda ud af hans familie, og alt skal blive godt igen.

Palmesøndag, hvor Jesus rider ind i Jerusalem

Situationen er som nu. Der er krise, og løfterne om bedre tider lever.

Jesus har været offentlig figur i 3-4 år- ALLE har hørt om ham, og alle har hørt ham blive koblet til løfterne om, at Gud griber ind.

Modtaget om konge

Hosianna – Herre frels dog!

Palmegrene og kapper på jorden er hyldest til en konge. (Kongen er den, der har magten)

Anderledes konge

Han rider på et æsel

Han tager ikke til paladset og beder om nøglerne til Jerusalems byporte.

Mattheæus fortæller at han rydder templet for handledende, Her skal man tilbede Gud, og han helbreder syge.

Stemningsskifte, Hvad med løfterne?

Jesus er anderledes. Han repræsenterer en magt langt støre end rå magt.

Alt det skal vi se hen over påsken, så følg med på søndag.

Skærtorsdag

Billede på, hvor anderledes han er..

Jødiske påske.

Disciplene samlet.

Jesus ved, at Judas samme aften skal forråde ham.

Jesus ved, hvad der ligger forude.

Han ved, at han skal tages til fange, og han ved at det bliver brutalt og han ved, at det vil koste ham livet. Men han stoler på Gud.

Vaskningen af disciplenes fødder

En tjeners arbejde.

Peter nægter, men Jesus overtaler ham

Et nyt ud giver jeg er, at I skal elske hinanden. Som jeg har elsket Jer, skal I elske hinanden. Deraf kan alle vide, at I er mine disciple, hvis I har kærlighed tl hinanden.

Det er kærligheden, der bringer livet tilbage igen

Indstiftelsen af nadver

Det bliver godt igen.

Her kan du høre talen fra dagens online gudstjeneste i Metodistkirken.

Du kan også læse talen her. Bemærk at der altid er afvigelser mellem den tale, som faktisk holdes og det skrevne ord fra forberedelsen.

Talemanuskript i PDF-format

1 af 5

Prædiken søndag d. 29. marts 2020.

Indledning

Sammen på afstand
Stadig ikke åbent i kirkernes huse, men kirken er stadig i gang.
Vi har læst Markusevangeliet.
Da vi startede håbede vi nedlukningen ville slutte i dag. så i dag er sidste kapitel om opstandelsen. Hvilket herligt at sted at begynde.

Begynd med enden – mere i den kristne fortælling

Det er jo en fantastisk ting, at få lov at starte ved slutningen, hvor vi ser, at det bliver godt igen.
Vi har sammen læst at Jesus gik utroligt meget forfærdeligt igennem i de sidste kapitler, vi har læser at han faktisk døde. Almindelig fornuft siger os, at så er det ligesom det.

Men i den kristne fortælling er der mere. Der er altid mere Der hvor der er død er der liv.
Det bliver godt igen.

Den kristne grundfortælling, som løber gennem alle evangelierne siger også at der har der er mørke, der bliver det lys.
Det er præcis det vi er i fortællingen fra Markusevangeliet kapitel 10 om den blinde ved Jeriko. I begyndelsen af historien råder mørket, men der bliver lys.

Byporten ved Jeriko – En blind mand

Nu går jeg ud fra, at I vil med en tur til byporten ved Jeriko, hvor der sidder en blind tigger. Bartimæus hedder

2 af 5

han. Han tigger, for han kan kun overleve ved andres barmhjertighed. Han er ikke sin egen lykkes smed, han er afhængig af andre.

For at forstå ham, så vil jeg lukke øjenene. Du er velkommen til at gøre det samme. Når vi lukker øjnene kan vi ikke se. Men vi er ikke blinde. Jeg gætter på, alt du, ligesom jeg, registrerer lys, selvom øjenene er lukkede. Lad os åbne øjnene igen.

Du og jeg kan lukke øjenene. Så kan vi ikke se. Vi kan ikke se videoen. Jeg vil nok også fraråde at du hælder kaffe op med øjnene lukket.

Vores øjne registrer lys. Selvom vi lukker øjenene ser vi stadig lyset, men vi kan ikke tolke lyset. Lyset er der – altid.
Hvis man er helt blind, og det går jeg ud fra at Bartimæus er, så kan du slet ikke se lys overhovedet. Så er det man ser mørkt. Men lyset er der – altid.

Jeg sagde til at at begynde med, at i kristen tro er kernen er lyst vinder over mørket, at livet vinder over døden.

Bartimæus og Jesus – håbet

Bartimæus hører larm i gaden. Han fornemmer begejstringen og mærker dybt i sit indre håb. Håbet strider egentlig mod enhver fornuft.
Håbet i ham siger: “Jeg kan komme til at se. Mørket jeg ser, kan blive til lys.

Davis søn, Jesus forbarm dig over mig!

3 af 5

I datidens samfund var tankegangen, at ulykke var selvforskyldt Hvis du er blind, har du ikke levet ordentligt. Hvis du får Corona, så er det din egen skyld.

Derfor opfatter folk, der går sammen med Jesus, at de er rigtigt på den og Bartimæus er galt på den. Han skal bare holde sig væk. Længere end 2 meter væk, for de skal ikke smittes af hans urenhed og blindhed.

Så de truer Bartimæus for at få ham til at klappe i.

Men Jesus hører ham – selvfølgelig.
Jesus reagerer anderledes end de selvretfærdige – selvfølgelig.

Pludselig står manden, der ikke kan se lys, foran den mand, der siger om sig selv, at han er verdens lys.

Jesus spørger Bartimæus: “Hvad vil du have, jeg skal gøre for dig?”

At jeg må kunne se!

Lyset rammer ind i Bartimæus’ mørke. Lyset vinder. Ligesom det vinder over ethvert mørke.

Det første han så, var Jesus. Bartimæus vidste øjeblikkeligt, at den mand var værd at følges med. Så det gjorde han.

Hvad ser Bartimæus?

Han kom til at se Jesus i så utroligt mange situationer. Han hørte Jesus sige til en skriftklog, der gerne ville kende kernen ved tro, at det vigtigste er at at elske Gud

4 af 5

med hele sit hjerte, hele sin sjæl, hele sit sind, og hele sin styrke. Samt at elske sin næste som sig selv.

Og så oplevede Bartimæus påsken, og han så med egne øjne ,at Jesus tilsyneladende tabte alt, da han døde på et kors. Han har gået rundt i et andet mørke end det møke han ellers kendte så godt, indtil at opstandelsen vandt over døden, og lyet atter brød frem.

Han var med gennem ufattelige lidelser, nederlag, og død.
Men han oplevede også hvordan mørke blev til lys, hvordan trængsler blev til håb.

hvordan nederlag blev til sejr, hvordan død blev til liv.

Alt det fik Bartimæus lov til at se gennem sin tro på Jesu.

Bartimæus levde et liv, hvor det blev godt igen.

Det bliver godt igen.

Guds løfter til os, planer om lykke ikke om ulykke, løfter om fremtid og håb, som Gud giver de landflygtige i Babylon, bekræftes af hele historien om jesus , som vi har læst i Markusevangeliet.

Vi ser, at det ender godt.

Selvom vi ikke kan se vejen, selvom vi måske er utrygge, selvom vi måske synes det er mega hårdt at vores liv leves under mærke skygger fra Corona, selvom vi rammes af bekymring for, hvordan det hele skal gå, så kan vi gå trygt igennem det hele i troen på, at skygger skal fyldes af lys,

At der hvor vi ikke kan se, der kommer vi til at se,

5 af 5

Der hvor døden råder, vinder livet, Der hvor fortvivlelsen er, vinder håbet.

For Gud er med os gennem alt, hvad livet byder. Bartimæus så det selv,
vi må tro det, og holde fast i håbet.

Det ender godt. Amen.