Lys i mørket – Gud giv håb!

Gospelgudstjeneste med gospelkoret Emmaus

November sænker sit mørke over os, og lyset svinder langsomt ind. Søndag kl. 19:00 byder Gospelkoret Emmaus indenfor til efterårets gospelgudstjeneste med fokus på, hvordan vi finder lyset i en mørk tid.

Hør talen her:

Du kan også læste talen her. Bemærk dog, at der næsten altid er lidt forskelle mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-format

1 af 5

Prædiken søndag d. 18. november 2018.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Joh 1,1-9.
Gospelgudstjeneste med Emmaus: Lys i mørket – Gud giv mig håb

Den mørke tid er over os og rundt om dukker alle hyggelys og julelys frem. Det er tid til en ekstra kop god kaffe, tæppet om benene og en god bog. Whats not to like…. sådan tænker jeg, men det er bestemt ikke alle, der har sådan.

For andre er dette en en forfærdelig tid, fordi manglen på lys efterlader ca. halvdelen af vi danskere med, hvad vi kalder vintertræthed og en del faktisk med reel depression. Vi har helt enkelt brug for lys for at leve.

Når vi ser julelysene blive tændt, bliver det klart for os, hvor lidt lys der egentlig skal til for at lyse op i mærket. Selv en lille bitte LED-pære kan sprede lys ind i mørket.

Johannesevangeliets indledning taler på sin kryptiske måde, om verdens frelser, Jesus, som er på vej. “I ham var liv, og livet var menneskers lys.”1

Lys og liv kædes sammen i det bibelske univers, ligsom død og mørke forbindes.

Måske er det også den sammenhæng, som gør at de fleste mennesker forbinder mørke med noget ubehageligt. Langt de fleste børn er bange for mørket, og der er ikke grænser, hvad fantasien kan placere af

1 Joh 1,4

page1image15097920

2 af 5

monstre og uhygge i det mørke, hvor man ikke rigtigt kan se.

En ting er det bogstavelige mørke, som kan været svært at navigere i uden lys.Noget andet er det mørke, som jeg tror alle mennesker undervejs i tilværelsen kommer til at erfare.

Der hvor man fuldstændigt mister overblikket, og ikke kan finde rundt. Der hvor man ikke synes, at kunne se noget lys overhovedet. Der hvor al mål og retning er væk. Man er på en måde fanget.

Mit gæt er, at mange af os, som er her i dag har været der. Måske er der endda nogen, som er på det sted lige nu. Det er ikke noget rart sted at være.

Til jer der er der lige nu, vil jeg sige, at Salmernes Bog er fuld af livsvisdom – og den kender smerten og mørket. I Salme 139,12 siges der om Gud at “så er mørket ikke mørke for dig, natten er lys som dagen, nørket er som lyset.”

Gud kan se, der hvor vi ikke kan.
For mig personligt har den tanke rummet en stor trøst på et tidspunkt, hvor mørket fyldte meget i mit liv. Der var en tid for ikke så længe siden, hvor jeg følte mig fanget i et mørke, hvor manglen på lys gjorde, at jeg var bange for om jeg nogen sinde kom ud i lyset igen. Eller bekymret for om lyset mon nogensinde ville komme ind til mig igen.

Da jeg var barn og vi som spejdere skulle på natløb, så var der virkelig prestige i at have den største lommelygte. Fem af de store batterier, så var der blus på.

3 af 5

Vi lyste på stien, hvor vi gik og det er rigtigt, at vi kunne se præcis, hvor vi satte fødderne, men hvad der også var sandt, var at vi absolut kun kunne se noget i lyset. Alt udenom var totalt sort.

Vores patruljefører forsøgte at lære os, at hvis vi slukkede lyset ville vi i virkeligheden kunne se mere af, hvad der var omkring os. Han talte for døve ører.

Når vi tør være i mørket uden lys, sker der det, at vi langsomt får vores nattesyn til at virke. Efter nogle minutter har øjnene vænnet sig til mørket, og så kan man faktisk se temmeligt meget mere end man troede muligt.

Mørket er mystisk og fremmed for os. Vi vil altid søge mod lyset, hvis vi på nogen måde kan. Men mørket er også en del af livet, ligesom nat og dag.

Der er ingen, der har lovet os, at livet kun skal være godt, og der skal være masser af lys hele tiden. Sådan er der ingen mennesker der lever, heller ikke selvom det er det, vi kan se på de sociale medier.

Gud kender mørket og kan se gennem det. Derfor må vi også turde tro på, at selvom vi ikke kan se, så kan Gud, og han er ved vores side. Han er lyset selv.

Bibelen er fuld af løfter til mennsker, som på en eller anden måde er i mørket. Det er vigtigt at fange de løfter, for det er alt andet lige lettere at være i mærket, når man ved, at det har en tid, og at lyset vil komme.
Det er nemlig præcis det, der er løftet fra Gud og det er det, som vi hvert år fejrer, når det bliver jul.

4 af 5

“Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden.”2

Det sker på baggrund af gamle løfter, som Gud har givet mennesker. Allerede tilbage i Esajas Bog, finder vi Gud, der taler om, at alt skal blive godt. Gud siger: “Det folk, der vandrer i mørket skal se et stort lys, lyset skinner for dem der bor i mørkets land.”3

Det kan godt være mørket dækker dig, men i mørket er løfterne om, at lyset kommer. Løfterne om, at du aldrig er glemt af Gud. At du, selvom du er i mørke, er set af Gud.

Mange af de menesker, der har været i mørket taler om, at det var der, der for alvor var udvikling. Det var i mørket man lærte sig selv at kende. Det var i mørket, man for alvor lærte Gud at kende og turde stole på ham, da der ikke var anden udvej.

Det kan være fra mørket, at man pludselig ser sit liv i et helt nyt lys. Der er ingen af os, der kan lide at være i mørket, men løftet til os, når vi er der, lyder at “mørket viger, det sande lys skinner allerede!”4

I lyset af de løfter er der måske styrke til at turde være i mørket, at leve i mørket en tid, at turde se sig om i mørket, for man kan jo se lidt, hvis ellers man lader øjnene vænne sig til mørket.

Vi ved jo at lyset kommer og at ethvert mørke altid må vige for lyset. Mørket kan ikke vinde. Lyset, det sande lys

2 Joh 1,9
3 Es 9,1
4 1. Joh. 1,8.

page4image15026048

5 af 5

som oplyser ETHVERT menneske er ved at komme ind i verden.

Det tror jeg på, og det håber jeg på. Der er lys i mørket – Gud giv mig håb. Amen.

Fælles gudstjeneste med Sankt Hans Kirke (folkekirken) og Metodistkirken

Én tro, én dåb, én nåde
Fælles gudstjeneste i Skt. Hans kirke
Søndag d. 18. november kl. 10:00

Folkekirken og Metodistkirken har efter mange års tæt samarbejde indgået en bilateral aftale. Det vil sige at kirkerne nu fuldt ud anerkender hinanden som ligeværdige kirker, herunder anerkendelse af hinandens dåb, nadver og embede, og kirkerne bekræfter, at man kan holde gudstjeneste sammen. Desuden skal man ikke ordineres på ny, hvis man som præst ønsker at skifte embede fra den ene kirke til den anden.

Denne aftale om gensidig anerkendelse bliver fejret med en fælles gudstjeneste i Skt. Hans Kirke søndag den 18/11 kl. 10:00. Thomas Risager taler, og præsterne Peter Jakobsen, Marie Bræstrup Aaskov og Knut Bjarne Jørgensen er også med. Desuden medvirker Metodistkirkens juniorgospelkor, Young Souls, og der er også barnedåb.

Der sker en masse for børnene, for det er nemlig en såkaldt Supersøndag i Skt. Hans Kirke, og det betyder kirke i børnehøjde med sjove aktiviteter for børn i Skt. Hans Kirkes menighedshus.

Du kan læse aftalen i sin fulde ordlyd her http://www.metodistkirken-odense.dk/wp-content/uploads/2018/11/Aftale-mellem-folkekirken-og-Metodistkirken-endelig-2.pdf

 

Talen vil kunne høres her, når den lægges på nettet hos Sankt Hans Kirke.

 

Den tale, som jeg holdt kan du læse her:

Tale manuskript i PDF-format

 

1 af 7

Prædiken søndag d. 18. november 2018.

Sankt Hans Kirke i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Lukas 1,20-33.
Særligt: Fælles gudstjeneste med folkekirken i forbindelsen med aftalen: En tro, én dåb, én nåde.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas Musik
Læsning Lukas 17,20-33
——

Tusind tak for indbydelsen til at komme og være med til at fejre gudstjeneste i dag. Det er en stor glæde, at opleve, at to menigheder, som begge er bevidste om hver vores egenart, i dag kan fejre gudstjeneste sammen og fokusere på alt det, som samler os frem for det som til dagligt ser ud, som om det skiller os.

Det er dejligt at være gæst i Sankt Hans kirke.

Det er muligvis lidt gammeldags, men noget at det første jeg gør, når jeg er gæst i et hjem, hvor jeg ikke har været før, er at gå til bogreolen sig se, hvad der står på hylderne.

Når man ser på bøgerne, så ser man måske titler og forfattere, som man også selv har læst. Man ser en masse man villle ønske, man havde læst. Der er fælles interessepunkter, og der er mulighed for, at få en god samtale igang.

2 af 7

Når man går på opdagelse her hos Jer, så synes jeg jo nok, at der er en del fælles stof i salmebøgerne, i måden vi tænker og tror på, i nogle af de drømme vi har for vores liv, verden og for Odense. Bibelen er jo fuldstændigt den samme. Vi bør om nogen kunne tale sammen!

Vi lever i en kultur, hvor forskelle frem for ligheder, hvor uenigheder frem for enighed, dyrkes i medierne.

Vi ser det i det polittiske, hvor vi stort set er delt op i blå og røde. Politikerne har travlt med at forklare os, hvor de er forskellige.
Journalisterne elsker det, og vi positionerer os i høj grad i forhold til hinanden. Hvor er vi forskellige?

For mange år siden var jeg med som ung leder i en bibelgruppe, hvor vi diskuterede meget. Her var en ung mand, som virkelig satte sig for at læse bibelen og forholde sig kritisk til den.

Det synes jeg også, at vi skal. Lad os igen og igen dykke ned i bibelen og forholde os til den og lad os endelig diskutere, hvad vi tror, Jesus mente, og hvad det betyder os i dag.

Den unge mand i gruppen havde det sådan, at når han stødte på noget i bibelen, som han ikke forstod, noget som måske er lidt i modstrid til andet, noget som han var uenig i, så hev han ganske simpelt siden ud. Hans bibel var efterhånden temmelig tynd.

Når vi læser indgående i bibelen støder vi da på ting, som vi ikke altid forstår, men løsningen er jo ikke at hive

3 af 7

siden ud, men at fortsætte diskussionen, og læse videre. Det giver ikke mening at have en tynd bibel, men det kan bestemt give mening, at have en tyndslidt bibel.

Når vi diskuterer og søger samtalen tror jeg, vi kommer til at opleve, at vi er enige om langt mere end vi selv tror.

Og skulle vi finde uenigheder, så er det sådan, tror jeg, at de mennesker vi kan lære mest af er, ikke dem vi er fuldstændigt enige med, men netop dem, som udfordrer os. Dem som et kort øjeblik får os til at overeveje at hive sider ud af vores bibel.

I kirkerne kan vi godt have den kedelige tendens, at vi lukker os lidt om os selv, og diskuterer indbyrdes, hvordan vi syntes verden ser ud. For der er noget trygt i, at vi forstår hinanden. Noget rart i, at den vi sidder ved siden af, synes verden ser ud som jeg.

Men så sker der præcis det, som bekymrer mig meget med de sociale medier. Algoritmerne gør, at vi hele tiden på baggrund af, hvad vi har set på og hvad vi har liket, hele tiden præsenteres for mere af det samme.

Jeg frygter, at vi får et indskrænket verdensbillede – og det må aldrig ske for kirken – eller dens folk.

For noget af det, som gør det så godt med at være her hos jer i Sankt Hans er jo, at jeg føler mig hjemme. Vi læser det samme, vi tror det samme og så skal vi ikke underkende, at Guds rige er midt i blandt os. At Guds rige er her, hvor vi er.

4 af 7

Jesus siger, at Guds rige ikke kommer så man kan iagttage det.1 Der ligger en dobbelthed i dette. På den ene side er der den eskatologiske tankegang i dette, at Gud en dag griber endegyldigt ind, og gør alting nyt.2
At dommes dag kommer, og der står det endelige opgør med al denne verdens elendighed og Kristus vinder den endelige sejr.

Der er Lukas nok rigtigt på den, når han lader Jesus sige, at det kommer som et lyn over himlen og vi vil være uforberedte på det. Men når det sker, så er der intet andet der betyder noget.

Så skal vi ikke gå ned i huset og hente vores ting, og vi skal ikke se os tilbage på vore gamle liv.3 Så er der kun det nye liv, der ligger forude, som har betydning.

På den anden side, er Guds rige allerede iblandt os, eller måske ligefrem i os. Det kan i hvert fald diskuteres, når man læser den græske grundtekst.

Det er det, vi kan se og kan mærke, at Guds rige ikke kun er noget der ligger forude på den anden side af dette liv, men i høj grad også er her og nu!

Vores verden – og den kan vi tale længe om – kan vi ikke bare blive enige om, at der er masser af udfordringer, klima, polarisering, grådighed, sult, krig, flygtninge, bare for at nævne nogle af udfordringerne.

1 Luk 17,20
2 Åb21,5
3 JF Luk 16,31-33,

page4image15092352

5 af 7

Vores verden har brug for, at vi kristne taler frygten ned, og håbet op.

For Guds rige KOMMER og Guds rige ER. Guds rige bliver synligt, hvor vi holder sammen, hvor vi hjælper den fattige, hvor vi løfter korset højt og taler om Guds nåde, Guds kærlighed og Guds fred.

Guds rige kommer, men vi får lov at leve i en forsmag af det allerede her og nu, for Guds rige er.

I dag viser vi en flig af Guds rige til Odense ved at nedtone uenighederne, og pege på enighederne. Ved at nedtone forskellene og pege på fælleskabet, ved at nedtone diskussionen og polarieseringen og føre samtalen.

Guds rige er midt i blandt os.

Jesus udfordrer os i Matthæusevangeliet til først at søge Guds rige og hans retfærdighed.4 Det vil vi gøre.

Metodisternes kirkefader John Wesley (vores Luther) var ikke bange for at diskutere. Jeg fristes næsten til at kalde ham diskussionslysten. Personligt er jeg glad for, at han ingen twitter konto havde, så ville Trump få kamp til stregen.

Noget af det vi fra Metodistkirken har arvet efter Wesley er en lang række prædikener, som alle metodistteologer får langt tid til at gå med at studere.

4 Matt 6,33

page5image15102912

6 af 7

I en af prædikerne – Økumenisk sindelag5 tager han fat i en historie fra 2. Kongebog 10 om Jehu, der møder Jenadab. Historien i sig selv er ganske voldsom, så den gentager vi ikke her, men de to mænd, som har meget der skiller dem, stor pludselig ansigt til ansigt.

“Er du lige så oprigtig mod mig, som jeg er mod dig? Da Jonadab svarer ja, siger Jehu: “Så giv mig hånden!”6

I dag fejrer vi, at teologer og biskopper fra folkekirken og Metodistkirken har talt sammen og nået frem til at de ting, som vi ikke er enige om er småting, at der er mere der samler end der skiller. At vi er fælles om at pege på det Guds rige, som er midt i blandt os og fælles i håbet om at Guds rige kommer igen.

At vi står sammen om at tale frygten ned og håbet op. At vi alt vi gør, peger frem mod Jesus.
At vi kan være oprigtige og af ét hjerte overfor hinanden.

I dag viser vi en flig af Guds rige til Odense ved at vi er samlet her til bøn, lovsang, dåb, brød og vin.

Vi siger til hinanden: “Godt, så giv mig hånden!” Guds rige kommer, Guds rige er nær!

Bøn:

5 John Wesley: Standard Sermon 39 – Catholic Spirit6 2. Kong 10,15

page6image14944320

7 af 7

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.

 

Lad os med apostlene tilønske hinanden: Herren Jesu Kristi nåde
Og Guds kærlighed
og Helligåndens fællesskab være med os alle! (2. Korintherbrev 13.13)

Amen

 

Hvad kan du give?

Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig, men spørg hvad du kan gøre for dit land!  Citatet stammer fra John F Kennedy, som sagde det i en af sine berømte taler.

I vores kultur er det så indbygget at tænke over, hvad vi får ud af alt muligt. Men hvad nu, hvis man netop vender det på hovedet og ser på, hvad andre får ud af det, som vi har at give!

Jesus ser en fattig enke give en lille gave. Men det, der ser ser ud som en lille gave, fremhæves af Jesus som noget, der gør en verden til forskel.

 

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk, at der ofte er lidt afvigelser mellem manuskriptet fra skrivebordet og den tale, der faktisk holdes i kirken.

Talemanuskript i PDF-format

1 af 4

Prædiken søndag d. 11. november 2018.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Mark 12,41-44. Særligt: Dåb
Hvad kan du give?

Helt i begyndelsen af Bill Clintons første præsidentperiode blev jeg klippet. Det er sket mange gange siden 1993, men jeg husker denne gang, fordi fjernsynet kørte med en tale af Bill Clinton. Så lige præcis den frisøraftale glemmer jeg aldrig.

Når man som jeg lever af, at skulle tale til folk, så ser man op til folk, der taler bedre end én selv – jeg ser op til mange! Og jeg jeg holder øje med mange politikere, præster og mennesker, der giver gode TED-talks.

Jeg så Bill Clinton tale. Det var fantastisk. Han var og er meget dygtig til det. Obama endnu bedre, og Trump….. not so much.

Jeg husker det endnu. Bill Clinton sagde: “Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for dit land?”

Genialt! Hvad jeg ikke vidste dengang var, at det ikke var noget Clinton havde sagt, men at det faktisk var JFK som er manden bag de ord.

Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for dig land?

2 af 4

Meget ofte, når vi overvejer ting, eller når reklamerne, skal tale til os, så handler det om, hvad vi får ud af f.eks. komme i kirke eller hvad får jeg ud af at købe et eller andet produkt?

Vi er nok nødt til at indrømme, at vi også kender overvejelserne.

Hvad får jeg ud Hvad får jeg ud Hvad får jeg ud Hvad får jeg ud

Hvad får jeg ud

af at tage ned i fitnesscenteret? af at være med i gospelkoret? af at komme til gudstjeneste? af at komme til familiefesten?

det?

Hvad nu hvis vi Hvad nu hvis vi med, hvis jeg…..?

vender altsammen på hovedet? istedet spørger, hvad kan jeg bidrage

Hvad mon det kan betyder for andre, at jeg gør…?

I Danmark lever vi desværre i Jantelovens skygge, så det kan faktisk være lidt svært for os, at fremhæve, alle vores styrker og tale åbent om, hvad vi kan bidrage med.

Sådan en snak bliver de fleste af os ganske ukomfortable over.
Personligt har jeg det meget anstrengt med de her samarbejdsøvelser, som er gode at lave på arbejdspladsen. Øvelsen der består i, at skrive alle sine styrker på et stykke papir og dele det med dem, du arbejder sammen med.

Det er meget lettere for os, at tænke over, hvad vi får ud af at arbejde på dette sted.

3 af 4

Når Jesus er på banen er der ingen tvivl om, at alting vendes på hovedet.

I en kultur, hvor børn er til besvær, byder han børnene velkommen.

I en tid, hvor kvinder kun er noget i kraft af deres mand, fremhæver han kvinder og løfter dem frem.

På et sted, hvor de rigeste og mest succesfulde er de eneste, som reelt har en plads i samfundet, går Jesus hen og mødes med de fattigste, de syge, de udstødte. Dem på udkanten af samfundet.

Derfor er det måske heller ikke så overraskende, at Jesus faktisk ser den lidt pjuskede og tydeligvis fattige kvinder, der virkelig skiller sig ud blandt alle de andre polerede – flest mænd – som kommer frem til tempelblokken for at flashe, at nu giver de faktisk til templet, sådan at templet kan tage sig af de svage.

Hun har, sammenlignet med andre, ikke meget at give af, men det holder ikke hende tilbage fra at give. Hun vil også bidrage, så hun går frem og giver sin gave.

Jesus ser det. og han kalder sine disciple sammen: “Sandelig siger jeg Jer: Denne fattige enke, har givet mere end alle de andre, som lægger penge i tempelblokken. For de har alle givet af deres overflod, men hun har givet af sin fattigdom, alt, hvad hun havde, alt det, hun havde at leve af.«

4 af 4

Det kan godt være at hun er fattig, men det er ikke det sammen som at hun ikke kan bidrage.
Hendes bidrag, som måske ikke er meget i kroner og ører. Men det er er lige så væsentligt og det betyder noget, fordi hun har givet af sig selv. Hun har bidraget og været med til at gøre en forskel.

Hun har ikke tænkt, hvad får jeg ud af det. Hun tænker, det er også mit ansvar og jeg vil også være med til at bære. Og det gør en forskel.

Jeg er ikke sikker på, at Bill Clinton eller Kennedy, havde denne historie i tankerne, men tankegangen er den samme.

Vi har alle sammen noget at give, og der er brug for at vi alle gør det. Det handler om penge, det handler om at være tilstede. Det er at være næstekærlig på arbejdspladen, i familien, i bussen, også selvom vi ikke synes, vi har overskud til at være det.

Det har vi alle brug for, men vi kan alle også give, og kraften til det, kommer et sted fra, hvor det er helt uudtømmeligt.

Du har uendelig værdi. Du er skabt i Guds billede, og du har så meget at give.

Verden bliver et bedre sted ved at du er her.
Spørg ikke, hvad du får, men spørg, hvad du kan give! Amen
Salme: Gud dine hænder

Alle Helgen – Frihed til at leve

I dag er det Allehelgen søndag, hvor vi som altid vil fejre livet og mindes vore døde, dem vi savner, ved at nævne navnene på dem, vi mangler blandt os.

Ud fra beretningen om opvækkelsen ad Lazarus mindes vi om, at vi skal huske at leve livet…. også selvom vi en dag skal dø.

Hør mere her:

Du kan også vælge at læse talen. Bemærk at der ofte er lidt afvigelser mellem det skrevne manuskript og den tale, som faktisk holdes i gudstjenesten.

Talemanuskript i PDF-format

1 af 7

Prædiken søndag d. 4. november 2018.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Joh 11,32-44 & Åb 21,1-6a
Alle Helgen Søndag.

Det siges, at man virkelig mærker, at man lever, når man ser døden i øjnene. I hvertfald er det et argumenterne, man hører hos såkaldte adrenalin-junkies, som laver alt muligt vildt for at føle sig i live.

Har nogen af Jer set døden i øjenene?

Jeg har en gang været tæt på. Lang historie kort. Vi var et par stykker, der var ude at sejle midt om natten i en meget hurtig jolle. De af Jer, der har prøvet at være på havet om natten ved, at hvis ikke månen er fremme, så er der bare kulsort.

Vi kom ræsende for fuld kraft og pludselig stod en af de store bøjer, der markerede sejlrendens begyndelse. Der var ikke lys på den, og vi havde ikke noget lys til at lyse forud, så det var bare fuld fart i mørket.

Det var i absolut sidste sekund, vi så den og det var med millimeter at vi strøg forbi den.

Hvis vi havde ramt den…… Så var I helt sikkert blevet sparet for mange prædikener.

Måske har nogle af Jer prøvet det med, at nu kører vi galt, og man når at se hele sit liv passerer revy i løbet af et splitsekund.

Man kan blive så taknemmelig, når man oplever det.

2 af 7

Man bliver lige mindet om, at livet ikke er en selvfølge. Vi mennesker kan være forskellige som nat og dag, men uanset hvor forskellige vore livsvilkår er, så har vi det til fælles, at vi en dag skal dø. Og vi har det til fælles, at vi ved det.

Alligevel er døden noget af det, som vi er allerbedst til at lade som om ikke er.

Den er et af de helt store tabuer, som virkelig mange af os, er ukomfortable ved at tale om.

En gang forsøgte min far at tale med mig om “blomsterne og bierne” som man siger. Det var interessant.

For ikke længe siden havde vi samtalen om, hvad han tænker omkring døden og hvad hans ønsker for begravelse er. Det var en intens snak. Men hvor er jeg glad for, at vi har haft den.

For vi ved, at vi en dag skal dø, og måske går vi faktisk glip af noget i livet, ved at fortrænge den tanke.Vi skal huske at påskønne livet, mens vi har det.

Kender du ikke det, at ved en koncert, så er det egentlig meget fedt, men når ekstranumrene kommer, så er det jo der, at hele salen er på benene. I bevidstheden om, at nu er oplevelsen faktisk slut, oplever vi endnu mere intenst.

Nu er det ikke sådan at vi skal være morbide, men måske skal vi lige mindes om, at musikken i livet – også før ekstranumrene.

3 af 7

Jeg tror ikke, at jeg kender nogen, som synes at tanken om at vi en dag skal dø ligefrem er tiltrækkende.

Omvendt har jeg som præst mødt masser af mennesker, som var afklarede med at døden ville komme – de var egentlig mætte af livet eller så trætte af sygdom, så tanken om at få lov at slippe livet faktisk var velkommen.

Det er ikke det samme, som at døden altid er velkommen. Den har det jo med at gribe ind i livet – og ganske ofte gøre det, uden at den var inviteret med til festen.

Vi der mister rammes af sorg og savn, og det er ubehageligt. Hvor var vi dog helst fri for det.

Populært sagt minder jeg dog om, at savnet og sorgen netop er tegn på, at man har fået lov at elske. Den er kærlighedens pris. Jeg er én af dem, som tror, at sorgen aldrig forsvinder, men at den på et tidspunkt finder sin plads i livet, så man lærer at leve med den.

Den side af livet kender Jesus. Vi ser det, da han kommer til huset, hvor der sørges over, at Lazarus er død. Alle er knuste af sorg og Jesus bebrejdes faktisk, at han ikke var kommet før, for så var Lazarus ikke død. De troede på, at Jesus kunne forhindre døden.

Men Lazarus er død. Jesus bryder sammen i gråd, for selvom han har andre perspektiver på døden end os, så savner han også Lazarus, og ikke mindst føler han med de efterladte. Jesus græder med dem.1

1 Joh 11,36.

page3image28193152

4 af 7

Gud selv græder sammen med dem. Aldrig i nogen religiøs historie er det set. Det er medfølelse.

Læg lige mærke til at Lazarus er begravet i en klippehule, hvor der er lagt en sten for. Der er, synes jeg, en klar henvisning her til det, som skal ske med Jesus.

Jesus befaler dem, at tage stenen væk. Martha, den dødes søster protesterer. Der var tro nok til at Jesus skulle forhindre døden, men at han skulle kunne vække én der var død. Der går grænsen.

“Herre, han stinker jo allerede. Han ligger her på fjerde dag!”2 Vi skal forstå, at Lazarus virkelig er død – helt død.

Jeg ved ikke om du tænker det, men jeg tænker på en anden, som kommer til at ligge i graven i tre dage.

Jesus taler til Martha: “Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?”3

Kan det lade sig gøre, at vække en død?

Al forstand, al videnskab siger Nej. Når døden er indtruffet er det slut. Døden er endelig.

Det forstår jeg godt. Jeg er enig. Med min forstand kan jeg ikke se det på nogen anden måde. Jeg vil være som Martha: men han har ligget der i fire dage. Han stinker allerede.

2 Joh 11,39.3 Joh 11,40.

page4image28210304

5 af 7

Det strider mod enhver fornuft, men det skal ikke forhindre mig i at tro, at døden ikke får det sidste ord.

Det skal ikke forhindre mig i at sørge, over de, som er døde og savne. For de er jo ikke her.

Min forstand skal ikke forhindre mig, at tro på, at der er mere end jeg forstår i tilværelsen.

Jeg tror der venter et liv, hvor Gud er hos menneskene og han vil bo sammen med os, og der ser livet radikalt anderledes ud end her. Hør hvordan Johannes’ Åbenbaring beskriver det:

“Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere. Og den hellige by, det ny Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom. Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige: Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet. Og han, der sidder på tronen, sagde: »Se, jeg gør alting nyt!« Og han sagde: »Skriv! For disse ord er troværdige og sande.« Og han sagde til mig: »Det er sket. Jeg er Alfa og Omega, begyndelsen og enden.”

Jeg tror at vi alle en dag kommer til at høre Jesu stemme: “Kom herud!”4

4 Joh11,43

page5image28211072page5image28210688page5image28211264page5image28211840page5image28212032page5image28212224page5image28212416

6 af 7

I dag er det det håb, vi fokuserer på, når vi nu er stille og nævner navnene på dem, vi savner:

Antonio Ribeiro
Elin Tolstrup
Kaj Vilner Priess

Aksel Peter Thorsen

Annette Nahrstedt

Ivar Hansen

Erik Møller Jensen

Bartolo Santana

Gert Stein
Bo Thaisen

Heidi Einarsdottir

Lad os bede:

Himmelske Fader. Tak for visheden om, at ingen lever og dør for sig selv. Tak, at vi i livet og døden er omsluttet af din nåde og kærlighed. Vi takker dig for NN og for det liv, han/hun har levet iblandt os. Vi beder om din hjælp og dit nærvær i sorgen og savnet. Lad Helligånden vidne i vore hjerter om det evige liv og giv os visheden om, at vi engang skal forenes i dit evige rige.

Ved Jesus Kristus, vor Herre. Amen.

Amen

 

Er det min skyld?

Det er Knæk Cancer uge. Mange mennesker, som rammes af cancer, ender med på et tidspunkt i forløbet at spørge sig selv om, hvad de dog har gjort for at fortjene dette?

Jeg tager tråden op i talen på søndag, der kommer til at undersøge de problemer, som er forbundet med at påtage sig skyld for sygdom eller ulykker, som rammer. Gennem en blind mands oplevelser får vi måske nyt syn for, om det virkelig kan være vores egen skyld, når alt går skævt. Kan vi virkelig påtage os ansvaret for blive raske?

Du kan også læse talen her. Bemærk, at der ofte af afvigelser mellem det skrevne manuskript og det faktisk talte ord.

Talemanuskript i PDF-Format

1 af 7

Prædiken søndag d. 28. oktober 2018.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Job 42,1-6,10-17 & Salme 34,1-8,19-22 & Hebr 7,23-28 & Mark 10,46-52.

Vi er nået til den sidste af gudstjenesterne, hvor Jobs Bogs universelle temaer om lidelsens problem sættes sammen med en evangelietekst.

Det er kirkens opgave at sætte bibelens historier ind i en sammenhæng med det liv, som vi lever i dag.
Kirken skal jo ikke være et museum, for få interesserede mennesker, der nørkler med fortidens teologi.

Vi skal netop sætte det hele i spil, for hvis ikke vi gør det, er jeg da nødt til at spørge hvilken værdi, alt det vi gør i det hele taget har?
Det indebærer også, at vi skal lægge arm med de tunge spørgsmål, også selvom vi nogen gange må erkende, at vi ikke har smarte og hurtige svar, som vores tid efterspørger.

Job er på bagkanten af alle sine mange uhyrlige lidelser. Jeg skal spare jer for et resume af det, men opfordre til at læse de 42 kapitler i bogen – eller tag tegneserien.

Gud har talt til Job og ladet ham forstå, at Gud ved mere end vi nogen siden kommer til. Der hvor der er liv, er der kamp og der er spørgsmål.
Job får ikke svar på alle sine spørgsmål, men han vinder en tillid til Gud, som gør at han kan overgive sig til at Gud har styr på det, også selvom han sket ikke selv har det.

2 af 7

“Nu ved jeg, at du formår alt, intet, du har besluttet, er umuligt for dig!”1…..”Jeg har talt om noget jeg ikke forstod, om ting, der var for underfulde til, at jeg kunne vide besked,”2 siger han.

Det er en vigtig pointe, at Job faktisk ikke får svar, men det, at han oplever Guds nærvær – endda på en ganske skræmmende måde – giver ham ro og tryghed til at tage tingene som de er – også selvom han stadig ikke forstår.

Resten af bogen går med at beskrive, hvor rig og succesfuld Job bliver. Han får bl.a. smukke døtre og det er en virkelig velsignelse.
Historien tjener det formål, at vise samtiden, og det er længe siden3 og i en anden kultur end vores, at Gud belønner den, der stoler på ham.
Rigdom var datidens tegn på at være yndet af Gud. Vi skal forstå, at job har gjort sig fortjent til al den succes. Det ligger dybt i kulturen at medgang var et udtryk for at man holdt sig på god fod med Gud, mens modgang var præcise det modsatte. Modgang er menneskets egen skyld.

For os lyder det måske som noget pjat. Men hvis vi for alvor mærker efter, ligger de tanker dybt nede hos langt de fleste af os. For der må jo være en eller anden form for retfærdighed til.

1 Job 42,22 Job 42,3

3 Formodentligt forfattet omkring 400 FK. Gads Danske Bibelleksikon. Artikel om Jobs Bog.

page2image8049536

3 af 7

Men hvad nu, hvis der er elementer af livet, som ikke er præget af retfærdighed?
Tanken om, at der skal være en uforudsigelig vilkårlighed i livet, er os fremmed.

Vi har det helt generelt vanskeligt med ting, vi ikke kan kontrollere og ting vi ikke kan fixe.
En af grundene til det er, at det indebærer et tab af kontrol, at være ansigt til ansigt med noget meningsløst, og det kan vi ikke lide. Vi kan ikke lide at være magtesløse.

Uge 43 er ugen, hvor vi minder hinanden om at vi kommer i situationer i livet, hvor vi er magtesløse. Cancer er en af de sygdomme, som gør os magtesløse. Mange mennesker kæmper med – eller mod om du vil – cancer. Det er knæk cancer ugen.

Mange af os er berørt af cancer. Nogen af os, som er her i dag har cancer. Flere af os har haft det, og vi kender alle nogen, som lige nu har sygdommen tæt inde på livet.

Jeg tror at alle, som rammes af cancer – eller anden træls sygdom – før eller siden sidder med tanken, der spørger: “Hvad har jeg gjort siden jeg blev syg?”

Jeg tror, det er helt normalt og i vores længsel efter at kunne forklare, så begynder vi at finde på forklaringer. Jeg har også været fest-ryger. Jeg har også været forbrændt af solen mange gange. Det var også nogle år med nogle vilde weekender.

4 af 7

I følge sygehuspræsten Lotte Blicher Mørch, så er vi faktisk ofte, når vi ikke er i stand til at forklare, villige til at tage skylden for sygdom på os. For så er der i det mindste en forklaring.4

Når vi gør det bevidst eller oftest ubevist, så sidder vi fast i en livsopfattelse, hvor vi tillægger os selv en magt, som vi dybest set ikke kan tåle af have.

Men det ligger så dybt i os, at vi ikke kan eller ikke tør slippe kontrollen.

Hvis vi til påtage os ansvaret for at sygdommen ramte, så bærer vi også ansvaret for at vi skal blive raske. Det er det jo ikke alle, der bliver og det er ubærligt for os. Især bliver det ubærligt, hvis vi holder fast i, at sygdommen rammer som noget vi skulle være skyldige i. Det er faktisk ikke alt i livet, vi er herre over.

Undskyld at jeg siger det lige ud, men det har vi brug for at fatte. At vi ikke er herre over alt i livet.

For Job kom den erkendelse, da han havde mødt Gud. Det gjorde ikke at han forstod, men det gjorde at han slap ansvaret for noget, der ikke var hans ansvar at bære. selvom han slap ansvaret, så holdt han på forbilledlig vis fast i, hvem han var. Han var ikke sin elendighed, men han var udsat for lidelse.

4 Kristeligt Dagblads hjemmeside d. 26. august 2016. https://www.kristeligt- dagblad.dk/liv-sjael/vi-bliver-ved-med-tro-vi-skal-mestre-fixe-og-haandtere-alting? fbclid=IwAR3pwyaEwbSsRWuUPRmCWnGmXvImsTQcyEzDZM8aTruqxcTHeQf5jlsI D60

page4image8208768

5 af 7

Det er muligt vi kan fordømme os selv, for sygdom og ulykke, som rammer os. Men i en ny testamentelig tænkning, er der ingen fordømmelse.
Det kan god være svært at forholde sig til, og det har mennesker, der står i mængden for at se Jesus ankomme til Jeriko umådeligt svært ved, da den blinde tigger Bartimæus fra sit sædvanlige tiggested i byporten råber op: “Davids søn, Jesus, forbarm dig over mig!”5

Der er to ting i gang her.
For det første forsøger folk at få Bartimæus til at klappe i. Jesus, som de alle har hørt om, skal ikke konfronteres med en mand, som selv er skyld i, at han sidder der og er blind. Når han tigger sørger fællesskabet jo for ham, så nu kan han da i det midste bare holde sig lidt væk. Det er ikke til at holde ud at blive konfronteret med hans dårligdomme.

For det andet, så har vi en Bartimæus som hele sit liv gennem sin blindhed er blevet mindet om, at Gud ikke vil ham det godt. At det formodentligt er hans egen skyld at han sidder, hvor han gør.

Samtidig har Bartimæus aldrig sluppet håbet om, at livet kan se anderledes ud. Han har holdt fast i at han er mere end sin blindhed, han er et helt menneske. Selvom han lige nu ikke kan se, så kan også hans liv komme til at se anderledes ud. Det håb ligger lige under overfladen, når han begynder at råbe op.

Bartimæus tager et skridt i tro, og stoler på den Jesus, han har hørt om.

5 Mark 10,47

page5image8289856

6 af 7

Han giver pokker i, at nogle måske vil mene, at det er svagt at bede om hjælp. Han har indset, at han er nødt til at slippe, det han alligevel ikke kan holde fast i – sin påståede skyld, skam og ansvaret. Og han han holder fandt i håbet om, at hans liv kan være anderledes.

Og han bliver ikke skuffet. Jesus svigter ikke. Faktisk venter der ham en helt ny tilværelse.

Da Bartimæus har indset, at Jesus er kommet til ham midt i hans lidelse, da kommer friheden fra blindheden. Da er han fri, endda længe før han faktisk kan se.

“Hvad vil du have, jeg skal gøre for dig?”6 Spørger Jesus. Amen
Salme: Menneske din egen magt

 

Hold fast i håbet

Dagens bibellæsninger er fra Jobs Bog 23,1-9,16-17 & Markusevangeliet 10,17-31,

Ingen af os går gennem livet uden at møde modgang! Når modgangen rammer os, føles det uretfærdigt – og det er det!

Vi spørger ofte: Hvad har jeg gjort for at fortjene dette?
Vi kan føle os helt alene og udenfor verden, hvor alle andres liv forstætter, som om intet var hændt.

Hvordan skal jeg finde kræfterne til at kæmpe mig igennem?
Når det hele er mørkt, er der så stadig håb?

Hør mere her.

Du kan også læse talen her. Bemærk at der næsten altid er lidt afvigelser mellem det forberedte manuskript og det talte ord.

Tale manuskript i PDF-format

1 af 7

Prædiken søndag d. 14. oktober 2018.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: job 23,1-9,16-17 & Salme 22,1-15 & Hebr 4,12-15 & Mark 10,17-31.
Hold fast i håbet

Ingen af os går gennem livet uden, at møde modgang! Når modgangen rammer os, føles det uretfærdigt – og det er det!

Vi spørger ofte: Hvad har jeg gjort for at fortjene dette? Vi kan føle os helt alene og udenfor verden, hvor alle andres liv forstætter, som om intet var hændt.
Hvordan skal jeg finde kræfterne til at kæmpe mig igennem? Når det hele er mørkt, er der så stadig håb?

I bibelens verden er dette også kendt. Når man læser Jobs bog, er vi virkelig i et univers, hvor bibelen beskriver et menneskes trængsler og enorme følelse af ensomhed. Job lider, men holder fast i sin urokkelige tro på, at Gud nok skal frelse ham. Det mister han aldrig håbet på.

Midt i hans mørke er der ikke tvivl om, at han føler sig undeligt alene, og når han endelig er samme med vennerne, fatter de ikke en dyt af, hvad han går gennem.

Går jeg mod Øst, Vest, Nord eller syd, får jeg ham ikke at se!1 Vi skal med det flotte poetiske sprog her forstå, at uanset hvor Job leder, så føler han sig fuldt og helt forladt af Gud.

1 JF. Job 23,8-9

page1image1644208

2 af 7

Egentlig minder det meget om Jesus, der mens han hænger på korset, udbryder: “Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”2

Bag Jesu råb ligger der håbet om, at Gud griber ind. Salmen, som Jesus nævner titlen på, kan sagtes tolkes, så den beskriver forløbet, som Jesus er i på korset. Det er en vigtig pointe at salmen ender med ordene: “….han greb ind.”3

Job nærmest klynger sig til håbet om, at få lov at forklare sig overfor Gud. Det tror jeg også, vi kender. Jeg tager nogen gange mig selv i at sige, at når jeg en gang står ansigt til ansigt med Gud, så er der godtnok et par ting, jeg gerne vil tale med ham om. Jeg hører nogen af Jer, sige det samme.

Jeg er også meget fristet til at knytte en enkelt Kommentar til Jobs bog i almindelighed. Vi hørte til indledning i søndags, at Satan af Gud fik lov til at ødelægge Jobs liv, som et slags eksperiment for at se om denne retskafne mand, som altid har levet rigtigt, kunne bringes til at forbande Gud og forlade sin tro på ham.4

Jeg minder om, at Bibelen er skrevet af mennesker, og en bog som Jobs Bog er en fortælling – ikke en fagbog/ historiebog – om et menneske som lider. I jobs bog får vi lov til at få en historie om menneskers overvejelser om

2 Matt 27,26. & Mark 15,34. Jesus citerer her Salme 22,2. En salme som ender med lovprisning, fordi Gud greb ind. Læs evt. https://www.religion.dk/kristendom.dk/min-gud-min-gud-hvorfor-har- du-forladt-mig

3 Salme 22,32.
4 JF. Job kapitel 1 og 2.

page2image3754672page2image3755920page2image3756128

3 af 7

lidelsen. Kommer modgangen som en test fra Gud? Hvad har jeg gjort for at fortjene dette?

I gennem alle tider, og også i vor moderne tid, er lidelse og modgang i livet, noget som er svært at forholde sig til. Vi har ikke noget fyldestgørende svar på, hvorfor ulykkerne sker.

Blandt filosoffer og teologer kalder man det teodice- problematikken. Hvorfor sker onde ting for gode mennesker?

Det er et mysterium, som vi ikke får lov at kende svaret på. Det er en gåde. Måske kommer der en dag, hvor vi får liv at se fuldt ud.5

Jobs Bog er et udtryk for sådanne overvejelser hos et menneske i en fjern fortid. Den er altså heller ikke svaret på dette sprøgsmål.

Personligt er jeg nødt til at sige, at tanken om at Gud sidder i sin høje himmel og lader Satan eksperimentere med Jobs liv, er mig aldeles frastødende. Den rimer ikke med med det faderbillede vi har på Gud og hans kærlighed til vi mennesker, som præsenteres i senere skrifter i Bibelen.

Derfor er det også vigtigt, at vi kender lidt til baggrunden, når vi støder på beretninger som denne fra f.eks. Jobs bog. Det er her, hvor det er godt at have gjort sig lidt tanker om, hvilket bibelsyn man har. For det er klart, at hvis man f.eks. har et meget konservativt bibelsyn, hvor man synes at alt i bibelen skal tages fuldstændigt

5 JF. 1. Kor. 13,12.

page3image3747392

4 af 7

bogstaveligt, så er den tolkning, jeg har præsenteret jer for uantagelig. Som jeg har sagt før, så er vi nødt til at tolke bibelen ind i vores tid. Det fortjener bibelens rigdom, og det fortjener vi, som gerne vil leve, som mennesker, der længdes efter at kunne tro og håbe på Guds kærlighed.

Dagens evangelietekst, lignelse om den rige mand, er også sådan en bibelsk fortælling, som hvis ikke vi fordyber os iden, efterlader os med flere spørgsmål end svar.

Den rige mand kommer til Jesus og spørger, hvad han skal gøre for at arve evigt liv. Der er ikke noget galt med spørgsmålet. Det er helt fair, og hvem af os, vil ikke gerne vide det?

Jesus tager ham gennem jødernes ti bud, og han sidder foran Jesus og siger med god samvittighed: “Mester, det har jeg holdt alt sammen lige fra min ungdom.”6

Ligesom med Job sidder vi her med en mand, som gør alt, hvad han kan for at leve ordentligt.

Min retfærdighedssans siger, at han bør være i mål. Han gør alt det rigtige.

Men han mangler én ting, siger Jesus. Sælg alt, hvad du ejer og giv det til de fattige, så skal du have en plads i himlen.7 Manden gik bedrøvet bort.

6 Mark 10,20.
7 JF. Mark 10,21.

page4image3751760

5 af 7

Alle vi, der sidder i kirken i dag er rige. Hvem af os ville sælge alt og give det væk?

Vil vi blive sendt væk?

Det hænger ikke sammen for os, at Job skal testes, eller at manden bliver nødt til at gå bedrøvet fra et møde med Jesus.

Det siges, at du ikke kan eje det, som du ikke kan slippe. Det er ikke rigdommen i sig selv, der hindrer manden i at følge Jesus. Det er at pengene er det vigtigste for ham. Så er man kamelen, der skal gennem et nåleøje. Det er forholdsvis svært.

Læg mærke til vers 21, det er rødt i Jeres sangark. Jesus ser på manden og fatter kærlighed til ham. Når Jesus ser på ham, tror jeg på, at han ser ind bag facaden. Jesus elsker ham. På det nye testamentes grundsprog ser vi at kærligheden Jesus elsker ham med er afledt af ordet agape.8 En kærlighed, der er uselvisk og tager sig udgangpunkt i den, der elskes. Uden at det skal blive for langhåret, så er formen af ordet en Aorist, som vi ikke har på dansk. Jesus elsker – aoristen indikerer at det er fuldkomment – gjort helt færdigt.

Derfor er det utroligt væsentligt at vi lægger mærke til at Jesus ser ham og fatter kærlighed til ham.
Det gør Jesus selvom han godt ved, at manden er bundet af sit forhold til sin rigdom. Han er elsket!

8 ἠγάπησεν Verb, aor act indic, 3 s – ἀγαπάω

page5image3757584

6 af 7

Han går bedrøvet derfra, men han er elsket. Vi ved ikke, hvad der videre sker med den rige mand, men han går derfra med Guds kærlighed. En kærlighed, som er fuldendt.

Det er muligt, at det ser svært for os, at manden går bedrøvet væk. Men der er stadig håbet om, at Guds kærlighed er givet ham, uanset, hvordan hans liv ser ud.

Håbet er væsentligt at holde fast i, for den rige mand, men sandelig også for os selv, når vi oplever at vi går rundt i mærket som Job, eller går bedrøvede og uforløste rundt i livet.

Vi er nødt til art erkende, at ingen regler, ingenting, som vi kan finde på at gøre. Heller ikke at gå i kirke, hver søndag, i sig selv, kan gøre det, som Guds kærlighed kan.

Disciplene blev forfærdede over at se manden gå, men også over at Jesus ligeud siger, at det er vanskeligt at komme ind i Guds rige.

Men det er lige her håbet ligger. Nemlig friheden fra at tro, at vi skal selv. At vi skal fortjene os til Guds kærlighed.

For Jesus siger : “For mennesker er det umuligt, men ikke for Gud, thi alting er muligt for Gud.”9

Håbet er at holde fast i, at Guds kærlighed er stærkere end noget andet.

9 Mark 10,27.

page6image3758000

7 af 7

Og ja, det sker nogen gange som en slags trods. Vi ser det hos Job, der stædigt holder fast i, at Gud vil ham det godt. Vi ser det hos Jesus på korset, hvor han føler sig allermest forladt, at der også der, er håbet om, at Guds griber ind.

Vi ser det hos mennesker omkring os, at ofte når vi kigger tilbage, så kan vi se, at vi ikke var alene.

Gud griber os – altid!

Hold fast i det håb. For det kommer ikke an på dig.

“For mennesker er det umuligt, men ikke for Gud, thi alting er muligt for Gud.”10

Amen
Salme: Himlen er ikke et sted i det fjerne

page7image3758416

10 Mark 10,27.

Størst eller mindst? – Thomas Risager

Hvem af os er den største?

Det ligger dybt i vi mennesker, at vi sammenligner os med hinanden. Det vi sammenligner os med, er de andres perfekte liv, set i forhold til vores eget uperfekte liv. Og det er hård kost. Og det er usundt!

Allerede på Jesus tid, havde hans disciple gang i en sammenligning. Jesus har overraskende input på det – input, som vi måske i vor tid kan lære af.

Hør mere her:

 

 

Du kan også læse manuskriptet her. Bemærk, at der ofte er afvigelser mellem det skrevne ord fra forberedelsen og det talte ord i gudstjenesten.

Talemanuskript i PDF-format

1 af 5

Prædiken søndag d. 23. september 2018.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Mark 9,30-37.
Størst eller mindst?

En af de største fjender mod os selv, som vi hver dag står ansigt til ansigt med, er sammenligningen med andre.

På Facebook, Instagram, Snapchat og hvad det ellers hedder alt sammem, kan man se den ene sunde ret efter den anden, Udsigten ud over havet – set gennem de brune ferieben, Glorien over hovedet, på den der lige har været ud at løbe eller nede og træne.

Vi ser de andres perfekte liv, og undrer os over, hvordan de finder tid, penge og overskud til alt det, de gør.
Det er her alle de unge, finder mennesker, som de kan føle sig større, men oftest mindre end.

Vi, der er lidt mere grå, kender det godt fra venneparrene, som fortæller om deres seneste spændende rejse, Den nyeste ombygning, Deres børn, som klarer sig så godt.
Eller vi ser kollegaen på jobbet. Hende som tilsyneladende kan klare hvad som helst og altid er opgaverne løst til punkt og prikke.

Det ligger dybt i vi mennesker, at vi sammenligner os med hinanden. Det vi sammenligner os med, er de andres perfekte liv, set i forhold til vores eget uperfekte liv. Og det er hård kost. Og det er usundt!

Der er intet nyt i, at vi mennesker kan finde på, at sammenligne os med hinanden. Allerede blandt Jesu 12

2 af 5

disciple er dette på spil. Og det er lige der vi rammer ned i Markusevangeliets kapitel 9, som Helge Munk læste for os.

Forud for historien her, er der sket meget. Jesus er begyndt at rejse rundt samme med disciplene, og de har set meget allerede. Så meget, så de er fulde af beundring over Jesus.

Jeg nævner i flæng,
Bespisningen af de fem tusind,
Vandringen på søen,
Helbredelsen af døve, blinde og stumme,
Peters bekendelse af at Jesus virkelig er den ventede Kristus,
Jesus der forudsiger sin død og opstandelse, hvor vi ser, at Peter begynder at irettesætte Jesus, fordi det i følge Peter, aldrig må ske som Jesus siger.1
Så følger forklarelsen på bjerget samt flere helbredelser.

I min verden er det ‘no wonder’ at disciplene beundrer Jesus. De har ganske givet også sammenlignet sig med ham, men det er ret åbenlyst, at ham er der ingen, som når op på siden af. Han kan jo alt muligt, som ingen andre kan.

Og de begynder at forstå, at han om nogen er Guds udsending på jord. Hvor er de heldige, at de får lov at opleve dette ansigt til ansigt med ham.

Nu begynder dagens tekst med, at han, som åbenlyst er så fantastisk, igen begynder at tale om, at han skal slås ihjel, men opstå igen på tredjedagen.

1 Mark 8,31-33.

page2image1651280

3 af 5

Markus skriver lige ud, at de ikke forstod, hvad han sagde og at de var bange for at afsløre det.2

Det er ikke mærkeligt!

De er omsider begyndt at kunne rumme, at Jesus er Guds søn. De ser, alt hvad han gør. Deres baggrund som jøder, gør også at Gud, og dermed Jesus, er almægtig og alene tanken om, at han kan være svag, eller ligefrem skulle kunne ofre sig selv, er så fremmed for dem, at det ikke kan give mening for dem. Det er helt enkelt en tanke, der er for langt ude.

Det Jesus siger fortsætter med ikke at give mening og viser med det næste, det sker, at han er så radikalt anderledes end, hvad de ellers skulle tro, tænke og mene.

Når de ikke kan måle sig med ham, så begynder de at måle sig op mod hinanden. Hvem er størst, hvem er dygtigst…. De er mennesker, og vi – eller i hvert fald jeg – er nødt til at indrømme, at jeg kender det.

Det har jeg ikke travlt med at indrømme, og det har disciplene heller ikke, da Jesus spørger dem, hvad de talte om på vejen.

Igen gør Jesus noget, som er anderledes. For at vi kan forstå, hvor anderledes det er, så skal vi lige have to ord med på vejen om børn i bibelens univers.

2 JF. Mark 9,32.

page3image1651488

4 af 5

Vi, der elsker at prale med vores børn på de sociale medier, synes at det er det mest naturlige, at vores curlingbørn er centrum i universet.
Men på Jesus tid, var børn ikke noget man pralede med. De havde ingen plads i folks opmærksomhed. Faktisk skulle barndommen bare overstås, så barnet kunne gøre sig nyttigt i husholdningen og i indtjeningen. Med andre ord, et barn er det mest nytteløse, man kan forstille sig.

Derfor er det noget, der ryster deres verdensbillede, når Jesus stiller et lille “nytteløst” barn i deres midste og siger: “Den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig; og den, der tager imod mig, tager ikke imod mig, men tager imod ham, som har sendt mig.”3

Ud over at børnene pludselig har en værdi i sig selv og en plads i samfundet, så siger Jesus faktisk en hel masse her.

Hold nu op med at sammenligne, for de ting, I tillægger værdi og bruger som sammenligningsgrundlag er i Guds rige værdiløst. Her har man ikke værdi i kraft af, hvad man gør, men i kraft af at man er.

Når du tager i mod, hjælper, passer på, elsker noget så nyttesløst som et lille barn, så handler det i virkeligheden om at tage mod Gud, som har sendt Jesus.

Det er store ord. Men der ligger bag det noget, som er sundt for os at høre, nemlig at hvert menneske, uanset baggrund, og hvad vi ellers synes vi skal prale med, har uendelig værdi.

3 Mark 9,37.

page4image3738864

5 af 5

Du er noget helt særligt netop fordi du er skabt i Guds billede, og når vi ser et andet menneske, elsker, er næstekærlige, så er det netop det vi ærer. Den væren skabt i Guds billede, der er ens for os alle.

Vi mennsker er langt mere end det vi praler med, og langt mere end det vi sammenligner os med.
Vores værdi ligger i, at vi er elsket og i, at vi kan elske. Ikke i kraft af os selv, men i kraft af ham, som elsker os først og størst.4

Lad os glemme sammenligningerne og tankerne om, hvem der er bedst, har mest tro, kommer mest i kirke, og lade os have lov at være fri til at leve, elske og være elsket.

Ultimativt er det det, som Jesus viser os ved, at hans forudsigelse om lidelse, død og opstandelse faktisk kommer til at gå i opfyldelse. Og så er det altså ikke væsentligt, hvem der er den største, men at vi – du og jeg, er elsket og elskende.

Amen.
Salme: Vil du følge efter mig.

4 JF. 1. Joh. 4,10-11

page5image3738656

Gud skaber dig – ikke sig – Maria Bræstrup Aaskov

Vi fejrer livet og lader Guds sætte prikken over i’et som SKABER. Som vi kan begejstres over at se et lille barn, ser Gud på os som sit skaberværk og han glædes og er godt tilfreds.

Skabelsestiden
Skabelsestiden løber fra d. 1. september til d. 4. oktober. Det er en periode, som er opstået i tiden omkring de traditionelle høstgudstjenster. Formålet er at sætte fokus på naturen og menneskers rolle i forholdet til bl.a. klimaforandringer. Tanken er gudstjenesterne i skabelsestiden gennem bønner, sang og forkyndelse kan bidrage til, at vi får sagt tak for den gave naturen er.

Hør talen her:

 

 

Han er opstanden, Ja Han er sandelig opstanden – Thomas Risager

Påskedag er kommet og i kirken fejrer vi, at Jesus opstod fra de døde.

Dermed ser vi at hans kærlighed ikke blot var tomme ord, men sejr over alt tænkeligt mørke i livet. Kærligheden sejrer – selv over dødens kulde.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk at der altid er afvigelser mellem det talte og det skrevne ord.

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 5

Prædiken Påskedag d. 1. April 2018.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Mark 16, 1-8.
Jesu opstandelse – Påskedag

Men I, hvem siger I, at jeg er?

Sådan spørger Jesus sine disciple. Han vil gerne vide, hvad de tænker om ham.

Vil vi ikke alle det, gerne vide, hvad mennesker tænker om os?

Et er, hvad vi tænker om os selv, men det giver ikke det fulde billede af, hvem vi er. Noget andet er, at vi er afhængige af at høre, hvad andre siger, og det de siger er med til at forme os danne os.

Ingen af os kan stå alene. Vi formes og dannes af vore relationer. De som er tæt på os, er med til at gøre os til dem, vi er. Alene bliver vi aldrig fuldendte.

I fastetiden har vi – eller en del af os – læst os gennem et materiale, som påstår, at vi nemt kommer til at gøre Gud, for lille i vore tanker og snakke om, hvem Gud egentlig er.

Det kan der bestemt være noget om. Vi har lært at Gud kan være alt fra en hallalhippie til en piberygende kumbayah Gud. Han kan sikkert også være alt derimellem og ud over de definitioner.

Hvordan kender vi Gud?

2 a f 5

Det gør vi gennem det, vi læser i Bibelen, gennem det vi hører i kirken. Og selvfølgelig også gennem det, vi hører og danner os en mening om i samtalerne f.eks. i smågrupperne, eller i de dybe samtaler i stearinlysets skær, mens der kun er en slat vin tilbage i glasset.

Og så er der lige den underlige detalje, at Gud jo er en åbenbaringsgud, som vi siger.
Det betyder at Gud ikke bar viste sig, for de bibelske personer, hvis historier blev skrevet ned, men at Gud stadig viser sig for mennesker. At Gud ønsker at være i en relation til os.

Her bliver det unægteligt en lille smule langhåret. Men jeg tror mennesker oplever Gud i deres liv. Det tør jeg godt sige, at jeg selv gør.
Ikke på samme dramatiske måde som journalisten Charlotte Rørth, har oplevet det, og som hun har skrevet om i sin bog “Jeg mødte Jesus,” men mere som en stille overbevisning om at jeg ikke er alene.

Tiderne skifter. Hvis en person som Charlotte Rørth for ti år siden var stået frem med den historie, var hun blevet udstillet som værende helt væk fra vinduet.
Men i dag er det interessant og det viser sig også, at er er mange mennesker, som faktisk står frem med lignende historier. Det er der nu kommet en ny bog ud af af. “Vi har mødt Jesus.”

I de kommende uger skal vi høre historier om, hvordan disciplene har mødt Jesus. Det er vel at mærke efter hans død og efter hans opstandelse, men han lever, og de møder ham. De ser ham, de hører ham, de rører ved ham og de ser ham spise. Med andre ord sker alle de

3 a f 5

ting, der skal til, for at man kan have en relation stadig, efter opstandelsen.

Og hvordan var det med en relation? Den er med til at præge os og gøre os til dem, vi er.

Relationerne er også noget af det, som er på spil, når det er påske.

Jesus led og døde – han gav sig selv – Langfredag. Inden solen gik ned, blev han lagt i en klippehule, som skulle være hans grav. En kæmpe sten blev lagt for indgangen, så graven var forseglet.

Alle, der har prøvet at miste en man elsker til døden, ved at det gør ondt og man er ude af sig selv. Der er en relation, som er brudt.

Meget tidligt om morgenen, den første dag i ugen, hvor solen lige var stået op, gik Maria Magdalene, Maria og Salome ud til graven for at salve ham. Det var en måde at vise den sidste ære, men også den endelige afslutning på begravelseshandlingen.

Markus gør en del ud af, at fortælle at stenen for graven er tung, og kvinderne tænker meget over, hvordan de mon skal få den væk, så de kan komme ind i graven med deres salver. Vi skal forstå, at det er nær ved umuligt med mindre man er en hel flok mænd, der kan skubbe stenen væk.

Men stenen var væltet fra. Jesus var ikke i graven. I stedet ser de en ung mand i hvide klæder, her skal vi tænke Guds sendebud – en engel – sidde inde i graven.

4 a f 5

“Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! v7 Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.«1

Men de blev forfærdede! De var rystede og flygtede fra graven. De var helt ude af sig selv, og de kunne ikke tro, hvad der var sket. Så i følge Markus siger de ikke et ord til nogen.

De andre tre evangelier er kvinderne de første, som forkynder at Jesus er opstået, men ikke hos Markus.

De kan ikke forstå det.

Det kan jeg faktisk godt forstå, for hvem kan egenlig det? Når mennesker siger, jeg har set Jesus, så bliver jeg altså lidt skeptisk, og tænker ja ja…. men jeg bliver også lidt nysgerrig.

Måske skal jeg lige i parantes sige, at Jesus, her hos Markus, viser sig for dem, som ikke kan finde ud af at tro. Er det egentlig ikke en rar tanke? Det er hans initiativ, og det sker igen og igen. Læs eventuelt selv videre i kapitel 16.

Men nu er det altså påske, så vi siger det højt og er lige glade med om mennesker, tror vi er skøre.

Jesus ER opstået – graven ER tom!

1 Mark 16,6-7

5 a f 5

Det er sket som han har sagt. Dermed ved vi, at hans kærlighed ikke var tomme ord. Han gav sit liv. Der er gjort op med det onde, med lidelsen, med ensomheden, med synden, med tomheden og med døden.

Der er gjort op med alt det, som vi frygter. Intet af det kan slå den kærlighed, som gives i påsken.

Jesus er opstået.

Der er ingen grund til at betvivle at den historiske Jesus har levet, og at han blev modtaget i Jerusalem, at han led og døde og at graven på tredjedagen var tom.

Det ved vi!

Tro handler om, hvorvidt vi tør tro på, at det har med os og vort liv at gøre.

Tro handler om at Jesus / Gud har ønsker at have en relation til dig. Han har gjort det fornødne.

Spørgsmålet står tilbage: “Hvem siger du, at Jesus er?”

Glædelig påske!

Amen.

By our Love – Thomas Risager

By our love – Gospelmeditation
Metodistkirken i Odense inviterer til forårets Gospelmeditation. Denne gang med udgangspunkt i temaet om, hvordan vi kan blive den bedste udgave af os selv.
Her kan du komme præcis, som du er og lade musikken omfavne dig og give dig ro – og plads til eftertanke.

Hør talen her:

Du kan også læse manuskriptet til talen her. Bemærk dog, at der altid er afvigelser mellem den tale, som er forberedt og den tale, som faktisk er holdt.

Talemanuskript i PDF-format

1 a f 5

Prædiken søndag d. 18. marts 2018.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Joh 13,31-35, Matt 25,31-41, 1.Joh 3,18
Gospelmeditation – By our Love

Hver morgen, når vores mindste datter skal i skole, skal hun krydse Klaragade, lige ved broen, for at komme over i Munke Mose.
Sådan en hverdagsmorgen er der en del trafik og der er ingen fodgængerovergang eller lysregulering. Enhver curlingfars mareridt.

Faktisk er man helt afhængig af, at der er nogen i en af de mange biler, som skal forbi, der forbarmer sig, og stopper, for at lade Kamille kommer over vejen.

Dette er et konkret eksempel på, at vi har brug for, at få hjælp fra andre, som kan vise lidt ekstra tålmodighed, eller kærlighed, om du vil. Det er et eksempel på, at uanset om vi vil det eller ej, så er vi afhængige af hinanden.

I et af vores gospelkor, har vi udfordret hinanden til at være dem, der stopper for andre. Til at være den, der lader damen, der kun skal have en pose gulerødder, komme foran i køen i fakta. Og så kan det da godt være, at det tager seks minutter og ikke de lovede fem.

Vi har forsøgt at være venlige og ekstra smilende, og tilbagemeldingerne ret overvældende. Mennesker er tilsyndeladende ikke vant til så meget kærlighed. Vi har hørt en del historier om mennesker, som er blevet helt overrumplede.

Et eller andet sted er det lidt ærgerligt, at mennesker kan overrumples af kærlighed og egentlig bare almindelig høflig opførsel. For det burde give sig selv i alle fællesskaber.

2 a f 5

Måske gør det ikke det? Faktisk har TV2 udskrevet en konkurrence, som går på at finde Danmarks bedste fællesskab.
Jeg er ikke i tvivl om, at tilstedeværelsen af kærlighed er en afgørende faktor for kvaliteten af ethvert fælleskab. Det gælder det nære, men faktisk også de store fællesskaber. Egentlig hele samfundet. At mennesker føler sig set, hørt og elsket betyder noget.

Jesus siger faktisk noget om kærlighed og fællesskab.
Når man ved, hvad der ligger forud for, at han siger det, får hans ord lidt større vægt.

Det er påske, og de fleste af os ved, at vi fejrer påske, fordi Jesus døde på på et kors og opstod igen, for at vise os, at Guds kærlighed til mennesker er langt mere end tomme ord.

Noget af det, som sker er, at Jesus forrådes af en af sine bedste venner, Judas, der kommer til at udpege ham for romerne, så de kan tage ham til fange. Det er ligesom det, der sætter hele påskens lidelseshistorie igang.

Jesus har lige vist sine tolv disciple, at kærlighed er handling og han har gjort det ved at sætte sig selv til side gennem symbolsk at vaske sine disciples fødder.
Dette er en uhørt handling, fordi alle ved, at han er deres leder og det ikke var ham, der burde tage denne opgave, som egentlig er en opgave for en tjener, på sig.

Efter fodvaskningen spiser Jesus sammen med disciplene og mens de gør det, siger Jesus, at han godt ved, at Judas kommer til at forråde ham. Judas stormer ud af rummet og sætter det i gang, som kun kan beskrives som forræderi.

Efter dette giver Jesus sig til at fortælle dem nogle retningslinjer, som skal gælde for deres fællesskab. Ovenpå den sammenhæng, mener jeg, at hans ord får lidt mere vægt.

3 a f 5

Han bruger ordene et nyt bud giver jeg jer. Det betyder at dette ikke er noget, som de kan vælge, men noget, som de skal vælge. De har intet valg, så vigtigt et dette for ham.

“Et nyt bud giver jeg jer; I skal elske hinanden. Som jeg har elsket Jer, skal I også elske hinanden. Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.”1

De fleste af de fælleskaber, vi møder hinanden i, er fællesskabet styret af love, regler eller vedtægter.
I vores store fælleskab, Danmark, er vi reguleret at loven, af noget etik og en masse uskrevne regler.
Hvis man falder udenfor i forhold til loven, falder straffen. Hvis man ikke kan finde ud af det med etik eller de uskrevne regler, kan man opleve af få en kold skulder – at blive sat udenfor.

Når jesus taler lyder det anderledes. Han sætter ikke grænser, sådan en lov gør. Du må max køre 130 km/t. Det er faktisk til at forholde sig til. Men det er lov. Noget andet er kærlighedens udfordring.

Jesus gør udfordringen større. I skal elske hinanden, sådan som jeg har elsket jer.

Det er måske ikke så let. Det handler om opofrelse, om at sætte andre før sig selv.
Det er det man gør, når man holder tilbage for et barn, der skal krydse vejen, selvom man egenlig har retten til at fortsætte.

Her er kærligheden udfordrende, fordi den er forskellig fra det at kunne holde på sin ret.
Den tager ikke sit udgangpunkt i mig, men i den jeg møder på min vej. Den, som bibelen kalder vores næste.

1 Joh 13,34-35

4 a f 5

Prøv en gang at forestille dig, at vi i alle møder med mennesker, kæreste, kollega, medtrafikanter, altid ville være i stand til at se, hvordan alt ser ud fra deres perspektiv.

Prøv at forestille dig, at være i stand til at møde alle med smil, varme, imødekommenhed, ingen forudindtagede holdninger til den vanskelige kollega.
Tænk hvad det kunne gøre ved vores relationer?

Ville det forandre vores liv?

Det tror jeg. Men det er ikke for sjov, at Jesus understreger dette, som noget af det aller sidste han får lov at sige til sine disciple.

I skal elske hinanden. Som jeg har elsket Jer, skal I også elske hinanden.

Er det svært? Ja, det er det. Men der er styrke at hente i, at tro på, at den kærlighed Jesus har elsket med også må gælde os.

En af kirkens allerførste og største tænkere, Paulus, skriver til mennesker om, hvordan de skal tackle denne udfordring.

I Kolossenserbrevet skriver han til mennesker, som udfordre af Jesu bud om at elske hinanden, at de skal iføre sig kærligheden.2 Med andre ord, er der en viljesakt bag at tage kærligheden på sig.

C.S. Lewis, som har skrevet nogle af de bedste bøger om kristendom, skriver, at for at elske, må man handle i kærlighed.

2 JF. Kol 3,14.

5 a f 5

Når man gør noget igen igen, får man til sidste opbygget en vane. Det siges at det tager 21 dages bevidste valg at gøre noget til en vane.

Tænk hvilke forskel det vil gøre for mennesker – og i sidste ende også for os selv – hvis vi brugte de næste 21 dage til helt bevidst at iklæde os kærlighed, så vi kan elske hinanden.

Sådan at andre mennesker gennem vores kærlighed kan se, at der er en større kærlighed, som er givet af Gud.

Jeg tror det forvandler menneskers liv – vort eget inklusiv. Amen.