Fremtid – Side 7 – Thomas Risager

GPS – Find din vej – Kirken er ikke destinationen – Thomas Risager

“Jeg er ikke ret god til at finde vej, så jeg bruger GPS næsten hele tiden, når jeg sidder i min bil. Det er så rart at taste destinationen ind og være sikker på, at man havner det rigtige sted. Desværre glemmer jeg nogen gange at lægge mærke til, hvor jeg egentlig er, og hvordan jeg kom derhen.

I søndagens tale trækker jeg nogle store linjer op, for at vise os, at Gud faktisk sætter et mål for vores liv. Et mål for kirken og et mål for hvert menneske. Nogen gange tror vi, at det at blive medlem af en kirke som Metodistkirken, er opfyldelsen af målet. På søndag afslører jeg, hvorfor det ikke er det …”

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord ofte afviger en smule fra manuskriptet.

Talemanuskript i PDF-format

Prædiken søndag d. 22. januar 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Matt 28,16-20 & Hebr 6,13-20.

Jeg er en klovn til at finde rundt. Det har jeg altid været.

Hvis man ser os på en af vore storby-ferier, så vil man se Mette gå forrest og vise vej – enten ved hjælp af et kort i guidebogen eller en app på telefonen.

Bagerst vil man se mig forsøge at sikre, at vi faktisk alle fire også er med. Det sker nogen gange, at jeg har en ide om, hvor vi er henne. Sådan da.

For et menneske som mig, er det med at sætte sig i bilen og indtaste en destination på GPS og vide, at så finder jeg det, en utroligt gave.

Faktisk bruger jeg nogen gange GPS funktionen i min telefon, når jeg cykler rund i byen. Kortene i en telefon er geniale, fordi der er den her blå prik, der hvor man er og så vender de ovenikøbet rigtigt i forhold til retningen.

Der er håb om at nå frem.

Når man kører af sted er det faktisk ret væsentligt, at vi når frem. Vejen til målet er også vigtig, men det er kikset ikke at nå frem til målet. Destinationen betyder noget.

Fra Jesus bliver døbt til han ender på korset for at dø og senere opstå, går han rundt i tre, måske fire, år.

Når man læser evangelierne, kan det virke, som om han bare vandrede planløst rundt fra sted til sted, og der hvor der var mennesker, som ville møde ham, der blev han lidt.

Det er faktisk muligt, men tag ikke fejl af, at målet hele tiden var klart for Jesus. Målet var Jerusalem med alt, hvad der måtte komme.

Mon ikke de fleste af os kunne finde på en del omveje, for ikke at nå frem.

Efter de dramatiske begivenheder, som forandrede verden. Jesu død og opstandelse, taler han nu med disciplene. Der er gået fyrre dage siden opstandelsen, så de har efterhånden forstået, at han faktisk er opstået fra de døde. Selv Thomas har den. Og stadig vender tvivlen ind i mellem tilbage. Matthæus føler trang til lige, at kaste bemærkningen ind: “…nogle tvivlede”

Det er himmelfarts dagen og Jesus giver disciplene et mål, at styre efter. Når Jesus gør det, er det ikke altid let. Det er faktisk nogen gange ganske udfordrende. Ofte noget man ikke kan i egen kraft.

“»Mig er givet al magt i himlen og på jorden. v19 Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, v20 og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.”

Vi er en kirke, hvor vi gør en del ud af, at sige, at bibelen skal tolkes ind i enhver tid og enhver sammenhæng.

Men lige præcis missionsbefalingen, som dette stykke omtales som, tager vi nærmest bogstaveligt.

Det er det, der legitimerer, at vi hele tiden forsøger, at tale med mennesker om tro. Fordi det er vores overbevisning, at det med at have tro med i livet, er en rigtigt god ballast at have med. Det er faktisk vores erfaring.

Vi gør det også, fordi Jesus siger, at disciplene skal døbe og undervise mennesker. Når vi tillader os, at kalde os kristne, så er vi disciple, og hvad Jesus beder disciplene om, beder han os om.

Med andre ord: Vi er i mission. Det er derfor vi siger: “Klart budskab om Guds kærlighed”

Det er kernen i alt, hvad vi gør. Vi skal intet gøre, som ikke understreger det klare budskab om Guds kærlighed.

Jesus siger: “….du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.‹ v31 Dernæst kommer: ›Du skal elske din næste som dig selv.”

I en kirke, som vores, hvor vi alle er optaget af, at kirken har det godt, både huset, tagrenderne, aktiviteterne og menneskene, så bliver det faktisk snublende let til, at vi elsker Gud og elsker kirken af hele vort hjerte og af hele vor sjæl og af hele vort sind og af hele vor styrke….

Som præst må jeg sige, at det er så fedt med mennesker, som brænder for kirken.

Det kedelige ved dette er, at selvom vi siger, at vi ikke ser verden som et os og dem, så er det alligvel sådan vi nogen gange kommer til at opføre os.

Det sker for os! – At vi kommer til at sætte kirken først. Det sker i hvert fald for mig.

Det er der, hvor kirken er gået hen og er blevet destination.

Men kirken er ikke slutmålet. Aldrig.

Ser vi på den første kirke, som vi finder beskrevet i Apostlens Gerninger 2, og jeg skal spare jer for foredraget. For det har I hørt så tit. Så handlede kirke ikke om kirke, som vi er kirke. Kirken handlede om mennesker, aldrig om kirken selv.

Der er ingen, der er blevet kristne for at lege kirke. Nej. Min tro kalder mig da til at være et klart budskab om Guds kærlighed. Faktisk ikke til at lave kirke. Men jeg har brug for kirken til at blive inspireret, passet på i fællesskabet og til at forblive tændt.

Hvis kirken ikke er målet, men mennesker er, så elsker vi jo Gud og elsker mennesker. Det var jo det Jesus sagde, at vi skulle.

Destinationen for vores liv, er jo ikke at blive en trofast gå i kirke kristen – og gerne i Metodistkirken.

Målet for vores liv, og for andres for den sags skyld også er at vi har en destination. Det er det, som Hebræerbrevet taler om. Håbet.

Håbet som et anker. Et anker holder en båd fast. I princippet kan den drive hele vejen rundt, afhængig af strøm og vind. Hvis det stormer kan den slå sig gevaldigt i ankergrejet, men ankeret holder fast.

Når ankeret skal op, trækker man båden hen til ankeret. Man kan ikke trække ankeret hen til båden.

Håbet er et anker, på den anden side af forhænget – døden. Altså det evige liv – intet mindre.

Det er jo det potentiale – den kraft – der er i Guds kærlighed. Den kan forvandle mørke til lys, håbløshed til håb, død til liv,

Ultimativt er det det, som er destinationen. Det evige liv.

Derfor er kærligheden fra Gud HER i livet en enorm ressource, fordi der er styr på, hvor ankeret ligger. I mine øjne giver Guds kærlighed en enorm fred og frihed til at leve.

Derfor: Hvis GPS er indstillet på Alexandragade 8, så er det tid at sætte nye koordinater ind og styre efter dem.

Målet er himlen, men livet er vores vej. Du skal elske Gud og elske din næste.

Amen

GPS – Find din vej i ørkenen – Thomas Risager

Hvis du aldrig har prøvet at livet gør ondt og føles som en ørkenvandring – så er du heldig. Men du undgår nok desværre ikke at komme til at opleve det på et tidspunkt.

I den anden af gudstjenesteserien taler Thomas Risager om at finde vej i ørkenen. Der hvor vi har allermest lyst til at blive liggende og have ondt af os selv, kalder Gud os til at rejse os og gå …

Hør mere her:

Du kan også læse talen her:

Bemærk at der ofte er lidt forskel på det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-format

Prædiken søndag d. 15. januar 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: 1. kong 19,3-9

Hvis du aldrig har prøvet, at livet det gør ondt og føles som en ørkenvandring, så er du heldig. Men det er nok også sådan, at du på et tidspunkt i livet, kommer til at opleve det. Og det er ikke sjov. Nogle af vi, som er i kirken i dag, er i ørkenen. Der hvor livet er hårdt.

I dag er vi kommet til den anden af gudstjenesterne, som vi kalder GPS – find din vej.

Vi skal se på, hvad bibelen siger om, at finde vej i ørkenen. Der er masser af gode historier.

Personligt hader jeg, når jeg ikke kan finde vej i livet. For det kan jo nogen gange opleves som en ørkenvandring uden lige. Man er et sted, man ikke har lyst til at være, og dagene er lange, og nætterne utålelige.

Tænk en gang på en ørken. Det er et sted, hvor det er fysisk og psykisk udfordrende at være. Om dagen stikker solen dig, som Salme 106 vers 6 antyder. Bibelen er fyldt med billeder og historier fra ørkenen. Den er nemlig tæt på, så mennesker i bibelens univers kender ørkenen.

Om natten er det den isnende kulde, om dagen stegende varme og din fantasi kan spille dig et puds, både med fatamorgana og det med at finde vej i ørkenen er en by i Rusland.

Jeg tænker, at det nogen gange er sådan, at det kan føles, når livet er ved at gå i stykker. Som at være fanget i en ørken.

Man bliver træt, modløs og kan ikke overskue noget som helst.

Bare det, at tage tøj på, eller komme i bad, kan synes helt håbløst.

Man kan ligefrem komme dertil, og nogen af os har været der, hvor man overvejer om ikke døden er udvejen.

Til det må jeg skarpt sige, at døden er aldrig en udvej ud af problemer. Den er en flugt, som efterlader familie og venner i en kedelig situation. Hvad har vi gjort? Kunne vi have gjort mere?

Det er ikke nogen ny opfindelse, at livet kan være meget svært og umuligt.

I teksten, som vi hørte læst fra 1. Kongebog finder vi Elias i en dybt fortvivlet tilstand. Han har kæmpet for at fremme Guds sag, og her skal vi lige huske, at vi er Det Gamle Testamente, så det går hårdt for sig.

Dem der ikke tror, må af med hovedet. Den praksis er vi heldigvis kommet fra, selvom vi kan læse i bibelen, at det var praksis.

Elisas har f.eks. været med til at hugge 450 Bals-profeter og 400 Ashere-profeter ned ved styrkeprøven på Karmels bjerg.

Da Kong Akab i triumf fortæller sin dronning Jezabel om sejren bliver der ballade.

Dronning Jezabel er selv en af dem, som har udbredt sin egen sidonesiske tro på bekostning af den traditionelle gudstro i landet.

Hun truer ganske enkelt Elias på livet, og det driver ham, som mente, at han fortjente kongehusets ros og anerkendelse, på vild flugt.

Flugt er altid panikløsningen. Det kan være den eneste løsning her og nu, men det er en desperat løsning.

Nu flygter han, og det som Elias må sande er, at det er umuligt at leve sit liv på flugt. Bare spørg nogle af vore mange flygtninge om det.

Elias fortsætter alene ud i ørkenen, for han har mistet håbet og lægger sig under en gyvelbusk i håbet om, at få lov til at dø der.

Vi kan vist godt blive enige om, at det er en ret håbløs situation.

Elias har ikke mere at give og han har ikke flere forventninger til livet. Han er tom…..

Det er lige der, hvor tomheden og ensomheden er værst.

Der hvor han ikke oplever, at der er mere signal på GPS.

Der hvor der ikke er retning. Lige dér taler Gud til ham gennem en engel, som rørte ved ham og bad ham styrke sig ved at spise af brødet og drikke af vandet.

Det er også her, han får at vide, at han skal gå.

Han kan ikke blive liggende der. Gud er ikke færdig med ham.

Gud kalder ham til – og udfordrer ham til at gå videre i livet.

Det er en utrolig vigtig pointe, at der hvor Elias ikke kan se, at der er mere i livet, da ved Gud, at der er mere godt i vente. Gud kan se det, der er forude, som vi ikke kan se.

Når vi læser videre i historien, oplever vi, at Elias får lov at møde Gud – intet mindre – i en sagte susen.

Med andre ord, ud af håbløsheden oplever Elias det største og vigtigste, som giver ham ny retning i livet.

Gud giver ikke op, der hvor vi gør.

Gud ser der, hvor vi ikke kan se,

Gud håber, der hvor vi ikke gør.

Gud ønsker os ud af håbløsheden og ud af ørkenen.

Det som for os er mørke, er for Gud lyst som dagen.

Det må vi aldrig glemme, at der hvor vi tror, der ikke er udvej, ser Gud vejen og viser os den.

Amen

Godt nytår 2017 – Thomas Risager

Det er nyår og i Metodistkirken er det tid til stemningsfyldt pagtsgudstjeneste. En liturgi fra 1755, hvor man fornyer sin tro. Der blev også plads til en tale, som du kan høre her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord ofte afviger en smule fra det skrevne.

Tale manuskript i PDF-format

Prædiken søndag d. 1. januar 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Jer 31,31-34.

Sidste år sluttede prædiken nytårsdag af med disse ord:

“2016, kommer helt sikker til at at indeholde godt og skidt i en skøn rodet blanding.”

Der kan man bare se! Godt og skidt i en skøn rodet blanding. Hvor fik jeg ret.

Det er selvfølgelig også en tilpas blød formulering, til at man kan være sikker på, at ens fremtidsforudsigelser går i opfyldelse.

Flere af de aviser, som jeg læser, taler om 2016 som et ganske forfærdeligt år. Vi må også erkende, at nogle af de institutioner, som vi har haft som demokratiske fredsbevarende fyrtårne vakler i disse tider.

Vi har lært nye ord som Brexit, Trumpisme, Flygtningekrise (Det er os, som har krisen – ikke flygtningene!!!)

Vi ser at USA slet ikke har andel i de fredsaftaler som skal træde i kraft i Syrien i dag. Det er Tyrkiet og Rusland, som står bag. Og apropos Rusland så er der jo Putin.

Herhjemme i vores lille andedam har vi en vingeskudt mindretalsregering, som bliver trukket rundt i manegen af partier, som ikke vil tage ansvar, eller som står fuldstændigt fast på at topskatten skal ned, indtil man selv kan få en ministerbil. Men sådan en Audi er skam også skøn!

Sådan er det jo med principper. Dem har man, lige indtil, man tænker, at noget andet er en bedre ide.

Det tror jeg, vi alle samme må indrømme. At det der med principfasthed, står lige så fast som at topskatten skal ned.

På det nære plan, har 2016 været præcis den skønne blanding af godt og skidt.

For nogle af os har 2016 været et mareridt, hvor det værste og det mest utænkelig har ramt på den sådan måde, at livet er blevet et helt andet. Lommefilosofisk sagt, så kan det gå kun gå opad, når man har ramt bunden.

Det er også på bunden, i det dybeste mørke, at Gud faktisk ER lys. Det er der hvor Gud kalder os tilbage til livet. Der hvor han rejser os op på ny og giver os nye kræfter. Gud lider med os, vi er ikke alene i mørket.

Det er på toppen af livet, at Gud kalder på os og minder os om, at det hele er til låns. Der er her Gud udfordrer os til, at huske taknemmeligheden. Ikke for hans skyld, men for vor egen skyld.

Det er her, hvor Gud kalder os til at tjene vores næste, og til at give af vores overflod.

Så er der den helt almindelige grå hverdag, hvor tiden nærmest forsvinder i arbejde, rengøring, træthed og hamsterhjulsfornemmelse.

Der hvor der er dage med overskud, og dage med afsnit efter afsnit af favoritserien på Netflix.

Men her er også dage, hvor det hele spiller, og vi føler at vi lykkes, at vi er på den rigtige pind i livet. Også dér.

På vej op og på vej ned, er Gud med i livet. For uanset om vi går eller ligger, om vi sidder eller står, er Gud fortrolig med vore veje.

Med andre ord, Gud er med dig, og han er med hele vejen gennem livet…. og med ind i evigheden.

2016, hvor elendigt, det end var, hvis man skal tro medierne, blev også året, hvor der var mennesker, som fandt kærligheden. Det blev året, hvor 2 bliver til 3, det blev der, hvor de endeløse studier blev afsluttetet og erstattet med et voksenjob, der hvor det kedelige parforhold fik en ny gnist. Det blev der, hvor man blev rask, hvor sindet igen blev lyst. Det var året, hvor … Der er også sket meget godt og fint i 2016. Og sådan bliver sikkert også i 2017 – En skøn rodet blanding af godt og skidt.

Et andet ord, som dukkede op i 2016 var disruption. Regeringen har endda nedsat et udvalg, som skal arbejde med dette.

En disruption er en ide, eller et produkt, som er så revolutionerende, at det med et slag forandrer et marked.

Smartphonen er et eksempel på det.

Et andet eksempel, vil jeg hævde, og det er ikke nogen ny ide. Men det at for alvor at forstå, at Guds kærlighed gælder lige netop dig, det forandrer alt.

Det er her, hvor Gud skriver sin lov i dit indre. Det forhindrer ikke 2017 i at indeholde både godt og skidt, men det gør, at der altid er en tryg vej gennem det hele.

Det er disruption, så det klodser, og det siger jeg ja tak til!

Godt nytår og må Gud gå med dig gennem 2017.

Amen.

Er du klar – Thomas Risager

-ellers må du se at blive det!

I Judæas ørken går Johannes Døberen rundt og gør sit for, at mennesker skal være klar til at møde Jesus, når han kommer. Det er ikke nogen let opgave, fordi Johannes må leve et liv, som er radikalt anderledes end det, som de fleste menesker lever. Johannes ved, at at når først mennesker står ansigt til ansigt med Jesus, så er det livsforvandlende … Det er dette møde, Johannes baner vej for.

Adventstiden er forberedelser til jul, tror vi. Men faktisk er det er forberedelser til at stå ansigt til ansigt med Jesus – og det er noget helt andet. Hør mere her, når kirkens præst Thomas Risager fortæller om Johannes i ørkenen.

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der ofte er afvigelser mellem det talte og det skrevne ord.

Talemanuskript i PDF-format

Prædiken søndag d. 4. december 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Matt 3,3-12. Es 11,1-10.

Kunne man forestille sig, at vi stoppede gudstjenesten nu. Lavede nogle fine bannere, som der står “Omvend Jer, for himmeriget er kommet nær!” på og gik ned gennem Vestergade, mens vi friskt og frejdigt proklamerede, at julen ikke handler om forbrug, men om Jesus, som blev menneske?

Jeg havde nok heller ikke helt forestillet mig, at der ville være den store tilslutning til den ide…..

Kirkerne i Danmark repræsenterer ikke den store modkultur til det eksisterende samfund. Men hvad nu, hvis vi i virkeligheden er netop det? Ikke for provokationenes skyld, men fordi Jesus er så anderledes and alt andet verden kender.

Den amerikanske præst fra Ginghamsburg, som en del af os har mødt, har ofte gjort sig bemærket med bemærkning om julen. Han siger bl.a. at julen ikke er din fødselsdag. Mens han opfordrer folk til at give nødhjælp for samme beløb, som de giver til gaver. Det er da egenlig en meget god ide, ikke sandt?

For den jul, der kommer, handler ikke om dig, det handler om Gud, som lader verdens største mirakel ske lige for næsen af os. Ganske vist i et lille barn, men et mirakel. Han bliver mennesker i Jesus Kristus.

Der er meget mere i den historie end et lille nuttet barn, som fødes i en stald i Betlehem og lægges i en krybbe.

Hvis vi kigger ind under, alt det, som sker i december, så er det er ikke den fantastiske historie, som giver os en undskyldning for at fejre os selv med gaver og alt for meget hygge. Det er forbrugskulturen, som snublendes nemt får os til at gøre netop det.

Jeg indrømmer det blankt – her falder jeg i! For jeg synes jo også, at alt det juleri er noget så hyggeligt, og der er jo ikke noget bedre end at kunne forkæle sine kære. Det er sådan en god følelse.

Jeg er ikke ude på, at give hverken mig selv eller andre dårlig samvittighed.

Men hvis vi tror, at Johannes døberen gik rund i ørkenen og råbte af fuld hals fordi vi skal huske alle gaverne…

Hvis vi tror, at Jesus blev menneske for at vi skal hygge og klippe julehjerter, så tager vi alvorligt fejl….

Jesus kom til jord, for at verden – du og jeg – skal frelses ved ham.

Når vi bruger adventstiden på at forberede os, så handler det både om at have det for øje, som er sket, men også at forstå og forholde sig til, at Jesus er ikke færdig med os.

Han kommer igen og da skal vi stå ansigt til ansigt med ham.

Spørgsmålet er om om du er klar?

Mennesker kom til Johannes Døberen i ørkenen.

De kom fordi de fornemede, at han virkelig havde noget på hjertet.

Der var ingen, som var i tvivl om, hvad han mente, når han prædikede: “Omvend Jer, for himmeriget er kommet nær!”

Matthæus skriver, at hele Jerusalem, hele Judæa og hele Jordanegnen kom ud til ham og blev døbt, idet de bekendte deres synder. Det er helt klart, at vi skal forstå, at det ikke var enkelte religiøse fantaster, men rigtigt mange helt almindelige mennesker, der forlod deres dagligdag, for at komme ud i ørkenen og blive klar at at jesus skulle komme.

Piben får dog en anden lyd, da det er alle de fromme, som kommer ud til Johannes. Her er det farisæerne og saddukæerne, de fromme skriftlærde jøder og mange af præsterne, der gik voldsomt op i at alle ritualerne i templet blve udført korrekt, som kommer ud i ørkenen.

De får helt enkelt at vide, at også de skal omvende sig.

Omvendelse medfører at man lever et andet liv, og at troen skal kunne ses i den måde, man behandler andre mennesker på. Her er det ikke nok, at påberåbe sig, at man er jøde.

Frugten af omvendelse er et nyt liv. Et liv, hvor man er åben overfor at Jesus gør alting nyt.

I dag hører vi om Johannes Døberen for at minde os alle sammen om, at forberedelserne til jul er noget ganske andet end det verden tror. Det er at forberede sig på, at stå ansigt til ansigt med Jesus.

Løfterne i adventstiden er, at Gud ikke har glemt os, at han ser, når livet er mørkt, men at han, det sande lys, som oplyser ethvert mennesker er ved at komme ind i verden.

Og det sker for dig og for mig.

Jeg har tænkt mig at være klar.

Det er jeg ved, at jeg tænker over, hvad Jesus har gjort.

At jeg lytter efter ordene i salmerne vi synger, at jeg husker at dette her handler ikke om gaver og hygge, men om verdens frelse.

Vi springer over turen op i byen i dag, men vi husker på Johannes ord: “Omvend jer, for himmerige er kommet nær!”

Amen

Hvad får jeg ud af det? – Thomas Risager

Hvad får jeg ud af det? Sådan tænker vi i utroligt mange sammenhænge. Måske også, når det kommer til tro. Hvad får jeg ud af det? Jesus giver nogle højst overraskende svar, som du kan høre på søndag, når Thomas Risager taler over en historie fra Lukasevangeliet kapitel 17.

Du kan også læste talen her:

Talemunuskript i PDF-format

1 a f 3

Prædiken søndag d. 2. oktober 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Lukas 17,5-10.
Hvad får jeg ud af det?

Når jeg hører Rikke læse bibelteksten, så slår disciplenenes ord mig. “Giv os større tro!”

Hvem vil ikke gerne have større tro?

Jeg tror! Jeg beskæftiger mig med tro og teologi alle mine vågne timer. Et eller andet sted er det vel rimeligt at sige, at jeg tror meget. Men jeg vil gerne have mere.

Måske tror du slet ikke. Men nogen gange kunne det være rart med bare lidt tro. Især, når man er ude hvor man ikke rigtigt kan bunde.

Måske skal jeg lige skyde ind her, at selvom man tror – meget – så kommer man også ud, hvor man ikke kan bunde. Bare sådan at jeg ikke står her og laver falsk reklame.

Det er så let at sige: “Tro, det er ikke noget for mig!” Men når man møder livet, så er der alligevel situationer, hvor det vill være rart. For tro kan jo flytte bjerge. I hvert fald i overført betydning.

“Giv os større tro!” siger de tolv disciple til Jesus.

Alle vi, som har børn tænker, at det lyder som noget vi har hørt før:
Giv os!
Vi vil have!

2 a f 3

Disciplene lyder lidt som forkælede børn!

På den anden side, kan man jo godt forstå deres ønske. Hvem vil ikke have større tro!

I det hele taget. Hvem vil ikke gerne have mere. I denne uge var jeg i en ret ophidset debat, hvor samtalen gik på løn og rimeligheden i dens størrelse.

I kirken gør vi meget ud af at sige, at alle mennesker er lige meget værd, men ude i samfundet, er det tydeligt, at det er mennesker ikke. I hvert fald er vores arbejdsindsats ikke lige meget værd.

Det er ikke nødvendigvis sådan, at det er finere at være bankdirektør end murer, men bankdirektøren får mere for sit arbejde end mureren.
Vi synes alle sammen, måske enkelte undtagelser, at vores indsats er mere værd, end det vi honoreres for den. Det er vist bare sådan det er i den vestlige verden.

Disciplene vil have mere. De vil have mere tro… Jesus svarer dem højst overraskende….

I arbejdsfællesskabet omkring Jesus vil tankegangen være en helt anden.

Her gøres et menneskes værd ikke op i, hvad han eller hun får ud af sin indsats. Det vender simpelthen om…

3 a f 3

“Hvis en af jer har en tjener…”, siger Jesus…. så er der jo ikke nogen af os, som takker tjeneren for hvad han har gjort.
Til det må jeg sige, at det håber jeg da, at vi gør. Det manglede da bare, men teksten her er nok et udtryk for en anden tid og en anden kultur, hvor man i hvert fald havde styr på hirakierne.

Dette er et godt eksempel på, at Bibelen fortjener at blive fortolket ind i vores tid, fordi man ikke bare kan tage en tekst med næsten to tusind års forsinkelse og læse den ordret. Tiderne og omgivelserne er andre, end da den blev skrevet.

Men tilbage til det, som jesus faktisk siger her, til disciplenes ønske om at få større tro.

Han siger ikke direkte, at de får større tro af at gøre godt for andre, at betjene dem. Men det er det, som ligger bag. Når vi knokler på, uden tanke for belønningen, bliver det en kærlighedsgerning uden andet motiv end den, der udsættes for den.

Det er præcis sådan Guds kærlighed er, den er uden bagtanke, men har udelukkende sit udgangpunkt i den, er elskes. Du elskes.

Det er ved at elske, at vi får større tro!

Amen

Høstgudstjeneste – Maria Bræstrup Aaskov

Idag holdt vi høstfest, det er gammel tradition – noget mennesker har gjort mange gange – at mødes og holde fest, for at sige tak til hinanden for hjælpen med at høste kornet, plukke æblerne på træerne og grave kartoflerne op af køkkenhaven. Vi holder også høstfest i kirken for at takke Gud, fordi han får det hele til at gro og vokse.

Vi fik besøg af en bondemand og en biavler der havde bier med og teksten fra Bibelen handlede om at en dag hvor Jesus tænkte at han skulle finde et godt eksempel på noget de som lyttede fra hverdagen, for at forklare sig, så han fortalte om en bondemand gik ud for at så…

Lev stærkt_Tro er at holde fast i håbet – Thomas Risager

Alle kommer ud for stormvejr i livet. Tro handler om at holde fast i håbet om, at alt bliver godt igen på den anden side. For Gud har styr på alt det, vi er bange for. Når vi falder, griber han.

Talen på i dag fortsætter rækken af prædikener under temaet “Lev stærkt”.

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord ofte afviger lidt fra manuskriptet.

G20160814 (Talen i pdf-format)

Prædiken søndag d. 14. august 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Luk 12,49-56 & Rom 8,24-25.

Lev stærkt_Tro er at holde fast i håbet.

Hvis ikke man er interesseret i sport, så er det hårdt at være til for tiden. Man kan jo ikke tænde et tv uden at sendefladen er dækket af alle mulige, mere eller mindre underlige sportsgrene, fra OL i Rio. Hvor er det herligt, at atleter fra hele verden er samlet, og så er alle verdens konflikter og modsætninger sat på hold, for nu skal der dystes i ærlig kappestrid.

Nåe ja, så gør det jo heller ikke noget at vi i nat lige fik Gud til Danmark, da Pernille Blume lige gav alle andre baghjul i svømning.

Noget af det, som man finder i Rio og andre steder i Sydamerika, hvis man skulle finde på at gå i kirke, er herlighedsteologi.

Meget kort fortalt går det ud på, at hvis det går dig godt i livet. Hvis du er succesfuld og har mange penge. Hvis du hele tiden flyder ovenpå, så er det fordi Gud belønner dig for din troskab.Fordi du er god til at stole på Gud og tro på ham, er belønningen, at du ikke bliver syg, at du kører og bor godt, at du er rig.

Det er jo også meget herligt, bare ikke for de, som ikke klarer sig godt. Skulle du være i tvivl om, hvad jeg mener, så synes jeg, der er mange ting at forholde sig kritik til i herlighedsteologien.

I kritikken fæster jeg mig selv ved de mange historier i bibelen, hvor Jesus gør op med farisæernes fastlåste synspunkter, at man selv skulle være skyld i sin ulykke.

At ting i livet går skævt, at ulykken og sygdommen rammer, kan vi aldrig løfte os ud over. Det er et grundvilkår, som vi må leve under. Et grundvilkår, som har sin rod i, at vi lever i en brudt verden. En verden, hvor ondskaben og meningsløsheden også findes. Og indtil Jesus kommer igen, vil det være en realitet.

Skulle sygdommen og ulykken ramme, kan det aldrig skyldes at vi tror for lidt eller forkert.

Nogen gange sker elendige ting bare for gode mennesker. Det gør ondt. Det har vi oplevet på nært hold i denne uge, og det skræmmer os, fordi vi ikke kan håndtere meningsløshedens vilkårlighed.

Når vi ser på den bibeltekst, som vi har foran os i dag, så kan jeg godt forstå, hvis du ikke helt kan følge sammenhængen med det, jeg har sagt indtil nu, med den mærkelige bibeltekst, som blev læst inden talen.

I versene inden dette, forbereder Jesus disciplene på, at der kommer en dag, hvor brudgommen kommer igen.

I “Bibelsprog” betyder det, at nu er det endelige opgør mod ondskabens magt umiddelbart forestående. Der hvor Guds rige endeligt slår igennem er på vej. Der hvor alting er utopisk godt bliver virkelighed.

Det kan ske i dag, i morgen eller næste sommer. Men det er snart.

Jesus taler dunder her. “ Mener I, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden? Nej, siger jeg, ikke fred, men splid.”

Disciplene synes egentlig, at det er fint nok, at de sådan kan være sammen med Jesus og hygge om deres tro.

(Sådan tror jeg egentlig mange kristne har det. At det med tro, er sådan tradition i familien. Det er sådan noget dejligt musik, og det er så hyggeligt i kirken. Vi får det så godt af det.)

Jesus banker i bordet for at få dem til at fatte, at der er meget meget mere på spil her. Det handler ikke om hygge.

Disciplene kan godt forstå, at når vinden kommer fra syd, så kommer varmen. Men de kan ikke se, at når de stumme taler, de lamme de går og de døve de hører, så er det tegnene på at nu kommer Guds rige nær.

Derned afviser de egenlig, at tro også er at håbe på, at tingene bliver gode igen. Jesus er frustreret over det. De har jo allerede set en flig af det, men de kan ikke lave koblingen til Så deres egne liv. At de står overfor en ny virkelighed.

Når Guds rige kommer endeligt, så skal der ikke være ulykke, så skal der ikke være sygdom, så skal der ikke være tårer, lidelse, og død.

Vi lever, endnu !!, i en verden hvor sådan noget rammer os. Det ramte også Jesus, som gav sig hen til det, men levede sig gennem det i opstandelsen.

Det som vi må ende op med, er modet til, at turde håbe på, at selvom alting ser sort ud, så skal det nok ende godt

Det håb er nogen gange fornuftsstridigt. Det er nogen gange i modstrid med alt, hvad vi ellers ved.

Tro er netop håbet om, at alting bliver godt.

At holde fast i håbet er at acceptere, at vi ikke ved præcis, hvordan det bliver eller hvad der kommer.

Håb er ikke blind optimisme. Det er heller ikke pessimisme. Det er at forestille sig livet, som det kan blive. Det er ikke kun at se det, som er. Håb anerkender alt der sker med os, men det bifalder ikke alt. Håbet glatter ikke ud på det uacceptable, men det fastholder troen på en bedre fremtid.

I en kirke som vores håber vi på, i fællesskab, at alting ender godt. Det skaber solidariet.

Vi kan ikke argumentere os frem til at holde fast i håbet, men vi bekender os til, at vi håber og tror.

At tro er ikke at være blind for det faktum at shit happends. Men der er at åbne øjenene for, at uanset hvad, så er vi ikke alene.

At uanset hvad, så bliver det godt på den anden side.

Igen, det er ikke din egen fejl eller din egen triumf. Det er Guds kraft, som bærer igennem.

Slutteligt vil jeg minde om, hvad Paulus siger om håb: “v24 Til det håb er vi frelst! Men et håb, som man ser opfyldt, er ikke noget håb; for hvem håber på det, man kan se? v25 Men håber vi på det, vi ikke ser, venter vi på det med udholdenhed.”

Amen

Det er helt normalt – Thomas Risager

Bibelen indeholder utallige historier, hvor Gud besøger sit folk – kommer helt tæt på og udretter mirakler i menneskers liv.

Men faktisk er det helt normalt, at Gud besøger sit folk – også i dag. Har du haft besøg af ham? Hør mere på søndag, når Thomas Risager tager udgangspunkt i beretningen om opvækkelsen af den døde i Nain.

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der er forskel på det talte og det skrevne ord.

Prædiken søndag d. 5. juni 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Lukasevangeliet 7,11-17.

Det er helt normalt! Alle, der har teenage piger vil vide, at det er en butik i Vestergade.

Det er helt normalt!

Altså i bibelens verden er det helt normalt, at historierne er vilde.

Vi går ind i den del af kirkeåret, som hedder trinitatis-tiden og løber helt indtil første søndag i advent. For mange præster er det lidt en ørkenvandring, fordi den ene lille historie om Jesus afløser den anden, og det store drama, som er påsken, himmelfarten og pinsen rummer, er særdeles fraværende.

Men det begynder med et brag af en historie. Det er helt normalt, at det går vildt til. – Ikke i Vestergade, men i bibelen.

Jesus nærmer sig sammen med disciplene og en hel masse tilhængere, der følger med, byen Nain. Inden de kommer ind i byen, ser de at et stort følge er på vej ud gennem byporten, bærende på en død.

Nærmest hele byen fulgte med kvinde, som var enke, og nu havde mistet sin eneste søn.

Hele byen havde medfølelse med hende, for situationen var alvorlig.

Ud over sorgen ved, at have mistet sin enste søn, så var der også det faktum, at hun var enke. Med andre ord, så var hendes situation meget alvorlig.

I datidens samfund, var kvinder ikke selvstændige og økonomisk uafhængige af deres mænd. De var totalt afhængige af dem. Da kvindens mand døde, var det naturligt, at sønnen overtog det økonomiske ansvar for kvinden, og nu var også han død.

En barnløs enke i den situation havde to muligheder. Hun kunne tigge, eller forsørge sig selv på på den måde, som i et dobbeltmoralsk samfund, ville betyde ekstra udstødelse og pegen fingre. Så der var stor nød den dag i Nain.

Jesus fik ondt af hende, og kunne se elendigheden, de stod i. Han siger til kvinden: “Græd ikke!” og til den døde søn: “Rejs dig op!”

Miraklet skete. Drengen vågnede og gav sig til at tale.

Det er nok ikke helt normalt.

I hvert fald blev alle fyldt med frygt, men de forstod også, at Gud gjort et under lige midt i deres liv.

De udbrød med glæde: “Gud har besøgt sit folk.”

Det var lige netop det, der hvor Gud har besøgt sit folk sker der ting og sager.

Jeg ved ikke med dig, men mit liv er sådan rimeligt normalt og jævn kernefamilie hverdag.

Der er – heldigvis ikke de vilde udsving og opvækkelser af døde, hidrører ikke under, hvad jeg definerer som normal hverdag.

Men oplevelsen af, at Gud har besøgt sit folk, som Lukasevangeliet formulerer det. Den kender jeg.

Det er min påstand, at Gud stadig besøger sig folk, at Gud er den del af hverdagen for mennesker, og at han ikke bare er en gammel sur Gud, som vi kan frygte lidt, forhandle lidt med og i øvrigt læse om i en gammel støvet bog.

Gud er nærværende.

Gud er på besøg i vore liv, når umulige situationer opløses.

Når man med familien i bilen påkøres og man slipper godt fra det.

Når eksamen, skoleskift bliver godt. Når kærestesorgen afløses af forelskelse.

Når man pludselig ser den man lever samen med på ny.

Når vi sidder i kirken og glæder os over, alt det gode, vi har sammen.

Når vi lytter til hinandens erfaringer med, at Gud er på besøg hos sit fork, og vi indser, at det er helt normalt.

Amen.

Wanna be Happy – Thomas Risager

Alle ønsker vel at være lykkelige. Det er bare ikke altid, man er det. Det er bestemt heller ikke alle dage i mit, liv, hvor jeg tør sige, at jeg ligefrem er lykkelig.

Men hvad hvis Gud faktisk ønsker alt det bedste for os. Hvad hvis Guds drøm for os, er at vi skal være lykkelige, hvorfor er vi det så ikke altid?

Hør talen fra gospelgudstjenesten med Nardus her:

Du kan også læse manuskriptet her. Bemærk dog, at at det talte ord ofte afviger fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 29. maj 2016.

Tekster: Joh 16,16-22 & 1. Mos 27 & Jer 29,11

Wanna be happy – Gospelgudstjeneste med Nardus

Wanna be happy – Vil du være lykkelig?

Alle ønsker vel at være lykkelige, det er bare ikke altid, man er det. Det er bestemt heller ikke alle dage i mit, liv, hvor jeg tør sige, at jeg ligefrem er lykkelig.

Men der er øjeblikke, hvor jeg tænker, at nu er alt fantastisk. Jeg er glad, ja nærmest lykkelig.

Men hvad hvis Gud faktisk ønsker alt det bedste for os? Hvad hvis Guds drøm for os, er at vi skal være lykkelige, hvorfor er vi det så ikke altid?

For at svare teologisk på det spørgsmål, skal vi tilbage til bibelen.

Jeg er helt på det rene med, at du måske ikke synes, at det mest begavede sted at lede efter svar på livet store spørgsmål er i bibelen. Jeg vil hævde, det er godt sted at lede, men samtidigt er jeg bestemt åben for at det er vældigt intelligent at stille sine store spørgsmål bredt.

Det første vi skal lægge mærke til er, at Gud i skabelsen siger: Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os. ( 1. Mos 1,27)

Når Gud i følge bibelen siger os, så er det ikke den samme pluralis majestætis, som kongelige bruger, men et udtryk at mennesket, både som mand og kvinde, ligner Gud.

Vi ligner altså Gud.

Jeg hører mennesker opfatte Gud, som sur og dømmende. Jeg må bare sige, at jeg tror Gud er glæde, fest og farver. Jeg opfatter, at Gud er meget mere en far, end en sur dommer.

Ret hurtigt i skabelseshistorien sker der det, at mennesket fristes af slangen (djævelen) til at spise af frugten, der som det eneste var forbudt. Mennesket har en fri vilje, vi er er ikke Guds marionetdukker, så vi valgte at give efter. Derved fik ondskaben en fod indenfor i menneskelivet.

Teologisk set lever mennesket derfor konstant i spændingsfeltet mellem godt og ondt. Vi er ikke usårlige. Ulykker, sygdom og død kan ramme os.

På et tidspunkt er det jødiske folk for alvor ramte af ulykke. De er fanget i eksil i Babylon.

De er simpelthen blevet bortført fra deres hjemland og anbragt i det nuværende Irak. Her er de fanget i 70 år. I den periode sender profeten Jeremias et brev til dem og og bringer dem et ord fra Gud. Gennem Jeremias taler Gud: “Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb.” ( Jer 29,11)

Midt i al elendigheden får de denne opmuntring. Gud har kke glemt jer, selvom alt er elendigt rundt om jer. Jeg er ikke sikker på, at det umiddelbart var opmuntrende, for de ville sikkert hellere bare hentes ud af elendigheden.

Det er meget menneskeligt. Når vi står i skidt til halsen, så drømmer vi os alle sammen væk fra det. Men hvis man tør tage det ind, at Gud også er med midt i elendigheden, så tør man måske at være i det. Så kan trygheden i det, måske gøre, at man faktisk kan leve sig gennem udfordringen og komme ud på den anden side, som et nyt menneske.

Jesus er også opmuntrende i forhold til fremtiden, da han sidder sammen med disciplene. Det er før påsken, hvor Jesus bliver korsfæstet. Han giver sig liv, for vi mennesker, kan leve, vel vidende, at hans kærlighed er den stærkeste magt i denne verden, stærkere end døden.

I situatinen ved han godt, hvad der ligger forude, alligevel giver han sig tid til at forberede sine disciple, som ganske enkelt ikke fatter, hvad han taler om.

Han siger til dem, at forude ligger tider, hvor de skal klage sig og græde. Hvor de ligesom en kvinde, der skal føde, skal gå gennem noget hårdt. Noget hårdt, som når det er overstået, skal erstattes af total glæde, hvor man glemmer, det som var hårdt.

Jesus siger: “Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer” ( Joh 16,22)

Jesus taler om, at han skal komme igen og gøre alting godt. Han kommer med det endelige opgør over det onde. Det gode, kærligheden, vil sejre.

Hvem vil ikke gerne være lykkelig?

Det vil vi alle, og jeg tror Guds intention fra skabelsen var at det skulle vi være.

De ondskaben kom ind i verden, åbnedes muligheden for det modsatte sig også.

Vi mennesker er indrettet sådan, at vi ser og hører det vi er opmærksomme på.

Når noget er blevet væk for os, så er det lettest for os at finde det vi leder efter, hvis vi har et klart billede af, hvordan det ser ud.

Man kan ikke sætte sit barn til at finde piskeriset, hvis ikke barnet ved, hvordan det ser ud.

På samme måde er det med Guds kærlighed. Den Gud, som gennem Jesus siger, at ingen skal tage vores glæde fra os.

Positiv psykolog får skyld for meget, og nogen gange er det berrettiget, men der er nu noget om, at det er godt for os at fokusere på det postive, som der nu engang er.

Derfor minder jeg om, at vi er skabt i Guds billede. Der er noget i os, der ligner Gud.

At Gud sender bud til dem, som sidder fanget i Babylon og er midt i elendigheden, at Gud ikke har glemt dem. Han har stadig planer om lykke, ikke om ulykke.

At Jesus til disciplene, på tærsklen til de tre værste døgn i deres liv, siger, at efter sorgen, skal deres hjerter glæde sig, og ingen skal tage den glæde fra dem.

Wanna be happy? Ja tak.

Jeg har tænkt mig, at huske at Gud vil det sådan. Jeg vel være opmærksom på hans kærlighed, for den er rundt om os.

Ja tak!

Amen.

Pinse 2016 – Thomas Risager

Guds Ånd falder over disciplene og gør at både de selv og mennesker helt uden forudsætning for at kende historierne om Jesus, kan erfare og opleve Guds nærvær.
Det er det, som pinsen er: Gud er helt tæt på, også selvom vi ikke forstår. Hør mere her, hvor pinsen er i fokus.

Du kan også læse manuskriptet til talen. Bemærk dog, at det talte ord ganske ofte afviger lidt fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 15. maj 2016.

Tekster: Apg. 2,1-21 & Rom 8,14-17 & Joh 14,8-17 & Sl 104,24-34.

På himmelfartsdagen bad Jesus disciplene om at gå op til Jerusalem og vente på at blive iført kraften fra det høje.

Som så ofte før, tror jeg ikke, at de fattede ret meget af, hvad ham mente med det. Men de gjorde som Jesus havde bedt dem om.

Det kunne vi måske lære lidt af. At gå i tro er de skridt man tager, uden at kende hele vejen. Man må gå alligevel. Fordi det er det, som føles, som det absolut eneste rigtige at gøre.

I dag fejrer vi pinsen. 50 dagen for opstandelsen.

Disciplene er samlet indendøre. En kraftig vind, fylder rummet.

Det er ikke sådan et pust fra et åbent vindue, der lige får lyset til at blafre, men reel vind. Apostlenes Gerninger siger vindstød.

Meterologerne vil sige vindstød af stormstyrke. Med andre ord, det er ikke sådan noget hygge nygge noget.

Tunger af ild fordeler sig på hver enkelt af disciplene. Jeg tænker tit på, hvad der ville ske i kirken, hvis det skete. 30 sekunder og Anders Flinck har tømt ildslukkeren ud over det hele.

Den ild, som Helligånden giver, er ikke en farlig fortærende ild. Tværtimod er det en opbyggende ild.

Den samme ild, som opbyggede Moses, da han står overfor den brændende tornebusk, til at blive den fantastiske leder, som fik israelitterne fra Egypterne, gennem ørkenen og ind i det forjættede land.

Guds ånd helliger – dvs. den bygger op, så vi kommer til at ligne Gud mere og mere – det som vi her i kirken kalder helliggørelse.

I pinsen ser vi forvandlingen ske med disciplene i løbet af få sekunder.

Guds ånd forvandler, Guds ånd bygger op, Guds ånd giver kraften fra det høje. Det som Jesus sagde, de skulle gå op til Jerusalem og vente på, fik de. Kraften fra det høje.

Fra at være som skræmte børn, der holder sig indendøre og knapt tør åbne munden, fordi de faktisk ikke fatter, hvad det er sket omkring dem de sidste mange dage, så deler de nu med hinanden om alt det fantastiske, de har oplevet sammen med Jesus.

For hver gang de hører hinanden fortælle en historie om hvordan Jesus kærlighed har gjort dem hele og det at han har sendt dem ud, har forvandlet dem. For hver gang historierne lyder stiger glæden, vokser troen, håbet og kærligheden.

De er ikke længere de samme mennesker. Noget nyt er blevet til inden i dem.

De bevæger sig fra at være disciple – elever – til at være apostle – ledere.

Der sker det noget centralt i verdens historien, fordi de apostle, som sidder i rummet, ikke lader sig begrænse af deres egen frygt.

Mennesker på gaden, kan høre, at der er noget helt vildt fantastisk på færde. Hver gang en af apostlene fortæller om Guds storhed i hans liv, smitter det, taler det til, rører det ved, bevæger det mennesker, som hører det.

Og det gælder uanset om det er parthere, medere og elamitter, dem der bor i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, v10 Frygien og Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, de tilflyttede romere, v11 jøder og proselytter, kretere og arabere – Alle hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål.

Det burde ikke være muligt, men det der det!

For der hvor Guds ånd er, falder alle grænser. Der er alt muligt.

Der sker der ting og sager.

Der flytter Gud rundt i menneskers liv, så vi bliver åbne for hans kærlighed.

Da er vi i stand til at lytte, så vi forstår, selvom vi ikke forstår.

Så vi kan tro, selvom vi ikke kan finde ud af at tro.

Så Gud kan frelse os, selvom vi aldrig fatter, hvordan det går til at hans kærlighed forvandler vores liv og bringer os ind i evighedens perspektiv.

Vi kan se at det sker, vi kan mærke at det sker.

Pinsen er Gud, som kommer helt tæt på. Det er Jesus, som nu er tiltstede overalt, fremfor at være bundet i i sin egen krop. Nu er han nu til stede ved os og i os.

Palulus taler i Athen om, hvor nær Gud i sin ånd er. Han siger: …”For i ham lever vi, ånder vi og er vi…”

Det er her vi kan opleve Gud, mærke Gud, have vished for at han er i livet samme med os.

At Guds ånd falder er ikke isoleret til dramatiske begivenheder i Jerusalem, men det sker i hverdagen, der hvor mennesker er.

I dag, vil jeg lade her høre, noget af det, som mennesker. Almindelige mennesker, vel at mærke, har skrevet til mig i ugen her op til pinse.

Læg mærke til at de oplever, at Gud er der hvor de er.

En af de unge, som var på påskelejr siger:

For mig var påskelejren som at blive vasket ren og få en ny begyndelse – sådan har jeg det med alle lejrene. Når man går der med 50 andre unge, der bare vil hinanden og verden det bedste, er det som om al ondskaben og alt det mørke der eksisterer, bliver bare en smule lettere at bære. Min tro bliver stærkere for hvert smil, hvert kram og hver samtale og det bliver så tydeligt for mig, at Gud arbejder gennem mennesker. Det er en velsignelse.

Der er især tre steder, hvor jeg oplever Gud, og det er på tre forskellige måder. Ungdoms- og spejderlejre møder jeg Gud i fællesskabet, og i en fornemmelse af, at alting kan lade sig gøre med andre mennesker, som har samme mål som en selv. Der er en ro og en velsignelse i, at vi er sammen om at ville hinanden som mennesker, uden vi skeler til hinandens skyggesider. Alle ser det bedste i hinanden, og der er man i sådan en perfekt lykke tilstand, hvor der bare er ro og velsignelse. Endnu bedre er det, når det fællesskab bliver kombineret med meningsfyldte oplevelser som hjælpearbejde med gadebørn eller lignende, hvor man føler, at man kan gøre verden til et bedre sted, der føler jeg, at Gud står midt i det hele.

Musikken er et andet sted, hvor den rigtige tekst eller musik kan give en gåsehud, hårene rejser sig, og selv om man er helt alene, er der en eller anden form for nærvær med noget, der er meget større end en selv. Den der følelse af kærlighed og lykke over at være tilstede i verden.

Naturen er det sidste sted. Sådan en sommerdag i skoven, hvor vinden, lydene og varmen bare spiller sammen på en måde, der ikke er tilfældig og ligegyldig. Der kan man næsten mærke helligånden i vinden og være helt opslugt af at være en del af Guds skaberværk – den slags føler jeg ikke, at vi bare kan tilskrive tilfældigheder.

Mathias Alsted Flinck

Jeg mærker Guds storhed og nærhed, når jeg ser på skaberværket…..i naturen – blomster, træer, ved havet og i skoven. Til barnedåb, bryllupper og begravelser. I musik og sang af alle slags. Når jeg oplever disse ting får jeg tårer i øjnene og gåsehud. Jeg oplever at vi mennesker gør noget planter og vander, får børn, lever, elsker, synger og spiller…..og så lægger Gud lige det der ekstra til, som gør det til noget stort og som giver mig fornemmelsen af hans nærhed. Så enkelt.

Bente Riishøj Hansen

Læg mærke til at Gud er ikke bundet at tid og sted.

Ånden falder i ensomhed og i fælleskabet.

Der hvor mennesker er falder Guds ånd. Det er ikke altid dramatisk, men det der sker indeni er i høj grad dramatisk.

Gammel jædist mystik siger, at der sidder en engel på vores skulder, som hver gang vi møder et andet menneske, siger: Se, skabt i Guds billede.”

Glædelig pinse.

Amen