Elsk Gud OG elsk din næste

Hvad er det vigtigste?

Elsk Gud OG elsk din næste!

Sådan svarer Jesus, da han bliver spurgt om, hvad der er vigtigst. Ved gudstjenesten udfolder Thomas Risager vigtigheden af det lille ord OG. For hvordan er det lige, man gør begge dele? Hvad skal have størst vægt? Hvad er meningen egentlig?
Du kan høre talen her:
Du kan også læse talen her.
Bemærk dog, at at der kan være lidt afvigelser mellem den skrevne tale, og den tale, som faktisk blev holdt i kirken.

 

1 af 5

Prædiken søndag d. 13. oktober 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Jer 29,1+4-7 & Mark 12,28-31.
Tema: Elsk gud OG din næste

Svaret på livet, universet og alting er 42.
Det er i alt fald svaret i den meget meget nørdede bog The Hitchhikers Guide to the Galaxy.

Problemet er bare, at det svar ikke rigtigt kan bruges til noget. Svaret på alt er 42. Hvad skal vi med det?
Der er mange, der mener at vi i kirken kender meningen med livet. Det er jeg ikke helt overbevist om, men jeg ved at vi vil gå med hinanden igennem livet, og hvem ved måske kan vi finde en mening.

Dygtige ledere, har ikke svarene, men de kan stille de rigtig sprøgsmål, siges det.

Jeg synes faktisk, det er et supergodt spørgsmål, den skriftkloge i dagens tekst stiller Jesus. Han spørger hvad er det allervigtigste. Nu er han skriftklog, så han tænker i bud. Hos ham er det sådan, at verden kun kan fungere efter regler og bud, så hvad er det største bud?

Jesus svarer, og I kender det: “…du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.‹ Dernæst kommer: ›Du skal elske din næste som dig selv.”1

Det er det, som er det allervigtigste, elsk Gud OG elsk mennesker.

1 Mark 12, 30-31

page1image54475392

2 af 5

Elsk Gud er på mange måder let nok, for fra ham mødes vi med en kærlighed og en accept, som er helt udenfor denne verdens fatteevne.
Det er ikke sikkert vi bruger de ord, men jeg tror faktisk vi er skabt til at høre Gud til, skabt til at leve i hans kærlighed.

Det tror jeg vi gør, også selvom vi ikke lige ved. Det er det, som metodistkirken kalder forekommende nåde.

Jeg er selvfølgelig også nødt at sige, at der er en enorm frihed i, at opdage det. Det er noget af det, vi som kirke gerne vil hjælpe mennesker med – at opdage at de er elsket af Gud.

Min påstand er, at selvom vi måske ikke tænker over det til dagligt, så ligger det os naturligt og lige for, fordi vi er skabt i Guds billede.

Problem er, at der er et og….elsk Gud OG elsk vores næste.

Det er let nok at elske menesker, som elsker eller holder af os. Men det er jo ikke begrænset til det. Det siger Jesus meget klart i Matt 5: “Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!”2

2 Matt 5,46-48

page2image54461376

3 af 5

Så Jesus ved godt, at det er en udfordring at elske sin næste. Dette går langt, og det understreges i bibelteksten fra det gamle testamente.

Her skriver Jeremias til til landflygtige i Babylon. De skal bosætte sig for alvor, få børn, tage del i livet i Babylon. De skal stræbe efter lykke og fremgang for den by, de er ført til. Går det den godt, vil det gå Jer godt, sluttes der af med.

Det er noget af en opgave.

Baggrunden finder vi i historien, til år 587 før Kristus. Vi skal til Jerusalem, hvor jødedommen trives. Templet fungerer. Men der er bare den detalje, at byen er belejret og har været det i to år. Murene er faldet, og byen er invaderet af Babylonerne, som er vore dages irakere.

I stedet for at besætte Jerusalem, så henretter de kongefamiliens medlemmer, stikker øjnene ud på kongen og fører alle samfundets intellektuelle og religiøse og politiske ledere i tvunget eksil i Babylon. På den måde sikrer de sig, at Israel ikke har en chance for at komme på fode igen.

Dem, som Jeremias skriver til for at bede dem om at slå rod og engagere sig og gøre deres til, at det må gå godt for byen, de er i, er altså de bortføre, som faktisk er blandt fjender.

Det kan ikke være let, ikke destomindre, var det det, som de blev bedt om. Når Jesus beder os om at elske Gud, og vores næste, så er der ikke tvivl om, at det er et krav, der er udfordrende og at han kender denne historie.

4 af 5

For lige at gøre historen færdig med eksilet i Babylon. Så var det der, under maksimalt tryk, at jødedommen udviklede sig. Det var der man bl.a. udviklede synagogerne og gudstjenesterne i dem.

Dette trimmede jødedommen til at blive en global religion og ikke bare en sekt, der kun kune eksistere i Israel. Det er den arv, vi som kriste står på. Både i hensynet til at kunne være globale, men også hele måden vi fejrer gudstjeneste. Det er udviklet under fangeskabet i Babylon.

Vi skal elske Gud og vore medmennesker, også dem, der ikke nødvendigvis elsker os.

I det ligger der også, synes jeg, en helt lavpraktisk udfordring til at engagere os i den by, vi bor i. Mange kirker lukker sig om sig selv. Det har vi ikke tradition for her.

Vi er ikke ført i eksil i Odense, men det er her vi bor.

At elske vores næste, kunne være at engagere sig i vores by og være med til at tage ansvar.

Vi er – heldigvis – i perioder ganske synlige i bybilledet. I næste uge, skræmmer Emmaus f.eks. livet af byens børn i forbindelse med Magiske dage. Gospelkorene Emmaus og Nardus har en kæmpe koncert på Posten for at samle ind og gøre opmærksom på Knæk Cancer. Dette er bare for et par eksempler.

Jeg tror,det er godt at minde os om vores by og kaldet til at elske Odense, her på kanten til en ny visionsproces.

5 af 5

Hvad er da det vigtigste? Det er at elske God og elske vore medmenesker.

Til det kan vi ikke bruge 42 til noget, men vi kan bruge kærligheden. Det må være svaret. Kærlighed.

Amen.

 

Hvor skal vi hen? – Visionssøndag

Sammen skal vi drømme, inspireres og finde en vej for fremtidens metodistkirke i Odense. Rammen for det hele er en gudstjeneste, fordi vi også fokuserer på, hvad vi tror, kan være Guds drøm for os.

I den anledning holdt jeg en tale, som du kan høre her:

Videoen, som der omtales i talen kan du se her. Bemærk dog, at den her er i fuld længde..

Du kan også læse talen her. Bemærk at der altid er lidt forskel mellem det skrevne og det talte ord.

Tale manuskript i PDF-format

1 af 6

Prædiken søndag d. 6. oktober 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matt 28,16-20.

Jeg er fuldstændigt outdated….

Jeg ved godt, at det sikkert ikke er nogen overraskelse for Jer, men det er en overraskelse for mig selv.

Når jeg kigger tilbage på mit arbejdsliv, så har jeg haft indtil flere jobs, som simpelthen ikke findes mere, fordi tiden løb fra det.

Jeg har arbejdet i en radio og tv butik. Sådan en rigtig forhandler, med god service. Vi Kørt selvfølgelig ud og monterede højtalere og installerede tv i hjemmene. Hvis noget var i stykker, så havde vi et værksted, hvor der sad tre mand og reparerede.

Den slags forretninger findes stort set ikke mere. Vi køber vores fladskærme El-giganten eller supermarkedet. Hvis noget går i stykker, så kan det ikke længere betale sig at få det repareret.

Det er en anden tid!

Et andet job jeg har haft var i dette firma. Verdens største færgerederi med ruter mellem Danmark, Sverige og Norge. Mens de er endnu større på den Engelske Kanal samt i det Irske hav med ruter mellem England og Irland.

Mens jeg læste i Göteborg, arbejdede jeg på hovedkonteret i Frederikshavn. Det var jo smart at kunne rejse gratis mellem Gøteborg og min familie i Strandby.

2 af 6

Vi sad 60 mennesker, med en telefon og en computer. Dengang ringede folk ind på 96 200 200 og talte med os, mens vi lavede billetterne i bookingsystemet. hvis folk var i god tid sendte vi billetterne til dem med posten.

I dag er der stort set ingen på kontoreret. Jobbet findes ikke længere. Nu bestiller vi selv billetten direkte på firmaets hjemmeside.

Det er en anden tid!

Det var også en anden tid, som Jesus levede i. Der var ingen, der bekymrede sig om prisen på fladskærme eller nye iPhones. Prisen for en bådtur over søen blev aftalt ansigt til ansigt.

Nogle af udfordringer, som det moderne menneske kan få meget energi til at gå med at tænker over, var præcis de samme.

Er jeg mon god nok?

Er der overhovedet nogen, som kan elske sådan en som mig?

Hvad er meningen med livet?
Hvorfor bliver mennesker syge og dør?
Hvad sker der når man dør?
Hvordan kan man tro på Gud? Hvordan skal jeg tro?

3 af 6

Skal jeg virkelig bede for dem, som behandler mig dårligt?

Mange af de eksistentielle tanker var de samme, og rigtigt meget af det, som jesus sagde til mennesker er langt fra outdated. Det er højaktuelt.

Det er også derfor, at vi stadig så mange år efter, at han levede bruger energi på at lave kirker, hvor mennesker kan fokusere på, hvad Jesus sagde og gjorde.
Kirken er et sted, hvor vi kan blive inspireret til at leve vores liv, et sted hvor vi kan finde fælleskaber med menesker, som vi kan lære af og inspirere hinanden til at leve et liv med tro.

I kirken bygger vi bro mellem himmel og jord, mellem liv og død, mellem mennesker, mellem tro og tvivl, mellem Gud og os.
Kirken er et sted, hvor vi synger sammen, taler sammen, hjælper sammen, beder sammen, lever sammen. Det er alt sammen inspireret af, hvad jesus sagde og gjorde.

Det er helt utroligt vigtigt at understrege på en dag, hvor vi drømmer om hvordan vi kan være en fremtidens kirke, at vi får slået helt fast, at det er troen på Gud, som er det helt afgørende fundament, vi står på. Det er det vi er fælles om, også selvom vi en gang i mellem tvivl – det er vi også fælles om.

Det er det vi står på, når vi siger, at vi er et klart budskab om Guds kærlighed.

4 af 6

Her står vi fordi vi tror det er helt afgørende at finde ud af, hvordan livet skal se ud for os, for mig, når vi efterlever, hvad jesus sagde:

“En af de skriftklog spurgte Jesus»Hvilket er det første af alle bud?« Jesus svarede: »Det første bud er: ›Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er én, og du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.‹ Dernæst kommer: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ Intet andet bud er større end disse.«”1

Det er de største bud, og dette bliver klart at kristen tro, ikke kun handler om mig selv, men at det sandelig også handler om, de mennesker, som jeg møder på min vej. Tænk blot på lignelsen om den barmhjertige samaritaner.2

Tænk på hele bjergprædiken:3 Her læser vi saligprisningerne4, hvor Jesus vender hele samfundets hiraki på hovedet, hvor han også siger: “I har hørt, at der er sagt: ›Du skal elske din næste og hade din fjende.‹ Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender, og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. Så vær

1 Mark 12,28-31. 2 Luk 10,23-37.
3 Matt kapitel 5-7 4 Matt 5,3-12.

page4image28467456 page4image28459776

5 af 6

da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!”5

Det kan godt være, at det var en anden tid, da jesus levede, men i modsætning til visse andre, så er han ikke outdated. Tværtimod er de ord, Jesus siger aktuelle. Som jeg ser det, betyder de alverden, og det er hammer vigtigt, at der er kirker, hvor man tør tale om, tro på, tvivle på, efterleve, handle på alle de gode ting, som Jesus sagde og gjorde.

Der har vi fat i noget, som vi er forpligtede på at dele med andre.

Jeg siger ikke vi skal stå nede i centrum og dele flyers ud, men jeg tror fuldt og fast på, at missionsbefalingen er givet os, som noget vi skal tage helt bogstaveligt.

Video: https://www.youtube.com/watch? v=fIzxzl5KfSk&t=48s

Botham Jean's brother (Brandt Jean) forgives, hugs convicted murderer Amber Guyger

Jeg tror, at vi skal forstå os, som sendt ind i den verden og det liv som er vores. Ikke nødvendigvis sådan at vi er missionærer, der skal få mennesker til at hoppe på en livsstil, der ligner vores.

For det første, så er vi ikke ens, og vi skal ikke være det. For det andet, så kan udlevelsen af tro se ud på så

5 Matt 5,43-48.

page5image28459008 page5image28474752 page5image28472448

6 af 6

utroligt mange forskellige måder og den mangfoldighed er et plusord.

Men vi skal være bevidste om, at vi oplever, nemlig at tro på, at Gud elsker os lige sådan som vi er, er en utrolig værdifuld ting, at have med ind i sit liv. Det er simpelthen for godt til at vi skal holde det for os selv. Det er ikke nogen hemmelighed, men det er vort klare budskab om Guds kærlighed.

Så som indledning til vores visionsarbejde, vil jeg lade jesus få det sidste år:

Gå derfor ud…. Amen

In the shelter of Your presence – Gospelmeditation

Dagens gudstjeneste var en gospelmeditation.

Det er en anderledes gudstjeneste, hvor man kan ligge på gulvet eller sidde på stole. Sangere og pianist fra kirkens musikteam synger stille sange og  gospelnumre. Man kan synge med, eller man kan lytte.

Undervejs kan man benytte bønnestationer, tænde lys, skrive bønner, lægge sten eller blomster. Kort sagt, så kan man bare være. Man kan være aktiv, eller passe, man kan endda tage en lur, hvis det er det man har allermest brug for.

Der er også altid en tale. Den kan du høre her:

Du kan også læse talen her:

Talemanuskript i PDF-Format

1 af 6

Prædiken søndag d. 1. september 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Salme 23. Gospelmeditation. In the shelter of Your presence. Om at finde helle.

Jeg gætter på, at du kender til det at være så træt og så udkørt, at du er kommet forbi der, hvor man virkelig mærker det.

Man har bare lyst til at at få lov at være i fred.
Man har lyst til at man ikke skal taget stilling til noget som helst.
Man hører sig selv sige. Jeg skal bare lige have lov til at være mig. Bare lige få lov til kun at være…..

Det er lige præcis det, som du kan her. Det er netop formålet med denne gospelmeditation. At du kan få lov til bare at være.

Hvem af os er ikke godt og grundigt trætte af e-mails om ligegyldigheder, hvor vi bare er sat på cc.
Jeg gætter på, at vi er mange, som farer sammen, hver gang telefonen eller computeren siger pling.

Jeg tror også, vi er mange som har prøvet det med at række ud efter telefonen i lommen, fordi vi troede at den vibrerede, men det var noget vi bildte os ind.

Vi lever på mange måder i en tid, hvor kravene til vores generation ser markant anderledes ud, end de gjorde til vores forældre. Jeg siger ikke at det er hårdere, for det tror jeg ikke selv på, men det er anderledes.

Vi skal være på, og helt fremme i skoene – hele tiden.

2 af 6

Det med bare at passe sine pligter, duer ikke. Vi skal være proaktive. Vi skal være udviklende. Vi må endelig ikke gå i stå. Folk, der har spurgt os om noget på mail eller SMS, de skal have svar med det samme.

På en eller anden måde, har vi bildt os selv ind, at vi skal være på, også når vi ikke er på arbejde.

Sidste weekend tog jeg mig selv i at svare en mail, som den der havde sendt den, havde skrevet haster på, kl. 0.30 søndag morgen. Mest af alt er jeg tosset på mig selv, fordi jeg overhovedet tjekkede mail på det tidspunkt. Det er da for dumt.

Så den her fornemmelse af, at trænge til en pause, hvor der ikke er noget som helst, jeg skal forholde mig til. Den kender jeg, og jeg gætter på, at det gør du også.

Det er ikke et nyt behov, der er skabt af vores tidsalder, eller af vores teknologi.

Det er et alment menneskeligt behov, som vi har lært at ignorere, eller værre endnu, forbinde med svaghed.

Selv i meget gamle dage, under Kong Davids tid var dette kendt.

Kong David, som tilskrives en stor del af salmerne i Bibelen, levede ca. 1000 år før Jesus blev født, så ordene vi hørte læst og som jeg referer til, er altså tre tusind år gamle.

Tiden var en anden, men menneskets behov for at finde hvile og ro, var præcis det samme, som i dag.

3 af 6

I deres verden, var det naturligt at forbinde den totale oplevelse af ro, med et nærvær af Gud.

Når man kender historien om Kong David, så er det ikke så svært, at forestille sig, at han også kunne komme i den situation, at nu var det hele bare for meget.

David lægger navn til en hel del af de 150 salmer, som er i bibelen.

Salmerne er fantastiske, fordi de løfter sløret for menneskers erfaringer med Gud.
De er ikke et udtryk for universitets-teologi.
De er ikke lærde prædikener, som vil fortælle folk, hvordan de skal tro.

De er menneskers oplevelse af Gud.
Mange af dem er på ingen måde polerede, de er deciderede klagesalmer, som udtrykker håbløshed opgivenhede og tvivl.
I salmernes bog finder vi alle mulige ufriserede udtryk for tro og for tvivl.

Salme 23 er én af dem, der udtrykker tro. Måske er den meget kendt, fordi den vældigt ofte citeres på film i forbindelse med begravelser.

Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød, han lader mig ligge i grønne enge,
han leder mig til det stille vand.
Han giver mig kraft på ny,

han leder mig ad rette stier for sit navns skyld.
Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt,

4 af 6

for du er hos mig,
din stok og din stav er min trøst.

David er et mangefacetteret menneske. Han er en af de største helte i Bibelen, og det pointeres stærkt, at Jesus er i slægt med ham. Samtidigt står han for en del historier, som ikke tåler dagens lys.

Han er hyrdedrengen, der som ganske ung bliver konge. Det at han bruge billedet, at Gud er hans hyrde, afslører ret meget, hvad han er rundet at. Hyrden.
David er kriger og klarer sig med stor succes på fronterne hele vejen rundt om sit rige. Personligt overvinder han kæmpen Goliath med en stenslynge.

I hele sin regeringsperiode er han i stand til at holde fjenden ude, og der opstår tryghed og velstand i hans rige.
Det er hans søn Salomon, der kommer til at opbygge det store jødiske tempel i Jerusalem. Større kan det ikke blive.

Men David var også ham, der fik en officer dræbt, så han kunne komme til at stjæle hans kone. Der er mange historier om, hvordan David kommer galt af sted.
Med andre ord, han var et menneske, som du og jeg. Han er sandelig også et menneske, der hele tiden er presset på alle mulige områder. Magt, krig, kærlighed, overfældende krav, manglende kompetencer, kan det blive ved med at gå godt? Der har været utroligt meget tryk på hele tiden.

I salmen her giver han udtryk for hvor meget han har brug for hvilen. Han ved, at Gud giver ham muligheden for at hvile ud på den grønne eng.

5 af 6

Som gammel hyrde forstår David, at dem som man er hyrde over, er nødt til at stole 100 procent på at hyrden, har deres ryg.

Hyrden beskytter dem om alt ondt, og vil dem godt.

Jesus bruger faktisk den gode hyrde som et billede på sig selv.

Så det er et bibelsk princip introduceret af David i det Gamle Testamente, og faktisk videreført at Jesus i det Nye Testamente, at tillid og tro på Gud, kan lede én til stille vand og ind i grønne enge, hvor man kan få lov at hvile og få kraft på ny.

Så det er gammel visdom, at tro på Gud ikke er forbundet med præstation, men med tryghed, hvile og restitution.

Den gode hyrde er billedet på Gud, der elsker os, alene fordi vi er til, ikke i kraft af hvad vi kan eller gør. Ikke i kraft af hvad vi lykkes med eller kikser totalt.

Den gode hyrde er billedet på Gud, som minder os om, at vi bare kan være, at det er ok at hvile.

Gud, som når vi hviler, giver os nye kræfter og leder os videre i livet.

Ind i en verden, hvor vi tror vi skal præstere som aldrig før, tror jeg, at der er noget utroligt vigtigt i, at forstå og turde tro, at det også er okay bare at være.

At det ligefrem er klogt at standse op og hvile.

6 af 6
For der er faktisk en Gud, som elsker os fordi vi er.

Ham stolede David på ville give ham hvile.

Jesus bruger samme billede. Han siger: Jeg er den gode hyrde1.

Det stoler jeg på. Men det er også noget jeg konstant arbejder på.

Dette er helt i tråd med jesus, som i Matthæusevangeliet siger: Kom til mig alle I, der er trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.”2

I aften har jeg et sted, hvor jeg bare kan være. Hvor der er helle. Hvor jeg kan hvile.

Du er også meget velkommen. Amen.

page6image7603904

1 Joh 10,112 Matt 11,28

 

Følg den røde tråd i bibelen 3/4

Den røde tråd
– fra gammelt til nyt

I dag fortsætter vi august måneds talerække om Den Røde Tråd i Bibelen. Som vi allerede har hørt, går der en rød tråd gennem hele Bibelen, og noget af det, som binder alt sammen, er ideen om, at Gud vil mennesker godt.

På søndag er det Thomas Risager, der tager tråden op: Her skal det handle om, hvordan Jesus ret kraftigt markerer, at nu kommer der noget nyt. På den ene side bekræfter han, at alt det gamle ikke skal forsvinde, men det er helt tydeligt, at det med Jesus vil få en anden betydning.

 

Hør mere her:

 

Du kan også læse talen. Bemærk dog, at der altid er forskelle mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-format

1 af 8

Prædiken søndag d. 18. august 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matt 28,16-20.
Følg den røde tråd i bibelen 3/4.

Det kan næppe overraske nogen, at vi har gang i at følge den røde tråd gennem bibelen. Hvis det alligevel er en overraskelse, så kan du høre de to første taler fra kirkens hjemmeside. De ligger nede i bunden af forsiden på www.metodistkirken-odense.dk

Allerførst en superkort opsummering, så vi alle kan tage fat i tråden, der hvor vi er nu.

Den første søndag talte jeg om, at en kerneforståelse af bibelen er, at Gud vil os, og at han vil os det godt. Fra skabelsen er vi udset tl at være under Guds kærlighed. Mennesket er skabt sådan, at vi ikke tvinges til at tage imod Guds kærlighed. Mennesket er i stand til at blive fristet, så de første mennesker faldt i, og spiste af den forbudte frugt. Konsekvensen udeblev ikke. Mennesket blev smidt ud af Edens have og må leve et liv, hvor vi skal kæmpe for føden, hvor vi ligger under for synd, og slutteligt må dø.

Det gamle testamente er fyldt med Guds anvisninger og bud til os, sådan at vi ikke kommer galt afsted. Det var noget af det, som Maria sagde i sidste uge.

Hun lagde også vægt på at Det gamle testamente i meget høj grad har været med til præge vores måde, at indrette samfundet på.

Pagtens ark, som indeholdt tavlerne med de ti bud, har været centrum for hele tilbedelsen af Gud i og med, at

page1image28897280

2 af 8

den blev placeret i Salomons tempel. Jerusalem blev stedet, hvor Gud boede og regerede fra.

Som både Maria sagde i søndags, og som jeg sagde i en første tale, så skal vi i vores læsning af tekster fra det gamle testamente, hvis vi ønsker at uddrage trosmæssige konklusioner fra det læste, hele tiden se tilbage på teksten gennem det, som vi ved, Jesus har sagt og gjort.

Det er rigtigt forstået, når vi siger, at Jesus bygger videre på mange af teksterne i det gamle testamente. Det er det fundment, han står på.

For det første er det sådan at Jesus er jøde. Han er jo ikke kristen. Det er slet ikke opfundet endnu.
For det andet, vil Jesus tale en ny tro til mennesker, der allerede har en tro. I hvert fald til den del af hans mission, som er rettet mod jøderne. Vi ved at Jesus havde en del konflikter, fordi han ikke lod sig begrænse til at kun at tale til jøderne.

Han bygger til dels på hvem han er, men også på, hvem de, der lytter, er.

Jesus forkaster ikke loven, og de gamle fortællinger. I begyndelsen af bjergprædikenen, citeres han for at sige: “Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde.”1

1 Matt 5,17

page2image28899776

3 af 8

Men resten af kapitel fem er et voldsomt oprør brugen af loven. Et opgør mod lovenes brug – ikke mod loven i sig selv.

Det er her jesus igen og igen siger. I har hørt det er sagt, men jeg siger jer. Her gør han op med begreber som vrede, ægteskabsbrud, at sværge, skilsmisse, gengældelse. Og måske den mest udfordrende: “I har hørt, at der er sagt: ›Du skal elske din næste og hade din fjende.‹ Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender, og bed for dem, der forfølger jer,.”2

Jesus forkaster ikke Loven, Profeter, salmerne, men han indvarsler en ny brug af det.

Med Jesus kommer der noget nyt.
I har hørt, men jeg siger….
Lidt mere konkret, hvad er det der er nyt? Jesus taler om Gud som en himmelsk far.

Vi ser det i begyndelsen af bjergprædiken, når Jesus introducerer det, der måske der måske er den mest intime bøn, fordi vi ofte beder den sammen, fadervor.

Den indledes med at du og jeg, og ja, alle andre også, kan tiltale Gud med Vor Fader3

2 Matt 5,43.3 JF. Mat 5,9

page3image28899392

4 af 8

Det nye er, at det kan vi gøre hvor som helst, og vi behøver heller ikke præsters mellemkomst.
Forholdet mellem Gud og dig, er blevet et direkte forhold. Et personliget forhold. Du og Gud.

I det gamle testante er det Gud, der gennem Abraham, laver en aftale, om at Abrahams folk skal være Guds folk, Gud vil være deres Gud.4 Det er kollektivt.
Senere ser vi at folket, er det folk, som Moses leder ud af fangeskabet. Det folk, som Gud initierer fællesskab med, ved at give dem de 10 bud,5 som Maria i sidste uge tale om, blev opbevaret i pagtens ark.

Det er altså gammeltestamentlig tankegang, at forholdet mellem Gud og mennesker laves af et enkelt menneske, på vegne af hele folket. Hermed ser vi også, at folket alene ved sit tilhørsforhold til folket, kollektivet, er omsluttet af Guds pagt.

Det er folket, som senere dyrker Gud i templet.6 Det er folket, som bringer ofre til præsterne, som slagter dyrene i templet, således at dyrenes blod, når det løber ud over alteret renser folket for al dårligdom. Dette er en lovpraksis om syndoffer7 som er helt tilbage fra da folket under Moses vandrede i ørkenen.

4 JF. 1. Mos 155 2. Mos 20
6 2. Krøn 5
7 3.Mos4

page4image28901120

5 af 8

Fast forward, så er det mest centrale som Jesus gør i tråd med denne tankegang, men samtidigt et opgør med den.

For vi har en Jesus, Guds søn, Messias, Verdens frelser, som lader sig slå ihjel på et kors.

Det er en radikal anderledes fremstilling i af Gud, end den vi ser i det gamle testamente. Indtil nu har historien om Gud været en historie med en stærk, krigerisk, rethaverisk, retfærdig, dømmende, skabende, almægtig Gud.

Men Jesus viser os afmagt!8Jesus viser os død. Opstandelse.
Nåde.

Jesus er det offer, som bringes én gang for alle.

Det er sådan set det, som er kernen i i den nye forståelse af Gud, som det beskrives i det nye testamente.

Når vi har nadver, synger vi se Guds lam, som bærer alverdens synd, forsoner, befrier og døber med ånd.9 Vi synger sådan, fordi Jesus har afløst offerlammet i templet.

8 2. Kor 12,10
9 Tomas Bostrøm: Se, Guds lam. Salmer & Sange 2006.

page5image29046656

6 af 8

Vi anerkender det, når vi tager mod brød og vin, givet med de samme ord, som Jesus selv brugte, da han række brødet og vinen til sine disciple.

“Mens de spiste, tog Jesus et brød, velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagde: »Tag det og spis det; dette er mit legeme.« Og han tog et bæger, takkede, gav dem det og sagde: »Drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse. Jeg siger jer: Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige.”10

Igennem hele bibelen er det sådan, at hver gang noget nyt er sket mellem Gud og mennesker, så er initiativet kommet fra Gud.

Jesus er et så radialt påfund fra Guds side, at der er et før, og der er et efter.

Derfor er det også vigtigt at forstå, at nu er der noget andet på spil. Det betyder ikke at vi bare skal rykke det gamle testamente ud af vores bibeler. For der finder vi vore historie, den kultur og den tro, vi bygger på.

Men med Jesu er noget nyt begyndt, derfor skal vi læse gamle testamentelige tekster, gennem hvad vi ved om Jesus.

Noget nyt er kommet til, og det er det, som kommer til udtryk i den tekst, som var oplægget til denne tale, nemlig missionsbefalingen.

10 Matt 26,26-29.

page6image29048384

7 af 8

Måske husker du, hvad Jesus indleder med at sige…… : “Mig er givet al magt i himlen og på jorden..”11

Magten ligger hos Jesus, den ligger ikke længere i loven. Herefter siger Jesus til disciplene, at de skal gå ud…. Det går ikke umiddelbart så godt med det, men det tager vi på søndag…. og så skal de lære folk at holde alt det som jeg har befalet jer.12”

De skal dele det, som Jesus har sagt. Loven – mange af lovteksterne fra det gamle testamente, er afløst af Jesu lære.

Det betyder ikke at loven er ligegyldigt, men det viser at der er en udvikling. Den udvikling er også tilstede gennem det gamle testamente. Forståelsen af Gud har været under udvikling fra de første skrifter, hvor vi er omkring 3900 år tilbage i tiden og frem.

Der sker noget hele tiden, for Gud er ikke statisk. Det er præcis derfor det stadig er nødvendigt at bedrive teologi, hvor man bruger alt det man overhovedet kan trække på i en jagt på forståelsen af hvem Gud er.

Den rejse er vi også på, men vi rejser med den viden, at kernen i al kristen tro må og skal være Kristus.

Amen.

11 Matt 28,16
12 JF- Mat 28,20.

page7image29047040

8 af 8

Måske bruge billede af gammel mobil, som vi jo ikke bærer med os. Den ligger hjemme i skuffen, for den er blevet afløst af en mere tidssvarende model.

Følg den røde tråd i Bibelen 1/4

Velkommen tilbage i kirke efter sommerferien! På søndag indleder vi vores nye prædikenserie “Følg den røde tråd i Bibelen.”

I de kommende fire uger vil vi forsøge at danne os et overblik over den fortælling, som binder Bibelen sammen. Kom og vær med fra starten! Den overordnede plan er, at Gud vil mennesker det godt. Han vil frelse mennesket. I dag taler jeg om, hvordan det hele begynder med at gå galt. Så vi starter op efter sommerferien med en rigtig gyser!

 

Hør mere her:

 

Du kan også læse talen her. Bemærk at der altid vil være lidt afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-Format

 

1 af 8

Prædiken søndag d. 4. august 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: 1. Mos 1, 26-31 & 1. Mos 3,1-7 & Åb 21,1-4.

I dag indleder vores nye prædikenserie “Følg den røde tråd i Bibelen.”

I de kommende fire uger, skal vi danne os et overblik over den fortælling, som binder bibelen sammen. Den overordnede plan er, at Gud vil mennesker det godt. Han vil frelse mennesket, fra os selv, og fra den ondskab, som også råder i verden.

Det er altid godt at begynde ved begyndelsen, så det vil vi gøre.

Allerførste vers i bibelen, slår tonen an: “I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden.”1

Vi kan altid diskutere big bang og evolutionsteori. De videnskabelige forklaringer på verdens skabelse hører med til enhver tanke om livets opståen.

Uanset, hvordan detaljerne i verdens skabelse hænger sammen, så er det, som vi skal fange her i begyndelsen, at Gud står bag. Verden er til, og senere vi er til, fordi Gud vil det sådan.

Guds tanke med verden er, at den er paradis på jord.

1 1. Mos 1,1

page1image25921216

2 af 8

Hver gang et delelement i skabningen er fuldført læner Guds sig trilfreds tilbage og ser at det er godt. Gud er tilfreds!
Verden er et sted i harmoni og balance, et sted hvor alt ånder fred og idyl.

Det er temmelig lagt fra, hvordan verden er i dag. Det vender vi tilbage til.

Det er det, som begyndelsen af den røde tråd er bundet fast i. Og det er herfra vi følger tråden videre.

På sjettedagen i skabelsen sker det noget helt afgørende.

Jeg læser fra 1. Mos. 1,26-31:
“Gud sagde: »Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden.« Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. Og Gud velsignede dem og sagde til dem: »Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!« Gud sagde: »Nu giver jeg jer alle planter, der sætter frø, på hele jorden og alle træer, der bærer frugt med kerne. Dem skal I have til føde. Til alle de vilde dyr og til alle himlens fugle, ja, til alt levende, der rører sig på jorden, giver jeg alle grønne planter som føde.« Og det skete. Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var. Så blev det aften, og det blev morgen, den sjette dag.”

3 af 8

Gud skaber menesket, så vi ligner ham. Eller os, som der står. Gud er altså mangefacetteret, Gud er treenighed, allerde her. Som mand og kvinde, så forskellige, som vi nu er, så farverige, som vi nu er, så ligner vi Gud. Det er lige til at blive helt svimmel over.

Det bliver mennesket sådan set også ret hurtigt. At vi er skabt i Guds billede indebærer, at vi har en fri vilje. Vi kan beslutte hvad vi vil, også hvis det er decideret dumt. Jeg gætter på, at ingen af os kan sige os frie fra, at have taget den dum beslutninger i løbet af vores liv.

Men det er vi frie til. Frie til at gøre som vi selv vill, også selv om det skulle være både dumt og skadeligt for os.

Dermed har vi selvfølgelig også et ansvar for eget liv, et ansvar, som ikke forsvinder fordi vil faktisk tror på en almægtig Gud, der er i verden. Gud griber ikke ind og ændrer de evt. kedelige konsekvenser af vores dumme valg. Han har netop givet os friheden. Med frihed kommer altid ansvar. Det er helt enkelt en del af skabelsens orden. Men det er også et ansvar, som vi ikke er efterladt alene med. Det kommer jeg tilbage til.

Det er blandt andet noget af det, som vi skal lære at håndtere, når vi bevæger os fra barndommens ubekymrethed til voksenlivet.

For os er faldgruberne, fristelserne, mulighederne for dumheder enorme, for sådan er verden blevet, som en konsekvens af de første menneskers fejl – synd, om du vil.

4 af 8

De første mennesker levede i paradis, alt var godt og trygt. De var helt tæt på Gud og havde alt, hvad man kunne ønske sig.

Der var dog én fristelse, nemlig kundskabens træ, der bugnende af frugt, og som stod midt i haven.

Kapitel 2 i 1. Mosebog fortæller os: Gud Herren tog mennesket og satte ham i Edens have, for at han skulle dyrke og vogte den. Men Gud Herren gav mennesket den befaling: »Du må spise af alle træerne i haven. Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag, du spiser af det, skal du dø!«“2

Alt var så fint, men der var én fristelse i hele haven.

Alle store dramaer i litteraturen og filmen er som regel bygget op af ligningen hvor komponenterne fristelse, og menneske indgår.
Historien om verdens skabelse er ingen undtagelse.

Vi kender det alle sammen. Der sker nok ikke noget ved det. Der er ingen, der ser det. Jeg fortjener lidt af det her.

“Slangen var det snedigste af alle de vilde dyr, Gud Herren havde skabt, og den spurgte kvinden: »Har Gud virkelig sagt, at I ikke må spise af træerne i haven?« Kvinden svarede slangen: »Vi må gerne spise af frugten på træerne i haven, men frugten på det træ, der står midt i haven, har Gud sagt, at vi ikke må spise af og ikke røre ved, for ellers skal vi dø.« Men slangen sagde til kvinden: »Vist skal I ikke dø! Men Gud ved, at den dag, I spiser af

2 1. Mos 2, 15-17

page4image25537792

5 af 8

den, bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud og kan kende godt og ondt.« Kvinden så, at træet var godt at spise af og tiltrækkende at se på, og at det også var godt at få indsigt af, og hun tog af frugten og spiste. Hun gav den også til sin mand, der var hos hende, og han spiste. Da åbnedes deres øjne, og de opdagede, at de var nøgne. Derfor syede de figenblade sammen og bandt dem om livet.”3

Som jeg sagde, vi lever med konsekvenserne, og de konsekvenser remser bibelen også op. I flæng kan nævnes, at mennesket blev forvist fra haven, at vi skal dø, at vi skal kæmpe for at skaffe os føden, at kvinder skal føde i smerte, og at agerjorden skal være hård at skaffe føden fra. Og endelig er en af konsekvenserne at Gud er fremmed for mennesket.4

Det er vigtigt at lægge mærke til, at Gud sætter en begrænsing på varigheden af dette. I vers 19, siges der “indtil du vender tilbage til jorden.

Måske er det optimistisk, men jeg ser en nåde allerede i den straffen. Lidt ligesom, når vi har haft lyst til at give børnene stuearrest resten af måneden, men ender med 10 minutter.

Det er det, som vi må leve med. Hvordan ser det så ud i virkelighedens verden? Jeg tilskriver konsekvenser som: fattigdom, krig, kriminalitet, folkemord, mismod, sygdom, klimakrise, knas i relationer…. vi kan sagtens finde på mere.

3 1. Mos 3,1-8.4 1. Mos 3, 8-19

page5image25538752

6 af 8

For mig er der ingen tvivl om at livet som sådan er svært at navigere i, og jeg anerkender blankt mit behov for hjælp. Faktisk må jeg indrømme, at jo ældre jeg bliver, jo mere tydelig bliver min afhængighed af Guds hjælp for mig.

Gud forsøger virkelig at få os i tale, fordi han vil os det godt. Det er noget af det, som Maria vil tale om i næste uge.

Allerede næste generations børn, taler Gud til med nåde. I historien om Kain og Abel taler Gud om syndens og ondskabens magt hos mennesker, siger han faktisk: “at synden vil begære dig, men du skal herske over den.”5

Vi kender historien og ved, at Kain mildest talt havde begrænset succes med det. Det skal vi forstå to ting ud af. For det første mennesket kan ikke stå mod synden, de onde impulser, alene. For det andet, at Guds hensigt med os ikke er et sygt eksperiment for at, hvad der sker, når vi ødelægger det for andre og os selv. Gud vil at vi skal lykkes og leve et godt liv. Det er Guds hensigt.

Det er det der ligger i hele helliggørelsestanken, som der desværre ikke er tid til at udfolde komplet her. Men tanken om at mennesket kan udvikle sig til at leve et liv, hvor vi, i kraft af Guds kærlighed til os, kan udvikle os til at leve et liv, hvor vi bliver mere og mere tiltrukket af det gode frem for det onde.

5 1.Mos4,7.

page6image25533952

7 af 8

Det er det, som vi ser Jesus udfolde gennem hele sin gerning, og det kan i glæde jer til, for det sker søndag d. 18. august.

Næste uge skal vi høre, hvordan Gud rækker ud, og Maria trækker den røde tråd gennem highlights i Det gamle testamente.

Jeg vil slutteligt pege på, at den råde tråd går gennem bibelens sidste bog, hvor der drømmes om en ny himmel og en ny jord. Der hvor der endeligt er gjort op med synd og ondskab. Der hvor Guds kærlighed har sejret af himlen til.

Der, hvor vi kaldes til et lave et liv i frihed.

Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere. Og den hellige by, det ny Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom. Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige: Nu er Guds bolig hos menneskene,
han vil bo hos dem,
og de skal være hans folk,
og Gud vil selv være hos dem.
Han vil tørre hver tåre af deres øjne,
og døden skal ikke være mere,
ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.
Thi det, der var før, er forsvundet.
Og han, der sidder på tronen, sagde: »Se, jeg gør alting nyt!« Og han sagde: »Skriv! For disse ord er troværdige og sande.« Og han sagde til mig: »Det er sket. Jeg er Alfa og Omega, begyndelsen og enden. Den, der tørster,

8 af 8

vil jeg give af kilden med livets vand for intet. Den, der sejrer, skal arve dette, og jeg vil være hans Gud, og han skal være min søn.6

Amen.

page8image25533568

6 Åb 21, 1-7

 

Skilt fra mig kan I slet intet gøre.

“Jeg er herre i mit eget liv. Jeg søger økonomisk frihed, så jeg selv kan vælge om, eller hvor jeg vil arbejdet. Det er mig, der bestemmer i mit liv.” Sådan lyder det blandt rigtigt mage af de menesker, som især vores unge følger på instagram.

I lyset af det, kan det lyde noget provokerende, at Jesus i historien om det sande vintræ udfordrer med et statement, der siger: Skilt fra mig, kan I sket intet gøre. Jesus taler altså denne individualitet i mod, han har en anden vej…

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der ofte er afvigelser mellem det forberedte skrevne ord, og den tale, der faktisk holdes i kirken.

Talemanuskript i PDF-format

1 af 5
Prædiken søndag d. 30. juni 2019.
Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: 2. Mos 19,1-5 & Joh 15,1-5
Bliv i mig, og jeg bliver i Jer!
I disse tider, hvor vi erfarer, at mange af de internationale institutioner, som siden 2. verdenskrig har skabt og bevaret freden i Europa nedvurderes og af flere politiske samarbejder og frihandelsaftaler dømmes unødvendige, fordi insitutioner og lande ønsker, at klare sig selv fordi de vil stå alene, så lyder nogle af de ting, Jesus siger i denne tekst helt rigtige, eller i nogens øjne, som det glade vandvid.
I lyset af det kan det godt virke en smule provokerende, eller ligefrem profetisk, at læse teksten fra Johaneevangeliet, hvor Jesus siger os, at skilt fra mig kan I sket intet gøre.1
Det virker på mange måder som om at tidsånden, siger at vi ikke vil være ansvarlige for andre end os selv, samt at andre ikke skal blande sig.
Britterne har travlt med Brexit, eller hvad det nu egentlig er, de har så travlt med. Gad vide om nogen faktisk ved det?
USAs præsident Trump rokker ved musketereden i Nato- forsvarspagten. Ved folketingsvalget dukkede der nye partier op, som mildt sagt er anderledes end de andre, man kunne stemme på.
På mig virker det, som alliancer og velprøvede strukturerer ikke længere påskønnes.
1 Joh 15,5b.

2 af 5
Så har vi Jesus, der siger: “Skilt fra mig, kan I slet intet gøre.”
Individualitet og uafhængighed løftes op, som fine dyder. Dette er meget tydeligt f.eks. på Instagram, hvor nogle af de, mennesker, som vores unge følger, netop er selvstændige influencere, der ikke er bundet af faste ansættelsesforhold.
Dette fremstilles, som lykken. Mange af vores unge, går utroligt meget op i antallet af følgere, for det tror de man kan leve. Sandheden er jo, at det er der meget få, der kan.
Det er som om, vi er blevet allergiske overfor andre menneskers indblanding eller indflydelse i vores liv. Jeg er herre i mit eget liv. Hvad jeg gør og havd jeg beslutter, det er min sag.
Samtidigt er det interesant at se, at antallet af mennesker, som er ensomme, som har ondt i livet, eller som ikke rigtigt syntes, de passer ind nogen steder, er stigende. Der er temmeligt mange, især unge, som giver udtrykt for, at det bare er for meget, med alt det man skal tage stilling til.
I mit baghoved, har jeg stadig Jesu ord: “Skilt fra mig, kan I slet intet gøre.”
I en verden, hvor mange oplever ensomhed og utilstrækkelighed, men alligevel ønsker, at være helt uafhængige af andre, kan ordene fra Jesus lyde en smule provokerende, måske bedrevidende. Eller måske er der en profetisk stemme, som bør få os til at tænke.

3 af 5
Jesus siger: “Jeg er det sande vintre, og min fader er vingårdsmanden.”2
Vi skal huske på, at de som lytter til Jesus, selv er menesker, som er vokset op i en jordburgskultur, så de er helt med på betydningen af de billeder, som jesus anvender.
Så når Jesus siger, og I, I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til Jer, og kæder det sammen med, hvordan han selv har oplevet at hans himmelske far, har renset grenene for at de skal bære mere frugt, så er det billeder, som går rent ind.
De forstår, at vingårdsmanden bør have et større perspektiv end de selv har, og de er ok med det. De lever med det afhængighedsforhold, som er.
“I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer”…. og så fortsætter Jesus: “Bliv i mig, og jeg bliver i Jer!”3
Hov, er der en konflikt med, hvordan vi normalt forstår tingene? Metodistkirkens dogme om forekommende nåde beskriver, hvordan ethvert fællesskab mellem Gud og os, altid vil være blevet til på Guds initiativ.
Længe før vi har skænket Gud en tanke, har han tænkt på os. Længe inden vi har overvejet, om vi tror på ham, eller om vi hører ham til, så har Gud rakt ud, så har Gud ladet sin søn dø på korset og ladet ham opstå igen, for os.
2 Joh 15,1 3 Joh 15,5b

4 af 5
Initiativet og nåden er Guds. Pludselig er der anvisninger på, at vi skal gøre.
Hvordan rimer det?
Er der pludselig betingelser knyttet til, at kunne tro?
Det er vigtigt at se, at dette ikke er en betingelse, men en anvisning for at kunne leve troen ud.
Det er anvisning, som er givet, for at jeg kan bære frugt og gøre en forskel andre meneskers liv.
Jeg skal blive i ham, og løftet er, at han bliver i mig.
Tro er ikke et statisk forhold. I Johannesevangeliet beskrives troen, som dynamisk, som et forhold mellem Gud og jeg, hvor der er en gensidig afhængighed mellem Gud og mig.
Dette skal også ses i sammenhæng med det næste afsnit i kapitlet, hvor Jesus udfordrer sine disciple til at udleve radikal næstekærlighed.
At være en kristen, vil altid involvere en forbundethed. Vi er forbundet med hinanden og forbundet med Gud. At være en kristen er ikke et individuelt personligt udviklingsprojekt.
Helliggørelse finder altid sted, nært forbundet med Gud, og altid i rammerne af menighedens fællesskab. Vi har brug for hinanden.
Det er interessant at se, at tidligere i Johannes finder vi en del udsagn, hvor Jesus omtaler sig selv som…. f.eks.

5 af 5
livets brød.4 Bibelkyndige teologer foreslår at dette skal ses i sammenhængen, hvor Jesus her siger: Jeg er det sande vintræ.
Det lyder jo en hel del, som nadver, og det er ikke tilfældigt.
Jesus siger: “Bliv i mig, og jeg bliver i Jer.”
Det lyder som en ordre, men det er en opfordring. Om opfordring som gives os, for at vi kan bære mere frugt. Også en opfordring, som bærer løftet om at tage mod Jesus, på en sådan måde at vi lader troen på ham, være helt central i vore liv, for det er gennem det, at vi har muligheden for at bære meget frugt.
For skilt fra ham, kan vi slet intet gøre, og det vil da ærligt talt være lidt dumt, ville det ikke?
Amen
4 Joh 6,35

 

Ånden falder

I dag fejrer vi pinse. Det er dagen, hvor vi fokuserer på, at Helligånden faldt over disciplene, som gemte sig i Jerusalem.

Det er en mærkelig historie. Der er tunger af ild, og lyden af et voldsomt stormvejr. Der er en mængde mennesker, som egenlig taler andre sprog, men som alligevel forstår disciplene, når de fortæller om Gud og alt, hvad de har oplevet sammen med Jesus. Der er de, som fejer det hen og tror at disciplene er fulde.

Men der er mere på spil i Jerusalem. Det er den begivenhed, som åbner kristendommen op, så den i stedet for at ende som en nyreligiøs sekt indenfor Jødedommen i dag er en global tro på en god og en kærlighed Gud, som vil mennesker som du og jeg. Jeg håber virkelig, at vi er fulde af lige præcis den ånd, som faldt i pinsen.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk, at der altid er lidt afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-Format

1 af 5

Prædiken søndag d. 9. juni 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Apg. 2,1-13. Pinsen.

Kristne er alle dage blevet beskyldt for at være lidt specielle eller ligefrem mærkelige. Det er der intet nyt i.

Se blot på, de sidste linier den tekst, som Amanda læste for os. “Andre spottede, og sagde”De har drukket sig fulde i sød vin.””1

Folk fattede ikke, hvad der skete med de her disciple, som havde tunger af ild siddende på sig, som var i et rum, vor lyden af kraftige vindstød fyldte hele huset. Og hvor snakken gik højt. Meget højt.

Disciplene talte de ord, som Ånden indgav dem, at sige. Hvad var det de talte om, jo de talte om Gud storværker, for det var det, som fyldte hos dem.

Tænk en gang, hvad de gennem de sidste par år har oplevet sammen med Jesus.
Jeg kan godt tage mig selv i, at blive lidt misundelig. De har fået lov at gå sammen med Jesus, og de har fået lov at lære direkte af ham. Sikke et privilegium.

Så har de selvfølglig også oplevet at han blve taget til fange, at han døde på korset. Den oplevelse tænker jeg godt, at de kunne have undværet.

På den anden side har de jo været med til at han opstod fra de døde. De har troet og tvivlet.

1 Apg 2,13

page1image27997888

2 af 5

De har fået lov at stå ansigt til ansigt med ham igen efter opstandelsen, og de har fået lov at forstå, at det ikke var tomme ord, men at Gud sejrer over alt ondskab, ja selv over døden.

For ti dage siden var det Kristi Himmelfart, og de så Jesus blive løftet op i skyen, og forsvinde fra dem. Mens hans sidste ord til dem kørte rundt i hovedet på dem. De skule gå op til Jerusalem og og vente på noget, som Jesus kaldte både talsmanden og kraften fra det høje.

Nu er de i Jerusalem, hvor de faktisk gemmer sig. Men nu går det i opfyldelse her, hvor Guds ånd falder over disciplene. De har så meget på hjerte og der er sket så meget i deres liv, at de sket ikke kan holde mund med det.

Det, som er miraklet er, at Jerusalem er fyldt med alle mulige mennesker fra alle mulige steder og derfor har de andre sprog, og de kan faktisk forstå hvad det er disciplene taler om.

Du og jeg ved jo godt, at nogen gange, når noget kommer for tæt på, så kan vi finde på at slå det hen i en joke eller en dumsmart bemærkning.

De er jo fulde…. Så behøver vi ikke forholde os til det.

Her sker præcis det, som Jesus advarer om i forbindelse med lignelsen om sædemandet. Jesu siger: “De skal se og se, men intet forstå. De skal høre og høre, men intet fatte.”2

2 Mark 4,11

page2image27772800

3 af 5

Pinsen er underet, hvor Gud viser sig på en ny og overraskende side. Ånden har ganske vist været i verden, siden begyndelse, men nu falder Ånden over disciplene på en måde, som ingen kan være overhørig. Helligånden er Guds ultimative kommunikation. En kommunikation, der lige som Guds agapekærlighed, tager sit udgangspunkt i modtageren.

Det er Gud, der gennem disciplene kommunikerer sin nåde og kærlighed, på tværs af alle barrierer, der måtte være. Om så det kræver alle mulige sprog, så er det muligt også at krydse den grænse, for budskabet om Guds kærlighed, er stærkere end noget andet, og det lader sig ikke begrænse af noget som helst.

Vi har døbt Bjørn. Vi bad om, at han ikke bare måtte blive døbt med vand, men også med Helligånden. At Gud måtte tage sin bolig i ham, og være med ham alle dage. Der er en vis sandsynlighed for at Bjørn, ikke forstår det med sin forstand, hverken i dag eller om fem år, men ikke destomindre, er det det, der i dag ved Åndens kraft er kommunikeret, ikke bare til Bjørn, men til os alle. At Gud kærlighed er gældende fra før Bjørn og efter Bjørns liv rinder ud. Guds kærlighed er gældende nu og altid. Og den er gældende overalt.

I pinsen falder Guds ånd. Det skete for ca. 1990 år siden, men det har stadig betydning for os i dag.

Hvis ikke Ånden var faldet verdens centrum, som var Jerusalem, så var kristendommen sandsynligvis et et slags nyreligiøst appendix til jødedommen. En tro, som var forbeholdt et bestemt folk, en bestemt kultur og et

4 af 5

bestemt sprog. Den ville måske ovenikøbet være bundet til et bestemt sted.

Med pinsens under, tunger af ild, og lyden af en storm, åbent kirstendommen op for alle mennesker, alle kulturer og alle sprog.
Det er det, som gør at kristendommen er blevet et globalt fænomen, som går gennem tid og sted og på tværs af mennesker.

Hvis ikke Ånden var faldet, var troen på jesus sansynligvis ikke kommet uden for Israels grænser. Nu er der kristne i Argentina, Alaska, Nordnorge, Sydafrika, Australien, Japan, Sibirien, Japan, Filipinerne, Portugal, Danmark.

Det er et mirakel, og det har gjort verden til et bedre sted.

Det er den kærligheds Ånd, som vi fejrer overalt, og som Bjørn også er en del af.

Na ja, du er selvfølgelig også en del af det.

Det er pinsens under, at det kan være sådan, selvom du – eller jeg for den sags skyld – ikke helt kan forstå det.

Men derfor kan det godt være sandt.

Jeg håber virkelig at vi er fulde – helt fulde af den Ånd, som faldt i pinsen.

Så må alle andre tænke lige, hvad de vil.

 

Amen.

Ét i ham

Gudstjenesten i dag fokuserer på Jesu sidste bøn. På dette tidspunkt i historien ved Jesus godt, hvad der venter ham, og man kunne så tro, at han bad Gud om at måtte slippe for døden på korset.

Men nej, hans bøn fokuserer i stedet på os. Han beder om, at den kærlighed, han viser, må skabe fællesskab, enhed og tro mellem mennesker.

I en meget polariseret verden er den bøn om enhed måske mere aktuel end nogensinde før?

Hør mere her:

Du kan også læse talen. Bemærk at der altid er lidt forskel på den skrevne tale og det, som faktisk siges i kirken.

Talemanuskript i PDF-format

 

Prædiken søndag d. 2. juni  2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Johannesevangeliet 17,20-26. – Et i ham

Hvis du endnu ikke har opdaget det, så kan jeg oplyse dig om, at der er valgkamp i Danmark for tiden. I søndags klarede vi valget til Europa-Parlamentet og på onsdag går det løs med valget til folketinget. 

Det betyder at byens lygtepæle er fyldte med plakater af vore politikere, som alle lover os alt muligt godt. Her op til et valg sidder råderumsmilliarderne løst og alt kan tilsyneladende lade sig gøre. 

Vi kan ikke tænde fjernsynet uden at høre, at ham som jeg ikke vil nævne ved navn, igen er ude og brænde koraner af. Det siger han godt nok, at han aldrig Har gjort. 

Noget af det, som jeg også synes, at jeg ser er, at verden – også dansk politik-  er blevet meget polariseret.

Det er jo ikke kun Trump i USA eller Putin i Rusland. 

Ekstremerne kommer også frem her i Danmark. Det ser vi bl.a.ved at ham som jeg ikke vil nævne er ude af busken.

Men altså, når en politiker taler om, at en hel befolkningsgruppe på baggrund af deres tro eller kultur  skal sendes ud, så ligner det noget, som vi har set i Europa i 30´erne, og det endte ikke godt. 

Det er racisme eller ligefrem et udtryk for nazisme, og det er vi nødt til at sige fra overfor. 

Jeg er med på, at der er mennesker, som stemmer på det. Det er et kæmpe problem, og vi må få hinanden i tale – også selvom det er ubehageligt. 

Fløjpartierne siger selv, at de rykket ind til midten. Jeg synes nu nærmere, at midten er forsvundet, så det nu er fløjene, der pludselig taler fra midten, som de tilsyneladende med succes har erobret.  

Alting er blevet sort og hvidt. Det er som om alt det grå, alle nuancerne, er forsvundet. Man definerer sig mod de andre, frem for at sige, hvad det er man selv vil gøre, hvis ellers vælgerne sætter krydserne “de rigtige steder.” 

På mange måder kan vi læne sig tilbage og sige, hvad så? Det er da bare vore politikere. 

Problemet er dog, at det smitter. Det påvirker os alle sammen. Vi mister, eller vi har måske allerede mistet, evnen til at sætte os ind i argumenter, vi ikke er enige i. 

Det er så utroligt let, bare at afskrive dem, vi er uenige med, som idioter. 

Hvis du tænker, sådan gør jeg ikke, så kan jeg sige til dig, at det gør jeg. Jeg er ked af at indrømme det, men det gør jeg. 

Det er helt utroligt tit, at jeg ser ting på Facebook eller nyhedssiderne, hvor jeg bare siger “Idiot, ham magter jeg ikke diskutere med!”

Helt ærligt. Jeg synes, det er en farlig tendens, og vi er en del præster i Metodistkirken – udfordret af vores biskop, som er blevet enige om, at vi er nødt til at åbne munden.

Vi løfter pegefingeren og siger, lad os lige passe på og være opmærksomme på, hvad der sker.

Problemet er nemlig ikke kun os selv, for hvis vi falder i her, så er det polariseringen, vi lærer vores børn, og det bliver verden altså et dårligere sted af.

Faktisk har noget af det, som Jesus beder om her i sin sidste bøn, præcis med med dette at gøre. 

Jesus levede også i en tid, hvor modsætninger stod skarpt overfor hinanden. 

Selv blandt de 12 disciple, som Jesus vidste han snart ville efterlade alene, var der ganske ofte modsætninger og uenigheder. Det vidner den fortsatte historie i Apostlenes gerninger om. Med andre ord, selv de var helt almindelige mennesker. 

Der hvor vi i dag falder ind i Johannesevangeliet havner vi midt i den bøn, Jesus beder kort inden, at han bliver fanget og korsfæstet. 

På dette tidspunkt er det nærliggende at tro, at Jesus ville bruge tiden på at bede for sig selv. I lyset af hvad der skal til at ske, var det helt naturligt, at Jesus ville bede for sig selv, men det gør han ikke. 

Han beder for dem, han efterlader i verden. Når vi læser Johannesevangeliet og ser, at Jesus beder for dem, så er det dem, der var dengang, men sandelig også vi, der er i dag. Jesus beder altså for os, en tanke, som også bekræftes i Romerbrevet.

Hvad er det Jesus beder om. Jo, han beder for enhed. Ordene er: “Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig.”

Vi skal være et, fordi vi er elsket, som Jesus er elsket af sin himmelske far. Og den kærlighed kan gøre forskellige mennesker ét. Det må vi åbne os for.

Enhed, er ikke det samme som enighed, eller at der aldrig er konflikt. Enhed er, at man bevarer samhørigheden, uanset hvad. 

Er det nemt, nej naturligvis ikke. 

Men Jesus beder i bønnen om, at vi må indse, at han er i os, som han er i sin himmelske far. Dette betyder at der er en kraft i kærligheden fra ham, som er tilgængelig for os alle.

Det er lige der, at det faktisk betyder noget at tro, for nogen af konsekvenserne ved at tro – Åndens frugt, kaldes det, er at man præges af kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse.

Det er ikke nogen dum ting, at tage med ind i sit liv. Og det er slet ikke nogen dum ide, at tage med ind i de sort hvide diskussioner. For på den måde, er du og jeg med til at gøre verden til et bedre sted. 

Jeg tænker, at i en polariseret verden, hvor modsætninger står hårdt overfor hinanden, er det gode egenskaber at bidrage med. 

For det er jo præcis det, Jesus ønsker at opnå, når han beder for os. Ordene mod slut er: “for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.”

Den kærlighed er givet, og den er også givet dig. 

Hvad siger du til, at vi går herfra og så forsøger at udvande alt det sort/hvide så vi ser og hører lidt flere nuancer. Der er ikke noget galt med lidt gråtoner i alt det polariserede. 

Kræften til det er givet, og den kommer fra Jesus. 

Amen. 

Salme: Vi rækker vore hænder frem

 

Never Alone. Gospelgudstjeneste med Nardus.

Denne søndag er der gospelgudstjeneste med gospelkoret Nardus. Temaet “Never Alone” blev belyst på mange måder også gennem talen, som jeg fik lov til at holde.

Du kan høre talen her:

Der er også muligheden for at læse talen her. Bemærk dog, at der ofte er afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-Format

1 af 6

Prædiken søndag d. 26. Maj 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Salme 139,1-12.
Gospelgudstjeneste med Nardus. Never alone, and that’s why I am dancing.

Jeg synes selv, at jeg er godt selskab.

I hvertfald så elsker jeg at være alene hjemme. Så har jeg mine helt egne egoistiske rutiner, og det er helt utroligt, så doven jeg kan blive. Men det må I ikke sige til Mette.

Jeg elsker det. Og jeg har et klart behov for indimellem, bare at være mig selv.

Sådan tror jeg ikke, at jeg ville have det, hvis ikke jeg vidste, at den periode, hvor jeg er alene, er begrænset. Kone og børn har det jo med at komme hjem igen – heldigvis!

For det er ofte er, hvor man har været alene nogen tid, at man indser, at man faktisk savner selskabet.

Det en gang i mellem at være alene, det er noget helt helt andet, end det at være ensom.

At være ensom, er når man er alene altid, og der aldrig er pauser i det. Samt selvfølgelig, at man ikke nyder det.

Når man læser i det fire evangelier om Jesus, så er det ret tydeligt, at han indimellem træk sig tilbage fra de mange mennesker, som altid fulgte efter ham, for at være alene.

2 af 6

Det var ganske ofte Jesus ikke lykkedes med det, fordi mennesker trængte sig ind på ham. Han var så interessant, at de bare ville vide mere.

Alene-tiden var vigtig for Jesus.
For det var der i alene-heden at han virkelig var sammen med sin himmelske far. Der var dér han og Gud var sammen. Og det er dér han fandt ro og perspektiv.

Spørgsmålet er dog, om man ligesom Jesus, er nødt til at tage til et øde sted og være alene, for at kunne møde Gud?

Nej, det tror jeg ikke, man er nødt til.

Jeg tror, og det er understøttet af utallige beretninger i bibelen, at Gud er tilstede hos os, uanset om vi er helt alene eller om vi står midt i et gospelkor.

Gud er hos os, når vi fester for fuld skrald på A-bar. Gud er hos os, når vi passer vores studier og arbejde. Gud er der, når vi elsker, når vi græder, når vi sidder i sofaen og Netflix spørger om man stadig ser med. Gud er med, der hvor man knapt orker at række ud efter fjernbetjeningen for at svare, at man stadig ser med, og det er i virkeligheden lidt pinligt.

Gud er der, og du er aldrig helt alene. Også selvom vi ikke opdager det.

Der er forskellige ting, man kan gøre for at opleve det. Jeg tror f.eks, man kan bede. Og hvordan gør man lige det?

3 af 6

Man behøver ikke bruge ord. Man kan bare være stille. Man behøver heller ikke sidde stille, eller folde hænderne. Man kan f.eks. gå.

Man kan også finde et salmevers, eller vers fra bibelen, eller en frase fra en gospelsang, som man gentager igen og igen, eller ligefrem synger.

Man kan selvfølgelig også være ekstrem sådan som vi er flere der er i dag. Man kan prøve at gå i kirke.

Salme 139 som jeg læste for jer, taler netop om det med at uanset hvor jeg er, så er Gud med. Uanset hvor jeg er, om så det er på kanten af livet, eller i dødsriget, så er Gud dér.

Den, som i sin tid har skrevet denne gamle jødiske tekst, siger sådan her: “Det er for underfuldt til at jeg forstår det, det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det.”1

Det er svært at forstå, at i denne store verden, som vrimler med liv, at så skulle Gud have interesse og omsorg for mig?

De tanker kan jeg godt dele. Det er lige til at blive helt svimmel over.
Ikke destomindre tror jeg, at det er sådan det er.

Hvis jeg må være lidt personlig, så er det også min oplevelse og min erfaring.

1 Salme 139,6.

page3image23764096

4 af 6

I 2018 var jeg kun på arbejde halvdelen af året. Jeg havde et halvt år, hvor jeg ikke kunne passe mit arbejde. Der have været for meget fart på. Lyset var brændt i begge ender, og alt det der klassiske, som alt for mange mennesker i vores samfund oplever.

Noget gik simpelthen i stykker indeni, og jeg kunne bogstaveligt talt ikke finde ud af noget som helst.

Hvis der var noget positivt, følte jeg ingenting, Hvis der var lys så jeg det ikke. Hvis nogen sagde til mig, at jeg jo kan så meget, og at det nok skal gå, så troede jeg ikke på det.
Jeg var i et mørke, som jeg aldrig havde troet at jeg skulle havne i.

Men der var jeg!

Når man ikke synes, at man kan noget som helst, så er dagen lang. Så jeg begyndte at gå. Den ene fod foran den anden, og det var ligesom det eneste, jeg skulle tage stilling til. Og det var dejligt. Det gav ro.

Jeg må have været meget udfordret, for jeg kan se på min telefon, at jeg sidste år gik 4000 km.

En dag mens jeg gik i Munke Mose, blev jeg stoppet af en af der her irriterende facere.
Han var ret ihærdig (irriterende) og begyndte at gå med mig og blev ved med at tale til mig.

Pludselig hørte jeg mig selv sige: “Jeg har ikke noget mod dig, men jeg har noget i mod at blive forstyrret, når jeg går og beder!”

5 af 6

Lige dér gik det op for mig, at noget af det, der skete når jeg gik, var at jeg havde – og har – oplevelsen af ikke at være alene.

Det var når jeg gik, at ordene fra Salme 139 blev min virkelighed. At Gud var der i det værste mørke, jeg nogen sinde har været i.

Jeg fangede, at Gud ville mig,
selvom jeg ikke kunne arbejde,
selvom jeg ikke kunne være sammen med ret mange mennesker,
selvom jeg var i tvivl om jeg nogen sinde kom til at arbejde igen.
Gud var der, når jeg frygtede om jeg nogensinde igen ville få det godt.

Jeg siger dig: Du er aldrig alene!

Jeg har oplevet det. Bare rolig! Du behøver ikke at have det dårligt, for at opleve det. For det er ikke noget vi skal kvalificere os til, hverken negativt eller positivt.
Det er heller ikke noget man skal tro på Gud på en eller anden bestemt måde, for at opleve det.

Det er bare sådan det er. Du er ikke alene!
Jeg er ikke alene.

6 af 6

“Det er for underfuldt til at jeg forstår det, det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det.”

Men derfor kan det jo godt være sådan! Amen.

 

Han er opstanden!

Det er påskedag. Den vigtigste dag for alle, der kalder sig kristne, eller gerne vil kunne tro. Det er nemlig dagen, hvor vi fejrer det helt centrale, nemlig at Jesus opstod fra de døde. Dette er dagen, hvor det viser sig, at alt det Jesus sagde og gjorde, ikke var tomme ord….

Hør mere her:

Du kan også læse talen her: Talemanuskript i PDF-format

Bemærk at der ofte er små afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

1 af 6

Prædiken Påskedag d. 21. april 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: joh 20,1-18.

Det er påskedag, og ligesom julen, den anden store kristne højtid, så er det det de samme historier, som går igen. Ganske vist har vi i påsken, i modsætning til juleaften, hele fire evangelietekster om opstandelsen af vælge imellem.

Som præst kan det godt være lidt svært, at skulle tage fat i opstandelsen igen og igen, år efter år. Det er jo den kendte historie, som alle, der går bare lidt regelmæssigt i kirke, har hørt mange gange.

Udfordringen er ikke at gøre denne historie levende, for den er i sig selv fuld af liv. Dødens rammer er sprængt.

Udfordringen er, at fortælle historien, som gjaldt det liv og død for dig og mig. For det er lige nøjagtig det, som er på spil påskemorgen – også i år. Det gælder liv og død, intet mindre.

I Johannesevangeliets udgave af opstandelsesberetningen er det sådan, at det i begyndelsen af historien er tydeligt, at det er døden, der råder.

Den første dag i ugen, mens det endnu var mørkt, kom Maria Magadalene ud til graven.

Frasen “mens det endnu var mørkt”, har både en overført og en direkte betydning.

2 af 6

Ja, det var mørkt, men det var også mørkt i den forstand at mørket rådede, døden havde talt. Og nu var det tredjedagen, og som efter alle andre dødsfald, hvor man vitterligt har mistet, er det også her som om, at dagen aldrig kan komme igen. Mørket har sejret, og det virker som om, det er for altid.

Maria Magdalene er på vej ud til graven. Vi ved, at hun også var tilstede ved korsfæstelsen, det hævder i hvertfald Matthæus-, Markus- og Johannesevangeliet. Markus og Matthæus fortæller også, at hun overværede gravlæggelsen. I alle af evangeliernes beretninger om opstandelsen, er det også hende, som er den første der ser den tomme grav.

Det er endnu mørkt, hører vi, og nu ser Maria Magdalene, at stenen er væltet fra graven. Den sten, der er så stor, at intet menneske kunne gøre det alene.

Der er lidt forskellige tolkninger om, hvem denne Maria Magadalane egentlig er, en af dem siger, at hun er den Maria, som er søster til Martha og dermed også søster Lazarus og dermed allerede vidne til opvækkelsen af af en død.

Hvis det er rigtigt, så viser det os med al tydelighed, at det er svært med forstanden, at rumme opstandelsen. Maria Magdalene har set det med egene øjne, da hendes bror Lazarus kom vaklende ud af graven. Alligevel er hendes første tanke, da hun ser den tomme grav, at løbe hen til Peter og fortælle ham, og en af de andre disciple, at de har flyttet Jesus.

3 af 6

Tanken om, at han skulle være opstået, sådan som han havde sagt det, er fremmed for hende, for det var stadig mørket, der rådede.

Og når mørket råder, kan intet menneske se klart. Det er Kun Gud der kan det.1 I dagene efter Jesu død er det mørket, der råder. Verden er fanget i mørket. Intet menneske har håb. Selv håber er dødt.

De to mandlige disciple løber nærmest om kap ud til graven. Simon Peter kommer ikke først ud til graven, men den anden discipel lader alligevel Peter gå ind først. Peter ser linnedklæderne ligge der, og klædet som den døde Jesus havde over hovedet, lå rullet sammen på et sted for sig selv.

Den anden discipel kommer ind i graven. Da han så den tomme grav, lader Johannes os vide, at han så og troede.2 Dette er et vigtig vendepunkt, for indtil da havde de nemlig ikke forstået skriftens ord ord om, at Jesus skulle opstå fra de døde.

Mørket er begyndt at vige for lyset.

Mændene går hjem, men Maria står ude ved graven og græder. Hun bøjer sig ind i graven og ser to engle i hvide klæder sidder der, hvor Jesus burde have ligget.

De spørger hende: “Kvinde, hvorfor græder du?”3

1 JF. salme 139,12.2 JF. joh 20,8
3 Joh 20,13.

page3image25248512

4 af 6

Hun gentager det, hun tror, er sandt, at de har flyttet Jesus og mest af alt er hun nok ked af, at hun ikke ved, hvor han er.

Da hun vender sig om, står hun ansigt til ansigt med Jesus. Men da mørket stadig råder, ser hun ikke, at det faktisk er Jesus, hun står overfor.

Han bruger nøjagtigt de samme ord, som englene: “Kvinde, hvorfor græder du?”4

Hun tror stadig ikke på, at Jesus er opstået, så hun begynder atter på sin forklaring om, at de har flyttet…. “Maria,” Siger Jesus.

Da er mørket helt væk, lyset råder. Da ser hun, da tror hun! “Rabbuni – Mester!”

Maria talte med den opstandne. Han delte sine planer med hende og hun blev den første til at se Jesus. Hun blev den første, som kunne sige, som hun gjorde til discpilene: “Jeg har set Herren!”5

Mørket er erstattet af lyset, håbløsheden afløses af håb, afmagten bliver til styrke, døden bliver til liv, kærligheden har sejret.

4 Joh 20,15.5 joh 20,18

page4image25249088

5 af 6

Det er præcis det, som er påskens budskab, at alt det Jesus sagde, at den kærlighed han talte om, ikke er tomme ord, men at den har styrken, og kraften i sig til, at bringe død til liv.

Vi får lov at se, at han gav sig selv på korset, for at vi skal leve, at det var et endeligt opgør med synden, som kan smadre liv, men også, at det ikke slutter på korset, i mørket eller i graven.

Det er der, det begynder. Det er der, det nye liv opstår.

Læg mærke til, at det er i mørket, at de ser, at graven er tom. Det er i mørket, englene taler til Maria.
Det er i mørket, at Jesus møder hende, og kalder hende ved navn.

Det er svært med forstanden alene, at rumme opstandelsen fra de døde. Det er så nemt, at komme til at begrænse sin tro til en tro, som er baseret på, at Jesus da bør være i graven. Nogen gange lever vi, som om det er sådan det er, men det er ikke sådan det er.

Han er opstået sådan som han har sagt det, og den tro, der er baseret på, at han er opstået er en tro, der sætter fri og en tro, der giver liv.

Det er påskedag. Det betyder at naglerne som bandt Jesus til korset er trukket ud.
Det er påskedag. Det betyder at døden, som holdt Jesus i graven har sluppet sit tag.

Påsken er frihed. Den er frihed fra nagler, der holder fast.

6 af 6

Den er frihed fra at leve i skyggen af det, som vi tror, er dødt.

Det er i dag, vi kigger op og ser at lyset har vundet. det er afgørende, at vi forstår at den tro vi har, er et spørgsmål om liv eller død.

Troen på den opstandne Jesus er liv.

Det er i lyset af den tro, at vi hver dag, hver eneste dag, beslutter at tro på,
at håbet er stærkere end håbløsheden,
at kærlighed er stærkere end døden.

Det er det, denne histore handler om. Liv eller død, intet mindre. Velkommen til livet. Glædelig påske.