Jeg er … Døren – Thomas Risager

Jeg er døren!

Sådan siger Jesus om sig selv. Døre kender vi godt. Vi går ind og ud af dem hele tiden. Nogle gange klemmer vi en finger og råber op. Vi bruger udtryk, som når der lukker sig en dør, er der en anden, der åbner sig. Hvad mon jesus egentlig mener, når han siger: “Jeg er døren?”

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der kan være lidt afvigelser mellem det talte og det skrevne ord.

Manuskript i PDF-format

Prædiken søndag d. 19. marts  2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Sl 62,2-3 & Joh 10,7-10.

Velkommen i kirke!

Tak for at du er gået ind gennem dørene her – faktisk to døre. Intet mindre kan gøre det. Det har vi til fælles, vi er alle kommet ind af døren, for at kunne være med i dag.

Her inde i kirken, her inde bag døren, holder vi for tiden faste. Fasten er ikke sådan kendt udenfor danske kirkers fire vægge Men vi forsøger, at finde denne gamle dyd frem igen.

Det gør vi fordi, vi tror, at den rytme der er i året med advent, jul, faste, påske, himmelfart og pinse, er fantastisk til at minde os om den dybe sammenhæng der er mellem Gud og mennesker.

En sammenhæng der i øvrigt er der på Guds initiativ.

En sammenhæng, der er udtryk for en kærlighed så radikal, at det ganske enkelt kan være svært at fatte.

Det er derfor vi skal høre det mange gange, og måske endda bruge en fastetid på at forberede os. Inden vi i påsken skal høre historierne om Jesus, som giver sig selv for os. – Det er kærlighed.

En kærlighed, som – gætter jeg på – flere af os aldrig nogen sinde har tænkt på. Men fordi man ikke har tænkt på noget, er det ikke det samme, som at det ikke findes.

Andre af os, har hørt det mange gange.

Altså os, der nogen gange tager os til hovedet over vores teenager, som tilsyneladende slet ikke hører, af hvad vi siger.

Vi har selv hørt det mange gange, men tilsyneladende har  et budskab om, at vi er elsket ud over alle grænser, svært ved at bundfælde sig dybt inde i os.

Som så ofte før, har Jesus en anderledes tilgangsvinkel, for at fange vores opmærksomhed.

Jeg er døren!

Sådan siger Jesus om sig selv.

Døren kender vi godt. Vi går ind og ud af dem hele tiden. Nogle gange klemmer vi en finger og råber op. Vi bruger udtryk, som når der lukker sig en dør, er der en anden, der åbner sig.

Hvad mon jesus egentlig mener, når han siger: “Jeg er døren?”

Når vi går ind gennem en dør, og det er et nyt sted, vi går ind, så ved vi ikke, hvad der er bag døren. Vi har aldrig set, hvad det er derinde.

Derfor kan det være en overvindelse, at gå ind gemmen en dør. Der er ingen af os, som umiddelbart elsker den utrygthed.

Men vi åbner døren. Måske tager det et øjeblik, før øjnene har vænnet sig til lyset. Vi kigger rundt, orienterer os og går videre ind i rummet bag døren.

Når Jesus taler om døren. Så beskriver han det i billeder, som alle, der hører ham kender, som som måske er fremmede for os.

Jesus bruger billedet af en fårefold. Som er en rund lille indhegning, måske omkranset af grene og krat, som fårene ikke kan komme ud af, men endnu vigtigere som rovdyrene ikke kan komme ind af.

Det er de færreste af os, der har får og har kendskab til det, men det havde stort set alle, som Jesus taler til her.

De ser fårefolden for sig, og de ved også, at i den åbning, der er i den, der vil hyrden – i alt fald den gode hyrde – placere sig selv. På den måde vil han med sin egen krop beskytte de værdifulde får med rovdyr og farer.

Men det er klart at hyrden jo også har styr på hvem der går gennem døren. Ligesom hyrden er passioneret optaget af at sikre, at alt er som det skal være med  alle fårene.

Jesus er altså adgangen. Han siger også her hos Johannes, at dem, der er kommet før ham er tyve og røver, men han er det real deal. Måske ikke helt ordret…

Han er kommet for at åbne op til frelse.

Gå gennem døren og bliv frelst!

Jeg er ikke altid sikker på, at det lyder som et så fantastisk tilbud. Jeg er da ikke ved at drukne, eller ved at blive spist af at rovdyr. Frelse, mon ikke kirken trænger til at justere tilbudsavisen lidt?

Hvad er der i den fårefold?

Jeg tror vi mennesker oplever det forskelligt. Men for mig er der en pause fra hverdagens krav og forventinger.

Der er ro og stilhed.

Der er gospelsang og fantastisk musik.

Der er overbevisning om at langt de fleste bekymringer er forgæves.

Der er udfordringer til sind og tanke.

Der er drømme om en bedre verden.

Der er et fællesskab, hvor der er plads til mig – også når jeg ikke er min bedste side af mig selv.

Der er roen og visheden ved at vide, at døren åbnes, for ham, der er døren, vil mig det godt.

Han er kommet for at jeg – du – vi – skal have liv og have det i overflod.

Når man står overfor døren og ikke rigtigt ved om man har lyst til at gå ind, fordi man ikke kan se, hvad der er på den anden side, kan man godt tøve.

Jeg kan ikke helt vide, hvad du vil finde, men jeg opfodrer dig til at turde gå ind og kigge.

Jesus er døren. Løftet er intet mindre end:v9  Jeg er døren. Den, der går ind gennem mig, skal blive frelst; han skal gå ind og gå ud og finde græsgange.”

Amen

Salme: Måne og sol

 

Tro for ALLE – Thomas Risager

Forleden aften så jeg en debat på tv. Jeg forundrede mig over, at en af vores partilederes ord mindede mig utroligt meget om Jesus. Ud fra beretningen om Jesu møde med ti spedalske, som vi læser i Lukasevangeliet, kommer vi omkring både Søren Pape, Jesus, og en helbredt samaritaner i talen ved dagens gudstjeneste.

Hør mere her:

podcast-large

 

Du kan også læse talen her:

Talemanuskript i PDF-format

Bemærk at der ofte er variationer mellem det skrevne og det talte ord.

Prædiken søndag d. 9. oktober  2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Lukas 17, 11-19.

Tro er for ALLE

Det er ikke tit, at man tænker på Jesus, når man hører en konservativ partileder tale. Men jeg tænktr på Jesus forleden, da jeg så lidt debat på TV.

Søren Pape lyder som Jesus!

Anledningen er det skammelige at kontanthjælpsloftet blev indført den første oktober og det giver selvfølgelig diskussioner om rimeligheden i størrelsen (eller det modsatte) i de indkomster, som samfundet tilbyder vore svageste.

Her var det så, at jeg hørte Søren Pape tordne over, at de som fik så mange penge fra vores fælleskasse burde være taknemmlige. De skal sige tak!

Her kom jeg til at tænke på Jesus, som stiller sig op overfor den ene af de ti helbredte spedalske, der kommer til ham for at sige tak for sit nye liv. Jesus spørger hvor er de andre 9, som blev helbredt, underforstået at en smule taknemmelighed ville være på sin plads her.

Det klassiske take på denne historie er, at vi skal læse den og forstå, at vi skal huske at være taknemmlige. Det er helt sikkert, at det kan de fleste af os, også blive bedre til.

Ud over at jeg har set tv med debat om kontanthjælpsloftet, så har jeg også haft tid til at være sammen med kirkens menighedsråd.

Til menighedsrådsmøderne har vi altid en indledning, hvor vi fokuserer os på Gud, og ganske ofte er afsættet en historie i bibelen. I onsdags var det historien om de ti spedalske, som vi talte om.

Vi læste teksten, tænkte os om, og sagde hver især, hvad der lige faldt os ind.

Det var langt mere opmuntrende end at høre på Søren Pape. For vores snak afslørede, at der er en rigdom i teksten. Mere rigdom end vi nogensinde selv havde fundet ud af på egen hånd.

Hvem siger f.eks. at de andre ni ikke er taknemmelige. De har måske travlt med at lade sig genforene med deres familier, som de ikke har set i årevis.

Når man blev spedalsk, som er en træls sygdom, hvor man faktisk kan miste sine fingre, tæer og andre yderlige kropsdel, isoleredes man fra alle andre.

Man blev sat i karantæne udenfor byen og blev derfor nødt til at leve af andres almisser. Så længe de nu huskede det komme ud med mad. De husker de sikkert de første fjorten dage.

De har som konsekvens, at man mister sin familie, hele sit sociale netværk og ikke længere kan arbejde. Man er er blevet uren, uønsket – man er levende død.

Jesus siger til de ti, der råber op, for at minde Jesus om, at han skal holde sig på afstand, at de skal gå hen til præsterne og lade sig syne. Myndigheden til at erklære dem raske og dermed rene, så de kan indtage deres gamle liv ligger hos præsterne.

Vi bemærkede i menighedsrådet. At de havde råbt til Jesus om at forbarme sig over dem. Jesu svar er, at sende dem et sted hen. I dette tilfælde hen til præsterne.

Jeg gætter på, at de har været afkræftede og måske ovenikøbet modløse. Skal vi virkelig selv gå helt derhen? Har de måske spurgt.

Men mens de går. Mens de bevæger sig rent fysisk, begynder miraklet at ske. De bliver raske. Præsterne kan med det samme se forvandlinge.

De kan ikke bare sidde med hænderne i skødet og vente på, at miraklet falder i deres turban.

Det kunne vi måske lære lidt af.

En anden sagde, at en mulig grund til at de ni ikke kom tilbage var fordi, de havde travlt med at fortælle alle andre om deres møde med Jesus. Det er bestemt en mulighed.

Tilbage til ham, som kommer tilbage til Jesus for at sige tak.

Lukasevangeliget bemærker, at den takkende mand er en fremmed. Han er en samaritaner, som jøderne traditionelt betragtede som det laveste afskum i menneskeskikkelse.

Det slår mig i denne historie, at det ofte er dem, som er på datidens kontanthjælp, Jesus gør mirakler for.

Det er netop de svageste.

Når man er spedalsk er man udenfor. Når man er samaritansk spedalsk er man totalt udenfor. Man kan ikke komme længere væk fra samfundet, livet, eller Gud.

Man er for at bruge et moderne udtryk helt væk fra vinduet. Opgivet af alle. Måske endda opgivet af sig selv. Den sidste af dem er måske opgivet af sit eget samaritanske folk og flygtet ind i en kultur, hvor han aldrig får lov at høre til, og nu er han ovenikøbet syg og dermed dobbelt udstødt og dobbelt foragtet.

Vi må se og forstå, at man ikke kan komme længere væk fra Gud eller alt andet, end denne ene mand er.

Jesus ser ikke sådan på ham.

Jesus er et menneske, der lider ubeskriveligt. Jesus giver ham livet tilbage.

Det viser med al tydelighed, at Jesus ikke gør forskel. Jesus giver nyt liv til dem, som ingen synes har fortjent det. Nyt liv til dem, som ikke selv synes de har fortjent det.

De, som tilsyneladende er længst væk, er i virkeligheden de, som er nærmest på Guds kærlighed.

Det er fedt.

Mod slutningen her, så lad os lige se på hvad der sker til allersidst.

Manden takker Jesus.

Jesus bekræfter at han ikke bare er helbredt og har fået livet igen. Men som Jesus siger: “Din tro har frelst dig!”

Han har fået Guds kærlighed, så det binder ham ind i evigheden. Frelsen!

Manden får ikke lov til at blive sammen med Jesus.

Tværtimod sendes han ud. Hvem ved, hvad der så kan ske. Sidste gang han gik, da Jesus bad ham om det, blev han helbredt og fik et nyt liv.

“Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig!”

Amen

Salme: Midt i blandt os er Guds rige

En stor udfordring – Thomas Risager

I en snak, som Jesus har med sine disciple, udfordrer ham dem radikalt. Han byder dem, at elske hinanden. Ikke som “det kan jeg godt tænke mig,” men som en befaling. De skal. Når Jesus beder disciplene om noget, kan vi som regel godt gå ud fra, at det samme gælder os.

Vi skal elske hinanden!

Jesus ved godt, at det ikke altid er lige let. Så han udfordrer dem også til at blive i hans kærlighed. Samtidigt minder ham dem om, at de allerede er elsket, og at kræfterne til at elske kommer fra ham.

Der er hjælp at hente, for at finde kræfter og inspiration til at elske. Et af stederne, hvor man kan få inspiration og hjælp, er ved at læse i bibelen. Det synes jeg selv, kan være svært at få tid til. Men hvad med den tid, som vi bruger på at tjekke Facebook, twitter og nyheder på vores smartphones?

I den næste uge lyder udfordringen: Elsk!

Og find inspiration og styrke til det, ved at læse i bibelen, hver gang du ellers ville have tjekket nyheder og Facebook.

Jeg gætter på, at de fleste af os, får læst en hel masse i den kommende uge. Jeg anbefaler at begynde med Markusevangeliet kapitel 1.

Hør mere her…..

podcast-large

Say Yes. Gospelgudstjeneste med Emmaus – Thomas Risager

Det er dit eget valg!

Du kan vælge det sikre … sige: “nej tak!” … “ellers tak!” … “måske en anden gang!” … “ikke lige i dag!” …

Eller du kan vælge at træde ud på vandet. Gøre det! Måske ændrer det dit liv!

Vi ser på betydningen af og forskellen på to små ord: “Ja” og “nej”. Hvor stor en forskel kan det gøre i vores liv, at vi vælger det positive, vælger at sige “ja!”

Hør mere her, hvor historien fra Matthæusevangelietkapitel 15 om Peters og Jesu vandring på søen foldes ud.

podcast-large

Jesus går med på vejen – Thomas Risager

Kirkens præst Thomas Risager tager os med på en vandring mod Emmaus. I Lukasevangeliet er der en historie om to disciple, som oplever at den opstandne Jesus kommer til dem og går sammen med dem. Kan det mon ske i dag?

Hør mere her:

podcast-large

Han er opstået – Ja, Han er sandelig opstået – Thomas Risager

Why do you cry? He has risen.
Why are you weeping? He’s not dead.
Why do you cry? he has risen.

Sådan lyder teksten til den sang, som gospelkoret Emmaus indleder gudstjenesten med.
Påskemorgen er der fest i kirken. Jesus er opstået. Vi synger gospel og de fedeste påskesalmer. Kirkens præst Thomas Risager taler om opstandelsen og hvad det betyder i vores liv.

Hør mere her:

podcast-large

Troen er gratis, men det koster – Thomas Risager

I Metodistkirken lægger vi stor vægt på, at troen er en gave, som Gud giver. Kvit og frit. Gud søger os, længe inden, vi har tænkt tanken om, Gud min har med os at gøre.

I begyndelsen kan tro godt være et fint tillæg til livet, og det kan virkelig opleves, som en gratis gave. Men over tid, kommer troen til at fylde mere mere. Den kommer til at blive et livsgrundlag, som fordrer af os, at i eksempelvis elsker vores næste.

Derfor er tro gratis, men det koster.

Hør mere her:

podcast-large

Hvor hører du til? Juleprædiken – Thomas Risager

Julen er kommet og i den fyldte kirke lyttede vi til julens evangelium, som lyder sådan her:

Jesu fødsel

(Lukasevangeliet kapitel 2, vers 1-20. Side 921-922) 

 Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. v2 Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. v3 Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. v4 Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, v5 for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. v6 Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; v7 og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.

v8 I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. v9 Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. v10 Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: v11 I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. v12 Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« v13 Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:

v14 Ære være Gud i det højeste og på jorden!

Fred til mennesker med Guds velbehag!

v15 Og da englene havde forladt dem og var vendt tilbage til himlen, sagde hyrderne til hinanden: »Lad os gå ind til Betlehem og se det, som er sket, og som Herren har forkyndt os.« v16 De skyndte sig derhen og fandt Maria og Josef sammen med barnet, som lå i krybben. v17 Da de havde set det, fortalte de, hvad der var blevet sagt til dem om dette barn, v18 og alle, der hørte det, undrede sig over, hvad hyrderne fortalte dem; v19 men Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem. v20 Så vendte hyrderne tilbage og priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt og set, sådan som det var blevet sagt til dem.

Hør talen her:

podcast-large

De onde Vinbønder – Thomas Risager

I dag taler jeg over en tekst fra Matthæusevangeliet kapitel 21 om de onde vingårdsbønder. Når man læser den tekst, kan man godt blive lidt skræmt, men der er mening med galskaben. Jesus fortæller en lignelse – en historie, hvor han tager udgangspunkt i noget alle kender, og anvender det til at fortælle noget nyt og overraskende om Gud.

Hør mere her….

podcast-large

Det tror vi 2: Nåde & Helliggørelse

 

Dias51

“Hvad er forskellen på den kirke, du kommer i, og de almindelige kristne?” Eller værre endnu: “Hvad er forskellen på jer og de kristne?”

Når man er medlem af, eller kommer i en anden kirke end den store folkekirke, så mødes man ofte af spørgsmål, som dem jeg lige har stillet.

Det som folk oftest mener er, hvad er forskellen på Metodistkirken og folkekirken. Det er et godt og fair spørgsmål, som jeg tror mange af os, har været ude for, at blive afkrævet et svar på.

Som sidebemærkning skal man også ofte forklare, hvad folkekirken egentlig står for, for det er ganske uklart for rigtigt mange mennesker.

I dag indleder vi en ny prædikenserie, som på den ene side tager udgangspunkt i spørgsmålene, og på den anden side slet ikke gør det. Dette kræver lidt forklaring. Som Minoritetskirke eller som mennesker, som på den ene eller anden måde har tilknytning til en kirke, som denne, så mødes vi med spørgsmål som hvad tror du egentlig på, og hvad er forskellen? Og det er fuldstændigt fair, folk spørger jo af interesse.

Når jeg så alligevel tager lidt forbehold, så er det fordi jeg med den prædikenserie – Det tror vi – som vi indleder i dag, ønsker at tage fat i alle de ting og begreber, som gør at vi er metodistkirke. Vores teologi og kirkeforståelse fortjener at blive forklaret sådan, som den er, for den kan godt stå alene.

Derfor vil jeg så lidt, som muligt, forsøge at forklare tingene i forhold til andre kirker, f.eks. folkekirken. Kun der hvor vi står stejlt overfor hinanden, vil jeg tage jer med gennem en sammenligning.

I teksten fra Efeserbrevet 2, 2-10, som vi læste til indledning af prædiken, fortælles det om, hvordan de mennesker, som forfatteren skriver til i den grad er blevet forandret siden de fandt tro på Gud.

De bøjes i neon om man så må sige, at frelsen er Guds og det er en gave, som vi ikke kan arbejde os til.

Netop det med at arbejde sig til Guds kærlighed, var noget af det som Metodistkirkens kirkefader John Wesley ofte blev beskyldt for at mene. Så meget ofte måtte han forsvare sine synspunkter. Det gjorde han i breve og i de prædikener, som vi i dag kender som Standard Sermons. Den første af dem hedder Frelst gennem tro – og den er forfattet ud fra Ef 2, 8: For af den nåde er i frelst gennem tro.

John Wesley og hans metodister og senere rigtigt mange kristne ud over hele jorden, forstår frelsen som en proces, hvor Gud virker at mennesket gradvist forvandles.

Hør mere her:

podcast-large