Elias – Thomas Risager

Fastelavnssøndag -Thomas Risager

Bibelteksten til fastelavnssøndag er virkelig mærkelig. Læs evt. selv Matthæusevangeliet kapitel 17 vers 1-9. (Side 879)

Jesus er på et bjerg sammen med tre disciple og han forvandles for øjenene af dem. Gud taler til disciplene fra skyen og det skræmmer nærmest livet af dem. Hvad kan vi i 2017 lære af dette?

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der kan være afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-Format

Prædiken søndag d. 26. februar 2017

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: 2. Mos 24,12-18 & Salme 99 & 2. Pet 1,16-29 & Matt 16,1-9

Det er hen mod slutningen af disciplenes tid sammen med Jesus. De har kendt han i flere år nu, og kigger vi lidt frem i Matthæusevangeliets historie, så er det klart at påsken og indtoget i Jerusalem ligger lige rundt om hjørnet.

Det er altså nogle erfarne herrer, som er sammen med Jesus på bjerget.

Peter, Jakob og Johannes er de mest toneangivende af de tolv. Det er dem, der råber højest og flere gange er de i konflikt om, hvem der er den vigtigeste. Med andre ord, de er rigtigte mænd.

Det er Peter, som kommer til at lede den kristne bevægelse i de første mange år efter Jesu død og opstandelse.

Nu er de på bjerget sammen med Jesus.

I bibelens verden, så er bjerget altid et sted, hvor væggen til himlen er tynd.

Det er på bjerget at Moses er sammen med Gud i 40 dage og nætter, hvor Gud overleverer ham de ti bud.

Det er på en top, at Abraham er på nippet til at ofre Isak.

På bjerget sker der noget helt særligt.

Da Moses var på bjerget, blev det indhyllet i en sky, så man ikke kunne se. Folket, som var nede, så intet af det, som skete på bjerget. Jeg er ikke sikker på, at Moses kunne se alt, men han hørte Gud og kom derfra med de ti bud på to stentavler.

Der sker noget helt særligt på bjerget.

Det gør der også denne dag, hvor Jesus er der sammen med tre disciple.

Ligesom Moses tilsyneladende blev helt oplyst af Gud, i en sådan grad at hans ansigt lyste, da han kom ned fra bjerget. Så blev Jesus også helt oplyst.

Hans klæder blev hvide som sollyset. Det har uden tvivl været et interessant syn. Selv for disciplene, som havde oplevet lidt af hvert sammen med Jesus.

Disciplene ser også Moses og Elias komme frem i lyset. Moses er den, der førte israelitterne ud af fangeskabet hos egypterne. Det var ham, der ledte dem ind i det forjættede land. Det var ham med de ti bud. Nu står han her sammen med Jesus.

Vi der læser historien, skal helt klart fornemme, at Jesus er den del af en større sammenhæng. Han står ikke alene.

Elias har også sin historie, som bliver væsentlig. Elias var ham, som får bålet til at flamme op selvom det er overhældt med vand, ved styrkeprøven på karmels Bjerg. Han er en gudsmand, som israelitterne faktisk forventede kom igen før Kristi genkomst.

Nu står han her på bjerget samme med Jesus.

Vi skal se den store sammenhæng.

Det gør Peter ikke. Han synes bare det er fedt. Skal jeg ikke lige bygge tre hytter.

Jeg ved simpelthen ikke, hvorfor han siger det. Måske er det et ønske om, at fastholde det dejlige, han ser foran sig. Men umiddelbart virker det lidt tåbeligt.

Så overskygger en lysende sky dem, og en stemme lyder. Faktisk med de samme ord, som ved Jesu dåb.

“Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!”

Nu sker der for alvor noget. Her hvor de ikke kan se, men høre Guds stemme, bliver de voksne mænd bange.

De får lyst til at stikke af, men er helt lammede, så de kaster sig ned på jorden, lukker øjnene og holder sig for ørene.

Der er totalt panik. Det som for et øjeblik siden var fedt, er nu slet ikke sjovt. Det er lammende og skræmmende.

Men læg mærke til, hvad der sker, der hvor de er skrækslagne.

Der hvor de har mest af alt lyst til at være usynlige.

Lige der kommer jesus hen til dem. Rører ved dem og siger: “Rejs jer, og frygt ikke!”

Det kan godt være, at dette er en mærkelig historie. Men hvis ikke den siger os andet, så kan den i hvert fald sige mig, at der hvor jeg ikke magter livet. Der hvor jeg er lammet af forventningspres, følelsen af ikke at slå til. Der hvor jeg ikke kan overskue noget som helst og gemmer mig under dynen og trøster mig med Netflix, da vender Jesus ikke ryggen til.

Der hvor vi ikke forstår, hvad Jesus har gang i, da kommer han hen til os, og rejser os op og siger til os: “Frygt ikke!”

Da disciplene løfter blikket ser de Jesus alene.

Vær ikke bange, se på Jesus og gå ud i livet.

Amen

GPS – Find din vej i ørkenen – Thomas Risager

Hvis du aldrig har prøvet at livet gør ondt og føles som en ørkenvandring – så er du heldig. Men du undgår nok desværre ikke at komme til at opleve det på et tidspunkt.

I den anden af gudstjenesteserien taler Thomas Risager om at finde vej i ørkenen. Der hvor vi har allermest lyst til at blive liggende og have ondt af os selv, kalder Gud os til at rejse os og gå …

Hør mere her:

Du kan også læse talen her:

Bemærk at der ofte er lidt forskel på det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-format

Prædiken søndag d. 15. januar 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: 1. kong 19,3-9

Hvis du aldrig har prøvet, at livet det gør ondt og føles som en ørkenvandring, så er du heldig. Men det er nok også sådan, at du på et tidspunkt i livet, kommer til at opleve det. Og det er ikke sjov. Nogle af vi, som er i kirken i dag, er i ørkenen. Der hvor livet er hårdt.

I dag er vi kommet til den anden af gudstjenesterne, som vi kalder GPS – find din vej.

Vi skal se på, hvad bibelen siger om, at finde vej i ørkenen. Der er masser af gode historier.

Personligt hader jeg, når jeg ikke kan finde vej i livet. For det kan jo nogen gange opleves som en ørkenvandring uden lige. Man er et sted, man ikke har lyst til at være, og dagene er lange, og nætterne utålelige.

Tænk en gang på en ørken. Det er et sted, hvor det er fysisk og psykisk udfordrende at være. Om dagen stikker solen dig, som Salme 106 vers 6 antyder. Bibelen er fyldt med billeder og historier fra ørkenen. Den er nemlig tæt på, så mennesker i bibelens univers kender ørkenen.

Om natten er det den isnende kulde, om dagen stegende varme og din fantasi kan spille dig et puds, både med fatamorgana og det med at finde vej i ørkenen er en by i Rusland.

Jeg tænker, at det nogen gange er sådan, at det kan føles, når livet er ved at gå i stykker. Som at være fanget i en ørken.

Man bliver træt, modløs og kan ikke overskue noget som helst.

Bare det, at tage tøj på, eller komme i bad, kan synes helt håbløst.

Man kan ligefrem komme dertil, og nogen af os har været der, hvor man overvejer om ikke døden er udvejen.

Til det må jeg skarpt sige, at døden er aldrig en udvej ud af problemer. Den er en flugt, som efterlader familie og venner i en kedelig situation. Hvad har vi gjort? Kunne vi have gjort mere?

Det er ikke nogen ny opfindelse, at livet kan være meget svært og umuligt.

I teksten, som vi hørte læst fra 1. Kongebog finder vi Elias i en dybt fortvivlet tilstand. Han har kæmpet for at fremme Guds sag, og her skal vi lige huske, at vi er Det Gamle Testamente, så det går hårdt for sig.

Dem der ikke tror, må af med hovedet. Den praksis er vi heldigvis kommet fra, selvom vi kan læse i bibelen, at det var praksis.

Elisas har f.eks. været med til at hugge 450 Bals-profeter og 400 Ashere-profeter ned ved styrkeprøven på Karmels bjerg.

Da Kong Akab i triumf fortæller sin dronning Jezabel om sejren bliver der ballade.

Dronning Jezabel er selv en af dem, som har udbredt sin egen sidonesiske tro på bekostning af den traditionelle gudstro i landet.

Hun truer ganske enkelt Elias på livet, og det driver ham, som mente, at han fortjente kongehusets ros og anerkendelse, på vild flugt.

Flugt er altid panikløsningen. Det kan være den eneste løsning her og nu, men det er en desperat løsning.

Nu flygter han, og det som Elias må sande er, at det er umuligt at leve sit liv på flugt. Bare spørg nogle af vore mange flygtninge om det.

Elias fortsætter alene ud i ørkenen, for han har mistet håbet og lægger sig under en gyvelbusk i håbet om, at få lov til at dø der.

Vi kan vist godt blive enige om, at det er en ret håbløs situation.

Elias har ikke mere at give og han har ikke flere forventninger til livet. Han er tom…..

Det er lige der, hvor tomheden og ensomheden er værst.

Der hvor han ikke oplever, at der er mere signal på GPS.

Der hvor der ikke er retning. Lige dér taler Gud til ham gennem en engel, som rørte ved ham og bad ham styrke sig ved at spise af brødet og drikke af vandet.

Det er også her, han får at vide, at han skal gå.

Han kan ikke blive liggende der. Gud er ikke færdig med ham.

Gud kalder ham til – og udfordrer ham til at gå videre i livet.

Det er en utrolig vigtig pointe, at der hvor Elias ikke kan se, at der er mere i livet, da ved Gud, at der er mere godt i vente. Gud kan se det, der er forude, som vi ikke kan se.

Når vi læser videre i historien, oplever vi, at Elias får lov at møde Gud – intet mindre – i en sagte susen.

Med andre ord, ud af håbløsheden oplever Elias det største og vigtigste, som giver ham ny retning i livet.

Gud giver ikke op, der hvor vi gør.

Gud ser der, hvor vi ikke kan se,

Gud håber, der hvor vi ikke gør.

Gud ønsker os ud af håbløsheden og ud af ørkenen.

Det som for os er mørke, er for Gud lyst som dagen.

Det må vi aldrig glemme, at der hvor vi tror, der ikke er udvej, ser Gud vejen og viser os den.

Amen

Waiting here for You – Thomas Risager

Drøner dit liv også derudad? Har du også brug for en gang i mellem at stoppe op og bare lige trække vejret dybt et par gange?

Det får du chancen for, når vores store gospelkor Nardus indbyder til gospelgudstjeneste søndag den 25. september kl 19.00 med temaet “Waiting here for you”.

Hør talen her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der ofte er afvigelser mellem manuskriptet og det talte ord.

Talen i pdf-format

Prædiken søndag d. 25. september 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: 1. Kong 19,1-16.

Gospelgudstjeneste med Nardus: Waiting here for You.

Livet buldrer derudaf og hvem har egentlig tid til at tænke på det der med Gud midt i en travl hverdag med arbejde, eksamen, fritidsinteresser og alt det andet, som vi beskæftiger os med?

Nu står jeg jo ikke her og siger, at der er noget galt med dig. Men meget ofte, når mennesker kommer i kirke for første gang i lang tid, så er tit fordi, der er et eller andet, som ikke er som det skal være i deres liv.

Det er ikke altid, når livet bare kører derudaf, at vi lægger mærke til, at vi længes… Måske er det ikke ordet Gud, vi bruger, men den her fornemmelse, af at længes. Den tror jeg godt vi kender, når vi en sjælden gang standser op og bare er.

Måske er nu, sådan et tidspunkt, hvor du er standset op og egentlig ikke tænker på så meget, men bare er?

I bibelens 1. Kongeborg møder vi Elias. Han er et sted i livet, hvor han er standset op. Ikke bare sådan, at det lige går lidt langsomt, men han er kommet til det, jeg vil kalde et fuldt stop.

Uden at gå i detaljer, så lad os bare sige, at han har smadret sit liv i en sådan grad, at han er på selvmordets rand. Det er et mørkt sted at være.

Samtidigt er han på en vild flugt, fordi der er mennesker, som vil slå ham ihjel. Det kan vel ikke blive værre end det?

Han satte sig under en gyvelbusk og opgav alt. “Nu, er det nok Herre! Tag mit liv!”

Så lagde han sig til at sove under busken.

Så sker der det, at en engel kommer og rører ved ham. Englen giver ham vand og brød. Helt basale livsfornødenheder, som Elias udfordrers til at spise, for ellers bliver vejen forude for lang for ham. Han må styrke sig. Det er nok det sidste han selv tænkte på, for han havde jo ingen fremtid.

Der hvor han er længst nede, kommer Gud til ham i form af en engel.

Nu er dette ikke en udfordring til at bringe dig selv ud, hvor du ikke kan bunde.

Men jeg synes, det er værd at bemærke, at englen kommer til ham, da han rammer bunden. Da han kommer til et fuldt stop. Måske er vi mennesker mest åbne, når vi er på den?

Her fra bunden sendes han af sted. Han skal ud af mørket. Rent fysisk er han nødt til at flytte sig, så han går i fyrre dage og fyrre nætter.

Nu er han ikke længere på flugt. Men han er på vej mod et nyt liv.

Det er ikke bare gjort med et fingerknips. Det kræver en indsats af ham.

Det kender vi godt. Når vi er langt nede, så kræver det, selvom vi får hjælp, ofte en kraftanstrengelse af os selv, at finde tilbage til livet. Men stadig kan der være langt til målet.

Nu er Elias nået frem til en klippehule, hvor han overnatter. Om natten hører han Gud tale til ham, og han får det løfte at han skal gå ud af hulen og stå på bjergets top, så vil Gud komme forbi.

Hvis der er noget Elias har brug for på detet tidspunkt i sit liv, så var det lige præcis den bekræftelse af, at Gud ikke bare var en fantasi, en længsel, men virkelighed.

Elias stiller sig foran hulen og han ved fra det han har lært, at Gud er stærk, mægtig og til tider ganske voldsom.

Så da der kommer en kraftig storm, der knuser klipper og splintrer bjerge, er det oplagt at Gud er at finde dér. Det er der Elias mest vil forvente det. Men Gud er ikke i stormen.

Så kommer der et kraftigt jordskælv. Der må han være, men det er Gud ikke.

Endelig kom der ild. Der er mange historier i bibelen, hvor Gud viser sig i ilden. F.eks. fulgte jøderne i ørkenen en søjle af ild, da de var på vej mod det forjættede land. Der må Gud være, men det er Gud ikke.

Der hvor Elias tager for givet, at Gud er, finder han ham ikke. Men her står Elias og venter. Jeg tænker, at han sikkert har været tæt på at opgive.

Men så pludselig er der en sagte susen. En susen, som Elias helt sikkert ikke ville høre, hvis han var på farten. Netop fordi han giver sig selv lov til at vente og lytte, overhører han det ikke, da Gud viser sig for ham den dag.

“Hvad vil du her?” spørger Gud.

Gud viser sig for Elias, men ikke der hvor han venter det.

Er det virkelig nødvendigt for ham at gå fyrre dage og fyrren nætter? Jeg tror ikke, at det er nødvendigt, for rent fysisk, at kommer derhen, hvor Gud er.

Men det er sikkert nødvendigt, for at få ham til at slippe alt det, der lå bag ham, så han faktisk kan være opmærksom, mens han venter og længes.

Gud dukker op, men nogen gange er vi nødt til at vente – og være helt stille – for faktisk at se det.

Amen

Klar til at blive klar/Hvad er det vi ser? – Thomas Risager

Oppe på bjerget kan alt ske i det bibeleske univers. I dagens tale tager vi med Peter, Jakob og Johannes op på et bjerg, hvor de går op for at bede sammen med Jesus, men der sker underlige ting og sager for øjenene af dem.

Du kan høre mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog at det talte ord ofte afviger fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 7. februar 2016.

Tekster: Luk 9,28-36. Forklarelsen på bjerget.

Vi kan godt lide at tage på storbyferie. Når vi en gang i mellem gør det, så kan jeg stensikkert regne med, at børnene og jeg af vores rejseguide (Mette) slæbes op i det højeste tårn, eller op på det lokale udsigtspunkt.

Vi skal op hvor vi kan danne os et overblik.

Det at komme på og få overblik er bare så godt.

Ikke kun på ferien, men også når man oplever, at man står i problemer til halsen, så er det godt at komme op og få lidt fugleperspektiv.

I bibelens univers sker der mange ting på bjergenes top.

Det ligger ligesom i luften, at bjerget er et sted, hvor man kan møde Gud. Det finder vi flere beretninger, som kan bekræfte. Blandt andet er det på Sinajs Bjerg, at Moses er sammen med Gud. Her taler Gud til ham og giver ham loven, som jøderne hylder. Her får Moses de 10 bud. På bjerget kan man møde Gud.

Der, hvor vi i dagens læsning fra Lukasevangeliet møder Jesus, er netop på toppen af et bjerg.

Her er Jesus gået op sammen med de tre disciple, Jakob, hans bror Johannes og Peter. På bjerget var de alene.

Det var ret almindeligt at Jesus trak et par af disciplene til side, for at drøfte et eller andet med dem. De har på det her tidspunkt i historien bevæget sig rundt i landet i 3 måske fire år, så disciplene har set Jesus helbrede de syge, oplevet ham omgås toldere og syndere, som alle de rettroende jøder foragtede. De har oplevet ham i passionerede diskussioner med de selvretfærdige skriftlærde og farisæerne.

De har også hørt Jesus tale om at de nu er på vej mod Jerusalem, hvor han kommer til at give sit liv, for at de skal leve. For at mennesker skal se, at Gud handler gennem Jesus og at kærligheden ikke kender grænser.

Et eller andet sted, kan man måske godt forstå, hvis det ikke rigtigt siver ind hos de her disciple, som må mange måder nyder at være at være sammen med Jesus.

Vi kender det egentlig godt. Hvis der er noget ubehageligt i vente, så er faktisk helt utroligt, så gode vi kan være til at ignorere det og lade som om det ikke sker for os.

Her på bjerget, kommer disciplene ud for en øjenåbner, som gør at de virkelig får alle chancer for at forstå. Og så måske alligevel ikke.

Pludselig står et skær af lys omkring Jesus. Lukas siger ligefrem, at Jesus blev forvandlet for øjenene af dem. Hans tøj bliver skinnende hvidt.

Som om det ikke var nok, så dukker de gamle kendte skikkelser Moses, som førte jøderne ud af af fangeskabet i Egypten og profeten Elias op og var der sammen med Jesus.

Jesus ansigt lyste som solen. Og de talte sammen med Jesus om den udgang han skulle opfylde i Jerusalem. Med andre ord, de talte om, hvordan han skulle give sit liv, for at vi skal leve.

Disciplene blev overvældet af søvn midt i det hele. Da de vågner igen, ser de stadig den lysende Jesus sammen med de to mænd.

Prøv lige en gang at sætte dig selv i den situation. Hvad i alverden skal man mene og tænke om det?

Der sker noget helt vildt for øjnene af de her disciple.

Hvis jeg skal tænke over, hvad jeg ville gøre, så havde jeg nok hevet min telefon op af lommen og givet mig til at tage billeder.

Jeg tror, jeg ville fornemme, at det her er stort, også selvom jeg ikke forstår det.

Sådan er det ofte med tro, at man godt kan vide, at det er stort og fedt, mens man samtidigt må erkende, at man ikke kan forstå det.

Jeg ville tage billeder. Når vi tager billeder, så er det tit for at kunne fastholde det fede vi oplever, så vi kan sidde og se tilbage og glæde os igen.

I lyset af det, er det måske slet ikke dumt, som det lyder, da Peter siger: “Lad os bygge tre hytter, en til dig, en til Moses og én til Eilas.”

Det er Peters måde at fastholde dette herlige øjeblik, men det kan man ikke med Guds tilstedeværelse. Den er flygtig….

Lukas siger også lidt sarkastisk: “Men han vidste ikke, hvad det var han sagde!”

Straks som Peter synes, at han ser det hele klart, indhylles hele bjerget i en tæt sky. Og nu blev de bange, men der lød en stemme fra himlen. En stemme som de kendte, og som de havde hørt før, da Jesus blev døbt.

Det er min udvalgte søn, hør ham!”

Så var der kun Jesus at se, og disciplene holdt mund med,hvad de havde set.

Det her er altså en underlig historie, men den siger os måske noget om, at når det kommer til tro, så kan man opleve, sanse og erfare Gud på måder, som man aldrig havde forestillet sig.

Det gælder gospelsangeren, som egentlig ikke synger gospel, fordi det har noget med Gud at gøre, som pludselig oplever gåsehud på hele kroppen og midt i musikkens intensitet oplever den her totale fred, som flere beskriver.

Det kan være fornemmelsen af at Gud elsker mig, og det er dejligt. Jeg forstår det ikke. Jeg kan ikke forklare det, men jeg tror det.

Jeg tror, Gud er, hvor vi er. Og hvis jeg skal lære noget af denne indviklede historie, så tror jeg det må være, at være tilstede, sanse og opleve og så lade lysten til at fastholde og forklare være ligegyldig.

Guds kærlighed gælder dig, uanset om vi forstår det eller ej.

Der er ingen grund til at bygge det væk.

Amen.