Godt nytår 2017 – Thomas Risager

Det er nyår og i Metodistkirken er det tid til stemningsfyldt pagtsgudstjeneste. En liturgi fra 1755, hvor man fornyer sin tro. Der blev også plads til en tale, som du kan høre her:

podcast-large

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord ofte afviger en smule fra det skrevne.

Tale manuskript i PDF-format

 

Prædiken søndag d. 1. januar  2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Jer 31,31-34.

Sidste år sluttede prædiken nytårsdag af med disse ord:

“2016, kommer helt sikker til at at indeholde godt og skidt i en skøn rodet blanding.”

Der kan man bare se! Godt og skidt i en skøn rodet blanding. Hvor fik jeg ret.

Det er selvfølgelig også en tilpas blød formulering, til at man kan være sikker på, at ens fremtidsforudsigelser går i opfyldelse.

Flere af de aviser, som jeg læser, taler om 2016 som et ganske forfærdeligt år. Vi må også erkende, at nogle af de institutioner, som vi har haft som demokratiske fredsbevarende  fyrtårne vakler i disse tider.

Vi har lært nye ord som Brexit, Trumpisme, Flygtningekrise (Det er os, som har krisen – ikke flygtningene!!!)

Vi ser at USA slet ikke har andel i de fredsaftaler som skal træde i kraft i Syrien i dag. Det er Tyrkiet og Rusland, som står bag. Og apropos Rusland så er der jo Putin.

Herhjemme i vores lille andedam har vi en vingeskudt mindretalsregering, som bliver trukket rundt i manegen af partier, som ikke vil tage ansvar, eller som står fuldstændigt fast på at topskatten skal ned, indtil man selv kan få en ministerbil. Men sådan en Audi er skam også skøn!

Sådan er det jo med principper. Dem har man, lige indtil, man tænker, at noget andet er en bedre ide.

Det tror jeg, vi alle samme må indrømme. At det der med principfasthed, står lige så fast som at topskatten skal ned.

På det nære plan, har 2016 været præcis den skønne blanding af godt og skidt.

For nogle af os har 2016 været et mareridt, hvor det værste og det mest utænkelig har ramt på den sådan måde, at livet er blevet et helt andet. Lommefilosofisk sagt, så kan det gå kun gå opad, når man har ramt bunden.

Det er også på bunden, i det dybeste mørke, at Gud faktisk ER lys. Det er der hvor Gud kalder os tilbage til livet. Der hvor han rejser os op på ny og giver os nye kræfter. Gud lider med os, vi er ikke alene i mørket.

Det er på toppen af livet, at Gud kalder på os og minder os om, at det hele er til låns. Der er her Gud udfordrer os til, at huske taknemmeligheden. Ikke for hans skyld, men for vor egen skyld.

Det er her, hvor Gud kalder os til at tjene vores næste, og til at give af vores overflod.

Så er der den helt almindelige grå hverdag, hvor tiden nærmest forsvinder i arbejde, rengøring, træthed og hamsterhjulsfornemmelse.

Der hvor der er dage med overskud, og dage med afsnit efter afsnit af favoritserien på Netflix.

Men her er også dage, hvor det hele spiller, og vi føler at vi lykkes, at vi er på den rigtige pind i livet. Også dér.

På vej op og på vej ned, er Gud med i livet. For uanset om vi går eller ligger, om vi sidder eller står, er Gud fortrolig med vore veje.

Med andre ord, Gud er med dig, og han er med hele vejen gennem livet…. og med ind i evigheden.

2016, hvor elendigt, det end var, hvis man skal tro medierne, blev også året, hvor der var mennesker, som fandt kærligheden. Det blev året, hvor 2 bliver til 3, det blev der, hvor de endeløse studier blev afsluttetet og erstattet med et voksenjob, der hvor det kedelige parforhold fik en ny gnist. Det blev der, hvor man blev rask, hvor sindet igen blev lyst. Det var året, hvor … Der er også sket meget godt og fint i 2016. Og sådan bliver sikkert også i 2017 – En skøn rodet blanding af godt og skidt.

Et andet ord, som dukkede op i 2016 var disruption. Regeringen har endda nedsat et udvalg, som skal arbejde med dette.

En disruption er en ide, eller et produkt, som er så revolutionerende, at det med et slag forandrer et marked.

Smartphonen er et eksempel på det.

Et andet eksempel, vil jeg hævde, og det er ikke nogen ny ide. Men det at for alvor at forstå, at Guds kærlighed gælder lige netop dig, det forandrer alt.

Det er her, hvor Gud skriver sin lov i dit indre. Det forhindrer ikke 2017 i at indeholde både godt og skidt, men det gør, at der altid er en tryg vej gennem det hele.

Det er disruption, så det klodser, og det siger jeg ja tak til!

Godt nytår og må Gud gå med dig gennem 2017.

Amen.