Det er helt normalt – Thomas Risager

Bibelen indeholder utallige historier, hvor Gud besøger sit folk – kommer helt tæt på og udretter mirakler i menneskers liv.

Men faktisk er det helt normalt, at Gud besøger sit folk – også i dag. Har du haft besøg af ham? Hør mere på søndag, når Thomas Risager tager udgangspunkt i beretningen om opvækkelsen af den døde i Nain.

podcast-large

 

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der er forskel på det talte og det skrevne ord.

Prædiken søndag d. 5. juni  2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Lukasevangeliet 7,11-17.

Det er helt normalt! Alle, der har teenage piger vil vide, at det er en butik i Vestergade.

Det er helt normalt!

Altså i bibelens verden er det helt normalt, at historierne er vilde.

Vi går ind i den del af kirkeåret, som hedder trinitatis-tiden og løber helt indtil første søndag i advent. For mange præster er det lidt en ørkenvandring, fordi den ene lille historie om Jesus afløser den anden, og det store drama, som er påsken, himmelfarten og pinsen rummer, er særdeles fraværende.

Men det begynder med et brag af en historie. Det er helt normalt, at det går vildt til. – Ikke i Vestergade, men i bibelen.

Jesus nærmer sig sammen med disciplene og en hel masse tilhængere, der følger med, byen Nain. Inden de kommer ind i byen, ser de at et stort følge er på vej ud gennem byporten, bærende på en død.

Nærmest hele byen fulgte med kvinde, som var enke, og nu havde mistet sin eneste søn.

Hele byen havde medfølelse med hende, for situationen var alvorlig.

Ud over sorgen ved, at have mistet sin enste søn, så var der også det faktum, at hun var enke. Med andre ord, så var hendes situation meget alvorlig.

I datidens samfund, var kvinder ikke selvstændige og økonomisk uafhængige af deres mænd. De var totalt afhængige af dem. Da kvindens mand døde, var det naturligt, at sønnen overtog det økonomiske ansvar for kvinden, og nu var også han død.

En barnløs enke i den situation havde to muligheder. Hun kunne tigge, eller forsørge sig selv på på den måde, som i et dobbeltmoralsk samfund, ville betyde ekstra udstødelse og pegen fingre. Så der var stor nød den dag i Nain.

Jesus fik ondt af hende, og kunne se elendigheden, de stod i. Han siger til kvinden: “Græd ikke!” og til den døde søn: “Rejs dig op!”

Miraklet skete. Drengen vågnede og gav sig til at tale.

Det er nok ikke helt normalt.

I hvert fald blev alle fyldt med frygt, men de forstod også, at Gud gjort et under lige midt i deres liv.

De udbrød med glæde: “Gud har besøgt sit folk.”

Det var lige netop det, der hvor Gud har besøgt sit folk sker der ting og sager.

Jeg ved ikke med dig, men mit liv er sådan rimeligt normalt og jævn kernefamilie hverdag.

Der er – heldigvis ikke de vilde udsving og opvækkelser af døde, hidrører ikke under, hvad jeg definerer som normal hverdag.

Men oplevelsen af, at Gud har besøgt sit folk, som Lukasevangeliet formulerer det. Den kender jeg.

Det er min påstand, at Gud stadig besøger sig folk, at Gud er den del af hverdagen for mennesker, og at han ikke bare er en gammel sur Gud, som vi kan frygte lidt, forhandle lidt med og i øvrigt læse om i en gammel støvet bog.

Gud er nærværende.

Gud er på besøg i vore liv, når umulige situationer opløses.

Når man med familien i bilen påkøres og man slipper godt fra det.

Når eksamen, skoleskift bliver godt. Når kærestesorgen afløses af forelskelse.

Når man pludselig ser den man lever samen med på ny.

Når vi sidder i kirken og glæder os over, alt det gode, vi har sammen.

Når vi lytter til hinandens erfaringer med, at Gud er på besøg hos sit fork, og vi indser, at det er helt normalt.

Amen.

Wanna be Happy – Thomas Risager

Alle ønsker vel at være lykkelige. Det er bare ikke altid, man er det. Det er bestemt heller ikke alle dage i mit, liv, hvor jeg tør sige, at jeg ligefrem er lykkelig.

Men hvad hvis Gud faktisk ønsker alt det bedste for os. Hvad hvis Guds drøm for os, er at vi skal være lykkelige, hvorfor er vi det så ikke altid?

Hør talen fra gospelgudstjenesten med Nardus her:

podcast-large

 

Du kan også læse manuskriptet her. Bemærk dog, at at det talte ord ofte afviger fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 29. maj  2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Joh 16,16-22 & 1. Mos 27 & Jer 29,11

Wanna be happy – Gospelgudstjeneste med Nardus

Wanna be happy – Vil du være lykkelig?

Alle ønsker vel at være lykkelige, det er bare ikke altid, man er det. Det er bestemt heller ikke alle dage i mit, liv, hvor jeg tør sige, at jeg ligefrem er lykkelig.

Men der er øjeblikke, hvor jeg tænker, at nu er alt fantastisk. Jeg er glad, ja nærmest lykkelig.

Men hvad hvis Gud faktisk ønsker alt det bedste for os? Hvad hvis Guds drøm for os, er at vi skal være lykkelige, hvorfor er vi det så ikke altid?

For at svare teologisk på det spørgsmål, skal vi tilbage til bibelen.

Jeg er helt på det rene med, at du måske ikke synes, at det mest begavede sted at lede efter svar på livet store spørgsmål er i bibelen. Jeg vil hævde, det er godt sted at lede, men samtidigt er jeg bestemt åben for at det er vældigt intelligent at stille sine store spørgsmål bredt.

Det første vi skal lægge mærke til er, at Gud i skabelsen siger: Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os. ( 1. Mos 1,27)

Når Gud i følge bibelen siger os, så er det ikke den samme pluralis majestætis, som kongelige bruger, men et udtryk at mennesket, både som mand og kvinde, ligner Gud.

Vi ligner altså Gud.

Jeg hører mennesker opfatte Gud, som sur og dømmende. Jeg må bare sige, at jeg tror Gud er glæde, fest og farver. Jeg opfatter, at Gud er meget mere en far, end en sur dommer.

Ret hurtigt i skabelseshistorien sker der det, at mennesket fristes af slangen (djævelen) til at spise af frugten, der som det eneste var forbudt. Mennesket har en fri vilje, vi er er ikke Guds marionetdukker, så vi valgte at give efter. Derved fik ondskaben en fod indenfor i menneskelivet.

Teologisk set lever mennesket derfor konstant i spændingsfeltet mellem godt og ondt. Vi er ikke usårlige. Ulykker, sygdom og død kan ramme os.

På et tidspunkt er det jødiske folk for alvor ramte af ulykke. De er fanget i eksil i Babylon.

De er simpelthen blevet bortført fra deres hjemland og anbragt i det nuværende Irak. Her er de fanget i 70 år. I den periode sender profeten Jeremias et brev til dem og og bringer dem et ord fra Gud. Gennem Jeremias taler Gud: “Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb.” ( Jer 29,11)

Midt i al elendigheden får de denne opmuntring. Gud har kke glemt jer, selvom alt er elendigt rundt om jer. Jeg er ikke sikker på, at det umiddelbart var opmuntrende, for de ville sikkert hellere bare hentes ud af elendigheden.

Det er meget menneskeligt. Når vi står i skidt til halsen, så drømmer vi os alle sammen væk fra det. Men hvis man tør tage det ind, at Gud også er med midt i elendigheden, så tør man måske at være i det. Så kan trygheden i det, måske gøre, at man faktisk kan leve sig gennem udfordringen og komme ud på den anden side, som et nyt menneske.

Jesus er også opmuntrende i forhold til fremtiden, da han sidder sammen med disciplene. Det er før påsken, hvor Jesus bliver korsfæstet. Han giver sig liv, for vi mennesker, kan leve, vel vidende, at hans kærlighed er den stærkeste magt i denne verden, stærkere end døden.

I situatinen ved han godt, hvad der ligger forude, alligevel giver han sig tid til at forberede sine disciple, som ganske enkelt ikke fatter, hvad han taler om.

Han siger til dem, at forude ligger tider, hvor de skal klage sig og græde. Hvor de ligesom en kvinde, der skal føde, skal gå gennem noget hårdt. Noget hårdt, som når det er overstået, skal erstattes af total glæde, hvor man glemmer, det som var hårdt.

Jesus siger: “Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer” ( Joh 16,22)

Jesus taler om, at han skal komme igen og gøre alting godt. Han kommer med det endelige opgør over det onde. Det gode, kærligheden, vil sejre.

Hvem vil ikke gerne være lykkelig?

Det vil vi alle, og jeg tror Guds intention fra skabelsen var at det skulle vi være.

De ondskaben kom ind i verden, åbnedes muligheden for det modsatte sig også.

Vi mennesker er indrettet sådan, at vi ser og hører det vi er opmærksomme på.

Når noget er blevet væk for os, så er det lettest for os at finde det vi leder efter, hvis vi har et klart billede af, hvordan det ser ud.

Man kan ikke sætte sit barn til at finde piskeriset, hvis ikke barnet ved, hvordan det ser ud.

På samme måde er det med Guds kærlighed. Den Gud, som gennem Jesus siger, at ingen skal tage vores glæde fra os.

Positiv psykolog får skyld for meget, og nogen gange er det berrettiget, men der er nu noget om, at det er godt for os at fokusere på det postive, som der nu engang er.

Derfor minder jeg om, at vi er skabt i Guds billede. Der er noget i os, der ligner Gud.

At Gud sender bud til dem, som sidder fanget i Babylon og er midt i elendigheden, at Gud ikke har glemt dem. Han har stadig planer om lykke, ikke om ulykke.

At Jesus til disciplene, på tærsklen til de tre værste døgn i deres liv, siger, at efter sorgen, skal deres hjerter glæde sig, og ingen skal tage den glæde fra dem.

Wanna be happy? Ja tak.

Jeg har tænkt mig, at huske at Gud vil det sådan. Jeg vel være opmærksom på hans kærlighed, for den er rundt om os.

Ja tak!

Amen.

Pinse 2016 – Thomas Risager

Guds Ånd falder over disciplene og gør at både de selv og mennesker helt uden forudsætning for at kende historierne om Jesus, kan erfare og opleve Guds nærvær.
Det er det, som pinsen er: Gud er helt tæt på, også selvom vi ikke forstår. Hør mere her, hvor pinsen er i fokus.

podcast-large

 

Du kan også læse manuskriptet til talen. Bemærk dog, at det talte ord ganske ofte afviger lidt fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 15. maj  2016. 

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Apg. 2,1-21 & Rom 8,14-17 & Joh 14,8-17 & Sl 104,24-34.

På himmelfartsdagen bad Jesus disciplene om at gå op til Jerusalem og vente på at blive iført kraften fra det høje.

Som så ofte før, tror jeg ikke, at de fattede ret meget af, hvad ham mente med det. Men de gjorde som Jesus havde bedt dem om.

Det kunne vi måske lære lidt af. At gå i tro er de skridt man tager, uden at kende hele vejen. Man må gå alligevel. Fordi det er det, som føles, som det absolut eneste rigtige at gøre.

I dag fejrer vi pinsen. 50 dagen for opstandelsen.

Disciplene er samlet indendøre. En kraftig vind, fylder rummet.

Det er ikke sådan et pust fra et åbent vindue, der lige får lyset til at blafre, men reel vind. Apostlenes Gerninger siger vindstød.

Meterologerne vil sige vindstød af stormstyrke. Med andre ord, det er ikke sådan noget hygge nygge noget.

Tunger af ild fordeler sig på hver enkelt af disciplene. Jeg tænker tit på, hvad der ville ske i kirken, hvis det skete. 30 sekunder og Anders Flinck har tømt ildslukkeren ud over det hele.

Den ild, som Helligånden giver, er ikke en farlig fortærende ild. Tværtimod er det en opbyggende ild.

Den samme ild, som opbyggede Moses, da han står overfor den brændende tornebusk, til at blive den fantastiske leder, som fik israelitterne fra Egypterne, gennem ørkenen og ind i det forjættede land.

Guds ånd helliger – dvs. den bygger op, så vi kommer til at ligne Gud mere og mere – det som vi her i kirken kalder helliggørelse.

I pinsen ser vi forvandlingen ske med disciplene i løbet af få sekunder.

Guds ånd forvandler, Guds ånd bygger op, Guds ånd giver kraften fra det høje. Det som Jesus sagde, de skulle gå op til Jerusalem og vente på, fik de. Kraften fra det høje.

Fra at være som skræmte børn, der holder sig indendøre og knapt tør åbne munden, fordi de faktisk ikke fatter, hvad det er sket omkring dem de sidste mange dage, så deler de nu med hinanden om alt det fantastiske, de har oplevet sammen med Jesus.

For hver gang de hører hinanden fortælle en historie om hvordan Jesus kærlighed har gjort dem hele og det at han har sendt dem ud, har forvandlet dem. For hver gang historierne lyder stiger glæden, vokser troen, håbet og kærligheden.

De er ikke længere de samme mennesker. Noget nyt er blevet til inden i dem.

De bevæger sig fra at være disciple – elever – til at være apostle – ledere.

Der sker det noget centralt i verdens historien, fordi de apostle, som sidder i rummet, ikke lader sig begrænse af deres egen frygt.

Mennesker på gaden, kan høre, at der er noget helt vildt fantastisk på færde. Hver gang en af apostlene fortæller om Guds storhed i hans liv, smitter det, taler det til, rører det ved, bevæger det mennesker, som hører det.

Og det gælder uanset om det er parthere, medere og elamitter, dem der bor i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, v10  Frygien og Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, de tilflyttede romere, v11  jøder og proselytter, kretere og arabere – Alle hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål.

Det burde ikke være muligt, men det der det!

For der hvor Guds ånd er, falder alle grænser. Der er alt muligt.

Der sker der ting og sager.

Der flytter Gud rundt i menneskers liv, så vi bliver åbne for hans kærlighed.

Da er vi i stand til at lytte, så vi forstår, selvom vi ikke forstår.

Så vi kan tro, selvom vi ikke kan finde ud af at tro.

Så Gud kan frelse os, selvom vi aldrig fatter, hvordan det går til at hans kærlighed forvandler vores liv og bringer os ind i evighedens perspektiv.

Vi kan se at det sker, vi kan mærke at det sker.

Pinsen er Gud, som kommer helt tæt på. Det er Jesus, som nu er tiltstede overalt, fremfor at være bundet i i sin egen krop. Nu er han nu til stede ved os og i os.

Palulus taler i Athen om, hvor nær Gud i sin ånd er. Han siger: …”For i ham lever vi, ånder vi og er vi…”

Det er her vi kan opleve Gud, mærke Gud, have vished for at han er i livet samme med os.

At Guds ånd falder er ikke isoleret til dramatiske begivenheder i Jerusalem, men det sker i hverdagen, der hvor mennesker er.

I dag, vil jeg lade her høre, noget af det, som mennesker. Almindelige mennesker, vel at mærke, har skrevet til mig i ugen her op til pinse.

Læg mærke til at de oplever, at Gud er der hvor de er.

En af de unge, som var på påskelejr siger:

For mig var påskelejren som at blive vasket ren og få en ny begyndelse – sådan har jeg det med alle lejrene. Når man går der med 50 andre unge, der bare vil hinanden og verden det bedste, er det som om al ondskaben og alt det mørke der eksisterer, bliver bare en smule lettere at bære. Min tro bliver stærkere for hvert smil, hvert kram og hver samtale og det bliver så tydeligt for mig, at Gud arbejder gennem mennesker. Det er en velsignelse.

Der er især tre steder, hvor jeg oplever Gud, og det er på tre forskellige måder. Ungdoms- og spejderlejre møder jeg Gud i fællesskabet, og i en fornemmelse af, at alting kan lade sig gøre med andre mennesker, som har samme mål som en selv. Der er en ro og en velsignelse i, at vi er sammen om at ville hinanden som mennesker, uden vi skeler til hinandens skyggesider. Alle ser det bedste i hinanden, og der er man i sådan en perfekt lykke tilstand, hvor der bare er ro og velsignelse. Endnu bedre er det, når det fællesskab bliver kombineret med meningsfyldte oplevelser som hjælpearbejde med gadebørn eller lignende, hvor man føler, at man kan gøre verden til et bedre sted, der føler jeg, at Gud står midt i det hele.

Musikken er et andet sted, hvor den rigtige tekst eller musik kan give en gåsehud, hårene rejser sig, og selv om man er helt alene, er der en eller anden form for nærvær med noget, der er meget større end en selv. Den der følelse af kærlighed og lykke over at være tilstede i verden.

Naturen er det sidste sted. Sådan en sommerdag i skoven, hvor vinden, lydene og varmen bare spiller sammen på en måde, der ikke er tilfældig og ligegyldig. Der kan man næsten mærke helligånden i vinden og være helt opslugt af at være en del af Guds skaberværk – den slags føler jeg ikke, at vi bare kan tilskrive tilfældigheder.

Mathias Alsted Flinck

Jeg mærker Guds storhed og nærhed, når jeg ser på skaberværket…..i naturen – blomster, træer, ved havet og i skoven. Til barnedåb, bryllupper og begravelser. I musik og sang af alle slags. Når jeg oplever disse ting får jeg tårer i øjnene og gåsehud. Jeg oplever at vi mennesker gør noget planter og vander, får børn, lever, elsker, synger og spiller…..og så lægger Gud lige det der ekstra til, som gør det til noget stort og som giver mig fornemmelsen af hans nærhed. Så enkelt.

Bente Riishøj Hansen

Læg mærke til at Gud er ikke bundet at tid og sted.

Ånden falder i ensomhed og i fælleskabet.

Der hvor mennesker er falder Guds ånd. Det er ikke altid dramatisk, men det der sker indeni er i høj grad dramatisk.

Gammel jædist mystik siger, at der sidder en engel på vores skulder, som hver gang vi møder et andet menneske, siger: Se, skabt i Guds billede.”

Glædelig pinse.

Amen

Bevægelse – Thomas Risager

Kristi himmelfart får mennesker i Odense til at løbe eventyrløb. Sjældent er de så mange, som bevæger sig så meget på én gang.

Men Kristi Himmelfart er mere end løb. Der er dog masser af bevægelse i den historie. Det ser vi på nu.

Tekstn, som blev læst er fra Lukasevangeliet kapitel 24, vers 44-53.:

v44  Så sagde han til dem: »Dette er, hvad jeg sagde til jer, mens jeg endnu var hos jer: Alt det må opfyldes, som står skrevet om mig i Moseloven, hos profeterne og i salmerne.« v45  Da åbnede han deres sind, så de kunne forstå Skrifterne, v46  og han sagde til dem: »Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, v47  og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, v48  og I skal være vidner om alt dette. v49  Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje.«

Jesu himmelfart

v50  Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. v51  Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. v52  De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, v53  og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud.

 

Hør mere her.

podcast-large

 

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord ofte afviger fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 8. maj  2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Lukas 24,44-53.

Kristi himmelfart får mennesker i Odense til at løbe eventyrløb. Sjældent er de så mange, som bevæger sig så meget på én gang.

Men Kristi Himmelfart er mere end løb. Der er dog masser af bevægelse i den historie. Det ser vi på nu.

Der er gået fyrre dage siden folk blev klar over, at Jesus virkelig var opstået fra de døde. I den periode viste han sig med jævne mellemrum for disciplene. Han spiste og drak sammen med dem og han lod den skeptiske Thomas få lov at stikker sine hænder i hans side, så han kunne mærke at Jesus virkelig var der sammen med dem.

Nu trækker Jesus disciplene til side. Her bruge Lukas en vending, som vi skal lægge mærke til. Jesus åbnede deres sind, så de kunne forstår skrifterne. Her peger Lukas frem mod pinsen, som ligger 10 dage fremme. Jesus lover, at han vil sende det, som hans fader har lovet dem. Men de skal blive i byen indtil det sker.

Det Jesus henfører til er Helligånden, som skal falde over disciplene og i den grad åbne menneskers sind, hjerter og hoved, for evangeliets historie om den Jesus, som led, døde og opstod igen.

Den historie lukker vi op på næste søndag, men nu er vi her i nuet, hvor Jesus har samlet disciplene foran sig.

Han har åbnet deres sind, så de kunne forstå skrifterne. Hvor kunne det være dejligt!

Han går gennem Moseloven, profterne og salmerne, som vi også har i Det Gamle Testamte.

Jesus understreger at han selv og alt, hvad der er sket er i tråd med linjen i de gamle skrifter, som alle kender.

Med andre ord, Jesus selv er en del af Guds frelsesplan og han har tænkt sig, at opfylde sin del.

Jesus giver den en opgave, en stor opgave. Der skal prædikes omvendelse til syndernes forladelse i Jesu navn. Det skal ske til ALLE folkeslag begyndende i Jerusalem.

Derefter gik de ud af byen. Jesus løftede sine hænder og velsignede dem. De sang nok ikke Hans Christian Jochimsens fine melodi, men ordene var de samme.

Jesus blev båret op til himlen og forsvinder ud af deres syne.

Jesus er borte, men det er han jo kun for at blive allestedsnærværende. Han er ikke længere bundet af noget som helst. Det har disciplene egentlig haft fyrre dage til at vænne sig til, men de forstår det nok først for alvor i pinsen, som kommer.

Lad se lidt op opgaven, som han har givet dem.

Der skal forkyndes til alle folkeslag. Det er et opgør mod de tanker, at budskabet om Jesus i skulle være reserveret israelitter eller jøder.

Det er lige her, at vi ser, at troen på Jesus ikke skal være reserveret en regional menighed, men faktisk har potentiale allerede fra starten til at blive en global bevægelse.

Der er så meget krudt i budskabet om Jesus at det forandrer verden og fortsat i dag så mange år efter, stadig er en faktor i verden. Det er da dybt fascinerende.

Som jeg sagde til konfirmanderne i sidste uge, så er det gerne sådan, at hvis noget Jesus siger, gælder disciplene, så er det sådan, at vi ikke går galt i byen ved at antage, at det gælder os.

Med andre ord, er det os, som er efterladt med opgaven der hedder: “og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem”

Det er altså os, som må sætte os i bevægelse for at gøre det. Det er ikke en ti kilomenter, men et livslangt løb. Vi er i bevægelse.

Omkring Kristi himmelfart, så tror jeg lidt, det er sådan den almindelige dansker tror det er de kristne som er faret til himmels.

De ser dem jo aldrig. Og hvis de endelig gør, så er det oftest fordi, medierne synes, at nogle kristne har dummet sig.

Kristus for til himmels for at være allestedsnærværende. Guds rige er kommet nær.

Hvornår i alverden er det vi begynder at forkynde det for alverden og ikke kun for os selv?

Amen.

Guds fred – Thomas Risager

Nogen gange, når jeg ligger i min seng, og hjernen bare bliver ved med at kværne i den problemstilling, eller konflikt, som jeg bare ikke kan finde løsning på, så minder jeg mig selv om, at Jesus lover os, at vi må få hans fred, så vi ikke er modløse indeni.

At minde mig selv om det, ville jeg ønske hjalp. Men det gør det ikke. Det bliver nærmest værre.Nu kan jeg pludselig bebrejde mig selv, at jeg ikke kan finde Guds fred.

Det jeg tænker på, er det bibelord, som vi finder i Johannesevangeliet kapitel 14 vers 27, hvor Jesus siger:

Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!

Hør hvad Jesus minder sine disciple, og dermed os om:

podcast-large

 

 

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord ofte afviger fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 1. maj  2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Joh 14,23-29.

Nu er vi jo ikke ude på at hænge nogen ud her i kirken. Men jeg har hørt lidt historier om stressede forældre i de sidste uger.

Så det kan virke meget passende at tekstrækken, altså den inspiration til gudstjenesten som er fælles for alle 80 millioner metodister, i dag siger: Tal om Guds fred.

Jeg tænker faktisk, at det er meget passende i dag, hvor jeg giver slip på I fem gode mennesker. Jesus taler nemlig også om dette på et tidspunkt, hvor man er nået til en skillevej.

Det er den sidste aften, hvor Jesus er sammen med disciplene.

 

Han havde samme aften spist sammen med dem og forklaret dem, at de kunne mindes ham, hver gang de spiste brød og drak vin.

Det er her, at nadveren, som vi om lidt invitereres til at være med til, indstiftes.

Det er også den aften, at Jesus siger til dem, at de skal elske hinanden, som han har elsket dem.

Det er ikke sagt som en udfordring eller en opfordring, men som et direkte påbud. På dansk: en lodret ordre. Elsk hinanden, så andre i jeres indbyrdes kærlighed kan se, at den kærlighed Gud har til mennesker ikke bare er tomme ord.

Jesus ved godt at det er ved at være sidste chance for, at tale med disciplene.

Læg mærke til hvad der er vigtigt for ham at få sagt.

For det første, at vi kan huske på hans kærlighed til os, mindes hans offer for os, når vi tager del i nadver og gudstjeneste. Med andre ord, konfirmander, det med minimum ti søndage om året, er den god ide at fastholde.

For det andet peger Jesus på, at disciplene skal elske hinanden. Når jesus siger noget gælder for disciplene, er det en god ide, at antage, at det også gælder os.

Vi skal elske hinanden, fordi Gud elsker os. Det gør han iøvrigt selvom vi måske ikke lige kan finde ud af at tro på det.

Når vi elsker hinanden, ser mennesker,at det er noget, der gør en forskel i menneskers liv. Det gør en forskel på, hvordan jeg møder andre mennesker. For jeg må jo tro, at de også er elsket af ham.

Endelig taler Jesus om Guds fred. Det gør han på et tidspunkt, hvor han godt ved, at forude ligger påskens pinsler og plager, død og opstandelse venter.

Jeg tror, at ingen andre end Jesus i den situation, ville have erfaret Guds fred indeni. Havde det været mig, ville opelvelsen indeni være alt andet end fred.

Jesus siger: “Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!”

Fred betyder ikke bare fravær af krig, men at der er ro på.  Der er trygt og godt. Jeres hjerte må ikke forfærdes, siger Jesus. Der er altså tale om en indre tilstand. En indre tryghed, som forsikrer mig at alt bliver godt. Det betyder ikke at det svære går væk, men det betyder at fornemmelsen af ikke at være alene i det, ikke går væk.

Nogen gange, når jeg står overfor udfordringer, som jeg ikke lige synes, det ser ud til, at vi kan få til at lande, så bliver jeg urolig, ængstelig og ligefrem bange.

Det tror jeg, at vi alle sammen kan nikke genkendende til.

Nogen gange, når jeg ligger i min seng, og hjernen bare bliver ved med at kværne i den problemstilling, eller konflikt, som jeg bare ikke kan finde løsning på, så minder jeg mig selv om, at Jesus lover os, at vi må få hans fred, så vi ikke er modløse indeni.

At minde mig selv om det, ville jeg ønske hjalp. Men det gør det ikke. Det bliver nærmest værre.Nu kan jeg pludselig bebrejde mig selv, at jeg ikke kan finde Guds fred.

Det er der, hvor jeg egenlig bliver helt til grin. Fuldstændigt som med at kunne  tro, så er oplevelsen af Guds fred, ikke noget vi selv kan klare.

Det kommer udefra. Det gives os af Gud. Det er en gave.

Med tro og Guds fred er det sådan, at jo mere jeg vil præstere, jo mere jeg krampagtigt forsøger, jo længere væk fra mig føles det.

Omkring det med problemerne har jeg efterhånden lært at sige. Uanset hvad jeg gør, så kan jeg ikke løse det lige nu. Det er som det er.

Når jeg gør det, altså giver slip, så kan jeg overrumples af Guds fred og overraskes over, at den faktisk er der.

Konfirmander (og alle I andre) nu har I fået en masse viden om bibelen, om Jesus, om Gud og Helligånden. Og meget mere, for vi har snakket om mange ting.

Jeg vil i dag udfordre dig på de tre ting, som Jesus siger til disciplene inden han tages til fange.

Elsk hinanden

Brug kirken, tag mod nadver, også selvom du ikke forstår det.

Oplev Guds fred – og dermed tro – ved at give slip i stedet for at forsøge at tro og lede efter freden.

At elske hinanden, at finde fred og dermed tro, er altsammen godt på vej ved at holde fast i det første. Nemlig at elske.

Elsk, hold fast ved hans ord. Det er learning by doing, for det at tro, er ikke at sidde stille. Det er elske, handle og leve….

… og se bare, midt i det er hans fred, som overgår al forstand.

Amen.

Hvorfor tro på en gud? – Thomas Risager, Yvonne Brandt & Anders Flinck

Ateistisk Selskab kører for tiden en reklamekampagne, som sigter mod at få folk til at melde sig ud af kirken, ved at stille spørgsmålet:

“Hvorfor tro på en Gud?”

Det skal de have lov til at gøre, og det er et helt legitimt spørgsmål at stille.

Det er et spørgsmål, som jeg faktisk synes, at alle mennesker bør overveje. Ikke kun de, som ikke tror, men også de, som tror.

Ved dagens gudstjeneste giver vi vores svar på spørgsmålet. Hvorfor tro på en gud?

Hør mere her:

podcast-large

Du kan også læse manuskriptet til talen. Bemærk dog, at der ofte er afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Prædiken søndag d. 17. april  2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Yvonne Brandt, Anders Flinck, Sine Åkerman.

Tekster: Apg. 9,36.43 & Sl 23 & Åb 7,9-17 & Joh 10,22-30

Hvorfor tro på en Gud?

Ateistisk Selskab kører for tiden en reklamekampagne, som sigter mod at få folk til at melde sig ud af kirken, ved at stille spørgsmålet:

“Hvorfor tro på en Gud?”

Det skal de have lov til at gøre, og det er et helt legitimt spørgsmål at stille. Det er et spørgsmål, som jeg faktisk synes, at alle mennesker bør overveje. Ikke kun de, som ikke tror, men også de, som tror.

Men lad os lige se på en historie fra bibelen først.

Vi er i den første kirkes tid. Jesus er opstået fra de døde, faret til himmels, har givet disciplene missionsbefalingen: “Mig er givet al magt i himlen og på jorden. v19  Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, v20  og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.”

Disciplene ventede ti dage i Jerusalem, og så faldt Guds ånd over dem, og mennesker, der hørte dem tale om Guds kærlighed gennem Jesus, oplevede det så stærkt, at de begyndte at tro. Mange blev døbt og den første kirke var en realitet.

Det var ikke en kirke, som vi tror det skal være i Danmark, men en kirke, som var et fællesskab af mennesker, som levede sammen, delte alt og tog sig af de fattige og de svage. Samtidigt tog de missionsbefalingen fuldstændigt alvorligt. De missionerede helt vildt.

Hvis vi synes Ateistisk Selskab er missionerende for deres sag, så er det ingenting at regne i forhold til den måde som de første kristne gik til den på.

En af datidens første og største kristne Paulus skiver selv: v19  Skønt fri og uafhængig af alle har jeg gjort mig selv til alles tjener for at vinde så mange som muligt. v20  For jøderne er jeg blevet som en jøde for at vinde jøder. For dem, der lever under loven, er jeg blevet som en, der står under loven, for at vinde dem, selv om jeg ikke er under loven. v21  For dem, der er uden lov, er jeg blevet som en, der er uden lov, for at vinde dem, selv om jeg ikke er uden Guds lov, men er under Kristi lov. v22  Jeg er blevet svag for de svage for at vinde de svage. Alt er jeg blevet for alle for i det mindste at frelse nogen. v23  Alt gør jeg for evangeliets skyld for selv at få del i det.”

Paulus siger ligeud her at alle kneb gælder.

Når vi ser på den første kirke, er det vigtigt at have i baghovedet, at man levede i en såkaldt eskatologisk tidsalder, man forventede simpelthen at den tid, hvor Jesus var borte ville være kort.

Lige om lidt, måske i morgen, ville Jesus komme tilbage og gøre endeligt op med denne verdens ondskab, og så gjaldt det om at være klar.

Det er den tankegang, som ligger bag historier om mennesker, som solgte alt, hvad de ejede for at give det til fællesskabet.

Den første kirkes tid, var en vild tid.

Apostlen Peter er på missionsrejse, for at forkynde evangeliet og han kommer til Lydda, hvor han helbreder en lam mand. Det lyder som en vild historie, men i den første kirkes tid, var det hverdag. Rundt om i verden er denne side af den kristne tro ikke fremmed.

Nu kaldes Peter til Joppe, hvor der var en kvindelig discipel. (Læg lige mærke til det! Det er ikke længere kun mændene, som kan være disciple)

Tabitha gjorde mange gode gerninger og gav mange almisser. Bibelsprog for at hun var en meget trofast og god kvinde – en forbildelig disciplel.

Men nu er hun død.

Disciplene – de kristne – i Joppe sendte bud efter Peter, som kom til byen. Han gik op til liget, faldt på knæ og bad til Gud: “Tabitha, stå op!” Så blev Tabitha levende og mange der hørte det kom til tro på Herren, som der skrives i Apostlenes Gerninger.

Jeg tror på Gud, og tænker sikke en fantastisk historie.

Men lad os lige et øjeblik lege med tanken om, hvordan dette lyder for et menneske, som ikke tror.

Et menneske, som har bestemt sig for at Gud ikke findes, eller i bedste fald er et produkt af menneskers egen fantasi.

Hvordan lyder sådan en historie i deres ører?

Hvis man ser isoleret på historien om opvækkelsen af Tabitha, så kan jeg måske godt forstå det ikke troende menneske, som ikke lige køber sådan en historie.

Jeg synes faktisk, at der er flere historier i bibelen, som er så vilde, at jeg også spørger, gad vide om det helt holder vand?

Det er lige der, hvor vi skal minde hinanden om, at bibelen ikke er en videnskabelig tekstbog, men en fortælling om Guds åbenbaring for mennesker. Det er her, hvor jeg minder mig selv om, at det er Gud jeg tror på, og tilbeder, ikke bibelen.

Jeg ved godt, fra mine samtaler med mennesker, som ikke tror, at det er vanskeligt for dem, at jeg ikke betragter bibelen som den absolutte og endelige SANDHED. Bibelen er modsætningsfuld og det lever jeg faktisk fint med. Jeg tror alligevel. Og jeg tror Gud taler til os gennem bibelen, så den er uvurderlig.

Min tro er naturligvis præget af, hvad jeg har læst i bibelen.

Men den er rigtigt meget præget af, hvad jeg har oplevet!

Troen er noget, jeg oplever og erfarer, og ja, hvis jeg skal være helt ærlig, så er den nogen gange i modstrid med min beskedne forstand. Det lever jeg med. For tro foregår ikke kun i hovedet, men sandelig også i hjertet.

Jeg kan ikke bevise Gud findes. Det er der ikke nogen der har gjort. Og nej, for ikke troende, er det der står i bibelen ikke et argument og det er slet ikke et bevis.

Men jeg tror stadig, og jeg tror det er bedst for mig, at tro på, at der er en Gud som elsker mig, tilgiver mig, udfordrer mig, bruger mig og sender mig.

En Gud, som ville mig, og dig,  så meget, at han lod Jesus dø på korset og opstå igen. Ikke for, at det skal være bevis, men for at vi må se, tro og erfare.

Det er det, som det handler om: at tro – ikke bevise, ikke vide, men at tro.

Hebræerbrevet i bibelen siger: “Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses.”

Min tro bekræftes og vokser, når jeg hører mennesker fortælle om deres tro. Så ser jeg den levende Gud bag det.

Vi skal slutte af med at høre et par menesker fortælle om deres tro.

 

Yvonne, hvorfor tror du på Gud?

“Jeg troede faktisk ikke at jeg kunne tro igen.

Efter en del år med et kaotisk liv med en psyke der drillede, kom min tro dog tilbage til mig da jeg begyndte at gå til gospel og teksterne dér hjalp mig i min hverdag. Gospel blev mit åndehul og tirsdag aften ugens højdepunkt, hvor jeg mentalt blev tanket op.

Efter ret kort tid til gospel begyndte jeg også at komme i kirken om søndagen, begyndte også at tænde lys og at be’.

Mit liv ændrede sig radikalt til det bedre.

For et par år siden vendte mine døtre hjem til Fyn – som jeg havde bedt for. De gir mit liv mening og jeg er slet ikke i tvivl om at det er min tro på Gud der her hjælper mig.

Jeg takker dagligt for det min tro gir mig og at mine bønner blir hørt.

Jeg har nu et liv, der er værd at leve og igen noget at stå op til hver dag: en familie, venner, træning, job og ikke mindst min tro på det gode i livet!

Derfor gir det mening for mig at tro!”

 

Anders Flinck, hvorfor tror du?

At tro på Gud eller at vælge at tro på

Det er lidt svært at beskrive, når jeg ikke har prøvet ikke at tro på Gud. Hvilket ikke er det samme som at tvivle, jeg kan jo kun tvivle på noget jeg tror, er der. Viste jeg med sikkerhed at der ikke var en gud, kunne jeg ikke tvivle på ham.

Det betyder bla. at jeg prøver pga Jesus eksempel, at se på mig selv lige som jeg se på andre, at når jeg ønsker retfærdighed for mig, at jeg også nærer det samme ønsker om retfærdighed for andre.

Det betyder at når jeg fyldes af glæde over naturen, livet og kærligheden kan rette takken mod gud, det betyder også at jeg retter utilfredsheden mod gud.

Jeg har svært ved at se hvad der skulle inspirer mig til at være mere medmenneskelig, mere tålmodig og have empati osv. Uden troen på en gud som opfodrer os til at leve med og for vores næste.

Skeptikeren kun sige at bøn til gud bare er samtale med en usynlig psykolog, at tankerne kommer ud at jeg kan lægge dem fra mig. Måske er det det, en gang imellem, andre gange er som et berusende nærvær, opmuntring til at klø på, opmuntring til at fortsætte vilje fast med de vigtige ting i livet også i modgang og håbløshed. Og så har oplevet mirakuløse ændringer mit og andres liv og helbred uden bøn. Jeg tillægger gud æren, en god ateist kunne måske finde god forklaring på det uforklarlige.

Jeg frygter slet ikke døden, jeg ønsker selvfølgelig heller ikke at dø, jeg har ingen forestilling om en himmel eller et helvede efter døden. Der imod føler jeg at gud vil have sine disciple til at skabe en flig af paradis og ikke det helvede som egoisme, magtbegær og grådighed skaber for mennesker.

Don’t have the inclination to look back on any mistake
Like Cain, I now behold this chain of events that I must break
In the fury of the moment I can see the Master’s hand
In every leaf that trembles, in every grain of sand

I gaze into the doorway of temptation’s angry flame
And every time I pass that way I always hear my name
Then onward in my journey I come to understand
That every hair is numbered like every grain of sand

I hear the ancient footsteps like the motion of the sea
Sometimes I turn, there’s someone there, other times it’s only me
I am hanging in the balance of the reality of man
Like every sparrow falling, like every grain of san

Sine Åkerman siger:

Jeg tror på Gud fordi Gud er håb og Gud er ubetinget kærlighed.

Min tro hjælper mig til at acceptere, at jeg begår fejl og rummer ting, jeg ikke er stolt af. At jeg er ok alligevel.

Min tro giver mig styrke, vilje og mod til, at være noget for andre. 

Min tro forhindrer mig i at miste forstanden, når jeg møder verdens elendighed. Jeg accepterer, at jeg er lille og Gud er stor. Gud kender mig, men jeg kender ikke hans veje.

Gud giver mig glæde og frihed til, at være mig.

Derfor tror jeg på Gud.

Amen

 

Tro er at gå og komme! – Thomas Risager

Ved gudstjenesten i dag fokuserer jeg på en historie fra Johannesevangeliet kapitel 21,1-19. Her møder den opstandne Jesus disciplene, som kommer trætte og tomhændede hjem fra fiskeri. Jesus synes ikke, at de er færdige med at fiske, så han sender dem ud på søen igen. Selvom de vidste alt om at fiske, kunne han lære dem noget nyt.
Efter fiskeriet inviterer han dem til at være sammen med ham omkring et måltid fisk og brød.
På denne måde viser Jesus, at med tro er der både det aspekt at blive sendt ud, men også at få lov at komme tilbage til ham. Et balanceret trosliv er altid begge dele.

podcast-large

 

Du kan også læse talen her. I dag er det dog, en ganske anden tale, end den jeg havde planlagt, som jeg faktisk holdt. Sådan går det nogle gange 🙂

Prædiken søndag d. 10. April  2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Johannes 21,1-20.

Gå og kom!

Det er stadig påske selvom påskekyllingerne er pakket væk og påskeæggene forlængst er spist.

Her i slutningen af Johannesevangeliet, hvor vi hopper ind i historien, er der stadig fuld gang i den.

Jesus er opstået. Han har gennem nogle dage, vist sig for disciplene ved flere lejligheder. Det er en mærkelig tid for disciplene og alle andre.

Vi kender det godt fra vore egne liv, at det er super godt, at denne her store ting, som vi har fokuseret på, er godt overstået, men vi må altså til at fokusere på hverdagen igen. Det er det, som sker, da Peter bryder tavsheden. “Jeg tager ud og fisker!”

Et eller andet sted, er det så befriende, at der endelig kan komme lidt normalitet ind i deres liv igen, men de bliver klogere, for med Jesus kan man aldrig vide.

Jeg tror ikke, de har glemt hvordan man gør, men da solen bryder frem og det er tid at komme til land igen, har de ikke fanget noget. Intet! Det er ikke fedt, at være fisker og komme til land med en tom båd.

Der står en mand på bredden. Det gør der tit, når fiskerne kommer ind. Måske kunne man lige få en fisk.

Det var Jesus, som stod der: “Børn, har i noget at spise?”

Jeg tror, han kendte svaret.

Kast nettet ud på den anden side, råber han til dem.

Helt ærligt, så er det bare dybt mærkeligt. Det er mærkelige, at han siger det til dem, fordi det bør ikke gøre nogen forskel. Og i øvrigt, så er det med at lave om på rutinerne på en båd, ikke altid en god ide, for det er vigtigt at alle ved, hvem der gør hvad, hvornår. I sær i pressede situationer.

Det er også mærkeligt, at disciplene gør som han siger. Måske er der bare noget over Jesus, men de ved faktisk ikke endnu, at det er ham.

De rigger hele båden om, der ganske tæt på land og smider nettet ud igen. Miraklet sker, uden at nogen af dem, kan forklare hvorfor, så er nettene ved at sprække og havet koger af fisk i vandoverfladen.

Peter, som gerne ville have hverdag igen, fatter at det er Jesus som står derinde, så væk med al besindighed, han kaster sig i vandet og svømmer ind til Jesus, mens de andre må kæmpe med at redde den enorme fangst.

Jesus har tændt bål beder om fisk. Der er 153 fisk i nettet. Et symbolsk tal for på den tid, var det opfattelsen, at der far 153 nationer i verden.

Jesus samler disciplene omkring sig og holder måltid med dem. Brød og fisk. Sikkert en af grundene til at nadveren ofte så således ud blandt de første kristne i Syrien.

Johannes er tydelig. Det var nu tredje gang Jesus viste sig for disciplene. Vi skal vide det og huske det. Ikke mindst skal vi lægge mærke til at Jesus spiser sammen med disciplene. Jesus er nær i måltidet.

Det er også tanken, at Jesus er nær, når vi i kirken samles om nadverbordet. Her er vi nemlig velkomne, også selvom vi kommer med vores fiaskoer, ligesom fiskerne, der intet har fanget, selvom de har prøvet hele natten.

De føler sig ikke som de mest fantastiske i det øjeblik. Men de er velkomne, som de er.

At have en tro, som gør en forskel i livet, handler ikke kun om, at må komme som man er, men også om at gøre en forskel for andre.

Jesus siger til et menneske, som spørger hvad han skal gøre med alt det tro.

“ og du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.‹ v31  Dernæst kommer: ›Du skal elske din næste som dig selv.”

Hvad skal jeg gøre med min tro spørgsmålet, opstår først, når man virkelig opdager, at man får af Gud. Når man virkelig overvældes af hans kærlighed og velsignelse, kommer restløsheden. Hvad skal jeg så gøre? Det er måske først der, man er lydhør overfor tanken om, at Gud måske ligefrem vil bruge én.

Jesus spørger Peter om han elsker ham ikke mindre end tre gange. For hver gang Peter svarer ja, Herre, følger der en opgave. Vogt mine lam, vær hyrde for mine får, vogt mine får!

Peter får liv at være sammen med Jesus, men kærligheden er også sådan, at den driver ham ud. Kast nettet ud på den anden side, får de at vide. Vogt mine Lam får Peter at vide….

Peter får at vide, at hans tro kommer til at koste ham livet, og stadig siger Jesus: Følg mig!

Amen

 

Opstandelsen handler om at turde tro længere end vi kan se – Thomas Risager

Kvinderne, der påskemorgen kommer ud til graven og finder stenen væltet fra, ved ikke havd de skal tro. Et eller andet sted der det fuldt forståeligt, for det kan jo ikke lade sig gøre at opstå fra de døde. Det er i modstrid med alle de sandheder, vi kender. Men det sker bare alligevel ……

Jesus Kristus er opstået – Ja, Han er sandelig opstået!

Sådan lød råbene i oldkirken på påskemorgen. I dag lyder de i Odense Metodistkirke. For det, der gjaldt den første påskemorgen, gælder også i dag. Opstandelsen fra de døde handler ikke kun om, hvordan vi dør, men sandelig også om hvordan vi lever.

Hør mere her…..

podcast-large

 

 

Du kan også læse teksten her. Bemærk dog, at det talte ord, ofte afviger fra det skrevne.

 

Prædiken søndag d. 27. marts  2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Luk 24,1-12 & Apg. 10 34-43 & 1. Kor 15,19-26, Salme 118,1-2+14-24.

Påskedag: Opstandelsen handler om at turde tro længere end vi kan se!

Alt håb er knust.

Mørket har magten. Det onde vandt.

Kan det være sandt? Har det virkelig ramt os?

Hvad med alle de gode løfter han kom med?

Han tabte kampen!

Nu på tredjedagen, den første dag i ugen, er kvinderne på vej ud til graven. Salverne duftede dejligt, men de kunne ikke fjerne den knugende sorg og følelsen af totalt nederlag.

Mændene – disciplene, de holdt sig bare skjult, som om det eneste i denne verden, de ønskede sig, var at være i fred.

Den døde Jesus skulle smøres ind i salve, sådan som det var skik og brug, at kvinderne gjorde.

Stenen var væltet bort, og kvinderne gik ind i graven, men den var tom.

De vidste ikke hvad de skulle tro.

Sådan tror jeg, mange af os har det, når vi står ansigt til ansigt, med den uovervindelige sygdom, med sorgen, med døden, med konflikten, med tomheden.

Vi ved ikke hvad vi skal tro.

Det er som om hele virkeligheden bliver uvirkelig. Som om alt er i spil. Alt hvad vi troede holdt os fast, viste sig ikke at holde.

Kvinderne er forståeligt nok, nærmest lammede, og står bare og kigger ned i jorden, da to mænd i lysende klæder står foran dem: “Hvorfor leder i efter den levende blandt de døde?

Det er faktisk et godt spørgsmål, men de ved jo ikke hvad de skal tro. Helt ærligt, det forstår jeg godt.

 

Englene, for det er det – Guds sendebud, minder dem om, at han ikke er her, han er opstået. Husk nu, hvad han har sagt til jer….. Jesus havde jo talt en hel del om det. At døden ikke skulle kunne holde ham….. Husk nu det, han har sagt til jer…..

Da huskede kvinderne hans ord og forstod.

Der forsvandt sorgen, usikkerheden og tvivlen.

Da kom troen.

Det er sandt. Jesus er virkelig opstået!

Hvad der så ud som, føltes som, oplevedes som nederlag og mørke, blev forvandlet til lys, sejr og triumf.

Døden fik ikke det sidste ord, håber lever!

Det kan virkelig være svært at begribe, for det strider mod alt, hvad vi anerkender som sandhed.

Da kvinderne står overfor de slukørede mænd og med begejstring forstæller, hvad de da har set og hørt, slår mændene det hen som løs snak og de troede ikke kvindernes ord.

Det er så let, at slå opstandelsen hen. Det kan jo ikke lade sig gøre.

Nej, det kan det ikke, men det sker alligevel. Det er kernen i al kristen tro.

Jesus opstår på trods.

Kærligheden og livet vinder over ondskab og død.

Og det kan bruges til en hel del i vores liv. Det handler nemlig ikke kun om, hvordan vi dør, men i høj grad om hvordan vi lever.

Påskens budskab om opstandelsen giver os visheden om  at livet, uanset hvad, ender godt.

Da Peter og mændene slår opstandelsen hen som løs snak, berøver de sig selv for en enorm glæde.

Vi skal selvfølgelig ikke være jubeloptimister og fornægte de realiteter, som vi står i, men vi skal huske at holde håbet højt. For opstandelsen taler om, at der ud af det, som ser sort ud, kan komme nyt liv.

Det er så vigtigt, at have med i livet, at opstandelsen ikke kun gælder når vi engang dør, men sandelig også mens vi lever.

Opstandelsen handler om at turde tro længere end vi kan se.

I dag fejrer vi at Jesus opstod fra de døde.

At løfterne om Guds fantastiske indgriben i vores liv ikke bare var løs snak, men virkelighed. At kærlighed er handling fra Guds side.

Gud vil dig.

Gud elsker dig.

Gud beskytter dig og passer på dig – også længere end du lever.

Tro på opstandelsen er at turde tro længere end du kan se. Og det har betydning ikke kun for vores død, men sandelig også for vores liv.

Jesus Kristus er opstået – Ja, Han er sandelig opstået!

Amen.

 

Klar til at blive klar/Velsignet være han, som kommer i Herrens navn, Kongen! – Thomas Risager

Yes, we can!

Ordene gav genlyd over hel verden, da den unge politiker Barack Obama vandt sin plads ved skrivebordet i det Ovale Kontor. Ja, vi kan! Håbene til ham som verdens mægtiges leder var enorme. Var han en ny Jesus for Amerika?

Sådan kunne man næsten tro, at nogen så ham, da han gjorde sit indtog i Washington.

I dag Palmesøndag fortæller jeg historien om Jesus, som indtager Jerusalem. Det er blevet Palmesøndag og forventningerne til Jesus er enorme. Nu begynder påsken.

Hør mere her:

podcast-large

 

 

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord, ofte afviger en del fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 20. marts  2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Lukas 19, 28-40. Palmesøndag.

Yes, we can!

Ordene gav genlyd over hel verden, da den unge politiker Barack Obama vandt sin plads ved skrivebordet i det Ovale Kontor.

Ja, vi kan! Håbene til ham som verdens mægtiges leder var enorme, var han en ny Jesus for Amerika?

Sådan kunne man næsten tro, at nogen så ham, da han gjorde sit indtog i Washington.

Yes we can!

Samtidigt med at Obama blev præsident begyndte jeg, at studere i Washington DC. De næste fire år var jeg i USA 2 gange 14 dage om året.

Jeg var som så mange dybt imponeret over Obama og hans evne til at holde taler. Det er jeg stadig. For ikke længe siden blev en ung sort præst skudt under et smågruppemøde. Clemente Pickney var i øvrigt student på det samme Doctor of Ministry track, som jeg læste på Wesley Seminary.

Det var Obama, som holdt talen til hans begravelse. Det er den bedste prædiken jeg nogen sinde har hørt. Find den på Youtube.

Obama er fantastisk – synes jeg.

Det var vildt fascinerende at opleve, hvordan Washington og de amerikanere fra hele USA, som jeg læste sammen med, var fuldstændigt euforiske over den nye præsident.

Nu skulle Washington politikerne have et spark bagi i. Nu skulle der være reformer. Nu kom der en ny tid.

Når man gik i byen var der plakater, skilte og Obama marchandise over alt. Yes we can……

Den stemning vendte ret hurtigt.

De følgende besøg i Washington handlede mere og mere om, hvor elendig Obama var og hvor skuffede folk var over ham. Selv nogle af dem, som var allermest euforiske var dybt skuffede og desillusionerede.

“Yes we can” blev til “No we can’t”

Jesus blev modtaget med samme enorme eufori og forventningerne til ham var enorme.

Folk råbte ikke “Yes, we can!” efter ham, men Hosianna – Velsignet være han, som kommer, kongen, i Herrens navn.

For i folkets øjne, så var der brug for en luftforandring. Den sidste succesfulde konge, som havde regeret og leveret storhed var Kong David, godt tusind år, før Jesus rider ind i byen.

Esajas og andre med ham, havde lagt grunden til de enorme forventninger, fordi de gennem mere end 500 år, har lagt navn til drømme og profetier om, at Gud nok skal gribe ind og give dem den konge og den tryghed, som de så desparat ønsker sig.

De modtog Jesus om ny konge i Jerusalem, som kogte af liv, fordi det var tid at fejre den jødiske påske. Så alle – næsten da – var i Jerusalem.

Nu gik gik alle profetierne i opfyldelse. Nu kom kongen.

Disciplene råbte højest. Velsignet være han som kommer i Herrens navn.

Folket stemte i og viftede med deres palmegrene, for det er nu det sker. Det er nu, Gud griber ind.

Men hvad er nu det.

Han kommer ikke som en krigskonge, men på et æsel. På et pakdyr.

Det er helt uhørt.

Allerede der bør de vide, at noget er helt anderledes end de har forestillet sig.

Farisæerne har lugtet det, og de byder Jesus at få de højtråbende disciple til at klappe i.

Jesus svarer kryptisk: “!Men han svarede: »Jeg siger jer: Hvis de tier, vil stenene råbe.”

Allerede nu er noget sat i gang, noget som er så stort, at det kan forandre ikke bare landets gang, eller verdens historie, men alle menneskers liv, også vores, vi der ikke har set det med egne øjne.

På palmesøndag kommer Jesus ind i Jerusalem. Påsken, som vi kender den tager din begyndelse.

Om ikke mange dage, er det de samme mennesker, som råbte Hosianna, der står i slotsgården og råber: “Korsfæst manden!”

I historien om Jesus fristelse, kan stenene blive til brød i historien her, kan stenene råbe. Råbene fra dem, bliver det samme, som fra disciplene og folkeskaren. Hosianna – Velsignet være han, som kommer i Herrens navn.

Det er så vigtigt, at det bliver proklameret at nu kommer Jesus.

Mennesker skal høre det, Folk skal vide det, alle skal fatte det. For det der nu det sker.

I en af parrallelteksterne – Matthæus, ser vi at folket modtager jesus med Jubel, men de undrer sig også, og nogle spørger: “Hvem er han?”

Nu vil jeg give dig chancen for at tænke over det et øjeblik. Hvem er han for dig?

 

…… Folk fra menigheden får lov at sige, hvem han er for dem ……..

 

Jesus har mange forskellige betydninger og vi lægger mærke til forskelligt omkring ham. Men han betyder stadig meget, også selvom vi måske ikke synes om os selv, at vi har det fulde billede.

Da Jesus kom til Jerusalem, var det Yes we can.

Da folket så, hvor anderledes han var, blev til No, we can’t.

Men når vi hører historierne om ham i dag, og ikke mindst, når vi hører lidt på, hvem han er for os, så behøver stenene ikke at tale.

Så bliver jeg overbevist, så jeg siger:

“Yes HE can!”

Amen.

Klar til at blive klar / Hyldest til kvinden, der salver Jesus fødder – Thomas Risager

Forleden var det kvindernes internationale kampdag.

Det har ikke umiddelbart noget med Jesus at gøre. Men i dag taler jeg over en historie fra Johannesevangeliet, hvor en kvinde kommer i centrum. Det gør hun i en mandsdomineret verden, hvor kvinder ikke havde nogen plads, men Jesus lader hende komme til. Umiddelbart ser det ud til, at hun betjener Jesus ved at salve hans fødder med olie og tørre dem med sit hår, men hun gør langt mere end det. Hun viser med sin handling, at hun i sandhed har forstået, hvad der ligger forude i påsken.

Hun lægger også et eksempel: At sandt discipelskab er at elske i gerning. Noget som hidtil havde været forbeholdt mændene.

Hør mere her:

podcast-large

 

Du kan også læse manuskriptet til talen her. Bemærk dog, at det talte ord ganske ofte afviger fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 13. marts  2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Johannes 12, 1-8.

Forleden var det kvindernes internationale kampdag.

Jeg ved godt at nogle mænd griner lidt af det. Jeg kan godt komme i tanke om en enkelt joke eller to, som kunne fyres af blandt mænd på lige den dag.

Det har jeg selvfølgelig ikke gjort! 🙂

Men der er stadig noget at kæmpe for. Kvinder får statistisk set mindre i løn end mænd. I Danmark i 2016 – Virkelig?

I den kirkelige verden er der stadig mennesker, som argumenterer mod at kvinder kan være præster. Jeg har læst argumenter som, at det er svært at koncentrere sig om at modtage nadveren, når man kan ane kvindes barm under præstekjolens stof. I Danmark i 2016 – Virkelig?

I metodistkirken kan vi nogen gange forfalde til at lidt selvgodhed, fordi vi ret tidligt accepterede kvindelige ledere og præster. Men alene sprogbrugen viser, der stadig er noget at arbejde på. Det burde jo være en selvfølgelighed. I Danmark i 2016 – Virkelig?

Hos Jesus var det helt anderledes. Hos ham skulle kvinderne ikke kæmpe for deres plads. Det skulle de med en del af de andre mænd, men ikke hos Jesus.  I Jerusalem i 33 – Virkelig!

Det var seks dage før den jødiske påskfejring. Jesus og hans følge var kommet til Betania ganske få km. øst for Jerusalem.

Her boede Lazarus.

Måske tænker du Lazarus. Det navn har jeg da hørt før. Hvad er der lige med ham?

Det skal vi da lige have med. I Johannes kapitel 11 finder vi historien om to søstre Martha og Maria, som sender bud til Jesus fordi deres bror er syg.

Da Jesus hørte det, udbrød han: “Den sygdom er ikke til døden, men tjener til Guds herlighed, for at Guds søn skal herliggøres ved den.”

Sådan bliver det. Guds søn bliver herliggjort ved den. Lazarus bliver hovedperson i en af de mest spektakulære historier i bibelen.

Da Jesus kommer til Betania får han at vide, at Lazarus allerede har ligget fire dage i graven.

Johannes slår fast med syvtommersøm: Lazarus er død!

Lang historie kort: Jesus kalder Lazarus ud af graven. Vaklende, viklet ind i de traditionelle ligklæder, kommer Lazarus gående ud af graven.

Nu sidder jesus sammen med Lazarus, hans søstre Martha og Maria. De holder et festmåltid for Jesus.

Mens de gør der sker det underlige, at Maria tager et pund, hvilket er rigtigt meget, ægte Nardus-salve.

Hun salver, som bibelen siger, Jesu fødder. Hun smører altså Jesus fødder ind i den meget velduftende olie.

Det bliver ikke mindre underligt af, at hun tørrer hans fødder med sit hår.

Der er tre ting, vi skal lægge mærke til ved det.

Det at salve et menneske fylder i bibelens univers to formål. Det ene er, at en profet/præst sendes af Gud, for at udpege, den nye konge over landet. Den konge, som Gud udvælger. Det mennesker bliver konge ved at  præsten/profeten smører salve på hans hovede. Vi ser det bl.a. da den rødmossede hyrdedreng af Samule salves til konge.

Så man kan ud af dette læse den betydning, at Maria har fattet og set, at Jesus er den udvalgte konge. Han er Messias.

Hun ved måske også, at Jesus ikke bliver konge, sådan som de, der tager imod ham med hyldestråb og palmegrene håber det. Måske, er der derfor hun ikke salver hans hovede, men hans fødder?

Den traditionelle anden brug af salven understøtter måske denne teori, at Maria har forstået, hvordan dette kommer til at ende for Jesus.

Traditionelt bruges salven, når et menneske er afgået ved døden, så er der kvindernes opgave, at salve den døde.

Den tredje ting, er at Maria tørrer Jesus fødder med sit hår. Når kvinder var sammen med mænd, så var der meget strenge omgangsformer. Som hovedregel rører en kvinde ikke ved en mand, som hun ikke er gift med.

En kvinde har heller ikke sit hår slået ud sammen med en mand, der ikke er hendes egen.

Maria er trods alt nødt til at slå sit hår ud, for at tørre Jesus fødder.

Vi skal lægge mærke til, at alle konventioner brydes. Mange af de lærde bruger dette som et tydeligt tegn på, at mænd og kvinder var lige i omgangskredsen om Jesus.

Der var ikke kun de tolv disciple, som fulgtes med Jesus. Der var en langt større gruppe, som også var med. Det er beskrevet i Lukasevangeliets kapitel 8. Disse kvinder var altså ikke reduceret til at være hustruer for nogle mænd, men selvstændige kvinder, som fulgte med rundt. På dette tidspunkt var det altså ganske uhørt.

Judas, som senere skal forråde Jesus, reagerer. Han reagerer ikke på, at hun som kvinde omgås Jesus på en for den tid, ganske særlig måde. Han er pengegrisk, og det salvens værdi, han reagerer på.

Det vi ser her er, at det er en kvinde, som viser hvad discipelskab er. På trods af, at Jesus mange gange har forsøgt at forberede disciplene på, at han skal lide og dø. Og det at efterfølge ham betyder, at man skal fornægte sig selv, tage sit kors op, og følge ham. Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af ham, skal finde det. Det er det, han siger.

Mændene har stadig travlt med hvem, der er den største. Maria har set sin bror gå ud af graven, hun forstår, at Gud gennem Jesus kommer til at gøre en kærlighedsgerning, som denne verden får svært ved at forstå omfanget af.

Hun ved, at hun kan gøre det lille, hun kan gøre, og at det gør en forskel.

Hun salver Jesus, og viser med sit eksempel på, hvordan man lever sin tro ud, at ord alene gør det ikke.

Amen