Vi indleder en nye serie gudstjenester, som fokuserer på, hvad tro er. Vi gør det med udgangspunkt i en række historier fra Jesus liv.
I dag handler om om, at tro er åbenhed.
I talen tager jeg udgangspunkt i en historie, hvor Jesus udviser alt andet end åbenhed. Faktisk siger han ting, som gør mig utilpas, men gradvist kommer han selv til en ny erkendelse og udviser hidtil uhørt åbenhed.
Du kan også læse talen her. Bemærk at det talte ord nogen gange afviger fra det skrevne manuskript.
Prædiken søndag d. 6 .august 2015.
Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.
Tekster: Mark 7, 24-37 & Jak 2,1-17.
Tro er… Åbenhed
Jeg bryder mig ikke om at skulle forkynde om tekster, hvor jeg synes, at Jesus siger ting, som jeg på det nærmeste føler, at jeg som præst skal forsvare.
Det er nok sådan nogle af vore politikere har det, når de på tv skal forklare en politik, som er partiets, men som de dybest set ikke er enige med personligt.
For mig ville det svare til at bede mig om at forklare, at mennesker ikke er lige meget værd. Nogen pas er mere værd end andre, og vi kan kun tage de bedste og dygtigste flygtninge ind i vort land. Mens den største flygtninge katastrofe siden anden verdens krig udspiller sig lige uden for vores hegn.
Og så er der det med Jesus!
Jesus er taget til Tyros, som ligger i det nuværende Libyen. Vi ved ikke om han skulle på en forlænget weekend, men det vi ved, er at han ikke ønskede, at nogen skulle vide, at han var der. Nogen gange trak han sig tilbage for at være alene. Selv Jesus måtte sande at man ikke kan arbejde ud i en køre uden pauser.
Nu er han i udlandet, i hvert fald i forhold til Israel. Han er altså udenfor jødernes land.
Som så ofte før med Jesus, så er historierne om ham nået så vidt omkring, at folk godt ved, hvor han er.
Inden længe banker det på døren og en kvinde står ude foran. En kvinde, som er så desperat, som man kun kan være det, når ens barn er sygt.
Som Markus skriver, så er hun af syrisk-fønikisk herkomst. På bibelens tid, er det lige så vigtigt, hvor man er fra, som det er i dagens Europa. Men her er betydningen religiøs.
Kvinden er ikke jøde. Dermed er hun et menneske, som en jødisk mand som Jesus, absolut ikke kan være i samme rum med.
Jesus siger nej til at gøre hendes datter rask. !!!
Al hans kryptiske snak om først at mætte børnene ved bordet, handler om at han ser sig selv, som givet til jøderne. Og derfor er det kun for dem.
Vi lader den lige stå et øjeblik… !!!
“Herre, de små hunde under bordet æder da af de smuler, børnene taber.”
Lige der, sker der en forandring hos Jesus.
Han forstår, at der ikke er forskel på mennesker, og at Guds kærlighed og nåde overskrider alle de grænser, som jødedommen ellers insisterer på, at der er.
Denne forandring er i tråd med, hvordan resten af evangeliet skruet sammen. Der er nemlig flere historier, hvor Jesus sprænger alle kendte grænser.
Guds kærlighed er for alle.
Vi ser det, i det, som Jesus siger til kvinden.
Gå blot hjem, dæmonen er faret ud af din datter.
Kvinden levede i en kultur, hvor loven var så indgroet, at kvinder kunne ikke have med mænd at gøre og jøder kunne ikke have med ikke-jøder at gøre.
Selv hos Jesus var det så indgroet, at han i første omgang ikke engang selv kunne se bort fra det.
Det kan jeg næsten ikke holde ud, for det rimer slet ikke med alle de andre historier om Jesus, som jeg kender.
Heldigvis blev han klogere og han handlede.
Det kan virke som en voldsom reaktion, at man næsten ikke kan holde det ud.
Men årsagen til det, er jo, at tro handler om langt mere end hygge
– Dybest set handler det om at have sit liv trygt forankret i troen på Gud.
Det er alt andet end ligegyldigt. Det er et spørgsmål om liv og død. Ganske simpelt.
Kvindens datter reddede livet.
Det samme sker med den døve og stumme mand, som Jesus heldbreder.
Han er døv og stum. Ud over at det er mega upraktisk, så er det også livstruende i datidens kultur.
Dels fordi de frommeste af jøderne vil pege fingre af ham, og påstå at hans stumhed og døvhed handler om at han ikke har levet rigtigt i forhold til Gud, så det er hans egen skyld.
Det andet aspekt, er at han vil være fuldstændigt afhængig af andre til at forsørge ham. Han vil ikke have anden udvej end at tigge og leve på gaden.
Den gang var det også sådan, at de, som levede på gaden ikke blev gamle.
Jesus siger til ham: Effatha – Luk dig op, og miraklet sker. Han kan se og han kan høre.
Det er også noget at det tro, gør. Det giver åbenhed.
Du kan se og du kan høre på en ny måde.
Du kan se mennesker omkring dig, du kan høre, hvad de siger og ikke mindst. Du kan høre Gud….
Istedet for amen, siger jeg Effatha!
Luk dig op!