Det siges, at man aldrig må tage håbet fra et menneske i en håbløs situation.
Det er i hvert fald det, som jeg er blevet undervist i. At i samtalen med et menneske, som f.eks. er meget sygt, så holder vi fast i håbet.
Mange vil sige: Årh der må også være noget realisme! For nogle mennesker er så syge, at de ikke kommer over det. Nogle situationer er så håbløse, at det er latterligt – ligefrem utroværdigt – at tale om håb.
Til det vil jeg sige, at der er altid håb! Og disse tanker udbygges i talen, som du kan høre her:
Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord ofte afviger fra manuskriptet.
Prædiken søndag d. 6. december 2015.
Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.
Tekster: Es 11,1-5. Jer 29,10-12.
2. Søndag i Advent – Håb
Det siges, at man aldrig må tage håbet fra et menneske i en håbløs situation.
Det er i hvert fald det, som jeg er blevet undervist i, at i samtalen med et menneske, som f.eks. er meget sygt, så holder vi fast i håbet.
Mange vil sige, årh der må også være noget realisme, for nogen mennesker er så syge, at de ikke kommer over det. Eller nogen situationer er så håbløse, at det er latterligt – ligefrem utroværdigt – at tale om håb.
Til det vil jeg sige, at der er altid håb – også selvom det rationelt ikke giver mening.
I sommer var der en mand, som var alene på havet i sin sejlbåd. Han faldt i vandet og båden sejlede videre uden ham. Heldigvis havde han redningsvest på, men uden at overdrive, må man sige at det er en træls situation.
Selvom det var sommer, så er vandet stadig så koldt , at det er et relativt begrænset antal timer, man kan ligge i vandet uden at blive afkølet og dø af det.
Manden så den ene båd efter den anden sejle forbi ham, men på intet tidspunkt mistede han håbet på, at han nok skulle klare den. Om natten blev eftersøgningen indstillet, for da var det teoretisk umuligt at være levende i det kolde vand.
I et interview giver han udtryk for, at natten var svær, men han håbede på, at få lov at se en solopgang mere….
Efter sytten timer kom en tilfældig båd forbi og han var reddet.
Jeg tror ikke, at han ville leve i dag, hvis han havde mistet håbet og troen på, at han nok skulle blive reddet.
Håb er en ressource, som er langt stærkere end vi aner. Måske tænker du. Det kunne jeg ikke have gjort. Jeg kan da ikke håbe sådan, men håb er ikke en præstation. Det er givet os – Paulus siger: “Til det håb er vi frelst” ( Rom 8,38)
Håbet er givet os!
I Romerbrevet argumenterer Paulus for at et håb, som man ser opfyldt, ikke er et håb. For som han spørger: “…for hvem håber på det man kan se?”(Rom 8,24)
Nej, siger han.Vi håber på det, vi ikke ser og venter på det med udholdenhed.
At håbe på en fremtid selv i en håbløs situation, er ikke at holde folk for nar. Når vi synes det, må vi nok erkende at vi er ramt af denne verdens kynisme, og minde hinanden om at Guds rige er af en anden verden.
Håb er faktisk ikke optimisme, ej heller er det pessimisme.
Det er at se ting, sådan som de kan være, ikke kun som de er.
Håb erkender, hvad der sker med os, men det anerkender og bifalder ikke alt, der sker med os.
Håb forsøger ikke at forklæde det uacceptable, men håbet holder os fast på, at der noget bedre i vente.
Derfor er håb heller ikke en individuel øvelse, men noget vi kollektivt bekender os til. For vi håber ikke alene, vi håber og tror sammen.
I Jeremias Bog er den jødiske elite holdt fast i fangeskab i Babylon. Det er helt galt. Det er i den håbløshed, at Jeremias bringer bud fra Gud.
“Jeg ved, hvilke planer jeg har for jer, planer om lykke, ikke om ulykke. Om at give jer en fremtid og et håb!” (Jer 29,11)
De fangne mindes om, at de ikke er glemt, at der kommer en dag…. Der gikk 70 år, men der kom en dag!
Håb er længere fremme end vi kan se. Håb handler også om, at det, som i dag er realitet, i morgen ser helt anderledes ud.
Det er som en vej, er bare ender i ingenting. Det er ikke en blind vej, den ender i en bom. Men det er en vej, som bare fortsætter et andet sted fra. Vi kan ikke se hvor….
+++ Billede: Kap det Gode Håb – Afrikas sydligst punkt++
Når vi er ved det, som vi opfatter som enden, kan vejen kun fortsætte fra et nyt udgangspunkt.
Det er præcis det, som vi fejrer i Advent og det som håber på i Advent. At der er mere end vi kan se
Vi fejrer at Gud kom til os i vores håbløshed, at han levede med os, døde for os, og opstod som et levende håb. Han gav os en ny start, et nyt udgangpunkt, så vi kan fortsætte. Så vi kan leve, tro og håbe.
I Johannes Åbenbaringens løfter om, at han kommer igen, siger Jesus: “Se, jeg gør alting nyt!” (Åb 21,5)
Der ligger vores håb, at alting bliver nyt. At der, hvor vi er helt forladt, føler os alene, ikke kan se i mørket. Der er han lys, der går han med.
Adventshåber er visheden om, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter v39 eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre. (Rom 8,38-39)
Så jeg siger som Kong David: “For du min Herre, er mit håb!” (Salme 71,5)
Amen.