Giv kampen et los bagi!

Vi skal se, hvad man oplever, hvis man er modig nok til at forlade sin komfortzone og lade sig lede af en stjerne. Thomas Risager taler om, hvad der kan ske, hvis man giver kamelen et los bagi.

PS. I Metodistkirken er vi god mod dyrene – også mod kameler.

Hør mere her:

 

Du kan også læse talen her. Bemærk, at der ofte er lidt afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-format

Prædiken søndag d. 5. januar 2019 – Helligtrekonger

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Es 60,1-6 & Salme 72,1-7,10-14 & Ef 3,1-12 & Matt 2,1-12.

Julen står ikke længere for døren, da vi er ved at komme igennem den. Men den er ikke overstået endnu.

Faktisk er det sådan i den ortodokse del af kristenheden, at det er nu det for alvor trækker op til julefejring. Der bruger man nemlig stadig den gregorianske kalender, om tilsiger, at julen falder d. 6. januar. Man er enig om at juledag er Jesu fødselsdag, men her fejrer man Jesu dåbsdag, som man regner med er omkring den 6. januar.

Måske skal jeg lige indskyde, at Jesus ikke blev døbt som barn, men som voksen. Han har formodentligt være omkring 30 år, da han blev døbt af Johannes Døberen i Jordan-floden.

Tilbage til Jesus fødsel.
Juleevangeliet læser vi fra Lukasevangeliet. Lukasevangeliet ved vi, eller også ved vi det nu, er et dobbeltværk, som hænger uløseligt sammen med Apostlenes gerninger.
Lukas indleder sin lange fortælling med at sige, at evangeliet er en gennemgang af historien, sådan så Theofilus kan få hele øjenvidneberetningen, som han allerede er undervist i, på skrift.

Lukasevangeliet stadfæster tiden efter den romerske besættelsesmagt. Det var fra kejseren, der udgik en betaling om en folketælling.

3 af 7

Det var mens Kvirinius var statholder i Syren… og så kender vi resten af historien, ellers er I velkomne igen den 24. december.

Nu hopper vi til Matthæusevangeliet, og lægger med det samme mærke til, at der er forskel. Her lyder det, at da Jesus var født i Betlehem i Kong Herodes dage.
Nu er det de jødiske magthavere, som tiden regnes efter. Og egenarten hos Matthæus er klar, her skrives der til jødekristne.

Det ses f.eks. tydeligt i bjergprædiken, hvor vi har de klassiske, I har hørt det er sagt, men jeg siger Jer. Alting hos Matthæus har en referencen til en jødisk forståelsesramme.

Derfor er det også så underligt, at Matthæusevangeliet faktisk har historien om de de tre vise mænd, der kommer fra en helt anden kultur og ikke mindst fra en anden tro. For hvis der er et skrift, som er centreret omkring de jødekristne, så er det Matthæus.

Ikke desto mindre er det her vi er. I den mest jødefokuserede evangeliefortælling om Jesus finder vi historien med de tre fremmede, som kom til Jesus.

De vise mænd, de hellige tre konger, de går under begge betegnelser. I det græske hedder de magoi… magere, så der er helt sikker noget mystisk ved dem. Sansynligvis har de besiddet viden indenfor både astrologi og astronomi. Disse vidensområder var ikke adskilte på Jesu tid, det er noget vi har fundet på i moderne tid.

Så ved vi om dem, at de har haft udsyn for andet end deres egen kultur og de har kendt profetierne om en

4 af 7

konge, som skulle fødes. Måske har de oven i købet kendt Esajas 60,61 siden de kommer med guld og røgelse.

De så stjernen fra deres hjemegn, og drog af sted. Det var modigt gjort, for en rejse på dette tidspunkt var kostbar og ikke mindst farlig. Der var ingen garantier for, at de kom tilbage.

Men dette var vigtigt, så de tog afsted. Så vigtigt at de var parate til at risikere livet, for at se hvad, eller rettere hvem, stjernen ledte dem frem til.

Jeg kan ikke vide, hvad der har ledt dig til kirke i dag. Måske et fremragende nyhedsbrev i fredags, som bare gjorde, at du måtte af sted. Men der er næppe med livet som indsats, at du er her.

Vismændende fik ikke et nyhedsbrev, men de så et lys i form af en stjerne på himlen, og den gjorde, at de bare måte afsted. Op på kamelerne, og så af sted.

De skulle se og tilbede jøderne nyfødte konge. Men han var ikke født på slottet, så da de bankede på der, mødte de en frustreret Herodes.

Der var ingen ny konge født hos ham. Han blev urolig, for han ville sidde på magten for enhver pris, og vi ved, at han satte gang i barnemordet i Betlehem, da vismændene snød ham og rejste hjem uden at give ham besked om, hvor barnet var.

1 Es 60,6: Kameler i mængde flokkes hos dig, dromedarer fra Midjan og Efa,
fra Saba kommer de alle sammen,
de bærer guld og røgelse;

de forkynder Herrens pris.

page4image66185920

5 af 7
Vismændene oplevede at stjernen klart ledte dem.

Den flyttede sig på himlen og stod stille over huset, hvor Marie, Josef og Jesus var. Bemærk at Matthæus lader os vide, at mændene faldt på knæ og tilbad Jesus. Disse fremmede kom altså ikke bare som turister, der skulle tage den obligatoriske selfie, men de kom og tilbad, også selvom de langt fra var jøder – de var så fremmede, og religiøst urene, som man kunne være.

Egentlig er det tankevækkende at Maria og Josef lader dem komme i nærheden af deres barn. Men der har været en åbenhed for anderledes tænkende hos dem. Vismændene engagerede sig i historien om Gud, der ønsker at frelse verden.

Gaverne var der også. Guld, røgelse og myrra. Gaver, som ikke er typiske barselsgaver.
Her er tale om symbolske gaver, gaver som gives til kongelige.

Guld, røgelse og myrra bruges blandt andet i den katolske kirke som symboler på Jesusbarnets natur. Guld symboliserer hans status som jødernes konge, mens røgelsen er et tegn på Kristi guddommelige natur: vi kan bede til Jesus og lade vore bønner stige op med røgelsen. Og endelig ses myrraen som symbolet på, at Guds søn også er menneske og dermed dødelig.
Men guld, røgelse og myrra var især tidens og regionens kosteligste gaver, der sømmede sig som gaver fra tre konger/vismænd til et barn, der var noget helt særligt som de.

6 af 7

Der er god grund til at tro, at disse kostbare gaver finansierede familiens flugt – og ja, de var flygtninge – til Egypten, hvor Jesus levede sine første år.

Vi ved ikke meget om vismændene. Men intet menneske, der ikke er dybt berørt falder på knæ og tilbeder et spædbarn, med mindre man føler sig ansigt til ansigt med Gud.

Det tror jeg vismændene gjorde.

Da de, med deres baggrundsviden så stjernen lyse på himlen, da vidste de, at dette ville de for alt i verden ikke gå glip af. Det var så vigtigt for dem, at de var villige til at risikere livet for det.

Jeg synes, at vi her ved årets begyndelse kan lære af dem.

De ved, at det er vigtigt at følge stjernen, så de kaster sig på på kamelen, giver den et klask bagi og så går det ellers afsted.

De har en ide om, hvad de leder efter, men de ved det ikke, for når det handler om Gud, er der ingen som virkelig kan vide det, før vi står ansigt til ansigt.

Det fik de lov til. Og de faldt på knæ, og havde måske deres livs oplevelse.

De kom med deres kostbare orientalske gaver, som på mange måder var så forkerte i øjeblikket, men som måske var med til at gøre, at jesus overhovedet overlevede længe nok til at blive verdens frelser.

7 af 7

Så min udfordring er, at vi hver især kigger op og ud. Hvad er vores ledestjerne?

Jeg vil også udfordre til en tænkning, hvor tro er mere end hygge og menesker, man holder af at være sammen med. Jeg vil opfordre os til at tro, som gælder det livet, hvad det faktisk gør.

Til sidst vil jeg udtrykket mit håb om, at vi som kirke, menighed, enkeltpersoner tør følge vismændendes eksempel når vi ser stjernen.

Det er det eksempel, som siger op på kamelen og ud over stepperne.

Hvem ved, hvor vi ender, eller hvem vi kommer til at stå ansigt til ansigt med?

Amen.
Salme: O, Gud ske lov for håbet

Juleaften 2019

Julen er kommet og det er tid, at se på den mest forunderlige historie. Gud griber ind i historien, og lader sig føde som et lille barn i en stald i Betlehem.

Det er langt fra perfekt, men det forhindrer ikke englene i at synge, så det stadig giver ekko i verden.

Rigtig glædelig jul til dig.

 

Juleevangeliet, som Lukas skriver det i kapitel 2 vers 1-20:

Jesu fødsel

Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.

I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:

Ære være Gud i det højeste og på jorden!

Fred til mennesker med Guds velbehag!

Og da englene havde forladt dem og var vendt tilbage til himlen, sagde hyrderne til hinanden: »Lad os gå ind til Betlehem og se det, som er sket, og som Herren har forkyndt os.« De skyndte sig derhen og fandt Maria og Josef sammen med barnet, som lå i krybben. Da de havde set det, fortalte de, hvad der var blevet sagt til dem om dette barn, og alle, der hørte det, undrede sig over, hvad hyrderne fortalte dem; men Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem. Så vendte hyrderne tilbage og priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt og set, sådan som det var blevet sagt til dem.

Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv.

Hør talen her:

Du kan også læse talen her. Læg dog mærke til, at der altid er lidt variation mellem det skrevne og det talte ord.

 

Talemanuskript i PDF-Format

 

Prædiken juleaften d. 24. december 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Lukas 2,1-20.

Hvor er det dejligt, at være samlet i kirken. Nu begynder julens fejring. Vi er, de fleste af os i alt fald, glade for at se hinanden igen.

Vi synger med på julesalmerne, som i år har fået lidt ekstra pep med musikken. Vi har lige hørt juleevangeliet læst op fra Lukasevangeliet. Det er præcis den samme historie, som sidste år, og forrige år, og det er den, der kommer igen næste år.

Mange har rejst for at nå frem. Nogle har endda krydset grænser for at komme til Odense. Fælles for os er, at vi er nået frem til et sted, hvor vi hører til.

På den måde har vi meget til fælles med Josef og Maria. De er også på rejse mod et sted, hvor de (Josef) hører til.

De fleste af os har selv valgt, at vi skulle komme hertil. Sådan var det ikke for Josef og Maria.

De havde fået en lodret ordre fra den romerske besættelsesmagt om, at de skulle tælles. Her var der ikke noget med nem-ID og computere, nej man måtte fysisk møde op i den by, hvor ens slægt kom fra.

Det var både dyrt, farligt og besværligt, når ens kone ovenikøbet var højgravid.

3 af 7

Josef og Maria når omsider frem til det sted, hvor de hører hjemme. Stedet, hvor folk ved, hvem man er. Stedet, hvor man kender historierne og forstår, hvorfor ting hænger sammen som de gør. Det er der, hvor man selv er kendt.

Det var sådan i Betlehem, at rigtigt mange følte, at det var stedet, hvor de havde hjemme. Derfor var de taget dertil for, at lade sig registrere og tælle.
Men selv dér, hvor Josef havde hjemme, var der faktisk ikke plads til ham og Maria, som mærkede i sin krop af fødslen nærmede sig.

Intet værelse hos slægtninge, intet hotelværelse, men et ly blandt dyrene i stalden, var der hvor den lille familie fandt et hjem, og hvor Maria fødte sin søn, svøbte ham og lagde ham i en krybbe.

Det har været alt andet end optimalt. Uden at vide noget om, hvad Maria havde tænkt om sin fødsel, så er jeg ret sikker på, at det at føde sit barn i en stald, ikke har været en del af planen. Det er ikke videre Insta-worthy.

Men det er lige dér. Midt i det helt uperfekte, i halvmørket, i dyrenes aromaer, I josefs og Marias afmagt, at Gud lader sig føde.

Ude på markerne, var der menesker, som arbejdede i mørket. De passede dyrene og kunne se ind på lyset fra Betlehem, der summede af liv, fordi der var så mange mennesker på besøg. Der var, ligesom her, rigtigt mange, som ikke havde set hinanden længe, så gensynsglæden var stor.

4 af 7

Hyrderne havde det job, som ingen andre ville have. På mange måder var de helt udenfor det liv, der ellers udspillede sig i Betlehem. Der var ingen, der kom for at hilse på dem. De havde ingen glade gensyn.

Hyrderne var ligegyldige mennesker. Der var ingen, der regnede dem for noget. Faktisk var de så ligegyldige, at der ikke en gang var nogen, der gad at tælle dem.

Kejser Augustus holdt ellers folketælling i hele verden, men ikke en gang i den romerske folketælling talte de med i.

Når Gud bliver menneske, og på den måde griber ind i historien, så går det ikke stille for sig.
Hvor ville det da også være fjollet, at overøse denne verden med himmelsk kærlighed, uden at der blev sunget og forkyndt om det. For kærlighed har det jo med at blive virkeligt, og gå dybt, når der sættes ord på.

De ansigtsløse og navneløse hyrder, som var ligegyldige for folk, er alt andet end ligegyldige for Gud.

Pludselig står de ansigt til ansigt med Guds budbringer, en engel, der stråler på en sådan måde, at det tunge og kolde mørke omkring dem, må vige.

Englen beroliger dem: “Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.”1

1 Lukas 2,10-12.

page4image15346944

5 af 7

Og så brød englekoret ellers ud i sang. Hyrderne oplevede: Håb, kuldegysninger, tro, kærlighed, tvivl, glæde, ja selv tårerne fik frit løb.

For da Gud blev menneske var det en kærlighedsytring, som denne verden aldrig har set mage til.

Det gik ikke stille for sig julenat i Betlehem. Faktisk gav det genlyd i hele verden, og ekkoet runger stadig mellem himmel og jord.

Frygt ikke, en stor glæde, for hele folket, en frelser….

Det er det ekko, der samler os, som får os til at tage af sted og drage mod det sted, hvor vi har hjemme.

Det er det, der får os til at standse op og forundres over historien om Jesus, der fødes i en stald i Betlehem.

Vi har brug for igen og igen, at blive mindet om, at Gud elsker os betingelsesløst.
For at det kan slå rod i vores liv er vi nødt til at sænke paraderne, at lade hjertets mure falde, og lytte.

For det lyder stadig i vores verden, at der er en stor glæde, som skal være for hele folket. At i dag er der født en frelser… og tegnet er et barn, der ligger i en krybbe.

Midt i en travl hverdag, hvor mange af os halser af sted, nogen gange med hovedet under armen og hjertet parkeret dybt inde i kroppen, forfalder vi i vores kultur gange ofte til den forestilling, at alt i livet er noget, vi skal gøre os fortjente til.

6 af 7

Vi lever i den vildfarelse, synes jeg, at alting skal være perfekt og fortjent. Derfor er det også kun vores allerbedste sider, vi viser frem i mødet med andre.

På den måde får vi skabt os et liv, hvor hegner os selv inde bag en mur af perfektion, hvor vi er meget nøje med, hvem der har adgang.

Julens historie er kærlighedens budskab om Gud, der blev menneske, og dermed viste en hel verden sin utrolige kærlighed. Han gør op med mørke, synd, elendighed, krig, håbløshed og erstatter det med lys, tilgivelse, glæde, fred og håb.

I en verden, hvor vi har mere travlt med at se modsætninger frem for fællesskaber, har vi rigtigt meget brug for det budskab. For det er et budskab, som nedbryder grænser, og som bygger mennesker op.

Gud har på en og samme gang den store verden i sin tanke, men samtidigt ser han også du og jeg.

Han er også en Gud, der har dig på sinde. Han elsker dig, og er også din Gud.
Her er vi altså nødt til at slippe ideen om, at vi skal gøre os fortjente, eller være perfekte, for at vi er værd at elske.

For Guds kærlighed er en gave, og en gave har man aldrig gjort sig fortjent til, for så var det ikke en gave.

Når Gud giver verden en gave – Jesus – så gives den ikke under et flot juletræ i et perfekt hjem, hvor der dufter af julemad.

7 af 7

Næ, Gud giver sig selv til menesker, som ganske vist hører til i Betlehem, men som forvises til en mørk og stinkende stald.
Gud offentliggør det ikke som et perfekt farveafstemt opslag på Instagram, men englene synger det ud til udstødte hyrder i mørket.

Guds kærlighed åbenbares i første omgang i det uperfekte, i det snavsede, blandt menensker, som ikke rigtigt tæller.

Det er ikke menensker, som har gjort sig fortjent, men det er menensker, som er. Mennesker som ikke gemmer sig bag ved alt det, som vi kan omgive os med i livet, og som nogen gange skaber en barrie for andre menesker og for Gud.

Guds trænger sig på i vores liv, og hvor er det godt at vi kan være sammen om det. For når vi er der, hvor vi hører hjemme, så kender folk os, og så behøver vi slet ikke at lade som om, vi har styr på det hele. Så kan vi trygt lade murene falde og slippe perfektheden og lade Gud komme til.

Den er god nok, Gud rækker også frem til dig! Rigtig glædelig jul.
Amen.

Salme: Hvad er det, der gør jul til noget særligt?

 

Ledestjernen

I dag er det Helligtrekongers søndag, som afslutter julen i kirken.

Ved gudstjenesten, der har fået overskriften “Ledestjernen”, vil Thomas Risager uddybe fortællingen om de tre vise mænd, der besøgte Josef og Maria i Betlehem. De fulgte stjernen, og kom frem til Jesus.

I salmen Dejlig er den himmel blå, synger vi om, hvordan vi har fået den samme ledestjerne, som vi kan følge. Men hvordan gør man lige det? Skal man kigge op fra sin telefon?

Hør talen her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der er afvigelser mellem det forberedte nedskrevne ord og den tale, der faktisk er blevet holdt.

Talemanuskript i PDF-Format

1 af 6

Prædiken søndag d. 6. januar 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Es 60,1-6 & Matt 2,1-12 & Ef 3,1-12 & Sl 72,1-7&10-14. Helligtrekongers søndag – Ledestjernen.

i dag slutter julen. Ja, jeg ved godt, at for de flereste af os er julepynten og julen for længst fortid. Sådan er det blevet i vores samtund. Det er ikke sådan, at jeg begræder det, men det er faktisk først i dag, at julen slutter.

Det betyder at vi i perioden frem til påske tager fat på, at fokusere på en masse nedslag i Jesu liv og vi vil tale om nogle af de helt centrale begivenheder, så stay tuned og vær velkommen i kirken hver søndag.

I dag har vi hørt historien om de tre vise mænd, senere traditioner har ophøjet dem til konger, og samme tradition siger, at deres jordiske rester findes under domkirken i Køln. Det er nu forbundet med lidt usikkerhed.

Det er Mattæus, der fortæller historien. I modsætning til Lukas, som fortæller evangeliet til juleaften, hvor vi får at vide, at det var den første første folketælling mens Kvirinius var statholder i Syrien og Kejseren var Augustus, altså de romerske magthavere. Så hører vi her hos Matthæus om den jødiske konge, Herodes. Allerede her er tonen hos Matthæus, der skriver til jøde-kristne, slået an. Det er Jesus liv set i relation til det jødiske liv, der er i fokus.

Derfor er det så meget mere interessant at Matthæus vælger at lade historien om tre fremmede være med til at indlede hele historien om Jesus.

2 af 6

Vi ved ikke meget om dem, andet end at de formodentlig har interesseret sig for astronomi, eller lige frem astrologi.

De har haft udsyn for andet end deres egen kultur og de har kendt profetierne om en konge, som skulle fødes. Måske har de oven i købet kendt Esajas 60,61 siden de kommer med guld og røgelse.

De så stjernen fra deres hjemegn, og drog af sted. Det var modigt gjort, for en rejse på dette tidspunkt var kostbar og ikke mindst farlig. Der var ingen garantier for, at de kom tilbage. Men dette var vigtigt, så de tog afsted.

De skulle se og tilbede jøderne nyfødte konge. Men han var ikke født på slottet, så da de bankede på der, mødte de en frustreret Herodes. Der var ingen ny konge født hos ham. Han blev urolig, for han ville sidde på magten for enhver pris, og vi ved, at han satte gang i barnemordet i Betlehem, da vismændene snød ham og rejste hjem uden at give ham besked om, hvor barnet var. Senere slog han i sine egene sønner ihjel, sådan at de ikke truede hans magt. Han var gal i hovedet.

Men vismændene oplevede at stjernen klart ledte dem. Den flyttede sig på himlen og stod stille over huset, hvor Marie, Josef og Jesus var. Bemærk at Matthæus lader os vide, at de faldt på knæ og tilbad Jesus. Disse fremmede kom altså ikke bare som turister, der skulle være tilskuere, men de kom og tilbad. De engagerede sig i historien om Gud, der ønsker at frelse verden.

1 Es 60,6: Kameler i mængde flokkes hos dig, dromedarer fra Midjan og Efa,
fra Saba kommer de alle sammen,
de bærer guld og røgelse; de forkynder Herrens pris.

page2image24302464

3 af 6

Gaverne var der også. Guld, røgelse og myrra. Gaver, som ikke ligefrem kommer fra fætter BR. Her er tale om symbolske gaver, gaver som gives til kongelige.Der er god grund til at tro, at disse kostbare gaver finansierede familiens flugt – og ja, de var flygtninge – til Egypten, hvor Jesus levede sine første år.

Vore forfædre, de kære vikinger navigerede ved hjælp af et kendskab til stjernehimlen, og jeg tror vi alle fascineres af en stjerneklar nat, når vi en sjælden gang har anledning til at opleve det. Så det burde ikke være så fjernt for os, at vismændene finder vej ved hjælp af en stjerne.

Hvis vi skal tage Matthæus for pålydende, så var der ingen tivl om at vismændene fulgte en stjerne, og at den flyttede sig undervejs.

Er det bare mig, eller er det ikke lidt vildt?

Der er dog paralleller til denne historie i bibelen. Jøderne falder sikkert ikke så meget på halen over det, for de husker, hvordan en søjle af røg om dagen, og en søjle af ild om natten ledte Moses og hele det jødiske folk ud af egypternes fangeskab og ind i det forjættede land.

Faktisk afslører historien endnu et plan, hvor Gud faktisk leder vismændene. Igen, så bør vi lige huske på, at de formodentlig ikke var jøder, men faktisk nok af en anden religion.

Ikke destomindre åbenbarer Gud i en drøm for dem, at de ikke skal sladre til Herodes. Med andre ord, tro er ikke en forudsætning for, at Gud kan tale til et menneske.

4 af 6

I salmen *Dejlig er den himmel blå”, som vi sang til indledning, synger vi, at vi og en ledestjerne og når vi den følger gerne kommer vi til Jesus krist.

Jeg gætter på, at det er de færreste af os, som har oplevet en stjerne helt bogstaveligt, som Guds tydelige tiltale eller åbenbaring til os.

Når det er sagt, så tror jeg mange har haft oplevelser, hvor de vil sige, at der blev jeg ledt. Der greb Gud ind.

Hvad nu, hvis der i overført betydning er så overskyet, at jeg ikke kan se nogen stjerne?

Hvad nu, hvis du aldrig har oplevet noget sådant, er jeg så en dårlig kristen?

Klar og tydeligt: Du er ikke en dårlig kristen, hvis du sidder og tænker, at sådan noget vildt noget har jeg da aldrig oplevet.

Dernæst vil jeg sige, at når Gud leder mennesker på vej, med en stjerne, en drøm, en ven, der siger det rette til dig, en hvisken, så er det fordi Gud har et behov for at gøre noget. Det er aldrig fordi du har et ønske om, at blive ledt. Eller fordi du synes, at det kunne da være meget rart.

Jeg har oplevet Gud tale til mig, det er en historie, som I kan få en anden god gang.

Langt de fleste dage, ser jeg ikke nogen tydelig stjerne, der viser vej.

5 af 6

Langt de fleste dage har jeg så travlt med at kigge ned i min telefon og følge med, eller se ind i min computer for at skrive lange lange prædikener eller svare på endeløse stramme af emails, at jeg sket ikke har tid til at opdage noget som helst. Der er rigeligt, der fylder min hverdag.

Vi kan aldrig tvinge Gud til at tale til os, eller ligefrem vise os vej ved hjælp af en stjerne, men vi kan gøre os lydhøre og åbne.

Det er der forskellige veje til. Nogen af dem virker fint for mig, men aldrig for dig, og omvendt.

Et gennemprøvet koncept er at rive sig selv ud af hverdagens trummerum og gå i kirke. Det er gammeldags ja, men det træner din åbenhed overfor Gud og din næste.

Fælleskabet, sangene og musikken, nadveren, bønnerne, stilheden, kirkekaffen, måske endda talen, siger pludselig noget, der inden i dig, giver mening.

Hvis du ikke umiddelbart synes at du kan se nogen stjerne, så se på en kristen du har tillid til, måske din mentor, og gør som ham eller hende.

Tag del i en smågruppe og indgå i samtalerne om tro, som finder sted der.

Læs i din bibel.
Syng gospel, syng salmer, spil musik. Løb en tur.

6 af 6 Vær stille.

Kig op fra telefonen.
Vær tilstede, vær lyttenende. ….

Jeg tror bestemt stadig, at Gud kan og vil mennesker, men han gør det sjældent for vores egen skyld, men netop oftest fordi du kan gøre noget for en anden eller ligefrem for Gud.

Slutteligt vil jeg sige, at jeg tror Gud hvisker mere end han råber.

Jo jo, vi har da en ledestjerne, men den kan være på mange mange måder.

Se op!

Amen.
Salme: Gud dit folk er vandringsfolket

Juleaften 2018

Så blev det endelig jul og det er tid at synge julens kendte salmer. Det vi synger, siger  noget om, hvem vi er. Men sangenes og julens budskab er mere end blot kultur. Det er kærlighed, der er på spil, når Gud griber ind.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der næsten altid er lidt afvigelser mellem det skrev ord og den faktiske tale, som blev holdt i kirken.

Talemanuskript i PDF-format

1 af 6

Prædiken Juleaften d. 24. december 2018.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Lukas 2,1-20. Gennembrud

“Den danske sang er en ung blond pige” synger vi fra Højskolesangbogen. Vores sang og salmeskat siger en del om, hvem vi er.

Det gør salmerne som vi synger i kirken, og mens vi danser om juletræet i aften også.

Det vi synger, det vi forkynder i kirken i julen, har formet vores kultur gennem flere hundrede år.

Når man begynder at tale om kultur, om hvem vi er, så stikker identitetspolitiken også frem. Vi kan ikke tale om en bestemt kultur uden, at det i sig selv definerer, at der findes et indenfor og et udenfor.

Det som er nyt er, at de som føler sig udenfor f.eks. fordi vi synger om en ung blond pige, eller om et barn født i Betlehem, har fået en stemme. De som føler sig udenfor råber op og gør opmærksom på sig selv.

Det kan man have mange meninger om. Personligt kan jeg godt synes, at det indimellem er lidt skingert. Men det er vigtigt at huske på, at jeg taler fra et perspektiv, hvor jeg er inkluderet, hvor jeg er indenfor. Derfor kan det være vigtigt at lytte.

2 af 6

Uanset om vi tror, at Jesus-barnet, som vi synger om i dag, er Guds søn eller blot en fin gammel historie, så kommer vi ikke udenom, at vores kultur er formet af den kristne historie, at Gud ikke bare blev menneske som os, men blev en af os. Gud ville os og vil os.

Retfærdighed og næstekærlighed er bærende principper i vores kultur. Det oplever i alt fald alle vi, som føler os inkluderet i kulturen.

Det er bestemt ikke alle i vores land, der føler sig inkluderet. Der er mennesker, som på alle måder føler sig ekskluderet. De er simpelthen ikke med. De er tilskuere til livet, som vi andre lever.

Det er præcis hos de menesker, dem der ikke kan synge med på sangene, som siger noget om, hvem vi er, at julens forbløffende historie begynder.
Den begynder nemlig med de mennesker, som ingen regner for noget. Dem der er udenfor, ikke bare i overført betydning, men også helt bogstaveligt.

Mens alle andre rejste, hver til sin by, for at blive talt og registret, så de kunne betale skat til kejser Augustus1, så skulle hyrderne udenfor Betlehem ingen steder.

De er så meget udenfor, at de ikke en gang skal tælles med, når man skal finde ud af, hvor mange og hvem vi er som folk.

Hyrderne er i mørket og kulden på skråningerne udenfor Betlehem. De passer dyrene som ironisk nok var noget af

1 JF. Luk 2,1-5

page2image51741632

3 af 6

det mest værdifulde folk havde, men jobbet som hyrde var det mindst ansete, af alle jobs. Vi ved hyrderne er der, men hvem de er, ved vi ikke, og vi er faktisk også ligeglade.

Den historie, som former vores kultur og måske endda vores identitet, tager sin begyndelse så langt udenfor inderkreds og kultur, som den kan.

I den mørke nat, i kulden, hos ansigtsløse og navnløse mennesker.

Profeten Esajas sagde: “Det folk, der vandrer i mørket skal se et stort lys, lyset skinner for dem der bor i

mørkets land.”2

Lyset brød mørket omkring hyrderne. Dem som ingen så, ingen talte til, eller talte med, stod pludselig ansigt til ansigt med Guds sendebud – englen – som var fuldstændigt omsluttet af Herrens herlig – af lyset. Gud ville tale til dem.

Det er ikke så mærkeligt, at de blev bange, for de ser jo himlen åbne sig.

Lukas lader os vide, at englen siger:
“Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: v11 I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. v12 Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.”3

2 Es. 9,1
3 Luk. 2,10-12

page3image51740672

4 af 6

Det stopper ikke med det. En himmelsk hærskare. Engle over det hele, som synger.

Det er en vild historie, og det er endnu mere vildt, at de som skal fortælle det videre, er menesker som ikke tæller. Mennesker som ingen lytter til. Mennesker som er udenfor.

Det er dem, som mødes af lyset, englesangen og den epokegørende forkyndelse, at der i dag er en stor glæde, som skal være for hele folket.
Alting kan se anderledes ud i lyset fra det hyrderne ser og hører på marken i Betlehem. En stor glæde for HELE folket.

Alting ser anderledes ud, fordi det som hyrderne får lov at se på marken, og da de bøjer sig ned sig til krybben, er meget mere end et lille barn.

Det er Gud selv, der lader sig føde ind i vore liv, i vores verden, i vores hverdag.
Det er en kærlighed så radikal, at det forandrer alt.

Hvis du sidder og tænker… hm… kan det nu passe? Så vil jeg sige, at det ikke er givet, at vi helt forstår Guds kærlighed. Jeg tør f.eks. ikke påstå, at jeg til fulde kan begribe det. Men vi sidder trods alt her i kirken igen. Vi synger med på salmerne og vi hører julens evangelium.

Et eller andet i os må det da betyde!

Det kan godt være, at vi lever et i et land, hvor mange mennesker har vendt kirken ryggen og har en sund skepsis i forhold til tro.

5 af 6

Men vi lever trods alt i et land, hvor kulturen er gennemsyret af konsekvenser af den kærlighed, Gud mødte verden med julenat.

Fra et sted så usselt som en stald i Betlehem udgår en kærlighed så stærk, at det kan præge mennesker overalt i denne verden. Sådan er det når Gud handler.

I år er det 100 år siden, at våbnene tiede fra skyttegravene under 1. verdenskrigs ulyksaligheder. Historien fortæller os, at soldaterne, der ellers havde lært at de andre var fjender, sang julesalmen, som vi kender som Glade jul. De kunne høre hinanden synge og langsomt kravlede de op af skyttegravene, mødtes i ingenmandsland, udvekslede små gaver, trykkede hinandens hænder og så at de var mennesker under uniformerne. Julens fred sænkede sig. De sang sammen.

Desværre blev det ikke en varig fred, men stunden af fred midt i rædslen var der. Den kan ingen tage væk.

Julens budskab om Guds kærlighed i form af Jesu fødsel, rummer en kraft i sig, der kan forvandle alt og alle. En kraft, der skal skabe fred, hvis vi lyder til den.

Hvis vi tror, at vi lever i et land, hvor kristendommen kun er kultur, der viser sig i kirken, og i salmerne juleaften, så er jeg nødt til at komme med den påstand, at julens budskab om en frelser i Davids by, som hyrderne var de første til at høre, er så meget mere end blot kultur.

6 af 6

Tro mig, når jeg siger, at kristendommen gerne taler den gængse kultur imod, hvis kulturen mister sin medmenneskelighed og sin næstekærlighed.

Med risiko for at lyde politisk, så har vi brug for at høre igen, at ingen behøver at være udenfor. At alle er velkomne, at alle har uendelig værdi. Vi har brug for, at blive mindet om, at troen på Gud, på Jesus og på Helligånden er så meget mere end kultur. Det kan sprænge enhver kultur, hvis det skal være.

Mennsker skaber kultur, men vi mennesker, du og jeg, er først og fremmest præget af en kærlighed fra en Gud, der ikke har glemt os. En Gud som ser os, hører os. I dag fejrer vi, Jesus kom til os.

At det er så meget mere end kultur, at det sprænger grænser på tværs af nationale og sociale skel, understreges ved, at de, som er de første til at fortælle om det, er mennesker, som ikke tæller.

I dag fejrer vi en stor glæde, for hele folket – for alle. For du og for jeg.

Det er mere end kultur. Det er kærlighed, det er liv, det er lys, det er tro…..

Det vil jeg synge om, og alle er velkommen til at synge med! For i Guds kærlighed er der plads til alle!

Rigtig glædelig jul! Amen

 

 

Stjernen er hele verdens håb

Når man ser stjernehimlen fra den sydlige halvkugle, ser den pludselig helt anderledes ud. Så opdager man virkelig nye ting.

Langt væk fra Betlehem, var der mænd, som oplevede nyt. De så en ny stjerne og vidste, at det måtte de undersøge, for de vidste at noget helt særligt var på færde. Det havde de ret i.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Der vil altid være lidt forskel på det skrevne manuskript og det faktisk talte ord.

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 4

Prædiken søndag d. 7. januar 2018.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Matt 2,1-12. Stjernen er håbets lys.

Det er ikke så tit, når man bor inde i en storby, at man virkelig ser og oplever en stjerneklar himmel. Her inde er der alt for meget lys til, at man virkelig kan se stjernerne og mælkevejen. De færreste af os vil opdage, hvis noget er forandret. Jo, hvis Nordstjernen eller en af stjernerne i Karlsvognen var væk, så vi det sikkert.

For et par år siden var jeg heldig at få lov at besøge Zimbabwe, en af nætterne dér blev tilbragt langt ude på landet helt tæt på grænsen til Mozambique. En lille by, som hedder Mutare. Gadebeslysning, var ikke noget man gjorde et stort nummer ud af, så den stjerneklare himmel var tydelig. Zimbabwe ligger lige nord for Sydafrika, så stjernehimmelen så helt anderledes ud – det gør den jo fra den sydlige halvkugle.

Jeg husker stadig forundringen over, at opleve en stjernehimmel, som noget helt nyt.

Det var også den forundring, der drev de tre vise mænd. Til forskel fra mig, så vidste de, hvad de så. De kunne se, at noget nyt var sket på himlen.

Sandsynligvis har vismændene været astronomer, nogle mener astrologer. Men de har haft et indgående kendskab til den for dem fremmede kultur, jødedommens skrifter og traditioner, der vidner om, at de virkelig har sat sig ind i tingene.

2 a f 4

De tre rejsende kom fra Østen et sted.
Der er noteret gamle observationer om stjernerne fra den tid, som taler for, at de har været undervejs siden september, for da var der en konjunktion af Jupiter og Saturn i Fiskens stjernbillede, som ville kunne ses i lande langt borte, men som også var en af de jødiske forudsigelser, der skulle optræde, når den Messias, de ventede på, var født.

Vismændende var ikke jøder af tro, men alligevel rejste de af sted mod det, som de ikke vidste hvad var.

Vi ved, de var omkring Paladset og mødtes med Herodes. Det naturlige sted for en nyfødt konge er da paladset. Men der var Jesus som bekendt ikke.

De lod sig lede af stjernen og fandt Jesus i Betlehem.

Læg mærke til, at selvom de var fremmede for den jødiske tro, og egentlig er videnskabsmænd, så sker der noget helt særligt.

Videnskabsmænd observerer, de blander sig aldrig, men ser på.

Da vismændene kom til Jesus faldt de på knæ og tilbad barnet. Det som for dem, der var fremmede for den jødiske tro var, da de så barnet, så fantastisk, at de faldt på knæ og tilbad ham.

De vidste instinktivt, at dette barn var mere, end man umiddelbart kunne se.

3 a f 4

Derfor var de gaver, som de havde med heller ikke tilfældige. Det var nøje planlagt.

Profeten Esajas taler om at fra ”…Midjan og Efa; fra Saba kommer de alle sammen, og de bærer guld og røgelse; de forkynder Herrens pris.”1

Guld, røgelse og myrra var meget fine gaver, som blev udvekslet mellem kongelige. Gaverne til Jesus havde også symbolsk betydning:
Guld var kongemetal og viste, at Jesus var himlens kongesøn eller den konge, Messias, som jøderne ventede på.

Røgelse blev brugt i ritualer som tegn på, at menneskers bønner og ofre steg op til Gud. Den var tegn på, at Jesus var Guds søn.
Myrra var kendt både som parfume og som en salve, der blev brugt til balsamering af de døde. Den symboliserede de lidelser, som ventede Jesus.

Vismændene havde set storheden og de forstået deres egen rolle i den forbindelse.

De kendte til profetierne fra Esajas, og de vidste at de måtte rejse for at se barnet, for at bringe det gaver, men også for at den profeti, som var kendt af jøderne, skulle gå i opfyldelse, så mennesker kunne se det og mennesker kunne tro det, nemlig at der var en stor glæde, som skulle være for hele folket, nu var der født en frelser i Davids by!2

1 Esajas 60,6B

2 Mika 5,1-3

4 a f 4

Vismændene var kloge på andet og mere end blot astronomi og de gamle profetier. De forstod også at lytte til Gud, der i en drøm advarede dem mod at vende tilbage til Herodes med beretningen om jødernes nye konge i Betlehem. Så de rejste hjem ad en anden vej.

Vismændene så en stjerne på himlen. De havde hørt at der var et håb om frelse knyttet til denne stjerne, men det var jo ikke noget de troede.

De tog den modige beslutning, at undersøge dette nærmere, og da de fulgte stjernen kom de til Jesus og da forlod de, at han var ikke blot deres, men hele verdens håb.

Hele verdens håb, fordi man kulturelt og trosmæssigt ikke kunne være længere væk end de tre vise mænd var. Men de fulgte stjerne og så hvad der gemte sig under den.

Det håb er for alle – det håb er for dig!

 

Amen

 

 

Ny begyndelse – Juleaften 2017.

Selvom julehistorien hvert år er den samme, så er julen en ny begyndelse på noget helt nyt. En ny begyndelse, som vi ALLE kan være med i.

Glædelig jul til dig!

 

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog at der altid er lidt afvigelser mellem det ord, der er skrevet i forberedelsen og den tale, som faktisk holdes i kirken.

Talemanuskript i PDF

1 a f 6

Prædiken søndag d. 24. december 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Luk 2,1-20.
Ny begyndelse

Al begyndelse er svær.
En god begyndelse er halvt fuldendt. Det lærte jeg i min barndom.

Der siges mange ting om begyndelser, og de fylder en del i vores liv.

Hvem af os har ikke prøver at sidde og skrive et eller andet, og lige pludselig opdager vi sidder og sletter alt det vi har skrevet, for det er blevet helt skævt. Vi må starte forfra. Udgangspunktet er bare ikke rigtigt.

Jeg tror f.eks. at mange af landets præster har været i den situation de sidste dage. Jeg har i hvert fald.

Jeg tror vi alle sammen har tænkt om alt muligt i livet, kunne vi da bare starte forfra – få en begyndelse.

Prøv en gang at tænke på mange af de seneste valgkampagner, som politikerne har sat i gang. Ganske ofte er det sådan, at ordene en ny begyndelse er den del af løfterne. Eller hvem af os har ikke oplevet en ny chef, som siger, at vi begynder forfra.

Politikere og ledere vil gerne se en ny begyndelse.

Vi kender næsten resultatet på forhånd. Det bliver jo som det plejer. Vi har hørt det før.

2 a f 6

Med begyndelser er det sådan, at vi ikke kan se om de forandrer noget i begyndelsen. Det kan vi først rigtigt bedømme, når vi ser tilbage – Når der er gået nogen tid.

Vi kan ikke se det selv, og sket ikke, når vi er midt i livets mange mange ting, vi skal have gjort og klaret. Rigtigt mange af os, synes egentlig, at der hele tiden er rigeligt at forholde os til.

Vi kan ønske os en ny begyndelse, Men nogen gange har vi så meget fart på, at vi ikke får kigget op og oplevet, hvad der faktisk sker omkring os.

Juleevangeliet – historien om Gud, der bliver menneske – er historien om en ny begyndelse.

Al ny begyndelse næres af nye ideer og ny energi. Da Gud for alvor begiver sig ind i vores verden er det det, der er på spil. Det er det, der ligger bag den fine historie om Josef og Maria, at Gud kommer til os med ny energi og nye ideer om kærlighed, for at leve med os.

Det er virkelig en ny begyndelse, fordi det er så anderledes.

Der var en kollektiv bevidsthed, som sagde, at livet som vi kender det, ikke kan blive ved sådan her. Noget nyt må ske!

Konkret betød det, at folket længtes efter en ny konge, for det var der man har vant til at nye begyndelser komm fra. Men Jesus fødes ikke på slottet, hvor hele eliten holdt til.

3 a f 6

Ingen steder er der plads til den lille familie, så de må tage til takke med den ly, de kan finde i en stald.

Det er som om vi slet ikke var gearet til, at Jesus skulle fødes ind i vor verden. Det er egentlig underligt, for Jesus kommer til ind i en kultur, hvor man virkelig kendte de gamle skrifter med Guds historier. Man længtes efter at noget skulle ske.

For længe siden, havde profeten Esajas f.eks.: “ v1 Det folk, der vandrer i mørket,

skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land.

….
v5 For et barn er født os,

en søn er givet os,
og herredømmet skal ligge på hans skuldre.
Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud,
Evigheds Fader,
Freds Fyrste.”1

Det her er før vi alle havde alle mulige medier at kigge på hele tiden. Det betyder at disse gamle historier var noget, som folk, også de helt almindelige mennesker, kendte og huskede. Det var med andre ord levende historie.

Alligevel er tanken om, at Gud skal være et stort lys for alle i mørket, at han skal fødes som et barn, så anderledes, at selv ikke alle præsterne, de skriftkloge og farisæerne, kunne begribe hvad Gud havde gang i for vores skyld.

1 Esajas 9,1&5

4 a f 6

De troede stadig at lovene, regler og alle deres “Du må ikke, og du skal – formuleringer var vejen frem.

At Gud kunne komme med kærlighed og lys, og være der direkte for mennesker, én man faktisk som almindeligt menneske kan have en relation til, havde de helt enkelt ikke fantasi til at forestille sig.

Der var andre mennesker på banen julenat. Mennesker, som var langt fra eliten. Mennesker, som bestemt ikke kom, hverken i templet eller synagogen.
Mennesker, som havde et blakket ry og absolut ingen anseelse i samfundet. Faktisk blev de betraget som en slags undermennesker, der var utroværdige. En hyrde, for det dem, jeg kommer til, kunne ikke vidne i en retssag. Troværdigheden var taget fra ham.

Hyrderne var i mørket omkring Betlehem, hvor de passede på dyrene. Pludselig sker der noget meget mærkeligt.
Pludselig var der lys i mørket. Engelene stod foran dem.

“Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: v11 I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. v12 Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.«

Prøv lige at tænke tanken, at skulle fortælle den historie og samtidigt i andres øjne være hamrende utroværdig! Gud gør virkelig tingene anderledes end nogen som helst kunne have fantasi til at forestille sig.

Det er en af grundene til, at julenat virkelig er en ny begyndelse. Det er ikke set før, og det har forandret verden. Vores opfattelse af Gud har flyttet sig fra at være en man frygter, til at Gud er én, der elsker os alle – betingelsesløst.

5 a f 6

Den kærlighed smitter på en sådan måde, at vi ikke kan lade være med at elske mennesker. Det er fra Gud kraften til at elske kommer.
Det er vigtigt at lægge mærke til ordlyden i det englene siger til hyrderne: “Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket!”2

Når Guds kærlighed fødes ind i vores verden med Jesus, er det ikke forbeholdt en elite, nogle specielt troende. Hyrderne er de første der fanger det, og mere end noget andet, er de billedet på, at dette er for alle mennesker uden undtagelse – selv for dig!

Når noget fantastisk sker, skal det fejres med musik. Det elsker vi her i kirken.

v13 Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:

v14 Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!”3

Hyrderne løber ind til Betlehem, hvor de finder familien i stalden.
Maria så op og lyttede til hyrdernes fortælling om barnets betydning. Lukasevangliet siger, at hun gemte ordene i sit hjerte.

Lad mig lige til slut vende tilbage til hyrderne. De var ikke bundet af nogen forestilling om at forholdet mellem Gud og menesker skulle have én bestemt form.

Da englen stod foran dem, kiggede de op og lyttede. Det forvandlede deres liv. De fik en ny begyndelse.

2 Luk 2,10
3 Luk 2, 10b-14

6 a f 6

Når vi år efter år, holder jul og deler den samme historie i kirken, er det en anerkendelse af, at noget nyt tog fart den første julenat.
Det var en ny begyndelse.

Men det er ny begyndelse, som du og jeg stadig kan tage del af, for den er båret af Guds kærlighed, og når man ser op og lytter, så kan det forandre ens liv.

Så kan der være en ny begyndelse. Glædelig jul!
Amen

 

For alle – For dig! – Juletalen 2016, Thomas Risager

Det er jo jul. Kirken var fyldt til bristepunktet med glade børn og voksne.

Her kan du læse eller høre talen, som de fik med sig fra kirken i dag.

Glædelig jul til dig!

podcast-large

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord ofte afviger fra det skrevne.

Tale manuskript i PDF-format

 

Prædiken juleaften d. 24. december  2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Luk 2, 1-20.

For alle – for dig.

Så blev det jul igen, og vi samles i kirkerne og senere omkring juletræerne og synger med på julens kendte og fine salmer.

Jo, det er sandelig jul.

Når man kigger rundt her i kirken, kan man godt få den ide, at vi er ganske enige om, at det der med jul er en god ide.

Det har vi også for nyligt bestemt, at det er. I hvert fald nåede Bertel Haarder lige, som det allersidste inden han måtte stoppe som kirke- og kulturminister, at sætte danskere til at stemme om hvilke værdier, vi er formet og dannet af, og hvilke vi ønsker at tage med ind i fremtidens samfund.

Resultaterne var en Danmarkskanon, hvor danskerne har stemt på flg. væsentlige værdier:

Velfærdssamfundet,

tillid,

Det danske sprog,

foreningsliv og frivillighed,

frihed,

frisind,

hygge,

kønsligestilling,

lighed for loven

og endelig den kristne kulturarv.

Den kristne kulturarv, er altså noget, som mange mener former os. Her juleaften er det også så dejligt, at tænke på det lille Jesusbarn, der ligger i krybben i stalden.

Mange gange tænker vi, at lige præcis den historie med Gud, der fødes som et lille barn virker så hyggelig. Det er så nuttet, når der er noget med små børn. Et eller andet sted, er det helt i orden, at det har været med til at forme vores kultur. Vi er en nation af kultur-kristne.

Det siger jo noget om, hvem vi er og hvad vi er rundet af. Det er sådan set fint.

Men jeg tror altså, at der er så meget mere i det med Jesus. Der er livsforvandlende kraft i den hyggelige historie.

Jeg kendte et menneske, som var formet af misbrug og svigt. Denne mand sad samme med sin bror, ligeledes en misbruger, i en lille tarvelig lejlighed en juleaften.

Når misbruget vinder i ens liv, bliver man ofte ensom, for ikke en gang ens nærmeste kan blive ved med, at håndtere løgn og svigt.

De to mænd kommer i deres brandert til at tale om, hvad det der jul, som alle har så travlt med, egentlig handler om.

De husker, at det i hvert fald er noget med Gud, og et eller andet sted, er der en bibel. Det kan de da huske.

De leder og roder indtil de finder den støvede bibel.

Heromme bag i bibelen finder de historien om Jesus fødsel.

“Og det skete i de dage…

Og hun fødte sin søn den førstefødte, svøbte ham og lagde ham i en krybbe…

I den samme egn var der hyrder…

Herrens engel stod foran dem: “Frygt ikke, se jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket. I dag er der født jer en frelser… Han er Kristus Herren…..”

De samme ord, som vi for lidt siden hørte læst op. Hyggelige og fine ord, som hører juleaften til. Hyggelige og fine ord, som har formet vores kultur.

Men i den snavsede lejlighed blev de selvsamme ord livsforvandlende.

Den ene af mændende forstod, at dette her var langt mere end kultur. Han fangdede at dette var dybt personligt, og at det lille hjælpeløse barn var Guds gave til netop ham.

Lige dér, den juleaften forstod han, at Guds kærlighed gjaldt ham og han begyndte at tro.

Lang historie kort, han blev en kristen og kom ud af sit misbrug, fandt vejen tilbage til livet, fik uddannelse og blev én af mine kollegaer. Et meget fint menneske og en meget dygtig præst.

Min pointe med at fortælle den historie i dag er, at vise at det med tro og kristendom er langt mere end blot noget, der har formet vores kultur, det er også noget dybt vekommende, som kan påvirke menneskers liv.

Gud vender op og ned på tingene, når han vælger at Jesus skal komme til jord, ikke ligesom et menneske, men som et menneske. Som en af os.

Det er ikke os, som skal komme til Gud, men Gud, der vælger at komme til os.

Han kommer ind i en verden, hvor vi måler hinanden på, hvad vi gør og på hvordan alting ser ud. Det er altså helt paradoksalt at Gud, som er mægtigere end alt andet, kommer som et afmægtigt barn.

Men alting ER vendt på hovedet med Gud og hans måde at vise os sin kærlighed.

I den mørke nat sidder hyrderne og vogter dyrene.

Hyrderne er på mange måder lidt skæve eksistenser. Nogen af dem, der passer bedre blandt får end blandt mennesker.

Der var ikke nogen, der regnede dem for noget. Men det var dem, der julenat stod ansigt til ansigt med englen. Det var dem, som var ved at tage benene på nakken af bare rædsel. Men  alligevel lyttede de  på englens ord:

“»Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: v11  I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. v12  Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« v13  Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:

v14   Ære være Gud i det højeste og på jorden!

Fred til mennesker med Guds velbehag!”

Hyrderne løber ind til Betlehem, hvor de finder familien i stalden. Jeg tror ikke, at Maria syntes, at det var den allerbedste ide, at få gæster umiddelbart efter, at hun har født, og så hyrder.

Men hun lyttede til hyrdernes fortælling om barnets betydning. Lukasevangliet siger, at hun gemte ordene i sit hjerte.

Det er præcis det, som ordene i denne histore kan. Historien, der er for alle folk – ingen er altså undtaget. Heller ikke to skæve stofmisbrugere i en lejlighed juleaften.

Ordene om jesus, som kommer til os, er ord, som vi kan gemme i hjertet. Når vi gør det så forbliver troen på Jesus ikke bare kulturarv, men så bliver det dybt personligt.

Så kan det forvandle livet.

I det gospelkor, som jeg synger i, har vi for nyligt lært en smule tegnsprog.

Tegnene for “jeg går mod Gud for at være sammen med ham” ser således ud:

Jeg går op mod Gud, men han kommer mig i møde….

Det er præcis det, som julen handler om.

Gud kommer dig i møde!

Glædelig jul!

Amen.

Juleaften 2015. Grænseløs Kærlighed – Thomas Risager

Endelig er det blevet juleaften og det er tid til at lytte til juleevangeliet ord om Gud, som blev menneske.

Læs Lukasevangeliets kapitel 2 her:

Jesu fødsel

 Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. v2 Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. v3 Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. v4 Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, v5 for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. v6 Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; v7 og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.

v8 I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. v9 Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. v10 Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: v11 I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. v12 Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« v13 Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:

v14 Ære være Gud i det højeste og på jorden!

Fred til mennesker med Guds velbehag!

v15 Og da englene havde forladt dem og var vendt tilbage til himlen, sagde hyrderne til hinanden: »Lad os gå ind til Betlehem og se det, som er sket, og som Herren har forkyndt os.« v16 De skyndte sig derhen og fandt Maria og Josef sammen med barnet, som lå i krybben. v17 Da de havde set det, fortalte de, hvad der var blevet sagt til dem om dette barn, v18 og alle, der hørte det, undrede sig over, hvad hyrderne fortalte dem; v19 men Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem. v20 Så vendte hyrderne tilbage og priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt og set, sådan som det var blevet sagt til dem.

Hør her:

podcast-large

 

 

Du kan også læse manuskriptet her. Bemærk, at det talte ord ofte afviger fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 24. December 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Lukasevangeliet 2, 1-20.

Grænseløs Kærlighed

Det er nemt, at være vældigt glad og tilfreds, når er samlet her i kirken for, at indlede vores julefejring med gudstjeneste, hvor vi lytter til dejlig musik og sang, selv synger med de kendte julesalmer. Om lidt venter max-hygge og julemad.

Gaverne er købt, sølvtøjet er pudset, skjorten er strøget og midt i travlheden har vi endda fået tid til at komme i kirke.

Der er god grund til at være glade.

Alt er trygt og godt. Der er styr på hvem vi skal være sammen med og hvem vi ikke skal være sammen med i julen. Vi er i helt bogstaveligt indenfor i varmen.

Begyndelsen på julens evangelium er imidlertid det stik modsatte. Desværre, kan man sige, gør det julens evangelium meget aktuelt.

Denne jul, i disse dage, er der mødre og fædre i tusindtal, som kommer til at erfare det, som Josef og Maria oplever, da de kommer til Betlehem.

“Der var ikke plads tl dem i herberget” skriver Lukas.

Josef og Maria var taget afsted til fods og på æselryg for, at følge det bud, som den romerske besættelsesmagt havde givet.

De skulle tælles, og alle mand måtte tilbage til sin oprindelse, for at blive skrevet op. Josef og hans forlovede Maria, som ventede et barn, måtte til Betlehem.

De var ikke konkurrencestatens fodsoldater, men potentielle skatteydere. Det er dyrt at besætte lande, så romerne måtte have styr på, hvor mange og hvem, man kunne få skatteindtægt fra.

Nogen skulle jo betale for soldater og våben, og bedst er den slags jo, hvis de som våbenene peger på, også er de, som betaler.

I Betlehem var der dørene lukkede. Den ene efter den anden siger: “Vi har allerede flere mennesker, end vi kan håndtere. “Tag et andet sted hen, eller endnu bedre, tag hjem hvor I kommer fra!”

En lang rejse med en højgravid forlovet var slut, men dørene var lukket, og ingen forbarmede sig. Ingen lukkede op.

Børn, der vil fødes er ligeglade med lukkede døre. Barnet, som er udset til at frelse verden, blev født i en ussel stald i Betlehem.

Ordene fra Johanneevangeliets indledning siger det meget godt:

v9  Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. v10  Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. v11  Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. v12  Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; v13  de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud.”

Maria fødte sit barn i stalden. Mere ydmygt kan det ikke blive. Men barnet kom til verden og glæden kunne ikke standses af de simple omgivelser. Nyt liv var begyndt og perspektiverne var og er enorme.

Det er Gud, som er i gang med at frelse verden, godtnok på en, synes vi, lidt underlig måde.

Umiddelbart virker det harmløst, at Gud bliver menneske, der svøbes og ligger i en krybbe i en stald i Betlehem.

Men der er mere på spil. Stjernen står over stalden og vise mænd fra Østerland er for længst taget afsted på deres rejse mod barnet. Guldet, røgelsen og myrraen er pakket ind. Gaver som skal vise sig at være værdifulde, når familien forfølges og må leve som flygtninge i Egypten i de første år.

På de mørke og kolde marker, slumrer hyrderne med et øje på klem, mens de rystende af kulde holder øje med fårene.

Pludselig lyses mørket op af Herrens Herlighed. Hyrderne bliver bange. Englen – Guds budbringer, må indlede med at berolige dem: “Frygt ikke!”

For hyrderne var dette alt andet end hyggeligt, for de fangede at noget stort var i gang. Gud var på spil i deres liv.

Og lige der på marken overskred Guds engle grænsen mellem himmel og jord. Ligesom Jesus i stalden gennembryder skellet mellem Guds og vor verden. Han kommer til os.

De sociale normer brydes. Hyrderne, mennesker som ingen regner for noget, bliver de første, som hører den fantastiske nyhed, englene fortæller:

“»Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: v11  I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. v12  Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« v13  Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:

v14   Ære være Gud i det højeste og på jorden!

Fred til mennesker med Guds velbehag!”

Med Jesus kommer fred til mennesker. Det gives os, som en gave og som en mulighed.

Fred er ikke fravær af krig og konflikt. Det kunne ellers være dejligt nok. Det er meget mere end det.

Det er harmoni, fred og glæde for alle mennesker. Det er det, som jøderne kalder Shalom, et rige, hvor der er fred, sundhed, ingen vold, intet magtbegær, ikke noget misbrug, ingen sygdom, nok af alt til alle, ingen menneskesmuglere, ingen flygtninge, og ingen hårde hjerter. Det er med andre ord paradis på jord.

Vi sidder her i vores tryghed. Nogen har lukket os ind, og det er tilladt for os at være på den side, som for andre ligner uopnåeligt paradis.

I “Glade jul” synger vi “Han har himmerigs dør oplukt!” Det er det, som sker i julen. Med Jesus åbner Gud døren og lader himlen komme til jord.

De udstødte hyrder hører det, og fatter, at ingen skal længere holde dem udenfor. De går til barnet i stalden, og de har lov til det. Det bliver modtaget og de lovpriser Gud for alt, de har hørt og set.

Det understreges på det allerkraftigste, at Guds kærlighed ikke respekterer grænser eller sociale normer.

Vi tror stadig at kærligheden grænser.

I denne tid gør vi meget ud af at tænke over, hvem vi skal elske og hvorfor vi skal elske dem. Samtidigt forsøger vi at trække grænser for, hvem vi har ansvar for som vores næste. Det som sker omkring os påvirker ikke bare mennesker på flugt. Det påvirker også os på den trygge side. Hvor skal grænsen være?

For Gud er det ikke sådan. Der er kærligheden grænseløs – og det skal vi være glade for. For Jesus selv siger, han er kommet til forsvarsløse.

Det kan godt være, at vi er trygge her. Selv vi – du og jeg – har brug for Guds kærlighed i vore liv.

Heldigvis er Guds kærlighed grænseløs,  og den vi gør vi klogt i ikke at holde ude.

Grænser kke findes i Guds rige.

Man kan mene at et lille barn er harmløst, men Jesus er det stik modsatte. Det viser han med sine ord og sit liv.

Han kan forandre verden og give mennesker et helt nyt liv.

Vi bliver nemt korrumperede og hårdhjertede, når vi har mere travlt med at lukke af end af at åbne op. Det gælder overfor vores næste, som har brug for at vi lukker op. Ikke mindst gælder det for os selv, at vi tør åbne os for Gud.

Jesus kommer netop for at åbne for vore hjerter. For det er i det åbne hjerte at Guds fred findes.

Se jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for HELE folket.

Glædelig jul.

Amen.

Hvad sagde han? #6 – Thomas Risager

Hvorfor var der så mange, som fulgte efter Jesus? Hvordan gik det til, at han fik så stor betydning?

Hvordan kan det være, at mennesker stadig tror, han var Guds søn? Han har enorm betydning, ellers var der jo ingen kirker,eller mennesker, som kalder sig kristne.

Hvad var det egentlig han sagde og gjorde?

Vi slutter prædikenserien af i dag. Vi går i dybden med de centrale begivenheder i Jesus liv.

Ved dagens tale fokuseres på hvordan budskabet om Jesus spredte sig i den første kirke. Der tales om Stefanus, som stenes til døde for sin tro. Saulus, senere Paulus, står og ser på mens det sker. Senere bliver han et menneske, som forfølger de kristne. På vejen mod Damaskus møder han dog den opstandne Jesus, og han kommer på helt andre tanker. Han kommer til at bruge sig liv på at blive den største forkynder af Jesus. Se bare i bibelen hvor mange af brevene, som tilskrives Paulus.

Lettere sagt end gjort. Hør mere her:

podcast-large

Hvad sagde han? #5 – Thomas Risager

Hvorfor var der så mange, som fulgte efter Jesus? Hvordan gik det til, at han fik så stor betydning?

Hvordan kan det være, at mennesker stadig tror, han var Guds søn? Han har enorm betydning, ellers var der jo ingen kirker,eller mennesker, som kalder sig kristne.

Hvad var det egentlig han sagde og gjorde?

Vi i gang med en ny prædikenserie, hvor vi går i dybden med de centrale begivenheder i Jesus liv. I dag ser vi på, de helt centrale begivenheder i Jesu liv. Vi taler om hans korsfæstelse, død og opstandelse. Dette er meget diskuteret for tiden, da en en folkekirkens kendte præster taler uldent om opstandelsen. Ved talen i dag går vi i dybden med betydningen af opstandelsen.

Lettere sagt end gjort. Hør mere her:

podcast-large