Den 24. maj 1738 er en utrolig vigtig dato i dit liv! Det har du nok aldrig tænkt over, men jeg siger dig, at det er en vigtig dato.
Det er den fordi den dato – den 24. maj 1738 – eller rettere, det som skete den dag har påvirket verden. Det lyder måske stort, men det har den.
Inden vi kommer dertil, får får du lige et lynresumé af den prædikenserie, som vi afslutter i dag.
Vi har haft gang i en prædikenserie, der hedder “Det tror vi! Det har vi, fordi rigtigt mange af os, som er medlemmer af, eller kommer i, Metodistkirken her, har oplevet at få spørgsmål som: “Hvad er forskellen på jer og de almindelige kristne?”
Det må man finde sig i, når man som vi, kommer i, som det officielt hedder, et fra folkekirken afvigende trossamfund.
Det som folk mener med deres spørgsmål er jo bare, hvad er det der med Metodistkirken for noget? Og det synes jeg jo, er helt fair.
Derfor har vi siden den første søndag i august talt om:
Metodistkirkens syn på dåben. Her i kirken praktiserer vi barnedåb, men har ingen som helst problemer med at døbe voksne, som ikke i forvejen er døbt. Det er vigtigt for os, at vi døber barnet fordi det allerede ER Guds barn. Vi døber ikke for at gøre barnet til Guds barn, men for at understrege en realitet, som allerede er. Barnet ER Guds barn.
Vi har talt om, hvordan vi erfarer frelsen som en proces. Som en rejse, vi alle er på. Målet for den rejse er at få en relation med Gud, som er ligesom den nære relation Adam og Eva havde med Gud i skabelsens begyndelse – altså før de spiste af den forbudte frugt.
Vi lærte om at nåden er helt central for vores oplevelse af, at Gud ændrer os efterhånden, som vi kommer nærmere ham. Vi kalder processen for Helliggørelse.
Vi har talt om nådemidlerne. John Wesley – vores kirkefader, som vi skal høre mere om i dag, nævner traditionelt 5 nådemidler:
Bibel, Bøn, Kirken (De helliges fællesskab) Dåb, Nadver.
Disse er Guds gaver af nåde til os. Gaver, som hjælper os til at erfare den realitet det er, at Gud elsker os ubetinget.
Altså for vores skyld – ikke for Guds skyld.
I søndags talte vi om nadveren. Brød og vin. Vi lærte at nadverens oprindelse kommer fra Jesus selv, som befalede disciplene at gøre det, for at mindes ham. Vi blev klar over at jeg i hvert fald ikke kan forklare det, så vi kan forstå det. Men jeg håber at vi alle husker, at nadveren er ALLE velkommen til at tage del i. Det kræver ikke tro, eller at man har læst bibelen. Nadveren er vores mulighed for at handle på kirkens budskab om at Jesus har givet sig selv for at vi skal leve.
Du kan høre alle talerne fra www.metodistkirken-odense.dk
Nu har vi så haft en hel prædikenserie, som handler om at forstå metodistkirken. Fælles for det hele er at vi skal bruge hjerneaktivitet og intellekt.
Meget ofte gør vi os skyldige i at reducere – vi tror måske at vi opløfter, men det gør vi ikke – tro til noget intellektuelt.
Når præster forberede prædikener anvender vi hele vores uddannelse og hvis vi kan komme til det spiller vi med alle vore akademiske muskler. Der skal helst være et par græske ord, så vi lyder rigtigt dannede. På den måde reducerer vi tro til noget, som kun finder sted i vores hoved.
Hånden på hjerter, eller rettere hånden på hjernen, hvem af os kan fuldt og helt ved hjælp af vores forstand forklare tro?
Og så kommer vi tilbage til påstanden om at d. 24. maj 1738 er en vigtig dag for dit liv, ja for hele verden. For her sker der noget, som forandrer kirkens – ikke bare metodistkirkens, for den fandtes endnu ikke – måde at beskrive tro.
Hør mere her….
