Jesus er for stor en kamel at sluge på en gang.

Adventstiden er, ligesom fastetiden op til påsken, en lang forberedelse, for at vi til fulde vil være i stand til at forstå omfanget af, hvad Gud har gang i. Man kan sige, at det er Gud, der tager hensyn til os. For det, at han i Jesus bliver menneske, er ganske enkelt for stor en kamel for os at sluge, hvis vi får den serveret i et stykke.

Jeg taler om Johannes Døberen, som baner vej for Jesus, og dermed hjælper mennesker med at forstå, hvad der er ved at ske. I små bidder. 

 

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der altid er lidt afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-format

 

Prædiken søndag d. 15. december 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matt 11,2-11

Som forældre skærmer vi nogen gange vores børn fra verden. Vi bestemmer, hvad de må se på TV, men glemmer i øvrigt at tjekke op på, hvad de ser på deres telefoner på Youtube.

Vi fortæller dem om verden, om dårlige og gode nyheder, på en måde, som vi mener passer til, hvad de kan rumme på deres udviklingstrin.

Sådan gør vi, når vi er bange for, at den fulde sandhed, vil vælte vores børns opfattelse af verden. Det er det, der sker, når vi vurderer, at de ikke er modne til at håndtere den fulde sandhed.

Selv om voksne har vi nogen gange brug for at få sandheden serveret lidt i etaper, så vi faktisk kan rumme den.
Egentlig er det et bibelsk princip, som Paulus anvender, der beskrives i 1. Korintherbrev: “Og jeg kunne ikke tale til jer, brødre, som til åndelige mennesker; jeg måtte tale til jer som til kødelige mennesker, som til spæde i troen på Kristus. Jeg gav jer mælk, ikke fast føde, for den kunne I endnu ikke tåle, og det kan I heller ikke nu;”1

Det tror jeg imidlertid godt vi kan tåle, så nu går vi til historien om Johannes Døberen.

1 1. Kor. 3,1-2.

page2image26421376

3 af 7

Det er også en historie om at servere nyheder lidt af gangen, således at menensker kan rumme hele omfanget.

Adventstiden er, ligesom fastetiden op til påsken, en lang forberedelse, for at vi til fulde vil være i stand til at forstå, omfanget af, hvad Gud har gang i. Man kan sige, at det er Gud, der tager hensyn til os, for det at han i Jesus bliver menneske, er ganske enkelt for stor en kamel for os at sluge, hvis vi får den serveret i et stykke.

Adventstiden rummer profetierne fra Esajas, som minder os om, at Gud har set det folk, der vandrer i mørket og at vi skal se et stort lys.2 Gud vil gribe os.

I adventstiden mindes vi, hvordan Gud kom til os. Men samtidigt er det en forberedelses tid, som peger frem mod, at det vil ske igen. Det har vi brug for. Jeg længes efter det, for der er ingen tvivl om, at mørket findes i vores verden.

På årsdagen for krystalnatten, blev jødiske begravelsepladser vandaliseret. En jødisk familie fik sat en jude-stjerne på postkassen ved deres hjem. Antisemitismen viser sit grimme fjæs. Man kunne håbe, at vi i Europa havde lært af vores dystre fortid!

Statministeren bekendtgør, at syrienskrigere og deres børn intet har at gøre i Danmark. Siden hvornår er vi i Danmark begyndt at lade forældres synd gå i arv til uskyldige børn?

2 Es. 9,1.

page3image26386688

4 af 7

En mand helt uden moralsk kompas leder verdens supermagt. Man kunne tro, at det var et reality-show på TV, men ak, det er virkelighed.

I vort land stiger andelen af børn, der mistrives og kæmper med angst og ensomhed. Mange danske børn har oplevelsen af, at deres travle forældre, hverken ser eller hører dem.

Tilsyneladende er der også grobund for islamistisk terror i vort land. Mennesker slås med sygdom og døden er en realitet.

Det er let nok at få øje på mørket.

Men der er også lys.
Lyset er dog nødt til at komme gradvist, ellers blændes vi af det vi ser.

Johannes Døberens rolle er præcis, at pege på den Jesus, som kommer efter ham. At pege på lyset.

Det gør han ved forberede folk på, at Jesus er på vej. En af forberedelserne, som folk gør er, at blive døbt af ham i Jordanfloden til deres synders forladelse og til et nyt liv. Johannes er meget tydeligt. Der kommer en efter mig, siger han, som er stærkere end mig.3

Der var mange menensker, som var samlet omkring Johannes og levede sammen med ham ude i ørkenen, mens de ventede på Jesus. I dag ville vi nok have set på det, og omtalt det som noget sekterisk.

3 Matt 3,11.

page4image26585600

5 af 7

Johannes har været den stemme i samfundet og dermed har han også været en trussel mod magthaverne. Den slags menensker har man det stadig med, i nogle sammenhænge, at fængsle. Så der var Johannes Døberen havnet.

Han havde brugt sit liv på at forberede menensker på Jesus komme.

Men nu sidder han i fængslet og bliver i tvivl om, hvad det lige er, der sker omkring ham.

Vi ved godt at forventninger til Jesus var, at han ville brage ind i Jerusalem og smide romerne ud. Men han gjorde jo ikke helt som folk forventede. Det er som om, at på det her tidspunkt i Matthæusevangeliet, at der er sket et skifte i folks opfattelse af jesus. Det er som om, at nu begynder de kristiske røster at pippe frem.

Nu er Johannes også kommet i tvivl om, hvad det lige er, som sker.

Det må jo være frygteligt, når man som Johannes faktisk har haft en mission i livet, og så komme i tvivl om det hele.

Han sender to af sine disciple til Jesus og de spørger ham: “Er du den, der kommer, eller skal vi vente en anden?”4

4 Matt 11,3.

page5image26586560

6 af 7

Jesus kunne bare have sagt ja, og dermed givet Johannes fred i sindet.

Jesus tvister det hele, således at Johannes’ tvivl bliver til proklamation af Kristus.

Han siger til de to disciple: “Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser.
Hvad er det, de ser omkring Jesus?

Det er netop tegnene på, at Guds rige er kommet nær, at alting er vendt på hovedet. Nu ser de blinde.5 De døve hører. De spedalske bliver rene.6 De lamme går.7 De døde opstår8 og evangeliet forkyndes for fattige.9

Svaret er ja, Johannes, Guds riger kommet nær. Men det er ikke kun for dig, men for alle, som trænger.

Det er det, vi gennemlever her i adventstiden.

Vi hjælper hinanden med at få øje på de små tegn på, at Jesus er i verden.

For lyset er her også! Om kort tid vil vi atter opleve, at lyset trænger mørket tilbage, og dagene bliver længere. Det er et godt vidnesbyrd om, at lyset vinder frem, og at det altid vil være stærkere end mørket. Sandheden i dette

5 Matt 9,28-32. 6 Matt 8,1-4.
7 Matt 8,5-13. 8 Matt 8,1-4.

9 Matt 5,3-12

page6image26588096

7 af 7

minder Johannesevangeliet os om: “Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.” Joh.1,5.

Om lidt kommer tiden, hvor vi igen skal forkynde om Gud, der i Jesus blev menneske. Han, som er verdens lys, kommer til os. Mørket må vige, for “lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, er ved at komme ind i verden.” Joh.1,9.

Amen
Salme: Det er så mørkt omkring advent.

I dag skal du være med mig i Paradis

Det er sidste søndag i kirkeåret. Lige rundt om hjørnet venter adventstiden, hvor vi glæder os over, at lyset (Jesu komme) begynder at bryde frem. I sin tale ved gudstjenesten på søndag maler jeg et billede af Jesus som konge. Men det er en anderledes konge, for han hænger på et kors og er tilsyneladende fuldstændig afmægtig. Ved hans side hænger to forbrydere, som også korsfæstes. Den ene af dem forstår hvem jesus er.

Men hvad er det, han ser, som gør, at han pludselig forstår og tror på en sådan måde, at Jesus lover ham en plads i paradis?

 

Du kan høre talen her:

Du kan også læse talen her. Bemærk at der ofte er afvigelser mellem manuskriptet og den tale, som faktisk blev holdt i kirken.

Talemanuskript i PDF-format

1 af 8

Gudstjeneste søndag d. 24. november 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.
Tekster: Jer 23,1-6, Luk 1,68-79 (Salme 46) & Kol 1,11-20 & Luk 23,33-45.
Musik: Anders Gustavsen-Sprotte. Finn Hansen Trøjgaard. Sang: Emma Berghuis Stokholm, Rikke Roland Honoré  & Søren Jantzen.
Teknik: Julian Felix-Levin

Emma: Peace in Christ
Velkomst
Salme: Hil dig frelser og forsoner
Bøn – Fadervor
Børnekirke
Indslag om indien
Omtaler og indsamling
Salme: Glæd dig, din Herre Gud
Bibellæsning
Tale
Taizé: Jesus, Guds søn, du lys i mit indre (flyder over i….) Bøn og lys
Rikke: Remembrance
Salme: Der er noget i luften
Velsignelse
Søren: He Lives

2 af 8

Prædiken søndag d. 24. november 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.
Tekster: Jer 23,1-6, Luk 1,68-79 (Salme 46) & Kol 1,11-20 & Luk 23,33-45.

Der hang to mænd på et kors…

Det kun lyde som indledningen til en joke, men det er det ikke i dag. Det er indledningen til den sidste tale i dette kirkeår.

Denne sidste søndag inden, adventstiden begynder, fokuserer vi på Jesus, som kongen, den almægtige, verdens frelser. For der ingen tvivl om, at frelsen kom med den mand, som er hele verdens lys.

Så er spørgsmålet bare om vi faktisk har brug for frelse?

Er der mere i historien om to mænd, der hang på et kors?

De to mænd, der hang på et kors, var i en situation, hvor de havde brug for frelse. Det var ret åbenbart at, de havde brug for det – ret desperat endda.

For er man først i romerriget blevet dødsdømt, og hamret fast til at kors, så man kunne hænge der i vanvittig lidelse, og på den måde blevet en del af datidens syge reality-shows, så var man sådan cirka så langt ude, som man overhovedet kan komme som menneske.

Vi ved ikke andet om de to mænd på koret, end at de var forbrydere. Faktisk betyder det græske ord (κακοῦργοι) “de, som gør det onde.” I Matthæus1 og Markus2 beskrives de som røvere. Det er sikkert derfor mange af os mener, at det er to røvere.

1 Matt 27,38 2 Mark 15,27

page2image9781248

3 af 8

Forbryder er ikke noget man bliver sådan over night. Der ligger sikkert en lang opvækst fyldt med svigt og bristede muligheder bag de to mænd, på korset. Der er ganske givet en lang række af forbrydelser, og mennesker de har forudrettet bag dem. Helt sikkert er det, at deres liv har ikke være let. og der er løbet meget vand i åen, før man kommer til at ende sit liv, som dødsdømt, selv i datidens grusomme romerige.

Med det siger jeg, det som ene røver bekræfter, da han nævner, at de to kriminelle får løn som forskyldt.3 De har selv bragt sig i en situation, hvor de faktisk får som de har fortjent. Med andre ord, de er sådan cirka så langt fra at kunne kalde sig Guds bedste børn, som man kan være.

Der hænger to mænd på et kors, og de er så langt ude, som man overhovedet kan være. De er i helvede! Når man er i helvede, kan man ikke redde sig selv. Da har man brug for frelse.

Mellem dem hænger en tredje mand. Han er ligesom dem selv, blevet slået, sparket og pisket. Det er ham al opmærksomheden er omkring. Det er ham de mange menesker, som er forsamlet gør nar af. Det er ham de råber af. Det er ham de er kommet for at se.

Over ham på korset hænger et skilt: INRI
Det er besættelsesmagtens ydmygelse på deres latin: Iesus Nazarenus Rex Iudaeorum”
Jesus fra Nazaret – Jøderne konge.

Ydmygelsen var total- Ingen kongelig er henrettet ved korsfæstelse. Hvis man var kongelig, hvad man selv i døden privilegier, som gjorde dødstraffen mindre smertefuld.

3 Luk 23,41.

page3image9774464

4 af 8
Soldaterne håner ham

Jesus har på intet tidspunkt i sit liv hævdet, at være fornem eller kongelig på den måde, andre er. Tværtimod har han altid opsøgt de fattige, de udstødte, de forhadte, de glemte, de oversete, de kriminelle, de prostituerede. Ofte er Jesus af de fromme, præsterne og farisæerne, blvet kritiseret for at omgås alle de urene. Underforstået, at han da burde være samen med dem, for de har jo med deres ydre fromhed vist, at de har gjort sig fortjent til hans opmærksomhed.

På Golgata er Jesus også sammen med de nederste, de forhadte og de udstødte. To røvere, der sammen med ham skulle lide og dø.

Vi ved ikke meget om dem. Men det er overvejende sandsynligt, at de har hørt om jesus.
Det havde alle.
De ved, at han har helbredt syge, at han har en tendens til at spise sammen med alle dem, de andre hader. De kender sikkert nogen, som er blevet det i Jordan af Johannes Døberen, som forberedte folk på frelsens som Esajas har profeteret om.”

Så de ved godt, hvem Jesu er. De ved, at han har sagt at man skal elske sine fjender og bede for dem, der forfølger én.4

Nu oplever de, at Jesus faktisk gør det, han har sagt andre skal gøre. korsene er lige blevet rejst og midt i jublen fra masserne og smerten og lidelsen Jesus selv var i, udbryder han.”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.”5

Røverne ser en mand, der er nærmest nedbrudt, men også en mand, som holder fast i det, han tror på.

4 Matt 5,44 5 Luk 23,34

page4image9773696

5 af 8

Den ene røver spotter ham og siger: “Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!”6 Når vi selv er på spanden, kan vi afledes os fra vores eget rod, ved at finde andre, der også er på den. Det er meget menneskeligt.

Den anden begynder at forstå, at Jesus er for real. Så han flytter fokus røveren, der mobbede Jesus. Han irettesætter den mobbende røver. Vi to får det vi har fortjent. Det er helt galt, men retfærdigt. I bibelsk sprogbrug: Vi er syndere og får det vi har fortjent. Men på peger han; Jesus er helt uskyldig!

Midt i deres værste elendighed, har de fået noget at tænke over. Når de ser op, opdager de, at Jesus er med dem i deres lidelse. Måske er det desperation, måske er det sidste håb. Der er i alt fald ikke et langt livs studier af bibelen, eller mange besøg i synagogen, eller ofringer i templet.
Med sine sidste kræfter udbryder han: “Jesus, Husk mig, når du kommer i dit rige!”7

Ordet husk mig8, betyder ikke bare husk, for det er et ord, som i det bibelske univers betyder mere end det. Det betyder “Hjælp mig, frels mig.”

Jesus ser ikke på den døende mands meritter, hans tro, hans hellighed, men han hører hans råb, og dermed hans tro. Han ser hans behov for frelse. Måske er hans tro ikke større end et sennepsfrø9, men den er der, ellers havde han ikke råbt.

Nu bliver det interessant: jesus siger: “I dag skal du være med mig i Paradis!”10 I dag betyder lige nu.

6 Luk 23,39 7 Luk 23,42

8 Gud glemte ikke Noa 1. Mos 8,1, Gud huskede Abraham og reddede Lot i 1. Mos 19,29

9 JF. Matt 17,20 10 Luk 23,43

page5image9772928

6 af 8

Hvad sker der med os, når vi dør? Baseret på min læsning af bibelen, bl.a. præcis dette stykke, er det min tro, at når vi dør, oprejses vi umiddelbart i Guds rige. Jeg tror sådan fordi jeg læser, at Jesus har samtaler med Moses og Elias i evangelierne11. Jeg tror sådan fordi Paulus indikerer, at hvis han dør, skal han være sammen med Gud.12 Jeg tror det, fordi Jesus siger i dag skal du være sammen med mig i Paradis. Jeg tror sådan fordi menneskers nærdødsoplevelser viser os, at det nye liv begynder umiddelbart.

Jeg tror sådan, fordi jeg har oplevet menensker finde dyb fred og tillid ind i døden. Min mors gamle faster, som hele tiden i øvrigt har sagt til min familie, at jeg endte som præst, døde med et smil på læben og et tak Jesus.

I dag skal du være med mig i Paradis.

Paradis er et gammelt persisk ord, der betyder kongens have. Den største belønning man kunne få, var at blive lukket ind i kongens have og nyde skønheden og freden der. Der var intet smukkere sted på jord. Med tiden blev Paradis overtaget af den jødiske kultur og begyndte at henføre til Edens have, som er kongens have – Guds have.

Haven som Gud har skabt os til at være i., Og ja, det er rigtigt, at menesket på grund af Adams og Evas synd, blev smidt ud af haven og dermed fremmedgjort for Gud. Men det er den have, der peges på, når Jesus siger, I dag skal du være med mig i Paradis.

Gud ønsker at vi skal leve i Paradis, og indtil da er det vores opgave at skabe et Paradis, som kan være på jorden, blandt menensker i vores verden. Men der kommer en dag, hvor vi skal være med Jesus i Paradis.

11 Mark 9,2-13, Luk 9,28-36 og Matt 17,1-10. 12 Bl.a.Fill 1,20

page6image9772736

7 af 8

Jeg siger ikke, at bibellæsning, bøn, næstekærlighed, dåb, nadver, gudstjenester, ikke er vigtige. Det er det. Det er vigtigt for at skærpe vores sanser og vores tro, så vi ser Gud midt i vores liv, så vi finder kræft og styrke til at elske Gud og vores medmenesker, sådan som Jesus gjorde, for på den måde peget vi på Guds kærlighed, som en forvandlende kraft i verden og i menneskers liv.

På den måde kan vi være dem, som er der, hvor menesker, har brug for at møde nåde, kærlighed og barmhjertighed, for det er vi kaldet til at vise og til at gøre.

Det er præcis det Jesus viser på koret overfor de to røvere. Det er det jesus viser du og jeg på korset. Det er en helt central begivenhed i al kristen tro og tanke, for på korset og med ordene til i dag skal du være med mig i Paradis, gøres der op med at al synd, som kan skille et menneske fra Gud og for et evigt liv i Paradis.

Jesus spørger ikke forbryderen om han tror, om han er døbt om han vil være med til at opretholde… han ser ham for den han er.

Det er lige snart adventstid, og vi skal gøres klar til at fejre, at Jesus kom, at Gud vil frelse os og denne verden fra alt ondt og fra vores egen selvoptagethed.

I dag er grunden lagt, og jeg vil slutte af med at sige at vi kan tage mod og bringe Guds kærlighed frem overalt. For uanset hvad, så er vi aldrig et sted, hvor vi kan sige, at vi har gjort os fortjent til den.

Nåden er for alle. For røveren i elendighed på korset, for du og jeg, uanset hvilket elendighed, eller hvilken fest, du måtte begynde dig i.
Jeg har brug for frelse, og det tror jeg også, at du har.

8 af 8
Jesus er med dig. Lad os byde adventstiden velkommen.

Som Paulus så fint siger det: “For at nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke Jer selv, gaven er Guds.”13

Amen.

page8image9771776

13 Ef 2,8

Grøn Søndag – Maria Bræstrup Aaskov

Det er den sidste søndag i kirkeåret – og i lyset af Thanksgiving standser vi op, ser vi tilbage og sorterer hvad vi vil bringe med videre.

Maria Bræstrup Aaskov taler, og du får en forklaring på, hvorfor søndagen er grøn.

Hør mere her:

 

 

Hvilken kaffe byder du uventede gæster? – Maria Bræstrup Aaskov.

Denne søndag, er der gudstjeneste og julefest, for alle aldre.

Det er Maria Bræstrup Aaskov, der taler om det med at få gæster.

Inden du lytter til talen, kan du med fordel se denne gamle reklame for kaffe.

https://www.youtube.com/watch?v=TSteSdBUc1g

Du kan høre talen her:

 

 

ER du klar? – Thomas Risager

Scene i en helt almindelig familie: 

Er alle klar? 

Ja! 

Godt så kører vi! 

Nej, vent lige. Jeg skal lige finde …

Vi er ikke altid så klar, som vi tror vi er. Ved dagens gudstjeneste jeg, over en bibeltekst fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus gør det klart, at det er vigtigt at være klar, for vi ved ikke, hvornår Gud pludselig viser sig vores liv, og så er det lidt dumt, at man lige skal …

Hør mere her:

Du kan også læste alen her. Bemærk, at der ofte er små afvigelser mellem det planlagte manuskript og den faktiske tale, som blev holdt i kirken.

Tale manuskript i PDF-Format

1 a f 4

Prædiken søndag d. 12. november 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matt 25,1-13.

Er alle klar til afgang kl. 10?

Inden jeg går videre, skal jeg lige nævne, at det eksempel, som kommer her er opdigtet og ikke har nogen som helst lighed med min egen familie. Det er et udtryk for fri fantasi.

Ja, siger både, mor, far, barn 1 og barn 2. Alle er klar til afgang i god tid inden kl. 10.

Faderen læser avis, og skal lige have 2 sektion med. Han kan lige nå det.

Moderen har en deadline på jobbet, som lige kan presses ind inden kl. 10. Det vil være så godt, at være fri for at tænke på det.

Barn 1 skal lige se en Youtube-video færdig, mens barn 2 lige klarer sine streaks på snappen.

2 minutter i afgang, råber faderen, så er der afgang. Men han skal lige tisse af, børste tænder og lave sig en kop køre-kaffe. Konen mangler lige og uploade noget, barn 1 og barn 2 kommer i tanke om, at de lige skal have lidt mad med og foresten er opladerene til telefonerne væk.

Nu er det et tænkt eksempel, men er der nogen der kan genkende det?

2 a f 4

Alle gav udtryk for, at være klar, men da det kom til stykket var der ingen, som var klar.

Jeg fortæller selvfølgelig den historie, som en optakt til en snak om Matthæusevangeliets kapitel 25, som vi har foran os i dag. Det store tema i dag er spørgsmålet om du er klar?

Det som vi skal være klar til, afspejler sig i, hvor vi er henne i kirkeåret. Det lakker mod enden, og snart er det første søndag i advent, hvor vi glæder os over, at Jesus kom til jord og håber på, at han en dag faktisk kommer igen. Så skal denne verdens lidelse og uretfærdighed få sådan en på hatten, at kærligheden skal for alvor få magt verden. Alt det onde skal elskes godt.

Vi skal helst opdage det, når han kommer igen. Derfor handle tro også om at være klar.

Kapitel 25 i Matthæus rummer i slutningen afsnittet om verdensdommen. Mange skælver lidt ved den ide, at Gud skal holde dom.
Men det er jo en god ting, fordi vi får lov at se retfærdigheden vinde den endelige sejr. Det er sådan set det, vi længes efter. En verden, som udelukkende er god.

Vi har intet at frygte.

I evangelierne ser vi en eskatologi, som præger opfattelsen i den første kirkes liv. Eskatologi er læren om verdens ende, og Kristi genkomst.

3 a f 4

Baseret på de ting, som Jesus har sagt. Bl.a. denne tekst om de ti brudepiger, så regnede man med, at Jesus ville komme igen. Det kunne være i morgen.

Det har vi som bekendt ventet på i nogen tid, men hele kapitel 25 handler om at forberede mennesker til, at nu kommer dagen, hvor Jesus kommer igen.

Ordet brudgom er et billede på Jesus og bryllupssalen er et billede på himmelen.

Tankegangen i al kristen tro er, at der kommer en dag, og vi ved ikke hvornår det er, hvor vi skal være klar. Det handler også o, at kunne se Gud, i de glimt, vi får lov at opleve ham i vores liv.

Det gælder både den store fortælling, hvor Jesus kommer tilbage, men det gælder også den dag, hvor vi har taget vores sidste åndedræt på jorden og der den, der står ved døren til bryllupssalen.

Vi ved ikke hvornår det er.

Hvad skal du nå at have på plads, for at du er virkelig klar?

Jeg mener spørgsmålet helt alvorligt. Er du klar? Hvis ikke du er klar, og hvem af os er egentlig det?

Så er kirken her faktisk et sted, hvor vi med alt hvad vi gør, forsøger at være at klart budskab om Guds kærlighed, og det budskab, hvad enten, det er i ord eller handlinger, er et budskab, som har det sigte, at lade

4 a f 4

mennesker vide, opleve, tro og håbe at Guds kærlighed gælder lige netop dem. Vi prøver på at træne opmærksomheden mod Guds kærlighed, så vi opdager det, når den er lige for næsen af os.

Vi udruster hinanden til at have olie på lamperne, sådan at vi hver især er klar.

For dagen kommer, før vi aner det. Er du klar?
Amen.

 

Er du klar – Thomas Risager

-ellers må du se at blive det!

I Judæas ørken går Johannes Døberen rundt og gør sit for, at mennesker skal være klar til at møde Jesus, når han kommer. Det er ikke nogen let opgave, fordi Johannes må leve et liv, som er radikalt anderledes end det, som de fleste menesker lever. Johannes ved, at at når først mennesker står ansigt til ansigt med Jesus, så er det livsforvandlende … Det er dette møde, Johannes baner vej for.

Adventstiden er forberedelser til jul, tror vi. Men faktisk er det er forberedelser til at stå ansigt til ansigt med Jesus – og det er noget helt andet. Hør mere her, når kirkens præst Thomas Risager fortæller om Johannes i ørkenen.

podcast-large

 

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der ofte er afvigelser mellem det talte og det skrevne ord.

Talemanuskript i PDF-format

 

Prædiken søndag d. 4. december  2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Matt 3,3-12. Es 11,1-10.

Kunne man forestille sig, at vi stoppede gudstjenesten nu. Lavede nogle fine bannere, som der står “Omvend Jer, for himmeriget er kommet nær!” på og gik ned gennem Vestergade, mens vi friskt og frejdigt proklamerede, at julen ikke handler om forbrug, men om Jesus, som blev menneske?

Jeg havde nok heller ikke helt forestillet mig, at der ville være den store tilslutning til den ide…..

Kirkerne i Danmark repræsenterer ikke den store modkultur til det eksisterende samfund. Men hvad nu, hvis vi i virkeligheden er netop det? Ikke for provokationenes skyld, men fordi Jesus er så anderledes and alt andet verden kender.

Den amerikanske præst fra Ginghamsburg, som en del af os har mødt, har ofte gjort sig bemærket med bemærkning om julen. Han siger bl.a. at julen ikke er din fødselsdag. Mens han opfordrer folk til at give nødhjælp for samme beløb, som de giver til gaver. Det er da egenlig en meget god ide, ikke sandt?

For den jul, der kommer, handler ikke om dig, det handler om Gud, som lader verdens største mirakel ske lige for næsen af os. Ganske vist i et lille barn, men et mirakel. Han bliver mennesker i Jesus Kristus.

Der er meget mere i den historie end et lille nuttet barn, som fødes i en stald i Betlehem og lægges i en krybbe.

Hvis vi kigger ind under, alt det, som sker i december, så er det er ikke den fantastiske historie, som giver os en undskyldning for at fejre os selv med gaver og alt for meget hygge. Det er forbrugskulturen, som snublendes nemt får os til at gøre netop det.

Jeg indrømmer det blankt – her falder jeg i! For jeg synes jo også, at alt det juleri er noget så hyggeligt, og der er jo ikke noget bedre end at kunne forkæle sine kære. Det er sådan en god følelse.

Jeg er ikke ude på, at give hverken mig selv eller andre dårlig samvittighed.

Men hvis vi tror, at Johannes døberen gik rund i ørkenen og råbte af fuld hals fordi vi skal huske alle gaverne…

Hvis vi tror, at Jesus blev menneske for at vi skal hygge og klippe julehjerter, så tager vi alvorligt fejl….

Jesus kom til jord, for at verden – du og jeg – skal frelses ved ham.

Når vi bruger adventstiden på at forberede os, så handler det både om at have det for øje, som er sket, men også at forstå og forholde sig til, at Jesus er ikke færdig med os.

Han kommer igen og da skal vi stå ansigt til ansigt med ham.

Spørgsmålet er om om du er klar?

Mennesker kom til Johannes Døberen i ørkenen.

De kom fordi de fornemede, at han virkelig havde noget på hjertet.

Der var ingen, som var i tvivl om, hvad han mente, når han prædikede: “Omvend Jer, for himmeriget er kommet nær!”

Matthæus skriver, at hele Jerusalem, hele Judæa og hele Jordanegnen kom ud til ham og blev døbt, idet de bekendte deres synder. Det er helt klart, at vi skal forstå, at det ikke var enkelte religiøse fantaster, men rigtigt mange helt almindelige mennesker, der forlod deres dagligdag, for at komme ud i ørkenen og blive klar at at jesus skulle komme.

Piben får dog en anden lyd, da det er alle de fromme, som kommer ud til Johannes. Her er det farisæerne og saddukæerne, de fromme skriftlærde jøder og mange af præsterne, der gik voldsomt op i at alle ritualerne i templet blve udført korrekt, som kommer ud i ørkenen.

De får helt enkelt at vide, at også de skal omvende sig.

Omvendelse medfører at man lever et andet liv, og at troen skal kunne ses i den måde, man behandler andre mennesker på. Her er det ikke nok, at påberåbe sig, at man er jøde.

Frugten af omvendelse er et nyt liv. Et liv, hvor man er åben overfor at Jesus gør alting nyt.

I dag hører vi om Johannes Døberen for at minde os alle sammen om, at forberedelserne til jul er noget ganske andet end det verden tror. Det er at forberede sig på, at stå ansigt til ansigt med Jesus.

Løfterne i adventstiden er, at Gud ikke har glemt os, at han ser, når livet er mørkt, men at han, det sande lys, som oplyser ethvert mennesker er ved at komme ind i verden.

Og det sker for dig og for mig.

Jeg har tænkt mig at være klar.

Det er jeg ved, at jeg tænker over, hvad Jesus har gjort.

At jeg lytter efter ordene i salmerne vi synger, at jeg husker at dette her handler ikke om gaver og hygge, men om verdens frelse.

Vi springer over turen op i byen i dag, men vi husker på Johannes ord: “Omvend jer, for himmerige er kommet nær!”

Amen

 

Konge, men anderledes – Thomas Risager

Det er sidste søndag i kirkeåret, og det betyder at vi i søndagens tale peger frem mod adventstid og jul. Vi skal forberede os på at høre de fantastiske historier om Jesus, som bliver menneske igen.

Det er alt andet en blot en hyggelig historie, for perspektiverne er store. Ultimativt handler det om, at Gud ønsker at frelse verden og dermed frelse dig!

Hør talen her:

podcast-large

 

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord, kan afvige fra det skrevne.

Talemanuskript i PDF-format

Prædiken søndag d. 20. november  2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Luk 23,32-42 & Luk 1,67-79.

Konge, men anderledes.

Det virker mærkeligt, at vi i dag fokuserer på hvad der sker omkring Jesu død på korset, for det jo ikke den rigtige årstid til det. Det hører jo hjemme i påsken.

Vi ser på det i dag, fordi det i dag er den sidste søndag i kirkeåret. Det er måske kun de allermest nørdede kirkefolk, det betyder noget for.

Perspektivet her er, at det på søndag er første søndag i advent. Her varmer vi op til julens budskab om frelseren, der fødes.

Hvis skal forstå mere end blot den nuttede historie om et lille barn, som fødes i en stald i Betlehem, så er det større perspektiv med historien om Jesus kristus nødvendig at få med.

For der er et større perspektiv. Gud blander sig i verden på en sådan måde, at vi stadig taler om det.

Jeg kan ikke komme i tanke om andre begivenheder, som er så interessante over to tusind år, at mennesker stadig taler om det og forsøger at sætte sig ind i, hvad der faktisk skete.

Det handler om frelse.

Det er det, som er perspektivet, og det kræver at vi ser på, hvad der skete på hovedskalsklippen – Golgatha.

 

Jesus bliver korsfæstet sammen med to andre. To forbrydere skal man forstå! To forbrydere, som i modsætning til Jesus er skyldige, Jesus er uskyldig.

På Jesu kors var der et skilt: “Han er jødernes konge”

Præcis det skilt var ikke grebet ud af den blå luft.

Folk forventede en ny konge, som skulle komme og gøre alting godt.

Vi er ikke vant til at en konge har egentlig magt, men på det tidspunkt var kongen den, som havde magten med stort M. Han kunne i princippet gøre som han ville, og der var ikke noget som kunne stoppe ham. Med mindre man selfølgelig besejrede ham i en lille rask krig.

Måske husker du Kong David. Ham den lille hyrderegn, som blev konge efter Saul. Det var David som nedlagde kæmpen Goliat med en sten i panden. Ud over at være god til at kæmpe, så var han konge ca. 1000 år før Jesus blev født.

Kong David var den sidste gode konge landet havde haft og i mellemtiden var flere af profterne begyndt at tale om en ny konge. En som skal gøre alting godt.

Det er de forventninger, Jesus er trådt ind i.

Men Jesus er ikke sådan en konge. Han taler godt nok om et nyt rige, men ikke om et rige med grænsekontrol og nationalitet. Noget af det første han siger offentligt er: “Guds rige er kommet nær. Omvend jer og tro på evangeliet!”

Evangeliet er ikke bogen, men et udtryk for de gode nyheder.

Hvad består de gode nyheder så i?

Dårlig nyheder er der jo helt generelt nok af. Ikke bare dengang, men så sandelig også nu. Men gode nyheder….

De havde ventet i 1000 år, men den gode nyhed er, at nu griber Gud ind i historien, nu kommer den konge, de alle venter på.

Men han er bare noget så anderledes. Han kommer til de undertrykte, de fattige, de udstødte, de syge… Sådan plejer konger ikke at gøre.

Han helbreder de syge, og løfter mennesker op over de rigide regler.

Han taler om tro på Gud, som en relation baseret på kærlighed fra Gud til mennesker.

Nu er han så sat fast på et kors på Golgatha sammen med to forbrydere. Her beder han til Gud: “Fader tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør!”

Det er så anderledes opførsel, at den ene af de to røvere gav sig til at moppe ham: “Hvis du er Kristus (kongen) så frels dig selv og os!”

Jeg kan godt forstå hans frustration, men den anden røver, har forstået, at ikke bare er Jesus anderledes. Han er the real thing. Han er verdens håb.

Røveren har også indset, at hans egen situation er helt og aldeles håbløs. Det er, underligt nok, nogen gange det, som skal til, før vi indser, at historien om Jesus er en god nyhed for os.

“Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige!”

Jesus svarer ham fra korset: “I dag skal du være med mig i Paradis!”

Det er et rigtigt godt løfte at få der hvor livet er allerværst. Der hvor der ikke er håb.

Når vi på søndag tænder det første lys i adventskransen så spreder det ikke bare hygge, for perspektiverne er langt større end det.

Lyset spreder også løfterne om at være med Jesus i Paradis. Det gælder ikke kun en røver på et kors, men det gælder os….

Amen.

2. Søndag i Advent: Håb – Thomas Risager

Det siges, at man aldrig må tage håbet fra et menneske i en håbløs situation.

Det er i hvert fald det, som jeg er blevet undervist i. At i samtalen med et menneske, som f.eks. er meget sygt, så holder vi fast i håbet.

Mange vil sige: Årh der må også være noget realisme! For nogle mennesker er så syge, at de ikke kommer over det. Nogle situationer er så håbløse, at det er latterligt – ligefrem utroværdigt – at tale om håb.

Til det vil jeg sige, at der er altid håb! Og disse tanker udbygges i talen, som du kan høre her:

podcast-large

 

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord ofte afviger fra manuskriptet.

Prædiken søndag d. 6. december 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Es 11,1-5. Jer 29,10-12.

2. Søndag i Advent – Håb

Det siges, at man aldrig må tage håbet fra et menneske i en håbløs situation.

Det er i hvert fald det, som jeg er blevet undervist i, at i samtalen med et menneske, som f.eks. er meget sygt, så holder vi fast i håbet.

Mange vil sige, årh der må også være noget realisme, for nogen mennesker er så syge, at de ikke kommer over det. Eller nogen situationer er så håbløse, at det er latterligt – ligefrem utroværdigt – at tale om håb.

Til det vil jeg sige, at der er altid håb – også selvom det rationelt ikke giver mening.

I sommer var der en mand, som var alene på havet i sin sejlbåd. Han faldt i vandet og båden sejlede videre uden ham. Heldigvis havde han redningsvest på, men uden at overdrive, må man sige at det er en træls situation.

Selvom det var sommer, så er vandet stadig så koldt , at det er et relativt begrænset antal timer, man kan ligge i vandet uden at blive afkølet og dø af det.

Manden så den ene båd efter den anden sejle forbi ham, men på intet tidspunkt mistede han håbet på, at han nok skulle klare den. Om natten blev eftersøgningen indstillet, for da var det teoretisk umuligt at være levende i det kolde vand.

I et interview giver han udtryk for, at natten var svær, men han håbede på, at få lov at se en solopgang mere….

Efter sytten timer kom en tilfældig båd forbi og han var reddet.

Jeg tror ikke, at han ville leve i dag, hvis han havde mistet håbet og troen på, at han nok skulle blive reddet.

Håb er en ressource, som er langt stærkere end vi aner. Måske tænker du. Det kunne jeg ikke have gjort. Jeg kan da ikke håbe sådan, men håb er ikke en præstation. Det er givet os – Paulus siger: “Til det håb er vi frelst” ( Rom 8,38)

Håbet er givet os!

I Romerbrevet argumenterer Paulus for at et håb, som man ser opfyldt, ikke er et håb. For som han spørger: “…for hvem håber på det man kan se?”(Rom 8,24)

Nej, siger han.Vi håber på det, vi ikke ser og venter på det med udholdenhed.

At håbe på en fremtid selv i en håbløs situation, er ikke at holde folk for nar. Når vi synes det, må vi nok erkende at vi er ramt af denne verdens kynisme, og minde hinanden om at Guds rige er af en anden verden.

Håb er faktisk ikke optimisme, ej heller er det pessimisme.

Det er at se ting, sådan som de kan være, ikke kun som de er.

Håb erkender, hvad der sker med os, men det anerkender og bifalder ikke alt, der sker med os.

Håb forsøger ikke at forklæde det uacceptable, men håbet holder os fast på, at der noget bedre i vente.

Derfor er håb heller ikke en individuel øvelse, men noget vi kollektivt bekender os til. For vi håber ikke alene, vi håber og tror sammen.

I Jeremias Bog er den jødiske elite holdt fast i fangeskab i Babylon. Det er helt galt. Det er i den håbløshed, at Jeremias bringer bud fra Gud.

“Jeg ved, hvilke planer jeg har for jer, planer om lykke, ikke om ulykke. Om at give jer en fremtid og et håb!” (Jer 29,11)

De fangne mindes om, at de ikke er glemt, at der kommer en dag…. Der gikk 70 år, men der kom en dag!

Håb er længere fremme end vi kan se. Håb handler også om, at det, som i dag er realitet, i morgen ser helt anderledes ud.

Det er som en vej, er bare ender i ingenting. Det er ikke en blind vej, den ender i en bom. Men det er en vej, som bare fortsætter et andet sted fra. Vi kan ikke se hvor….

Kap det gode håb

+++ Billede: Kap det Gode Håb – Afrikas sydligst punkt++

Når vi er ved det, som vi opfatter som enden, kan vejen kun fortsætte fra et nyt udgangspunkt.

Det er præcis det, som vi fejrer i Advent og det som håber på i Advent. At der er mere end vi kan se

Vi fejrer at Gud kom til os i vores håbløshed, at han levede med os, døde for os, og opstod som et levende håb. Han gav os en ny start, et nyt udgangpunkt, så vi kan fortsætte. Så vi kan leve, tro og håbe.

I Johannes Åbenbaringens løfter om, at han kommer igen, siger Jesus: “Se, jeg gør alting nyt!” (Åb 21,5)

Der ligger vores håb, at alting bliver nyt. At der, hvor vi er helt forladt, føler os alene, ikke kan se i mørket. Der er han lys, der går han med.

Adventshåber er visheden om, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter v39  eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre. (Rom 8,38-39)

Så jeg siger som Kong David: “For du min Herre, er mit håb!” (Salme 71,5)

Amen.

Forventning og forberedelse – Thomas Risager

Forventningens glæde er den største! Sådan siger den skuffede, når det man har glædet sig til, ikke blev sådan som man drømte om. Forventningens glæde er den største.

Jeg tror rigtigt mange af os har prøvet det, at ferien, som vi glædede os til, eller julen, som vi så frem til, ikke blev sådan som vi havde drømt og håbet. Den skuffelse er en træls fornemmelse, at sidde tilbage med.

Man giver sig straks til at analysere og spørger sig selv, hvorfor sidder jeg her med dennne skuffelse? Hvad var det der gik galt, og tit er svaret, at jeg havde for høje forventninger.

Men netop med adventstiden er det sådan at forventningerne ikke kan være for høje, for der hvor Gud griber ind er er ingen grænser.

Hør mere her:

podcast-large