I dag skal vi tale om lidelse. Nogen gange efterlader tilværelsen og livet os i situationer, hvor vi ikke forstår eller finder rimelighed i livet. Hvorfor skal mennesker lide, og ofte er det de samme, som igen og igen får tæsk i tilværelsen?
Jeg ved gennem mit arbejde som præst, at mange mennesker har spørgsmålet om hvorfor der er lidelse i verden tæt inde på livet. Og jeg får de her spørgsmål a la:
Hvorfor skulle min mand blive syg?
Hvorfor kan vi ikke få børn?
Hvorfor blev min ven kørt ned?
Hvorfor skulle Heidi dø af cancer som 22-årig?
Hvordan kan Gud tillade at så mange mennesker dør ved en tsunami?
Jeg vil gerne sige meget tydeligt, at det er gode spørgsmål, som ethvert tænkende menneske stiller og tænker over. Det er også vigtigt for mig, at få sagt at Gud sagtens kan tåle, at vi undrer os, at vi stiller spørgsmål eller endda nogen gange er ganske vrede på ham, når vi oplever at livet er uretfærdigt.
Jeg oplever ganske ofte, at jeg bliver mødt med: “Hvordan kan du tro på en god og kærlig Gud, når der så meget ondskab i verden?”
Udgangspunktet for talen er fra
Salmernes Bog 13, vers 1-6
v1 For korlederen. Salme af David.
v2 Hvor længe vil du dog glemme mig, Herre?
Hvor længe vil du skjule dit ansigt for mig?
v3 Hvor længe skal jeg være bekymret i sindet
og daglig have sorg i mit hjerte?
Hvor længe skal min fjende triumfere over mig?
v4 Se mig, svar mig, Herre min Gud!
Giv mine øjne lys, så jeg ikke sover ind i døden,
v5 og min fjende siger: »Jeg har fået magt over ham,«
Afslappet stemning ved Café-gudstjeneste i Metodistkirken. Foto: Anders Flinck
Ved denne søndags Café-gudstjeneste talte jeg ud fra historien om Nikodemus, som vi kan læse i Johannesevangeliets kapitel 3:
Johannesevangeliet 3,1-8
v1 Der var et menneske, en af farisæerne, ved navn Nikodemus, medlem af jødernes råd. v2 Han kom til Jesus om natten og sagde til ham: »Rabbi, vi ved, du er en lærer, der er kommet fra Gud; for ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham.« v3 Jesus svarede ham: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.« v4 Nikodemus sagde til ham: »Hvordan kan et menneske fødes, når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin mors liv og fødes?« v5 Jesus svarede: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige. v6 Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd. v7 Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny. v8 Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.«
Vi oplever igen og igen i kirken, at mennesker, når de begynder at tro på Gud, bliver forvandlede. Deres omgivelser siger det, og de lægger selv mærke til det. Hvordan kan det lige gå til? Hvad er det, som sker?
Historien om Nikodemus, giver måske nogle af svarene. Hør mer her:
Sådan blev jeg spurgt som ung voksen, når jeg fortalte, at nu skulle jeg altså læse teologi, så jeg kunne blive præst.
Andre sagde sådan meget spontant, jamen du er jo helt normal. Underforstået, at man da må have slået hovedet, hvis man begynder at tro og ligefrem skal være præst.
For mig siger det, at folk faktisk forventer, at der sker synlige og og markante forandringer hos én, som tror på Gud.
Den gang er jeg ikke sikker på, at jeg forstod, hvad der skete omkring mig, og hvorfor folk havde brug for både at spørge og konstatere.
I dag forstår jeg bedre, for jeg ser, at mennesker, som gennem kirken her, møder Gud faktisk bliver til, ja, det lyder så voldsomt, men ikke destomindre, nye mennesker.
Noget sker med dem, og det har nogle af vi, som arrangerer dagens og næste søndags gudstjeneste erfaret, at livet efter mødet med tro, ikke er det samme som det var.
Er du så hellig? JA. Det kan du bide en spids på at jeg er!
Meget hellig endda!
Men ikke hellig på den måde som de fleste forstår det.
For det er nok et af de mest misforståede ord, som findes i det danske sprog.
Desværre er hellig noget, som vi alle sammen har oplevet, at nogen har udråbt sig selv til at være, og i den egenskab har de haft travlt med at fordømme alle andre, og gerne villet fortælle dem, hvordan de skal leve, fordi alle vi andre er uhellige.
I min optik, ret ulækkert og aldrig nogen sinde har jeg haft lyst til at leve efter, hvad andre har fortalt mig, at jeg skal gøre.
Det da lidt paradoksalt, at jeg så er præst selv, og af mange opfattes af én som lever af at fortælle mennesker, hvordan de skal leve.
Til det vil jeg godt sige, at vi er en kirke, som ikke forsøger at sige til folk, at man skal leve på en bestemt måde, men vi peger gerne på, at et liv sammen med Gud, er noget som vi tror på, er det bedste som kan ske for et menneske.
Det er derfor vi prøver på at være et klart budskab om Guds kærlighed, og så må folk jo lytte til det. Måske ryster de på hovedet og kalder os tosser, og så er det også OK, eller også vækker det en nysgerrighed i dem for at høre mere, og så er det vi tror, at Gud allerede er på spil i deres liv.
Det med, at blive hellig, er et positivt ord, for det er noget Gud gør i dig ved sin helligånd. Det vil aldrig være noget, som man selv kan tilrane sig, selvom der er mennesker, der tror det, – så er det at bliver klamt.
Men tro gør noget ved et menneske. Det oplever vi ske her i kirken, men det faktisk også det Jesus siger til Nikodemus, da han er i en samtale med ham.
Jesus siger faktisk til ham: “Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.”
Hvis ikke det, at blive født på ny beskriver radikal forandring, så ved jeg ikke, hvad som gør det.
Et par ord om Nikodemus. Han er allerede det, som bibelen vil kalde gudfrygtig. Han er farisær, en af dem som Jesus ofte diskuterede med.
De fremstilles ofte som lidt dumme, men de var mennesker, som virkelig forsøgte at leve rigtigt efter skrifterne og loven. De tog Gud alvorligt, men nogen gange glemte de i deres iver, at tage deres medmennesker alvorlig.
Nikodemus var ovenikøbet medlem af jødernes råd. Han var altså en af de ledende mennesker i Jerusalem.
Han kommer til Jesus om natten og anerkender fuldt ud, at Gud er med Jesus, for ingen kan gøre de ting, Jesus gør, uden at Gud er med ham.
Jesus siger ligeud til ham: “Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.”
Nikodemus begynder at undre sig, sådan lidt bogstaveligt.
Jeg skal da ikke tilbage i min moders liv og fødes igen. Og nej, det er ikke det Jesus han siger. Han siger derimod, at det er kroppen, men noget andet er Ånden, som allerede er født af Ånden. Og det forstår vi ikke nødvendigvis med vores forstand, for Ånden blæser hvorhen den vil, og vi forstår det ikke altid.
Det gør Nikodemus heller ikke, for han spørger: “Hvordan kan det gå til?”
Underforstået, at dette giver ikke mening for Nikodemus. Det er faktisk tydeligt, at det ikke gør.
Hvad Nikodemus overser fuldstændigt her, er at han jo faktisk allerede KAN se Guds rige. Han starter jo samtalen med at anerkende Jesus. Han ser jo allerede, han forstår jo allerede. I hvertfald delvist.
På Metodist-sprog vil vi sige, at den forekommende nåde allerede har fat i ham. Gud har rakt ud til ham og begyndt forvandlingen i ham.
Den forvandling, vi kalder Helliggørelse. Det er allerede ved at ske i ham. Han har bare ikke selv set det. Og det er et ret godt tegn på, at man faktisk er hellig.
Han er jo allerede ved at blive hellig, for det er noget Gud gør i ham. Ellers havde han jo affejet Jesus som en fantast og oprører, og så havde han ligget i sin seng, istedet for at komme til Jesus.
Du er kommet her i dag og tak for det. Jeg vil påstå, at Gud allerede har rakt ud til dig, ellers sad du her ikke.
Gud har meget mere at give, så meget, at det vil forvandle dig, ligesom så mange her, har oplevet.
For Guds ånd er på spil, og for Guds ånd er du Hellig, elsket og accepteret.
Og ja, det kan betyde, at du forvandles, så meget at man må tale om, at du fødes på ny og får et nyt liv.
Og så kan det jo være folk spørger dig: Er du så hellig nu?
Så ti dog stille! Hold da op, hvor har jeg gennem de sidste tre uger råbt sådan til mit TV. Så ti dog stille!
Jeg har også prøvet at kigge op i himlen og råbe til regnen, så hold dog op!
Det hjalp ikke!
Når Jesus råber, Ti stille! Hold inde! Så sker der ting og sager.
Han kan noget, jeg ikke kan. Egentlig ikke en chokerende opdagelse, men alligevel.
Jesus har talt og talt til folkemængden ved breden af Genezareth sø, men nu er det tid at flytte sig over til den anden side. Det er også muligheden for at hvile lidt, mens man er på vandet.
Disciplene og Jesus sætter sig i båden og lægger fra land. Genezareth sø lyder hyggelig. Men den er stor nok til vejret kan blive voldsomt, så man skal, som altid, når man sejler, vide hvad man gør.
Der kommer en voldsom hvirvelstorm. Det har jeg selv oplevet i Israel, vi var ganske vist ikke på vandet. Men vejret var særdeles fjendtligt.
Så når Markus skriver, at vinden var voldsom, at bølgerne slog ind over kanten på båden, så den var ved at fyldes, så skal vi forstå, at situationen var ikke bare uhyggelig, men direkte farlig.
Jesus sover i agterstavnen af båden og det er han åbenbart god til, for vinden vækker ikke ham.
Disciplene er frustrerede og bange. De har den følelse, som jeg tror mange af os kender, når vi står i noget vi ikke kan overskue. Hvor er alle de andre?
Hvorfor hjælper de mig ikke. Som sidebemærkning, så er det oftest fordi vi har glemt at bede om hjælp.
Når det ser sortest ud, føler vi os ofte meget alene, som om, at der ikke er nogen, som ser, at vi har det skidt.
“Mester, er du ligeglad med, at vi går under?” spørger disciplene af frygt.
Selvfølgelig er Jesus ikke det.
Han rejser sig. Truer ad stormen og sagde til søen: “Ti stille, hold inde!”
Det fantastiske sker: Stormen lagde sig, og vandet blev blikstille.
Det er jo det Jesus kan.
Når vi er i krise, når vi er bange, fortvivlede, utrygge, modløse, håbløse, forvirrede og helt rundt på gulvet, fordi vi føler os fanget i en lille båd, der gynger på et stormende hav. Så er det oftest der, vi føler os allermest alene, og tænker. Har Gud virkelig glemt mig? Er han ligeglad med at jeg går under.
Jesus sover ikke, han er ikke ligeglad.
Jesus får stormen til at falde til ro, og bølgerne til at lægge sig, men læg mærke til i historien, at han jo ikke bare hiver båden og disciplene ud af sammenhængen. De er stadig på søen, de har stadig et sted, de skal hen.
Stormen, som var ved at knuse dem, havde ikke magt til at gøre det, for Jesus sov i agterstavnen af deres båd.
Jeg tænker, at det ligner noget af det, som jeg selv oplever, men som jeg også hører andre sige. Nemlig at midt i den værste storm, der kan der ske det, at man gennem sin tro, kan finde uventet styrke til at være, til at leve livet på trods.
Oplevelsen er, at Jesus er på min side, og at han ind i mellem rejser sig op, truer ad stormen i livet og råber: Ti stille! Hold inde!
Og så bliver der ro. Jeg bliver ikke hevet ud af balladen, men midt i det er der ro, så jeg kan tænke, så jeg kan være, så jeg kan finde mere energi.
Jeg er sikker på, at Jesus ikke er ligeglad med dig.
I Markusevangeliets begyndelse stadfæster Jesus, at Guds rige er kommet til jord. Det er altså ikke kun noget, vi har i vente, på den anden side. Guds rige er her og nu.
I evangelierne er der masser af vilde historier med mirakler, som alle sammen er synlige tegn på, at nu er Guds rige kommet.
Jeg vil påstå, at mirakler sker hele tiden, i vores helt almindelige liv. Det sker, som et synligt tegn på, at Gud også er til stede i den helt almindelige “leverpostejs hverdag”.
Ved dagens gudstjeneste blev 5 mennesker en del af kirken. To af dem, unge mennesker, blev endda døbt. For mig, at se, er det et meget godt tegn på, at små mirakler sker lige for næsen af os. For mig er det i hvert fald et mirakel.
I vore dage, hvor de sociale medier, kan sprede historier med lynets hast, kan man hurtigt blive til grin i hele Danmark.
Journalisten Charlotte Rørth er aktuel med bogen “Jeg mødte Jesus!” Bogen er hendes personlige, eksistentielle beretning om at være bange for at miste sin fornuft og sin famile og om den nagende tvivl, om hun er blevet en håbløs, småskør excentriker uden mulighed for fodfæste i et nutidens Danmark der ikke ligefrem opfordrer til at tage religiøse erfaringer seriøst.
Charlotte Rørth oplevede at blive lidt til grin i bl.a. politiken fordi hun delte sin fantastiske historie om det uforklarlige møde, hun havde med Jesus. Hun har set ham og hørt ham tale. Men nogle steder blev hun faktisk lidt til grin.
Derfor er jeg også lidt forsigtig med at sige, det jeg siger nu: Jeg har også hørt Guds stemme.
Jeg vil også – forsigtigt – påstå, at det har du også. Det er ikke sikker, du lige har lagt mærke til det, men jeg tror Gud stadig taler til mennesker – selv i dag her i 2015.
Einsteins berømte relativitetsformel, som han aldrig selv så fuldt ud bevist, men ikke destomindre var overbevist om holdt vand i længden.
Det kræver lidt baggrund. E=mc² er en del af Einsteins relativitetsteori, som meget kort fortalt udsprang af hans revolutionerende idéer om, at lysets hastighed er konstant (c), og at fysikkens love er ens, uanset hvor hurtigt man bevæger sig. Formlen er forudsætningen for atomkraft, men også for eksperimenterne med at genskabe verdens skabelse.
Einstein levede ikke længe nok til at se sin berømte teori blive bevist – det er den stadig ikke fuldt ud, men den er heller ikke forkastet.
I vores kultur, i vores tankegang, er det sådant at vi gerne vil have beviser.
Det er et produkt af oplysningstiden.
Vi er flasket op med at man kan veje, måle og teste alt.
Hvis ikke vi kan måle eller veje, eksisterer det ikke.
Men er det nu helt sandt? Er verden ikke mere end vi kan måle og veje os til? Er verden ikke mere end det, vi kan bevise?
Nogen gange, når man hører en sang eller et stykke musik, så rører det én på en sådan måde, at vi taler om, at det var helt magisk.
Jeg tør påstå, at langt de fleste af os har prøvet det med at høre et stykke musik, som efterlader os dybt berørt.
Det er ikke nødvendigvis, fordi takterne sidder lige hvor de skal, eller at sangeren rammer klokkerent på hver eneste node. Nogen gange så bliver vi bare berørt på en måde, som vi ikke kan forklare.
Pinsen handler om, at Guds ånd falder over disciplene og det gør at Gud kan tale til os alle, på en måde, som vi kan mærke, men ikke nødvendigvis forklare. Men skal alt forklares?
Er der en plan?
Har du en plan? Tror du Gud har en plan for dig?
Gud har en plan med os! Den vil vi gerne følge, men det lykkes ikke altid lige godt.
Alligevel gør Gud alt hvad han kan for at få os på sporet. Og han har givet os nogle værktøjer/gode vaner, vi kan gøre brug af. Guds kærlighed er der altid!
I en snak, som Jesus har med sine disciple, udfordrer ham dem radikalt. Han byder dem, at elske hinanden. Ikke som “det kan jeg godt tænke mig,” men som en befaling. De skal. Når Jesus beder disciplene om noget, kan vi som regel godt gå ud fra, at det samme gælder os.
Vi skal elske hinanden!
Jesus ved godt, at det ikke altid er lige let. Så han udfordrer dem også til at blive i hans kærlighed. Samtidigt minder ham dem om, at de allerede er elsket, og at kræfterne til at elske kommer fra ham.
Der er hjælp at hente, for at finde kræfter og inspiration til at elske. Et af stederne, hvor man kan få inspiration og hjælp, er ved at læse i bibelen. Det synes jeg selv, kan være svært at få tid til. Men hvad med den tid, som vi bruger på at tjekke Facebook, twitter og nyheder på vores smartphones?
I den næste uge lyder udfordringen: Elsk!
Og find inspiration og styrke til det, ved at læse i bibelen, hver gang du ellers ville have tjekket nyheder og Facebook.
Jeg gætter på, at de fleste af os, får læst en hel masse i den kommende uge. Jeg anbefaler at begynde med Markusevangeliet kapitel 1.
Kender du det at kigge i spejlet og egentlig ikke være helt tilfreds? Det er ikke udseendet, jeg tænker på, men mere det med, at du godt ved, at der er sider af dig selv – ting du gør eller siger – som godt kunne være bedre.
I talen her tager jeg fat i dette. Jesus taler om sig selv som et vintræ, og en af pointerne er, at tro virkelig kan forandre det i dig, som ikke er hensigtsmæssigt.
