Thomas Risager – Side 20

Tro er Taknemmelighed, Høstgudstjeneste – Thomas Risager

Jeg er taknemmelig.

Især, når jeg minder mig selv om alle de gode ting, som er i mit liv, så er jeg taknemmelig. Det er jeg på trods af, at der bestemt også er ting i mit liv, som jeg virkelig ville ønske var anderledes.

Det er ikke altid, jeg er taknemmelig, for når der er noget, der går skidt i livet, så fylder det nemt det hele. Men ved dagens høstgudstjeneste minder vi hinanden om, at vi alle – uanset hvem vi er – har noget at være taknemmelig over. Vi ser det synliggjort i et alter, som er pyntet med madvarer, frugt og grønt.

Vi er taknemmelige. I dag har vi gjort vores taknemmelighed synlig, idet alt på alteret blev bortauktioneret til fordel for skolebørn i Congo.

Hør mere her:

Du kan læse talen her. Bemærk at det talte ord, ofte afviger fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 2 .august 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Joel 2,12-27 & Luk 17,11-19

Jeg er taknemmelig.

Jeg er taknemmelig fordi jeg har lidt penge i banken.

Jeg er taknemmelig fordi jeg har mere end to par bukser og flere sko at vælge mellem.

Jeg er taknemmelig over at jeg er en del af en familie.

Jeg er taknemmelig fordi jeg har en kirkefamilie og venner i Odense Metodistkirke.

Jeg er taknemmelig fordi jeg har mad at spise hver dag. Oftest mere end jeg har behov for. Det er så et andet problem i vores del af verden.

I dag fejrer vi høstgudstjeneste, hvor kirken er pyntet med frugt og madvarer i alle afskygninger. Vi fejrer og glæder os over, at det bliver meget synligt, at vi ikke bare har fået mad nok, men at vi ligefrem har overflod.

Vi bor midt i den stor by, eller en storby, lidt afhængigt af hvem man spørger, så der er ikke mange af os, som i det daglige har jord under neglene eller tænker over, hvor vacumpakkerne med kød egentlig kommer fra.

Det er også kun de ældste af os, de som har oplevet Anden Verdenskrig på egen krop, som har prøvet at man ikke bare kunne få alle de varer, man kunne ønske sig. Og lige gyldigt hvad I siger, så smagte RICH’s-Kaffeerstatningen ikke godt.

Alle vi andre er så priviligeret at vi aldrig har prøvet at mangle noget.

Selvom jeg har aldrig har manglet noget, så husker jeg de perioder, hvor der var isvinter, eller langvarige blæsevejr, hvor min far bekymrede sig over at der ikke var indtægt. For sådan er det jo at være fisker. Hvis ikke man fanger noget, tjener man ikke noget. Heller ikke selvom man har været flittig på havet.

Vores kristne tro, har sin rod i den jødiske kultur, hvor man var en agerbrugskultur. Det var man endda i et land, hvor jorden ikke er så frodig, som ude i den fynske muld.

Hele kulturne og den religjøse tænkning er bygget op omkring afhængigheden af høsten, som igen er tænkt ind, som Gud, der forsyner os med det vi skal bruge.

Joels Bog, siger:

v23 Zions sønner,

I skal juble og glæde jer

over Herren jeres Gud;

for han giver jer

regnen til retfærdighed,

han sender jer regnskyl,

efterårsregn og forårsregn som før.

v24 Tærskepladserne fyldes med korn,

persekarrene flyder over med vin og olie.

v25 Jeg erstatter jer de år,

da græshoppen åd,

da larven, gnaveren og bideren åd,

min store hærstyrke, som jeg sendte imod jer.

v26 I skal spise og spise og blive mætte

og lovprise Herren jeres Guds navn,

når han handler underfuldt med jer.

Mit folk skal aldrig blive gjort til skamme.

Når I er mætte, skal i lovprise Guds navn. Lovprisningen var ikke bare ord, men at man rent faktisk ofrede en tønde korn til templet, hvis man havde fået ti i hus. Det er den tanke, som ligger bag tiende-offeret, som jo den dag i dag får mennesker til at give 10% af deres indtægt til vores kirke.

Alt sammen handler det om taknemmelighed for alt det, som når man lever i vores del af verden, så nemt kommer til at at taget for givet.

Taknemmelighed er måske ikke altid så let, fordi det som man ikke er taknemmelig for, så nemt kommer til at fylde forholdsvis mere.

Når der er problemer i liver, er det det, som fylder, men har vi ikke alle også et eller andet at være taknemmelig over?

Jesus var, som så ofte før, på vandring mod Jerusalem. Han fulgte grænsen mellem Samaria og Gallilæa.

På vej ind i en landsby, møder han ti spedalske, der holder afstand til ham, sådan som loven sagde, at de skulle. Datidens løsninger ved sygdom var at udstøde individdet til fordel for fællesskabet. Synd for dig, at du er blevet syg, men du må leve alene udenfor byen, vi skal nok sætte mad ud til dig. Det huskede man de første fjorten dage, derefter var det at klare sig, som man bedst kunne.

Nå står de og råber på Jesus, Mester, forbarm dig over os!

Jesus ser dem, forbarmer sig over dem, og beder dem gå til præsterne for at blive undersøgt. Præsterne havde myndigheden til at erklære dem rene igen. Det betyder, at hvis de er raske, så kan de af præsterne få lov til at få deres gamle liv igen.

En far kan vende hjem til sin kone og børn, tilbage til sit arbejde, tilbage til hele sit sociale netværk.

De ti mænd bliver raske.

De ni løber tilbage til deres gamle liv, uden at skænke de mørke stunder en tanke. Det kender jeg i hvertfald godt. Nå, så er vi videre. Dejligt.

Men der var én af dem. Ovenikøbet et samaritaner, en af de, som ikke har nogen som helst religiøs indsigt i forholdende. Han vender tilbage til Jesus for at takke ham.

Han var taknemmelig.

Jesus glæder sig over ham og siger: “Din tro har frelst dig!”

Ja tak til det !

Lad os glæde os over alt det gode, vi har.

Amen

Følg mig! – Pastor Knut Bjarne Jørgensen

Temaet for gudstjenesten er “Følg Mig”, og vi skal hilse på nogle få af de første mennesker, der fik en hilsen fra Jesus med ordene “Følg mig” eller lignende opfordringer.

Samtidig lyder spørgsmålet til os i en salme:
”Vil du følge efter mig, hvis blot jeg si´r dit navn?”

Det er Knut Bjarne Jørgense, kirkens pensionerede præst, som taler. Han taler ud fra bibelteksten fra Matthæusevangeliet kapitel 9,9-13:

Matthæus kaldes til discipel

v9 Og da Jesus gik videre derfra, så han en mand, som hed Matthæus, sidde ved toldboden, og han sagde til ham: »Følg mig!« Og han rejste sig og fulgte ham.

v10 Mens Jesus sad til bords i huset, kom der mange toldere og syndere og sad til bords med ham og hans disciple. v11 Da farisæerne så det, spurgte de hans disciple: »Hvorfor spiser jeres mester sammen med toldere og syndere?« v12 Men da Jesus hørte det, sagde han: »De raske har ikke brug for læge, det har de syge. v13 Gå hen og lær, hvad det vil sige: ›Barmhjertighed ønsker jeg, ikke slagtoffer.‹ Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.«

Hør mere her:

Tro er… at tage imod – Thomas Risager

Det handler om at vinde!
Andenpladser tæller ikke!
Man vinder ikke sølv, man taber guldet!

For mange mennesker er dette værdier, som driver dem i livet. Måske ikke direkte, men de fleste af os må nok indrømme, at lysten til at være den bedste, dygtigste og mest opsigtsvækkende lurer lige under overfladen.

Thomas Risager prædikenserien “Tro er…” Denne søndag taler han om, at tro er at tage imod … Og i troens verden er der nogle helt andre værdier på spil.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord ofte afviger en del fra manuskriptet.

Prædiken søndag d. 20 .august 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Mark 9,20-37 & Jak 3,13-4,3, 7-8a, Od 31,10-31 & Salme 1.

Tro er at tage imod!

Det handler om at vinde!

Andenpladser tæller ikke!

Man vinder ikke sølv, man taber guldet!

For rigtigt mange mennesker, er dette værdier, som driver dem i livet. Måske ikke direkte, men de fleste af os må nok indrømme, at lysten til at være den bedste, dygtigste og mest opsigtsvækkende lurer lige under overfladen.

Det ligger dybt i vores kultur, at vi alle sammen vil gøre alt for ikke at være almindelige – vi er nemlig alle sammen noget helt særtligt.

Skulle man være i tvivl om det, så kan man bare kaste et blik på Facebook og Instagram og hvad det hedder alt sammen, for det er der vi flasher vores fantastisk liv. Der viser vi alle sejrene….

Jeg kan ikke lade være med at spørge, om de andre aldrig har nederlag. Er der aldrig nullermænd under sofaen, streger i toilettet, mikroovnsret på bordet, en krøllet skjorte, ikke flere rene sokker, umulige børn og en muggen kæreste?

Jeg spørger bare.

For det ved jeg jo godt inderst inde også er en del af livet for os alle sammen. Det er bare ikke det, vi viser.

Det er også det der gør, at langt de fleste af os ikke bryder os om at få uventede gæster, for det er ikke rart, når der nogen, der ser at ligger madrester i vasken.

Vi vil helst at folk ser det perfekte. Vi ønsker kun at dele vores sejre og guldmedaljer med hinanden.

Ganske vist var der ikke Facebook, selfiestænger og mobilkameraer på disciplenes tid, men en stor del af mentaliteten var den samme.

Disciplene tænkte ligesom så mange andre, at med Jesus ville en ny tid komme, sådan som de gamle profetier sagde. En ny tid, der ville få Kong Davids kongetid til at ligne et lille øjeblik med succes og sejr, for med Jesus blev alting bedre og større. Jesus ville sejre, og et helt nyt liv ville begynde. Han sagde allerede, at himmerige var kommet nær.

Jesus har lige fortalt dem, at han skal lide, dø og opstå igen på trediedagen. Markus skriver, at de forstod ham ikke, og de var bange for at spørge ham.

Det er ret tydeligt, at det kniber med forståelsen.

De mener sig sikre på at være på det sejrende hold.

Der er ikke noget federe end at være på vinderholdet. Det ved man ikke noget om, hvis man holder med det stribede OB-ere.

Disciplene er på vinderholdet, men ikke sådan som de tror det.

Jeg kan næsten hære dem sige det: “Uhm. Det bliver godt det her. – We are the champions!”

Derfor er det også helt naturligt, at de, mens de går på vejen gennem Gallilæa mod Kaparnaum, lige får sig den der snak, som vi også godt kender.

Snakken, hvor vi afslører at vi har gået og sammenlignet os med hinanden. Hvem har det vigtigste job? Hvem får mest i løn? Hvem har de vigtigste venner. Hvem har størst indflydelse?

Eller blandt præster: hvem har flest medlemmer.

Der er sjovt nok ingen konkurrence i at have flest begravelser. Det kender vi jo godt!

Jesus spørger disciplene, hvad var det I talte om på vejen og ingen af dem, havde den store lyst til at afsløre overfor ham, hvad det handlede om. For de havde lige haft snakken om hvem der var den største.

Pinligt – ikke sandt?

Med Jesus og disciplene er det lidt, som med forældre og børn. Man ved godt, hvad der er foregået – om ikke andet, kan man godt se på dem, at noget er galt.

Jesus ved, hvad de talte om. Han ved også, at de bare er mennesker, ligesom du og jeg.

Jesus gør noget utraditionelt.

Han siger til disciplene at hvis nogen vil være den største, skal han være den sidste af alle og alles tjener. Hvad blev der lige af: We are the campions?

Jesus er ikke færdig med at være anderledes.

Han tager et barn og stiller det i deres midte.

Jeg minder lige om, at børn dengang ikke var curlignbørn, ønskebørn, livsrealiseringsprojekter for forældrene.

Børn var noget som dukkede op en gang imellem, og dybest set var de bare i vejen indtil de var i stand til at tjene penge til hjemmet. Deres status var lig nul.

Nogle af os er vokset op med at børn skal ses, de skal ikke høres. På Jesu tid skulle de hverken ses eller høres. I sociale sammenhænge regnede man dem for intet.

Her i kirken glæder vi os over, at børnene fylder for de er tegn på liv og fremtid, altså helt anderledes end på Jesu tid.

Jesus tager barnet til sig og siger til disciplene.

“Den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig; og den, der tager imod mig, tager ikke imod mig, men tager imod ham, som har sendt mig.” (Mark 9,37)

Tro er altså at tage imod. Det lyder umiddelbart vældigt passivt, men helt så mageligt er det ikke.

Tag i mod oversættes i Jesus sprog med.

Vær der for de svageste, de usynlige, de som ingen gider at være sammen med.

Tal dem op, værdsæt dem, spis sammen med dem. For når vi tager mod vores næste, tager vi mod Jesus, og så tager vi mod ham, som har sendt ham.

Og det er ikke så ringe endda!

Tro er at tage imod.

Amen

Kirke med Kroppen – Maria Bræstrup Aaskov og Søren Jantzen

Søndagens generations gudstjeneste var en afslutningens af Børnekirkens tema om at være “kirke med kroppen” – om at det er vi mennesker, som ER kirken i fællesskab og at kirke er andet og meget mere end at sidde på stolerækker og kigge hinanden ind i nakken.

Denne Bibeltekst fra 1. korintherbrev kapitel 12 blev læst som oplæg til samtalen.

v12 For ligesom legemet er en enhed, selv om det har mange lemmer, og alle legemets lemmer, så mange som de er, dog danner ét legeme, sådan er det også med Kristus. v13 For vi er alle blevet døbt med én ånd til at være ét legeme, hvad enten vi er jøder eller grækere, trælle eller frie, og vi har alle fået én ånd at drikke.

v14 Et legeme består heller ikke kun af én del, men af mange. v15 Siger foden: »Jeg er ikke hånd, altså hører jeg ikke til legemet,« er den dog alligevel en del af legemet, v16 og siger øret: »Jeg er ikke øje, altså hører jeg ikke til legemet,« er det dog ligefuldt en del af legemet. v17 Var hele legemet øje, hvad blev der så af hørelsen? Og var det hele hørelse, hvad blev der så af lugtesansen? v18 Gud har nu engang givet hver enkelt del dens plads på legemet, som han ville det. v19 Hvis det hele kun var én legemsdel, hvad blev der så af legemet? v20 Men nu er der mange lemmer, men ét legeme. v21 Øjet kan ikke sige til hånden: »Jeg har ikke brug for dig,« eller hovedet til fødderne: »Jeg har ikke brug for jer.« v22 Tværtimod, de lemmer på legemet, som synes at være de svageste, netop de er nødvendige, v23 og de lemmer, som vi synes er mindre ære værd, dem giver vi desto større ære, og de lemmer, som vi undser os ved, klæder vi med desto større blufærdighed; v24 de andre lemmer har ikke brug for det. Sådan som Gud har sammenføjet legemet, har han givet det, som mangler ære, desto større ære, v25 for at der ikke skulle opstå splid i legemet, men lemmerne være enige og have omsorg for hinanden. v26 Lider én legemsdel, så lider også alle de andre. Bliver én legemsdel hædret, så glæder også alle de andre sig.

v27 I er Kristi legeme og hver især hans lemmer.

Bibelteksten fra 1. Korintherbrev 12:12-27 handlede om hænder og fødder, øjne og øre og vi syntes det var lidt svært at forstå, men så var der heldigvis en fysioterapeut i kirken (i kittel og med medbragt ekstra skulder), som kunne hjælpe os. Det kom der denne samtale ud af – med pointen om at der er brug for os alle sammen, vi er alle vigtige dele af kirken, af kirke kroppen, om man vil.

Maria B. Aaskov

Du kan høre talen her:

Tro er …. åbenhed – Thomas Risager

Vi indleder en nye serie gudstjenester, som fokuserer på, hvad tro er. Vi gør det med udgangspunkt i en række historier fra Jesus liv.

I dag handler om om, at tro er åbenhed.

I talen tager jeg udgangspunkt i en historie, hvor Jesus udviser alt andet end åbenhed. Faktisk siger han ting, som gør mig utilpas, men gradvist kommer han selv til en ny erkendelse og udviser hidtil uhørt åbenhed.

Du kan også læse talen her. Bemærk at det talte ord nogen gange afviger fra det skrevne manuskript.

Prædiken søndag d. 6 .august 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Mark 7, 24-37 & Jak 2,1-17.

Tro er… Åbenhed

Jeg bryder mig ikke om at skulle forkynde om tekster, hvor jeg synes, at Jesus siger ting, som jeg på det nærmeste føler, at jeg som præst skal forsvare.

Det er nok sådan nogle af vore politikere har det, når de på tv skal forklare en politik, som er partiets, men som de dybest set ikke er enige med personligt.

For mig ville det svare til at bede mig om at forklare, at mennesker ikke er lige meget værd. Nogen pas er mere værd end andre, og vi kan kun tage de bedste og dygtigste flygtninge ind i vort land. Mens den største flygtninge katastrofe siden anden verdens krig udspiller sig lige uden for vores hegn.

Og så er der det med Jesus!

Jesus er taget til Tyros, som ligger i det nuværende Libyen. Vi ved ikke om han skulle på en forlænget weekend, men det vi ved, er at han ikke ønskede, at nogen skulle vide, at han var der. Nogen gange trak han sig tilbage for at være alene. Selv Jesus måtte sande at man ikke kan arbejde ud i en køre uden pauser.

Nu er han i udlandet, i hvert fald i forhold til Israel. Han er altså udenfor jødernes land.

Som så ofte før med Jesus, så er historierne om ham nået så vidt omkring, at folk godt ved, hvor han er.

Inden længe banker det på døren og en kvinde står ude foran. En kvinde, som er så desperat, som man kun kan være det, når ens barn er sygt.

Som Markus skriver, så er hun af syrisk-fønikisk herkomst. På bibelens tid, er det lige så vigtigt, hvor man er fra, som det er i dagens Europa. Men her er betydningen religiøs.

Kvinden er ikke jøde. Dermed er hun et menneske, som en jødisk mand som Jesus, absolut ikke kan være i samme rum med.

Jesus siger nej til at gøre hendes datter rask. !!!

Al hans kryptiske snak om først at mætte børnene ved bordet, handler om at han ser sig selv, som givet til jøderne. Og derfor er det kun for dem.

Vi lader den lige stå et øjeblik… !!!

“Herre, de små hunde under bordet æder da af de smuler, børnene taber.”

Lige der, sker der en forandring hos Jesus.

Han forstår, at der ikke er forskel på mennesker, og at Guds kærlighed og nåde overskrider alle de grænser, som jødedommen ellers insisterer på, at der er.

Denne forandring er i tråd med, hvordan resten af evangeliet skruet sammen. Der er nemlig flere historier, hvor Jesus sprænger alle kendte grænser.

Guds kærlighed er for alle.

Vi ser det, i det, som Jesus siger til kvinden.

Gå blot hjem, dæmonen er faret ud af din datter.

Kvinden levede i en kultur, hvor loven var så indgroet, at kvinder kunne ikke have med mænd at gøre og jøder kunne ikke have med ikke-jøder at gøre.

Selv hos Jesus var det så indgroet, at han i første omgang ikke engang selv kunne se bort fra det.

Det kan jeg næsten ikke holde ud, for det rimer slet ikke med alle de andre historier om Jesus, som jeg kender.

Heldigvis blev han klogere og han handlede.

Det kan virke som en voldsom reaktion, at man næsten ikke kan holde det ud.

Men årsagen til det, er jo, at tro handler om langt mere end hygge

– Dybest set handler det om at have sit liv trygt forankret i troen på Gud.

Det er alt andet end ligegyldigt. Det er et spørgsmål om liv og død. Ganske simpelt.

Kvindens datter reddede livet.

Det samme sker med den døve og stumme mand, som Jesus heldbreder.

Han er døv og stum. Ud over at det er mega upraktisk, så er det også livstruende i datidens kultur.

Dels fordi de frommeste af jøderne vil pege fingre af ham, og påstå at hans stumhed og døvhed handler om at han ikke har levet rigtigt i forhold til Gud, så det er hans egen skyld.

Det andet aspekt, er at han vil være fuldstændigt afhængig af andre til at forsørge ham. Han vil ikke have anden udvej end at tigge og leve på gaden.

Den gang var det også sådan, at de, som levede på gaden ikke blev gamle.

Jesus siger til ham: Effatha – Luk dig op, og miraklet sker. Han kan se og han kan høre.

Det er også noget at det tro, gør. Det giver åbenhed.

Du kan se og du kan høre på en ny måde.

Du kan se mennesker omkring dig, du kan høre, hvad de siger og ikke mindst. Du kan høre Gud….

Istedet for amen, siger jeg Effatha!

Luk dig op!

Tro er handling – Thomas Risager

Tro er er handling.

Jeg skal huske at hente togbilletterne på banegården senest onsdag. Jeg bør nok også finde tid til en løbetur og bilen skal støvsuges. Det er den vist ikke blevet i år.

Ud over alle vore almindelige pligter på arbejdet, så er der også hundrede ting, som vi synes vi bør huske at gøre – og endnu flere, som andre synes vi skal huske.

Jeg kan nævne så mange ting, som jeg bør gøre.

Når jeg læser de tekster, som er oplægget til gudstjenesten i dag, så kan jeg næsten mærke at streshormonerne kører rundt. Skulle det at tro ikke være noget med at opleve fred?

Skulle tro ikke være noget med, for nu at bruge et ofte misforstået ord, at lade være med at synde, så man hele tiden står på god fod med Gud.

I modsætning til vores moderne selvhjælpskultur, hvor man kan gøre det ene og det andet gode for sig selv, for at blive et bedre menneske, så er al tanke i kristen tro ikke rettet mod dig selv.

Bum – Det handler ikke om dig!

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk at det talte ord, ofte afviger fra manuskriptet:

Prædiken søndag d. 30 .august 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Højsangen 2,8-13 & Salme 45,1-2,6-9 eller Salme 72 & Jakobs Brev 1,17-27 & Mark 7,1-8, 14-15, 21-23,

Tro er er handling.

Jeg skal huske at hente togbilletterne på banegården senest onsdag. Jeg bør nok også finde tid til en løbetur og bilen skal støvsuges. Det er den vist ikke blevet i år.

Ud over alle vore almindelige pligter på arbejdet, så er der også hundrede ting, som vi synes vi bør huske at gøre – og endnu flere, som andre synes vi skal huske.

Jeg kan nævne så mange ting, som jeg bør gøre.

Når jeg læser de tekster, som er oplægget til gudstjenesten i dag, så kan jeg næsten mærke at streshormonerne kører rundt. Skulle det at tro ikke være noget med at opleve fred?

Skulle tro ikke være noget med, for nu at bruge et ofte misforstået ord, at lade være med at synde, så man hele tiden står på god fod med Gud.

I modsætning til vores moderne selvhjælpskultur, hvor man kan gøre det ene og det andet gode for sig selv, for at blive et bedre menneske, så er al tanke i kristen tro ikke rettet mod dig selv.

Bum – Det handler ikke om dig!

Al tro handler om Gud, Jesus, Helligånden og din næste. Det handler ikke om dig.

Det er det, som kommer til udtryk i Markusevangeliets historie, hvor Jesus konfronteres med, at hans disciple spiser uden at have vasket hænderne.

Jøderne havde religiøse regler for, hvordan man gør det. Derfor handler det ikke kun om bakterier, men også om, at disciplene i menneskers øjne ikke har gjort det de burde i forhold til Gud.

I den jødiske kultur har man et kollektivt mindset, så derfor var deres manglende overholdelse af reglerne en konkret trussel mod dem alle sammen.

Lidt på samme måde, som i parcelhus-kvarteret, hvis der én som formaster sig til ikke at have klippet hækken til skt. Hans elller ikke gider luge op til skellet. Så er alle de andre forargede.

I forhold til verdens flygtninge, den som sidder ensom, enken og de faderløse børn, er det vel ligegyldigt, hvis vi lige skal have lidt perspektiv.

Jesus giver de forargede en lektion, som de sent glemmer.

“»Esajas profeterede rigtigt om jer hyklere, sådan som der står skrevet:

Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig, v7 forgæves dyrker de mig, for det, de lærer, er menneskebud.

v8 I har tilsidesat Guds bud og overholder kun menneskers overlevering.”

(Mark 7,6-7)

På almindeligt dansk: Jesus siger til dem. Al den ydre fromhed, som er så nem at bryste sig af. Det er noget mennesker – farisæer og præster- der har misforstået det hele, har lagt ned over jer. Det har intet med Gud at gøre.

Personligt glæder det mig, for den der kristne polerede pænhed, det er noget at det mest kvalmefremkaldende, jeg kan støde på.

Selvfølgelig skal vi behandle hinanden og mennesker ordentligt, men motivet skal være, at man vil hinanden godt, ikke at man skal vise verden sin godhed.

Det er lige præcis det, Jesus taler imod her. Drop alt det ydre fis, det handler om at have hjertet hos Gud.

Hvordan kan man vide, om ens hjerte er nært ved Gud?

I Johannesevangeliet finder vi historien om fodvaskningen. Det er den sidste dag, Jesus er sammen med sine disciple inden han lader sig fange af romerne.

Her bryder han alle traditioner og normer, da han bøjer sig ned og giver sig til at vaske disciplenes fødder. En handling som er så ydmygende at udføre, at man ikke kan bede andre end en træl om at gøre det.

Jesus som er den, de alle ser op til. Ham som kan frelse verden, han sætter sig på knæ foran hver enkelt af dem og vasker deres fødder. Det er uhørt, men måske giver det ham lidt ekstra opmærksomhed, da han siger til dem at de skal elske hinanden:

“»Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer? v13 I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg. v14 Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. v15 Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.” (Joh 13,12-15.)

Jesus fortsætter:

“v34 Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden. v35 Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.” (Joh 13,34-35)

Så hvis du tænker mere på andre end dig selv. Hvis kan hjælpe andre uden at tænke på, hvad det koster dig. Hvis du kan mærke at du går i stykker indeni, når du hører om en lastbil fyldt med døde flygtninge i Wien, Hvis du ikke kan holde ud at se på billedet her af Laith Majid fra Syren, der sammen med sin søn og datter netop er ankommet til Kos i Grækenland.

Eller hvis du oprigtigt kan glæde dig over rent vand i Congo-

Hvis du ikke er selv er centrum for al tanke i dit liv, så er det en rimelig god indikation på, at Gud fylder i dit liv. At dit hjerte er tæt på Gud.

Den uselviske kærlighed er nemlig en kærlighed givet af Gud. Gennem den udfordres vi til handling, ikke på den måde at vi får dårlig samvittighed på samme måde som vi kan få det over den snavsede bil, for dette fylder langt mere og er langt vigtigere.

Der er mennesker, som trænger til at møde mennesker som du og jeg – mennesker som bringer Guds kærlighed, accept og håb med os.

Det betyder noget.

En lille note, inde vi slutter.

Hvis du tænker, at du slet ikke er der, så vil mit råd til dig, være at kaste dig ud i at elske, også selvom du måske ikke synes, at du har overskuddet til det, for erfaringerne er entydige, gennem handlingerne hvor du elsker, kan det ikke undgåes, at der falder kærlighed tilbage på dig. – og tro ikke, at det kommer fra dig. Det kommer kun et sted fra!

Lad os være en kirke der handler og gør en forskel for mennesker – for vores by.

“Kære børn, lad os ikke elske med ord eller tunge, men i gerning og sandhed.” (1. Joh 3,18)

Amen.

Er du provokeret? – Thomas Risager

Jeg tror vi alle sammen har mødt kristne, måske endda præster, som har sagt nogle ting om tro, eller fordømt andre mennesker. Kristne, der har sagt ting, der får os til at tænke, at den tro han står for, skal jeg aldrig have med at gøre!

Jeg har mødt sådanne mennesker. Jeg har mødt sådanne præster – og jeg synes selv, at jeg har en vis rummelighed overfor forskellighed.

Men der er grænser for, hvad jeg vil høre på. Især, når mennesker gør sig til talsmand for en kristen tro, som er hadefuld og fordømmende over for alle andre end dem selv.

Omvendt er det også svært at være skråsikker.
Et fornuftigt menneske bør stille sig selv spørgsmålet. Har jeg jeg ret, når jeg påstår at Gud elsker alle – uden undtagelse?

Hør mere her:

Hvis du hellere vil læse talen, kan du gøre det her. Bemærk at det talte ord, ofte afviger fra manuskriptet.

Prædiken søndag d. 23. august 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Joh 6,56-69.

Paulus siger “Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.”

Når det kommer til livets store spørgsmål om liv og død, meningen med livet. Så kan det godt føles som om man hele tiden leder efter en brik i et puslespil, som bare ikke vil give mening, før man har fundet den manglende brik.

Det er også sådan, at nogen gange, når man faktisk får fat i den brik, som man synes mangler, så kan man absolut ikke lide, hvad man ser.

Jeg tror vi alle sammen har mødt kristne, måske endda præster, som har sagt nogen ting om tro, eller fordømt andre mennesker, på en sådan måde, den tro, han står for, har mand aldrig nogen sinde lyst til at have med at gøre.

Jeg har mødt sådanne mennesker. Jeg har mødt sådanne præster og jeg synes selv, at jeg har en vis rummelighed overfor forskellighed.

Men der er grænser for, hvad jeg vil høre på.

Især, når mennesker gør sig til talsmand for en kristen tro, som er hadefuld og fordømmende over for alle andre end dem selv.

Så står jeg helt af.

Omvendt er det også svært at være skråsikker.

Har jeg ret, når jeg siger, at Gud elsker alle.

Et fornuftigt menneske bør stille sig selv spørgsmålet. Har jeg jeg ret, når jeg påstår at Gud elsker alle – uden undtagelse?

I dag skal vi se på en bibeltekst fra Johannesevangeliet, hvor Jesus fortsætter sin tale om livets brød.

Vi er nu igang med den fjerde søndag, hvor vi hænger fast i Kapitel 6 i Johannesevangeliet.

Det betyder at jeg, efter talen i dag, samlet har talt om dette i 1 time.

Så hvis nogen af jer tænker, som disciplene, beskrevet i kapitel 6 vers 60… “Hvem kan holde ud at høre på det?”

Så forstår jeg det godt.

Jesus taler om sig selv i billeder fra dagligdagen.

Billeder, som alle kan forstå. Alle spiser brød, og selv den mest enfoldige ved, at der skal mad til for at leve.

Jesus siger, at han ikke er som det almindelige brød, som man kan spise og så stadig være sulten kort tid efter.

Det er heller ikke sådan med almindeligt brød, at man kan spise, og spise, og så forvente at leve evigt.

Faktisk er det nok en dårlig ide, at spise sig til livet i almindeligt brød.

Jesus taler om almindeligt brød, men alligevel er det helt almindelige, i ham, helt anderledes.

Jesus siger at den, der spiser af hans brød skal leve i kraft af ham.

Det er så moderne at spise sundt. De færreste af os kan forklare præcis, hvordan det er, at maden er god for os. Men uanset om vi kan forklare det eller ej, er sund mad god for os.

På samme måde er det med troen på ham.

Hvis man vil spise må man komme til måltiderne. Man er nødt til at komme maden i munden og spise den. Men virkningen af den, har vi så at sige intet med at gøre.

Det sker bare.

Jesus siger: “Den, der spiser dette brød, skal leve til evig tid!”

Tanken om at det er Jesus, som gør noget i de mennesker, som tager mod hans kærlighed, er så fornærmende at en hel flok disciple siger:

“Det er hård tale; hvem kan holde ud at høre på det?”

Jesus ord lyder ind i en kultur, man er sin egen lykkes smed. Man er selv ansvarlig for alt.

Overhold reglerne, så vil det går dig godt, synes at være mantraet.

Jeg ved godt, at vi ikke er jødisk kultur, men jeg synes alligevel at det ligner vores liv. Vi kan måske ikke ret godt med regler. Men det med at være mega ansvarlig for at lykkes og leve godt. Det ligger i vores tid.

Jeg tror vi har brug for høre igen og igen, at tro handler om at lade sig elske, så gør Gud resten i os, også selvom vi måske ikke forstår det.

Hvis det budskab er så provokerende at du har lyst til at rejse dig og gå, så er jeg ked af det, men døren er der.

Der er en Gud, der elsker os og gør godt i os.

Hvis det er provokerende, så tænker jeg, at det er fordi, at det er alt andet en ligegyldigt.

Hvis det var ligegyldigt, var det vel ikke provokerende.

Jesus siger: “Ligesom den levende Fader har udsendt mig, og jeg lever i kraft af Faderen, sådan skal også den, der spiser mig, leve i kraft af mig.”

Amen

Mangler du en brik 3 ? – Thomas Risager

Noggen gange så synes jeg, at det kan være svært at få troen til at give helt mening. Det er som, at sidde med et puslespil, hvor der mangler en brik. Man kan egentlig godt se, hvad motivet i puslespillet er, men man fokuserer bare på den brik, der mangler.

Jeg tror, når det kommer til tro, at man skal passe på med, at fokusere for meget på det man ikke forstår, men i stedet søge at se helhed, også selv om billedet man har måske ikke er helt perfekt.

Jesus siger:

“Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.”

Det giver jo fuldstændig mening. Hvor er der dejligt at Jesus altid udtrykker sig så klokkeklart.

Ironi kan forekomme her.

Men hvis du har lyst til at høre mere, kan du gøre det her:

Prædiken søndag d. 16.august 2015.

Tekster: Joh 6,51-58.

Nogen gange så oplever jeg livet som et stort uoverskueligt puslespil, hvor der hele tiden lige mangler bare lige et par brikker før det hele falder på plads. Så kan jeg blive færdig, så billedet er fuldendt.

Desværre er det sådan, at hver gang jeg synes, at jeg har fundet de få manglende brikker, så er der faktisk nogle nye steder, hvor der burde ligge nogle brikker, og så starter eftersøgningen af de nye manglende brikker. Når de er fundet, så begynder det hele forfra.

Det rimer meget godt med Paulus’ ord fra kærlighedens højsang, hvor han siger: “Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.”

Jeg tror, det er meget menneskeligt, at forsøge at danne sig overblik, fordi vi vil så gerne forstå alle sammenhængene i livet.

Det gælder også for tro, hvor vi så gerne vil se det store billede, for at kunne sige, at vi fuldt ud forstår.

Jesus siger:

“Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.”

Det giver jo fuldstændig mening. Hvor er der dejligt at Jesus altid udtrykker sig så klokkeklart.

Ironi kan forekomme her.

Jesus taler kryptisk, men alligevel klart. Hvis du nogen gange tænker, jeg fatter intet. Så skal du vide, at du ikke er alene.

Der er så mange små historier i Ny Testamente, hvor Jesu disciple, som jo lever sammen med ham hver eneste dag, ikke forstår, hvad manden siger.

De mangler ganske enkelt at brikkerne falder på plads.

Jesus taler om brød, som vi alle kender det. Langt de fleste mennesker på kloden spiser brød hver eneste dag.

Når vi beder fadervor, siger vi “Giv os idag vort daglige brød!” må vi huske, at der Jesus, som har lært os/sine disciple at bruge disse ord.

Det er vigtigt at have i baghovedet, når Jesus taler om det levende brød.

De sidste to søndage har fokus fra denne del af Johannesevangeliet ligget på ordene:

“Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.”

og i sidste uge:

“Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.”

Der er ingen grænser for løfterne. Vi kender det egentlig godt, for nogen gange er der nogle tilbud, der bare er for gode til at være sande. Så bliver vi skeptiske – og heldigvis for det.

For sund fornuft er godt. Faktisk også når det kommer til tro.

Men det er også en af grundene til at det nogen gange kan være svært. Tro og fornuft er ikke hinandens modsætninger, selvom de nogen gange modsiger hinanden. Der er ofte dér, hvor det føles som om, at der mangler en brik.

Jesus forstår dette.

Han ved jo godt, at han kommer med et helt ny forståelse af tro. Hans betoninger, af at troen er en relation og ikke lov-religion, vil tage tid, langt tid, før mennesker forstår.

Det er jo godt, for hvis man hele livet har troet, at livet hang sammen må en bestemt måde, og man så hører at det man har troet hele tiden faktisk er forkert, så tror jeg Jesus er helt ok med at man tager sig lidt tid til at tænke sig om.

Og så siger han noget, som er helt nyt:

Han siger:

“ v56 Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, bliver i mig, og jeg i ham. v57 Ligesom den levende Fader har udsendt mig, og jeg lever i kraft af Faderen, sådan skal også den, der spiser mig, leve i kraft af mig. v58 Det brød, som er kommet ned fra himlen, er ikke sådan som det, fædrene spiste; de døde, men den, der spiser dette brød, skal leve til evig tid.”

Jøderne har været vant til tænkningen om, at Guds gunst var afhængig af deres levevis. Hvis de levede rigtigt, gik det dem godt, syntes at være logikken.

Nu siger Jesus. Se på mig, løft hovedet fra regelbogen, se på mig. Jeg lever i kraft af faderen, men den der spiser skal leve i kraft af mig.

Vi kan slippe tøjlerne lidt, vi lever i kraft af en anden. I kraft af Jesus, som giver sit liv, for at vi skal leve.

Så når vi beder, giv os i dag vort daglige brød, så er det ikke bare mad vi beder om. Det er liv vi beder om.

I Jesus er der liv, masser af liv også til dig.

Amen

Mangler du en brik 2 ?- Thomas Risager

Længes du også efter, at troen skal få alle brikker i livets puslespil til at falde på plads?

Men sådan er det bare ikke helt med tro…. Det bliver ikke altid som vi ønsker det, men alligevel er der noget helt unikt i det med at tro, når Jesus taler om sig selv som Livets brød, og den, der spiser af det, skal leve til evig tid.

Hør mere her:

Læs evt. talen her:

Prædiken søndag d. 9 .august 2015.

Tekster: Joh 6,53, 41-51.

Jeg tror, det er meget menneskeligt, at forsøge at danne sig overblik, fordi vi vil så gerne forstå alle sammenhængene i livet.

Det gælder også for tro, hvor vi så gerne vil se det store billede, for at kunne sige, at vi fuldt ud forstår.

Så kan man gøre, som jeg også nogen gange gør, nemlig at give sig til at læse i sin bibel.

Man kan sige utroligt meget godt om bibelen, men bibellæsning på egen hånd, især hvis det er nyt for én, skaber sjældent overblik og klarhed.

Faktisk oftest tværtimod, fordi bibelen i sin opbygning af historierne hele tiden tager for givet, at læseren har en masse baggrundsviden idet, der hele tiden refereres til gammel testamentelige historier. Den jødiske historie.

Og har man prøvet, at tage bibelen fra side 1 for at læse sig igennem Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente i et hug for at få overblik, så er chancerne for at komme igennem det på egen hånd, ret små.

Et godt eksempel på at der forudsættes baggrundsviden er stedet i dagens tekst, hvor Jesus siger: “Der står skrevet hos profeterne: ›Alle skal være oplært af Gud.‹ Enhver, som har hørt og lært af Faderen, kommer til mig. v46 Ikke at nogen har set Faderen, undtagen den, der er fra Gud; han har set Faderen. v47 Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tror, har evigt liv. v48 Jeg er livets brød. v49 Jeres fædre spiste manna i ørkenen, og de døde.”

Her er der ikke mindre en to steder, hvor man skal kende baggrunden for at forstå.

De første vers henviser til at Jødedommen har været en lov-religion, men allerede hos dem forudsiges det, at Gud vil ændre alle præmisser. Profeten Jeremias siger:

“v33 Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. v34 Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: »Kend Herren!« For alle kender mig, fra den mindste til den største, siger Herren. Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd.”

Jerremias profeterer, populært sagt, at gudsforholdet ikke længere skal handle om kunne huske alle de rigtige regler og kunne leve efter dem. Det vil komme til at handle om en relation, hvor Gud er den, som giver, hvor mennesket ikke længere skal gøre sig fortjente til hans kærlighed. Den er givet, i Jesus.

I søndags og i dag dukker der henvisninger op til manna i ørkenen. Det peger på en historie, som alle jøder kender, nemlig at Moses har ført israelitterne ud af egypternes fangeskab og vandret med dem i ørkenen, fået de ti bud undervejs, til sidste ledt dem over Jordan og ind i det forjættede land. Teknisk set var det nu Josva, der tog dem det eller sidste stykke, men pyt.

Undervejs sulter folket og de klager til til Moses, og der i ørkenen lader Gud manna regne ned over dem, så de kan spise sig mætte. I den jødiske kulturarv er dette et superstærkt billede på Guds omsorg.

Jøderne som står omkring ham bliver skeptiske. Ham der kender vi jo. Det er Josefs og Marias søn. Han har vist lidt høje tanker om sig selv.

Hvorfor bliver de så skeptiske? Måske fordi Jesus med sine ord “Jeg er livets brød!” forsøger at forklare dem, at der er meget mere af Gud og hans kærlighed end de tror, og Jesus selv er billedet på det. Og iøvrigt mere end et billede og et symbol, han er Guds kærlighed.

Den, der tror, har evigt liv siger Jesus. På en måde ganske provokerende. Nu lover han også evigt liv. Hvad bliver det næste?

Jesus provokerer dem helt vildt. I kan godt huske at jeres forfædre spiste manna i ørkenen, men de er jo alle døde.

Han siger: “v50 Men det brød, som kommer ned fra himlen, gør, at den, der spiser af det, ikke dør. v51 Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.”

Jesus giver dem en nye realitet, nemlig at det er ved tro på ham, som livets brød, at livet, ved tro, skal være til evig tid.

Disse ord gælder stadig, også for du og jeg. Også – selvom vi måske ikke kan forstå dem, så er vores håb, hos ham, som driller jøderne lidt.

Han ord gælder dem, og de gælder os.

Jeg er livets brød. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.

Amen

Mangler du en brik? – Thomas Risager

Længes du også efter, at troen skal få alle brikker i livets puslespil til at falde på plads?

Men sådan er det bare ikke helt med tro…. Det bliver ikke altid som vi ønsker det, men alligevel er der noget helt unikt i det med at tro, når Jesus taler om sig selv som Livets brød, der mætter, så man aldrig skal sulte…

Hør mere her:

Du kan også læse talen her:

Prædiken søndag d. 2 .august 2015.

Tekster: Joh 6,24-35.

Jeg tror, det er meget menneskeligt, at forsøge at danne sig overblik, fordi vi vil så gerne forstå alle sammenhængene i livet.

Det gælder også for tro, hvor vi så gerne vil se det store billede, for at kunne sige, at vi fuldt ud forstår.

Det er også derfor, tror jeg, at vi nogen gange holder krampagtigt fast, hvis der er bestemte måder at bede på, læse bibel på, former for aktiviteter, eller bestemte gudstjeneste-former, som taler til os.

Så kan det blive som om, vi klynger og til den ene brik, og nogen gange forsømmer at se, at der faktisk mangler brikker flere steder i vores trosliv.

Dette er på en måde situationen for de mennesker, som febrilsk har ledt efter Jesus og nu finder på, at sejle over på den anden side at søen for at finde ham.

De har nemlig oplevet noget, som de synes var helt vildt fedt. De har oplevet Jesus mætte fem tusind mennesker med fem brød og to fisk.

Nu er de sejlet efter Jesus, for de vil godt lige se det igen. Det kan man da ikke helt fortænke dem i, kan man?

Jesus finder dem dog lidt ensidige: I kommer bare for at få mad igen!

Det er meget muligt, at han har ret i det, for det er jo noget af det, som de lige har set. Og det var fedt, så selvfølgelig kommer de med den forventning, at man kan få mere af det samme. Det er også det vi gør, når vi i kirkerne gør det samme år efter år. Men med tro er det sådan, at man aldrig bliver færdig at opleve mere.

Der vil altid være flere brikker til puslespillet, for nu at holde fast i det billede.

Det ligger i det, Jesus siger til dem: “I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte. v27 Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer; for ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på.” (Joh 6,26-27)

Jesus taler altså om, at han vil give dem. Han vil sørge for dem, og det er ikke fem brød og to fisk han taler om. Han taler om langt mere, end de overhovedet kan forestille sig.

De tænker bogstaveligt. Men når Jesus har givet dem mad at spise, er det langt mere end maden, så er maden symboler. Når Jesus taler om den mad, som består altid, så taler han om det, som han vil give dem gennem tro, og det er langt mere end brød, som kan spises.

Folket her tror, at hvis bare lige, de får lidt at spise, så er der ikke mere i troen for dem, så har de fundet den ene brik, som de leder efter. Men som Jesus ser det, så der er meget mere end blot det.

Til sidst sætter Jesus trumf på: “For Guds brød er det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden.« v34 De sagde til ham: »Herre, giv os altid det brød!« (Joh 6,33-34)

Læg mærke til at Jesus siger at brødet giver liv til verden. – Liv!

v35 Jesus sagde til dem: »Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.” (Joh 6,35)

Jeg ved ikke hvad du længes efter i din tro, hvilken brik det lige er, som du leder efter, for at kunne se det fulde billede.

Men jeg garanterer dig, at der vil være flere brikker og mere at få.

Om lidt skal vi fejre nadver sammen og du er velkommen. Kom og vær med, se, smag, spis. Jesus siger: Jeg er livets brød!.

Amen.